# File Name: Holy-Bible---Danish---Danish-Bible---Standard-Edition.noia # File Size: 4149412 # File Date: 02/25/2024 09:10:28 # File Purpose: Supporting resource for the Aionian Bible project # File Location: https://resources.AionianBible.org # File Copyright: Creative Commons Attribution No Derivative Works 4.0, 2018-2024 # File Generator: ABCMS (alpha) # File Accuracy: Contact publisher with corrections to file format or content # Publisher Name: Nainoia Inc # Publisher Contact: https://www.AionianBible.org/Publisher # Publisher Mission: https://www.AionianBible.org/Preface # Publisher Website: https://NAINOIA-INC.signedon.net # Publisher Facebook: https://www.Facebook.com/AionianBible # Bible Name: Dansk Bibel # Bible Name English: Danish Bible # Bible Language: Dansk # Bible Language English: Danish # Bible Copyright Format: CC Attribution NoDerivatives 4.0, 2018-2024 # Bible Copyright Text: Public Domain # Bible Source: Authorized by the Danish King # Bible Source Version: 2/7/2021 # Bible Source Link: https://unbound.biola.edu # Bible Source Year: 1819-1931 # Bible Format: Standard formatting without annotation # INDEX BOOK CHAPTER VERSE TEXT # # BOOK 001 GEN Genesis 1 Mosebog 001 GEN 001 001 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. 001 GEN 001 002 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene. 001 GEN 001 003 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys. 001 GEN 001 004 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket, 001 GEN 001 005 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag. 001 GEN 001 006 Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!" 001 GEN 001 007 Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen; 001 GEN 001 008 og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag. 001 GEN 001 009 Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det; 001 GEN 001 010 og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt. 001 GEN 001 011 Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det: 001 GEN 001 012 Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt. 001 GEN 001 013 Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag. 001 GEN 001 014 Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År 001 GEN 001 015 og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det: 001 GEN 001 016 Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne; 001 GEN 001 017 og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden 001 GEN 001 018 og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt. 001 GEN 001 019 Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag. 001 GEN 001 020 Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det: 001 GEN 001 021 Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt. 001 GEN 001 022 Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!" 001 GEN 001 023 Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag. 001 GEN 001 024 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det: 001 GEN 001 025 Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt. 001 GEN 001 026 Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb, der kryber på Jorden!" 001 GEN 001 027 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; 001 GEN 001 028 og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!" 001 GEN 001 029 Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde; 001 GEN 001 030 men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det. 001 GEN 001 031 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag. 001 GEN 002 001 Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær. 001 GEN 002 002 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført; 001 GEN 002 003 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført. 001 GEN 002 004 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel 001 GEN 002 005 dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden, 001 GEN 002 006 men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade 001 GEN 002 007 da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen. 001 GEN 002 008 Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet; 001 GEN 002 009 Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt. 001 GEN 002 010 Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme. 001 GEN 002 011 Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld 001 GEN 002 012 og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten. 001 GEN 002 013 Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj. 001 GEN 002 014 Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat. 001 GEN 002 015 Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. 001 GEN 002 016 Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise, 001 GEN 002 017 kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!" 001 GEN 002 018 Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!" 001 GEN 002 019 Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn. 001 GEN 002 020 Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham. 001 GEN 002 021 Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted; 001 GEN 002 022 og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam. 001 GEN 002 023 Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!" 001 GEN 002 024 Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød. 001 GEN 002 025 Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke. 001 GEN 003 001 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?" 001 GEN 003 002 Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer; 001 GEN 003 003 kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!" 001 GEN 003 004 Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø; 001 GEN 003 005 men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!" 001 GEN 003 006 Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste. 001 GEN 003 007 Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig. 001 GEN 003 008 Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer. 001 GEN 003 009 Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?" 001 GEN 003 010 Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!" 001 GEN 003 011 Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?" 001 GEN 003 012 Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg." 001 GEN 003 013 Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg." 001 GEN 003 014 Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage! 001 GEN 003 015 Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!" 001 GEN 003 016 Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!" 001 GEN 003 017 Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage; 001 GEN 003 018 Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde; 001 GEN 003 019 i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!" 001 GEN 003 020 Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende. 001 GEN 003 021 Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed. 001 GEN 003 022 Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!" 001 GEN 003 023 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af; 001 GEN 003 024 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ. 001 GEN 004 001 Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!" 001 GEN 004 002 Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker. 001 GEN 004 003 Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt, 001 GEN 004 004 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave, 001 GEN 004 005 men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved. 001 GEN 004 006 Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved? 001 GEN 004 007 Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!" 001 GEN 004 008 Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel. 001 GEN 004 009 Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?" 001 GEN 004 010 Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden! 001 GEN 004 011 Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd! 001 GEN 004 012 Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!" 001 GEN 004 013 Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære; 001 GEN 004 014 når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!" 001 GEN 004 015 Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes; syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel. 001 GEN 004 016 Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden. 001 GEN 004 017 Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin; Søn Hanoks Navn. 001 GEN 004 018 Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek 001 GEN 004 019 Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla. 001 GEN 004 020 Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg; 001 GEN 004 021 hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte. 001 GEN 004 022 Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama. 001 GEN 004 023 Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme! 001 GEN 004 024 Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!" 001 GEN 004 025 Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!" 001 GEN 004 026 Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde HERRENs Navn. 001 GEN 005 001 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede; 001 GEN 005 002 som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt. 001 GEN 005 003 Da Adam havde levet i 130 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set; 001 GEN 005 004 og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 005 således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 006 Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj; 001 GEN 005 007 og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 008 således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 009 Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan; 001 GEN 005 010 og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 011 således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 012 Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el; 001 GEN 005 013 og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 014 således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 015 Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered; 001 GEN 005 016 og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre; 001 GEN 005 017 således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 018 Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok; 001 GEN 005 019 og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 020 således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 021 Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem, 001 GEN 005 022 og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 023 således blev Enoks fulde Levetid 365 År; 001 GEN 005 024 og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham. 001 GEN 005 025 Da Metusalem havde levet 187 År, avlede han Lemek; 001 GEN 005 026 og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 027 således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 028 Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn, 001 GEN 005 029 som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet." 001 GEN 005 030 Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre; 001 GEN 005 031 således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han. 001 GEN 005 032 Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet. 001 GEN 006 001 Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre, 001 GEN 006 002 fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer. 001 GEN 006 003 Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År." 001 GEN 006 004 I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage. 001 GEN 006 005 Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang. 001 GEN 006 006 Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet. 001 GEN 006 007 Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!" 001 GEN 006 008 Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne 001 GEN 006 009 Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud. 001 GEN 006 010 Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. 001 GEN 006 011 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret; 001 GEN 006 012 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden. 001 GEN 006 013 Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden. 001 GEN 006 014 Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig; 001 GEN 006 015 og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj; 001 GEN 006 016 du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk. 001 GEN 006 017 Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå. 001 GEN 006 018 Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner: 001 GEN 006 019 og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være, 001 GEN 006 020 af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live. 001 GEN 006 021 Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde." 001 GEN 006 022 Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han. 001 GEN 007 001 Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt. 001 GEN 007 002 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun, 001 GEN 007 003 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden. 001 GEN 007 004 Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade." 001 GEN 007 005 Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham. 001 GEN 007 006 Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden. 001 GEN 007 007 Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande. 001 GEN 007 008 De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden, 001 GEN 007 009 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa. 001 GEN 007 010 Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden; 001 GEN 007 011 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, 001 GEN 007 012 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. 001 GEN 007 013 Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner 001 GEN 007 014 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger; 001 GEN 007 015 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa; 001 GEN 007 016 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham. 001 GEN 007 017 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden. 001 GEN 007 018 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet; 001 GEN 007 019 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand; 001 GEN 007 020 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand. 001 GEN 007 021 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker; 001 GEN 007 022 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde. 001 GEN 007 023 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken. 001 GEN 007 024 Vandet steg over Jorden i 150 Dage. 001 GEN 008 001 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; 001 GEN 008 002 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, 001 GEN 008 003 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. 001 GEN 008 004 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, 001 GEN 008 005 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem. 001 GEN 008 006 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken, 001 GEN 008 007 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden. 001 GEN 008 008 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade; 001 GEN 008 009 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig. 001 GEN 008 010 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken; 001 GEN 008 011 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden. 001 GEN 008 012 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham. 001 GEN 008 013 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør. 001 GEN 008 014 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør. 001 GEN 008 015 Da sagde Gud til Noa: 001 GEN 008 016 "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner 001 GEN 008 017 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!" 001 GEN 008 018 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; 001 GEN 008 019 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken. 001 GEN 008 020 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret. 001 GEN 008 021 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! 001 GEN 008 022 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!" 001 GEN 009 001 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden! 001 GEN 009 002 Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! 001 GEN 009 003 Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen. 001 GEN 009 004 Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise! 001 GEN 009 005 Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. 001 GEN 009 006 Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. 001 GEN 009 007 Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!" 001 GEN 009 008 Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner: 001 GEN 009 009 "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder 001 GEN 009 010 og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr; 001 GEN 009 011 jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!" 001 GEN 009 012 Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder: 001 GEN 009 013 Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden! 001 GEN 009 014 Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne, 001 GEN 009 015 vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød. 001 GEN 009 016 Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden." 001 GEN 009 017 Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!" 001 GEN 009 018 Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an; 001 GEN 009 019 det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning. 001 GEN 009 020 Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård. 001 GEN 009 021 Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt. 001 GEN 009 022 Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det; 001 GEN 009 023 men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel. 001 GEN 009 024 Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham, 001 GEN 009 025 sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!" 001 GEN 009 026 Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl! 001 GEN 009 027 Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!" 001 GEN 009 028 Noa levede 350 År efter Vandfloden; 001 GEN 009 029 således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han. 001 GEN 010 001 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner. 001 GEN 010 002 Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. 001 GEN 010 003 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. 001 GEN 010 004 Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; 001 GEN 010 005 fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag. 001 GEN 010 006 Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an. 001 GEN 010 007 Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan. 001 GEN 010 008 Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. 001 GEN 010 009 Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod." 001 GEN 010 010 Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear; 001 GEN 010 011 fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela 001 GEN 010 012 og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By. 001 GEN 010 013 Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, 001 GEN 010 014 Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. 001 GEN 010 015 Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het, 001 GEN 010 016 Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, 001 GEN 010 017 Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, 001 GEN 010 018 Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig, 001 GEN 010 019 så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim indtil Lasja. 001 GEN 010 020 Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk. 001 GEN 010 021 Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner. 001 GEN 010 022 Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. 001 GEN 010 023 Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. 001 GEN 010 024 Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; 001 GEN 010 025 Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. 001 GEN 010 026 Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, 001 GEN 010 027 Hadoram, Uzal, Dikla, 001 GEN 010 028 Obal, Abimael, Saba, 001 GEN 010 029 Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner, 001 GEN 010 030 og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge. 001 GEN 010 031 Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk. 001 GEN 010 032 Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden. 001 GEN 011 001 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. 001 GEN 011 002 Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. 001 GEN 011 003 Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. 001 GEN 011 004 Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!" 001 GEN 011 005 Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, 001 GEN 011 006 og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; 001 GEN 011 007 lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!" 001 GEN 011 008 Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. 001 GEN 011 009 Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden. 001 GEN 011 010 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; 001 GEN 011 011 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 012 Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela; 001 GEN 011 013 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 014 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; 001 GEN 011 015 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 016 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; 001 GEN 011 017 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 018 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u; 001 GEN 011 019 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 020 Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug; 001 GEN 011 021 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 022 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor; 001 GEN 011 023 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 024 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara; 001 GEN 011 025 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. 001 GEN 011 026 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran. 001 GEN 011 027 Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot. 001 GEN 011 028 Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim. 001 GEN 011 029 Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader. 001 GEN 011 030 Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn. 001 GEN 011 031 Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. 001 GEN 011 032 Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan. 001 GEN 012 001 HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; 001 GEN 012 002 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! 001 GEN 012 003 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" 001 GEN 012 004 Og Abram gik, som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; 001 GEN 012 005 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen. 001 GEN 012 006 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet. 001 GEN 012 007 Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham. 001 GEN 012 008 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn. 001 GEN 012 009 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet. 001 GEN 012 010 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed. 001 GEN 012 011 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde; 001 GEN 012 012 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve; 001 GEN 012 013 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!" 001 GEN 012 014 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde; 001 GEN 012 015 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus. 001 GEN 012 016 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler. 001 GEN 012 017 Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld. 001 GEN 012 018 Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru? 001 GEN 012 019 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!" 001 GEN 012 020 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej; 001 GEN 013 001 og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham. 001 GEN 013 002 Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld; 001 GEN 013 003 og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj, 001 GEN 013 004 til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENs Navn. 001 GEN 013 005 Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte. 001 GEN 013 006 Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen. 001 GEN 013 007 Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet. 001 GEN 013 008 Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder! 001 GEN 013 009 Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!" 001 GEN 013 010 Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til, 001 GEN 013 011 valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, 001 GEN 013 012 idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. 001 GEN 013 013 Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN. 001 GEN 013 014 Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest; 001 GEN 013 015 thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid, 001 GEN 013 016 og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv. 001 GEN 013 017 Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!" 001 GEN 013 018 Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter. 001 GEN 014 001 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim. 001 GEN 014 002 lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar. 001 GEN 014 003 Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet. 001 GEN 014 004 I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra; 001 GEN 014 005 og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim 001 GEN 014 006 og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand; 001 GEN 014 007 så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar. 001 GEN 014 008 Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp 001 GEN 014 009 med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem. 001 GEN 014 010 Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene. 001 GEN 014 011 Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort; 001 GEN 014 012 ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma. 001 GEN 014 013 Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller. 001 GEN 014 014 Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan; 001 GEN 014 015 der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus. 001 GEN 014 016 Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket. 001 GEN 014 017 Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen. 001 GEN 014 018 Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin 001 GEN 014 019 og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, 001 GEN 014 020 og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt. 001 GEN 014 021 Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!" 001 GEN 014 022 Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på, 001 GEN 014 023 at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig! 001 GEN 014 024 Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!" 001 GEN 015 001 Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" 001 GEN 015 002 Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." 001 GEN 015 003 Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" 001 GEN 015 004 Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." 001 GEN 015 005 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" 001 GEN 015 006 Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed. 001 GEN 015 007 Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" 001 GEN 015 008 Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" 001 GEN 015 009 Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" 001 GEN 015 010 Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. 001 GEN 015 011 Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. 001 GEN 015 012 Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. 001 GEN 015 013 Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. 001 GEN 015 014 Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. 001 GEN 015 015 Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. 001 GEN 015 016 I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden." 001 GEN 015 017 Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. 001 GEN 015 018 På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden, 001 GEN 015 019 det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne, 001 GEN 015 020 Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne, 001 GEN 015 021 Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne." 001 GEN 016 001 Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar; 001 GEN 016 002 og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj. 001 GEN 016 003 Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru; 001 GEN 016 004 og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde. 001 GEN 016 005 Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!" 001 GEN 016 006 Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende. 001 GEN 016 007 Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur; 001 GEN 016 008 og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!" 001 GEN 016 009 Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!" 001 GEN 016 010 Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles." 001 GEN 016 011 Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt; 001 GEN 016 012 og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!" 001 GEN 016 013 Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?" 001 GEN 016 014 Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered. 001 GEN 016 015 Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael. 001 GEN 016 016 Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael. 001 GEN 017 001 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig, 001 GEN 017 002 så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!" 001 GEN 017 003 Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham: 001 GEN 017 004 "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk; 001 GEN 017 005 derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk. 001 GEN 017 006 Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig. 001 GEN 017 007 Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud; 001 GEN 017 008 og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!" 001 GEN 017 009 Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt; 001 GEN 017 010 og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres. 001 GEN 017 011 I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder; 001 GEN 017 012 otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom; 001 GEN 017 013 omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt! 001 GEN 017 014 Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!" 001 GEN 017 015 Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara; 001 GEN 017 016 jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!" 001 GEN 017 017 Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?" 001 GEN 017 018 Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!" 001 GEN 017 019 Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! 001 GEN 017 020 Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. 001 GEN 017 021 Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid." 001 GEN 017 022 Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham. 001 GEN 017 023 Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham. 001 GEN 017 024 Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud; 001 GEN 017 025 og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud. 001 GEN 017 026 Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret; 001 GEN 017 027 og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham. 001 GEN 018 001 Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. 001 GEN 018 002 Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden 001 GEN 018 003 og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! 001 GEN 018 004 Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. 001 GEN 018 005 Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!" 001 GEN 018 006 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!" 001 GEN 018 007 Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. 001 GEN 018 008 Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste. 001 GEN 018 009 Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!" 001 GEN 018 010 Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; 001 GEN 018 011 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, 001 GEN 018 012 lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?" 001 GEN 018 013 Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? 001 GEN 018 014 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!" 001 GEN 018 015 Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!" 001 GEN 018 016 Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej. 001 GEN 018 017 Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre. 001 GEN 018 018 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham? 001 GEN 018 019 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham." 001 GEN 018 020 Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. 001 GEN 018 021 Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!" 001 GEN 018 022 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham. 001 GEN 018 023 Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? 001 GEN 018 024 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. 001 GEN 018 025 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt. fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?" 001 GEN 018 026 Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!" 001 GEN 018 027 Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! 001 GEN 018 028 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den." 001 GEN 018 029 Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være." 001 GEN 018 030 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den." 001 GEN 018 031 Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den." 001 GEN 018 032 Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den." 001 GEN 018 033 Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig. 001 GEN 019 001 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden 001 GEN 019 002 og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden." 001 GEN 019 003 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste. 001 GEN 019 004 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse, 001 GEN 019 005 og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!" 001 GEN 019 006 Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig. 001 GEN 019 007 Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre! 001 GEN 019 008 Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!" 001 GEN 019 009 Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den. 001 GEN 019 010 Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren; 001 GEN 019 011 men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten. 001 GEN 019 012 Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted; 001 GEN 019 013 thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem." 001 GEN 019 014 Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem. 001 GEN 019 015 Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!" 001 GEN 019 016 Og da han tøvede, greb Mændene ham, hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen. 001 GEN 019 017 Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!" 001 GEN 019 018 Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre! 001 GEN 019 019 Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet. 001 GEN 019 020 Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!" 001 GEN 019 021 Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner; 001 GEN 019 022 men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar. 001 GEN 019 023 Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar, 001 GEN 019 024 lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen; 001 GEN 019 025 og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde. 001 GEN 019 026 Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte. 001 GEN 019 027 Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HERREN, 001 GEN 019 028 og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn. 001 GEN 019 029 Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i. 001 GEN 019 030 Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre. 001 GEN 019 031 Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis. 001 GEN 019 032 Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!" 001 GEN 019 033 De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op. 001 GEN 019 034 Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!" 001 GEN 019 035 Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op. 001 GEN 019 036 Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader; 001 GEN 019 037 og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag. 001 GEN 019 038 Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag. 001 GEN 020 001 Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar. 001 GEN 020 002 Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig. 001 GEN 020 003 Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!" 001 GEN 020 004 Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre, vil du virkelig. slå retfærdige Folk ihjel? 001 GEN 020 005 Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette." 001 GEN 020 006 Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende. 001 GEN 020 007 Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!" 001 GEN 020 008 Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede. 001 GEN 020 009 Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!" 001 GEN 020 010 Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle således?" 001 GEN 020 011 Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld. 001 GEN 020 012 Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru. 001 GEN 020 013 Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder." 001 GEN 020 014 Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham; 001 GEN 020 015 og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!" 001 GEN 020 016 Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning." 001 GEN 020 017 Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn. 001 GEN 020 018 HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld. 001 GEN 021 001 HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved Sara, som han havde sagt, 001 GEN 021 002 og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham. 001 GEN 021 003 Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak; 001 GEN 021 004 og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham. 001 GEN 021 005 Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham. 001 GEN 021 006 Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig." 001 GEN 021 007 Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!" 001 GEN 021 008 Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra. 001 GEN 021 009 Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak, 001 GEN 021 010 sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!" 001 GEN 021 011 Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld; 001 GEN 021 012 men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes; 001 GEN 021 013 men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!" 001 GEN 021 014 Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken, 001 GEN 021 015 og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene 001 GEN 021 016 og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt. 001 GEN 021 017 Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor, han ligger; 001 GEN 021 018 rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!" 001 GEN 021 019 Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke. 001 GEN 021 020 Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte. 001 GEN 021 021 Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten. 001 GEN 021 022 Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for; 001 GEN 021 023 tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!" 001 GEN 021 024 Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!" 001 GEN 021 025 Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig. 001 GEN 021 026 Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!" 001 GEN 021 027 Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden. 001 GEN 021 028 Men Abraham satte syv Lam til Side, 001 GEN 021 029 og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?" 001 GEN 021 030 svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd." 001 GEN 021 031 Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder; 001 GEN 021 032 og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land. 001 GEN 021 033 Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der HERREN den evige Guds Navn. 001 GEN 021 034 Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land. 001 GEN 022 001 Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!" 001 GEN 022 002 Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land. og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!" 001 GEN 022 003 Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham. 001 GEN 022 004 Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt borte. 001 GEN 022 005 Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder." 001 GEN 022 006 Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde, det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen. 001 GEN 022 007 Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede: "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?" 001 GEN 022 008 Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!" Og så gik de to sammen. 001 GEN 022 009 Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet. 001 GEN 022 010 Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn. 001 GEN 022 011 Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!" 001 GEN 022 012 Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!" 001 GEN 022 013 Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted. 001 GEN 022 014 Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig. 001 GEN 022 015 Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: 001 GEN 022 016 "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig, 001 GEN 022 017 så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse; 001 GEN 022 018 og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!" 001 GEN 022 019 Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba. 001 GEN 022 020 Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har født din Broder Nakor Sønner: 001 GEN 022 021 Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader, 001 GEN 022 022 Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel; 001 GEN 022 023 Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder Nakor, 001 GEN 022 024 og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og Ma'aka." 001 GEN 023 001 Sara levede 127 År, så mange var Saras Leveår. 001 GEN 023 002 Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende. 001 GEN 023 003 Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne: 001 GEN 023 004 "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!" 001 GEN 023 005 Da svarede Hetiterne Abraham: 001 GEN 023 006 "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde." 001 GEN 023 007 Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet, 001 GEN 023 008 og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn, 001 GEN 023 009 så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!" 001 GEN 023 010 Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port: 001 GEN 023 011 "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!" 001 GEN 023 012 Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet 001 GEN 023 013 og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, så jeg kan jorde min døde der." 001 GEN 023 014 Da sagde Efron til Abraham: 001 GEN 023 015 "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!" 001 GEN 023 016 Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt. 001 GEN 023 017 Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken 001 GEN 023 018 over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port. 001 GEN 023 019 Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land. 001 GEN 023 020 Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted. 001 GEN 024 001 Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet ham i alle Måder. 001 GEN 024 002 Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd, 001 GEN 024 003 så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor, 001 GEN 024 004 men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!" 001 GEN 024 005 Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?" 001 GEN 024 006 Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil! 001 GEN 024 007 HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra; 001 GEN 024 008 men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!" 001 GEN 024 009 Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden. 001 GEN 024 010 Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim. 001 GEN 024 011 Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand; 001 GEN 024 012 og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham! 001 GEN 024 013 Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand; 001 GEN 024 014 og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!" 001 GEN 024 015 Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen, 001 GEN 024 016 en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen. 001 GEN 024 017 Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!" 001 GEN 024 018 Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke; 001 GEN 024 019 og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst." 001 GEN 024 020 Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler. 001 GEN 024 021 Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej; 001 GEN 024 022 og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme; 001 GEN 024 023 og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?" 001 GEN 024 024 Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;" 001 GEN 024 025 og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte " 001 GEN 024 026 Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN, 001 GEN 024 027 idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud. som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus." 001 GEN 024 028 Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus. 001 GEN 024 029 Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden; 001 GEN 024 030 og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden; 001 GEN 024 031 og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne." 001 GEN 024 032 Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere. 001 GEN 024 033 Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!" 001 GEN 024 034 Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl. 001 GEN 024 035 HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler 001 GEN 024 036 og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer. 001 GEN 024 037 Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor; 001 GEN 024 038 Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra! 001 GEN 024 039 Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig? 001 GEN 024 040 svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus; 001 GEN 024 041 i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig! 001 GEN 024 042 Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for! 001 GEN 024 043 Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke! 001 GEN 024 044 og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min Herres Søn! 001 GEN 024 045 Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke! 001 GEN 024 046 løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke. 001 GEN 024 047 Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme; 001 GEN 024 048 og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn! 001 GEN 024 049 Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!" 001 GEN 024 050 Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN, vi kan hverken gøre fra eller til! 001 GEN 024 051 Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!" 001 GEN 024 052 Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HERREN. 001 GEN 024 053 Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver. 001 GEN 024 054 Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!" 001 GEN 024 055 Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort" 001 GEN 024 056 Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!" 001 GEN 024 057 De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!" 001 GEN 024 058 Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!" 001 GEN 024 059 Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere; 001 GEN 024 060 og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!" 001 GEN 024 061 Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort. 001 GEN 024 062 Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet. 001 GEN 024 063 Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig. 001 GEN 024 064 Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen 001 GEN 024 065 og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig. 001 GEN 024 066 Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. 001 GEN 024 067 Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder. 001 GEN 025 001 Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura; 001 GEN 025 002 og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. 001 GEN 025 003 Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne. 001 GEN 025 004 Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner. 001 GEN 025 005 Abraham gav Isak alt, hvad han ejede; 001 GEN 025 006 men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet. 001 GEN 025 007 De År, Abraham levede, udgjorde 175; 001 GEN 025 008 så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt. 001 GEN 025 009 Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre, 001 GEN 025 010 den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara. 001 GEN 025 011 Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i. 001 GEN 025 012 Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham. 001 GEN 025 013 Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam, 001 GEN 025 014 Misjma, Duma, Massa, 001 GEN 025 015 Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma. 001 GEN 025 016 Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer. 001 GEN 025 017 Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt. 001 GEN 025 018 De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned. 001 GEN 025 019 Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak. 001 GEN 025 020 Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru. 001 GEN 025 021 Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig. 001 GEN 025 022 Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge HERREN. 001 GEN 025 023 Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!" 001 GEN 025 024 Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv. 001 GEN 025 025 Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau. 001 GEN 025 026 Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes. 001 GEN 025 027 Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt. 001 GEN 025 028 Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob. 001 GEN 025 029 Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken. 001 GEN 025 030 Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom. 001 GEN 025 031 Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!" 001 GEN 025 032 Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!" 001 GEN 025 033 Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob. 001 GEN 025 034 Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret. 001 GEN 026 001 Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i Gerar. 001 GEN 026 002 Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig; 001 GEN 026 003 bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham; 001 GEN 026 004 og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, 001 GEN 026 005 fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love." 001 GEN 026 006 Så blev Isak boende i Gerar. 001 GEN 026 007 Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk. 001 GEN 026 008 Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak kærtegne sin Hustru Rebekka. 001 GEN 026 009 Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes Skyld." 001 GEN 026 010 Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os! Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!" 001 GEN 026 011 Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand eller hans Hustru, skal lide Døden." 001 GEN 026 012 Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN velsignede ham, 001 GEN 026 013 så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig, 001 GEN 026 014 og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover blev Filisterne skinsyge på ham. 001 GEN 026 015 Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til. og fyldte dem med Jord; 001 GEN 026 016 og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet os for stærk!" 001 GEN 026 017 Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der. 001 GEN 026 018 Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde givet dem. 001 GEN 026 019 Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med rindende Vand; 001 GEN 026 020 men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de med ham. 001 GEN 026 021 Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna. 001 GEN 026 022 Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet" 001 GEN 026 023 Så drog han derfra til Be'ersjeba. 001 GEN 026 024 Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams, Skyld!" 001 GEN 026 025 Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd. 001 GEN 026 026 Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol. 001 GEN 026 027 Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader mig og har jaget mig bort fra eder?" 001 GEN 026 028 Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og lad os slutte en Pagt med dig, 001 GEN 026 029 at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred; du er og bliver jo HERRENs velsignede!" 001 GEN 026 030 Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak. 001 GEN 026 031 Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked med dem, og de drog bort i Fred. 001 GEN 026 032 Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd, de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!" 001 GEN 026 033 Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag Be'ersjeba. 001 GEN 026 034 Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte. 001 GEN 026 035 Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg. 001 GEN 027 001 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!" 001 GEN 027 002 Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer 001 GEN 027 003 tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt; 001 GEN 027 004 lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!" 001 GEN 027 005 Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader, 001 GEN 027 006 sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau: 001 GEN 027 007 Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min Død. 001 GEN 027 008 Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig: 001 GEN 027 009 Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag; 001 GEN 027 010 bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!" 001 GEN 027 011 Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat; 001 GEN 027 012 sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!" 001 GEN 027 013 Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!" 001 GEN 027 014 Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag. 001 GEN 027 015 Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på; 001 GEN 027 016 Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals, 001 GEN 027 017 og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet. 001 GEN 027 018 Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?" 001 GEN 027 019 Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!" 001 GEN 027 020 Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!" 001 GEN 027 021 Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!" 001 GEN 027 022 Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!" 001 GEN 027 023 Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham. 001 GEN 027 024 Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!" 001 GEN 027 025 Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak. 001 GEN 027 026 Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!" 001 GEN 027 027 Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet! 001 GEN 027 028 Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod! 001 GEN 027 029 Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!" 001 GEN 027 030 Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten; 001 GEN 027 031 også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!" 001 GEN 027 032 Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!" 001 GEN 027 033 Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!" 001 GEN 027 034 Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!" 001 GEN 027 035 Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!" 001 GEN 027 036 Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?" 001 GEN 027 037 Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?" 001 GEN 027 038 Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og græd. 001 GEN 027 039 Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra; 001 GEN 027 040 af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!" 001 GEN 027 041 Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!" 001 GEN 027 042 Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel; 001 GEN 027 043 adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan 001 GEN 027 044 og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig, 001 GEN 027 045 til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!" 001 GEN 027 046 Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!" 001 GEN 028 001 Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre. 001 GEN 028 002 Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru! 001 GEN 028 003 Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal. 001 GEN 028 004 Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!" 001 GEN 028 005 Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder. 001 GEN 028 006 Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre, 001 GEN 028 007 og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram. 001 GEN 028 008 Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag, 001 GEN 028 009 og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer. 001 GEN 028 010 Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til. 001 GEN 028 011 På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der. 001 GEN 028 012 Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den; 001 GEN 028 013 og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom; 001 GEN 028 014 dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes; 001 GEN 028 015 se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!" 001 GEN 028 016 Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!" 001 GEN 028 017 Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!" 001 GEN 028 018 Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den. 001 GEN 028 019 Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz. 001 GEN 028 020 Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig, 001 GEN 028 021 og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud, 001 GEN 028 022 og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!" 001 GEN 029 001 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land. 001 GEN 029 002 Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten, 001 GEN 029 003 som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen. 001 GEN 029 004 Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!" 001 GEN 029 005 Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt." 001 GEN 029 006 Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!" 001 GEN 029 007 Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!" 001 GEN 029 008 Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene." 001 GEN 029 009 Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede; 001 GEN 029 010 og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord. 001 GEN 029 011 Så kyssede han Rakel og brast i Gråd; 001 GEN 029 012 og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det" 001 GEN 029 013 og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket; 001 GEN 029 014 og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid. 001 GEN 029 015 Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!" 001 GEN 029 016 Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel; 001 GEN 029 017 Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud, 001 GEN 029 018 og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Rakel." 001 GEN 029 019 Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!" 001 GEN 029 020 Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende. 001 GEN 029 021 Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!" 001 GEN 029 022 Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud. 001 GEN 029 023 Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende. 001 GEN 029 024 Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde. 001 GEN 029 025 Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg, har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?" 001 GEN 029 026 Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste; 001 GEN 029 027 men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til." 001 GEN 029 028 Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru. 001 GEN 029 029 Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde. 001 GEN 029 030 Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til. 001 GEN 029 031 Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar. 001 GEN 029 032 Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!" 001 GEN 029 033 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon. 001 GEN 029 034 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi. 001 GEN 029 035 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn. 001 GEN 030 001 Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers dør jeg!" 001 GEN 030 002 Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!" 001 GEN 030 003 Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!" 001 GEN 030 004 Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende. 001 GEN 030 005 Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn, 001 GEN 030 006 og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan. 001 GEN 030 007 Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn; 001 GEN 030 008 og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali. 001 GEN 030 009 Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru; 001 GEN 030 010 og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn, 001 GEN 030 011 sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad. 001 GEN 030 012 Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn; 001 GEN 030 013 og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!" Derfor gav hun ham Navnet Aser. 001 GEN 030 014 Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!" 001 GEN 030 015 Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde: "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i Nat!" 001 GEN 030 016 Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat. 001 GEN 030 017 Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn; 001 GEN 030 018 og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar. 001 GEN 030 019 Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn; 001 GEN 030 020 og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Zebulon. 001 GEN 030 021 Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina. 001 GEN 030 022 Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv, 001 GEN 030 023 så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud har borttaget min Skændsel." 001 GEN 030 024 Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig endnu en Søn!" 001 GEN 030 025 Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land; 001 GEN 030 026 giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!" 001 GEN 030 027 Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld." 001 GEN 030 028 Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg give dig den!" 001 GEN 030 029 Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder; 001 GEN 030 030 thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?" 001 GEN 030 031 Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem. 001 GEN 030 032 Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn; 001 GEN 030 033 i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de" Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke er sorte, stjålet af mig." 001 GEN 030 034 Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!" 001 GEN 030 035 Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner, 001 GEN 030 036 og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede Resten af Labans Hjord. 001 GEN 030 037 Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene; 001 GEN 030 038 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke; 001 GEN 030 039 Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom. 001 GEN 030 040 Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans. 001 GEN 030 041 Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene; 001 GEN 030 042 men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob. 001 GEN 030 043 På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler. 001 GEN 031 001 Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand." 001 GEN 031 002 Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere. 001 GEN 031 003 Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!" 001 GEN 031 004 Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord; 001 GEN 031 005 og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig; 001 GEN 031 006 og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft, 001 GEN 031 007 medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade; 001 GEN 031 008 sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom. 001 GEN 031 009 Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem. 001 GEN 031 010 Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede 001 GEN 031 011 og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg! 001 GEN 031 012 Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig. 001 GEN 031 013 Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!" 001 GEN 031 014 Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus? 001 GEN 031 015 Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os? 001 GEN 031 016 Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!" 001 GEN 031 017 Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne 001 GEN 031 018 og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land. 001 GEN 031 019 Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud. 001 GEN 031 020 Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte; 001 GEN 031 021 og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til. 001 GEN 031 022 Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet; 001 GEN 031 023 han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge 001 GEN 031 024 Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!" 001 GEN 031 025 Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge 001 GEN 031 026 sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger! 001 GEN 031 027 Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper? 001 GEN 031 028 Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig! 001 GEN 031 029 Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob! 001 GEN 031 030 Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?" 001 GEN 031 031 Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig! 001 GEN 031 032 Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den. 001 GEN 031 033 Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt. 001 GEN 031 034 Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet, 001 GEN 031 035 sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den. 001 GEN 031 036 Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig! 001 GEN 031 037 Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem! 001 GEN 031 038 I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke, 001 GEN 031 039 det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten; 001 GEN 031 040 om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn. 001 GEN 031 041 I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn. 001 GEN 031 042 Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!" 001 GEN 031 043 Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født? 001 GEN 031 044 Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os." 001 GEN 031 045 Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte; 001 GEN 031 046 og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå. 001 GEN 031 047 Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed. 001 GEN 031 048 Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed 001 GEN 031 049 og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles. 001 GEN 031 050 Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!" 001 GEN 031 051 Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig! 001 GEN 031 052 Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig; 001 GEN 031 053 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel, 001 GEN 031 054 og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over. 001 GEN 031 055 Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn, 001 GEN 032 001 men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham; 001 GEN 032 002 og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte han Stedet Mahanajim. 001 GEN 032 003 Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land på Edoms Højslette, 001 GEN 032 004 og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu; 001 GEN 032 005 jeg har samlet mig Okser, Æsler og Småkvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!" 001 GEN 032 006 Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!" 001 GEN 032 007 Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre, 001 GEN 032 008 idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan dog den anden slippe bort." 001 GEN 032 009 Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig! 001 GEN 032 010 Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre; 001 GEN 032 011 frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn! 001 GEN 032 012 Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!" 001 GEN 032 013 Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en Gave til sin Broder Esau, 001 GEN 032 014 200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre, 001 GEN 032 015 34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste; 001 GEN 032 016 han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem Hjordene!" 001 GEN 032 017 Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører, 001 GEN 032 018 skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave. han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!" 001 GEN 032 019 Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham: 001 GEN 032 020 "Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt imod mig!" 001 GEN 032 021 Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten. 001 GEN 032 022 Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jakobs Vadested; 001 GEN 032 023 han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt. hvad han ejede, over. 001 GEN 032 024 Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry; 001 GEN 032 025 og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han brødes med ham. 001 GEN 032 026 Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede: "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!" 001 GEN 032 027 Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!" 001 GEN 032 028 Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!" 001 GEN 032 029 Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der. 001 GEN 032 030 Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst." 001 GEN 032 031 Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på Hoften. 001 GEN 032 032 Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven. 001 GEN 033 001 Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder, 001 GEN 033 002 idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef; 001 GEN 033 003 selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder. 001 GEN 033 004 Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd; 001 GEN 033 005 og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han: "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud nådig har givet din Træl." 001 GEN 033 006 Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden, 001 GEN 033 007 derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden. 001 GEN 033 008 Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?" Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!" 001 GEN 033 009 Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!" 001 GEN 033 010 Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds Åsyn, og du har taget venligt imod mig! 001 GEN 033 011 Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog det. 001 GEN 033 012 Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg vil drage foran dig!" 001 GEN 033 013 Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget. 001 GEN 033 014 Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene, til jeg kommer til min Herre i Seir." 001 GEN 033 015 Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot finde Nåde for min Herres Øjne!" 001 GEN 033 016 Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir. 001 GEN 033 017 Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot. 001 GEN 033 018 Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen; 001 GEN 033 019 og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita 001 GEN 033 020 og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud. 001 GEN 034 001 Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre, 001 GEN 034 002 så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende; 001 GEN 034 003 men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende; 001 GEN 034 004 og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!" 001 GEN 034 005 Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem. 001 GEN 034 006 Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham. 001 GEN 034 007 Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske. 001 GEN 034 008 Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru 001 GEN 034 009 og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre; 001 GEN 034 010 tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!" 001 GEN 034 011 Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give 001 GEN 034 012 forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!" 001 GEN 034 013 Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina, 001 GEN 034 014 og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel. 001 GEN 034 015 Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære; 001 GEN 034 016 i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk; 001 GEN 034 017 men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi vor Datter og drager bort" 001 GEN 034 018 Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god; 001 GEN 034 019 og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus 001 GEN 034 020 og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By: 001 GEN 034 021 "Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer! 001 GEN 034 022 Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne. 001 GEN 034 023 Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!" 001 GEN 034 024 Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære. 001 GEN 034 025 Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, og slog alle Mændene ihjel 001 GEN 034 026 og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort. 001 GEN 034 027 Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster; 001 GEN 034 028 deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig, 001 GEN 034 029 og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der. 001 GEN 034 030 Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!" 001 GEN 034 031 Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!" 001 GEN 035 001 Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede for din Broder Esau!" 001 GEN 035 002 Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder, 001 GEN 035 003 og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på den Vej, jeg vandrede!" 001 GEN 035 004 De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under Egen ved Sikem. 001 GEN 035 005 Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner. 001 GEN 035 006 Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er Betel; 001 GEN 035 007 og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin Broder. 001 GEN 035 008 Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen. 001 GEN 035 009 Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra Paddan Aram og velsignede ham; 001 GEN 035 010 og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav ham Navnet Israel. 001 GEN 035 011 Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv frugtbar og mangfoldig! Et Folk, ja Folk i Hobetal skal nedstamme fra dig, og. Konger skal udgå af din Lænd; 001 GEN 035 012 det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom efter dig giver jeg Landet!" 001 GEN 035 013 Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med ham; 001 GEN 035 014 og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie på den. 001 GEN 035 015 Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel. 001 GEN 035 016 Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde. 001 GEN 035 017 Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!" 001 GEN 035 018 Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin". 001 GEN 035 019 Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er Betlehem; 001 GEN 035 020 og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag. 001 GEN 035 021 Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder. 001 GEN 035 022 Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner var tolv i Tal; 001 GEN 035 023 Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon; 001 GEN 035 024 Rakels Sønner: Josef og Benjamin; 001 GEN 035 025 Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali; 001 GEN 035 026 Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram. 001 GEN 035 027 Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede. 001 GEN 035 028 Isaks Leveår var 180; 001 GEN 035 029 så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham, 001 GEN 036 001 Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog. 001 GEN 036 002 Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn, 001 GEN 036 003 og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot. 001 GEN 036 004 Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel, 001 GEN 036 005 og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner, der fødtes ham i Kana'ans Land. 001 GEN 036 006 Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder Jakob; 001 GEN 036 007 deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var deres. Hjorde; 001 GEN 036 008 og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom. 001 GEN 036 009 Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne i Seirs Bjerge. 001 GEN 036 010 Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat. 001 GEN 036 011 Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. 001 GEN 036 012 Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner. 001 GEN 036 013 Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var Esaus Hustru Basemats Sønner. 001 GEN 036 014 Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora. 001 GEN 036 015 Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz, 001 GEN 036 016 Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Adas Sønner. 001 GEN 036 017 Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner. 001 GEN 036 018 Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj, Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama, Esaus Hustru, Anas Datter. 001 GEN 036 019 Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var Edom. 001 GEN 036 020 Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana, 001 GEN 036 021 Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger, Seirs Sønner i Edoms Land. 001 GEN 036 022 Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna. 001 GEN 036 023 Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og Onam. 001 GEN 036 024 Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons Æsler. 001 GEN 036 025 Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter. 001 GEN 036 026 Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran. 001 GEN 036 027 Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan. 001 GEN 036 028 Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran. 001 GEN 036 029 Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan, Sjobal, Zibon, Ana, 001 GEN 036 030 Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter deres Stammer i Seirs Land. 001 GEN 036 031 Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før Israeliterne fik Konger: 001 GEN 036 032 Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba. 001 GEN 036 033 Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans Sted. 001 GEN 036 034 Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans Sted. 001 GEN 036 035 Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed Avit. 001 GEN 036 036 Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted. 001 GEN 036 037 Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans Sted. 001 GEN 036 038 Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted. 001 GEN 036 039 Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted; hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af Matred, en Datter af Mezahab. 001 GEN 036 040 Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet, 001 GEN 036 041 Oholibama, Ela, Pinon, 001 GEN 036 042 Kenaz, Teman, Mibzar 001 GEN 036 043 Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader. 001 GEN 037 001 Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans Land 001 GEN 037 002 Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel, vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte ondt Rygte om dem til deres Fader. 001 GEN 037 003 Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med Ærmer til ham. 001 GEN 037 004 Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt til ham. 001 GEN 037 005 Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som yderligere øgede deres Had til ham. 001 GEN 037 006 Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt! 001 GEN 037 007 Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!" 001 GEN 037 008 Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og hans Ord. 001 GEN 037 009 Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve Stjerner bøjede sig for mig!" 001 GEN 037 010 Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til Jorden for dig?" 001 GEN 037 011 Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i sit Minde. 001 GEN 037 012 Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders Småkvæg ved Sikem, 001 GEN 037 013 sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem; kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!" 001 GEN 037 014 Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem. 001 GEN 037 015 Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham og spurgte: "Hvad søger du efter?" 001 GEN 037 016 Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres Kvæg!" 001 GEN 037 017 Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan. 001 GEN 037 018 Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de Råd op om at dræbe ham 001 GEN 037 019 og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester! 001 GEN 037 020 Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af hans Drømme!" 001 GEN 037 021 Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!" 001 GEN 037 022 Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til Faderen. 001 GEN 037 023 Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham, Ærmekjortelen, han havde på, 001 GEN 037 024 tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der var intet Vand i den. 001 GEN 037 025 Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med. 001 GEN 037 026 Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor Broder ihjel og skjule Mordet? 001 GEN 037 027 Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre gik ind på Forslaget. 001 GEN 037 028 Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten. 001 GEN 037 029 Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der ikke. Så sønderrev han sine Klæder 001 GEN 037 030 og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!" 001 GEN 037 031 Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk, som de slagtede; 001 GEN 037 032 og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud: "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!" 001 GEN 037 033 Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!" 001 GEN 037 034 Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og han sørgede over sin Søn i mange Dage. 001 GEN 037 035 Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans Fader begræd ham. 001 GEN 037 036 Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste. 001 GEN 038 001 Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand fra Adullam ved Navn Hira. 001 GEN 038 002 Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til Ægte og gik ind til hende. 001 GEN 038 003 Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er; 001 GEN 038 004 siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav Navnet Onan; 001 GEN 038 005 og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun fødte ham, var hun i, Kezib. 001 GEN 038 006 Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar. 001 GEN 038 007 Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENs Mishag, derfor lod HERREN ham dø. 001 GEN 038 008 Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!" 001 GEN 038 009 Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod, hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom. 001 GEN 038 010 Denne hans Adfærd vakte HERRENs Mishag, derfor lod han også ham dø. 001 GEN 038 011 Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen og blev i sin Faders Hus. 001 GEN 038 012 Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna. 001 GEN 038 013 Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til Fåreklipningen i Timna, 001 GEN 038 014 aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte, skønt han nu var voksen. 001 GEN 038 015 Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo tilhyllet sit Ansigt; 001 GEN 038 016 og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!" 001 GEN 038 017 Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender det!" 001 GEN 038 018 Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev frugtsommelig ved ham. 001 GEN 038 019 Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder. 001 GEN 038 020 Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke. 001 GEN 038 021 Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen Skøge!" 001 GEN 038 022 Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke, og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge." 001 GEN 038 023 Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende ikke." 001 GEN 038 024 En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før hende ud, for at hun kan blive brændt!" 001 GEN 038 025 Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring, denne Snor og denne Stav!" 001 GEN 038 026 Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men siden havde han ikke Omgang med hende. 001 GEN 038 027 Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i hendes Liv. 001 GEN 038 028 Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der først kom frem." 001 GEN 038 029 Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun: "Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud. Derfor gav man ham Navnet Perez. 001 GEN 038 030 Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham kaldte man Zera. 001 GEN 039 001 Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter. 001 GEN 039 002 Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus; 001 GEN 039 003 og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham. 001 GEN 039 004 Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Hånd; 001 GEN 039 005 og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og HERRENs Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde og ude; 001 GEN 039 006 og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud. 001 GEN 039 007 Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!" 001 GEN 039 008 Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Hånd; 001 GEN 039 009 han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!" 001 GEN 039 010 Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre. 001 GEN 039 011 Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset, 001 GEN 039 012 greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!" Men han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset. 001 GEN 039 013 Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset, 001 GEN 039 014 kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se! Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter, 001 GEN 039 015 og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!" 001 GEN 039 016 Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem, 001 GEN 039 017 og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig; 001 GEN 039 018 men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset." 001 GEN 039 019 Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl behandlet mig!" blussede Vreden op i ham; 001 GEN 039 020 og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel. 001 GEN 039 021 Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Nåde hos Fængselets Overopsynsmand, 001 GEN 039 022 så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der. 001 GEN 039 023 Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom HERREN var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes. 001 GEN 040 001 Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen, 001 GEN 040 002 og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og Overbageren, 001 GEN 040 003 og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme Fængsel, hvor Josef sad fængslet; 001 GEN 040 004 og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang, 001 GEN 040 005 drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet, samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning. 001 GEN 040 006 Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var nedslåede, 001 GEN 040 007 spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?" 001 GEN 040 008 Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde Drømme? Fortæl mig det da!" 001 GEN 040 009 Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i Drømme en Vinstok for mig; 001 GEN 040 010 på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer; 001 GEN 040 011 og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede dem i Faraos Bæger og rakte Farao det." 001 GEN 040 012 Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder tre Dage; 001 GEN 040 013 om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans Mundskænk. 001 GEN 040 014 Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette Hus; 001 GEN 040 015 thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for." 001 GEN 040 016 Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved. 001 GEN 040 017 I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord, men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!" 001 GEN 040 018 Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder tre Dage; 001 GEN 040 019 om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!" 001 GEN 040 020 Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere. 001 GEN 040 021 Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter rakte Farao Bægeret, 001 GEN 040 022 og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem. 001 GEN 040 023 Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham. 001 GEN 041 001 To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at han stod ved Nilen; 001 GEN 041 002 og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav sig til at græsse i Engen; 001 GEN 041 003 efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens Bred; 001 GEN 041 004 og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så vågnede Farao. 001 GEN 041 005 Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks skyde frem på et og samme Strå; 001 GEN 041 006 men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem; 001 GEN 041 007 og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede Farao, og se, det var en Drøm. 001 GEN 041 008 Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao. 001 GEN 041 009 Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine Synder. 001 GEN 041 010 Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren, 001 GEN 041 011 da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige Betydning. 001 GEN 041 012 Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede han dem for os, hver på sin Måde; 001 GEN 041 013 og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i mit Embede, og Bageren blev hængt." 001 GEN 041 014 Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder fremstillede han sig for Farao. 001 GEN 041 015 Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en Drøm, så kan du tyde den." 001 GEN 041 016 Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et gunstigt Svar!" 001 GEN 041 017 Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens Bred; 001 GEN 041 018 og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav sig til at græsse i Engen; 001 GEN 041 019 efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre, så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten; 001 GEN 041 020 og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer; 001 GEN 041 021 men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg. 001 GEN 041 022 Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde frem på et og samme Strå; 001 GEN 041 023 men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks frem, 001 GEN 041 024 og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det." 001 GEN 041 025 Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre. 001 GEN 041 026 De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder ligeledes syv År; det er en og samme Drøm. 001 GEN 041 027 Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår. 001 GEN 041 028 Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue! 001 GEN 041 029 Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten; 001 GEN 041 030 men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden, 001 GEN 041 031 så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård. 001 GEN 041 032 Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske. 001 GEN 041 033 Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og sætte ham over Ægypten, 001 GEN 041 034 og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År; 001 GEN 041 035 og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og Lukke i Byerne, 001 GEN 041 036 for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til Grunde ved Hungersnøden." 001 GEN 041 037 Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale, 001 GEN 041 038 og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem Guds Ånd er som i ham?" 001 GEN 041 039 Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt; 001 GEN 041 040 du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig." 001 GEN 041 041 Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele Ægypten!" 001 GEN 041 042 Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs, klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals: 001 GEN 041 043 han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for ham. Således satte han ham over hele Ægypten. 001 GEN 041 044 Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!" 001 GEN 041 045 Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog omkring i Ægypten. 001 GEN 041 046 Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten. 001 GEN 041 047 Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År; 001 GEN 041 048 og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede han Afgrøden fra Markerne der omkring. 001 GEN 041 049 Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand, indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle. 001 GEN 041 050 Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat, Præsten i On Potiferas Datter; 001 GEN 041 051 og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus." 001 GEN 041 052 Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land." 001 GEN 041 053 Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme, 001 GEN 041 054 begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød. 001 GEN 041 055 Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han siger eder!" 001 GEN 041 056 Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog til i Ægypten; 001 GEN 041 057 og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi Hungersnøden tog til over hele Jorden. 001 GEN 042 001 Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til sine Sønner: "Hvad venter I efter?" 001 GEN 042 002 Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!" 001 GEN 042 003 Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten; 001 GEN 042 004 men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke. 001 GEN 042 005 Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana'ans Land. 001 GEN 042 006 Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham. 001 GEN 042 007 Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!" 001 GEN 042 008 Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham. 001 GEN 042 009 Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er åbent!" 001 GEN 042 010 De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde! 001 GEN 042 011 Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk. dine Trælle er ikke Spejdere!" 001 GEN 042 012 Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er åbent!" 001 GEN 042 013 De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!" 001 GEN 042 014 Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere! 001 GEN 042 015 Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid! 001 GEN 042 016 Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever, Spejdere!" 001 GEN 042 017 Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage. 001 GEN 042 018 Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud: 001 GEN 042 019 Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse; 001 GEN 042 020 og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de. 001 GEN 042 021 Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vånde!" 001 GEN 042 022 Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!" 001 GEN 042 023 Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk; 001 GEN 042 024 og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne. 001 GEN 042 025 Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og således skete det. 001 GEN 042 026 Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort. 001 GEN 042 027 Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken; 001 GEN 042 028 og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod os!" 001 GEN 042 029 Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde: 001 GEN 042 030 "Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet; 001 GEN 042 031 men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere; 001 GEN 042 032 vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans Land. 001 GEN 042 033 Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem! 001 GEN 042 034 Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet." 001 GEN 042 035 Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede. 001 GEN 042 036 Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!" 001 GEN 042 037 Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!" 001 GEN 042 038 Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned i Dødsriget med Sorg!" 001 GEN 043 001 Men Hungersnøden var hård i Landet; 001 GEN 043 002 og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!" 001 GEN 043 003 Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med! 001 GEN 043 004 Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde; 001 GEN 043 005 men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!" 001 GEN 043 006 Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?" 001 GEN 043 007 De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!" 001 GEN 043 008 Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig, så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi og du og vore Børn! 001 GEN 043 009 Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig; 001 GEN 043 010 havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!" 001 GEN 043 011 Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler; 001 GEN 043 012 og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en Fejltagelse; 001 GEN 043 013 og tag så eders Broder og drag atter til Manden! 001 GEN 043 014 Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!" 001 GEN 043 015 Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef. 001 GEN 043 016 Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig." 001 GEN 043 017 Manden gjorde, som Josef bød, og førte Mændene ind i Josefs Hus. 001 GEN 043 018 Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler." 001 GEN 043 019 Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset 001 GEN 043 020 og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde, 001 GEN 043 021 og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage 001 GEN 043 022 og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!" 001 GEN 043 023 Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem. 001 GEN 043 024 Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne. 001 GEN 043 025 Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der. 001 GEN 043 026 Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham. 001 GEN 043 027 Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?" 001 GEN 043 028 De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!" Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden. 001 GEN 043 029 Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?" Og han sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!" 001 GEN 043 030 Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der. 001 GEN 043 031 Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: "Sæt Maden frem!" 001 GEN 043 032 Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed. 001 GEN 043 033 De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre; 001 GEN 043 034 og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham. 001 GEN 044 001 Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i hans Sæk 001 GEN 044 002 og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød. 001 GEN 044 003 Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres Æsler. 001 GEN 044 004 Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 001 GEN 044 005 Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!" 001 GEN 044 006 Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem. 001 GEN 044 007 Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt fra dine Trælle at gøre sligt! 001 GEN 044 008 Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller Sølv fra din Herres Hus! 001 GEN 044 009 Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din Herres Trælle!" 001 GEN 044 010 Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være sagesløse!" 001 GEN 044 011 Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne den, 001 GEN 044 012 og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk. 001 GEN 044 013 Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen. 001 GEN 044 014 Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var, kastede de sig til Jorden for ham; 001 GEN 044 015 men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?" 001 GEN 044 016 Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og han, Bægeret fandtes hos!" 001 GEN 044 017 Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den, Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred drage hjem til eders Fader." 001 GEN 044 018 Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao! 001 GEN 044 019 Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder? 001 GEN 044 020 Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans Fader elsker ham. 001 GEN 044 021 Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at jeg kan se ham med egne Øjne! 001 GEN 044 022 Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader, thi hans Fader dør, hvis han forlader ham! 001 GEN 044 023 Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn! 001 GEN 044 024 Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad min Herre havde sagt. 001 GEN 044 025 Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde! 001 GEN 044 026 svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn, medmindre vor yngste Broder er med! 001 GEN 044 027 Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru fødte mig to Sønner; 001 GEN 044 028 den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet ihjel! Og jeg har ikke set ham siden; 001 GEN 044 029 hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte! 001 GEN 044 030 Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med, 001 GEN 044 031 så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med. og dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget med Sorg. 001 GEN 044 032 Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg ikke bringer ham til ham; 001 GEN 044 033 lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre! 001 GEN 044 034 Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den Ulykke, der rammer min Fader!" 001 GEN 045 001 Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre. 001 GEN 045 002 Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus; 001 GEN 045 003 og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var de for ham. 001 GEN 045 004 Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten; 001 GEN 045 005 men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv; 001 GEN 045 006 i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu skal der hverken pløjes eller høstes; 001 GEN 045 007 derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live. 001 GEN 045 008 Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten. 001 GEN 045 009 Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig 001 GEN 045 010 og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har; 001 GEN 045 011 der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til Grunde! 001 GEN 045 012 Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder; 001 GEN 045 013 og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min Fader herned." 001 GEN 045 014 Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme. 001 GEN 045 015 Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham. 001 GEN 045 016 Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og Farao og hans Tjenere glædede sig derover: 001 GEN 045 017 og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land, 001 GEN 045 018 hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde Landets Fedme. 001 GEN 045 019 Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid; 001 GEN 045 020 bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele Ægypten, skal være eders!" 001 GEN 045 021 Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem Vogne og Rejsekost med; 001 GEN 045 022 hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han 300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder; 001 GEN 045 023 og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til Faderen. 001 GEN 045 024 Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han til dem: "Kives ikke på Vejen!" 001 GEN 045 025 Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i Kana'ans Land; 001 GEN 045 026 og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. 001 GEN 045 027 Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Ånd atter; 001 GEN 045 028 og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!" 001 GEN 046 001 Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud. 001 GEN 046 002 Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: "Jakob, Jakob!" Og han svarede: "Se, her er jeg!" 001 GEN 046 003 Da sagde han: "Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk der; 001 GEN 046 004 jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!" 001 GEN 046 005 Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres Fader Jakob og deres Børn og Kvinder på de Vogne, Farao havde sendt til at hente ham på. 001 GEN 046 006 Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans Afkom med ham; 001 GEN 046 007 således bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten. 001 GEN 046 008 Følgende er Navnene på Israels Sønner, der kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte; 001 GEN 046 009 Rubens Sønner Hanok, Pallu. Hezron og Karmi; 001 GEN 046 010 Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; 001 GEN 046 011 Leois Sønner Gerson, Kehat og Merari; 001 GEN 046 012 Judos Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde i Kana'ans Land. Perezs Sønner var Hezron og Hamul. 001 GEN 046 013 Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron; 001 GEN 046 014 Zedulons Sønner Sered, Eloo og Jalel; 001 GEN 046 015 det var Leos Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal på hans Sønner og Døtre var tre og tredive. 001 GEN 046 016 Gods Sønner Zifjon, Haggi. Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Areli. 001 GEN 046 017 Asers Sønner Jimna, Jisjva. Jisjvi og Beria, og deres Søster Sera; og Berias Sønner Heber og Mallkiel; 001 GEN 046 018 det var Sønnerne af Zilpo, som Laban gav sin Datter Lea, og som fødte Jakob dem, seksten i alt; 001 GEN 046 019 Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin; 001 GEN 046 020 og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera, Præsten i On: Manasse og Efraim; 001 GEN 046 021 Benjomins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Nåman, Ebi, Rosj, Muppim, Huppim og Ard; 001 GEN 046 022 det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt; 001 GEN 046 023 Dons Søn Husjim; 001 GEN 046 024 Noffolis Sønner Jazeel, Guni, Jezer og Sjillem; 001 GEN 046 025 det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte Jakob dem, syv i alt. 001 GEN 046 026 Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve; 001 GEN 046 027 og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve. 001 GEN 046 028 Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land. 001 GEN 046 029 Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i hans Arme; 001 GEN 046 030 og Israel sagde til Josef: "Lad mig nu kun dø, da jeg har set dit Ansigt, at du endnu lever!" 001 GEN 046 031 Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: "Jeg vil drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig; 001 GEN 046 032 disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med. 001 GEN 046 033 Når så Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er, 001 GEN 046 034 skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land. Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed." 001 GEN 047 001 Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen." 001 GEN 047 002 Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for Farao. 001 GEN 047 003 Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle er Hyrder ligesom vore Fædre!" 001 GEN 047 004 Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle gerne bosætte sig i Gosen." 001 GEN 047 005 Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet til dig; 001 GEN 047 006 Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem, kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!" 001 GEN 047 007 Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao. 001 GEN 047 008 Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?" 001 GEN 047 009 Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres Udlændigheds Tid." 001 GEN 047 010 Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham. 001 GEN 047 011 Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet Rameses, som Farao havde befalet. 001 GEN 047 012 Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders Hus med Brød efter Børnenes Tal. 001 GEN 047 013 Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult. 001 GEN 047 014 Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos Hus. 001 GEN 047 015 Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!" 001 GEN 047 016 Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op." 001 GEN 047 017 Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne; og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres Hjorde. 001 GEN 047 018 Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde: "Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op, og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord; 001 GEN 047 019 lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!" 001 GEN 047 020 Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom Landet i Faraos Besiddelse; 001 GEN 047 021 og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra Ende til anden. 001 GEN 047 022 Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord. 001 GEN 047 023 Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden; 001 GEN 047 024 men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn." 001 GEN 047 025 De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!" 001 GEN 047 026 Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse. 001 GEN 047 027 Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast Ophold der, blev frugtbare og såre talrige. 001 GEN 047 028 Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev 147 År. 001 GEN 047 029 Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten. 001 GEN 047 030 Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal gøre, som du siger." 001 GEN 047 031 Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde. 001 GEN 048 001 Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig 001 GEN 048 002 Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet 001 GEN 048 003 Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig; 001 GEN 048 004 og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje! 001 GEN 048 005 Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon; 001 GEN 048 006 derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod 001 GEN 048 007 Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem". 001 GEN 048 008 Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?" 001 GEN 048 009 Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg kan velsignedem!" 001 GEN 048 010 Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede dem. 001 GEN 048 011 Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!" 001 GEN 048 012 Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden. på sit Ansigt. 001 GEN 048 013 Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham; 001 GEN 048 014 men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved, uagtet han var den yngste. og sin venstre Hånd lagde han på Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte. 001 GEN 048 015 Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu, 001 GEN 048 016 den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!" 001 GEN 048 017 Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims Hoved, var det ham imod, og han greb sin Faders Hånd for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses; 001 GEN 048 018 og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!" 001 GEN 048 019 Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!" 001 GEN 048 020 Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og han stillede Efraim foran Manasse. 001 GEN 048 021 Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land. 001 GEN 048 022 Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!" 001 GEN 049 001 Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage: 001 GEN 049 002 Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel! 001 GEN 049 003 Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft! 001 GEN 049 004 Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje. Skændigt handled du da han besteg mit Leje! 001 GEN 049 005 Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben. 001 GEN 049 006 I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser. 001 GEN 049 007 Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel! 001 GEN 049 008 Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig. 001 GEN 049 009 En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham! 001 GEN 049 010 Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde. 001 GEN 049 011 Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod, 001 GEN 049 012 med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk! 001 GEN 049 013 Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon. 001 GEN 049 014 Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene, 001 GEN 049 015 fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl. 001 GEN 049 016 Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme. 001 GEN 049 017 Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen, så Rytteren styrter bagover! 001 GEN 049 018 På din Frelse bier jeg, HERRE! 001 GEN 049 019 Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem. 001 GEN 049 020 Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give. 001 GEN 049 021 Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale. 001 GEN 049 022 Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren. 001 GEN 049 023 Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham, 001 GEN 049 024 men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe, 001 GEN 049 025 fra din Faders Gud han hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser! 001 GEN 049 026 Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre! 001 GEN 049 027 Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!" 001 GEN 049 028 Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse. 001 GEN 049 029 Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark. 001 GEN 049 030 i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted, 001 GEN 049 031 hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea. 001 GEN 049 032 Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne." 001 GEN 049 033 Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt. 001 GEN 050 001 Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede ham; 001 GEN 050 002 og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel. 001 GEN 050 003 Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen: og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage. 001 GEN 050 004 Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao: 001 GEN 050 005 Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!" 001 GEN 050 006 Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har ladet dig sværge." 001 GEN 050 007 Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten, 001 GEN 050 008 hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i Gosen; 001 GEN 050 009 og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en overmåde stor Karavane. 001 GEN 050 010 Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest for sin Fader i syv Dage. 001 GEN 050 011 Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger hinsides Jordan. 001 GEN 050 012 Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem; 001 GEN 050 013 hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted af Hetiten Efron over for Mamre. 001 GEN 050 014 Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans Faders Jordefærd. 001 GEN 050 015 Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det onde, vi har gjort ham!" 001 GEN 050 016 Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os før sin Død 001 GEN 050 017 at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham. 001 GEN 050 018 Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se, vi vil være dine Trælle!" 001 GEN 050 019 Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted? 001 GEN 050 020 I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live; 001 GEN 050 021 frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!" Således trøstede han dem og satte Mod i dem. 001 GEN 050 022 Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef blev 110 År gammel. 001 GEN 050 023 Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn Makir fødtes på Josefs Knæ. 001 GEN 050 024 Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob." 001 GEN 050 025 Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben bort herfra!" 001 GEN 050 026 Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i Kiste i Ægypten. # # BOOK 002 EXO Exodus 2 Mosebog 002 EXO 001 001 Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier: 002 EXO 001 002 Ruben, Simeon, Levi og Juda, 002 EXO 001 003 Issakar, Zebulon og Benjamin, 002 EXO 001 004 Dan og Naftali, Gad og Aser. 002 EXO 001 005 Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten. 002 EXO 001 006 Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled. 002 EXO 001 007 Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem. 002 EXO 001 008 Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; 002 EXO 001 009 og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi. 002 EXO 001 010 Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!" 002 EXO 001 011 Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses. 002 EXO 001 012 Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne. 002 EXO 001 013 Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde 002 EXO 001 014 og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig. 002 EXO 001 015 Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua: 002 EXO 001 016 "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!" 002 EXO 001 017 Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve. 002 EXO 001 018 Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?" 002 EXO 001 019 Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!" 002 EXO 001 020 Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; 002 EXO 001 021 og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham. 002 EXO 001 022 Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!" 002 EXO 002 001 Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte, 002 EXO 002 002 og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder; 002 EXO 002 003 og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred. 002 EXO 002 004 Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham. 002 EXO 002 005 Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den. 002 EXO 002 006 Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må være et af Hebræernes Drengebørn!" 002 EXO 002 007 Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?" 002 EXO 002 008 Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og hentede Barnets Moder. 002 EXO 002 009 Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden tog Barnet og ammede ham. 002 EXO 002 010 Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses; "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet." 002 EXO 002 011 På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel. 002 EXO 002 012 Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet. 002 EXO 002 013 Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: "Hvorfor slår du din Landsmand?" 002 EXO 002 014 Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!" 002 EXO 002 015 Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte han sig ved en Brønd. 002 EXO 002 016 Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg. 002 EXO 002 017 Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres Småkvæg. 002 EXO 002 018 Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor kommer I så tidligt hjem i Dag?" 002 EXO 002 019 De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget." 002 EXO 002 020 Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at spise!" 002 EXO 002 021 Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Ægte, 002 EXO 002 022 og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land." 002 EXO 002 023 Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud. 002 EXO 002 024 Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob, 002 EXO 002 025 og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem. 002 EXO 003 001 Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i Midjan, og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb. 002 EXO 003 002 Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret. 002 EXO 003 003 Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op." 002 EXO 003 004 Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er jeg!" 002 EXO 003 005 Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du står på, er hellig Jord!" 002 EXO 003 006 Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud. 002 EXO 003 007 Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser; 002 EXO 003 008 og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og Jebusiternes Egn. 002 EXO 003 009 Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem. 002 EXO 003 010 Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk, Israeliterne, ud af Ægypten!" 002 EXO 003 011 Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?" 002 EXO 003 012 Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!" 002 EXO 003 013 Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7" 002 EXO 003 014 Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!" 002 EXO 003 015 Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt. 002 EXO 003 016 Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man har gjort imod eder i Ægypten, 002 EXO 003 017 og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning! 002 EXO 003 018 De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud! 002 EXO 003 019 Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt; 002 EXO 003 020 men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov til at drage af Sted. 002 EXO 003 021 Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder. 002 EXO 003 022 Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra Ægypterne." 002 EXO 004 001 Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?" 002 EXO 004 002 Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han svarede: "En Stav!" 002 EXO 004 003 Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den. 002 EXO 004 004 Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!" Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd. 002 EXO 004 005 "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig." 002 EXO 004 006 Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed. 002 EXO 004 007 Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme. 002 EXO 004 008 "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste; 002 EXO 004 009 men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden." 002 EXO 004 010 Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig." 002 EXO 004 011 Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN? 002 EXO 004 012 Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!" 002 EXO 004 013 Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!" 002 EXO 004 014 Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig; 002 EXO 004 015 du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre. 002 EXO 004 016 Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham. 002 EXO 004 017 Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!" 002 EXO 004 018 Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort i Fred!" 002 EXO 004 019 Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde." 002 EXO 004 020 Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden. 002 EXO 004 021 Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse. 002 EXO 004 022 Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min førstefødte Søn; 002 EXO 004 023 men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!" 002 EXO 004 024 Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde dræbe ham. 002 EXO 004 025 Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en Blodbrudgom!" 002 EXO 004 026 Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen. 002 EXO 004 027 Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham. 002 EXO 004 028 Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre. 002 EXO 004 029 Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen; 002 EXO 004 030 og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn. 002 EXO 004 031 Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad. 002 EXO 005 001 Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!" 002 EXO 005 002 Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!" 002 EXO 005 003 De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!" 002 EXO 005 004 Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!" 002 EXO 005 005 Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!" 002 EXO 005 006 Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd: 002 EXO 005 007 "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm; 002 EXO 005 008 men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud! 002 EXO 005 009 Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale." 002 EXO 005 010 Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm; 002 EXO 005 011 gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!" 002 EXO 005 012 Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå. 002 EXO 005 013 Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!" 002 EXO 005 014 Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?" 002 EXO 005 015 Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor handler du således med din Fræne? 002 EXO 005 016 Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk." 002 EXO 005 017 Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til HERREN! 002 EXO 005 018 Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!" 002 EXO 005 019 Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!" 002 EXO 005 020 Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, 002 EXO 005 021 sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!" 002 EXO 005 022 Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig? 002 EXO 005 023 Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!" 002 EXO 006 001 Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!" 002 EXO 006 002 Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN! 002 EXO 006 003 For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende for dem. 002 EXO 006 004 Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede, 002 EXO 006 005 har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu. 002 EXO 006 006 Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme; 002 EXO 006 007 og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde; 002 EXO 006 008 og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er HERREN!" 002 EXO 006 009 Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for hårdt 002 EXO 006 010 Da talede HERREN til Moses og sagde: 002 EXO 006 011 "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade Israeliterne drage ud af, sit Land!" 002 EXO 006 012 Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren på Læberne?" 002 EXO 006 013 Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao, Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten. 002 EXO 006 014 Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi; det er Rubens Slægter. 002 EXO 006 015 Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter. 002 EXO 006 016 Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning: Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År. 002 EXO 006 017 Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter. 002 EXO 006 018 Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid var 133 År. 002 EXO 006 019 Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter deres Nedstamning. 002 EXO 006 020 Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og Moses. Amrams Levetid var 137 År. 002 EXO 006 021 Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri. 002 EXO 006 022 Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri. 002 EXO 006 023 Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte; og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar. 002 EXO 006 024 Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes Slægter. 002 EXO 006 025 Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. 002 EXO 006 026 Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!" 002 EXO 006 027 Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron. 002 EXO 006 028 Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten, 002 EXO 006 029 talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!" 002 EXO 006 030 Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?" 002 EXO 007 001 Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet. 002 EXO 007 002 Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land. 002 EXO 007 003 Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. 002 EXO 007 004 Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; 002 EXO 007 005 og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN." 002 EXO 007 006 Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem. 002 EXO 007 007 Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao. 002 EXO 007 008 Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 002 EXO 007 009 "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!" 002 EXO 007 010 Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange. 002 EXO 007 011 Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; 002 EXO 007 012 de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave. 002 EXO 007 013 Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt. 002 EXO 007 014 HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. 002 EXO 007 015 Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden 002 EXO 007 016 og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. 002 EXO 007 017 Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, 002 EXO 007 018 Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." 002 EXO 007 019 Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." 002 EXO 007 020 Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; 002 EXO 007 021 Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. 002 EXO 007 022 Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HERREN havde sagt. 002 EXO 007 023 Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. 002 EXO 007 024 Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. 002 EXO 007 025 Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen. 002 EXO 008 001 Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! 002 EXO 008 002 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer; 002 EXO 008 003 Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge; 002 EXO 008 004 ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op." 002 EXO 008 005 Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!" 002 EXO 008 006 Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten. 002 EXO 008 007 Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten. 002 EXO 008 008 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN." 002 EXO 008 009 Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?" 002 EXO 008 010 Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud; 002 EXO 008 011 Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage." 002 EXO 008 012 Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao; 002 EXO 008 013 og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne, 002 EXO 008 014 og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf. 002 EXO 008 015 Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt. 002 EXO 008 016 Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!" 002 EXO 008 017 Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten. 002 EXO 008 018 Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr. 002 EXO 008 019 Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som HERREN havde sagt. 002 EXO 008 020 Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! 002 EXO 008 021 Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på; 002 EXO 008 022 men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg HERREN er i Landet; 002 EXO 008 023 og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!" 002 EXO 008 024 Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne. 002 EXO 008 025 Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!" 002 EXO 008 026 Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? 002 EXO 008 027 Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud, således som han har pålagt os!" 002 EXO 008 028 Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!" 002 EXO 008 029 Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!" 002 EXO 008 030 Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN. 002 EXO 008 031 Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage. 002 EXO 008 032 Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse. 002 EXO 009 001 Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! 002 EXO 009 002 Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast, 002 EXO 009 003 se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en såre forfærdelig Pest. 002 EXO 009 004 Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne." 002 EXO 009 005 Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal HERREN lade dette ske i Landet." 002 EXO 009 006 Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr. 002 EXO 009 007 Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse. 002 EXO 009 008 Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Påsyn! 002 EXO 009 009 Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!" 002 EXO 009 010 Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder på Mennesker og Kvæg. 002 EXO 009 011 Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de andre Ægyptere. 002 EXO 009 012 Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem, således som HERREN havde sagt til Moses. 002 EXO 009 013 Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! 002 EXO 009 014 Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden. 002 EXO 009 015 Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; 002 EXO 009 016 dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. 002 EXO 009 017 Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse. 002 EXO 009 018 Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu. 002 EXO 009 019 Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme." 002 EXO 009 020 De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag; 002 EXO 009 021 men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken. 002 EXO 009 022 Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!" 002 EXO 009 023 Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over Ægypten; 002 EXO 009 024 og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; 002 EXO 009 025 og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den; 002 EXO 009 026 kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl. 002 EXO 009 027 Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har Uret; 002 EXO 009 028 gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" 002 EXO 009 029 Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører HERREN." 002 EXO 009 030 Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud HERREN." 002 EXO 009 031 Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst; 002 EXO 009 032 derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere. 002 EXO 009 033 Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned. 002 EXO 009 034 Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte. 002 EXO 009 035 Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses. 002 EXO 010 001 Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem, 002 EXO 010 002 for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er HERREN." 002 EXO 010 003 Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig! 002 EXO 010 004 Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker, 002 EXO 010 005 og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken; 002 EXO 010 006 og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og forlod Farao. 002 EXO 010 007 Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til Grunde?" 002 EXO 010 008 Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?" 002 EXO 010 009 Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs Højtid." 002 EXO 010 010 Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde! 002 EXO 010 011 Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao. 002 EXO 010 012 Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!" 002 EXO 010 013 Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig. 002 EXO 010 014 Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange. 002 EXO 010 015 Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten. 002 EXO 010 016 Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: "Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder! 002 EXO 010 017 Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!" 002 EXO 010 018 Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN. 002 EXO 010 019 Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område. 002 EXO 010 020 Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne rejse. 002 EXO 010 021 Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!" 002 EXO 010 022 Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage; 002 EXO 010 023 den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst. 002 EXO 010 024 Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN. Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn må I tage med." 002 EXO 010 025 Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HERREN vor Gud; 002 EXO 010 026 også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage, thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet." 002 EXO 010 027 Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem rejse. 002 EXO 010 028 Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!" 002 EXO 010 029 Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!" 002 EXO 011 001 Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra! 002 EXO 011 002 Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!" 002 EXO 011 003 Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og hos Folket. 002 EXO 011 004 Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, 002 EXO 011 005 og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og alt det førstefødte af Kvæget. 002 EXO 011 006 Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres. 002 EXO 011 007 Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne, hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel mellem Ægypterne og Israel. 002 EXO 011 008 Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der følger dig! Og så vil jeg drage bort!" Og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede. 002 EXO 011 009 Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten." 002 EXO 011 010 Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne drage ud af sit Land. 002 EXO 012 001 Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde: 002 EXO 012 002 "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos eder være den første af Årets Måneder. 002 EXO 012 003 Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver Familie. 002 EXO 012 004 Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter. hvad hver enkelt kan spise. 002 EXO 012 005 Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det enten blandt Fårene eller Gederne. 002 EXO 012 006 I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid. 002 EXO 012 007 Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det. 002 EXO 012 008 I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise usyret Brød og bitre Urter dertil. 002 EXO 012 009 I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra. 002 EXO 012 010 I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde. 002 EXO 012 011 Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden, Sko på Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast. Det er Påske for HERREN. 002 EXO 012 012 I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN! 002 EXO 012 013 Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn, og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten. 002 EXO 012 014 Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning skal I fejre den. 002 EXO 012 015 I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske skal udryddes af Israel. 002 EXO 012 016 På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede. 002 EXO 012 017 I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig gyldig Ordning. 002 EXO 012 018 På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag om Aftenen. 002 EXO 012 019 I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet. 002 EXO 012 020 I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I spise usyret Brød." 002 EXO 012 021 Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt Påskeofferet; 002 EXO 012 022 og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må gå ud af sin Husdør før i Morgen. 002 EXO 012 023 Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå eder. 002 EXO 012 024 Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og dine Børn til evig Tid. 002 EXO 012 025 Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som han har forjættet, så skal I overholde denne Skik. 002 EXO 012 026 Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har? 002 EXO 012 027 så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne, men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad. 002 EXO 012 028 Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron. 002 EXO 012 029 Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone, til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt det førstefødte af Kvæget. 002 EXO 012 030 Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var intet Hus, hvor der ikke fandtes en død. 002 EXO 012 031 Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud og dyrk HERREN, som I har forlangt. 002 EXO 012 032 Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!" 002 EXO 012 033 Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!" 002 EXO 012 034 Og, Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper. 002 EXO 012 035 Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder; 002 EXO 012 036 og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne. 002 EXO 012 037 Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000 Mand til Fods foruden Kvinder og Børn. 002 EXO 012 038 Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg. 002 EXO 012 039 Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig Tæring til Rejsen. 002 EXO 012 040 Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År. 002 EXO 012 041 Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs Hærskarer ud af Ægypten. 002 EXO 012 042 En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle Israeliterne, Slægt efter Slægt. 002 EXO 012 043 HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf. 002 EXO 012 044 Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt du har fået ham omskåret. 002 EXO 012 045 Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf. 002 EXO 012 046 Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben. 002 EXO 012 047 Hele Israels Menighed skal fejre Påsken. 002 EXO 012 048 Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf. 002 EXO 012 049 En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den fremmede, der bor som Gæst hos eder." 002 EXO 012 050 Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron. 002 EXO 012 051 På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten, Hærskare for Hærskare. 002 EXO 013 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 002 EXO 013 002 "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!" 002 EXO 013 003 Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød. 002 EXO 013 004 I Dag vandrer I ud, i Abib Måned. 002 EXO 013 005 Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned. 002 EXO 013 006 I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for HERREN. 002 EXO 013 007 I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker. 002 EXO 013 008 Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten! 002 EXO 013 009 Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten. 002 EXO 013 010 Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År. 002 EXO 013 011 Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det, 002 EXO 013 012 da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre HERREN. 002 EXO 013 013 Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse. 002 EXO 013 014 Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten, af Trællehuset; 002 EXO 013 015 og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi! 002 EXO 013 016 Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten." 002 EXO 013 017 Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten." 002 EXO 013 018 Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten. 002 EXO 013 019 Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!" 002 EXO 013 020 De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen. 002 EXO 013 021 Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat. 002 EXO 013 022 Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten. 002 EXO 014 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 002 EXO 014 002 "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet. 002 EXO 014 003 Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; 002 EXO 014 004 og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således. 002 EXO 014 005 Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!" 002 EXO 014 006 Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; 002 EXO 014 007 han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. 002 EXO 014 008 Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. 002 EXO 014 009 Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. 002 EXO 014 010 Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til HERREN; 002 EXO 014 011 og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? 002 EXO 014 012 Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." 002 EXO 014 013 Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. 002 EXO 014 014 HERREN skal stride for eder, men I skal tie!" 002 EXO 014 015 Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! 002 EXO 014 016 Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. 002 EXO 014 017 Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, 002 EXO 014 018 og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere." 002 EXO 014 019 Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem 002 EXO 014 020 og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten. 002 EXO 014 021 Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. 002 EXO 014 022 Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. 002 EXO 014 023 Og Ægypterne, alle Faraos Heste, Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. 002 EXO 014 024 Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; 002 EXO 014 025 og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN kæmper for dem imod Ægypten!" 002 EXO 014 026 Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!" 002 EXO 014 027 Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne midt ud i Havet. 002 EXO 014 028 Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. 002 EXO 014 029 Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. 002 EXO 014 030 Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. 002 EXO 014 031 Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener Moses. 002 EXO 015 001 Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! 002 EXO 015 002 HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. 002 EXO 015 003 HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn! 002 EXO 015 004 Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, 002 EXO 015 005 Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. 002 EXO 015 006 Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser Fjenden. 002 EXO 015 007 I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. 002 EXO 015 008 Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. 002 EXO 015 009 Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem." 002 EXO 015 010 Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande. 002 EXO 015 011 Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! 002 EXO 015 012 Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. 002 EXO 015 013 Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. 002 EXO 015 014 Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 002 EXO 015 015 Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. 002 EXO 015 016 Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 002 EXO 015 017 du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. 002 EXO 015 018 HERREN er Konge i al Evighed! 002 EXO 015 019 Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund. 002 EXO 015 020 Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, 002 EXO 015 021 og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! 002 EXO 015 022 Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. 002 EXO 015 023 Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. 002 EXO 015 024 Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?" 002 EXO 015 025 Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. 002 EXO 015 026 Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg HERREN er din Læge!" 002 EXO 015 027 Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der. 002 EXO 016 001 Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten. 002 EXO 016 002 Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen, 002 EXO 016 003 og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult." 002 EXO 016 004 Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej. 002 EXO 016 005 Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage." 002 EXO 016 006 Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten, 002 EXO 016 007 og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!" 002 EXO 016 008 Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men HERREN." 002 EXO 016 009 Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!" 002 EXO 016 010 Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen. 002 EXO 016 011 Da talede HERREN til Moses og sagde: 002 EXO 016 012 "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud." 002 EXO 016 013 Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, 002 EXO 016 014 og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden. 002 EXO 016 015 Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, HERREN har givet eder til Føde! 002 EXO 016 016 Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!" 002 EXO 016 017 Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; 002 EXO 016 018 og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. 002 EXO 016 019 Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!" 002 EXO 016 020 Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. 002 EXO 016 021 Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det. 002 EXO 016 022 På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; 002 EXO 016 023 men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!" 002 EXO 016 024 De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri. 002 EXO 016 025 Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken. 002 EXO 016 026 I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde." 002 EXO 016 027 Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet. 002 EXO 016 028 Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love? 002 EXO 016 029 Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!" 002 EXO 016 030 Da hvilede Folket på den syvende Dag. 002 EXO 016 031 Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager. 002 EXO 016 032 Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!" 002 EXO 016 033 Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!" 002 EXO 016 034 Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes. 002 EXO 016 035 Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land. 002 EXO 016 036 En Omer er Tiendedelen af en Efa. 002 EXO 017 001 Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke. 002 EXO 017 002 Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!" Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I HERREN?" 002 EXO 017 003 Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?" 002 EXO 017 004 Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig." 002 EXO 017 005 Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og kom så! 002 EXO 017 006 Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels Ældste. 002 EXO 017 007 Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt os eller ej?" 002 EXO 017 008 Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim. 002 EXO 017 009 Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen med Guds Stav i Hånden!" 002 EXO 017 010 Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen. 002 EXO 017 011 Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne Overtaget. 002 EXO 017 012 Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede til Solen gik ned, 002 EXO 017 013 og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med Sværdet. 002 EXO 017 014 Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekiternes Minde under Himmelen!" 002 EXO 017 015 Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit Banner!" 002 EXO 017 016 Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!" 002 EXO 018 001 Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes HERREN havde ført Israel ud af Ægypten, 002 EXO 018 002 tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han havde sendt hjem, 002 EXO 018 003 tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi", havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land"; 002 EXO 018 004 og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!" 002 EXO 018 005 Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg, 002 EXO 018 006 og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig med din Hustru og hendes to Sønner!" 002 EXO 018 007 Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i Teltet. 002 EXO 018 008 Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes HERREN havde frelst dem. 002 EXO 018 009 Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd. 002 EXO 018 010 Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af Ægypternes og Faraos. Hånd!" 002 EXO 018 011 Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket af Ægypternes Hånd. 002 EXO 018 012 Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader. 002 EXO 018 013 Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften. 002 EXO 018 014 Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står omkring dig fra Morgen til Aften?" 002 EXO 018 015 Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at rådspørge Gud; 002 EXO 018 016 når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love." 002 EXO 018 017 Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det. 002 EXO 018 018 På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene. 002 EXO 018 019 Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager; 002 EXO 018 020 og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. 002 EXO 018 021 Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; 002 EXO 018 022 lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig. 002 EXO 018 023 Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt Folket der kan gå tilfreds hjem." 002 EXO 018 024 Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han foreslog. 002 EXO 018 025 Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. 002 EXO 018 026 De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv. 002 EXO 018 027 Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land. 002 EXO 019 001 I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på denne Dag nåede de Sinaj Ørken. 002 EXO 019 002 De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i Ørkenen. Der slog. Israel Lejr lige over for Bjerget, 002 EXO 019 003 men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget: "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn: 002 EXO 019 004 I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig. 002 EXO 019 005 Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til, 002 EXO 019 006 og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk! Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn!" 002 EXO 019 007 Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham. 002 EXO 019 008 Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar. 002 EXO 019 009 Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets Svar. 002 EXO 019 010 Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder 002 EXO 019 011 og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg. 002 EXO 019 012 Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens! 002 EXO 019 013 Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste Livet. Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget." 002 EXO 019 014 Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige sig, og de tvættede deres Klæder; 002 EXO 019 015 og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen må komme en Kvinde nær!" 002 EXO 019 016 Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren. 002 EXO 019 017 Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for Bjerget. 002 EXO 019 018 Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele Folket skælvede så1e. 002 EXO 019 019 Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj Røst. 002 EXO 019 020 Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg derop. 002 EXO 019 021 Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke skal ske et stort Mandefald iblandt dem. 002 EXO 019 022 Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker." 002 EXO 019 023 Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og hellige det." 002 EXO 019 024 Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker." 002 EXO 019 025 Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem. 002 EXO 020 001 Gud talede alle disse Ord og sagde: 002 EXO 020 002 Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset. 002 EXO 020 003 Du må ikke have andre Guder end mig. 002 EXO 020 004 Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden; 002 EXO 020 005 du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig, 002 EXO 020 006 men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud! 002 EXO 020 007 Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn! 002 EXO 020 008 Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig! 002 EXO 020 009 I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, 002 EXO 020 010 men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. 002 EXO 020 011 Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har HERREN velsignet Hviledagen og helliget den. 002 EXO 020 012 Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig! 002 EXO 020 013 Du må ikke slå ihjel! 002 EXO 020 014 Du må ikke bedrive Hor! 002 EXO 020 015 Du må ikke stjæle! 002 EXO 020 016 Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste! 002 EXO 020 017 Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til! 002 EXO 020 018 Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig skælvende i Frastand; 002 EXO 020 019 og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!" 002 EXO 020 020 Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder." 002 EXO 020 021 Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet, hvori Gud var. 002 EXO 020 022 HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen! 002 EXO 020 023 I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller Guld må I ikke gøre eder! 002 EXO 020 024 Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig. 002 EXO 020 025 Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover, vanhelliger du dem. 002 EXO 020 026 Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din Blusel skal blottes over det. 002 EXO 021 001 De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende: 002 EXO 021 002 Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År, men i det syvende skal han frigives uden Vederlag. 002 EXO 021 003 Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene; er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham. 002 EXO 021 004 Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes Herre, og Trællen frigives alene. 002 EXO 021 005 Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!" 002 EXO 021 006 da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid. 002 EXO 021 007 Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke frigives som Trællene. 002 EXO 021 008 Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort Uret imod hende; 002 EXO 021 009 hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru, skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre. 002 EXO 021 010 Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der tilkommer hende. 002 EXO 021 011 Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives uden Vederlag og Betaling. 002 EXO 021 012 Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden. 002 EXO 021 013 Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen. 002 EXO 021 014 Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han kan lide Døden. 002 EXO 021 015 Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden. 002 EXO 021 016 Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han har solgt det, eller det endnu findes hos ham. 002 EXO 021 017 Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden. 002 EXO 021 018 Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog må holde Sengen, 002 EXO 021 019 så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse. 002 EXO 021 020 Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de dør på Stedet, skal han straffes derfor; 002 EXO 021 021 men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke straffes; det er jo hans egne Penge. 002 EXO 021 022 Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn. 002 EXO 021 023 Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv, 002 EXO 021 024 Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod, 002 EXO 021 025 Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme. 002 EXO 021 026 Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet; 002 EXO 021 027 og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal han give dem fri til Erstatning for Tanden. 002 EXO 021 028 Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs; 002 EXO 021 029 men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer skal også lide Døden; 002 EXO 021 030 men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham. 002 EXO 021 031 Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles efter samme Lovbud. 002 EXO 021 032 Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes. 002 EXO 021 033 Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri, 002 EXO 021 034 da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham, 002 EXO 021 035 Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det døde dyr. 002 EXO 021 036 Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham. 002 EXO 022 001 Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får for Fåret. 002 EXO 022 002 Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld; 002 EXO 022 003 men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld. Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som Træl til Vederlag for det stjålne; 002 EXO 022 004 hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et Æsel, eller et Får. 002 EXO 022 005 Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning; 002 EXO 022 006 men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der antændte Ilden, give simpel Erstatning. 002 EXO 022 007 Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give dobbelt Erstatning; 002 EXO 022 008 men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods. 002 EXO 022 009 I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse, et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give den anden dobbelt Erstatning. 002 EXO 022 010 Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade eller røves, uden at nogen ser det, 002 EXO 022 011 da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem; Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at give Erstatning. 002 EXO 022 012 Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning. 002 EXO 022 013 Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte. 002 EXO 022 014 Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning; 002 EXO 022 015 er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var det lejet, er Lejesummen Erstatning. 002 EXO 022 016 Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage hende til Hustru; 002 EXO 022 017 og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru. 002 EXO 022 018 En Troldkvinde må du ikke lade leve. 002 EXO 022 019 Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden. 002 EXO 022 020 Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges Band på. 002 EXO 022 021 Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten. 002 EXO 022 022 Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle; 002 EXO 022 023 hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg visselig høre på deres Klageråb, 002 EXO 022 024 og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn faderløse. 002 EXO 022 025 Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag, må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage Renter af ham. 002 EXO 022 026 Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den tilbage inden Solnedgang; 002 EXO 022 027 thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han hyller sit Legeme i; hvad skulde han, ellers ligge med? Og når han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig. 002 EXO 022 028 Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke forbande. 002 EXO 022 029 Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig. 002 EXO 022 030 Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give mig det. 002 EXO 022 031 I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke spise, I skal kaste det for Hundene. 002 EXO 023 001 Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den, der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne. 002 EXO 023 002 Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer Retten. 002 EXO 023 003 Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag. 002 EXO 023 004 Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du bringe dem tilbage til ham. 002 EXO 023 005 Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af. 002 EXO 023 006 Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag. 002 EXO 023 007 Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret, som har Uret. 002 EXO 023 008 Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind og fordrejer Sagen for dem, der har Ret. 002 EXO 023 009 Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I, var selv fremmede i Ægypten. 002 EXO 023 010 Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde; 002 EXO 023 011 men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din Vingård og dine Oliventræer. 002 EXO 023 012 I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud. 002 EXO 023 013 Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund. 002 EXO 023 014 Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig. 002 EXO 023 015 Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke stedes for mit Åsyn med tomme Hænder. 002 EXO 023 016 Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde hjem fra Marken. 002 EXO 023 017 Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre HERRENs Åsyn. 002 EXO 023 018 Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen. 002 EXO 023 019 Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk. 002 EXO 023 020 Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det Sted, jeg har beredt. 002 EXO 023 021 Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi mit Navn er i ham. 002 EXO 023 022 Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander, 002 EXO 023 023 Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem. 002 EXO 023 024 Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter. 002 EXO 023 025 I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig. 002 EXO 023 026 Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt. 002 EXO 023 027 Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender på Flugt for dig. 002 EXO 023 028 Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne, Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig. 002 EXO 023 029 Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke skal tage Overhånd for dig; 002 EXO 023 030 lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse. 002 EXO 023 031 Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig. 002 EXO 023 032 Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder. 002 EXO 023 033 De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver dig til en Snare! 002 EXO 024 001 Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i Frastand; 002 EXO 024 002 Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det øvrige Folk må ikke følge med ham derop." 002 EXO 024 003 Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord, HERREN har talet, vil vi overholde." 002 EXO 024 004 Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter svarende til Israels tolv Stammer. 002 EXO 024 005 Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN. 002 EXO 024 006 Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret. 002 EXO 024 007 Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!" 002 EXO 024 008 Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet med eder på Grundlag af alle disse Ord." 002 EXO 024 009 Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste steg op 002 EXO 024 010 og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans. 002 EXO 024 011 Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De skuede Gud, og de spiste og drak. 002 EXO 024 012 Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg har opskrevet til Vejledning for dem." 002 EXO 024 013 Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på Guds Bjerg; 002 EXO 024 014 men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!" 002 EXO 024 015 Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget, 002 EXO 024 016 og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte HERREN ud fra Skyen til Moses; 002 EXO 024 017 og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som en fortærende Ild på Bjergets Top, 002 EXO 024 018 gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. 002 EXO 025 001 HERREN talede til Moses og sagde: 002 EXO 025 002 Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min Offerydelse. 002 EXO 025 003 Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld, Sølv, Kobber, 002 EXO 025 004 violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, 002 EXO 025 005 rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ, 002 EXO 025 006 Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og Aøgelsen, 002 EXO 025 007 Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og Brystskjoldet. 002 EXO 025 008 Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem. 002 EXO 025 009 Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det Forbillede, jeg vil vise dig. 002 EXO 025 010 Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang, halvanden Alen bred og halvanden Alen høj, 002 EXO 025 011 og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den; 002 EXO 025 012 og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens fire Fødder, to Ringe på hver Side at den. 002 EXO 025 013 Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med Guld, 002 EXO 025 014 og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den kan bæres med dem; 002 EXO 025 015 Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud. 002 EXO 025 016 Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig. 002 EXO 025 017 Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt; 002 EXO 025 018 og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du lave dem, ved begge Ender af Sonedækket. 002 EXO 025 019 Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet med Sonedækket ved begge Ender. 002 EXO 025 020 Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes Ansigter vende. 002 EXO 025 021 Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig. 002 EXO 025 022 Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de Bud, jeg har at give dig til Israeliterne. 002 EXO 025 023 Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en Alen bredt og halvanden Alen højt, 002 EXO 025 024 og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt om det. 002 EXO 025 025 Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en gylden Krans rundt om Listen. 002 EXO 025 026 Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner ved dets fire Ben; 002 EXO 025 027 lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne i, så at man kan bære Bordet. 002 EXO 025 028 Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med Guld, og med dem skal Bordet bæres. 002 EXO 025 029 Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave dem. 002 EXO 025 030 På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn. 002 EXO 025 031 Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves, således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den. 002 EXO 025 032 Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre fra den anden Side. 002 EXO 025 033 På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner, 002 EXO 025 034 men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner, 002 EXO 025 035 et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra Lysestagen. 002 EXO 025 036 Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør eet drevet Arbejde af purt Guld. 002 EXO 025 037 Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den, for at de kan lyse Pladsen foran op. 002 EXO 025 038 Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld. 002 EXO 025 039 Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette Tilbehør. 002 EXO 025 040 Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på Bjerget. 002 EXO 026 001 Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i Kunstvævning. 002 EXO 026 002 Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål. 002 EXO 026 003 Tæpperne skal sys sammen, fem og fem. 002 EXO 026 004 I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke; 002 EXO 026 005 du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke. 002 EXO 026 006 Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele. 002 EXO 026 007 Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper, 002 EXO 026 008 hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål. 002 EXO 026 009 Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets Forside, skal du lægge dobbelt. 002 EXO 026 010 Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke. 002 EXO 026 011 Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele. 002 EXO 026 012 Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside, 002 EXO 026 013 og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den. 002 EXO 026 014 Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind. 002 EXO 026 015 Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå op, 002 EXO 026 016 hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt. 002 EXO 026 017 På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper; således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder. 002 EXO 026 018 Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til Sydsiden, 002 EXO 026 019 og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt. 002 EXO 026 020 Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som vender mod Nord, 002 EXO 026 021 med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt. 002 EXO 026 022 Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder. 002 EXO 026 023 Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder, 002 EXO 026 024 som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes for at danne de to Hjørner. 002 EXO 026 025 Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt. 002 EXO 026 026 Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder, der danner Boligens ene Side, 002 EXO 026 027 fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest; 002 EXO 026 028 den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene Ende af Væggen til den anden. 002 EXO 026 029 Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og Tværstængerne skal du overtrække med Guld. 002 EXO 026 030 Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget. 002 EXO 026 031 fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i Kunstvævning med Keruber på. 002 EXO 026 032 Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv; 002 EXO 026 033 og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste. 002 EXO 026 034 Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det Allerhelligste. 002 EXO 026 035 Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille ved den nordre Væg. 002 EXO 026 036 Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning; 002 EXO 026 037 og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe fem Fodstykker dertil af Kobber. 002 EXO 027 001 Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt. 002 EXO 027 002 Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet dermed, overtrække det med Kobber 002 EXO 027 003 og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets Tilbehør skal du lave af Kobber. 002 EXO 027 004 Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner. 002 EXO 027 005 Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at Fletværket når op til Alterets halve Højde. 002 EXO 027 006 Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af Akacietræ, og overtrække dem med Kobber. 002 EXO 027 007 Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs Alterets to Sider, når det bæres. 002 EXO 027 008 Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget, skal du lave det. 002 EXO 027 009 Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på denne ene Side, 002 EXO 027 010 med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne. 002 EXO 027 011 Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng, hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne. 002 EXO 027 012 På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng, halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker, 002 EXO 027 013 og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen lang. 002 EXO 027 014 På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker, 002 EXO 027 015 på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker. 002 EXO 027 016 Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker. 002 EXO 027 017 Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv, Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber. 002 EXO 027 018 Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside, halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af Kobber. 002 EXO 027 019 Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber. 002 EXO 027 020 Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig sættes Lamper på. 002 EXO 027 021 I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra Slægt til Slægt. 002 EXO 028 001 Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. 002 EXO 028 002 Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og Pryd, 002 EXO 028 003 og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan helliges til at gøre Præstetjeneste for mig. 002 EXO 028 004 Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod, Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at de kan gøre Præstetjeneste for mig, 002 EXO 028 005 og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, Karmoisinrødt Garn og Byssus. 002 EXO 028 006 Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning. 002 EXO 028 007 Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på; den skal hæftes sammen ved begge Hjørner. 002 EXO 028 008 Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus. 002 EXO 028 009 Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners Navne i dem, 002 EXO 028 010 seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden efter Aldersfølge; 002 EXO 028 011 med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal indfatte dem i Guldfletværk. 002 EXO 028 012 Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i Minde. 002 EXO 028 013 Og du skal tilvirke Fletværk af Guld 002 EXO 028 014 og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket. 002 EXO 028 015 Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du lave det; 002 EXO 028 016 det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt, 002 EXO 028 017 Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række, 002 EXO 028 018 Rubin, Safir og Jaspis i den anden, 002 EXO 028 019 Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje, 002 EXO 028 020 Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med Guldfletværk i deres Indfatninger. 002 EXO 028 021 Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter, således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer. 002 EXO 028 022 Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som når man snor Reb. 002 EXO 028 023 Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner, 002 EXO 028 024 og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på Brystskjoldets Hjørner; 002 EXO 028 025 Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke. 002 EXO 028 026 Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden vendende Rand. 002 EXO 028 027 Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte; 002 EXO 028 028 og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden. 002 EXO 028 029 Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn. 002 EXO 028 030 Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så at Aron. bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit Hjerte for HERRENs Åsyn. 002 EXO 028 031 Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og holdent af violet Purpur. 002 EXO 028 032 Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den ikke skal rives itu; 002 EXO 028 033 og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder hele Vejen rundt, 002 EXO 028 034 så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs Kåbens nederste Kant. 002 EXO 028 035 Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres, når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går ud derfra, at han ikke skal dø, 002 EXO 028 036 Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN." 002 EXO 028 037 Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde. 002 EXO 028 038 Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer, ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag. 002 EXO 028 039 Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning. 002 EXO 028 040 Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd. 002 EXO 028 041 Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig. 002 EXO 028 042 Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene. 002 EXO 028 043 Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og lide Døden. En evig gyldig Anordning skal det være for ham og hans Afkom efter ham. 002 EXO 029 001 Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre, 002 EXO 029 002 usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem. 002 EXO 029 003 Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren og de to Vædre. 002 EXO 029 004 Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets Indgang og tvæt dem med Vand. 002 EXO 029 005 Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet. 002 EXO 029 006 Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på Hovedklædet. 002 EXO 029 007 Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham. 002 EXO 029 008 Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler, 002 EXO 029 009 omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du indsætte Aron og hans Sønner. 002 EXO 029 010 Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved. 002 EXO 029 011 Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet 002 EXO 029 012 og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod. 002 EXO 029 013 Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret; 002 EXO 029 014 men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for Lejren. Det er et Syndoffer. 002 EXO 029 015 Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder på dens Hoved. 002 EXO 029 016 Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på Alteret. 002 EXO 029 017 Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg dem på Stykkerne og Hovedet 002 EXO 029 018 og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er det. 002 EXO 029 019 Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder på dens Hoved. 002 EXO 029 020 Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret. 002 EXO 029 021 Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres klæder. 002 EXO 029 022 Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder, 002 EXO 029 023 og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn, 002 EXO 029 024 og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn. 002 EXO 029 025 Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et Ildoffer er det for HERREN. 002 EXO 029 026 Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del. 002 EXO 029 027 Således skal du hellige Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det, som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder. 002 EXO 029 028 Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN. 002 EXO 029 029 Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at de kan salves og indsættes i dem. 002 EXO 029 030 I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at gøre Tjeneste i Helligdommen. 002 EXO 029 031 Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et helligt Sted; 002 EXO 029 032 og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; 002 EXO 029 033 de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi det er helligt. 002 EXO 029 034 Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt. 002 EXO 029 035 Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner, ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage Indsættelsen; 002 EXO 029 036 daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det for at hellige det. 002 EXO 029 037 Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det; således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring med Alteret, bliver hellig". 002 EXO 029 038 Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle Lam som stadigt Offer. 002 EXO 029 039 Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid. 002 EXO 029 040 Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin. 002 EXO 029 041 Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN. 002 EXO 029 042 Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig, 002 EXO 029 043 og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal helliges ved min Herlighed. 002 EXO 029 044 Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig. 002 EXO 029 045 Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud; 002 EXO 029 046 og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud! 002 EXO 030 001 Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af Akacietræ skal du lave det, 002 EXO 030 002 en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det. 002 EXO 030 003 Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om; 002 EXO 030 004 og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger i, for at det kan bæres med dem; 002 EXO 030 005 og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med Guld. 002 EXO 030 006 Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der, hvor jeg vil åbenbare mig for dig. 002 EXO 030 007 På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den. 002 EXO 030 008 Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt. 002 EXO 030 009 I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde Drikofre derpå. 002 EXO 030 010 Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for HERREN. 002 EXO 030 011 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 002 EXO 030 012 Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen. 002 EXO 030 013 Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som Offerydelse til HERREN. 002 EXO 030 014 Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse. 002 EXO 030 015 hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres Sjæle. 002 EXO 030 016 Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders Sjæle. 002 EXO 030 017 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 002 EXO 030 018 Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hælde Vand i den, 002 EXO 030 019 for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder deri. 002 EXO 030 020 Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN. 002 EXO 030 021 De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til Slægt. 002 EXO 030 022 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 002 EXO 030 023 Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500 Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 250 Sekel, vellugtende Kanelbark, 250 Sekel vellugtende Kalmus 002 EXO 030 024 og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie. 002 EXO 030 025 Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal det være. 002 EXO 030 026 Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, 002 EXO 030 027 Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør, Røgelsealteret, 002 EXO 030 028 Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke, 002 EXO 030 029 Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver, der kommer i Berøring med dem, bliver hellig". 002 EXO 030 030 Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig. 002 EXO 030 031 Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt. 002 EXO 030 032 Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug, hellig er den, og hellig skal den være eder. 002 EXO 030 033 Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en Lægmand, skal udryddes af sin Slægt. 002 EXO 030 034 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige meget af hvert, 002 EXO 030 035 og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver den, saltet, ren, til hellig Brug. 002 EXO 030 036 Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt. 002 EXO 030 037 Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN. 002 EXO 030 038 Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal udryddes af sin Slægt. 002 EXO 031 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 002 EXO 031 002 Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme 002 EXO 031 003 og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde 002 EXO 031 004 til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber 002 EXO 031 005 og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Arbejde. 002 EXO 031 006 Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig, 002 EXO 031 007 Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt Teltets Tilbehør, 002 EXO 031 008 Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens Tilbehør, Røgelsealteret, 002 EXO 031 009 Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke, 002 EXO 031 010 Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten, 002 EXO 031 011 Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske som jeg har pålagt dig, skal de udføre det. 002 EXO 031 012 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 002 EXO 031 013 Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der helliger eder. 002 EXO 031 014 I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt. 002 EXO 031 015 I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden. 002 EXO 031 016 Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt: 002 EXO 031 017 Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig. 002 EXO 031 018 Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger. 002 EXO 032 001 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" 002 EXO 032 002 Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!" 002 EXO 032 003 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron. 002 EXO 032 004 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 002 EXO 032 005 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!" 002 EXO 032 006 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege. 002 EXO 032 007 Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; 002 EXO 032 008 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 002 EXO 032 009 Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. 002 EXO 032 010 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" 002 EXO 032 011 Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? 002 EXO 032 012 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! 002 EXO 032 013 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" 002 EXO 032 014 Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk. 002 EXO 032 015 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet. 002 EXO 032 016 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne. 002 EXO 032 017 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!" 002 EXO 032 018 Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!" 002 EXO 032 019 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod. 002 EXO 032 020 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det. 002 EXO 032 021 Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?" 002 EXO 032 022 Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde, 002 EXO 032 023 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! 002 EXO 032 024 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!" 002 EXO 032 025 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler, 002 EXO 032 026 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne sig om ham, 002 EXO 032 027 og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!" 002 EXO 032 028 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand. 002 EXO 032 029 Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag." 002 EXO 032 030 Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd; men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!" 002 EXO 032 031 Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld. 002 EXO 032 032 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!" 002 EXO 032 033 HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog! 002 EXO 032 034 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!" 002 EXO 032 035 Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede. 002 EXO 033 001 HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det! 002 EXO 033 002 Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort 002 EXO 033 003 til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!" 002 EXO 033 004 Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på. 002 EXO 033 005 Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!" 002 EXO 033 006 Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af. 002 EXO 033 007 Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet". Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren. 002 EXO 033 008 Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet. 002 EXO 033 009 Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses. 002 EXO 033 010 Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte. 002 EXO 033 011 Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet. 002 EXO 033 012 Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne! 002 EXO 033 013 Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!" 002 EXO 033 014 Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?" 002 EXO 033 015 Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! 002 EXO 033 016 Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle andle Folkeslag på Jorden?" 002 EXO 033 017 HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn." 002 EXO 033 018 Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!" 002 EXO 033 019 Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!" 002 EXO 033 020 Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve." 002 EXO 033 021 Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der! 002 EXO 033 022 Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er kommet forbi. 002 EXO 033 023 Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!" 002 EXO 034 001 Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod på de forrige Tavler, du slog i Stykker. 002 EXO 034 002 Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top. 002 EXO 034 003 Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af dette Bjerg." 002 EXO 034 004 Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt ham, og tog de to Stentavler med sig. 002 EXO 034 005 Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte HERRENs Navn. 002 EXO 034 006 Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og Trofasthed, 002 EXO 034 007 som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde, Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og fjerde Led!" 002 EXO 034 008 Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad 002 EXO 034 009 og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!" 002 EXO 034 010 Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er forfærdeligt. 002 EXO 034 011 Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig! 002 EXO 034 012 Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig, når de lever i din Midte. 002 EXO 034 013 Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og omhugge deres Asjerastøtter! 002 EXO 034 014 Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs Navn, nidkær Gud er han. 002 EXO 034 015 Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være med, må du ikke spise af deres Ofre; 002 EXO 034 016 og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til også at bole med dem. 002 EXO 034 017 Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede. 002 EXO 034 018 Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten. 002 EXO 034 019 Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg; 002 EXO 034 020 men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå; alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes for mit Åsyn med tomme Hænder 002 EXO 034 021 I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag. 002 EXO 034 022 Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide. 002 EXO 034 023 Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den Herre HERREN Israels Guds Åsyn. 002 EXO 034 024 Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året. 002 EXO 034 025 Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød. Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen. 002 EXO 034 026 Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!" 002 EXO 034 027 Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel." 002 EXO 034 028 Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord, på Tavlerne. 002 EXO 034 029 Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at stråle, ved at han talede med ham. 002 EXO 034 030 Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud strålede, og de turde ikke komme ham nær. 002 EXO 034 031 Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem. 002 EXO 034 032 Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt, hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg. 002 EXO 034 033 Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække over sit Ansigt. 002 EXO 034 034 Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham påbudt. 002 EXO 034 035 Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at tale med ham. 002 EXO 035 001 Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre: 002 EXO 035 002 I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden. 002 EXO 035 003 På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger. 002 EXO 035 004 Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er, hvad HERREN har påbudt: 002 EXO 035 005 I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber, 002 EXO 035 006 violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, 002 EXO 035 007 rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ, 002 EXO 035 008 Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og Røgelsen, 002 EXO 035 009 Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og Brystskjoldet. 002 EXO 035 010 Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave alt, hvad HERREN har påbudt: 002 EXO 035 011 Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker, 002 EXO 035 012 Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng, 002 EXO 035 013 Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene, 002 EXO 035 014 Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til Lysestagen, 002 EXO 035 015 Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen. Forhænget til Boligens Indgang, 002 EXO 035 016 Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke, 002 EXO 035 017 Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til Forgårdens Indgang, 002 EXO 035 018 Boligens og Forgårdens Pæle med Reb, 002 EXO 035 019 Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved Præstetjenesten. 002 EXO 035 020 Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses. 002 EXO 035 021 Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige Klæder. 002 EXO 035 022 De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe, Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver, der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed. 002 EXO 035 023 Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller Tahasjskind, kom dermed. 002 EXO 035 024 Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber, kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til alt Byggearbejdet, kom dermed. 002 EXO 035 025 Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus. 002 EXO 035 026 Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene. 002 EXO 035 027 Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet 002 EXO 035 028 og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til Salveolien og Røgelsen. 002 EXO 035 029 Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det som en frivillig Gave til HERREN. 002 EXO 035 030 Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme 002 EXO 035 031 og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde 002 EXO 035 032 til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber 002 EXO 035 033 og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde. 002 EXO 035 034 Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme Gaver til at lære fra sig. 002 EXO 035 035 Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke Kunstværker. 002 EXO 036 001 Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt. 002 EXO 036 002 Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i Lag med Udførelsen af Arbejdet. 002 EXO 036 003 Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige Gaver til ham, Morgen efter Morgen. 002 EXO 036 004 Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var beskæftiget med, 002 EXO 036 005 og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!" 002 EXO 036 006 Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren: "Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver. 002 EXO 036 007 Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet, ja mer end nok. 002 EXO 036 008 Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på i Kunstvævning, 002 EXO 036 009 hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne havde samme Mål. 002 EXO 036 010 Han syede Tæpperne sammen, fem og fem. 002 EXO 036 011 I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke; 002 EXO 036 012 han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke. 002 EXO 036 013 Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele. 002 EXO 036 014 Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om Boligen, og her lavede han elleve Tæpper, 002 EXO 036 015 hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne havde samme Mål. 002 EXO 036 016 De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig, 002 EXO 036 017 og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke. 002 EXO 036 018 Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje Teltdækket med, så det udgjorde et Hele. 002 EXO 036 019 Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind. 002 EXO 036 020 Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå op, 002 EXO 036 021 hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt, 002 EXO 036 022 og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således indrettede han det ved alle Boligens Brædder. 002 EXO 036 023 Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden, 002 EXO 036 024 og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt. 002 EXO 036 025 Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som vendte mod Nord, 002 EXO 036 026 med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt. 002 EXO 036 027 Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder. 002 EXO 036 028 Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder, 002 EXO 036 029 der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem begge for at danne de to Hjørner. 002 EXO 036 030 Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt. 002 EXO 036 031 Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder, der dannede Boligens ene Side, 002 EXO 036 032 fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest; 002 EXO 036 033 den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden. 002 EXO 036 034 Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og Tværstængerne overtrak han med Guld. 002 EXO 036 035 Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i Kunstvævning med Keruber på, 002 EXO 036 036 og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte fire Fodstykker af Sølv til dem. 002 EXO 036 037 Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning 002 EXO 036 038 og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber. 002 EXO 037 001 Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang, halvanden Alen bred og halvanden Alen høj, 002 EXO 037 002 og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om den. 002 EXO 037 003 Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens fire Fødder, to Ringe på hver Side af den. 002 EXO 037 004 Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld; 002 EXO 037 005 så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den kunde bæres med dem. 002 EXO 037 006 Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt, 002 EXO 037 007 og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han dem, ved begge Ender af Sonedækket, 002 EXO 037 008 den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved begge Ender. 002 EXO 037 009 Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sone, dækket vendte Kerubernes Ansigter. 002 EXO 037 010 Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen bredt og halvanden Alen højt, 002 EXO 037 011 og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om det. 002 EXO 037 012 Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en gylden Krans rundt om Listen. 002 EXO 037 013 Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved dets fire Ben. 002 EXO 037 014 Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at man kunde bære Bordet. 002 EXO 037 015 Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med Guld, og med dem skulde Bordet bæres. 002 EXO 037 016 Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med. 002 EXO 037 017 Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den; 002 EXO 037 018 seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre fra den anden Side. 002 EXO 037 019 På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner, 002 EXO 037 020 men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner, 002 EXO 037 021 et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den. 002 EXO 037 022 Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet drevet Arbejde af purt Guld. 002 EXO 037 023 Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne af purt Guld. 002 EXO 037 024 En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør. 002 EXO 037 025 Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i eet med det. 002 EXO 037 026 Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om; 002 EXO 037 027 og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem; 002 EXO 037 028 Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld. 002 EXO 037 029 Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene, vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den. 002 EXO 038 001 Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt. 002 EXO 038 002 Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet dermed, overtrak det med Kobber 002 EXO 038 003 og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene, Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber. 002 EXO 038 004 Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde. 002 EXO 038 005 Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner til at stikke Bærestængerne i. 002 EXO 038 006 Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med Kobber. 002 EXO 038 007 Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder. 002 EXO 038 008 Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 002 EXO 038 009 Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus 002 EXO 038 010 med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne. 002 EXO 038 011 Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne. 002 EXO 038 012 Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne. 002 EXO 038 013 Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred, 002 EXO 038 014 det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker til den ene Side af Indgangen, 002 EXO 038 015 og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker til den anden Side af Indgangen. 002 EXO 038 016 Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus, 002 EXO 038 017 Fodstykkerne til Pillerne af Kobber, men deres Knager og Bånd af Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de havde Bånd af Sølv. 002 EXO 038 018 Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden på Forgårdens Omhæng. 002 EXO 038 019 Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af Sølv. 002 EXO 038 020 Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber. 002 EXO 038 021 Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar, en Søn af Præsten Aron; 002 EXO 038 022 Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført alt, hvad HERREN havde pålagt Moses, 002 EXO 038 023 sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus. 002 EXO 038 024 Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til 29 Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt. 002 EXO 038 025 Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100 Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt 002 EXO 038 026 en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver, der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter, i alt 603 550 Mand: 002 EXO 038 027 De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en Talent til hvert Fodstykke. 002 EXO 038 028 Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem. 002 EXO 038 029 Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel. 002 EXO 038 030 Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang, Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør, 002 EXO 038 031 Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården hele Vejen rundt. 002 EXO 039 001 Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 002 De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, 002 EXO 039 003 idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning. 002 EXO 039 004 Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den blev hæftet sammen ved begge Hjørner. 002 EXO 039 005 Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 006 Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og graverede som Signeter med Israels Sønners Navne; 002 EXO 039 007 og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 008 Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; 002 EXO 039 009 det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt. 002 EXO 039 010 De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række, 002 EXO 039 011 Rubin, Safir og Jaspis i den anden, 002 EXO 039 012 Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje, 002 EXO 039 013 Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk i deres Indfatninger. 002 EXO 039 014 Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer. 002 EXO 039 015 Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som når man snor Reb. 002 EXO 039 016 Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner, 002 EXO 039 017 og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets Hjørner; 002 EXO 039 018 Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker. 002 EXO 039 019 Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden. 002 EXO 039 020 Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte; 002 EXO 039 021 og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 022 Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet Arbejde, helt og holdent af violet Purpur. 002 EXO 039 023 Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde rives itu, 002 EXO 039 024 og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, 002 EXO 039 025 og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt, mellem Granatæblerne, 002 EXO 039 026 så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 027 Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus i vævet Arbejde, 002 EXO 039 028 Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne af tvundet Byssus, 002 EXO 039 029 og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 030 Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved Signeter: "Helliget HERREN." 002 EXO 039 031 Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 039 032 Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses; således gjorde de. 002 EXO 039 033 Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og Fodstykkerne, 002 EXO 039 034 Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det indre Forhæng, 002 EXO 039 035 Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket, 002 EXO 039 036 Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene, 002 EXO 039 037 Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den, og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen, 002 EXO 039 038 Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til Teltets Indgang, 002 EXO 039 039 Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket, 002 EXO 039 040 Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig, 002 EXO 039 041 Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten. 002 EXO 039 042 Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne hele Arbejdet. 002 EXO 039 043 Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses velsignede dem. 002 EXO 040 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 002 EXO 040 002 På den første Dag i den første Måned skal du rejse Åbenbaringsteltets Bolig. 002 EXO 040 003 Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken. 002 EXO 040 004 Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på. 002 EXO 040 005 Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng Forhænget op foran Boligens Indgang. 002 EXO 040 006 Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets Bolig 002 EXO 040 007 og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hæld Vand deri. 002 EXO 040 008 Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens Indgang. 002 EXO 040 009 Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting deli, og du skal hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig. 002 EXO 040 010 Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige Alteret, så det bliver højhelligt. 002 EXO 040 011 Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den. 002 EXO 040 012 Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets Indgang, tvæt dem med Vand 002 EXO 040 013 og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre Præstetjeneste for mig. 002 EXO 040 014 Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler 002 EXO 040 015 og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af denne Salvning, som du foretager på dem. 002 EXO 040 016 Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han. 002 EXO 040 017 På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen rejst. 002 EXO 040 018 Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne, 002 EXO 040 019 spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække ovenover, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 020 Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den; 002 EXO 040 021 så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 022 Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens nordre Væg uden for Forhænget, 002 EXO 040 023 og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 024 Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for Bordet, ved Boligens søndre Væg; 002 EXO 040 025 og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 026 Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran Forhænget, 002 EXO 040 027 og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 028 Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang. 002 EXO 040 029 Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 030 Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hældte Vand deri til Tvætning. 002 EXO 040 031 Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder deri; 002 EXO 040 032 når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret. tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses. 002 EXO 040 033 Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med Arbejdet. 002 EXO 040 034 Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen; 002 EXO 040 035 og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen. 002 EXO 040 036 Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen løftede sig fra Boligen; 002 EXO 040 037 og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til den atter løftede sig. 002 EXO 040 038 Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring. # # BOOK 003 LEV Leviticus 3 Mosebog 003 LEV 001 001 HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet og sagde: 003 LEV 001 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget. 003 LEV 001 003 Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag. 003 LEV 001 004 Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning. 003 LEV 001 005 Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 003 LEV 001 006 Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker, 003 LEV 001 007 og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge Brænde på Ilden; 003 LEV 001 008 og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret. 003 LEV 001 009 Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 001 010 Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit Handyr, han bringer. 003 LEV 001 011 Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på Alteret. 003 LEV 001 012 Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret. 003 LEV 001 013 Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 001 014 Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller Dueungerne; 003 LEV 001 015 Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal udpresses mod Alterets Side. 003 LEV 001 016 Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på Askedyngen ved Alterets Østside. 003 LEV 001 017 Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 002 001 Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN, skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. 003 LEV 002 002 Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN; 003 LEV 002 003 men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner som en højhellig Del af HERRENs Ildofre. 003 LEV 002 004 Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie. 003 LEV 002 005 Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie; 003 LEV 002 006 du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et Afgrødeoffer. 003 LEV 002 007 Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det tilberedes af fint Hvedemel med Olie. 003 LEV 002 008 Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det hen til Alteret; 003 LEV 002 009 og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 002 010 Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner som en højhellig Del af HERRENs Ofre. 003 LEV 002 011 Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret; thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som Ildoffer for HERREN. 003 LEV 002 012 Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft. 003 LEV 002 013 Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer, du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine Offergaver. 003 LEV 002 014 Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden, skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn; 003 LEV 002 015 og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et Afgrødeoffer, 003 LEV 002 016 Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien, skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN. 003 LEV 003 001 Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han bringer HERREN. 003 LEV 003 002 Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne, skal sprænge Blodet rundt om på Alteret. 003 LEV 003 003 Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene, 003 LEV 003 004 begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne. 003 LEV 003 005 Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 003 006 Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN. tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr, han bringer. 003 LEV 003 007 Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det hen for HERRENs Åsyn 003 LEV 003 008 og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf rundt om på Alteret. 003 LEV 003 009 Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene, 003 LEV 003 010 begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne. 003 LEV 003 011 Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, Ildofferspise for HERREN. 003 LEV 003 012 Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for HERRENs Åsyn 003 LEV 003 013 og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om på Alteret. 003 LEV 003 014 Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene, 003 LEV 003 015 begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne. 003 LEV 003 016 Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs. 003 LEV 003 017 En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt, hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde! 003 LEV 004 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 003 LEV 004 002 Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal følgende iagttages: 003 LEV 004 003 Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer. 003 LEV 004 004 Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for HERRENs Åsyn, 003 LEV 004 005 og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe det ind i Åbenbaringsteltet, 003 LEV 004 006 og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng; 003 LEV 004 007 og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 003 LEV 004 008 Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene, 003 LEV 004 009 begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne, 003 LEV 004 010 på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret. 003 LEV 004 011 Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved, Skinneben, Indvolde og Skarn, 003 LEV 004 012 hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted, til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske; dyngen skal den brændes. 003 LEV 004 013 Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs Forbud og derved pådraget sig Skyld, 003 LEV 004 014 da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet, bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal føre den hen foran Åbenbaringsteltet, 003 LEV 004 015 og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn. 003 LEV 004 016 Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i Åbenbaringsteltet, 003 LEV 004 017 og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget; 003 LEV 004 018 og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, 003 LEV 004 019 Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på Alteret. 003 LEV 004 020 Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de finder Tilgivelse. 003 LEV 004 021 Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer. 003 LEV 004 022 Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld, 003 LEV 004 023 og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk. 003 LEV 004 024 Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer. 003 LEV 004 025 Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han udgyde ved Brændofferalterets Fod. 003 LEV 004 026 Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for hans Synd, så han finder Tilgivelse. 003 LEV 004 027 Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld, 003 LEV 004 028 og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en lydefri Ged. 003 LEV 004 029 Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes. 003 LEV 004 030 Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han udgyde ved Alterets Fod. 003 LEV 004 031 Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe ham Soning, så han finder Tilgivelse. 003 LEV 004 032 Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam, da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer. 003 LEV 004 033 Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes. 003 LEV 004 034 Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal han udgyde ved Alterets fod, 003 LEV 004 035 og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder Tilgivelse. 003 LEV 005 001 Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde kender Sagen, og således pådrager sig Skyld, 003 LEV 005 002 eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst, 003 LEV 005 003 eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst, 003 LEV 005 004 eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse Tilfælde, 003 LEV 005 005 så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med, 003 LEV 005 006 og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal Præsten skaffe ham Soning for hans Synd. 003 LEV 005 007 Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en som Syndoffer og en som Brændoffer. 003 LEV 005 008 Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af 003 LEV 005 009 og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et Syndoffer. 003 LEV 005 010 Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder Tilgivelse. 003 LEV 005 011 Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer. 003 LEV 005 012 Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et Syndoffer. 003 LEV 005 013 Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet. 003 LEV 005 014 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 005 015 Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt; 003 LEV 005 016 og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien. Han skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse. 003 LEV 005 017 Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og pådrager sig Skyld, 003 LEV 005 018 da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var ham vitterlig, så han finder Tilgivelse. 003 LEV 005 019 Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for HERREN. 003 LEV 006 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 006 002 Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN, idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han aftvinger sin Næste noget, 003 LEV 006 003 eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket forsynder sig ved at gøre, 003 LEV 006 004 så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, 003 LEV 006 005 eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod. 003 LEV 006 006 Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder, der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til Præsten. 003 LEV 006 007 Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig Skyld. 003 LEV 006 008 HERREN taled fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 006 009 Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes ved lige dermed. 003 LEV 006 010 Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken, som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret, og lægge den ved Siden af Alteret. 003 LEV 006 011 Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted. 003 LEV 006 012 Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud: og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes Fedtdele som Røgoffer derpå. 003 LEV 006 013 En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå ud. 003 LEV 006 014 Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det for HERRENs Åsyn, hen til Alteret. 003 LEV 006 015 Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 006 016 Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de spise det. 003 LEV 006 017 Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og Skyldofferet. 003 LEV 006 018 Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig. 003 LEV 006 019 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 006 020 Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer, Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen. 003 LEV 006 021 Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 006 022 Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som Heloffer skal det ofres. 003 LEV 006 023 Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må ikke spises. 003 LEV 006 024 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 006 025 Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt. 003 LEV 006 026 Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård. 003 LEV 006 027 Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er stænket på, tvættes på et helligt Sted. 003 LEV 006 028 Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand. 003 LEV 006 029 Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er højhelligt. 003 LEV 006 030 Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det skal opbrændes. 003 LEV 007 001 Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt 003 LEV 007 002 Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes. Dets Blod skal sprænges rundt om på Alteret, 003 LEV 007 003 og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene, 003 LEV 007 004 begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved Nyrerne. 003 LEV 007 005 Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer for HERREN. Det er et Skyldoffer. 003 LEV 007 006 Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt Sted skal det spises; det er højhelligt. 003 LEV 007 007 Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved det. 003 LEV 007 008 Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af det Brændoffer, han frembærer, tilfalde. 003 LEV 007 009 Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det; 003 LEV 007 010 men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt, tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden. 003 LEV 007 011 Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN. 003 LEV 007 012 Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie, og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie; 003 LEV 007 013 sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som sit Lovprisningstakoffer. 003 LEV 007 014 Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger Blodet af Takofferet på Alteret. 003 LEV 007 015 Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen. 003 LEV 007 016 Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men hvad der levnes, må spises Dagen efter; 003 LEV 007 017 men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den tredje Dag; 003 LEV 007 018 og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød, og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde. 003 LEV 007 019 Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren, spise Kødet; 003 LEV 007 020 men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer, skal udryddes af sin Slægt; 003 LEV 007 021 og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt. 003 LEV 007 022 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 007 023 Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst Fedt af Okser, Får eller Geder. 003 LEV 007 024 Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må under ingen Omstændigheder spise det. 003 LEV 007 025 Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af sit Folk. 003 LEV 007 026 Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller Kvæg, hvor I end opholder eder; 003 LEV 007 027 enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin Slægt. 003 LEV 007 028 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 007 029 Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham tilkommende Offergave; 003 LEV 007 030 med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen kan udføres dermed for HERRENs Åsyn; 003 LEV 007 031 og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner. 003 LEV 007 032 Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders Takofre. 003 LEV 007 033 Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet, ham tilfalder højre Kølle som hans Del. 003 LEV 007 034 Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos Israeliterne. 003 LEV 007 035 Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre Præstetjeneste for HERREN, 003 LEV 007 036 den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt til Slægt. 003 LEV 007 037 Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet, Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet, 003 LEV 007 038 som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken. 003 LEV 008 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 008 002 "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien, Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød 003 LEV 008 003 og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til Åbenbaringsteltet!" 003 LEV 008 004 Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 003 LEV 008 005 Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at gøre." 003 LEV 008 006 Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med Vand. 003 LEV 008 007 Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte og bandt dermed Efoden fast på ham; 003 LEV 008 008 så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i Brystskjoldet, 003 LEV 008 009 lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses. 003 LEV 008 010 Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene deri og helligede dem; 003 LEV 008 011 så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at hellige dem; 003 LEV 008 012 derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham. 003 LEV 008 013 Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler, omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som HERREN havde pålagt Moses. 003 LEV 008 014 Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved. 003 LEV 008 015 Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således helligede han det ved at skaffe Soning for det. 003 LEV 008 016 Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret. 003 LEV 008 017 Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren, som HERREN havde pålagt Moses. 003 LEV 008 018 Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved. 003 LEV 008 019 Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret; 003 LEV 008 020 og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og Fedtet som Røgoffer, 003 LEV 008 021 men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som HERREN havde pålagt Moses. 003 LEV 008 022 Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved. 003 LEV 008 023 Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå. 003 LEV 008 024 Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret. 003 LEV 008 025 Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre Kølle: 003 LEV 008 026 Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle, 003 LEV 008 027 lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn. 003 LEV 008 028 Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN. 003 LEV 008 029 Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen, som HERREN havde pålagt Moses. 003 LEV 008 030 Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres Klæder. 003 LEV 008 031 Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og hans Sønner skal spise det! 003 LEV 008 032 Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde. 003 LEV 008 033 I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet, indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders Indsættelse. 003 LEV 008 034 Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende Dage for at skaffe eder Soning. 003 LEV 008 035 Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig, for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!" 003 LEV 008 036 Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved Moses. 003 LEV 009 001 Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels Ældste til sig 003 LEV 009 002 og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs Åsyn. 003 LEV 009 003 Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til Brændoffer 003 LEV 009 004 og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil HERREN vise sig for eder!" 003 LEV 009 005 Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede sig for HERRENs Åsyn. 003 LEV 009 006 Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre, for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder." 003 LEV 009 007 Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således som HERREN har påbudt!" 003 LEV 009 008 Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv; 003 LEV 009 009 og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet hældte han ud ved Alterets Fod. 003 LEV 009 010 Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses; 003 LEV 009 011 men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren. 003 LEV 009 012 Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret. 003 LEV 009 013 Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret. 003 LEV 009 014 Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret. 003 LEV 009 015 Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme Måde som den før nævnte; 003 LEV 009 016 så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne Måde; 003 LEV 009 017 derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige Morgenbrændoffer; 003 LEV 009 018 så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret. 003 LEV 009 019 Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen, 003 LEV 009 020 disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne bragte han som Røgoffer på Alteret, 003 LEV 009 021 men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt. 003 LEV 009 022 Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og Takofferet. 003 LEV 009 023 Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for alt Folket; 003 LEV 009 024 og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og faldt ned på deres Ansigt. 003 LEV 010 001 Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed Ild, som han ikke havde pålagt dem. 003 LEV 010 002 Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for HERRENs Åsyn. 003 LEV 010 003 Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav. 003 LEV 010 004 Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort fra Helligdommen uden for Lejren!" 003 LEV 010 005 Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses havde sagt. 003 LEV 010 006 Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder, ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt; 003 LEV 010 007 og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø, thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde. 003 LEV 010 008 Og HERREN talede til Aron og sagde: 003 LEV 010 009 Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, 003 LEV 010 010 for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, 003 LEV 010 011 og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har kundgjort dem ved Moses. 003 LEV 010 012 Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer, og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt; 003 LEV 010 013 I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det mig påbudt. 003 LEV 010 014 Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre; 003 LEV 010 015 Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN har påbudt!" 003 LEV 010 016 Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons tilbageblevne Sønner, og sagde: 003 LEV 010 017 "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted? Det er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for HERRENs Åsyn. 003 LEV 010 018 Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre, derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige Sted, således som jeg har påbudt!" 003 LEV 010 019 Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?" 003 LEV 010 020 Da Mose's hørte dette, billigede han det. 003 LEV 011 001 HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem: 003 LEV 011 002 Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise følgende: 003 LEV 011 003 Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må I spise. 003 LEV 011 004 Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem, der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal være eder uren; 003 LEV 011 005 Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove: den skal være eder uren; 003 LEV 011 006 Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal være eder uren; 003 LEV 011 007 Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger ikke Drøv; det skal være eder urent. 003 LEV 011 008 Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre; de skal være eder urene. 003 LEV 011 009 Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I spise; 003 LEV 011 010 men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed. 003 LEV 011 011 De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed. 003 LEV 011 012 Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en Vederstyggelighed. 003 LEV 011 013 Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben, Havørnen, 003 LEV 011 014 Glenten, de forskellige Arter af Falke, 003 LEV 011 015 alle de forskellige Arter af Ravne, 003 LEV 011 016 Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge, 003 LEV 011 017 Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen, 003 LEV 011 018 Tinsjemetfuglen, Pelikanen, Ådselgribben, 003 LEV 011 019 Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og Flagermusen. 003 LEV 011 020 Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en Vederstyggelighed. 003 LEV 011 021 Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe med på Jorden. 003 LEV 011 022 Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper, Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper. 003 LEV 011 023 Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en Vederstyggelighed. 003 LEV 011 024 Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne af dem, bliver uren til Aften, 003 LEV 011 025 og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften: 003 LEV 011 026 Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver uren. 003 LEV 011 027 Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene; enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften, 003 LEV 011 028 og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften; de skal være eder urene. 003 LEV 011 029 Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene: Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben, 003 LEV 011 030 Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret. 003 LEV 011 031 Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften; 003 LEV 011 032 alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent, alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og være urent til Aften; derpå skal det være rent. 003 LEV 011 033 Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker; 003 LEV 011 034 alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar. 003 LEV 011 035 Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent; Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de være eder. 003 LEV 011 036 Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri, bliver uren. 003 LEV 011 037 Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren; 003 LEV 011 038 men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af den Slags ned på den, skal den være eder uren. 003 LEV 011 039 Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den, der rører ved den døde Krop, være uren til Aften. 003 LEV 011 040 Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften. 003 LEV 011 041 Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må ikke spises; 003 LEV 011 042 intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed. 003 LEV 011 043 Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene deraf: 003 LEV 011 044 thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som helst Kryb, der rører sig på Jorden; 003 LEV 011 045 thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig! 003 LEV 011 046 Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på Jorden, 003 LEV 011 047 til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må spises, og dem, der ikke må spises. 003 LEV 012 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 003 LEV 012 002 Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren. 003 LEV 012 003 På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud. 003 LEV 012 004 Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme. 003 LEV 012 005 Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit Renselsesblod. 003 LEV 012 006 Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang; 003 LEV 012 007 og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige. 003 LEV 012 008 Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver ren. 003 LEV 013 001 Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 003 LEV 013 002 Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud, skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner, Præsterne. 003 LEV 013 003 Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren. 003 LEV 013 004 Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide. så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage; 003 LEV 013 005 og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da, at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden, skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage; 003 LEV 013 006 og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og være ren. 003 LEV 013 007 Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten, når han anden Gang lader sig syne af ham, 003 LEV 013 008 ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 003 LEV 013 009 Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til Præsten, 003 LEV 013 010 og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der vokser vildt Kød i Hævelsen, 003 LEV 013 011 så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi han er uren. 003 LEV 013 012 Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten kan se, 003 LEV 013 013 og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid, han er ren. 003 LEV 013 014 Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren; 003 LEV 013 015 og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed. 003 LEV 013 016 Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal han gå til Præsten; 003 LEV 013 017 og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han er ren. 003 LEV 013 018 Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt, 003 LEV 013 019 og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten; 003 LEV 013 020 og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem efter Betændelsen. 003 LEV 013 021 Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage; 003 LEV 013 022 og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 003 LEV 013 023 Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig, da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham for ren. 003 LEV 013 024 Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet, 003 LEV 013 025 så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 003 LEV 013 026 Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke ham inde i syv Dage; 003 LEV 013 027 og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 003 LEV 013 028 Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er et Ar efter Brandsåret. 003 LEV 013 029 Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg, 003 LEV 013 030 skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv, Spedalskhed i Hoved eller Skæg. 003 LEV 013 031 Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage; 003 LEV 013 032 og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, 003 LEV 013 033 da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv Dage. 003 LEV 013 034 På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og være ren. 003 LEV 013 035 Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret for ren, 003 LEV 013 036 da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er guldgule Hår; han er uren. 003 LEV 013 037 Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten skal erklære ham for ren. 003 LEV 013 038 Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på Huden, 003 LEV 013 039 skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er brudt ud på Huden; han er ren. 003 LEV 013 040 Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun isseskaldet; han er ren. 003 LEV 013 041 Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han kun pandeskaldet; han er ren. 003 LEV 013 042 Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse eller Pande. 003 LEV 013 043 Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid, af samme Udseende som Spedalskhed på Huden, 003 LEV 013 044 så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for uren; på sit Hoved er han angrebet. 003 LEV 013 045 Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe. 003 LEV 013 046 Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være. 003 LEV 013 047 Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller Lærred 003 LEV 013 048 eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på Læder eller Læderting af enhver Art 003 LEV 013 049 og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten. 003 LEV 013 050 Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne Ting inde i syv Dage. 003 LEV 013 051 På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden ondartet Spedalskhed, det er urent. 003 LEV 013 052 Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes. 003 LEV 013 053 Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de forskellige Slags Læderting, 003 LEV 013 054 så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og derpå igen lukke den inde i syv Dage. 003 LEV 013 055 Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet, og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen. 003 LEV 013 056 Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede Stof. 003 LEV 013 057 Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de angrebne Ting. 003 LEV 013 058 Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal tvættes på ny; så er det rent. 003 LEV 013 059 Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter den skal de erklæres for rene eller urene. 003 LEV 014 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 014 002 Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten, 003 LEV 014 003 og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske, 003 LEV 014 004 skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal renses. 003 LEV 014 005 Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et Lerkar med rindende Vand. 003 LEV 014 006 Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand, 003 LEV 014 007 og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den levende Fugl flyve ud over Marken. 003 LEV 014 008 Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit Telt. 003 LEV 014 009 På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår, sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han ren. 003 LEV 014 010 Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie. 003 LEV 014 011 Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang. 003 LEV 014 012 Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 013 Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder Skyldofferet Præsten; det er højhelligt. 003 LEV 014 014 Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå; 003 LEV 014 015 og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og hælde det i sin venstre Hånd, 003 LEV 014 016 og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 017 Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod. 003 LEV 014 018 Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd, på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 019 Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal renses, Soning for hans Urenhed. 003 LEV 014 020 Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret og således skaffe ham Soning; så er han ren. 003 LEV 014 021 Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie 003 LEV 014 022 og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer. 003 LEV 014 023 Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 024 Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 025 Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå. 003 LEV 014 026 Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd, 003 LEV 014 027 og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 028 Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod. 003 LEV 014 029 Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 030 Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu har evnet at give, 003 LEV 014 031 den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses, Soning for HERRENs Åsyn. 003 LEV 014 032 Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse. 003 LEV 014 033 Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 003 LEV 014 034 Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland, 003 LEV 014 035 så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige: "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!" 003 LEV 014 036 Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at syne Huset. 003 LEV 014 037 Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud til at ligge dybere end Væggen udenom, 003 LEV 014 038 skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket i syv Dage. 003 LEV 014 039 På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge, 003 LEV 014 040 skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste dem hen på et urent Sted uden for Byen 003 LEV 014 041 og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen. 003 LEV 014 042 Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed. 003 LEV 014 043 Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny, 003 LEV 014 044 skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed, der er på Huset; det er urent. 003 LEV 014 045 Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen. 003 LEV 014 046 Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren til Aften; 003 LEV 014 047 den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser deri, skal tvætte sine Klæder. 003 LEV 014 048 Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny, skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt. 003 LEV 014 049 Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist. 003 LEV 014 050 Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand, 003 LEV 014 051 og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset 003 LEV 014 052 og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det karmoisinrøde Garn. 003 LEV 014 053 Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent. 003 LEV 014 054 Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv, 003 LEV 014 055 om Spedalskhed på Klæder og Huse 003 LEV 014 056 og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter, 003 LEV 014 057 til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er Loven om Spedalskhed. 003 LEV 015 001 HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: 003 LEV 015 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra sin Blusel, da er dette hans Flåd urent. 003 LEV 015 003 Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd tilbage, er der Urenhed hos ham. 003 LEV 015 004 Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent. 003 LEV 015 005 Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; 003 LEV 015 006 den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; 003 LEV 015 007 den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 008 Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 009 Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd, skal være urent. 003 LEV 015 010 Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 011 Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 012 Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og alle Trækar skal skylles i Vand. 003 LEV 015 013 Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han ren. 003 LEV 015 014 Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets indgang og give Præsten dem. 003 LEV 015 015 Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn for hans Flåd. 003 LEV 015 016 Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 017 Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes i Vand og være urent til Aften. 003 LEV 015 018 Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i Vand og være urene til Aften. 003 LEV 015 019 Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel, da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved hende, skal være uren til Aften. 003 LEV 015 020 Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent. 003 LEV 015 021 Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; 003 LEV 015 022 og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 023 Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften. 003 LEV 015 024 Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje, han ligger på, skal være urent. 003 LEV 015 025 Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren; 003 LEV 015 026 ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige Urenhed; 003 LEV 015 027 enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften. 003 LEV 015 028 Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage frem og så være ren. 003 LEV 015 029 På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang. 003 LEV 015 030 Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd. 003 LEV 015 031 I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres Midte, uren. 003 LEV 015 032 Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går Sæd, så de bliver urene derved, 003 LEV 015 033 og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene Kvinder. 003 LEV 016 001 HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde, 003 LEV 016 002 og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer til Syne i Skyen over Sonedækket. 003 LEV 016 003 Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer; 003 LEV 016 004 han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem. 003 LEV 016 005 Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer. 003 LEV 016 006 Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus Soning. 003 LEV 016 007 Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 003 LEV 016 008 Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et for Azazel; 003 LEV 016 009 og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem og ofre som Syndoffer; 003 LEV 016 010 men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over den og sende den ud i Ørkenen til Azazel. 003 LEV 016 011 Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr. 003 LEV 016 012 Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det inden for Forhænget. 003 LEV 016 013 Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at han ikke skal dø. 003 LEV 016 014 Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv Gange stænke noget af Blodet med sin Finger. 003 LEV 016 015 Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke det på Sonedækket og foran Sonedækket. 003 LEV 016 016 Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos dem midt i deres, Urenhed. 003 LEV 016 017 Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling Soning. 003 LEV 016 018 Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod og stryge det rundt om på Alterets Horn, 003 LEV 016 019 og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes Urenheder. 003 LEV 016 020 Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen, Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende Buk frem. 003 LEV 016 021 Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede dertil. 003 LEV 016 022 Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen. 003 LEV 016 023 Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen, og lægge dem der; 003 LEV 016 024 så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning. 003 LEV 016 025 Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret. 003 LEV 016 026 Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren. 003 LEV 016 027 Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn. 003 LEV 016 028 Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme; derefter må han komme ind i Lejren. 003 LEV 016 029 Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde, både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder. 003 LEV 016 030 Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle eders Synder renses I for HERRENs Åsyn. 003 LEV 016 031 Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det skal være en evig gyldig Anordning. 003 LEV 016 032 Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig Linnedklæderne, de hellige Klæder, 003 LEV 016 033 og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning. 003 LEV 016 034 Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses. 003 LEV 017 001 HERREN talede til Moses og sagde: 003 LEV 017 002 Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Dette har HERREN påbudt: 003 LEV 017 003 Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren, 003 LEV 017 004 uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den Mand skal udryddes af sit Folk. 003 LEV 017 005 Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre til HERREN. 003 LEV 017 006 Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig Duft for HERREN. 003 LEV 017 007 Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra Slægt til Slægt! 003 LEV 017 008 Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller Slagtoffer 003 LEV 017 009 og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt. 003 LEV 017 010 Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk. 003 LEV 017 011 Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet, som skaffer Soning, fordi det er Sjælen. 003 LEV 017 012 Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde Blod. 003 LEV 017 013 Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med Jord. 003 LEV 017 014 Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl; derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der nyder det, skal udryddes. 003 LEV 017 015 Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; så er han ren. 003 LEV 017 016 Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han undgælde for sin Brøde. 003 LEV 018 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 018 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 018 003 Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle, og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger. 003 LEV 018 004 Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 018 005 I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN! 003 LEV 018 006 Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han blotter deres Blusel. Jeg er HERREN! 003 LEV 018 007 Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din Moder, du må ikke blotte hendes Blusel! 003 LEV 018 008 Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders Blusel. 003 LEV 018 009 Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet, hendes Blusel må du ikke blotte. 003 LEV 018 010 Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte, det er din egen Blusel. 003 LEV 018 011 En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster hendes Blusel må du ikke blotte. 003 LEV 018 012 Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige Slægtning. 003 LEV 018 013 Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige Slægtning. 003 LEV 018 014 Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans Hustru nær, hun er din Faster. 003 LEV 018 015 Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru, du må ikke blotte hendes Blusel. 003 LEV 018 016 Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders Blusel. 003 LEV 018 017 En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er grov Utugt. 003 LEV 018 018 Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel. 003 LEV 018 019 Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed, så du blotter hendes Blusel. 003 LEV 018 020 Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren ved hende. 003 LEV 018 021 Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN! 003 LEV 018 022 Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. 003 LEV 018 023 Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel. 003 LEV 018 024 Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene. 003 LEV 018 025 Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde, og Landet udspyede sine Indbyggere. 003 LEV 018 026 Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder 003 LEV 018 027 thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var der før eder, og Landet blev urent 003 LEV 018 028 for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom det udspyede det Folk, som var der før eder. 003 LEV 018 029 Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk. 003 LEV 018 030 Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 019 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 019 002 Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig! 003 LEV 019 003 I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal I holde. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 019 004 Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 019 005 Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I kan vinde Guds Velbehag. 003 LEV 019 006 Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der levnes til den tredje Dag, skal opbrændes; 003 LEV 019 007 spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og vinder ikke Guds Velbehag; 003 LEV 019 008 den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal udryddes af sin Slægt. 003 LEV 019 009 Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din Høst. 003 LEV 019 010 Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 019 011 I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre. 003 LEV 019 012 I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds Navn. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 013 Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens Løn må ikke blive hos dig Natten over. 003 LEV 019 014 Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 015 I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du skal dømme din Næste med Retfærdighed. 003 LEV 019 016 Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din Næste efter Livet. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 017 Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for hans Skyld. 003 LEV 019 018 Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 019 Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn. 003 LEV 019 020 Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde, en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi hun var ikke frigivet. 003 LEV 019 021 Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder, 003 LEV 019 022 og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder Tilgivelse for den Synd, han har begået. 003 LEV 019 023 Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de være eder uomskårne og må ikke spises; 003 LEV 019 024 det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges HERREN; 003 LEV 019 025 først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 019 026 I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med at tage Varsler og øve Trolddom. 003 LEV 019 027 I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit Skæg; 003 LEV 019 028 I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 029 Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor, for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt. 003 LEV 019 030 Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 031 Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke, så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 019 032 Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN! 003 LEV 019 033 Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide Overlast; 003 LEV 019 034 som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld! 003 LEV 019 035 Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt eller Rummål; 003 LEV 019 036 Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten! 003 LEV 019 037 Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er HERREN! 003 LEV 020 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 020 002 Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham, 003 LEV 020 003 og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn; 003 LEV 020 004 og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham, 003 LEV 020 005 så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med Molok, af deres Folk. 003 LEV 020 006 Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og udrydde ham af hans Folk. 003 LEV 020 007 Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 020 008 Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som helliger eder! 003 LEV 020 009 Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler der Blodskyld på ham. 003 LEV 020 010 Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden, Horkarlen såvel som Horkvinden. 003 LEV 020 011 Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på dem. 003 LEV 020 012 Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem. 003 LEV 020 013 Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld på dem. 003 LEV 020 014 Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov Utugt iblandt eder. 003 LEV 020 015 Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret skal I slå ihjel. 003 LEV 020 016 Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld på dem. 003 LEV 020 017 Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter, til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn; han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin Brøde. 003 LEV 020 018 Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge udryddes af deres Folk. 003 LEV 020 019 Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den, der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal undgælde for deres Brøde. 003 LEV 020 020 Om nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd og dø barnløse. 003 LEV 020 021 Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive barnløse. 003 LEV 020 022 Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder. 003 LEV 020 023 Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem 003 LEV 020 024 og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag. 003 LEV 020 025 I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad jeg har udskilt for eder og erklæret for urent. 003 LEV 020 026 Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til. 003 LEV 020 027 Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler Blodskyld på dem. 003 LEV 021 001 Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin Slægt, 003 LEV 021 002 medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder 003 LEV 021 003 eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved hende; 003 LEV 021 004 men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse. 003 LEV 021 005 De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme. 003 LEV 021 006 Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise; derfor skal de være hellige. 003 LEV 021 007 En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er helliget sin Gud. 003 LEV 021 008 Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise; han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger dem. 003 LEV 021 009 Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål, 003 LEV 021 010 Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller sønderrive sine Klæder. 003 LEV 021 011 Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin Fader eller Moder må han gøre sig uren. 003 LEV 021 012 Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er HERREN! 003 LEV 021 013 Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru; 003 LEV 021 014 en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte, kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru, 003 LEV 021 015 for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi jeg er HERREN, som helliger ham. 003 LEV 021 016 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 021 017 Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter, som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds Spise, 003 LEV 021 018 det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel 003 LEV 021 019 eller med Brud på Ben eller Arm 003 LEV 021 020 eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har svulne Testikler. 003 LEV 021 021 Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl, nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds Spise. 003 LEV 021 022 Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og det, som er helligt, 003 LEV 021 023 men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem. 003 LEV 021 024 Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne. 003 LEV 022 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 022 002 Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN! 003 LEV 022 003 Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær, Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit Åsyn. Jeg er HERREN! 003 LEV 022 004 Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den, der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der går Sæd, 003 LEV 022 005 eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af hvad Art hans Urenhed være kan, 003 LEV 022 006 enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i Vand. 003 LEV 022 007 Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af Helliggaverne, thi de er hans Mad. 003 LEV 022 008 Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre sig uren derved. Jeg er HERREN! 003 LEV 022 009 De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som helliger dem. 003 LEV 022 010 Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige. 003 LEV 022 011 Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af hans Mad. 003 LEV 022 012 Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de ydede Helliggaver; 003 LEV 022 013 men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må spise deraf. 003 LEV 022 014 Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel. 003 LEV 022 015 Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder HERREN, 003 LEV 022 016 og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem. 003 LEV 022 017 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 022 018 Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer, 003 LEV 022 019 så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne; 003 LEV 022 020 I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved vinder I ikke eders Guds Velbehag. 003 LEV 022 021 Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer, da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have; 003 LEV 022 022 et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm, sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN. 003 LEV 022 023 Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag. 003 LEV 022 024 Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders Land. 003 LEV 022 025 Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl; ved dem vinder I ikke Guds Velbehag. 003 LEV 022 026 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 022 027 Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til HERREN. 003 LEV 022 028 I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som dets Afkom. 003 LEV 022 029 Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det således, at det kan vinde eder Guds Velbehag. 003 LEV 022 030 Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste Morgen. Jeg er HERREN! 003 LEV 022 031 I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN! 003 LEV 022 032 I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder, 003 LEV 022 033 som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HERREN! 003 LEV 023 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 023 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine Festtider følgende: 003 LEV 023 003 I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre, det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor. 003 LEV 023 004 Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal udråbe, hver til sin Tid: 003 LEV 023 005 På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det Påske for HERREN. 003 LEV 023 006 På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød. 003 LEV 023 007 På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre. 003 LEV 023 008 I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre. 003 LEV 023 009 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 023 010 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten Førstegrødeneget af eders Høst. 003 LEV 023 011 Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten udføre Svingningen dermed. 003 LEV 023 012 Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN, 003 LEV 023 013 og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie, dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer. 003 LEV 023 014 Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor. 003 LEV 023 015 Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger - 003 LEV 023 016 til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for HERREN. 003 LEV 023 017 Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede, en Førstegrødegave til HERREN. 003 LEV 023 018 Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig Duft. 003 LEV 023 019 Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som Takoffer. 003 LEV 023 020 Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN helligede og tilfalde Præsten. 003 LEV 023 021 På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning, overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt. 003 LEV 023 022 Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 023 023 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 023 024 Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med Højtidsstævne; 003 LEV 023 025 I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre. 003 LEV 023 026 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 023 027 På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen; da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre; 003 LEV 023 028 I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders Guds Åsyn. 003 LEV 023 029 Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin Slægt; 003 LEV 023 030 og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det Menneske vil jeg udslette af hans Folk. 003 LEV 023 031 I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor. 003 LEV 023 032 Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste Aften skal I holde eders Hviledag. 003 LEV 023 033 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 023 034 Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for HERREN. 003 LEV 023 035 På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre. 003 LEV 023 036 Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er festlig Samling, I må intet Arbejde gøre. 003 LEV 023 037 Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den bestemte Ofre, 003 LEV 023 038 foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN. 003 LEV 023 039 Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på den ottende dag skal der holdes Hviledag. 003 LEV 023 040 Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være glade for HERREN eders Guds Åsyn. 003 LEV 023 041 I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i den syvende Måned skal I fejre den. 003 LEV 023 042 I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo i Løvhytter, 003 LEV 023 043 for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 023 044 Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider. 003 LEV 024 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 024 002 Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på. 003 LEV 024 003 I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; 003 LEV 024 004 på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs Åsyn, så de kan brænde bestandig. 003 LEV 024 005 Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa til hver Kage, 003 LEV 024 006 og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for HERRENs Åsyn; 003 LEV 024 007 på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN. 003 LEV 024 008 Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt. 003 LEV 024 009 De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre. 003 LEV 024 010 En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den israelitiske Kvindes Søn og en Israelit, 003 LEV 024 011 og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en Datter af Dibri af Dans Stamme. 003 LEV 024 012 Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs Mund. 003 LEV 024 013 Og HERREN talede til Moses og sagde: 003 LEV 024 014 Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele Menigheden stene ham. 003 LEV 024 015 Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin Synd; 003 LEV 024 016 og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide Døden når han forbander Navnet. 003 LEV 024 017 Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden. 003 LEV 024 018 Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende Dyr for et levende Dyr. 003 LEV 024 019 Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet, 003 LEV 024 020 Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv. 003 LEV 024 021 Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den, der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden. 003 LEV 024 022 En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 024 023 Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde pålagt Moses. 003 LEV 025 001 Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde: 003 LEV 025 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for. HERREN. 003 LEV 025 003 Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din Vingård og indsamle Landets Afgrøde; 003 LEV 025 004 men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og din Vingård må du ikke beskære. 003 LEV 025 005 Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et Sabbatsår for Landet. 003 LEV 025 006 Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede hos dig; 003 LEV 025 007 dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til Føde. 003 LEV 025 008 Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År. 003 LEV 025 009 Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde rundt om i hele eders Land. 003 LEV 025 010 Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt; 003 LEV 025 011 et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke; 003 LEV 025 012 thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise, hvad Marken bærer af sig selv. 003 LEV 025 013 I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom. 003 LEV 025 014 Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I ikke forurette hinanden. 003 LEV 025 015 Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med Afgrøderne indtil næste Jubelår. 003 LEV 025 016 Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal Afgrøder. 003 LEV 025 017 Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud, thi jeg er HERREN din Gud! 003 LEV 025 018 I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet, 003 LEV 025 019 og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo trygt deri. 003 LEV 025 020 Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?" 003 LEV 025 021 så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År; 003 LEV 025 022 i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde kommer, skal I leve af gammelt Korn. 003 LEV 025 023 Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig; 003 LEV 025 024 overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan indløses. 003 LEV 025 025 Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for ham og indløse, hvad hans Broder har solgt. 003 LEV 025 026 Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe den fornødne Løsesum, 003 LEV 025 027 skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage, og derpå igen overtage sin Ejendom. 003 LEV 025 028 Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter kan overtage sin Ejendom. 003 LEV 025 029 Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans Indløsningsret gælder et År. 003 LEV 025 030 Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i Jubelåret. 003 LEV 025 031 Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure, til Marklandet; for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret bliver de fri. 003 LEV 025 032 Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for Leviterne; 003 LEV 025 033 og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende, bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt Israeliterne. 003 LEV 025 034 Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges, thi de tilhører dem som evigt Eje. 003 LEV 025 035 Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig. 003 LEV 025 036 Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din Broder leve hos dig; 003 LEV 025 037 du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde mod Opgæld. 003 LEV 025 038 Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud. 003 LEV 025 039 Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl, 003 LEV 025 040 men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han skal arbejde hos dig til Jubelåret. 003 LEV 025 041 Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til sin Slægt og sine Fædres Ejendom, 003 LEV 025 042 thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke sælges, som man sælger Trælle. 003 LEV 025 043 Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte din Gud. 003 LEV 025 044 Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af de Folkeslag, der bor rundt om eder; 003 LEV 025 045 også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom, 003 LEV 025 046 og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over Broder. 003 LEV 025 047 Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand, og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller til en Efterkommer af en fremmeds Slægt, 003 LEV 025 048 så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans Brødre må indløse ham, 003 LEV 025 049 eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig selv, hvis han får Evne dertil. 003 LEV 025 050 Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en Daglejers. 003 LEV 025 051 Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den tilsvarende Del af Købesummen. 003 LEV 025 052 Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage. 003 LEV 025 053 Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med Hårdhed. 003 LEV 025 054 Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i Jubelåret, både han selv og hans Børn. 003 LEV 025 055 Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 026 001 I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN eders Gud! 003 LEV 026 002 Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg er HERREN! 003 LEV 026 003 Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler efter dem, 003 LEV 026 004 vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt. 003 LEV 026 005 Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i eders Land. 003 LEV 026 006 Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land. 003 LEV 026 007 I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet foran eder. 003 LEV 026 008 Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet foran eder. 003 LEV 026 009 Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder. 003 LEV 026 010 I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må tømme Laderne for det gamle. 003 LEV 026 011 Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. 003 LEV 026 012 Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være mit Folk. 003 LEV 026 013 Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke. 003 LEV 026 014 Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud, 003 LEV 026 015 hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud, så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt, 003 LEV 026 016 så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders Fjender skal fortære den. 003 LEV 026 017 Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger eder. 003 LEV 026 018 Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder. 003 LEV 026 019 Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders Jord som Kobber. 003 LEV 026 020 Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give deres Frugt. 003 LEV 026 021 Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder. 003 LEV 026 022 Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så eders Veje bliver øde. 003 LEV 026 023 Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler genstridigt imod mig, 003 LEV 026 024 så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold for eders Synder. 003 LEV 026 025 Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd. 003 LEV 026 026 Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter Vægt, så I ikke han spise eder mætte. 003 LEV 026 027 Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt mod mig, 003 LEV 026 028 så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte eder syvfold for eders Synder. 003 LEV 026 029 I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I fortære. 003 LEV 026 030 Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder. 003 LEV 026 031 Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme og ikke indånde eders liflige Offerduft. 003 LEV 026 032 Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri, skal blive målløse derover; 003 LEV 026 033 og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken, og eders Byer skal lægges i Ruiner. 003 LEV 026 034 Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få sine Sabbater godtgjort; 003 LEV 026 035 medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på eders Sabbater, dengang I boede deri. 003 LEV 026 036 Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem; 003 LEV 026 037 de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem, skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for eders Fjender. 003 LEV 026 038 I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land skal fortære eder. 003 LEV 026 039 De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres Misgerninger skal de sygne hen ligesom de. 003 LEV 026 040 Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi de handlede genstridigt mod mig, 003 LEV 026 041 måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld. 003 LEV 026 042 Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet vil jeg komme i Hu. 003 LEV 026 043 Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger. 003 LEV 026 044 Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud! 003 LEV 026 045 Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres Gud. Jeg er HERREN! 003 LEV 026 046 Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses. 003 LEV 027 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 003 LEV 027 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder Mennesker, 003 LEV 027 003 så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter hellig Vægt; 003 LEV 027 004 men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel. 003 LEV 027 005 Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti. 003 LEV 027 006 Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre. 003 LEV 027 007 Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en Kvinde. 003 LEV 027 008 Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har aflagt Løftet evner. 003 LEV 027 009 Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt; 003 LEV 027 010 man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt. 003 LEV 027 011 Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten, 003 LEV 027 012 og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde. 003 LEV 027 013 Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen yderligere udrede en Femtedel. 003 LEV 027 014 Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter. 003 LEV 027 015 Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det være hans. 003 LEV 027 016 Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel. 003 LEV 027 017 Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den fulde Vurderingssum; 003 LEV 027 018 helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen. 003 LEV 027 019 Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den over i hans Eje. 003 LEV 027 020 Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en anden, kan den ikke mereindløses; 003 LEV 027 021 da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og tilfalde Præsten som Ejendom. 003 LEV 027 022 Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører til hans Arvejord, 003 LEV 027 023 skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til HERREN; 003 LEV 027 024 i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den af, hvis Arvejord den var. 003 LEV 027 025 Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel. 003 LEV 027 026 Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN. 003 LEV 027 027 Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke, skal det sælges for Vurderingssummen. 003 LEV 027 028 Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker, Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN. 003 LEV 027 029 Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide Døden. 003 LEV 027 030 Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt, tilhører HERREN, det er helliget HERREN. 003 LEV 027 031 Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere udrede en Femtedel. 003 LEV 027 032 Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN. 003 LEV 027 033 Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det må ikke indløses. 003 LEV 027 034 Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg. # # BOOK 004 NUM Numbers 4 Mosebog 004 NUM 001 001 HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i Åbenbaringsteltet på den første Dag i den anden Måned af det andet år efter deres Udvandring fra Ægypten: 004 NUM 001 002 Optag det samlede Tal på hele Israelitternes Menighed efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene på alle af Mandkøn, Hoved for Hoved; 004 NUM 001 003 fra Tyveårsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle våbenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling; 004 NUM 001 004 en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for Stammens Fædrenehuse. 004 NUM 001 005 Navnene på de Mænd, der skal stå eder bi, er følgende: Af Ruben Elizur, Sjedeurs Søn; 004 NUM 001 006 af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn; 004 NUM 001 007 af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn; 004 NUM 001 008 af Issakar Netanel, Zuars Søn; 004 NUM 001 009 af Zebulon Eliab, Helons Søn; 004 NUM 001 010 af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse Gamliel, Pedazurs Søn; 004 NUM 001 011 af Benjamin Abidan, Gidonis Søn; 004 NUM 001 012 af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn; 004 NUM 001 013 af Aser Pagiel, Okrans Søn; 004 NUM 001 014 af Gad Eljasaf, Deuels Søn, 004 NUM 001 015 og af Naftali Ahira, Enans Søn. 004 NUM 001 016 Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer. 004 NUM 001 017 Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet, 004 NUM 001 018 og de kaldte hele Menigheden sammen på den første Dag i den anden Måned. Så lod de sig indføre i Familielisterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, Hoved for Hoved, 004 NUM 001 019 som HERREN havde pålagt Moses. Således mønstrede han dem i Sinaj Ørken. 004 NUM 001 020 Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 021 de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46500. 004 NUM 001 022 Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, så mange af dem, som mønstredes ved Optælling af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 023 de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300. 004 NUM 001 024 Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 025 de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45650. 004 NUM 001 026 Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 027 de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74600. 004 NUM 001 028 Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 029 de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400. 004 NUM 001 030 Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 031 de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 400. 004 NUM 001 032 Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 033 de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40500; 004 NUM 001 034 Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 035 de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32200. 004 NUM 001 036 Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd. 004 NUM 001 037 de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35400. 004 NUM 001 038 Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 039 de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700. 004 NUM 001 040 Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 041 de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500. 004 NUM 001 042 Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd, 004 NUM 001 043 de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400. 004 NUM 001 044 Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede. 004 NUM 001 045 Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd i Israel, 004 NUM 001 046 alle, som mønstredes, udgjorde 603 550. 004 NUM 001 047 Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen med dem. 004 NUM 001 048 HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 001 049 Kun Levis Stamme må du ikke mønstre, og dens samlede Tal må du ikke optage sammen med de andre Israeliters. 004 NUM 001 050 Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig, alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen skal de have deres Lejr. 004 NUM 001 051 Når Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og når Boligen skal gå i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden. 004 NUM 001 052 Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, 004 NUM 001 053 men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for at der ikke skal komme Vrede over Israelitternes Menighed; og Leviterne skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Bolig. 004 NUM 001 054 Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 002 001 HERREN talede til Moses og, Aron og sagde: 004 NUM 002 002 Israeslitene skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit Fædrene hus's Mærke; i en Kreds om Åbenbaringsteltet skal de lejre sig. 004 NUM 002 003 På Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs Søn, som Øverste over Judæerne; 004 NUM 002 004 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74600 Mand. 004 NUM 002 005 Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netanel, Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne; 004 NUM 002 006 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 400 Mand. 004 NUM 002 007 Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over Zebuloniterne; 004 NUM 002 008 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400 Mand. 004 NUM 002 009 De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op først. 004 NUM 002 010 Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd, Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjedeurs Søn, som Øverste over Rubeniterne; 004 NUM 002 011 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500 Mand. 004 NUM 002 012 Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne; 004 NUM 002 013 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59300 Mand. 004 NUM 002 014 Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Reuels Søn, som Øverste over Gadiferne; 004 NUM 002 015 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650 Mand. 004 NUM 002 016 De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række. 004 NUM 002 017 Derpå skal Åbenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de bryde op, hver på sin Plads, Felttegn for Felttegn. 004 NUM 002 018 Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne; 004 NUM 002 019 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 40 500 Mand. 004 NUM 002 020 Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel, Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne; 004 NUM 002 021 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200 Mand. 004 NUM 002 022 Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gidonis Søn, som Øverste over Benjaminiterne; 004 NUM 002 023 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400 Mand. 004 NUM 002 024 De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 108 100 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række. 004 NUM 002 025 Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord, Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som Øverste over Daniterne; 004 NUM 002 026 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700 Mand. 004 NUM 002 027 Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pagiel, Okrans Søn, som Øverste over Aseriterne; 004 NUM 002 028 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 41 500 Mand. 004 NUM 002 029 Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over Naftaliterne; 004 NUM 002 030 de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op fil 53 400 Mand. 004 NUM 002 031 De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157600 Mand. De skal bryde op sidst, Felttegn for Felttegn. 004 NUM 002 032 Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse, alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603 550 Mand. 004 NUM 002 033 Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israelitter, således som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 002 034 Og ganske som HERREN havde pålagt Moses, slog Israeliterne Lejr, Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver med sine Slægter, med sit Fædrenehus. 004 NUM 003 001 Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid HERREN talede på Sinaj Bjerg. 004 NUM 003 002 Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte, Abihu, Eleazar og Itamar; 004 NUM 003 003 det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som indsattes til Præstetjeneste. 004 NUM 003 004 Men Nadab og Abihu døde for HERRENs Åsyn, da de frembar fremmed Ild for HERRENs Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest: for deres Fader Arons Åsyn. 004 NUM 003 005 HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 003 006 Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron, for at de kan gå ham til Hånde. 004 NUM 003 007 De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved Boligen, 004 NUM 003 008 og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på, hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet ved Boligen. 004 NUM 003 009 Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham overgivet som Gave fra Israeliterne. 004 NUM 003 010 Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal lide Døden. 004 NUM 003 011 HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 003 012 Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom; 004 NUM 003 013 thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre. 004 NUM 003 014 HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde: 004 NUM 003 015 Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du mønstre. 004 NUM 003 016 Da mønstrede Moses dem på HERRENs Bud, som der var ham pålagt. 004 NUM 003 017 Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og Merari. 004 NUM 003 018 Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter: Libni og Sjimi; 004 NUM 003 019 Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel; 004 NUM 003 020 Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse. 004 NUM 003 021 Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det var Gersoniternes Slægter. 004 NUM 003 022 De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500. 004 NUM 003 023 Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod Vest. 004 NUM 003 024 Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn. 004 NUM 003 025 Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for Åbenbaringsteltets Indgang, 004 NUM 003 026 Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed. 004 NUM 003 027 Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter. 004 NUM 003 028 De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der var at varetage ved Helligdommen. 004 NUM 003 029 Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside. 004 NUM 003 030 Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan, Uzziels Søn. 004 NUM 003 031 De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene, Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget med dertil hørende Arbejde. 004 NUM 003 032 Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn, som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at varetage ved Helligdommen. 004 NUM 003 033 Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det var Meraris Slægter. 004 NUM 003 034 De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, udgjorde 6200. 004 NUM 003 035 Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside. 004 NUM 003 036 Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt det dertil hørende Arbejde, 004 NUM 003 037 Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb. 004 NUM 003 038 Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden. 004 NUM 003 039 De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på HERRENs Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og opefter, udgjorde i alt 22 000. 004 NUM 003 040 HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage Tallet på deres Navne. 004 NUM 003 041 Så skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg. 004 NUM 003 042 Og Moses mønstrede, som HERREN havde pålagt ham, alle Israelitternes førstefødte; 004 NUM 003 043 og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt 22 273. 004 NUM 003 044 Derpå talede HERREN til Moses og sagde: 004 NUM 003 045 Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN. 004 NUM 003 046 Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes førstefødte overstiger Leviternes Antal, 004 NUM 003 047 skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal du tage dem, tyve Gera på en Sekel; 004 NUM 003 048 og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de overskydende. 004 NUM 003 049 Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var udløst ved Leviterne; 004 NUM 003 050 af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter hellig Vægt. 004 NUM 003 051 Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENs Bud, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 004 001 HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 004 NUM 004 002 Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 004 NUM 004 003 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 004 004 Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de højhellige Ting. 004 NUM 004 005 Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed; 004 NUM 004 006 ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. 004 NUM 004 007 Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge derpå; 004 NUM 004 008 ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. 004 NUM 004 009 Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de Ting, som bruges ved Betjeningen deraf, 004 NUM 004 010 og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren. 004 NUM 004 011 Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. 004 NUM 004 012 Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren. 004 NUM 004 013 Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt Purpurklæde derover 004 NUM 004 014 og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne ind. 004 NUM 004 015 Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet. 004 NUM 004 016 Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der er deri af hellige Ting og deres Tilbehør. 004 NUM 004 017 HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 004 NUM 004 018 Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af Leviternes Midte! 004 NUM 004 019 Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad han skal gøre, og hvad han skal bære, 004 NUM 004 020 for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. 004 NUM 004 021 HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 004 022 Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter; 004 NUM 004 023 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 004 024 Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de skal bære 004 NUM 004 025 De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til Åbenbaringsteltets Indgang, 004 NUM 004 026 Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber, som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres derved, skal de udføre. 004 NUM 004 027 Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke. 004 NUM 004 028 Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn. 004 NUM 004 029 Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse; 004 NUM 004 030 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 004 031 Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens Tværstænger, Piller og Fodstykker, 004 NUM 004 032 Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de Ting, det påhviler dem at bære. 004 NUM 004 033 Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn. 004 NUM 004 034 Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 004 NUM 004 035 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, 004 NUM 004 036 og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750. 004 NUM 004 037 Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses. 004 NUM 004 038 De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 004 NUM 004 039 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, 004 NUM 004 040 de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, udgjorde 2630. 004 NUM 004 041 Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENs Bud. 004 NUM 004 042 De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 004 NUM 004 043 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, 004 NUM 004 044 de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200. 004 NUM 004 045 Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses. 004 NUM 004 046 Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, 004 NUM 004 047 fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen, alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres, 004 NUM 004 048 de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580. 004 NUM 004 049 Efter HERRENs Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 005 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 005 002 Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig; 004 NUM 005 003 både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt dem. 004 NUM 005 004 Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren, således som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 005 005 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 005 006 Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved pådrager sig Skyld, 004 NUM 005 007 så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt sig imod. 004 NUM 005 008 Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved hvilken der skaffes ham Soning. 004 NUM 005 009 Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til Præsten, skal tilfalde ham. 004 NUM 005 010 Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten, skal tilfalde ham. 004 NUM 005 011 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 005 012 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig imod sin Mand og er ham utro, 004 NUM 005 013 idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget, skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning, 004 NUM 005 014 og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru, skønt hun ikke har besmittet sig, 004 NUM 005 015 så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde. 004 NUM 005 016 Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENs Åsyn. 004 NUM 005 017 Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet. 004 NUM 005 018 Så skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENs Åsyn, løse hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes Forbandelsesvand i Hånden. 004 NUM 005 019 Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes Forbandelsesvand ikke skade dig. 004 NUM 005 020 Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en anden end din Mand haft Samleje med dig" 004 NUM 005 021 Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til hende "så gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op; 004 NUM 005 022 Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen, Amen!" 004 NUM 005 023 Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og vaske dem ud i den bitre Vandes Vand 004 NUM 005 024 og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde. 004 NUM 005 025 Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens Hånd, udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn og bære det hen til Alteret. 004 NUM 005 026 Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå give Kvinden Vandet at drikke. 004 NUM 005 027 Når han har givet hende Vandet at drikke, vil Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende, hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver en Forbandelse i sit Folk. 004 NUM 005 028 Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren, bliver hun uskadt og kan få Børn. 004 NUM 005 029 Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand og besmittes, 004 NUM 005 030 eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for HERRENs Åsyn, og Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov; 004 NUM 005 031 Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for sin Brøde. 004 NUM 006 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 006 002 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til HERREN, 004 NUM 006 003 skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer; 004 NUM 006 004 så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud. 004 NUM 006 005 Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit. 004 NUM 006 006 Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, må han ikke komme Lig nær; 004 NUM 006 007 selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør, må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds indvielse på sit Hoved. 004 NUM 006 008 Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN. 004 NUM 006 009 Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal han rage det; 004 NUM 006 010 og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang. 004 NUM 006 011 Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved 004 NUM 006 012 og atter indvie sig til HERREN for lige så lang Tid, som han før havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer; den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over sit indviede Hoved. 004 NUM 006 013 Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang 004 NUM 006 014 og som Offergave bringe HERREN et årgammelt, lydefrit Væderlam til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og en lydefri Væder til Takoffer, 004 NUM 006 015 en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre. 004 NUM 006 016 Så skal Præsten bringe det for HERRENs Åsyn og ofre hans Syndoffer og Brændoffer, 004 NUM 006 017 og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer og Drikofer. 004 NUM 006 018 Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i Ilden under Takofferet. 004 NUM 006 019 Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår. 004 NUM 006 020 Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin. 004 NUM 006 021 Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger, skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov. 004 NUM 006 022 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 006 023 Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner Israeliterne, skal I sige til dem: 004 NUM 006 024 HERREN velsigne dig og bevare dig, 004 NUM 006 025 HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig, 004 NUM 006 026 HERREN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred! 004 NUM 006 027 Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil velsigne dem. 004 NUM 007 001 Da Moses var færdig med at rejese Boligen og havde salvet og helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og helliget Alteret med alt dets Tilbehør, 004 NUM 007 002 trådte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse, Stammernes Øverster, der havde forestået Mønstringen, frem 004 NUM 007 003 og førte deres Offergave frem for HERRENs Åsyn, seks lukkede Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran Boligen. 004 NUM 007 004 Da sagde HERREN til Moses: 004 NUM 007 005 Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik på hver enkeltes særlige Arbejde! 004 NUM 007 006 Så modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem. 004 NUM 007 007 To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med Henblik på deres særlige Arbejde, 004 NUM 007 008 og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med Henblik på deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons Søns, Ledelse. 004 NUM 007 009 Derimod gav han ikke Kebatiterne noget, thi dem var Arbejdet med de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem på Skuldrene. 004 NUM 007 010 Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets indvielse, dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver hen foran Alteret. 004 NUM 007 011 Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne få sin Dag til at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse. 004 NUM 007 012 Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon, Amminadabs Søn af Judas Stamme. 004 NUM 007 013 Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 014 en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 015 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 016 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 017 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave. 004 NUM 007 018 Anden Dag bragte Netanel, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin Offergave; 004 NUM 007 019 han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 020 en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 021 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 022 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 023 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Neanels, Zuars Søns, Offergave. 004 NUM 007 024 Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn; 004 NUM 007 025 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 026 en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 027 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 028 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 029 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave. 004 NUM 007 030 Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjedeurs Søn; 004 NUM 007 031 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 032 en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 033 en ung Tyr, en Væder, 004 NUM 007 034 et årgammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 035 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Elizurs, Sjødeurs Søns, Offergave. 004 NUM 007 036 Femte Dag kom Simenoiternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn; 004 NUM 007 037 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 038 en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 039 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 040 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 041 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke. og fem årgamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs Søns, Offergave. 004 NUM 007 042 Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, Deuels Søn; 004 NUM 007 043 hans Offergaver et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 044 en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 045 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 046 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 047 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Eljasafs, Deuels Søns, Offergave. 004 NUM 007 048 Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn: 004 NUM 007 049 hans offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 050 en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 051 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 052 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 053 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave. 004 NUM 007 054 Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn; 004 NUM 007 055 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 056 en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 057 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 058 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 059 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave. 004 NUM 007 060 Niende dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gidonis Søn; 004 NUM 007 061 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 062 en Kande på IO Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 063 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 064 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 065 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Abidans, Gidonis Søns, Offergave. 004 NUM 007 066 Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn; 004 NUM 007 067 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 068 en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 069 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 070 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 071 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave. 004 NUM 007 072 Elevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pagiel, Okrans Søn; 004 NUM 007 073 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 074 en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 075 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 076 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 077 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Pagiels, Okrans Søns, Offergave. 004 NUM 007 078 Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn; 004 NUM 007 079 hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer, 004 NUM 007 080 en kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse, 004 NUM 007 081 en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer, 004 NUM 007 082 en Gedebuk til Syndoffer 004 NUM 007 083 og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem årgamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave. 004 NUM 007 084 Det var Gaverne fra Israelitternes Øverster til Alterets Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskåle, 12 Guldkander, 004 NUM 007 085 hvert Sølvfad på 130 Sekel og hver Sølvskål på 70 Sekel, alle Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt; 004 NUM 007 086 12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver på 10 Sekel efter hellig Vægt, alle Guldkander tilsammen 120 Sekel. 004 NUM 007 087 Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12 årgamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til Syndoffer; 004 NUM 007 088 Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke og 60 årgamle lam. Det var Gaverne til Alterets indvielse, efter at det var salvet. 004 NUM 007 089 Da Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med HERREN, hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han talede til ham. 004 NUM 008 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 008 002 Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen foran Lysestagen! 004 NUM 008 003 Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 008 004 Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen. 004 NUM 008 005 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 008 006 Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem! 004 NUM 008 007 Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte deres klæder og rense sig. 004 NUM 008 008 Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til Syndoffer. 004 NUM 008 009 Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele Israelitternes Menighed sammen. 004 NUM 008 010 Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne. 004 NUM 008 011 Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs Arbejde. 004 NUM 008 012 Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning. 004 NUM 008 013 Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og udføre Svingningen med dem for HERREN. 004 NUM 008 014 Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at Leviterne kommer til at tilhøre mig. 004 NUM 008 015 Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre Svingningen med dem, 004 NUM 008 016 thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom. 004 NUM 008 017 Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom. 004 NUM 008 018 Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos Israeliterne 004 NUM 008 019 og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig Helligdommen. 004 NUM 008 020 Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem. 004 NUM 008 021 Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron skaffede dem Soning, så de blev rene. 004 NUM 008 022 Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de med dem. 004 NUM 008 023 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 008 024 Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 008 025 Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre Tjeneste og ikke arbejde mere; 004 NUM 008 026 de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at varetage. 004 NUM 009 001 HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten: 004 NUM 009 002 Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid, 004 NUM 009 003 på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den! 004 NUM 009 004 Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken; 004 NUM 009 005 og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, således gjorde Israeliterne. 004 NUM 009 006 Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den Dag frem for Moses og Aron 004 NUM 009 007 og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal det da være os forment at frembære HERRENs Offergave til den fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?" 004 NUM 009 008 Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HERREN påbyder angående eder!" 004 NUM 009 009 Da talede HERREN til Moses og sagde: 004 NUM 009 010 Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang Rejse, skal han alligevel holde Påske for HERREN; 004 NUM 009 011 den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet. 004 NUM 009 012 De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den. 004 NUM 009 013 Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han ikke har frembåret HERRENs Offergave til den fastsatte Tid. Den Mand skal undgælde for sin Synd. 004 NUM 009 014 Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN, skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den fremmede og for den indfødte. 004 NUM 009 015 Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det holdt sig til om Morgenen. 004 NUM 009 016 Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om Natten Ildskæret. 004 NUM 009 017 Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr. 004 NUM 009 018 På HERRENs Bud brød Israeliterne op, og på HERRENs Bud gik de i Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i Lejr; 004 NUM 009 019 når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op. 004 NUM 009 020 Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik de i Lejr på HERRENs Bud og brød op på HERRENs Bud. 004 NUM 009 021 Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op. 004 NUM 009 022 Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den løftede sig, brød de op. 004 NUM 009 023 På HERRENs Bud gik de i Lejr, og på HERRENs Bud brød de op; de rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter HERRENs Bud ved Moses. 004 NUM 010 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 010 002 Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og når Lejrene skal bryde op. 004 NUM 010 003 Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 004 NUM 010 004 Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for Israels Stammer, samle sig hos dig. 004 NUM 010 005 Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op; 004 NUM 010 006 blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op: tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op. 004 NUM 010 007 Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på almindelig Vis, ikke Alarm. 004 NUM 010 008 Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. 004 NUM 010 009 Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender. 004 NUM 010 010 Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN eders Gud! 004 NUM 010 011 Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen sig fra Vidnesbyrdets Bolig. 004 NUM 010 012 Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken. 004 NUM 010 013 Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses, 004 NUM 010 014 var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon, Amminadabs Søn. 004 NUM 010 015 Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn, 004 NUM 010 016 og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn. 004 NUM 010 017 Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne op og bar Boligen. 004 NUM 010 018 Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn. 004 NUM 010 019 Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn, 004 NUM 010 020 og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn. 004 NUM 010 021 Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres Komme havde man rejst Boligen. 004 NUM 010 022 Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn. 004 NUM 010 023 Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn, 004 NUM 010 024 og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn. 004 NUM 010 025 Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Ahiezer, Ammisjaddajs Søn. 004 NUM 010 026 Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn, 004 NUM 010 027 og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn. 004 NUM 010 028 Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for Hærafdeling. Så brød de da op. 004 NUM 010 029 Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt." 004 NUM 010 030 Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager til mit Land og min Slægt." 004 NUM 010 031 Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os! 004 NUM 010 032 Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN vil give os." 004 NUM 010 033 Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et Sted, hvor de kunde holde Hvil. 004 NUM 010 034 Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra Lejren. 004 NUM 010 035 Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!" 004 NUM 010 036 Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til Israels Stammers Titusinder!" 004 NUM 011 001 Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kår; og da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren. 004 NUM 011 002 Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN. Så dæmpedes Ilden. 004 NUM 011 003 Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs iblandt dem. 004 NUM 011 004 Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde vi dog få Kød at spise! 004 NUM 011 005 Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne, 004 NUM 011 006 og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna." 004 NUM 011 007 Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium. 004 NUM 011 008 Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie. 004 NUM 011 009 Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den. 004 NUM 011 010 Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's Mishag. 004 NUM 011 011 Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig? 004 NUM 011 012 Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn? 004 NUM 011 013 Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise? 004 NUM 011 014 Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt. 004 NUM 011 015 Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!" 004 NUM 011 016 HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der. 004 NUM 011 017 Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den. 004 NUM 011 018 Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HERREN give eder kød at spise; 004 NUM 011 019 og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det, 004 NUM 011 020 men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!" 004 NUM 011 021 Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned! 004 NUM 011 022 Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?" 004 NUM 011 023 HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej." 004 NUM 011 024 Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet. 004 NUM 011 025 Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem. 004 NUM 011 026 Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren. 004 NUM 011 027 Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren." 004 NUM 011 028 Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!" 004 NUM 011 029 Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme over dem!" 004 NUM 011 030 Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste. 004 NUM 011 031 Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden. 004 NUM 011 032 Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren. 004 NUM 011 033 Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod en meget hård Straf ramme Folket. 004 NUM 011 034 Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk jordet. 004 NUM 011 035 Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot. 004 NUM 012 001 Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde - 004 NUM 012 002 og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?" Og HERREN hørte det. 004 NUM 012 003 Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske på Jorden. 004 NUM 012 004 Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud. 004 NUM 012 005 Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud. 004 NUM 012 006 Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme. 004 NUM 012 007 Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus; 004 NUM 012 008 med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder, han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?" 004 NUM 012 009 Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort. 004 NUM 012 010 Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk. 004 NUM 012 011 Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik! 004 NUM 012 012 Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!" 004 NUM 012 013 Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!" 004 NUM 012 014 Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun atter optages." 004 NUM 012 015 Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget. 004 NUM 012 016 Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken. 004 NUM 013 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 013 002 "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!" 004 NUM 013 003 Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der allevar Overhovederfor Israeliterne. 004 NUM 013 004 Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn, 004 NUM 013 005 af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn, 004 NUM 013 006 af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn, 004 NUM 013 007 af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn, 004 NUM 013 008 af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn, 004 NUM 013 009 af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn, 004 NUM 013 010 af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn, 004 NUM 013 011 af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn, 004 NUM 013 012 af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn, 004 NUM 013 013 af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn, 004 NUM 013 014 af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn, 004 NUM 013 015 af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn. 004 NUM 013 016 Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua. 004 NUM 013 017 Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land. Og han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i Bjergene 004 NUM 013 018 og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt eller svagt, fåtalligt eller talrigt, 004 NUM 013 019 om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor i, er Teltlejre eller Fæstninger, 004 NUM 013 020 og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne. 004 NUM 013 021 Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til Rehob, Egnen hen imod Hamat. 004 NUM 013 022 Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var grundlagt syv År før Zoan i Ægypten. 004 NUM 013 023 Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase, som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede nogle Granatæbler og Figener. 004 NUM 013 024 Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den Drueklase, Israeliterne der skar af. 004 NUM 013 025 Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have undersøgt Landet; 004 NUM 013 026 og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele Menigheden og viste dem Landets Frugt. 004 NUM 013 027 De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er Flugt derfra; 004 NUM 013 028 men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der. 004 NUM 013 029 Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan." 004 NUM 013 030 Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan sikkert tage det!" 004 NUM 013 031 Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!" 004 NUM 013 032 Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de Folk, vi så der, var kæmpestore. 004 NUM 013 033 Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som Græshopper!" 004 NUM 014 001 Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem. 004 NUM 014 002 Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen! 004 NUM 014 003 Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?" 004 NUM 014 004 Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!" 004 NUM 014 005 Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling. 004 NUM 014 006 Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder 004 NUM 014 007 og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land. 004 NUM 014 008 Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning. 004 NUM 014 009 Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!" 004 NUM 014 010 Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 014 011 Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det? 004 NUM 014 012 Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!" 004 NUM 014 013 Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem; 004 NUM 014 014 og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte. 004 NUM 014 015 Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige: 004 NUM 014 016 Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen. 004 NUM 014 017 Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde: 004 NUM 014 018 HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led. 004 NUM 014 019 Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!" 004 NUM 014 020 Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn. 004 NUM 014 021 Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENs Herlighed: 004 NUM 014 022 Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst, 004 NUM 014 023 ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; 004 NUM 014 024 kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed. 004 NUM 014 025 Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!" 004 NUM 014 026 Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde: 004 NUM 014 027 "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig. 004 NUM 014 028 Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder! 004 NUM 014 029 I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig. 004 NUM 014 030 Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn. 004 NUM 014 031 Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget, 004 NUM 014 032 men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her, 004 NUM 014 033 og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen. 004 NUM 014 034 Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle. 004 NUM 014 035 Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!" 004 NUM 014 036 Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet, 004 NUM 014 037 de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENs Åsyn: 004 NUM 014 038 kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet. 004 NUM 014 039 Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg; 004 NUM 014 040 og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet." 004 NUM 014 041 Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil ikke gå godt! 004 NUM 014 042 Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender! 004 NUM 014 043 Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!" 004 NUM 014 044 Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren. 004 NUM 014 045 Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma. 004 NUM 015 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 015 002 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i, 004 NUM 015 003 og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN en liflig Duft, 004 NUM 015 004 så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie 004 NUM 015 005 desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer. 004 NUM 015 006 Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie; 004 NUM 015 007 desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for HERREN. 004 NUM 015 008 Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN, 004 NUM 015 009 skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie; 004 NUM 015 010 desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 004 NUM 015 011 Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged; 004 NUM 015 012 således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer. 004 NUM 015 013 Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 004 NUM 015 014 Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv. 004 NUM 015 015 Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn; 004 NUM 015 016 samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder. 004 NUM 015 017 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 015 018 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til, 004 NUM 015 019 og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse. 004 NUM 015 020 Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den. 004 NUM 015 021 Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en Offerydelse, Slægt efter Slægt. 004 NUM 015 022 Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, HERREN har kundgjort Moses, 004 NUM 015 023 noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt, 004 NUM 015 024 så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer. 004 NUM 015 025 Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare. 004 NUM 015 026 Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare. 004 NUM 015 027 Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer. 004 NUM 015 028 Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse. 004 NUM 015 029 For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare. 004 NUM 015 030 Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk. 004 NUM 015 031 Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham. 004 NUM 015 032 Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat. 004 NUM 015 033 De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden, 004 NUM 015 034 og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham. 004 NUM 015 035 Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren! 004 NUM 015 036 Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 015 037 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 015 038 Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor. 004 NUM 015 039 Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen 004 NUM 015 040 for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud. 004 NUM 015 041 Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud! 004 NUM 016 001 Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde Oprør. 004 NUM 016 002 De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd, Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete Mænd. 004 NUM 016 003 Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder over HERRENs Forsamling?" 004 NUM 016 004 Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt. 004 NUM 016 005 Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig. 004 NUM 016 006 Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine Tilhængere, 004 NUM 016 007 og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn, så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det nu være nok, I Levisønner!" 004 NUM 016 008 Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner! 004 NUM 016 009 Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden? 004 NUM 016 010 Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner, Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden! 004 NUM 016 011 Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!" 004 NUM 016 012 Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de sagde: "Vi kommer ikke! 004 NUM 016 013 Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os! 004 NUM 016 014 Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!" 004 NUM 016 015 Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!" 004 NUM 016 016 Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron; 004 NUM 016 017 og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 250 Pander, du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!" 004 NUM 016 018 Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron; 004 NUM 016 019 og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele Menigheden, 004 NUM 016 020 og HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 004 NUM 016 021 "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!" 004 NUM 016 022 Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?" 004 NUM 016 023 Da talede HERREN til Moses og sagde: 004 NUM 016 024 "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!" 004 NUM 016 025 Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste, 004 NUM 016 026 og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!" 004 NUM 016 027 Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små. 004 NUM 016 028 Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed: 004 NUM 016 029 Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke sendt mig; 004 NUM 016 030 men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet HERREN!" 004 NUM 016 031 Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem, 004 NUM 016 032 og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede; 004 NUM 016 033 og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen. 004 NUM 016 034 Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!" 004 NUM 016 035 Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse. 004 NUM 016 036 Da talede HERREN til Moses og sagde: 004 NUM 016 037 "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige 004 NUM 016 038 er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn." 004 NUM 016 039 Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret 004 NUM 016 040 som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen, som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses. 004 NUM 016 041 Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!" 004 NUM 016 042 Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs Herlighed kom til Syne. 004 NUM 016 043 Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet, 004 NUM 016 044 og HERREN talede til Moses og Aron og sagde: 004 NUM 016 045 "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre dem!" Da faldt de på deres Ansigt, 004 NUM 016 046 og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har allerede taget fat!" 004 NUM 016 047 Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning. 004 NUM 016 048 Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen op. 004 NUM 016 049 Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras Skyld. 004 NUM 016 050 Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt. 004 NUM 017 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 017 002 "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og skriv så hver enkelts Navn på hans Stav 004 NUM 017 003 og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for Fædrenehusene skal have een Stav. 004 NUM 017 004 Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor jeg åbenbarer mig for dig. 004 NUM 017 005 Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg kan blive fri for den." 004 NUM 017 006 Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem Stavene. 004 NUM 017 007 Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets Telt. 004 NUM 017 008 Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud, var kommet i Blomst og bar modne Mandler. 004 NUM 017 009 Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav. 004 NUM 017 010 Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!" 004 NUM 017 011 Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han. 004 NUM 017 012 Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude med os, det er ude med os alle sammen! 004 NUM 017 013 Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig omkomme alle sammen?" 004 NUM 018 001 HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste. 004 NUM 018 002 Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste foran Vidnesbyrdets Telt; 004 NUM 018 003 og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt, hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø. 004 NUM 018 004 De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen Lægmand må der komme eder nær. 004 NUM 018 005 Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede over Israelitterne. 004 NUM 018 006 Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 018 007 Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind deri, skal lide Døden. 004 NUM 018 008 HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig gyldig Rettighed. 004 NUM 018 009 Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine Sønner. 004 NUM 018 010 På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må spise deraf; det skal være dig helligt. 004 NUM 018 011 Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf. 004 NUM 018 012 Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf, som de giver HERREN, giver jeg dig. 004 NUM 018 013 De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf. 004 NUM 018 014 Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig. 004 NUM 018 015 Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du lade de førstefødte urene Dyr udløse. 004 NUM 018 016 Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel. 004 NUM 018 017 Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN; 004 NUM 018 018 men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre Kølle tilfalder det dig. 004 NUM 018 019 Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere. 004 NUM 018 020 HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem; jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne. 004 NUM 018 021 Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 018 022 Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for at de ikke skal pådrage sig Synd og dø; 004 NUM 018 023 kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke have blandt Israelitterne; 004 NUM 018 024 thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal have nogen Arvelod blandt Israelitterne. 004 NUM 018 025 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 018 026 Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden; 004 NUM 018 027 og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen. 004 NUM 018 028 Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I give Præsten Aron. 004 NUM 018 029 Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af alt det bedste deraf, som hans Helliggave. 004 NUM 018 030 Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra Tærskepladsen og Vinpersen. 004 NUM 018 031 I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet. 004 NUM 018 032 Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver og udsætte eder for at dø. 004 NUM 019 001 HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: 004 NUM 019 002 Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der er uden Fejl og ikke har båret Åg. 004 NUM 019 003 Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn. 004 NUM 019 004 Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside. 004 NUM 019 005 Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod tillige med Skarnet skal opbrændes. 004 NUM 019 006 Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder. 004 NUM 019 007 Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren til Aften. 004 NUM 019 008 Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften. 004 NUM 019 009 Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er et Syndoffer. 004 NUM 019 010 Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning: 004 NUM 019 011 Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være uren i syv Dage. 004 NUM 019 012 Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren. 004 NUM 019 013 Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham. 004 NUM 019 014 Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt, bliver enhver, der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv Dage; 004 NUM 019 015 og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver urent. 004 NUM 019 016 Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage. 004 NUM 019 017 For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål. 004 NUM 019 018 Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker, der har været deri, og på den, der har rørt ved Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven. 004 NUM 019 019 Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren, når det bliver aften. 004 NUM 019 020 Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er uren. 004 NUM 019 021 Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved Renselsesvandet, skal være uren til Aften. 004 NUM 019 022 Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til Aften. 004 NUM 020 001 Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet. 004 NUM 020 002 Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron, 004 NUM 020 003 og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn! 004 NUM 020 004 Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg? 004 NUM 020 005 Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?" 004 NUM 020 006 Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste HERRENs Herlighed sig for dem, 004 NUM 020 007 og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 020 008 "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!" 004 NUM 020 009 Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han havde pålagt ham; 004 NUM 020 010 og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?" 004 NUM 020 011 Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke. 004 NUM 020 012 Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!" 004 NUM 020 013 Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem. 004 NUM 020 014 Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud: "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os, 004 NUM 020 015 hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre; 004 NUM 020 016 da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker. 004 NUM 020 017 Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit Land!" 004 NUM 020 018 Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!" 004 NUM 020 019 Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!" 004 NUM 020 020 Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet. 004 NUM 020 021 Da Edom således formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom. 004 NUM 020 022 Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor. 004 NUM 020 023 Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde: 004 NUM 020 024 "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand. 004 NUM 020 025 Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor; 004 NUM 020 026 affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!" 004 NUM 020 027 Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i hele Menighedens Påsyn; 004 NUM 020 028 og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget, 004 NUM 020 029 og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus. 004 NUM 021 001 Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet, hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel og tog nogle af dem til Fange. 004 NUM 021 002 Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!" 004 NUM 021 003 Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd, hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man Stedet Navnet Horma. 004 NUM 021 004 Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt 004 NUM 021 005 og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller Vand, og vi er lede ved denne usle Føde." 004 NUM 021 006 Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så en Mængde af Israel døde. 004 NUM 021 007 Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket. 004 NUM 021 008 Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!" 004 NUM 021 009 Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt ham, beholdt Livet. 004 NUM 021 010 Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot; 004 NUM 021 011 og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen østen for Moab. 004 NUM 021 012 Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen. 004 NUM 021 013 Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod Amoriterne. 004 NUM 021 014 Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt, 004 NUM 021 015 som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse. 004 NUM 021 016 Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg give dem Vand!" 004 NUM 021 017 Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til dens Pris! 004 NUM 021 018 Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana; 004 NUM 021 019 fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot; 004 NUM 021 020 fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som rager op over Ørkenen. 004 NUM 021 021 Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige: 004 NUM 021 022 "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene, vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land! 004 NUM 021 023 Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel. 004 NUM 021 024 Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved Ammoniternes Grænse; 004 NUM 021 025 og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer. 004 NUM 021 026 Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon. 004 NUM 021 027 Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive bygget og grundfæstet, Sihons By! 004 NUM 021 028 Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder. 004 NUM 021 029 Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon, Amoriternes Konge. 004 NUM 021 030 Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem øde til Nofa, som ligger ved Medeba. 004 NUM 021 031 Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land. 004 NUM 021 032 Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende Amoriter bort. 004 NUM 021 033 Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved Edrei. 004 NUM 021 034 Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon." 004 NUM 021 035 Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land. 004 NUM 022 001 Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko. 004 NUM 022 002 Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved Amoriterne, 004 NUM 022 003 grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og Moab gruede for Israelitterne. 004 NUM 022 004 Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors Søn, Konge over Moab. 004 NUM 022 005 Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for mig. 004 NUM 022 006 Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt: måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!" 004 NUM 022 007 Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks Ord. 004 NUM 022 008 Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev da hos Bileam. 004 NUM 022 009 Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos dig?" 004 NUM 022 010 Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har sendt mig det Bud: 004 NUM 022 011 Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet! Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og jage det bort!" 004 NUM 022 012 Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det Folk, thi det er velsignet!" 004 NUM 022 013 Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig Tilladelse til at følge med eder!" 004 NUM 022 014 Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte: "Bileam vægrede sig ved at følge med os!" 004 NUM 022 015 Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete end de forrige; 004 NUM 022 016 og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak, Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig! 004 NUM 022 017 Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det Folk!" 004 NUM 022 018 Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling; 004 NUM 022 019 bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide, hvad HERREN yderligere vil tale til mig!" 004 NUM 022 020 Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!" 004 NUM 022 021 Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med Moabs Høvdinger. 004 NUM 022 022 Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENs Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere. 004 NUM 022 023 Da nu Æselet så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen. 004 NUM 022 024 Da stillede HERRENs Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor der var Mure på begge Sider; 004 NUM 022 025 og da Æselet så HERRENs Engel, trykkede det sig op til Muren, så det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til at slå det. 004 NUM 022 026 HERRENs Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring, hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre eller venstre. 004 NUM 022 027 Da Æselet så HERRENs Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med Stokken. 004 NUM 022 028 Men HERREN åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?" 004 NUM 022 029 Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!" 004 NUM 022 030 Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!" 004 NUM 022 031 Da åbnede HERREN Bileams Øjne, og han så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede sig ned på sit Ansigt. 004 NUM 022 032 Men HERRENs Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min Vilje. 004 NUM 022 033 Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets Liv!" 004 NUM 022 034 Da sagde Bileam til HERRENs Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage." 004 NUM 022 035 HERRENs Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med Balaks Høvdinger. 004 NUM 022 036 Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse. 004 NUM 022 037 Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være ude af Stand til at lønne dig?" 004 NUM 022 038 Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i Munden, må jeg tale!" 004 NUM 022 039 Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot. 004 NUM 022 040 Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam og Høvdingerne, der var hos ham. 004 NUM 022 041 Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket. 004 NUM 023 001 Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!" 004 NUM 023 002 Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter. 004 NUM 023 003 Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om HERREN mulig kommer mig i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så gik han op på en nøgen Klippetop. 004 NUM 023 004 Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert." 004 NUM 023 005 Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således til ham!" 004 NUM 023 006 Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger. 004 NUM 023 007 Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Isrrael!" 004 NUM 023 008 Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når HERREN ej vreds! 004 NUM 023 009 Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til Hedningefolkene. 004 NUM 023 010 Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres! 004 NUM 023 011 Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem!" 004 NUM 023 012 Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN Iægger mig i Munden?" 004 NUM 023 013 Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det hele, og forband mig det så fra det Sted!" 004 NUM 023 014 Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert. 004 NUM 023 015 Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!" 004 NUM 023 016 Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således!" 004 NUM 023 017 Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har HERREN sagt?" 004 NUM 023 018 Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors Søn! 004 NUM 023 019 Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det? 004 NUM 023 020 Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! 004 NUM 023 021 Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det. 004 NUM 023 022 Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn. 004 NUM 023 023 Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?" 004 NUM 023 024 Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve! Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes Blod. 004 NUM 023 025 Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt Fald ikke!" 004 NUM 023 026 Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig, at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!" 004 NUM 023 027 Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det fra det Sted." 004 NUM 023 028 Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over Ørkenen. 004 NUM 023 029 Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!" 004 NUM 023 030 Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter. 004 NUM 024 001 Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen 004 NUM 024 002 og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Ånd over ham, 004 NUM 024 003 og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, 004 NUM 024 004 så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: 004 NUM 024 005 Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel! 004 NUM 024 006 Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred. 004 NUM 024 007 Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde. Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme. 004 NUM 024 008 Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder 004 NUM 024 009 Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander! 004 NUM 024 010 Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange! 004 NUM 024 011 Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har HERREN unddraget dig den!" 004 NUM 024 012 Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig: 004 NUM 024 013 Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige! 004 NUM 024 014 Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage." 004 NUM 024 015 Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, 004 NUM 024 016 så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: 004 NUM 024 017 Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse. 004 NUM 024 018 Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde, Israel udfolder sin Magt, 004 NUM 024 019 og Jakob kuer sine Fjender. 004 NUM 024 020 Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang! 004 NUM 024 021 Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget på Klippen. 004 NUM 024 022 Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort! 004 NUM 024 023 Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud lader det ske! 004 NUM 024 024 Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber men også han er viet til Undergang! 004 NUM 024 025 Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også bort. 004 NUM 025 001 Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at bedrive Hor med de moabitiske Kvinder; 004 NUM 025 002 og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket deraf og tilbad deres Guder. 004 NUM 025 003 Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede HERRENs Vrede op mod Israel, 004 NUM 025 004 og HERREN sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen og hæng dem op for HERREN under åben Himmel, for at HERRENs Vrede må vige fra Israel!" 004 NUM 025 005 Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!" 004 NUM 025 006 Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 004 NUM 025 007 Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd, 004 NUM 025 008 fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne. 004 NUM 025 009 Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000. 004 NUM 025 010 Da talede HERREN således til Moses: 004 NUM 025 011 Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed. 004 NUM 025 012 Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt! 004 NUM 025 013 Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede Israeliterne Soning." 004 NUM 025 014 Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus blandt Simeoniterne; 004 NUM 025 015 og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt Midjaniterne, 004 NUM 025 016 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 025 017 "Fald over Midjaniterne og slå dem; 004 NUM 025 018 thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter, deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for Peors Skyld." 004 NUM 026 001 Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten Arons Søn, og sagde: 004 NUM 026 002 "Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra Tyveårsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle våbenføre Mænd i Israel!" 004 NUM 026 003 Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko 004 NUM 026 004 fra Tyveårsalderen og opefter, som HERREN havde pålagt Moses. Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende: 004 NUM 026 005 Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt, 004 NUM 026 006 fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt. 004 NUM 026 007 Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 43730. 004 NUM 026 008 Pallus Søn var Eliab; 004 NUM 026 009 Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod HERREN; 004 NUM 026 010 og Jorden åbnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 250 Mænd, og de blev et Tegn til Advarsel. 004 NUM 026 011 Men Koras Sønner omkom ikke. 004 NUM 026 012 Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin Jakiniternes Slægt, 004 NUM 026 013 fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sjaul Sjauliternes Slægt. 004 NUM 026 014 Det var Simeoniternes Slægter, 22200. 004 NUM 026 015 Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni Sjuniternes Slægt, 004 NUM 026 016 fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eti Eriternes Slægt, 004 NUM 026 017 fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt. 004 NUM 026 018 Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 40500. 004 NUM 026 019 Judas Sønner var Er og Onan. men Er og Onan døde i Kana'ans Land. 004 NUM 026 020 Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela sammer Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera Zeraiternes Slægt; 004 NUM 026 021 Perezs Sønner: Fra Hezron stammer Heztoniternes Slægt og fra Hamul Hamuliternes Slægt. 004 NUM 026 022 Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76500. 004 NUM 026 023 Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt; 004 NUM 026 024 fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes Slægt. 004 NUM 026 025 Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300. 004 NUM 026 026 Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el Jale'eliternes Slægt. 004 NUM 026 027 Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60 508 004 NUM 026 028 Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim; 004 NUM 026 029 Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir avlede Gilead, fra Gilead stammer Gijeaditernes Slægt; 004 NUM 026 030 Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt, 004 NUM 026 031 fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt, 004 NUM 026 032 fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes Slægt; 004 NUM 026 033 men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre; Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza. 004 NUM 026 034 Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 52700. 004 NUM 026 035 Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan Tahaniternes Slægt; 004 NUM 026 036 Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes Slægt. 004 NUM 026 037 Detvar Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstedes, 32500. Det var Josefs Sønners Slægter. 004 NUM 026 038 Benjamins Sønners Slægtervar følgende: Fra Bela stammer Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram Ahiramiternes Slægt, 004 NUM 026 039 fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt. 004 NUM 026 040 Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt, fra Na'aman Na'amiteroes Slægt. 004 NUM 026 041 Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 45600. 004 NUM 026 042 Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer. Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt. 004 NUM 026 043 Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde 64 400. 004 NUM 026 044 Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a Beri'aiternes Slægt; 004 NUM 026 045 fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra Malkiel Malkieliternes Slægt. 004 NUM 026 046 Asers Datter hed Sera. 004 NUM 026 047 Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønsttedes, udgjorde 53400. 004 NUM 026 048 Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt, 004 NUM 026 049 fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes Slægt, 004 NUM 026 050 Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 45400. 004 NUM 026 051 Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601730. 004 NUM 026 052 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 026 053 Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte Navne. 004 NUM 026 054 En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet på de mønstrede i den. 004 NUM 026 055 Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres Arvelodder efter Navnene på deres fædrene Stammer; 004 NUM 026 056 ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin Arvelod tildelt. 004 NUM 026 057 Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt: Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes Slægt og fra Merari Merariternes Slægt. 004 NUM 026 058 Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt. Kehat avlede Amram. 004 NUM 026 059 Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam. 004 NUM 026 060 For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. 004 NUM 026 061 Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENs Åsyn. 004 NUM 026 062 De af dem, der mønstredes, udgjorde 23000, alle af Mandkøn fra en Måned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt Israeliterne. 004 NUM 026 063 Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da disse mønstrede Israeliterne på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko. 004 NUM 026 064 Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken; 004 NUM 026 065 thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen. Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns Søn. 004 NUM 027 001 Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza - trådte hen 004 NUM 027 002 og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde: 004 NUM 027 003 "Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner. 004 NUM 027 004 Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!" 004 NUM 027 005 Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn. 004 NUM 027 006 Da talede HERREN således til Moses: 004 NUM 027 007 "Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod tilfalde dem 004 NUM 027 008 Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod gå i Arv til hans Datter; 004 NUM 027 009 har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans Brødre; 004 NUM 027 010 har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans Farbrødre; 004 NUM 027 011 og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt Moses." 004 NUM 027 012 Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne. 004 NUM 027 013 Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt ligesom din Broder Aron; 004 NUM 027 014 I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken. 004 NUM 027 015 Og Moses talte således til HERREN: 004 NUM 027 016 "Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over Menigheden, 004 NUM 027 017 som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden Hyrde!" 004 NUM 027 018 Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem der er Ånd, læg din Hånd på ham, 004 NUM 027 019 fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt ham således i deres Påsyn; 004 NUM 027 020 og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele Israeliternes Menighed kan adlyde ham. 004 NUM 027 021 Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle Israeliterne, hele Menigheden." 004 NUM 027 022 Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden; 004 NUM 027 023 og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som HERREN havde påbudt ved Moses. 004 NUM 028 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 028 002 Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig mine Oergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de fastsatte Tider! 004 NUM 028 003 Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN: Hver Dag to årgamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer; 004 NUM 028 004 det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid; 004 NUM 028 005 og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter 004 NUM 028 006 det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN 004 NUM 028 007 fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert Lam; i Helligdommen skal derudgydes Drikoffer af stærk Drik for HERREN. 004 NUM 028 008 Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN. 004 NUM 028 009 På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med tilhørende Drikoffer, 004 NUM 028 010 et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Drikofer. 004 NUM 028 011 På den første Dag i hver Måned skal I som Brændoffer bringe HERREN to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 028 012 og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, 004 NUM 028 013 og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN; 004 NUM 028 014 desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert Lam. Det er det månedlige Brændoffer for hver af Årets Måneder. 004 NUM 028 015 Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer. 004 NUM 028 016 På den fjortende Dag i den første Måned skal dervære Påske for HERREN. 004 NUM 028 017 Den femtende Dag i den Måned er det Højtid; i syv Dage skal der spises usyrede Brød. 004 NUM 028 018 På den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som belst Arbejde må I udføre. 004 NUM 028 019 Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage 004 NUM 028 020 og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder 004 NUM 028 021 og en Tiendedel for hvert af de syv Lam; 004 NUM 028 022 desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning. 004 NUM 028 023 Foruden Morgen brændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre det. 004 NUM 028 024 Sådanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende Drikoffer foruden det daglige Brændoffer. 004 NUM 028 025 På den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst Arbejde må I udføre. 004 NUM 028 026 På Førstegrødens Dag, når I bringer HERREN Afgrødeoffer af den ny Afgrøde på eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet som helst Arbejde må I udføre. 004 NUM 028 027 Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam 004 NUM 028 028 og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder 004 NUM 028 029 og en Tiendedel for hvert af de syv Lam; 004 NUM 028 030 desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning. 004 NUM 028 031 Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre. 004 NUM 029 001 På den første Dag i den syvende Måned skal I holde Højtidsstævne, intet som helst Arbejde må I udføre; I skal fejre den som en Hornblæsningsdag. 004 NUM 029 002 Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr; 004 NUM 029 003 som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen 004 NUM 029 004 og en Tiendedel for hvert af de syv Lam; 004 NUM 029 005 desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning; 004 NUM 029 006 alt foruden Nymånebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre efter de derom gældende forskrifter, til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN. 004 NUM 029 007 På den tiende dag i samme syvende Måned skal I holde Højtidsstævne, I skal faste og må intet som helst Arbejde udføre. 004 NUM 029 008 Da skal I som Brændoffer til en liflig duft for HERREN ofre en ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage, 004 NUM 029 009 og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen 004 NUM 029 010 og en Tiendedel for hvert af de syv Lam; 004 NUM 029 011 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndoffe, det og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre. 004 NUM 029 012 På den femtende Dag i den syvende Måned skal I holde Højtidsstævne, I må intet som helst Atbejde udføre, og I skal holde Højtid for HERREN i syv Dage. 004 NUM 029 013 Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr skal det være, 004 NUM 029 014 og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for hver af de to Vædre 004 NUM 029 015 og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam; 004 NUM 029 016 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 017 På den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 018 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 019 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 020 På den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 021 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 022 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 023 På den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 024 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 025 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 026 På den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 027 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 028 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 029 På den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 030 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 031 desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 032 På den syvende dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 033 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 034 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 035 På den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I må intet som helst Arbejde udføre. 004 NUM 029 036 Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr, 004 NUM 029 037 med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde; 004 NUM 029 038 desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer. 004 NUM 029 039 Disse Ofre skal I bringe HERREN på eders Højtider, bortset fra eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre, Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre. 004 NUM 029 040 Og Moses talte til Israeliterne, ganske som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 030 001 Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har påbudt: 004 NUM 030 002 Når en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund. 004 NUM 030 003 Men når en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i sine unge År opholder sig i sin Faders Hus. 004 NUM 030 004 og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt. 004 NUM 030 005 Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har forment hende det. 004 NUM 030 006 Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord, 004 NUM 030 007 og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt. 004 NUM 030 008 Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende. 004 NUM 030 009 En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende. 004 NUM 030 010 Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, 004 NUM 030 011 og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt. 004 NUM 030 012 Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt, hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal tilgive hende. 004 NUM 030 013 Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig. 004 NUM 030 014 Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag, stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre; 004 NUM 030 015 og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes Brøde. 004 NUM 030 016 Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine unge År opholder sig i hans Hus. 004 NUM 031 001 Og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 031 002 "Skaf Israelitterne Hævn over Midjaniterne; så skal du samles til din Slægt!" 004 NUM 031 003 Da talte Moses til Folket og sagde: "Udrust Mænd af eders Midte til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENs Hævn på Midjan; 004 NUM 031 004 1000 Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!" 004 NUM 031 005 Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12.000 Mand, rustede til Kamp. 004 NUM 031 006 Og Moses sendte dem i kamp, 1000 af hver Stamme, og sammen med dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige Redskaber og Alarmtrompeterne. 004 NUM 031 007 De drog så ud i kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde pålagt Moses, og dræbte alle af Mandkøn; 004 NUM 031 008 og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem Konger; også Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet. 004 NUM 031 009 Og Israelitterne bortførte Midjaniternes kvinder og Børn som Krigsfanger, og alt deres Kvæg alle deres Hjorde og alt deres Gods tog de med som Bytte; 004 NUM 031 010 og alle deres Byer på de beboede Steder og alle deres Teltlejre stak de Ild på. 004 NUM 031 011 Og alt det røvede og hele Byttet, både Mennesker og Dyr, tog de med sig, 004 NUM 031 012 og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten Eleazar og Israelitternes Menighed i Lejren på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko. 004 NUM 031 013 Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i Møde uden for Lejren, 004 NUM 031 014 og Moses blev vred på Hærens Førere, Tusindførerne og Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget. 004 NUM 031 015 Og Moses sagde til dem: "Har I ladet alle Kvinder i Live? 004 NUM 031 016 Det var jo dem, der efter Bileams Råd blev Årsag til, at Israelitterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, så at Plagen ramte HERRENs Menighed. 004 NUM 031 017 Dræb derfor alle Drengebørn og alle kvinder, der har kendt Mand og haft Samleje med Mænd; 004 NUM 031 018 men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade i Live og beholde, 004 NUM 031 019 Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver, som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og rense eder på den tredje og den syvende Dag, både I selv og eders Krigsfanger. 004 NUM 031 020 Og enhver Klædning, enhver Læder ting, alt, hvad der er lavet af Gedehår, og alle Træredskaber skal I rense!" 004 NUM 031 021 Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i Kampen: "Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses: 004 NUM 031 022 Kun Guld, Sølv, kobber, Jern, Tin og Bly, 004 NUM 031 023 alt, hvad der kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Ild, så bliver det rent; dog må det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der ikke kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Vand. 004 NUM 031 024 Og eders klæder skal I tvætte på den syvende Dag, så bliver I rene og kan gå ind i Lejren." 004 NUM 031 025 Og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 031 026 "Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, både Mennesker og Dyr. 004 NUM 031 027 Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem, der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige Menighed. 004 NUM 031 028 Derpå skal du udtage en Afgift til HERREN fra krigerne, der har været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, både af Mennesker, Hornkvæg, Æsler og Småkvæg; 004 NUM 031 029 det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN. 004 NUM 031 030 Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israelitter, skal du tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, både af Mennesker, Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, alt Kvæget, og give det til Leviterne, som tager Vare på, hvad der er at varetage ved HERRENs Bolig!" 004 NUM 031 031 Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 031 032 Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675000 Stykker Småkvæg, 004 NUM 031 033 72 000 Stykker Hornkvæg, 004 NUM 031 034 61 000 Æsler 004 NUM 031 035 og 32008 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med Mænd. 004 NUM 031 036 Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde altså et Tal af 337500 Stykker Småkvæg, 004 NUM 031 037 hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Småkvæg, 004 NUM 031 038 36000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN, 004 NUM 031 039 30500 Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN, 004 NUM 031 040 og 16000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN. 004 NUM 031 041 Og Moses overgav Afgiften, HERRENs Offerydelse, til Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 031 042 Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, og som Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i Kamp 004 NUM 031 043 denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Småkvæg, 004 NUM 031 044 36 000 Stykker Hornkvæg, 004 NUM 031 045 30 500 Æsler 004 NUM 031 046 og 16000 Mennesker 004 NUM 031 047 af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, udtog Moses et Stykke for hver halvtredsindstyve, både af Mennesker og Kvæg, og gav dem til Leviterne, som tog Vare på, hvad der var at varetage ved HERRENs Bolig, som HERREN havde pålagt Moses. 004 NUM 031 048 Da trådte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og Hundredførerne, hen til Moses 004 NUM 031 049 og sagde til ham: "Dine Trælle har holdt Mandtal over de krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af os; 004 NUM 031 050 derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad han har taget af Guldsmykker, Armbånd, Spange, Fingerringe, Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENs Åsyn." 004 NUM 031 051 Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst virkede Smykker; 004 NUM 031 052 og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16750 Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave. 004 NUM 031 053 Krigerne havde taget Bytte hver for sig. 004 NUM 031 054 Så modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og Hundredførerne og bragte det ind i Åbenbaringsteltet, for at det skulde bringe Israelitterne i Minde for HERRENs Åsyn. 004 NUM 032 001 Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede sig til Kvægavl. 004 NUM 032 002 Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og Præsten Eleazar og Menighedens Øverste: 004 NUM 032 003 "Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon, 004 NUM 032 004 det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land, der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde." 004 NUM 032 005 Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!" 004 NUM 032 006 Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre drage i Krig, medens I bliver boende her? 004 NUM 032 007 Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over til det Land, HERREN har givet dem? 004 NUM 032 008 Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen for at se på Landet; 004 NUM 032 009 da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN havde givet dem. 004 NUM 032 010 Men HERRENs Vrede blussede den Gang op, og han svor: 004 NUM 032 011 De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed, 004 NUM 032 012 med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed! 004 NUM 032 013 Og HERRENs Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 004 NUM 032 014 Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere, for yderligere at øge HERRENs Vrede mod Israel! 004 NUM 032 015 Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk." 004 NUM 032 016 Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde til vore Hjorde her og Byer til vore Familier; 004 NUM 032 017 men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets indbyggere. 004 NUM 032 018 Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af Israelitterne har fået sin Arvelod; 004 NUM 032 019 thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på denne Side af Jordan på Østsiden." 004 NUM 032 020 Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til Kamp for HERRENs Åsyn, 004 NUM 032 021 hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENs Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra sit Åsyn, 004 NUM 032 022 og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for HERRENs Åsyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel, og så skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENs Åsyn. 004 NUM 032 023 Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder. 004 NUM 032 024 Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og gør, som I har sagt!" 004 NUM 032 025 Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil gøre, som min Herre byder; 004 NUM 032 026 vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i Gileads Byer, 004 NUM 032 027 men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, således som min Herre har sagt." 004 NUM 032 028 Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling om dem, 004 NUM 032 029 og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, går over Jordan sammen med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead i Eje; 004 NUM 032 030 men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp, skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land." 004 NUM 032 031 Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad HERREN har talt til dine Trælle, vil vi gøre; 004 NUM 032 032 vi vil, rustede til Kamp for HERRENs Øjne, drage over til Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan bliver i vort Eje." 004 NUM 032 033 Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt om. 004 NUM 032 034 Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer. 004 NUM 032 035 Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba, 004 NUM 032 036 Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde; 004 NUM 032 037 og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim, 004 NUM 032 038 Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne. 004 NUM 032 039 Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og drev de der boende Amoriter bort; 004 NUM 032 040 og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte sig der; 004 NUM 032 041 men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og kaldte dem Jairs Teltbyer. 004 NUM 032 042 Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og kaldte det Noba efter sit eget Navn. 004 NUM 033 001 Følgende er de enkelte Strækninger på Israelitternes Vandring, de tilbagelagde på Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron. 004 NUM 033 002 Moses optegnede på HERRENs Bud de Steder, de brød op fra, Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger efter de Steder, de brød op fra: 004 NUM 033 003 De brød op fra Rameses på den femtende Dag i den første Måned; Dagen efter Påske drog Israelitterne ud, værnede af en stærk Hånd, for Øjnene af alle Ægypterne, 004 NUM 033 004 medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder. 004 NUM 033 005 Israelitterne brød altså op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot. 004 NUM 033 006 Så brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved Ørkenens Rand. 004 NUM 033 007 Så brød de op fra Etam og vendte om mod Pi Hakirot over for Ba'al Zefon og slog Lejr over for Migdol. 004 NUM 033 008 Så brød de op fra Pi Hakirot og drog tværs igennem Havet til Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog Lejr i Mara. 004 NUM 033 009 Så brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de Lejr. 004 NUM 033 010 Så brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav. 004 NUM 033 011 Så brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken. 004 NUM 033 012 Så brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka. 004 NUM 033 013 Så brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj. 004 NUM 033 014 Så brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refdim, hvor Folket ikke havde Vand at drikke. 004 NUM 033 015 Så brød de op fra Refdim og slog Lejr i Sinaj Ørken. 004 NUM 033 016 Så brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot Hatta'ava, 004 NUM 033 017 Så brød de op fra Hibrot Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot. 004 NUM 033 018 Så brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma. 004 NUM 033 019 Så brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon Perez. 004 NUM 033 020 Så brød de op fra Rimmon Perez og slog Lejr i Libna. 004 NUM 033 021 Så brød de op fra Libna og slog Lejr i Aissa. 004 NUM 033 022 Så brød de op fra Aissa og slog Lejr i Kehelata. 004 NUM 033 023 Så brød de op fra Kebelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg. 004 NUM 033 024 Så brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada. 004 NUM 033 025 Så brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot. 004 NUM 033 026 Så brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat. 004 NUM 033 027 Så brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara. 004 NUM 033 028 Så brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka. 004 NUM 033 029 Så brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona. 004 NUM 033 030 Så brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot. 004 NUM 033 031 Så brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene Ja'akan. 004 NUM 033 032 Så brød de op fra Bene Ja'akan og slog Lejr i Hor Haggidgad. 004 NUM 033 033 Så brød de op fra Hor Haggidgad og slog Lejr i Jotbata. 004 NUM 033 034 Så brød de op fra Jofbata og slog Lejr i Abrona. 004 NUM 033 035 Så brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber. 004 NUM 033 036 Så brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er Kadesj. 004 NUM 033 037 Så brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen af Edoms Land. 004 NUM 033 038 Og Præsten Aron steg på HERRENs Bud op på Bjerget Hor og døde der i det fyrretyvende År efter Israelitternes Udvandring af Ægypten, på den første Dag i den femte Måned; 004 NUM 033 039 og Aron var 123 År gammel, da han døde på Bjerget Hor. 004 NUM 033 040 Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i Kana'ans Land, hørte, at Israelitterne var under Fremrykning. 004 NUM 033 041 Så brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona. 004 NUM 033 042 Så brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon. 004 NUM 033 043 Så brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot. 004 NUM 033 044 Så brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje Ha'abarim ved Moabs Grænse. 004 NUM 033 045 Så brød de op fra Ijje Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske Dibon. 004 NUM 033 046 Så brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon Diblatajim. 004 NUM 033 047 Så brød de op fra Almon Diblatajim og slog Lejr på Abarimbjergene over for Nebo. 004 NUM 033 048 Så brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko; 004 NUM 033 049 og de slog Lejr ved Jordan fra Bet Jesjjimot og til Abel Sjittim på Moabs Sletter. 004 NUM 033 050 Og HERREN talede til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde: 004 NUM 033 051 "Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana'ans Land, 004 NUM 033 052 skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge; 004 NUM 033 053 I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har jeg givet Landet i Eje; 004 NUM 033 054 og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter eders Slægter, således at I giver en stor Slægt en stor Arvelod og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem, skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte Landet mellem eder. 004 NUM 033 055 Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, så skal de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor i, 004 NUM 033 056 og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder." 004 NUM 034 001 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 034 002 Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans Land i hele dets Udstrækning 004 NUM 034 003 så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom; eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet; 004 NUM 034 004 så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar Addar øg nå til Azmon; 004 NUM 034 005 fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved Havet. 004 NUM 034 006 Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse; det skal være eders Vestgrænse. 004 NUM 034 007 Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I udstikke eder en Linie til Bjerget Hor; 004 NUM 034 008 fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad; 004 NUM 034 009 derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det skal være eders Nordgrænse. 004 NUM 034 010 Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan til Sjefam; 004 NUM 034 011 og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten østen for Kinneretsøen; 004 NUM 034 012 derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til alle Sider. 004 NUM 034 013 Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENs Bud skal gives de ni Stammer og den halve Stamme. 004 NUM 034 014 Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har allerede fået deres Arvelod. 004 NUM 034 015 De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang. 004 NUM 034 016 Og HERREN talede til Moses og sagde: 004 NUM 034 017 Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn; 004 NUM 034 018 desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte Landet. 004 NUM 034 019 Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn, 004 NUM 034 020 af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn, 004 NUM 034 021 af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn, 004 NUM 034 022 af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn, 004 NUM 034 023 af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel, Efods Søn, 004 NUM 034 024 og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn, 004 NUM 034 025 af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn, 004 NUM 034 026 af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn, 004 NUM 034 027 af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn, 004 NUM 034 028 og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn. 004 NUM 034 029 Det var dem, HERREN pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem Israelitterne. 004 NUM 035 001 HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde: 004 NUM 035 002 byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer, 004 NUM 035 003 Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr. 004 NUM 035 004 Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider; 004 NUM 035 005 og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2000 Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2000 og til Nordside 2000, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne. 004 NUM 035 006 Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer. 004 NUM 035 007 De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker. 004 NUM 035 008 Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den. 004 NUM 035 009 HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 004 NUM 035 010 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana'ans Land, 004 NUM 035 011 skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen. 004 NUM 035 012 I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol. 004 NUM 035 013 Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer; 004 NUM 035 014 de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer. 004 NUM 035 015 Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen. 004 NUM 035 016 Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden; 004 NUM 035 017 og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden; 004 NUM 035 018 og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Måddraberen skal lide Døden. 004 NUM 035 019 Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal han dræbe ham. 004 NUM 035 020 Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond Hensigt, så han dør deraf, 004 NUM 035 021 eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf, skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham. 004 NUM 035 022 Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt, 004 NUM 035 023 eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset på ondt imod ham, 004 NUM 035 024 så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på Grundlag af disse Lovbud; 004 NUM 035 025 og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør. 004 NUM 035 026 Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen han er tyet, 004 NUM 035 027 og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område, så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig Blodskyld; 004 NUM 035 028 thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer. 004 NUM 035 029 Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor. 004 NUM 035 030 Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom. 004 NUM 035 031 I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden, 004 NUM 035 032 Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet. 004 NUM 035 033 Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det. 004 NUM 035 034 Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn. 004 NUM 036 001 Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for Israelitternes Fædrenehuse, 004 NUM 036 002 og sagde: "HERREN har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENs Navn påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre. 004 NUM 036 003 Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved Lodkastning, formindskes; 004 NUM 036 004 og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod." 004 NUM 036 005 Da udstedte Moses efter HERRENs Ord følgende Bud til Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret! 004 NUM 036 006 Således er HERRENs Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med. 004 NUM 036 007 Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin fædrene Stammes Arvelod. 004 NUM 036 008 Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod som Ejendom; 004 NUM 036 009 og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden, men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin Arvelod!" 004 NUM 036 010 Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN pålagde Moses, 004 NUM 036 011 idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik Ægteskab med deres Farbrødres Sønner; 004 NUM 036 012 de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres fædrene Slægts Stamme. 004 NUM 036 013 Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israelitterne ved Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko. # # BOOK 005 DEU Deuteronomy 5 Mosebog 005 DEU 001 001 Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab, 005 DEU 001 002 elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea. 005 DEU 001 003 I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HERREN havde pålagt ham angående dem, 005 DEU 001 004 efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei. 005 DEU 001 005 Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning: 005 DEU 001 006 HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her; 005 DEU 001 007 bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden. 005 DEU 001 008 Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem." 005 DEU 001 009 Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder. 005 DEU 001 010 HERREN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen; 005 DEU 001 011 måtte kun HERREN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder; 005 DEU 001 012 men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder? 005 DEU 001 013 Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige. og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!" 005 DEU 001 014 Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!" 005 DEU 001 015 Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer. 005 DEU 001 016 Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham; 005 DEU 001 017 vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!" 005 DEU 001 018 Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre. 005 DEU 001 019 Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes Bjerge, således som HERREN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea. 005 DEU 001 020 Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som HERREN vor Gud vil give os. 005 DEU 001 021 Se, HERREN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som HERREN, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!" 005 DEU 001 022 Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!" 005 DEU 001 023 Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme. 005 DEU 001 024 De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den; 005 DEU 001 025 og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HERREN vor Gud vil give os!" 005 DEU 001 026 Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HERREN eders Guds Befaling. 005 DEU 001 027 I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HERREN os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde! 005 DEU 001 028 Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!" 005 DEU 001 029 Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem! 005 DEU 001 030 HERREN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten 005 DEU 001 031 og i Ørkenen, hvor du så, at HERREN din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!" 005 DEU 001 032 Men alligevel troede I ikke på HERREN eders Gud, 005 DEU 001 033 skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen. 005 DEU 001 034 Men da HERREN hørte eders Ord, blev han vred og svor: 005 DEU 001 035 "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre, 005 DEU 001 036 undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist HERREN fuld Lydighed!" 005 DEU 001 037 Også på mig blev HERREN vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind! 005 DEU 001 038 Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje." 005 DEU 001 039 Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse. 005 DEU 001 040 I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i Retning af det røde Hav!" 005 DEU 001 041 Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HERREN! Vi vil drage op og kæmpe, som HERREN vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene. 005 DEU 001 042 Men HERREN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!" 005 DEU 001 043 Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod HERRENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene. 005 DEU 001 044 Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma. 005 DEU 001 045 Da I så kom tilbage, græd I for HERRENs Åsyn; men HERREN vilde ikke høre eder og låne eder Øre. 005 DEU 001 046 Så blev I hele den lange Tid i Kadesj. 005 DEU 002 001 Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde Hav, således som HERREN havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede vi rundt om Seirs Bjerge. 005 DEU 002 002 Da sagde HERREN til mig: 005 DEU 002 003 "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu mod Nord! 005 DEU 002 004 Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres, Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare 005 DEU 002 005 for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet Seirs Bjerge i Arv og Eje. 005 DEU 002 006 Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at drikke skal I købe af dem for Penge; 005 DEU 002 007 thi HERREN din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne store Ørken; i fyrretyve År har, HERREN din Gud nu været med dig, du har ikke manglet noget." 005 DEU 002 008 Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken. 005 DEU 002 009 Og HERREN sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje. 005 DEU 002 010 Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne; 005 DEU 002 011 også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men Moabiterne kalder dem Emiter. 005 DEU 002 012 I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som HERREN gav dem. 005 DEU 002 013 Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken. 005 DEU 002 014 Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som HERREN havde svoret dem; 005 DEU 002 015 også HERRENs Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af Lejren til sidste Mand. 005 DEU 002 016 Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket, 005 DEU 002 017 talede HERREN til mig og sagde: 005 DEU 002 018 Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar, 005 DEU 002 019 og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots Børn i Eje. 005 DEU 002 020 Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter. 005 DEU 002 021 Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne. Men HERREN udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, 005 DEU 002 022 ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der i deres Sted, og de bor der den Dag i dag. 005 DEU 002 023 Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza, dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og bosatte sig der i deres Sted. 005 DEU 002 024 Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til at drive ham bort og føre Krig med ham! 005 DEU 002 025 Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de ryste og bæve for dig! 005 DEU 002 026 Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af Hesjbon med følgende fredelige Tilbud: 005 DEU 002 027 "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen uden at bøje af til højre eller venstre. 005 DEU 002 028 Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte drage igennem til Fods, 005 DEU 002 029 således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det Land, HERREN vor Gud vil give os!" 005 DEU 002 030 Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem; thi HERREN din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket. 005 DEU 002 031 Derpå sagde HERREN til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham bort for at tage hans Land i Besiddelse!" 005 DEU 002 032 Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Jaza; 005 DEU 002 033 og HERREN vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans Sønner og alle hans Krigere. 005 DEU 002 034 Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe; 005 DEU 002 035 kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i de erobrede Byer. 005 DEU 002 036 Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; HERREN vor Gud gav dem alle i vor Magt. 005 DEU 002 037 Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som HERREN vor Gud havde påbudt. 005 DEU 003 001 Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei. 005 DEU 003 002 Da sagde HERREN til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon." 005 DEU 003 003 Så gav HERREN vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap. 005 DEU 003 004 Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs Kongerige i Basan, 005 DEU 003 005 lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer, foruden de mange åbne Byer; 005 DEU 003 006 og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn; 005 DEU 003 007 men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som Bytte. 005 DEU 003 008 Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget 005 DEU 003 009 Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir 005 DEU 003 010 alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan. 005 DEU 003 011 Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål. 005 DEU 003 012 Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne; 005 DEU 003 013 men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette Basan, man kalder Refaiterland.) 005 DEU 003 014 Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag. 005 DEU 003 015 Og Makir gav jeg Gilead; 005 DEU 003 016 og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden, Ammoniternes Grænse, 005 DEU 003 017 og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst. 005 DEU 003 018 Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "HERREN eders Gud har givet eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne 005 DEU 003 019 kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg) skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder 005 DEU 003 020 indtil HERREN bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de også får taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage til den Ejendom, jeg har givet eder!" 005 DEU 003 021 Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger; således vil HERREN også gøre ved alle de Riger, du drager over til. 005 DEU 003 022 Du skal ikke frygte for dem; thi HERREN eders Gud vil selv kæmpe for eder!" 005 DEU 003 023 Og dengang bad jeg således til HERREN: 005 DEU 003 024 "Herre, HERRE! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden, der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du? 005 DEU 003 025 Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!" 005 DEU 003 026 Men HERREN var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke, men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den Sag; 005 DEU 003 027 men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede; 005 DEU 003 028 men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje." 005 DEU 003 029 Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor. 005 DEU 004 001 Og nu, Israel! Hør de Anordninger og Lovbud, som jeg vil lære eder at holde, for at I kan blive i Live og komme ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, vil give eder. 005 DEU 004 002 I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder, men I skal holde HERREN eders Guds Bud, som jeg pålægger eder. 005 DEU 004 003 I har med egne Øjne set, hvad HERREN gjorde i Anledning af Ba'al Peor: Hver eneste Mand, som fulgte Ba'al Peor, udryddede HERREN din Gud af din Midte. 005 DEU 004 004 Men I, som holdt fast ved HERREN eders Gud, er alle i Live den Dag i Dag. 005 DEU 004 005 Se, jeg har lært eder Anordninger og Lovbud, således som HERREN min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det Land, I skal ind og tage i Besiddelse; 005 DEU 004 006 hold dem og følg dem! Thi det skal være eders Visdom og eders Kløgt i de andre Folks Øjne. Når de hører om alle disse Anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt Folk, dette store Folk!" 005 DEU 004 007 Thi hvor er der vel et stort Folk, som har Guder, der kommer til det, således som HERREN vor Gud gør det, når vi kalder på ham; 005 DEU 004 008 og hvor er der vel et stort Folk, der har så retfærdige Anordninger og Lovbud som hele denne Lov, jeg forelægger eder i Dag? 005 DEU 004 009 Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage Vare på dig selv, at du ikke glemmer, hvad du med egne Øjne har set, og at det ikke viger fra dit Hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine Sønner og dine Sønners Sønner derom. 005 DEU 004 010 Glem ikke den Dag, du stod for HERREN din Guds Åsyn ved Horeb, da HERREN sagde til mig: "Kald mig Folket sammen, for at jeg kan kundgøre dem mine Ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de lever på Jorden, og lære deres Sønner det samme!" 005 DEU 004 011 Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hylet i Mørke, Skyer og Mulm; 005 DEU 004 012 og da HERREN talede til eder ud fra Ilden, hørte I kun Ordene, men nogen Skikkelse så I ikke, kun en Røst fornam I. 005 DEU 004 013 Da kundgjorde han eder sin Pagt, som han bød eder at holde, de ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler. 005 DEU 004 014 Og mig bød HERREN dengang at lære eder Anordninger og Lovbud, som I skulde overholde idet Land, I nu skal over og tage i Besiddelse. 005 DEU 004 015 Eftersom I ikke så nogen Skikkelse, dengang HERREN talede til eder på Horeb ud fra Ilden, så vogt eder nu omhyggeligt for 005 DEU 004 016 at handle så ryggesløst, at I laver eder et Gudebillede, en Stenstøtte i en eller anden Skikkelse, enten det nu er et Afbillede af en Mand eller en Kvinde 005 DEU 004 017 eller et Afbillede af et eller andet Dyr, der lever på Jorden, eller et Afbillede af en eller anden vinget Fugl, der flyver under Himmelen, 005 DEU 004 018 eller et Afbillede af et eller andet Kryb, der kryber på Jorden, eller et Afbillede af en eller anden Fisk i Vandet under Jorden; 005 DEU 004 019 og når du løfter dit Blik til Himmelen og ser Solen og Månen og Stjernerne, hele Himmelens Hær, så vogt dig for at lade dig forføre til at tilbede og dyrke dem. Thi HERREN din Gud har tildelt alle de andre Folk under hele Himmelen dem; 005 DEU 004 020 men eder tog HERREN og førte ud af Smelteovnen, af Ægypten, for at I skulde være hans Ejendomsfolk, som I nu er. 005 DEU 004 021 Men HERREN blev vred på mig for eders Skyld og svor, at jeg ikke skulde komme over Jordan ind i det herlige Land, som HERREN din Gud vil give dig i Eje, 005 DEU 004 022 thi jeg skal dø i Landet her; jeg skal ikke komme over Jordan, men I skal komme over og tage dette herlige Land i Besiddelse. 005 DEU 004 023 Så vogt eder for at glemme HERREN eders Guds Pagt, som han sluttede med eder, og for at lave eder noget Gudebillede i Skikkelse af noget som helst, HERREN din Gud har forbudt dig 005 DEU 004 024 Thi HERREN din Gud er en fortærende Ild, en nidkær Gud! 005 DEU 004 025 Når du får Børn og Børnebørn, og I bliver gamle i Landet, og I da handler så ryggesløst, at I laver eder Gudebilleder i en eller anden Skikkelse og gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds Øjne, så at I fortørner ham, 005 DEU 004 026 så kalder jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder på, at I hastigt skal blive udryddet af det Land, I skal over Jordan og tage i Besiddelse; I skal ikke få noget langt Liv der, men visselig gå til Grunde; 005 DEU 004 027 og HERREN vil splitte eder mellem Folkene, og kun nogle få af eder skal blive tilbage blandt de Folkeslag, HERREN driver eder hen iblandt. 005 DEU 004 028 Der skal I komme til at dyrke Guder, der er Menneskehænders Værk, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre, spise eller lugte! 005 DEU 004 029 Der skal I så søge HERREN din Gud, og du skal finde ham, når du søger ham af hele dit Hjerte og hele din Sjæl. 005 DEU 004 030 I de kommende Dage, når du er i Nød, og alle disse Ting kommer over dig, skal du vende om til HERREN din Gud og adlyde hans Røst. 005 DEU 004 031 Thi en barmhjertig Gud er HERREN din Gud; han slipper dig ikke og lader dig ikke gå til Grunde og glemmer ikke Pagten med dine Fædre, som han tilsvor dem. 005 DEU 004 032 Thi gransk dog i de henfarne Tider, der gik forud for dig, lige fra den Tid af da Gud skabte Menneskene på Jorden, og fra den ene Ende af Himmelen til den anden, om der er sket noget så stort som dette, eller om dets Lige er hørt. 005 DEU 004 033 Har noget Folk hørt Guds Røst ud fra Ilden, således som du hørte det, og levet? 005 DEU 004 034 Eller har nogen Gud søgt at komme og hente sig et Folk midt ud af et andet Folk ved Prøvelser, Tegn og Undere, ved Krig, med stærk Hånd og udstrakt Arm og store Rædsler, således som du med egne Øjne så HERREN eders Gud gøre med eder i Ægypten? 005 DEU 004 035 Du fik det at se, for at du skulde vide, af HERREN og ingen anden er Gud. 005 DEU 004 036 Fra Himmelen lod han dig høre sin Røst for at undervise dig, og på Jorden lod han dig se sin store Ild, og hans Ord hørte du ud fra Ilden. 005 DEU 004 037 Og fordi han elskede dine Fædre og udvalgte deres Afkom efter dem og selv førte dig ud af Ægypten ved sin store Vælde 005 DEU 004 038 for at drive Folk bort foran dig, der er større og mægtigere end du selv, og lade dig komme ind i deres Land og give dig det i Eje, som det nu er sket, 005 DEU 004 039 derfor skal du i Dag vide og lægge dig på Sinde, at HERREN og ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden. 005 DEU 004 040 Og du skal holde hans Anordninger og Bud, som jeg pålægger dig i Dag, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, og for at du alle Dage kan leve længe i det Land, HERREN din Gud giver dig! 005 DEU 004 041 På den Tid udskilte Moses tre Byer hinsides Jordan, på den østre Side, 005 DEU 004 042 som Tilflugtsteder for Manddrabere, der uforsætligt slår et andet Menneske ihjel uden i Forvejen at have båret Nag til ham, for at de kan redde Livet ved at ty til en af disse Byer, 005 DEU 004 043 nemlig Bezer i Ørkenen på Højsletten for Rubeniterne, Ramot i Gilead for Gaditerne og Golan i Basan for Manassiterne. 005 DEU 004 044 Dette er den Lov, Moses forelagde Israelitterne. 005 DEU 004 045 Dette er de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, Moses kundgjorde Israelitterne, da de drog bort fra Ægypten, 005 DEU 004 046 hinsides Jordan i Dalen lige for Bet Peor i det Land, der havde tilhørt Amoriterkongen Sihon, som boede i Hesjbon, og som Moses og Israelitterne havde slået, da de drog bort fra Ægypten. 005 DEU 004 047 De havde erobret hans og Kong Og af Basans Land, de to Amoriterkonger hinsides Jordan, på den østre Side, 005 DEU 004 048 fra Aroer ved Arnonflodens Bred til Sirjons Bjerg, det er Hermon, 005 DEU 004 049 tillige med hele Arabalavningen hinsides Jordan, på den østre Side, lige til Arabahavet neden for Pisgas Skrænter. 005 DEU 005 001 Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: Hør, Israel, de Anordninger og Lovbud, som jeg kundgør eder i Dag! Lær dem og hold dem omhyggeligt. 005 DEU 005 002 HERREN vor Gud sluttede en Pagt med os ved Horeb. 005 DEU 005 003 Det var ikke med vore Fædre, HERREN sluttede den Pagt, men med os, vi, der i Dag er her til Stede, alle vi, der er i Live. 005 DEU 005 004 Ansigt til Ansigt talede HERREN med eder på Bjerget ud fra Ilden. 005 DEU 005 005 Jeg stod dengang som Mellemmand mellem HERREN og eder og kundgjorde eder HERRENs Ord; thi I var bange for Ilden og turde ikke stige op på Bjerget. 005 DEU 005 006 Han sagde: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset. 005 DEU 005 007 Du må ikke have andre Guder end mig. 005 DEU 005 008 Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden; 005 DEU 005 009 du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig, 005 DEU 005 010 men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud! 005 DEU 005 011 Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn! 005 DEU 005 012 Tag Vare på Hviledagen, så du holder den hellig, således som HERREN din Gud har pålagt dig! 005 DEU 005 013 I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, 005 DEU 005 014 men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, din Okse eller dit Æsel eller noget af dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte, for at din Træl og Trælkvinde kan hvile ud ligesom du selv. 005 DEU 005 015 Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud førte dig ud derfra med stærk Hånd og udstrakt Arm; det er derfor, HERREN din Gud har pålagt dig at fejre Hviledagen! 005 DEU 005 016 Ær din Fader og din Moder, således som HERREN din Gud har pålagt dig, for at du kan få et langt Liv, og det må gå dig vel i det Land, HERREN din Gud vil give dig. 005 DEU 005 017 Du må ikke slå ihjel! 005 DEU 005 018 Du må ikke bedrive Hor! 005 DEU 005 019 Du må ikke stjæle! 005 DEU 005 020 Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste! 005 DEU 005 021 Du må ikke begære din Næstes Hustru. Du må ikke attrå din Næstes Hus, hans Mark, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til! 005 DEU 005 022 Disse Ord talede HERREN til hele eders Forsamling på Bjerget ud fra Ilden, Skyen og Mulmet med vældig Røst uden at føje noget til; og han skrev dem op på to Stentavler og gav mig dem. 005 DEU 005 023 Men da I hørte Røsten, der lød ud fra Mørket, medens Bjerget stod i lys Lue, kom I, alle Overhovederne for eders Stammer og eders Ældste, hen til mig 005 DEU 005 024 og sagde: "Se, HERREN vor Gud har ladet os skue sin Herlighed og Storhed, og hans Røst har vi hørt ud fra Ilden; i Dag har vi oplevet, at Gud kan tale med Mennesker, uden at de dør. 005 DEU 005 025 Men hvorfor skal vi dø? Thi denne vældige Ild vil fortære os; hvis vi skal blive ved at høre på HERREN vor Guds Røst, må vi dø! 005 DEU 005 026 Thi hvilken dødelig har nogen Sinde som vi hørt den levende Guds Røst ud fra Ilden og levet? 005 DEU 005 027 Træd du hen og hør alt, hvad HERREN vor Gud siger; siden skal du så sige os alt, hvad HERREN vor Gud taler til dig, og vi skal høre det og gøre derefter." 005 DEU 005 028 Og da HERREN hørte, hvorledes I talte til mig, sagde han til mig: "Jeg har hørt, hvad dette Folk siger til dig, og alt, hvad de har sagt til dig, er ret; 005 DEU 005 029 gid de alle Dage må have et sådant Hjerte, at de frygter mig og holder alle mine Bud, for at det må gå dem og deres Børn vel evindelig. 005 DEU 005 030 Gå derfor hen og byd dem at vende tilbage til deres Telte; 005 DEU 005 031 men bliv du stående her hos mig, så skal jeg kundgøre dig alle Budene, Anordningerne og Lovbudene, som du skal lære dem, og som de skal holde i det Land, jeg vil give dem i Eje!" 005 DEU 005 032 Gør derfor omhyggeligt således, som HERREN eders Gud har pålagt eder, uden at vige til højre eller venstre; 005 DEU 005 033 følg altid den Vej, som HERREN eders Gud har pålagt eder at gå, at I kan blive i Live og få det godt og leve længe i det Land, I skal tage i Besiddelse! 005 DEU 006 001 Dette er Budet, Anordningerne og Lovbudene, som HERREN eders Gud har påbudt at lære eder at handle efter i det Land, I skal over og tage i Besiddelse, 005 DEU 006 002 for at du alle dine Levedage må frygte HERREN din Gud og holde alle hans Anordninger og Bud, som jeg giver dig, du selv, din Søn og din Sønnesøn, og få et langt Liv. 005 DEU 006 003 Hør derfor, Israel, og gør omhyggeligt efter dem, for at det kan gå dig vel, og for at I må blive overvættes talrige, således som HERREN, dine Fædres Gud, har forjættet dig, i et Land, der flyder med Mælk og Honning. 005 DEU 006 004 Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een. 005 DEU 006 005 Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke. 005 DEU 006 006 Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til Hjerte; 005 DEU 006 007 og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op; 005 DEU 006 008 du skal binde dem som et Tegn om din Hånd, de skal være som et Erindringsmærke på din Pande, 005 DEU 006 009 og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine Porte. 005 DEU 006 010 Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke Byer, som du ikke har bygget, 005 DEU 006 011 Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt, 005 DEU 006 012 vogt dig da for at glemme HERREN, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset; 005 DEU 006 013 HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans Navn skal du svælge! 005 DEU 006 014 I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende Folks Guder, 005 DEU 006 015 thi HERREN din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil HERREN din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af Jorden. 005 DEU 006 016 I må ikke friste HERREN eders Gud, som I gjorde ved Massa. 005 DEU 006 017 I skal omhyggeligt holde HERREN eders Guds Bud, Vidnesbyrd og Anordninger, som han har pålagt dig; 005 DEU 006 018 og du skal gøre, hvad der er ret og godt i HERRENs Øjne, for at det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i Eje. som HERREN tilsvor dine Fædre, 005 DEU 006 019 idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som HERREN har sagt! 005 DEU 006 020 Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som HERREN vor Gud gav eder?" 005 DEU 006 021 så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i Ægypten; men HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd. 005 DEU 006 022 Og HERREN udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten, på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne; 005 DEU 006 023 men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det Land, han havde tilsvoret vore Fædre. 005 DEU 006 024 Dengang pålagde HERREN os at handle efter alle disse Anordninger, idet vi frygter HERREN vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil er sket. 005 DEU 006 025 Og vi skal stå som retfærdige for HERREN vor Guds Ansigt, når vi handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt os!" 005 DEU 007 001 Når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, og driver store Folk bort foran dig, Hetiterne, Girgasjiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Periiterne, Hivviterne og Jebusiterne, syv Folk, der er større og mægtigere end du, 005 DEU 007 002 og når HERREN din Gud giver dem i din Magt, og du overvinder dem, så skal du lægge Band på dem. Du må ikke slutte Pagt med dem eller vise dem Skånsel. 005 DEU 007 003 Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres Sønner din datter eller tage en af deres Døtre til din Søn; 005 DEU 007 004 thi så vil de få din Søn til at falde fra HERREN, så han dyrker andre Guder, og HERRENs Vrede vil blusse op imod eder, og han vil udrydde dig i Hast. 005 DEU 007 005 Men således skal I gøre ved dem: Deres Altre skal I nedbryde, deres Stenstøtter skal I sønderslå, deres Asjerastøtter skal I omhugge, og deres Gudebilleder skal I opbrænde. 005 DEU 007 006 Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud; dig har HERREN din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk på Jorden. 005 DEU 007 007 Det er ikke, fordi I er større end alle de andre Folk, at HERREN har fattet Velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle Folk; 005 DEU 007 008 men fordi HERREN elskede eder, og fordi han vilde holde den Ed, han tilsvor eders Fædre, derfor var det, at HERREN med stærk Hånd førte eder ud og udløste dig af Trællehuset, af Ægypterkongen Faraos Hånd; 005 DEU 007 009 så skal du vide, at HERREN din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde Slægtled holder fast ved sin Pagt og sin Miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans Bud, 005 DEU 007 010 men bringer Gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer Gengældelse over ham. 005 DEU 007 011 Derfor skal du omhyggeligt handle efter det Bud, de Anordninger og Lovbud, jeg i Dag giver dig! 005 DEU 007 012 Når I nu hører disse Lovbud og holder dem og handler efter dem, så skal HERREN din Gud til Løn derfor holde fast ved den Pagt og den Miskundhed, han tilsvor dine Fædre. 005 DEU 007 013 Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig, han skal velsigne Frugten af dit Moderliv og Frugten af din Jord, dit Korn, din Most og din Olie, Tillægget af dine Okser og dine Fårs Yngel i det Land, han tilsvor dine Fædre at ville give dig! 005 DEU 007 014 Velsignet skal du være fremfor alle andre Folk; ingen Mand eller Kvinde hos dig skal være ufrugtbar, ej heller noget af dit Kvæg; 005 DEU 007 015 og HERREN vil holde alle Sygdomme fra dig; ingen af Ægyptens onde Farsoter, som du jo kender, vil han påføre dig, men han vil lægge dem på alle dem, der hader dig. 005 DEU 007 016 Og alle de Folk, som HERREN din Gud giver dig, skal du fortære uden Skånsel; du må ikke dyrke deres Guder, thi det vilde blive en Snare for dig. 005 DEU 007 017 Og skulde du sige ved dig selv: "Disse Folk er større end jeg, hvor kan jeg drive dem bort?" 005 DEU 007 018 så frygt ikke for dem, men kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Farao og hele Ægypten, 005 DEU 007 019 de store Prøvelser, du selv så, Tegnene og Underne, den stærke Hånd og den udstrakte Arm, hvormed HERREN din Gud førte dig ud; således vil HERREN din Gud gøre ved alle de Folkeslag, du frygter for. 005 DEU 007 020 Ja, også Gedehamse vil HERREN din Gud sende imod dem, indtil de, der er tilbage og holder sig skjult for dig, er udryddet. 005 DEU 007 021 Vær ikke bange for dem, thi HERREN din Gud er i din Midte, en stor og frygtelig Gud. 005 DEU 007 022 HERREN din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi så bliver Markens vilde Dyr dig for talrige. 005 DEU 007 023 Men HERREN din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slå dem med stor Rædsel, indtil de er udryddet. 005 DEU 007 024 Og han skal give deres Konger i din Hånd, og du skal udrydde deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for dig, til du har udryddet dem. 005 DEU 007 025 Deres Gudebilleder skal I opbrænde; du må ikke lade dig friste til at tage Sølvet eller Guldet på dem, for at du ikke skal lokkes i en Snare derved, thi det er HERREN din Gud en Vederstyggelighed, 005 DEU 007 026 og du må ikke føre nogen Vederstyggelighed ind i dit Hus, for at du ikke skal hjemfalde til Band ligesom den, nej, du skal nære Afsky og Gru for den, thi den er hjemfaldet til Band! 005 DEU 008 001 Alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, skal I omhyggeligt handle efter, for at I må blive i Live og blive mangfoldige og komme ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN tilsvor eders Fædre. 005 DEU 008 002 Og du skal komme i Hu, hvorledes HERREN din Gud i disse fyrretyve År har ført dig i Ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på Prøve og for at se, hvad der boede i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej. 005 DEU 008 003 Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise, en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved alt, hvad der udgår af HERRENs Mund, lever Mennesket. 005 DEU 008 004 Dine klæder blev ikke slidt af Kroppen på dig, og dine Fødder hovnede ikke i disse fyrretyve År: 005 DEU 008 005 Så vid da og tag dig til Hjerte, at HERREN optugter dig, som en Mand optugter sin Søn. 005 DEU 008 006 Og hold HERREN din Guds Bud, så du vandrer på hans Veje og frygter ham. 005 DEU 008 007 Thi HERREN din Gud vil føre dig ind i et herligt Land, et Land med Vandbække, Kilder og Strømme, der vælder frem på Bjerg og Dal, 005 DEU 008 008 et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figentræer og Granatæbletræer, et Land med Oliventræer og Honning, 005 DEU 008 009 et Land, hvor du ikke skal tære Fattigmands Brød, hvor du intet skal mangle, et Land, hvis Sten giver Jern, og i hvis Bjerge du kan hugge Kobber. 005 DEU 008 010 Men når du så spiser dig mæt, skal du love HERREN din Gud for det herlige Land, han gav dig. 005 DEU 008 011 Vogt dig for at glemme HERREN din Gud, så du ikke holder hans Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig. 005 DEU 008 012 Når du da spiser dig mæt og bygger gode Huse og bor i dem, 005 DEU 008 013 og dit Hornkvæg og Småkvæg øges, og dit Sølv og Guld øges, og alt, hvad du ejer, øges, 005 DEU 008 014 lad så ikke dit Hjerte blive hovmodigt, så du glemmer HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset, 005 DEU 008 015 ham, som ledte dig i den store, grufulde Ørken med dens Giftslanger og Skorpioner og vandløse Ødemarker, ham, som lod Vand vælde frem til dig af den flinthårde Klippe, 005 DEU 008 016 ham, som i Ørkenen gav dig Manna at spise, som dine Fædre ikke kendte til, dig til Ydmygelse og Prøvelse, for i de kommende Dage at kunne gøre vel imod dig! 005 DEU 008 017 Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen Kraft og min egen Hånds Styrke, der har skaffet mig den Rigdom." 005 DEU 008 018 Men kom HERREN din Gud i Hu; thi ham er det, der giver dig Kraft til at vinde dig Rigdom for at stadfæste den Pagt, han tilsvor dine Fædre, således som det nu er sket. 005 DEU 008 019 Men hvis du glemmer HERREN din Gud og holder dig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i Dag, at I skal gå til Grunde. 005 DEU 008 020 Som de Folk, HERREN lader gå til Grunde for eder, skal I gå til Grunde, til Straf for at I ikke vilde adlyde HERREN eders Gud! 005 DEU 009 001 Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv, over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker; 005 DEU 009 002 over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere, som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan holde Stand mod Anakiterne!" 005 DEU 009 003 Så skal du nu vide, at det er HERREN din Gud, der går foran dig som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast, således som HERREN har sagt dig. 005 DEU 009 004 Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For min Retfærdigheds Skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds Skyld, at HERREN driver dem bort foran dig! 005 DEU 009 005 Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld, du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på Grund af disse Folks Ondskab, at HERREN driver dem bort foran dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob. 005 DEU 009 006 Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at HERREN din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk med hårde Halse! 005 DEU 009 007 Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede HERREN din Gud i Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til Stedet her, har I været genstridige mod HERREN. 005 DEU 009 008 Ved Horeb fortørnede I HERREN, og HERREN blev vred på eder, så han vilde ødelægge eder. 005 DEU 009 009 Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, som HERREN havde sluttet med eder, opholdt jeg mig på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke, 005 DEU 009 010 og HERREN gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger; og på dem stod alle de Ord, HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet. 005 DEU 009 011 Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav HERREN mig de to Stentavler, Pagtens Tavler. 005 DEU 009 012 Og HERREN sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et støbt Billede!" 005 DEU 009 013 Og HERREN sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er et Folk med hårde Halse; 005 DEU 009 014 lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og større end det!" 005 DEU 009 015 Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue; 005 DEU 009 016 og jeg så, og se, I havde syndet mod HERREN eders Gud, I havde lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej, HERREN havde foreskrevet eder. 005 DEU 009 017 Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og knuste dem for eders Øjne. 005 DEU 009 018 Og derpå faldt jeg ned for HERRENs Åsyn fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, så I fortørnede ham. 005 DEU 009 019 Thi jeg frygtede for, at HERREN skulde tilintetgøre eder i den Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og HERREN bønhørte mig også den Gang! 005 DEU 009 020 Også på Aron blev HERREN vred, så han vilde tilintetgøre ham; men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron. 005 DEU 009 021 Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i Bækken, som løber ned ad Bjerget. 005 DEU 009 022 Også i Tabera, Massa og Hibrot Hatta'va fortørnede I HERREN. 005 DEU 009 023 Og da HERREN lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder, trodsede I HERREN eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham og adlød ham ikke. 005 DEU 009 024 I har været genstridige mod HERREN, så længe jeg har kendt eder. 005 DEU 009 025 Så faldt jeg ned for HERRENs Åsyn i de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, fordi HERREN havde sagt, at han vilde tilintetgøre eder, 005 DEU 009 026 og jeg bad til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, ødelæg ikke dit Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte ud af Ægypten med stærk Hånd! 005 DEU 009 027 Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd, 005 DEU 009 028 for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi HERREN ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at lade dem omkomme i Ørkenen! 005 DEU 009 029 De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store Kraft og din udstrakte Arm!" 005 DEU 010 001 Ved denne Tid sagde HERREN til mig: Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige og stig op til mig på Bjerget; lav dig også en Ark af Træ! 005 DEU 010 002 Så vil jeg på Tavlerne skrive de Ord, der stod på de forrige Tavler, som du knuste, og du skal lægge dem ned i Arken!" 005 DEU 010 003 Da lavede jeg en Ark af Akacietræ og tilhuggede to Stentavler ligesom de forrige og steg op på Bjerget med de to Tavler i Hånden. 005 DEU 010 004 Og han skrev på Tavlerne det samme, som var skrevet første Gang, de ti Ord, som HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet. Og HERREN overgav mig dem. 005 DEU 010 005 Så vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget og lagde Tavlerne i den Ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som HERREN havde pålagt mig. 005 DEU 010 006 Og Israelitterne drog fra Be'erotbene-Ja'akan til Mosera. Der døde Aron, og der blev han jordet, og hans Søn Eleazar blev Præst i hans Sted. 005 DEU 010 007 Derfra drog de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbata, en Egn med Vandløb. 005 DEU 010 008 På den Tid udskilte HERREN Levis Stamme til at bære HERRENs Pagts Ark og til at stå for HERRENs Åsyn og tjene ham og velsigne i hans Navn, som det sker den Dag i Dag. 005 DEU 010 009 Derfor fik Levi ikke Arvelod og Del sammen med sine Brødre; HERREN selv er hans Arvelod, som HERREN din Gud lovede ham. 005 DEU 010 010 Men jeg blev på Bjerget lige så længe som forrige Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og HERREN bønhørte mig også denne Gang; HERREN vilde ikke tilintetgøre dig. 005 DEU 010 011 Da sagde HERREN til mig: "Rejs dig og bryd op i Spidsen for Folket, for at de kan komme og tage det Land i Besiddelse, jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem!" 005 DEU 010 012 Og nu, Israel! Hvad andet kræver HERREN din Gud af dig, end at du skal frygte HERREN din Gud, så du vandrer på alle hans Veje, og at du skal elske ham og tjene HERREN din Gud af hele dit Hjerte og hele din Sjæl, 005 DEU 010 013 så du holder HERRENs Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig, for at det må gå dig vel. 005 DEU 010 014 Se, Himmelen og Himlenes Himle og Jorden med alt, hvad der er på den, tilhører HERREN din Gud; 005 DEU 010 015 men kun til dine Fædre fattede han Velbehag, så han elskede dem, og eder, deres Afkom, udvalgte han af alle Folkeslag, som det nu er kendeligt. 005 DEU 010 016 Så omskær nu eders Hjerters Forhud og gør ikke mer eders Nakker stive! 005 DEU 010 017 Thi HERREN eders Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre, den store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser Personsanseelse eller lader sig købe, 005 DEU 010 018 som skaffer den faderløse og Enken Ret og elsker den fremmede og giver ham Brød og klæder. 005 DEU 010 019 Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i Ægypten. 005 DEU 010 020 HERREN din Gud skal du frygte: ham skal du tjene, ved ham skal du holde fast, og ved hans Navn skal du sværge! 005 DEU 010 021 Han er din Lovsang, og han er din Gud, han, som har gjort disse store og forfærdelige Ting imod dig, som du med egne Øjne har set! 005 DEU 010 022 Halvfjerdsindstyve i Tal drog dine Fædre ned til Ægypten, og nu har HERREN din Gud gjort dig talrig som Himmelens Stjerner! 005 DEU 011 001 Så elsk da HERREN din Gud og hold hans Forskrifter, hans Anordninger, Lovbud og Bud alle Dage: 005 DEU 011 002 jeg taler ikke til eders Børn, der ikke har oplevet det og set det; betænk derfor i Dag HERREN eders Guds Optugtelse, hans Storhed, hans stærke Hånd og udstrakte Arm, 005 DEU 011 003 hans Tegn og Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten mod Farao, Ægypterkongen, og hele hans Land, 005 DEU 011 004 og hvad han gjorde ved Ægypternes Hærmagt, deres Heste og Vogne, som han, da de forfulgte eder, lod det røde Havs Vande skylle hen over og tilintetgjorde for stedse, 005 DEU 011 005 og hvad han gjorde for eder i Ørkenen, lige til I kom til Stedet her, 005 DEU 011 006 og hvad han gjorde ved Datan og Abiram, Rubens Søn Eliabs Sønner, hvorledes Jorden åbnede sin Mund og slugte dem tillige med deres Huse og Telte og alt, hvad der var i ledtog med dem, midt iblandt hele Israel! 005 DEU 011 007 Thi med egne Øjne har I set al den Stordåd, HERREN har øvet! 005 DEU 011 008 Så hold da alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, for at I kan vinde Styrke og komme og tage det Land i Besiddelse, som I skal over og tage i Besiddelse, 005 DEU 011 009 og for at I kan få et langt Liv på den Jord, HERREN tilsvor eders Fædre at ville give dem og deres Afkom, et Land, der flyder med Mælk og Honning. 005 DEU 011 010 Thi det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, er ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din Sæd, måtte du vande Landet med din Fod, som en Urtehave; 005 DEU 011 011 nej, det Land, I skal over og tage i Besiddelse, er et Land med Bjerge og Dale, der drikker Vand, når Regnen falder fra Himmelen, 005 DEU 011 012 et Land, som HERREN din Gud har Omhu for, og som HERREN din Guds Øjne stadig hviler på, fra Årets Begyndelse og til dets Slutning. 005 DEU 011 013 Og hvis I nu lyder mine Bud, som jeg i Dag pålægger eder, så I elsker HERREN eders Gud og tjener ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl, 005 DEU 011 014 så vil jeg give eders Land dets Regn i rette Tid, både Tidligregn og Sildigregn, så du kan høste dit Korn, din Most og din Olie; 005 DEU 011 015 og jeg vil give Græs på din Mark til dit Kvæg; og du skal spise dig mæt. 005 DEU 011 016 Men vogt eder, at ikke eders Hjerte dåres, så I falder fra og dyrker andre Guder og tilbeder dem; 005 DEU 011 017 thi da vil HERRENs Vredeblusse op imod eder, og han vil lukke Himmelen, så der ikke falder Regn, og Jorden ikke giver Grøde, og I skal hurtigt udryddes af det herlige Land, HERREN vil give eder. 005 DEU 011 018 I skal lægge eder disse mine Ord på Hjerte og Sinde, binde dem som et Tegn om eders Hånd og lade dem være et Erindringsmærke på eders Pande, 005 DEU 011 019 og I skal lære eders Børn dem, idet I taler om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op. 005 DEU 011 020 Og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine Porte, 005 DEU 011 021 for at I og eders Børn må leve i det Land, HERREN tilsvor eders Fædre at ville give dem, så længe Himmelen er over Jorden. 005 DEU 011 022 Thi hvis I vogter vel på alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger eder at holde, så I elsker HERREN eders Gud og vandrer på alle hans Veje og hænger fast ved ham, 005 DEU 011 023 så skal HERREN drive alle disse Folk bort foran eder, og I skal underlægge eder Folk, der er større og mægtigere end I. 005 DEU 011 024 Hver Plet, eders Fodsål betræder, skal tilhøre eder; fra Ørkenen til Libanon og fra den store Flod, Eufratfloden, til Havet i Vest skal eders Landemærker strække sig. 005 DEU 011 025 Ingen skal kunne holde Stand for eder; Skræk og Rædsel for eder skal HERREN eders Gud lade komme over hele det Land, I betræder, således som han lovede eder. 005 DEU 011 026 Se, jeg forelægger eder i Dag Velsignelse og Forbandelse, 005 DEU 011 027 Velsignelsen, hvis I lyder HERREN eders Guds Bud, som jeg i Dag pålægger eder, 005 DEU 011 028 og Forbandelsen, hvis ikke lyder HERREN eders Guds Bud, men viger bort fra den Vej, jeg i Dag foreskriver eder, for at holde eder til andre Guder, I ikke før kendte til. 005 DEU 011 029 Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, så skal du lægge Velsignelsen på Garizims Bjerg og Forbandelsen på Ebals Bjerg. 005 DEU 011 030 De ligger jo hinsides Jordan, bag ved den, mod Vest, i de Kanånæeres Land, der bor i Arabalavningen, lige over for Gilgal ved Sandsigerens Træ. 005 DEU 011 031 Thi I står jo nu i Begreb med at overskride Jordan for at gå ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder. Når I da har taget det i Besiddelse og bosat eder der, 005 DEU 011 032 skal I omhyggeligt handle efter alle de Anordninger og Lovbud, jeg i Dag forelægger eder! 005 DEU 012 001 Dette er de Anordninger og Lovbud, I omhyggeligt skal handle efter i det Land, HERREN, dine Fædres Gud, giver dig i Eje, så længe I lever på Jorden. 005 DEU 012 002 I skal i Bund og Grund ødelægge alle de Steder, hvor de Folk, I driver bort, dyrker deres Guder, på de høje Bjerge, på Højene og under alle grønne Træer! 005 DEU 012 003 I skal nedbryde deres Altre og sønderslå deres Stenstøtter, I skal opbrænde deres Asjerastøtter og omhugge deres Gudebilleder og udrydde deres Navn fra hvert sådant Sted. 005 DEU 012 004 I må ikke bære eder således ad over for HERREN eders Gud; 005 DEU 012 005 men til det Sted, HERREN eders Gud udvælger blandt alle eders Stammer for at stedfæste sit Navn og lade det bo der, skal I søge, og der skal du gå hen; 005 DEU 012 006 derhen skal I bringe eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og Offerydelser, eders Løfteofre og Frivilligofre og de førstefødte af eders Hornkvæg og Småkvæg; 005 DEU 012 007 der skal I holde Måltid for HERREN eders Guds Åsyn og sammen med eders Husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad HERREN din Gud velsigner dig med. 005 DEU 012 008 I må ikke bære eder ad, som vi nu for Tiden gør her, hvor enhver gør, hvad han finder for godt; 005 DEU 012 009 thi endnu er I jo ikke kommet til det Hvilested og den Arvelod, HERREN din Gud vil give dig. 005 DEU 012 010 Men når I er gået over Jordan og har fæstet Bo i det Land, HERREN eders Gud vil give eder til Arv, og han får skaffet eder Ro for alle eders Fjender trindt omkring, så I kan bo trygt, 005 DEU 012 011 da skal det Sted, HERREN eders Gud udvælger til Bolig for sit Navn, være det, hvorhen I skal bringe alt, hvad jeg pålægger eder, eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og Offerydelser og alle eders udvalgte Løftofre, som I lover HERREN; 005 DEU 012 012 og der skal I være glade for HERREN eders Guds Åsyn sammen med eders Sønner og Døtre, eders Trælle og Trælkvinder og Leviten inden eders Porte; thi han har jo ingen Arvelod og Del som I andre. 005 DEU 012 013 Vogt dig for at ofre dine Brændofre på et hvilket som helst Sted, dit Øje falder på. 005 DEU 012 014 Men på det Sted HERREN udvælger i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt, hvad jeg pålægger dig. 005 DEU 012 015 Derimod må du, så meget du lyster, slagte Kvæg og nyde Kød rundt om i dine Byer, alt som HERREN din Gud velsigner dig; urene og rene må spise det, som var det Gazeller eller Hjorte. 005 DEU 012 016 Kun Blodet må ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som Vand. 005 DEU 012 017 Men inden dine Porte må du ikke nyde Tienden af dit Korn, din Most og din Olie eller de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg eller noget af dine Løfteofre og Frivilligofre eller nogen af dine Offerydelser; 005 DEU 012 018 men for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, HERREN din Gud udvælger, skal du nyde alt dette sammen med din Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde og Leviten inden dine Porte, og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn over alt, hvad du erhverver dig. 005 DEU 012 019 Vogt dig vel for at glemme Leviten, så længe du lever i dit Land! 005 DEU 012 020 Når HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han har lovet dig, og du da får Lyst til Kød og siger: "Jeg vil have Kød at spise", så spis kun Kød, så meget du lyster. 005 DEU 012 021 Hvis det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit Navn, ligger langt fra dig, så må du slagte af dit Hornkvæg og Småkvæg, som HERREN giver dig, således som jeg har pålagt dig, og spise det inden dine Porte, så meget du lyster. 005 DEU 012 022 Men du skal spise det, som man spiser Gazeller og Hjorte; både urene og rene må spise det. 005 DEU 012 023 Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde Blodet; thi Blodet er Sjælen, og du må ikke nyde Sjælen tillige med Kødet. 005 DEU 012 024 Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på Jorden som Vand. 005 DEU 012 025 Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, idet du gør, had der er ret i HERRENs Øjne. 005 DEU 012 026 Men dine hellige Gaver og Løfteofre skal du komme med til det Sted, HERREN udvælger; 005 DEU 012 027 og du skal bringe dine Brændofre, både Kødet og Blodet, på HERREN din Guds Alter; og Blodet af dine Slagtofre skal udøses på HERREN din Guds Alter, men Kødet må du spise. 005 DEU 012 028 Adlyd omhyggeligt alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel til evig Tid, idet du gør, hvad der er godt og ret i HERREN din Guds Øjne. 005 DEU 012 029 Når HERREN din Gud udrydder de Folk, du drager hen at drive bort, og du har drevet dem bort og bosat dig i deres Land, 005 DEU 012 030 så vogt dig for at lade dig lokke til at gå i deres Fodspor, efter at de er udryddet foran dig, og for at spørge dig for angående deres Guder, idet du siger: "Hvorledes plejede disse Folkeslag at dyrke deres Guder? Således vil også jeg bære mig ad." 005 DEU 012 031 Således må du ikke bære dig ad over for HERREN din Gud; thi alt, hvad der er HERREN en Vederstyggelighed, alt, hvad han hader, har de gjort over for deres Guder; ja, de brændte endog deres Sønner og Døtre til Ære for deres Guder! 005 DEU 012 032 Alt, hvad jeg pålægger eder, skal I omhyggeligt udføre. Du må hverken lægge noget til eller trække noget fra. 005 DEU 013 001 Når en Profet eller en, der har Drømme, opstår i din Midte og forkynd dig et Tegn eller et Under, 005 DEU 013 002 og det Tegn og Under, han talte til dig om, indtræffer, og han samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre Guder, som I ikke før kendte til, og dyrke dem, 005 DEU 013 003 så må du ikke høre på den Profets Tale eller på den, der har Drømmen; thi HERREN eders Gud sætter eder på Prøve for at se, om I elsker HERREN eders Gud af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl. 005 DEU 013 004 HERREN eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans Bud skal I holde, hans Røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og ved ham skal I bolde fast. 005 DEU 013 005 Men hin Profet eller den, der har Drømmen, skal lide Døden; thi fra HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten og udløste dig af Trællehuset, har han prædiket Frafald for at drage dig bort fra den Vej, HERREN din Gud bød dig at vandre på; og du skal udrydde det onde af din Midte. 005 DEU 013 006 Dersom din Broder eller Halvbroder, din Søn eller Datter, din Hustru, som du favner, eller din Ven, der er dig kær som dit eget Liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, 005 DEU 013 007 af de Folkeslags Guder, der bor rundt om eder, være sig nær eller fjernt, fra den ene Ende af Jorden til den anden, 005 DEU 013 008 så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have Medlidenhed med ham, vise ham Skånsel eller holde Hånd over ham, 005 DEU 013 009 men du skal slå ham ihjel; din Hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres Hånd. 005 DEU 013 010 Du skal stene ham til Døde, fordi han søgte at forføre dig til Frafald fra HERREN din Gud, der førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset. 005 DEU 013 011 Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af Frygt og ikke mere øver en sådan Udåd i din Midte! 005 DEU 013 012 Kommer det dig for Øre, at der i en af dine Byer, som HERREN din Gud giver dig at bo i, 005 DEU 013 013 er optrådt Niddinger af din egen Midte, som har forført deres Bysbørn til at gå hen og dyrke fremmede Guder, som I ikke før kendte til, 005 DEU 013 014 så skal du omhyggeligt undersøge, efterforske og udgranske Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig så, at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i din Midte, 005 DEU 013 015 da skal du hugge indbyggerne i den By ned med Sværdet, idet du lægger Band på den og alt, hvad der er deri; også Kvæget der skal du hugge ned med Sværdet. 005 DEU 013 016 Og alt Byttet, der er taget der, skal du samle sammen midt på Torvet, og så skal du opbrænde Byen og Byttet, der er taget der, som et Heloffer til HERREN din Gud; derefter skal den for evigt ligge i Ruiner og aldrig mer bygges op. 005 DEU 013 017 Og intet af det bandlyste må blive hængende ved din Hånd, for at HERREN må standse sin flammende Vrede og vise dig Barmhjertighed og i sin Barmhjertighed gøre dig mangfoldig, som han tilsvor dine Fædre, 005 DEU 013 018 fordi du adlyder HERREN din Guds Røst, så du vogter på alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og gør, hvad der er ret i HERREN din Guds Øjne! 005 DEU 014 001 HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld. 005 DEU 014 002 Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud, og dig har HERREN udvalgt til at være hans Ejendomsfolk blandt alle Folk på Jorden. 005 DEU 014 003 Du må ikke spise noget, som er en Vederstyggelighed. 005 DEU 014 004 De Dyr, I må spise, er følgende: Okser, Får og Geder, 005 DEU 014 005 Hjorte, Gazeller, Antiloper, Stenbukke, Disjonantiloper, Oryksantiloper og Vildgeder. 005 DEU 014 006 Og alt det Kvæg, som har spaltede Klove, begge Klove helt spaltede, og tygger Drøv, det Kvæg må I spise. 005 DEU 014 007 Men følgende må I ikke spise af dem, der tygger Drøv, og af dem, der har Klovene helt spaltede: Kamelen, Haren og Klippegrævlingen, thi de tygger vel Drøv, men har ikke Klove; de skal være eder urene; 005 DEU 014 008 ej heller Svinet, thi det har vel Klove, men tygger ikke Drøv; det skal være eder urent. Deres Kød må I ikke spise, og ved deres Ådsler må I ikke røre. 005 DEU 014 009 Af alt, hvad der lever i Vandet, må spise følgende: Alt, hvad der har Finner og Skæl, må I spise. 005 DEU 014 010 Men intet, der ikke har Finner og Skæl, må I spise; det skal være eder urent. 005 DEU 014 011 Alle rene Fugle må I spise. 005 DEU 014 012 Men følgende Fugle må I ikke spise: Ørnen, Lammegribben, Havørnen, 005 DEU 014 013 Glenten, de forskellige Arter af Falke, 005 DEU 014 014 alle de forskellige Arter af Ravne, 005 DEU 014 015 Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge, 005 DEU 014 016 Uglen, Hornuglen, Tinsjemetfuglen, 005 DEU 014 017 Pelikanen, Ådselgribben, Fiskepelikanen, 005 DEU 014 018 Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og Flagermusen. 005 DEU 014 019 Alt vinget Kryb skal være eder urent og må ikke spises. 005 DEU 014 020 Men alle rene Fugle må I spise. 005 DEU 014 021 I må ikke spise noget selvdødt Dyr. Du kan give det til den fremmede inden dine Porte, at han kan spise det, eller du kan sælge det til en Udlænding. Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk. 005 DEU 014 022 Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År for År; 005 DEU 014 023 og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan lære at frygte HERREN din Gud alle Dage. 005 DEU 014 024 Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen, eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud velsigner dig, 005 DEU 014 025 så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger, 005 DEU 014 026 og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer, Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad sammen med din Husstand. 005 DEU 014 027 Og Leviten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke Arvelod og Del som du. 005 DEU 014 028 Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte, 005 DEU 014 029 så at Leviten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for. 005 DEU 015 001 Hvert syvende År skal du holde Friår. 005 DEU 015 002 Og Friåret skal holdes således: Enhver, der har en Fordring på sin Næste, skal give Afkald derpå; han må ikke kræve sin Næste og sin Broder, når et Friår er udråbt for HERREN. 005 DEU 015 003 Udlændinge må du kræve; men det, du har til gode hos din Broder, skal du give Afkald på. 005 DEU 015 004 Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi HERREN din Gud vil rigeligt velsigne dig i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje, 005 DEU 015 005 hvis du blot vil adlyde HERREN din Guds Røst, så du omhyggeligt handler efter alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig. 005 DEU 015 006 Thi HERREN din Gud vil velsigne dig, som han lovede dig, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne; og du skal få Magt over mange Folk, men de skal ikke få Magt over dig. 005 DEU 015 007 Når der findes en fattig hos dig, en af dine Brødre inden dine Porte et steds i dit Land, som HERREN din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din Hånd for din fattige Broder; 005 DEU 015 008 men du skal lukke din Hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til. 005 DEU 015 009 Vogt dig for, at ikke sådan nedrig Tanke kommer op i dig: "Der er ikke længe til det syvende År, Friåret!" så du ser med onde Øjne på din fattige Broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til HERREN over dig, og du vil pådrage dig Synd. 005 DEU 015 010 Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit Hjerte over at skulle give ham; thi for den Sags Skyld vil HERREN din Gud velsigne dig i alt dit Virke, i alt, hvad du tager dig for. 005 DEU 015 011 Thi der vil aldrig mangle fattige i Landet; derfor byder jeg dig Du skal villigt lukke din Hånd op for din nødlidende og fattige Broder i dit Land. 005 DEU 015 012 Når en af dine Brødre, en hebraisk Mand eller Kvinde, sælger sig til dig, skal han trælle for dig i seks År, men i det syvende skal du give ham fri. 005 DEU 015 013 Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme Hænder; 005 DEU 015 014 men du skal give ham rigeligt med af dit Småkvæg og fra din Lo og din Perse; efter som HERREN din Gud velsigner dig, skal du give ham. 005 DEU 015 015 Du skal komme i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette i dag. 005 DEU 015 016 Men hvis han siger til dig: "Jeg vil ikke forlade dig, thi jeg har fået Kærlighed til dig og dit Hus og har det godt hos dig", 005 DEU 015 017 så skal du tage en Syl og stikke den igennem hans Øre ind i Døren, og så skal han være din Træl for Livstid. Og på samme Måde skal du bære dig ad med din Trælkvinde. 005 DEU 015 018 Du må ikke være fortrydelig over at skulle give ham fri; thi han har ved sit Arbejde i de seks År ydet dig det dobbelte af en Daglejers Løn; og HERREN vil velsigne dig i alt, hvad du tager dig for. 005 DEU 015 019 Alle førstefødte Handyr, der fødes dig mellem dit Hornkvæg og Småkvæg, skal du hellige HERREN din Gud; du må hverken bruge det førstefødte af dine Okser til Arbejde eller klippe Ulden af det førstefødte af dine Får. 005 DEU 015 020 For HERREN din Guds Åsyn skal du sammen med din Husstand fortære det År efter År på det Sted, HERREN udvælger. 005 DEU 015 021 Men hvis de har en Lyde, hvis de er lamme eller blinde eller har en anden slem Lyde, må du ikke ofre dem til HERREN din Gud. 005 DEU 015 022 Inden dine Port kan du, både de rene og urene iblandt eder, fortære dem som Gazeller eller Hjorte. 005 DEU 015 023 Kun Blodet må du ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som Vand. 005 DEU 016 001 Tag Vare på Abib Måned og hold Påske for HERREN din Gud; thi i Abib Måned førte HERREN din Gud dig ved Nattetide ud af Ægypten. 005 DEU 016 002 Og som Påskeoffer til HERREN din Gud skal du slagte Småkvæg og Hornkvæg på det Sted, HERREN din Gud udvælger fil Bolig for sit Navn. 005 DEU 016 003 Du må ikke spise syret Brød dertil. I syv Dage skal du spise usyret Brød dertil, Trængselsbrød thi i største Hast drog du ud af Ægypten for at du kan ihukomme den Dag, du drog ud af Ægypten, så længe du lever. 005 DEU 016 004 Hele syv dage må der ikke findes Surdej nogetsteds inden for dine Landemærker. Af Kødet, som du slagter om Aftenen den første Dag må intet ligge Natten over til næste Morgen. 005 DEU 016 005 Du har ingensteds Lov at slagte Påskeofferet inden dine Porte, som HERREN din Gud giver dig; 005 DEU 016 006 men på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, der skal du slagte Påskeofferet om Aftenen ved Solnedgang, på det Tidspunkt du drog ud af Ægypten. 005 DEU 016 007 Og du skal koge det og spise det på det Sted, HERREN din Gud udvælger, og næste Morgen skal du vende hjemad og drage til dine Boliger. 005 DEU 016 008 I seks dage skal du spise usyrede Brød, og på den syvende skal der være festlig Samling for HERREN din Gud, du må intet Arbejde udføre. 005 DEU 016 009 Syv Uger skal du tælle frem; den Dag du sætter Seglen til Hornet, skal du begynde at tælle. 005 DEU 016 010 Så skal du fejre Ugefesten for HERREN din Gud med så mange frivillige Gaver, du vil give, efter som HERREN din Gud velsigner dig. 005 DEU 016 011 Og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, sammen med din Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten inden dine Porte, den fremmede, den faderløse og Enken, som bor hos dig. 005 DEU 016 012 Og du skal komme i Hu, at du var Træl i Ægypten, og omhyggeligt holde disse Anordninger. 005 DEU 016 013 Løvhyttefesten skal du fejre i syv Dage, når du har indsamlet Udbyttet fra din Tærskeplads og din Perse; 005 DEU 016 014 og du skal være glad på din Højtid sammen med din Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte. 005 DEU 016 015 Syv Dage skal du holde Højtid for HERREN din Gud, på det Sted HERREN udvælger, thi HERREN din Gud vil velsigne dig i alt, hvad du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være glad. 005 DEU 016 016 Tre Gange om Året skal alle af Mandkøn hos dig stedes for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted han udvælger, på de usyrede Brøds Fest, Ugefesten og Løvhyttefesten; og man må ikke stedes for HERRENs Åsyn med tomme Hænder; 005 DEU 016 017 men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den Velsignelse, HERREN din Gud giver dig. 005 DEU 016 018 Dommere og Tilsynsmænd skal du indsætte dig overalt inden dine Porte, som HERREN din Gud vil give dig, rundt om i dine Stammer, og de skal dømme Folket på retfærdig Vis. 005 DEU 016 019 Du må ikke bøje Retten, ikke vise Personsanseelse og ikke tage imod Bestikkelse; thi Bestikkelse gør Vismænd kolde og forplumrer de retfærdiges Sag. 005 DEU 016 020 Ret, kun Ret skal du stræbe efter, for at du kan leve og beholde det Land, som HERREN din Gud vil give dig. 005 DEU 016 021 Du må ikke plante dig nogen Asjerastøtte, noget som helst Træ ved Siden af det Alter, du rejser for HERREN din Gud. 005 DEU 016 022 Heller ikke må du rejse dig nogen Stenstøtte; dem hader HERREN din Gud. 005 DEU 017 001 Du må ikke ofre HERREN din Gud en Okse eller et Stykke Småkvæg, som har nogen Lyde, nogen som helst Fejl; thi det er HERREN din Gud en Vederstyggelighed. 005 DEU 017 002 Når der et steds i din Midte inden dine Porte, som HERREN din Gud vil give dig, findes nogen, Mand eller Kvinde, der gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds Øjne, og overtræder hans Pagt, 005 DEU 017 003 idet han går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem, Solen, Månen eller Himmelens hele Hær, hvad jeg ikke har pålagt eder, 005 DEU 017 004 og det bliver dig meldt, så du får det af høre, da skal du omhyggeligt undersøge Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig således, at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i Israel, 005 DEU 017 005 da skal du føre Manden eller Kvinden, som har øvet denne Udåd, ud til Byporten, hvad enten det nu er en Mand eller en Kvinde, og stene dem til Døde. 005 DEU 017 006 På to eller tre Vidners Udsagn skal Dødsdommen udføres; den må ikke udføres på et enkelt Vidnes Udsagn. 005 DEU 017 007 Vidnernes Hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres Hånd. Således skal du udrydde det onde af din Midte. 005 DEU 017 008 Når en Retssag angående Blodsudgydelse eller et Ejendomsspørgsmål eller Legemsskade, når i det hele en eller anden Retstrætte inden dine Porte er dig for vanskelig, skal du stå op og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger, 005 DEU 017 009 og henvende dig til Levitpræsterne og den Dommer, som er der til den Tid, og spørge dem til Råds, så skal de give dig til Hen, hvorledes der skal dømmes i Sagen. 005 DEU 017 010 Og du skal rette dig efter den Afgørelse, de giver dig til kende fra det Sted, HERREN udvælger, og omhyggeligt handle efter alt det, som de lærer dig. 005 DEU 017 011 Efter den Vejledning, de giver dig, og efter den Kendelse, de kundgør dig, skal du handle uden at vige til højre eller venstre fra, hvad de giver dig til Kende. 005 DEU 017 012 Og den Mand, der formaster sig til ikke at lyde Præsten, som gør Tjeneste der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal udrydde det onde af Israel. 005 DEU 017 013 Og det skal høres i hele Folket, så de gribes af Frygt og ikke mere handler formasteligt. 005 DEU 017 014 Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, og får taget det i Besiddelse og fæstet Bo der, og du så får den Tanke, at du vil have en Konge over dig ligesom alle de andre Folk rundt om dig, 005 DEU 017 015 så må du kun sætte den Mand til Konge over dig, som HERREN din Gud udvælger. Af dine Brødres Midte skal du tage dig en konge. En fremmed, der ikke hører til dine Brødre, må du ikke tage til konge over dig. 005 DEU 017 016 Kun må han ikke holde mange Heste og sende Folket tilbage til Ægypten for at skaffe sig mange Heste; thi HERREN har jo sagt til eder: "I må ikke mere vende tilbage ad den Vej!" 005 DEU 017 017 Heller ikke må han have mange Hustruer, for at hans Hjerte ikke skal forledes til Frafald, og han må ikke samle sig Sølv og Guld i Overflod. 005 DEU 017 018 Når han så har sat sig på Tronen, skal han skaffe sig en Afskrift af denne Lov hos Levitpræsterne; 005 DEU 017 019 og han skal have den hos sig og læse i den alle sine Levedage, at han kan lære at frygte HERREN sin Gud, så han tager Vare på alle denne Lovs Ord og på disse Anordninger og holder dem, 005 DEU 017 020 for at hans Hjerte ikke skal hovmode sig over hans Brødre eller vige til højre eller venstre fra Budet, at han og hans Sønner i lange Tider må have Kongemagten i Israel. 005 DEU 018 001 Levitpræsterne, hele Levis Stamme, skal ikke have arvelod og Del sammen med det øvrige Israel, men leve af HERRENs Ildofre og af det, der tilfalder ham. 005 DEU 018 002 Han må ikke eje nogen Arvelod blandt sine Brødre; HERREN er hans Arvelod, som han lovede ham. 005 DEU 018 003 Og dette skal være den Ret, Præsterne har Krav på hos Folket, hos dem, der slagter Ofre, være sig Okser eller Småkvæg: Han skal give Præsten Boven, Kæberne og Kaljunet. 005 DEU 018 004 Det første af dit Korn, din Most og din Olie og den første Uld af dine Får skal du give ham. 005 DEU 018 005 Thi ham har HERREN din Gud udvalgt blandt alle dine Stammer, så at han og hans Sønner altid skal gøre Præstetjeneste i HERRENs Navn. 005 DEU 018 006 Når en Levit inden dine Porte et steds i Israel, hvor han har haft sit Ophold, kommer til det Sted, HERREN udvælger det står ham frit for at komme, hvis han vil 005 DEU 018 007 må han gøre Præstetjeneste i HERREN sin Guds Navn, lige så vel som alle hans Brødre, de andre Leviter, der står for HERRENs Åsyn der. 005 DEU 018 008 De skal nyde samme Ret, fraregnet hvad enhver er kommet til ved Salg af sin Fædrenearv. 005 DEU 018 009 Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, må du ikke lære at efterligne disse Folks Vederstyggeligheder. 005 DEU 018 010 Der må ingen findes hos dig, som lader sin Søn eller datter gå igennem. Ilden, ingen, som driver Spådomskunst, tager Varsler, er Sandsiger eller øver Trolddom, 005 DEU 018 011 ingen, som foretager Besværgelse eller gør Spørgsmål til Genfærd og Sandsigerånder og henvender sig til de døde; 005 DEU 018 012 thi enhver, der gør sligt, er HERREN vederstyggelig, og for disse Vederstyggeligheders Skyld er det, at HERREN din Gud driver dem bort foran dig. 005 DEU 018 013 Ustraffelig skal du være for HERREN din Gud. 005 DEU 018 014 Thi disse Folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager Varsler og driver Spådomskunst; men sligt har HERREN din Gud ikke tilladt dig. 005 DEU 018 015 HERREN din Gud vil lade en Profet som mig fremstå af din Midte, af dine Brødre; ham skal I høre på. 005 DEU 018 016 Således udbad du dig det jo af HERREN din Gud ved Horeb, den Dag I var forsamlede, da du sagde: "Lad mig ikke mere høre HERREN min Guds Røst og se denne vældige Ild, at jeg ikke skal dø!" 005 DEU 018 017 Da sagde HERREN til mig: "De har talt rettelig! 005 DEU 018 018 Jeg vil lade en Profet som dig fremstå for dem af deres Brødre og lægge mine Ord i hans Mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! 005 DEU 018 019 Og enhver, der ikke vil høre mine Ord, som han taler i mit Navn, ham vil jeg kræve til Regnskab. 005 DEU 018 020 Men den Profet, der formaster sig til at tale noget i mit Navn, som jeg ikke har pålagt ham at tale, eller taler i en anden Guds Navn, den Profet skal dø!" 005 DEU 018 021 Og hvis du tænker ved dig selv: "Hvorledes skal vi kende det Ord, HERREN ikke har talt?" 005 DEU 018 022 så vid: Hvad en Profet taler i HERRENs Navn, uden at det sker og indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham! 005 DEU 019 001 Når HERREN din Gud får udryddet de Folk, hvis Land HERREN din Gud vil give dig, og du får dem drevet bort og har bosat dig i deres Byer og Huse, 005 DEU 019 002 da skal du udtage dig tre Byer midt i dit Land, som HERREN din Gud giver dig i Eje. 005 DEU 019 003 Du skal sætte Vejen til dem i Stand og dele dit Landområde, som HERREN din Gud tildeler dig, i tre Dele, for at enhver Manddraber kan ty derhen. 005 DEU 019 004 Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham, 005 DEU 019 005 når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer, og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til en af disse Byer og redde Livet, 005 DEU 019 006 for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom. han ikke i Forvejen havde båret Nag til ham. 005 DEU 019 007 Derfor giver jeg dig dette Bud: Tre Byer skal du udtage dig! 005 DEU 019 008 Og dersom HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han tilsvor dine Fædre, og giver dig hele det Land, han lovede at give dine Fædre, 005 DEU 019 009 fordi du omhyggeligt overholder alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig, idet du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje alle Dage, så skal du føje endnu tre Byer til disse tre, 005 DEU 019 010 for at der ikke skal udgydes uskyldigt Blod i dit Land, som HERREN din Gud giver dig i Eje, så du pådrager dig Blodskyld. 005 DEU 019 011 Men når en Mand, som bærer Nag til sin Næste, lægger sig på Lur efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter til en af disse Byer, 005 DEU 019 012 skal hans Bys Ældste sende Bud og lade ham hente hjem derfra og overgive ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal lade sit Liv. 005 DEU 019 013 Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges Blod, at det må gå dig vel. 005 DEU 019 014 Du må ikke flytte din Næstes Markskel, som tidligere Slægter har sat, ved den Arvelod, du får tildelt i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje. 005 DEU 019 015 En enkelt kan ikke optræde som Vidne mod en Mand, når det angår Misgerning eller Synd, hvad Synd det end er, han begår; kun på to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres. 005 DEU 019 016 Når et ondsindet Vidne optræder mod nogen og beskylder ham for Lovbrud, 005 DEU 019 017 skal begge de stridende fremstille sig for HERRENs Åsyn, for de Præster og Dommere, der er til den Tid, 005 DEU 019 018 og Dommerne skal undersøge Sagen grundigt, og hvis det viser sig, at Vidnet er et falsk Vidne, der har aflagt falsk Vidnesbyrd mod sin Broder, 005 DEU 019 019 så skal I gøre med ham, som han havde til Hensigt at gøre med sin Broder; du skal udrydde det onde af din Midte. 005 DEU 019 020 Når da de andre hører det, vil de gribes af Frygt og ikke mere øve en sådan Udåd i din Midte. 005 DEU 019 021 Du må ikke vise Skånsel: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod! 005 DEU 020 001 Når du drager i Krig mod din Fjende og får Øje på Heste, Vogne og Krigsfolk, der er talrigere end du selv skal du ikke blive bange for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han, som førte dig op fra Ægypten 005 DEU 020 002 Når I rykker ud til Kamp, skal Præsten træde frem og tale til Folket, 005 DEU 020 003 og han skal sige til dem: "Hør, Israel! I rykker i Dag ud til Kamp mod eders Fjender, lad ikke eders Hjerte være forsagt, frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem! 005 DEU 020 004 Thi HERREN eders Gud drager med eder for at stride for eder mod eders Fjender og give eder Sejr." 005 DEU 020 005 Og Tilsynsmændene skal tale således til Folket: "Er der nogen, som har bygget et nyt Hus og endnu ikke indviet det, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i Slaget. 005 DEU 020 006 Og er der nogen, som har plantet en Vingård og ikke taget den i Brug, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal tage den i Brug, om han falder i Slaget. 005 DEU 020 007 Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu ikke taget hende til Hustru, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal tage hende til Hustru, om han falder i Slaget." 005 DEU 020 008 Og Tilsynsmændene skal fremdeles tale til Folket og sige: "Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke hans Brødre skal blive forsagte, som han selv er det!" 005 DEU 020 009 Når så Tilsynsmandene er færdige med at tale til Folket, skal der sættes Høvedsmænd i Spidsen for Folket. 005 DEU 020 010 Når du rykker frem til Angreb på en By, skal du først tilbyde den Fred. 005 DEU 020 011 Hvis den da tager mod Fredstilbudet og åbner sine Porte for dig, skal alle Folk, som findes i den, være dine livegne og trælle for dig 005 DEU 020 012 Vil den derimod ikke slutte Fred, men kæmpe med dig, da skal du belejre den, 005 DEU 020 013 og når HERREN din Gud giver den i din Hånd, skal du hugge alle af Mandkøn ned med Sværdet. 005 DEU 020 014 Men Kvinderne, Børnene, Kvæget og alt, hvad der er i Byen, alt, hvad der røves i den, må du tage som Bytte, og du må gøre dig til gode med det, som røves fra dine Fjender, hvad HERREN din Gud giver dig. 005 DEU 020 015 Således skal du bære dig ad med alle de Byer, som ligger langt fra dig og ikke hører til disse Folkeslags Byer her; 005 DEU 020 016 men i disse Folks Byer, som HERREN din Gud giver dig i Eje, må du ikke lade en eneste Sjæl i Live. 005 DEU 020 017 På dem skal du lægge Band, på Hetiterne, Amoriterne, Kanånæerne, Periiterne, Hiiterne og Jebusiteme, som HERREN din Gud har pålagt dig, 005 DEU 020 018 for at de ikke skal lære eder at efterligne alle deres Vederstyggeligheder, som de øver til Ære for deres Guder, så I forsynder eder mod HERREN eders Gud. 005 DEU 020 019 Når du ved Belejringen af en By må holde den indesluttet i lang Tid for at indtage den, må du ikke ødelægge de Træer, der hører til den, ved at svinge Øksen imod dem; fra dem får du Føde; dem må du ikke hugge om; thi mon Markens Træer er Mennesker, at de også skulde rammes af Belejringen? 005 DEU 020 020 Kun Træer, du ved, ikke bærer spiselig Frugt, må du ødelægge og fælde for at bygge Belejringsværker mod den By, som er i Krig med dig, til den falder. 005 DEU 021 001 Når man i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje, finder en liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået ham ihjel, 005 DEU 021 002 da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de Byer, som ligger rundt om den dræbte. 005 DEU 021 003 Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller båret Åg, 005 DEU 021 004 og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen skal de sønderbryde Nakken på Kvien. 005 DEU 021 005 Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har HERREN din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i HERRENs Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der vedrører Legemsskade, afgøres 005 DEU 021 006 og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte, skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt i Dalen, 005 DEU 021 007 og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore Øjne har ikke set det! 005 DEU 021 008 Tilgiv, HERRE, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der skaffes dem Soning for Blodskylden. 005 DEU 021 009 Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig vel, når du gør, hvad der er ret i HERRENs Øjne. 005 DEU 021 010 Når du drager i Krig mod dine Fjender, og HERREN din Gud giver dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem 005 DEU 021 011 og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte, 005 DEU 021 012 da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår af, skære sine Negle, 005 DEU 021 013 aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din Hustru. 005 DEU 021 014 Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod hende, eftersom du har krænket hende. 005 DEU 021 015 Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn, 005 DEU 021 016 så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den førstefødte, den tilsidesattes Søn. 005 DEU 021 017 Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn, som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer; thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er Førstefødselsretten. 005 DEU 021 018 Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder dem, 005 DEU 021 019 så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de Ældste i hans By og til Porten der 005 DEU 021 020 og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og Drukkenbolt." 005 DEU 021 021 Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre det og gribes af Frygt. 005 DEU 021 022 Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ, 005 DEU 021 023 så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse, og du må ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud vil give dig i Eje. 005 DEU 022 001 Når du ser din Broders Okse eller Får løbe løse om, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til din Broder. 005 DEU 022 002 Og hvis din Broder ikke bor i Nærheden af dig, eller du ikke ved, hvis byret er, skal du tage det ind i dit Hus, og det skal være hos dig, indtil din Broder spørger efter det; så skal du give ham det tilbage. 005 DEU 022 003 På samme Måde skal du forholde dig med hans Æsel, med hans Klæder og med alt, hvad der bliver borte for din Broder, når du finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det. 005 DEU 022 004 Når du ser din Broders Okse eller Æsel styrte på Vejen, må du ikke undlade at tage dig af dem, men du skal hjælpe ham med at få dem op. 005 DEU 022 005 En kvinde må ikke bære Mandsdragt, og en Mand må ikke iføre sig Kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er HERREN din Gud en Vederstyggelighed. 005 DEU 022 006 Når du på din Vej træffer på en Fuglerede i et Træ eller på Jorden med Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller Æggene, må du ikke tage Moderen sammen med Ungerne; 005 DEU 022 007 Ungerne kan du tage, men Moderen skal du lade flyve, for at det må gå dig vel og du må få et langt Liv. 005 DEU 022 008 Når du bygger et nyt Hus, skal du sætte Rækværk om Taget, for at du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder ned derfra. 005 DEU 022 009 Dut må ikke så to Slags Sæd i din Vingård, ellers hjemfalder det hele til Helligdommen, både Sæden, du såede, og Udbyttet af Vingården. 005 DEU 022 010 Du må ikke pløje med en Okse og et Æsel sammen. 005 DEU 022 011 Du må ikke bære Tøj, som er vævet både af Uld og Hør. 005 DEU 022 012 Du skal sætte Kvaster i de fire Hjørner af din Kappe, som du hyller dig i. 005 DEU 022 013 Når en Mand efter at have ægtet en Kvinde og søgt Samkvem med hende får Uvilje imod hende 005 DEU 022 014 og siger hende skammelige Ting på og udspreder ondt Rygte om hende, idet han siger: "Jeg tog denne Kvinde til Ægte, men da jeg havde Samkvem med hende, fandt jeg ikke hos hende Tegnet på, at hun var Jomfru!" 005 DEU 022 015 så skal den unge Kvindes Forældre bringe Jomfrutegnet hen til Byens Ældste i Byporten; 005 DEU 022 016 og Pigens Fader skal sige til de Ældste: "Jeg gav denne Mand min Datter til Hustru, men han har fået Uvilje imod hende, 005 DEU 022 017 og nu siger han hende skammelige Ting på og siger: Jeg har ikke hos din Datter fundet Tegnet på, at hun var Jomfru! Men her er Jomfrutegnet!" Og dermed skal de brede Klædet ud for Byens Ældste. 005 DEU 022 018 Da skal Byens Ældste tage Manden og revse ham; 005 DEU 022 019 og de skal pålægge ham en Bøde på hundrede Sekel Sølv og give den unge Kvindes Fader dem, fordi han udspredte ondt Rygte om en Jomfru i Israel. Og han skal beholde hende som Hustru og har ikke Lov til at skille sig fra hende, så længe han lever. 005 DEU 022 020 Men hvis Beskyldningen er sand, hvis den unge kvindes Jomfrutegn ikke findes, 005 DEU 022 021 skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begået en Udåd i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus. Således skal du udrydde det onde af din Midte. 005 DEU 022 022 Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge dø, både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv. Således skal du udrydde det onde af Israel. 005 DEU 022 023 Når en Mand inde i Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med en anden, og har Samleje med hende, 005 DEU 022 024 skal I føre dem begge ud til Byens Port og stene dem til Døde, Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og Manden, fordi han krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det onde af din Midte. 005 DEU 022 025 Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde Samleje med hende, dø. 005 DEU 022 026 Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en overfalder sin Næste og slår ham ihjel; 005 DEU 022 027 han traf hende jo ude i det fri, og den trolovede Pige skreg, men ingen kom hende til Hjælp. 005 DEU 022 028 Når en Mand træffer en Jomfru, der ikke er trolovet, og tiltvinger sig Samleje med hende, og de gribes på fersk Gerning, 005 DEU 022 029 skal den Mand, der havde Samleje med hende, give Pigens Fader halvtredsindstyve Sekel Sølv og tage hende til Ægte, fordi han krænkede hende; og han har ikke Ret til at skille sig fra hende, så længe han lever. 005 DEU 022 030 Ingen må ægte sin Faders Hustru eller løfte sin Faders Tæppe. 005 DEU 023 001 Ingen, der er gildet ved Knusning eller Snit, har Adgang til HERRENS Forsamling. 005 DEU 023 002 Ingen, som er født i blandet Ægteskab, har Adgang til HERRENs Forsamling; end ikke i tiende Led har hans Afkom Adgang til HERRENs Forsamling. 005 DEU 023 003 Ingen Ammonit eller Moabit har Adgang til HERRENs Forsamling; end ikke i tiende Led har deres Afkom nogen Sinde Adgang til HERRENs Forsamling, 005 DEU 023 004 fordi de ikke kom eder i Møde med Brød eller Vand undervejs, da I drog bort fra Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn, fra Petor i Aram Nabarajim, imod dig til at forbande dig; 005 DEU 023 005 men HERREN din Gud vilde ikke høre på Bileam, og HERREN din Gud forvandlede Forbandelsen til Velsignelse, fordi HERREN din Gud elskede dig. 005 DEU 023 006 Du skal aldrig i Evighed bekymre dig om deres Velfærd og Lykke! 005 DEU 023 007 Derimod må du ikke afsky Edomiterne, thi det er dine Brødre. Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed i deres Land. 005 DEU 023 008 Deres Efterkommere må have Adgang til HERRENs Forsamling i tredje Led. 005 DEU 023 009 Når du går i Krig mod dine Fjender og lægger dig i Lejr, så vogt dig for alt, hvad der er utilbørligt. 005 DEU 023 010 Findes der nogen hos dig, der på Grund af en natlig Hændelse ikke er ren, skal han gå uden for Lejren, han må ikke komme ind i Lejren; 005 DEU 023 011 når det lakker mod Aften, skal han tvætte sig med Vand, og når Solen går ned, må han atter komme ind i Lejren. 005 DEU 023 012 Du skal have en afsides Plads uden for Lejren, hvor du kan gå for dig selv; 005 DEU 023 013 og du skal have en Pind i dit Bælte, og når du sætter dig derude, skal du med den grave et Hul og bagefter tildække dine Udtømmelser. 005 DEU 023 014 Thi HERREN din Gud drager med midt i din Lejr for at hjælpe dig og give dine Fjender i din Magt; derfor skal din Lejr være hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker Væmmelse, og vende sig fra dig. 005 DEU 023 015 Du må ikke udlevere en Træl til hans Herre, når han er flygtet fra sin Herre og søger Tilflugt hos dig. 005 DEU 023 016 Han må tage Ophold i din Midte på det Sted, han selv vælger, inden dine Porte, hvor han helst vil være, og du må ikke gøre ham Men. 005 DEU 023 017 Ingen af Israels Døtre må være Skøge, og ingen af Israels Sønner må være Mandsskøge. 005 DEU 023 018 Du må ikke for at opfylde et Løfte bringe Skøgefortjeneste eller Hundeløn til HERREN din Guds Hus; thi begge dele er HERREN din Gud en Vederstyggelighed. 005 DEU 023 019 Du må ikke tage Rente af din Broder, hverken af Penge, Fødevarer eller andet, som man kan tage Rente af. 005 DEU 023 020 Af Udlændinge må du tage Rente, men ikke af din Broder, hvis HERREN din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse. 005 DEU 023 021 Når du aflægger et Løfte til HERREN din Gud, må du ikke tøve med at indfri det; thi ellers vil HERREN din Gud kræve det af dig, og du vil pådrage dig Skyld. 005 DEU 023 022 Men hvis du undlader at aflægge Løfter, pådrager du dig ingen Skyld. 005 DEU 023 023 Hvad du engang har sagt, skal du holde, og du skal gøre, hvad du frivilligt har lovet HERREN din Gud, hvad du har udtalt med din Mund. 005 DEU 023 024 Når du kommer ind i din Næstes Vingård, må du spise alle de Druer, du har Lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme i din Kurv. 005 DEU 023 025 Når du går igennem din Næstes Sæd, må du plukke Aks med din Hånd, men du må ikke komme til din Næstes Sæd med Segl. 005 DEU 024 001 Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem, 005 DEU 024 002 så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig med en anden Mand; 005 DEU 024 003 får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til Ægte, 005 DEU 024 004 så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke Ret til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren. Thi det er HERREN en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe Brøde over det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje. 005 DEU 024 005 Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og glæde sin Hustru, som han har ægtet. 005 DEU 024 006 Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant. 005 DEU 024 007 Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte. 005 DEU 024 008 Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt dem, skal I omhyggeligt handle. 005 DEU 024 009 Kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I drog bort fra Ægypten. 005 DEU 024 010 Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for at tage Pant af ham. 005 DEU 024 011 Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal bringe Pantet ud til dig. 005 DEU 024 012 Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med hans Pant; 005 DEU 024 013 ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og du står retfærdiggjort for HERREN din Guds Åsyn. 005 DEU 024 014 Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte nogetsteds i dit Land. 005 DEU 024 015 Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå. Ellers råber han til HERREN over dig, og du pådrager dig Skyld. 005 DEU 024 016 Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen Synd. 005 DEU 024 017 Du må ikke bøje Retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage Enkens Klædning i Pant. 005 DEU 024 018 Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således. 005 DEU 024 019 Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken, må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den fremmede, den faderløse og Enken, for at HERREN din Gud kan velsigne dig i alt, hvad du tager dig for. 005 DEU 024 020 Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde. 005 DEU 024 021 Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde. 005 DEU 024 022 Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at handle således. 005 DEU 025 001 Når der opstår Strid mellem Mænd, og de møder for Retten, skal man dømme dem imellem; den, der har Ret, skal frikendes, den skyldige dømmes. 005 DEU 025 002 Og dersom den skyldige idømmes Prygl, skal Dommeren lade ham lægge sig på Jorden og i sit Påsyn lade ham få det Antal Slag, der svarer til hans Forseelse. 005 DEU 025 003 Fyrretyve Slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at din Broder ikke skal vanæres for dine Øjne, når han får endnu flere Slag. 005 DEU 025 004 Du må ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker. 005 DEU 025 005 Når flere Brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade sig nogen Søn, må hans Enke ikke gifte sig med en fremmed Mand uden for Slægten; men hendes Svoger skal gå til hende og tage hende til Ægte, idet han indgår Svogerægteskab med hende. 005 DEU 025 006 Og den første Søn, hun føder, skal bære den afdøde Broders Navn, for at hans Navn ikke skal udslettes af Israel. 005 DEU 025 007 Men hvis Manden er uvillig til af ægte sin Svigerinde, skal hun gå hen til de Ældste i Byporten og sige: "Min Svoger vægrer sig ved at opretholde sin Broders Navn i Israel og vil ikke indgå Svogerægteskab med mig!" 005 DEU 025 008 Derpå skal de Ældste i Byen stævne ham for sig og tale ham til, og hvis han da fastholder sin Beslutning og erklærer sig uvillig til at ægte hende, 005 DEU 025 009 skal hans Svigerinde i de Ældstes Påsyn gå hen til ham, drage hans Sko af hans Fod og spytte ham i Ansigtet og tage til Orde og sige: "Således gør man ved den Mand, som ikke vil opbygge sin Broders Slægt!" 005 DEU 025 010 Og hans Navn i Israel skal være: den barfodedes Hus. 005 DEU 025 011 Når der opstår Trætte mellem to Mænd, og den enes Hustru kommer til for at fri sin Mand fra den andens Slag, og hun rækker sin Hånd ud og tager fat i den andens Blusel, 005 DEU 025 012 da skal du hugge hendes Hånd af; du må ikke vise Skånsel. 005 DEU 025 013 Du må ikke have to Slags Vægtlodder i din Pung, større og mindre. 005 DEU 025 014 Du må ikke have to Slags Efaer i dit Hus, en større og en mindre. 005 DEU 025 015 Fuldvægtige Lodder og Efaer, der holder Mål, skal du have, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig. 005 DEU 025 016 Thi en Vederstyggelighed for HERREN din Gud er enhver, der øver sligt, enhver, der begår Svig. 005 DEU 025 017 Kom i Hu, hvad Amalekiterne gjorde imod dig undervejs, da I drog bort fra Ægypten, 005 DEU 025 018 hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud huggede alle dine udmattede Efternølere ned, da du var træt og nødig. 005 DEU 025 019 Når derfor HERREN din Gud giver dig Ro for alle dine Fjender rundt om i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje, da skal du udrydde ethvert Minde om Amalek. Glem det ikke! 005 DEU 026 001 Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud giver dig til Arv, og tager det i Besiddelse og bosætter dig deri, 005 DEU 026 002 skal du tage en Del af Førstegrøden af alle de Jordens Frugter, som du høster af det Land, HERREN din Gud giver dig, og lægge dem i en Kurv og begive dig til det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn. 005 DEU 026 003 Når du så kommer til den Præst, som er der på den Tid, skal du sige til ham: "Jeg vidner i Dag for HERREN din Gud, at jeg er kommet ind i det Land, HERREN tilsvor vore Fædre at ville give os." 005 DEU 026 004 Så skal Præsten tage Kurven af din Hånd og sætte den hen foran HERREN din Guds Alter. 005 DEU 026 005 Derpå skal du tage til Orde og sige for HERREN din Guds Åsyn: "En omvankende Aramæer var min Stamfader; han drog ned til Ægypten og boede der som fremmed med nogle få Mænd, men der blev han til et stort, mægtigt og talrigt Folk. 005 DEU 026 006 Men Ægypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt Trællearbejde; 005 DEU 026 007 da råbte vi til HERREN, vore Fædres Gud, og HERREN hørte vor Røst og så til vor Elendighed, Møje og Trængsel; 005 DEU 026 008 og HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd og udstrakt Arm, med store, forfærdelige Gerninger og med Tegn og Undere; 005 DEU 026 009 og han førte os til dette Sted og gav os dette Land, et Land, der, flyder med Mælk og Honning. 005 DEU 026 010 Og her bringer jeg nu Førstegrøden af Frugterne af den Jord, du har givet mig, HERRE!" Derpå skal du stille Kurven hen for HERREN din Guds Åsyn og tilbede for HERREN din Guds Åsyn 005 DEU 026 011 og så være glad over alt det gode, HERREN din Gud giver dig, sammen med din Husstand, Leviten og den fremmede, der bor i din Midte. 005 DEU 026 012 Når du det tredje År, Tiendeåret, er færdig med at aflevere hele Tienden af din Afgrøde og har givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken den, så de kan spise sig mætte inden dine Porte, 005 DEU 026 013 da skal du sige for HERREN din Guds Åsyn: "Jeg har leveret det hellige ud fra mit Hus, jeg har også givet Leviten, den fremmede, den faderløse og Enken det efter alt dit Bud, som du har givet os; jeg har ikke overtrådt noget af dine Bud og intet glemt. 005 DEU 026 014 Jeg har ikke spist deraf, medens jeg havde Sorg, jeg har ikke været uren, da jeg afleverede det, og jeg har ikke givet en død noget deraf, jeg har adlydt HERREN min Guds Røst, jeg har handlet nøje efter dit Bud. 005 DEU 026 015 Se derfor ned fra din hellige Bolig, fra Himmelen, og velsign dit Folk Israel og den Jord, du gav os, som du tilsvor vore Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning!" 005 DEU 026 016 I Dag byder HERREN din Gud dig at handle efter disse Anordninger og Lovbud; hold dem derfor omhyggeligt af hele dit Hjerte og hele din Sjæl! 005 DEU 026 017 Du har i dag ladet HERREN tilsige dig, at han vil være din Gud, og at han vil sætte dig højt over alle Folk, som han har skabt, til Pris og Berømmelse og Ære. 005 DEU 026 018 Og HERREN har i Dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans Ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage Vare på alle hans Bud, 005 DEU 026 019 og at du vil gå på hans Veje og holde hans Anordninger, Bud og Lovbud og høre hans Røst, og at du vil være HERREN din Gud et helligt Folk, som han har sagt. 005 DEU 027 001 Derpå bød Moses og IsraeLs Ældste Folket: "Hold alle de Bud, jeg i Dag pålægger eder! 005 DEU 027 002 Og den Dag I går over Jordan ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, skal du oprejse dig nogle store Sten og kalke dem over, 005 DEU 027 003 og på dem skal du skrive alle denne Lovs Ord, så snart du er kommet over, for at du kan drage ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, som HERREN, dine Fædres Gud, lovede dig. 005 DEU 027 004 Og når I er kommet over Jordan, skal I oprejse disse Sten, om hvilke jeg i Dag giver eder Pålæg, på Ebals Bjerg og kalke dem over. 005 DEU 027 005 Og der skal du bygge HERREN din Gud et Alter, et Alter af Sten, som du ikke har svunget Jern over; 005 DEU 027 006 af utilhugne Sten skal du bygge HERREN din Guds Alter, og på det skal du ofre Brændofre til HERREN din Gud, 005 DEU 027 007 og du skal ofre Takofre og holde Måltid der og være glad for HERREN din Guds Åsyn. 005 DEU 027 008 Og på Stenene skal du skrive alle denne Lovs Ord tydeligt og klart!" 005 DEU 027 009 Derpå talte Moses og Levitpræsterne til hele Israel og sagde: "Hør efter i Stilhed, Israel! I Dag er du blevet HERREN din Guds Folk! 005 DEU 027 010 Så lyt da til HERREN din Guds Røst og hold hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig!" 005 DEU 027 011 Og Moses bød på denne Da: Folket: 005 DEU 027 012 "Når I er kommet over Jordan, skal den ene Del af eder tage Plads på Garizims Bjerg for at velsigne Folket, nemlig Simeon, Levi, Juda, Issakar, Josef og Benjamin; 005 DEU 027 013 og den anden skal tage Plads på Ebals Bjerg for at forbande, nemlig Ruben, Gad, Aser, Zebulon, Dan og Naftali." 005 DEU 027 014 Og Leviterne skal tage til Orde og med høj Røst sige til alle Israels Mænd: 005 DEU 027 015 "Forbandet være den, som laver et udskåret eller støbt Billede, HERREN en Vederstyggelighed, Værk af en Håndværkers Hænder, og stiller det op i Løndom!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 016 "Forbandet enhver, som ringeagter sin Fader eller Moder!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 017 "Forbandet enhver, som flytter sin Næstes Skel!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 018 "Forbandet enhver, som fører den blinde på Vildspor!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 019 "Forbandet enhver, som bøjer Retten for den fremmede, den faderløse og Enken!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 020 "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Faders Hustru; thi han har løftet sin Faders Tæppe!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 021 "Forbandet enhver, som har Omgang med noget Slags Kvæg!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 022 "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Søster, sin Faders eller Moders Datter!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 023 "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Hustrus Moder!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 024 "Forbandet enhver, som snigmyrder sin Næste!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 025 "Forbandet enhver, som lader sig købe til at myrde en uskyldig!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 027 026 "Forbandet enhver, som ikke holder denne Lovs Ord i Hævd og handler efter dem!" Og hele Folket skal svare: "Amen!" 005 DEU 028 001 Men dersom du adlyder HERREN din Guds Røst og handler efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så vil HERREN din Gud sætte dig højt over alle Folk på Jorden; 005 DEU 028 002 og alle disse Velsignelser vil komme over dig og nå dig, dersom du adlyder HERREN din Guds Røst: 005 DEU 028 003 Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være på Marken! 005 DEU 028 004 Velsignet dit Livs, din Jords og dit Kvægs Frugt, både Tillægget af dine Okser og dit Småkvægs Yngel! 005 DEU 028 005 Velsignet din kurv og dit Dejtrug! 005 DEU 028 006 Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du være, når du går ud! 005 DEU 028 007 Når dine Fjender rejser sig imod dig, skal HERREN slå dem på Flugt foran dig; ad een Vej skal de drage ud imod dig, men ad syv skal de flygte for dig. 005 DEU 028 008 HERREN skal byde sin Velsignelse være med dig i dine Lader og i alt, hvad du tager dig for, og velsigne dig i det Land, HERREN din Gud giver dig. 005 DEU 028 009 HERREN skal gøre dig til sit hellige Folk, som han tilsvor dig, når du holder HERREN din Guds Bud og vandrer på hans Veje. 005 DEU 028 010 Og alle Jordens Folk skal se, at HERRENs Navn er nævnet over dig, og frygte dig. 005 DEU 028 011 HERREN skal give dig Geder i Overflod, Frugt af dit Moderliv, Frugt af dit kvæg og Frugt af din Jord i det Land, HERREN tilsvor dine Fædre at ville give dig. 005 DEU 028 012 HERREN skal åbne dig sit rige Forrådskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i rette Tid og for at velsigne alt, hvad du tager dig for, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne. 005 DEU 028 013 HERREN skal gøre dig til Hoved og ikke til Hale, og det skal stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og omhyggeligt handler efter dem 005 DEU 028 014 uden at vige til højre eller venstre fra noget af de Bud, jeg i Dag pålægger eder, ved at holde dig til. andre Guder og dyrke dem. 005 DEU 028 015 Men hvis du ikke adlyder HERREN din Guds Røst og omhyggeligt handler efter alle hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig, så skal alle disse Forbandelser komme over dig og nå dig: 005 DEU 028 016 Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være på Marken! 005 DEU 028 017 Forbandet din Kurv og dit Dejgtrug! 005 DEU 028 018 Forbandet dit Livs og din Jords Frugt, Tillægget af dine Okser og dit Småkvægs Yngel! 005 DEU 028 019 Forbandet skal du være, når du går ind, og forbandet skal du være, når du går ud! 005 DEU 028 020 HERREN skal sende Forbandelsen, Rædselen og Truselen over dig i alt, hvad du tager dig for, indtil du i en Hast bliver tilintetgjort og går til Grunde for dine onde Gerningers Skyld, fordi du forlod mig. 005 DEU 028 021 HERREN skal lade Pesten hænge ved dig, indtil den helt har udryddet dig fra det Land, du skal ind og tage i Besiddelse. 005 DEU 028 022 HERREN skal ramme dig med Svindsot, Feberglød, Betændelse og Hede, med Tørke, Kornbrand og Rust, og de skal forfølge dig, indtil du er gået til Grunde. 005 DEU 028 023 Himmelen over dit Hoved skal blive som Kobber, Jorden under dig som Jern. 005 DEU 028 024 Regnen over dit Land skal HERREN forvandle til Sand og Støv, som falder ned over dig fra Himmelen, indtil du er ødelagt. 005 DEU 028 025 HERREN skal slå dig foran dine Fjender; ad een Vej skal du drage ud imod dem, men ad syv skal du flygte for dem, og du skal blive en Skræmsel for alle Riger på Jorden. 005 DEU 028 026 Dine Lig skal blive Føde for alle Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr, og ingen skal skræmme dem bort. 005 DEU 028 027 HERREN skal slå dig med Ægyptens Svulster, med Bylder, Skab og Skurv, der ikke kan læges. 005 DEU 028 028 HERREN skal slå dig med Vanvid, Blindhed og Vildelse. 005 DEU 028 029 Ved højlys Dag skal du famle dig frem, som den blinde famler sig frem i Mørket; alt, hvad du tager dig for, skal mislykkes for dig, du skal kues og plyndres alle Dage, og ingen skal frelse dig. 005 DEU 028 030 Den Kvinde, du trolover dig med, skal en anden favne; det Hus, du bygger dig, skal du ikke komme til at bo i; den Vingård, du planter, skal du ikke plukke Druer i; 005 DEU 028 031 din Okse skal slagtes for dine Øjne, men du skal ikke spise deraf; dit Æsel skal røves i dit Påsyn og ikke komme tilbage til dig; dit Småkvæg skal komme i Fjendevold, og ingen skal hjælpe dig; 005 DEU 028 032 dine Sønner og Døtre skal prisgives et fremmed Folk, og med egne Øjne skal du se det og vansmægte af Længsel efter dem Dagen lang, uden at du formår noget. 005 DEU 028 033 Frugten af dit Land og af al din Møje skal fortæres af et Folk, du ikke kender; du skal kues og mishandles alle Dage; 005 DEU 028 034 du skal blive afsindig ved alt, hvad du må se på. 005 DEU 028 035 HERREN skal slå dig på knæ og Læg med onde Svulster, der ikke kan læges, ja fra Fodsål til Isse. 005 DEU 028 036 Dig og din Konge, som du sætter over dig, skal HERREN føre til et Folk, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, og der skal du dyrke fremmede Guder, Træ og Sten. 005 DEU 028 037 Du skal blive til Rædsel, Spot og Spe for alle de Folk, HERREN fører dig hen til. 005 DEU 028 038 Udsæd i Mængde skal du bringe ud på Marken, men kun høste lidt, thi Græshopperne skal fortære den; 005 DEU 028 039 Vingårde skal du plante og dyrke, men Vin skal du ikke komme til at drikke eller oplagre, thi Ormene skal opæde Druen; 005 DEU 028 040 Oliventræer skal du have overalt i dit Land, men med Olie skal du ikke komme til at salve dig, thi dine Oliven skal falde. af. 005 DEU 028 041 Sønner og Døtre skal du avle, men du skal ikke beholde dem, thi de skal gå i Fangenskab. 005 DEU 028 042 Alle dine Træer og dit Lands Afgrøde skal Insekterne bemægtige sig. 005 DEU 028 043 Den fremmede, som er hos dig, skal hæve sig op over dig, højere og højere, men du skal synke dybere og dybere. 005 DEU 028 044 De skal låne til dig, men du skal ikke låne til dem; de skal blive Hoved, og du skal blive Hale. 005 DEU 028 045 Alle disse Forbandelser skal komme over dig, forfølge dig og nå dig, til du er lagt øde, fordi du ikke adlød HERREN din Guds Røst, så du holdt hans Bud og Anordninger, som han pålagde dig; 005 DEU 028 046 de skal til evig Tid følge dig o: dit Afkom som Tegn og Undere. 005 DEU 028 047 Eftersom du ikke vilde tjene HERREN din Gud med Fryd og Hjertens Glæde, fordi du havde Overflod på alt, 005 DEU 028 048 skal du komme til at tjene dine Fjender, som HERREN vil sende imod dig, under Hunger og Tørst, Nøgenhed og Mangel på alt; han skal lægge Jernåg på din Nakke, indtil de har lagt dig øde. 005 DEU 028 049 HERREN skal opbyde imod dig et Folk fra det fjerne, fra Jordens yderste Ende, et Folk med Ørnens Flugt, et Folk, hvis Sprog dut ikke forstår, 005 DEU 028 050 et Folk med hårde Ansigter, der ikke tager Hensyn til de gamle eller viser Skånsel mod de unge; 005 DEU 028 051 det skal opæde dit Kvægs og din Jords Frugt, indtil du er lagt øde; det skal ikke levne dig Korn, Most eller Olie, tillæg af dine Okser eller Yngel af dit Småkvæg, indtil det har tilintetgjort dig; 005 DEU 028 052 det skal belejre dig i alle dine Byer, indtil dine høje, stærke Mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit Land; det skal besejre dig overalt inden dine Porte overalt i dit Land, som HERREN din Gud giver dig. 005 DEU 028 053 Og du skal fortære din Livsfrugt, Kødet af dine Sønner og Døtre, som HERREN din Gud giver dig, under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig; 005 DEU 028 054 selv den mest forvænte og blødagtige af dine Mænd skal se skævt til sin Broder, til sin Hustru, der hviler i hans Favn, og til de sidste Sønner, han har tilbage, 005 DEU 028 055 så han ikke under en eneste af dem Kødet af sine Børn, som han fortærer, fordi der ikke er levnet ham noget under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig overalt inden dine Porte. 005 DEU 028 056 Og den mest forvænte og blødagtige af dine Kvinder, som aldrig har prøvet at træde med sin Fod på jorden for Blødagtighed og Forvænthed, skal se skævt til sin Mand, der hviler i hendes Favn, og til sin Søn og Datter, 005 DEU 028 057 så hun ikke under dem Efterbyrden, der går fra hende, eller de Børn, hun føder; men i Mangel på alt fortærer hun dem selv i Løndom under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig inden dine Porte! 005 DEU 028 058 Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne Lovs Ord, som står skrevet i denne Bog, og frygter dette herlige og forfærdelige Navn, HERREN din Gud, 005 DEU 028 059 så skal HERREN sende uhørte Plager over dig og dit Afkom, svare og vedholdende Plager og ondartede, vedholdende Sygdomme, 005 DEU 028 060 og lade alle Ægyptens Sygdomme, som du gruer for, komme over dig, og de skal hænge ved dig; 005 DEU 028 061 ja endog alle mulige Sygdomme og Plager, som der ikke er skrevet om i denne Lovbog, skal HERREN lade komme over dig, til du er lagt øde. 005 DEU 028 062 Medens I før var talrige som Himmelens Stjerner, skal der kun blive nogle få Mænd tilbage af eder, fordi du ikke adlød HERREN din Guds Røst. 005 DEU 028 063 Og ligesom HERREN før havde sin Glæde af at gøre vel imod eder og gøre eder mangfoldige, således skal HERREN da have sin Glæde af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og t skal drives bort fra det Land, du nu skal ind og tage i Besiddelse. 005 DEU 028 064 HERREN skal adsplitte dig blandt alle Folkeslagene fra den ene Ende af Jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, Træ og Sten; 005 DEU 028 065 og blandt disse Folk skal du ikke få Ro eller finde Hvile for din Fod; thi der skal HERREN give dig et skælvende Hjerte, udtærede Øjne og en vansdsmægtende Sjæl. 005 DEU 028 066 Det skal syne, s dig, som hang dit Liv i en Tråd; du skal ængstes ved Dag og ved Nat og aldrig føle dig sikker på dit Liv. 005 DEU 028 067 Om Morgenen skal du sige: "Gid det var Aften!" Og om Aftenen: "Gid det var Morgen!" Sådan Angst skal du gribes af, og så forfærdeligt bliver det, dine Øjne får at se. 005 DEU 028 068 Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten på Skibe, ad den Vej, som jeg lovede dig, du aldrig mere skulde få at se; og der skal I stille eder til Salg for eders Fjender som Trælle og Trælkvinder, men der skal ingen være, som vil købe eder! 005 DEU 029 001 Det er den Pagts Ord, som HERREN bød Moses at slutte med Israelitterne i Moabs Land foruden den Pagt, han havde sluttet med dem ved Horeb. 005 DEU 029 002 Og Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: I har set alt, hvad HERREN i Ægypten for eders Øjne gjorde ved Farao og alle hans Tjenere og hele hans Land, 005 DEU 029 003 de store Prøvelser, I så med egne Øjne, disse store Tegn og Undere. 005 DEU 029 004 Men hidindtil har HERREN ikke givet eder Hjerte til at forstå med eller Øjne til at se med eller Ører til at høre med. 005 DEU 029 005 I fyrretyve År har jeg ført eder om i Ørkenen; eders Klæder blev ikke slidt af Kroppen på eder, og dine Sko blev ikke slidt af Fødderne på dig; 005 DEU 029 006 Brød fik I ikke at spise, og Vin og stærk Drik fik I ikke at drikke, for at I skulde kende, at jeg er HERREN eders Gud. 005 DEU 029 007 Og da I kom til Stedet her, drog Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan ud til Kamp imod os, men vi slog dem 005 DEU 029 008 og erobrede deres Land og gav Rubeniterne og Gaditerne og Manasses halve Stamme det til Arvelod. 005 DEU 029 009 Tag derfor Vare på denne Pagts Ord og gør efter dem, for at I kan få Lykke til al eders Gerning. 005 DEU 029 010 I står i Dag alle for HERREN eders Guds Åsyn, eders Stammeoverhoveder, Dommere, Ældste og Tilsynsmænd, hver Mand i Israel, 005 DEU 029 011 eders Småbørn og Hustruer og de fremmede, der opholder sig i din Lejr, både dine Brændehuggere og Vandbærere, 005 DEU 029 012 for at indtræde i HERREN din Guds Pagt og det Edsforbund, HERREN din Gud. i Dag slutter med dig, 005 DEU 029 013 for at han i dag kan gøre dig til sit Folk, så han bliver din Gud, som han lovede dig og tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob. 005 DEU 029 014 Og ikke med eder alene slutter jeg denne Pagt og dette Edsforbund, 005 DEU 029 015 men både med dem, der i Dag står her hos os for HERREN vor Guds Åsyn, og med dem, der i Dag ikke er til Stede hos os her. 005 DEU 029 016 Thi I ved jo selv, at vi boede i Ægypten, og at vi drog igennem de forskellige Folkeslags Lande, 005 DEU 029 017 og I så deres væmmelige Guder og de Afgudsbilleder af Træ og Sten, af Sølv og Guld, som de har. 005 DEU 029 018 Så lad der da ikke iblandt eder findes nogen Mand eller Kvinde, Slægt eller Stamme, hvis Hjerte i Dag vender sig bort fra HERREN vor Gud, så de går hen og dyrker disse Folks Guder; lad der ikke iblandt eder nådes nogen Rod, hvoraf Gift og Malurt vokser op, 005 DEU 029 019 så at han, når han hører dette Edsforbunds Ord, i sit Hjerte lover sig selv alt godt og tænker: "Det skal nok gå mig vel, selv om jeg vandrer med genstridigt Hjerte!" Thi så vil han ødelægge både frodigt og tørt. 005 DEU 029 020 HERREN vil ikke tilgive den Mand, nej, hans Vrede og Nidkærhed skal blusse op mod sådan en Mand, og al den Forbandelse, der er optegnet i denne Bog, vil lægge sig på ham, og HERREN vil udslette hans Navn under Himmelen! 005 DEU 029 021 HERREN vil udskille ham af alle Israels Stammer og bringe Ulykke over ham i Overensstemmelse med alle de Pagtens Forbandelser, som er skrevet i denne Lovbog. 005 DEU 029 022 Og når den kommende Slægt, eders Børn, der kommer efter eder. og de fremmede, der kommer langvejsfra, ser de Plager, der har ramt dette Land, og de Sygdomme, HERREN har hjemsøgt det med, 005 DEU 029 023 Svovl og Salt, hele Landet afsvedet, så det ikke kan tilsåes og ingen Afgrøde give, og ingen Urter kan gro deri, som dengang Sodoma og Gomorra, Adma og Zebojim blev ødelagt, da HERREN lod dem gå under i sin Vrede og Harme, da skal de spørge, 005 DEU 029 024 og alle Folkeslag skal spørge: "Hvorfor har HERREN handlet således med dette Land? Hvorledes hænger det sammen med denne vældige Vredesglød?" 005 DEU 029 025 Så skal man svare: "Det er, fordi de sveg den Pagt, HERREN, deres Fædres Gud, havde sluttet med dem, da han førte dem ud af Ægypten, 005 DEU 029 026 og gik hen og dyrkede fremmede Guder og tilbad dem, Guder, som de ikke før havde kendt til, og som han ikke havde tildelt dem; 005 DEU 029 027 derfor blussede HERRENs Vrede op imod dette Land, så han lod al den Forbandelse, som er optegnet i denne Bog, komme over det, 005 DEU 029 028 og derfor oprykkede han dem fra deres Land i Vrede og Harme og heftig Forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed Land, som det nu er sket." 005 DEU 029 029 De skjulte Ting er for HERREN vor Gud, men de åbenbare er for os og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne Lovs Ord! 005 DEU 030 001 Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser og Forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på Sinde ude blandt alle de Folkeslag, HERREN din Gud forstøder dig hen iblandt, 005 DEU 030 002 og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvad jeg i. Dag byder dig, 005 DEU 030 003 så vil HERREN din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over dig og samle dig fra alle de Folk, HERREN din Gud, spreder dig iblandt. 005 DEU 030 004 Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN din Gud samle dig sammen og hente dig derfra. 005 DEU 030 005 Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine Fædre. 005 DEU 030 006 Og HERREN din Gud vil omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, så du elsker HERREN din Gud" af hele dit Hjerte og hele din Sjæl, for at du må leve. 005 DEU 030 007 Og HERREN din Gud vil bringe alle dine Forbandelser over dine Fjender og Avindsmænd, der har forfulgt dig. 005 DEU 030 008 Da skal du omvende dig og adlyde HERREN din Guds Røst og handle efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig. 005 DEU 030 009 Og HERREN din Gud vil give dig Overflod i alt, hvad du tager dig for, Overflod af dit Livs, dit Kvægs og din Jords Frugt; thi HERREN skal atter komme til at glæde sig over dig til dit Bedste, som han glædede sig over dine Fædre, 005 DEU 030 010 fordi du adlyder HERREN din Guds Røst og holder hans Bud og Anordninger, der er optegnet i denne Lovbog, fordi du af hele dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud. 005 DEU 030 011 Thi Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og er heller ikke langt borte. 005 DEU 030 012 Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?" 005 DEU 030 013 Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige: "Hvem skal drage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det, så vi kan handle derefter?" 005 DEU 030 014 Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i dit Hjerte, så du kan handle derefter. 005 DEU 030 015 Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og Lykken, Døden og Ulykken! 005 DEU 030 016 Hvis du lyder HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så at du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, så skal du leve og blive mangfoldig, og HERREN din Gud vil velsigne dig i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse. 005 DEU 030 017 Men hvis dit Hjerte vender sig bort, og: du ikke er lydig, men lader dig forføre til at tilbede fremmede Guder og dyrke dem, 005 DEU 030 018 så kundgør jeg eder i Dag, at I visselig skal gå til Grunde; I skal ikke komme til at leve længe i det Land, du skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan. 005 DEU 030 019 Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve, 005 DEU 030 020 idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommer til at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob. 005 DEU 031 001 Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel, 005 DEU 031 002 sagde han til dem: "Jeg er nu 120 År gammel og kan ikke mere færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der! 005 DEU 031 003 Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som HERREN har sagt. 005 DEU 031 004 Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med Amoriterkongerne Sibon og Og og med deres Land, som han ødelagde; 005 DEU 031 005 og HERREN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder. 005 DEU 031 006 Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!" 005 DEU 031 007 Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give dem det i Eje. 005 DEU 031 008 HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!" 005 DEU 031 009 Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne, Levis Sønner, der bar HERRENs Pagts Ark, og til alle Israels Ældste. 005 DEU 031 010 Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på Løvhyttefesten, 005 DEU 031 011 når hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Åsyn på det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele Israel. 005 DEU 031 012 Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs Ord; 005 DEU 031 013 og deres Børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever i det Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan!" 005 DEU 031 014 Derpå sagde HERREN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen og stillede sig i Åbenbaringsteltet. 005 DEU 031 015 Da åbenbarede HERREN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten stillede sig ved Teltets Indgang. 005 DEU 031 016 Derpå sagde HERREN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det. 005 DEU 031 017 Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og mange Ulykker og Trængsler skal ramme det. Til den Tid skal det sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at disse Ulykker har ramt mig? 005 DEU 031 018 Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder. 005 DEU 031 019 Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod Israelitterne. 005 DEU 031 020 Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt. 005 DEU 031 021 Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre." 005 DEU 031 022 Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne den. 005 DEU 031 023 Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor dem. Jeg vil være med dig!" 005 DEU 031 024 Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til anden i en Bog, 005 DEU 031 025 bød han Leviterne, der bar HERRENs Pagts Ark: 005 DEU 031 026 "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders Guds Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig; 005 DEU 031 027 thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i mit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor meget mere da ikke, når jeg er død! 005 DEU 031 028 Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde Himmelen og Jorden til Vidne imod dem: 005 DEU 031 029 Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, og krænker ham med eders Hænders Gerning." 005 DEU 031 030 Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel Israels Forsamling: 005 DEU 032 001 Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord! 005 DEU 032 002 Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs. 005 DEU 032 003 Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud! 005 DEU 032 004 Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han. 005 DEU 032 005 Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt. 005 DEU 032 006 Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig? 005 DEU 032 007 Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! 005 DEU 032 008 Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner, 005 DEU 032 009 men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod. 005 DEU 032 010 Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten. 005 DEU 032 011 Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger. 005 DEU 032 012 HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham. 005 DEU 032 013 Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint, 005 DEU 032 014 Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin. 005 DEU 032 015 Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe. 005 DEU 032 016 De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham; 005 DEU 032 017 de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede. 005 DEU 032 018 Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig! 005 DEU 032 019 Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn 005 DEU 032 020 og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab; 005 DEU 032 021 de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer. 005 DEU 032 022 Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde. 005 DEU 032 023 Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem. 005 DEU 032 024 De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem. 005 DEU 032 025 Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd. 005 DEU 032 026 Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud, 005 DEU 032 027 men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette. 005 DEU 032 028 Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand. 005 DEU 032 029 Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! 005 DEU 032 030 Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet dem til Pris! 005 DEU 032 031 Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv! 005 DEU 032 032 Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser; 005 DEU 032 033 som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder. 005 DEU 032 034 Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer 005 DEU 032 035 til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast." 005 DEU 032 036 Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en. 005 DEU 032 037 Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig, 005 DEU 032 038 som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul! 005 DEU 032 039 Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd. 005 DEU 032 040 Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig, 005 DEU 032 041 jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd. 005 DEU 032 042 Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!" 005 DEU 032 043 I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning! 005 DEU 032 044 Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn. 005 DEU 032 045 Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel, 005 DEU 032 046 sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud; 005 DEU 032 047 thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan." 005 DEU 032 048 Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde: 005 DEU 032 049 "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje! 005 DEU 032 050 Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt, 005 DEU 032 051 fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne. 005 DEU 032 052 Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne! 005 DEU 033 001 Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede Israel før sin Død 005 DEU 033 002 Han sagde: HERREN kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde. 005 DEU 033 003 Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig. 005 DEU 033 004 En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling, 005 DEU 033 005 og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen, og Israels Stammer forsamled sig. 005 DEU 033 006 Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal! 005 DEU 033 007 Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, HERRE, Judas Råb og lad ham komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en Hjælp mod hans Fjender! 005 DEU 033 008 Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim, ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand, 005 DEU 033 009 som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit Ord og holdt fast ved din Pagt. 005 DEU 033 010 De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre. 005 DEU 033 011 Velsign, o HERRE, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk. Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej rejser sig mer! 005 DEU 033 012 Om Benjamin sagde han: Benjamin er HERRENs Yndling, han bor bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans Skrænter. 005 DEU 033 013 Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med det kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for neden, 005 DEU 033 014 med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste, Måneskifterne fremkalder, 005 DEU 033 015 med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de evige Høje, 005 DEU 033 016 med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre. 005 DEU 033 017 Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn; med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder! 005 DEU 033 018 Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du, Issakar, over dine Telte! 005 DEU 033 019 Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre, thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte! 005 DEU 033 020 Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad! Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal; 005 DEU 033 021 han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede HERRENs Ret og hans Beslutninger sammen med Israel! 005 DEU 033 022 Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra Basan. 005 DEU 033 023 Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af HERRENs Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje. 005 DEU 033 024 Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie! 005 DEU 033 025 Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke være. 005 DEU 033 026 Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed! 005 DEU 033 027 Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme. Fjenden drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!" 005 DEU 033 028 Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug. 005 DEU 033 029 Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved HERREN! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem. 005 DEU 034 001 Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen af Pisga, lige over for Jeriko; og HERREN Ind ham skue ud over hele Landet: Gilead lige til Dan, 005 DEU 034 002 hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil Havet i Vest, 005 DEU 034 003 Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden, lige til Zoar. 005 DEU 034 004 Og HERREN sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det! Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal ikke drage derover" 005 DEU 034 005 Og Moses, HERRENs Tjener, døde der i Moabs Land, som HERREN havde sagt. 005 DEU 034 006 Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor. Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav. 005 DEU 034 007 Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans Livskraft ikke svundet. 005 DEU 034 008 Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende. 005 DEU 034 009 Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses. 005 DEU 034 010 Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem HERREN omgikkes Ansigt til Ansigt, 005 DEU 034 011 når der ses hen til alle de Tegn og Undere, HERREN Ind ham udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans Land, 005 DEU 034 012 og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses udførte i hele Israels Påsyn. # # BOOK 006 JOS Joshua Josua 006 JOS 001 001 Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's Medhjælper Josua, Nuns Søn: 006 JOS 001 002 "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem, Israeliterne. 006 JOS 001 003 Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede Moses. 006 JOS 001 004 Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders Landemærker nå. 006 JOS 001 005 Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig. 006 JOS 001 006 Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem. 006 JOS 001 007 Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du tager dig for. 006 JOS 001 008 Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd, og Lykken vil følge dig. 006 JOS 001 009 Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for!" 006 JOS 001 010 Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd: 006 JOS 001 011 "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i Eje!" 006 JOS 001 012 Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde Josua: 006 JOS 001 013 "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde: HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet her! 006 JOS 001 014 Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem, 006 JOS 001 015 indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå hinsides Jordan!" 006 JOS 001 016 Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os; 006 JOS 001 017 som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses! 006 JOS 001 018 Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!" 006 JOS 002 001 Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile. 006 JOS 002 002 Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!" 006 JOS 002 003 Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde hele Landet!" 006 JOS 002 004 Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra; 006 JOS 002 005 og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I indhente dem!" 006 JOS 002 006 Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget. 006 JOS 002 007 Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var udenfor. 006 JOS 002 008 Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til dem; 006 JOS 002 009 og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over eder. 006 JOS 002 010 Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I lagde Band. 006 JOS 002 011 Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden. 006 JOS 002 012 Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et sikkert Tegn på, 006 JOS 002 013 at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt, hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!" 006 JOS 002 014 Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder, hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!" 006 JOS 002 015 Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren; 006 JOS 002 016 og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage, indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå eders Vej!" 006 JOS 002 017 Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at holde den Ed, du har ladet os sværge 006 JOS 002 018 Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i Huset. 006 JOS 002 019 Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler Ansvaret på os. 006 JOS 002 020 Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed, du lod os sværge!" 006 JOS 002 021 Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet. 006 JOS 002 022 Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt på Vejen uden at finde dem. 006 JOS 002 023 Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua, Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem. 006 JOS 002 024 Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!" 006 JOS 003 001 Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brød op fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragte Natten der, før de drog over. 006 JOS 003 002 Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren 006 JOS 003 003 og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark og Levitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fra eders Plads og følge efter 006 JOS 003 004 dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; I må ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skal gå; thi I er ikke kommet den Vej før!" 006 JOS 003 005 Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vil HERREN gøre Undere iblandt eder!" 006 JOS 003 006 Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag over foran Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket. 006 JOS 003 007 Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses. 006 JOS 003 008 Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!" 006 JOS 003 009 Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN eders Guds Ord!" 006 JOS 003 010 Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne, Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og Jebusiterne bort foran eder: 006 JOS 003 011 Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem Jordan. 006 JOS 003 012 Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme. 006 JOS 003 013 Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres, Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold." 006 JOS 003 014 Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med Præsterne, som bar Arken, i Spidsen, 006 JOS 003 015 og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt over sine Bredder i hele Høsttiden 006 JOS 003 016 standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort; således gik Folket over lige over for Jeriko. 006 JOS 003 017 Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tør Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund, indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan. 006 JOS 004 001 Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan, sagde HERREN til Josua: 006 JOS 004 002 "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme, 006 JOS 004 003 og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den Plads, hvor I holder Rast i Nat!" 006 JOS 004 004 Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af Israeliterne, een Mand af hver Stamme; 006 JOS 004 005 og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt ud i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, 006 JOS 004 006 for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder? 006 JOS 004 007 så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede foran HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn til evig Tid!" 006 JOS 004 008 Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i Jordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted, hvor de holdt Rast, og stillede dem der. 006 JOS 004 009 Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den Dag i Dag. 006 JOS 004 010 Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil alt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, var udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt Josua; og Folket gik skyndsomt over. 006 JOS 004 011 Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Ark og Præsterne over og stillede sig foran Folket. 006 JOS 004 012 Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem; 006 JOS 004 013 henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERREN over til Jerikos Sletter til Hamp. 006 JOS 004 014 På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og de frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses. 006 JOS 004 015 Da sagde HERREN til Josua: 006 JOS 004 016 "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra Jordan!" 006 JOS 004 017 Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!" 006 JOS 004 018 Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, og næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine Bredder som før. 006 JOS 004 019 Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet. 006 JOS 004 020 Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua i Gilgal, 006 JOS 004 021 og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten? 006 JOS 004 022 så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik Israel over Jordan derhenne; 006 JOS 004 023 thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder, indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde med det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over, 006 JOS 004 024 for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, at de må frygte HERREN eders Gud alle Dage." 006 JOS 005 001 Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for Israeliterne. 006 JOS 005 002 På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær på ny Israeliterne!" 006 JOS 005 003 Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved Forhudshøjen. 006 JOS 005 004 Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten. 006 JOS 005 005 Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret; 006 JOS 005 006 thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten, var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorfor HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land, HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land, der flyder med Mælk og Honning. 006 JOS 005 007 Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret under Vandringen. 006 JOS 005 008 Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor de var i Lejren, indtil de kom sig. 006 JOS 005 009 Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det hedder den Dag i Dag. 006 JOS 005 010 Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter; 006 JOS 005 011 og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød og ristet Korn; 006 JOS 005 012 selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af Høsten i Kana'ans Land. 006 JOS 005 013 Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore eller en af vore Fjender?" 006 JOS 005 014 Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær; lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin Tjener?" 006 JOS 005 015 Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde Josua. 006 JOS 006 001 Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud eller ind. 006 JOS 006 002 Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge og Krigere i din Hånd. 006 JOS 006 003 Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt; det skal I gøre seks Dage; 006 JOS 006 004 og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal støde i Hornene. 006 JOS 006 005 Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads." 006 JOS 006 006 Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran HERRENs Ark!" 006 JOS 006 007 Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således at de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!" 006 JOS 006 008 Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medens HERRENs Pagts Ark fulgte efter; 006 JOS 006 009 og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene, og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der blæstes i Hornene. 006 JOS 006 010 Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!" 006 JOS 006 011 Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der. 006 JOS 006 012 Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar HERRENs Ark, 006 JOS 006 013 og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark, gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og de, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens der blæstes i Hornene. 006 JOS 006 014 Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage. 006 JOS 006 015 Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen; 006 JOS 006 016 og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen. 006 JOS 006 017 Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den; kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte. 006 JOS 006 018 Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet over Israels lejr og styrter den i Ulykke. 006 JOS 006 019 Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges HERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!" 006 JOS 006 020 Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således indtog de Byen. 006 JOS 006 021 Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen, Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler. 006 JOS 006 022 Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud derfra, som I tilsvor hende!" 006 JOS 006 023 De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre, hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og lod dem stå uden for Israels Lejr. 006 JOS 006 024 Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus's Skatkammer. 006 JOS 006 025 Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var, lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene, som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko. 006 JOS 006 026 På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind." 006 JOS 006 027 Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele Landet. 006 JOS 007 001 Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme, tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israeliterne. 006 JOS 007 002 Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj. 006 JOS 007 003 Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage derop, thi de er få!" 006 JOS 007 004 Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på Flugt af Ajjiterne, 006 JOS 007 005 og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand. 006 JOS 007 006 Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på deres Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende til Aften og kastede Støv på deres Hoveder. 006 JOS 007 007 Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gå over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive hinsides Jordan! 006 JOS 007 008 Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten for sine Fjender? 006 JOS 007 009 Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad vil du da gøre for dit store Navns Skyld?" 006 JOS 007 010 Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit Ansigt? 006 JOS 007 011 Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres Oppakning. 006 JOS 007 012 Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender, men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band! Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders Midte. 006 JOS 007 013 Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til i Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i din Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender, før I skaffer Bandet bort fra eder! 006 JOS 007 014 I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme, HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt, HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den Familie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand. 006 JOS 007 015 Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har brudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!" 006 JOS 007 016 Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for Stamme, og da blev Judas Stamme ramt. 006 JOS 007 017 Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie for Familie, og Zabdi blev ramt. 006 JOS 007 018 Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme. 006 JOS 007 019 Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Ære og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for mig!" 006 JOS 007 020 Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN, Israels Gud. Således gjorde jeg: 006 JOS 007 021 Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt i mit Telt, Sølvet nederst." 006 JOS 007 022 Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst; 006 JOS 007 023 og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle Israeliterne og lagde det hen foran HERREN. 006 JOS 007 024 Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet, Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og førte dem op i Akors dal. 006 JOS 007 025 Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skal styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel ham, og de brændte eller stenede dem. 006 JOS 007 026 Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag i Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag. 006 JOS 008 001 Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange! Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeg giver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i din Hånd! 006 JOS 008 002 Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjorde ved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selv beholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten for Byen!" 006 JOS 008 003 Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; og Josua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort om Natten, 006 JOS 008 004 idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten for Byen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede. 006 JOS 008 005 Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og når de gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem. 006 JOS 008 006 Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bort fra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrige Gang, 006 JOS 008 007 skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN eders Gud vil give den i eders Hånd. 006 JOS 008 008 Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Således skal I gøre, det er mit Bud til eder!" 006 JOS 008 009 Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig i Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev den Nat iblandt Krigsfolket. 006 JOS 008 010 Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen med Israels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket. 006 JOS 008 011 Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havde Byen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellem sig og Aj. 006 JOS 008 012 Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Byen; 006 JOS 008 013 og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var norden for Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; men Josua begav sig om Natten ned i Dalen. 006 JOS 008 014 Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkede tidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sin Styrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at vide af, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen; 006 JOS 008 015 og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem og flygtede ad Ørkenen til, 006 JOS 008 016 blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og de forfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen; 006 JOS 008 017 ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for at forfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgte Israel. 006 JOS 008 018 Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thi jeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd ud mod Byen. 006 JOS 008 019 Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen, da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke den i Brand. 006 JOS 008 020 Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige op mod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen af Siderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sig om mod deres Forfølgere. 006 JOS 008 021 Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen, og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slog Mændene fra Aj; 006 JOS 008 022 og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellem Israeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade en eneste af dem undkomme eller slippe bort. 006 JOS 008 023 Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua. 006 JOS 008 024 Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark, på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mand var faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og slog det med Sværdet. 006 JOS 008 025 Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000, alle Indbyggerne i Aj. 006 JOS 008 026 Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, før han havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere. 006 JOS 008 027 Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliterne som Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua. 006 JOS 008 028 Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob for bestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag. 006 JOS 008 029 Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge til Aften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Lig ned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Og man opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag i Dag. 006 JOS 008 030 Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg, 006 JOS 008 031 som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, i Overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, et Alter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; og de bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der. 006 JOS 008 032 Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift af Mose Lov, som denne havde skrevet, 006 JOS 008 033 idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod på begge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den ene Halvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imod Ebals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havde påbudt at velsigne Israels Folk. 006 JOS 008 034 Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen, alt som det var skrevet i Lovbogen; 006 JOS 008 035 ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at op læse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem. 006 JOS 009 001 Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, hørte, hvad der var sket, 006 JOS 009 002 samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel. 006 JOS 009 003 Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved Jeriko og Aj, 006 JOS 009 004 greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte, sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler 006 JOS 009 005 og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent. 006 JOS 009 006 Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt med os!" 006 JOS 009 007 Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?" 006 JOS 009 008 De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så: "Hvem er I, og hvorfra kommer I?" 006 JOS 009 009 Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry og alt, hvad han gjorde i Ægypten, 006 JOS 009 010 og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i Asjtarot. 006 JOS 009 011 og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os! 006 JOS 009 012 Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra, dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er det tørt og mullent; 006 JOS 009 013 og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så lang!" 006 JOS 009 014 Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de ikke. 006 JOS 009 015 Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem det. 006 JOS 009 016 Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de, at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem. 006 JOS 009 017 Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer, det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim. 006 JOS 009 018 Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede hele Menigheden mod Øversterne; 006 JOS 009 019 men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem noget ondt. 006 JOS 009 020 Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem: 006 JOS 009 021 De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde sagt. 006 JOS 009 022 Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os, skønt I bor her midt iblandt os? 006 JOS 009 023 Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I være ved min Gus Hus!" 006 JOS 009 024 De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv; derfor handlede vi således. 006 JOS 009 025 Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt og ret!" 006 JOS 009 026 Da handlede han således med dem; han friede dem fra Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem; 006 JOS 009 027 men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde udvælge. Og det er de den Dag i Dag. 006 JOS 010 001 Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem dem, 006 JOS 010 002 så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre Krigere. 006 JOS 010 003 Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir af Eglon og lod sige: 006 JOS 010 004 "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!" 006 JOS 010 005 Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og slog Lejr uden for Gibeon og angreb det. 006 JOS 010 006 Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som bor i Bjergene, har samlet sig imod os!" 006 JOS 010 007 Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de kampdygtige Mænd. 006 JOS 010 008 Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod dig!" 006 JOS 010 009 Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb var draget derop fra Gilgal, 006 JOS 010 010 og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda. 006 JOS 010 011 Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen ved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fra Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet. 006 JOS 010 012 Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse: "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!" 006 JOS 010 013 Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gå ned. 006 JOS 010 014 Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN kæmpede for Israel. 006 JOS 010 015 Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal. 006 JOS 010 016 Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda. 006 JOS 010 017 Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet skjulte i Hulen ved Makkeda." 006 JOS 010 018 Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle Mænd udenfor til at vogte den. 006 JOS 010 019 Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi HERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!" 006 JOS 010 020 Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og reddede sig ind i de befæstede Byer 006 JOS 010 021 vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod Israeliterne. 006 JOS 010 022 Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger ud af Hulen fil mig!" 006 JOS 010 023 Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham, Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon. 006 JOS 010 024 Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!" Og de kom og satte foden på deres Nakke. 006 JOS 010 025 Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær frimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alle eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!" 006 JOS 010 026 Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle, og de blev hængende på Pælene til Aften. 006 JOS 010 027 Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag. 006 JOS 010 028 Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge. 006 JOS 010 029 Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han angreb Libna; 006 JOS 010 030 og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de havde gjort ved Jerikos Konge. 006 JOS 010 031 Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han slog Lejr udenfor og angreb Byen; 006 JOS 010 032 og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna. 006 JOS 010 033 Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme. 006 JOS 010 034 Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog Lejr udenfor og angreb Byen; 006 JOS 010 035 og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han havde gjort ved Lakisj. 006 JOS 010 036 Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de angreb Byen 006 JOS 010 037 og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den. 006 JOS 010 038 Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb Byen; 006 JOS 010 039 og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme, han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde han også ved Debir og Kongen der. 006 JOS 010 040 Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således som HERREN, Israels Gud, havde påbudt; 006 JOS 010 041 Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet Gosjen indtil Gibeon. 006 JOS 010 042 Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag; thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel. 006 JOS 010 043 Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal. 006 JOS 011 001 Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobab af Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf. 006 JOS 011 002 og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden for Kinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor, 006 JOS 011 003 til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne, Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden af Hermon i Mizpas Land; 006 JOS 011 004 og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandet ved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne. 006 JOS 011 005 Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig i Forening ved Meroms Vand for at angribe Israel. 006 JOS 011 006 Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgen ved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres Heste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!" 006 JOS 011 007 Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand og kastede sig over dem, 006 JOS 011 008 og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgte dem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og Mizpes Lavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blev tilbage. 006 JOS 011 009 Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deres Heste lammede han, og deres Vogne brændte han. 006 JOS 011 010 Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggede han ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disse Kongerigers Hovedstad; 006 JOS 011 011 og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagde Band på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stak han i Brand. 006 JOS 011 012 Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og han huggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENs Tjener Moses havde påbudt. 006 JOS 011 013 Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand, alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand. 006 JOS 011 014 Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdt Israeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned med Sværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjæl blive tilbage. 006 JOS 011 015 Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagt Josua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvad HERREN havde pålagt Moses. 006 JOS 011 016 Således indtog Josua hele dette Land, Bjerglandet, hele Sydlandet, hele Landskabet Gosjen, Lavlandet, Arabalavningen, Israels Bjergland og Lavland, 006 JOS 011 017 fra det nøgne Bjergdrag, som højner sig hen imod Seir, indtil Ba'al Gad i Libanons Dal ved Hermonbjergets Fod; og alle deres Konger tog han til Fange, huggede dem ned og dræbte dem. 006 JOS 011 018 I lang Tid førte Josua Krig med disse Konger 006 JOS 011 019 Der var ingen By, som sluttede Overenskomst med Israeliterne, undtagen Hivviterne, som boede i Gibeon. Alt tog de i Kamp; 006 JOS 011 020 thi HERREN voldte, at de forhærdede deres Hjerter, så de drog i Kamp mod Israel, for at de skulde lægge Band på dem uden Skånsel og udrydde dem, som HERREN havde pålagt Moses. 006 JOS 011 021 Ved den Tid drog Josua hen og udryddede Anakiterne af Bjerglandet, af Hebron, Debir og Anab, og af hele Judas og hele Israels Bjergland; på dem og deres Byer lagde Josua Band. 006 JOS 011 022 Der blev ingen Anakiter tilbage i Israeliternes Land, kun i Gaza, Gat og Asdod blev der Levninger tilbage. 006 JOS 011 023 Således indtog Josua hele Landet, ganske som HERREN havde sagt til Moses, og Josua gav Israel det i Eje efter deres Afdelinger, Stamme for Stamme. Og Landet fik Ro efter Krigen. 006 JOS 012 001 Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre Del: 006 JOS 012 002 Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse, 006 JOS 012 003 og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter; 006 JOS 012 004 og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei 006 JOS 012 005 og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke. 006 JOS 012 006 HERRENs Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og HERRENs Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Landet i Eje. 006 JOS 012 007 Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter deres Afdelinger, 006 JOS 012 008 i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne: 006 JOS 012 009 Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een; 006 JOS 012 010 Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een; 006 JOS 012 011 Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een; 006 JOS 012 012 Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een; 006 JOS 012 013 Kongen i Debir een; Kongen i Geder een; 006 JOS 012 014 Kongen i Horma een; Kongen i Arad een; 006 JOS 012 015 Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een; 006 JOS 012 016 Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een; 006 JOS 012 017 Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een; 006 JOS 012 018 Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een; 006 JOS 012 019 Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een; 006 JOS 012 020 Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een; 006 JOS 012 021 Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een; 006 JOS 012 022 Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een; 006 JOS 012 023 Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i Galilæa een; 006 JOS 012 024 Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger. 006 JOS 013 001 Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde HERREN til ham: "Du er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage af Landet at indtage. 006 JOS 013 002 Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde og alle Gesjuriterne, 006 JOS 013 003 Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza, Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne 006 JOS 013 004 mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke, 006 JOS 013 005 og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat. 006 JOS 013 006 Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim, alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig. 006 JOS 013 007 Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende Stammer." Manasses halve Stamme 006 JOS 013 008 såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således som HERRENs Tjener Moses gav dem, 006 JOS 013 009 fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele Højsletten fra Medeba til Dibon, 006 JOS 013 010 alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke, 006 JOS 013 011 fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke, hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka, 006 JOS 013 012 hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne; Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort. 006 JOS 013 013 Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort, så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag. 006 JOS 013 014 Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er hans Arvelod, således som han tilsagde ham. 006 JOS 013 015 Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt, 006 JOS 013 016 og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil 006 JOS 013 017 Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon, Bamot Ba'al, Bet Ba'al Meon, 006 JOS 013 018 Jaza, Kedemot, Mefa'at, 006 JOS 013 019 Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget, 006 JOS 013 020 Bet-Peor ved Pisgas Skrænter. Bet-Jesjimot 006 JOS 013 021 og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet; 006 JOS 013 022 også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel. 006 JOS 013 023 Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 013 024 Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt, 006 JOS 013 025 og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen for Rabba, 006 JOS 013 026 og Landet fra Hesjbon til Ramat-Mizpe og Betonim, og fra Mahanajim til Lodebars Landemærke; 006 JOS 013 027 og i Lavningen Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden. 006 JOS 013 028 Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 013 029 Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt; 006 JOS 013 030 og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan, hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i Basan, tresindstyve Byer, 006 JOS 013 031 Halvdelen af Gilead og Asjtarot og Edre'i, Ogs Kongsbyer i Basan; det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs Sønner, Slægt for Slægt. 006 JOS 013 032 Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko, på Østsiden. 006 JOS 013 033 Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er deres Arvelod, således som han tilsagde dem. 006 JOS 014 001 Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte dem 006 JOS 014 002 ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det Påbud, HERREN havde givet Moses om de halvtiende Stammer. 006 JOS 014 003 Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem. 006 JOS 014 004 Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg. 006 JOS 014 005 Hvad HERREN havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de udskiftede Landet. 006 JOS 014 006 Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, HERREN talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig. 006 JOS 014 007 Fyrretyve År gammel var jeg, dengang HERRENs Tjener Moses udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning. 006 JOS 014 008 Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst, medens jeg viste HERREN min Gud fuld Lydighed. 006 JOS 014 009 Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt, skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi du har vist HERREN min Gud fuld Lydighed! 006 JOS 014 010 Og se, nu har HERREN opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og fyrretyve År, siden dengang HERREN talede dette Ord til Moses, al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og firsindstyve År. 006 JOS 014 011 Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og til at færdes omkring. 006 JOS 014 012 Så giv mig da dette Bjergland, som HERREN dengang talede om; du hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store, befæstede Byer; måske vil HERREN være med mig, så jeg kan drive dem bort, som HERREN har sagt!" 006 JOS 014 013 Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron til Arvelod. 006 JOS 014 014 Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn, som Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste HERREN, Israels Gud, fuld Lydighed. 006 JOS 014 015 Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen. 006 JOS 015 001 Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således, at deres Landområd strækker sig hen, imod Edoms Område, Zins Ørken mod Syd, yderst mod Syd. 006 JOS 015 002 Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige Bugt, 006 JOS 015 003 og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker sig opad sønden om Kadesj-Barnea og går derpå videre til Hezron og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a, 006 JOS 015 004 går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse. 006 JOS 015 005 Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb; 006 JOS 015 006 derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn Bohans Sten; 006 JOS 015 007 derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden; 006 JOS 015 008 derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved Refaimdalens Nordende; 006 JOS 015 009 derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim; 006 JOS 015 010 derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna; 006 JOS 015 011 derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron; så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget, løber til Jabne'el og ender ved Havet. 006 JOS 015 012 Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes Område efter deres Slægter. 006 JOS 015 013 Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne efter HERRENs Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron; 006 JOS 015 014 og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og Talmaj, der nedstammede fra Anak. 006 JOS 015 015 Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum Kirjat Sefer. 006 JOS 015 016 Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, giver jeg min datter Aksa til Hustru!" 006 JOS 015 017 Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru. 006 JOS 015 018 Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?" 006 JOS 015 019 Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han hende de øvre og de nedre Vandkilder. 006 JOS 015 020 Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er: 006 JOS 015 021 Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur, 006 JOS 015 022 Kina, Dimona, Arara, 006 JOS 015 023 Kedesj Hazot, Jitnan, 006 JOS 015 024 Zif, Telam, Bealot, 006 JOS 015 025 Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor, 006 JOS 015 026 Amam, Sjema, Molada, 006 JOS 015 027 Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet, 006 JOS 015 028 Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer, 006 JOS 015 029 Ba'ala, Ijjim, Ezem, 006 JOS 015 030 Eltolad, Betul, Horma, 006 JOS 015 031 Ziklag, Madmanna, Sansanna, 006 JOS 015 032 Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 033 I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna, 006 JOS 015 034 Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 006 JOS 015 035 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka, 006 JOS 015 036 Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 037 Zenan, Hadasja, Migdal Gad, 006 JOS 015 038 Dilan, Mizpe, Jokte'el, 006 JOS 015 039 Lakisj, Bozkaf, Eglon, 006 JOS 015 040 Kabbon, Lamas, Hitlisj, 006 JOS 015 041 Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 042 Libna, Eter, Asjan, 006 JOS 015 043 Jifta, Asjna, Nezib, 006 JOS 015 044 Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 045 Ekron med Småbyer og Landsbyer; 006 JOS 015 046 fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med tilhørende Landsbyer; 006 JOS 015 047 Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse. 006 JOS 015 048 I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko, 006 JOS 015 049 Danna, Kirjat Sefer, det er Debir, 006 JOS 015 050 Anab, Esjtemo, Anim, 006 JOS 015 051 Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 052 Arab, Duma, Esjan, 006 JOS 015 053 Janum, Bet Tappua, Afeka, 006 JOS 015 054 Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 055 Maon, Karmel, Zif, Jutta, 006 JOS 015 056 Jizre'el, Jokdeam, Zanoa, 006 JOS 015 057 Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 058 Halhul, Bet Zur, Gedor, 006 JOS 015 059 Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 060 Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 061 I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka, 006 JOS 015 062 Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer. 006 JOS 015 063 Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne den Dag i Dag. 006 JOS 016 001 For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra Jeriko strækker sig op i Bjergland, et til Betel; 006 JOS 016 002 fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til Atarot, 006 JOS 016 003 og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet. 006 JOS 016 004 Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder. 006 JOS 016 005 Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende: Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til Øvre Bet Horon; 006 JOS 016 006 derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat; Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om Janoa, 006 JOS 016 007 strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op til Jeriko og ender ved Jordan. 006 JOS 016 008 Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter. 006 JOS 016 009 Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer. 006 JOS 016 010 Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere. 006 JOS 017 001 Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan. 006 JOS 017 002 Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers, Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter. 006 JOS 017 003 Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza. 006 JOS 017 004 De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Øversterne og sagde: "HERREN bød Moses give os Arvelod iblandt vore Brødre!" Da gav han dem efter HERRENs Bud en Arvelod iblandt deres Faders Brødre. 006 JOS 017 005 Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og Basan hinsides Jordan. 006 JOS 017 006 Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere. 006 JOS 017 007 Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i En-Tappua. 006 JOS 017 008 Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses Grænse tilfaldt Efraimiterne. 006 JOS 017 009 Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken; Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved Havet. 006 JOS 017 010 Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar. 006 JOS 017 011 I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer, Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag. 006 JOS 017 012 Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort, det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne. 006 JOS 017 013 Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort. 006 JOS 017 014 Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et talrigt Folk, eftersom HERREN hidtil har velsignet mig?" 006 JOS 017 015 Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!" 006 JOS 017 016 "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!" 006 JOS 017 017 Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at nøjes med een Lod, 006 JOS 017 018 men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset. og når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra; thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne Vogne; du er nemlig stærkere end de." 006 JOS 018 001 Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet. 006 JOS 018 002 Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke havde fået deres Arvelod tildelt. 006 JOS 018 003 Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, har givet eder? 006 JOS 018 004 Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme tilbage til mig. 006 JOS 018 005 De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod Syd og Josefs Slægt sit mod Nord. 006 JOS 018 006 Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for HERREN vor Guds Åsyn. 006 JOS 018 007 Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da HERRENs Præstedømme er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på Jordans Østside fået deres Arvelod, som HERRENs Tjener Moses gav dem!" 006 JOS 018 008 Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig; så vil jeg kaste Lod for eder her for HERRENs Åsyn i Silo!" 006 JOS 018 009 Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de tilbage til Josua i Lejren ved Silo. 006 JOS 018 010 Men Josua kastede Lod for dem i Silo for HERRENs Åsyn og udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling. 006 JOS 018 011 Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter; og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas og Josefs Sønner. 006 JOS 018 012 Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet, så den ender i Bet-Avens Ørken; 006 JOS 018 013 derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon. 006 JOS 018 014 Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen. 006 JOS 018 015 Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går til Neftoas Vandkilde; 006 JOS 018 016 derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden; 006 JOS 018 017 så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens Søn Bohans Sten 006 JOS 018 018 og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i Arabalavningen; 006 JOS 018 019 så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen. 006 JOS 018 020 Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med dens Grænser efter deres Slægter. 006 JOS 018 021 Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz, 006 JOS 018 022 Bet-Araba, Zemarajim, Betel, 006 JOS 018 023 Avvim, Para, ofra, 006 JOS 018 024 Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer. 006 JOS 018 025 Gibeon, Rama, Be'erot, 006 JOS 018 026 Mizpe, Kefira, Moza, 006 JOS 018 027 Rekem, Jirpe'el, Tar'ala, 006 JOS 018 028 Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes Arvelod efter deres Slægter. 006 JOS 019 001 Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i Judæernes Arvelod. 006 JOS 019 002 Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada, 006 JOS 019 003 Hazar-Sjual, Bala, Ezem, 006 JOS 019 004 Eltolad, Betul, Horma, 006 JOS 019 005 Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa, 006 JOS 019 006 Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 007 En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 008 Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter. 006 JOS 019 009 Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne Arvelod inde i deres Arvelod. 006 JOS 019 010 Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter. Deres Arvelods Landemærke når til Sarid: 006 JOS 019 011 og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam; 006 JOS 019 012 fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia; 006 JOS 019 013 mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer, til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea; 006 JOS 019 014 derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i Dalen ved Jifta-El. 006 JOS 019 015 Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem; tilsammen tolv Byer med Lands-byer. 006 JOS 019 016 Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 017 For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres Slægter; 006 JOS 019 018 og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem, 006 JOS 019 019 Hafarajim, Sji'on, Anabarat, 006 JOS 019 020 Rabbit, Kisjjon, Ebez, 006 JOS 019 021 Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez. 006 JOS 019 022 Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 023 Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 024 Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter. 006 JOS 019 025 Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf, 006 JOS 019 026 Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod Vest og Sjihor-Libnat, 006 JOS 019 027 drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og fortsætter nordpå til Kabul, 006 JOS 019 028 Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon; 006 JOS 019 029 så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab, Akzib, 006 JOS 019 030 Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 031 Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 032 For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter deres Slægter. 006 JOS 019 033 Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan; 006 JOS 019 034 så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod Øst. 006 JOS 019 035 Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret, 006 JOS 019 036 Adama, Rama, Hazor, 006 JOS 019 037 Hedesj, Edre'i, En-Hazor, 006 JOS 019 038 Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen nitten Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 039 Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 040 For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod. 006 JOS 019 041 Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj, 006 JOS 019 042 Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla, 006 JOS 019 043 Elon, Timna, Ekron, 006 JOS 019 044 Elteke, Gibbeton, Ba'alat, 006 JOS 019 045 Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon, 006 JOS 019 046 Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo. 006 JOS 019 047 Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet Dan efter deres Stamfader Dan. 006 JOS 019 048 Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer. 006 JOS 019 049 Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig. 006 JOS 019 050 Efter HERRENs Påbud gav de ham den By, han udbad sig, Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte sig der. 006 JOS 019 051 Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse udskiftede ved Lodkastning i Silo for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med Udskiftningen af Landet. 006 JOS 020 001 Og HERREN talede til Josua og sagde 006 JOS 020 002 "Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede til eder om ved Moses, 006 JOS 020 003 for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder mod Blodhævneren. 006 JOS 020 004 Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos dem; 006 JOS 020 005 og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham; 006 JOS 020 006 han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra." 006 JOS 020 007 Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge. 006 JOS 020 008 Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af Manasses Stamme. 006 JOS 020 009 Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens Domstol. 006 JOS 021 001 Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse 006 JOS 021 002 og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "HERREN bød ved Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende Græsmarker til vort Kvæg." 006 JOS 021 003 Da afgav Israeliterne i Følge HERRENs Bud af deres Arvelod følgende Byer med Græsmarker til Leviterne. 006 JOS 021 004 Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer, 006 JOS 021 005 mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme. 006 JOS 021 006 Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i Basan. 006 JOS 021 007 Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer. 006 JOS 021 008 Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med Græsmarker til Leviterne, således som HERREN havde påbudt ved Moses. 006 JOS 021 009 Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved Navn, nævnte Byer. 006 JOS 021 010 Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende: 006 JOS 021 011 Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas Bjerge, med omliggende Græsmarker; 006 JOS 021 012 men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje. 006 JOS 021 013 Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 014 Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 015 Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 016 Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af de to Stammer; 006 JOS 021 017 og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 018 Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer. 006 JOS 021 019 Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med omliggende Græsmarker. 006 JOS 021 020 Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning. 006 JOS 021 021 Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 022 Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 023 og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 024 Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 025 og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer; 006 JOS 021 026 i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige Kehatiters Slægter. 006 JOS 021 027 Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer; 006 JOS 021 028 og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 029 Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 030 og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 031 Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 032 og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker; tilsammen tre Byer; 006 JOS 021 033 Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten med omliggende Græsmarker. 006 JOS 021 034 De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 035 Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 036 og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker. 006 JOS 021 037 Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 038 og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende Græsmarker, 006 JOS 021 039 Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; 006 JOS 021 040 Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter, Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv. 006 JOS 021 041 Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte og fyrretyve med omliggende Græsmarker. 006 JOS 021 042 Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker med; det gjaldt for alle disse Byer. 006 JOS 021 043 Således gav HERREN Israel hele det Land, han havde tilsvoret deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og bosatte sig der. 006 JOS 021 044 Og HERREN gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand over for dem; alle deres Fjender gav HERREN i deres Hånd. 006 JOS 021 045 Ikke eet af alle de gode Ord, HERREN havde talet til Israels Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse. 006 JOS 022 001 Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kalde til sig 006 JOS 022 002 og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder. 006 JOS 022 003 I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud. 006 JOS 022 004 Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land, hvor eders Ejendom ligger, som HERRENs Tjener Moses gav eder hinsides Jordan. 006 JOS 022 005 Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov, HERRENs Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud, vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!" 006 JOS 022 006 Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig til deres Telte. 006 JOS 022 007 Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem drage hver til sit efter at have velsignet dem, 006 JOS 022 008 vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de med deres Brødre. 006 JOS 022 009 Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig i Følge HERRENs Bud ved Moses;' 006 JOS 022 010 og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved Jordan, et stort Alter. der sås viden om. 006 JOS 022 011 Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side. 006 JOS 022 012 Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem. 006 JOS 022 013 Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead 006 JOS 022 014 tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt Israels Tusinder; 006 JOS 022 015 og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead, talte de således til dem: 006 JOS 022 016 "Således siger hele HERRENs Menighed: Hvad er det for en Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed mod HERREN? 006 JOS 022 017 Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage over Israels Menighed? 006 JOS 022 018 Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over hele Israels Menighed. 006 JOS 022 019 Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det Land, der er HERRENs Ejendom, der, hvor HERRENs Bolig står, og nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor Guds Alter! 006 JOS 022 020 Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?" 006 JOS 022 021 Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme overhovederne for Israels Tusinder således: 006 JOS 022 022 "Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i den Hensigt at vende os fra HERREN, 006 JOS 022 023 at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det! 006 JOS 022 024 Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN, Israels Gud, at gøre? 006 JOS 022 025 HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder, Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN. 006 JOS 022 026 Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer eller Slagtoffer, 006 JOS 022 027 men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENs Tjeneste' for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har ingen Del i HERREN! 006 JOS 022 028 Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det HERRENs Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne mellem os og eder. 006 JOS 022 029 Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer, Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som står foran hans Bolig!" 006 JOS 022 030 Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse, 006 JOS 022 031 og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at HERREN er iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved har I frelst Israeliterne fra HERRENs Hånd!" 006 JOS 022 032 Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning, 006 JOS 022 033 og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme boede i. 006 JOS 022 034 Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os om, at HERREN er Gud!" 006 JOS 023 001 Efter længere Tids Forløb, da HERREN havde skaffet Israel Ro for alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til Års, 006 JOS 023 002 lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet gammel og til Års. 006 JOS 023 003 I har selv set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved alle disse Folkeslag foran eder; thi det var HERREN eders Gud, som kæmpede for eder. 006 JOS 023 004 Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det store Hav vestpå; 006 JOS 023 005 og HERREN eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud lovede eder. 006 JOS 023 006 Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre 006 JOS 023 007 og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem, ikke dyrke eller tilbede dem, 006 JOS 023 008 men I skal holde fast ved HERREN eders Gud som hidtil. 006 JOS 023 009 Derfor drev jo HERREN store og mægtige Folkeslag bort foran eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag; 006 JOS 023 010 een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var HERREN eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder. 006 JOS 023 011 Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker HERREN eders Gud! 006 JOS 023 012 Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem eller, indlader eder i Forbindelse med dem, 006 JOS 023 013 så skal I vide for vist, at HERREN eders Gud ikke mere vil drive disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne, indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder. 006 JOS 023 014 Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til Jorden. 006 JOS 023 015 Men ligesom alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder, gik i Opfyldelse på eder, således vil HERREN også lade alle sine Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder. 006 JOS 023 016 Når I overtræder HERREN eders Guds Pagt, som han pålagde eder, og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil HERRENs Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra det herlige Land, han gav eder!" 006 JOS 024 001 Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn. 006 JOS 024 002 Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger HERREN, Israels Gud: Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara, Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder. 006 JOS 024 003 Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham en talrig Æt og skænkede ham Isak. 006 JOS 024 004 Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten. 006 JOS 024 005 Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud; 006 JOS 024 006 og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og Ryttere til det røde Hav. 006 JOS 024 007 Da råbte de til HERREN, og han satte Mørke mellem eder og Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde opholdt eder en Tid lang i Ørkenen, 006 JOS 024 008 førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder. 006 JOS 024 009 Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel; og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han skulde forbande eder; 006 JOS 024 010 men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder; således friede jeg eder af hans Hånd. 006 JOS 024 011 Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg gav dem i eders Hånd. 006 JOS 024 012 Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd eller din Bue. 006 JOS 024 013 Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer, I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten. 006 JOS 024 014 Så frygt nu HERREN og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i Ægypten, og tjen HERREN! 006 JOS 024 015 Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN, så vælg i Dag, hvem I vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit Hus, vi vil tjene HERREN!" 006 JOS 024 016 Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade HERREN for at dyrke andre Guder; 006 JOS 024 017 nej, HERREN er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de Folk, hvis Lande vi drog igennem; 006 JOS 024 018 og HERREN drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene HERREN, thi han er vor Gud!" 006 JOS 024 019 Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene HERREN, thi han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive eders Overtrædelser og Synder. 006 JOS 024 020 Når I forlader HERREN og dyrker fremmede Guder, vil han vende sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt han tidligere gjorde vel imod eder." 006 JOS 024 021 Da sagde Folket til Josua: "Nej HERREN vil vi tjene!" 006 JOS 024 022 Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I har valgt at tjene HERREN. 006 JOS 024 023 Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj eders Hjerte til HERREN, Israels Gud!" 006 JOS 024 024 Da sagde Folket til Josua: "HERREN vor Gud vil vi tjene, og hans Røst vil vi lyde!" 006 JOS 024 025 Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte det Lov og Ret i Sikem. 006 JOS 024 026 Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og rejste den der under den Eg, som står i HERRENs Helligdom; 006 JOS 024 027 og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne imod os; thi den har hørt alle HERRENs Ord, som han talede til os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders Gud!" 006 JOS 024 028 Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod. 006 JOS 024 029 Efter disse Begivenheder døde HERRENs Tjener Josua, Nuns Søn 110 År gammel. 006 JOS 024 030 Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. 006 JOS 024 031 Og Israel dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele det Værk, HERREN havde øvet for Israel. 006 JOS 024 032 Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors, Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde givet Josef i Eje. 006 JOS 024 033 Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge. # # BOOK 007 JDG Judges Dommer 007 JDG 001 001 Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HERREN og sagde: "Hvem af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?" 007 JDG 001 002 HERREN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans Hånd!" 007 JDG 001 003 Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham. 007 JDG 001 004 Juda drog nu op, og HERREN gav Kana'anæerne og Perizziterne i deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand. 007 JDG 001 005 Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog Kana'anæerne og Perizziterne. 007 JDG 001 006 Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham. 007 JDG 001 007 Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå førte man ham til Jerusalem, og der døde han. 007 JDG 001 008 Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned og stak Ild på Byen. 007 JDG 001 009 Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i Sydlandet og i Lavlandet. 007 JDG 001 010 Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum Kirjat Arba og slog Sjesjaj, Ahiman og Talmaj. 007 JDG 001 011 Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed Kirjaf-Sefer. 007 JDG 001 012 Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham giver jeg min Datter Aksa til Hustru!" 007 JDG 001 013 Og da Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru. 007 JDG 001 014 Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?" 007 JDG 001 015 Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder. 007 JDG 001 016 Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos Amalekiterne. 007 JDG 001 017 Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor blev den kaldt Horma. 007 JDG 001 018 Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og Ekron med dets Område. 007 JDG 001 019 Og HERREN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse; Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de havde Jernvogne. 007 JDG 001 020 Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre Anaksønner bort derfra. 007 JDG 001 021 Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med Judæerne. 007 JDG 001 022 Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HERREN var med dem. 007 JDG 001 023 Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz 007 JDG 001 024 fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne dig!" 007 JDG 001 025 Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de drage bort, 007 JDG 001 026 og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag. 007 JDG 001 027 Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne. 007 JDG 001 028 Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort. 007 JDG 001 029 Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer. 007 JDG 001 030 Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev Hoveriarbejdere. 007 JDG 001 031 Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob. 007 JDG 001 032 Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort. 007 JDG 001 033 Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres Hoveriarbejdere. 007 JDG 001 034 Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme ned i Lavlandet; 007 JDG 001 035 og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de Hoveriarbejdere. 007 JDG 001 036 Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela og højere op. 007 JDG 002 001 HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder! 007 JDG 002 002 Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I dog gjort! 007 JDG 002 003 Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!" 007 JDG 002 004 Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast Folket i Gråd. 007 JDG 002 005 Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der. 007 JDG 002 006 Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse. 007 JDG 002 007 Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, HERREN havde øvet for Israel. 007 JDG 002 008 Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel; 007 JDG 002 009 og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. 007 JDG 002 010 Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk, han havde øvet for Israel. 007 JDG 002 011 Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og dyrkede Ba'alerne; 007 JDG 002 012 de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN. 007 JDG 002 013 De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte. 007 JDG 002 014 Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender. 007 JDG 002 015 Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til HERREN, 007 JDG 002 016 lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem. 007 JDG 002 017 Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem ikke på. 007 JDG 002 018 Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. 007 JDG 002 019 Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd. 007 JDG 002 020 Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst, 007 JDG 002 021 vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død, 007 JDG 002 022 for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej." 007 JDG 002 023 HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd. 007 JDG 003 001 Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana'an, 007 JDG 003 002 alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige: 007 JDG 003 003 De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen imod Hamat. 007 JDG 003 004 De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve, så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN havde givet deres Fædre ved Moses. 007 JDG 003 005 Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne. 007 JDG 003 006 De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder. 007 JDG 003 007 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne. 007 JDG 003 008 Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År. 007 JDG 003 009 Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder. 007 JDG 003 010 HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham. 007 JDG 003 011 Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde. 007 JDG 003 012 Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 007 JDG 003 013 Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden. 007 JDG 003 014 Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År. 007 JDG 003 015 Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat, 007 JDG 003 016 lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen. 007 JDG 003 017 Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en meget fed Mand 007 JDG 003 018 og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej, 007 JDG 003 019 men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud. 007 JDG 003 020 Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da rejste han sig fra sit Sæde, 007 JDG 003 021 men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham, 007 JDG 003 022 så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham. 007 JDG 003 023 Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den. 007 JDG 003 024 Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer; 007 JDG 003 025 men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet. 007 JDG 003 026 Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira. 007 JDG 003 027 Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem. 007 JDG 003 028 Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme over. 007 JDG 003 029 Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap. 007 JDG 003 030 Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde Ro i firsindstyve År. 007 JDG 003 031 Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600 Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel. 007 JDG 004 001 Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 007 JDG 004 002 Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i Harosjet-Haggojim. 007 JDG 004 003 Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900 Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År. 007 JDG 004 004 Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i Israel; 007 JDG 004 005 hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres Retstrætter. 007 JDG 004 006 Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt: Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali og Zebulon med dig; 007 JDG 004 007 så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!" 007 JDG 004 008 Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis du ikke går med, går jeg ikke!" 007 JDG 004 009 Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med Barak. 007 JDG 004 010 Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000 Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med. 007 JDG 004 011 Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod Elon-Beza'anannim ved Kedesj. 007 JDG 004 012 Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op på Tabors Bjerg, 007 JDG 004 013 stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken. 007 JDG 004 014 Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag. HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000 Mand. 007 JDG 004 015 Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og flygtede til Fods; 007 JDG 004 016 men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev tilbage. 007 JDG 004 017 Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og Keniten Hebers Slægt. 007 JDG 004 018 Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe. 007 JDG 004 019 Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og dækkede ham atter til. 007 JDG 004 020 Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!" 007 JDG 004 021 Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb Søvn, træt som han var; således døde han. 007 JDG 004 022 Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død med Teltpælen gennem Tindingen. 007 JDG 004 023 Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under for Israelitterne; 007 JDG 004 024 og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort. 007 JDG 005 001 Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang: 007 JDG 005 002 Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover HERREN! 007 JDG 005 003 Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN, lovsynge HERREN, Israels Gud! 007 JDG 005 004 HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand; 007 JDG 005 005 Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn! 007 JDG 005 006 I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier; 007 JDG 005 007 der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel. 007 JDG 005 008 Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind? 007 JDG 005 009 For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover HERREN! 007 JDG 005 010 I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng! 007 JDG 005 011 Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog HERRENs Folk ned til Portene. 007 JDG 005 012 Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn! 007 JDG 005 013 Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs Folk frem. 007 JDG 005 014 Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav; 007 JDG 005 015 Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store. 007 JDG 005 016 Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store! 007 JDG 005 017 Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige. 007 JDG 005 018 Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje. 007 JDG 005 019 Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte! 007 JDG 005 020 Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera! 007 JDG 005 021 Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke! 007 JDG 005 022 Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart. 007 JDG 005 023 "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp som Helte!" 007 JDG 005 024 Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte! 007 JDG 005 025 Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål. 007 JDG 005 026 Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding. 007 JDG 005 027 For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet! 007 JDG 005 028 Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?" 007 JDG 005 029 Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands, 007 JDG 005 030 Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!" 007 JDG 005 031 Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År. 007 JDG 006 001 Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, gav han dem syv År i Midjans Hånd. 007 JDG 006 002 Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i Bjergene, Hulerne og Klippeborgene. 007 JDG 006 003 Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem 007 JDG 006 004 og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg, Hornkvæg eller Æsler; 007 JDG 006 005 thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles, og de trængte ind i Landet for at hærge det. 007 JDG 006 006 Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og Israelitterne råbte til HERREN. 007 JDG 006 007 Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne, 007 JDG 006 008 sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte eder ud af Trællehuset, 007 JDG 006 009 jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land. 007 JDG 006 010 Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min Røst!" 007 JDG 006 011 Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for Midjaniterne. 007 JDG 006 012 HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med dig, stærke Kriger!" 007 JDG 006 013 Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN forstødt os og givet os i Midjans Hånd!" 007 JDG 006 014 Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg sender dig!" 007 JDG 006 015 Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit Fædrenehus!" 007 JDG 006 016 Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge Midjaniterne ned alle som een!" 007 JDG 006 017 Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig; 007 JDG 006 018 gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal blive, til du kommer tilbage!" 007 JDG 006 019 Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham med det, 007 JDG 006 020 sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde det. 007 JDG 006 021 Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for hans Blik. 007 JDG 006 022 Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt til Ansigt!" 007 JDG 006 023 Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!" 007 JDG 006 024 Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra. 007 JDG 006 025 Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten om, som står derved; 007 JDG 006 026 byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet af den omhuggede Asjerastøtte!" 007 JDG 006 027 Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham; men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen. 007 JDG 006 028 Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt, Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det nybyggede Alter, 007 JDG 006 029 sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at det var Gideon, Joasjs Søn. 007 JDG 006 030 Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget Asjerastøtten ved Siden af!" 007 JDG 006 031 Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!" 007 JDG 006 032 Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde: "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!" 007 JDG 006 033 Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten. 007 JDG 006 034 Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og Abiezriterne fylkede sig om ham. 007 JDG 006 035 Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog op før at møde Fjenderne. 007 JDG 006 036 Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet, 007 JDG 006 037 så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet." 007 JDG 006 038 Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede han Dug af det, en hel Skålfuld Vand. 007 JDG 006 039 Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der falder Dug på Jorden rundt om!" 007 JDG 006 040 Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der faldt Dug på Jorden rundt om. 007 JDG 007 001 Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen. 007 JDG 007 002 Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft skaffede mig Sejr! 007 JDG 007 003 Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket vendte hjem, medens 10000 blev tilbage. 007 JDG 007 004 Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!" 007 JDG 007 005 Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at drikke!" 007 JDG 007 006 Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til Munden med Hånden. 007 JDG 007 007 Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af Folket skal drage hver til sit!" 007 JDG 007 008 Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten. 007 JDG 007 009 Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren, thi jeg har givet den i din Hånd! 007 JDG 007 010 Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener Pura ned til Lejren 007 JDG 007 011 og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens Forposter. 007 JDG 007 012 Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred. 007 JDG 007 013 Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm! Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende, så at Teltet faldt." 007 JDG 007 014 Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren i hans Hånd!" 007 JDG 007 015 Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde: "Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!" 007 JDG 007 016 Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle Horn og tomme Krukker med Fakler i; 007 JDG 007 017 og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg; 007 JDG 007 018 når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for Gideon!" 007 JDG 007 019 Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt, lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene og slog deres Krukker itu. 007 JDG 007 020 Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og Gideons!" 007 JDG 007 021 Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede. 007 JDG 007 022 Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat. 007 JDG 007 023 Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele Manasse, og de satte efter Midjaniterne; 007 JDG 007 024 og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan 007 JDG 007 025 og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon hinsides Jordan. 007 JDG 008 001 Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham. 007 JDG 008 002 Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders? Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst? 007 JDG 008 003 I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte således, lagde deres Vrede sig mod ham. 007 JDG 008 004 Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham, over, udmattede og sultne. 007 JDG 008 005 Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig, nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!" 007 JDG 008 006 Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?" 007 JDG 008 007 Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i min Hånd!" 007 JDG 008 008 Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot, 007 JDG 008 009 tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!" 007 JDG 008 010 Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor, henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd. 007 JDG 008 011 Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha og slog Hæren, der ikke anede Uråd. 007 JDG 008 012 Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med Rædsel. 007 JDG 008 013 Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra Herespasset, 007 JDG 008 014 fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd. 007 JDG 008 015 Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd Brød?" 007 JDG 008 016 Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og tærskede Folkene i Sukkot med dem; 007 JDG 008 017 og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen. 007 JDG 008 018 Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge ud som Kongesønner!" 007 JDG 008 019 Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået eder ihjel!" 007 JDG 008 020 Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod dertil, fordi han endnu var ung. 007 JDG 008 021 Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet, thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde om Halsen. 007 JDG 008 022 Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af Midjaniternes Hånd!" 007 JDG 008 023 Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske over eder; HERREN skal herske over eder!" 007 JDG 008 024 Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om: Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter. 007 JDG 008 025 De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem hans Bytte, derpå. 007 JDG 008 026 Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700 Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på Kamelernes Halse. 007 JDG 008 027 Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon og hans Hus en Snare. 007 JDG 008 028 Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så længe Gideon levede. 007 JDG 008 029 Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig der. 007 JDG 008 030 Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham, thi han havde mange Hustruer. 007 JDG 008 031 Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han gav Navnet Abimelek. 007 JDG 008 032 Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra. 007 JDG 008 033 Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud; 007 JDG 008 034 og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle Kanter. 007 JDG 008 035 Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt det gode, han havde gjort Israel. 007 JDG 009 001 Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og sagde: 007 JDG 009 002 "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og Blod!" 007 JDG 009 003 Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de sagde: "Han er vor Broder." 007 JDG 009 004 De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk, som sluttede sig til ham. 007 JDG 009 005 Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre, Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde skjult sig. 007 JDG 009 006 Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i Sikem. 007 JDG 009 007 Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder! 007 JDG 009 008 Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da til Olietræet: Vær du vor Konge! 007 JDG 009 009 Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme, for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til at svæve over Træerne? 007 JDG 009 010 Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge! 007 JDG 009 011 Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne? 007 JDG 009 012 Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge! 007 JDG 009 013 Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most, som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over Træerne? 007 JDG 009 014 Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge! 007 JDG 009 015 Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge; men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære Libanons Cedre! 007 JDG 009 016 Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde - 007 JDG 009 017 min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse eder af Midjaniternes Hånd, 007 JDG 009 018 men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi han er eders Broder 007 JDG 009 019 ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid han må få Glæde af eder; 007 JDG 009 020 men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og Millos Hus og fortære Abimelek!" 007 JDG 009 021 Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek. 007 JDG 009 022 Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År, 007 JDG 009 023 sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og Sikems Borgere faldt fra Abimelek, 007 JDG 009 024 for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre. 007 JDG 009 025 Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes Abimelek. 007 JDG 009 026 Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham. 007 JDG 009 027 De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek. 007 JDG 009 028 Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem, at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal vi da være hans Trælle? 007 JDG 009 029 Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe Abimelek af Vejen!" 007 JDG 009 030 Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd, blussede hans Vrede op, 007 JDG 009 031 og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al, Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud! 007 JDG 009 032 Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold på Marken; 007 JDG 009 033 og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op! Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem, hvad der falder for!" 007 JDG 009 034 Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger. 007 JDG 009 035 Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten. Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold. 007 JDG 009 036 Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det er Bjergenes. Skygge, du tager for Mænd!" 007 JDG 009 037 Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle, og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!" 007 JDG 009 038 Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!" 007 JDG 009 039 Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe mod Abimelek. 007 JDG 009 040 Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt hen til Byporten. 007 JDG 009 041 Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans Brødre bort fra Sikem. 007 JDG 009 042 Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes Abimelek. 007 JDG 009 043 Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog dem. 007 JDG 009 044 Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem ned; 007 JDG 009 045 og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen, indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede Salt på den. 007 JDG 009 046 Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben til Kælderrummet i El Berits Hus. 007 JDG 009 047 Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn var samlet, 007 JDG 009 048 gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det samme, som I så, jeg gjorde!" 007 JDG 009 049 Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder. 007 JDG 009 050 Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og indtog den. 007 JDG 009 051 Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede efter sig og tyede op på Tårnets Tag; 007 JDG 009 052 Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå, 007 JDG 009 053 kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste hans Hjerneskal. 007 JDG 009 054 Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde. 007 JDG 009 055 Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver til sit. 007 JDG 009 056 Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre; 007 JDG 009 057 og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse over dem. 007 JDG 010 001 Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims Bjerge. 007 JDG 010 002 Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han jordet i Sjamir. 007 JDG 010 003 Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to og tyve År. 007 JDG 010 004 Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de ligger i Gilead. 007 JDG 010 005 Da Jair døde, blev han jordet i Kamon. 007 JDG 010 006 Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes, Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra HERREN og undlod at dyrke ham. 007 JDG 010 007 Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris for Filisterne og Ammoniterne, 007 JDG 010 008 som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i Gilead. 007 JDG 010 009 Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda, Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød. 007 JDG 010 010 Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!" 007 JDG 010 011 Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne, Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne, 007 JDG 010 012 Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd. 007 JDG 010 013 Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke mere frelse eder! 007 JDG 010 014 Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem frelse eder i eders Nød:" 007 JDG 010 015 Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os, hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!" 007 JDG 010 016 Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød. 007 JDG 010 017 Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa. 007 JDG 010 018 Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han være Høvding over alle Gileads Indbyggere!" 007 JDG 011 001 Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge. Gilead avlede Jefta. 007 JDG 011 002 Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!" 007 JDG 011 003 Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob, hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans Strejftog. 007 JDG 011 004 Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel. 007 JDG 011 005 Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at hente Jefta hjem fra Landet Tob. 007 JDG 011 006 De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen op med Ammoniterne!" 007 JDG 011 007 Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i Nød?" 007 JDG 011 008 Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne, skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!" 007 JDG 011 009 Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min Magt, så vil jeg være eders Høvding!" 007 JDG 011 010 Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!" 007 JDG 011 011 Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs Åsyn i Mizpa. 007 JDG 011 012 Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige: "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for at angribe mit Land?" 007 JDG 011 013 Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!" 007 JDG 011 014 Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge 007 JDG 011 015 og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs eller Ammoniternes Land! 007 JDG 011 016 Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen til det røde Hav og kom derpå til Kadesj. 007 JDG 011 017 Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj. 007 JDG 011 018 Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi Arnon er Moabs Grænse. 007 JDG 011 019 Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon, Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land for at nå hen, hvor vi skal! 007 JDG 011 020 Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza og angreb Israel. 007 JDG 011 021 Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land, Amoriterne boede i; 007 JDG 011 022 de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok og fra Ørkenen til Jordan. 007 JDG 011 023 Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land! 007 JDG 011 024 Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land. 007 JDG 011 025 Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem, 007 JDG 011 026 da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300 År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang? 007 JDG 011 027 Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!" 007 JDG 011 028 Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud overbragte. 007 JDG 011 029 Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i Gilead drog han mod Ammoniterne. 007 JDG 011 030 Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver Ammoniterne i min Hånd, 007 JDG 011 031 så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg vil ofre ham som Brændoffer!" 007 JDG 011 032 Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans Hånd, 007 JDG 011 033 så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede Ammoniterne under for Israelitterne. 007 JDG 011 034 Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn foruden hende havde han hverken Søn eller Datter. 007 JDG 011 035 Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte: "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og kan ikke tage mit Ord tilbage!" 007 JDG 011 036 Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn over dine Fjender, Ammoniterne!" 007 JDG 011 037 Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde min Jomfrustand sammen med mine Veninder!" 007 JDG 011 038 Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i Bjergene. 007 JDG 011 039 Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel, 007 JDG 011 040 at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen Jeftas Datter fire Dage om Året. 007 JDG 012 001 Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet på dig!" 007 JDG 012 002 Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men I hjalp mig ikke imod dem; 007 JDG 012 003 og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor drager I da nu i Kamp imod mig?" 007 JDG 012 004 Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og Gileads Mænd slog Efraimiterne. 007 JDG 012 005 Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder. Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han svarede: "Nej!" 007 JDG 012 006 sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet, fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt 42000 Efraimiter. 007 JDG 012 007 Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og blev jordet i sin By i Gilead. 007 JDG 012 008 Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel. 007 JDG 012 009 Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner. 007 JDG 012 010 Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i Betlehem. 007 JDG 012 011 Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i Israel i ti År. 007 JDG 012 012 Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons Land. 007 JDG 012 013 Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel. 007 JDG 012 014 Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År. 007 JDG 012 015 Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton i Efraims Land på Amalekiterbjerget. 007 JDG 013 001 Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År. 007 JDG 013 002 Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa; hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født. 007 JDG 013 003 Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se, du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. 007 JDG 013 004 Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise noget som helst urent! 007 JDG 013 005 Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt til at frelse Israel af Filisternes Hånd!" 007 JDG 013 006 Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende; jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig ikke til Kende. 007 JDG 013 007 Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af til sin Dødedag!" 007 JDG 013 008 Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand, du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med den Dreng, der skal fødes!" 007 JDG 013 009 Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden, medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke hos hende. 007 JDG 013 010 Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist sig for mig!" 007 JDG 013 011 Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til Kvinden?" Og han sagde: "Ja!" 007 JDG 013 012 Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med Drengen?" 007 JDG 013 013 HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden, skal hun vogte sig for; 007 JDG 013 014 intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!" 007 JDG 013 015 Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig tilbage og tillave dig et Gedekid!" 007 JDG 013 016 Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs Engel. 007 JDG 013 017 Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord går i Opfyldelse, vil vi ære dig!" 007 JDG 013 018 Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du skal vide, det er underfuldt." 007 JDG 013 019 Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og hans Hustru så til. 007 JDG 013 020 Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og de faldt til Jorden på deres Ansigt. 007 JDG 013 021 Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru. Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel. 007 JDG 013 022 Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set Gud!" 007 JDG 013 023 Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort os sådanne Ting!" 007 JDG 013 024 Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen voksede op, og HERREN velsignede ham; 007 JDG 013 025 og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora og Esjtaol. 007 JDG 014 001 Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre der. 007 JDG 014 002 Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!" 007 JDG 014 003 Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi det er hende, jeg synes om!" 007 JDG 014 004 Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid havde Filisterne nemlig Magten over Israel. 007 JDG 014 005 Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod ham. 007 JDG 014 006 Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte han ikke, hvad han havde gjort. 007 JDG 014 007 Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om hende. 007 JDG 014 008 Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende, gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en Bisværm og Honning i Løvens Krop. 007 JDG 014 009 Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde taget Honningen fra Løvens Krop. 007 JDG 014 010 Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge havde for Skik. 007 JDG 014 011 Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage ham. 007 JDG 014 012 Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte; hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder; 007 JDG 014 013 men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde frem og lad os høre den!" 007 JDG 014 014 Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte Gåden, 007 JDG 014 015 og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?" 007 JDG 014 016 Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende: "Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg sige dig den!" 007 JDG 014 017 Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede ham. Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning; 007 JDG 014 018 og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv, havde I ikke gættet min Gåde!" 007 JDG 014 019 Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus. 007 JDG 014 020 Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde været hans Brudefører. 007 JDG 015 001 Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke, 007 JDG 015 002 men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din Hustru i Søsterens Sted!" 007 JDG 015 003 Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!" 007 JDG 015 004 Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler, bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt imellem; 007 JDG 015 005 så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og Oliventræer. 007 JDG 015 006 Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt: "Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og brændte hende og hendes Faders Hus inde. 007 JDG 015 007 Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!" 007 JDG 015 008 Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der. 007 JDG 015 009 Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved Lehi. 007 JDG 015 010 Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod ham, som han har handlet mod os!" 007 JDG 015 011 Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over os? Hvad er det dog, du har voldt os?" Han svarede dem: "Som de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!" 007 JDG 015 012 Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!" 007 JDG 015 013 De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb og førte ham op af Fjeldkløften. 007 JDG 015 014 Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder. 007 JDG 015 015 Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud, greb den og huggede 1000 Mand ned med den. 007 JDG 015 016 Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!" 007 JDG 015 017 Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte man Stedet Ramat Lehi. 007 JDG 015 018 Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?" 007 JDG 015 019 Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf; og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen. Derfor kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den Dag i Dag. 007 JDG 015 020 Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År. 007 JDG 016 001 Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til hende. 007 JDG 016 002 Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten; men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!" 007 JDG 016 003 Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op på Toppen af Bjerget over for Hebron. 007 JDG 016 004 Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i Sorekdalen. 007 JDG 016 005 Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!" 007 JDG 016 006 Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue dig!" 007 JDG 016 007 Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske." 007 JDG 016 008 Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke var blevet tørre, og med dem bandt hun ham; 007 JDG 016 009 samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen. 007 JDG 016 010 Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" 007 JDG 016 011 Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske!" 007 JDG 016 012 Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde. 007 JDG 016 013 Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet Menneske." 007 JDG 016 014 Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede Væven op sammen med Rendegarnet. 007 JDG 016 015 Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige Kræfter!" 007 JDG 016 016 Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev hans Sjæl træt til Døden, 007 JDG 016 017 og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og bliver svag som alle andre Mennesker." 007 JDG 016 018 Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende, sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster kom op til hende og bragte Pengene med. 007 JDG 016 019 Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand, som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og svagere, og Kræfterne veg fra ham. 007 JDG 016 020 Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget fra ham. 007 JDG 016 021 Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje Kværnen i Fangehuset. 007 JDG 016 022 Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget af. 007 JDG 016 023 Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde: "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!" 007 JDG 016 024 Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde, på manges Liv gjorde Ende!" 007 JDG 016 025 Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne; 007 JDG 016 026 Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan læne mig til dem!". 007 JDG 016 027 Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så til, medens de morede sig over Samson. 007 JDG 016 028 Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!" 007 JDG 016 029 Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med venstre Hånd. 007 JDG 016 030 Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin Død flere, end han havde dræbt i levende Live. 007 JDG 016 031 Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham, bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År. 007 JDG 017 001 I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika. 007 JDG 017 002 Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte, se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give dig dem tilbage." Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig, min Søn!" 007 JDG 017 003 Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at han kan lave et udskåret og støbt Billede." 007 JDG 017 004 Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus. 007 JDG 017 005 Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst. 007 JDG 017 006 I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt. 007 JDG 017 007 Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var Levit og boede der som fremmed. 007 JDG 017 008 Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han til Mikas Hus i Efraims Bjerge. 007 JDG 017 009 Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig." 007 JDG 017 010 Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med Klæder og give dig Kosten!" 007 JDG 017 011 Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge Mand var ham som en af hans egne Sønner. 007 JDG 017 012 Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og tog Ophold i Mikas Hus. 007 JDG 017 013 Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig, siden jeg har fået en Levit til Præst!" 007 JDG 018 001 I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod blandt Israels Stammer. 007 JDG 018 002 Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der. 007 JDG 018 003 Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen, hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?" 007 JDG 018 004 Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har lejet mig til Præst." 007 JDG 018 005 Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om vor Færd skal lykkes!" 007 JDG 018 006 Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders Færd!" 007 JDG 018 007 Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at gøre. 007 JDG 018 008 Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte disse dem: "Hvad har I at melde?" 007 JDG 018 009 De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet! 007 JDG 018 010 Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!" 007 JDG 018 011 Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og Esjtaol, 007 JDG 018 012 og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten for Kirjat Jearim. 007 JDG 018 013 Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas Hus, 007 JDG 018 014 tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så indser I vel, hvad I har at gøre!" 007 JDG 018 015 De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus, og hilste på ham, 007 JDG 018 016 medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten. 007 JDG 018 017 Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden, medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten. 007 JDG 018 018 Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?" 007 JDG 018 019 Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?" 007 JDG 018 020 Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og sluttede sig til Krigsfolkene. 007 JDG 018 021 Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget. 007 JDG 018 022 Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne. 007 JDG 018 023 Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?" 007 JDG 018 024 Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig, tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?" 007 JDG 018 025 Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu, faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks Liv på Spil!" 007 JDG 018 026 Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus. 007 JDG 018 027 De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt, huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen, 007 JDG 018 028 uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der; 007 JDG 018 029 og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn; men før var Byens Navn Lajisj. 007 JDG 018 030 Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i Landflygtighed. 007 JDG 018 031 Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo. 007 JDG 019 001 I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu. 007 JDG 019 002 Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire Måneders Tid, 007 JDG 019 003 drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på ham og kom ham glad i Møde; 007 JDG 019 004 og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede der. 007 JDG 019 005 Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn: "Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!" 007 JDG 019 006 De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten over og gør dig til gode!" 007 JDG 019 007 Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans Svigerfader ham, så han atter overnattede der. 007 JDG 019 008 Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to. 007 JDG 019 009 Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!" 007 JDG 019 010 Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede Æsler, sin Medhustru og sin Tjener. 007 JDG 019 011 Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes By og blive der Natten over!" 007 JDG 019 012 Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage videre til Gibea!" 007 JDG 019 013 Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!" 007 JDG 019 014 De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i Benjamin. 007 JDG 019 015 Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten. 007 JDG 019 016 Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken, og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea, medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter; 007 JDG 019 017 og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra kommer du?" 007 JDG 019 018 Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som byder mig ind i sit Hus, 007 JDG 019 019 skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler intet!" 007 JDG 019 020 Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!" 007 JDG 019 021 Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne; og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak. 007 JDG 019 022 Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!" 007 JDG 019 023 Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem: "Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd! 007 JDG 019 024 Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt! Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!" 007 JDG 019 025 Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først da Morgenen gryede, slap de hende. 007 JDG 019 026 Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det blev lyst. 007 JDG 019 027 Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru, ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen. 007 JDG 019 028 Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!" Men der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste til sit Hjem. 007 JDG 019 029 Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne rundt i hele Israels Land; 007 JDG 019 030 og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra Ægypten!" 007 JDG 020 001 Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra Gileads Land kom de. 007 JDG 020 002 Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd. 007 JDG 020 003 Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa. Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning gik for sig!" 007 JDG 020 004 Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at overnatte der. 007 JDG 020 005 Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at hun døde. 007 JDG 020 006 Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel! 007 JDG 020 007 Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med eders Råd!" 007 JDG 020 008 Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus! 007 JDG 020 009 Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det efter Lodkastning, 007 JDG 020 010 og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer, hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!" 007 JDG 020 011 Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een. 007 JDG 020 012 Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder? 007 JDG 020 013 Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord. 007 JDG 020 014 Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for at drage i Kamp mod Israelitterne. 007 JDG 020 015 Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de 25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der mønstredes, 700 udsøgte Krigere; 007 JDG 020 016 af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle. 007 JDG 020 017 Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de 400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere. 007 JDG 020 018 De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!" 007 JDG 020 019 Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for Gibea. 007 JDG 020 020 Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea. 007 JDG 020 021 Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag 22000 Mand af Israel. 007 JDG 020 022 Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op til Kamp på samme Sted som den første Dag; 007 JDG 020 023 Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede: "Drag op imod ham!" 007 JDG 020 024 og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden Dag. 007 JDG 020 025 Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne, alle sammen våbenføre Mænd. 007 JDG 020 026 Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn. 007 JDG 020 027 Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts Ark der, 007 JDG 020 028 og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede: "Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!" 007 JDG 020 029 Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea. 007 JDG 020 030 Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange. 007 JDG 020 031 Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel, 007 JDG 020 032 og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!" Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem fra Byen og lokke dem ud på Vejene!" 007 JDG 020 033 Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads vesten for Geba. 007 JDG 020 034 Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var ved at ramme dem. 007 JDG 020 035 Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd; 007 JDG 020 036 da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde lagt mod Gibea; 007 JDG 020 037 og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet. 007 JDG 020 038 Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen. 007 JDG 020 039 Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte: "Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp." 007 JDG 020 040 Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele Byen, 007 JDG 020 041 og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt dem; 007 JDG 020 042 og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen til. Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne huggede ned for Fode iblandt dem; 007 JDG 020 043 de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba foran sig mod Øst. 007 JDG 020 044 Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere. 007 JDG 020 045 De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem. 007 JDG 020 046 De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000 våbenføre Mænd, alle tapre Folk. 007 JDG 020 047 De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe, 600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder. 007 JDG 020 048 Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt. hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der. 007 JDG 021 001 Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil give en Benjaminit sin Datter til Ægte!" 007 JDG 021 002 Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt 007 JDG 021 003 og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?" 007 JDG 021 004 Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. 007 JDG 021 005 Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa, skulde dø. 007 JDG 021 006 Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel! 007 JDG 021 007 Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give dem nogen af vore Døtre fil Ægte?" 007 JDG 021 008 Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead. 007 JDG 021 009 Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra Jabesj i Gilead. 007 JDG 021 010 Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn. 007 JDG 021 011 Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder, der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!" 007 JDG 021 012 De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger, der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land. 007 JDG 021 013 Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde dem Fred. 007 JDG 021 014 På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men de var ikke nok til dem. 007 JDG 021 015 Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort et Skår i Israels Stammer. 007 JDG 021 016 Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i Benjamin er udryddet?" 007 JDG 021 017 Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så at ikke en Stamme i Israel går til Grunde? 007 JDG 021 018 Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!" Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den, som giver Benjaminiterne en Hustru!" 007 JDG 021 019 Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!" Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra Betel til Sikem, og sønden for Lebona. 007 JDG 021 020 Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i Vingårdene! 007 JDG 021 021 Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til Benjamins Land! 007 JDG 021 022 Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så Fald vilde I have forbrudt eder!" 007 JDG 021 023 Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem. 007 JDG 021 024 Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod, 007 JDG 021 025 I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt. # # BOOK 008 RUT Ruth Rut 008 RUT 001 001 I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner. 008 RUT 001 002 Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der. 008 RUT 001 003 Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner. 008 RUT 001 004 De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År, 008 RUT 001 005 døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand. 008 RUT 001 006 Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød. 008 RUT 001 007 Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land 008 RUT 001 008 sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig; 008 RUT 001 009 HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt 008 RUT 001 010 og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!" 008 RUT 001 011 Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd? 008 RUT 001 012 Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner, 008 RUT 001 013 skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!" 008 RUT 001 014 De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende. 008 RUT 001 015 Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!" 008 RUT 001 016 Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud; 008 RUT 001 017 hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!" 008 RUT 001 018 Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom, 008 RUT 001 019 og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne sagde: "Er det No'omi?" 008 RUT 001 020 Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara", thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte! 008 RUT 001 021 Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?" 008 RUT 001 022 Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten. 008 RUT 002 001 No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz. 008 RUT 002 002 En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde." Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!" 008 RUT 002 003 Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks Slægt. 008 RUT 002 004 Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene: "HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!" 008 RUT 002 005 Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene: "Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?" 008 RUT 002 006 Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra Moab; 008 RUT 002 007 hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile." 008 RUT 002 008 Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig til mine Piger her; 008 RUT 002 009 hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene øser op!" 008 RUT 002 010 Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?" 008 RUT 002 011 Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du ikke tidligere kendte; 008 RUT 002 012 HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!" 008 RUT 002 013 Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre, siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde, skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!" 008 RUT 002 014 Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og endda levne. 008 RUT 002 015 Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke; 008 RUT 002 016 I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på hende!" 008 RUT 002 017 Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede, hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg. 008 RUT 002 018 Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så, hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde levnet efter at have spist sig mæt. 008 RUT 002 019 Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!" 008 RUT 002 020 Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning af os; han er en af vore Løsere." 008 RUT 002 021 Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!" 008 RUT 002 022 Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden Mark!" 008 RUT 002 023 Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos sin Svigermoder. 008 RUT 003 001 Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt? 008 RUT 003 002 Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning; se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen; 008 RUT 003 003 tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han er færdig med at spise og drikke; 008 RUT 003 004 når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig, og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!" 008 RUT 003 005 Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!" 008 RUT 003 006 Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes Svigermoder havde pålagt hende. 008 RUT 003 007 Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen op ved hans Fødder og lagde sig der. 008 RUT 003 008 Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se, da lå der en Kvinde ved hans Fødder. 008 RUT 003 009 Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi du er Løser!" 008 RUT 003 010 Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!" 008 RUT 003 011 Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig Kvinde. 008 RUT 003 012 Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er nærmere end jeg. 008 RUT 003 013 Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg det, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliver Morgen!" 008 RUT 003 014 Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på Tærskepladsen!" 008 RUT 003 015 Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!" Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det på hende. Så gik hun ind i Byen. 008 RUT 003 016 Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det, min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort imod hende, 008 RUT 003 017 og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal ikke komme tomhændet til din Svigermoder!" 008 RUT 003 018 Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro, før han får Sagen afgjort endnu i Dag!" 008 RUT 004 001 Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der. Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden kom og satte sig, 008 RUT 004 002 fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de satte sig der. 008 RUT 004 003 Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab, sælge. 008 RUT 004 004 Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste! Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!" 008 RUT 004 005 Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi, køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod!" 008 RUT 004 006 Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi jeg kan ikke!" 008 RUT 004 007 Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel. 008 RUT 004 008 Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor sin Sko af. 008 RUT 004 009 Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi; 008 RUT 004 010 og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!" 008 RUT 004 011 Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er Vidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus, blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem! 008 RUT 004 012 Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved de Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!" 008 RUT 004 013 Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind til hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte en Søn. 008 RUT 004 014 Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke lod dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel. 008 RUT 004 015 Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er dig mere værd end syv Sønner!" 008 RUT 004 016 Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder. 008 RUT 004 017 Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader Isaj. 008 RUT 004 018 Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron, 008 RUT 004 019 Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab, 008 RUT 004 020 Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon, 008 RUT 004 021 Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed, 008 RUT 004 022 Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David. # # BOOK 009 1SA 1 Samuel 1 Samuel 009 1SA 001 001 Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit. 009 1SA 001 002 Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke. 009 1SA 001 003 Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for HERREN. 009 1SA 001 004 En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele, 009 1SA 001 005 men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi HERREN havde tillukket hendes Moderliv; 009 1SA 001 006 hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv. 009 1SA 001 007 Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENs Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise. 009 1SA 001 008 Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?" 009 1SA 001 009 Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i HERRENs Hus; 009 1SA 001 010 og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN 009 1SA 001 011 og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!" 009 1SA 001 012 Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund; 009 1SA 001 013 men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset, 009 1SA 001 014 og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!" 009 1SA 001 015 Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for HERRENs Åsyn. 009 1SA 001 016 Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!" 009 1SA 001 017 Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!" 009 1SA 001 018 Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!" Så gik Kvinden sin Vej, og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud. 009 1SA 001 019 Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENs Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama. Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu; 009 1SA 001 020 og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos HERREN!" 009 1SA 001 021 Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det årlige Offer og sit Løfteoffer, 009 1SA 001 022 drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente, til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!" 009 1SA 001 023 Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra. 009 1SA 001 024 Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs Hus i Silo og havde Drengen med. 009 1SA 001 025 Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli 009 1SA 001 026 og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN. 009 1SA 001 027 Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om. 009 1SA 001 028 Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal han være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der for HERRENs Åsyn. 009 1SA 002 001 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horn er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender, jeg glæder mig over din Frelse. 009 1SA 002 002 Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, der er ingen Klippe som vor Gud 009 1SA 002 003 Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders Mund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham. 009 1SA 002 004 Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft; 009 1SA 002 005 mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter. 009 1SA 002 006 HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op; 009 1SA 002 007 HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer 009 1SA 002 008 han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENs er Jordens Søjler, Jorderig bygged han på dem 009 1SA 002 009 Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket; thi ingen vinder Sejr ved egen kraft. 009 1SA 002 010 HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen, HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter sin Salvedes Horn! 009 1SA 002 011 Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERREN under Præsten Elis Tilsyn. 009 1SA 002 012 Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN 009 1SA 002 013 eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en tregrenet Gaffel i Hånden 009 1SA 002 014 og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt, hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at ofre der. 009 1SA 002 015 Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!" 009 1SA 002 016 Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!" 009 1SA 002 017 Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENs Åsyn, idet de viste Ringeagt for HERRENs Offergaver. 009 1SA 002 018 Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn; og Drengen var iført en linned Efod. 009 1SA 002 019 Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer. 009 1SA 002 020 Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "HERREN give dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod HERREN!" Så gik de hjem igen. 009 1SA 002 021 Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN. 009 1SA 002 022 Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, 009 1SA 002 023 sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører alt Folket tale om? 009 1SA 002 024 Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENs Folk. 009 1SA 002 025 Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer til Gunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel, thi HERREN vilde deres Død. 009 1SA 002 026 Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både hos HERREN og Mennesker. 009 1SA 002 027 Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: "Se, jeg åbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle for Faraos Hus i Ægypten, 009 1SA 002 028 og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte dit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre. 009 1SA 002 029 Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder tilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver! 009 1SA 002 030 Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn; men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes. 009 1SA 002 031 Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus's Arm, så ingen i dit Hus skal blive gammel; 009 1SA 002 032 og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, og ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel. 009 1SA 002 033 Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd. 009 1SA 002 034 Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to Sønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø. 009 1SA 002 035 Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn. 009 1SA 002 036 Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber, for at jeg kan have en Bid Brød at spise!" 009 1SA 003 001 Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN under Elis Tilsyn. HERRENs Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent. 009 1SA 003 002 Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads, 009 1SA 003 003 og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i HERRENs Helligdom, hvor Guds Ark stod - 009 1SA 003 004 kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" 009 1SA 003 005 Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han gik hen og lagde sig. 009 1SA 003 006 Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!" 009 1SA 003 007 Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN at kende, og HERRENs Ord var endnu ikke åbenbaret ham. 009 1SA 003 008 Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på Samuel, og han stod op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så skønnede Eli, at det var HERREN, der kaldte på Drengen. 009 1SA 003 009 Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder på dig, så sig: Tal, HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen og lagde sig på sin Plads. 009 1SA 003 010 Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener hører!" 009 1SA 003 011 Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver, som hører derom. 009 1SA 003 012 På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. 009 1SA 003 013 Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt, fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. 009 1SA 003 014 Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!" 009 1SA 003 015 Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen åbnede han Døren til HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtale Synet for Eli. 009 1SA 003 016 Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" 009 1SA 003 017 Da sagde han: "Hvad var det, han sagde til dig? Dølg det ikke for mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger noget af, hvad han sagde!" 009 1SA 003 018 Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde han: "Han er HERREN; han gøre, hvad ham tykkes bedst!" 009 1SA 003 019 Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod ikke et eneste af sine Ord falde til Jorden. 009 1SA 003 020 Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til HERRENs Profet. 009 1SA 003 021 Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi HERREN åbenbarede sig for Samuel. 4,1 Og Samuels Ord nåede ud til hele Israel. 009 1SA 004 001 Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek. 009 1SA 004 002 Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på åben Mark omtrent 4000 Mand. 009 1SA 004 003 Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor lod HERREN os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af vore Fjenders Hånd!" 009 1SA 004 004 Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers HERREs Pagts Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark. 009 1SA 004 005 Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved. 009 1SA 004 006 Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at HERRENs Ark var kommet til Lejren. 009 1SA 004 007 Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før! 009 1SA 004 008 Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest. 009 1SA 004 009 Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder; vær Mænd og kæmp!" 009 1SA 004 010 Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt 30000 Mand af det israelitiske Fodfolk, 009 1SA 004 011 Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og Pinehas faldt. 009 1SA 004 012 En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved. 009 1SA 004 013 Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark. Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen et Skrig, 009 1SA 004 014 og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det. 009 1SA 004 015 Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var blevet sløve, så han ikke kunde se. 009 1SA 004 016 Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det gået, min Søn?" 009 1SA 004 017 Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!" 009 1SA 004 018 Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve År. 009 1SA 004 019 Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget, og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og fødte, thi Veerne kom over hende. 009 1SA 004 020 Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det ikke. 009 1SA 004 021 Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og til sin Svigerfader og sin Mand. 009 1SA 004 022 Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!" 009 1SA 005 001 Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer til Asdod. 009 1SA 005 002 Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus og stillede den ved Siden af Dagon. 009 1SA 005 003 Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus, se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen. 009 1SA 005 004 Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark; Hovedet og begge Hænder var slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham. 009 1SA 005 005 Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus, endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod. 009 1SA 005 006 Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelse over dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring. 009 1SA 005 007 Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de: "Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tager hårdt på os og på Dagon, vor Gud!" 009 1SA 005 008 De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sig og sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede: "Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de Israels Guds Ark; 009 1SA 005 009 men efter at de havde flyttet den derhen, ramte HERRENs Hånd Byen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne i Byen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem. 009 1SA 005 010 De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron, råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til mig for at bringe Død over mig og mit Folk!" 009 1SA 005 011 Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen og sagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen, hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig og mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Hånd lå såre tungt på den. 009 1SA 005 012 De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så at Klageråbet fra Byen nåede op til Himmelen. 009 1SA 006 001 Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder, 009 1SA 006 002 lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad skal vi gøre med HERRENs Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!" 009 1SA 006 003 De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd ikke vil vige fra eder!" 009 1SA 006 004 De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?" Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt eder og eders Fyrster; 009 1SA 006 005 I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land, og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd bort fra eder, eders Gud og eders Land. 009 1SA 006 006 Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted? 009 1SA 006 007 Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og driv dem hjem; 009 1SA 006 008 tag så HERRENs Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så af Sted. 009 1SA 006 009 Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til, thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det var en Hændelse!" 009 1SA 006 010 Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden. 009 1SA 006 011 Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen tillige med Skrinet med Guldmusene og Bylderne. 009 1SA 006 012 Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem til Bet-Sjemesj's Landemærke. 009 1SA 006 013 Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde; 009 1SA 006 014 og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark, standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til HERREN. 009 1SA 006 015 Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige med Skrinet med Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og ofrede Slagtofre til HERREN. 009 1SA 006 016 Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet tilbage til Ekron. 009 1SA 006 017 Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til HERREN: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat een og for Ekron een. 009 1SA 006 018 Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne. Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen Jehosjuas Mark, hvorpå de satte HERRENs Ark. 009 1SA 006 019 Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se HERRENs Ark; derfor ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede Folket, fordi HERREN havde slået så mange af dem ihjel; 009 1SA 006 020 og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for HERRENs, denne hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?" 009 1SA 006 021 Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige: "Filisterne har sendt HERRENs Ark tilbage. Kom herned og hent den op til eder!" 009 1SA 007 001 Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og hentede HERRENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HERRENs Ark. 009 1SA 007 002 Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid; der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN. 009 1SA 007 003 Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til HERREN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene, så vil han fri eder af Filisternes Hånd!" 009 1SA 007 004 Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og dyrkede HERREN alene. 009 1SA 007 005 Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til HERREN for eder!" 009 1SA 007 006 Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENs Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod HERREN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa. 009 1SA 007 007 Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne. 009 1SA 007 008 Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til HERREN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!" 009 1SA 007 009 Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel råbte til HERREN for Israel, og HERREN bønhørte ham. 009 1SA 007 010 Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel, men HERREN sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de blev slået af Israel; 009 1SA 007 011 og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar. 009 1SA 007 012 Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har HERREN hjulpet os!" 009 1SA 007 013 Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men HERRENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længe Samuel levede. 009 1SA 007 014 De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne. 009 1SA 007 015 Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede; 009 1SA 007 016 han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne på alle disse Steder; 009 1SA 007 017 derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der. 009 1SA 008 001 Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere over Israel; 009 1SA 008 002 hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte i Be'ersjeba. 009 1SA 008 003 Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten. 009 1SA 008 004 Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama 009 1SA 008 005 og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!" 009 1SA 008 006 Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som kan dømme os!" Og Samuel bad til HERREN. 009 1SA 008 007 Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres Konge. 009 1SA 008 008 Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede andre Guder, således handler de også imod dig. 009 1SA 008 009 Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske over dem!" 009 1SA 008 010 Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle HERRENs Ord 009 1SA 008 011 og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine Heste, så de må løbe foran hans Vogn, 009 1SA 008 012 og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj. 009 1SA 008 013 Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage. 009 1SA 008 014 De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage og give sine Folk. 009 1SA 008 015 Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere. 009 1SA 008 016 De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde. 009 1SA 008 017 Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle. 009 1SA 008 018 Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder!" 009 1SA 008 019 Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej, en Konge vil vi have over os, 009 1SA 008 020 vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme os og drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!" 009 1SA 008 021 Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han HERREN dem; 009 1SA 008 022 og HERREN sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Konge over dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver til sin By!" 009 1SA 009 001 I Benjamin var der en Mand ved Navn Kisj, en Søn af Abiel, en Søn af Zeror, en Søn af Bekorat, en Søn af Afia, en Benjaminit, en formuende Mand. 009 1SA 009 002 Han havde en Søn ved Navn Saul, statelig og smuk, ingen blandt Israeliterne var smukkere end han; han var et Hoved højere end alt Folket. 009 1SA 009 003 Engang var nogle af Sauls Fader Kisjs Æsler blevet borte, og Kisj sagde da til sin Søn Saul: "Tag en af Karlene med og gå ud og søg efter Æslerne!" 009 1SA 009 004 De gik så først gennem Efraims Bjerge og Sjalisja egnen, men fandt dem ikke; derefter gik de gennem Sja'alimegnen, men der var de heller ikke; derpå gik de gennem Benjamins Land, men fandt dem ikke. 009 1SA 009 005 Da de kom til Zufegnen, sagde Saul til Karlen, som var med ham: "Kom, lad os vende hjem, for at min Fader ikke skal holde op med at tænke på Æslerne og i Stedet blive urolig for os!" 009 1SA 009 006 Men han svarede ham: "Se, i Byen der bor en Guds Mand, en anset Mand; hvad han siger, sker altid. Lad os nu gå derhen, måske kan han give os Besked angående det, vi går om." 009 1SA 009 007 Da sagde Saul til Karlen: "Ja, lad os gå derhen! Men hvad skal vi give Manden? Thi vi har ikke mere Brød i vore Tasker, og nogen Gave har vi ikke at give den Guds Mand. Hvad har vi?" 009 1SA 009 008 Karlen svarede atter Saul: "Se, jeg har en kvart Sekel Sølv, den kan du give den Guds Mand; så siger han os nok Besked om det, vi går om." 009 1SA 009 009 Fordum sagde man i Israel, når man gik hen for at rådspørge Gud: "Kom, lad os gå til Seeren!" Thi hvad man nu til Dags kalder en Profet, kaldte man fordum en Seer. 009 1SA 009 010 Da sagde Saul til Karlen: "Du har Ret! Kom, lad os gå derhen!" Så gik de hen til Byen, hvor den Guds Mand boede. 009 1SA 009 011 Som de nu gik ad Vejen op til Byen, traf de nogle unge Piger, der gik ud for at øse Vand, og de spurgte dem: "Er Seeren her?" 009 1SA 009 012 De svarede dem: "Ja, han er foran; han kom til Byen lige nu. Folket ofrer nemlig i Dag et Slagtoffer på Offerhøjen. 009 1SA 009 013 Når I blot går ind i Byen, kan I træffe ham, før han går op på Offerhøjen til Måltidet; thi Folket spiser ikke, før han kommer, da han skal velsigne Slagtofferet; så først spiser de indbudne. Gå nu op til Byen, thi netop nu kan I træffe ham!" 009 1SA 009 014 De gik så op til Byen; og som de gik ind igennem Porten, kom Samuel gående imod dem på Vej op til Offerhøjen. 009 1SA 009 015 HERREN havde Dagen før Sauls Komme åbnet Samuels Øre og sagt: 009 1SA 009 016 "I Morgen ved denne Tid sender jeg en Mand til dig fra Benjamins Land; ham skal du salve til Fyrste over mit Folk Israel; han skal frelse mit Folk fra Filisternes Hånd; thi jeg har givet Agt på mit Folks Nød, dets Klageråb har nået mig!" 009 1SA 009 017 Og straks da Samuel fik Øje på Saul, sagde HERREN til ham: "Se, der er den Mand, om hvem jeg sagde til dig: Han skal herske over mit Folk!" 009 1SA 009 018 Da trådte Saul hen til Samuel midt i Porten og sagde: "Vær så god at sige mig, hvor Seerens Hus er!" 009 1SA 009 019 Samuel svarede: "Seeren det er mig; gå i Forvejen op på Offerhøjen; du skal spise sammen med mig i Dag; i Morgen skal jeg følge dig på Vej og kundgøre dig alt, hvad der er i dit Hjerte; 009 1SA 009 020 for Æslerne, som for tre Dage siden blev borte for dig, skal du ikke ængste dig; de et fundet. Men til hvem står alt Israels Begær uden til dig og hele dit Fædrenehus?" 009 1SA 009 021 Da svarede Saul: "Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindste Stamme? Og min Slægt er den ringeste af alle Benjamins Stammes Slægter. Hvor kan du da tale således til mig?" 009 1SA 009 022 Men Samuel tog Saul og hans Karl, førte dem til Gildesalen og gav dem Plads øverst blandt de indbudne der var omtrent tredive Mænd 009 1SA 009 023 og Samuel sagde til Kokken: "Ræk mig det Stykke, jeg gav dig og sagde, du skulde lægge til Side!" 009 1SA 009 024 Da tog Kokken Køllen og satte den for Saul. Og Samuel sagde: "Se, Kødet står for dig, spis! Thi til den fastsatte Tid har man ventet dig, for at du kunde spise sammen med de indbudne." Så spiste Saul sammen med Samuel den Dag. 009 1SA 009 025 Derpå steg de ned fra Offerhøjen fil Byen, og der blev redt til Saul på Taget. 009 1SA 009 026 Så lagde han sig til Hvile. Tidligt om Morgenen, da Morgenrøden brød frem, råbte Samuel til Saul oppe på Taget: "Stå op, jeg vil følge dig på Vej!" Da stod Saul op, og han og Samuel gik ud sammen, 009 1SA 009 027 Men da de på Nedvejen var kommet til Udkanten af Byen, sagde Samuel til Saul: "Sig til Karlen, at han skal gå i Forvejen! Men bliv du stående et Øjeblik, så vil jeg kundgøre dig Guds Ord!" 009 1SA 010 001 Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved, kyssede ham og sagde: "Har HERREN ikke salvet dig til Fyrste over sit Folk Israel? Du skal herske over HERRENs Folk og frelse det fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, at HERREN har salvet dig til Fyrste over sin Arv: 009 1SA 010 002 Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved Rakels Grav ved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne, du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået af Tanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeg gøre for min Søn? 009 1SA 010 003 Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer til Taboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud i Betel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og den tredje en Dunk Vin; 009 1SA 010 004 de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tage imod. 009 1SA 010 005 Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor; og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter, som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse til Harpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang; 009 1SA 010 006 så vil HERRENs Ånd overvælde dig, så du falder i profetisk Henrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andet Menneske. 009 1SA 010 007 Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der falder for; thi Gud er med dig. 009 1SA 010 008 Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal du vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!" 009 1SA 010 009 Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud ham et helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag. 009 1SA 010 010 Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham i Møde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetisk Henrykkelse midt iblandt dem. 009 1SA 010 011 Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetisk Henrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvad går der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?" 009 1SA 010 012 Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derfor blev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?" 009 1SA 010 013 Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea. 009 1SA 010 014 Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I været henne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikke fandt dem, gik vi hen til Samuel." 009 1SA 010 015 Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde til eder!" 009 1SA 010 016 Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvad Samuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke. 009 1SA 010 017 Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos HERREN i Mizpa; 009 1SA 010 018 og han sagde til Israeliterne: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes Hånd og fra alle de Riger, som plagede eder. 009 1SA 010 019 Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over os! Så træd nu frem for HERRENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægt for Slægt!" 009 1SA 010 020 Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet ramte Benjamins Stamme. 009 1SA 010 021 Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham, var han ikke til at finde. 009 1SA 010 022 Da adspurgte de på ny HERREN: "Er Manden her?" Og HERREN svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset." 009 1SA 010 023 Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem Folket, var han et Hoved højere end alt Folket. 009 1SA 010 024 Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HERREN har udvalgt? Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!" 009 1SA 010 025 Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnede den i en Bog, som han lagde hen for HERRENs Åsyn. Så lod Samuel hele Folket gå hver til sit: 009 1SA 010 026 også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham. 009 1SA 010 027 Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?" Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men han var, som han var døv. 009 1SA 011 001 Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede Jabesj i Gilead. Da sagde alle Mændene i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagt med os, så vil vi underkaste os!" 009 1SA 011 002 Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det Vilkår vil jeg slutte Pagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud på enhver af eder til Forsmædelse for hele Israel!" 009 1SA 011 003 Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv os syv Dages Frist, så vi kan sende Bud rundt i hele Israels Land; hvis så ingen kommer os til Hjælp, vil vi overgive os til dig!" 009 1SA 011 004 Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte Folket Sagen, brast hele Folket i Gråd. 009 1SA 011 005 Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken, og han spurgte: "Hvad er der i Vejen med Folket, siden det græder?" De fortalte ham da, hvad Mændene fra Jabesj havde sagt; 009 1SA 011 006 og da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans Vrede blussede heftigt op. 009 1SA 011 007 Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede dem, sendte Folk ud med Stykkerne i hele Israels Land og lod sige: "Hvis nogen ikke følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans Okser!" Da faldt en HERRENs Rædsel over Folket, så de alle som een drog ud. 009 1SA 011 008 Og han mønstrede dem i Bezek, og der var 300000 Israeliter og 30000 Judæere. 009 1SA 011 009 Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet: "Således skal I sige til Mændene i Jabesj i Gilead: I Morgen, når Solen begynder at brænde, skal I få Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelte Mændene i Jabesj det, blev de glade. 009 1SA 011 010 Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil vi overgive os til eder, så kan I gøre med os, hvad I finder for godt!" 009 1SA 011 011 Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger, og de trængte ind i Lejren ved Morgenvagten og huggede ned blandt Ammoniterne, til det blev hedt; og de, som undslap, splittedes til alle Sider, så ikke to og to blev sammen. 009 1SA 011 012 Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde: Skal Saul være Konge over os? Bring os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!" 009 1SA 011 013 Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel; thi i Dag har HERREN givet Israel Sejr!" 009 1SA 011 014 Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå til Gilgal og gentage Kongevalget der!" 009 1SA 011 015 Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul til Konge for HERRENs Åsyn der i Gilgal, og de bragte Takofre der for Herrens Åsyn. Og Saul og alle Israels Mænd var højlig glade. 009 1SA 012 001 Da sagde Samuel til hele Israel: "Se, jeg har føjet eder i alt, hvad I har bedt mig om, og sat en Konge over eder. 009 1SA 012 002 Se, nu færdes Kongen for eders Ansigt; jeg er gammel og grå, og mine Sønner er nu iblandt eder; men jeg har færdedes for eders Ansigt fra min Ungdom indtil i Dag. 009 1SA 012 003 Se, her står jeg; viden imod mig i HERRENs og hans, Salvedes Påhør! Hvis Okse har jeg taget? Hvis Æsel har jeg taget? Hvem har jeg, undertrykt? Hvem har jeg gjort Uret? Af hvem har jeg taget Gave og derfor lukket Øjnene? I så Fald vil jeg give eder Erstatning!" 009 1SA 012 004 Da sagde de: "Du har ikke undertrykt os eller gjort os Uret eller taget noget fra nogen." 009 1SA 012 005 Derpå sagde han til dem: "Så er HERREN i Dag Vidne over for eder, også hans Salvede er Vidne, at I ikke har fundet noget hos mig." De sagde: "Ja!" 009 1SA 012 006 Da sagde Samuel til Folket: "HERREN er Vidne, han, som udrustede Moses og Aron og førte eders Fædre op fra Ægypten. 009 1SA 012 007 Så træd nu frem, at jeg kan gå i Rette med eder for HERRENs Åsyn og kundgøre eder alle de Gerninger, HERREN i sin Retfærdigher har øvet mod eder og eders Fædre. 009 1SA 012 008 Da Jakob og hans Sønner var kommet til Ægypten, og Ægypterne plagede dem, råbte eders Fædre til HERREN, og HERREN sendte Moses og Aron, som førte eders Fædre ud af Ægypten, og han lod dem bosætte sig her. 009 1SA 012 009 Men de glemte HERREN deres Gud; derfor prisgav han dem til Kong Jabin af Hazors Hærfører Sisera, til Filisterne og til Moabs Konge, så de angreb dem. 009 1SA 012 010 Da råbte de til HERREN og sagde: Vi har syndet, thi vi forlod HERREN og dyrkede Ba'alerne og Astarterne; men fri os nu af vore Fjenders Hånd, så vil vi dyrke dig! 009 1SA 012 011 Så sendte HERREN Jerubba'al, Barak, Jefta og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Hånd rundt om, så I kunde bo i Tryghed. 009 1SA 012 012 Men da I så Ammoniterkongen Nahasj rykke frem imod eder, sagde I til mig: Nej, en Konge skal herske over os uagtet HERREN eders Gud var eders Konge! 009 1SA 012 013 Og nu, her står Kongen, som I har valgt og krævet; se, HERREN har sat en Konge over eder! 009 1SA 012 014 Hvis I frygter HERREN og tjener ham, adlyder hans Røst og ikke er genstridige mod HERRENs Bud, men følger HERREN eders Gud, både I og Kongen, som har fået Herredømmet over eder, da skal det gå eder vel. 009 1SA 012 015 Adlyder I derimod ikke HERRENs Røst, men er genstridige mod HERRENs Bud, da skal HERRENs Hånd ramme eder og eders Konge og ødelægge eder. 009 1SA 012 016 Træd nu frem og se den vældige Gerning, HERREN vil øve for eders Øjne! 009 1SA 012 017 Har vi ikke Hvedehøst nu? Men jeg vil råbe til HERREN, at han skal sende Torden og Regn, for at I kan kende og se, at det i HERRENs Øjne var en stor Brøde I begik, da I krævede en Konge!" 009 1SA 012 018 Derpå råbte Samuel til HERREN, og HERREN sendte samme Dag Torden og Regn. Da frygtede hele folket såre for HERREN og Samuel, 009 1SA 012 019 og hele Folket sagde til Samuel: "Bed for dine Trælle til HERREN din Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre Synder har føjet den Brøde at kræve en Konge!" 009 1SA 012 020 Da sagde Samuel til Folket: "Frygt ikke! Vel har I øvet al den Synd; men vend eder nu ikke fra HERREN, tjen ham af hele eders Hjerte 009 1SA 012 021 og vend eder ikke til dem, som er Tomhed og hverken kan hjælpe eller frelse, fordi de er Tomhed. 009 1SA 012 022 Thi for sit store Navns Skyld vil HERREN ikke forstøde sit Folk, da det jo har behaget HERREN at gøre eder til sit Folk. 009 1SA 012 023 Det være også langt fra mig at synde mod HERREN og høre op med at bede for eder; jeg vil også vise eder den gode og rette Vej; 009 1SA 012 024 men frygt HERREN og tjen ham oprigtigt af hele eders Hjerte; thi se, hvor store Ting han gjorde imod eder! 009 1SA 012 025 Men hvis I handler ilde, skal både I og eders Konge gå til Grunde!" 009 1SA 013 001 Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i....År over Israel. 009 1SA 013 002 Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Saul i Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea i Benjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit. 009 1SA 013 003 Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nu Filisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saul havde ladet støde i Hornet hele Landet over, 009 1SA 013 004 og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, og at Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedes sammen i Gilgal til at følge Saul, 009 1SA 013 005 men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000 Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet ved Havets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over for Bet-Aven. 009 1SA 013 006 Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blev trængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner, Gruber og Cisterner 009 1SA 013 007 eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. Men Saul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt i Sind. 009 1SA 013 008 Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; men Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlod Saul, 009 1SA 013 009 sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Så ofrede han Brændofferet. 009 1SA 013 010 Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da kom Samuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham. 009 1SA 013 011 Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, at Folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den fastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas; 009 1SA 013 012 så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, og jeg har endnu ikke vundet HERRENs Gunst; da tog jeg Mod til mig og bragte Brændofferet!" 009 1SA 013 013 Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den Befaling, HERREN din Gud gav dig, vilde HERREN nu have grundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid; 009 1SA 013 014 men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. HERREN har udsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har HERREN kaldet til Fyrste over sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad HERREN bød dig!" 009 1SA 013 015 Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men den tilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for at støde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea i Benjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent 600 Mand; 009 1SA 013 016 og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå i Geba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas. 009 1SA 013 017 Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for at plyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen, 009 1SA 013 018 den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af den Høj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til. 009 1SA 013 019 Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisterne havde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd; 009 1SA 013 020 derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at få hvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe; 009 1SA 013 021 det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og en Tredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig. 009 1SA 013 022 Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverken Sværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul og Jonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben. 009 1SA 013 023 Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset. 009 1SA 014 001 Da hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom. 009 1SA 014 002 Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. 009 1SA 014 003 Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af Pinehas, en Søn af Eli, HERRENs Præst i Silo, bar Efoden. Men Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. 009 1SA 014 004 I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side; den ene hedder Bozez, den anden Sene. 009 1SA 014 005 Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den anden på Sydsiden ud for Geba. 009 1SA 014 006 Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til disse uomskårnes Forpost; måske vil HERREN stå os bi, thi intet hindrer HERREN i at give Sejr, enten der er mange eller få!" 009 1SA 014 007 Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!" 009 1SA 014 008 Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og sørger for, at de får os at se. 009 1SA 014 009 Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. 009 1SA 014 010 Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har HERREN givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!" 009 1SA 014 011 Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se, der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har skjult sig i!" 009 1SA 014 012 Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi HERREN har givet dem i Israels Hånd!" 009 1SA 014 013 Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet; 009 1SA 014 014 og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland. 009 1SA 014 015 Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel; tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel. 009 1SA 014 016 Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i Lejren. 009 1SA 014 017 Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans Våbendrager manglede. 009 1SA 014 018 Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig dengang Efoden foran Israel. 009 1SA 014 019 Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten: "Lad det kun være!" 009 1SA 014 020 Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og alt var i stor Forvirring. 009 1SA 014 021 Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. 009 1SA 014 022 Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem. 009 1SA 014 023 Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - 009 1SA 014 024 alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise. 009 1SA 014 025 Der fandtes nogle Bikager på Marken, 009 1SA 014 026 og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden. 009 1SA 014 027 Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne atter Glans. 009 1SA 014 028 Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og dog var Folket udmattet." 009 1SA 014 029 Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning! 009 1SA 014 030 Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort." 009 1SA 014 031 De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket var meget udmattet. 009 1SA 014 032 Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i. 009 1SA 014 033 Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!" 009 1SA 014 034 Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han havde, og slagtede det der. 009 1SA 014 035 Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første Alter, han byggede HERREN. 009 1SA 014 036 Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten sagde: "Lad os her træde frem for Gud!" 009 1SA 014 037 Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne? Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den Dag. 009 1SA 014 038 Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter, hvad det er for en Synd, der er begået i Dag; 009 1SA 014 039 thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Om det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men ingen af Folket svarede. 009 1SA 014 040 Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du finder for godt!" 009 1SA 014 041 Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn Jonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri. 009 1SA 014 042 Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så ramtes Jonatan. 009 1SA 014 043 Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i Hånden. Se, jeg er rede til at dø!" 009 1SA 014 044 Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!" 009 1SA 014 045 Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERREN lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han blev friet fra Døden. 009 1SA 014 046 Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem, medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land. 009 1SA 014 047 Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. 009 1SA 014 048 Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det. 009 1SA 014 049 Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal. 009 1SA 014 050 Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner; 009 1SA 014 051 Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel. 009 1SA 014 052 Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig. 009 1SA 015 001 Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte for at salve dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENs Røst. 009 1SA 015 002 Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på Vandringen op fra Ægypten. 009 1SA 015 003 Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder, Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!" 009 1SA 015 004 Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000 Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda. 009 1SA 015 005 Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen. 009 1SA 015 006 Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek. 009 1SA 015 007 Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for Ægypten, 009 1SA 015 008 og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet; 009 1SA 015 009 men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde ikke lægge Band på dem, men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg lagde de Band. 009 1SA 015 010 Da kom HERRENs Ord til Samuel således: 009 1SA 015 011 "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og råbte til HERREN hele Natten. 009 1SA 015 012 Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!" 009 1SA 015 013 Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "HERREN velsigne dig! Jeg har holdt HERRENs Befaling!" 009 1SA 015 014 Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?" 009 1SA 015 015 Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det til HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!" 009 1SA 015 016 Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig, hvad HERREN i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!" 009 1SA 015 017 Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede HERREN dig ikke til Konge over Israel? 009 1SA 015 018 Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil du har udryddet dem! 009 1SA 015 019 Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst, men styrtede dig over Byttet og gjorde, hvad der er ondt i HERRENs Øjne?" 009 1SA 015 020 Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs Røst og gik, hvor HERREN sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt Band på Amalek; 009 1SA 015 021 men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til HERREN din Gud i Gilgal." 009 1SA 015 022 Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så meget Behag i Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, at adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end Væderfedt; 009 1SA 015 023 thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENs Ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!" 009 1SA 015 024 Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt HERRENs Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede dem: 009 1SA 015 025 tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede HERREN!" 009 1SA 015 026 Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig; fordi du har forkastet HERRENs Ord, har HERREN forkastet dig, så du ikke mer skal være Konge over Israel!" 009 1SA 015 027 Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans Kappeflig, så den reves af. 009 1SA 015 028 Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet Kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end du! 009 1SA 015 029 Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!" 009 1SA 015 030 Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede HERREN din Gud!" 009 1SA 015 031 Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad HERREN. 009 1SA 015 032 Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!" Og Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens Bitterhed svundet!" 009 1SA 015 033 Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå sønderhuggede Samuel Agag for HERRENs Åsyn i Gilgal. 009 1SA 015 034 Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i Sauls Gibea. 009 1SA 015 035 Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel sørgede over Saul. HERREN angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel; 009 1SA 016 001 og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørge over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal være Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted! Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en Konge blandt hans Sønner." 009 1SA 016 002 Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre, dræber han mig!" Men HERREN sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg kommer for at ofre HERREN et Offer! 009 1SA 016 003 Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!" 009 1SA 016 004 Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom til Betlehem, gik Byens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for det gode?" 009 1SA 016 005 Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN. Helliger eder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønner hellige sig og indbød dem til Ofringen: 009 1SA 016 006 Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nu HERRENs Salvede for ham!" 009 1SA 016 007 Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller høje Vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN ser på Hjertet." 009 1SA 016 008 Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men han sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!" 009 1SA 016 009 Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!" 009 1SA 016 010 Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; men Samuel sagde til Isaj: "HERREN har ikke udvalgt nogen af dem!" 009 1SA 016 011 Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede: "Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!" Da sagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter os ikke til Bords, før han kommer!" 009 1SA 016 012 Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling med smukke Øjne og skøn at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salv ham, thi ham er det!" 009 1SA 016 013 Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stod rundt om: Og HERRENs Ånd kom over David fra den Dag af. Derefter brød Samuel op og gik til Rama. 009 1SA 016 014 Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond Ånd fra HERREN. 009 1SA 016 015 Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig; 009 1SA 016 016 sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efter en Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommer over dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!" 009 1SA 016 017 Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtig til Strengeleg, og bring ham til mig!" 009 1SA 016 018 En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn af Betlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtig Kriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er en smuk Mand, og HERREN er med ham!" 009 1SA 016 019 Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din Søn David, som er ved Fårene!" 009 1SA 016 020 Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sin Søn David til Saul dermed. 009 1SA 016 021 Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fik ham såre kær, og han blev hans Våbendrager. 009 1SA 016 022 Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i min Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!" 009 1SA 016 023 Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørte Strengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den onde Ånd veg fra ham. 009 1SA 017 001 Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim. 009 1SA 017 002 Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne. 009 1SA 017 003 Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig. 009 1SA 017 004 Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes Rækker, seks Alen og et Spand høj. 009 1SA 017 005 Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje, hvis Kobber vejede 5000 Sekel, 009 1SA 017 006 og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over Skulderen. 009 1SA 017 007 Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham. 009 1SA 017 008 Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig! 009 1SA 017 009 Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I være vore Trælle og trælle for os!" 009 1SA 017 010 Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!" 009 1SA 017 011 Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de forfærdede og grebes af Rædsel. 009 1SA 017 012 David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til Års. 009 1SA 017 013 Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje; 009 1SA 017 014 David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul; 009 1SA 017 015 og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders Småkvæg i Betlehem. 009 1SA 017 016 Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i fyrretyve Dage. 009 1SA 017 017 Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til dem i Lejren med det 009 1SA 017 018 og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så, hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem; 009 1SA 017 019 Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og kæmper med Filisterne!" 009 1SA 017 020 Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog Sagerne og gav sig på Vej, som Isaj havde pålagt ham; og han kom til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede Kampråbet. 009 1SA 017 021 Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod Slagorden. 009 1SA 017 022 David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på sine Brødre. 009 1SA 017 023 Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker og talte, som han plejede, medens David hørte på det. 009 1SA 017 024 Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for ham. 009 1SA 017 025 Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!" 009 1SA 017 026 David spurgte da de Mænd, som stod om ham: "Hvilken Løn får den, som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den levende Guds Slagrækker?" 009 1SA 017 027 Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!" 009 1SA 017 028 Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!" 009 1SA 017 029 Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et Spørgsmål!" 009 1SA 017 030 Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og Folkene svarede ham som før. 009 1SA 017 031 Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også Saul for Øre, og han lod ham hente. 009 1SA 017 032 Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl vil gå hen og kæmpe med den Filister!" 009 1SA 017 033 Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin Ungdom!" 009 1SA 017 034 Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort fra Hjorden, 009 1SA 017 035 løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den ihjel. 009 1SA 017 036 Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende Guds Slagrækker!" 009 1SA 017 037 Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet mig fra Løvers og Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da sagde Saul til David: "Gå! HERREN være med dig!" 009 1SA 017 038 Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på hans Hoved, iførte ham en Brynje 009 1SA 017 039 og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af. 009 1SA 017 040 Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik mod Filisteren. 009 1SA 017 041 Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med Skjolddrageren foran sig; 009 1SA 017 042 og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til. 009 1SA 017 043 Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin Gud. 009 1SA 017 044 Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!" 009 1SA 017 045 David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERREs, Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet. 009 1SA 017 046 I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, 009 1SA 017 047 og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giver Sejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og han vil give eder i vor Hånd!" 009 1SA 017 048 Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde Filisteren. 009 1SA 017 049 Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden. 009 1SA 017 050 Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden. 009 1SA 017 051 Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de; 009 1SA 017 052 men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte, og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat og Ekron. 009 1SA 017 053 Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne og plyndrede deres Lejr. 009 1SA 017 054 Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men hans Våben lagde han i sit Telt. 009 1SA 017 055 Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!" 009 1SA 017 056 Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!" 009 1SA 017 057 Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens Hoved i Hånden. 009 1SA 017 058 Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede: "Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!" 009 1SA 018 001 Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl; 009 1SA 018 002 og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende tilbage til sin Faders Hus. 009 1SA 018 003 Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl. 009 1SA 018 004 Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte. 009 1SA 018 005 Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk. 009 1SA 018 006 Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler, 009 1SA 018 007 og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" 009 1SA 018 008 Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde: "David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler han kun Kongemagten!" 009 1SA 018 009 Og fra den Dag af så Saul skævt til David. 009 1SA 018 010 Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde sit Spyd i Hånden 009 1SA 018 011 og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!" Men David undveg ham to Gange. 009 1SA 018 012 Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham, medens han var veget fra Saul. 009 1SA 018 013 Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører; og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne; 009 1SA 018 014 og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERREN var med ham. 009 1SA 018 015 Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for ham; 009 1SA 018 016 men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til Kamp og hjem i Spidsen for dem. 009 1SA 018 017 Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab; hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en tapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænkte nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!" 009 1SA 018 018 David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?" 009 1SA 018 019 Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol 009 1SA 018 020 Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for Øre, og han syntes godt derom; 009 1SA 018 021 Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min Svigersøn!" 009 1SA 018 022 Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig; så bliv nu Kongens Svigersøn!" 009 1SA 018 023 Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en fattig og ringe Mand!" 009 1SA 018 024 Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde David." 009 1SA 018 025 Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få David fældet ved Filisternes Hånd. 009 1SA 018 026 Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive Kongens Svigersøn. 009 1SA 018 027 Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 200 Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin Datter Mikal til Ægte. 009 1SA 018 028 Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at hele Israel elskede ham, 009 1SA 018 029 frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David fjendsk. 009 1SA 018 030 Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han vandt stort Ry. 009 1SA 019 001 Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David. 009 1SA 019 002 Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold dig skjult! 009 1SA 019 003 Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der, hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker noget, vil jeg lade dig det vide." 009 1SA 019 004 Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham: "Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig meget; 009 1SA 019 005 han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav hele Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover; hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David uden Grund?" 009 1SA 019 006 Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERREN lever, han skal ikke blive dræbt!" 009 1SA 019 007 Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før. 009 1SA 019 008 Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham. 009 1SA 019 009 Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad i sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene, 009 1SA 019 010 søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David flygtede og undslap. 009 1SA 019 011 Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i Morgen!" 009 1SA 019 012 Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort og undslap. 009 1SA 019 013 Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe. 009 1SA 019 014 Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han er syg." 009 1SA 019 015 Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde: "Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!" 009 1SA 019 016 Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet. 009 1SA 019 017 Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig ihjel!" 009 1SA 019 018 Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot. 009 1SA 019 019 Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama, 009 1SA 019 020 sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk Henrykkelse. 009 1SA 019 021 Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af Sted; men også de faldt i Henrykkelse. 009 1SA 019 022 Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!" 009 1SA 019 023 Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede Najot i Rama. 009 1SA 019 024 Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul iblandt Profeterne?" 009 1SA 020 001 Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde: "Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod din Fader, siden han står mig efter Livet?" 009 1SA 020 002 Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig? Der er intet om det!" 009 1SA 020 003 Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattet Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!" 009 1SA 020 004 Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!" 009 1SA 020 005 David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule mig på Marken indtil Aften. 009 1SA 020 006 Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har sit årlige Slagtoffer der. 009 1SA 020 007 Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke. 009 1SA 020 008 Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl for HERRENs Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel; thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?" 009 1SA 020 009 Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke lade dig det vide?" 009 1SA 020 010 Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, om din Fader giver dig et hårdt Svar?" 009 1SA 020 011 Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gik begge ud på Marken. 009 1SA 020 012 Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jeg vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og lade dig det vide? 009 1SA 020 013 HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred. HERREN være med dig, som han har været med min Fader. 009 1SA 020 014 Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise HERRENs Godhed imod mig. Men skulde jeg være død, 009 1SA 020 015 så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERREN udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden, 009 1SA 020 016 måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med Davids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!" 009 1SA 020 017 Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi han elskede ham af hele sin Sjæl. 009 1SA 020 018 Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil du blive savnet, når din Plads står tom; 009 1SA 020 019 men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der; 009 1SA 020 020 i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til Måls. 009 1SA 020 021 Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er ingen Fare, så sandt HERREN lever. 009 1SA 020 022 Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side af dig, bedre frem! så fly, thi da vil HERREN have dig bort. 009 1SA 020 023 Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN står mellem mig og dig for evigt!" 009 1SA 020 024 David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom, satte Kongen sig til Bords for at spise; 009 1SA 020 025 Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids Plads stod tom. 009 1SA 020 026 Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet ham noget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig." 009 1SA 020 027 Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?" 009 1SA 020 028 Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå til Betlehem; 009 1SA 020 029 han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen, og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge! Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!" 009 1SA 020 030 Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham; "Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel? 009 1SA 020 031 Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig, thi han er dødsens!" 009 1SA 020 032 Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvad har han gjort?" 009 1SA 020 033 Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David. 009 1SA 020 034 Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans Fader havde smædet ham. 009 1SA 020 035 Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den Tid han havde aftalt med David. 009 1SA 020 036 Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og led efter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød han Pilen af over hans Hoved, 009 1SA 020 037 og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på den anden Side af dig, bedre frem!" 009 1SA 020 038 Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, og bliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin Herre den. 009 1SA 020 039 Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte Sammenhængen. 009 1SA 020 040 Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag dem med til Byen!" 009 1SA 020 041 Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen. 009 1SA 020 042 Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to har tilsvoret hinanden i HERRENs Navn, gælder, at HERREN står mellem mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!" Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen. 009 1SA 021 001 David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek kom ængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og har ingen med dig?" 009 1SA 021 002 David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærinde og sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg sender dig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne på et aftalt Sted. 009 1SA 021 003 Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvad du har!" 009 1SA 021 004 Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød ved Hånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fra Kvinder?" 009 1SA 021 005 David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere må de da i Dag være rene på Legemet!" 009 1SA 021 006 Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for HERRENs Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet. 009 1SA 021 007 Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der for HERRENs Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af Sauls Hyrder. 009 1SA 021 008 David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller et Sværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andre Våben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast." 009 1SA 021 009 Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat, ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappe bag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intet andet!" Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!" 009 1SA 021 010 Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han kom til Kong Akisj af Gat. 009 1SA 021 011 Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, Landets Konge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" 009 1SA 021 012 Disse Ord gav David Agt på, og han grebes af stor Frygt for Kong Akisj af Gat; 009 1SA 021 013 derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hænderne på dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flyde ned i Skægget. 009 1SA 021 014 Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal; hvorfor bringer I ham til mig? 009 1SA 021 015 Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til at plage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?" 009 1SA 022 001 Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule. Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de derned til ham. 009 1SA 022 002 Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham, forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev deres Høvding. Henved 400 Mand sluttede sig til ham. 009 1SA 022 003 Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får at vide, hvad Gud har for med mig!" 009 1SA 022 004 Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen. 009 1SA 022 005 Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til Ja'ar-Heret. 009 1SA 022 006 Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine Folk. 009 1SA 022 007 Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere, 009 1SA 022 008 siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør." 009 1SA 022 009 Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i Nob, 009 1SA 022 010 og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring og Filisteren Goliats Sværd!" 009 1SA 022 011 Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle var kommet til Kongen, 009 1SA 022 012 sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!" 009 1SA 022 013 Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham, så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!" 009 1SA 022 014 Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din Livvagt og højt æret i dit Hus? 009 1SA 022 015 Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste til noget af dette!" 009 1SA 022 016 Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit Fædrenehus!" 009 1SA 022 017 Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb HERRENs Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENs Præster. 009 1SA 022 018 Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod. 009 1SA 022 019 Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får. 009 1SA 022 020 Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar undslap og flygtede til David. 009 1SA 022 021 Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENs Præster. 009 1SA 022 022 Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærer Skylden for hele dit Fædrenehus's Død. 009 1SA 022 023 Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står mig efter Livet, thi du står under min Varetægt." 009 1SA 023 001 Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og plyndrede Tærskepladserne. 009 1SA 023 002 Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slå Filisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slå Filisterne og befri Ke'ila!" 009 1SA 023 003 Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod Filisternes Slagrækker?" 009 1SA 023 004 Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Drag ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!" 009 1SA 023 005 David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne, bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således befriede David Ke'ilas Indbyggere. 009 1SA 023 006 Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med. 009 1SA 023 007 Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han: "Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da han gik ind i en By med Porte og Slåer." 009 1SA 023 008 Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til Ke'ila og omringe David og hans Mænd. 009 1SA 023 009 Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!" 009 1SA 023 010 Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min Skyld. 009 1SA 023 011 Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din Tjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!" 009 1SA 023 012 Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine Mænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!" 009 1SA 023 013 Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit Togt. 009 1SA 023 014 Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham ikke i hans Hånd. 009 1SA 023 015 Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet. Medens David var i Horesj i Zifs Ørken, 009 1SA 023 016 begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans Kraft i Gud, 009 1SA 023 017 idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter dig; det ved min Fader Saul også!" 009 1SA 023 018 Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i Horesj, medens Jonatan drog hjem. 009 1SA 023 019 Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon. 009 1SA 023 020 Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da være vor Sag at overgive ham til Kongen!" 009 1SA 023 021 Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med mig! 009 1SA 023 022 Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu. 009 1SA 023 023 Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle Judas Tusinder!" 009 1SA 023 024 Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for Jesjimon. 009 1SA 023 025 Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David i Maons Ørken. 009 1SA 023 026 Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at omringe og gribe David og hans Mænd, 009 1SA 023 027 kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom! Filisterne har gjort Indfald i Landet!" 009 1SA 023 028 Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor kalder man det Sted Malekots Klippe. 009 1SA 023 029 Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt sig der. 009 1SA 024 001 Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken. 009 1SA 024 002 Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne. 009 1SA 024 003 Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd lå inderst i Hulen. 009 1SA 024 004 Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERREN havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!" 009 1SA 024 005 Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig! Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd på HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David satte sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul. 009 1SA 024 006 Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af. 009 1SA 024 007 Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre, 009 1SA 024 008 stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul: "Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham. 009 1SA 024 009 Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig? 009 1SA 024 010 I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Hånd inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er HERRENs Salvede! 009 1SA 024 011 Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd! Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit Liv. 009 1SA 024 012 HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig! 009 1SA 024 013 Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men min Hånd skal ikke være imod dig. 009 1SA 024 014 Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død Hund, en Loppe! 009 1SA 024 015 Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!" 009 1SA 024 016 Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd 009 1SA 024 017 og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt, 009 1SA 024 018 og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig, da HERREN gav mig i din Hånd. 009 1SA 024 019 Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERREN gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag! 009 1SA 024 020 Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel skal blive i din Hånd; 009 1SA 024 021 så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit Fædrenehus!" 009 1SA 024 022 Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David og hans Mænd gik op i Klippeborgen. 009 1SA 025 001 Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham; og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og drog ned til Maons Ørken. 009 1SA 025 002 I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mand var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netop i Karmel til Fåreklipning. 009 1SA 025 003 Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smuk Kvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit. 009 1SA 025 004 Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning, 009 1SA 025 005 sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op til Karmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig 009 1SA 025 006 og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus, og Fred være med alt, hvad dit er! 009 1SA 025 007 Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdt sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i al den Tid de har været i Karmel; 009 1SA 025 008 spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed for Folkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din Søn David, hvad du vil unde os!" 009 1SA 025 009 Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David og biede så på Svar. 009 1SA 025 010 Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er Isajs Søn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deres Herre. 009 1SA 025 011 Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg har slagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikke ved, hvor er fra?" 009 1SA 025 012 Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage, fortalte de ham det hele: 009 1SA 025 013 Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!" Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400 Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset. 009 1SA 025 014 Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde: "David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men han overfusede dem, 009 1SA 025 015 skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os, og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem, da vi var ude i Marken. 009 1SA 025 016 De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtede Småkvæget i Nærheden af dem. 009 1SA 025 017 Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet på vor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikke kan tale med!" 009 1SA 025 018 Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, fem tillavede Får, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200 Figenkager, lagde det på Æslerne 009 1SA 025 019 og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen, jeg kommer bagefter!" Men sin Mand Nabal sagde hun intet derom. 009 1SA 025 020 Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen i Skjul af Bjerget, kom David og hans Mænd ned imod hende, så hun mødte dem. 009 1SA 025 021 Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte til, at jeg i Ørkenen har værnet om alt, hvad den Mand ejede, så intet deraf gik tabt; han har gengældt mig godt med ondt. 009 1SA 025 022 Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levner noget mandligt Væsen af alt, hvad hans er, til Morgenens Frembrud!" 009 1SA 025 023 Da Abigajil fik Øje på David, sprang hun straks af Æselet og kastede sig ned for David på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden, 009 1SA 025 024 faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden er min, Herre! Lad din Trælkvinde tale til dig og hør din Trælkvindes Ord! 009 1SA 025 025 Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer til sit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg, din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid. 009 1SA 025 026 Men nu, min Herre, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, du, hvem HERREN har holdt fra at pådrage dig Blodskyld og tage dig selv til Rette: Måtte det gå dine Fjender og dem, som pønser på ondt mod min Herre, som Nabal! 009 1SA 025 027 Lad nu Folkene, som følger min Herre, få denne Gave, som din Trælkvinde bringer min Herre. 009 1SA 025 028 Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde; thi HERREN vil visselig bygge min Herre et Hus, som skal stå, eftersom min Herre fører HERRENs Krige, og der ikke har været noget ondt at finde hos dig, så længe du har levet. 009 1SA 025 029 Og skulde nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter Livet, måtte da min Herres Liv være bundet i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Liv slynge han bort med Slyngeskålen! 009 1SA 025 030 Når HERREN så for min Herre opfylder alt det gode, han lovede dig, og sætter dig til Fyrste over Israel, 009 1SA 025 031 da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min Herre får ikke Samvittighedsnag af, at han uden Grund udgød Blod, og at min Herre tog sig selv til Rette. Og når HERREN gør vel imod min Herre, kom da din Trælkvinde i Hu!" 009 1SA 025 032 Da sagde David til Abigajil: "Priset være HERREN, Israels Gud, som i Dag sendte mig dig i Møde, 009 1SA 025 033 priset være din Klogskab, og priset være du selv, som i bag holdt mig fra at pådrage mig Blodskyld og tage mig selv til Rette! 009 1SA 025 034 Men så sandt HERREN, Israels Gud, lever, som holdt mig fra at gøre dig Men: Hvis du ikke var ilet mig i Møde, var ikke et mandligt Væsen levnet Nabal til i Morgen!" 009 1SA 025 035 Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde til hende: "Gå op til dit Hus i Fred! Jeg har lånt dig Øre og opfyldt dit Ønske." 009 1SA 025 036 Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus et Gæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset, sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes. 009 1SA 025 037 Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustru ham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev som Sten; 009 1SA 025 038 og en halv Snes Dage efter slog HERREN Nabal, så han døde. 009 1SA 025 039 Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være HERREN, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og holdt sin Tjener fra at gøre ondt; HERREN har ladet Nabals Ondskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte David Bud og bejlede til Abigajil. 009 1SA 025 040 Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de således til hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!" 009 1SA 025 041 Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde: "Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde og tvætte hans Trælles Fødder!" 009 1SA 025 042 Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendes fem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud og blev hans Hustru. 009 1SA 025 043 Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el. Således blev de begge to hans Hustruer. 009 1SA 025 044 Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til Palti, Lajisj's Søn, fra Gallim. 009 1SA 026 001 Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke David holder sig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!" 009 1SA 026 002 Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3000 udsøgte Mænd af Israel for at søge efter David i Zifs Ørken; 009 1SA 026 003 og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen, medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saul var draget ind i Ørkenen for at forfølge ham, 009 1SA 026 004 udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til Nakon. 009 1SA 026 005 Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havde lejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hans Hærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og hans Folk var lejret rundt om ham. 009 1SA 026 006 Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek og til Joabs Broder Abisjaj, Zerujas Søn: "Hvem vil følge mig ned til Saul i Lejren?" Abisjaj svarede: "Det vil jeg!" 009 1SA 026 007 Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå og sov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sit Hovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham. 009 1SA 026 008 Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet din Fjende i din Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jeg ikke skal behøve at gøre det om!" 009 1SA 026 009 Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem lægger ustraffet Hånd på HERRENs Salvede?" 009 1SA 026 010 Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt HERREN lever, HERREN selv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revet bort, når han drager i Krigen. 009 1SA 026 011 HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENs Salvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken, og lad os så gå vor Vej!" 009 1SA 026 012 Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de gik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede; thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldet over dem. 009 1SA 026 013 Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langt borte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem. 009 1SA 026 014 Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: "Svarer du ikke, Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, som kalder på Kongen?" 009 1SA 026 015 David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og hvem er din Lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en af Krigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men. 009 1SA 026 016 Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENs Salvede! Se nu efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hans Hovedgærde?" 009 1SA 026 017 Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: "Er det din Røst, min Søn David?" David svarede: "Ja, Herre Konge!" 009 1SA 026 018 Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl? Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet? 009 1SA 026 019 Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det er HERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af en Offergave. Men er det Mennesker, da være de forbandet for HERRENs Åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket fra HERRENs Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort og dyrk fremmede Guder! 009 1SA 026 020 Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENs Åsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet, som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!" 009 1SA 026 021 Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David! Thi jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var dyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjort mig skyldig i en såre stor Vildfarelse! 009 1SA 026 022 David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene komme herover og hente det. 009 1SA 026 023 Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab; HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Hånd på HERRENs Salvede! 009 1SA 026 024 Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte således mit Liv være agtet højt i HERRENs Øjne, så at han frier mig fra al Nød!" 009 1SA 026 025 Da sagde Saul til David: "Velsignet være du, min Søn David! For dig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Derpå gik David sin Vej, og Saul vendte tilbage til sit Hjem. 009 1SA 027 001 Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en skønne Dag for Sauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt i Filisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds i Israels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!" 009 1SA 027 002 David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn, Kong Akisj af Gat; 009 1SA 027 003 og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havde deres Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med, Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru. 009 1SA 027 004 Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf, holdt han op at søge efter ham. 009 1SA 027 005 Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet, thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?" 009 1SA 027 006 Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhører Ziklag endnu den Dag i Dag Judas Konger. 009 1SA 027 007 Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fire Måneder. 009 1SA 027 008 Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuriterne, Gizriterne og Amalekiterne; thi de boede i Landet fra Telam hen imod Sjur og hen til Ægypten; 009 1SA 027 009 og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og Klæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj, 009 1SA 027 010 og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?" svarede David: "Idet judæiske Sydland!" eller: "I det jerame'elitiske Sydland!" eller: "I det kenitiske Sydland!" 009 1SA 027 011 David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte tage dem med til Gat; thi han tænkte: "De kunde røbe os og sige: Det og det har David gjort!" Således bar han sig ad, al den Tid han opholdt sig i Filisternes Land. 009 1SA 027 012 Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: "Han har gjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene mig for stedse!" 009 1SA 028 001 På den Tid samlede Filisterne deres Hær til Kamp for at angribe Israel. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dine Mænd skal følge med mig i Hæren!" 009 1SA 028 002 David svarede Akisj: "Godt, så skal du også få at se, hvad din Træl kan udrette!" Da sagde Akisj til David: "Godt, så sætter jeg dig til hele Tiden at vogte mit Liv!" 009 1SA 028 003 Samuel var død, og hele Israel havde holdt Klage over ham, og han var blevet jordet i Rama, hans By. Og Saul havde udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. 009 1SA 028 004 Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog Lejr i Sjunem, og Saul samlede hele Israel, og de slog Lejr på Gilboa. 009 1SA 028 005 Da Saul så Filisternes Hær, grebes han af Frygt og blev såre forfærdet. 009 1SA 028 006 Da rådspurgte Saul HERREN; men HERREN svarede ham ikke, hverken ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne. 009 1SA 028 007 Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg mig en Kvinde, som kan mane; så vil jeg gå til hende, og rådspørge hende!" Hans Folk svarede ham: "I En-Dor er der en Kvinde, som kan mane!" 009 1SA 028 008 Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder på og gav sig på Vej, fulgt af to Mænd. Da de om Natten kom til Kvinden, sagde han: "Spå mig ved en Genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig, frem!" 009 1SA 028 009 Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes han har udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. Hvorfor vil du da lægge Snare for mit Liv og volde min Død?" 009 1SA 028 010 Da tilsvor Saul hende ved HERREN: "Så sandt HERREN lever, skal intet lægges dig til Last i denne Sag!" 009 1SA 028 011 Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" Han svarede: "Man mig Samuel frem!" 009 1SA 028 012 Kvinden så da Samuel og udstødte et højt Skrig; og Kvinden sagde til Saul: "Hvorfor har du ført mig bag Lyset? Du er jo Saul!" 009 1SA 028 013 Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad ser du?" Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en Ånd stige op af Jorden!" 009 1SA 028 014 Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?" Hun svarede: "En gammel Mand stiger op, hyllet i en Kappe!" Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med Ansigtet til Jorden og bøjede sig. 009 1SA 028 015 Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min Ro og kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor Vånde; Filisterne angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved Profeterne eller ved Drømme. Derfor lod jeg dig kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til." 009 1SA 028 016 Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig, når HERREN har forladt dig og er blevet din Fjende? 009 1SA 028 017 HERREN har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og HERREN har revet Kongedømmet ud af din Hånd og givet din Medbejler David det. 009 1SA 028 018 Eftersom du ikke adlød HERREN og ikke lod hans glødende Vrede ramme Amalek, så har HERREN nu voldet dig dette; 009 1SA 028 019 HERREN vil også give Israel i Filisternes Hånd sammen med dig! I Morgen skal både du og dine Sønner falde; også Israels Hær vil HERREN give i Filisternes Hånd!" 009 1SA 028 020 Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang han var, rædselsslagen over Samuels Ord; han var også ganske afkræftet, da han Døgnet igennem intet havde spist. 009 1SA 028 021 Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sig selv af Skræk, sagde hun til ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig; jeg satte mit Liv på Spil og adlød de Ord, du talte til mig. 009 1SA 028 022 Så adlyd du nu også din Trælkvinde; lad mig sætte et Stykke Brød frem for dig; spis det, for at du kan være ved Kræfter, når du går bort!" 009 1SA 028 023 Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke spise!" Men da både hans Mænd og Kvinden nødte ham, gav han efter for dem, rejste sig fra Jorden og satte sig på Lejet. 009 1SA 028 024 Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte hun sig at slagte; derpå tog hun Mel, æltede det og bagte usyret Brød deraf. 009 1SA 028 025 Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd; og da de havde spist, stod de op og gik bort samme Nat. 009 1SA 029 001 Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde slået lejr om Kilden ved Jizre'el. 009 1SA 029 002 Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj. 009 1SA 029 003 Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?" Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener, som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig." 009 1SA 029 004 Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres Gunst end med disse Mænds Hoveder? 009 1SA 029 005 Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" 009 1SA 029 006 Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt HERREN lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er ikke glade for dig. 009 1SA 029 007 Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!" 009 1SA 029 008 Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste, siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens Fjender?" 009 1SA 029 009 Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os i Kampen! 009 1SA 029 010 Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk, som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!" 009 1SA 029 011 David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til Jizre'el. 009 1SA 030 001 Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde indtaget Ziklag og stukket det i Brand; 009 1SA 030 002 Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog bort. 009 1SA 030 003 Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange. 009 1SA 030 004 Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til de ikke kunde mere. 009 1SA 030 005 Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange. 009 1SA 030 006 Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham, da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David søgte Styrke hos HERREN sin Gud; 009 1SA 030 007 og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den. 009 1SA 030 008 Da rådspurgte David HERREN: "Skal jeg sætte efter denne Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den; thi du skal indhente den og bringe Redning!" 009 1SA 030 009 Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev stående; 009 1SA 030 010 men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand, som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage. 009 1SA 030 011 Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke; 009 1SA 030 012 desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller drukket i hele tre Døgn. 009 1SA 030 013 David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg. 009 1SA 030 014 Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand." 009 1SA 030 015 Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise dig Vej til den!" 009 1SA 030 016 Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land. 009 1SA 030 017 David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og flygtede. 009 1SA 030 018 Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine to Hustruer. 009 1SA 030 019 Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget med; det hele bragte David tilbage. 009 1SA 030 020 Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David og sagde: "Her er Davids Bytte!" 009 1SA 030 021 Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og hilste på dem. 009 1SA 030 022 Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og Børn må de tage med hjem!" 009 1SA 030 023 David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da HERREN har været gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som overfaldt os, i vor Hånd. 009 1SA 030 024 Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de skal dele med hinanden!" 009 1SA 030 025 Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov og Ret i Israel, som det er den Dag i bag. 009 1SA 030 026 Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave til eder af Byttet, der er taget fra HERRENs Fjender!" 009 1SA 030 027 Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir, 009 1SA 030 028 dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa, 009 1SA 030 029 i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer, 009 1SA 030 030 i Horma, i Bor-Asjan, i Atak, 009 1SA 030 031 i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David havde færdedes med sine Mænd. 009 1SA 031 001 Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg. 009 1SA 031 002 Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua. 009 1SA 031 003 Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem. 009 1SA 031 004 Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det; 009 1SA 031 005 og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og fulgte ham i Døden. 009 1SA 031 006 Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hans Våbendrager og alle hans Mænd i Døden. 009 1SA 031 007 Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem. 009 1SA 031 008 Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg; 009 1SA 031 009 de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendte Bud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet. 009 1SA 031 010 Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op på Bet-Sjans Mur. 009 1SA 031 011 Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisterne havde gjort ved Saul, 009 1SA 031 012 brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Natten igennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-Sjans Mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der. 009 1SA 031 013 Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj og fastede syv Dage. # # BOOK 010 2SA 2 Samuel 2 Samuel 010 2SA 001 001 Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag, 010 2SA 001 002 kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede han sig til Jorden og bøjede sig. 010 2SA 001 003 David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap bort fra Israels Hær!" 010 2SA 001 004 David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!" Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde." 010 2SA 001 005 Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?" 010 2SA 001 006 Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd, medens Vognene og Rytterne trængte ham; 010 2SA 001 007 og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og jeg sagde: Her er jeg! 010 2SA 001 008 Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en Amalekit! 010 2SA 001 009 Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu! 010 2SA 001 010 Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har jeg med hid til min Herre." 010 2SA 001 011 Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså gjorde alle hans Mænd; 010 2SA 001 012 og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans Søn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet for Sværdet. 010 2SA 001 013 Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet: "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der bor her som fremmed." 010 2SA 001 014 Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på HERRENs Salvede og dræbe ham!" 010 2SA 001 015 David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød ham ned!" Og han slog ham ihjel. 010 2SA 001 016 Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved! Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENs Salvede Dødsstødet!" 010 2SA 001 017 Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan. 010 2SA 001 018 Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de Oprigtiges Bog. 010 2SA 001 019 Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene faldt! 010 2SA 001 020 Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader, at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre juble! 010 2SA 001 021 Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange! Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet med Olie. 010 2SA 001 022 Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem. 010 2SA 001 023 Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver! 010 2SA 001 024 O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder! 010 2SA 001 025 Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan på dine Høje! 010 2SA 001 026 Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed. 010 2SA 001 027 Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde! 010 2SA 002 001 Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en af Judas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!" 010 2SA 002 002 Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru; 010 2SA 002 003 og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de bosatte sig i Byerne omkring Hebron. 010 2SA 002 004 Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde jordet Saul, 010 2SA 002 005 sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige: "HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders Herre Saul og jordede ham. 010 2SA 002 006 Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette. 010 2SA 002 007 Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til Konge!" 010 2SA 002 008 Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og bragte ham over til Mahanajim 010 2SA 002 009 og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el, Efraim og Benjamin, over hele Israel. 010 2SA 002 010 Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til David. 010 2SA 002 011 Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og seks Måneder. 010 2SA 002 012 Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra Mahanajim til Gibeon; 010 2SA 002 013 ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned hver på sin Side af Dammen. 010 2SA 002 014 Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!" 010 2SA 002 015 Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk; 010 2SA 002 016 men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon. 010 2SA 002 017 Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk. 010 2SA 002 018 Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller, 010 2SA 002 019 forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre. 010 2SA 002 020 Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han svarede: "Ja, det er!" 010 2SA 002 021 Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at forfølge ham. 010 2SA 002 022 Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig! Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så kunne se din Broder Joab i Øjnene?" 010 2SA 002 023 Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el lå og var død, stod stille. 010 2SA 002 024 Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til Gibeons Ørken. 010 2SA 002 025 Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge på Toppen af Gibeat-Amma. 010 2SA 002 026 Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres Brødre?" 010 2SA 002 027 Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vilde Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres Brødre!" 010 2SA 002 028 Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen. 010 2SA 002 029 Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og kom til Mahanajim. 010 2SA 002 030 Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk, 010 2SA 002 031 medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne, Abners Folk. 010 2SA 002 032 Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da Solen stod op, nåede de Hebron. 010 2SA 003 001 Krigen imellem Sauls og Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og stærkere, Sauls Hus svagere og svagere. 010 2SA 003 002 I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon, Søn af Ahinoam fra Jizre'el, 010 2SA 003 003 den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs Datter Ma'aka, 010 2SA 003 004 den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn af Abital, 010 2SA 003 005 og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes David i Hebron. 010 2SA 003 006 Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus kraftig Støtte. 010 2SA 003 007 Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter. Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders Medhustru?" 010 2SA 003 008 Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig for en Kvindes Skyld! 010 2SA 003 009 Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERREN tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham; 010 2SA 003 010 jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!" 010 2SA 003 011 Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord. 010 2SA 003 012 Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over på din Side!" 010 2SA 003 013 Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!" 010 2SA 003 014 David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for 100 Filisterforhuder!" 010 2SA 003 015 Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand Paltiel, Lajisj's Søn. 010 2SA 003 016 Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem. 010 2SA 003 017 Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede tidligere ønskede I David til Konge; 010 2SA 003 018 så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved min Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra Filisternes og alle dets fjenders Hånd!" 010 2SA 003 019 Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins Hus havde vedtaget. 010 2SA 003 020 Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham. 010 2SA 003 021 Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!" Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred. 010 2SA 003 022 Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort i Fred. 010 2SA 003 023 Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet ham rejse, så han var draget bort i Fred. 010 2SA 003 024 Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde drage bort? 010 2SA 003 025 Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!" 010 2SA 003 026 Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira. 010 2SA 003 027 Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod. 010 2SA 003 028 Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er til evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod! 010 2SA 003 029 Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller mangler Brød!" 010 2SA 003 030 Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon. 010 2SA 003 031 Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham: "Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren. 010 2SA 003 032 Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners Grav, og alt Folket græd med, 010 2SA 003 033 Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en Dåres Død? 010 2SA 003 034 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele Folket end mere over ham, 010 2SA 003 035 og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går ned!" 010 2SA 003 036 Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt Folket; 010 2SA 003 037 og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn. 010 2SA 003 038 Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er faldet en Øverste og Stormand i Israel? 010 2SA 003 039 Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengælde Udådsmanden hans Skændsels- dåd!" 010 2SA 004 001 Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte han Modet, og hele Israel grebes af Skræk. 010 2SA 004 002 Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til Benjamin; 010 2SA 004 003 dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som fremmede den Dag i Dag. 010 2SA 004 004 Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans Navn var Mefibosjet. 010 2SA 004 005 Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag; 010 2SA 004 006 og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi 010 2SA 004 007 og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham; derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem Arabalavningen 010 2SA 004 008 og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han, som stod dig efter Livet; i Dag har HERREN givet min Herre Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!" 010 2SA 004 009 Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder Ba'ana: "Så sandt HERREN lever, som har udfriet mig af al Trængsel: 010 2SA 004 010 Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at give ham Løn for hans Glædesbud; 010 2SA 004 011 hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!" 010 2SA 004 012 Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron. 010 2SA 005 001 Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod! 010 2SA 005 002 Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig, som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!" 010 2SA 005 003 Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENs Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel. 010 2SA 005 004 David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede fyrretyve År. 010 2SA 005 005 I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og Juda. 010 2SA 005 006 Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne, som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed vilde de sige: "David kommer ikke herind!" 010 2SA 005 007 Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. 010 2SA 005 008 På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man: "En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!" 010 2SA 005 009 Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter. 010 2SA 005 010 Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud, var med ham. 010 2SA 005 011 Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus. 010 2SA 005 012 Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld. 010 2SA 005 013 David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere Sønner og Døtre. 010 2SA 005 014 Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende: Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo, 010 2SA 005 015 Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia, 010 2SA 005 016 Elisjama, Ba'aljada og Elifelet. 010 2SA 005 017 Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen, 010 2SA 005 018 medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen. 010 2SA 005 019 David rådspurgte da HERREN: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede David: "Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!" 010 2SA 005 020 Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde han: "HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim. 010 2SA 005 021 Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog dem. 010 2SA 005 022 Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen. 010 2SA 005 023 Da David rådspurgte HERREN, svarede han: "Drag ikke imod dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene. 010 2SA 005 024 Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du skynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slå Filisternes Hær!" 010 2SA 005 025 David gjorde, som HERREN bød, og slog Filisterne fra Gibeon til hen imod Gezer. 010 2SA 006 001 David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand. 010 2SA 006 002 Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al i Juda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers HERREs Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne. 010 2SA 006 003 De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fra Abinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørte Vognen, 010 2SA 006 004 således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark. 010 2SA 006 005 David og hele Israel legede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn til Sang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler. 010 2SA 006 006 Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud og greb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede. 010 2SA 006 007 Da blussede HERRENS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet ved Siden af Guds Ark. 010 2SA 006 008 Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den Dag i Dag. 010 2SA 006 009 Og David grebes den Dag af Frygt for HERREN og sagde: "Hvor kan da HERRENs Ark komme hen hos mig!" 010 2SA 006 010 Og David vilde ikke flytte HERRENs Ark hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus. 010 2SA 006 011 HERRENs Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, og HERREN velsignede Obed-Edom og hele hans Hus. 010 2SA 006 012 Da nu Kong David fik Underretning om, at HERREN for Guds Arks Skyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gik han hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-Edoms Hus til Davidsbyen. 010 2SA 006 013 Og da de, som bar HERRENs Ark, havde gået seks Skridt, ofrede han en Okse og en Fedekalv. 010 2SA 006 014 Og David dansede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn, iført en linned Efod. 010 2SA 006 015 Således bragte David og hele Israel HERRENs Ark op under Festjubel og Hornblæsning. 010 2SA 006 016 Men da HERRENs Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud af Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for HERRENs Åsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte. 010 2SA 006 017 De førte så HERRENs Ark ind og stillede den på Plads midt i det Telt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn. 010 2SA 006 018 Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i Hærskarers HERREs Navn 010 2SA 006 019 og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele Israels Mængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og en Rosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit. 010 2SA 006 020 Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik Sauls Datter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Konge opførte sig i Dag, da han blottede sig for sine Undersåtters Trælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!" 010 2SA 006 021 David svarede Mikal: "For HERRENs Åsyn vil jeg lege, så sandt HERREN lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hans Hus, så han satte mig til Fyrste over HERRENs Folk Israel; jeg vil lege for HERRENs Åsyn, 010 2SA 006 022 selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine Øjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!" 010 2SA 006 023 Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn. 010 2SA 007 001 Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HERREN havde skaffet ham Ro for alle hans Fjender rundt om, 010 2SA 007 002 sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Guds Ark har Plads i et Telt!" 010 2SA 007 003 Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HERREN er med dig!" 010 2SA 007 004 Men samme Nat kom HERRENs Ord til Natan således: 010 2SA 007 005 "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Skulde du bygge mig et Hus at bo i? 010 2SA 007 006 Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt. 010 2SA 007 007 Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus? 010 2SA 007 008 Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit folk Israel, 010 2SA 007 009 og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden 010 2SA 007 010 og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere, 010 2SA 007 011 dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give det Ro for alle dets Fjender. Så kundgør HERREN dig nu: Et Hus vil HERREN bygge dig! 010 2SA 007 012 Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme. 010 2SA 007 013 Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig. 010 2SA 007 014 Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers Slag, 010 2SA 007 015 men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din Forgænger. 010 2SA 007 016 Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid, din Trone skal stå til evig Tid!" 010 2SA 007 017 Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David. 010 2SA 007 018 Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Herre, HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt? 010 2SA 007 019 Men end ikke det var dig nok Herre, HERRE, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Herre, HERRE! 010 2SA 007 020 Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener, Herre, HERRE. 010 2SA 007 021 For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du dette og kundgjorde din Tjener alt dette store, 010 2SA 007 022 Herre, HERRE; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig efter alt hvad vi har hørt med vore Ører. 010 2SA 007 023 Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk. som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten? 010 2SA 007 024 Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og du, HERRE, er blevet deres Gud. 010 2SA 007 025 Så opfyld da, HERRE, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde! 010 2SA 007 026 Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HERRE, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn. 010 2SA 007 027 Thi du, Hærskarers HERRE, Israels Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig. 010 2SA 007 028 Derfor, Herre, HERRE, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har givet din Tjener denne Forjættelse, 010 2SA 007 029 så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HERRE, har talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes evindelig!" 010 2SA 008 001 Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og David fratog Filisterne Meteg-Ha'amma. 010 2SA 008 002 Fremdeles slog han Moabiterne, og han målte dem med en Snor, idet han lod dem lægge sig ned på Jorden og afmålte to Snorlængder, der skulde dræbes, og een, der skulde blive i Live. Således blev Moabiterne Davids skatskyldige Undersåtter. 010 2SA 008 003 Ligeledes slog David Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba, da han var draget ud for at genoprette sit Herredømme ved Floden. 010 2SA 008 004 David fratog ham 1700 Ryttere og 20000 Mand Fodfolk og lod alle Stridshestene lamme på hundrede nær, som han skånede. 010 2SA 008 005 Og da Aramæerne fra Damaskus kom Hadad'ezer af Zoba til Hjælp, slog David 22000 Mand af Aramæerne. 010 2SA 008 006 Derpå indsatte David Fogeder i det damaskenske Aram, og Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således, gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem. 010 2SA 008 007 Og David tog de Guldskjolde, Hadad'ezers Folk havde båret, og bragte dem til Jerusalem; 010 2SA 008 008 og fra Hadad'ezers Byer Teba og Berotaj bortførte Kong David Kobber i store Mængder. 010 2SA 008 009 Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået hele Hadad'ezers Stridsmagt, 010 2SA 008 010 sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slået ham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og han medbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager. 010 2SA 008 011 Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og Guld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungne Folk, 010 2SA 008 012 Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, han havde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba. 010 2SA 008 013 Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejren over Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand; 010 2SA 008 014 derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte han Fogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem. 010 2SA 008 015 Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og Retfærdighed mod hele sit Folk. 010 2SA 008 016 Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; 010 2SA 008 017 Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster; Seraja var Statsskriver; 010 2SA 008 018 Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og Davids Sønner var Præster. 010 2SA 009 001 David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!" 010 2SA 009 002 Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt op til David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede: "Ja, det er din Træl!" 010 2SA 009 003 Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg vise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der lever endnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne." 010 2SA 009 004 Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Han er i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar." 010 2SA 009 005 Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar. 010 2SA 009 006 Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldt han på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Han svarede: "Ja, her er din Træl!" 010 2SA 009 007 David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed for din Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader Sauls Jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord." 010 2SA 009 008 Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tager Hensyn til en død Hund som mig?" 010 2SA 009 009 Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt, hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet din Herres Søn; 010 2SA 009 010 men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden og indhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underhold deraf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mit Bord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle. 010 2SA 009 011 Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som min Herre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, som var han en af Kongens Sønner. 010 2SA 009 012 Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstand var Mefibosjets Trælle. 010 2SA 009 013 Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved Kongens Bord. Og han var lam i begge Fødder. 010 2SA 010 001 Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted. 010 2SA 010 002 Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land. 010 2SA 010 003 sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til dig?" 010 2SA 010 004 Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod han dem gå. 010 2SA 010 005 Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde, thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!" 010 2SA 010 006 Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000 Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob, 12000 Mand. 010 2SA 010 007 Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne. 010 2SA 010 008 Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark. 010 2SA 010 009 Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne, 010 2SA 010 010 medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj, som tog Stilling over for Ammoniterne. 010 2SA 010 011 Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg komme og hjælpe dig. 010 2SA 010 012 Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!" 010 2SA 010 013 Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham. 010 2SA 010 014 Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem. 010 2SA 010 015 Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig, 010 2SA 010 016 og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i Spidsen. 010 2SA 010 017 Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til Kamp mod David og angreb ham. 010 2SA 010 018 Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700 Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak slog han ihjel der. 010 2SA 010 019 Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere. 010 2SA 011 001 Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joab ud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Land og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. 010 2SA 011 002 Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sit Leje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på en Kvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var meget smuk. 010 2SA 011 003 David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blev sagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias's Hustru!" 010 2SA 011 004 Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hos hende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Derefter vendte hun hjem igen. 010 2SA 011 005 Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David og lod sige: "Jeg er frugtsommelig!" 010 2SA 011 006 Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!" Og Joab sendte Urias til David. 010 2SA 011 007 Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab og Hæren, og hvorledes det gik med Krigen. 010 2SA 011 008 Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dine Fødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fra Kongen blev sendt efter ham; 010 2SA 011 009 men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sin Herres Folk og, gik ikke ned til sit Hus. 010 2SA 011 010 Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus, sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går du så ikke ned til dit Hus?" 010 2SA 011 011 Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, og min Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark; skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge min Hustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg gør det ikke!" 010 2SA 011 012 Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeg lade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag. 010 2SA 011 013 Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fik ham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Leje hos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned. 010 2SA 011 014 Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det med Urias. 010 2SA 011 015 I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, og lad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!" 010 2SA 011 016 Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads, hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham: 010 2SA 011 017 og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogle af Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt. 010 2SA 011 018 Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang, 010 2SA 011 019 og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet Kongen Beretning om hele Slagets Gang, 010 2SA 011 020 kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig: Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra Muren! 010 2SA 011 021 Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal du sige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!" 010 2SA 011 022 Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joab havde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede op mod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra Muren! Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær?" 010 2SA 011 023 Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede ud imod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til Portens Indgang; 010 2SA 011 024 så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle af Kongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!" 010 2SA 011 025 Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig over den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart den anden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med de Ord skal du sætte Mod i ham!" 010 2SA 011 026 Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hun Dødeklage over sin Ægtefælle. 010 2SA 011 027 Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus, og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, David havde gjort, var ondt i HERRENs Øjne. 010 2SA 012 001 Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig. 010 2SA 012 002 Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde, 010 2SA 012 003 medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i hans Skød og var ham som en Datter. 010 2SA 012 004 Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!" 010 2SA 012 005 Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er dødsens, 010 2SA 012 006 og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!" 010 2SA 012 007 Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls Hånd; 010 2SA 012 008 jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet. 010 2SA 012 009 Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med Ammoniternes Sværd. 010 2SA 012 010 Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte. 010 2SA 012 011 Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved højlys Dag. 010 2SA 012 012 Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!" 010 2SA 012 013 Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du skal ikke dø. 010 2SA 012 014 Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal Sønnen, som er født dig, visselig dø!" 010 2SA 012 015 Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's Hustru havde født David, med Sygdom. 010 2SA 012 016 Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde sig om Natten på Jorden i Sæk. 010 2SA 012 017 De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem. 010 2SA 012 018 Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!" 010 2SA 012 019 Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Og de svarede: "Ja, han er død!" 010 2SA 012 020 Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste. 010 2SA 012 021 Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da Barnet er død, rejser du dig og spiser!" 010 2SA 012 022 Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live. 010 2SA 012 023 Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!" 010 2SA 012 024 Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn, som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN. 010 2SA 012 025 Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte denne ham Jedidja. 010 2SA 012 026 Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen. 010 2SA 012 027 Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet Rabba og indtaget Vandbyen; 010 2SA 012 028 kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit Navn udråbt over den!" 010 2SA 012 029 Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det. 010 2SA 012 030 Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig, 010 2SA 012 031 og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene, Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene. Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem. 010 2SA 013 001 Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede Kærlighed til hende. 010 2SA 013 002 Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med hende. 010 2SA 013 003 Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand; 010 2SA 013 004 han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen, Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker min Broder Absalons Søster Tamar!" 010 2SA 013 005 Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige: Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver mig den, kan jeg spise." 010 2SA 013 006 Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så kan jeg spise." 010 2SA 013 007 David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!" 010 2SA 013 008 Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og bagte dem; 010 2SA 013 009 derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle var gået udenfor, 010 2SA 013 010 sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon. 010 2SA 013 011 Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!" 010 2SA 013 012 Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd! 010 2SA 013 013 Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig ikke at få mig!" 010 2SA 013 014 Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede hende og lå hos hende. 010 2SA 013 015 Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå din Vej!" 010 2SA 013 016 Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han vilde dog ikke høre hende, 010 2SA 013 017 men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!" 010 2SA 013 018 Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende da ud af Huset og stængede Døren efter hende. 010 2SA 013 019 Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg ustandseligt, medens hun gik bort. 010 2SA 013 020 Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder Absalons Hus. 010 2SA 013 021 Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi han var hans førstefødte. 010 2SA 013 022 Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar. 010 2SA 013 023 Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor, som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle Kongesønnerne. 010 2SA 013 024 Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl derhen?" 010 2SA 013 025 Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham. 010 2SA 013 026 Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!" Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?" 010 2SA 013 027 Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud. 010 2SA 013 028 Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!" 010 2SA 013 029 Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede. 010 2SA 013 030 Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af dem!" 010 2SA 013 031 Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden; også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder. 010 2SA 013 032 Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde: "Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon krænkede hans Søster Tamar. 010 2SA 013 033 Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!" 010 2SA 013 034 Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim." 010 2SA 013 035 Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er, som din Træl sagde!" 010 2SA 013 036 Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd. 010 2SA 013 037 Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn, i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid. 010 2SA 013 038 Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han tre År. 010 2SA 013 039 Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Amnons Død. 010 2SA 014 001 Da nu Joab, Zerujas Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon, 010 2SA 014 002 sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i lang Tid har sørget over en afdød; 010 2SA 014 003 gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende Ordene i Munden. 010 2SA 014 004 Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!" 010 2SA 014 005 Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg er Enke, min Mand er død. 010 2SA 014 006 Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken, og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den anden ihjel. 010 2SA 014 007 Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger: Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!" 010 2SA 014 008 Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen for dig!" 010 2SA 014 009 Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone skal være skyldfri!" 010 2SA 014 010 Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig Men!" 010 2SA 014 011 Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn, for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever, der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!" 010 2SA 014 012 Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et Ord?" Han svarede: "Tal!" 010 2SA 014 013 Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv - og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende tilbage. 010 2SA 014 014 Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse. 010 2SA 014 015 Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder Kongen sin Trælkvindes Bøn; 010 2SA 014 016 thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af Guds Arvelod. 010 2SA 014 017 Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!" 010 2SA 014 018 Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen tale!" 010 2SA 014 019 Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle disse Ord i Munden. 010 2SA 014 020 For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved alle Ting på Jorden!" 010 2SA 014 021 Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og bring den unge Mand, Absalon, tilbage!" 010 2SA 014 022 Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin Træls Bøn!" 010 2SA 014 023 Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til Jerusalem. 010 2SA 014 024 Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for Kongens Åsyn blev han ikke stedet. 010 2SA 014 025 Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde ved ham. 010 2SA 014 026 Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 200 Sekel efter kongelig Vægt. 010 2SA 014 027 Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun var en smuk Kvinde. 010 2SA 014 028 Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for Kongen. 010 2SA 014 029 Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til, men han vilde ikke komme. 010 2SA 014 030 Da sagde han til sine Folk "Se den Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken. 010 2SA 014 031 Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har dine Folk stukket Ild på min Mark?" 010 2SA 014 032 Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige: Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!" 010 2SA 014 033 Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede Kongen Absalon. 010 2SA 015 001 Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og halvtredsindstyve Forløbere; 010 2SA 015 002 og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede: "Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!" 010 2SA 015 003 så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men hos Kongen finder du ikke Øre!" 010 2SA 015 004 Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte, komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret." 010 2SA 015 005 Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham. 010 2SA 015 006 Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels Mænds Hjerte. 010 2SA 015 007 Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN; 010 2SA 015 008 thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det Løfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil jeg ære HERREN i Hebron!" 010 2SA 015 009 Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron. 010 2SA 015 010 Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!" 010 2SA 015 011 Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget. 010 2SA 015 012 Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel, Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon. 010 2SA 015 013 Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt sig til Absalon!" 010 2SA 015 014 Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem: "Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!" 010 2SA 015 015 Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad du finder rigtigt, Herre Konge!" 010 2SA 015 016 Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset. 010 2SA 015 017 Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus gjorde de Holdt, 010 2SA 015 018 og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen. 010 2SA 015 019 Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med? Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud fra din Hjemstavn; 010 2SA 015 020 i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken, jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!" 010 2SA 015 021 Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!" 010 2SA 015 022 Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og Børn. 010 2SA 015 023 Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen til Oliventræet i Ørkenen. 010 2SA 015 024 Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen var gået forbi. 010 2SA 015 025 Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen! Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage og lader mig stedes for ham og hans Bolig; 010 2SA 015 026 siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede; han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!" 010 2SA 015 027 Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan! 010 2SA 015 028 Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får Bud fra eder med Efterretning." 010 2SA 015 029 Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de blev der. 010 2SA 015 030 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter. 010 2SA 015 031 Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne, som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme, HERRE!" 010 2SA 015 032 Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet. 010 2SA 015 033 Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til Byrde; 010 2SA 015 034 men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme. 010 2SA 015 035 Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om. 010 2SA 015 036 Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I hører." 010 2SA 015 037 Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til Jerusalem. 010 2SA 016 001 Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler, som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin. 010 2SA 016 002 Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus, Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke for dem, der bliver trætte i Ørkenen!" 010 2SA 016 003 Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen: "Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give mig min Faders Kongedømme tilbage!" 010 2SA 016 004 Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde Nåde for min Herre Kongens Øjne!" 010 2SA 016 005 Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser, 010 2SA 016 006 og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham. 010 2SA 016 007 Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din Blodhund, din Usling! 010 2SA 016 008 HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalon Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for, i du er en Blodhund!" 010 2SA 016 009 Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen og hugge Hovedet af ham!" 010 2SA 016 010 Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre, Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?" 010 2SA 016 011 Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn, som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN har budt ham det! 010 2SA 016 012 Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til Gengæld for hans Forbandelse i Dag!" 010 2SA 016 013 Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser, slog med Sten og kastede Støv efter ham. 010 2SA 016 014 Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede til Jordan og hvilede ud der. 010 2SA 016 015 Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels Mænd, og Akitofel var hos ham. 010 2SA 016 016 Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til ham: "Kongen leve, Kongen leve!" 010 2SA 016 017 Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?" 010 2SA 016 018 Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk og alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og hos ham vil jeg blive! 010 2SA 016 019 Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!" 010 2SA 016 020 Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi gøre?" 010 2SA 016 021 Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer, som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!" 010 2SA 016 022 Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn. 010 2SA 016 023 Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget, som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af Akitofel både hos David og Absalon. 010 2SA 017 001 Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand og bryde op i Nat og sætte efter David. 010 2SA 017 002 Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg kan fælde Kongen uden at røre nogen anden; 010 2SA 017 003 så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv, og hele Folket vil da være uskadt!" 010 2SA 017 004 Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste. 010 2SA 017 005 Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi også kan høre, hvad han råder til!" 010 2SA 017 006 Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din Mening!" 010 2SA 017 007 Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!" 010 2SA 017 008 Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke lægger sig til Hvile om Natten med Folkene. 010 2SA 017 009 For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene, vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt Nederlag; 010 2SA 017 010 og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt; thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere tapre Mænd. 010 2SA 017 011 Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres Midte. 010 2SA 017 012 Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans Mænd; 010 2SA 017 013 men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd: "Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!" 010 2SA 017 014 HERREN havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til Skamme, for at HERREN kunde bringe Ulykke over Absalon. 010 2SA 017 015 Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det Råd har jeg givet. 010 2SA 017 016 Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå til Grunde!" 010 2SA 017 017 Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise sig i Byen. 010 2SA 017 018 Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned; 010 2SA 017 019 Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn derpå, så at man intet kunde opdage. 010 2SA 017 020 Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!" Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de tilbage til Jerusalem. 010 2SA 017 021 Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd kom Akitofel med angående eder!" 010 2SA 017 022 Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan. 010 2SA 017 023 Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav. 010 2SA 017 024 David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels Mænd gik over Jordan. 010 2SA 017 025 Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja. 010 2SA 017 026 Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead. 010 2SA 017 027 Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen Barzillaj fra Rogelim 010 2SA 017 028 Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn, Bønner, Linser, 010 2SA 017 029 Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og tørstige i Ørkenen." 010 2SA 018 001 Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte Tusindførere og Hundredførere over dem; 010 2SA 018 002 og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!" 010 2SA 018 003 Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra Byen." 010 2SA 018 004 Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud, hundredvis og tusindvis. 010 2SA 018 005 Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte, hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon. 010 2SA 018 006 Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at stå i Efraims Skov. 010 2SA 018 007 Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand. 010 2SA 018 008 Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag flere Folk end Sværdet. 010 2SA 018 009 Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort. 010 2SA 018 010 En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så Absalon hænge i en Terebinte." 010 2SA 018 011 Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!" 010 2SA 018 012 Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på den unge Absalon! 010 2SA 018 013 Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!" 010 2SA 018 014 Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og hang mellem Terebintens Grene. 010 2SA 018 015 Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og gav Absalon Dødsstødet. 010 2SA 018 016 Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel, thi Joab bød Folkene standse. 010 2SA 018 017 Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede hver til sit. 010 2SA 018 018 Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den "Absalons Minde". 010 2SA 018 019 Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for hans Fjender!" 010 2SA 018 020 Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke gøre det, da Kongens Søn er død!" 010 2SA 018 021 Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede af Sted. 010 2SA 018 022 Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab: "Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at hente!" 010 2SA 018 023 Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han: "Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede frem før Etiopieren. 010 2SA 018 024 David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende alene. 010 2SA 018 025 Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte sit Løb og kom nærmere, 010 2SA 018 026 så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten: "Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han har Bud at bringe!" 010 2SA 018 027 Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god Mand, han kommer med godt Bud!" 010 2SA 018 028 Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde: "Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod min Herre Kongen, i din Hånd!" 010 2SA 018 029 Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede: "Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var." 010 2SA 018 030 Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte til Side og blev stående. 010 2SA 018 031 I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle dine Modstandere!" 010 2SA 018 032 Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine Modstandere som den unge Mand!" 010 2SA 018 033 Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted! Absalon, min Søn, min Søn!" 010 2SA 019 001 Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede over Absalon, 010 2SA 019 002 og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte, at Kongen sørgede dybt over sin Søn. 010 2SA 019 003 Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bort af Skam, når man har taget Flugten i Kampen. 010 2SA 019 004 Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min Søn Absalon, min Søn, Absalon, min Søn!" 010 2SA 019 005 Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alle dine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners og Døtres, Hustruers og Medhustruers Liv, 010 2SA 019 006 siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker dig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig. Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvis Absalon i Dag var i Live og alle vi andre døde. 010 2SA 019 007 Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværger ved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mand hos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke end alt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!" 010 2SA 019 008 Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide, at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foran Kongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit, 010 2SA 019 009 begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette med hverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore Fjenders Hånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu har han måttet rømme Landet for Absalon. 010 2SA 019 010 Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet i Kampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?" 010 2SA 019 011 Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte han Bud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til Judas Ældste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen tilbage til hans Hus? 010 2SA 019 012 I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen tilbage? 010 2SA 019 013 Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud ramme mig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skal være min Hærfører i Joabs Sted!" 010 2SA 019 014 Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, og de sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!" 010 2SA 019 015 Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommet til Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan. 010 2SA 019 016 Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde, 010 2SA 019 017 fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til Jordan forud for Kongen, 010 2SA 019 018 og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham 010 2SA 019 019 og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå; 010 2SA 019 020 thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min Herre Kongen i Møde!" 010 2SA 019 021 Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?" 010 2SA 019 022 Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge over Israel?" 010 2SA 019 023 Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen tilsvor ham det. 010 2SA 019 024 Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag han kom uskadt tilbage. 010 2SA 019 025 Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?" 010 2SA 019 026 Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen; din Træl er jo lam; 010 2SA 019 027 men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog, min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder for godt! 010 2SA 019 028 Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller; hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe Kongen?" 010 2SA 019 029 Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale? Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!" 010 2SA 019 030 Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min Herre Kongen er kommet uskadt hjem!" 010 2SA 019 031 Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med Kongen for at ledsage ham til Jordan. 010 2SA 019 032 Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim, thi han var en meget velstående Mand. 010 2SA 019 033 Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for, at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!" 010 2SA 019 034 Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem? 010 2SA 019 035 Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde min Herre Kongen til Byrde? 010 2SA 019 036 Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld? 010 2SA 019 037 Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!" 010 2SA 019 038 Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre for dig!" 010 2SA 019 039 Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående; og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem. 010 2SA 019 040 Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels Folk. 010 2SA 019 041 Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?" 010 2SA 019 042 Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen eller taget noget fra ham?" 010 2SA 019 043 Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen, og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end Israels Mænds. 010 2SA 020 001 Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, Bikris Søn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingen Del i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte, Israel!" 010 2SA 020 002 Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba, Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fra Jordan til Jerusalem. 010 2SA 020 003 Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine ti Medhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset, og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede for deres Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og således levede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der er Enker, skønt deres Mænd endnu lever. 010 2SA 020 004 Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbet af tre Dage og indfind dig da her!" 010 2SA 020 005 Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da han tøvede ud over den fastsatte Frist, 010 2SA 020 006 sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, os farligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efter ham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer og slippe fra os!" 010 2SA 020 007 Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alle Kærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, Bikris Søn. 010 2SA 020 008 Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem i Møde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde han spændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og det gled ud og faldt til Jorden. 010 2SA 020 009 Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham. 010 2SA 020 010 Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sin venstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hans Indvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød. Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn, 010 2SA 020 011 medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte: "Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter Joab!" 010 2SA 020 012 Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Manden så, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejen ind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle, der kom forbi, stod stille. 010 2SA 020 013 Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab for at sætte efter Sjeba, Bikris Søn. 010 2SA 020 014 Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtil Abel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham. 010 2SA 020 015 Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastede en Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab, arbejdede på at bringe Muren til Fald, 010 2SA 020 016 trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør, hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale med ham!" 010 2SA 020 017 Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og da han svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Han svarede: "Jeg hører!" 010 2SA 020 018 Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel og Dan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog! 010 2SA 020 019 Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder i Israel! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?" 010 2SA 020 020 Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig at ødelægge eller volde Fordærv! 010 2SA 020 021 Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjerge ved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David; hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagde Kvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til dig gennem Muren!" 010 2SA 020 022 Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at hugge Hovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Da stødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hver til sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem. 010 2SA 020 023 Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, over Kreterne og Pleterne; 010 2SA 020 024 Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; 010 2SA 020 025 Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster; 010 2SA 020 026 også Ja'iriten Ira var Præst hos David. 010 2SA 021 001 Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da søgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyld på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!" 010 2SA 021 002 Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem - Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at udrydde dem - 010 2SA 021 003 David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENs Arvelod?" 010 2SA 021 004 Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for eder!" 010 2SA 021 005 Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være nogetsteds inden for Israels Landemærke. 010 2SA 021 006 lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen sagde: "Jeg vil udlevere dem!" 010 2SA 021 007 Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn Jonatan. 010 2SA 021 008 Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola, 010 2SA 021 009 og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse. 010 2SA 021 010 Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens Dyr om Natten. 010 2SA 021 011 Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort, 010 2SA 021 012 drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa. 010 2SA 021 013 Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte 010 2SA 021 014 og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet. 010 2SA 021 015 Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med Filisterne. 010 2SA 021 016 Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300 Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde at slå David ihjel. 010 2SA 021 017 Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels Lampe!" 010 2SA 021 018 Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten. 010 2SA 021 019 Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis Spydstage var som en Væverbom. 010 2SA 021 020 Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. 010 2SA 021 021 Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned. 010 2SA 021 022 Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd. 010 2SA 022 001 David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd. 010 2SA 022 002 Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, 010 2SA 022 003 min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold! 010 2SA 022 004 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender. 010 2SA 022 005 Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, 010 2SA 022 006 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; 010 2SA 022 007 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! 010 2SA 022 008 Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. 010 2SA 022 009 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. 010 2SA 022 010 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; 010 2SA 022 011 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; 010 2SA 022 012 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. 010 2SA 022 013 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud. 010 2SA 022 014 HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst; 010 2SA 022 015 han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem. 010 2SA 022 016 Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust. 010 2SA 022 017 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, 010 2SA 022 018 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. 010 2SA 022 019 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn. 010 2SA 022 020 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig. 010 2SA 022 021 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; 010 2SA 022 022 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud; 010 2SA 022 023 hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love. 010 2SA 022 024 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. 010 2SA 022 025 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje! 010 2SA 022 026 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, 010 2SA 022 027 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. 010 2SA 022 028 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam! 010 2SA 022 029 Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke. 010 2SA 022 030 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. 010 2SA 022 031 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham. 010 2SA 022 032 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud, 010 2SA 022 033 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, 010 2SA 022 034 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne, 010 2SA 022 035 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen? 010 2SA 022 036 Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor; 010 2SA 022 037 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. 010 2SA 022 038 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, 010 2SA 022 039 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. 010 2SA 022 040 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; 010 2SA 022 041 du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen. 010 2SA 022 042 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke. 010 2SA 022 043 Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem. 010 2SA 022 044 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; 010 2SA 022 045 Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig: 010 2SA 022 046 Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul. 010 2SA 022 047 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, 010 2SA 022 048 den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod 010 2SA 022 049 og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. 010 2SA 022 050 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, 010 2SA 022 051 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig. 010 2SA 023 001 Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels Sange: 010 2SA 023 002 Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge. 010 2SA 023 003 Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt, 010 2SA 023 004 han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der fremlokker Urter af Jorden efter Regn." 010 2SA 023 005 Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt, fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst, skulde han ikke lade den spire frem? 010 2SA 023 006 Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med Hænder; 010 2SA 023 007 ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes de op. 010 2SA 023 008 Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet, Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd over 800 faldne på een Gang. 010 2SA 023 009 Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn; han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage, 010 2SA 023 010 holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at plyndre. 010 2SA 023 011 Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af Linser, og Folket flygtede for Filisterne; 010 2SA 023 012 men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr. 010 2SA 023 013 Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i Refaimdalen. 010 2SA 023 014 David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning lå i Betlehem. 010 2SA 023 015 Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?" 010 2SA 023 016 Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN 010 2SA 023 017 med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte. 010 2SA 023 018 Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var navnkundig iblandt de tredive; 010 2SA 023 019 iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke. 010 2SA 023 020 Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag der var faldet Sne. 010 2SA 023 021 Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd. 010 2SA 023 022 Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte; 010 2SA 023 023 iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt. 010 2SA 023 024 Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn fra Betlehem; 010 2SA 023 025 Haroditen Sjamma; Haroditen Elika; 010 2SA 023 026 Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa; 010 2SA 023 027 Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj; 010 2SA 023 028 Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa; 010 2SA 023 029 Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; 010 2SA 023 030 Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj; 010 2SA 023 031 Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim; 010 2SA 023 032 Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen; 010 2SA 023 033 Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn; 010 2SA 023 034 Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn, fra Gilo; 010 2SA 023 035 Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab; 010 2SA 023 036 Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani; 010 2SA 023 037 Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager; 010 2SA 023 038 Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; 010 2SA 023 039 Hetiten Urias. I alt syv og tredive. 010 2SA 024 001 Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og Juda!" 010 2SA 024 002 Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!" 010 2SA 024 003 Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?" 010 2SA 024 004 Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over Israels Folk. 010 2SA 024 005 De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer; 010 2SA 024 006 så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj, derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon; 010 2SA 024 007 så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske Sydland. 010 2SA 024 008 Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve Dage, kom de tilbage til Jerusalem. 010 2SA 024 009 Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd, Juda 500000 Mænd. 010 2SA 024 010 Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" 010 2SA 024 011 Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad, Davids Seer, således: 010 2SA 024 012 "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" 010 2SA 024 013 Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" 010 2SA 024 014 David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!" 010 2SA 024 015 Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til Be'ersjeba. 010 2SA 024 016 Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det, angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads. 010 2SA 024 017 Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN: "Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus!" 010 2SA 024 018 Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!" 010 2SA 024 019 Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde påbudt. 010 2SA 024 020 Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham; 010 2SA 024 021 og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?" David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!" 010 2SA 024 022 Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre, hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel! 010 2SA 024 023 Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!" 010 2SA 024 024 Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre, som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne for halvtredsindstyve Sølvsekel; 010 2SA 024 025 og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev friet fra Plagen. # # BOOK 011 1KI 1 Kings Første Kongebog 011 1KI 001 001 Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm, skønt man dækkede ham til med Tæpper. 011 1KI 001 002 Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen varm!" 011 1KI 001 003 Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen. 011 1KI 001 004 Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende. 011 1KI 001 005 Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd til at løbe foran sig. 011 1KI 001 006 Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var den ældste efter Absalom. 011 1KI 001 007 Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de tog Adonijas Parti og støttede ham, 011 1KI 001 008 mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija. 011 1KI 001 009 Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i Kongens Tjeneste; 011 1KI 001 010 men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo indbød han ikke. 011 1KI 001 011 Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre Davids Vidende? 011 1KI 001 012 Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din søn Salomos Liv: 011 1KI 001 013 Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet sig til Konge? 011 1KI 001 014 Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og bekræfter dine Ord!" 011 1KI 001 015 Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde - 011 1KI 001 016 og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da sagde Kongen: "Hvad ønsker du?" 011 1KI 001 017 Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og sidde på min Trone! 011 1KI 001 018 Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende, Herre Konge! 011 1KI 001 019 Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab, men din Træl Salomo har han ikke indbudt. 011 1KI 001 020 På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde på min Herre Kongens Trone. 011 1KI 001 021 Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!" 011 1KI 001 022 Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan, 011 1KI 001 023 og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham. 011 1KI 001 024 Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija skal være Konge efter dig og sidde på din Trone? 011 1KI 001 025 Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen med ham og råber: Leve Kong Adonija! 011 1KI 001 026 Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo! 011 1KI 001 027 Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre Kongens Trone efter dig?" 011 1KI 001 028 Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte frem for Kongen og stillede sig foran ham. 011 1KI 001 029 Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al min Nød, lever: 011 1KI 001 030 Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted, således vil jeg handle i Dag!" 011 1KI 001 031 Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!" 011 1KI 001 032 Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen. 011 1KI 001 033 Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon. 011 1KI 001 034 Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo! 011 1KI 001 035 Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har udset til Fyrste over Israel og Juda!" 011 1KI 001 036 Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN, min Herre Kongens Gud, gøre således! 011 1KI 001 037 Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong Davids!" 011 1KI 001 038 Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids Muldyr og førte ham til Gihon; 011 1KI 001 039 og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!" 011 1KI 001 040 Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb. 011 1KI 001 041 Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han: "Hvorfor er der så stort Røre i Byen?" 011 1KI 001 042 Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og bringer godt nyt!" 011 1KI 001 043 Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre Kong David har gjort Salomo til Konge! 011 1KI 001 044 Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens Muldyr; 011 1KI 001 045 og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre i Byen; det var den Larm, I hørte. 011 1KI 001 046 Salomo satte sig også på Kongetronen; 011 1KI 001 047 tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje; 011 1KI 001 048 ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv kan se det!" 011 1KI 001 049 Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver sin Vej; 011 1KI 001 050 men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om Alterets Horn. 011 1KI 001 051 Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå ihjel med Sværd!" 011 1KI 001 052 Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget ondt, skal han dø!" 011 1KI 001 053 Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret; og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo til ham: "Gå til dit Hjem!" 011 1KI 002 001 Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger: 011 1KI 002 002 "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand! 011 1KI 002 003 Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for, 011 1KI 002 004 for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone! 011 1KI 002 005 Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med uskyldigt Blod; 011 1KI 002 006 gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå Hår stige ned i Dødsriget med Fred. 011 1KI 002 007 Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder Absalom. 011 1KI 002 008 Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværd! 011 1KI 002 009 Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå Hår blodige ned i Dødsriget." 011 1KI 002 010 Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. 011 1KI 002 011 Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År. 011 1KI 002 012 Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt. 011 1KI 002 013 Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg gør!" 011 1KI 002 014 Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun svarede: "Så tal!" 011 1KI 002 015 Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN lod det tilfalde ham. 011 1KI 002 016 Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Hun svarede: "Så tal!" 011 1KI 002 017 Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!" 011 1KI 002 018 Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!" 011 1KI 002 019 Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side. 011 1KI 002 020 Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!" 011 1KI 002 021 Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til Hustru!" 011 1KI 002 022 Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!" 011 1KI 002 023 Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet! 011 1KI 002 024 Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!" 011 1KI 002 025 Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; således døde han. 011 1KI 002 026 Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!" 011 1KI 002 027 Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo. 011 1KI 002 028 Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms - søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn, 011 1KI 002 029 og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!" 011 1KI 002 030 Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham. 011 1KI 002 031 Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt; 011 1KI 002 032 HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører; 011 1KI 002 033 så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!" 011 1KI 002 034 Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen. 011 1KI 002 035 Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling. 011 1KI 002 036 Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er; 011 1KI 002 037 thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!" 011 1KI 002 038 Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger, således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i Jerusalem. 011 1KI 002 039 Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans Trælle var i Gat, 011 1KI 002 040 brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat. 011 1KI 002 041 Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen, 011 1KI 002 042 lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det? 011 1KI 002 043 Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den Befaling, jeg gav dig?" 011 1KI 002 044 Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved; 011 1KI 002 045 men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!" 011 1KI 002 046 Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; således døde han. 011 1KI 003 001 Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus, HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig. 011 1KI 003 002 Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget HERRENs Navn et Hus. 011 1KI 003 003 Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der. 011 1KI 003 004 Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der. 011 1KI 003 005 I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!" 011 1KI 003 006 Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab, Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på hans Trone. 011 1KI 003 007 Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; 011 1KI 003 008 og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. 011 1KI 003 009 Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!" 011 1KI 003 010 Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom; 011 1KI 003 011 og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om Forstand til at skønne, hvad ret er, 011 1KI 003 012 se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; 011 1KI 003 013 men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære, så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du lever. 011 1KI 003 014 Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et langt Liv." 011 1KI 003 015 Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine Folk. 011 1KI 003 016 På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham. 011 1KI 003 017 Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et Barn, 011 1KI 003 018 og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset. 011 1KI 003 019 Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på ham; 011 1KI 003 020 men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin døde Dreng lagde hun ved mit Bryst. 011 1KI 003 021 Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se, da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!" 011 1KI 003 022 Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes de foran Kongen. 011 1KI 003 023 Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din Dreng, den levende min!" 011 1KI 003 024 Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et. 011 1KI 003 025 Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem det halve!" 011 1KI 003 026 Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!" Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!" 011 1KI 003 027 Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn og dræb det ikke; thi hun er Moderen!" 011 1KI 003 028 Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds Visdom til at skifte Ret. 011 1KI 004 001 Kong Salomo var Konge over hele Israel 011 1KI 004 002 Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var Ypperstepræst; 011 1KI 004 003 Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; 011 1KI 004 004 Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar var Præster; 011 1KI 004 005 Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn, var Kongens Ven; 011 1KI 004 006 Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn med Hoveriarbejdet. 011 1KI 004 007 Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en Måned om Året. 011 1KI 004 008 Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge; 011 1KI 004 009 Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil Bet-Hanan; 011 1KI 004 010 Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land; 011 1KI 004 011 Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos Datter Tafat; 011 1KI 004 012 Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola ud over Jokmeam; 011 1KI 004 013 Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan, tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger; 011 1KI 004 014 Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim; 011 1KI 004 015 Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af Salomo, Basemat; 011 1KI 004 016 Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot; 011 1KI 004 017 Josjafat, Paruas Søn, i Issakar; 011 1KI 004 018 Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin; 011 1KI 004 019 Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged i det Land. 011 1KI 004 020 Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og de spiste og drak og var glade. 011 1KI 004 021 Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så længe han levede. 011 1KI 004 022 Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel, 011 1KI 004 023 ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs. 011 1KI 004 024 Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred rundt om til alle Sider; 011 1KI 004 025 og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba. 011 1KI 004 026 Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000 Ryttere. 011 1KI 004 027 Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de lod det ikke skorte på noget; 011 1KI 004 028 og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt. 011 1KI 004 029 Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred, 011 1KI 004 030 så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og alle Ægypternes Visdom. 011 1KI 004 031 Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry nåede ud til alle Folkeslag rundt om. 011 1KI 004 032 Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1 005" 011 1KI 004 033 Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene, Krybdyrene og Fiskene. 011 1KI 004 034 Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom. 011 1KI 005 001 Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi Hiram havde altid været Davids Ven. 011 1KI 005 002 Og Salomo sendte Hiram følgende Bud: 011 1KI 005 003 "Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham, indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder. 011 1KI 005 004 Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde. 011 1KI 005 005 Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus efter HERRENs Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn. 011 1KI 005 006 Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!" 011 1KI 005 007 Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og han sagde: "Lovet være HERREN i dag, fordi han har givet David en viis Søn til at herske over dette store Folk!" 011 1KI 005 008 Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud, du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med Hensyn til Ceder- og Cyprestræer; 011 1KI 005 009 mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og sende Fødevarer til mit Hof!" 011 1KI 005 010 Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og Cyprestræer; 011 1KI 005 011 og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo Hiram År efter År. 011 1KI 005 012 Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden. 011 1KI 005 013 Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand. 011 1KI 005 014 Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden, således at de var en Måned på Libanon og to Måneder hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne. 011 1KI 005 015 Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene 011 1KI 005 016 foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde Opsyn med Folkene, der arbejdede. 011 1KI 005 017 På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til Templets Grundvold, Kvadersten; 011 1KI 005 018 og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets Opførelse. 011 1KI 006 001 480 År efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv Måned, det er den anden Måned, i det fjerde År Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet. 011 1KI 006 002 Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt. 011 1KI 006 003 Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende til Templets Bredde, og ti Alen bred. 011 1KI 006 004 Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer, 011 1KI 006 005 og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om Templets Mure, rundt om det Hellige og inderhallen, og indrettede Siderum rundt om. 011 1KI 006 006 Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe ind i Templets Mure. 011 1KI 006 007 Ved Templets Opførelsebyggede man med Sten, der var gjort færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre, Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes. 011 1KI 006 008 Indgangen til det nederste Rum var på Templets Sydside, og derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen op til det tredje Rum. 011 1KI 006 009 Således byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med Bjælker og Planker af Cedertræ. 011 1KI 006 010 Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med Cederbjælker. 011 1KI 006 011 Da kom HERRENs Ord til Salomo således: 011 1KI 006 012 "Dette Hus, som du er ved at bygge - dersom du vandrer efter mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer efter alle mine Bud, vil jeg på dig stadfæste det Ord, jeg talede til din Fader David, - 011 1KI 006 013 og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk Israel." 011 1KI 006 014 Således byggede Salomo Templet færdigt. 011 1KI 006 015 Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder. 011 1KI 006 016 Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en Inderhal, det Allerhelligste. 011 1KI 006 017 Fyrretyve Alen målte det Hellige foran Inderhallen. 011 1KI 006 018 Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskåret Arbejde i Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en Sten var at se. 011 1KI 006 019 Han indrettede inderhallen inde i Templet for der at opstille HERRENs Pagts Ark. 011 1KI 006 020 Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj, og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter af Cedertræ 011 1KI 006 021 foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder. 011 1KI 006 022 Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene Ende til den anden; også hele Alteret foran inderhallen overtrak han med Guld. 011 1KI 006 023 I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen høje; 011 1KI 006 024 den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den ene Vingespids til den anden; 011 1KI 006 025 ti Alen målte også den anden Kerub; begge keruber havde samme Mål og Skikkelse; 011 1KI 006 026 begge Keruber var ti Alen høje. 011 1KI 006 027 Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet, og de udbredte deres Vinger således, at den enes ene Vinge rørte den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet. 011 1KI 006 028 Keruberne overtrak han med Guld. 011 1KI 006 029 Rundt på alle Vægge i Templet anbragte han udskåret Arbejde, Keruber, Palmer og Blomsterkranse, både i den inderste og den yderste Hal, 011 1KI 006 030 og Templets Gulv overtrak han med Guld, både i den inderste og den yderste Hal. 011 1KI 006 031 Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant. 011 1KI 006 032 Og på de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet trykke ned i de udskårne Keruber og Palmer. 011 1KI 006 033 Ligeledes lod han til indgangen til det Hellige lave Dørstolper af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper, 011 1KI 006 034 og to Dørfløje af Cyprestræ, således at hver af de to Dørfløje bestod af to bevægelige Dørflader; 011 1KI 006 035 og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og overtrak dem med Guld, der lå i et tyndt Lag over de udskårne Figurer. 011 1KI 006 036 Ligeledes indrettede han den indre Forgård ved at bygge tre Lag Kvadersten og et Lag Cederbjælker. 011 1KI 006 037 I det fjerde År lagdes Grunden til HERRENs Hus i Ziv Måned; 011 1KI 006 038 og i det ellevte År i Bul Måned, det er den ottende Måned, fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede på det i syv År. 011 1KI 007 001 På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit Palads færdigt. 011 1KI 007 002 Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt, halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ. 011 1KI 007 003 Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række. 011 1KI 007 004 Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange. 011 1KI 007 005 Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange. 011 1KI 007 006 Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran. 011 1KI 007 007 Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang, Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft, 011 1KI 007 008 Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal. 011 1KI 007 009 Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten, hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård. 011 1KI 007 010 Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre på otte Alen. 011 1KI 007 011 Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og Cederbjælker. 011 1KI 007 012 Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENs Huss Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal. 011 1KI 007 013 Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram. 011 1KI 007 014 Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført. 011 1KI 007 015 Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle. 011 1KI 007 016 Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne, støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt. 011 1KI 007 017 Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et Fletværk fil hvert Søjleboved; 011 1KI 007 018 og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet. 011 1KI 007 019 Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde. 011 1KI 007 020 Søjlehovederne sad på de to Søjler. 011 1KI 007 021 Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle, han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han opstillede til venstre, kaldte han Boaz. 011 1KI 007 022 Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev Arbejdet med Søjlerne færdigt. 011 1KI 007 023 Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i Omkreds. 011 1KI 007 024 Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed. 011 1KI 007 025 Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de vendte alle Bagkroppen indad. 011 1KI 007 026 Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat. 011 1KI 007 027 Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt. 011 1KI 007 028 Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne. 011 1KI 007 029 På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned. 011 1KI 007 030 Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt, og midt for hver af dem var der Kranse. 011 1KI 007 031 Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne var firkantede, ikke runde. 011 1KI 007 032 De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt. 011 1KI 007 033 Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere, Fælge, Eger og Nav var alle støbt. 011 1KI 007 034 Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var i eet med Stellet; 011 1KI 007 035 og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet. 011 1KI 007 036 På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som der var Plads til, omgivet af Kranse. 011 1KI 007 037 Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde, med samme Mål og af samme Form. 011 1KI 007 038 Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af de ti Stel. 011 1KI 007 039 Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre Hjørne. 011 1KI 007 040 Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENs Hus: 011 1KI 007 041 De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på Søjlerne, 011 1KI 007 042 de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på de to Søjler, 011 1KI 007 043 de ti Stel med de ti Bækkener på, 011 1KI 007 044 Havet med de tolv Okser under, 011 1KI 007 045 Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede for Kong Salomo til HERRENs Hus, var af blankt Kobber. 011 1KI 007 046 I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem Sukkot og Zaretan. 011 1KI 007 047 Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store Mængde, Kobberet blev ikke vejet. 011 1KI 007 048 Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENs Hus, lave: Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på, 011 1KI 007 049 Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, 011 1KI 007 050 Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld, Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste, og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld. 011 1KI 007 051 Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENs Hus. 011 1KI 008 001 Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion. 011 1KI 008 002 Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned. 011 1KI 008 003 Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken. 011 1KI 008 004 Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op. 011 1KI 008 005 Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. 011 1KI 008 006 Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger; 011 1KI 008 007 thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger. 011 1KI 008 008 Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag. 011 1KI 008 009 Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. 011 1KI 008 010 Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs Hus, 011 1KI 008 011 så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus. 011 1KI 008 012 Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet. 011 1KI 008 013 Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle. Det står jo optegnet i Sangenes Bog. 011 1KI 008 014 Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; 011 1KI 008 015 og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: 011 1KI 008 016 Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. 011 1KI 008 017 Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds, Navn et Hus; 011 1KI 008 018 men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; 011 1KI 008 019 dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus. 011 1KI 008 020 Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde, og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset; 011 1KI 008 021 og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten." 011 1KI 008 022 Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 011 1KI 008 023 og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 011 1KI 008 024 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 011 1KI 008 025 Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du har gjort. 011 1KI 008 026 Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David! 011 1KI 008 027 Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 011 1KI 008 028 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Åsyn; 011 1KI 008 029 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 011 1KI 008 030 Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive! 011 1KI 008 031 Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, 011 1KI 008 032 så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld! 011 1KI 008 033 Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus, 011 1KI 008 034 så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre! 011 1KI 008 035 Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, 011 1KI 008 036 så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje! 011 1KI 008 037 Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer - 011 1KI 008 038 enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus, 011 1KI 008 039 den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter, 011 1KI 008 040 for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre. 011 1KI 008 041 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, - 011 1KI 008 042 thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus, 011 1KI 008 043 da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget. 011 1KI 008 044 Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, 011 1KI 008 045 så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret! 011 1KI 008 046 Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær, 011 1KI 008 047 og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! 011 1KI 008 048 når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn 011 1KI 008 049 så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, 011 1KI 008 050 og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem; 011 1KI 008 051 de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen. 011 1KI 008 052 Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig. 011 1KI 008 053 Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!" 011 1KI 008 054 Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen. 011 1KI 008 055 Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde: 011 1KI 008 056 "Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses. 011 1KI 008 057 HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke, 011 1KI 008 058 at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde vøre Fædre! 011 1KI 008 059 Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov, 011 1KI 008 060 for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er Gud. 011 1KI 008 061 Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!" 011 1KI 008 062 Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs Åsyn. 011 1KI 008 063 Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alle Israeliterne HERRNs Hus. 011 1KI 008 064 Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs Åsyn var for lille til at rumme Ofrene. 011 1KI 008 065 Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk). 011 1KI 008 066 Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel. 011 1KI 009 001 Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at udføre, 011 1KI 009 002 lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet sig til Syne for ham i Gibeon; 011 1KI 009 003 og HERREN sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage. 011 1KI 009 004 Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig, og holder mine Anordninger og Lovbud, 011 1KI 009 005 så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig på Israels Trone. 011 1KI 009 006 Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder, men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem 011 1KI 009 007 så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus, jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk, 011 1KI 009 008 og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus? 011 1KI 009 009 skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over dem!" 011 1KI 009 010 Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to Bygninger, HERRENs Hus og Kongens Palads - 011 1KI 009 011 Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i Landskabet Galilæa. 011 1KI 009 012 Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet ham, syntes han ikke om dem; 011 1KI 009 013 og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?" Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag 011 1KI 009 014 Men Hiram sendte Kongen 120 Guldtalenter. 011 1KI 009 015 På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong Salomo udskrev til at opføre HERRENs Hus, hans eget Palads, Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer 011 1KI 009 016 Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i Medgift. 011 1KI 009 017 Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon, 011 1KI 009 018 Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land, 011 1KI 009 019 alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige: 011 1KI 009 020 Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne, 011 1KI 009 021 deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag. 011 1KI 009 022 Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde, men de var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. - 011 1KI 009 023 Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var 550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede. 011 1KI 009 024 Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo. 011 1KI 009 025 Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det Alter, han bavde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENs Åsyn; og han fuldførte Templet. 011 1KI 009 026 Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat ved det røde Havs Kyst i Edom; 011 1KI 009 027 og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene sammen med Salomos Folk. 011 1KI 009 028 De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo. 011 1KI 010 001 Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham med Gåder. 011 1KI 010 002 Hun kom til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler, der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende på Hjerte. 011 1KI 010 003 Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst var skjult for Kongen, han gav hende Svar på alt. 011 1KI 010 004 Og da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde bygget, 011 1KI 010 005 Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, han træden og deres Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv; 011 1KI 010 006 og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte sige om dig og din Visdom! 011 1KI 010 007 Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din Visdom og Herlighed overgår, hvad rygte sagde. 011 1KI 010 008 Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og hører din Visdom! 011 1KI 010 009 Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed." 011 1KI 010 010 Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet så megen Røgelse til Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo. 011 1KI 010 011 Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almug gumtræ i store Mængder og Ædel sten fra Ofir, 011 1KI 010 012 og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Så meget Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet. 011 1KI 010 013 Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede hende. Derpå begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land. 011 1KI 010 014 Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter, 011 1KI 010 015 de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og Landets Statholdere. 011 1KI 010 016 Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld, 011 1KI 010 017 og 300 mindre Guldskjolde, hvert på tre Miner Guld; dem lod Kongen henlægge i Libanonskovhuset. 011 1KI 010 018 Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket med lutret Guld. 011 1KI 010 019 Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der Tyrehoveder; på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to Løver; 011 1KI 010 020 tillige stod der tolv Løver påde seks Trin, seks på hver Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige. 011 1KI 010 021 Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i Kong Salomos Dage. 011 1KI 010 022 Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe; og en Gang hvert tredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle. 011 1KI 010 023 Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom. 011 1KI 010 024 Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte; 011 1KI 010 025 og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Våben, Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. 011 1KI 010 026 Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1.400 Vogne og 12.000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem. 011 1KI 010 027 Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet. - 011 1KI 010 028 Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens Handelsfolk købte dem i Kove. 011 1KI 010 029 En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for 150 Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene fil alle Hetiternes og Arams Konger. 011 1KI 011 001 Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske Kvinder, 011 1KI 011 002 Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne: "I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i Kærlighed. 011 1KI 011 003 Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 300 Medhustruer, og hans Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren. 011 1KI 011 004 Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN hans Gud som hans fader Davids. 011 1KI 011 005 Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud. 011 1KI 011 006 Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David. 011 1KI 011 007 Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud; 011 1KI 011 008 og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem. 011 1KI 011 009 Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til Syne for ham 011 1KI 011 010 og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham. 011 1KI 011 011 Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give din Træl det. 011 1KI 011 012 Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd. 011 1KI 011 013 Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte. 011 1KI 011 014 HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten i Edom. 011 1KI 011 015 Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i Edom - 011 1KI 011 016 Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde udryddet alle af Mandkøn i Edom - 011 1KI 011 017 da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng. 011 1KI 011 018 De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao, Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og gav ham Land. 011 1KI 011 019 Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte. 011 1KI 011 020 Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt Faraos egne Børn. 011 1KI 011 021 Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til Farao: "Lad mig drage til mit Land!" 011 1KI 011 022 Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev Konge over Edom. - 011 1KI 011 023 Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba. 011 1KI 011 024 Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge i Damaskus. 011 1KI 011 025 Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede. 011 1KI 011 026 Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda, som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var Enke; han løftede Hånd mod Kongen. 011 1KI 011 027 Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede Hullet i sin Fader Davids By. 011 1KI 011 028 Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele Arbejdsstyrken af Josefs Hus. 011 1KI 011 029 På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken. 011 1KI 011 030 Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv Stykker 011 1KI 011 031 og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og giver dig de ti Stammer. 011 1KI 011 032 Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels Stammer; 011 1KI 011 033 det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte, Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader David. 011 1KI 011 034 Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste, så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger. 011 1KI 011 035 Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti Stammer; 011 1KI 011 036 og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg udvalgte for der at stedfæste mit Navn. 011 1KI 011 037 Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du attrår, og du skal være Konge over Israel. 011 1KI 011 038 Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for David. Dig giver jeg Israel; 011 1KI 011 039 men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for stedse!" 011 1KI 011 040 Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til Salomo døde. 011 1KI 011 041 Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde, og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike. 011 1KI 011 042 Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde fyrretyve År. 011 1KI 011 043 Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans Sted. 011 1KI 012 001 Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge. 011 1KI 012 002 Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo var død, vendte han hjem fra Ægypten. 011 1KI 012 003 Og de sagde til Rehabeam: 011 1KI 012 004 "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så vil vi tjene dig!" 011 1KI 012 005 Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket. 011 1KI 012 006 Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?" 011 1KI 012 007 De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste, være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!" 011 1KI 012 008 Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste, 011 1KI 012 009 og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?" 011 1KI 012 010 De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter! 011 1KI 012 011 Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" 011 1KI 012 012 Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt, 011 1KI 012 013 gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd 011 1KI 012 014 sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" 011 1KI 012 015 Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til Jeroboam, Nebats Søn. 011 1KI 012 016 Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte. 011 1KI 012 017 Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge. 011 1KI 012 018 Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem. 011 1KI 012 019 Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag i Dag. 011 1KI 012 020 Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen Judas Stamme. 011 1KI 012 021 Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam, Salomos Søn. 011 1KI 012 022 Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således: 011 1KI 012 023 "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og Benjamins Hus og det øvrige Folk: 011 1KI 012 024 Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage. 011 1KI 012 025 Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der; senere drog han derfra og befæstede Penuel. 011 1KI 012 026 Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget atter tilfalde Davids Hus; 011 1KI 012 027 når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem, vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam af Juda!" 011 1KI 012 028 Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af Ægypten!" 011 1KI 012 029 Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan. 011 1KI 012 030 Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene til Dan. 011 1KI 012 031 Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne. 011 1KI 012 032 Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel. 011 1KI 012 033 Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på Alteret for at tænde Offerild. 011 1KI 013 001 Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild. 011 1KI 013 002 Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias, og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!" 011 1KI 013 003 Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er Tegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken derpå vælter ud!" 011 1KI 013 004 Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde ikke tage den til sig igen; 011 1KI 013 005 og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn, den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord. 011 1KI 013 006 Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog HERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, og Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før. 011 1KI 013 007 Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!" 011 1KI 013 008 Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke på dette Sted; 011 1KI 013 009 thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!" 011 1KI 013 010 Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den Vej, han var kommet til Betel. 011 1KI 013 011 Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde fortalt deres Fader det, 011 1KI 013 012 spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var gået. 011 1KI 013 013 Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde sadlet Æselet, satte han sig op, 011 1KI 013 014 red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han svarede: "Ja!" 011 1KI 013 015 Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!" 011 1KI 013 016 Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted, 011 1KI 013 017 thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!" 011 1KI 013 018 Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel har med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham. 011 1KI 013 019 Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus. 011 1KI 013 020 Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, der havde fået ham tilbage, 011 1KI 013 021 og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord og ikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig, 011 1KI 013 022 men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke komme i dine Fædres Grav!" 011 1KI 013 023 Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham, og han gav sig på Hjemvjen. 011 1KI 013 024 Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod ved Siden af Liget. 011 1KI 013 025 Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i Byen, hvor den gamle Profet boede; 011 1KI 013 026 og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det, sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENs Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til ham!" 011 1KI 013 027 Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da de havde gjort det, 011 1KI 013 028 red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt Liget eller sønderrevet Æselet. 011 1KI 013 029 Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde ham; 011 1KI 013 030 og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage over ham og sagde: "Ak ve min Broder!" 011 1KI 013 031 Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i; ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan blive skånet sammen md hans; 011 1KI 013 032 thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbte mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer!" 011 1KI 013 033 Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd, men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene. 011 1KI 013 034 Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev tilintetgjort og udryddet af Jorden. 011 1KI 014 001 Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg. 011 1KI 014 002 Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så man ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg skulde blive Konge over dette Folk; 011 1KI 014 003 tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend dig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gå Drengen!" 011 1KI 014 004 Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo og gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var sløve af Alderdom; 011 1KI 014 005 men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommer til dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han er syg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hun forklædt." 011 1KI 014 006 Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad Døren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du forklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende. 011 1KI 014 007 Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit Folk Israel 011 1KI 014 008 og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne, 011 1KI 014 009 men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men mig kastede du bag din Ryg; 011 1KI 014 010 se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til der ikke er Spor tilbage! 011 1KI 014 011 Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er HERREN, der har talet! 011 1KI 014 012 Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø; 011 1KI 014 013 og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav; thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds Behag inden for Jeroboams Slægt. 011 1KI 014 014 Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal udrydde Jeroboams Hus på den Dag. 011 1KI 014 015 Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og did som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land, som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN; 011 1KI 014 016 og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam har begået og forledt Israel til." 011 1KI 014 017 Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hun betrådte Husets Tærskel, døde Drengen; 011 1KI 014 018 og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten Ahija. 011 1KI 014 019 Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte Krig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israels kongers Krønike. 011 1KI 014 020 Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans Sted. 011 1KI 014 021 Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. 011 1KI 014 022 Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med de Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre havde gjort. 011 1KI 014 023 Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder og under alle grønne Træer; 011 1KI 014 024 ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de Vederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havde drevet bort foran Israeliterne. 011 1KI 014 025 Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem 011 1KI 014 026 og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave. 011 1KI 014 027 Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads; 011 1KI 014 028 og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagten dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen. 011 1KI 014 029 Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 011 1KI 014 030 Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden. 011 1KI 014 031 Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted. 011 1KI 015 001 I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda. 011 1KI 015 002 Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en datter af Absalom. 011 1KI 015 003 Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham, og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader Davids. 011 1KI 015 004 Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod Jerusalem bestå, 011 1KI 015 005 fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias. 011 1KI 015 006 (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede). 011 1KI 015 007 Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i Krig med hinanden. 011 1KI 015 008 Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. 011 1KI 015 009 I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge over Juda, 011 1KI 015 010 og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en Datter af Absalom. 011 1KI 015 011 Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader David; 011 1KI 015 012 han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave. 011 1KI 015 013 Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i Kedrons Dal. 011 1KI 015 014 Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte helt med HERREN, så længe han levede. 011 1KI 015 015 Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar. 011 1KI 015 016 Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de levede. 011 1KI 015 017 Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind. 011 1KI 015 018 Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige: 011 1KI 015 019 "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage bort fra mig!" 011 1KI 015 020 Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele Kinnerot tillige med hele Naftalis Land. 011 1KI 015 021 Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage til Tirza. 011 1KI 015 022 Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i Benjamin og Mizpa. 011 1KI 015 023 Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger, alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom af en Sygdom i Fødderne. 011 1KI 015 024 Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. 011 1KI 015 025 Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel. 011 1KI 015 026 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til. 011 1KI 015 027 Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton, der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede Byen. 011 1KI 015 028 Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev Konge i hans Sted; 011 1KI 015 029 nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge, idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener Ahija fra Silo, 011 1KI 015 030 for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud. 011 1KI 015 031 Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike 011 1KI 015 032 ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de levede.) 011 1KI 015 033 I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn, Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza. 011 1KI 015 034 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til. 011 1KI 016 001 Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således: 011 1KI 016 002 "Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit Folk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder; 011 1KI 016 003 se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre det samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns, Hus; 011 1KI 016 004 den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!" 011 1KI 016 005 Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 011 1KI 016 006 Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted. 011 1KI 016 007 Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod Ba'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort, som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sine Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han lod dette nedhugge. 011 1KI 016 008 I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela, Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza. 011 1KI 016 009 Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin Paladsøverste Arzas Hus, 011 1KI 016 010 trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted. 011 1KI 016 011 Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele Basjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans nærmeste Slægtninge og Venner; 011 1KI 016 012 således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN havde talet til Basja ved Profeten Jehu, 011 1KI 016 013 for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde begået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels Gud, ved deres Afguder. 011 1KI 016 014 Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 011 1KI 016 015 I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge, og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt ved at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne; 011 1KI 016 016 og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfiftet en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte hele Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge. 011 1KI 016 017 Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at belejre Tirza; 011 1KI 016 018 og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens Palads og stak det i Brand over sig; således døde han 011 1KI 016 019 for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i de Synder, han havde begået, da han forledte Israel til at synde. 011 1KI 016 020 Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse, han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 011 1KI 016 021 Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel slutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge, medens den anden sluttede sig til Omri. 011 1KI 016 022 Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni døde ved den Tid, blev Omri Konge. 011 1KI 016 023 I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Konge over Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks År i Tirza; 011 1KI 016 024 men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv og byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer, kaldte Samaria. 011 1KI 016 025 Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnu værre end alle hans Forgængere; 011 1KI 016 026 han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels Gud, ved deres Afguder. 011 1KI 016 027 Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og de Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 011 1KI 016 028 Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted. 011 1KI 016 029 Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte og tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve År over Israel i Samaria. 011 1KI 016 030 Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, i højere Grad end alle hans Forgængere. 011 1KI 016 031 Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter af Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og tilbad ham. 011 1KI 016 032 Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria. 011 1KI 016 033 Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde hersket før ham i Israel. - 011 1KI 016 034 I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord, HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at sætte dens Portfløje ind. 011 1KI 017 001 Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!" 011 1KI 017 002 Derpå kom HERRENs Ord til ham således: 011 1KI 017 003 "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan; 011 1KI 017 004 du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der." 011 1KI 017 005 Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan; 011 1KI 017 006 og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken. 011 1KI 017 007 Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet. 011 1KI 017 008 Da kom HERRENs Ord til ham således: 011 1KI 017 009 "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig." 011 1KI 017 010 Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!" 011 1KI 017 011 Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag også et Stykke Brød med til mig!" 011 1KI 017 012 Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!" 011 1KI 017 013 Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn! 011 1KI 017 014 Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!" 011 1KI 017 015 Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang. 011 1KI 017 016 Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias. 011 1KI 017 017 Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv i ham. 011 1KI 017 018 Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?" 011 1KI 017 019 Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og lagde ham på sin Seng. 011 1KI 017 020 Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?" 011 1KI 017 021 Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!" 011 1KI 017 022 Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så han blev levende. 011 1KI 017 023 Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn lever!" 011 1KI 017 024 Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed." 011 1KI 018 001 Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!" 011 1KI 018 002 Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da Hungersnøden blev trykkende i Samaria, 011 1KI 018 003 kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand, der alvorligt frygtede HERREN, 011 1KI 018 004 og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem. 011 1KI 018 005 Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs, at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at dræbe noget af Dyrene!" 011 1KI 018 006 Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig, således at Akab og Obadja drog hver sin Vej. 011 1KI 018 007 Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde; Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det dig, min Herre Elias?" 011 1KI 018 008 Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at Elias er her!" 011 1KI 018 009 Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel? 011 1KI 018 010 Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige, min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på, at de ikke havde fundet dig. 011 1KI 018 011 Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at Elias er her! 011 1KI 018 012 Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab, og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog frygtet HERREN fra Ungdommen af! 011 1KI 018 013 Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem? 011 1KI 018 014 Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at Elias er her - han lader mig dræbe!" 011 1KI 018 015 Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham." 011 1KI 018 016 Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i Møde. 011 1KI 018 017 Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du, som bringer Ulykke over Israel!" 011 1KI 018 018 Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og holder eder til Ba'alerne! 011 1KI 018 019 Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter, som spiser ved Jesabels Bord!" 011 1KI 018 020 Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede Profeterne på Karmels Bjerg. 011 1KI 018 021 Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket svarede ham ikke et Ord. 011 1KI 018 022 Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand; 011 1KI 018 023 lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at tænde Ild. 011 1KI 018 024 Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket sagde: "Det Forslag er godt!" 011 1KI 018 025 Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds Navn, men I må ikke tænde Ild!" 011 1KI 018 026 Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført. 011 1KI 018 027 Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og må først vågne!" 011 1KI 018 028 Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem. 011 1KI 018 029 Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå. 011 1KI 018 030 Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter i Stand. 011 1KI 018 031 Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!" 011 1KI 018 032 Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land. 011 1KI 018 033 Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og lagde den på Brændet. 011 1KI 018 034 Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han: "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han: "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang. 011 1KI 018 035 Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med Vand. 011 1KI 018 036 Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde: "HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit Ord! 011 1KI 018 037 Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig" 011 1KI 018 038 Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort. 011 1KI 018 039 Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN er Gud, HERREN er Gud!" 011 1KI 018 040 Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til Kisjonbækken og dræbte dem der. 011 1KI 018 041 Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der høres Susen af Regn." 011 1KI 018 042 Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene. 011 1KI 018 043 Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage. 011 1KI 018 044 Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af Regnen!" 011 1KI 018 045 Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el; 011 1KI 018 046 men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder og løb foran Akab lige til Jizre'el. 011 1KI 019 001 Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd, 011 1KI 019 002 og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med deres!" 011 1KI 019 003 Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener blive 011 1KI 019 004 og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok, HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!" 011 1KI 019 005 Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!" 011 1KI 019 006 Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han spiste og drak og lagde sig igen. 011 1KI 019 007 Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!" 011 1KI 019 008 Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds Bjerg Horeb. 011 1KI 019 009 Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til ham: "Hvad er du her efter, Elias?" 011 1KI 019 010 Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!" 011 1KI 019 011 Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!" Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men HERREN var ikke i Jordskælvet. 011 1KI 019 012 Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men efter Ilden kom der en stille, sagte Susen, 011 1KI 019 013 og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød til ham: "Hvad er du her efter Elias?" 011 1KI 019 014 Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!" 011 1KI 019 015 Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge over Aram, 011 1KI 019 016 salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa, Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted! 011 1KI 019 017 Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe. 011 1KI 019 018 Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset ham." 011 1KI 019 019 Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe over ham. 011 1KI 019 020 Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!" 011 1KI 019 021 Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde. 011 1KI 020 001 Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og indesluttede Samaria og belejrede det. 011 1KI 020 002 Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel 011 1KI 020 003 og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!" 011 1KI 020 004 Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt, hvad mit er, tilhører dig." 011 1KI 020 005 Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og dine Hustruer og Børn skal du give mig! 011 1KI 020 006 Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og tage alt, hvad de lyster!" 011 1KI 020 007 Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke nægtet ham!" 011 1KI 020 008 Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må ikke give efter!" 011 1KI 020 009 Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen: Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte Sendebudene tilbage. 011 1KI 020 010 Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!" 011 1KI 020 011 Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!" 011 1KI 020 012 Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!" Og de gjorde sig rede til at storme Byen. 011 1KI 020 013 Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se, jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er HERREN!" 011 1KI 020 014 Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?" Han svarede: "Du!" 011 1KI 020 015 Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand. 011 1KI 020 016 Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne. 011 1KI 020 017 Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!" 011 1KI 020 018 Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for at kæmpe, så grib dem levende!" 011 1KI 020 019 Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra Byen, 011 1KI 020 020 huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap til Hest sammen med nogle Ryttere. 011 1KI 020 021 Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag. 011 1KI 020 022 Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager Arams Konge op imod dig igen!" 011 1KI 020 023 Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på Slettelandet! 011 1KI 020 024 Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i deres Sted 011 1KI 020 025 og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og han fulgte deres Råd og handlede derefter. 011 1KI 020 026 Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at kæmpe med Israel. 011 1KI 020 027 Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet. 011 1KI 020 028 Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!" 011 1KI 020 029 De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000 Mand Fodfolk på een Dag. 011 1KI 020 030 De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer. 011 1KI 020 031 Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil skåne dit Liv!" 011 1KI 020 032 Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!" Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!" 011 1KI 020 033 Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han: "Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig. 011 1KI 020 034 Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå. 011 1KI 020 035 Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle: "Slå mig!" Men han vægrede sig derved. 011 1KI 020 036 Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham. 011 1KI 020 037 Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og den anden slog ham og sårede ham. 011 1KI 020 038 Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene. 011 1KI 020 039 Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv eller bøde en Talent Sølv! 011 1KI 020 040 Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har selv fældet den!" 011 1KI 020 041 Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte ham som en af Ptofeterne. 011 1KI 020 042 Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!" 011 1KI 020 043 Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han kom til Samaria. 011 1KI 021 001 Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads. 011 1KI 021 002 Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede Penge, om du foretrækker det." 011 1KI 021 003 Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig mine Fædres Arvelod!" 011 1KI 021 004 Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar, Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit Ansigt bort og spiste ikke. 011 1KI 021 005 Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?" 011 1KI 021 006 Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede: Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!" 011 1KI 021 007 Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!" 011 1KI 021 008 Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han boede imellem. 011 1KI 021 009 I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot øverst blandt Folket 011 1KI 021 010 og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten ham til Døde!" 011 1KI 021 011 Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By, gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som der stod i Brevet, hun havde sendt dem; 011 1KI 021 012 de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket; 011 1KI 021 013 og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til Døde. 011 1KI 021 014 Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!" 011 1KI 021 015 Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke mere, han er død!" 011 1KI 021 016 Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse. 011 1KI 021 017 Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således: 011 1KI 021 018 "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse. 011 1KI 021 019 Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN: På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke dit!" 011 1KI 021 020 Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, 011 1KI 021 021 se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i Israel; 011 1KI 021 022 jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og fordi du har forledt Israel til Synd. 011 1KI 021 023 Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde Jesabel på Jizre'els Mark! 011 1KI 021 024 Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den, der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!" 011 1KI 021 025 Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel forledte ham dertil; 011 1KI 021 026 han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort foran Israeliterne. 011 1KI 021 027 Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om. 011 1KI 021 028 Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således: 011 1KI 021 029 "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans Hus!" 011 1KI 022 001 De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel. 011 1KI 022 002 Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge. 011 1KI 022 003 Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!" 011 1KI 022 004 Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!" 011 1KI 022 005 Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad HERREN siger!" 011 1KI 022 006 Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN give det i Kongens Hånd!" 011 1KI 022 007 Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe ter, vi kan spørge? 011 1KI 022 008 Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!" 011 1KI 022 009 Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!" 011 1KI 022 010 Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. 011 1KI 022 011 Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort! 011 1KI 022 012 Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!" 011 1KI 022 013 Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar! 011 1KI 022 014 Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig, det vil jeg tale! 011 1KI 022 015 Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!" 011 1KI 022 016 Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?" 011 1KI 022 017 Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit! 011 1KI 022 018 Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt! 011 1KI 022 019 Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; 011 1KI 022 020 og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet; 011 1KI 022 021 men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes? 011 1KI 022 022 Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! 011 1KI 022 023 Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!" 011 1KI 022 024 Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?" 011 1KI 022 025 Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!" 011 1KI 022 026 Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj 011 1KI 022 027 og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!" 011 1KI 022 028 Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!" 011 1KI 022 029 Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead. 011 1KI 022 030 Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen. 011 1KI 022 031 Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!" 011 1KI 022 032 Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe; 011 1KI 022 033 og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham. 011 1KI 022 034 Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!" 011 1KI 022 035 Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han. 011 1KI 022 036 Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem til sin By og sit Land, 011 1KI 022 037 thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der. 011 1KI 022 038 Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet. 011 1KI 022 039 Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 011 1KI 022 040 Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted. 011 1KI 022 041 Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår. 011 1KI 022 042 Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi. 011 1KI 022 043 Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene. 011 1KI 022 044 Og Josafat havde Fred med Israels Konge. 011 1KI 022 045 Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 011 1KI 022 046 De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet. 011 1KI 022 047 På den Tid var der ingen Konge i Edom. 011 1KI 022 048 Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber. 011 1KI 022 049 Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det. 011 1KI 022 050 Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted. 011 1KI 022 051 Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År over Israel. 011 1KI 022 052 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde. 011 1KI 022 053 Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort. # # BOOK 012 2KI 2 Kings Anden Kongebog 012 2KI 001 001 Efter Alkahs Død faldt Moab fra Israel. 012 2KI 001 002 Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin Stue på Taget i Samaria og blev syg; da sendte han Sendebud af Sted og sagde til dem: "Gå hen og spørg Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer mig af min Sygdom!" 012 2KI 001 003 Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå Sendebudene fra Samarias Konge i Møde og sig til dem: Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? 012 2KI 001 004 Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!" Dermed gik Elias bort. 012 2KI 001 005 Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han dem: "Hvorfor kommer I tilbage?" 012 2KI 001 006 De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde til os: Vend tilbage til Kongen, som har sendt eder, og sig: Så siger HERREN: Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender Bud for at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!" 012 2KI 001 007 Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand ud, som kom eder i Møde og sagde disse Ord til eder?" 012 2KI 001 008 De svarede: "Det var en Mand i en lådden Kappe med et Læderbælte om Lænderne." Da sagde han: "Det er Tisjbiten Elias." 012 2KI 001 009 Derpå sendte han en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom op til ham på Bjergets Top, hvor han sad, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Kongen byder: Kom ned!" 012 2KI 001 010 Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand. 012 2KI 001 011 Atter sendte Kongen en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom derop, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Således siger Kongen: Kom straks ned!" 012 2KI 001 012 Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for Guds Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand. 012 2KI 001 013 Atter sendte Kongen en Halvhundredfører ud efter ham: men da den tredje Halvhundredfører kom derop, kastede han sig på Knæ for Elias, bønfaldt ham og sagde: "du Guds Mand! Lad dog mit og disse dine halvtredsindstyve Trælles Liv være dyrebarl i dine Øjne! 012 2KI 001 014 Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede de to første Halvhundredførere og deres halvtredsindstyve Mand, men lad nu mit Liv være dyrebart i dine Øjne!" 012 2KI 001 015 Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikke for ham!" Så gik han ned med ham og fulgte ham til Kongen. 012 2KI 001 016 Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN: Fordi du har sendt Sendebud hen at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er, fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge? - derfor: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!" 012 2KI 001 017 Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias havde talt. Og hans Broder Joram blev Konge i hans Sted i Josafats Søns, Kong Joram af Judas, andet Regeringsår; thi han havde ingen Søn. 012 2KI 001 018 Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja, hvad han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 002 001 Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen i et Stormvejr, gik Elias fra Gilgal. 012 2KI 002 002 Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel. 012 2KI 002 003 Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at HERREN i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!" 012 2KI 002 004 Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil have mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko. 012 2KI 002 005 Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!" 012 2KI 002 006 Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad. 012 2KI 002 007 Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan. 012 2KI 002 008 Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund. 012 2KI 002 009 Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!" Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!" 012 2KI 002 010 Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til Del, ellers ikke!" 012 2KI 002 011 Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret. 012 2KI 002 012 Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine Klæder og sønderrev dem. 012 2KI 002 013 Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik tilbage og stillede sig ved Jordans Bred, 012 2KI 002 014 og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med den og sagde: "Hvor er nu HERREN, Elias's Gud?" Og da han havde slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over. 012 2KI 002 015 Da Profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: "Elias's Ånd hviler på Elisa!" Og de gik ham i Møde og kastede sig til Jorden for ham. 012 2KI 002 016 Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine Trælle er der halvtredsindstyve raske Mænd, lad dem gå ud og lede efter din Herre; måske HERRENs Ånd har taget ham og kastet ham hen på et af Bjergene eller i en af Dalene!" Men han svarede: "I skal ikke sende dem af Sted!" 012 2KI 002 017 Men da de blev ved at trænge ind på ham, sagde han: "Så send dem da af Sted!" Så sendte de halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte efter ham i tre Dage, men fandt ham ikke. 012 2KI 002 018 Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko, sagde han til dem: "Sagde jeg ikke til eder, at I ikke skulde gå?" 012 2KI 002 019 Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger godt nok, som min Herre ser, men Vandet er dårligt og volder utidige Fødsler i Egnen." 012 2KI 002 020 Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom Salt deri!" Og de hentede den til ham. 012 2KI 002 021 Så gik han ned til Kildevældet og kastede Salt deri, idet han sagde: "Så siger HERREN: Jeg gør dette Vand sundt, så at der ikke mer skal komme Død eller utidige Fødsler deraf!" 012 2KI 002 022 Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa talte; og det er det den Dag i dag. 012 2KI 002 023 Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på Vej derop, kom nogle Smådrenge ud af Byen og spottede ham og råbte: "Kom herop, Skaldepande, kom herop, Skaldepande!" 012 2KI 002 024 Han vendte sig om, og da han fik Øje på dem, forbandede han dem i HERRENs Navn. Så kom to Bjørne ud af Krattet og sønderrev to og fyrretyve af Drengene. 012 2KI 002 025 Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra vendte han tilbage til Samaria. 012 2KI 003 001 Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas attende Regeringsår, og han herskede i tolv År. 012 2KI 003 002 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dogikke som bans Fader og Moder, og han fjernede Ba'als Stenstøtter, som hans Fader havde ladet lave. 012 2KI 003 003 Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam, Nebats Søn, forledte Israel til; dem veg han ikke fra. 012 2KI 003 004 Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede Israels Konge en Afgift på 100.000 Lam og Ulden af 100.000 Vædre. 012 2KI 003 005 Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra Israels Konge. 012 2KI 003 006 Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede hele Israel; 012 2KI 003 007 desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda og lod sige: "Moabs Konge er faldet fra mig; vil du drage med i Krig mod Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil; jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!" 012 2KI 003 008 Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han svarede: "Gennem Edoms Ørken!" 012 2KI 003 009 Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af Sted. Men da de havde tilbagelagt en Strækning af syv Dagsrejser, var der ikke Vand til Hæren og Dyrene, som de havde med. 012 2KI 003 010 Da sagde Israels Konge: "Ak, at HERREN har kaldt disse tre Konger sammen for at overgive dem i Moabs Hånd!" 012 2KI 003 011 Men Josafat sagde: "Er her ingen af HERRENs Profeter, ved hvem vi kan rådspørge HERREN?" Da svarede en af Israels Konges Folk: "Jo, her er Elisa, Sjafats Søn, som øste Vand på Elias's Hænder." 012 2KI 003 012 Josafat sagde: "Hos ham er HERRENs Ord!" Og Israels Konge og Josafat og Edoms Konge begav sig ned til ham. 012 2KI 003 013 Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg med dig at gøre? Gå du til din Faders og Moders Profeter!" Israels Konge svarede: "Ak nej, thi HERREN har kaldt disse tre Konger sammen for at give dem i Moabs Hånd." 012 2KI 003 014 Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, for hvis Åsyn jeg står: Var det ikke for Kong Josafat af Judas Skyld, vilde jeg ikke se til dig eller værdige dig et Blik! 012 2KI 003 015 Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når Strengespilleren spillede, kom HERRENs Hånd over ham. 012 2KI 003 016 Derpå sagde han: "Så siger HERREN: Grav Grøft ved Grøft i Dalen her! 012 2KI 003 017 Thi så siger HERREN: I skal hverken mærke til Blæst eller Regn, men alligevel skal Dalen her fyldes med Vand, så at I, eders Hær og eders Dyr kan drikke! 012 2KI 003 018 Dog tykkes dette HERREN for lidet, han vil også give Moab i eders Hånd; 012 2KI 003 019 I skal indtage alle befæstede Byer og alle betydelige Byer, alle Frugttræer skal t fælde, alle Kilder skal I tilstoppe, og al frugtbar Agerjord skal I ødelægge med Sten!" 012 2KI 003 020 Og næste Morgen ved Afgrødeofferets Tid kom der Vand fra den Kant, hvor Edom ligger, så hele Egnen blev fuld af Vand. 012 2KI 003 021 Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var draget op for at føre Krig med dem, blev enhver, der overhovedet kunde bære Våben, opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen. 012 2KI 003 022 Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over Vandet, så Moabiterne Vandet foran sig rødt som Blod. 012 2KI 003 023 Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig tilintetgjort hverandre, de har hugget hverandre ned; nu til Byttet, Moab!" 012 2KI 003 024 Men da de nåede Israels Lejr, brød Israeliterne op og slog Moabiterne på Flugt. Derpå rykkede de frem og huggede Moabiterne ned; 012 2KI 003 025 Byerne nedbrød de; på al frugtbar Agerjord kastede de hver sin Sten, så den blev fuld af Sten; alle Kildevæld tilstoppede de, og alle Frugttræer fældede de. Til sidst var kun Kir-Hareset tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne og skød på den. 012 2KI 003 026 Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå Angrebet, samlede han 700 sværdvæbnede Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af Edom. men det lykkedes ikke. 012 2KI 003 027 Så tog han sin førstefødte Søn, der skulde følge ham på Tronen, og ofrede ham som Brændoffer på Muren. Da kom heftig Vrede over Israel, og de brød op og vendte hjem til deres Land. 012 2KI 004 001 En Kvinde, som var gift med en af Profetsønnerne råbte til Elisa: "Din Træl, min Mand, er død; og du ved, at din Træl frygtede HERREN. Og nu kommer en, der har Krav på ham, for at tage mine fo Drenge til Trælle!" 012 2KI 004 002 Da sagde Elisa til hende: "Hvad kan jeg gøre for dig? Sig mig, hvad du har i Huset?" Hun svarede: "Din Trælkvinde har ikke andet i Huset end et Krus Olie." 012 2KI 004 003 Da sagde han: "Gå ud og bed alle dine Naboer om tomme Dunke, ikke for få! 012 2KI 004 004 Så lukker du dig inde med dine Sønner og fylder på alle disse Dunke, og når de er fulde, sætter du dem til Side!" 012 2KI 004 005 Så gik hun fra ham og lukkede sig inde med sine Sønner; og de rakte hende Dunkene, medens hun fyldte på. 012 2KI 004 006 Og da Dunkene var fulde, sagde hun til Sønnen: "Ræk mig een Dunk til!" Men han svarede: "Der er ikke flere Dunke!" Da holdt Olien op at flyde. 012 2KI 004 007 Det kom hun og fortalte den Guds Mand; og han sagde: "Gå hen og sælg Olien og betal din Gæld; og lev så med dine Sønner af Resten!" 012 2KI 004 008 Det skete en Dag, at Elisa på sin Vej kom til Sjunem. Der boede en velhavende Kvinde, som nødte ham til at spise hos sig; og hver Gang han senere kom forbi, tog han derind og spiste. 012 2KI 004 009 Hun sagde nu til sin Mand: "Jeg ved, af det er en hellig Guds Mand., der stadig kommer her forbi; 012 2KI 004 010 lad os mure en lille Stue på Taget og sætfe Seng, Bord, Stol og Lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til os!" 012 2KI 004 011 Så kom han en Dag derhen og gik op i Stuen og lagde sig. 012 2KI 004 012 Og han sagde til sin Tjener Gehazi: "Kald på Sjunemkvinden!" Og han kaldte på hende, og hun trådte frem for ham. 012 2KI 004 013 Da sagde han til Gehazi: "Sig til hende: Se, du har Itaft al den Ulejlighed for vor Skyld; hvad kan jeg gøre for dig? Ønsker du, at jeg skal tale din Sag hos Kongen eller Hærføreren?" Men hun svarede: "Jeg bor midt iblandt mit Folk!" 012 2KI 004 014 Da sagde han: "Hvad kan jeg da gøre for hende?" Gehazi sagde: "Jo, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel." 012 2KI 004 015 Da sagde han: "Kald på hende!" Og han kaldte på hende, og bun tog Plads ved Døren. 012 2KI 004 016 Da sagde han: "Om et År ved denne Tid har du en Dreng ved Brystet!" Men hun sagde: "Nej dog, Herre! Den Guds Mand må ikke narre sin Trælkvinde!" 012 2KI 004 017 Men Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter ved samnme Tid, således som Elisa havde sagt hende. 012 2KI 004 018 Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til sin Fader hos Høstfolkene. 012 2KI 004 019 Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!" Og hans Fader sagde til en Karl " "Bær ham hjem til hans Moder!" 012 2KI 004 020 Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og han sad på hendes Skød til Middag; så døde han. 012 2KI 004 021 Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og derefter lukkede hun Døren og gik. 012 2KI 004 022 Så kaldte hun på sin Mand og sagde: "Send mig en af Karlene med et Æsel, for at jeg hurfig kan komme hen til den Guds Mand og hjem igen!" 012 2KI 004 023 Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er jo hverken Nymånedag eller Sabbat!" Men hun sagde: "Lad mig om det!" 012 2KI 004 024 Derpå sadlede hun Æselet og sagde til Karlen: "Driv nu godt på! Stands mig ikke i Farten, før jeg siger til!" 012 2KI 004 025 Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand på Kamels Bjerg. Da den Guds Mand fik Øje på hende i Frastand, sagde han til sin Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden! 012 2KI 004 026 Løb hende straks i Møde og spørg hende: Har du det godt? Har din Mand det godt? Har Drengen det godt?" Hun svarede: "Ja, vi har det godt!" 012 2KI 004 027 Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget, klamrede hun sig til hans Fødder. Gehazi trådte til for at støde hende bort. men den Guds Mand sagde: "Lad hende være, hun er i Vånde, og HERREN har dulgt det for mig og ikke åbenbaret mig det!" 012 2KI 004 028 Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en Søn? Sagde jeg ikke, at du ikke måtte narre mig?" 012 2KI 004 029 Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd, tag min Stav i Hånden og drag af Sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham. og hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans Hilsen; og læg min Stav på Drengens Ansigt!" 012 2KI 004 030 Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende. 012 2KI 004 031 Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde lagt Staven på Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham det og sagde: "Drengen vågnede ikke!" 012 2KI 004 032 Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han Drengen ligge død på Sengen. 012 2KI 004 033 Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til HERREN. 012 2KI 004 034 Derpå steg han op og lagde sig oven på Drengen med sin Mund på hans Mund, sine Øjne på hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder, og medens han således bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme varmt. 012 2KI 004 035 Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv Gange og slog Øjnene op. 012 2KI 004 036 Derpå kaldte han på Gehazi og sagde: "Kald på Sjunemkvinden!" Han kaldte så på hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag din Dreng!" 012 2KI 004 037 Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig til Jorden, tog så sin Dreng og gik ud. 012 2KI 004 038 Dengang Hungersnøden var i Landet, vendte Elisa tilbage til Gilgal. Som nu Profetsønnerne sad hos ham, sagde han til sin Tjener: "Sæt den store Gtyde over og kog en Ret Mad til Profetsønnerne!" 012 2KI 004 039 Så gik en ud på Marken for at plukke Urter, og da han fandt en Slyngplante med vilde Agurker, plukkede han så mange, han kunde bære i sin Kappe; da han kom tilbage, skar han dem itu og kom dem i Gryden, thi han kendte dem ikke. 012 2KI 004 040 Derpå øste man op for Mændene, for at de kunde spise, men så snart de smagte Maden, skreg de op og råbte: "Døden er i Gryden, du Guds Mand!" Og de kunde ikke spise Maden. 012 2KI 004 041 Men han sagde: "Hent noget Mel!" Og da han havde hældt det i Gryden, sagde han: "Øs nu op for Folkene, så de kan spise!" Så var der ingen Ulykke i Gryden mere. 012 2KI 004 042 Engang kom en Mand fra Ba'al-Sjalisja og bragte den Guds Mand Brød af nyt Korn, tyve Bygbrød, og nyhøstet Korn i sin Ransel. Da sagde han: "Giv Folkene det at spise!" 012 2KI 004 043 Men hans Tjener sagde: "Hvorledes skal jeg kunne sætte dette frem for hundrede Mennesker?" Men han sagde: "Giv Folkene det at spise! Thi så siger HERREN: De skal spise og levne!" 012 2KI 004 044 Da satte han det frem for dem, og de spiste og levnede efter HERRENs Ord. 012 2KI 005 001 Na'aman, Kongen af Arams Hærfører, havde meget at sige hos sin Herre og var højt agtet; thi ved ham havde HERREN givet Aramæerne Sejr; men Manden var spedalsk. 012 2KI 005 002 Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog røvet en lille Pige i Israels Land; hun var kommet i Tjeneste hos Na'amans Hustru, 012 2KI 005 003 og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos Profeten i Samaria; han vilde sikkert skille ham af med hans Spedalskhed!" 012 2KI 005 004 Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad Pigen fra Israels Land havde sagt. 012 2KI 005 005 Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende etBrevmed til Israels Konge!" Så rejste han og tog ti Talenter Sølv, 6000 Sekel Guld og ti Sæt Festklæder med. 012 2KI 005 006 Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod der: "Når dette Brev kommer dig i Hænde, skal du vide, at jeg sender min Tjener Na'aman til dig, for at du skal skille ham af med hans Spedalskhed!" 012 2KI 005 007 Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev han sine klæder og sagde: "Er jeg Gud, så jeg råder over Liv og Død, siden han skriver til mig, at jeg skal skille en Mand afmed hans Spedalskhed Nej, I kan da se, at han søger Lejlighed til Strid med mig!" 012 2KI 005 008 Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels Konge havde sønderrevet sine klæder, sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor sønderriver du dine Klæder? Lad ham komme til mig, så skal han kende, at der er en Profet i Israel!" 012 2KI 005 009 Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden for Døren til Elisas Hus. 012 2KI 005 010 Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå hen og bad dig syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du bliver ren!" 012 2KI 005 011 Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord: "Se, jeg havde tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og således gøre Ende på Spedalskheden! 012 2KI 005 012 Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?" Og han vendte sig og drog bort i Vrede. 012 2KI 005 013 Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom Profeten havde pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så bliver du ren!" 012 2KI 005 014 Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han blev ren. 012 2KI 005 015 Så vendte han med hele sit Følge tilbage til den Guds Mand, og da han var kommet derhen, trådtehan frem forham og sagde: "Nu ved jeg, at der ingensteds på Jorden er nogen Gud uden i Israel! Så modtag nu en Takkegave af din Træl!" 012 2KI 005 016 Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, for hvis Åsyn jeg står, jeg modtager ikke noget!" Og skønt han nødte ham, vægrede han sig ved at modtage noget. 012 2KI 005 017 Da sagde Na'aman: "Så lad da være! Men lad din Træl få så megel Jord, som et Par Muldyr kan bære, thi din Træl vil aldrig mere ofre Brændoffer eller Slagtoffer til nogen anden Gud end HERREN! 012 2KI 005 018 Men i een Ting vil HERREN nok bære over med din Træl: Når min Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons Hus, da vil HERREN nok bære over ed din Træl i den Ting!" 012 2KI 005 019 Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet et Stykke hen ad Vejen, 012 2KI 005 020 sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved sig selv: "Der har min Herre ladet denne Aramæer Na'aman slippe og ikke modtaget af ham, hvad han havde med; så sandt HERREN lever, jeg vil løbe efter ham for at få noget af ham!" 012 2KI 005 021 Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman så ham komme løbende efter sig, sprang han af Vognen, gik ham i Møde og spurgte: "Står det godt til?" 012 2KI 005 022 Han svarede: "Ja, det står godt til! Min Herre sender mig med det Bud: Der kom lige nu to unge Mænd, som hører til Profetsønnerne, til mig fra Efraims Bjerge: giv dem en Talent Sølv og to Sæt Festklæder!" 012 2KI 005 023 Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!" Og han nødte ham. Så bandt han to Talenter ind i to Punge og tog to Sæt Festklæder og gav to af sine Trælle dem, for at de skulde bære dem foran ham. 012 2KI 005 024 Men da de kom til Højen, tog han Pengene fra dem, gemte dem i Huset og lod Mændene gå. 012 2KI 005 025 Så gik han ind til sin Herre og trådte hen til ham. Da spurgte Elisa: "Hvor har du været, Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har ingen Steder været!" 012 2KI 005 026 Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden hos dig, da en stod af sin Vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået Penge, og du kan få Klæder, Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder, 012 2KI 005 027 men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig og dit Afkom til evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham, hvid som Sne af Spedalskhed. 012 2KI 006 001 Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt Plads til os her, hvor vi sidder hos dig. 012 2KI 006 002 Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!" 012 2KI 006 003 Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og han svarede: "Jo, det vil jeg!" 012 2KI 006 004 Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde Træer. 012 2KI 006 005 Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre! Og det var endda lånt!" 012 2KI 006 006 Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom Øksen op på Overfladen; 012 2KI 006 007 og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den. 012 2KI 006 008 Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted. 012 2KI 006 009 Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige: "Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne i Baghold!" 012 2KI 006 010 Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der; og det gjorde han ikke een, men flere Gange. 012 2KI 006 011 Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels Konge?" 012 2KI 006 012 Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge; det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide, hvad du taler i dit Sovekammer." 012 2KI 006 013 Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i Dotan, 012 2KI 006 014 sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom ved Nattetide og omringede Byen. 012 2KI 006 015 Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?" 012 2KI 006 016 Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!" 012 2KI 006 017 Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!" Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa. 012 2KI 006 018 Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed efter Elisas Ord. 012 2KI 006 019 Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I søger!" Han førte dem så til Samaria, 012 2KI 006 020 og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. 012 2KI 006 021 Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem ned, min Fader?" 012 2KI 006 022 Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres Herre!" 012 2KI 006 023 Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land. 012 2KI 006 024 Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær og drog op og belejrede Samaria; 012 2KI 006 025 og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en Fjerdedel Kab Duegødning fem. 012 2KI 006 026 Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til ham: "Hjælp, Herre Konge!" 012 2KI 006 027 Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?" 012 2KI 006 028 Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng! 012 2KI 006 029 Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt Drengen skjult." 012 2KI 006 030 Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på den bare Krop. 012 2KI 006 031 Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene på ham Dagen til Ende!" 012 2KI 006 032 Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans Herres trin bag ham." 012 2KI 006 033 Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på HERREN?" 012 2KI 007 001 Men Elisa sagde: "Hør HERRENs Ord! Så siger HERREN: I Morgen ved denne Tid skal en Sea fint Hvedemel koste en Sekel og to Sea Byg ligeledes en Sekel i Samarias Port!" 012 2KI 007 002 Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede sig, svarede den Guds Mand og sagde: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Han sagde: "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!" 012 2KI 007 003 Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved indgangen til Porten; de sagde til hverandre: "Hvorfor skal vi blive her, til vi dør? 012 2KI 007 004 Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen, dør vi der - der er jo Hungersnød i Byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor og lad os løbe over til Aramæernes Lejr! Lader de os leve, så bliver vi i Live, og slår de os ihjel, så dør vi!" 012 2KI 007 005 Så begav de sig i Mørkningen på Vej til Aramæernes Lejr; men da de kom til Udkanten af Aramæernes Lejr, var der ikke et Menneske at se. 012 2KI 007 006 HERREN havde nemlig ladet Aramæernes Lejr høre Larm at Vogne og Heste, Larm af en stor Hær, og de havde sagt til hverandre: "Se, Israels Konge har købt Hetiternes og Mizrajims Konger til at falde over os!" 012 2KI 007 007 Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen og efterladt Lejren, som den stod, deres Telte, Heste og Æsler, og var flygtet for at redde Livet. 012 2KI 007 008 Da nu de spedalske havde nået Udkanten af Lejren, gik de ind i et af Teltene, spiste og drak og tog Sølv og Guld og klæder, som de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet Telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte. 012 2KI 007 009 Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt, som vi bærer os ad! Denne Dag er et godt Budskabs Dag; tier vi stille og venter til Daggry, pådrager vi os Skyld; lad os derfor gå hen og melde det i Kongens Palads!" 012 2KI 007 010 Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere og bragte dem den Melding: "Vi kom til Aramæernes Lejr, og der var ikke et Menneske at se eller høre, men vi fandt Hestene og Æslerne bundet og Teltene urørt!" 012 2KI 007 011 Portvægterne råbte det ud, og man meldte det inde i Kongens Palads. 012 2KI 007 012 Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine Folk: "Jeg skal sige eder, hvad Aramæerne har for med os; de ved, at vi er udsultet, derfor har de forladt Lejren og skjult sig på Marken, i den Tanke at vi skal gå ud af Byen, så de kan fange os levende og trænge ind i Byen!" 012 2KI 007 013 Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en fem Stykker af de Heste, der er tilbage her - det vil jo dog gå dem som alle de mange, der allerede var omkommet - og sende Folk derhen, så får vi se!" 012 2KI 007 014 De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk efter Aramæernes Hær og sagde: "Rid hen og se efter!" 012 2KI 007 015 Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt hele Vejen fuld af Klæder og Våben, som Aramæerne havde kastet fra sig på deres hovedkulds Flugt. Derpå vendte Sendebudene tilbage og meldte det til Kongen. 012 2KI 007 016 Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes Lejr; og således kom en Sea fint Hvedemel til at koste en Sekel og to Sea Byg ligeledes en Sekel, som HERREN havde sagt. 012 2KI 007 017 Kongen havde overdraget Høvedsmanden, til hvis Arm han støttede sig, Tilsynet med Porten, men Folket trådte ham ned i Porten, så han døde, således som den Guds Mand havde sagt, dengang Kongen kom ned til ham. 012 2KI 007 018 Da den Guds Mand sagde til Kongen: "To Sea Byg skal koste en Sekel og en Sea fitnt Hvedemel ligeledes en Sekel i Morgen ved denne Tid i Samarias Port!" 012 2KI 007 019 da havde Høvedsmanden svaret ham: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Og den Guds Mand havde sagt: "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise deraf!" 012 2KI 007 020 Således gik det ham; Folket trådte ham ned i Porten, så han døde. 012 2KI 008 001 Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde kaldt til Live, og sagde: "Drag bort med dit Hus og slå dig ned som fremmed et eller andet Sted, thi HERREN har kaldt Hungersnøden hid; og den vil komme over Landet og vare syv År!" 012 2KI 008 002 Da brød Kvinden op og gjorde, som den Guds Mand havde sagt, og drog med sit Hus hen og boede syv År som fremmed i Filisternes Land. 012 2KI 008 003 Men da der var gået syv År, vendte Kvinden tilbage fra Filisternes Land; Og hun gik hen og påkaldte Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord tilbage. 012 2KI 008 004 Kongen talte just med den Guds Mands Tjener Gehazi og sagde: "Fortæl mig om alle de storeGerninger, Elisa harudført!" 012 2KI 008 005 Og netop som han fortalte Kongen, hvorledes han havde kaldt den døde til Live, kom Kvinden, hvis Søn han havde kaldt til Live, og påkaldt Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord tilbage. Da sagde Gehazi: "Herre Konge, der er den Kvinde, og der er hendes Søn. som Elisa kaldte til Live!" 012 2KI 008 006 Kongen spurgte så Kvinden ud, og hun forfalte. Derpå gav Kongen hende en Hofmand med og sagde: "Sørg for, at hun får al sin Ejendom tilbage og alt, hvad hendes Jord har båret, siden den Dag hun forlod Landet!" 012 2KI 008 007 Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor Kong Benbadad af Aram lå syg. Da Kongen fik at vide, at den Guds Mand var på Vej derhen, 012 2KI 008 008 sagde han til Hazael: "Tag en Gave med, gå den Guds Mand i Møde og rådspørg HERREN gennem ham, om jeg kommer mig af min Sygdom!" 012 2KI 008 009 Da gik Hazael ham i Møde; han tog en Gave med af alskens Kostbarheder, som fandfes i Damaskus, fyrretyve Kamelladninger, og trådte frem for ham og sagde: "Din Søn Benhadad, Arams Konge sender mig til dig og lader spørge: Kommer jeg mig af min Sygdom?" 012 2KI 008 010 Elisa svarede: "Gå hen og sig ham: Du kommer dig!" Men HERREN har ladet mig skue, at han skal dø!" 012 2KI 008 011 Og han stirrede stift frem for sig og var ude af sig selv af Rædsel. Så brast den Guds Mand i Gråd, 012 2KI 008 012 og Hazael sagde: "Hvorfor græder min Herre?" Han svarede: "Fordi jeg ved, hvilke Ulykkkr du skal bringe over Israeliterne! Deres Fæstninger skal du stikke i Brand, deres unge Mænd skal du hugge ned med Sværdet, deres spæde Børn skal du knuse, og på deres frugtsommelige Kvinder skal du rive Livet op!" 012 2KI 008 013 Da sagde Hazael: "Hvad er din Træl, den Hund, at han skal kunne gøre slige store Ting!" Elisa svarede: "HERREN har ladet mig skue dig som Konge over Aram!" 012 2KI 008 014 Derpå forlod han Elisa og kom til sin Herre; og han spurgte ham: "Hvad sagde Elisa til dig?" Han svarede: "Han sagde: Du kommer dig!" 012 2KI 008 015 Men næste Dag tog han et Klæde, dyppede det i Vand og bredte det over Ansigtet på Kongen, og det blev hans Død. Og Hazael blev Konge i hans Sted. 012 2KI 008 016 I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, femte Regeringsår blev Joram, Josafats Søn, Konge over Juda. 012 2KI 008 017 Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. 012 2KI 008 018 Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 012 2KI 008 019 Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Juda for sin Tjener Davids Skyld efter det Løfte, han havde givet ham, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn. 012 2KI 008 020 I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og valgte sig en Konge. 012 2KI 008 021 Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham, hvorpå Folket flygtede tilbage hver til sit. 012 2KI 008 022 Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs. 012 2KI 008 023 Hvad der ellers er at fortælle om Joram, alt, hvad han udførte, står optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 008 024 Så lagde Joram sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted. 012 2KI 008 025 I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, tolvte Regeringsår blev Ahazja, Jorams Søn, Konge over Juda. 012 2KI 008 026 Ahazja var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter af Kong Omri af Israel. 012 2KI 008 027 Han vandrede i Akabs Hus's Spor og gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi han var besvogret med Akabs Hus. 012 2KI 008 028 Sammen med Joram, Akabs Søn, drog han i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram. 012 2KI 008 029 Så vendte Kong Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham ved Ramot, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg. 012 2KI 009 001 Profeten Elisa kaldte en af Profetsønnerne til sig og sagde til ham: "Omgjord dine Lænder, tag denne Flaske Olie med og drag til Ramot i Gilead. 012 2KI 009 002 Når du kommer derhen, opsøg så Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn; gå hen og få ham til at stå op fra sine Fæller og før ham ind i det inderste Hammer; 012 2KI 009 003 tag så Olieflasken og gyd Olien ud over hans Hoved med de Ord: Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge over Israel! Derefter skal du lukke Døren op og flygte ufortøvet!" 012 2KI 009 004 Den unge Mand, Profetens Tjener, drog så til Ramot i Gilead; 012 2KI 009 005 og da han kom derhen, traf han Hærførerne siddende sammen. Han sagde da: "Jeg har et Ærinde til dig, Hærfører!" Jehu spurgte: "Til hvem af os?" Han svarede: "Til dig, Hærfører!" 012 2KI 009 006 Så rejste han sig og gik ind i Huset; der gød han Olien ud over hans Hoved og sagde til ham: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg salver dig til Konge over HERRENs Folk, over Israel! 012 2KI 009 007 Du skal hugge din Herre Akabs Hus ned, så jeg får Hævn over Jesabel for mine Tjenere Profeternes og alle HERRENsjeneres Blod. 012 2KI 009 008 Hele Akabs Hus skal omkomme, jeg vil udrydde hvert mandligt Væsen, hver og en af Akabs Slægt i Israel; 012 2KI 009 009 jeg vil handle med Akabs Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, og Ba'sjas, Ahijas Søns, Hus. 012 2KI 009 010 Og Jesabel skal Hundene æde på Jizre'els Mark, og ingen skal jorde hende!" Derpå lukkede han Døren op og flygtede. 012 2KI 009 011 Da Jebu kom ud til sin Herres Folk, spurgte de ham: "Hvorledes står det til? Hvad vilde den gale Mand hos dig?" Han svarede: "I kender jo den Mand og hans Snak!" 012 2KI 009 012 Men de sagde: "Udflugter! Sig os det nu!" Da sagde han: "Således sagde han til mig: Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge over Israel!" 012 2KI 009 013 Øjeblikkelig tog de da hver sin Kappe og lagde under ham på selve Trappen, og de stødte i Hornet og udråbte Jehu til Konge. 012 2KI 009 014 Således stiftede Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn, en Sammensværgelse mod Joram. Joram havde med hele Israel forsvaret Ramot i Gilead mod Kong Hazael af Aram; 012 2KI 009 015 men Kong Joram var vendt tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram. Da sagde Jehu: "Vil I som jeg, så lad ikke en eneste slippe ud af Byen og bringe Bud til Jizre'el." 012 2KI 009 016 Derpå steg Jehu til Vogns og kørte til Jizre'el; thi der lå Joram syg, og Kong Ahazja af Juda var rejst ned for at se til ham. 012 2KI 009 017 Da Vægteren, som stod på Tårnet i Jizre'el, så Støvskyen efter Jehu, sagde han: "Jeg ser en Støvsky!" Da sagde Joram: "Tag en Rytter og send ham ud imod dem, for at han kan spørge, om de kommer med Fred!" 012 2KI 009 018 Så red Rytteren ham i Møde og sagde: "Således siger Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu svarede: "Hvad vedkommer det dig, om det er med Fred? Omkring, følg mig!" Vægteren meldte: "Sendebudet har nået dem, men han kommer ikke tilbage!" 012 2KI 009 019 Så sendte han en anden Rytter ud; og da han var kommet hen til dem, sagde han: "Således siger Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu svarede: "Hvad vedkommer det dig, om jeg kommer med Fred? Omkring, følg mig!" 012 2KI 009 020 Vægteren tneldte: "Han har nået dem, men han kommet ikke tilbage. Og de har en Fart på, som var det Jebu, Nimsjis Søn, thi han farer af Sted som rasende." 012 2KI 009 021 Da sagde Joram: "Spænd for!" Og da der var spændt for, kørte Kong Joram af Israel og Kong Ahazja af Juda ud hver i sin Vogn. De kørte Jehu i Møde og traf ham ved Jizre'eliten Nabots Mark. 012 2KI 009 022 Da Joram fik Øje på Jehu, spurgte han: "Kommer du med Fred, Jehu?" Men han svarede: "Hvad! Skulde jeg komme med Fred, så længe det ikke har Ende med din Moder Jesabels Bolen og hendes mange Trolddomskunster!" 012 2KI 009 023 Da drejede Joram omkring og flygtede, idet han roabte tiIAhazja: "Svig, Ahazja!" 012 2KI 009 024 Men Jehu greb sin Bue og skød Joram i Ryggen, så at Pilen gik igennem Hjertet, og han sank sammen i Vognen; 012 2KI 009 025 og Jehu sagde til sin Høvedsmand Bidkar: "Tag og kast ham hen på Jizre'eliten Nabots Mark, thi det rinder mig i Hu, hvorledes jeg og du kørte sammen bag efter hans Fader Akab, dengang HERREN fremsatte dette Udsagn imod ham: 012 2KI 009 026 Sandelig, Nabots og hans Sønners Blod så jeg i Går, lyder det fra HERREN, og jeg bringer Gengældelse over dig her på denne Mark, lyder det fra HERREN! Tag derfor og kast ham hen på Marken efter HERRENs Ord!" 012 2KI 009 027 Da Kong Ahazja at Juda så det, flygtede han ad Vejen til BetHagan; men Jehu satte efter ham og råbte: "Også ham!" Og i Gurpasset, i Nærheden afJibleam, skød de ham ned i Vognen. Han undslap til Megiddo, men der døde han. 012 2KI 009 028 Hans Folk førte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav hos hans Fædre i Davidsbyen. 012 2KI 009 029 I Akabs Søn Jorams ellevte Regerinsgår blev Ahazja Konge over Juda. 012 2KI 009 030 Jehu kom nu til Jizre'el. Så snart Jesabel hørte det, sminkede hun sine Øjne og smykkede sit Hoved og bøjede sig ud af Vinduet; 012 2KI 009 031 og da Jehu kørte ind igennem Porten, råbte hun: "Kommer du med Fred, Zimri Kongemorder?" 012 2KI 009 032 Men han så op til Vinduet og sagde: "Hvem holder med mig? Hvem?" Så var der et Par Hofmænd, som så ud efter ham, 012 2KI 009 033 og han råbte: "Styrt hende ned!" Så styrtede de hende ned. og Blodet sprøjtede op på Muren og på Hestene, og de trådte hende ned. 012 2KI 009 034 Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: "Tag jer af hende, den forbandede, og jord hende, hun var jo dog en Kongedatter!" 012 2KI 009 035 Men da de gik ud for at jorde hende, fandt de ikke andet af hende end Hjerneskallen, Fødderne og Hænderne. 012 2KI 009 036 Og de kom tilbage og meldte ham det; da sagde han: "Det er det Ord, HERREN talede ved sin Tjener Tisjbiten Elias: På Jizre'els Mark skal Hundene æde Jesabels Legeme! 012 2KI 009 037 og Jesabels Lig skal blive som Gødning på Ageren på Jizre'els Mark, så ingen kan sige: Dette er Jesabel!" 012 2KI 010 001 Der var i Samaria halvfjerdsindstyve Sønner af Akab. Jehu skrev nu Breve og sendte dem til Samaria til Byens Øverster, deÆldste og Akabs Sønners Fosterfædre. Deri stod: 012 2KI 010 002 "I har jo eders Herres Sønner hos eder og råder over Stridsvognene og Hestene, Fæstningerne og Våbenforrådene. Når nu dette Brev kommer eder i Hænde, 012 2KI 010 003 udvælg så den bedste og dygtigste af eders Herres Sønner, sæt ham på hans Faders Trone og kæmp for eders Herres Hus!" 012 2KI 010 004 Men de grebes af stor Forfærdelse og sagde: "Se, de to Konger kunde ikke stå sig imod ham, hvor skal vi så kunne det?" 012 2KI 010 005 Derfor sendte Paladsets og Byens øverste Befalingsmænd, de Ældste og Fosterfædrene det Bud til Jehu: "Vi er dine Trælle, og alt, hvad du kræver af os, vil vi gøre. Vi vil ikke gøre nogen til Konge; gør, hvad du finder for godt!" 012 2KI 010 006 Da skrev han et nyt Brev til dem, og der stod: "Dersom I holder med mig og vil høre mig, tag så eders Herres Sønners Hoveder og kom i Morgen ved denne Tid til mig i Jizre'el!" Kongesønnerne, halvfjerdsindstyve Mænd, var nemlig hos Byens Stormænd, som var deres Fosterfædre. 012 2KI 010 007 Da Brevet kom til dem, tog de Kongesønnerne og dræbte dem, halvfjerdsindstyve Mænd, lagde deres Hoveder i Kurve og sendte dem til Jehu i Jizre'el. 012 2KI 010 008 Da Budet kom og meldte: "Kongesønnernes Hoveder er bragt hid!" sagde han: "Læg dem i to Bunker foran Porten til i Morgen!" 012 2KI 010 009 Næste Morgen gik han ud, trådte frem og sagde til alt Folket: "I er uden Skyld; det er mig, der har stiftet en Sammensværgelse mod min Herre og dræbt ham - men hvem har dræbt alle disse? 012 2KI 010 010 Kend nu, at intet af det Ord, HERREN talede mod Akabs Hus, var faldet til Jorden, men HERREN har gjort, hvad han talede ved sin Tjener Elias!" 012 2KI 010 011 Derpå lod Jehu alle dem, der var tilbage af Akabs Hus i Jizre'el, dræbe, alle hans Stormænd, Venner og Præster, så at ikke en eneste blev tilbage og slap bort. 012 2KI 010 012 Så brød han op og drog ad Samaria til. Da han kom til Bet Eked-Haro'im ved Vejen, 012 2KI 010 013 mødte han Kong Ahazja af Judas Brødre. Han spurgte dem: "Hvem er I?" De svarede: "Vi er Ahazjas Brødre, og vi drager herned for at hilse på Kongens og Kongemoderens Sønner." 012 2KI 010 014 Da sagde han: "Grib dem levende!" Så greb de dem levende, og han lod dem dræbe ved Bet Ekeds Brønd, to og fyrretyve Mænd; ikke een lod han blive tilbage. 012 2KI 010 015 Da han drog videre, traf han Jonadab, Rekabs Søn, der kom ham i Møde, og han hilste på ham og spurgte: "Er du af Hjertet oprigtig mod mig som jeg mod dig?" Jonadab svarede: "Ja, jeg er!" Da sagde Jehu: "Så giv mig din Hånd!" Han gav ham da Hånden, og Jehu tog ham op til sig i Vognen 012 2KI 010 016 og sagde: "Følg mig og se min Nidkærhed for HERREN!" Og han tog ham med i Vognen, 012 2KI 010 017 Så drog han til Samaria og lod alle, der var tilbage af Akabs Slægt i Samaria, dræbe, så at den blev fuldstændig udryddet efter det Ord, HERREN havde talet til Elias. 012 2KI 010 018 Derefter kaldte Jebu hele Folket sammen og sagde til dem: "Akab dyrkede Ba'al lidt, Jehu vil dyrke ham mere! 012 2KI 010 019 Kald derfor alle Ba'als Profeter, alle, der dyrker ham, og alle hans Præster hid til mig, ikke een må udeblive, thi jeg har et stort Slagtoffer for til Ære for Ba'al; enhver, der udebliver, skal bøde med Livet!" Men det var en Fælde, Jehu stillede, for at udrydde Ba'alsdyrkerne. 012 2KI 010 020 Derpå sagde Jehu: "Helliger en festlig Samling til Ære for Ba'al!" Og de udråbte en festlig Samling. 012 2KI 010 021 Og Jehu sendte Bud rundt i hele Israel, og alle Ba'alsdyrkerne uden Undtagelse indfandt sig; de begav sig til Ba'als Hus, og det blev fuldt fra Ende til anden. 012 2KI 010 022 Så sagde han til Opsynsman den over Klædekammeret: "Tag en Klædning frem til hver af Ba'als dyrkerne!" Og han tog Klædningerne frem til dem. 012 2KI 010 023 Så gik Jehu og Jonadab, Rekabs Søn, ind i Ba'als Hus; og han sagde til Ba'alsdyrkeme: "Se nu godt efter; at der ikke her iblandt eder findes nogen, som dyrker HERREN, men kun Ba'alsdyrkere!" 012 2KI 010 024 Derpå gik han ind for at ofre Slagtofre og Brændofre. Men Jehu havde opstillet firsindstyve Mand udenfor og sagt: "Den, der lader nogen af de Mænd undslippe, som jeg overgiver i eders Hænder, skal bøde Liv for Liv!" 012 2KI 010 025 Da han så var færdig med at ofre Brændofferet, sagde han til Livvagten og Høvedsmændene: "Gå nu ind og hug dem ned! Ikke een må slippe bort!" Og de huggede dem ned med Sværdet, og Livvagten og Høvedsmændene slængte dem bort; så gik de ind i Ba'alshusets inderste Rum, 012 2KI 010 026 bragte Ba'alshusets Asjerastøtte ud og opbrændte den; 012 2KI 010 027 og de nedbrød Ba'als Stenstøtte, rev Ba'als Hus ned og gjorde det til Nødtørftssteder, og, de er der den Dag i Dag. 012 2KI 010 028 Således udryddede Jehu Ba'al af Israel. 012 2KI 010 029 Men fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til, Guldkalvene i Betel og Dan, veg Jehu ikke. 012 2KI 010 030 Og HERREN sagde til Jehu: "Fordi du har handlet vel og gjort, hvad der er ret i mine Øjne, og handlet med Akabs Hus ganske efter mit Sind, skal dine Sønner sidde på IsraelsTrone indtil fjerde Led!" 012 2KI 010 031 Men Jehu tog ikke Vare på at følge HERRENs, Israels Guds, Lov af bele sit Hjerte; han veg ikke fra de Synder, Jeroboam havde forledt Israel til. 012 2KI 010 032 På den Tid begyndte HERREN at rive Stykker fra Israel, og Hazael slog Israel i alle dets Grænseegne, 012 2KI 010 033 Øst for Jordan, hele Gilead, Gaditernes, Rubeniternes og Manassiternes Land fra Aroer ved Amonflodens Bred, både Gilead og Basan. 012 2KI 010 034 Hvad der ellers er at fortælle om Jehu, alt, hvad han gjorde, og alle hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 010 035 Så lagde Jehu sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Samaria; og hans Søn Joahaz blev Konge i hans Sted. 012 2KI 010 036 Den Tid, Jehu herskede over Israel, udgjorde otte og tyve År. 012 2KI 011 001 Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død, tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt. 012 2KI 011 002 Men Kong Jorams Datter Josjeba, Ahazjas Søster, tog Ahazjas Søn Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans, Amme i Sengekammeret og holdt ham skjult for Atalja, så han ikke blev dræbt; 012 2KI 011 003 og han var i seks År skjult hos Josjebai HERRENs Hus, medens Atalja herskede i Landet. 012 2KI 011 004 Men i det syvende År lod Jojada Hundredførerne for Harernel og Livvagten hente ind til sig i HERRENs Hus; og efter at have sluttet Pagt med dem og taget dem i Ed i HERRENs Hus fremstillede han Kongesønnen for dem. 012 2KI 011 005 Derpå bød han dem og sagde: "Således skal I gøre: Den Tredje del af eder, der om Sabbaten rykker ind for at overtage Vagten i Kongens Palads, 012 2KI 011 006 og de to Afdelinger af eder, som har Vagten i Kongens Palads den ene Tredjedel ved Surporten, den anden ved Porten bag Livvagten 012 2KI 011 007 og som begge om Sabbaten rykker ud for at overtage Vagten i HERRENs Hus, 012 2KI 011 008 I skal alle med Våben i Hånd slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Rækkerne, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ud, og når han går ind!" 012 2KI 011 009 Hundredførerne gjorde alt hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der ryk kede ind om Sabbaten, og kom til Præsten Jojada. 012 2KI 011 010 Og Præsten gav Hundredfø rerne Spydene og Skjoldene, som havde tilhørt Kong David og var i HERRENs Hus. 012 2KI 011 011 Livvagten stillede sig, alle med Våben i Hånd, fra Templets Syd side til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til Templet, rundt om Kongen. 012 2KI 011 012 Så førte han Kongesønnen ud og satte Kronen og Armspangene på ham; derefter udråbte de ham til Konge og salvede ham; og de klappede i Hænderne og råbte: "Kongen leve!" 012 2KI 011 013 Da Atalja hørte Larmen af Folket, gik hun hen til Folket i HERRENs Hus, 012 2KI 011 014 og der så hun Kongen stå ved Søjlen, som Skik var, og Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet jublede og blæste i Trompeterne. Da sønderrev Atalja sine Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!" 012 2KI 011 015 Men præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd: "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger hende!" Præsten sagde nemlig: "Hun skal ikke dræbes i HERRENs Hus!" 012 2KI 011 016 Så greb de hende, og da hun ad Hesteindgangen var kommet til Kongens Palads, blev hun dræbt der. 012 2KI 011 017 Men Jojada sluttede Pagt mellem HERREN og Folket og Kongen om, at de skulde være HERRENs Folk, ligeledes mellem Kongen og Folket. 012 2KI 011 018 Og alt Folket fra Landet begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene og Billederne ødelagde de i Bund og Grund, og Ba'als Præst Mattan dræbte de foran Altrene. Derpå satte Præsten Vagtposter ved HERRENs Hus; 012 2KI 011 019 og han tog Hundredførerne, Karerne og Livvagten, desuden alt Folket fra Landet med sig, og de førte Kongen ned fra HERRENs Hus. gik igennem Livvagtens Port til Kongens Palads, og han satte sig på Kongetronen. 012 2KI 011 020 Da glædede alt Folket fra Landet sig, ogByen holdt sig rolig. Men Atalja huggede de ned i Kongens Palads. 012 2KI 011 021 Joas var syv År gammel, da han blev Konge. 012 2KI 012 001 I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge, og han herskede fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba. 012 2KI 012 002 Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i HERRENs Øjne, idet Præsten Jojada vejledede ham. 012 2KI 012 003 Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene. 012 2KI 012 004 Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der indkommer i HERRENs Hus som Helliggaver, de Penge, det pålægges at udrede efter Vurdering - de Penge, Personer vurderes til - og alle Penge, man efter Hjertets Tilskyndelse bringer til HERRENs Hus, 012 2KI 012 005 skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge, og for dem skal de istandsætte de brøstfældige Steder på Templet, alle brøstfældige Steder, som findes." 012 2KI 012 006 Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår havde Præsterne endnu ikke istandsat de brøstfældige Steder på Templet. 012 2KI 012 007 Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre Præster kalde og sagde til dem: "Hvorfor istandsætter I ikke de brøstfældige Steder på Templet? Nu må I ikke mere tage mod Penge af eders Kendinge, men I skal afgive Pengene til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet!" 012 2KI 012 008 Og Præsterne gik ind på ikke mere at modtage Penge af Folket, mod at de blev fri for at istandsætte de brøstfældige Steder på Templet. 012 2KI 012 009 Præsten Jojada tog så en Kiste, borede Hul i Låget og satte den ved Stenstøtten til højre for Indgangen til HERRENs Hus, og der lagde Præsterne, der holdt Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge, der indkom i HERRENs Hus. 012 2KI 012 010 Og når de så, at der var mange Penge i Kisten, kom Kongens Skriver og Ypperstepræsten op og bandt Pengene, som fandtes i HERRENs Hus, sammen og talte dem. 012 2KI 012 011 Derpå gav man de afvejede Penge til dem, der stod for Arbejdet, dem, der havde Tilsyn med HERRENs Hus, og de udbetalte dem til Tømrerne og Bygningsmændene, der arbejdede på HERRENs Hus, 012 2KI 012 012 til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på HERRENs Hus og til at dække alle Udgifter ved Templets Istandsættelse. 012 2KI 012 013 Derimod blev der for de Penge, der indkom i HERRENs Hus, hverken lavet Sølvfade eller Knive, Skåle, Trompeter eller nogen som helst anden Ting af Sølv eller Guld til HERRENs Hus; 012 2KI 012 014 men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet, og de brugte dem til Istandsættelsen af HERRENs Hus. 012 2KI 012 015 Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem Pengene overlodes til Udbetaling til Arbejderne, men de handlede på Tro og Love. 012 2KI 012 016 Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt til HERRENs Hus; de tilfaldt Præsterne. 012 2KI 012 017 På den Tid drog Kong Hazael af Aram op og belejrede og indtog Gat. Da han truede med at drage mod Jerusalem, 012 2KI 012 018 tog Kong Joas af Juda alle de Helliggaver, som hans Fædre, Judas Konger Josafat, Joram og Ahazja havde helliget, sine egne Helliggaver og alt det Guld, der fandtes i Skatkamrene i HERRENs Hus og Kongens Palads, og sendte det til Kong Hazael af Aram. Så opgav han Angrebet på Jerusalem og drog bort. 012 2KI 012 019 Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, står optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 012 020 Men Joas's Hoffolk rejste sig og stiftede en Sammensværgelse og dræbte ham, engang han gik ned til Millos Hus. 012 2KI 012 021 Det var hans Hoffolk Jozakar, Sjimats Søn, og Jozabad, Sjomers Søn, der slog ham ibjel. Og man jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Amazjablev Konge i hans Sted. 012 2KI 013 001 I Ahazjas Søns, Kong Joas af Judas, tre og tyvende Regeringsår blev Joahaz, Jehus Søn, Konge over Israel, og han herskede sytten År i Samaria. 012 2KI 013 002 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRNs Øjne, og vandrede i de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til; fra dem veg han ikke. 012 2KI 013 003 Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Stadighed i Kong Hazael af Arams og hans Søn Benhadads Hånd. 012 2KI 013 004 Men Joahaz bad HERREN om Nåde, og HERREN bønhørte ham, fordi han så Israels Trængsel; thi Arams Konge bragte Trængsel over dem; 012 2KI 013 005 og HERREN gav Israel en Befrier, som friede dem af Arams Hånd; så boede Israeliterne i deres Telte som før. 012 2KI 013 006 Dog veg de ikke fra de Synder, Jeroboams Hus havde forledt Israel til, men vandrede i dem; også Asjerastøtten blev stående i Samaria. 012 2KI 013 007 Thi Arams Konge levnede, ikke Joahaz flere Krigsfolk end halvtredsindstyve Ryttere, ti Stridsvogne og ti Tusinde Mand Fodfolk, men han tilintetgjorde dem og knuste dem til Støv. 012 2KI 013 008 Hvad der ellers er at fortælle om Joahaz, alt, hvad han udførte, og hans Heltegerninger står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 013 009 Så lagde Joahaz sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Samaria; og hans Søn Joas blev Konge i hans Sted. 012 2KI 013 010 I Kong Joas af Judas syv og tredivte Regeringsår blev Joas. Joahaz's Søn, konge over Israel, og han herskede seksten År i Samaria. 012 2KI 013 011 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til, men vandrede i dem. 012 2KI 013 012 Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig med Kong Amazja af Juda, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 013 013 Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre; og Jeroboam satte sig på hans Trone. Joas blev jordet i Samaria hos Israels Konger. 012 2KI 013 014 Da Elisa blev ramt af den Sygdom, han døde af, kom Kong Joas af Israel ned til ham, bøjede sig grædende over ham og sagde: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne. og Ryttere!" 012 2KI 013 015 Men Elisa sagde til ham: "bring Bue og Pile!" Og han bragte ham Bue og Pile. 012 2KI 013 016 Da sagde han til Israels Konge: "Læg din Hånd på Buen!" Og da han gjorde det, lagde Elisa sine Hænder på Kongens 012 2KI 013 017 og sagde: "Luk Vinduet op mod Øst!" Og da han havde gjort det, sagde Elisa: "Skyd!" Og han skød. Da sagde Elisa: "En Sejrspil fra HERREN, en Sejrspil mod Aram! Du skal tilføje Aram et afgørende Nederlag ved Afek!" 012 2KI 013 018 Derpå sagde han: "Tag Pilene!" Og han tog dem. Da sagde han til Israels Konge: "Slå på Jorden!" Og han slog tre Gange, men holdt så op. 012 2KI 013 019 Da vrededes den Guds Mand på ham og sagde: "Du burde have slået fem-seks Gange, så skulde du have tilføjet Aram et afgørende Nederlag, men nu skal du kun slå Aram tre Gange!" 012 2KI 013 020 Så døde Elisa, og de jordede ham. År efter År trængte moabitiske Strejfskarer ind i Landet; 012 2KI 013 021 og da nogle Israeliter engang fik Øje på en sådan Skare, netop som de var ved at jorde en Mand, kastede de Manden i Elisas Grav og løb deres Vej. Men da Manden kom i Berøring med Elisas Ben, blev han levende og rejste sig op. 012 2KI 013 022 Kong Hazael af Aram trængle Israel hårdt, så længe Joabaz levede. 012 2KI 013 023 Men HERREN forbarmede sig og ynkedes over dem og vendte sig til dem på Grund af sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob; han vilde ikke tilintetgøre dem og havde endnu ikke stødt dem bort fra sit Åsyn. 012 2KI 013 024 Men da Kong Hazael af Aram døde, og hans Søn Benhadad blev Konge i hans Sted, 012 2KI 013 025 tog Joas, Joahaz's Søn, de Byer tilbage fra Benhadad, Hazaels Søn, som han i Krigen havde frataget hans Fader Joahaz. Tre Gange slog Joas ham og tog de israelitiske Byer tilbage. 012 2KI 014 001 I Joahaz' Søns, Kong Joas af Israel, andet Regeringsår blev Amazja, Joas's Søn, Konge over Juda. 012 2KI 014 002 Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. 012 2KI 014 003 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, om end ikke som hans Fader David; han handlede ganske som sin Fader Joas. 012 2KI 014 004 Hun forsvandt Offerhøjene ikke. men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene. 012 2KI 014 005 Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe, der havde dræbt hans Fader Kongen; 012 2KI 014 006 men Mordernes Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN byder: "Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd." 012 2KI 014 007 Det var ham, der slog Edom i Saltdalen, 10.000 Mand, og indtog Sela, og han kaldte det Jokte'el, som det hedder den Dag i Dag. 012 2KI 014 008 Ved den Tid sendte Amazja Sendebud til Jebus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom, lad os se hinanden under Øjne!" 012 2KI 014 009 Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja af Juda det Svar: "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde byr løb hen over Tidselen og trampede den ned. 012 2KI 014 010 Du har slået Edom, og det har gjort dig overmodig; lad dig nu nøje med den Ære og bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for Fald?" 012 2KI 014 011 Men Amazja vilde intet høre. Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så hinanden under Øjne ved Bet Sjemesj i Juda; 012 2KI 014 012 Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit. 012 2KI 014 013 Men Kong Joas af Israel tog Ahazjas Søn Joas's Søn. Kong Amazja af Juda, til Fange ved BetSjemesj og førte ham til Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af 400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten; 012 2KI 014 014 og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i HERRENs Hus og i Skatkammeret i Kongens Palads; desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria. 012 2KI 014 015 Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte, og alle hans Heltegerninger, og hvorledes han førte Krig med Kong Amazja af Juda, står jo optegoet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 014 016 Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Jeroboam blev Konge i hans Sted. 012 2KI 014 017 Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter at Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, var død. 012 2KI 014 018 Hvad der ellers er at fortælle om Amazja, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 014 019 Da der stiftedes en Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, flygtede han til Lakisj; men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham der. 012 2KI 014 020 Så løftede man ham op på Heste, og han blev jordet i Jerusalem hos sine Fædre i Davidsbyen. 012 2KI 014 021 Hele Folket i Juda tog så Azarja, der dengang var seksten År gammel, og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted. 012 2KI 014 022 Det var ham, der befæstede Elat og atter forenede det med Juda, efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre. 012 2KI 014 023 I Joas's Søns, Kong Amazja af Judas, femtende Regeringsår ble Jeroboam, Joas's Søn, Konge over Israel, og han herskede een og fyrretyve År i Samaria. 012 2KI 014 024 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til. 012 2KI 014 025 Han tog Israels Landområde tilbage fra Egnen hen imod Hamat og til Arabasøen, efter det Ord, HERREN, Israels Gud, havde talet ved sin Tjener, Profeten Jonas, Amittajs Søn, fra Gat-Hefer. 012 2KI 014 026 Thi HERREN havde set Israels bitre Kvide, hvorledes de reves bort alle som een, fordi Israel ikke havde nogen Hjælper; 012 2KI 014 027 og HERREN havde ikke talet om, at han vilde udslette Israels Navn under Himmelen, derfor frelste han dem ved Jeroboam, Joas's Søn. 012 2KI 014 028 Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, alt, hvad han udførte, og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig, og hvorledes han tog Damaskus og Hamat til bage til Israel, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 014 029 Så lagde Jeroboam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Zekarja blev Konge i hans Sted. 012 2KI 015 001 I Kong Jeroboam af Israels syvogtyvende Regeringsår blev Azarja, Amazjas Søn, Konge over Juda. 012 2KI 015 002 Han var seksten År gammel, da han blev Konge, og han herskede to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og var fra Jerusalem. 012 2KI 015 003 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Amazja. 012 2KI 015 004 Kun forsvandt Offerhøjeneikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene, 012 2KI 015 005 Men HERREN ramte Kongen, så han blev spedalsk til sin Dødedag; og han fik Lov at blive boende i sit Hus, medens Kongens Søn Jotam rådede i Paladset og dømte Folket i Landet. 012 2KI 015 006 Hvad der ellers er at fortælle om Azarja, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 015 007 Så jagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Jotam blev Konge i hans Sted. 012 2KI 015 008 I Kong Azarja af Judas otte og tredivte Regeringsår blev Zekarja, Jeroboams Søn, Konge over Israel, og han herskede seks Måneder i Samaria. 012 2KI 015 009 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fædre, og han veg ikke fra de Synder, Jeroboam Nebats Søn, havde forledt Israel til. 012 2KI 015 010 Men Sjallum, Jabesjs Søn, stiftede en Sammensværgelse modham, huggede ham ned og dræbte ham i Jibleam og blev Konge i hans Sted. 012 2KI 015 011 Hvad der ellers er at fortælle om Zekarja, står optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 015 012 Således opfyldtes det Ord HERREN havde talet til Jehu, da han sagde: "Dine Sønner skal sidde på Israels Trone indtil fjerde Led." Således gik det. 012 2KI 015 013 I Kong Uzzija af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Sjallum, Jabesjs Søn, Konge, og han herskede en Måneds Tid i Samaria. 012 2KI 015 014 Da drog Menahem, Gadis Søn, op fra Tirza til Samaria, og der huggede han Sjallum, Jabesjs Søn, ned og dræbte ham og blev Konge i hans Sted. 012 2KI 015 015 Hvad der ellers er at fortælle om Sjallum og den Sammensværgelse, han stiftede, står optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 015 016 Fra Tirza hærgede Menahem ved den Tid Tappua og alt, hvad der var deri, og hele dets Område, fordi de ikke havde åbnet Portene for ham; derfor hærgede han det og lod Livet rive op på alle frugtsommelige Kvinder der. 012 2KI 015 017 I Kong Azarja af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Menahem, Gadis Søn, Konge over Israel, og han herskede ti År i Samaria. 012 2KI 015 018 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til. I hans Dage 012 2KI 015 019 faldt Kong Pul af Assyrien ind i Landet. Men Menahem gav Pul 1000 Talenter Sølv, for at han skulde støtfe ham og sikre ham Magten; 012 2KI 015 020 Menahem inddrev disse Penge hos Israel, hos alle de velhavende, halvtredsindstyve Sekel Sølv hos hver, for at udbetale dem til Assyrerkongen. Så vendte Assyrerkongen hjem og blev ikke længer der i Landet. 012 2KI 015 021 Hvad der ellers er at fortælle om Menahem, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 015 022 Så lagde Menahem sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Pekaja blev Konge i hans Sted. 012 2KI 015 023 I Kong Azarja af Judas halvtredsindstyvende Regeringsår blev Pekaja, Menahems Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Samaria. 012 2KI 015 024 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til. 012 2KI 015 025 Men hans Høvedsmand Peka, Remaljas Søn, stiftede en Sammensværgelse mod ham, og fulgt af halvtredsindstyve gileaditiske Mænd huggede han ham ned i Samada i Kongeborgen..., og efter at have dræbt ham blev han Konge i hans Sted. 012 2KI 015 026 Hvad der ellers er at fortælle om Pekaja, alt, hvad han udførte, står optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 015 027 I Kong Azarja af Judas to og halvtredsindstyvende Regeringsår blev Peka, Remaljas Søn, Konge over Israel, og han herskede tyve År i Samaria. 012 2KI 015 028 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til. 012 2KI 015 029 I Kong Peka af Israels Dage kom Assyrerkongen Tiglat-Pileser og indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma'aka, Ianoa, Kedesj, Hazor, Gilead og Galilæa, hele Naftalis Land, og førte Indbyggerne bort til Assyrien. 012 2KI 015 030 Men Hosea, Elas' Søn, stiftede en Sammensværgelse mod Peka, Remaljas Søn, huggede ham ned og dræbteham; og han blev Konge i hans Sted i Jotams, Uzzijas Søns, tyvende Regeringsår. 012 2KI 015 031 Hvad der ellers er at fortælle om Peka, alt, hvad han udførte, står optegnet i Israels Kongers Krønike. 012 2KI 015 032 I Remaljas Søns, Kong Peka af Israels, andet Regeringsår blev Jotam, Azarjas Søn, Konge over Juda. 012 2KI 015 033 Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var en Datter af Zadok. 012 2KI 015 034 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Uzzija. 012 2KI 015 035 Kun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene. Det var ham, der lod Øvreporten i HERRENs Hus opføre. 012 2KI 015 036 Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 015 037 På den Tid begyndte HERREN at lade Kong Rezin af Aram og Peka, Remaljas Søn, angribe Juda. 012 2KI 015 038 Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og han blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Akaz blev Konge i hans Sted. 012 2KI 016 001 I Pekas, Remaljas Søns, syttende Regeringsår blev Akaz, Jotams Søn, Konge over Juda. 012 2KI 016 002 Akaz var tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i HERREN hans Guds Øjne, som hans Fader David, 012 2KI 016 003 men vandrede i Israels Kongers Spor. Ja, han lod endog sin Søn gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne. 012 2KI 016 004 Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder og under alle grønne Træer. 012 2KI 016 005 På den Tid drog Kong Aezin af Aram og Remaljas Søn, Kong Peka af Israel, op for at angribe Jerusalem; og de indesluttede Akaz, men var ikke stærke nok til at angribe. 012 2KI 016 006 Ved den Lejlighed tog Edoms Konge; Elat tilbage til Edom; og efter at han havde jaget Judæerne ud af Elat, kom Edomiterne og bosatte sig der, og de bor der den Dag i Dag. 012 2KI 016 007 Men Akaz sendte Sendebud til Assyrerkongen Tiglat-Pileser og lod sige: "Jeg er din Træl og din Søn! Kom op og frels mig fra Arams og Israels Konger, som angriber mig!" 012 2KI 016 008 Tillige tog Akaz det Sølv og Guld, der fandtes i HERRENs Hus og Skat Kammeret i Kongens Palads, og sendte det som Gave til Assyrerkongen. 012 2KI 016 009 Assyrerkongen opfyldte hans Ønske og drog op mod Damaskus og indtog det; Indbyggerne førte han bort til Kir, og Rezin lod han dræbe. 012 2KI 016 010 Da Kong Akaz var draget op til Damaskus for at mødes med Assyrerkongen Tiglat-Pileser, så han Alteret i Damaskus, og Kong Akaz sendte Alterets Mål og en Tegning af det i alle Enkeltheder til Præsten Urija. 012 2KI 016 011 Og Præsten Urija byggede Alteret; i nøje Overensstemmelse med den Vejledning, Kong Akaz havde sendt fra Damaskus, udførte Præsten Urija det, før Kong Akaz kom hjem fra Damaskus. 012 2KI 016 012 Da Kongen kom hjem fra Damaskus og så Alteret, trådte han hen og steg op derpå; 012 2KI 016 013 og han ofrede sit Brændoffer og Afgrødeoffer, udgød sit Drikoffer og sprængte Blodet af sine Takofre på Alteret. 012 2KI 016 014 Men Kobberalteret, der stod for HERRENs Åsyn, fjernede han fra dets Plads foran Templet mellem Alteret og HERRENS Hus og flyttede det hen til Nordsiden af Alteret. 012 2KI 016 015 Derpå bød Kong Akaz Præsten Urija: "På det store Alter skal du ofre Morgenbrændofrene og Aftenafgrødeofrene, Kongens Brændofre og Afgrødeofre og Brændofrene fra alt Landets Folk såvel som deres Afgrødeofre og Drikofre og sprænge alt Blodet fra Brændofrene og Slagtofrene derpå. Hvad der skal gøres ved Kobberalteret, vil jeg tænke over." 012 2KI 016 016 Og Præsten Urija gjorde ganske som Kong Akaz bød. 012 2KI 016 017 Fremdeles lod Kong Aka Mellemstykkerne bryde af Stellene og Bækkenerne tage ned af dem; ligeledes lod han Havet løfte ned fra Kobberokserne, som har det, og opstille på Stenfliser; 012 2KI 016 018 den overdækkede Sabbatsgang, man havde bygget i Templet, og den kongelige Indgang udenfor lod han fjerne fra HERRENs Hus for Assyrerkongens Skyld. 012 2KI 016 019 Hvad der ellers er at fortælle om Akaz, alt, hvad han udførte. står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 016 020 Så lagde Akaz sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted. 012 2KI 017 001 I Kong Akaz af Judas tolvte Regeringsår blev Hosea, Elas Søn, Konge i Samaria over Israel, og han herskede ni År. 012 2KI 017 002 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dog ikke som de Konger i Israel, der var før ham. 012 2KI 017 003 Mod ham drog Assyrerkongen Salmanassar op, og Hosea underkastede sig og svarede ham Skat. 012 2KI 017 004 Men siden opdagede Assyrerkongen, at Hosea var ved at stifte en Sammensværgelse, idet han sendte Sendebud til Kong So af Ægypten og ikke mere svarede Assyrerkongen den årlige Skat. Så berøvede Assyrerkongen ham Friheden og lod ham kaste i Fængsel. 012 2KI 017 005 Assyrerkongen drog op og besatte hele Landet; han rykkede frem mod Samaria og belejrede det i tre År; 012 2KI 017 006 og i Hoseas niende Regeringsår indtog Assyrerkongen Samaria, bortførte Israel til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer. 012 2KI 017 007 Således gik det, fordi Israeliterne syndede mod HERREN deres Gud, der havde ført dem op fra Ægypten og udfriet dem af Ægypterkongen Faraos Hånd, og fordi de frygtede andre Guder; 012 2KI 017 008 de fulgte de Folkeslags Skikke, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne, og de Kongers Skik, som Israel havde indsat; 012 2KI 017 009 og Israeliterne udtænkte utilbørlige Ting mod HERREN deres Gud og byggede sig Offerhøje i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene til de befæstede Byer; 012 2KI 017 010 de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder og under alle grønne Træer 012 2KI 017 011 og tændte Offerild der på alle Høje ligesom de Folkeslag, HERREN havde ført bort foran dem, og øvede onde Ting, så at de krænkede HERREN; 012 2KI 017 012 de dyrkede Afgudsbillederne, skønt HERREN havde sagt: "Det må I ikke gøre!" 012 2KI 017 013 Og HERREN advarede Israel og Juda ved alle sine Profeter, alle Seerne, og sagde: "Vend om fra eders onde Færd og hold mine Bud og Anordninger i nøje Overensstemmelse med den Lov, jeg pålagde eders Fædre og kundgjorde eder ved mine Tjenere Profeterne!" 012 2KI 017 014 Men de vilde ikke høre; de gjorde sig halsstarrige som deres Fædre, der ikke stolede på HERREN deres Gud; 012 2KI 017 015 de lod hånt om hans Anordninger og den Pagt, han havde sluttet med deres Fædre, og om de Vidnesbyrd, han havde givet dem, og de holdt sig til Tomhed, så de blev til Tomhed, og efterlignede Folkeslagene rundt om dem, skønt HERREN havde pålagt dem ikke at gøre som de; 012 2KI 017 016 de sagde sig løs fra HERREN deres Guds Bud og lavede sig støbte Billeder, to Tyrekalve; de lavede sig også Asjerastøtter, tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede Ba'al: 012 2KI 017 017 de lod deres Sønner og Døtre gå igennem Ilden, drev Spådomskunster og Sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, så de krænkede ham. 012 2KI 017 018 Derfor blev HERREN såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit Åsyn, så der ikke blev andet end Judas Stamme tilbage. 012 2KI 017 019 Men heller ikke Juda holdt HERREN deres Guds Bud, men fulgte de Skikke, Israel havde indført. 012 2KI 017 020 Derfor forkastede HERREN bele Israels Slægt, ydmygede dem, ga dem til Pris for Røvere og stødte dem til sidst bort fra sit Åsyn. 012 2KI 017 021 Thi da Israel havde revet sig løs fra Davids Hus og gjort Jeroboam, Nebats Søn, til Konge, drog denne Israel bort fra HERREN og forledte dem til en stor Synd; 012 2KI 017 022 og Israeliterne vandrede i alle de Synder, Jeroboam havde begået, og veg ikke derfra, 012 2KI 017 023 så at HERREN til sidst drev Israel bort fra sit Åsyn, som han havde sagt ved alle sine Tjenere Profeterne; og Israel måtte vandre bort fra sit Land til Assyrien, hvor det er den Dag i Dag. 012 2KI 017 024 Derefter lod Assyrerkongen Folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim komme og bosætte sig i Samarias Byer i Stedet for Israeliterne; og de tog Samaria i Besiddelse og bosatte sig i Byerne. 012 2KI 017 025 Men den første Tid de boede der, frygtede de ikke HERREN; derfor sendte HERREN Løver iblandt dem, som dræbte dem. 012 2KI 017 026 Da sendte de Assyrerkongen det Bud: "De Folk, du førte bort fra deres Hjem og lod bosætte sig i Samarias Byer, ved ikke, hvorledes Landets Gud skal dyrkes; derfor har han sendt Løver imod dem, og de dræber dem, fordi de ikke ved, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!" 012 2KI 017 027 Og Assyrerkongen bød: "Lad en af de Præster, jeg førte bort derfra, drage derhen, lad ham drage hen og bosætte sig der og lære dem, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!" 012 2KI 017 028 Så kom en af de Præster, de havde ført bort fra Samaria, og bosatte sig i Betel, og han lærte dem, hvorledes de skulde frygte HERREN. 012 2KI 017 029 Men hvert Folk gav sig til at lave sig sin egen Gud og stillede ham op i Offerhusene på Højene, som Samaritanerne havde opførf, hvert Folk i sin By, hvor de havde bosat sig; 012 2KI 017 030 Folkene fra Babel lavede Sukkot-Benot, Folkene fra Kuta Nergal, Folkene fra Hamat Asjima, 012 2KI 017 031 Avvijiterne Nibhaz og Tartak, og Sefarviterne brændte deres Børn til Ære for Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims Guder. 012 2KI 017 032 Men de frygtede også HERREN og indsatte Folk at deres egen Midte til Præstr ved Offerhøjene, og disse ofrede for dem i Offerhusene på Højene. 012 2KI 017 033 De frygte de HERREN, men dyrkede også deres egne Guder på de Folkeslags Vis, de var ført bort fra. 012 2KI 017 034 Endnu den Dag i Dag følger de deres gamle Skikke. De frygtede ikke HERREN og handlede ikke efter de Anordninger og Lovbud, de havde fået, eller efter den Lov og det Bud, HERREN havde givet Jakobs Sønner, han, hvem han gav Navnet Israel. 012 2KI 017 035 Og HERREN havde sluttet en Pagt med dem og givet dem det Bud: "I må ikke frygte andre Guder eller tilbede dem, ikke dyrke dem eller ofre til dem; 012 2KI 017 036 men HERREN, som førte eder ud af Ægypten med vældig Kraft og udstrakt Arm, ham skal I frygte, ham skal I tilbede, og til ham skal I ofre! 012 2KI 017 037 De Anordninger og Lovbud, den Lov og det Bud, han har opskrevet for eder, skal I omhyggeligt holde til alle Tider, og I må ikke frygte andre Guder! 012 2KI 017 038 Den Pagt, han har sluttet med eder, må I ikke glemme, og I må ikke frygte andre Guder; 012 2KI 017 039 men HERREN eders Gud skal I frygte, så vil han fri eder af alle eders Fjenders Hånd!" 012 2KI 017 040 Dog vilde de ikke høre, men blev ved at handle som før. 012 2KI 017 041 Således frygtede disse Folkeslag HERREN, men dyrkede tillige deres udskårne Billeder; og deres Børn og Børnebørn gør endnu den Dag i Dag som deres Fædre. 012 2KI 018 001 I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsår blev Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda. 012 2KI 018 002 Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en Datter af Zekarja. 012 2KI 018 003 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader David. 012 2KI 018 004 Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for den, og man kaldte den Nehusjtan. 012 2KI 018 005 Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger. 012 2KI 018 006 Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham, og han overholdt de Bud, HERREN havde givet Moses. 012 2KI 018 007 Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke stå under ham. 012 2KI 018 008 Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, både Vagttårnene og de befæstede Byer. 012 2KI 018 009 I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels, syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa maria, belejrede 012 2KI 018 010 og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget. 012 2KI 018 011 Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer, 012 2KI 018 012 til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst, men overtrådt hans Pagt, alt hvad HERRENs Tjener Moses havde påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter. 012 2KI 018 013 I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. 012 2KI 018 014 Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter Guld; 012 2KI 018 015 og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENs Hus og i Skatkamrene i Kongens Palads. 012 2KI 018 016 Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENs Helligdom og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og udleverede det til Assyrerkongen. 012 2KI 018 017 Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. 012 2KI 018 018 Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til dem. 012 2KI 018 019 Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du hengiver dig til? 012 2KI 018 020 Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? 012 2KI 018 021 Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. 012 2KI 018 022 Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter, i Jerusalem skal I tilbede! 012 2KI 018 023 Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! 012 2KI 018 024 Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? 012 2KI 018 025 Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!" 012 2KI 018 026 Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" 012 2KI 018 027 Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand!" 012 2KI 018 028 Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! 012 2KI 018 029 Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd! 012 2KI 018 030 Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! 012 2KI 018 031 Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, 012 2KI 018 032 indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde, et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og siger: HERREN vil frelse os! 012 2KI 018 033 Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? 012 2KI 018 034 Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas Guder? Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? 012 2KI 018 035 Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?" 012 2KI 018 036 Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham. 012 2KI 018 037 Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt. 012 2KI 019 001 Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus. 012 2KI 019 002 Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, 012 2KI 019 003 for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! 012 2KI 019 004 Dog vil HERREN din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt - gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" 012 2KI 019 005 Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, 012 2KI 019 006 sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! 012 2KI 019 007 Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!" 012 2KI 019 008 Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna; thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj. 012 2KI 019 009 Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte atter Sendebud til Ezekias og sagde: 012 2KI 019 010 "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! 012 2KI 019 011 Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem - og du skulde kunne undslippe! 012 2KI 019 012 De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Haran, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? 012 2KI 019 013 Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?" 012 2KI 019 014 Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn. 012 2KI 019 015 Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: "HERRE, Israels Gud, du, som troner over heruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! 012 2KI 019 016 Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg Mærke til de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! 012 2KI 019 017 Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort de Folk og deres Lande 012 2KI 019 018 og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge dem. 012 2KI 019 019 Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!" 012 2KI 019 020 Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" 012 2KI 019 021 Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! 012 2KI 019 022 Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Mod Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! 012 2KI 019 023 Ved dine Sendebud håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. 012 2KI 019 024 Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" 012 2KI 019 025 Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe, 012 2KI 019 026 mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. Jeg ser, når du rejser 012 2KI 019 027 og sætter dig, ved, når du går og kommer. 012 2KI 019 028 Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet for Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom! 012 2KI 019 029 Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så oghøste, plante Vin og nyde dens Frugt. 012 2KI 019 030 Den bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. 012 2KI 019 031 HERRENs Nidkærhed virker dette. 012 2KI 019 032 Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod dem; 012 2KI 019 033 ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra HERREN. 012 2KI 019 034 Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld! 012 2KI 019 035 Samme Nat gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. 012 2KI 019 036 Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. 012 2KI 019 037 Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog Adrammelek og Sarezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land; og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted. 012 2KI 020 001 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" 012 2KI 020 002 Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN: 012 2KI 020 003 "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. 012 2KI 020 004 Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før HERRENs Ord kom til ham således: 012 2KI 020 005 "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op i HERRENs Hus; 012 2KI 020 006 og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min Tjener Davids Skyld!" 012 2KI 020 007 Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask. 012 2KI 020 008 Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at HERREN vil helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i HERRENs Hus?" 012 2KI 020 009 Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger frem eller ti Streger tilbage?" 012 2KI 020 010 Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej, lad den gå ti Streger tilbage!" 012 2KI 020 011 Da råbte Profeten Esajas til HERREN; og han lod Skyggen på Akaz's Solur gå ti Streger tilbage. 012 2KI 020 012 Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde været syg. 012 2KI 020 013 Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem. 012 2KI 020 014 Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel!" 012 2KI 020 015 Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem!" 012 2KI 020 016 Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør HERRENs Ord! 012 2KI 020 017 Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger HERREN! 012 2KI 020 018 Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!" 012 2KI 020 019 Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra HERREN, du har kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!" 012 2KI 020 020 Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 020 021 Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted. 012 2KI 021 001 Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba. 012 2KI 021 002 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne. 012 2KI 021 003 Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele Himmelens Hær. 012 2KI 021 004 Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn." 012 2KI 021 005 Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs Hus's Forgårde. 012 2KI 021 006 Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham. 012 2KI 021 007 Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om bvilket HERREN havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer, vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid; 012 2KI 021 008 og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min Tjener Moses gav dem." 012 2KI 021 009 Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet foran Israeliterne. 012 2KI 021 010 Da talede HERREN ved sine Tjenere Profeterne således: 012 2KI 021 011 "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd, 012 2KI 021 012 derfor, så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom! 012 2KI 021 013 Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et Fad og vender det om; 012 2KI 021 014 jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle deres Fjender, 012 2KI 021 015 fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig, lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i Dag!" 012 2KI 021 016 Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 012 2KI 021 017 Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 021 018 Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted. 012 2KI 021 019 Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en Datter af Haruz fra Jotba. 012 2KI 021 020 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader Manasse; 012 2KI 021 021 han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne, som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem; 012 2KI 021 022 han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på HERRENs Vej. 012 2KI 021 023 Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans 012 2KI 021 024 men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans Sted. 012 2KI 021 025 Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 021 026 Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn Josias blev Konge i hans Sted. 012 2KI 022 001 Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede een og tredive År i Jerusalem. Hans Moder hed Jedida og var en Datter af Adaja fra Bozkat. 012 2KI 022 002 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede nøje i sin Fader Davids Spor uden at vige til højre eller venstre. 012 2KI 022 003 I Kong Josias's attende Regeringsår sendte Kongen Statsskriveren Sjafan, en Søn af Mesjullams Søn Azalja, til HERRENs Hus og sagde: 012 2KI 022 004 "Gå op til Ypperstepræsten Hilkija og lad ham tage de Penge frem, der er indkommet i HERRENs Hus, og som Dørvogterne har samlet ind hos Folket, 012 2KI 022 005 for af man kan give Pengene til dem, der står for Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus; de skal så give dem til Arbejderne i HERRENs Hus til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet, 012 2KI 022 006 til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne, og til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse. 012 2KI 022 007 Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over de Penge, der overlades dem, men de skal handle på Tro og Love." 012 2KI 022 008 Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren Sjafan: "Jeg har fundet Lovbogen i HERRENS Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen, og han læste den. 012 2KI 022 009 Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til Kongen og aflagde Beretning for ham og sagde: "Dine Trælle har taget de Penge frem, der fandtes i Templet, og givet dem til dem, der står for Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus." 012 2KI 022 010 Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan læste den for Kongen. 012 2KI 022 011 Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen, sønderrev han sine Klæder; 012 2KI 022 012 og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam, Sjafans Søn, Akbor, Mikas Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja: 012 2KI 022 013 "Gå hen og rådspørg på mine og Folkets og hele Judas Vegne HERREN om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre ikke har adlydt Ordene i denne Bog og ikke har handlet nøje efter, hvad der står skrevet deri." 012 2KI 022 014 Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og Asaja gik da hen og talte med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum, Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som boede i Jerusalem i den nye Bydel. 012 2KI 022 015 Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den Mand, der sendte eder til mig: 012 2KI 022 016 Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og dets Indbyggere, alt, hvad der står i den Bog, Judas Konge har læst, 012 2KI 022 017 til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre Guder, så at de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes! 012 2KI 022 018 Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN, skal I sige således: Så siger HERREN, Israels Gud: De Ord, du har hørt, står fast; 012 2KI 022 019 men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for HERREN, da du hørte, hvad jeg har talet mod dette Sted og dets Indbyggere, at de skal blive til Rædsel og Forbandelse, og efterdi du sønderrev dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN! 012 2KI 022 020 Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at se, som jeg vil bringe over defte Sted." Det Svar bragte de Kongen. 012 2KI 023 001 Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen hos sig. 012 2KI 023 002 Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus. 012 2KI 023 003 Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten. 012 2KI 023 004 Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al, Asjera og hele Himmelens Hær, ud af HERRENs Helligdom, og han lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og Asken lod han bringe til Betel. 012 2KI 023 005 Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat, og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær. 012 2KI 023 006 Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs Hus uden for Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave. 012 2KI 023 007 Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus rive ned, dem i hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera. 012 2KI 023 008 Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går ind ad Byporten. 012 2KI 023 009 Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til HERRENs Alter i Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre. 012 2KI 023 010 Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok. 012 2KI 023 011 Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen ved Indgangen til HERRENs Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde. 012 2KI 023 012 Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge Forgårdene til HERRENs Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal. 012 2KI 023 013 Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte; Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen. 012 2KI 023 014 Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og Pladsen fylde med Menneskeknogler. 012 2KI 023 015 Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde. 012 2KI 023 016 Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde dem på Alteret for, at vanhellige det efter HERRENs Ord, som den Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting, 012 2KI 023 017 Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel." 012 2KI 023 018 Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred. 012 2KI 023 019 Også alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer, som Israels Konger havde opført for at krænke HERREN, lod Josias fjerne, og han handlede med dem ganske som han havde gjort i Betel; 012 2KI 023 020 og han lod alle Højenes Præster, som var der ved Altrene, dræbe, og han opbrændte Menneskeknogler på Altrene. Så vendte han tilbage til Jerusalem. 012 2KI 023 021 Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for HERREN eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!" 012 2KI 023 022 Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel; 012 2KI 023 023 men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan Påske fejret for HERREN i Jerusalem. 012 2KI 023 024 Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i HERRENs Hus. 012 2KI 023 025 Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til HERREN og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans Lige. 012 2KI 023 026 Alligevel lagde HERRENs mægtige Vredesglød sig ikke, thi hans Vrede var blusset op mod Juda over alle de Krænkelser, Manasse havde tilføjet ham. 012 2KI 023 027 Og HERREN sagde: "Også Juda vil jeg fjerne fra mit Åsyn, ligesom jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min udvalgte By, og det Hus, om hvilket jeg har sagt: Mit Navn skal være der!" 012 2KI 023 028 Hvad der ellers er at fortælle om Josias, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 023 029 I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko op til Eufratfloden imod Assyrerkongen. Kong Josias rykkede imod ham, men Neko fældede ham ved Megiddo, straks han så ham. 012 2KI 023 030 Og hans Folk førte ham død bort fra Megiddo, bragte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav. Men Folket fra Landet tog Joahaz, Josias's Søn, og salvede og hyldede ham til Bonge i hans Faders Sted. 012 2KI 023 031 Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusalem. Hans Moder hed Hamutal og var en Datter af Jirmeja fra, Libna. 012 2KI 023 032 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans Fædre. 012 2KI 023 033 Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats Land og gjorde dermed Ende på hans Herredømme i Jerusalem og lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet. 012 2KI 023 034 Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's Søn, til Konge i hans Fader Josias's Sted, og han ændrede hans Navn til Jojakim; Joahaz derimod tog han med til Ægypten, og der døde han. 012 2KI 023 035 Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao; men for. at kunne udrede Pengeneefter Faraos Befaling satte han Landet i Skat; efter som hver især var sat i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet for at give Farao Neko det. 012 2KI 023 036 Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zebida og var en Datter af Pedaja fra Ruma. 012 2KI 023 037 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans Fædre. 012 2KI 024 001 I hans Dage drog Kong Nebukadnezar af Balel op, og Jojakim underkastede sig ham; men efter tre Års Forløb faldt han fra ham igen. 012 2KI 024 002 Da sendte HERREN kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske Strejfskarer imod ham; dem sendte han ind i Juda for at ødelægge det efter det Ord, HERREN havde talet ved sine Tjenere Profeterne. 012 2KI 024 003 Det skyldtes ene og alene HERRENs Vrede, at Juda blev drevet bort fra HERRENs Åsyn; det var for Manasses Synders Skyld, for alt det, han havde gjort, 012 2KI 024 004 også for det uskyldige Blods Skyld, som han havde udgydt så meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det vilde HERREN ikke tilgive. 012 2KI 024 005 Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, alt, hvad han udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 012 2KI 024 006 Så lagde Jojakim sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Jojakin blev Kooge i hans Sted. 012 2KI 024 007 Men Ægypterkongen drog ikke mere ud af sit Land, thi Babels Konge havde taget alt, hvad der tilhørte Ægypterkongen fra Ægyptens Bæk til Eufratfloden. 012 2KI 024 008 Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusålem. Hans Moder hed Nehusjta og var en Datter af Elnatan fra Jerusalem. 012 2KI 024 009 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader. 012 2KI 024 010 På den Tid drog Kong Nebukadnezar af Babels Folk op mod Jerusalem, og Byen blev belejret. 012 2KI 024 011 Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens hans Folk belejrede det. 012 2KI 024 012 Da overgav Kong Jojakin af Juda sig med sin Modet, sine Tjenere, Øverster og Hoffolk til Babels Konge, og han tog imod ham; det var i Kongen af Babels ottende Regeringsår. 012 2KI 024 013 Og som HERREN havde forudsagt, førte han alle Skattene i HERRENs Hus og Kongens Palads bort og brød Guldet af alle de Ting, Kong Salomo af Israel havde ladet lave i HERRENs Helligdom. 012 2KI 024 014 Og han førte hele Jerusalem, alle Øversterne og de velhavende, 10.000 i Tal, bort som Fanger, ligeledes Grovsmede og Låsesmede, så der ikke blev andre tilbage end de fattigste af Folket fra Landet. 012 2KI 024 015 Så førte han Jojakin som Fange til Babel, også Kongens Moder og Hustruer, hans Hoffolk og alle de højtstående i Landet førte han som Fanger fra Jerusalem til Babel; 012 2KI 024 016 fremdeles alle de velbavende, 7000 i Tal, Grovsmedene og Låsesmedene, 1800 i Tal, alle øvede Krigere - dem førte Babels Konge som Fanger til Babel. 012 2KI 024 017 Men i Jojakins Sted gjorde Babels Konge hans Farbroder Mattanja til Konge, og han ændrede hans Navn til Zedekias. 012 2KI 024 018 Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna. 012 2KI 024 019 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som Jojakim. 012 2KI 024 020 Thi for HERRENs Vredes Skyld timedes dette Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt fra Babels Konge. 012 2KI 025 001 I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem og belejrede det, og de byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; 012 2KI 025 002 og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte Regeringsår. 012 2KI 025 003 På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. 012 2KI 025 004 Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene flygtede om Natten gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og han tog Vejen ad Arabalavningen til. 012 2KI 025 005 Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. 012 2KI 025 006 Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. 012 2KI 025 007 Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, og på Zedekias selv lod han Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte de ham til Babel. 012 2KI 025 008 På den syvende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadnezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels Konges Tjener, til Jerusalem. 012 2KI 025 009 Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; 012 2KI 025 010 og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes Folk, som Øversten for Livvagten havde med sig. 012 2KI 025 011 De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og, de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. 012 2KI 025 012 Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet lod Øversten for Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere. 012 2KI 025 013 Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. 012 2KI 025 014 Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; 012 2KI 025 015 også Panderne og Skålene, alt, hvad der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten. 012 2KI 025 016 De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus - Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. 012 2KI 025 017 Atten Alen høj var den ene Søjle, og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, tre Alen højt, og rundt om Søjlehovederne var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle. 012 2KI 025 018 Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Andenpræsten Zefanja og de tre Dørvogtere; 012 2KI 025 019 og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med Krigs folket, og fem Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd af Folket fra Landet, der fandtes i Byen, 012 2KI 025 020 dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla; 012 2KI 025 021 og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land. 012 2KI 025 022 Over de Folk, der blev tilbage i Judas Land, dem, Babels Konge Nebukadnezar lod blive tilbage, satte han Gedalja, Ahikams Søn, Sjafans Sønnesøn. 012 2KI 025 023 Da nu alle Hærførerne med deres Folk hørte, at Babels Konge havde indsat Gedalja, kom de til ham i Mizpa, Jisjmael, Netanjas Søn, Johanan, Bareas Søn, Seraja, Tanhumets Søn fra Netofa, og Ja'azanja, Ma'akatitens Søn, tillige med deres Folk. 012 2KI 025 024 Og Gedalja besvor dem og deres Folk og sagde: "Frygt ikke for Kaldæerne! Bliv i Landet og underkast eder Babels Konge, så vil det gå eder vel!" 012 2KI 025 025 Men i den syvende Måned kom Jisjmael, Netanjas Søn, Elisjamas Sønnesøo, en Mand af kongelig Byrd, med ti Mænd og slog Gedalja ihjel tillige med de Judæere og Kaldæere, der var hos ham i Mizpa. 012 2KI 025 026 Da brød hele Folket, store og små, og Hærførerne op og drog til Ægypten; thi de frygtede for Kaldæerne. 012 2KI 025 027 I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den syv og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet. 012 2KI 025 028 Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, der var hos ham i Babel. 012 2KI 025 029 Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede. 012 2KI 025 030 Han fik sit daglige Underhold af Kongen, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, så længe han levede. # # BOOK 013 1CH 1 Chronicles Første Krønikebog 013 1CH 001 001 Adam, Set Enosj, 013 1CH 001 002 Kenan, Mahalal'el, Jered, 013 1CH 001 003 Enok, Metusalem, Lemek, 013 1CH 001 004 Noa, Sem, Kam og Jafet. 013 1CH 001 005 Jafets Sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. 013 1CH 001 006 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma. 013 1CH 001 007 Javans Sønner: Elisja, Tarsis, Kitæerne og Rodosboerne. 013 1CH 001 008 Kams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana'an. 013 1CH 001 009 Kusj' Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan. 013 1CH 001 010 Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. 013 1CH 001 011 Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, 013 1CH 001 012 Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. 013 1CH 001 013 Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, og Het, 013 1CH 001 014 Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, 013 1CH 001 015 Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, 013 1CH 001 016 Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne. 013 1CH 001 017 Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. 013 1CH 001 018 Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; 013 1CH 001 019 Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. 013 1CH 001 020 Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, 013 1CH 001 021 Hadoram, Uzal, Dikla, 013 1CH 001 022 Ebal, Abimael, Saba, 013 1CH 001 023 Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner. 013 1CH 001 024 Sems Sønner: Arpaksjad, Sjela, 013 1CH 001 025 Eber, Peleg, Re'u, 013 1CH 001 026 Serug, Nakor, Tara 013 1CH 001 027 og Abram, det er Abraham. 013 1CH 001 028 Abrahams Sønner: Isak og Ismael. 013 1CH 001 029 Dette er deres Slægtebog: Ismaels førstefødte Nebajot, dernæst Kedar, Adbe'el, Mibsam, 013 1CH 001 030 Misjma, Duma, Massa, Hadad, Tema, 013 1CH 001 031 Jetur, Nafesj og Kedma. Det var Ismaels Sønner. 013 1CH 001 032 De Sønner, som Abrahams Medhustru Hetura fødte: Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. Joksjans Sønner: Saba og Dedan. 013 1CH 001 033 Midjans Sønner: Efa, Efer, Hallok, Ahida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner. 013 1CH 001 034 Abraham avlede Isak. Isaks Sønner: Jakob og Esau. 013 1CH 001 035 Esaus Sønner: Elifaz, Re'uel, Je'usj, Jalam og Kora. 013 1CH 001 036 Elifaz's Sønner: Teman, Omar, Zef, Gatam, Kenaz, Timna og Amalek. 013 1CH 001 037 Re'uels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. 013 1CH 001 038 Se'irs Sønner: Lotan, Sjobal, Zib'on, Ana, Disjon, Ezer og Disjan. 013 1CH 001 039 Iotans Sønner: Hori og Hemam; og Lotans Søster var Timna. 013 1CH 001 040 Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjeft og Onam. Zib'ons Sønner: Ajja og Ana. 013 1CH 001 041 Anas Sønner: Disjon. Disjons Sønner: Hemdan. Esjban, Jitran og Keran. 013 1CH 001 042 Ezers Sønner: Bilhan, Za'avan og Akan. Disjans Sønner: Uz og Aran. 013 1CH 001 043 Følgende var de Konger, der herskede i Edoms, Land, før Israeliterne fik Konger: Bela, Beors Søn; hans By hed Dinhaba. 013 1CH 001 044 Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans Sted. 013 1CH 001 045 Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans Sted. 013 1CH 001 046 Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Konge i hans Sted; det var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed Avit. 013 1CH 001 047 Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted. 013 1CH 001 048 Da Samla døde, blev Sja'ul fra Rehobot ved Floden Konge i hans Sted. 013 1CH 001 049 Da Sja'ul døde, blev Ba'al-Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted. 013 1CH 001 050 Da Ba'al-Hanan døde, blev Hadad Konge i hans Sted; hans By hed Pa'i, og hans Hustru hed Mehetab'el, en Datter af Matred, en Datter af Mezahab. 013 1CH 001 051 DaHadad døde, fremtrådte Edoms Stammehøvdinger: Høvdingerne Timna, Alja, Jetet, 013 1CH 001 052 Oholibama, Ela, Pioon, 013 1CH 001 053 Kenaz, Teman, Mibzar, 013 1CH 001 054 Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger. 013 1CH 002 001 Israels Sønner var følgende: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zabulon, 013 1CH 002 002 Dan, Josef, Benjamin, Naftali, Gad og Aser. 013 1CH 002 003 Judas Sønner: Er, Onan og Sjela; disse tre fødtes ham af Kana'anæer kvinden Batsjua. Men Er, Judas førstefødte, var HERREN imod, og han lod ham dø. 013 1CH 002 004 Derpå fødte Judas Sønnekone Tamar ham Perez og Zera, så at Judas Sønner i alt var fem. 013 1CH 002 005 Perez's Sønner: Hezron og Hamul. 013 1CH 002 006 Zeras Sønner: Zimri, Etan, Heman, Kalkol og Darda, i alt fem. 013 1CH 002 007 Karmis Sønner: Akar, der styrtede Israel i Ulykke, idet han forgreb sig på det Gods, der var lagt Band på. 013 1CH 002 008 Etans Sønner: Azarja. 013 1CH 002 009 Hezrons Sønner, som fødfes ham: Jerame'el, Ram og Kelubaj. 013 1CH 002 010 Ram avlede Amminadab; Amminadab avlede Nahasjon, Judæernes Øverste; 013 1CH 002 011 Nahasjon avlede Salma; Salma avlede Boaz; 013 1CH 002 012 Boaz avlede Obed; Obed avlede Isaj; 013 1CH 002 013 Isaj avlede sin førstefødte Eliab, sin anden Søn Abinadab, sin tredje Søn, Sjim'a, 013 1CH 002 014 sin fjerde Søn Netan'el, sin femte Søn Raddaj, 013 1CH 002 015 sin sjette Søn Ozem og sin syvende Søn David; 013 1CH 002 016 deres Søstre var Zeruja og Abigajil. Zerujas Sønner: Absjaj, Joab og Asa'el, tre. 013 1CH 002 017 Abigajil fødte Amasa, hvis Fader var Ismaeliten Jeter. 013 1CH 002 018 Hezrons Søn Kaleb avlede med sin Hustru Azuba Jeriot; og hendes Sønner var følgende: Jesjer, Sjobab og Ardon. 013 1CH 002 019 Da Azuba døde, ægtede Kaleb frat, som fødte ham Hur. 013 1CH 002 020 Hur avlede Uri, og Uri avlede Bezal'el. 013 1CH 002 021 Derefter gik Hezron ind til Gileads Fader Makirs Datter, som han ægtede, da han var tredsindstyve År gammel, og hun fødte ham Segub. 013 1CH 002 022 Segub avlede Ja'ir, som ejede tre og tyve Byer i Gileads Land. 013 1CH 002 023 Men Gesjur og Aram fratog dem Ja'irs Teltbyer, Kenat med Småbyer, tresindstyve Byer. Alle disse var Gileads Fader Makirs Sønner. 013 1CH 002 024 Efter Hezrons Død gik Kaleb ind til sin Fader Hezrons Hustru Efrata, og hun fødte ham Asjhur, der blev Fader til Tekoa. 013 1CH 002 025 Jerame'els, Hezrons førstefødtes, Sønner: Ram, den førstefødte, dernæst Buna, Oren og Ozem, hans Brødre. 013 1CH 002 026 Og Jerame'el havde en anden Hustru ved Navn Atara, som var Moder til Onam. 013 1CH 002 027 Rams, Jerame'els førstefødtes, Sønner: Ma'az, Jamin og Eker. 013 1CH 002 028 Onams Sønner: Sjammaj og Jada. Sjammajs Sønner: Nadab og Abisjur. 013 1CH 002 029 Abisjurs Hustru hed Abihajil; hun fødte ham Aban og Molid. 013 1CH 002 030 Nadabs Sønner: Seled og Appajim; Seled døde barnløs. 013 1CH 002 031 Appajims Sønner: Jisj'i. Jisj'is Sønner: Sjesjan. Sjesjans Sønner: Alaj. 013 1CH 002 032 Sjammajs Broder Jadas Sønner: Jeter og Jonatan. Jeter døde barnløs. 013 1CH 002 033 Jonatans Sønner: Pelet og Zaza. Det var Jerame'els Efterkommere. 013 1CH 002 034 Sjesjan havde kun Døtre, ingen Sønner. Men Sjesjan havde en ægyptisk Træl ved Navn Jarha, 013 1CH 002 035 og Sjesjan gav sin Træl Jarha sin Datter til Ægte, og hun fødte ham Attaj. 013 1CH 002 036 Attaj avlede Natan; Natan avlede Zabad; 013 1CH 002 037 Zabad avlede Eflal; Eflal avlede Obed; 013 1CH 002 038 Obed avlede Jehu; Jehu avlede Azarja; 013 1CH 002 039 Azarja avlede Helez; Helez avlede El'asa; 013 1CH 002 040 El'asa avlede Sismaj; Sismaj avlede Sjallum; 013 1CH 002 041 Sjallum avlede Jekamja; Jekamja avlede Elisjama. 013 1CH 002 042 Jerame'els Broder Kalebs Sønner: Maresja, hans førstefødte, som var Fader til Zif. Maresjas Sønner: Hebron. 013 1CH 002 043 Hebrons Sønner: Kora, Tappua, Rekem og Sjema. 013 1CH 002 044 Sjema avlede Raham, der var Fader til Jorke'am. Rekem avlede Sjammaj. 013 1CH 002 045 Sjammajs Søn var Maon, som var Fader til Bet-Zur. 013 1CH 002 046 Kalebs Medhustru Efa fødte Karan, Moza og Gazez; Karan avlede Gazez. 013 1CH 002 047 Jadajs Sønner: Regem, Jotam, Gersjan, Pelet, Efa og Sja'af. 013 1CH 002 048 Halebs Medhustru Ma'aka fødfe Sjeber og Tirhana. 013 1CH 002 049 Sja'af, Madmannasader, avlede Sjeva, Makbenas Fader og Gibeas Fader. Kalebs Datter var Aksa. 013 1CH 002 050 Det var Halebs Efterkommere. Hurs, Efratas førstefødtes, Sønner: Sjobal, Kirjat-Jearims Fader, 013 1CH 002 051 Salma, Betlehems Fader, og Haref, Bef-Gaders Fader. 013 1CH 002 052 Sjobal, Birjat-Jearims Fader, havde følgende Sønner: Reaja, Halvdelen af Manahatiterne. 013 1CH 002 053 Kirjat-Jearims Slægter: Jitriterne, Putiterne, Sjumatiterne og Misjraiterne; fra dem udgik Zor'atiterne og Esjtaoliterne. 013 1CH 002 054 Salmas Sønner: Betlehem, Netofatiterne, Atarot-Bet-Joab, Halvdelen af Manahatiterne og Zor'iterne. 013 1CH 002 055 De i Jabez bosatte skriftlærdes Slægter: Tir'atiterne, Sjim'atiterne og Sukatiterne, det er Kiniterne, som nedstammede fra Hammat, Rekabs Slægts Fader. 013 1CH 003 001 Davids Sønner, som fødtes ham i Hebron, var følgende: Ammon, den førstefødte, som han havde med Ahinoam fra Jizre'el, den anden Daniel, med Abigajil fra Karmel, 013 1CH 003 002 den tredje Absalom, en Søn af Ma'aka, Kong Talmaj af Gesjurs Datter, den fjerde Adonija, Haggits Søn, 013 1CH 003 003 den femte Sjefafja, som han havde med Abital, den sjette Jitream, som han havde med sin Hustru Egla. 013 1CH 003 004 Seks fødtes ham i Hebron, hvor han herskede syv År og seks Måneder. Tre og tredive År herskede han i Jerusalem. 013 1CH 003 005 Følgende fødtes ham i Jerusalem: Sjim'a, Sjobab, Natan og Salomo, hvilke fire han havde med Ammiels Datter Batsjua; 013 1CH 003 006 fremdeles Jibhar, Elisjama, Elifelet, 013 1CH 003 007 Noga, Nefeg, Jafia, 013 1CH 003 008 Elisjama. Be'eljada og Elifelet, i alt ni. 013 1CH 003 009 Det var alle Davids Sønner foruden Medhustruernes Sønner; og Tamar var deres Søster. 013 1CH 003 010 Salomos Søn Rehabeam, hans Søn Abija, hans Søn Asa, hans Søn Josafat, 013 1CH 003 011 hans Søn Joram, hans Søn Ahazja, hans Søn Joas, 013 1CH 003 012 hans Søn Amazja, hans Søn Azarja, hans Søn Jotam, 013 1CH 003 013 hans Søn Akaz, hans Søn Ezekias, hans Søn Manasse, 013 1CH 003 014 hans Søn Amon, hans Søn Josias. 013 1CH 003 015 Josias's Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum. 013 1CH 003 016 Jojakims Sønner: Hans Søn Jekonja, hans Søn Zedekias. 013 1CH 003 017 Den fængslede Jekonjas Sønner: Hans Søn Sjealtiel, 013 1CH 003 018 Malkiram, Pedaja, Sjen'azzar, Jekamja, Hosjama og Nedabja. 013 1CH 003 019 Pedajas Sønner: Zerubbabel og Sjim'i. Zerubbabels Sønner: Mesjullam og Hananja og deres Søster Sjelomit. 013 1CH 003 020 Mesjullams Sønner: Hasjuba, Ohel, Berekja, Hasadja og Jusjab Hesed, fem. 013 1CH 003 021 Hananjas Sønner: Pelatja, Jesja'ja, Refaja, Arnan, Obadja og Sjekanja. 013 1CH 003 022 Sje'kanjas Sønner: Sjemaja, Hattusj, Jig'al, Baria, Nearja og Sjafat, seks. 013 1CH 003 023 Nearjas Sønner: Eljoenaj, Hizkija og Azrikam, tre. 013 1CH 003 024 Eljoenajs Sønner: Hodavja, Eljasjib, Pelaja, Akkub, Johanan, Delaja og Anani, syv. 013 1CH 004 001 Judas Sønner: Perez, Hezron, Karmi, Hur og Sjobal. 013 1CH 004 002 Sjobals Søn Reaja avlede Jahat; Jahat avlede Ahumaj og Lahad. Det var Zor'atitemes Slægter. 013 1CH 004 003 Etams Fader Hurs Sønner var følgende: Jizre'el, Jisjma og Jidbasj; deres Søster hed Hazlelponi; 013 1CH 004 004 og Penuel, Gedors Fader, og Ezer, Husjas Fader; det var Efratas' førstefødte Hurs, Betlehems Faders, Sønner. 013 1CH 004 005 Asjhur, Tekoas Fader, havde to Hustruer: Hel'a og Na'ara. 013 1CH 004 006 Na'ara fødte ham Ahuzzam, Hefer, Teme'ni og Ahasjtariteme; det var Na'aras Sønner. 013 1CH 004 007 Hel'as Sønner: Zeret, Zohar, Etnan og Koz. 013 1CH 004 008 Koz avlede Anub, Hazzobeba og Aharhels "Harums Søns, Slægter. 013 1CH 004 009 Jabez var mere anset end sine Brødre. Hans Moder havde givet ham Navnet Jabez, idet hun sagde: "Jeg har født ham med Smerte! 013 1CH 004 010 Jabez påkaldte Israels Gud således: "Gid " du vilde velsigne mig rigeligt og gøre mit Område stort, lade din Hånd være med mig og fri mig fra Ulykke, så der ikke voldes mig Smerte! Og Gud gav ham alt, hvad han bad om. 013 1CH 004 011 Kelub, Sjuhas Broder, avlede Mehir, det er Esjtons Fader. 013 1CH 004 012 Esjton avlede Bet-Rafa, Pasea og Tehinna, Fader til Nahasjs By; det er Mændene fra Reka. 013 1CH 004 013 Kenaz's Sønner: Otniel og Seraja. Otniels Sønner: Hatat og Meonotaj. 013 1CH 004 014 Meonotaj avlede Ofra. Seraja avlede Joab, Fader. til Ge-Harasjim; de var nemlig Håndværkere. 013 1CH 004 015 Jefunnes Søn kalebs Sønner: Ir, Ela og Na'am, Elas Sønner. og Kenaz. 013 1CH 004 016 Perez's Sønner: Jehallel'el og Ezra. Je'hallel'els Sønner: Zif, Zifa, Tireja og Asar'el. 013 1CH 004 017 Ezras Sønner: Jeter, Mered og Efer. Jeter avlede Mirjam, Sjammaj og Jisjba, Esjtemoas Fader. 013 1CH 004 018 Hans judæiske Hustru fødte Jered, Gedors Fader, Heber, Sokos Fader, og Jekutiel, Zanoas Fader. 013 1CH 004 019 Sønnerne af Faraos Datter Bitja, som Mered ægtede, var følgende: Nahams Søsters, Sønner var følgende: Garmiten og Ma'akafiten Esjtemoa. 013 1CH 004 020 Sjimons Sønner: Amnon og Rinna, Benhanan og Tilon. Jisj'is Sønner: Zohet. Zohets Søn: 013 1CH 004 021 Judas Søn Sjelas Sønner: Er, Lekas Fader, Lada, Maresjas Fader Linnedvæveriets Slægter af Asjbeas Hus, 013 1CH 004 022 Jokim, Kozebas Mænd og Joasj og Saraf, som herskede over Moab og vendte tilbage til Betlehem. Det er jo gamle Begivenheder. 013 1CH 004 023 Dette er Pottemagerne og Beboerne i Netaim og Gedera; de boede der i Kongens Nærhed og stod i hans Tjeneste. 013 1CH 004 024 Simeons Sønner: Nemuel, Ja'min, Jarib, Zera og Sja'ul 013 1CH 004 025 hans Søn Sjallum, hans Søn Mibsam, hans Søn Misjma. 013 1CH 004 026 Misjmas Sønner: Hans Søh Hammuel, hans Søn Zakkur, hans Søn Sjim'i. 013 1CH 004 027 Sjim'i havde seksten Sønner og seks Døtre; men hans Brødre havde ikke mange Sønner, og deres hele Slægt blev ikke så talrig som Judæerne. 013 1CH 004 028 De boede i Be'ersjeba Molada, Hazar-Sjual, 013 1CH 004 029 Bilha, Ezem, Tolad, 013 1CH 004 030 Betuel, Horma, Ziklag, 013 1CH 004 031 Bet-Markabot, Hazar-Susim, Bet-Bir'i og Sja'arajim - det var indtil Davids Regering deres Byer 013 1CH 004 032 med Landsbyer - fremdeles Etam, Ajin, Rimmon, Token og Asjan, fem Byer; 013 1CH 004 033 desuden alle deres Landsbyer, som lå rundt om disse Byer indtil Ba'al. Det var deres Bosteder; og de havde deres egen Slægtebog. 013 1CH 004 034 Fremdeles: Mesjobab, Jamlek, Amazjas Søn Josja, 013 1CH 004 035 Joel, Jehu, en Søn af Josjibja, en Søn af Seraja, en Søn af Asiel, 013 1CH 004 036 Eljoenaj, Ja'akoba, Jesjohaja, Asaja, Adiel, Jesimiel, Benaja 013 1CH 004 037 og Ziza, en Søn af Sjif'i, en Søn af Allon, en Søn af Jedaja, en Søn af Sjimri, en Søn af Sjemaja; 013 1CH 004 038 de her ved Navn nævnte var Øverster i deres Slægter, efter at deres Fædrenehuse havde bredt sig stærkt. 013 1CH 004 039 Da de engang drog i Retning af Gerar østen for Dalen for at søge Græsning til deres Småkvæg, 013 1CH 004 040 fandt de fed og god Græsning, og Landet var udstrakt, og der var Fred og Ro, da de tidligere Beboere nedstammede fra Kam. 013 1CH 004 041 I Kong Ezekias af Judas Dage drog de her ved Navn nævnte hen og overfaldt deres Telte og slog Me'uniterne, som de traf der, og de lagde Band på dem, så de nu ikke mere er til; derefter bosate de sig i deres Land, da der var Græsning til deres Småkvæg. 013 1CH 004 042 Af dem, af Simeoniterne, drog 500 Mand til Se'irs Bjerge under Ledelse af Pelatja, Nearj'a, Refaja og Uzziel, Jisj'is Sønner, 013 1CH 004 043 og de nedhuggede de sidste Amalekiter, der var tilbage; og de bosatte sig der og bor der den Dag i Dag. 013 1CH 005 001 Rubens, Israels førstefødtes, Sønner - han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin Faders Leje, gaves hans Førstefødselsret til Israels Søn Josefs Sønner, dog ikke således, at de i Slægtebogen opføres som førstefødte; 013 1CH 005 002 thi Juda herskede over sine Brødre, og af hans Midte skulde Fyrsten tages, men Førstefødselsretten blev Josefs 013 1CH 005 003 Rubens, Israels førstefødtes, Sønner: Hanok, Pallu, Hezron og Karmi. 013 1CH 005 004 Joels Sønner: Hans Søn Sjemaja, hans Søn Gog, hans Søn Sjim'i 013 1CH 005 005 hans Søn Mika, hans Søn Reaja, hans Søn Ba'al 013 1CH 005 006 hans Søn Be'era, hvem Assyrerkongen Tillegat-Pilneser førte i Landflygtighed, da han var Rubeniternes Øverste. 013 1CH 005 007 Og hans Brødre efter deres Slægter, somde var optegnede i Slægtebogen efter deres Nedstamning Først Je'iel, dernæst Zekarja 013 1CH 005 008 og Bela, en Søn af Azaz, en Søn af Sjema, en Søn af Joel, som boede i Aroer og hen til Nebo og Ba'al-Meon; 013 1CH 005 009 og mod Øst nåede det Område, hvor han boede, hen imod Ørkenegnene, der strækker sig over mod Eufratfloden; thi de havde talrige Hjorde i Gileads Land. 013 1CH 005 010 I Sauls Dage førte de Krig med Hagriterne, og disse faldt i deres Hånd; så bosatte de sig i deres Telte på hele Gileads Østside. 013 1CH 005 011 Gads Sønner, som boede lige over for dem i Basans Land indtil Salka: 013 1CH 005 012 Først Joel, dernæst Sjafam, Ja'naj og Sjafat i Basan; 013 1CH 005 013 og deres Brødre efter deres Fædrenehuse: Mikael, Mesjullam, Sjeba, Joraj, Jakan, Zia og Eber, syv. 013 1CH 005 014 De var Sønner af Abihajil, en Søn af Huri, en Søn af Jaroa, en Søn af Gilead, en Søn af Mikael, en Søn af Jesjisjaj, en Søn af Jado, en Søn af Buz. 013 1CH 005 015 Ahi, en Søn af Abdiel, en Søn af Guni, var Overhoved for deres Fædrenehuse. 013 1CH 005 016 De boede i Gilead, i Basan og Småbyerne det og i alle Sirjons Græsgange, så langt de strækker sig. 013 1CH 005 017 De indførtes alle i Slægtebog i Kong Jotam af Judas og Kong Jeroboam af Israels Dage. 013 1CH 005 018 Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, alle de krigsdygtige Mænd, der har Skjold og Sværd, spændte Bue og var øvet i Kamp, 44760 Mand, der kunde drage i Kamp, 013 1CH 005 019 førte Krig med Hagriterne, Jetur, Nafisj og Nodab; 013 1CH 005 020 og de fik Hjælp imod dem, så at Hagriterne og alle deres Forbundsfæller overgaves i deres Hånd, thi de råbte til Gud i Kampen, og han bønhørte dem, fordi de slog deres Lid til ham. 013 1CH 005 021 Så tog de deres Hjorde, 50.000 Kameler, 250.000 Stykker Småkvæg, 2.000 Æsler og 100.000 Mennesker som Bytte. 013 1CH 005 022 Der skete nemlig et stort Mandefald, thi Gud havde villet Krigen; og de boede nu i Landet i deres Sted lige til Landflygtigheden. 013 1CH 005 023 Manasses halve Stammes Sønner boede i Landet fra Basan til Ba'al-Hermon, Senir og Hermonbjerget; de var talrige. 013 1CH 005 024 Overhovederne for deres Fædrenehuse var følgende: Efer, Jisj'i, Eliel, Azriel, Jirmeja, Hodavja og Jadiel, dygtige Krigere og navnkundige Mænd, Overhoveder for deres Fædrenehuse. 013 1CH 005 025 Men de var deres Fædres Gud utro og bolede med de Guder, der dyrkedes af Landets Folkeslag, som Gud havde udryddet foran dem. 013 1CH 005 026 Da æggede Israels Gud Assyrerkongerne Puls og Tillegat-Pilnesers Sind, så han slæbte dem bort, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, og bragte dem til Hala, Habor, Hara og Gozan-floden, hvor de er den Dag i Dag. 013 1CH 006 001 Levis Sønner: Gerson, Kehat og Merari. 013 1CH 006 002 Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel. 013 1CH 006 003 Amrams Børn: Aron, Moses og Mirjam. Arons Sønner: Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. 013 1CH 006 004 Eleazar avlede Pinehas; Pinehas avlede Abisjua; 013 1CH 006 005 Abisjua avlede Bukki; Bukki avlede Uzzi; 013 1CH 006 006 Uzzi avlede Zeraja; Zeraja avlede Merajot; 013 1CH 006 007 Merajot avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub; 013 1CH 006 008 Ahitub avlede Zadok; Zadok avlede Ahima'az; 013 1CH 006 009 Ahima'az avlede Azarja; Azarja avlede Johanan; 013 1CH 006 010 Johanan avlede Azarja, der var Præst i det Tempel, Salomo byggede i Jerusalem; 013 1CH 006 011 Azarja avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub; 013 1CH 006 012 Ahitub avlede Zadok; Zadokavlede Sjallum; 013 1CH 006 013 Sjallum avlede Hilkija; Hilkija avlede Azarja; 013 1CH 006 014 Azarja avlede Seraja; Seraja avlede Jozadak, 013 1CH 006 015 Men Jozadak drog med, da HERREN lod Juda og Jerusalem føre i Landflygtighed af Nebukadnezar. 013 1CH 006 016 Levis ønner: Gerson, Kehat og Me'rari. 013 1CH 006 017 Navnene på Gersons Sønner var følgende: Libni og Sjim'i. 013 1CH 006 018 Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel. 013 1CH 006 019 Meraris Sønner: Mali og Nusji. Det er Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse. 013 1CH 006 020 Fra Gerson nedstammede: Hans Søn Libni, hans Søn Jahat, hans Søn Zimma, 013 1CH 006 021 hans Søn Joa, hans Søn Iddo, hans Søn Zera og hans Søn Jeateraj. 013 1CH 006 022 Kehats Sønner: Hans Søn Amminadab, hans Søn Kora, hans Søn Assir, 013 1CH 006 023 hans Søn Elkana, hans Søn Ebjasaf, hans Søn Assir, 013 1CH 006 024 hans Søn Tahat, hans Søn Uriel, hans Søn Uzzija og hans Søn Sja'ul. 013 1CH 006 025 Elkanas Sønner: Amasaj og Ahimot, 013 1CH 006 026 hans Søn Elkana, hans Søn Zofaj, hans Søn Tohu, 013 1CH 006 027 hans Søn Eliab, hans Søn Jeroham, hans SønElkana oghans Søn Samuel. 013 1CH 006 028 Samoels Sønner: Joel, den førstefødte, og den anden Abija. 013 1CH 006 029 Meraris Sønner: Mali, hans Søn Libni, hans Søn Sjim'i, hans Søn Uzza, 013 1CH 006 030 hans Søn Sjim'a, hans Søn Haggija og hans Søn Asaja. 013 1CH 006 031 Følgende er de, hem David overdrog Sangen i HERRENs Hus, efter at Arken havde fået et Hvilested, 013 1CH 006 032 ogsom gjorde Tjeneste foran Åbenbaringsteltets Bolig som Sangere, indtil Salomo byggede HERRENs Hus i Jerusalem; de udførte deres Tjeneste efter de Forskrifter, der var dem givet. 013 1CH 006 033 De, som udførfe denne Tjeneste, og deres Sønner var følgende: Af Hehatiterne Sangeren Heman, en Søn af Joel, en Søn af Samuel, 013 1CH 006 034 en Søn af Elkana, en Søn af Jeroham, en Søn af Eliel, en Søn af Toa, 013 1CH 006 035 en Søn af Zuf, en Søn af Elkana, en Søn af Mahat, en Søn af Amasaj, 013 1CH 006 036 en Søn af Elkaoa, en Søn af Joel, en Søn af Azarja, en Søn af Zefanja, 013 1CH 006 037 en Søn af Tahat, en Søn af Assir, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora, 013 1CH 006 038 en Søn af Jizhar, en Søn af Kehat, en Søn af Levi, en Søn af Israel. 013 1CH 006 039 Hans Broder Asaf, der havde Plads til højre for ham: Asaf, en Søn af Berekja, en Søn af Sjim'a, 013 1CH 006 040 en Søn af Mikael, en Søn af Ba'aseja, en Søn af Malkija, 013 1CH 006 041 en Søn af Etni, en Søn af Zera, en Søn af Adaja, 013 1CH 006 042 en Søn af Etan, en Søn af Zimma, en Søn af Sjim'i, 013 1CH 006 043 en Søn af Jahat, en Søn af Gerson, en Søn af Levi. 013 1CH 006 044 Deres Brødre, Meraris Sønner, der havde Plads til venstre: Etan, en, Søn af Kisji en Søn af Abdi, en af Malluk, 013 1CH 006 045 en Søn af Hasjabja, en Søn af Amazja, en Søn af Hilkija, 013 1CH 006 046 en Søn af Amzi, en Søn af Bani, en Søn af Sjemer, 013 1CH 006 047 en Søn af Mali en Søn af Musji, en Søn af Merari, en Søn af Levi. 013 1CH 006 048 Deres Brød Leviterne var pligtige at gøre alt Arbejdet ved Guds Hus's Bolig; 013 1CH 006 049 men Aron og hans Sønner ofrede Røgofre på Brændofferalteret og Røgofferalteret, de udførte alt Arbejde i det Allerhelligste og skaffede Israel Soning, ganske som Guds Tjener Moses havde påbudt. 013 1CH 006 050 Arons Sønner var følgende: Hans Søn Eleazar, hans Søn Pinehas, hans Søn Abisjua, 013 1CH 006 051 hans Søn Bukki, hans Søn Uzzi, hans Søn Zeraja, 013 1CH 006 052 hans Søn Merajot, hans Søn Amarja, hans Søn Ahitub, 013 1CH 006 053 hans Søn Zadok og hans Søn Ahima'az. 013 1CH 006 054 Deres Boliger, deres Teltlejre i deres Område var følgende: Arons Sønner af Kehatiternes Slægt - thi, for dem faldt Loddet først 013 1CH 006 055 gav man Hebron i Judas Land med tilhørende Græsmarker; 013 1CH 006 056 men Byens Landområde og Landsbyer gav, man Haleb, Jefunnes Søn. 013 1CH 006 057 Arons Sønner gav, man Tilflugtsbyen Hebron, Libna. med Græsmarker. Jattir, Esjtemoa, med Græsmarker, 013 1CH 006 058 Hilen med Græsmarker, Debir med Græsmarker, 013 1CH 006 059 Asjan med Græsmarker, Jutta med Græsmarker og Bet-Sjemesj med Græsmarker: 013 1CH 006 060 Af Benjamins Stamme: Gibeon med Græsmarker, Geba med Græsmarker, Alemet med Græsmarker og Anatot med Græsmarker. I alt tretten Byer med Græsmarker. 013 1CH 006 061 Kehats øvrige Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved Lodkastning ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme. 013 1CH 006 062 Gersons Sønner tilfaldt efter deres Slægter tretten Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i Basan. 013 1CH 006 063 Meraris Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved Lodkastning tolv Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer. 013 1CH 006 064 Så gav Israeliterne Leviterne Byerne med Græsmarker. 013 1CH 006 065 De gav dem ved Lodkastning af Judæernes, Simeoniternes og Benjaminiternes Stammer de ovenfor nævnte Byer. 013 1CH 006 066 Kehatiternes Slægter fik de dem ved Lodkastning tildelte Byer af Efraims Stamme; 013 1CH 006 067 man gav dem Tilflugtsbyen Sikem med Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med Græsmarker, 013 1CH 006 068 Jokmeam med Græsmarker. Bet-Horon med Græsmarker, 013 1CH 006 069 Ajjalon med Græsmarker og Gat: Rimmon med Græsmarker; 013 1CH 006 070 af Manasses halve Stamme Aner med Græsmarker og Jibleam med Græsmarker; det tilfaldt de øvrige Hehatiters Slægter. 013 1CH 006 071 Gersoniterne efter deres Slægter tilfaldt af den anden Halvdel af Manasses Stamme Golan i Basan med Græsmarker og Asjtarot med Græsmarker; 013 1CH 006 072 af Issakars Stamme Kedesj med Græsmarker, Dobrat med Græsmarker, 013 1CH 006 073 Jarmut med Græsmarker og En-Gannim med Græsmarker; 013 1CH 006 074 af Asers Stamme Masjal med Græsmarker, Abdon med Græsmarker, 013 1CH 006 075 Hukok med Græsmarker og Rehob med Græsmarker; 013 1CH 006 076 af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa med Græsmarker, Hammot med Græsmarker og Kirjatajim med Græsmarker. 013 1CH 006 077 De øvrige Leviter, Merariterne, tilfaldt af Zebulons Stamme Rimmon med Græsmarker og Tabor med Græsmarker; 013 1CH 006 078 og hinsides Jordan over for Jeriko, østen for Jordan, af Rubens Stamme Bezer i Ørkenen med Græsmarker, Jaza med Græsmarker, 013 1CH 006 079 Kedemot med Græsmarker og Mefa'at med Græsmarker; 013 1CH 006 080 af Gads Stamme Ramot i Gilead med Græsmarker, Mahanajim med Græsmarker, 013 1CH 006 081 Hesjbon med Græsmarker og Ja'zer med Græsmarker. 013 1CH 007 001 Issakas Sønner var: Tola, Pua, Jasjub og Sjimron, fire. 013 1CH 007 002 Tolas Sønner: Uzzi, Refaja, Jeriel, Jamaj, Jibsam og Sjemuel, Overhoveder for Tolas Fædrenehuse, dygtige Krigere. Efter deres Slægtebøger udgjorde deres Tal på Davids Tid 22600. 013 1CH 007 003 Uzzis Sønner: Jizraja, Jizrajas Sønner Mikael, Obadja, Joel og Jissjija, fem, alle sammen Overhoveder. 013 1CH 007 004 Til dem hørte efter deres Slægtebøger, efter deres Fædrenehuse, krigsrustede Skarer, 36000; de havde nemlig mange kvinder og Børn. 013 1CH 007 005 Deres Brødre, alle Issakars Slægter, var dygtige Krigere; de, som var indført i deres Slægtebog, udgjorde i alt 87 000. 013 1CH 007 006 Benjamins Sønner: Bela, Beker og Jediael, tre. 013 1CH 007 007 Belas Sønner: Ezbon, Uzzi, Uzziel Jerimot og Iri, fem, Overhoveder for Fædrenehuse, dygtige Krigere; de, som var indført i deres Slægtebog, udgjorde 22034. 013 1CH 007 008 Bekers Sønner: Zemira, Joasj, Eliezer, Eljoenaj, Omri, Jeremot, Abija, Anatot og Alemet; alle disse var Bekers Sønner; 013 1CH 007 009 de, som var indført i deres Slægtebog efter deres Slægter, Overhovederne for Fædrenehusene, dygtige Krigere, udgjorde 20 200. 013 1CH 007 010 Jediaels Sønner: Bilhan; Bilhans Sønner: Je'usj, Binjamin, Ehud, Kena'ana, Zetan, Tarsjisj og Ahisjahar; 013 1CH 007 011 alle disse var Jediaels Sønner, Overhoveder for deres Fædrenehuse, dygtige Krigere, 17200 øvede Krigere. 013 1CH 007 012 Og Sjuppim og Huppim var Irs Sønner, og Husjim var Ahers Sønner 013 1CH 007 013 Naftalis Sønner var: Jabaziel, Guni, Jezer og Sjallum. Bilhas Sønner: 013 1CH 007 014 Manasses Sønner, som hans aramaiske Medhustru fødte: Hun fødte Makir, Gileads Fader. 013 1CH 007 015 Gilead ægtede en Kvinde ved Navn Ma'aka; hans Søster hed Hammoleket, og hans Broder hed Zelobad; Zelofbad havde kun Døtre. 013 1CH 007 016 Gileads Hustru Ma'aka fødte en Søn, som hun kaldte Peresj, medens hans Broder hed Sjeresj; hans Sønnervar Ulam og Rekem. 013 1CH 007 017 Ulams Sønner: Bedan. Det var Sønner af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse. 013 1CH 007 018 Hans Søster Hammoleket fødte Isjhod, Abiezer og Mala. 013 1CH 007 019 Sjemidas Sønner: Ajan, Sjekm, Likhi og Ani'am. 013 1CH 007 020 Efraims Sønner: Sjutela hans Søn Bered, hans Søn Tahat, hans Søn El'ada, hans Sønahat, 013 1CH 007 021 hans Søn Zabad, hans Søn Sjutela - og Ezer og El'ad. Dem dræbte Mændene fra Gat, de indfødfe i Landet, fordi de var draget ned for at tage deres Hjorde. 013 1CH 007 022 Deres Fader Efraim sørgede i lang Tid over dem, og hans Brødre kom for at trøste ham. 013 1CH 007 023 Så gik han ind til sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som han kaldte Beri'a, fordi hans Hus var i Ulykke, da det skete. 013 1CH 007 024 Hans Datter var Sje'era, som byggede Nedre- og Øvre-Bet-Horon og Uzzen-Sje'era. 013 1CH 007 025 Hans Søn var Refa, hans Søn Resjef, hans Søn Tela, hans Søn Tahan, 013 1CH 007 026 hans Søn Ladan, hans Søn Ammihud, hans Søn Elisjama, 013 1CH 007 027 hans Søn Nun, hans Søn Josua. 013 1CH 007 028 Deres Besiddelser og Boliger var Betel med Småbyer, mod Øst Na'aran, mod Vest Gezer med Småbyer, fremdeles Sikem med Småbyer indtil Ajja med Småbyer; 013 1CH 007 029 langs Manassiternes Grænse Bet-Sjean med Småbyer, Ta'anak med Småbyer, Megiddo med Småbyer og Dor med Småbyer. I dem boede Israels Søn Josefs Sønner. 013 1CH 007 030 A Sønner: Jimna, Jisjva, Jisjvi og Beri'a og deres Søster Sera. 013 1CH 007 031 Beri'as Sønner: Heber og Malkiel, som var Birzajits Fader. 013 1CH 007 032 Heber avlede Jaflet, Sjomer, Hotam og deres Søster Sjua. 013 1CH 007 033 Jaflets Sønner: Pasak, Bimhal og Asjvat; det var Jaflets Sønner. 013 1CH 007 034 Sjemers Sønner: Ahi, Roga, Hubba og Aram. 013 1CH 007 035 Hans Broder Hotams Sønner: Zofa, Jimna, Sjelesj og Amal. 013 1CH 007 036 Zofas Sønner: Sua, Harnefer, Sjual, Beri, Jimra, 013 1CH 007 037 Bezer, Hod, Sjamma, Sjilsja, Jitran og Be'era. 013 1CH 007 038 Jeters Sønner: Jefunne, Pispa og Ara. 013 1CH 007 039 Ullas Sønner: Ara, Hanniel og Rizja. 013 1CH 007 040 Alle disse var Asers Sønner. Overhoveder for Fædrenehusene, udsøgte dygtige Krigere, Overhoveder for Øversterne. De, der var indført i Slægtebogen som brugelige til Krigstjeneste, talte 26000. 013 1CH 008 001 Benjamin avlede Bela, den førstfødte, Asjbel den anden, Ahiram den tredje, 013 1CH 008 002 Noha den fjerde og Rafa den femte. 013 1CH 008 003 Bela havde Sønner: Ard, Gera, Ehuds Fader, 013 1CH 008 004 Abisjua, Na'aman, Ahoa, 013 1CH 008 005 Gera, Sjefufan og Hufam. 013 1CH 008 006 Ehuds Sønner var følgende de var Overhoveder for Fædrenehusene blandt Gebas Indbyggere, men førtes bort til Manahat, 013 1CH 008 007 da Na'aman, Ahija og Gerå førte dem bort -: Han avlede Uzza og Ahihud. 013 1CH 008 008 Sjaharajim avlede på Moabs Slette - efter at han havde sendt sine Hustruer Husjim og Ba'ara bort 013 1CH 008 009 han avlede med sin Hustru Hodesj: Jobab, Zibja, Mesja, Malkam, 013 1CH 008 010 Je'uz, Sakeja og Mirma; det var hans Sønner, Overhoveder for Fædrenehuse; 013 1CH 008 011 og med Husjim avlede han Abitub og Elpa'al. 013 1CH 008 012 Elpa'als Sønner: Eber, Misj'am og Sjemer, som byggede Ono og Lod med Småbyer. 013 1CH 008 013 Beri'a og Sjema var Overhoveder for Fædrenehusene blandt Indbyggerne i Ajjalon; det var dem, der slog Indbyggerne i Gat på Flugt. 013 1CH 008 014 Deres Brødre var Elpa'al Sjasjak og Jeremot. 013 1CH 008 015 Og Zebadja, Arad, Eder, 013 1CH 008 016 Mikael, Jisjpa og Joha var Beri'as Sønner. 013 1CH 008 017 Zebadja, Mesjullam' Hizki, Heber, 013 1CH 008 018 Jisjmeraj, Jizli'a og Jobab var Elpa'als Sønner. 013 1CH 008 019 Jakim, Zikri, Zabdi, 013 1CH 008 020 Eljoenaj, Zilletaj, Eliel, 013 1CH 008 021 Adaja, Beraja og Sjimrat var Sjim'is Sønner. 013 1CH 008 022 Jisjpan, Eber, Eliel, 013 1CH 008 023 Abdon, Zikri, Hanan, 013 1CH 008 024 Hananja, Elam, Antotija, 013 1CH 008 025 Jifdeja og Penuel var Sjasjaks Sønner. 013 1CH 008 026 Sjamsjeraj, Sjeharja, Atalja, 013 1CH 008 027 Ja'aresjja, Elija og Zikri var Jerohatns Sønner. 013 1CH 008 028 Disse var Overhoveder for Fædrenehuse, Overhoveder efter deres Slægter; de boede i Jerusalem. 013 1CH 008 029 I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka; 013 1CH 008 030 hans førstefødte Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner, Nadab, 013 1CH 008 031 Gedor, Ajo, Zeker og Miklot. 013 1CH 008 032 Miklot avlede Sjim'a. Også disse boede over for deres Brødre sammen med deres Brødre i Jerusalem. 013 1CH 008 033 Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan, Malkisjua, Abinadab og Esjba'al. 013 1CH 008 034 Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika. 013 1CH 008 035 Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz. 013 1CH 008 036 Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og Zimri. Zimri avlede Moza. 013 1CH 008 037 Moza avlede Bin'a, hans Søn var Rafa hans Søn El'asa, hans Søn Azel. 013 1CH 008 038 Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru, Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; alle disse var Azels Sønner. 013 1CH 008 039 Hans Broder Esjeks Sønner: Ulam, den førstefødte, Je'usj den anden og Elifelet den tredje. 013 1CH 008 040 Ulams Sønner var dygtige Krigere, der spændte Bue og havde mange Sønner og Sønnesønner. Alle disse var Benjamins Sønner. 013 1CH 009 001 Alle Isreaeliter blev indført i Slægtebøger og findes optegnede i Israels Kongers Bog. Men Juda blev ført i Landflygtighed til Babel for sin Utroskabs Skyld. 013 1CH 009 002 De tidligere Indbyggere, som levede på deres Ejendom i deres Byer: Israel, Præsterne, Leviterne og Tempeltrællene. 013 1CH 009 003 I Jerusalem boede af Judæere, Benjaminiter, Efraimiter og Manassiter følgende. 013 1CH 009 004 Af Judæerne: Utaj, en Søn af Ammihud, en Søn af Omri, en Søn af Imri, en Søn af Bani, en af Judas Søn Perez's Sønner. 013 1CH 009 005 Af Sjelaniterne: Den førstefødte Asaja og hans Sønner. 013 1CH 009 006 Af Zeraiterne: Je'uel og deres Brødre, 690. 013 1CH 009 007 Af Benjaminiterne: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af Hodavja, en Søn af Hassenua; 013 1CH 009 008 Jibneja, en Søn af Jeroham; Ela, en Søn af Mikris Søn Uzzi; Mesjullam, en Søn af Sjefatja, en Søn af Re'uel, en Søn af Jibneja; 013 1CH 009 009 desuden deres Brødre efter deres Slægter, 956. Alle disse Mænd var Overhoveder for deres Fædrenehuse. 013 1CH 009 010 Af Præsterne: Jedaja, Jojarib, Jakin, 013 1CH 009 011 Azarja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus; 013 1CH 009 012 Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija; Masaj, en Søn af Adiel, en Søn at Jazera, en Søn af Mesjullam, en Søn af Mesjillemit, en Søn af Immer; 013 1CH 009 013 desuden deres Brødre, Overhovederne for deres Fædrenehuse, 1760, dygtige Mænd til Tjenesten i Guds Hus. 013 1CH 009 014 Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn at Azrikam, en Søn af Hasjabja af Merariterne, 013 1CH 009 015 Bakbakkar, Heresj, Galal, Mattanja en Søn af Mika, en Søn af Zikri, en Søn af Asaf, 013 1CH 009 016 Obadja, en Søn af Sjemaja, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun, og Berekja, en Søn af Asa, en Søn af Elkana, som boede i Netofatiternes Landsbyer. 013 1CH 009 017 Dørvogterne: Sjallum, Akkub, Talmon og Ahiman og deres Brødre; Sjallum var Overhovedet 013 1CH 009 018 og har endnu sin Plads ved Kongeporten mod Øst. Det var Dørvogterne i Leviternes Lejre. 013 1CH 009 019 Sjallum, en Søn af Kore, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora, og hans Brødre af hans Fædrenehus, Koraiterne, havde Vagttjenesten ved Teltets Tærskler; deres Fædre havde nemlig holdt Vagt ved Indgangen til HERRENs Lejr; 013 1CH 009 020 Pinehas, Eleazars Søn - HERREN være med ham! - var fordum deres Øverste; 013 1CH 009 021 Mesjelemjas Søn Zekarja var Dørvogter ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. 013 1CH 009 022 Tilsammen udgjorde de, der var udvalgt til at holde Vagt ved Tærsklerne, 212. De indførtes i de res Slægtebøger i deres Landsbyer. David og Seeren Samuel indsatte dem i deres Embede; 013 1CH 009 023 de og deres Sønner holdt Vagt ved Portene til HERRENs Hus, Teltboligen. 013 1CH 009 024 Dørvogterne stod mod alle fire Verdenshjørner, mod Øst, Vest, Nord og Syd, 013 1CH 009 025 og deres Brødre i deres Landsbyer skulde fra Tid til anden, syv Dage ad Gangen, møde for at stå dem bi; 013 1CH 009 026 thi hine fire Øverster for Dørvogterne gjorde stadig Tjeneste. Det var Leviferne. Fremdeles havde de Tilsyn med Kamrene og Forrådsrummene i Guds Hus, 013 1CH 009 027 og de overnattede rundt omkring Guds Hus, thi de havde det Hverv at holde Vagt, og de skulde lukke op hver Morgen. 013 1CH 009 028 Nogle af dem havde Tilsyn med de til Tjenesten hørende Ting og talte dem, både når de gemte dem hen, og når de tog dem frem. 013 1CH 009 029 Andre var sat til at føre Tilsyn med Tingene, alle de hellige Ting, og med Hvedemelet, Vinen, Olien, Røgelsen og de vellugtende Stoffer. 013 1CH 009 030 Nogle af Præsternes Sønner lavede Salven af de vellugtende Stoffer. 013 1CH 009 031 En af Leviterne, Mattitja, Koraiten Sjallums førstefødte Søn. havde det Hverv at tillave Bagværket. 013 1CH 009 032 Nogle af deres Brødre Kehatiterne havde Tilsyn med Skuebrødene og skulde lægge dem til Rette hver Sabbat. 013 1CH 009 033 Det var Sangerne, Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse. De opholdt sig i Kamrene, fri for anden Gerning, da de havde Tjeneste Dag og Nat. 013 1CH 009 034 Det var Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse, Overhoveder efter deres Slægter. De boede i Jerusalem. 013 1CH 009 035 I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka; 013 1CH 009 036 hans førstefødfe Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner, Nadab, 013 1CH 009 037 Gedor, Ajo, Zekarja og Miklot. 013 1CH 009 038 Miklot avlede Sjim'am. Også de boede over for deres Brødre sammen med deres Brødre i Jerusalem. 013 1CH 009 039 Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan, Malkisjua, Abinadab og Esjba'al. 013 1CH 009 040 Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika. 013 1CH 009 041 Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz. 013 1CH 009 042 Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og Zimri. Zimri avlede Moza. 013 1CH 009 043 Moza avlede Bin'a, hans Søn var Refaja, hans Søn El'asa, hans Søn Azel. 013 1CH 009 044 Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru, Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; det var Azels Sønner. 013 1CH 010 001 Filisterne angreb Israel; og Israeals Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg. 013 1CH 010 002 Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua. 013 1CH 010 003 Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem. 013 1CH 010 004 Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det, 013 1CH 010 005 og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og døde. 013 1CH 010 006 Således fulgtes Saul, hans tre Sønner og hele hans Slægt i Døden. 013 1CH 010 007 Men da alle Israeliteme i Dalen så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de deres Byer og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem. 013 1CH 010 008 Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans Sønner liggende på Gilboas Bjerg. 013 1CH 010 009 De plyndrede ham da og tog hans hoved og Våben med sig og sendte Bud rundt iilisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet. 013 1CH 010 010 Våbnene lagde dei deres Guds Hus, men Hovedskallen hængte de op i Dagons Hus. 013 1CH 010 011 Men da alle de, som boede i Gilead, hørte alt, hvad Filisterne havde gjort ved Saul, 013 1CH 010 012 brød alle våbenføre Mænd op, og de tog Sauls og hans Sønners Lig ned, bragte dem med til Jabesj og jordede deres Ben under Terebinten i Jabesj og fastede syv Dage. 013 1CH 010 013 Således døde Saul for den Utroskabs Skyld, han havde vist HERREN, fordi han ikke havde givet Agt på HERRENs Ord, også fordi han havde adspurgt en Ånd for at få et Råd 013 1CH 010 014 og ikke søgt; Råd hos HERREN. Derfor lod han ham dø, og Kongemagten lod han gå over til David, Isajs Søn. 013 1CH 011 001 Derpå samlede hele Israel sig hos David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod!" 013 1CH 011 002 Allerede før i Tiden, medens Saul var Konge, var det dig, som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN din Gud sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over mit Folk Israel!" 013 1CH 011 003 Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRRNs Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel efter HERRENs Ord ved Samuel. 013 1CH 011 004 Derpå drog David med hele Israel til Jerusalem, det er Jebus; der boede Jebusiterne, Landets oprindelige Indbyggere; 013 1CH 011 005 og Indbyggerne i Jebus sagde til David: "Her kan du ikke trænge ind!" Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. 013 1CH 011 006 Og David sagde: "Den, der først slår en Jebusit, skal være Øverste og Hærfører!" Og da Joab, Zentjas Søn, var den første, der steg derop, blev han Øverste. 013 1CH 011 007 Så tog David Bolig i Klippeborgen, hvorfor man kaldte den Davidsbyen; 013 1CH 011 008 og han befæstede Byen hele Vejen rundt fra Millo af; Resten af Byen genopførte Joab. 013 1CH 011 009 Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers HERRE var med ham. 013 1CH 011 010 Følgende var de ypperste at Davids Helte, som sammen med hele Israel kraftig stod ham bi med at nå Kongedømmet, så de fik ham valgt til Konge efter HERRENs Ord til Israel. 013 1CH 011 011 Navnene på Davids Helte var følgende: Isjba'al, Hakmonis Søn, Anføreren for de tre; det var ham, som engang svang sit Spyd over 300 faldne på een Gang. 013 1CH 011 012 Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodos Søn; 013 1CH 011 013 han var med David ved PasDammim, dengang Filisterne samlede sig der til Kamp. Marken var fuld af Byg, og Folkene flygtedefor Filisterne; 013 1CH 011 014 men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr. 013 1CH 011 015 Engang drog tre af de tredive ned til David på Klippen, til Adullams Hule, medens Filisternes Hær var lejret i Refaimdalen. 013 1CH 011 016 David var dengang i Hlippeborgen, medens Filisternes Foged var i Betlehem. 013 1CH 011 017 Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?" 013 1CH 011 018 Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN 013 1CH 011 019 med de Ord: "Gud vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de Mænds blod, som har vovet deres Liv? Thi med Fare for deres Liv har de hentet det!" Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte. 013 1CH 011 020 Abisjaj, Joabs Broder, var Anfører for de tredive. Han svang sit Spyd over de faldne, og han var navnkundig blandt de tredive; 013 1CH 011 021 iblandt de tredive var han højt æret, og han var deres Anfører; men de tre nåede han ikke. 013 1CH 011 022 Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde udført store Heltegeminger; han fældede de to Arielsønner fra Moab; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag den var faldet Sne. 013 1CH 011 023 Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand, fem Alen høj. Ægypteren havde et Spyd som en Væverbom i Hånden, men han gik ned imod ham med en Stok, vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget Spyd. 013 1CH 011 024 Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var navnkundig iblandt de tredive Helte; 013 1CH 011 025 iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han ikke. David satte ham over sin Livvagt. 013 1CH 011 026 De tapre Helte var: Asa'el, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn, fra Betlehem; 013 1CH 011 027 Haroriten Sjammot; Peloniten Helez; 013 1CH 011 028 Ira, Ikkesj's Søn, fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; 013 1CH 011 029 Husjatiten Sibbekaj; Ahohiten Ilaj; 013 1CH 011 030 Maharaj fra Netofa; Heled, Ba'anas Søn, fra Netofa; 013 1CH 011 031 Itaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; Benaja fra Pir'aton; 013 1CH 011 032 Huraj fra Nahale-Ga'asj; Abiel fra Araba; 013 1CH 011 033 Azmavet fra Bahurim.; Sja'alboniten Eljaba; 013 1CH 011 034 Guniten Jasjen; Harariten Jonatan, Sjammas, Søn; 013 1CH 011 035 Harariten Ahi'am, Sakars Søn; Elifal, Urs Søn; 013 1CH 011 036 Mekeratiten Hefer; Peloniten Ahija; 013 1CH 011 037 Hezro fra Karmel; Na'araj, Ezbajs Søn; 013 1CH 011 038 Joel, Natans Broder; Mibhar, Hagritens Søn; 013 1CH 011 039 Ammoniten Zelek; Naharaj fra Berot, der var Joabs, Zerujas Søns, Våbendrager; 013 1CH 011 040 Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; 013 1CH 011 041 Hetiten Urias; Zabad, Alajs Søn; 013 1CH 011 042 Rubeniten Adina, Sjizas Søn, et af Rubeniternes Overhoveder over tredive; 013 1CH 011 043 Hanan, Ma'akas Søn; Mitniten Josjafat; 013 1CH 011 044 Uzzija fra Asjtarot; Sjama og Je'uel, Aroeriten Hotams Sønner; 013 1CH 011 045 Jediael, Sjimris Søn, og hans Broder Tiziten Joha; 013 1CH 011 046 Mahaviten Eliel; Jeribaj og Josjavja, Elna'ams Sønner; Moabiten Jitma; 013 1CH 011 047 Eliel, Obed og Ja'asiel fra Zoba. 013 1CH 012 001 Følgende er de, der kom til David i Ziklag, medens han måtte holde sig skjult for Saul, Kisj's Søn. De hørte til Heltene, som hjalp til i Kampen; 013 1CH 012 002 de var væbnet med Bue og øvet i Stenkast og Pileskydning både med højre og venstre Hånd; de hørte til Sauls Brødre, Benjaminiterne. 013 1CH 012 003 Deres Overhoved var Ahiezer; dernæst Joasj, Sjema'as Søn, fra Gibea, Jeziel og Pelet, Azmavets Sønner, Beraka, Jehu fra Anatot, 013 1CH 012 004 Jisjmaja fra Gibeon, en Helt blandt de tredive og Høvedsmand over de tredive, Jirme'ja, Jahaziel, Johanan, Jozabad fra Gedera, 013 1CH 012 005 El'uzaj, Jerimot, Bealja, Sjemarja, Sjefatja fra Harif, 013 1CH 012 006 Elkana, Jissjija, Azar'el, Jo'ezer og Jasjobam, Koraiterne, 013 1CH 012 007 Joela og Zebadja, Sønner af Jeroham fra Gedor. 013 1CH 012 008 Af Gaditerne slutfede nogle sig dygtige Krigere, øvede Krigsmænd, væbnet med Skjold og Spyd; de var som Løver at se på og rappe som Gazellerne på Bjergene. 013 1CH 012 009 Deres Overhoved var Ezer, Obadja den anden, Eliab den tredje, 013 1CH 012 010 Masjmanna den fjerde, Jirmeja den femte, 013 1CH 012 011 Attaj den sjette, Eliel den syvende, 013 1CH 012 012 Johanan den ottende, Elzabad den niende, 013 1CH 012 013 Jirmeja den tiende, Makbannaj den ellevte. 013 1CH 012 014 De var Anførere blandt Gaditerne; den mindste af dem tog det op med hundrede, den største med tusind. 013 1CH 012 015 Det var dem, der gik over Jordan i den første Måned, engang den overalt var gået over sine Bredder, og slog alle Dalboerne på Flugt både mod Øst og Vest. 013 1CH 012 016 Engang kom nogle Benjaminiter og Judæere til David i Klippeborgen; 013 1CH 012 017 David gik ud til dem, tog til Orde og sagde: "Hvis I kommer til mig i fredelig Hensigt, for at hjælpe mig, er jeg af Hjertet rede til at gøre fælles Sag med eder; men er det for at forråde mig til mine Fjender, skønt der ikke er Uret i mine Hænder, da se vore Fædres Gud til og straffe det!" 013 1CH 012 018 Så iførte Ånden sig Amasaj, de tredives Anfører, og han sagde: "For dig, David, og med dig, Isajs Søn! Fred, Fred være med dig, og Fred med dine Hjælpere, thi dig hjælper din Gud!" Da tog David imod dem og satte dem i Spidsen for Krigerskaren. 013 1CH 012 019 Af Manasse gik nogle over til David. Det var, dengang han sammen med Filisterne drog i Kamp mod Saul, uden at han dog blev dem til Hjælp, fordi Filisternes Fyrster efter at have holdt Rådslagning sendte ham bort, idet de sagde: "Det koster vore Hoveder, hvis han går over til sin Herre Saul!" 013 1CH 012 020 Da han så drog til Ziklag, gik følgende Manassiter over til ham: Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elibu og Zilletaj, der var Overhoveder for Slægter i Manasse; 013 1CH 012 021 de hjalp siden David imod Strejfskarerne, thi de var alle dygtige Krigere og blev Førere i Hæren. 013 1CH 012 022 Der kom nemlig daglig Folk til David for at hjælpe ham, så det til sidst blev en stor Hær, stor som Guds Hær. 013 1CH 012 023 Følgende er Tallene på Førerne for de væbnede Krigere, der kom til David i Hebron for at gøre ham til Konge i Sauls Sted efter HERRENs Bud: 013 1CH 012 024 Af Judæere, der har Skjold og Spyd, 6800 væbnede Krigere; 013 1CH 012 025 af Simeoniterne 7100 dygfige Krigshelte; 013 1CH 012 026 af Leviterne 4600, 013 1CH 012 027 dertil Øverstenover Arons Slægt, Jojada, fulgt af 3700, 013 1CH 012 028 og Zadok, en ung, dygtig Kriger, med sit Fædrenehus, 22 Førere; 013 1CH 012 029 af Benjaminiterne, Sauls Brødre, 3000, men de fleste af dem holdt endnu fast ved Sauls Hus; 013 1CH 012 030 af Efraimiterne 20800 dygtige Krigere, navnkundige Mænd i deres Fædrenehuse; 013 1CH 012 031 af Manasses halve Stamme 18.000 navngivne Mænd, der skulde gå hen og gøre David til Konge; 013 1CH 012 032 af Issakariterne, der forstod sig på Tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre, 200 Førere og alle deres Brødre, der stod under dem; 013 1CH 012 033 af Zebulon 50.000, øvede Krigere, udrustet med alle Hånde Våben, med een Vilje rede til Kamp; 013 1CH 012 034 af Naftali 1.000 Førere, fulgt af 37.000 Mænd med Skjold og Spyd; 013 1CH 012 035 af Daniterne 28.600, udrustede Mænd; 013 1CH 012 036 af Aser 40.000, øvede Krigere, rustet til Kamp; 013 1CH 012 037 fra den anden Side af Jordan, fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, 120.000 Mænd med alle Hånde Krigsvåben. 013 1CH 012 038 Med helt Hjerte og rede til Kamp kom alle disse Krigere til Hebron for at gøre David til Konge over hele Israel; men også det øvrige Israel var endrægtigt med til at gøre David til Konge. 013 1CH 012 039 De blev der hos David i tre Dage og spiste og drak, thi deres Brødre havde forsynet dem; 013 1CH 012 040 også de, der boede i deres Nærhed lige til Issakar, Zebulon og Naftali, bragte dem Levnedsmidler på Æsler, Kameler, Muldyr og Okser, Fødevarer af Mel, Figenkar, Rosinkager, Vin, Olie, Hornkvæg og Småkvæg i Mængde; thi der var Glæde i Israel. 013 1CH 013 001 Efter at have rådført sig med Tusindførerne og Hundredeførerne, alle Øversterne, 013 1CH 013 002 sagde David til hele Israels Forsamling: "Hvis det tykkes eder godt, og det er HERREN vor Guds Vilje, lad os så sende Bud til vore Brødre, der er tilbage i alle Israels Landsdele, og ligeledes til Præsterne og Leviterne i Byerne, hvor de har deres Græsmarker, at de skal samles hos os, 013 1CH 013 003 for at vi kan bringe vor Guds Ark tilbage til os, thi i Sauls Dage spurgte vi ikke om den." 013 1CH 013 004 Og hele Forsamlingen svarede, at det skulde man gøre, thi alt Folket fandt Forslaget rigtigt. 013 1CH 013 005 Så samlede David bele Israel lige fra Sjihor i Ægypten til Egnen ved Hamat for at hente Guds Ark i Kirjat-Jearim. 013 1CH 013 006 Derpå drog David og hele tsrael op til Ba'ala, til Kirjat-Jearim i Juda for der at hente Gud HERRENs Ark, over hvilken hans Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne. 013 1CH 013 007 De førte da Guds Ark bort fra Abinadabs Hus på en ny Vogn, og Uzza og Ajo kørte Vognen. 013 1CH 013 008 David og hele Israel legede af alle Kræfter for Guds Åsyn til Sang og til Citre, Harper, Pauker, Cymbler og Trompeter. 013 1CH 013 009 Men da de kom til Kidons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud for at gribe fat i Arken, fordi Okserne snublede. 013 1CH 013 010 Da blussede HERRENs Vrede op mod Uzza, og han slog ham, fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet for Guds Åsyn. 013 1CH 013 011 Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den Dag i Dag. 013 1CH 013 012 Og David grebes den Dag af Frygt for Gud og sagde: "Hvor kan jeg da lade Guds Ark komme hen hos mig!" 013 1CH 013 013 Og David flyttede ikke Arken hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus. 013 1CH 013 014 Guds Ark blev så i Obed-Edoms Hus tre Måneder, og HERREN velsignede Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var. 013 1CH 014 001 Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Murere og Tømmermænd for at bygge ham et Hus. 013 1CH 014 002 Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld. 013 1CH 014 003 David tog i Jerusalem endnu flere Hustruer og avlede flere Sønner og Døtre. 013 1CH 014 004 Navnene på de Børn, han fik i Jerusalem, er følgende: Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo, 013 1CH 014 005 Jibhar, Elisjua, Elpelet, 013 1CH 014 006 Noga, Nefeg, Jaf1a, 013 1CH 014 007 Elisjama, Be'eljada og Elifelet. 013 1CH 014 008 Men da Fiilisterne hørte, at David var salvet til Konge over hele Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved Efterretningen herom drog David ud for at møde dem, 013 1CH 014 009 medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen. 013 1CH 014 010 David rådspurgte da Gud: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede ham: "Drag op, thi jeg vil give dem i din Hånd!" 013 1CH 014 011 Så drog de op til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde David: "Gud har brudt igennem mine Fjender ved min Hånd, som Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim. 013 1CH 014 012 Og de lod deres Guder i Stikken der, og David bød, at de skulde opbrændes. 013 1CH 014 013 Men Filisterne bredte sig på ny i Dalen. 013 1CH 014 014 Da David atter rådspurgte Gud, svarede han: "Drag ikke efter dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene. 013 1CH 014 015 Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du drage i Kamp, thi så er Gud draget ud foran dig for at slå Filisternes Hær." 013 1CH 014 016 David gjorde, som Gud bød, og de slog Filisternes Hær fra Gibeon til hen imod Gezer. 013 1CH 014 017 Og Davids Ry bredte sig i alle Lande, idet HERREN Iod Frygt for ham komme over alle Hedningefolkene. 013 1CH 015 001 Siden byggede han sig Huse i Davidsbyen og beredte Guds Ark et Sted, idet han rejste den et Telt 013 1CH 015 002 Ved den Lejlighed sagde David: "Ingen andre end Leviterne må bære Guds Ark, thi dem har HERREN udvalgt til at bære Guds Ark og til at gøre Tjeneste for ham til evig Tid." 013 1CH 015 003 Og David samlede hele Israel i Jerusalem for at føre HERRENs Ark op til det Sted, han havde beredt den. 013 1CH 015 004 Og David samlede Arons Sønner og Leviterne: 013 1CH 015 005 Af Kehatiterne Øversten Uriel og hans Brødre, 120; 013 1CH 015 006 af Merariterne Øversten Asaja og hans Brødre, 220; 013 1CH 015 007 af Gersoniterne Øversten Joel og hans Brødre, 130; 013 1CH 015 008 af Elizafans Sønner Øversten Sjemaja og hans Brødre, 200; 013 1CH 015 009 af Hebrons Sønner Øversten Eliel og hans Brødre, 80; 013 1CH 015 010 af Uzziels Sønner Øversten Amminadab og hans Brødre, 112. 013 1CH 015 011 Så lod David Præsterne Zadok og Ebjatar og Leviterne Uriel, Asaja, Joel, Sjemaja, Eliel og Amminadab kalde 013 1CH 015 012 og sagde til dem: "I er Overhoveder for Leviternes Fædrenehuse; helliger eder tillige med eders Brødre og før HERRENs, Israels Guds, Ark op til det Sted, jeg har beredt den; 013 1CH 015 013 det var jo, fordi I ikke var med første Gang, at HERREN vor Gud tilføjede os et Brud; thi vi søgte ham ikke på rette Måde." 013 1CH 015 014 Så helligede Præsferne og Leviterne sig for at føre HERRENs, Israels Guds, Ark op; 013 1CH 015 015 og Levis Sønner løftede med Bærestængerne Guds Ark op på Skuldrene, som Moses havde påbudt efter HERRENS Ord. 013 1CH 015 016 Fremdeles bød David Leviternes Øverster at lade deres Brødre Sangerne stille sig op med Musikinstrumenter, Harper, Citre og Cymbler og lade høje Jubeltoner klinge. 013 1CH 015 017 Så lod Leviterne Heman, Joels Søn, og af hans Brødre Asaf, Berekjas Søn, og af deres Brødre Merariterne Etan, Husjajas Søn, stille sig op 013 1CH 015 018 og ved Siden af dem deres Brødre af anden Rang Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma'aseja, Mattitja, Elipelehu og Miknejahu og Dørvogterne Obed-Edom og Je'iel; 013 1CH 015 019 Sangerne Heman, Asaf og Etan skulde spille på Kobbercymbler, 013 1CH 015 020 Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma'aseja og Benaja på Harper al-alamot; 013 1CH 015 021 Mattitja, Elipelehu, Miknejahu, Obed-Edom og Je'iel skulde lede Sangen med Citre al-hassjeminit; 013 1CH 015 022 Konanja, Leviternes Øverste over dem, der bar, skulde lede disse, da han forstod sig derpå; 013 1CH 015 023 Berekja og Elkana skulde være Dørvogtere ved Arken; 013 1CH 015 024 Præsterne Sjebanja, Josjafat, Netan'el, Amasaj, Zekarja, Benaja og Eliezer skulde blæse i Trompeterne foran Guds Ark; og Obed-Edom og Jehija skulde være Dørvogtere ved Arken. 013 1CH 015 025 Derpå drog David, Israels Ældste og Tusindførerne hen for under Festglæde at lade HERRENs Pagts Ark bringe op fra Obed-Edoms Hus, 013 1CH 015 026 og da Gud hjalp Leviterne, der har HERRENs Pagts Ark, ofrede man syv Tyre og syv Vædre. 013 1CH 015 027 David har en fin linned Kappe, ligeledes alle Leviterne, der har Arken, og Sangerne og Konanja, som ledede dem, der bar. Og David var iført en linned Efod. 013 1CH 015 028 Og hele Israel bragte HERRENs Pagts Ark op under Festjubel og til Hornets, Trompeternes og Cymblernes Klang, under Harpe- og Citerspil. 013 1CH 015 029 Men da HERRENs Pagts Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud af Vinduet, og da hun så Kong David springe og danse, ringeagtede hun ham i sit Hjerte. 013 1CH 016 001 De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn. 013 1CH 016 002 Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i HERRENs Navn 013 1CH 016 003 og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage. 013 1CH 016 004 Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud; 013 1CH 016 005 Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge, 013 1CH 016 006 og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark. 013 1CH 016 007 Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge HERREN. 013 1CH 016 008 Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 013 1CH 016 009 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere, 013 1CH 016 010 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN, 013 1CH 016 011 spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn; 013 1CH 016 012 kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme, 013 1CH 016 013 I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner! 013 1CH 016 014 Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; 013 1CH 016 015 han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, 013 1CH 016 016 Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak: 013 1CH 016 017 han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 013 1CH 016 018 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 013 1CH 016 019 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 013 1CH 016 020 og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 013 1CH 016 021 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger: 013 1CH 016 022 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" 013 1CH 016 023 Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag; 013 1CH 016 024 kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! 013 1CH 016 025 Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder; 013 1CH 016 026 thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber. 013 1CH 016 027 For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom. 013 1CH 016 028 Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris, 013 1CH 016 029 giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed HERREN i helligt Skrud, 013 1CH 016 030 bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 013 1CH 016 031 Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN har vist, han er Konge!" 013 1CH 016 032 Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer. 013 1CH 016 033 Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden. 013 1CH 016 034 Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig! 013 1CH 016 035 Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!" 013 1CH 016 036 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov HERREN!" 013 1CH 016 037 Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov; 013 1CH 016 038 og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere. 013 1CH 016 039 Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon 013 1CH 016 040 for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, HERREN havde pålagt Israel; 013 1CH 016 041 og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene "thi hans Miskundhed varer evindelig!" 013 1CH 016 042 Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere. 013 1CH 016 043 Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus. 013 1CH 017 001 Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENs Pagts Ark har Plads i et Telt!" 013 1CH 017 002 Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er med dig!" 013 1CH 017 003 Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således: 013 1CH 017 004 "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Ikke du skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i! 013 1CH 017 005 Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt. 013 1CH 017 006 Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus? 013 1CH 017 007 Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit Folk Israel, 013 1CH 017 008 og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden 013 1CH 017 009 og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere, 013 1CH 017 010 dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil HERREN bygge dig! 013 1CH 017 011 Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans Kongedømme. 013 1CH 017 012 Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone evindelig. 013 1CH 017 013 Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din Forgænger; 013 1CH 017 014 jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid, og hans Trone skal stå fast til evig Tid!" 013 1CH 017 015 Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David. 013 1CH 017 016 Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt? 013 1CH 017 017 Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Gud HERRE! 013 1CH 017 018 Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener, 013 1CH 017 019 HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting, 013 1CH 017 020 HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt hvad vi har hørt med vore Ører. 013 1CH 017 021 Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten? 013 1CH 017 022 Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid, og du, HERRE, er blevet deres Gud. 013 1CH 017 023 Så lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde! 013 1CH 017 024 Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn. 013 1CH 017 025 Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit Åsyn. 013 1CH 017 026 Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne Forjættelse, 013 1CH 017 027 så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, HERRE, har velsignet det, og det bliver velsignet evindelig!" 013 1CH 018 001 Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og han fratog Filisterne Gat med Småbyer. 013 1CH 018 002 Fremdeles slog han Moabiterne; og Moabiterne blev Davids skatskyldige Undersåtter. 013 1CH 018 003 Ligeledes slog David Kong Hadar'ezer af Zoba i Nærheden af Hamat, da han var draget ud for at underlægge sig Egnene ved Eufratfloden. 013 1CH 018 004 David fratog ham 1.000 Vogne, 7.008 Ryttere og 20.000 Mand Fodfolk og lod alle Hestene lamme på hundrede nær, som han skånede. 013 1CH 018 005 Og da Aramæerne fra Darmaskus kom Kong Hadar'ezer af Zoba til Hjælp, slog David 22.000 Mand af Aramæerne. 013 1CH 018 006 Derpå indsatte David Fogeder i det darmaskenske Aram, og Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem. 013 1CH 018 007 Og David tog de Guldskjolde, Hadar'ezers Folk havde båret, og bragte dem til Jerusalem; 013 1CH 018 008 og fra Hadar'ezers Byer, Tibhat og Kun, bortførte David Kobber i store Mængder; deraf lod Salomo Kobberhavet, Søjlerne og Kobbersagerne lave. 013 1CH 018 009 Men da Kong To'u af Hamat hørte, at David havde slået hele Kong Hadar'ezer af Zobas Stridsmagt, 013 1CH 018 010 sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadar'ezer og slået ham - Hadar'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'u - og han medbragte alle Hånde Sølv-, Guld og Kobbersager. 013 1CH 018 011 Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og Guld, han havde taget fra alle Folkeslagene, Edom, Moab, Ammoniterne, Filisterne og Amalek. 013 1CH 018 012 Og Absjaj, Zerujas Søn, slog Edom i Saltdalen, 18000 Mand; 013 1CH 018 013 derpå indsatte han Fogeder i Edom, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem. 013 1CH 018 014 Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og Retfærdighed mod hele sit Folk. 013 1CH 018 015 Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler; 013 1CH 018 016 Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Ebjatars Søn, var Præster; Sjavsja var Statsskriver; 013 1CH 018 017 Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og Davids Sønner var de ypperste ved Kongens Side. 013 1CH 019 001 Nogen Tid efter døde Ammoniternes Konge Nahasj, og hans Søn Hanun blev Konge i hans Sted. 013 1CH 019 002 Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed, thi hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at vise ham Deltagelse i Anledning at hans Faders Død. Men da Davids Mænd kom til Ammoniteroes Land til Hanun for at vise ham Deltagelse, 013 1CH 019 003 sagde Ammoniternes Høvdinger til Hanun: "Tror du virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og ødelægge Landet og udspejde det, at hans Folk kommer til dig?" 013 1CH 019 004 Da tog Hanun Davids Folk og lod dem rage og Halvdelen af deres Klæder skære af til Skridtet, og derpå lod han dem gå. 013 1CH 019 005 Da David fik Efterretning om Mændenes Behandling, sendte han dem et Bud i Møde; thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!" 013 1CH 019 006 Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David, sendte Hanun og Ammoniterne 1000 Talenter Sølv for at leje Vogne og Ryttere i Aram-Naharajim, Aram Ma'aka og Zoba; 013 1CH 019 007 og de lejede 32000 Vogne og Kongen af Ma'aka med hans Folk, og de kom og slog Lejr uden for Medeba; imidlertid havde Ammoniterne samlet sig fra deres Byer og rykkede ud til Kamp. 013 1CH 019 008 Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og Kærnetropperne. 013 1CH 019 009 Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp ved Byens Port, medens Kongerne, der var kommet til, stod for sig selv på åben Mark. 013 1CH 019 010 Da Joab så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog Stilling over for Aramæerne, 013 1CH 019 011 medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Absjaj, og de tog Stilling over for Ammoniterne. 013 1CH 019 012 Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg hjælpe dig. 013 1CH 019 013 Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!" 013 1CH 019 014 Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og de flygtede for ham. 013 1CH 019 015 Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede også de forhans Broder Absjaj og trak sig ind i Byen. Derpå kom Joab til Jerusalem. 013 1CH 019 016 Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, sendte de Bud og fik Aramæerne hinsides Floden til at rykke ud med Sjofak, Hadar'ezers Hærfører, i Spidsen. 013 1CH 019 017 Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte over Jordan og kom til Helam, hvor David stillede sig op til Kamp mod Aramæerne, og de angreb ham. 013 1CH 019 018 Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 7.000 Stridsheste og 40.000 Mand Fodfolk af Aram; også Hærføreren Sjofak huggede han ned. 013 1CH 019 019 Da alle Hadar'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel, sluttede de Fred med David og underkastede sig, og Aramæerne vilde ikke hjælpe Ammoniterne mere. 013 1CH 020 001 Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, førte Joab Krigshæren ud og hærgede Ammoniternes Land; derpå drog han hen og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. Og Joab indtog Rabba og ødelagde det. 013 1CH 020 002 Da tog David Kronen af Milkoms Hoved, og han fandt, at den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig, 013 1CH 020 003 og Indbyggerne slæbte han bort og satte dem til Savene, Jernhakkerne og Økserne. Således gjorde han ved alle Ammonifemes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem. 013 1CH 020 004 Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gezer. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Sippaj, som var af Rafaslægten, og de blev underkuet. 013 1CH 020 005 Atter kom det til Kamp med Filis, terne. Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Lami, Gatiten Goliats Broder, hvis Spydstage var som en Væverbom. 013 1CH 020 006 Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpe stor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. 013 1CH 020 007 Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned. 013 1CH 020 008 Disse var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd. 013 1CH 021 001 Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel. 013 1CH 021 002 David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan få Tallet på dem at vide!" 013 1CH 021 003 Men Joab svarede: "Måtte HERREN forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?" 013 1CH 021 004 Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem. 013 1CH 021 005 Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd, Juda 470.000. 013 1CH 021 006 Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru. 013 1CH 021 007 Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel. 013 1CH 021 008 Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!" 013 1CH 021 009 Men HERREN talede således til Gad, Davids Seer: 013 1CH 021 010 "Gå hen og sig således til David: Så siger HERREN: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!" 013 1CH 021 011 Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger HERREN: Vælg! 013 1CH 021 012 Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med HERRENs Sværd og Pest i Landet, i hvilke HERRENs Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!" 013 1CH 021 013 David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i Menneskehånd vil jeg ikke falde!" 013 1CH 021 014 Så sendte HERREN Pest over Israel, og af Israel døde 70.000 Mennesker. 013 1CH 021 015 Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, så HERREN til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads. 013 1CH 021 016 Da David løftede sit Blik og så HERRENs Engel stå mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt; 013 1CH 021 017 og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? HERRE min Gud, lad din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!" 013 1CH 021 018 Da sagde HERRENs Engel til Gad, at han skulde byde David gå op og rejse HERREN et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads. 013 1CH 021 019 Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i HERRENs Navn. 013 1CH 021 020 Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede. 013 1CH 021 021 Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på David, forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham. 013 1CH 021 022 Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at jeg der kan bygge HERREN et Alter! For fuld betaling skal du overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!" 013 1CH 021 023 Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre, hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre, Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg giver det hele!" 013 1CH 021 024 - Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld Betaling, thi til HERREN vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et Brændoffer, som intet koster mig!" 013 1CH 021 025 Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen; 013 1CH 021 026 og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre; og da han råbte til HERREN, svarede HERREN ham ved at lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret, 013 1CH 021 027 Og på HERRENs Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen. 013 1CH 021 028 På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi han havde set, at HERREN havde svaret ham der; 013 1CH 021 029 men HERRENs Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon. 013 1CH 021 030 Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han var rædselsslagen over HERRENs Engels Sværd. 013 1CH 022 001 Da sagde David: "Her skal Gud HERRENs Hus stå, her skal Israels Brændofferalter stå!" 013 1CH 022 002 David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus; 013 1CH 022 003 fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber 013 1CH 022 004 og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte David Cederbjælker i Mængde. 013 1CH 022 005 Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men Huset, som skal bygges HERREN, skal være stort og mægtigt, for at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil træffe Forberedelser for ham." Og David traf store Forberedelser, før han døde. 013 1CH 022 006 Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge HERREN, Israels Gud, et Hus. 013 1CH 022 007 Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; 013 1CH 022 008 men da kom HERRENs Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn. 013 1CH 022 009 Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans Dage. 013 1CH 022 010 Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid! 013 1CH 022 011 Så være da HERREN med dig, min Søn, at du må få Lykke til at bygge HERREN din Guds Hus, således som han har forjættet om dig. 013 1CH 022 012 Måtte HERREN kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte dig over Israel og du kan holde HERREN din Guds Lov! 013 1CH 022 013 Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og Lovbudene, som HERREN bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet! 013 1CH 022 014 Se, med stor Møje har jeg til HERRENs Hus tilvejebragt 100.000 Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere. 013 1CH 022 015 En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere, Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af enhver Art. 013 1CH 022 016 Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede - så tag da fat, og HERREN være med dig!" 013 1CH 022 017 Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og sagde: 013 1CH 022 018 "Er HERREN eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd, og Landet er underlagt HERREN og hans Folk; 013 1CH 022 019 så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge HERREN eders Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal bygges HERRENS Navn." 013 1CH 023 001 Da David var blevet gammel og mæt af Dage, gjorde han sin Søn Salomo til Konge over Israel. 013 1CH 023 002 Han samlede alle Israels Øverster og Præsterne og Leviterne. 013 1CH 023 003 Og Leviterne blev talt fra Trediveårsalderen og opefter, og deres Tal udgjorde, Hoved for Hoved, Mand for Mand, 38000. 013 1CH 023 004 "Af dem," sagde han, "skal 24000 forestå Arbejdet ved HERRENs Hus, 6000 være Tilsynsmænd og Dommere, 013 1CH 023 005 4000 være Dørvogtere og 4000 love HERREN med de instrumenter, jeg har ladet lave til Lovsangen." 013 1CH 023 006 Og David inddelte dem i Skifter efter Levis Sønner Gerson, Kehat og Merari. 013 1CH 023 007 Til Gersoniterne hørte: Ladan og Sjim'i; 013 1CH 023 008 Ladans Sønner: Jehiel, som var Overhoved, Zetam og Joel, tre; 013 1CH 023 009 Sjim'is Sønner: Sjelomit, Haziel og Haran, tre. De var Overhoveder for Ladans Fædrenehuse. 013 1CH 023 010 Sjim'is Sønner: Jahat, Ziza, Je'usj og Beri'a. Disse fire var Sjim'is Sønoer. 013 1CH 023 011 Jahat var Overhoved og Ziza den næste; Je'usj og Beri'a havde ikke mange Sønner og regnedes derfor for eet Fædrenehus, eet Embedsskifte. 013 1CH 023 012 Kehatiterne: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel, fire; 013 1CH 023 013 Amrams Sønner: Aron og Moses. Aron udskiltes sammen med sine Sønner til at helliges som højhellig til evig Tid, til at tænde Offerild for HERRENs Åsyn, til at tjene ham og velsigne i hans Navn til evig Tid. 013 1CH 023 014 Den Guds Mand Moses's Sønner regnedes derimod til Levis Stamme. 013 1CH 023 015 Moses's Sønner: Gersom og Eliezer; 013 1CH 023 016 Gersoms Sønner; Sjubael, som var Overhoved; 013 1CH 023 017 Eliezers Sønner: Rehabja, som var Overhoved; andre Sønner havde Eliezer ikke, men Rehabjas Sønner var overmåde talrige. 013 1CH 023 018 Jizhars Sønner: Sjelomit, som var Overhoved. 013 1CH 023 019 Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden, Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde. 013 1CH 023 020 Uzziels Sønner: Mika, som var Overhoved, og Jissjija den anden. 013 1CH 023 021 Meraiterne var: Mali og Musji. Malis Sønner: El'azar og Kisj. 013 1CH 023 022 El'azar efterlod sig ved sin Død ingen Sønner, men kun Døtre, som deres Brødre, Kisj's Sønner, ægtede. 013 1CH 023 023 Musjis Sønner: Mali, Eder og Jeremot, tre. 013 1CH 023 024 Det var Levis Sønner efter deres Fædrenebuse, Overhovederne for Fædrenehusene, de, som mønstredes ved Optælling af Navnene, Hoved for Hoved, de, som udførte Arbejdet ved Tjenesten i HERRENs Hus, fra Tyveårsalderen og opefter. 013 1CH 023 025 Thi David tænkte: "HERREN, Israels Gud, har skaffet sit Folk Ro og taget Boligi Jerusalem for evigt; 013 1CH 023 026 derfor behøver Leviterne heller ikke mere at bære Boligen og alle de Ting, som hører til dens Tjeneste." 013 1CH 023 027 (Ifølge Davids sidste Forordninger regnes Tallet på Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter). 013 1CH 023 028 Men deres Plads er ved Arons Sønners Side, for at de kan udføre Tjenesten i HERRENs Hus; de skal tage sig af Forgårdene, Kamrene, Renholdelsen af alle de hellige Ting og Arbejdet, der skal udføres i Guds Hus; 013 1CH 023 029 de skal sørge for Skuebrødene, Melet til Afgrødeofrene, de usyrede Fladbrød, Panden, Dejgen og alle Rum- og Længdemål; 013 1CH 023 030 hver Morgen skal de stå og love og prise HERREN, ligeså om Aftenen, 013 1CH 023 031 og hver Gang der ofres Brændofre til HERREN på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne; i det fastsatte Antal efter den for dem gældende Forskrift skal de altid stå for HERRENs Åsyn. 013 1CH 023 032 Således skal de tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet og ved det hellige og hjælpe deres Brødre, Arons Sønner, med Tjenesten i HERRENs Hus. 013 1CH 024 001 Arons Sønner, delte i Skifter, var: Arons Sønner Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar; 013 1CH 024 002 Nadab og Abihu døde før deres Fader uden at efterlade sig Sønoer, men Eleazar og Itamar fik Præsteværdigheden. 013 1CH 024 003 David tillige med Zadok af Eleazars Sønner og Ahimelek af Itamars Sønner inddelte dem efter deres Embedsskifter ved deres Tjeneste. 013 1CH 024 004 Og da det viste sig, at Eleazars Sønner havde flere Overhoveder end Itamars, delte de dem således, at Eleazars Sønner fik seksten Overhoveder over deres Fædrenebuse. Itamars Sønner otte. 013 1CH 024 005 Og de delte, begge Hold ved Lodkastning, thi der fandtes hellige Øverster og Guds Øverster både iblandt Eleazars og Itamars Sønner. 013 1CH 024 006 Skriveren Sjemaja, Netan'els Søn af Levis Slægt, optegnede dem i Påsyn af Kongen, Øversterne, Præsten Zadok, Ahimelek, Ebjatars Søn, og Overhovederne for Præsternes og Leviternes Fædrenebuse. Der udtoges eet Fædrenehus af Itamar for hvert to af Eleazar. 013 1CH 024 007 Det første Lod traf Jojarib, det andet Jedaja, 013 1CH 024 008 det tredje Harim, det fjerde Seorim, 013 1CH 024 009 det femte Malkija, det sjette Mijjamin, 013 1CH 024 010 det syvende Hakkoz, det ottende Abija, 013 1CH 024 011 det niende Jesua, det tiende Sjekanja, 013 1CH 024 012 det ellevte Eljasjib, det tolvte Jakim, 013 1CH 024 013 det trettende Huppa, det fjortende Jisjba'al, 013 1CH 024 014 det femtende Bilga, det sekstende Immer, 013 1CH 024 015 det syttende Hezir, det attende Happizzez, 013 1CH 024 016 det nittende Petaja, det tyvende Jehezkel, 013 1CH 024 017 det een og tyvende Jakin, det to og tyvende Gamul, 013 1CH 024 018 det tre og tyvende Delaja og det fire og tyvende Ma'azja. 013 1CH 024 019 Det var deres Embedsskifter ved deres Tjeneste, når de gik ind i HERRENs Hus, efter den Forpligtelse deres Fader Aron pålagde dem, efter hvad HERREN, Israels Gud, havde pålagt ham. 013 1CH 024 020 De andre Leviter var: Af Amrams Sønner Sjubael; af Sjubaels Sønner Jedeja. 013 1CH 024 021 Af Rehabjas Sønner Jissjija, som var Overhoved. 013 1CH 024 022 Af Jizhariterne Sjelomot; af Sjelomots Sønner Jahat. 013 1CH 024 023 Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden, Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde. 013 1CH 024 024 Uzziels Sønner: Mika; af Mikas Sønner Sjamir. 013 1CH 024 025 Mikas Broder Jissjija; af Jissjijas' Sønner Zekarja. 013 1CH 024 026 Meraris Sønner: Mali og Musji og hans Søn Uzzijas Sønner. 013 1CH 024 027 Meraris Søn Uzzijas Sønner: Sjoham, Zakkur og Ibri. 013 1CH 024 028 Af Mali El'azar, der ingen Sønner havde, og Kisj; 013 1CH 024 029 af Kisj Kisj's Sønner: Jerame'el. 013 1CH 024 030 Musjis Sønner: Mali, Eder og Jerimot. Det var Leviternes Efterkommere efter deres Fædrenehuse. 013 1CH 024 031 Også de kastede Lod ligesom deres Brødre, Arons Sønner, i Påsyn af Kong David, Zadok og Ahimelek og Overhovederne for Præsternes og Leviternes Fædrenehuse - Fædrenehusenes Overhoveder ligesom deres yngste Brødre. 013 1CH 025 001 Derpå udskilte David og Hærførerne til Tjenesten Asafs, Hemans og Jedutuns Sønner, som i profetisk Henrykkelse spillede på Citre, Harper og Cymbler; og Tallet på de Mænd, der havde med denne Tjeneste at gøre, var: 013 1CH 025 002 Af Asafs Sønner: Zakkur, Josef, Netanja og Asar'ela, Asafs Sønner under Ledelse af Asaf, der spillede i profetisk Henrykkelse under Kongens Ledelse. 013 1CH 025 003 Af Jedutun: Jedutuns Sønner Gedalja, Jizri, Jesja'ja, Sjim'i, Hasjabja og Mattitja, seks, under Ledelse af deres Fader Jedutun, der i profetisk Henrykkelse spillede på Citer, når HERREN blev lovet og priset. 013 1CH 025 004 Af Heman: Hemans Sønner Bukkija, Mattanja, Uzziel, Sjubael, Jerimot, Hananja, Hanani, Eliata, Giddalti, Romamti-Ezer, Josjbekasja, Malloti, Hotir og Mahaziot. 013 1CH 025 005 Alle disse var Sønner af Heman, Kongens Seer i Guds Ord; for at løfte hans Horn gav Gud Heman fjorten Sønner og tre Døtre. 013 1CH 025 006 Alle disse spillede under deres Faders Ledelse ved Sangen i HERRENs Hus på Cymbler, Harper og Citre for således at gøre Tjeneste i Guds Hus under Ledelse af Kongen, Asaf, Jedutun og Heman. 013 1CH 025 007 Deres Tal, sammenregnet med deres Brødre, der var oplært til at synge HERRENs Sange, var 288, kyndige Folk til Hobe. 013 1CH 025 008 De kastede Lod om Ordningen af Tjenesten med lige Kår både for små og for store, Mestre og Lærlinge. 013 1CH 025 009 Det første Lod traf Josef, ham selv med hans Brødre og Sønner, tolv; det andet Gedalja, ham selv med hans Brødre og Sønner, tolv; 013 1CH 025 010 det tredje Zakkur, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 011 det fjerde Jizri, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 012 det femte Netanja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 013 det sjette Bukkija, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 014 det syvende Jesar'ela, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 015 det ottende Jesjaja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 016 det niende Mattanja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 017 det tiende Sjim'i, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 018 det ellevte Uzziel, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 019 det tolvte Hasjabja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 020 det trettende Sjubael, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 021 det fjortende Mattitja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 022 det femtende Jeremot, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 023 det sekstende Hananja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 024 det syttende Josjbekasja, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 025 det attende Hanani, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 026 det nittende Malloti, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 027 det tyvende Eliata, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 028 det een og tyvende Hotir, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 029 det to og tyvende Giddalti, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 030 det tre og tyvende Mahaziot, hans Sønner og Brødre, tolv; 013 1CH 025 031 det fire og tyvende Romamti-Ezer, hans Sønner og Brødre, tolv. 013 1CH 026 001 Dørvogternes Skifeter var følgende: af Koraiterne Mesjelemja, en Søn af Kore af Abi'asafs Sønner. 013 1CH 026 002 Mesjelemja havde Sønner: Zekarja den førstefødte, Jediael den anden, Zebadja den tredje, Jatniel den fjerde, 013 1CH 026 003 Elam den femte, Johanan den sjette og Eljoenaj den syvende. 013 1CH 026 004 Obed-Edom havde Sønner: Sjemaja den førstefødte, Jozabad den anden, Joa den tredje, Sakar den fjerde, Netan'el den femte, 013 1CH 026 005 Ammiel den sjette, Issakar den syvende og Pe'ulletaj den ottende; thi Gud havde velsignet ham. 013 1CH 026 006 Hans Søn Sjemaja fødtes Sønner, som var Herskere i deres Fædrenehus, da de var dygtige Folk. 013 1CH 026 007 Sjemajas Sønner var: Otni, Retael, Obed, Elzabad og hans Brødre, dygtige Folk, Elihu og Semakja; 013 1CH 026 008 alle disse hørte tillige med deres Sønner og Brødre til Obed-Edoms Sønner, dygtige Folk med Evner til Tjenesten, i alt to og tresindstyve Efterkommere af Obed-Edom. 013 1CH 026 009 Mesjelemja havde Sønner og Brødre, dygtige Folk, atten. 013 1CH 026 010 Hosa at Meraris Sønner havde Sønner: Sjimri, som var Overhoved - thi skønt han ikke var den førstefødte, gjorde hans Fader ham til Overhoved 013 1CH 026 011 Hilkija den anden, Tebalja den tredje og Zekarja den fjerde. Hosas Sønner og Brødre var i alt tretten. 013 1CH 026 012 Disse Dørvogternes Skifter, deres Overhoveder sammen med deres Brødre, blev Vagttjenesten overdraget, og således gjorde de Tjeneste i HERRENs Hus; 013 1CH 026 013 og om hver enkelt Port kastede de Lod mellem små som store, efter deres Fædrenehuse. 013 1CH 026 014 Loddet for Østporten ramte Sjelemja. Også for hans Søn Zekarja, en klog Rådgiver, kastede man Lod, og Loddet traf Nordporten. 013 1CH 026 015 Por Obed-Edom traf det Sydporten og for hans Sønner Forrådskamrene. 013 1CH 026 016 Og for Hosa traf Loddet Vestporten tillige med Sjalleketporten ved Vejen, der fører opad, den ene Vagtpost ved den anden. 013 1CH 026 017 Mod Øst var der seks Leviter, mod Nord daglig fire, mod Syd daglig tre, ved hvert af Forrådskamrene to, 013 1CH 026 018 ved Parbar mod Vest var der fire ved Vejen, to ved Parbar. 013 1CH 026 019 Det var Dørvogternes Skifter af Koraiternes og Meraris Efterkommere. 013 1CH 026 020 Deres Brødre Leviterne, som havde Tilsyn med Guds Hus's Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne: 013 1CH 026 021 Ladans Sønner, Gersoniternes Efterkommere gennem Ladan, Overhovederne for Gersoniten Ladans Fædrenehuse: Jehieliterne. 013 1CH 026 022 Jehieliternes Sønner Zetam og hans Broder Joel havde Tilsynet med HERRENs Hus's Skafte. 013 1CH 026 023 Af Amramiterne, Jizhariterne, Hebroniterne og Uzzieliterne 013 1CH 026 024 var Sjubael, en Søn af Moses's Søn Gersom, Overopsynsmand over Skattene. 013 1CH 026 025 Hans fra Eliezer nedstammende Brødre: Hans Søn Rehabja, hans Søn Jesjaja, hans Søn Joram, hans Søn Zikri, hans Søn Sjelomit. 013 1CH 026 026 Denne Sjelomit og hans Brødre havde Tilsynet med de Skatte af Helliggaver, som Kong David, Fædrenehusenes Overhoveder, Tusind- og Hundredførerne og Hærførerne havde helliget - 013 1CH 026 027 de havde helliget dem af Krigsbyttet til Hjælp ved Bygningen at HERRENs Hus 013 1CH 026 028 og med alt, hvad Seeren Samuel, Saul, Kisj's Søn, Abner, Ners Søn, og Joab, Zerujas Søn, havde helliget; alt, hvad der var helliget, var betroet Sjelomit og hans Brødre. 013 1CH 026 029 Af Jizhariteme udtoges Honanja og hans Sønner til Arbejdet ude i Israel som Fogeder og Dommere. 013 1CH 026 030 Af Hebroniterne var Hasjabja og hans Brødre, 1700 dygtige Folk, sat til at varetage alt, hvad der vedrørte HERRENs Tjeneste og Kongens Tjeneste i Israel vesten for Jordan. 013 1CH 026 031 Til Hebroniterne hørte Jerija, Overhovedet forHebroniterne, efter deres Nedstamning, efter Fædrenehusene - i Davids fyrretyvende Regeringsår blev der iværksat en Undersøgelse angående dem, og der fandtes dygtige Folk iblandt dem i Ja'zer i Gilead 013 1CH 026 032 og hans Brødre, 2700 dygtige Folk, Overhoveder for Fædrenehusene; dem satte Kong David over Rubeniteme, Gaditerne og Manasses halve Stamme til at varetage alle Sager, som vedrørte Gud og Kongen. 013 1CH 027 001 Israeliterne efter deres Tal: Fædrenehusenes Overhoveder, Tusind- og Hundredførerne og deres Fogeder, som tjente Kongen i alle Sager vedrørende Skifterne, de, der skiftevis trådte til og fra hver Måned hele Året rundt, hvert Skifte på 24000 Mand: 013 1CH 027 002 Over det første Skifte, den første Måneds Skifte stod Isjba'al, Zabdiels Søn - til hans Skifte hørte 24000 Mand 013 1CH 027 003 af Perez's Efterkommere, Overhoved for alle Hærførerne; det var den første Måned. 013 1CH 027 004 Over den anden Måneds Skifte stod Ahohiten El'azar, Dodajs Søn; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 005 Den tredje Hærfører, ham i den tredje Måned, var Benaja, Ypperstepræsten Jojadas Søn; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 006 Denne Benaja var Helten blandt de tredive og stod i Spidsen for de tredive, og ved hans Skifte var hans Søn Ammizabad. 013 1CH 027 007 Den fjerde, ham i den fjerde Måned, var Joabs Broder Asa'el og efter ham hans Søn Zebadja; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 008 Den femte, ham i den femte Måned, var Hærføreren Zeraiten Sjamhut; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 009 Den sjette, ham i den sjette Måned, var Ira, Ikkesjs Søn, fra Tekoa; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 010 Den syvende, ham i den syvende Måned, var Peloniten Helez af Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 011 Den ottende, ham i den ottende Måned, var Husjatiten Sibbekaj af Zeras Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 012 Den niende, ham i den niende Måned, var Abiezer fra Anatot at Benjaminiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 013 Den tiende, ham i den tiende Måned, var Maharaj fra Netofa af Zeras Slægt, til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 014 Den ellevte, ham i den ellevte Måned, var Benaja fra Pir'aton af Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 015 Den tolvte, ham i den tolvte Måned, var Heldaj fra Netofa af Otniels Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand. 013 1CH 027 016 I Spidsen for Israels Stammer stod: Som Fyrste for Rubeniterne Eliezer, Zikris Søn; for Simeoniterne Sjefatja, Ma'akas Søn; 013 1CH 027 017 for Levi Hasjabja, Hemuels Søn, for Aron Zadok; 013 1CH 027 018 for Juda Eliab, en af Davids Brødre; for Issakar Omri, Mikaels Søn; 013 1CH 027 019 for Zebulon Jisjmaja, Obadjas Søn; for Naftali Jerimot, Azriels Søn; 013 1CH 027 020 for Efraimiterne Hosea, Azazjas Søn; for Manasses halve Stamme Joel, Pedajas Søn; 013 1CH 027 021 for Manasses anden Halvdel i Gilead Jiddo, Zekarjas Søn; for Benjamin Ja'asiel, Abners Søn; 013 1CH 027 022 for Dan Azar'el, Jerobams Søn. Det var Israels Stammers Øverster. 013 1CH 027 023 David tog ikke Tal på dem, dervar under tyve År, thi HERREN havde forjættet at ville gøre Israel talrigt som Himmelens Stjerner. 013 1CH 027 024 Joab, Zerujas Søn, begyndte at tælle dem, men fuldførfe det ikke; thi for den Sags Skyld ramtes Israel af Vrede, og Tallet indførtes ikke i Kong Davids Krønike. 013 1CH 027 025 Over Kongens Skatte havde Azmavet, Adiels Søn, Opsynet, og over Forrådene ude på Landet, i Byerne, Landsbyerne og Fæstningerne Jonatan, Uzzijas Søn; 013 1CH 027 026 over Markarbejderne ved Jordens Dyrkning Ezri, Kelubs Søn; 013 1CH 027 027 over Vingårdene Sjim'i fra Rama; over Vinforrådene i Vingårdene Sjifmiten Zabdi; 013 1CH 027 028 over Oliventræerne og Morbærfigentræerne i Lavlandet Ba'al-Hanan fra Geder; over Olieforrådene Joasj; 013 1CH 027 029 over Hornkvæget, der græssede på Saron, Saroniten Sjitraj; over Hornkvæget i Dalene Sjafat, Adlajs Søn; 013 1CH 027 030 over Kamelerne Ismaelitem Obil; over Æslerne Jedeja fra Meronot; 013 1CH 027 031 over Småkvæget Hagriten Jaziz. Alle disse var Overopsynsmænd over Kong Davids Ejendele. 013 1CH 027 032 Davids Farbroder Jonatan, en indsigtsfuld og skriffkyndig Mand, var Rådgiver. Jehiel, Hakmonis Søn, opdrog Kongens Sønner. 013 1CH 027 033 Akitofel var Kongens Rådgiver og Arkiten Husjaj Kongens Ven. 013 1CH 027 034 Akitofels Eftermand var Jojada, Benajas Søn, og Ebjatar. Joab var Kongens Hærfører. 013 1CH 028 001 Derpå samlede David i Jerusalem alle Israels Øverster, Stammeøversterne, Skifternes Øverster, som var i Kongens Tjeneste, Tusind- og Hundredførerne, Overopsynsmændene over alle Kongens og hans Sønners Ejendele og Kvæg, ligeledes Hofmændene, Kærnetropperne og alle dygtige Krigere. 013 1CH 028 002 Kong David rejste sig op og sagde: "Hør mig, mine Brødre og mit Folk! Jeg havde i Sinde at bygge HERRENs Pagts Ark og vor Guds Fodskammel et Hus at hvile i og havde truffet forberedelser til at bygge. 013 1CH 028 003 Men Gud sagde til mig: Du skal ikke bygge mit Navn et Hus, thi du er en Krigens Mand og har udgydt Blod! 013 1CH 028 004 Af mit Fædrenehus udvalgte HERREN, Israels Gud, ene mig til Konge over Israel evindelig, thi han udvalgte Juda til Fyrste og af Juda mit Fædrenehus, og mellem min Faders Sønner fandt han Behag i mig, så han gjorde mig til Konge over hele Israel. 013 1CH 028 005 Og af alle mine Sønner - HERREN har givet mig mange Sønner har han udvalgt min Søn Salomo til at sidde på HERRENs Kongetrone og herske over Israel. 013 1CH 028 006 Og han sagde til mig: Din Søn Salomo er den, som skal bygge mit Hus og mine Forgårde, thi ham har jeg udvalgt til min Søn, og jeg vil være ham en Fader; 013 1CH 028 007 jeg vil grundfæste hans Kongedømme til evig Tid, hvis han holder fast ved mine Bud og Lovbud og gør efter dem således som nu. 013 1CH 028 008 Og nu, for hele Israels, HERRENs Forsamlings, Øjne og i vor Guds Påhør siger jeg: Stræb at holde alle HERREN eders Guds Bud, at I må eje dette herlige Land og lade det gå i Arv til eders Efterkommere til evig Tid! 013 1CH 028 009 Og du, min Søn Salomo! Kend din Faders Gud og tjen ham med et helt Hjerte og en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres Tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig fmde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt. 013 1CH 028 010 Så se da til, thi HERREN har udvalgt dig til at bygge et Hus til Helligdom! Gå til Værket med Frimodighed!" 013 1CH 028 011 Derpå gav David sin Søn Salomo Planen til Forhallen, Templets Bygninger, Forrådskamrene, Rummene på Taget, de indre Kamre og Hallen til Sonedækket 013 1CH 028 012 og Planen til alt, hvad der stod for hans Tanke med Hensyn til HERRENs Hus's Forgårde og alle Kamrene rundt om, Guds Hus's Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne, 013 1CH 028 013 fremdeles Anvisninger om Præsternes og Leviternes Skifter og alt Arbejdet ved Tjenesten i HERRENs Hus og alting, som hørte til Tjenesten i HERRENs Hus, 013 1CH 028 014 om Guldet, den Vægt, der skulde til hver enkelt Ting, som hørte til Tjenesten, og om alle Sølvtingene, den Vægt, der skulde til hver enkelt Ting, som hørte til Tjenesten, 013 1CH 028 015 fremdeles om Vægten på Guldlysestagerne og deres Guldlamper, Vægten på hver enkelt Lysestage og dens Lamper, og på Sølvlysestagerne, Vægten på hver enkelt Lysestage og dens Lamper, svarende til hver enkelt Lysestages Brug ved Tjenesten, 013 1CH 028 016 fremdeles om Vægten på Guldet til Skuebrødsbordene, til hvert enkelt Skuebrødsbord, og på Sølvet til Sølvbordene 013 1CH 028 017 og om Gaflerne, Skålene og Krukkerne af purt Guld og om Guldbægrene, Vægten på hvert enkelt Bæger, og Sølvbægrene, Vægten på hvert enkelt Bæger, 013 1CH 028 018 øg om Vægten på Røgofferalteret af purt Guld og om Tegningen til Vognen, til Guldkeruberoe, som udbredte Vingerne skærmende over HERRENs Pagts Ark. 013 1CH 028 019 "HERREN har sat mig ind i alt dette ved et Skrift, jeg har fra hans egen Hånd, i alle de Arbejder, Planen omfatter." 013 1CH 028 020 Derpå sagde David til sin Søn Salomo: "Gå til Værket og vær frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet, thi Gud HERREN, min Gud, vil være med dig! Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig, før alt Arbejdet med HERRENs Hus er fuldført. 013 1CH 028 021 Se, Præsternes og Leviternes Skifter er rede til alt Arbejdet ved Guds Hus; og til alt, hvad der skal udføres, har du Folk hos dig, der alle er villige og forstår sig på Arbejder af enhver Art, og Øversterne og hele Folket er rede til alt, hvad du kræver." 013 1CH 029 001 Fremdeles sagde Kong David til hele Forsamlingen: "Min Søn Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og Arbejdet er stort, thi Borgen er ikke bestemt for et Menneske, men for Gud HERREN. 013 1CH 029 002 Jeg har derfor sat al min Kraft ind på til min Guds Hus at tilvejebringe Guldet, Sølvet, Kobberet, Jernet og Træet til det, der skal laves af Guld, Sølv, Kobber, Jern og Træ, desuden Sjohamsten og Indfatningssten, Rubiner, brogede Sten, alle Slags Ædelsten og Marmorsten i Mængde. 013 1CH 029 003 I min Glæde over min Guds Hus giver jeg der hos til min Guds Hus, hvad jeg ejer af Guld og Sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til Veje til det hellige Hus: 013 1CH 029 004 3.000 Talenter Guld, Offrguld, og 7.000 Talenter lutret Sølv til at overtrække Bygningernes Vægge med, 013 1CH 029 005 Guldet til det, der skal forgyldes, og Sølvet til det, der skal forsølves, og til ethvert Arbejde, der skal udføres af Håndværkernes Hånd. Hvem er nu villig til i Dag at bringe HERREN Gaver?" 013 1CH 029 006 Da kom Øversterne for Fædrenehusene, Øversterne for Israels Stammer, Tusind- og Hundredførerne og Øversterne i Kongens Tjeneste frivilligt 013 1CH 029 007 og gav til Arbejdet på Guds Hus 5.000 Talenter og 10.000 Darejker Guld, 10.000 Talenter Sølv, 18.000 Talenter Kobber og 100.000 Talenter Jern; 013 1CH 029 008 og de, som ejede Ædelsten, gav dem til HERRENs Hus's Skat, der stod under Gersoniten Jehiels Tilsyn. 013 1CH 029 009 Og Folket glædede sig over deres Vilje til at give, thi af et helt Hjerte gav de HERREN frivillige Gaver; også Kong David følte stor Glæde. 013 1CH 029 010 Og David priste HERREN i hele forsamlingens Nærværelse, og David sagde: "Lovet være du HERRE, vor Fader Israels Gud fra Evighed til Evighed! 013 1CH 029 011 Din, HERRE, er Storheden, Magten, Æren, Glansen og Herligheden, thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o HERRE, er Riget, og selv løfter du dig som Hoved over alle. 013 1CH 029 012 Rigdom og Ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din Hånd er Kraft og Vælde, og i din Hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. 013 1CH 029 013 Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige Navn! 013 1CH 029 014 Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi selv skulde evne at give sådanne frivillige Gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen Hånd har vi givet dig det. 013 1CH 029 015 Thi vi er fremmede for dit Åsyn og Gæster som alle vore Fædre; som em Skygge er vore Dage på Jorden, uden Håb! 013 1CH 029 016 HERRE vor Gud, al denne Rigdom, som vi har bragt til Veje for at bygge dit hellige Navn et Hus, fra din Hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen. 013 1CH 029 017 Jeg ved, min Gud. at du prøver Hjerter og har Behag i Oprigtighed; af oprigtigt Hjerte har jeg villigt givet alt dette, og nu har jeg set med Glæde, at dit Folk, der er her til Stede, villigt har givet dig Gaver. 013 1CH 029 018 HERRE, vore Fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig Tid et sådant Sind og sådanne Tanker i dit Folks Hjerte og vend deres Hjerter til dig! 013 1CH 029 019 Og giv min Søn Salomo et helt Hjerte til at holde dine Bud, Vidnesbyrd og Anordninger og udføre det alt sammen og bygge den Borg, jeg har truffet Forberedelser til at opføre!" 013 1CH 029 020 Derpå sagde David til hele Forsamlingen: "Lov HERREN eders Gud!" Og hele Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og kastede sig ned for HERREN og Kongen. 013 1CH 029 021 Så ofrede de Slagtofre til HERREN, og Dagen efter bragte de ham som Brændoffer 1000 Tyre, 1000 Vædre og 1000 Lam med tilhørende Drikofre og en Mængde Slagtofre for hele Israel; 013 1CH 029 022 og de spiste og drak den Dag for HERRENs Åsyn med stor Glæde. Derefter indsatte de på ny Davids Søn til Konge, og de hyldede ham som HERRENs Fyrste og Zadok som Præst; 013 1CH 029 023 og Salomo satte sig på HERRENs Trone som Konge i sin Fader Davids Sted; Lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt; 013 1CH 029 024 og alle Øversterne og Kærnetropperne, ligeledes alle Kong Davids Sønner hyldede Kong Salomo. 013 1CH 029 025 HERREN gjorde Salomo overmåde mægtig for hele Israels Øjne og gav ham en kongelig Herlighed, som ingen Konge før ham havde haft i Israel. 013 1CH 029 026 David, Isajs Søn, havde hersket over hele Israel. 013 1CH 029 027 Tiden, han var Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År. 013 1CH 029 028 Han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære; og hans Søn Salomo blev Konge i hans Sted. 013 1CH 029 029 Kong Davids Historie fra først til sidst står optegnet i Seeren Samuels Krønike, Profeten Natans Krønike og Seeren Gads Krønike 013 1CH 029 030 tillige med hele hans Regering og hans Heltegerninger og de Tildragelser, som hændtes ham og Israel og alle Lande og Riger. # # BOOK 014 2CH 2 Chronicles Anden Krønikebog 014 2CH 001 001 Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og HERREN hans Gud var med ham og gjorde ham overmåde mægtig. 014 2CH 001 002 Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne, Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder, 014 2CH 001 003 og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som HERRENs Tjener Moses havde rejst i Ørkenen, 014 2CH 001 004 men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted, han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den i Jerusalem. 014 2CH 001 005 Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde lavet, stod der foran HERRENs Bolig, og der søgte Salomo og Forsamlingen ham. 014 2CH 001 006 Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod foran HERRENs Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå. 014 2CH 001 007 Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!" 014 2CH 001 008 Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted. 014 2CH 001 009 Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse til min Fader David gå i Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er talrigt som Jordens Støv. 014 2CH 001 010 Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?" 014 2CH 001 011 Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv, ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over, 014 2CH 001 012 så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom, Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og ingen efter dig skal have det." 014 2CH 001 013 Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som Konge over Israel. 014 2CH 001 014 Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400 Vogne og 12000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem. 014 2CH 001 015 Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet. 014 2CH 001 016 Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens Handelsfolk købte dem i Kove. 014 2CH 001 017 De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for150 Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle Hetiternes og Arams Konger. 014 2CH 002 001 Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn og et kongeligt Palads. 014 2CH 002 002 Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere og 80.000 Mand til Stenhuggere i Bjergene og 3600 til at føre Tilsyn med dem. 014 2CH 002 003 Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende Bud: "Vær mod mig som mod min Fader David, hvem du sendte Cedertræ, for at han kunde bygge sig et Palads at bo i. 014 2CH 002 004 Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; det skal helliges ham, for at man kan brænde vellugtende Røgelse for hans Åsyn, altid have Skuebrødene fremme og ofre Brændofre hver Morgen og Aften, på Sabbaterne, Nymånedagene og HERREN vor Guds Højtider, som det til evig Tid påhviler Israel. 014 2CH 002 005 Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end alle Guder. 014 2CH 002 006 Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog Himmelen og Himlenes Himle ikke kan rumme ham? Og hvem erjeg, at jeg skulde bygge ham et Hus, når det ikke var for at tænde Offerild for hans Åsyn! 014 2CH 002 007 Så send mig da en Mand, der har Forstand på at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som min Fader antog; 014 2CH 002 008 og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk skal hjælpe dine; 014 2CH 002 009 men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal være stort, det skal være et Underværk. 014 2CH 002 010 For Tømrerne, som fælder Træerne, vil jeg til Underhold for dine Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000 Kor Byg, 20.000 Bat Vin og 20.000 Bat Olie." 014 2CH 002 011 Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte Salomo: "Fordi HERREN elsker sit Folk, har han gjort dig til Konge over dem!" 014 2CH 002 012 Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN, Israels Gud, som har skabt Himmelen og Jorden, at han har givet Kong David en viis Søn, der har Forstand og Indsigt til at bygge et Hus for HERREN og et kongeligt Palads. 014 2CH 002 013 Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand, Huram-Abi; 014 2CH 002 014 han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans Fader er en Tyrier; han forstår at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ, rødt og violet Purpur, fint Linned og karmoisinfarvet Stof, forstår sig på al Slags Billedskærerarbejde og kan udtænke alle de Kunstværker, han sættes til; han skal arbejde sammen med dine og med min Herres, din Fader Davids, Mestre. 014 2CH 002 015 Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden, Byggen, Vinen og Olien, han talte om; 014 2CH 002 016 så vil vi fælde så mange Træer på Libanon, som du har Brug for, og sende dig dem i Tømmerflåder på Havet til Jafo; men du må selv få dem op til Jerusalem." 014 2CH 002 017 Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede i Israels Land, tælle - allerede tidligere havde hans fader David ladet dem tælle - og de fandtes at udgøre 153.600. 014 2CH 002 018 Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000 til Stenhuggere i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd til at lede Folkenes Arbejde. 014 2CH 003 001 Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs Hus i Jerusalem på Morija Bjerg, hvor HERREN havde ladet sig til Syne for hans Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten Ornans Tærskeplads. 014 2CH 003 002 Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde Regeringsår. 014 2CH 003 003 Målene på Grunden, som Salomo lagde ved Opførelsen af Guds Hus, var følgende: Længden var tresindstyve Alen efter gammelt Mål, Bredden tyve. 014 2CH 003 004 Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende til Templets Bredde, og tyve Alen høj; og han overtrak den indvendig med purt Guld. 014 2CH 003 005 Den store Hal dækkede han med Cyprestræ og overtrak den desuden med ægte Guld og prydede den med Palmer og Kranse. 014 2CH 003 006 Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet var Parvajimguld; 014 2CH 003 007 han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne, Væggene og Dørfløjene med Guld og lod indgravere Keruber på Væggene. 014 2CH 003 008 Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets Længde på tværs af Templet var tyve Alen, dets Bredde tyve; og han overtrak det med ægte Guld til en Vægt af 600 Talenter. 014 2CH 003 009 Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve Guldsekel; og Rummene på Taget overtrak han med Guld. 014 2CH 003 010 I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde, og han overtrak dem med Guld. 014 2CH 003 011 Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen i Længden; den enes ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens ene Væg, medens den anden, fem Alen lang, rørte den andens Vinge; 014 2CH 003 012 og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens modsatte Væg, medens den anden, fem Alen lang, nåede til den førsfe Kerubs Vinge. 014 2CH 003 013 Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde Udstrækning tyve Alen og de stod oprejst med Ansigtet indad. 014 2CH 003 014 Tillige lavede han Forhænget af violet og rødt Purpur, karmoisinfarvet Stof og fint Linned og prvdede det med Keruber. 014 2CH 003 015 Foran Templet lavede han to Søjler. De var fem og tredive Alen høje, og Søjlehovedet oven på dem var fem Alen. 014 2CH 003 016 Så lavede han Kranse som en Halskæde og anbragte dem øverst på Søjlerne, og fremdeles lavede han 100 Granatæbler og satte dem på Kransene. 014 2CH 003 017 Disse Søjler rejste han foran Helligdommen, en til højre og en til venstre: den højre kaldte han Jakin, den venstre Boaz. 014 2CH 004 001 Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt og ti Alen højt. 014 2CH 004 002 Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i Omkreds. 014 2CH 004 003 Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende Prydelser, der omsluttede Havet helt rundt, tredive Alen; i to Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed. 014 2CH 004 004 Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de vendte alle Bagkroppen indad. 014 2CH 004 005 Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 3000 Bat. 014 2CH 004 006 Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte fem til højre og fem til venstre, til Tvætning; i dem skyllede man, hvad der brugtes ved Brændofrene, medens Præsterne brugte Havet til at tvætle sig i. 014 2CH 004 007 Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de skulde væte, og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre. 014 2CH 004 008 Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre; fillige lavede han 100 Skåle af Guld. 014 2CH 004 009 Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård og den store Gård og Porte til Gården; Portfløjene overtrak han med Kobber. 014 2CH 004 010 Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre Hjørne. 014 2CH 004 011 Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene. Dermed var Huram færdig med sit Arbejde for Kong Salomo ved Guds Hus: 014 2CH 004 012 De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpå, de to Fletværker til at dække de to, kugleformede Søjlehoveder på Søjlerne, 014 2CH 004 013 de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på de to Søjler, 014 2CH 004 014 de ti Stel med de ti Bækkener på, 014 2CH 004 015 Havet med de tolv Okser under. 014 2CH 004 016 Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting, som hørte til, lavede Huram-Abi af blankt Kobber for Kong Salomo til HERRENs Hus. 014 2CH 004 017 I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem Sukkot og Zereda. 014 2CH 004 018 Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde, thi Kobberet blev ikke vejet. 014 2CH 004 019 Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Guds Hus, lave: Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene lå på, 014 2CH 004 020 Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes på den foreskrevne Måde, foran Inderhallen, af purt Guld, 014 2CH 004 021 med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ja af det allerbedste Guld, 014 2CH 004 022 Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld og Dørhængslerne til Templet, til Inderdørene for det Allerltelligste og til Dørene for det Hellige, af Guld. 014 2CH 005 001 Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus. 014 2CH 005 002 Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion. 014 2CH 005 003 Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim Måned, det er den syvende Måned. 014 2CH 005 004 Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken. 014 2CH 005 005 Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op: 014 2CH 005 006 Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. 014 2CH 005 007 Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger; 014 2CH 005 008 og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger. 014 2CH 005 009 Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag. 014 2CH 005 010 Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. 014 2CH 005 011 Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til Skifterne; 014 2CH 005 012 og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120 Præster, der blæste i Trompeter - 014 2CH 005 013 i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang stemte i for at love og prise HERREN og lod Trompeterne, Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede HERREN med Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" - fyldte Skyen HERRENs Hus, 014 2CH 005 014 så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres Tjeneste, thi HERRENs Herlighed fyldte Guds Hus. 014 2CH 006 001 Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt, han vil bo i Mulmet!" 014 2CH 006 002 Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle. 014 2CH 006 003 Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op; 014 2CH 006 004 og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde: 014 2CH 006 005 Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel; 014 2CH 006 006 men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel. 014 2CH 006 007 Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds, Navn et Hus; 014 2CH 006 008 men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; 014 2CH 006 009 dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd, skal bygge mit Navn det Hus. 014 2CH 006 010 Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde, og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset; 014 2CH 006 011 og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN sluttede med Israeliterne." 014 2CH 006 012 Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alfer lige over for hele Israels Forsamling og udbredte Hænderne. 014 2CH 006 013 Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen 014 2CH 006 014 og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer for dit Åsyn, 014 2CH 006 015 du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund. 014 2CH 006 016 Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du har vandret for mit Åsyn! 014 2CH 006 017 Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener David! 014 2CH 006 018 Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget! 014 2CH 006 019 Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn; 014 2CH 006 020 lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted! 014 2CH 006 021 Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive! 014 2CH 006 022 Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus, 014 2CH 006 023 så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld. 014 2CH 006 024 Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus, 014 2CH 006 025 så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre. 014 2CH 006 026 Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem, 014 2CH 006 027 så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje. 014 2CH 006 028 Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot indtræffer 014 2CH 006 029 enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder Hænderne mod dette Hus, 014 2CH 006 030 den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender Menneskebørnenes Hjerter, 014 2CH 006 031 for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever på den Jord, du gav vore Fædre. 014 2CH 006 032 Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette Hus, 014 2CH 006 033 da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget. 014 2CH 006 034 Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn, 014 2CH 006 035 så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret. 014 2CH 006 036 Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig fjernt eller nær, 014 2CH 006 037 og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! 014 2CH 006 038 når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn - 014 2CH 006 039 så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig! 014 2CH 006 040 Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted, 014 2CH 006 041 bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv og din Vældes Ark! Dine Præster, Gud HERRE, være iklædt Frelse, dine fromme glæde sig ved dine Goder! 014 2CH 006 042 Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener David i Hu!" 014 2CH 007 001 Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed fyldte Templet, 014 2CH 007 002 og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs Herlighed fyldte det. 014 2CH 007 003 Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs Herlighed fare ned over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet mod Jorden og filbad og lovede HERREN med Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" 014 2CH 007 004 Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs Åsyn. 014 2CH 007 005 Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og 120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket Guds Hus. 014 2CH 007 006 Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med HERRENs Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for at love HERREN med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste i trompeter, og hele Israel stod op: 014 2CH 007 007 Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne. 014 2CH 007 008 Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk. 014 2CH 007 009 Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv. 014 2CH 007 010 Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, HERREN havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel. 014 2CH 007 011 Salomo var nu færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved HERRENs Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem. 014 2CH 007 012 Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til Offersted. 014 2CH 007 013 Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest i mit Folk, 014 2CH 007 014 og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land, 014 2CH 007 015 Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der bedes på dette Sted. 014 2CH 007 016 Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage. 014 2CH 007 017 Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør alt, hvad. jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og Lovbud, 014 2CH 007 018 så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at herske over Israel. 014 2CH 007 019 Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud, som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder og tilbeder dem, 014 2CH 007 020 så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk, 014 2CH 007 021 og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus? 014 2CH 007 022 skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over dem!" 014 2CH 008 001 Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på HERRENs Hus og sit Palads - 014 2CH 008 002 også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod Israeliterne bosætte sig i dem - 014 2CH 008 003 drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det. 014 2CH 008 004 Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han byggede i Hamat; 014 2CH 008 005 ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer, 014 2CH 008 006 ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige. 014 2CH 008 007 Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne, 014 2CH 008 008 deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag. 014 2CH 008 009 Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. 014 2CH 008 010 Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med Folkene. 014 2CH 008 011 Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de Steder, hvor HERRENs Ark kommer." 014 2CH 008 012 Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på HERRENs Alter, som han Havde bygget foran Forhallen, 014 2CH 008 013 idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes Højtid. 014 2CH 008 014 Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds Mand Davids Bud. 014 2CH 008 015 Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende Præsterne og Leviterne og Skatkamrene. 014 2CH 008 016 Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden lagdes til HERRENs Hus, til Salomo var færdig med HERRENs Hus. 014 2CH 008 017 Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst; 014 2CH 008 018 og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo. 014 2CH 009 001 Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun, for at prøve ham med Gåder, til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler, der har Røgelse, Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende på Hjerte. 014 2CH 009 002 Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst var skjult for Salomo, han gav hende Svar på alt. 014 2CH 009 003 Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom, Huset, han havde bygget, 014 2CH 009 004 Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden og deres Klæder, hans Mundskænke og deres Klæder og Brændofrene, han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv; 014 2CH 009 005 og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte sige om dig og din Visdom! 014 2CH 009 006 Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne Øjne; og se, ikke engang det halve af din store Visdom er mig fortalt, thi du overgår, hvad Rygtet sagde mig om dig! 014 2CH 009 007 Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og hører din Visdom! 014 2CH 009 008 Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag i dig og satte dig på sin Trone som Konge for HERREN din Gud. Fordi din Gud elsker Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til Konge over dem, til at øve Ret og Retfærdighed!" 014 2CH 009 009 Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder og Ædelsten; og aldrig har der siden været så megen Røgelse i Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo. 014 2CH 009 010 Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede Guld i Ofir, Algummimtræ og Ædelsten; 014 2CH 009 011 og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne; og Mage dertil var ikke tidligere set i Judas Land. 014 2CH 009 012 Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, langt ud over hvad hun bragte til Kongen. Derpå vendte hun med sit Følge tilbage til sit Land. 014 2CH 009 013 Vægten af det Guld, som i eet År indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter, 014 2CH 009 014 deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og Landets Statholdere, som bragte Salomo Guld og Sølv. 014 2CH 009 015 Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld, 014 2CH 009 016 og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel Guld; dem lod Kongen henlægge i Libanonskovhuset. 014 2CH 009 017 Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone, overtrukket mned lutret Guld. 014 2CH 009 018 Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der et Latn af Guld; på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to Løver; 014 2CH 009 019 tillige stod der tolv Løver på de seks Trin, seks på hver Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige. 014 2CH 009 020 Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i Kong Salomos Dage. 014 2CH 009 021 Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på Tarsis med Hurams Folk; og een Gang hverttredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle. 014 2CH 009 022 Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom. 014 2CH 009 023 Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo for at høre den Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte; 014 2CH 009 024 og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager, Klæder, Våben, Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. 014 2CH 009 025 Salomo havde 4000 Spand Heste og Vogne og 12000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem. 014 2CH 009 026 Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse. 014 2CH 009 027 Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet. 014 2CH 009 028 Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle Lande. 014 2CH 009 029 Salomos øvrige Historie fra først til sidst findes optegnet i Profeten Natans Krønike, Siloniten Ahijas Profeti og Seeren Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn. 014 2CH 009 030 Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i fyrretyve År. 014 2CH 009 031 Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans Sted. 014 2CH 010 001 Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge. 014 2CH 010 002 Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem fra Ægypten. 014 2CH 010 003 Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde hele Israel til Rehabeam: 014 2CH 010 004 "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han lagde på os, så vil vi tjene dig!" 014 2CH 010 005 Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!" Så gik Folket. 014 2CH 010 006 Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?" 014 2CH 010 007 De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for bestandig!" 014 2CH 010 008 Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste, 014 2CH 010 009 og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på dem?" 014 2CH 010 010 De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter! 014 2CH 010 011 Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" 014 2CH 010 012 Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt, 014 2CH 010 013 gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Råd 014 2CH 010 014 sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!" 014 2CH 010 015 Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til Jerøboam, Nebats Søn. 014 2CH 010 016 Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte. 014 2CH 010 017 Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge. 014 2CH 010 018 Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem. 014 2CH 010 019 Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag. 014 2CH 011 001 Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam. 014 2CH 011 002 Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja således: 014 2CH 011 003 "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i Juda og Benjamin: 014 2CH 011 004 Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage og drog ikke mod Jeroboam. 014 2CH 011 005 Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i Juda. 014 2CH 011 006 Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, 014 2CH 011 007 Bet-Zur, Soko, Adullam, 014 2CH 011 008 Gat, Maresj a, Zif, 014 2CH 011 009 Adorajim, Lakisj, Azeka, 014 2CH 011 010 Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin; 014 2CH 011 011 og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin 014 2CH 011 012 og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således meget stærke. Ham tilhørte Juda og Benjamin. 014 2CH 011 013 Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de boede, og stillede sig til hans Tjeneste; 014 2CH 011 014 thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem fra Stillingen som HERRENs Præster, 014 2CH 011 015 idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave. 014 2CH 011 016 Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis Hjerte var vendt til at søge HERREN, Israels Gud, til Jerusalem for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud; 014 2CH 011 017 og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns, Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og Salomos Veje. 014 2CH 011 018 Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn. 014 2CH 011 019 Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham. 014 2CH 011 020 Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija, Attaj, Ziza og Sjelomit. 014 2CH 011 021 Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og tresindstyve Døtre. 014 2CH 011 022 Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til Konge; 014 2CH 011 023 og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer. 014 2CH 012 001 Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt styrket, forlod han tillige med hele Israel HERRENs Lov. 014 2CH 012 002 Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod HERREN, 014 2CH 012 003 med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og Ætiopere; 014 2CH 012 004 og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod Jerusalem. 014 2CH 012 005 Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger HERREN: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og givet eder i Sjisjaks Hånd!" 014 2CH 012 006 Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "HERREN er retfærdig!" 014 2CH 012 007 Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig, kom HERRENs Ord til Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak; 014 2CH 012 008 men de skal komme til at stå under ham og lære at kende Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!" 014 2CH 012 009 Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave. 014 2CH 012 010 Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads; 014 2CH 012 011 og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, kom Livvagten og hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen. 014 2CH 012 012 Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede sig fra ham, så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene gode. 014 2CH 012 013 Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. 014 2CH 012 014 Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt til at søge HERREN. 014 2CH 012 015 Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden. 014 2CH 012 016 Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted. 014 2CH 013 001 I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda. 014 2CH 013 002 Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Mikaja og var Datter af Uriel fra Gibea. Abija og Jeroboam lå i Krig med hinanden. 014 2CH 013 003 Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær, 400.000 udsøgte Mænd, og Jeroboam mødte ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige Krigere, 014 2CH 013 004 Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim, der hører til Efraims Bjerge, og sagde: "Hør mig, Jeroboam og hele Israel! 014 2CH 013 005 Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og hans Efterkommere Kongemagten over Israel til evig Tid ved en Saltpagt? 014 2CH 013 006 Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn Salomos Træl, rejste sig og gjorde Oprør mod sin Herre, 014 2CH 013 007 og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om ham og bød Rehabeam, Salomos Søn, Trods; og Rebabeam var ung og veg og kunde ikke hævde sig over for dem. 014 2CH 013 008 Og nu mener I at kunne hævde eder over for HERRENs Kongedømme i Davids Efterkommeres Hånd, fordi I er en stor Hob og på eders Side har de Guldkalve, Jeroboam lod lave eder til Guder! 014 2CH 013 009 Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons Sønner, og Leviterne bort og skaffet eder Præster på samme Måde som Hedningefolkene? Enhver, der kommer med en ung Tyr og syv Vædre for at indsættes, bliver Præst for Guder, der ikke er Guder! 014 2CH 013 010 Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham; de Præster, der tjener HERREN, er Arons Sønner og Leviterne udfører den øvrige Tjeneste; 014 2CH 013 011 de antænder hver Morgen og Aften Brændofre til HERREN og vellugtende Røgelse, lægger Skuebrødene til Rette på Guldbordet og tænder Guldlysestagen og dens Lamper Aften efter Aften, thi vi holder HERREN vor Guds Forskrifter, men l har forladt ham! 014 2CH 013 012 Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster og Alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til Kamp imod eder! Israeliter, indlad eder ikke i Kamp med HERREN, eders Fædres Gud, thi I får ikke Lykken med eder!" 014 2CH 013 013 Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en omgående Bevægelse for at komme i Ryggen på dem, og således havde Judæerne Hæren foran sig og Bagholdet i Ryggen. 014 2CH 013 014 Da Judæerne vendte sig om og så, at Angreb truede dem både forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens Præsterne blæste i Trompeterne. 014 2CH 013 015 Så udstødte Judæerne Krigsskriget, og da Judæerne udstødte Krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og Juda. 014 2CH 013 016 Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud gav dem i deres Hånd; 014 2CH 013 017 og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort Nederlag, så der af Israeliterne faldt 500.000 udsøgte Krigere. 014 2CH 013 018 Således ydmygedes Israeliterne den Gang, men Judæerne styrkedes, fordi de støttede sig til HERREN, deres Fædres Gud. 014 2CH 013 019 Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere Byer, Betel med Småbyer, Jesjana med Småbyer og Efrajin med Småbyer. 014 2CH 013 020 Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så længe Abija levede; og HERREN slog ham, så han døde. 014 2CH 013 021 Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten Hustruer og avlede to og tyve Sønner og seksten Døtre. 014 2CH 013 022 Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans Færd og Ord, står jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning". 014 2CH 014 001 Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans Tid havde Landet Fred i ti År. 014 2CH 014 002 Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans Guds Øjne. 014 2CH 014 003 Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne 014 2CH 014 004 og bød Judæerne søge HERREN, deres Fædres Gud, og holde Loven og Budet, 014 2CH 014 005 og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer, og Landet havde Fred, så længe han levede. 014 2CH 014 006 Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han havde ingen Krig i de År, thi HERREN lod ham have Ro. 014 2CH 014 007 Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har Landet i vor Magt, thi vi har søgt HERREN vor Gud; vi har søgt ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de, og Lykken stod dem bi. 014 2CH 014 008 Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle sammen dygtige Krigere. 014 2CH 014 009 Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja, 014 2CH 014 010 rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i Zefatadalen ved Maresja. 014 2CH 014 011 Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE, hos dig er der ingen Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, HERRE, du er vor Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand." 014 2CH 014 012 Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne tog Flugten. 014 2CH 014 013 Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran HERREN og hans Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte 014 2CH 014 014 og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en HERRENs Rædsel var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et stort Bytte i dem; 014 2CH 014 015 også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem. 014 2CH 015 001 Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn, 014 2CH 015 002 og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og hele Juda og Benjamin! HERREN er med eder, når I er med ham; og hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I ham, forlader han også eder! 014 2CH 015 003 I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at vejlede og uden Lov, 014 2CH 015 004 men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN, Israels Gud, og søgte ham, og han lod sig finde at dem. 014 2CH 015 005 I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild Rædsel over alle Landes Indbyggere; 014 2CH 015 006 Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild Rædsel med alle mulige Trængsler. 014 2CH 015 007 Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn for eders Gerning." 014 2CH 015 008 Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede påny HERRENs Alter foran HERRENs Forhal. 014 2CH 015 009 Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim, Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde Israeliter var gået over til ham, da de så, at HERREN hans Gud var med ham. 014 2CH 015 010 De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende Regeringsår 014 2CH 015 011 og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700 Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg. 014 2CH 015 012 Derpå sluttede de en Pagt om at søge HERREN, deres Fædres Gud, af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl; 014 2CH 015 013 og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels Gud, skulde lide Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde. 014 2CH 015 014 Det tilsvor de HERREN med høj Røst under Jubel og til Trompeters og Horns Klang, 014 2CH 015 015 Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af dem og lod dem få Ro til alle Sider. 014 2CH 015 016 Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde, sønderknuse og brænde i Kedrons Dal. 014 2CH 015 017 Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas Hjerte helt med HERREN, så længe han levede. 014 2CH 015 018 Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar. 014 2CH 015 019 Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår. 014 2CH 016 001 Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog Kong Ba'sja af Israel op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind. 014 2CH 016 002 Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HERRENs Hus og i Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som boede i Darmaskus, idet han lod sige: 014 2CH 016 003 "Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage bort fra mig!" 014 2CH 016 004 Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og Forrådshusene i Naftalis Byer. 014 2CH 016 005 Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og standsede Arbejdet. 014 2CH 016 006 Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama, bort, og han befæstede dermed Geba og Mizpa. 014 2CH 016 007 På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde! 014 2CH 016 008 Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig Mængde Vogne og Ryttere? Men da du søgte Støtte hos HERREN, gav han dem i din Hånd! 014 2CH 016 009 Thi HERRENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid ligge i Krig!" 014 2CH 016 010 Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid. 014 2CH 016 011 Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger. 014 2CH 016 012 I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne, og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom søgte han dog HERREN, men Lægerne. 014 2CH 016 013 Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og fyrretyvende Regerings, år. 014 2CH 016 014 Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et vældigt Bål til hans Ære. 014 2CH 017 001 Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin Stilling over for Israel 014 2CH 017 002 ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa havde indtaget. 014 2CH 017 003 Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til Ba'alerne, 014 2CH 017 004 men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som Israel. 014 2CH 017 005 Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære. 014 2CH 017 006 Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs Veje, så han også udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda. 014 2CH 017 007 I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil, Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas Byer, 014 2CH 017 008 ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el, Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne, og præsterne Elisjama og Joram. 014 2CH 017 009 De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas Byer og underviste Folket. 014 2CH 017 010 En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så de ikke indlod sig i Krig med Josafat. 014 2CH 017 011 Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og 7700 Bukke. 014 2CH 017 012 Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda, 014 2CH 017 013 og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige Krigere i Jerusalem. 014 2CH 017 014 Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000 dygtige Krigere; 014 2CH 017 015 ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand; 014 2CH 017 016 ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere; 014 2CH 017 017 fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand, væbnet med Bue og Skjold; 014 2CH 017 018 ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand. 014 2CH 017 019 Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over. 014 2CH 018 001 Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig med Akab. 014 2CH 018 002 Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot i Gilead. 014 2CH 018 003 Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen." 014 2CH 018 004 Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad HERREN siger!" 014 2CH 018 005 Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give det i Kongens Hånd!" 014 2CH 018 006 Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter, vi kan spørge?" 014 2CH 018 007 Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: "Således må Kongen ikke tale!" 014 2CH 018 008 Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn!" 014 2CH 018 009 Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. 014 2CH 018 010 Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjot!" 014 2CH 018 011 Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!" 014 2CH 018 012 Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!" 014 2CH 018 013 Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger, det vil jeg tale!" 014 2CH 018 014 Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i eders Hånd!" 014 2CH 018 015 Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?" 014 2CH 018 016 Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!" 014 2CH 018 017 Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, men kun ondt!" 014 2CH 018 018 Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; 014 2CH 018 019 og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet; 014 2CH 018 020 men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes? 014 2CH 018 021 Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! 014 2CH 018 022 Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!" 014 2CH 018 023 Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?" 014 2CH 018 024 Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!" 014 2CH 018 025 Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj 014 2CH 018 026 og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!" 014 2CH 018 027 Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!" 014 2CH 018 028 Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead. 014 2CH 018 029 Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen. 014 2CH 018 030 Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene." 014 2CH 018 031 Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham; 014 2CH 018 032 og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak de sig bort fra ham. 014 2CH 018 033 Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!" 014 2CH 018 034 Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men da Solen gik ned, døde han. 014 2CH 019 001 Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit Palads i Jerusalem. 014 2CH 019 002 Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader HERREN? For den Sags Skyld er HERRENs Vrede over dig! 014 2CH 019 003 Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud." 014 2CH 019 004 Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til HERREN, deres Fædres Gud. 014 2CH 019 005 Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede Byer i Juda. 014 2CH 019 006 Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke for Mennesker, men for HERREN, I fælder Dom, og han er hos eder, når I afsiger Hendelser. 014 2CH 019 007 Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos HERREN vor Gud er der hverken Uret eller Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!" 014 2CH 019 008 Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i HERRENs Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere. 014 2CH 019 009 Og han bød dem: "Således skal I gøre i HERRENs Frygt, i Sanddruhed og med redeligt Hjerte: 014 2CH 019 010 Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at de ikke skal pådrage sig Skyld forHERREN, så der kommer Vrede over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder Skyld. 014 2CH 019 011 I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, HERREN vil være med enhver, der gør sin Pligt." 014 2CH 020 001 Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat. 014 2CH 020 002 Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet), fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!" 014 2CH 020 003 Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda. 014 2CH 020 004 Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle Judas Byer kom de for at søge HERREN. 014 2CH 020 005 Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i HERRENs Hus foran den nye Forgård 014 2CH 020 006 og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand! 014 2CH 020 007 Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det for evigt? 014 2CH 020 008 Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, idet de sagde: 014 2CH 020 009 Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød, vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil høre det og frelse os! 014 2CH 020 010 Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke, 014 2CH 020 011 se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje! 014 2CH 020 012 Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!" 014 2CH 020 013 Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres Familier, Kvinder og Børn, 014 2CH 020 014 kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af Mattanja, af Asafs Sønner, 014 2CH 020 015 og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders, men Guds! 014 2CH 020 016 Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for Jeruels Ørken. 014 2CH 020 017 Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!" 014 2CH 020 018 Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham; 014 2CH 020 019 men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst. 014 2CH 020 020 Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!" 014 2CH 020 021 Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog frem foran de væbnede. 014 2CH 020 022 Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. 014 2CH 020 023 Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge, og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre. 014 2CH 020 024 Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet. 014 2CH 020 025 Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage til at plyndre; så meget var der. 014 2CH 020 026 Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder den Dag i Dag. 014 2CH 020 027 Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN havde bragt dem Glæde over deres Fjender; 014 2CH 020 028 og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til HERRENs Hus. 014 2CH 020 029 Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender. 014 2CH 020 030 Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til alle Sider. 014 2CH 020 031 Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var Datter af Sjilhi. 014 2CH 020 032 Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne. 014 2CH 020 033 Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke Hjertet til deres Fædres Gud. 014 2CH 020 034 Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst, står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget i Bogen om Israels Konger. 014 2CH 020 035 Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af Israel, der var ugudelig i al sin Færd; 014 2CH 020 036 han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber. 014 2CH 020 037 Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke Tarsis. 014 2CH 021 001 Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted. 014 2CH 021 002 Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel, Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong Josatat af Juda. 014 2CH 021 003 Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte. 014 2CH 021 004 Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle af Israels Øverster. 014 2CH 021 005 Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. 014 2CH 021 006 Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 014 2CH 021 007 Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn. 014 2CH 021 008 I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og valgte sig en Konge. 014 2CH 021 009 Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham. 014 2CH 021 010 Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans Overherredømme, fordi han forlod HERREN, sine Fædres Gud. 014 2CH 021 011 Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra. 014 2CH 021 012 Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor, 014 2CH 021 013 men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv, 014 2CH 021 014 se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag. 014 2CH 021 015 Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som Følge af Sygdommen!" 014 2CH 021 016 Så æggede HERREN Filisterne og Araberne, der var Naboer til Kusjiterne, imod Joram, 014 2CH 021 017 og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz, den yngste af hans Sønner. 014 2CH 021 018 Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig Sygdom i hans Indvolde. 014 2CH 021 019 Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre. 014 2CH 021 020 Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene. 014 2CH 022 001 Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste Søn Ahazja til Konge i hans Sted, thi de ældre var dræbt af Røverskaren, der brød ind i Lejren sammen med Araberne. Således blev Ahazja, Jorams Søn, Konge i Juda. 014 2CH 022 002 Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter af Omri. 014 2CH 022 003 Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi hans Moder forledte ham til Ugudelighed ved sine Råd. 014 2CH 022 004 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans Fordærv. 014 2CH 022 005 Det var også efter deres Råd, han sammen med Akabs Søn, Kong Joram af Israel, drog i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram. 014 2CH 022 006 Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for de Sår, man havde tilføjet ham ved Rama, da han kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg. 014 2CH 022 007 Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af Gud, at han skulde komme til Joram; thi da han var kommet derhen, gik han med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn, som HERREN havde salvet til at udrydde Akabs Hus. 014 2CH 022 008 Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf han på Judas Øverster og Ahazjas Brodersønner, der var i Ahazjas Tjeneste, og dræbte dem; 014 2CH 022 009 derpå lod han Ahazja eftersøge, og man fangede ham, medens han holdt sig skjult i Samaria, ogbragte ham til Jehu, der lod ham dræbe. Så jordede de ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af Josafat, der søgte HERREN af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas Hus var ingen stærk nok til at tage Magten. 014 2CH 022 010 Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død, tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt af Judas Hus. 014 2CH 022 011 Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans Amme i Sengekammeret. Således holdt Josjab'at, Kong Jorams Datter, Præsten Jojadas Hustru, der jo var Søster til Ahazja, ham skjult for Atalja, så hun ikke fik ham dræbt; 014 2CH 022 012 og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs Hus, medens Atalja herskede i Landet. 014 2CH 023 001 Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn, Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris Søn. 014 2CH 023 002 De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til Jerusalem. 014 2CH 023 003 Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det Løfte, HERREN har givet om Davids Sønner! 014 2CH 023 004 Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere; 014 2CH 023 005 den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI HERRENs Hus. 014 2CH 023 006 Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen Præsterne og de Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige; men hele Folket skal holde sig HERRENs Forskrift efterrettelig. 014 2CH 023 007 Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud." 014 2CH 023 008 Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke Skifterne Orlov. 014 2CH 023 009 Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus. 014 2CH 023 010 Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til Templet, rundt om Kongen. 014 2CH 023 011 Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham; derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner salvede ham og råbte: "Kongen leve!" 014 2CH 023 012 Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen, gik hun hen til Folket i HERRENs Hus, 014 2CH 023 013 og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!" 014 2CH 023 014 Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd: "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i HERRENs Hus!" 014 2CH 023 015 Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til Kongens Palads, dræbte de hende der. 014 2CH 023 016 Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om, at de skulde være HERRENS folk. 014 2CH 023 017 Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan dræbte deforan Altrene. 014 2CH 023 018 Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs Hus under Ledelse af Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt HERRENs Hus, for at de skulde bringe HERREN Brændofre, som det er foreskrevet i Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning; 014 2CH 023 019 og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs Hus's Porte, for at ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind; 014 2CH 023 020 og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra HERRENs Hus; de gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på Kongetronen. 014 2CH 023 021 Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig rolig. Men Atalja huggede de ned. 014 2CH 024 001 Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba. 014 2CH 024 002 Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, så længe Præsten Jojada levede. 014 2CH 024 003 Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre. 014 2CH 024 004 Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus. 014 2CH 024 005 Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem: "Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!" Leviterne skyndte sig dog ikke. 014 2CH 024 006 Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham: "Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og Jerusalem indsamler den Afgift, HERRENs Tjener Moses pålagde Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt? 014 2CH 024 007 Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus og oven i Købet brugt Helliggaverne i HERRENs Hus til Ba'alerne." 014 2CH 024 008 På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for Porten til HERRENs Hus; 014 2CH 024 009 og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til HERREN. 014 2CH 024 010 Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og lagde den i Kisten, til den var fuld; 014 2CH 024 011 og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på Gang, og de samlede en Mængde Penge. 014 2CH 024 012 Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at udbedre HERRENs Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at istandsætte HERRENs Hus. 014 2CH 024 013 Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god Stand. 014 2CH 024 014 Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til HERRENs Hus, Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i HERRENs Hus, så længe Jojada levede. 014 2CH 024 015 Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin Død 130 År gammel. 014 2CH 024 016 Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus. 014 2CH 024 017 Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for Kongen. Da hørte Kongen dem villig, 014 2CH 024 018 Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Synds Skyld. 014 2CH 024 019 Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til HERREN, og de advarede dem, men de hørte ikke. 014 2CH 024 020 Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor overtræder I HERRENs Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har forladt HERREN, har han forladt eder!" 014 2CH 024 021 Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i Forgården til HERRENs Hus; 014 2CH 024 022 Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han: "HERREN ser og straffer!" 014 2CH 024 023 Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus. 014 2CH 024 024 Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav HERREN en såre stor Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas. 014 2CH 024 025 Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene. 014 2CH 024 026 De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit. 014 2CH 024 027 Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted. 014 2CH 025 001 Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. 014 2CH 025 002 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et helt Hjerte. 014 2CH 025 003 Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe, der havde dræbt hans Fader Kongen, 014 2CH 025 004 men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd." 014 2CH 025 005 Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold og Spyd. 014 2CH 025 006 Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100 Sølvtalenter. 014 2CH 025 007 Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen af Efraimiterne; 014 2CH 025 008 og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at hjælpe og til at bringe til Fald!" 014 2CH 025 009 Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter, jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede: "HERREN kan give dig langt mere end det!" 014 2CH 025 010 Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede. 014 2CH 025 011 Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og nedhuggede 10.000 af Se'iriterne; 014 2CH 025 012 desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes. 014 2CH 025 013 Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort Bytte. 014 2CH 025 014 Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder, tilbad dem og tændte Offerild for dem. 014 2CH 025 015 Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?" 014 2CH 025 016 Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke hører mit Råd!" 014 2CH 025 017 Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom, lad os se hinanden under Øjne!" 014 2CH 025 018 Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar: "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr løb hen over Tidselen og trampede den ned! 014 2CH 025 019 Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for Fald?" 014 2CH 025 020 Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder. 014 2CH 025 021 Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda; 014 2CH 025 022 Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit. 014 2CH 025 023 Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af 400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten; 014 2CH 025 024 og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads; desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria. 014 2CH 025 025 Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død. 014 2CH 025 026 Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst, står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger. 014 2CH 025 027 Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj, men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham der. 014 2CH 025 028 Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i Davidsbyen. 014 2CH 026 001 Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var seksten År gammel, og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted. 014 2CH 026 002 Det var ham, der befæstede Elot og atter forenede det med Juda efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre. 014 2CH 026 003 Uzzija var seksten År gammel da han blev Konge, og han herskede to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og var fra Jerusalem. 014 2CH 026 004 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Amazja; 014 2CH 026 005 og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte HERREN, gav Gud ham Lykke. 014 2CH 026 006 Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev Bymurene i Gat, Jabne og Asdod og byggede Byer i Asdods Område og Filisterlandet. 014 2CH 026 007 Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede i Gur-Ba'al og mod Me'uniterne. 014 2CH 026 008 Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede til Ægypten, thi han blev overmåde mægtig. 014 2CH 026 009 Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten, Dalporten og Murhjørnet og befæstede 014 2CH 026 010 Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen og lod mange Cisterner udhugge, thi han havde store Hjorde både i Lavlandet og på Højsletten, der hos Agerdyrkere og Vingårdsmænd på Bjergene og i Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand. 014 2CH 026 011 Og Uzzija havde en øvet Krigshær, der drog i Krig Deling for Deling i det Tal, der fremgik af Mønstringen, som Statsskriveren Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja foretog under Tilsyn af Hananja, en at Kongens Øverster. 014 2CH 026 012 Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som var Overhoveder for Fædrenehusene, var 2600. 014 2CH 026 013 Under deres Befaling stod en Hærstyrke på 307500 krigsvante Folk i deres fulde Kraft til at hjælpe Kongen mod Fjenden. 014 2CH 026 014 Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde, Spyd, Hjelme, Brynjer, Buer og Slyngesten. 014 2CH 026 015 Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte Krigsmaskiner, der opstilledes på Tårnene og Murtinderne til at udslynge Pile og store Sten. Og hans Ry nåede viden om, thi på underfuld Måde blev han hjulpet til stor Magt. 014 2CH 026 016 Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte overmodigt, så han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod HERREN sin Gud, idet han gik ind i HERRENs Helligdom for at brænde Røgelse på Røgelsealteret. 014 2CH 026 017 Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af HERRENs Præster, modige Mænd; 014 2CH 026 018 og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde til ham: "At ofre HERREN Røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner, Præsterne, som er helliget til at ofre Røgelse; gå ud af Helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke til Ære for HERREN din Gud!" 014 2CH 026 019 Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden for at brænde Røgelse, blev rasende; men som han rasede mod Præsterne, slog Spedalskhed ud på hans Pande, medens han stod der over for Præsterne foran Røgelsealteret i HERRENs Hus; 014 2CH 026 020 og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne vendte sig imod ham, se, da var han spedalsk i Panden. Så førte de ham hastigt bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi HERREN havde ramt ham. 014 2CH 026 021 Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag; og skønt spedalsk fik han Lov at blive boende i sit Hus, men var udelukket fra HERRENs Hus, medens hans Søn Jotam rådede i Kongens Palads og dømte Folket i Landet. 014 2CH 026 022 Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra først til sidst, har Profeten Esajas, Amoz's Søn, optegnet. 014 2CH 026 023 Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham hos hans Fædre på den Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn til at han havde været spedalsk; og hans Søn Jotam blev Konge i hans Sted. 014 2CH 027 001 Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var Datter af Zadok. 014 2CH 027 002 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader Uzzija havde gjort, men han gik ikke ind i HERRENs Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var. 014 2CH 027 003 Det var ham, der opførte Øvreporten i HERRENs Hus, og desuden byggede han meget på Ofels Mur. 014 2CH 027 004 Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge og Tårne i Skovene. 014 2CH 027 005 Han førte Krig med Ammoniternes Konge og overvandt dem, så Ammoniterne det År måtte svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat; og lige så meget svarede Ammoniterne ham det andet og tredje År. 014 2CH 027 006 Således blev Jotam stærk, fordi han vandrede troligt for HERREN sin Guds Åsyn. 014 2CH 027 007 Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alle hans Krige og Foretagender, står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. 014 2CH 027 008 Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. 014 2CH 027 009 Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; oghans Søn Akazblev Konge i hans Sted. 014 2CH 028 001 Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i HERRENs Øjne, som hans Fader David, 014 2CH 028 002 men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte Billeder til Ba'alerne; 014 2CH 028 003 han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne. 014 2CH 028 004 Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder og under alle grønne Træer. 014 2CH 028 005 Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og denne tilføjede ham et stort Nederlag. 014 2CH 028 006 Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag, lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres Gud. 014 2CH 028 007 Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja, Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen. 014 2CH 028 008 Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte til Samaria. 014 2CH 028 009 Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde, da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til Himmelen! 014 2CH 028 010 Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud! 014 2CH 028 011 Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!" 014 2CH 028 012 Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa, Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere 014 2CH 028 013 og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er over Israel!" 014 2CH 028 014 Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og hele Forsamlingens Påsyn; 014 2CH 028 015 og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko, Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de tilbage til Samaria. 014 2CH 028 016 På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp. 014 2CH 028 017 Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte Krigsfanger bort. 014 2CH 028 018 Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig der. 014 2CH 028 019 Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod HERREN. 014 2CH 028 020 Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham i Nød i Stedet for at hjælpe ham; 014 2CH 028 021 thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet. 014 2CH 028 022 Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny troløs mod HERREN; 014 2CH 028 023 han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele Israel til Fald. 014 2CH 028 024 Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et Hjørne i Jerusalem; 014 2CH 028 025 og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine Fædres Gud. 014 2CH 028 026 Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger. 014 2CH 028 027 Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted. 014 2CH 029 001 Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var en Datter af Zekarja. 014 2CH 029 002 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans Fader David. 014 2CH 029 003 I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's Porte åbne og sætte i Stand. 014 2CH 029 004 Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den åbne Plads mod Øst 014 2CH 029 005 og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af Helligdommen. 014 2CH 029 006 Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra HERRENs Bolig og vendte den Ryggen; 014 2CH 029 007 de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i Helligdommen. 014 2CH 029 008 Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne Øjne. 014 2CH 029 009 Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld. 014 2CH 029 010 Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os. 014 2CH 029 011 Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!" 014 2CH 029 012 Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel, Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas Søn, og Eden, Joas Søn; 014 2CH 029 013 af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og Mattanja; 014 2CH 029 014 af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja og Uzziel; 014 2CH 029 015 og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til HERRENs Forskrifter. 014 2CH 029 016 Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe det ud i Kedrons Dal. 014 2CH 029 017 På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal; så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag i den første Måned var de færdige. 014 2CH 029 018 Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil; 014 2CH 029 019 og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de står nu foran HERRENs Alter!" 014 2CH 029 020 Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik op til HERRENs Hus. 014 2CH 029 021 Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter. 014 2CH 029 022 De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret; 014 2CH 029 023 endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem; 014 2CH 029 024 så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele Israel. 014 2CH 029 025 Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud, thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter. 014 2CH 029 026 Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med Trompeterne. 014 2CH 029 027 Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne, ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter. 014 2CH 029 028 Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig med Brændofferet. 014 2CH 029 029 Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og alle, der var hos ham, ned og tilbad. 014 2CH 029 030 Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med Jubel og bøjede sig og tilbad. 014 2CH 029 031 Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil, bragte Brændofre. 014 2CH 029 032 De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg, 100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN; 014 2CH 029 033 og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker Småkvæg. 014 2CH 029 034 Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene, derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne. 014 2CH 029 035 Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes Tjenesten i HERRENs Hus i Orden. 014 2CH 029 036 Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt Folkel, thi det hele var sket så hurtigt. 014 2CH 030 001 Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud. 014 2CH 030 002 Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned; 014 2CH 030 003 thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var samlet i Jerusalem. 014 2CH 030 004 Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt; 014 2CH 030 005 derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så fuldtalligt som foreskrevet. 014 2CH 030 006 Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling: "Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er undsluppet Assyrerkongernes Hånd. 014 2CH 030 007 Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN, deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv kan se. 014 2CH 030 008 Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra eder. 014 2CH 030 009 Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende tilbage til dette Land. Thi HERREN eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender eder til ham!" 014 2CH 030 010 Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem. 014 2CH 030 011 Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig og kom til Jerusalem; 014 2CH 030 012 også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i Kraft af HERRENs Ord. 014 2CH 030 013 Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling. 014 2CH 030 014 De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem; ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i Kedrons Dal. 014 2CH 030 015 Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og bragte Brændofre til HERRENs Hus; 014 2CH 030 016 og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog af Leviterne. 014 2CH 030 017 Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene, for således at hellige HERREN dem. 014 2CH 030 018 Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og sagde: "HERREN, den gode, tilgive 014 2CH 030 019 enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver det!" 014 2CH 030 020 Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt. 014 2CH 030 021 Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN. 014 2CH 030 022 Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og lovpriste HERREN, deres Pædres Gud. 014 2CH 030 023 Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage til, og det gjorde de så med Glæde, 014 2CH 030 024 thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000 Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen 1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster helligede sig. 014 2CH 030 025 Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda; 014 2CH 030 026 og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem; 014 2CH 030 027 og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig. 014 2CH 031 001 Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin Ejendom i deres Byer. 014 2CH 031 002 Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love og prise i HERRENs Lejrs Porte. 014 2CH 031 003 Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov. 014 2CH 031 004 Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast ved HERRENs Lov. 014 2CH 031 005 Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål; 014 2CH 031 006 også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke. 014 2CH 031 007 I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den syvende Måned var de færdige. 014 2CH 031 008 Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste HERREN og hans Folk Israel. 014 2CH 031 009 Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om Bunkerne, 014 2CH 031 010 svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!" 014 2CH 031 011 Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og det gjorde man. 014 2CH 031 012 Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i; 014 2CH 031 013 og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel, Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og Azarja, Øversten i Guds Hus. 014 2CH 031 014 Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs Offerydelse og de højhellige Gaver; 014 2CH 031 015 under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små, 014 2CH 031 016 dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres Embedsgerning efter deres Skifter. 014 2CH 031 017 Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse, Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres Embedspligter, efter deres Skifter, 014 2CH 031 018 Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig samvittighedsfuldt af det hellige. 014 2CH 031 019 Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i Fortegnelserne indførte Leviter. 014 2CH 031 020 Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn. 014 2CH 031 021 Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham. 014 2CH 032 001 Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem. 014 2CH 032 002 Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at angribe Jerusalem, 014 2CH 032 003 rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres Hjælp. 014 2CH 032 004 Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde: "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de kommer?" 014 2CH 032 005 Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en Mængde Kastevåben og Skjolde. 014 2CH 032 006 Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til dem og sagde: 014 2CH 032 007 "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi en større er med os end med ham! 014 2CH 032 008 Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong Ezekias af Judas Ord. 014 2CH 032 009 Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige: 014 2CH 032 010 "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem? 014 2CH 032 011 Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd! 014 2CH 032 012 Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I tilbede, og på det skal I tænde Offerild! 014 2CH 032 013 Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes Folkeslag? Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af min Hånd? 014 2CH 032 014 Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd? Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd! 014 2CH 032 015 Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde! Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd; hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!" 014 2CH 032 016 Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans Tjener Ezekias. 014 2CH 032 017 Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit Folk af min Hånd!" 014 2CH 032 018 Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at kunne tage Byen. 014 2CH 032 019 Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder! 014 2CH 032 020 Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte til Himmelen. 014 2CH 032 021 Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere, Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med Sværdet. 014 2CH 032 022 Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem Ro på alle Kanter. 014 2CH 032 023 Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt alle Hedningefolk. 014 2CH 032 024 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han svarede ham og gav ham et Tegn. 014 2CH 032 025 Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham; hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og over Juda og Jerusalem. 014 2CH 032 026 Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage. 014 2CH 032 027 Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde kostelige Ting 014 2CH 032 028 og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene; 014 2CH 032 029 Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods. 014 2CH 032 030 Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for, lykkedes for ham. 014 2CH 032 031 Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene, der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte. 014 2CH 032 032 Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns, Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger. 014 2CH 032 033 Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død; og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted. 014 2CH 033 001 Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. 014 2CH 033 002 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne. 014 2CH 033 003 Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem. 014 2CH 033 004 Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid." 014 2CH 033 005 Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs Hus's Forgårde. 014 2CH 033 006 Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham. 014 2CH 033 007 Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer, vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid; 014 2CH 033 008 og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og Lovbudene, som de fik ved Moses," 014 2CH 033 009 Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne. 014 2CH 033 010 Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de ænsede det ikke. 014 2CH 033 011 Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere mod dem, og de fangede Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker og førte ham til Babel. 014 2CH 033 012 Men da han var i Nød, bad han HERREN sin Gud om Nåde og ydmygede sig dybt for sine Fædres Gud. 014 2CH 033 013 Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans Bøn og bragte ham tilbage til Jerusalem til hans Kongedømme; da indså Manasse, at HERREN er Gud. 014 2CH 033 014 Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten for Gihon i Dalen og hen imod Fiskeporten, så at den omsluttede Ofel; og han byggede den meget høj. I alle de befæstede Byer i Juda ansatte han Hærførere. 014 2CH 033 015 Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet fra HERRENs Hus og alle de Altre, han havde bygget på Tempelbjerget og i Jerusalem, og kastede dem uden for Byen. 014 2CH 033 016 Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak- og Lovprisningsofre derpå; og han bød Juda at dyrke HERREN, Israels Gud. 014 2CH 033 017 Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene, dog kun til HERREN deres Gutd. 014 2CH 033 018 Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, hans Bøn til sin Gud og de Seeres Ord, som talte til ham i HERRENs, Israels Guds, Navn, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike; 014 2CH 033 019 hans Bøn og Bønhørelse, al hans Synd og Troløshed og de Steder, hvor han opførte Offerhøje og opstillede Asjerastøtter og Gudebilleder, før han ydmygede sig, står jo optegnet i Seernes Krønike. 014 2CH 033 020 Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Haven ved hans Hus; og hans Søn Amon blev Konge i hans Sted. 014 2CH 033 021 Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han hersltede to År i Jerusalem. 014 2CH 033 022 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem. 014 2CH 033 023 Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som hans Fader Manasse havde gjort, men Amon dyngede Skyld på Skyld. 014 2CH 033 024 Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans Hus; 014 2CH 033 025 men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans Sted. 014 2CH 034 001 Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede en og tredive År i Jerusalem. 014 2CH 034 002 Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede i sin lader Davids Spor uden al vige til højre eller venstre. 014 2CH 034 003 I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung, begyndte han at søge sin Fader Davids Gud, og i det tolvte År begyndte han at rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene, Asjerastøtterne og de udskårne og støbte Billeder. 014 2CH 034 004 I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre; Solstøtterne, der stod oven på dem, huggede han om, og Asjerastøtterne og de udskårne og støbte Billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på deres Grave, som havde ofret til dem; 014 2CH 034 005 Benene af Præsterne lod han brænde på deres Altre. Således rensede han Juda og Jerusalem. 014 2CH 034 006 Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til Naftali, rundt om i deres Ruinhobe, 014 2CH 034 007 lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne og Gudebillederne sønderslå og knuse og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels Land; så vendte han tilbage til Jerusalem. 014 2CH 034 008 I sit attende Regeringsår gav han sig til at rense Landet og Templet; han sendte Sjafan, Azaljas Søn, Byens Øverste Ma'aseja og Kansleren Joa, Joahaz's Søn, hen for at istandsætte HERREN hans Guds Hus. 014 2CH 034 009 Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede de Pengene, der var kommet ind til Guds Hus, dem, som Leviterne, der holdt Vagt ved Tærskelen, havde samlet hos Manasse og Efraim og det øvrige Israel og hos hele Juda og Benjamin og Jerusalems Indbyggere; 014 2CH 034 010 de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet, dem, der havde Tilsyn med HERRENs Hus; og de, der stod for Arbejdet på HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte Templet, 014 2CH 034 011 idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene til Indkøb af tilhugne Sten og Tømmer til Tværbjælker og til Bjælker i de Bygninger, Judas Konger havde ødelagt. 014 2CH 034 012 Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt; og Tilsynet med dem var overdraget Leviterne Jahat og Obadja af Merariterne og Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes Sønner, for at de skulde lede dem. 014 2CH 034 013 Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede alle dem, der havde med de forskellige Arbejder at gøre. Og af Leviterne var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere. 014 2CH 034 014 Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til HERRENs Hus, fandt Præsten Hilkija Bogen med HERRENs Lov, som var givet ved Moses; 014 2CH 034 015 og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren Sjafan: "Jeg har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen, 014 2CH 034 016 og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der hos Beretning for ham, idet han sagde: "Alt, hvad dine Trælle er sat til, udfører de; 014 2CH 034 017 de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs Hus, og givet dem til Tilsynsmændene og dem, der står for Arbejdet." 014 2CH 034 018 Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan læste op af den for Kongen. 014 2CH 034 019 Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven, sønderrev han sine Klæder; 014 2CH 034 020 og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn, Abdon, Mikas Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja: 014 2CH 034 021 "Gå hen og rådspørg HERREN på mine Vegne og på deres, som er blevet tilovers i Israel og Juda, om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre ikke adlød HERRENs Ord og handlede nøje efter. hvad der står skrevet i denne Bog!" 014 2CH 034 022 Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum, Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som boede i Jerusalem i den nye Bydel. 014 2CH 034 023 Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den Mand, der sendte eder til mig: 014 2CH 034 024 Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den Bog. som er læst op for Judas Konge, 014 2CH 034 025 til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes! 014 2CH 034 026 Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN, skal I sige således: Så siger HERREN. Israels Gud: De Ord, du har hørt, står fast; 014 2CH 034 027 men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN! 014 2CH 034 028 Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det Svar hragte de til Kongen. 014 2CH 034 029 Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste kalde sammen. 014 2CH 034 030 Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus. 014 2CH 034 031 Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var skrevet i denne Bog. 014 2CH 034 032 Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres Fædres Guds, Pagt. 014 2CH 034 033 Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i Israel dyrkede HERREN deres Gud. Så længe han levede, veg de ikke fra HERREN, deres Fædres Gud. 014 2CH 035 001 Derpå fejrede Josias Påske for HERREN i Jerusalem, og de slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned. 014 2CH 035 002 Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede dem til Tjenesten i HERRENs Hus; 014 2CH 035 003 og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget HERREN, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den på Skuldrene. Tjen nu HERREN eders Gud og hans Folk Israel! 014 2CH 035 004 Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte, efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos Anvisning, 014 2CH 035 005 og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres, Almuens, Fædrenehuse, 014 2CH 035 006 og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til eders Brødre for at handle efter HERRENs Ord ved Moses." 014 2CH 035 007 Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr, 30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens Ejendom; 014 2CH 035 008 og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker Hornkvæg. 014 2CH 035 009 Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el, Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr 5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg. 014 2CH 035 010 Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads, ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud. 014 2CH 035 011 De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af. 014 2CH 035 012 Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for HERREN, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde gjorde de med Hornkvæget. 014 2CH 035 013 Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem skyndsomt til Almuen. 014 2CH 035 014 Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons Sønner. 014 2CH 035 015 Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs, Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem. 014 2CH 035 016 Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den Dag, idet man fejrede Påsken og bragte Brændofre på HERRENs Alter efter Kong Josias's Bud; 014 2CH 035 017 og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de usyrede Brøds Højtid i syv Dage. 014 2CH 035 018 En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede. 014 2CH 035 019 I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret. 014 2CH 035 020 Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved Eufrat. Josias drog imod ham; 014 2CH 035 021 men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke skal ødelægge dig!" 014 2CH 035 022 Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette. 014 2CH 035 023 Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!" 014 2CH 035 024 Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias. 014 2CH 035 025 Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og Sangene står optegnet blandt Klagesangene. 014 2CH 035 026 Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i HERRENs Lov, 014 2CH 035 027 hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. 014 2CH 036 001 Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til Konge i Jerusalem i hans Faders Sted. 014 2CH 036 002 Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder i Jerusalem. 014 2CH 036 003 Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet. 014 2CH 036 004 Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten. 014 2CH 036 005 Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. 014 2CH 036 006 Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i Kobberlænker for at føre ham til Babel; 014 2CH 036 007 og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel og opstillede dem i sin Borg i Babel. 014 2CH 036 008 Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin blev Konge i hans Sted. 014 2CH 036 009 Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne. 014 2CH 036 010 Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til Babel tillige med HERRENs Hus's kostelige Kar; og han gjorde hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem. 014 2CH 036 011 Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede i elleve År i Jerusalem. 014 2CH 036 012 Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra HERRENs Mund. 014 2CH 036 013 Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så han ikke omvendte sig til HERREN, Israels Gud. 014 2CH 036 014 Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede HERRENs Hus, som han havde helliget i Jerusalem. 014 2CH 036 015 HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin Bolig; 014 2CH 036 016 men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde sig lystige over hans Profeter, indtil HERRENs Vrede mod hans Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom. 014 2CH 036 017 Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i hans Hånd. 014 2CH 036 018 Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs Hus's Skatte og Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til Babel. 014 2CH 036 019 De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri. 014 2CH 036 020 Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik Magten, 014 2CH 036 021 for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År. 014 2CH 036 022 Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og desuden kundgøre ved en Skrivelse: 014 2CH 036 023 "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage derop!" # # BOOK 015 EZR Ezra Ezra 015 EZR 001 001 Og i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og desuden kundgøre ved en Skrivelse: 015 EZR 001 002 Perserkongen, Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et Hus i Jerusalem i Juda. 015 EZR 001 003 Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge HERRENs, Israels Guds, Hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; 015 EZR 001 004 og alle Steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal Beboerne støtte dem med Sølv, Guld, Heste og Kvæg, bortset fra de frivillige Gaver til Guds Hus i Jerusalem. 015 EZR 001 005 Da brød Overhovederne for Judas og Benjamins Fædrenehuse og Præsterne og Leviterne op, alle, hvis Ånd Gud vakte, så de drog op for at bygge HERRENs Hus i Jerusalem; 015 EZR 001 006 og bortset fra alle de frivillige Gaver kom alle deres Naboer dem til Hjælp med alt, både Sølv, Guld, Heste og Kvæg og Kostbarheder i Mængde. 015 EZR 001 007 Og Kong Kyros udleverede Karrene fra HERRENs Hus, som Nebudkadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin Guds Hus; 015 EZR 001 008 dem gav Perserkongen Kyros ny til Skatmesteren Mitredat, og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas Fyrste. 015 EZR 001 009 Og Tallet på dem var følgende: 30 Guldbækkener, 1000 Sølvbakker, 29 Røgelsesskåle, 015 EZR 001 010 30 Guldbægre, 410 Sølvbægre af ringere Art og 1000 andre Kar, 015 EZR 001 011 i alt 5400 Kar, dels af Guld og dels af Sølv. Alt dette bragte Sjesjbazzar med sig, da de landflygtige drog op fra Babel til Jerusalem. 015 EZR 002 001 Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Landflygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort til Babel, men nu vendte de tilbage til Jerusalem og Juda, hver til sin By; 015 EZR 002 002 de kom i Følge med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Seraja, Re'elaja, Mordokaj, Bilsjan, Mispar, Bigvaj, Rehum og Ba'ana'. Tallet på Mændene i Israels Folk var: 015 EZR 002 003 Par'osj's Efterkommere 2172, 015 EZR 002 004 Sjefatjas Efterkommere 372, 015 EZR 002 005 Aras Efterkommere 775, 015 EZR 002 006 Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2812, 015 EZR 002 007 Elams Efterkommere 1254, 015 EZR 002 008 attus Efterkommere 945, 015 EZR 002 009 Zakkajs Efterkommere 760, 015 EZR 002 010 Banis Efterkommere 642, 015 EZR 002 011 Bebajs Efterkommere 623, 015 EZR 002 012 Azgads Efterkommere 1222, 015 EZR 002 013 Adonikams Efterkommere 666, 015 EZR 002 014 Bigvajs Efterkommere 2056, 015 EZR 002 015 Adins Efterkommere 454, 015 EZR 002 016 Aters Efterkommere gennem Hizkija 98, 015 EZR 002 017 Bezajs Efterkommere 323, 015 EZR 002 018 Joras Efterkommere 112, 015 EZR 002 019 Hasjums Efterkommere 223, 015 EZR 002 020 Gibbars Efterkommere 95, 015 EZR 002 021 Betlehems Efterkommere 123, 015 EZR 002 022 Mændene fra Netofa 56, 015 EZR 002 023 Mændene fra Anatot 128, 015 EZR 002 024 Azmavets Efterkommere 42, 015 EZR 002 025 Kirjat-Jearims, Kefiras og Be'erots Efterkommere 743, 015 EZR 002 026 Ramas og Gebas Efterkommere 621, 015 EZR 002 027 Mændene fra Mikmas 122, 015 EZR 002 028 Mændene fra Betel og Aj 223, 015 EZR 002 029 Nebos Efterkommere 52, 015 EZR 002 030 Magbisj's Efterkommere 156, 015 EZR 002 031 det andet Elams Efterkommere 1254, 015 EZR 002 032 Harims Efterkommere 320, 015 EZR 002 033 Lods, Hadids og Onos Efterkommere 725, 015 EZR 002 034 Jerikos Efterkommere 345, 015 EZR 002 035 Sena'as Efterkommere 3630. 015 EZR 002 036 Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973, 015 EZR 002 037 Immers Efterkommere 1052, 015 EZR 002 038 Pasjhurs Efterkommere 1247, 015 EZR 002 039 Harims Efterkommere 1017. 015 EZR 002 040 Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas Efterkommere 74, 015 EZR 002 041 Tempelsangerne var: Asafs Sønner 128. 015 EZR 002 042 Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og Sjobajs Efterkommere, i alt 139. 015 EZR 002 043 Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots, 015 EZR 002 044 Keros's, Si'as, Padons, 015 EZR 002 045 Lebanas, Hagabas, Akkubs, 015 EZR 002 046 Hagabs, Salmajs, Hanans, 015 EZR 002 047 Giddels, Gahars, Reajas, 015 EZR 002 048 Rezins, Nekodas, Gazzams, 015 EZR 002 049 Uzzas, Paseas, Besajs, 015 EZR 002 050 Asnas, Me'uniternes, Nefusifernes, 015 EZR 002 051 Bakbuks, Hakufas, Harhurs, 015 EZR 002 052 Bazluts, Mehidas, Harsjas, 015 EZR 002 053 Barkos's, Siseras, Temas, 015 EZR 002 054 Nezias og Hatifas Efterkommere. 015 EZR 002 055 Efterkommere af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Perudas, 015 EZR 002 056 Ja'alas, Darkons, Giddels, 015 EZR 002 057 Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amis Efterkommere. 015 EZR 002 058 Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle var i alt 392. 015 EZR 002 059 Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addan og Immer, kunde ikke opgive deres Fædrenehuse og Slægt, hvor vidt de hørte til Israel: 015 EZR 002 060 Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 652. 015 EZR 002 061 Og af Præsterne: Habaj as, Hakkoz's og Barzillajs Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem. 015 EZR 002 062 De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem, derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden. 015 EZR 002 063 Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der fremstod en Præst med Urim og Tummim. 015 EZR 002 064 Hele Menigheden udgjorde 42360 015 EZR 002 065 foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvortil kom 200 Sangere og Sangerinder. 015 EZR 002 066 Deres Heste udgjorde 736, deres Muldyr 245, 015 EZR 002 067 deres Kameler 435 og deres Æsler 6720. 015 EZR 002 068 Af fædrenehusenes Overhoveder gav nogle, da de kom til HERRENs Hus i Jerusalem, frivillige Gaver til Guds Hus, for at det kunde genopbygges på sin Plads; 015 EZR 002 069 de gav efter deres Evne til Byggesummen 61000 Drakmer Guld, 5000 Miner Sølv og 100 Præstekjortler. 015 EZR 002 070 Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del al Folket sig i Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene og hele det øvrige Israel i deres Byer. 015 EZR 003 001 Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer - samledes Folket fuldtalligt i Jerusalem; 015 EZR 003 002 og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre Præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og hans Brødre skred til at bygge Israels Guds Alter for at ofre Brændofre derpå som foreskrevet i den Guds Mand Moses's Lov. 015 EZR 003 003 En Del af Hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog Alteret på dets gamle Plads og ofrede Brændofre derpå til HERREN, Morgen- og Aftenbrændofre. 015 EZR 003 004 Derpå fejrede de Løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede Brændofre Dag for Dag i det rette Tal og på den foreskrevne Måde, hver Dag hvad der hørte sig til, 015 EZR 003 005 og siden det daglige Brændoffer og de Brændofre, som hørte til Nymånerne og alle HERRENs hellige Højtider, og alle de Brændofre, man frivilligt bragte HERREN. 015 EZR 003 006 Den første Dag i den syvende Måned begyndte de at ofre Brændofre til HERREN, før Grunden til HERRENs Helligdom endnu var lagt. 015 EZR 003 007 Derpå gav de Stenhuggerne og Tømmermændene Penge og Zidonierne og Tyrierne Fødevarer, Drikkevarer og Olie, for at de skulde bringe Cederstammer fra Libanon til Havet ud for Jafo, efter den Fuldmagt, Perserkongen Kyros havde givet dem. 015 EZR 003 008 I den anden Måned i det andet År efter deres Ankomst til Guds Hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, sammen med alle deres Brødre, Præsterne og Leviterne, og alle dem, der var kommet fra Fangenskabet til Jerusalem, Begyndelsen, idet de satte Leviteme fra Tyveårsalderen og opefter til at lede Arbejdet med HERRENs Hus. 015 EZR 003 009 Og Leviterne Jesua og hans Sønner og Brødre, Kadmiel og hans Sønner, Hodavjas Sønner og Henadads Sønner, deres Sønner og Brødre, trådte til i Endrægtighed for at føre Tilsyn med dem, der arbejdede på Guds Hus. 015 EZR 003 010 Og da Bygningsmændene lagde Grunden til HERRENs Helligdom, stod Præsterne i Embedsdragt med Trompeter, og Leviterne, Asafs Efterkommere, med Cymbler for at lovprise HERREN efter Kong David af Israels Anordning; 015 EZR 003 011 og de stemte i med Lov og Pris for HERREN med Ordene thi han er god, og hans Miskundhed mod Israel varer evindelig!" Og hele Folket brød ud i høj Jubel, idet de priste HERREN, fordi Grunden var lagt til HERRENs Hus. 015 EZR 003 012 Men mange af Præsterne, Leviterne og Overhovederne for Fædrenehusene, de gamle, der havde set det første Tempel, græd højt, da de så Grunden blive lagt til dette Tempel, men mange var også de, der opløftede deres Røst med Jubel og Glæde, 015 EZR 003 013 og man kunde ikke skelne Glædesjubelen fra Folkets Gråd; thi så højt var Folkefs Jubelråb, at det hørfes langt bort. 015 EZR 004 001 Men da Judas og Benjamins Fjender hørte, at de, der havde været i Landflygtighed, byggede HERREN, Israels Gud, en Helligdom, 015 EZR 004 002 henvendte de sig til Zerubbabel, Jesua og Overhovederne for Fædrenehusene og sagde til dem: Lad os være med til at bygge, thi vi søger eders Gud såvel som I, og ham har vi ofret til, siden Assyrerkongen Asarhaddon førte os herhen! 015 EZR 004 003 Men Zerubbabel, Jesua og de andre Overhoveder for Israels Fædrenehuse svarede: I skal ikke være fælles med os om at bygge vor Gud et Hus, men vi vil være ene om at bygge for HERREN, Israels Gud, således som Kong Kyros, Perserkongen, pålagde os!" 015 EZR 004 004 Så bragte Hedningerne i Landet Judas Folks Hænder til at synke og skræmmede dem fra at bygge; 015 EZR 004 005 og de købte Folk til med deres Råd at modarbejde dem og bringe deres Planer til at strande; således gik det, så længe Perserkongen Kyros levede, lige til Perserkongen Darius's Regering. 015 EZR 004 006 Under Ahasverus's Regering, i hans første Regeringstid, skrev de en Klage oer Judas og Jerusalems lodbyggere. 015 EZR 004 007 I Artaxerxes's Dage affattede Bisjlam, Mitredat, Tabe'el og alle hans andre Embedsbrødre en Skrivelse til Perserkongen Artaxerxes. Skrivelsen var affattet på Aramaisk og oversat. 015 EZR 004 008 Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj skrev et Brev mod Jerusalem til Kong Artaxerxes af følgende Indhold. 015 EZR 004 009 De, der dengang skrev, var Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj og alle deres andre Embedsbrødre, Diniterne, Afarsatkiterne, Tarpeliterne, Afaresiterne, Arkiterne, Babylonerne, 015 EZR 004 010 Susaniterne, Dehaviterne, Elamiterne og de andre Folk, som den store og navnkundige Asenappar havde ført bort og ladet bosætte sig i Samarias Byer og andensteds hinsides Floden, og så videre. 015 EZR 004 011 Dette er en Afskrift af Brevet, de sendte ham: "Til Kong Artaxerxes. Dine Trælle, Folkene hinsides Floden, og så videre: 015 EZR 004 012 Det være Kongen kundgjort, at Jøderne, som drog op til os fra dig, er kommet til Jerusalem; de er i Færd med at genopbygge denne oprørske og onde By; de genopfører Murene og udbedrer Grunden. 015 EZR 004 013 Men nu være det Kongen kundgjort, at hvis denne By bygges op og Murene genopføres, så vil de ikke svare Skat, Afgift eller Skyld, og der bliver Skår i Kongens Indtægter. 015 EZR 004 014 Da vi nu spiser Paladsets Salt, og det ikke sømmer sig for os at se på, at Kongen lider Skade, sender vi herved Bud og lader Kongen det vide, 015 EZR 004 015 for at der kan blive set efter i dine Fædres Krønikebog; i den vil du finde og se, at denne By er en oprørsk By, der har voldt Konger og Lande Skade, og at der fra gammel Tid har fundet Opstande Sted i den. Det er Grunden til, at denne By blev ødelagt. 015 EZR 004 016 Så lader vi da Kongen vide, at hvis denne By bygges op og Murerne genopføres, har du ikke mere nogen Besiddelse hinsides Floden!" 015 EZR 004 017 Kongen sendte da følgende Svar til Statholderen Rehum, Skriveren Sjimsjaj og alle deres andre Embeddsbrødre, som boede i Samaria og de andre Lande hinsides Floden: "Hilsen, og så videre. 015 EZR 004 018 Den Skrivelse, I har sendt mig, er forelæst mig grundigt. 015 EZR 004 019 Og på mit Bud har man set efter og fundet, at denne By fra gammel Tid har sat sig op mod Konger, og at der har fundet Oprør og Opstande Sted i den; 015 EZR 004 020 over Jerusalem har der hersket mægtige Konger, som udstrakte deres Magt over alt hinsides Floden, og til hvem der svaredes Skat, Afgift og Skyld. 015 EZR 004 021 Giv derfor Ordre til at standse disse Mænd og til, at denne By ikke må genopbygges, før der kommer Befaling fra mig; 015 EZR 004 022 og tag eder vel i Vare for at vise Forsømmelighed i denne Sag, at ikke der skal lides store Tab til Skade for Kongerne! 015 EZR 004 023 Så snart Afskriften af denne Skrivelse fra Kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, Skriveren Sjimsjaj og deres Embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til Jøderne i Jerusalem og tvang dem med Magt til at standse Arbejdet. 015 EZR 004 024 Så standsede Arbejdet på Guds Hus i Jerusalem, og det hvilede til Perserkongen Darius's andet Regeringsår. 015 EZR 005 001 Men Profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos Søn, profeterede for Jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds Navn, som var over dem. 015 EZR 005 002 Da tog Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, fat og begyndte at bygge på Guds Hus i Jerusalem sammen med Guds Profeter, som støttede dem. 015 EZR 005 003 Men på den Tid kom Tattenaj, Statholderen hinsides Floden, Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre til dem og sagde: "Hvem har givet eder Lov til at bygge dette Tempel og genopføre denne Helligdom, 015 EZR 005 004 og hvad er Navnene på de Mænd, der bygger denne Bygning? 015 EZR 005 005 Men over Jødernes Ældste vågede deres Guds Øje, så de ikke standsede dem i Arbejdet, før Sagen var forelagt Darius og der var kommet Svar derpå. 015 EZR 005 006 Afskrift af det Brev, som Tattenaj, Statholderen hinsides Floden, Sjetar-Bozenaj og hans Embedsbrødre, Afarsekiterne hinsides Floden, sendte Kong Darius; 015 EZR 005 007 de sendte ham en Skrivelse, hvori der stod: Kong Darius ønsker vi al Fred! 015 EZR 005 008 Det være Kongen kundgjort, at vi begav os til Landsdelen Judæa til den store Guds Hus; det bliver bygget af Kvadersten, der lægges Bjælker i Muren, og Arbejdet udføres med Omhu og skyder frem under deres Hænder. 015 EZR 005 009 Vi spurgte da de Ældste der og talte således til dem: "Hvem har givet eder Lov til at, bygge dette Tempel og opføre denne Helligdom? 015 EZR 005 010 Vi spurgte dem også om deres Navne for at lade dig dem vide, og vi opskrev Navnene på de Mænd, der står i Spidsen for dem. 015 EZR 005 011 Og Svaret, de gav os, lød således: Vi er Himmelens og Jordens Guds Tjenere, og vi bygger det Tempel, som blev bygget for mange År siden, da en stor Konge i Israel byggede og opførte det. 015 EZR 005 012 Da imidlertid vore Fædre vakte Himmelens Guds Vrede, gav han dem i Babels Konges, Kaldæeren Nebukadnezars, Hånd, og han nedbrød dette Tempel og førte Folket i Landflygtighed til Babel. 015 EZR 005 013 Men i sit første Regeringsår gav Kong Kyros af Babel Befaling til at genopbygge dette Gudshus; 015 EZR 005 014 og Kong Kyros lod tillige de til Gudshusef hørende Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra Helligdommen i Jerusalem og ført til sin Helligdom i Babel, tage ud af Helligdommen i Babel, og de overgaves til en Mand ved Navn Sjesjbazzar, som han havde indsat til Statholder; 015 EZR 005 015 og han sagde til ham: "Tag disse Kar og drag ben og lad dem få deres Plads i Helligdommen i Jerusalem og lad Gudshuset blive genopbygget på sin gamle Plads!" 015 EZR 005 016 Så kom denne Sjesjbazzar og lagde Grunden til Gudshuset i Jerusalem, og siden den Tid er der bygget derpå, men det er ikke færdigt. 015 EZR 005 017 Hvis derfor Kongen synes, så lad der blive set efter i det kongelige Skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at der af Kong Kyros er givet Befaling til at bygge dette Gudshus i Jerusalem; og Kongen give os så sin Vilje i denne Sag til Kende!" 015 EZR 006 001 Så gave Kong Darius Befaling til at se efter i Skatkammeret, hvor man i Babel gemte Dokumenterne; 015 EZR 006 002 og man fandt da i Borgen i Ameta i Landsdelen Medien en Skriftrulle, hvori der stod: "Til Ihukommelse. 015 EZR 006 003 I sit første Regeringsår udstedte Kong Kyros følgende Befaling: Gudsbuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre Slagtofre og frembære Guds Ildofre; det skal være tresindstyve Alen højt og tresindstyve Alen bredt 015 EZR 006 004 med tre Lag Kvadersten og eet Lag Bjælker; Omkostningerne udredes af Kongens Hus. 015 EZR 006 005 Desuden skal Gudshusets Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar borttog fra Helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives tilbage, og de skal bringes tilbage til deres Plads i Helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i Gudshuset! 015 EZR 006 006 Derfor skal I, Tattenaj, Statholder hinsides Floden, og SjetarBozenaj med eders Emhedsbrødre, Afarsekiterne hinsides Floden, ikke blande eder deri. 015 EZR 006 007 Lad Arbejdet med dette Gudshus gå sin Gang, lad Jødernes Statholder og Jødernes Ældste bygge dette Gudshus på den gamle Plads. 015 EZR 006 008 Og hermed giver jeg Påbud om, hvorledes I skal stille eder over for disse Jødernes Ældste med Hensyn til Opførelsen af dette Gudshus: Af Kongens Skatteindtægter fra Landene hinsides Floden skal Omkostningerne nøjagtigt udredes til disse Mænd, og det ufortøvet; 015 EZR 006 009 og hvad der ellers er Brug for: Tyre, Vædre og Lam til Brændofre for Himmelens Gud, Hvede, Salt, Vin og Olie, det skal efter Opgivende af Præsterne i Jerusalem udleveres dem Dag for Dag uden Afkortning, 015 EZR 006 010 for at de kan bringe Ofre til en liflig Duft for Himmelens Gud og bede for Kongens og hans Sønners Liv. 015 EZR 006 011 Og hermed påbyder jeg, at om nogen overtræder denne For ordning, skal en Bjælke rives ud af hans Hus, og til Straf skal han hænges op og nagles fast på den, og hans Hus skal gøres til en Grusdynge. 015 EZR 006 012 Og den Gud, der har ladet sit Navn bo der, han slå enhver Kon ge og ethvert Folk til Jorden, som rækker Hånden ud for at over træde denne Forordning og øde lægge dette Gudshus i Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette Påbud; lad det blive nøje udført! 015 EZR 006 013 Da handlede Tattenaj, Statholderen hinsides Floden, Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre nøje efter det Påbud, Kong Darius havde sendt dem. 015 EZR 006 014 Og Jødemes Ældste byggede, og det lykkedes dem i Henhold til Profeterne Haggajs og Zakarias's, Iddos Søns, Profeti; de byggede og fuldførte Værket efter Israels Guds Bud og efter Kyros's og Darius's og Perserkongen Aetaxerxes's Befaling. 015 EZR 006 015 De fuldendte Templet på den tredje Dag i Adar Måned i Kong Darius's sjette Regeringsår. 015 EZR 006 016 Så fejrede Israeliterne, Præsterne, Leviterne og de andre, der havde været i Landflygtighed, Gudshusets Indvielse med Glæde; 015 EZR 006 017 og de ofrede ved Indvielsen 100 Tyre, 200 Vædre og 400 Lam og til Syndofre for hele Israel 12 Gedebukke efter Tallet på Israels Stammer; 015 EZR 006 018 og de indsatte Præsterne efter deres Afdelinger og Leviterne efter deres Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem som foreskrevet i Moses's Bog. 015 EZR 006 019 Derpå fejrede de, der havde været i Landflygtighed, Påsken den fjortende Dag i den første Måned. 015 EZR 006 020 Thi Præsterne og Leviterne havde renset sig og var rene alle som een; og de slagtede Påskelam for alle dem, der havde været i Landflygtighed, for deres Brødre Præsterne og for sig selv. 015 EZR 006 021 Og Israeliterne, der var vendt tilbage fra Landflygtigheden, spiste deraf sammen med alle dem, der havde udskilt sig fra Hedningerne i Landet og deres Urenhed og sluttet sig til dem for at søge HERREN, Israels Gud. 015 EZR 006 022 Og de fejrede de usyrede Brøds Højtid i syv Dage med Glæde, fordi HERREN havde glædet dem og vendt Assyrerkongens Hjerte til dem, så at han styrkede deres Hænder i Arbejdet på Guds, Israels Guds, Hus. 015 EZR 007 001 Efter disse Tildragelser drog under Perserkongen Artaxerxes's Regering Ezra, en Søn af Seraja, en Søn af Azarja, en Søn af Hilkija, 015 EZR 007 002 en Søn af Sjallum, en Søn af Zadok, en Søn af Ahitub, 015 EZR 007 003 en Søn af Amarja, en Søn af Azarja, en Søn af Merajot, 015 EZR 007 004 en Søn af Zeraja, en Søn af Uzzi, en Søn af Bukki, 015 EZR 007 005 en Søn af Abisjua, en Søn af Pinehas, en Søn af Eleazar, en Søn af Ypperstepræsten Aron - 015 EZR 007 006 denne Ezra drog op fra Babel. Han var skriftlærd, hjemme i Mose Lov, som HERREN, Israels Gud, havde givet; og Kongen opfyldte alle hans Ønsker, eftersom HERREN hans Guds Hånd var over ham. 015 EZR 007 007 Og en Del af Israeliterne og at Præsterne, Leviterne Tempelsangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene drog ligeledes op til Jerusalem i Kong Artaxerxes's syvende Regeringsår. 015 EZR 007 008 De kom til Jerusalem i den femte Måned i Kongens syvende Regeringsår; 015 EZR 007 009 thi på den første Dag i den første Måned tog han Bestemmelse om Opbruddet fra Babel, og på den første Dag i den femte Måned kom han til Jerusalem, eftersom hans Guds gode Hånd var over ham. 015 EZR 007 010 Thi Ezra havde vendt sit Hjerte til at granske i HERRNs Lov og handle efter den og undervise Israel i Lov og Ret. 015 EZR 007 011 Dette er en Afskrift, af den Skrivelse, Kong Artaxerxes medgav Præsten Ezra den Skriftlærde, den skriftlærde Kender af Bøgerne med HERRENs Bud og Anordninger til Israel: 015 EZR 007 012 Artaxerxes, Kongernes Konge, til Præsten Ezra, den skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, og så videre: 015 EZR 007 013 Hermed giver jeg Tilladelse til, at enhver af Israels Folk og dets Præster og Leviter i mit Rige, der er til Sinds at drage til Jerusalem, må drage med dig, 015 EZR 007 014 al den Stund du af Kongen og hans syv Rådgivere sendes for at undersøge Forholdene i Judæa og Jerusalem på Grundlag af din Guds Lov, som er i din Hånd, 015 EZR 007 015 og for at bringe det Sølv og Guld derhen, som Kongen og hans Rådgivere frivilligt har givet Israels Gud, hvis Bolig er i Jerusalem, 015 EZR 007 016 og alt det Sølv og Guld, som du får rundt om i Landsdelen Babel, tillige med de frivillige Gaver fra Folket og Præsterne, der giver frivillige Gaver til deres Guds Hus i Jerusalem. 015 EZR 007 017 Derfor skal du samvittighedstuldt for disse Penge købe Tyre, Vædre og Lam med tilhørende Afgrøde- og Drikofre og ofre dem på Alteret i eders Guds Hus i Jerusalem; 015 EZR 007 018 og hvad du og dine Brødre finder for godt at gøre med det Sølv og Guld, der bliver tilovers, det må I gøre efter eders Guds Vilje. 015 EZR 007 019 De Kar, der skænkes dig til Tjenesten i din Guds Hus, skal du afgive og stille for Israels Guds Åsyn i Jerusalem. 015 EZR 007 020 Og de andre nødvendige Udgifter til din Guds Hus, som det tilfalder dig at udrede, må du udrede af det kongelige Skatkammer. 015 EZR 007 021 Jeg, Kong Artaxerxes, giver hermed den Befaling til alle Skatmestre hinsides Floden: Alt, hvad Præsten Ezra, den skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, kræver af eder, skal nøjagtigt ydes 015 EZR 007 022 indtil 100 Sølvtalenter, 100 Kor Hvede, 100 Bat Vin, 100 Bat Olie og Salt i ubegrænset Mængde. 015 EZR 007 023 Alt, hvad der er påbudt af Himmelens Gud, skal punktligt ydes til Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme Vrede over Kongens og hans Sønners Rige. 015 EZR 007 024 Og det være eder kundgjort, at ingen har Ret til at pålægge nogen af Præsterne, Leviterne, Tempelsangerne, Dørvogterne, Tempeltrællene eller overhovedet nogen, der er sysselsat ved dette Guds Hus, Skat, Afgift eller Skyld! 015 EZR 007 025 Men du, Ezra, skal i Kraft af Guds Visdom, som er i din Hånd, indsætte Dommere og Retsbetjente til at dømme alt Folket hinsides Floden, alle dem, som kender, din Guds Lov; og hvem der ikke kender den, skal I undervise deri. 015 EZR 007 026 Og enhver, der ikke handler efter din Guds Lov og Kongens Lov, over ham skal der samvittighedsfuldt fældes Dom, være sig til Død, Landsforvisning, Pengebøde eller Fængsel. 015 EZR 007 027 Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som indgav Kongen sådanne Tanker for at herliggøre HERRENs Hus i Jerusalem 015 EZR 007 028 og vandt mig, Nåde hos Kongen og hans Rådgivere og alle Kongens mægtige Fyrster! Så fattede jeg da Mod, eftersom HERREN min Guds Hånd var over mig, og jeg samlede en Del Overhoveder af Israel til at drage op med mig. 015 EZR 008 001 Følgende er de Overhoveder over Fædrenehusene og de i deres Slægtsfortegnelser opførte, som drog op med mig fra Babel under Kong Artaxerxes's Regering: 015 EZR 008 002 Af Pinehas's Efterkommere Ger som; af Itamars Efterkommere Daniel; af Davids Efterkommere Hattusj, 015 EZR 008 003 Sjekanjas Søn; af Par'osj's Efterkommere Zekarja, i hvis Slægtsfortegnelse der var opført 150 Mandspersoner; 015 EZR 008 004 af Pahat-Moabs Efterkommere Eljoenaj, Zerajas Søn, med 200 Mandspersoner; 015 EZR 008 005 af Zattus Efterkommere Sjekanja, Jahaziels Søn, med 300 Mandspersoner; 015 EZR 008 006 af Adins Efterkommere Ebed. Jonatans Søn, med 50 Mandspersoner; 015 EZR 008 007 af Elams Efterkommere Jesja'ja. Ataljas Søn, med 70 Mandspersoner; 015 EZR 008 008 af Sjefatjas Efterkommere Zebadja, Nikaels Søn, med 80 Mandspersoner; 015 EZR 008 009 af Joabs Efterkommere 'Obadja. Jehiels' Søn, med 218 Mandspersoner; 015 EZR 008 010 af Banis Efterkommere Sjelomit, Josifjas Søn, med 160 Mandspersoner; 015 EZR 008 011 af Bebajs Efterkommere Zekarja, Bebajs Søn, med 28 Mandspersoner; 015 EZR 008 012 af Azgads Efterkommere Johanan, Hakkatans Søn, med 110 Mandspersoner; 015 EZR 008 013 af Adonikams Efterkommere de sidst komne, nemlig Elifelet. Je'iel og Sjemaja, med 60 Mandspersoner; 015 EZR 008 014 af Bigvajs Efterkommere Utaj og Zabud med 70 Mandspersoner. 015 EZR 008 015 Og jeg samlede dem ved den Flod, der løber ad Ahava til, og vi lå lejret der i tre Dage. Men da jeg tog Folket og Præsterne nærmere i Øjesyn, fandt jeg ingen Leviter der. 015 EZR 008 016 Jeg sendte derfor Overhovederne Eliezer, Ariel, Sjemaja, Elnatan, Jarib, Elnatan, Natan, Zekarja og Mesjullam og Lærerne Jojarib og Elnatan hen 015 EZR 008 017 og bød dem gå til Overhovedet Iddo i Byen Kasifja, idet jeg lagde dem de Ord i Munden, hvormed de skulde overtale Iddo og hans Brødre i Byen Kasifja til at sende os Tjenere til vor Guds Hus; 015 EZR 008 018 og eftersom vor Guds gode Hånd var over os, sendte de os en forstandig Mand afEfterkommerne efter Mali, Israels Søn Levis Søn, Sjerebja med hans Sønner og Brødre, atten Mand 015 EZR 008 019 og Hasjabja og Jesja'ja af Meraris Efterkommere med deres Brødre og Sønner, tyve Mand, 015 EZR 008 020 og af Tempeltrællene, som David og Øversterne havde stillet til Leviternes Tjeneste, 220 Tempeltrælle, alle med Navns Nævnelse. 015 EZR 008 021 Så lod jeg der ved Floden Ahava udråbe en Faste til Ydmygelse for vor Guds Åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig Rejse for os og vore Familier og Ejendele; 015 EZR 008 022 thi jeg undså mig ved at bede Kongen om Krigsfolk og Ryttere til at hjælpe os undervejs mod Fjenden, eftersom vi havde sagt til Kongen: Vor Guds Hånd er over alle; der søger ham, og hjælper dem, men hans Vælde og Vrede kommer over alle dem, der forlader ham. 015 EZR 008 023 Så fastede vi og bad til vor Gud derom, og han bønbørte os. 015 EZR 008 024 Derpå udvalgte jeg tolv af Præsternes Øverster og Sjerebja og Hasjabja og ti af deres Brødre; 015 EZR 008 025 og dem tilvejede jeg Sølvet og Guldet og gav dem Karrene, den Offerydelse til vor Guds Hus, som Kongen, hans Rådgivere og Fyrster og alle de der boende Israeliter havde ydet; 015 EZR 008 026 jeg tilvejede dem af Sølv 650 Talenter, Sølvkar til en Værdi af 100 Talenter, af Guld 100 Talenter, 015 EZR 008 027 tyve Guldbægre til 1000 Darejker og to Kar af fint, guldglinsende Kobber, kostbare som Guld. 015 EZR 008 028 Så sagde jeg til dem: I er helliget HERREN, og Karrene er helliget, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN, eders Fædres Gud; 015 EZR 008 029 våg derfor over det og vogt på det, indtil I i Påsyn af Præsternes og Leviternes Øverster og Israels Fædrenehuses Øverster vejer det ud i Jerusalem i Kamrene i HERRENs Hus!" 015 EZR 008 030 Da modtog Præsterne og Leviterne det tilvejede, Sølvet og Guldet og Karrene, for at bringe det til vor Guds Hus i Jerusalem. 015 EZR 008 031 Så brød vi op fra Floden Ahava på den tolvte Dag i den første Måned for at drage til Jerusalem; og vor Guds Hånd var over os, så han frelste os fra Fjendernes og Røvernes Hånd undervejs. 015 EZR 008 032 Da vi var kommet til Jerusalem, holdt vi os rolige der i tre Dage; 015 EZR 008 033 og på den fjerde Dag blev Sølvet, Guldet og Karrene afvejet i vor Guds Hus og overgivet Præsten Meremot, Urijas Søn, tillige med El'azar, Pinehas's Søn, og Leviterne Jozabad, Jesuas Søn, og Noadja, Binnujs Søn, 015 EZR 008 034 alt sammen efter Tal og Vægt, og hele Vægten blev optegnet: På samme Tid 015 EZR 008 035 bragte de, der kom fra Fangenskabet, de, der havde været i Landflygtighed, Brændofre til Israels Gud: 12 Tyre for hele tsrael, 96 Vædre, 77 Lam og 12 Gedebukke til Syndofre, alt sammen som Brændoffer til HERREN. 015 EZR 008 036 Og de overgav Kongens Befalinger til Kongens Satraper og Statholderne hinsides Floden, og disse ydede Folket og Guds Hus deres Hjælp. 015 EZR 009 001 Men da alt dette var gjort, kom Øversterne til mig og sagde: "Folket, Israel og Præsterne og Leviterne, har ikke skilt sig ud fra Hedningerne eller fra deres Vederstyggeligheder, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Jebusiterne, Ammoniterne, Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne; 015 EZR 009 002 thi af deres Døtre har de taget sig selv og deres Sønner Hustruer, så at den hellige Sæd har blandet sig med Hedningerne; og Øversterne og Forstanderne var de første til at øve denne Troløshed! 015 EZR 009 003 Da jeg hørte den Tale, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe, rev Hår af mit Hoved og Skæg og satte mig hen i stum Smerte. 015 EZR 009 004 Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for Israels Guds Ord mod Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed; og jeg sad i stum Smerte til Aftenafgrødeofferets Tid. 015 EZR 009 005 Men ved Aftenafgrødeofferets Tid rejste jeg mig af min Selvydmygelse, og idet jeg sønderrev min Kjortel og min Kappe, kastede jeg mig på Knæ og udbredte Hænderne til, HERREN min Gud 015 EZR 009 006 og sagde: Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit Ansigt til dig, min Gud, thi vore Misgerninger er vokset os over Hovedet, og vor Skyld er så stor, at den rækker til Himmelen! 015 EZR 009 007 Fra vore Fædres Tid indtil denne Dag. har vor Skyld været stor, og for vore Misgerninger blev vi, vore Konger og Præster givet til Pris for Landenes Konger, for Sværd, Fangenskab, Udplyndring og Vanære, således som det er den Dag i Dag." 015 EZR 009 008 Og nu er der en føje Stund blevet os Nåde til Del fra HERREN vor Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet Rest og givet os at slå vor Teltpæl på sit hellige Sted, for at vor Gud kan lade vore Øjne lyse og give os en Smule Livskraft i vor Trældom; 015 EZR 009 009 thi er vi end Trælle, har vor Gud dog ikke forladt os i vor Trældom, men vundet os Nåde for Perserkongernes Åsyn, så at han har givet os Livskraft til at rejse vor Guds Hus og opbygge dets Grushobe og givet os et Gærde i Juda og Jerusalem. 015 EZR 009 010 Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi har jo forladt dine Bud, 015 EZR 009 011 som du gav os ved dine Tjenere Profeterne, da du sagde: Det Land, I drager ind i og tager i Besiddelse, er et urent Land på Grund af Hedningernes Urenhed, på Grund af de Vederstyggeligheder, de i deres Urenhed har fyldt det med fra Ende til anden; 015 EZR 009 012 derfor må I ikke give deres Sønner eders Døtre eller tage deres Døtre til Hustruer for eders Sønner og ingen Sinde søge deres Velfærd og Lykke, at I kan blive stærke og nyde Landets Goder og sikre eders Sønner Besiddelsen deraf for evigt! 015 EZR 009 013 Efter alt, hvad der er vederfaret os på Grund af vore onde Gerninger og vor svare Skyld - og endda har du vor Gud ikke i fuldt Mål tilregnet os vore Synder, men skænket os en sådan Flok undslupne - 015 EZR 009 014 skal vi da på ny krænke dine Bud ved at besvogre os med Folk, der øver slige Vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes således på os, at du ødelægger os aldeles, så der ikke levnes nogen Rest, og ingen undslipper? 015 EZR 009 015 HERRE, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en Rest tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor Syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit Åsyn, når sligt kan ske!" 015 EZR 010 001 Medens Ezra nu under Bøn og Syndsbekendelse grædende kastede sig ned foran Guds Hus, samlede en stor Skare Israeliter sig om ham, både Mænd, Kvinder og Børn, thi Folket græd heftigt. 015 EZR 010 002 Derpå tog Sjekanja, Jehiels Søn, af Elams Efterkommere til Orde og sagde til Ezra: Vi har været froløse mod vor Gud ved at hjemføre fremmede Kvinder af Hedningerne i Landet. Men trods alt er der endnu Håb for Israel. 015 EZR 010 003 Lad os slutte Pagt for vor Gud om at sbille os af med alle vore fremmede Kvinder og deres Børn efter min Herres Bestemmelse og deres, som bæver for Guds Bud, og lad der blive handlet efter Loven! 015 EZR 010 004 Stå op, thi det er dig, der skal tage dig af Sagen, og vi vil stå dig bi; vær frimodig og tag fat! 015 EZR 010 005 Da stod Ezra op og tog Præsternes, Leviternes og hele Israels Øverster i Ed på, at de vilde handle således, og de aflagde Eden. 015 EZR 010 006 Derpå rejste Ezra sig fra Pladsen foran Guds Hus og begav sig til Johanans, Eljasjibs Søns, Kammer, hvor han tilbragte Natten; han hverken spiste eller drak, fordi han græmmede sig over Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed. 015 EZR 010 007 Derpå lod man kundgøre i Juda og Jerusalem forætlle dem, der havde været i Landflygtighed, at de skulde give Møde i Jerusalem; 015 EZR 010 008 og enhver, som ikke indfandt sig Tredjedagen derefter ifølge Øversternes og de Ældstes Bestemmelse, al hans Ejendom skulde der lægges Band på, og han selv skulde udelukkes fra deres Forsamling, der havde været i Landflygtighed. 015 EZR 010 009 Så samledes alle Mænd af Juda og Benjamin på Tredjedagen i Jerusalem; det var den tyvende Dag i den niende Måned; og alt Folket stillede sig op på den åbne Plads ved Guds Hus, skælvende både for Sagens Skyld og som Følge af Regnskyllene. 015 EZR 010 010 Derpå stod Præsten Ezra op og sagde til dem: "I har forbrudt eder ved at hjemføre fremmede Kvinder og således øget Israels Syndeskyld; 015 EZR 010 011 så bekend da nu eders Synd for HERREN, eders Fædres Gud, og gør hans Vilje; skil eder ud fra Hedningerne i Landet og fra de fremmede Kvinder!" 015 EZR 010 012 Og hele Forsamlingen svarede med høj Røst: "Som du siger, bør vi gøre! 015 EZR 010 013 Men Folket er talrigt, og det er Vinterregnens Tid, så vi kan ikke blive stående her ude; og Sagen kan heller ikke afgøres på en Dag eller to, da vi har forbrudt os højligen her. 015 EZR 010 014 Lad derfor Øversterne for hele vor Forsamling give Møde og lad alle dem, der i vore Byer har hjemført fremmede Kvinder, indfinde sig til en fastsat Tid, ledsaget af de enkelte Byers Ældste og Dommere, for at vi kan blive friet fra vor Guds Vrede i denne Sag! 015 EZR 010 015 Kun Jonatan, Asa'els Søn, og Jazeja, Tikvas Søn, satte sig derimod med Støtte fra Mesjullam og Leviten Sjabbetaj. 015 EZR 010 016 Men de, der havde været i Landflygtighed, handlede derefter; og Præsten Ezra udvalgte sig nogle Mænd, Overhovederne for de enkelte Fædrenehuse, alle med Navns Nævnelse. Disse holdt da Møde den første Dag i den tiende Måned for at undersøge Sagen, 015 EZR 010 017 og de var færdige med alle de Mænd, som havde hjemført fremmede Kvinder, til den første Dag i den første Måned. 015 EZR 010 018 Blandt Præsterne fandtes følgende, der havde hjemført fremmede Kvinder: Af Jesuas, Jozadaks Søns, Efterkommere og hans Brødre Ma'aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja; 015 EZR 010 019 disse gav deres Hånd på at ville sende deres Hustruer bort, og deres Skyldoffer var en Væder for deres Syndeskyld. 015 EZR 010 020 Af Immers Efterkommere: Hanani og Zebadja. 015 EZR 010 021 Af Harims Efterkommere: Ma'aseja, Elija, Sjemaja, Jehiel og Uzzija. 015 EZR 010 022 Af Pasjhurs Efterkommere: Eljoenaj, Ma'aseja, Jisjmael, Netan'el, Jozabad og El'asa. 015 EZR 010 023 Af Leviterne: Jozabad, Sjim'i. Kelaja, det er Kelita, Petaja, Juda og Eliezer. 015 EZR 010 024 Af Tempelsangerne: Eljasjib og Zakkur. Af Dørvogterne Sjallum, Telem og Uri. 015 EZR 010 025 Af Israel: Af Par'osj's Efterkommere: Ramja, Jizzija, Malkija, Mijjamin, El'azar, Malkija og Benaja. 015 EZR 010 026 Af Elams Efterkommere: Mattanja, Zekarja, Jehiel, Abdi, Jeremot og Elija. 015 EZR 010 027 Af Zattus Efterkommere: Eljoenaj, Eljasjib, Mattanja, Jeremot, Zabad og Aziza. 015 EZR 010 028 Af Bebajs Efterkommere: Johanan, Hananja, Zabbaj og Atlaj. 015 EZR 010 029 Af Banis Efterkommere: Mesjullam, Malluk, Adaja, Jasjub, Sjeal og Ramot. 015 EZR 010 030 Af Pahat-Moabs Efterkommere: Adna, Kelal, Benaja, Ma'aseja, Mattanja, Bezal'el, Binnuj og Menassje. 015 EZR 010 031 Af Harims Efterkommere: Eliezer, Jissjija, Malkija, Sjemaja, Sjim'on, 015 EZR 010 032 Binjamin, Malluk og Sjemarja. 015 EZR 010 033 Af Hasjums Efterkommere: Mattenaj, Mattatta, Zabad, Elifelef, Jeremaj, Menassje og Sjim'i. 015 EZR 010 034 Af Banis Efterkommere: Ma'adaj, Amram, Uel, 015 EZR 010 035 Benaja, Bedeja, Keluhu, 015 EZR 010 036 Vanja, Meremot, Eljasjib, 015 EZR 010 037 Mattanja, Mattenaj og Ja'asaj. 015 EZR 010 038 Af Binnujs Efterkommere: Sjim'i, 015 EZR 010 039 Sjelemja, Natan, Adaja, 015 EZR 010 040 Maknadbaj, Sjasjaj, Sjaraj, 015 EZR 010 041 Azar'el, Sjelemja, Sjemarja, 015 EZR 010 042 Sjallum, Amarja og Josef. 015 EZR 010 043 Af Nebos Efterkommere: Je'iel, Mattitja, Zabad, Zebina, Jaddaj, Joel og Benaja. 015 EZR 010 044 Alle disse havde taget fremmede Kvinder til Ægte, men sendte nu Hustruer og Børn bort. # # BOOK 016 NEH Nehemiah Nehemias 016 NEH 001 001 Nehemias's, Hakaljas Søns, Beretning. I Kislev Måned i det tyvende År, medens jeg var i Borgen i Susan, 016 NEH 001 002 kom Hanani, en af mine Brødre, sammen med nogle Mænd fra Juda. Og da jeg udspurgte dem om Jøderne, den Rest, der var undsluppet fra Fangenskabet, og om Jerusalem, 016 NEH 001 003 sagde de til mig: De tiloversblevne, de, som er tilbage fra Fangenskabet der i Landet, lever i stor Nød og Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedrevet og Portene opbrændt. 016 NEH 001 004 Da jeg hørte denne Tidende, satte jeg mig hen og græd og sørgede i flere Dage, og jeg fastede og bad for Himmelens Guds Åsyn, 016 NEH 001 005 idet jeg sagde: Ak, HERRE, Himmelens Gud, du store, frygtelige Gud, som tager Vare på Pagten og Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud! 016 NEH 001 006 Lad dog dit Øre være lydhørt og dit Øje åbent, så du hører din Tjeners Bøn, som jeg nu beder for dit Åsyn både Nat og Dag for dine Tjenere tsraeliterne, idet jeg bekender deres Synder, som vi også jeg og min Faders Hus har begået imod dig. 016 NEH 001 007 Såre ilde har vi handlet imod dig, og vi har ikke holdt de Bud, Anordninger og Lovbud, du pålagde din Tjener Moses. 016 NEH 001 008 Kom det Ord i Hu, som du pålagde din Tjener Moses: Dersom I er troløse, vil jeg adsplitte eder blandt Folkene; 016 NEH 001 009 men hvis I omvender eder til mig og holder mine Bud og handler efter dem, så vil jeg, om eders fordrevne end er ved Himmelens Ende, dog samle dem derfra og bringe dem til det Sted, jeg udvalgte til Bolig for mit Navn. 016 NEH 001 010 De er jo dine Tjenere og dit Folk, som du udløste ved din store Kraft og din stærke Hånd. 016 NEH 001 011 Ak, Herre, lad dit Øre være lydhørt for din Tjeners og dine Tjeneres Bøn, vi, som gerne vil frygte dit Navn, og lad det i Dag lykkes for din Tjener og lad ham finde Nåde for denne Mands Åsyn! Jeg var nemlig Mundskænk hos Kongen. 016 NEH 002 001 I Nisan Måned i Kong Artaxerxes's tyvende Regeringsår, da jeg skulde sørge for Vin, har jeg engang Vinen frem og rakte Kongen den. Jeg havde ikke før set modfalden ud, når jeg stod for hans Ansigt. 016 NEH 002 002 Og Kongen sagde til mig: Hvorfor ser du så modfalden ud? Du er jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en Hjertesorg! Da blev jeg såre bange, 016 NEH 002 003 og jeg sagde til Kongen: "Kongen leve evindelig! Hvor kan jeg andet end se modfalden ud, når den By, hvor mine Fædres Grave er, ligger øde, og dens Porte er fortæret af Ilden? 016 NEH 002 004 Kongen spurgte mig da: "Hvad er det, du ønsker? Så bad jeg til Himmelens Gud," 016 NEH 002 005 og jeg sagde til Kongen: "Hvis Kongen synes, og hvis din Tjener er dig til Behag, beder jeg om, at du vil lade mig rejse til Juda, til den By, hvor mine Fædres Grave er, og lade mig bygge den op igen! 016 NEH 002 006 Da sagde Kongen til mig, medens Dronningen sad ved hans Side: "Hvor længe vil den Rejse vare, og hvornår kan du vende tilbage? Og da Kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg ham en Tid. 016 NEH 002 007 Og jeg sagde til Kongen: Hvis Kongen synes, så lad mig få Breve med til Statholderne hinsides Floden, så de lader mig drage videre, til jeg når Juda, 016 NEH 002 008 og et Brev til Asaf, Opsynsmanden. over den kongelige Skov, at han skal give mig Træ til Bjælkeværket i Tempelborgens Porte og til Byens Mur og det Hus, jeg tager ind i! Det gav Kongen mig, eftersom min Guds gode Hånd var over mig. 016 NEH 002 009 Da jeg kom til Statholderne hinsides Floden, gav jeg dem Kongens Breve; desuden havde Kongen givet mig Hærførere og Ryttere med på Rejsen. 016 NEH 002 010 Men da Horoniten Sanballat og den ammonitiske Træl Tobija hørte det, ærgrede de sig højligen over, at der var kommet en Mand for at arbejde på Israeliternes Bedste. 016 NEH 002 011 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre Dage, 016 NEH 002 012 brød jeg op ved Nattetide sammen med nogle få Mænd uden at have sagt noget Menneske, hvad min Gud havde skudt mig i Sinde at gøre for Jerusalem; og der var intet andet Dyr med end det, jeg red på. 016 NEH 002 013 Jeg red så om Natten ud gennem Dalporten i Retning af Dragekilden og hen til Møgporten, idet jeg undersøgte Jerusalems Mure, der var nedrevet, og Portene, der var fortæret af Ilden; 016 NEH 002 014 derpå red jeg videre til Kildeporten og Kongedammen, men der var ikke Plads nok til, at mit Ridedyr kunde komme frem med mig. 016 NEH 002 015 Så red jeg om Natten op igennem Dalen og undersøgte Muren, forandrede Retning og red så ind igennem Dalporten, hvorpå jeg vendte hjem. 016 NEH 002 016 Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg foretog mig; og hverken Jøderne, Præsterne, Stormændene, Forstanderne eller de andre, der skulde have med Arbejdet at gøre, havde jeg endnu sagt noget. 016 NEH 002 017 Men nu sagde jeg til dem: I ser den Ulykke, vi er i, hvorledes Jerusalem er ødelagt og Portene opbrændt; kom derforog lad os opbygge Jerusalems Mur, så vi ikke mere skal være til Spot! 016 NEH 002 018 Og da jeg fortalte dem, hvorledes min Guds gode Hånd havde været over mig, og om de Ord, Kongen havde talt til mig, sagde de: Lad os gøre os rede og bygge! Og de tog sig sammen til det gode Værk. 016 NEH 002 019 Da Horoniten Sanballat, den ammonitiske Træl Tobija og Araberen Gesjem hørte det, spottede de os og sagde hånligt til os: Hvad er det, I der har for? Sætter I eder op mod Kongen? 016 NEH 002 020 Men jeg gav dem til Svar: "Himmelens Gud vil lade det lykkes for os, og vi, hans Tjenere, vil gøre os rede og bygge; men I har ingen Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem!" 016 NEH 003 001 Ypperstepræsten Eljasjib og hans Brødre Præsterne tog fat på at bygge Fåreporten; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte Portfløjene; derefter byggede de videre hen til Meatårnet og helligede det og igen videre hen til Hanan'eltårnet. 016 NEH 003 002 Ved Siden af ham byggede Mændene fra Jeriko, ved Siden af dem Zakkur, Imris Søn. 016 NEH 003 003 Fiskeporten byggede Sena'as Efterkommere; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer. 016 NEH 003 004 Ved Siden af dem arbejdede Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn Uruja, med at istandsætte Muren. Ved Siden af ham arbejdede Mesjullam, en Søn af Berekja, en Søn af Mesjezab'el, ved Siden af ham Zadok, Ba'anas Søn. 016 NEH 003 005 Ved Siden af ham arbejdede Folkene fra Tekoa, men de store iblandt dem bøjede ikke deres Nakke under deres Herres Arbejde. 016 NEH 003 006 Jesjanaporten istandsatte Jojada, Paseas Søn, og Mesjullam, Besodejas Søn; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer. 016 NEH 003 007 Ved Siden af dem arbejdede Gibeoniten Melatja og Meronotiten Jadon sammen med Mændene fra Gibeon og Mizpa, der stod under Statholderen hinsides Floden. 016 NEH 003 008 Ved Siden af ham arbejdede Uzziel, en Søn af Harhaja, en af Guldsmedene. Ved Siden af ham arbejdede Hananja, en af Salvehandlerne; de udbedrede Jerusalem hen til den brede Mur. 016 NEH 003 009 Ved Siden af dem arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Jerusalems Område, Refaja, Hurs Søn. 016 NEH 003 010 Ved Siden af ham arbejdede Jedaja, Harumafs Søn, ud for sit eget Hus. Ved Siden af ham arbejdede Hattusj, Hasjabnejas Søn. 016 NEH 003 011 En anden Strækningistandsatte Malkija, Harims Søn, og Hassjub, Pahat-Moabs Søn, hen til Ovntårnet. 016 NEH 003 012 Ved Siden af ham arbejdede Øversten over den anden Halvdel af Jerusalems Område, Sjallum, Hallohesj's Søn, sammen med sine Døtre. 016 NEH 003 013 Dalporten istandsatte Hanun og Folkene fra Zanoa; de byggede den og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer, og desuden 1000 Alen af Muren hen til Møgporten. 016 NEH 003 014 Møgporten istandsatte Øversten over Bet-Kerems Område, Malkija, Rekabs Søn; han byggede den og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer. 016 NEH 003 015 Kildeporten istandsatte Øversten over Mizpas Område, Sjallun, Kol-Hozes Søn; han byggede den, forsynede den med Tag og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer; han byggede også Muren ved Dammen, fra hvilken Vandledningen fører til Kongens Have, og hen til Trinene, der fører ned fra Davidsbyen. 016 NEH 003 016 Efter ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Bet-Zurs Område, Nehemja, Azbuks Søn, hen til Pladsen ud for Davids Grave, til den udgravede Dam og til Kærnetroppernes Hus. 016 NEH 003 017 Efter ham arbejdede Leviterne, ført af Rehum, Banis Søn. Ved Siden af ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Ke'ilas Område, Hasjabja. 016 NEH 003 018 Efter ham arbejdede deres Bysbørn, ført af Binnuj, Henadads Søn, Øversten over den anden Halvdel af Ke'ilas Område. 016 NEH 003 019 Ved Siden af ham istandsatte Øversten over Mizpa, Ezer, Jesuas Søn, en anden Strækning lige ud for Opgangen til Tøjhuset i Hro'en' 016 NEH 003 020 Efter ham istandsatte Baruk, Zabbajs Søn, op ad Bjerget en Strækning fra Krogen til Indgangen til Ypperstepræsten El-jasjibs Hus. 016 NEH 003 021 Efter ham istandsatte Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn Urija, en Strækning fra Indgangen til Eljasjibs Hus til Gavlen. 016 NEH 003 022 Efter ham arbejdede Præsterne, Mændene fra Omegnen. 016 NEH 003 023 Efter dem arbejdede Binjamin og Hassjub ud for deres Huse. Efter ham arbejdede Azarja, en Søn af Ma'aseja, en Søn af Ananja, ved Siden af sit Hus. 016 NEH 003 024 Efter ham istandsatte Binnuj, Henadads Søn, en Strækning fra Azarjas Hus til Krogen og til Hjørnet. 016 NEH 003 025 Efter ham arbejdede Palal, Uzajs Søn, lige ud for Krogen og det Tårn, der springer frem fra det øvre kongelige Hus ved Fængselsgården. Efter ham arbejdede Pedaja, Par'osj's Søn, 016 NEH 003 026 til Stedet ud for Vandporten mod Øst og det fremspringende Tårn. 016 NEH 003 027 Efter ham istandsatte Folkene fra Tekoa en Strækning fra Stedet ud for det store, fremspringende Tårn til Ofels Mur. (På Ofel boede Tempeltrællene). 016 NEH 003 028 Over for Hesteporten arbejdede Præsterne, hver lige ud for sit Hus. 016 NEH 003 029 Efter dem arbejdede Zadok, Immers Søn, ud for sit Hus. Efter ham arbejdede Østportens Vogter Sjemaja, Sjekanjas Søn. 016 NEH 003 030 Efter ham istandsatte Hananja, Sjelemjas Søn, og Hanun, Zalafs sjette Søn, en Strækning. Efter ham arbejdede Mesjullam, Berekjas Søn, ud for sit Kammer. 016 NEH 003 031 Efter ham arbejdede Malkija, en af Guldsmedene, hen til Tempeltrællenes Hus. Og Kræmmeme istandsatte Stykket ud for Mifkadporten og hen til Tagbygningen ved Hjørnet. 016 NEH 003 032 Og mellem Tagbygningen ved Hjørnet og Fåreporten arbejdede Guldsmedene og Kræmmerne. 016 NEH 004 001 Men da Sanballat hørte, at vi byggede på Muren, blev han vred og harmfuld; og han spottede Jøderne 016 NEH 004 002 og sagde i Påhør af sine Brødre og Samarias Krigsfolk: "Hvad er det, disse usle Jøder har for? Vil de overlade Gud det? Vil de ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i Dag? Kan de kalde Stenene i disse Grusdynger til Live, når de er forbrændt?" 016 NEH 004 003 Og Ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: "Lad dem bygge, så meget de vil; en Ræv kan rive deres Stenmur ned, blot den springer derop!" 016 NEH 004 004 Hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet hånet! Lad deres Spot falde tilbage på deres eget Hoved, og lad dem blive hånet som Fanger i et Fremmed Land! 016 NEH 004 005 Skjul ikke deres Brøde og lad ikke deres Synd blive udslettet for dit Åsyn, thi med deres Ord krænkede de dem, der byggede! 016 NEH 004 006 Men vi byggede på Muren, og hele Muren blev bygget færdig i halv Højde, og Folket arbejdede med god Vilje. 016 NEH 004 007 Da nu Sanballat og Tobija og Araberne, Ammoniterne og Asdoditerne børte, at det skred fremad med Istandsættelsen af Jerusalems Mure, og at Hullerne i Muren begyndte at lukkes, blev de meget vrede, 016 NEH 004 008 og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem og fremkalde Forvirring der. 016 NEH 004 009 Da bad vi til vor Gud og satte Vagt både Dag og Naf for at værne os imod dem. 016 NEH 004 010 Men Jøderne sagde: Lastdragernes Kræfter svigter, og Grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på Muren! 016 NEH 004 011 Og vore Fjender sagde: De må ikke mærke noget, før vi står midt iblandt dem og hugger dem ned og således får Arbejdet til at gå i Stå! 016 NEH 004 012 Da nu de Jøder, der boede dem nærmest, Gang på Gang kom og lod os vide, at de rykkede op imod os fra alle Steder, hvor de boede, 016 NEH 004 013 og da Folkene kun turde stille sig op på Steder, der lå lavere end Pladsen bag Muren, i Kælderrum, så opstillede jeg Folket Slægt for Slægt, væbnet med Sværd, Spyd og Buer; 016 NEH 004 014 og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til Stormændene og Forstanderne og det øvrige Folk: Frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i Hu og kæmp for eders Brødre, Sønner og Døtre, eders Hustruer og Huse! 016 NEH 004 015 Men da vore Fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at Gud gjorde deres Råd til intet, vendte vi alle tilbage til Muren, hver til sit Arbejde. 016 NEH 004 016 Men fra den Tid af arbejdede kun den ene Halvdel af mine Folk, medens den anden Halvdel stod væbnet med Spyd, Skjolde, Buer og Brynjer; og Øversterne stod bag ved alle de Jøder, 016 NEH 004 017 der byggede på Muren. Også Lastdragerne var væbnet; med den ene Hånd arbejdede de, og med den anden. holdt de Spydet; 016 NEH 004 018 og de, der byggede, havde under Arbejdet hver sit Sværd bundet til Lænden. Ved Siden af mig stod Hornblæseren; 016 NEH 004 019 og jeg sagde til de store og Forstanderne og det øvrige Folk: "Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på Muren langt fra hverandre; 016 NEH 004 020 hvor l nu hører Hornet gjalde, skal l samles om os; vor Gud vil stride for os! 016 NEH 004 021 Således udførte vi Arbejdet, idet Halvdelen af os holdt Spydene rede fra Morgengry til Stjernernes Opgang. 016 NEH 004 022 Samtidig sagde jeg også til Folket: Enhver skal sammen med sin Dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til Vagt om Natten og til Arbejde om Dagen!" 016 NEH 004 023 Og hverken jeg eller mine Brødre eller mine Folk eller Vagten, der fulgte mig, afførte os vore Klæder, og enhver, der blev sendt efter Vand, havde Spydet med. 016 NEH 005 001 Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod deres Brødre, Jøderne. 016 NEH 005 002 Nogle sagde: "Vore Sønner og Døtre må vi give i Pant for at få Korn til Livets Ophold!" 016 NEH 005 003 Andre sagde: "Vore Marker, Vingårde og Huse må vi give i Pant for at få Korn under Hungersnøden!" 016 NEH 005 004 Atter andre sagde: "Vi har måttet låne på vore Marker og Vingårde for at kunne udrede de kongelige Skatter! 016 NEH 005 005 Og vore Legemer er dog lige så gode som vore Brødres og vore Sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det, effersom vore Marker og Vingårde tilhører andre!" 016 NEH 005 006 Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden heftigt op i mig; 016 NEH 005 007 og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Åger over for eders Næste! Så kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod dem 016 NEH 005 008 og sagde til dem: Så vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt vore jødiske Brødre, der måtte sælge sig til Hedningerne; og I sælger eders Brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og fandt intet at svare. 016 NEH 005 009 Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle således! Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til Hedningerne, vore Fjenders Spot? 016 NEH 005 010 Også jeg og mine Brødre og mine Folk har lånt dem Penge og Korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder! 016 NEH 005 011 Giv dem straks dere Marker, Vingårde, Oliventræer og Huse tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Moslen og Olien, som I har lånt dem! 016 NEH 005 012 Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og lod dem sværge på, at de vilde handle således. 016 NEH 005 013 Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder dette Ord, vil Gud således ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja, således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede efter sit Løfte. 016 NEH 005 014 Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År, spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom Statholderen, 016 NEH 005 015 medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge på Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel Sølv, ligesom også deres Tjenere optrådte som Folkets Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud. 016 NEH 005 016 Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet på denne Mur, skønt vi ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved Arbejdet. 016 NEH 005 017 Og Jøderne, både Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord; 016 NEH 005 018 og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte Får og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifferne til; dertil kom hver tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet tyngede hårdt på Folket. 016 NEH 005 019 Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det til gode, min Gud! 016 NEH 006 001 Da det nu kom Sanballat, Araberen Gesjem og vore andre Fjender for Øre, at jeg havde bygget Muren, og at der ikke var flere Huller i den - dog havde jeg på den Tid ikke sat Fløje i Portene - 016 NEH 006 002 sendte Sanballat og Gesjem Bud og opfordrede mig til en Sammenkomst i Kefirim i Onodalen. Men de havde ondt i Sinde imod mig. 016 NEH 006 003 Derfor sendte jeg Bud til dem og lod sige: "Jeg har et stort Arbejde for og kan derfor ikke komme derned; hvorfor skulde Arbejdet standse? Og det vilde ske, hvis jeg lod det ligge for at komme ned til eder. 016 NEH 006 004 Fire Gange sendte de mig samme Bud, og hver Gang gav jeg dem samme Svar. 016 NEH 006 005 Da sendte Sanballat for femte Gang sin Tjener til mig med samme Bud, og han havde et åbent Brev med, 016 NEH 006 006 i hvilket der stod: Det hedder sig blandt Folkene, og Gasjmut bekræfter det, at du og Jøderne pønser på Oprør; derfor er det, du bygger Muren, og at du vil være deres Konge. 016 NEH 006 007 Og du skal endog have fået Profeter til i Jerusalem at udråbe dig til Konge i Juda. Dette Rygte vil nu komme Kongen for Øre; kom derfor og lad os tales ved! 016 NEH 006 008 Men jeg sendte ham det Bud: Slige Ting, som du omtaler, er slet ikke sket; det er dit eget Påfund! 016 NEH 006 009 Thi de havde alle til Hensigt at indjage os Skræk, idet de tænkte, at vi skulde lade Hænderne synke, så Arbejdet ikke blev til noget. Men styrk du nu mine Hænder! 016 NEH 006 010 Og da jeg gik ind i Sjemajas, Mehetab'els Søn Delajas Søns, Hus, som ved den Tid måtte holde sig inde, sagde han: Lad os tales ved i Guds Hus, i Helligdommens Indre, og stænge Dørene, thi der kommer nogle Folk, som vil dræbe dig; de kommer i Nat for at dræbe dig!" 016 NEH 006 011 Men jeg svarede: Skulde en Mand som jeg flygte? Og hvorledes skulde en Mand som jeg kunne betræde Helligdommen og blive i Live? Jeg går ikke derind! 016 NEH 006 012 Thi jeg skønnede, at det ikke var Gud, som havde sendt ham, men at han var kommet med det Udsagn om mig, fordi Tobija og Sanballat havde lejet ham dertil, 016 NEH 006 013 for at jeg skulde blive bange og forsynde mig ved slig Adfærd og de få Anledning til ilde Omtale, så de kunde bagvaske mig. 016 NEH 006 014 Kom Tobija og Sanballat i Hu, min Gud, efter deres Gerninger, ligeledes Profetinden Noadja og de andre Profeter, der vilde gøre mig bange! 016 NEH 006 015 Således blev Muren færdig den fem og tyvende Dag i Elul Måned efter to og halvtredsindstyve Dages Forløb. 016 NEH 006 016 Og da alle vore Fjender hørte det, blev alle Hedningerne rundt om os bange og såre nedslåede, idet de skønnede, at dette Værk var udført med vor Guds Hjælp. 016 NEH 006 017 Men der gik også i de Dage en Mængde Breve frem og tilbage mellem Tobija og de store i Juda; 016 NEH 006 018 thi mange i Juda stod i Edsforbund med ham, da han var Svigersøn af Sjekanja, Aras Søn, og hans Søn Johanan var gift med en Datter af Mesjullam, Berekjas Søn. 016 NEH 006 019 Også plejede de både at tale godt om ham til mig og at forebringe ham mine Ord; Tobija sendte også Breve for at gøre mig bange. 016 NEH 007 001 Da Muren var bygget, lod jeg Portfløjene indsætte, og Dørvogterne, Sangerne og Leviterne blev ansat. 016 NEH 007 002 Overbefalingen over Jerusalem gav jeg min Broder Hanani og Borgøversten Hananja; thi han var en pålidelig Mand og frygtede Gud som få; 016 NEH 007 003 og jeg sagde til dem: "Jerusalems Porte må ikke åbnes, før Solen står højt på Himmelen; og medens den endnu står der, skal man lukke og stænge Portene og sætte Jerusalems Indbyggere på Vagt, hver på sin Post, hver ud for sit Hus!" 016 NEH 007 004 Men Byen var udstrakt og stor og dens Indbygere få, og Husene var endnu ikke opbygget. 016 NEH 007 005 Da skød min Gud mig i Sinde at samle de store, Forstanderne og Folket for at indføre dem i Slægtsfortegnelser. Og da fandt jeg Slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt jeg skrevet: 016 NEH 007 006 Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Land flygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort, men nu vendte de til bage til Jerusalem og Juda, hver til sin By; 016 NEH 007 007 de kom sammen med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Azarja, Ra'amja, Nahamani, Mordokaj, Bilsjan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba'ana. Tallet på Mændene i Israels Folk var: 016 NEH 007 008 Par'osj's Efterkommere 2172, 016 NEH 007 009 Sjefatjas Efterkommere 372, 016 NEH 007 010 Aras Efterkommere 652, 016 NEH 007 011 Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2818, 016 NEH 007 012 Elams Efterkommere 1254, 016 NEH 007 013 Zattus Efterkommere 845, 016 NEH 007 014 Zakkajs Efterkommere 760, 016 NEH 007 015 Binnujs Efterkommere 648, 016 NEH 007 016 Bebajs Efterkommere 628, 016 NEH 007 017 Azgads Efterkommere 2322, 016 NEH 007 018 Adonikams Efterkommere 667, 016 NEH 007 019 Bigvajs Efterkommere 2067, 016 NEH 007 020 Adins Efterkommere 655, 016 NEH 007 021 Aters Efterkommere gennem Hizkija 98, 016 NEH 007 022 Hasjums Efterkommere 328, 016 NEH 007 023 Bezajs Efterkommere 324, 016 NEH 007 024 Harifs Efterkommere 112, 016 NEH 007 025 Gibeons Efterkommere 95, 016 NEH 007 026 Mændene fra Betlehem og Netofa 188, 016 NEH 007 027 Mændene fra Anatot 128, 016 NEH 007 028 Mændene fra Bet-Azmavet 42, 016 NEH 007 029 Mændene fra Hirjat-Jearim, Kefra og Be'erot 743; 016 NEH 007 030 Mændene fra Rama og Geba 621, 016 NEH 007 031 Mændene fra Mikmas 122, 016 NEH 007 032 Mændene fra Betel og Aj 123, 016 NEH 007 033 Mændene fra det andet Nebo 52, 016 NEH 007 034 det andet Elams Efterkommere 1254, 016 NEH 007 035 Harims Efterkommere 320, 016 NEH 007 036 Jerikos Efterkommere 345, 016 NEH 007 037 Lods, Hadids og Onos Efterkommere 721, 016 NEH 007 038 Sena'as Efterkommere 3930. 016 NEH 007 039 Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973, 016 NEH 007 040 Immers Efterkommere 1052, 016 NEH 007 041 Pasjhurs Efterkommere 1247, 016 NEH 007 042 Harims Efterkommere 1017. 016 NEH 007 043 Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas Efterkommere 74. 016 NEH 007 044 Tempelsangerne var: Asafs Efterkommere 148. 016 NEH 007 045 Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og Sjobajs Efterkommere 138. 016 NEH 007 046 Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots, 016 NEH 007 047 Keros's, Si'as, Padons, 016 NEH 007 048 Lebanas, Hagabas, Salmajs, 016 NEH 007 049 Hanans, Giddels, Gahars, 016 NEH 007 050 Reajas, Rezins, Nekodas, 016 NEH 007 051 Gazzams, Uzzas, Paseas, 016 NEH 007 052 Besajs, Me'uniternes, Nefusiternes, 016 NEH 007 053 Bakbuks, Hakufas, Harhurs, 016 NEH 007 054 Bazluts, Mehidas, Harsjas, 016 NEH 007 055 Barkos's, Siseras, Temas, 016 NEH 007 056 Nezias og Hatifas Efterkommere. 016 NEH 007 057 Efterkommerne af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Peridas, 016 NEH 007 058 Ja'alas, Darkons, Giddels, 016 NEH 007 059 Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amons Efterkommere. 016 NEH 007 060 Alle Tempeltrælle og Efferkommerne af Salomos Trælle var tilsammen 392. 016 NEH 007 061 Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addon og Immer, kunde ikke opgive, hvorvidt deres Fædrenehuse og Slægt hørte til Israeliterne: 016 NEH 007 062 Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 642. 016 NEH 007 063 Og følgende Præster: Habajas, Hakoz's og Barzillajs Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem. 016 NEH 007 064 De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem; derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden. 016 NEH 007 065 Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der fremstod en Præst med Urim og Tummim. 016 NEH 007 066 Hele Menigheden udgjorde 42360 016 NEH 007 067 foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvor til kom 245 Sangere og Sangerinder. 016 NEH 007 068 Deres Heste udgjorde 736, deres Mulddyr 245, 016 NEH 007 069 deres Kameler 435 og deres Æsler 6720. 016 NEH 007 070 En Del af Fædrenehusenes Overhoveder ydede Tilskud til Byggearbejdet. Statholderen gav til Byggesummen 1000 Drakmer Guld, 50 Skåle og 30 Præstekjortler. 016 NEH 007 071 Af Fædrenehusenes Overhoveder gav nogle til Byggesummen 20.000 Drakmer Guld og 2.200 Miner Sølv. 016 NEH 007 072 Og hvad det øvrige Folk gav, løb op til 20.000 Drakmer Guld, 2.000 Miner Sølv og 67 Præstekjortler. 016 NEH 007 073 Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del af Folket sig i Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og hele det øvrige Israel i deres Byer. 016 NEH 008 001 Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer - samledes hele Folket fuldtalligt på den åbne Plads foran Vandporten og bad Ezra den Skriftlærde om at hente Bogen med Mose Lov, som HERREN havde pålagt Israel. 016 NEH 008 002 Så hentede Præsten Ezra Loven og fremlagde den for forsamlingen, Mænd, Kvinder og alle, der havde Forstand til at høre; det var den første Dag i den syvende Måned; 016 NEH 008 003 og vendt mod den åbne Plads foran Vandporten læste han den op fra Daggry til Middag for Mændene, Kvinderne og dem, der kunde fatte del, og alt Folket lyttede til Lovbogens Ord. 016 NEH 008 004 Ezra den Skriftlærde stod på en Forhøjning af Træ, som var lavet i den Anledning, og ved Siden af ham stod til højre Mattitja, Sjema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma'aseja, til venstre Pedaja, Misjael, Malkija, Hasjum, Hasjbaddana, Zekarja og Mesjullam. 016 NEH 008 005 Og Ezra åbnede Bogen i hele Folkets Påsyn, thi han stod højere end Folket, og da han åbnede den, rejste hele Folket sig op. 016 NEH 008 006 Derpå lovpriste Ezra HERREN, den store Gud, og hele Folket svarede med oprakte Hænder: Amen, Amen! Og de bøjede sig og kastede sig med Ansigtet til Jorden for HERREN. 016 NEH 008 007 Og Leviterne Jesua, Bani, Sjerebja, Jamin, Akkub, Sjabbetaj, Hodija, Ma'aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja udlagde Loven for Folket, medens Folket blev på sin Plads, 016 NEH 008 008 og de oplæste Stykke for Stykke af Bogen med Guds Lov og udlagde det, så man kunde fatte det. 016 NEH 008 009 Derpå sagde Nehemias, det er Statholderen, og Præsten Ezra den Skriftlærde og Leviterne, der underviste Folket, til alt Folket: Denne Dag er helliget HERREN eders Gud! Sørg ikke og græd ikke! Thi hele Folket græd, da de hørte Lovens Ord. 016 NEH 008 010 Og han sagde til dem: Gå hen og spis fede Spiser og drik søde brikke og send noget til dem, der intet har, thi denne Dag er helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi HERRENs Glæde er eders Styrke! 016 NEH 008 011 Og Leviterne tyssede på alt Folket og sagde: Vær stille, thi denne Dag er hellig, vær ikke nedslåede! 016 NEH 008 012 Da gik alt Folket hen og spiste og drak og sendte Gaver, og de fejrede en stor Glædesfest; thi de fattede Ordene, man havde kundgjort dem. 016 NEH 008 013 Næste Dag samledes Overhovederne for alt Folkets Fædrenehuse og Præsterne og Leviterne hos Ezra den Skriftlærde for at mærke sig Lovens Ord, 016 NEH 008 014 og i Loven som HERREN havde påbudt ved Moses, fandt de skrevet, at Israeliterne på Højtiden i den syvende Måned skulde bo i Løvhytter, 016 NEH 008 015 og at man i alle deres Byer og i Jerusalem skulde udråbe og kundgøre følgende Budskab: Gå ud i Bjergene og hent Grene af ædle og vilde Oliventræer, Myrter, Palmer og andre Løvtræer for at bygge Løvhytter som foreskrevet! 016 NEH 008 016 Så gik Folket ud og hentede det og byggede sig Løvhytter på deres Tage og i deres Forgårde og i Guds Hus's Forgårde og på de åbne Pladser ved Vandporten og Efraimsporfen. 016 NEH 008 017 Og hele Forsamlingen, der var vendt tilbage fra Fangenskabet, byggede Løvbytter og boede i dem. Thi fra Josuas, Nuns Søns, Dage og lige til den Dag havde Israeliterne ikke gjort det, og der herskede såre stor Glæde. 016 NEH 008 018 Og han læste op af Bogen med Guds Lov Dag for Dag fra den første til den sidste; og de fejrede Højtiden i syv Dage, og på den ottende holdtes der festlig Samling på foreskreven Måde. 016 NEH 009 001 Men på den fire og tyvende Dag i samme Måned samledes Israeliterne under Faste og i Sørgedragt med Jord på Hovedet; 016 NEH 009 002 og de, der var af Israels Slægt, skilte sig ud fra alle fremmede og trådte frem og bekendte deres Synder og deres Fædres Misgerninger. 016 NEH 009 003 Så rejste de sig på deres Plads, og der blev læst op af Bogen med HERREN deres Guds Lov i en Fjerdedel af Dagen, og i en anden Fjerdedel bekendte de deres Synder og tilbad HERREN deres Gud. 016 NEH 009 004 Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og Kenani trådte op på Leviternes Forhøjning og råbte med høj Røst til HERREN deres Gud; 016 NEH 009 005 og Leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija, Sjebanja og Petaja sagde: "Stå op og lov HERREN eders Gud fra Evighed til Evighed!" Da lovede de hans herlige Navn, som er ophøjet over al Lov og Pris. 016 NEH 009 006 Derpå sagde Ezra: "Du, HERRE, er den eneste; du har skabt Himmelen, Himlenes Himle med al deres Hær, Jorden med alt, hvad der er på den, Havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle Liv, og Himmelens Hær tilbeder dig. 016 NEH 009 007 Du er Gud HERREN, der udvalgte Abram og førte ham bort fra Ur-Kasdim og gav ham Navnet Abraham; 016 NEH 009 008 og du fandt hans Hjerte fast i Troen for dit Åsyn og sluttede Pagt med ham om at give hans Afkom Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Jebusiternes og Girgasjiternes Land; og du holdt dit Ord; thi du er retfærdig. 016 NEH 009 009 Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det røde Hav, 016 NEH 009 010 udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har den Dag i Dag. 016 NEH 009 011 Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i Dybet som Sten i vældige Vande. 016 NEH 009 012 I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre. 016 NEH 009 013 Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode Anordninger og Bud. 016 NEH 009 014 Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud, Anordninger og Love ved din Tjener Moses. 016 NEH 009 015 Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet Hånd havde lovet dem. 016 NEH 009 016 Men vore Fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på dine Bud; 016 NEH 009 017 de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine Undergerninger, som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte sig i Hovedet at vende tilbage til Trældommen i Ægypten. Men du er Forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på Miskundhed, og du svigtede dem ikke. 016 NEH 009 018 Selv da de lavede sig et støbt Billede af en Kalv og sagde: Der er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! og gjorde sig skyldige i svare Gudsbespottelser, 016 NEH 009 019 svigtede du dem i din store Barmhjertighed ikke i Ørkenen; Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, men ledede dem på Vejen, ej heller Ildstøtten om Natten, men lyste for dem på Vejen, de skulde vandre. 016 NEH 009 020 Du gav dem din gode Ånd for at give dem Indsigt og forholdt ikke deres Mund din Manna, og du gav dem Vand til at slukke deres Tørst. 016 NEH 009 021 I fyrretyve År sørgede du for dem i Ørkenen, så de ingen Nød led; deres Klæder sledes ikke op, og deres Fødder hovnede ikke. 016 NEH 009 022 Du gav dem Riger og Folkeslag; som du uddelte Stykke for Stykke. De tog Kong Sihon af Hesjbons Land og Kong Og af Basans Land i Besiddelse. 016 NEH 009 023 Du gjorde deres Børn talrige som Himmelens Stjerner og førte dem ind i det Land, du havde lovet deres Fædre, at de skulde komme ind i og tage i Besiddelse; 016 NEH 009 024 og Børnene kom og tog Landet i Besiddelse, og du underlagde dem Landets indbyggere, Kana'anæerne, og gav dem i deres Hånd, både deres Konger og Folkene i Landet, så de kunde handle med dem, som de fandt for godt. 016 NEH 009 025 De indtog befæstede Byer og frugtbart Land, og Huse, fulde af alle Slags Goder, tog de i Besiddelse og udhugne Cisterner, Vingårde, Oliventræer og Frugttræer i Mængde; og de spiste sig mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store Rigdomme. 016 NEH 009 026 Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din Lov bag deres Ryg, dræbte dine Profeter, som talte dem alvorligt til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i svare Gudsbespottelser. 016 NEH 009 027 Da gav du dem i deres Fjenders Hånd, og de bragte Trængsel over dem. Men når de da i deres Trængsel råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og sendte dem i din store Barmhjertighed Befriere, som friede dem af deres Fjenders Hånd. 016 NEH 009 028 Men når de fik Ro, handlede de atter ilde for dit Åsyn. Da overlod du dem i deres Fjenders Hånd, og de undertvang dem. Men når de atter råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og udfriede dem i din Barmhjertighed Gang på Gang. 016 NEH 009 029 Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din Lov, men de var overmodige og vilde ikke høre på dine Bud, og de syndede mod dine Lovbud, som dog holder det Menneske i Live, der gør efter dem; de vendte i Genstridighed Ryggen til og var halsstarrige og vilde ikke lyde. 016 NEH 009 030 I mange År var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til ved din Ånd gennem dine Profeter; men da de ikke vilde høre, gav du dem til Pris for Hedningefolkene. 016 NEH 009 031 Dog har du i din store Barmhjertighed ikke helt tilintetgjort dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud! 016 NEH 009 032 Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder fast ved Pagten og Miskundheden! Lad ikke alle de Lidelser, der har ramt os, vore Konger, Øverster, Præster, Profeter, vore Fædre og hele dit Folk fra Assyrerkongernes Dage indtil i Dag, synes ringe for dine Øjne! 016 NEH 009 033 I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har vist dig trofast, men vi var ugudelige. 016 NEH 009 034 Vore Konger, Øverster og Præster og vore Fædre handlede ikke efter din Lov og lyttede ikke til dine Bud og de Vidnesbyrd, du lod dem blive til Del. 016 NEH 009 035 Da de var i Besiddelse af deres Rige og de store Rigdomme, du gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare Land, du oplod for dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gerninger. 016 NEH 009 036 Se, derfor er vi nu Trælle; i det Land, du gav vore Fædre, for at de skulde nyde dets Frugter og Rigdom, er vi Trælle; 016 NEH 009 037 dets rige Afgrøde tilfalder de Konger, du for vore Synders Skyld har øvet Magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore Kroppe og vort Kvæg. Vi er i stor Nød!" 016 NEH 009 038 I Henhold til alt dette indgår vi med Navns Underskrift en urokkelig Pagt, og den beseglede Skrivelse er underskrevet af vore Øverster, Leviter og Præster. 016 NEH 010 001 Den beseglede Skrivelse er underskrevet af: Statholderen Nehemias, Hakaljas Søn, og Zidkija, 016 NEH 010 002 Seraja, Azarja, Jirmeja, 016 NEH 010 003 Pasjhur, Amarja, Malkija, 016 NEH 010 004 Hattusj, Sjebanja, Malluk, 016 NEH 010 005 Harim, Meremot, Obadja, 016 NEH 010 006 Daniel, Ginneton, Baruk, 016 NEH 010 007 Mesjullam, Abija, Mijjamin, 016 NEH 010 008 Ma'azja, Bilgaj og Sjemaja det var Præsterne. 016 NEH 010 009 Leviterne Jesua, Azanjas Søn, Binnuj af Henadads Sønner, Kadmiel 016 NEH 010 010 og deres Brødre Sjebanja, Hodija, Kelita, Pelaja, Hanan, 016 NEH 010 011 Mika, Rehob, Hasjabja, 016 NEH 010 012 Zakkur, Sjerebja, Sjebanja, 016 NEH 010 013 Hodija, Bani og Beninu. 016 NEH 010 014 Folkets Overhoveder Par'osj, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Bani, 016 NEH 010 015 Bunni Azgad, Bebaj, 016 NEH 010 016 Adonija, Bigvaj, Adin, 016 NEH 010 017 Ater, Hizkija, Azzur, 016 NEH 010 018 Hodija, Hasjum, Bezaj, 016 NEH 010 019 Harif, Anatot, Nebaj, 016 NEH 010 020 Magpiasj, Mesjullam, Hezir, 016 NEH 010 021 Mesjezab'el, Zadok Jaddua, 016 NEH 010 022 Pelatja, Hanan, Anaja, 016 NEH 010 023 Hosea, Hananja, Hassjub, 016 NEH 010 024 Hallohesj, Pilha, Sjobek, 016 NEH 010 025 Rehum, Hasjabna, Ma'aseja, 016 NEH 010 026 Ahija, Hanan, Anan, 016 NEH 010 027 Malluk, Harim og Ba'ana. 016 NEH 010 028 Og det øvrige Folk, Præsterne, Leviterne, Dørvogterne, Sangerne, Tempeltrællene og alle de, der har skilt sig ud fra Hedningerne for at holde sig til Guds Lov, med deres Hustruer, Sønner og Døtre, for så vidt de har Forstand til at fatte det, 016 NEH 010 029 slutter sig til deres højere stående Brødre og underkaster sig Forbandelsen og Eden om at ville følge Guds Lov, der er givet os ved Guds Tjener Moses, og overholde og udføre alle HERRENs, vor Herres, Bud, Bestemmelser og Anordninger: 016 NEH 010 030 Vi vil ikke give Hedningerne i Landet vore Døtre eller tage deres Døtre til Hustruer for vore Sønner; 016 NEH 010 031 vi vil ikke på Sabbaten eller nogen Helligdag købe noget af Hedningerne i Landet, når de på Sabbaten kommer med deres Varer og al Slags Korn og falbyder det; vi vil hvert syvende År lade Landet ligge hen og give Afkald på enhver Fordring; 016 NEH 010 032 vi vil påtage os en årlig Skat på en Tredjedel Sekel til Tjenesten i vor Guds Hus, 016 NEH 010 033 til Skuebrødene, det daglige Afgrødeoffer, det daglige Brændoffer, Ofrene på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne, Helligofrene og Syndofrene til Soning for Israel og til alt Arbejde ved vor Guds Hus. 016 NEH 010 034 Hvad Brænde der ydes, har vi, Præsterne, Leviterne og Folket, kastet Lod om at bringe til vor Guds Hus, Fædrenehus for Fædrenehus, til fastsat Tid År efter År for at skaffe Ild på HERREN vor Guds Alter, som det er foreskrevet i Loven. 016 NEH 010 035 Vi vil År for År bringe Førstegrøden af vor Jord og af alle Frugttræer til HERRENs Hus, 016 NEH 010 036 og vi vil bringe det førstefødte af vore Sønner og vort Kvæg, som det er foreskrevet i Loven, og det førstefødte af vort Hornkvæg og Småkvæg til vor Guds Hus til Præsterne, som gør Tjeneste i vor Guds Hus; 016 NEH 010 037 og Førstegrøden af vort Grovmel og af Frugten af alle Slags Træer, af Most og Olie vil vi bringe til Kamrene i vor Guds Hus til Præsterne og Tienden af vore Marker til Leviterne. Leviterne samler selv Tienden ind i alle de Byer, hvor vi har vort Agerbrug; 016 NEH 010 038 og Præsten, Arons Søn, er til Stede hos Leviterne, når de indsamler Tienden; og Leviterne bringer Tiende af Tienden til vor Guds Hus, til Forrådshusets Kamre. 016 NEH 010 039 Thi Israeliterne og Levis Efterkommere bringer Offerydelsen af Kornet, Mosten og Olien til Kamrene, hvor Helligdommens Kar og de tjenstgørende Præster, Dørvogterne og Sangerne er. Vi vil således ikke svigte vor Guds Hus. 016 NEH 011 001 Og Folkets Øverster bosatte sig i Jerusalem, medens det øvrige Folk kastede Lod således, at hver tiende Mand skulde bosætte sig i Jerusalem, den hellige By, medens de ni Tiendedele skulde bo i Byerne. 016 NEH 011 002 Og Folket velsignede alle de Mænd, som frivilligt bosatte sig i Jerusalem. 016 NEH 011 003 Følgende er de Overhoveder i vor Landsdel, som boede i Jerusalem og i Judas Byer; de boede hver på sin Ejendom i deres Byer, Israel, Præsterne, Leviterne, Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle. 016 NEH 011 004 I Jerusalem boede af Judæere og Benjaminiter: Af Judæerne: Ataja, en Søn af Uzzija, en Søn af Zekarja, en Søn af Amarja, en Søn af Sjefatja, en Søn af Mahalal'el af Perez's Efterkommere, 016 NEH 011 005 og Ma'aseja, en Søn af Baruk, en Søn af Kol-Hoze, en Søn af Hazaja, en Søn af Adaja, en Søn af Jojarib, en Søn af Sjelaniten Zekarja. 016 NEH 011 006 Alle Perez's Efterkommere, der boede i Jerusalem, udgjorde 468 dygtige Mænd. 016 NEH 011 007 Følgende Benjaminiter: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af Joed, en Søn af Pedaja, en Søn af Kolaja, en Søn af Ma'aseja, en Søn af Itiel, en Søn af Jesja'ja, 016 NEH 011 008 og hans Brødre, dygtige Krigere. 928. 016 NEH 011 009 Joel, Zikris Søn, var deres Befalingsmand, og Juda, Hassenuas Søn, var den næstøverste Befalingsmand i Byen. 016 NEH 011 010 Af Præsterne: Jedaja, Jojarib Jakin, 016 NEH 011 011 Seraja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok, en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus, 016 NEH 011 012 og deres Brødre, der udførte Tjenesten i Templet, 822; og Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pelalja, en Søn af Amzi, en Søn af Zekarja, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija, 016 NEH 011 013 og hans Brødre, Overhovederne for Fædrenehusene, 242; og Amasjsaj, en Søn af Azar'el, en Søn af Azaj, en Søn af Mesjillemot, en Søn af Immer, 016 NEH 011 014 og hans Brødre, dygtige Mænd 128. Deres Befalingsmand var Zabdiel, Gedolims Søn. 016 NEH 011 015 Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn af Azrikam, en Søn af Hasjabja, en Søn af Bunni, 016 NEH 011 016 og Sjabbetaj og Iozabad, som forestod de ydre Arbejder ved Guds Hus og hørte til Leviternes Overhoveder, 016 NEH 011 017 og Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zabdi, en Søn af Asaf, Lederen af Lovsangen, der ved Bønnen istemte Ordene lov HERREN! og Bakbukja, den næstøverste af hans Brødre, og Abda, en Søn af Sjammua, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun. 016 NEH 011 018 Alle Leviterne i den hellige By udgjorde 284. 016 NEH 011 019 Af Dørvogterne: Akkub, Talmon og deres Brødre, der holdt Vagt ved Portene, 172. 016 NEH 011 020 Resten af Israeliterne, Præsterne og Leviterne boede i alle de andre Byer i Juda, hver på sin Ejendom. 016 NEH 011 021 Tempeltrællene boede på Ofel; Ziha og Gisjpa var sat over Tempeltrællene. 016 NEH 011 022 Leviternes foresatte i Jerusalem ved Tjenesten i Guds Hus var Uzzi, en Søn af Bani, en Søn af Hasjabja, en Søn af Mattanja, en Søn af Mika af Asafs Efterkommere, det er Sangerne. 016 NEH 011 023 Der var nemlig udstedt en kongelig Befaling om dem, og der var tilsikret Sangerne dagligt Underhold. 016 NEH 011 024 Petaja, Mesjezab'els Søn, af Judas Søn Zeras Efterkommere, forhandlede med Kongen i alle Folkets Sager. 016 NEH 011 025 Hvad de åbne Byer med deres Marker angår, boede der Judæere i Kirjat-Arba med Småbyer, Dibon med Småbyer, Jekabze'el med Småbyer, 016 NEH 011 026 Jesua, Molada, Bet-Pelet, 016 NEH 011 027 Hazar-Sjual, Be'ersjeba med Småbyer, 016 NEH 011 028 Ziklag, Mekona med Småbyer, 016 NEH 011 029 En-Rimmon, Zor'a, Jarmut, 016 NEH 011 030 Zanoa, Adullam med Landsbyer, Lakisj med Marker og Azeka med Småbyer. De bosatte sig fra Be'ersjeba til Hinnoms Dal. 016 NEH 011 031 Benjaminiterne boede i Geba, Mikmas, Ajja, Betel med Småbyer, 016 NEH 011 032 Anatot, Nob, Ananja, 016 NEH 011 033 Hazor, Rama, Gittajim, 016 NEH 011 034 Hadid, Zebo'im, Neballat, 016 NEH 011 035 Lod, Ono og Håndværkerdalen. 016 NEH 011 036 Af Leviterne boede nogle Afdelinger i Juda og Benjamin. 016 NEH 012 001 Følgende er Præsterne og Leviter, der drog op med Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua: Seraja, Jirmeja, Ezra, 016 NEH 012 002 Amarja, Malluk, Hattusj. 016 NEH 012 003 Sjekanja, Harim, Meremot, 016 NEH 012 004 Iddo, Ginnetoj, Abija, 016 NEH 012 005 Mijjamin, Ma'adja, Bilga, 016 NEH 012 006 Sjemaja, Jojarib, Jedaja, 016 NEH 012 007 Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja. Det var Overhovederne for Præsterne og deres Brødre på Jesuas Tid. 016 NEH 012 008 Leviterne: Jesua, Binnuj, Kadmiel, Sjerebja, Juda, Mattanja, der sammen med sine Brødre forestod Lovsangen, 016 NEH 012 009 medens Bakbukja og Unni sammen med deres Brødre stod over for dem efter deres Afdelinger. 016 NEH 012 010 Jesua avlede Jojakim, Jojakim avlede Eljasjib, Eljasjib avlede Jojada, 016 NEH 012 011 Jojada avlede Johanan, og Johanan avlede Jaddua. 016 NEH 012 012 På Jojakims Tid var Overhovederne for Præsternes Fædrenehuse følgende: Meraja for Seraja, Hananja for Jirmeja, 016 NEH 012 013 Mesjullam for Ezra, Johanan for Amarja, 016 NEH 012 014 Jonatan for Malluk, Josef for Sjebanja, 016 NEH 012 015 Adna for Harim, Helkajtor Merajot, 016 NEH 012 016 Zekarja for Iddo, Mlesjullam for Ginneton, 016 NEH 012 017 Zikri for Abija, .... for Minjamin, Piltaj for Ma'adja, 016 NEH 012 018 Sjammua for Bilga, Jonatan for Sjemaja, 016 NEH 012 019 Mattenaj for Jojarib, Uzzi for Jedaja, 016 NEH 012 020 Kallaj for Sallu, Eber for Amok, 016 NEH 012 021 Hasjabja for Hilkija og Netan'el for Jedaja. 016 NEH 012 022 Leviterne: .... I Eljasjibs, Jojadas, Johanans og Jadduas Dage optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene og Præsterne indtil Perseren Darius's Regering. 016 NEH 012 023 Af Levis Efterkommere optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene i Krønikebogen ned til Johanans, Eljasjibs Søns, Dage. 016 NEH 012 024 Og Leviternes Overhoveder var: Hasjabja, Sjerebja, Jesua, Binnuj, Kadmiel og deres Brødte, der stod over for dem for at synge Lovsangen og Takkesangen efter den Guds Mand Davids Bud, den ene Afdeling efter den anden; 016 NEH 012 025 og Mattanja, Bakbukja og Obadja, Mesjullam, Talmon og Akkub var Dørvogtere og holdt Vagt ved Portenes Forrådskamre. 016 NEH 012 026 Disse var Overhoveder på Jojakims Tid, en Søn af Jesua, en Søn af Jozadak, og på Statholderen Nehemias's og Præsten Ezra den Skriftlærdes Tid. 016 NEH 012 027 Da Jerusalems Mur skulde indvies opsøgte man Leviterne alle Vegne, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem, for at de skulde fejre Indvielsen med Fryd og Takkesang, med Sang, Cymbler, Harper og Citre. 016 NEH 012 028 Da samledes Sangerne fra Egnen om Jerusalem og fra Netofatifernes Landsbyer, 016 NEH 012 029 fra Bet-Gilgal, fra Gebas og Azmavets Marker; thi Sangerne havde bygget sig Landsbyer rundt om Jerusalem. 016 NEH 012 030 Da Præsterne og Leviterne havde renset sig, rensede de Folket, Portene og Muren. 016 NEH 012 031 Så lod jeg Judas Øverster stige op på Muren og opstillede to store Lovprisningstog. Det ene drog til højre oven på Muren ad Møgporten til, 016 NEH 012 032 og med det fulgte Hosjaja og den ene Halvdel af Judas Øverster; 016 NEH 012 033 dernæst nogle af Præsterne med Trompeter, Azarja, Ezra, Mesjullam, 016 NEH 012 034 Juda, Benjamin, Sjemaja og Jirmeja; 016 NEH 012 035 endvidere Zekarja, en Søn af Jonatan, en Søn af Sjemaja, en Søn af Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zakkur, en Søn af Asaf, 016 NEH 012 036 og hans Brødre Sjemaja, Azar'el, Milalaj, Gilalaj, Ma'aj, Netan'el, Juda, Hanani med den Guds Mand Davids Musikinstrumenter, med Ezra den Skriftlærde i Spidsen; 016 NEH 012 037 og de gik over Kildeporten; derpå gik de lige ud op ad Trinene til Davidsbyen, ad Opgangen på Muren oven for Davids Palads hen til Vandporten mod Øst. 016 NEH 012 038 Det andet Lovprisningstog, hvor jeg og den anden Halvdel af Folkets Øverster var med, drog til venstre oven på Muren, over Ovntårnet til den brede Mur 016 NEH 012 039 og videre over Efraimsporten, den gamle Port, Fiskeporten, Hanan'eltårnet og Meatårnet til Fåreporten og stillede sig op i Fængselsporten. 016 NEH 012 040 Derpå stillede de to Lovprisningstog sig op i Guds Hus, jeg sammen med Halvdelen af Øversterne 016 NEH 012 041 og Præsterne Eljakim, Ma'aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja, Hananja med Trompeter, 016 NEH 012 042 endvidere Ma'aseja, Sjemaja, El'azar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Og Sangerne stemte i, ledede af Jizraja. 016 NEH 012 043 På den Dag ofrede de store Slagtofre og var glade, thi Gud havde bragt dem stor Glæde; også Kvinderne og Børnene var glade; og Glæden i Jerusalem hørtes langt bort. 016 NEH 012 044 På den Dag indsattes der Mænd til at have Tilsyn med de Kamre, der brugtes til Forrådene, Offerydelserne, Førstegrøden og Tienden, for i dem at opsamle de i Loven foreskrevne Afgifter til Præsterne og Leviterne fra de forskellige Bymarker, thi Juda glædede sig over Præsterne og Leviterne, der gjorde tjeneste; 016 NEH 012 045 og disse tog Vare på, hvad der var at varetage for deres Gud og ved Renselsen, ligesom også Sangerne og Dørvogterne gjorde deres Gerning efter Davids og hans Søn Salomos Bud. 016 NEH 012 046 Thi allerede på Davids Tid var Asaf Leder for Sangerne og for Lov- og Takkesangene til Gud. 016 NEH 012 047 Hele Israel gav på Zerubbabels og Nehemias's Tid Afgifter til Sangerne og Dørvogterne, efter som det krævedes Dag for Dag; og de gav Leviterne Helliggaver, og Leviterne gav Arons Sønner Helliggaver. 016 NEH 013 001 På den Tid blev der læst op af Moses's Bog for Folket, og man fandt skrevet deri, at ingen Ammonit eller Moabit nogen Sinde måtte få Adgang til Guds Menighed, 016 NEH 013 002 fordi de ikke kom Israeliterne i Møde med Brød og Vand, og fordi han havde lejet Bileam til at forbande dem, men vor Gud vendte Forbandelsen til Velsignelse. 016 NEH 013 003 Da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel. 016 NEH 013 004 Nogen Tid i Forvejen havdePræsten Eljasjib, hvem Opsynet med Kamrene i vor Guds Hus var overdraget, og som var i Slægt med Tobija, 016 NEH 013 005 ladet indrette et stort Kammer til Tobija der, hvor man før henlagde Afgrødeofferet, Røgelsen, Karrene, Tienden af Kornet, Mosten og Olien, de i Loven foreskrevne Afgifter til Leviterne, Sangerne og Dørvogterne såvel som Offerydelsen til Præsterne. 016 NEH 013 006 Da alt dette fandt Sted, var jeg ikke i Jerusalem, thi i Kong Artaxerxes af Babels to og tredivte Regeringsår var jeg rejst til Kongen. Men nogen Tid efter bad jeg Kongen om Tilladelse til at rejse, 016 NEH 013 007 og da jeg kom til Jerusalem og opdagede det onde, Eljasjib havde øvet for Tobijas Skyld ved at indrette ham et Kammer i Guds Hus's Forgårde, 016 NEH 013 008 harmede det mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas Bohave ud af Kammeret 016 NEH 013 009 og bød, at man skulde rense Kammeret, hvorefter jeg atter bragte Guds Hus's Kar, Afgrødeofferet og Røgelsen derind. 016 NEH 013 010 Da fik jeg at vide, at Afgifterne til Leviterne ikke svaredes dem, og derfor var de Leviter og Sangere, der skulde gøre Tjeneste, flyttet ud hver til sin Landejendom; 016 NEH 013 011 så gik jeg i Rette med Forstanderne og spurgte dem: Hvorfor er Guds Hus blevet vanrøgtet?" Og jeg fik atter Leviterne samlet og satte dem på deres Pladser. 016 NEH 013 012 Så bragte hele Juda Tienden af Kornet, Mosten og Olien til Forrådskamrene; 016 NEH 013 013 og jeg overdrog Tilsynet med Forrådskamrene til Præsten Sjelemja, Skriveren Zadok og Pedaja af Leviterne og gav dem til Medhjælper Hanan, en Søn af Zakkur, en Søn af Mattanja, da de regnedes for pålidelige; og dem pålå det så at uddele Tienden til deres Brødre. 016 NEH 013 014 Kom mig det i Hu, min Gud, og udslet ikke de Kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds Hus til Gavn for Tjenesten der! 016 NEH 013 015 I de Dage så jeg i Juda nogle træde Persekarrene på Sabbaten, og andre så jeg bringe Horn i Hus eller læsse det på deres Æsler, ligeledes Vin, Druer, Figener og alle Slags Varer, og bringe det til Jerusalem på Sabbaten. Dem formanede jeg da, når de solgte Levnedsmidler. 016 NEH 013 016 Også havde Folk fra Tyrus bosat sig der, og de kom med Fisk og alskens Varer og solgte dem på Sabbaten til Jøderne i Jerusalem. 016 NEH 013 017 Jeg gik derfor i Rette med de store i Juda og sagde til dem: Hvor kan l handle så ilde og vanhellige Sabbatsdagen? 016 NEH 013 018 Har ikke vor Gud bragt al denne Ulykke over os og over denne By, fordi eders Fædre handlede således? Og I bringer endnu mere Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten! 016 NEH 013 019 Og så snart Mørket faldt på i Jerusalems Porte ved Sabbatens Frembrud, bød jeg, at Portene skulde lukkes, og at de ikke måtte åbnes, før Sabbaten var omme; og jeg satte nogle af mine Folk ved Portene for at vogte på, at der ikke førtes Varer ind på Sabbaten. 016 NEH 013 020 Da nu de handlende og de, der solgte alle Slags Varer, et Par Gange var blevet uden for Jerusalem Natten over, 016 NEH 013 021 advarede jeg dem og sagde: "Hvorfor bliver I Natten over uden for Muren? Hvis I gør det en anden Gang, lægger jeg Hånd på eder!" Og siden kom de ikke mere på Sabbaten. 016 NEH 013 022 Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig efter din store Miskundhed! 016 NEH 013 023 På samme Tid lagde jeg også Mærke til, at hos de Jøder, der havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske Kvinder, 016 NEH 013 024 talte Halvdelen af børnene Asdoditisk eller et af de andre Folks Sprog, men kunde ikke tale Jødisk. 016 NEH 013 025 Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre til Hustruer for eders Sønner eller eder selv! 016 NEH 013 026 Syndede ikke Kong Salomo af Israel for slige Kvinders Skyld? Mage til Konge fandtes dog ikke blandt de mange Folk, og han var så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til Konge over hele Israel; og dog fik de fremmede Kvinder endog ham til at synde! 016 NEH 013 027 Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare Misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede Kvinder? 016 NEH 013 028 En af Ypperstepræsten Eljasjibs Søn Jojadas Sønner, der var Horoniten Sanballats Svigersøn, jog jeg bort fra min Nærhed. 016 NEH 013 029 Tilregn dem, min Gud, at de besmittede Præstedømmet og Præsternes og Leviternes Pagt! 016 NEH 013 030 Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede Tjenesten for Præsterne og Leviterne efter det Arbejde, hver især havde. 016 NEH 013 031 og Ydelsen af Brænde til fastsatte Tider og af Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud, og regn mig det til gode! # # BOOK 017 EST Esther Ester 017 EST 001 001 I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Lande - 017 EST 001 002 i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen Susan, tildrog der sig følgende. 017 EST 001 003 I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og Landsdelenes Fyrster var hans Gæster, 017 EST 001 004 og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage. 017 EST 001 005 Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen. 017 EST 001 006 Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt Marmor, Perlemor og sorte Sten. 017 EST 001 007 Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis; 017 EST 001 008 og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen; thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om, hvor meget han vilde have. 017 EST 001 009 Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong Ahasverus's Kongeborg. 017 EST 001 010 Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd, som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste, 017 EST 001 011 at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes Dejlighed. Thi hun var meget smuk. 017 EST 001 012 Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden blussede op i ham. 017 EST 001 013 Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og retskyndige, 017 EST 001 014 og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata, Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget: 017 EST 001 015 Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved Hofmændene? 017 EST 001 016 Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande; 017 EST 001 017 thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til ham, men hun kom ikke! 017 EST 001 018 Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der kun komme Ringeagt og Vrede. 017 EST 001 019 Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre end hun. 017 EST 001 020 Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje og lave, vise deres Mænd Agtelse. 017 EST 001 021 Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen fulgte Memukans Forslag. 017 EST 001 022 Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks Sprog. 017 EST 002 001 Men da der var gået nogen Tid, og Kong Ahasverus's Vrede havde lagt sig, kom han til at tænke på Vasjti, og hvad hun havde gjort, og hvad der var besluttet om hende. 017 EST 002 002 Da sagde Kongens Folk, der gik ham til Hånde: Man bør søge efter unge, smukke Jomfruer til Kongen; 017 EST 002 003 og Kongen bør overdrage Folk i alle sit Riges Dele det Hverv at samle alle unge, smukke Jomfruer og sende dem til Fruerstuen i Borgen Susan og der lade dem stille under Opsyn af Kongens Hofmand Hegaj, som vogter Kvinderne; lad dem så gennemgå Skønhedsplejen, 017 EST 002 004 og den unge Pige, Kongen synes om, skal være Dronning i Vasjtis Sted. Det Forslag var godt i Hongens Øjne, og han gjorde derefter. 017 EST 002 005 Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit, 017 EST 002 006 som var ført bort fra Jerusalem blandt de Fanger, Kong Nebukadnezar af Babel bortførte sammen med Kong Jekonja af Juda. 017 EST 002 007 Han var Plejefader for Hadassa - det er Ester - hans Farbroders Datter; thi hun havde hverken Fader eller Moder. Den unge Pige havde en smuk Skikkelse og så godt ud; og efter hendes Forældres Død havde Mordokaj taget hende til sig i Datters Sted. 017 EST 002 008 Da nu Kongens Befaling og Bud blev kendt, og mange unge Piger samledes i Borgen Susan, hvor de stilledes under Opsyn af Hegaj, blev også Ester bragt til Kongens Hus og stillet under Opsyn af Hegaj, som vogtede Kvinderne. 017 EST 002 009 Pigen tiltalte ham og vandt hans Yndest, og så hurtigt som muligt lod han Skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den Kost, hun skulde have, og stillede tillige de syv dertil udsete Piger fra Kongens Hus til hendes Tjeneste; og han lod hende og Pigerne flytte til den bedste Del af Fruerstuen. 017 EST 002 010 Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det havde Mordokaj forbudt hende. 017 EST 002 011 Og Mordokaj gik Dag efter Dag frem og tilbage foran Fruerstuens Gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes det gik hende. 017 EST 002 012 Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gå ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder var behandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemlig Skønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie og andre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andre Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder 017 EST 002 013 når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvad hun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus. 017 EST 002 014 Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbage og kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsyn af Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne; så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntes særlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham. 017 EST 002 015 Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende. 017 EST 002 016 Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Palads i den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvende Regeringsår. 017 EST 002 017 Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hun vandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Og han satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vasjtis Sted. 017 EST 002 018 Derpå gjorde Kongen et stort Gæstebud for alle sine Fyrster og Folk til Ære for Ester, og han eftergav Straf i sine Lande og uddelte Gaver, som det sømmede sig en Konge. 017 EST 002 019 Da Mordokaj engang sad i Kongens Port - 017 EST 002 020 Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham 017 EST 002 021 som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtan og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne, vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd på ham. 017 EST 002 022 Det fik Mordokaj at vide og meddelte Dronning Ester det; og Ester sagde det til Kongen fra Mordokaj. 017 EST 002 023 Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev de begge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i Kongens Påsyn. 017 EST 003 001 Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, Hammedatas Søn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandt alle Fyrsterne, som var hos ham. 017 EST 003 002 Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ og kastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongen påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastede sig ikke til Jorden. 017 EST 003 003 Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj: "Hvorfor overtræder du Kongens Bud?" 017 EST 003 004 Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at han ænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ord vilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende over for dem, at han var Jøde. 017 EST 003 005 Da nu Haman så, at Mordokaj hverken faldt på Knæ eller kastede sig til Jorden for ham, blev han såre opbragt. 017 EST 003 006 Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, var han ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men satte sig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet, fordi det var Mordokajs Folk. 017 EST 003 007 I den første Måned, det er Nisan Måned, i Kong Ahasverus's tolvte Regeringsår kastede man i Hamans Påsyn Pur, det er Lod, om hver enkelt Dag og hver enkelt Måned, og Loddet traf den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned. 017 EST 003 008 Haman sagde derpå til Kong Ahasverus: Der findes et Folk, som bor spredt og lever for sig selv iblandt Folkene i alle dit Riges Dele; deres Love er anderledes end alle andre Folks, og Kongens Love holder de ikke. Derfor er det ikke Kongen værdigt at lade dem være i Fred. 017 EST 003 009 Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til at udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000 Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre. 017 EST 003 010 Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til Agagiten Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, 017 EST 003 011 og Kongen sagde til Haman: "Sølvet skal tilhøre dig, og med Folket kan du gøre, hvad du finder for godt!" 017 EST 003 012 Kongens Skrivere blev så tilkaldt den trettende Dag i den første Måned; og ganske som Haman bød, affattedes Skrivelser til de kongelige Satraper og Statholdere over hver enkelt Laodsdel og til hvert enkelt Folks Fyrster, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog. I Kong Ahasverus's Navn blev de skrevet, og de forsegledes med Kongens Seglring. 017 EST 003 013 Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande med Befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder, unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deres Ejendele. 017 EST 003 014 En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udstedes som Forordning i alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at de kunde være rede til den Dag. 017 EST 003 015 Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen. 017 EST 004 001 Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev han sine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen og udstødte høje Veråb; 017 EST 004 002 og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikke længere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port, når man var klædt i Sæk. 017 EST 004 003 Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud og Forordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste, Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske. 017 EST 004 004 Da nu Esters Piger og Hofmænd kom og fortalte hende det, grebes Dronningen af heftig Smerte; og hun sendte Klæder ud til Mordokaj, for at man skulde give ham dem på og tage Sørgeklæderne af ham; men han tog ikke imod dem. 017 EST 004 005 Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillet til hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at få at vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil. 017 EST 004 006 Da Hatak kom ud til Mordokaj på Byens Torv foran Kongens Port, 017 EST 004 007 fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav ham nøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje Kongens Skatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne. 017 EST 004 008 Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den i Susan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skulde vise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gå ind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham for sit Folk. 017 EST 004 009 Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt. 017 EST 004 010 Men Ester sendte Halak til Mordokaj med følgende Svar: 017 EST 004 011 Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen! 017 EST 004 012 Da han havde meddelt Mordokaj Esters Ord, 017 EST 004 013 bød Mordokaj ham svare Ester: "Tro ikke, at du alene af alle Jøder skal undslippe, fordi du er i Kongens Hus! 017 EST 004 014 Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed! 017 EST 004 015 Da sendte Ester Mordokaj det Svar: 017 EST 004 016 Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme! 017 EST 004 017 Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham. 017 EST 005 001 Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads, medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud imod Indgangen. 017 EST 005 002 Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen af Scepteret; 017 EST 005 003 og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få det! 017 EST 005 004 Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham." 017 EST 005 005 Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det Gæstebud, Ester havde gjort rede, 017 EST 005 006 og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig! 017 EST 005 007 Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er 017 EST 005 008 hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!" 017 EST 005 009 Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod Mordokaj. 017 EST 005 010 Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud efter sine Venner og sin Hustru Zeresj; 017 EST 005 011 og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk. 017 EST 005 012 Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen. 017 EST 005 013 Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port." 017 EST 005 014 Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad til Gæstebudet med Kongen. Det vandt Hamans Bifald, og han lod Galgen rejse. 017 EST 006 001 Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og man læste op for Kongen af den. 017 EST 006 002 Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at Bigtana og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på Kong Ahasverus. 017 EST 006 003 Kongen spurgte da: "Hvilken Ære og Udmærkelse er der vist Mordokaj til Gengæld?" Kongens Folk, som gik ham til Hånde, svarede: "Der er ingen Ære vist ham." 017 EST 006 004 Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham. 017 EST 006 005 Kongens Folk svarede ham: "Det er Haman, der står ude i Gården." Da sagde Kongen: "Lad ham komme ind!" 017 EST 006 006 Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv: "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?" 017 EST 006 007 Derfor svarede Haman Kongen: "Hvis Kongen ønsker at hædre en Mand, 017 EST 006 008 skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv har båret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hoved der er sat en kongelig Krone, 017 EST 006 009 og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre, Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre! 017 EST 006 010 Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen og Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som sidder i den kongelige Port! Undlad intet af, hvad du sagde! 017 EST 006 011 Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre! 017 EST 006 012 Derefter gik Morkodaj tilbage til Kongens Port. Men Haman skyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved. 017 EST 006 013 Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt, hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst! 017 EST 006 014 Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede. 017 EST 007 001 Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos Dronning Ester 017 EST 007 002 spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen: "Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!" 017 EST 007 003 Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og giv mig mit Folk på mit Ønske; 017 EST 007 004 thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og tilintetgøres. Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder, vilde jeg have tiet, thi så havde Ulykken ikke været stor nok til at ulejlige Kongen med!" 017 EST 007 005 Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: "Hvem er han, og hvor er han, som har fået i Sinde at gøre dette?" 017 EST 007 006 Ester svarede: En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman der!" Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen. 017 EST 007 007 Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste Vilje at styrte ham i Ulykke. 017 EST 007 008 Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen, havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt; 017 EST 007 009 og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!" 017 EST 007 010 Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Så lagde Kongens Vrede sig. 017 EST 008 001 Samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Ester Hamans, Jødernes Fjendes, Hus. Og Mordokaj fik Foretræde hos Kongen, thi Ester havde fortalt, hvad han havde været for hende. 017 EST 008 002 Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gav Mordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus. 017 EST 008 003 Men Ester henvendte sig atter til Kongen, og hun kastede sig ned for hans Fødder og græd og bønfaldt ham om at afværge de onde Råd, Agagiten Haman havde lagt op imod Jøderne. 017 EST 008 004 Kongen rakte det gyldne Scepter ud imod Ester, og Ester rejste sig op og trådte hen til Kongen 017 EST 008 005 og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn, udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle Kongens Lande; 017 EST 008 006 thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk, og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!" 017 EST 008 007 Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj: Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt i Galgen, fordi han stod Jødeme efter Livet. 017 EST 008 008 Nu kan I selv i Kongens Navn affatte en Skrivelse om Jøderne, som I finder det for godt, og sætte det kongelige Segl under; thi en Skrivelse, der een Gan: er udgået i Kongens Navn og forseglet med det kongelige Segl, kan ikke kaldes tilbage. 017 EST 008 009 Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre og tyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blev skrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperne og Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egen Skrift og på deres eget Sprog. 017 EST 008 010 Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglede dem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende Ilbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, med Kundgørelse om, 017 EST 008 011 at Kongen tilstedte Jøderne i hver enkelt By at slutte sig sammen og værge deres Liv og i hvert Folk og hvert Land at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede Skarer, som angreb dem, tillige med Børn og Kvinder, og at plyndre deres Ejendele, 017 EST 008 012 alt på en og samme Dag i alle Kong Ahasverus's Lande, på den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned. 017 EST 008 013 En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne den Dag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender. 017 EST 008 014 Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af Sted så hurtigt, de kunde. 017 EST 008 015 Men Mordokaj gik fra Kongen i en Kongelig Klædning af violet Purpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe af fint Linned og rødt Purpur, medens Byen Susan jublede og glædede sig. 017 EST 008 016 Jøderne havde nu Lykke og Glæde, Fryd og Ære; 017 EST 008 017 og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Bud og Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jøderne med Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til Jødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem. 017 EST 009 001 På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd, 017 EST 009 002 sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene. 017 EST 009 003 Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet på dem. 017 EST 009 004 Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere. 017 EST 009 005 Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst. 017 EST 009 006 I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand; 017 EST 009 007 og Parsjandata, Dalfon, Aspata, 017 EST 009 008 Porata, Adalja, Aridata, 017 EST 009 009 Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata, 017 EST 009 010 de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud. 017 EST 009 011 Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre. 017 EST 009 012 Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er yderligere dit Ønske? Det skal tilstås dig! 017 EST 009 013 Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger! 017 EST 009 014 Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger. 017 EST 009 015 Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud. 017 EST 009 016 Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandt deres Avindsmænd 75000 017 EST 009 017 på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den til en Gæstebuds- og Glædesdag. 017 EST 009 018 Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag. 017 EST 009 019 Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver. 017 EST 009 020 Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern 017 EST 009 021 for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre den fjortende og femtende Adar 017 EST 009 022 de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag - at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver. 017 EST 009 023 Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en fast Skik. 017 EST 009 024 Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde lagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur - det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem, 017 EST 009 025 men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig Befaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne, skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hans Sønner hænge i Galgen, 017 EST 009 026 derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem, 017 EST 009 027 gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid, 017 EST 009 028 og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere. 017 EST 009 029 Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en eftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev om Purim. 017 EST 009 030 Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's Rige med Freds og Sandheds Ord 017 EST 009 031 om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid, således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb. 017 EST 009 032 Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters Befaling; og det blev optegnet i en Bog. 017 EST 010 001 Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene. 017 EST 010 002 Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til, står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike. 017 EST 010 003 Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt. # # BOOK 018 JOB Job Job 018 JOB 001 001 Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde. 018 JOB 001 002 Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham; 018 JOB 001 003 og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner. 018 JOB 001 004 Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig. 018 JOB 001 005 Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang. 018 JOB 001 006 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan. 018 JOB 001 007 HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." 018 JOB 001 008 HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde." 018 JOB 001 009 Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud? 018 JOB 001 010 Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet. 018 JOB 001 011 Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" 018 JOB 001 012 Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn. 018 JOB 001 013 Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus, 018 JOB 001 014 kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden; 018 JOB 001 015 så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det." 018 JOB 001 016 Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det." 018 JOB 001 017 Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det." 018 JOB 001 018 Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus; 018 JOB 001 019 og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det." 018 JOB 001 020 Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad 018 JOB 001 021 og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage. HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!" 018 JOB 001 022 I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt. 018 JOB 002 001 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. 018 JOB 002 002 HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." 018 JOB 002 003 HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!" 018 JOB 002 004 Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv! 018 JOB 002 005 Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" 018 JOB 002 006 Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!" 018 JOB 002 007 Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse, 018 JOB 002 008 Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen. 018 JOB 002 009 Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!" 018 JOB 002 010 Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber. 018 JOB 002 011 Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham. 018 JOB 002 012 Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder. 018 JOB 002 013 Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 018 JOB 003 001 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, 018 JOB 003 002 og Job tog til Orde og sagde: 018 JOB 003 003 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" 018 JOB 003 004 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! 018 JOB 003 005 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! 018 JOB 003 006 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! 018 JOB 003 007 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! 018 JOB 003 008 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; 018 JOB 003 009 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 018 JOB 003 010 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik! 018 JOB 003 011 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 018 JOB 003 012 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 018 JOB 003 013 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 018 JOB 003 014 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 018 JOB 003 015 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 018 JOB 003 016 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 018 JOB 003 017 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 018 JOB 003 018 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 018 JOB 003 019 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre. 018 JOB 003 020 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 018 JOB 003 021 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 018 JOB 003 022 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 018 JOB 003 023 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 018 JOB 003 024 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 018 JOB 003 025 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 018 JOB 003 026 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 018 JOB 004 001 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 018 JOB 004 002 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? 018 JOB 004 003 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 018 JOB 004 004 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. 018 JOB 004 005 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk! 018 JOB 004 006 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? 018 JOB 004 007 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? 018 JOB 004 008 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. 018 JOB 004 009 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. 018 JOB 004 010 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; 018 JOB 004 011 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes. 018 JOB 004 012 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken 018 JOB 004 013 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; 018 JOB 004 014 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; 018 JOB 004 015 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. 018 JOB 004 016 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: 018 JOB 004 017 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? 018 JOB 004 018 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, 018 JOB 004 019 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! 018 JOB 004 020 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. 018 JOB 004 021 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 018 JOB 005 001 Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig? 018 JOB 005 002 Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død. 018 JOB 005 003 Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; 018 JOB 005 004 hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; 018 JOB 005 005 sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk. 018 JOB 005 006 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden, 018 JOB 005 007 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs. 018 JOB 005 008 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, 018 JOB 005 009 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, 018 JOB 005 010 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken 018 JOB 005 011 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, 018 JOB 005 012 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, 018 JOB 005 013 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; 018 JOB 005 014 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. 018 JOB 005 015 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, 018 JOB 005 016 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund. 018 JOB 005 017 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! 018 JOB 005 018 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. 018 JOB 005 019 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; 018 JOB 005 020 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; 018 JOB 005 021 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; 018 JOB 005 022 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; 018 JOB 005 023 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; 018 JOB 005 024 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; 018 JOB 005 025 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; 018 JOB 005 026 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. 018 JOB 005 027 Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 018 JOB 006 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 006 002 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! 018 JOB 006 003 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! 018 JOB 006 004 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. 018 JOB 006 005 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? 018 JOB 006 006 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? 018 JOB 006 007 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve. 018 JOB 006 008 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber 018 JOB 006 009 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, 018 JOB 006 010 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. 018 JOB 006 011 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? 018 JOB 006 012 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? 018 JOB 006 013 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig. 018 JOB 006 014 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. 018 JOB 006 015 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, 018 JOB 006 016 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, 018 JOB 006 017 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; 018 JOB 006 018 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; 018 JOB 006 019 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, 018 JOB 006 020 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! 018 JOB 006 021 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! 018 JOB 006 022 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, 018 JOB 006 023 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!" 018 JOB 006 024 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! 018 JOB 006 025 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? 018 JOB 006 026 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! 018 JOB 006 027 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven. 018 JOB 006 028 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? 018 JOB 006 029 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! 018 JOB 006 030 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 018 JOB 007 001 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. 018 JOB 007 002 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, 018 JOB 007 003 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 018 JOB 007 004 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. 018 JOB 007 005 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. 018 JOB 007 006 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. 018 JOB 007 007 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! 018 JOB 007 008 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. 018 JOB 007 009 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 018 JOB 007 010 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen. 018 JOB 007 011 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 018 JOB 007 012 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 018 JOB 007 013 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 018 JOB 007 014 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 018 JOB 007 015 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 018 JOB 007 016 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 018 JOB 007 017 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 018 JOB 007 018 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 018 JOB 007 019 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 018 JOB 007 020 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 018 JOB 007 021 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 018 JOB 008 001 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 018 JOB 008 002 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 018 JOB 008 003 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 018 JOB 008 004 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 018 JOB 008 005 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 018 JOB 008 006 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 018 JOB 008 007 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive. 018 JOB 008 008 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 018 JOB 008 009 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 018 JOB 008 010 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 018 JOB 008 011 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 018 JOB 008 012 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 018 JOB 008 013 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 018 JOB 008 014 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 018 JOB 008 015 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 018 JOB 008 016 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 018 JOB 008 017 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 018 JOB 008 018 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 018 JOB 008 019 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden! 018 JOB 008 020 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 018 JOB 008 021 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 018 JOB 008 022 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer! 018 JOB 009 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 009 002 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? 018 JOB 009 003 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! 018 JOB 009 004 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? 018 JOB 009 005 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, 018 JOB 009 006 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; 018 JOB 009 007 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, 018 JOB 009 008 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, 018 JOB 009 009 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 018 JOB 009 010 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 018 JOB 009 011 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 018 JOB 009 012 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?" 018 JOB 009 013 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 018 JOB 009 014 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 018 JOB 009 015 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 018 JOB 009 016 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 018 JOB 009 017 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 018 JOB 009 018 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 018 JOB 009 019 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 018 JOB 009 020 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang! 018 JOB 009 021 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 018 JOB 009 022 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 018 JOB 009 023 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 018 JOB 009 024 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 018 JOB 009 025 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 018 JOB 009 026 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 018 JOB 009 027 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 018 JOB 009 028 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri. 018 JOB 009 029 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 018 JOB 009 030 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 018 JOB 009 031 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 018 JOB 009 032 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 018 JOB 009 033 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 018 JOB 009 034 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 018 JOB 009 035 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden! 018 JOB 010 001 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, 018 JOB 010 002 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! 018 JOB 010 003 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? 018 JOB 010 004 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, 018 JOB 010 005 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, 018 JOB 010 006 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, 018 JOB 010 007 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning! 018 JOB 010 008 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! 018 JOB 010 009 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! 018 JOB 010 010 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, 018 JOB 010 011 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? 018 JOB 010 012 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd 018 JOB 010 013 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: 018 JOB 010 014 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. 018 JOB 010 015 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. 018 JOB 010 016 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; 018 JOB 010 017 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! 018 JOB 010 018 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; 018 JOB 010 019 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød. 018 JOB 010 020 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 018 JOB 010 021 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, 018 JOB 010 022 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket." 018 JOB 011 001 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 018 JOB 011 002 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 018 JOB 011 003 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam? 018 JOB 011 004 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" 018 JOB 011 005 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 018 JOB 011 006 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 018 JOB 011 007 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 018 JOB 011 008 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 018 JOB 011 009 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 018 JOB 011 010 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 018 JOB 011 011 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 018 JOB 011 012 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 018 JOB 011 013 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 018 JOB 011 014 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 018 JOB 011 015 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 018 JOB 011 016 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 018 JOB 011 017 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 018 JOB 011 018 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile, 018 JOB 011 019 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 018 JOB 011 020 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 018 JOB 012 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 012 002 "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud! 018 JOB 012 003 Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt? 018 JOB 012 004 Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter. 018 JOB 012 005 I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer. 018 JOB 012 006 I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd. 018 JOB 012 007 Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig, 018 JOB 012 008 se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det! 018 JOB 012 009 Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det; 018 JOB 012 010 han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd! 018 JOB 012 011 Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden? 018 JOB 012 012 Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt? 018 JOB 012 013 Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt. 018 JOB 012 014 Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud; 018 JOB 012 015 han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden. 018 JOB 012 016 Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk. 018 JOB 012 017 Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber; 018 JOB 012 018 han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd; 018 JOB 012 019 Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter; 018 JOB 012 020 han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans; 018 JOB 012 021 han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte; 018 JOB 012 022 han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset, 018 JOB 012 023 gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort; 018 JOB 012 024 han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde; 018 JOB 012 025 de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne. 018 JOB 013 001 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; 018 JOB 013 002 hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. 018 JOB 013 003 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, 018 JOB 013 004 mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. 018 JOB 013 005 Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! 018 JOB 013 006 Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! 018 JOB 013 007 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? 018 JOB 013 008 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? 018 JOB 013 009 Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? 018 JOB 013 010 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. 018 JOB 013 011 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? 018 JOB 013 012 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde. 018 JOB 013 013 Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! 018 JOB 013 014 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; 018 JOB 013 015 se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. 018 JOB 013 016 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! 018 JOB 013 017 Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! 018 JOB 013 018 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! 018 JOB 013 019 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! 018 JOB 013 020 Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: 018 JOB 013 021 Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke! 018 JOB 013 022 Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! 018 JOB 013 023 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! 018 JOB 013 024 Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? 018 JOB 013 025 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, 018 JOB 013 026 at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, 018 JOB 013 027 lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin! 018 JOB 013 028 Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 018 JOB 014 001 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; 018 JOB 014 002 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. 018 JOB 014 003 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! 018 JOB 014 004 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! 018 JOB 014 005 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, 018 JOB 014 006 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer! 018 JOB 014 007 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; 018 JOB 014 008 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: 018 JOB 014 009 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; 018 JOB 014 010 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? 018 JOB 014 011 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, 018 JOB 014 012 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn. 018 JOB 014 013 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! 018 JOB 014 014 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom; 018 JOB 014 015 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk! 018 JOB 014 016 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd, 018 JOB 014 017 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til. 018 JOB 014 018 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden, 018 JOB 014 019 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. 018 JOB 014 020 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. 018 JOB 014 021 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke; 018 JOB 014 022 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg. 018 JOB 015 001 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 018 JOB 015 002 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind 018 JOB 015 003 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder? 018 JOB 015 004 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud. 018 JOB 015 005 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. 018 JOB 015 006 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig! 018 JOB 015 007 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var? 018 JOB 015 008 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig? 018 JOB 015 009 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender? 018 JOB 015 010 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders! 018 JOB 015 011 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig? 018 JOB 015 012 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt? 018 JOB 015 013 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund. 018 JOB 015 014 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret? 018 JOB 015 015 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, 018 JOB 015 016 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand! 018 JOB 015 017 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set, 018 JOB 015 018 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt, 018 JOB 015 019 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem: 018 JOB 015 020 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever; 018 JOB 015 021 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham; 018 JOB 015 022 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet, 018 JOB 015 023 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald; 018 JOB 015 024 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid. 018 JOB 015 025 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods, 018 JOB 015 026 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde. 018 JOB 015 027 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd. 018 JOB 015 028 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. 018 JOB 015 029 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks; 018 JOB 015 030 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden. 018 JOB 015 031 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn! 018 JOB 015 032 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes; 018 JOB 015 033 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst. 018 JOB 015 034 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte; 018 JOB 015 035 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig! 018 JOB 016 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 016 002 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe! 018 JOB 016 003 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare? 018 JOB 016 004 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer, 018 JOB 016 005 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord! 018 JOB 016 006 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg? 018 JOB 016 007 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds; 018 JOB 016 008 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig. 018 JOB 016 009 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig, 018 JOB 016 010 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig; 018 JOB 016 011 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig. 018 JOB 016 012 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive, 018 JOB 016 013 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden; 018 JOB 016 014 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig. 018 JOB 016 015 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel; 018 JOB 016 016 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke, 018 JOB 016 017 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren! 018 JOB 016 018 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile! 018 JOB 016 019 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje; 018 JOB 016 020 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, 018 JOB 016 021 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven! 018 JOB 016 022 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 018 JOB 017 001 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; 018 JOB 017 002 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. 018 JOB 017 003 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? 018 JOB 017 004 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; 018 JOB 017 005 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. 018 JOB 017 006 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; 018 JOB 017 007 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; 018 JOB 017 008 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, 018 JOB 017 009 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. 018 JOB 017 010 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! 018 JOB 017 011 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; 018 JOB 017 012 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; 018 JOB 017 013 vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, 018 JOB 017 014 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. 018 JOB 017 015 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? 018 JOB 017 016 Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? 018 JOB 018 001 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 018 JOB 018 002 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! 018 JOB 018 003 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 018 JOB 018 004 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted? 018 JOB 018 005 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; 018 JOB 018 006 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; 018 JOB 018 007 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; 018 JOB 018 008 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, 018 JOB 018 009 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; 018 JOB 018 010 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; 018 JOB 018 011 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: 018 JOB 018 012 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: 018 JOB 018 013 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; 018 JOB 018 014 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; 018 JOB 018 015 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; 018 JOB 018 016 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; 018 JOB 018 017 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; 018 JOB 018 018 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; 018 JOB 018 019 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; 018 JOB 018 020 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. 018 JOB 018 021 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 018 JOB 019 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 019 002 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? 018 JOB 019 003 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. 018 JOB 019 004 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? 018 JOB 019 005 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde? 018 JOB 019 006 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net. 018 JOB 019 007 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret. 018 JOB 019 008 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke; 018 JOB 019 009 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen, 018 JOB 019 010 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet; 018 JOB 019 011 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende; 018 JOB 019 012 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt. 018 JOB 019 013 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, 018 JOB 019 014 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig; 018 JOB 019 015 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne; 018 JOB 019 016 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund; 018 JOB 019 017 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank; 018 JOB 019 018 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig; 018 JOB 019 019 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. 018 JOB 019 020 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort. 018 JOB 019 021 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! 018 JOB 019 022 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød? 018 JOB 019 023 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog, 018 JOB 019 024 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt! 018 JOB 019 025 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem. 018 JOB 019 026 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud, 018 JOB 019 027 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre! 018 JOB 019 028 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!" 018 JOB 019 029 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 018 JOB 020 001 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde 018 JOB 020 002 "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; 018 JOB 020 003 til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar! 018 JOB 020 004 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, 018 JOB 020 005 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? 018 JOB 020 006 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, 018 JOB 020 007 som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" 018 JOB 020 008 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; 018 JOB 020 009 Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. 018 JOB 020 010 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. 018 JOB 020 011 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. 018 JOB 020 012 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, 018 JOB 020 013 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, 018 JOB 020 014 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; 018 JOB 020 015 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, 018 JOB 020 016 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; 018 JOB 020 017 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; 018 JOB 020 018 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. 018 JOB 020 019 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. 018 JOB 020 020 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; 018 JOB 020 021 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; 018 JOB 020 022 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. 018 JOB 020 023 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. 018 JOB 020 024 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; 018 JOB 020 025 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, 018 JOB 020 026 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. 018 JOB 020 027 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. 018 JOB 020 028 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. 018 JOB 020 029 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 018 JOB 021 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 021 002 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! 018 JOB 021 003 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! 018 JOB 021 004 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? 018 JOB 021 005 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! 018 JOB 021 006 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: 018 JOB 021 007 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? 018 JOB 021 008 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; 018 JOB 021 009 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; 018 JOB 021 010 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; 018 JOB 021 011 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; 018 JOB 021 012 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; 018 JOB 021 013 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, 018 JOB 021 014 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! 018 JOB 021 015 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" 018 JOB 021 016 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? 018 JOB 021 017 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, 018 JOB 021 018 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? 018 JOB 021 019 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, 018 JOB 021 020 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! 018 JOB 021 021 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? 018 JOB 021 022 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? 018 JOB 021 023 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: 018 JOB 021 024 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; 018 JOB 021 025 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; 018 JOB 021 026 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! 018 JOB 021 027 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, 018 JOB 021 028 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" 018 JOB 021 029 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: 018 JOB 021 030 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. 018 JOB 021 031 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? 018 JOB 021 032 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; 018 JOB 021 033 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. 018 JOB 021 034 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage! 018 JOB 022 001 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 018 JOB 022 002 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. 018 JOB 022 003 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? 018 JOB 022 004 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? 018 JOB 022 005 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende? 018 JOB 022 006 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, 018 JOB 022 007 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. 018 JOB 022 008 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. 018 JOB 022 009 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. 018 JOB 022 010 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. 018 JOB 022 011 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig! 018 JOB 022 012 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! 018 JOB 022 013 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? 018 JOB 022 014 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!" 018 JOB 022 015 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, 018 JOB 022 016 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, 018 JOB 022 017 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?" 018 JOB 022 018 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. 018 JOB 022 019 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem: 018 JOB 022 020 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem. 018 JOB 022 021 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; 018 JOB 022 022 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde! 018 JOB 022 023 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt, 018 JOB 022 024 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten, 018 JOB 022 025 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv, 018 JOB 022 026 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud. 018 JOB 022 027 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet; 018 JOB 022 028 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje; 018 JOB 022 029 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned; 018 JOB 022 030 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed! 018 JOB 023 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 023 002 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk! 018 JOB 023 003 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone! 018 JOB 023 004 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser, 018 JOB 023 005 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! 018 JOB 023 006 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; 018 JOB 023 007 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret. 018 JOB 023 008 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham; 018 JOB 023 009 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej. 018 JOB 023 010 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve. 018 JOB 023 011 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, 018 JOB 023 012 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst. 018 JOB 023 013 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår. 018 JOB 023 014 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. 018 JOB 023 015 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham. 018 JOB 023 016 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige; 018 JOB 023 017 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 018 JOB 024 001 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se? 018 JOB 024 002 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs. 018 JOB 024 003 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen: 018 JOB 024 004 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig. 018 JOB 024 005 Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene. 018 JOB 024 006 De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter. 018 JOB 024 007 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden. 018 JOB 024 008 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen. 018 JOB 024 009 - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. 018 JOB 024 010 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg; 018 JOB 024 011 mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster. 018 JOB 024 012 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt. 018 JOB 024 013 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier: 018 JOB 024 014 Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om; 018 JOB 024 015 Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske. 018 JOB 024 016 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys. 018 JOB 024 017 For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler. 018 JOB 024 018 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården. 018 JOB 024 019 Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet. 018 JOB 024 020 Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet. 018 JOB 024 021 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel; 018 JOB 024 022 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv, 018 JOB 024 023 han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød. 018 JOB 024 024 Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top. 018 JOB 024 025 Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet? 018 JOB 025 001 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 018 JOB 025 002 "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig. 018 JOB 025 003 Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op? 018 JOB 025 004 Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren? 018 JOB 025 005 Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene 018 JOB 025 006 endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 018 JOB 026 001 Så tog Job til Orde og svarede: 018 JOB 026 002 "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm! 018 JOB 026 003 Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom! 018 JOB 026 004 Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig? 018 JOB 026 005 Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene; 018 JOB 026 006 blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække. 018 JOB 026 007 Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet; 018 JOB 026 008 Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder; 018 JOB 026 009 han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover; 018 JOB 026 010 han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles. 018 JOB 026 011 Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel; 018 JOB 026 012 med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt; 018 JOB 026 013 ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange. 018 JOB 026 014 Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 018 JOB 027 001 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: 018 JOB 027 002 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu: 018 JOB 027 003 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen, 018 JOB 027 004 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig! 018 JOB 027 005 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld. 018 JOB 027 006 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind. 018 JOB 027 007 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse! 018 JOB 027 008 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl? 018 JOB 027 009 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham? 018 JOB 027 010 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? 018 JOB 027 011 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke; 018 JOB 027 012 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker? 018 JOB 027 013 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige: 018 JOB 027 014 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød; 018 JOB 027 015 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem. 018 JOB 027 016 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler 018 JOB 027 017 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri; 018 JOB 027 018 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig; 018 JOB 027 019 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer; 018 JOB 027 020 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort; 018 JOB 027 021 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted. 018 JOB 027 022 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd; 018 JOB 027 023 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted! 018 JOB 028 001 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted 018 JOB 028 002 Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. 018 JOB 028 003 På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; 018 JOB 028 004 man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. 018 JOB 028 005 Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; 018 JOB 028 006 i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. 018 JOB 028 007 Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; 018 JOB 028 008 den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. 018 JOB 028 009 På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; 018 JOB 028 010 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; 018 JOB 028 011 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset. 018 JOB 028 012 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? 018 JOB 028 013 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; 018 JOB 028 014 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" 018 JOB 028 015 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, 018 JOB 028 016 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; 018 JOB 028 017 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, 018 JOB 028 018 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, 018 JOB 028 019 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld. 018 JOB 028 020 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? 018 JOB 028 021 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; 018 JOB 028 022 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." 018 JOB 028 023 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; 018 JOB 028 024 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. 018 JOB 028 025 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, 018 JOB 028 026 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, 018 JOB 028 027 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den. 018 JOB 028 028 Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 018 JOB 029 001 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: 018 JOB 029 002 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 018 JOB 029 003 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 018 JOB 029 004 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 018 JOB 029 005 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 018 JOB 029 006 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 018 JOB 029 007 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 018 JOB 029 008 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 018 JOB 029 009 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 018 JOB 029 010 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 018 JOB 029 011 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 018 JOB 029 012 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 018 JOB 029 013 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 018 JOB 029 014 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 018 JOB 029 015 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 018 JOB 029 016 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 018 JOB 029 017 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 018 JOB 029 018 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 018 JOB 029 019 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 018 JOB 029 020 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" 018 JOB 029 021 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 018 JOB 029 022 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 018 JOB 029 023 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 018 JOB 029 024 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 018 JOB 029 025 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 018 JOB 030 001 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. 018 JOB 030 002 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, 018 JOB 030 003 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark 018 JOB 030 004 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. 018 JOB 030 005 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. 018 JOB 030 006 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. 018 JOB 030 007 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, 018 JOB 030 008 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. 018 JOB 030 009 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 018 JOB 030 010 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 018 JOB 030 011 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 018 JOB 030 012 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig 018 JOB 030 013 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 018 JOB 030 014 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 018 JOB 030 015 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. 018 JOB 030 016 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 018 JOB 030 017 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 018 JOB 030 018 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 018 JOB 030 019 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 018 JOB 030 020 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; 018 JOB 030 021 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. 018 JOB 030 022 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 018 JOB 030 023 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. 018 JOB 030 024 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? 018 JOB 030 025 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 018 JOB 030 026 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; 018 JOB 030 027 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 018 JOB 030 028 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; 018 JOB 030 029 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 018 JOB 030 030 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 018 JOB 030 031 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd! 018 JOB 031 001 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; 018 JOB 031 002 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? 018 JOB 031 003 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? 018 JOB 031 004 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? 018 JOB 031 005 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig 018 JOB 031 006 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld 018 JOB 031 007 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, 018 JOB 031 008 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! 018 JOB 031 009 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, 018 JOB 031 010 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! 018 JOB 031 011 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, 018 JOB 031 012 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! 018 JOB 031 013 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, 018 JOB 031 014 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? 018 JOB 031 015 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? 018 JOB 031 016 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, 018 JOB 031 017 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf 018 JOB 031 018 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. 018 JOB 031 019 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe 018 JOB 031 020 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. 018 JOB 031 021 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, 018 JOB 031 022 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! 018 JOB 031 023 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! 018 JOB 031 024 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, 018 JOB 031 025 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, 018 JOB 031 026 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, 018 JOB 031 027 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd 018 JOB 031 028 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. 018 JOB 031 029 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld 018 JOB 031 030 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. 018 JOB 031 031 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" 018 JOB 031 032 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. 018 JOB 031 033 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet 018 JOB 031 034 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! 018 JOB 031 035 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! 018 JOB 031 036 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, 018 JOB 031 037 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. 018 JOB 031 038 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, 018 JOB 031 039 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, 018 JOB 031 040 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord. 018 JOB 032 001 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, 018 JOB 032 002 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, 018 JOB 032 003 og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. 018 JOB 032 004 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; 018 JOB 032 005 men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op; 018 JOB 032 006 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; 018 JOB 032 007 jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" 018 JOB 032 008 Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; 018 JOB 032 009 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; 018 JOB 032 010 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! 018 JOB 032 011 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; 018 JOB 032 012 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. 018 JOB 032 013 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" 018 JOB 032 014 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. 018 JOB 032 015 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. 018 JOB 032 016 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? 018 JOB 032 017 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! 018 JOB 032 018 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; 018 JOB 032 019 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; 018 JOB 032 020 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. 018 JOB 032 021 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; 018 JOB 032 022 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort! 018 JOB 033 001 Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord! 018 JOB 033 002 Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen; 018 JOB 033 003 mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale. 018 JOB 033 004 Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv. 018 JOB 033 005 Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem! 018 JOB 033 006 Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler; 018 JOB 033 007 Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig. 018 JOB 033 008 Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord: 018 JOB 033 009 "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld; 018 JOB 033 010 men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende; 018 JOB 033 011 han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje." 018 JOB 033 012 Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket. 018 JOB 033 013 Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord? 018 JOB 033 014 Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke: 018 JOB 033 015 I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet; 018 JOB 033 016 da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder 018 JOB 033 017 for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden, 018 JOB 033 018 holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød. 018 JOB 033 019 Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben; 018 JOB 033 020 Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad 018 JOB 033 021 hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet; 018 JOB 033 022 hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter. 018 JOB 033 023 Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt, 018 JOB 033 024 og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!" 018 JOB 033 025 da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom. 018 JOB 033 026 Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse. 018 JOB 033 027 Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt! 018 JOB 033 028 Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!" 018 JOB 033 029 Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket 018 JOB 033 030 for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys! 018 JOB 033 031 Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale! 018 JOB 033 032 Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret; 018 JOB 033 033 hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom! 018 JOB 034 001 Og Elihu tog til Orde og sagde: 018 JOB 034 002 "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! 018 JOB 034 003 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; 018 JOB 034 004 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt! 018 JOB 034 005 Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; 018 JOB 034 006 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!" 018 JOB 034 007 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, 018 JOB 034 008 søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! 018 JOB 034 009 Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!" 018 JOB 034 010 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; 018 JOB 034 011 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; 018 JOB 034 012 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! 018 JOB 034 013 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? 018 JOB 034 014 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, 018 JOB 034 015 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv! 018 JOB 034 016 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! 018 JOB 034 017 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? 018 JOB 034 018 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, 018 JOB 034 019 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. 018 JOB 034 020 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. 018 JOB 034 021 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; 018 JOB 034 022 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. 018 JOB 034 023 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; 018 JOB 034 024 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. 018 JOB 034 025 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; 018 JOB 034 026 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, 018 JOB 034 027 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, 018 JOB 034 028 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig. 018 JOB 034 029 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, 018 JOB 034 030 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. 018 JOB 034 031 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, 018 JOB 034 032 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" 018 JOB 034 033 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved! 018 JOB 034 034 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 018 JOB 034 035 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! 018 JOB 034 036 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! 018 JOB 034 037 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!" 018 JOB 035 001 Og Elihu tog til Orde og sagde: 018 JOB 035 002 "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, 018 JOB 035 003 at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?" 018 JOB 035 004 Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: 018 JOB 035 005 Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! 018 JOB 035 006 Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? 018 JOB 035 007 Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? 018 JOB 035 008 Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd! 018 JOB 035 009 Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, 018 JOB 035 010 men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, 018 JOB 035 011 lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" 018 JOB 035 012 Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; 018 JOB 035 013 til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, 018 JOB 035 014 endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! 018 JOB 035 015 Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, 018 JOB 035 016 så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord. 018 JOB 036 001 Og videre sagde Elihu: 018 JOB 036 002 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. 018 JOB 036 003 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; 018 JOB 036 004 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig. 018 JOB 036 005 Se, Gud forkaster det stive Sind, 018 JOB 036 006 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, 018 JOB 036 007 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. 018 JOB 036 008 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, 018 JOB 036 009 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, 018 JOB 036 010 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. 018 JOB 036 011 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. 018 JOB 036 012 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. 018 JOB 036 013 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; 018 JOB 036 014 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. 018 JOB 036 015 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel. 018 JOB 036 016 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. 018 JOB 036 017 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. 018 JOB 036 018 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! 018 JOB 036 019 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? 018 JOB 036 020 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; 018 JOB 036 021 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide. 018 JOB 036 022 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? 018 JOB 036 023 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" 018 JOB 036 024 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! 018 JOB 036 025 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. 018 JOB 036 026 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. 018 JOB 036 027 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, 018 JOB 036 028 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. 018 JOB 036 029 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? 018 JOB 036 030 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; 018 JOB 036 031 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; 018 JOB 036 032 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; 018 JOB 036 033 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk. 018 JOB 037 001 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! 018 JOB 037 002 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! 018 JOB 037 003 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; 018 JOB 037 004 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. 018 JOB 037 005 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. 018 JOB 037 006 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" 018 JOB 037 007 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. 018 JOB 037 008 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: 018 JOB 037 009 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. 018 JOB 037 010 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. 018 JOB 037 011 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; 018 JOB 037 012 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, 018 JOB 037 013 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. 018 JOB 037 014 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! 018 JOB 037 015 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? 018 JOB 037 016 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? 018 JOB 037 017 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? 018 JOB 037 018 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? 018 JOB 037 019 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. 018 JOB 037 020 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? 018 JOB 037 021 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, 018 JOB 037 022 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, 018 JOB 037 023 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; 018 JOB 037 024 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen. 018 JOB 038 001 Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde: 018 JOB 038 002 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening? 018 JOB 038 003 Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 018 JOB 038 004 Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! 018 JOB 038 005 Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? 018 JOB 038 006 Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, 018 JOB 038 007 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde? 018 JOB 038 008 Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, 018 JOB 038 009 dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb, 018 JOB 038 010 dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre 018 JOB 038 011 og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!" 018 JOB 038 012 Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, 018 JOB 038 013 så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, 018 JOB 038 014 så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? 018 JOB 038 015 De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. 018 JOB 038 016 Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund? 018 JOB 038 017 Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? 018 JOB 038 018 Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! 018 JOB 038 019 Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, 018 JOB 038 020 så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig? 018 JOB 038 021 Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! 018 JOB 038 022 Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, 018 JOB 038 023 den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? 018 JOB 038 024 Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? 018 JOB 038 025 Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej 018 JOB 038 026 for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, 018 JOB 038 027 for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? 018 JOB 038 028 Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber? 018 JOB 038 029 Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? 018 JOB 038 030 Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. 018 JOB 038 031 Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker? 018 JOB 038 032 Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? 018 JOB 038 033 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? 018 JOB 038 034 Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig? 018 JOB 038 035 Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!" 018 JOB 038 036 Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? 018 JOB 038 037 Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, 018 JOB 038 038 når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen? 018 JOB 038 039 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger, 018 JOB 038 040 når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat? 018 JOB 038 041 Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 018 JOB 039 001 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer, 018 JOB 039 002 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder? 018 JOB 039 003 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet, 018 JOB 039 004 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. 018 JOB 039 005 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb, 018 JOB 039 006 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig? 018 JOB 039 007 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden; 018 JOB 039 008 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op. 018 JOB 039 009 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten? 018 JOB 039 010 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig? 018 JOB 039 011 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst? 018 JOB 039 012 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen? 018 JOB 039 013 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun, 018 JOB 039 014 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet, 018 JOB 039 015 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder? 018 JOB 039 016 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke. 018 JOB 039 017 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt. 018 JOB 039 018 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter. 018 JOB 039 019 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke 018 JOB 039 020 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel. 018 JOB 039 021 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde; 018 JOB 039 022 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet; 018 JOB 039 023 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker; 018 JOB 039 024 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder; 018 JOB 039 025 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb. 018 JOB 039 026 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden? 018 JOB 039 027 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede? 018 JOB 039 028 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg; 018 JOB 039 029 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne. 018 JOB 039 030 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den! 018 JOB 040 001 Og HERREN svarede Job og sagde: 018 JOB 040 002 Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå! 018 JOB 040 003 Da svarede Job HERREN og sagde: 018 JOB 040 004 Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund! 018 JOB 040 005 Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer! 018 JOB 040 006 Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde: 018 JOB 040 007 "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 018 JOB 040 008 Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? 018 JOB 040 009 Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? 018 JOB 040 010 Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! 018 JOB 040 011 Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, 018 JOB 040 012 bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, 018 JOB 040 013 skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! 018 JOB 040 014 Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet. 018 JOB 040 015 Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. 018 JOB 040 016 Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! 018 JOB 040 017 Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; 018 JOB 040 018 dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. 018 JOB 040 019 Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; 018 JOB 040 020 thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. 018 JOB 040 021 Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; 018 JOB 040 022 Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. 018 JOB 040 023 Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. 018 JOB 040 024 Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude? 018 JOB 041 001 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? 018 JOB 041 002 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? 018 JOB 041 003 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? 018 JOB 041 004 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? 018 JOB 041 005 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? 018 JOB 041 006 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? 018 JOB 041 007 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? 018 JOB 041 008 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. 018 JOB 041 009 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der. 018 JOB 041 010 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? 018 JOB 041 011 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? 018 JOB 041 012 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. 018 JOB 041 013 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? 018 JOB 041 014 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. 018 JOB 041 015 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; 018 JOB 041 016 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; 018 JOB 041 017 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. 018 JOB 041 018 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. 018 JOB 041 019 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. 018 JOB 041 020 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. 018 JOB 041 021 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. 018 JOB 041 022 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. 018 JOB 041 023 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; 018 JOB 041 024 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. 018 JOB 041 025 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. 018 JOB 041 026 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. 018 JOB 041 027 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; 018 JOB 041 028 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, 018 JOB 041 029 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. 018 JOB 041 030 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; 018 JOB 041 031 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; 018 JOB 041 032 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. 018 JOB 041 033 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. 018 JOB 041 034 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr. 018 JOB 042 001 Så svarede Job HERREN og sagde: 018 JOB 042 002 "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! 018 JOB 042 003 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. 018 JOB 042 004 Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 018 JOB 042 005 Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; 018 JOB 042 006 jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske! 018 JOB 042 007 Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job! 018 JOB 042 008 Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!" 018 JOB 042 009 Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job. 018 JOB 042 010 Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. 018 JOB 042 011 Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring. 018 JOB 042 012 Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder. 018 JOB 042 013 Og han fik syv Sønner og tre Døtre, 018 JOB 042 014 og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk. 018 JOB 042 015 Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: 018 JOB 042 016 Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled. 018 JOB 042 017 Så døde Job gammel og mæt af Dage. # # BOOK 019 PSA Psalms Salme 019 PSA 001 001 Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag, 019 PSA 001 002 men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat. 019 PSA 001 003 Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til. 019 PSA 001 004 De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer. 019 PSA 001 005 Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed. 019 PSA 001 006 Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af. 019 PSA 002 001 Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er? 019 PSA 002 002 Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede: 019 PSA 002 003 "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!" 019 PSA 002 004 Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. 019 PSA 002 005 Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme: 019 PSA 002 006 "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!" 019 PSA 002 007 Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag! 019 PSA 002 008 Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje; 019 PSA 002 009 med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!" 019 PSA 002 010 Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere, 019 PSA 002 011 tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven! 019 PSA 002 012 Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! 019 PSA 003 001 (En Salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom.) HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, 019 PSA 003 002 mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" (Sela) 019 PSA 003 003 Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved. 019 PSA 003 004 Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. (Sela) 019 PSA 003 005 Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe. 019 PSA 003 006 Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig. 019 PSA 003 007 Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder! 019 PSA 003 008 Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! (Sela) 019 PSA 004 001 (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af David.) Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn! 019 PSA 004 002 Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? (Sela) 019 PSA 004 003 Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig. 019 PSA 004 004 Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! (Sela) 019 PSA 004 005 Bring rette Ofre og stol på HERREN! 019 PSA 004 006 Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys! 019 PSA 004 007 HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over. 019 PSA 004 008 I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 019 PSA 005 001 (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.) HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk, 019 PSA 005 002 lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! 019 PSA 005 003 Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder. 019 PSA 005 004 Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, 019 PSA 005 005 for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, 019 PSA 005 006 tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky. 019 PSA 005 007 Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt. 019 PSA 005 008 Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt! 019 PSA 005 009 Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. 019 PSA 005 010 Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. 019 PSA 005 011 Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! 019 PSA 005 012 Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold. 019 PSA 006 001 (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme, 019 PSA 006 002 vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre! 019 PSA 006 003 Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu? 019 PSA 006 004 Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld! 019 PSA 006 005 Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? 019 PSA 006 006 Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng; 019 PSA 006 007 mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld. 019 PSA 006 008 Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd, 019 PSA 006 009 HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod. 019 PSA 006 010 Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam. 019 PSA 007 001 (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af benjaminitten Kusj' ord.) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger, 019 PSA 007 002 at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier. 019 PSA 007 003 HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder, 019 PSA 007 004 har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men, 019 PSA 007 005 så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. (Sela) 019 PSA 007 006 HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten! 019 PSA 007 007 Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje! 019 PSA 007 008 HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld! 019 PSA 007 009 På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud. 019 PSA 007 010 Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet; 019 PSA 007 011 retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes. 019 PSA 007 012 Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; 019 PSA 007 013 men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile. 019 PSA 007 014 Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk; 019 PSA 007 015 han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde. 019 PSA 007 016 Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. 019 PSA 007 017 Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn. 019 PSA 008 001 (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 019 PSA 008 002 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner. 019 PSA 008 003 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 019 PSA 008 004 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 019 PSA 008 005 Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 019 PSA 008 006 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 019 PSA 008 007 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 019 PSA 008 008 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 019 PSA 008 009 HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord! 019 PSA 009 001 (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.) Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere, 019 PSA 009 002 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste, 019 PSA 009 003 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn. 019 PSA 009 004 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer. 019 PSA 009 005 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt. 019 PSA 009 006 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer. 019 PSA 009 007 Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom, 019 PSA 009 008 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret. 019 PSA 009 009 HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider; 019 PSA 009 010 og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE. 019 PSA 009 011 Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort! 019 PSA 009 012 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb: 019 PSA 009 013 "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte, 019 PSA 009 014 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!" 019 PSA 009 015 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte. 019 PSA 009 016 HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon (Sela) 019 PSA 009 017 Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. 019 PSA 009 018 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb. 019 PSA 009 019 Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn; 019 PSA 009 020 HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! (Sela) 019 PSA 010 001 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? 019 PSA 010 002 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; 019 PSA 010 003 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN. 019 PSA 010 004 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. 019 PSA 010 005 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. 019 PSA 010 006 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." 019 PSA 010 007 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; 019 PSA 010 008 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; 019 PSA 010 009 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; 019 PSA 010 010 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. 019 PSA 010 011 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig." 019 PSA 010 012 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! 019 PSA 010 013 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? 019 PSA 010 014 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. 019 PSA 010 015 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes! 019 PSA 010 016 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; 019 PSA 010 017 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til 019 PSA 010 018 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold. 019 PSA 011 001 (Til sangmesteren. Af David.) Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene! 019 PSA 011 002 Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet. 019 PSA 011 003 Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?" 019 PSA 011 004 HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn; 019 PSA 011 005 retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl; 019 PSA 011 006 over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger. 019 PSA 011 007 Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn! 019 PSA 012 001 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; 019 PSA 012 002 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. 019 PSA 012 003 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord, 019 PSA 012 004 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?" 019 PSA 012 005 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad." 019 PSA 012 006 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. 019 PSA 012 007 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. 019 PSA 012 008 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn. 019 PSA 013 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? 019 PSA 013 002 Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig? 019 PSA 013 003 Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden 019 PSA 013 004 og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! 019 PSA 013 005 Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! 019 PSA 013 006 Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god! 019 PSA 014 001 (Til sangmesteren. Af David.) Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 019 PSA 014 002 HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 019 PSA 014 003 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een! 019 PSA 014 004 Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN? 019 PSA 014 005 Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. 019 PSA 014 006 Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt. 019 PSA 014 007 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes! 019 PSA 015 001 (En salme af David.) HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg? 019 PSA 015 002 Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte; 019 PSA 015 003 ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven, 019 PSA 015 004 som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade, 019 PSA 015 005 ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes. 019 PSA 016 001 (En miktam af David.) Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! 019 PSA 016 002 Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig. 019 PSA 016 003 De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til." 019 PSA 016 004 Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund. 019 PSA 016 005 HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd. 019 PSA 016 006 Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. 019 PSA 016 007 Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten. 019 PSA 016 008 Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. 019 PSA 016 009 Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. 019 PSA 016 010 Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven. 019 PSA 016 011 Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt. 019 PSA 017 001 (En bøn af David.) HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber! 019 PSA 017 002 Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne. 019 PSA 017 003 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig. 019 PSA 017 004 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje; 019 PSA 017 005 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang. 019 PSA 017 006 Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord! 019 PSA 017 007 Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender! 019 PSA 017 008 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge 019 PSA 017 009 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig; 019 PSA 017 010 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale. 019 PSA 017 011 De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden. 019 PSA 017 012 De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur. 019 PSA 017 013 Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold, 019 PSA 017 014 fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner! 019 PSA 017 015 Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner. 019 PSA 018 001 (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som sang HERREN denne sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans fjenders og af Sauls hånd. Han sang: ) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke! 019 PSA 018 002 HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! 019 PSA 018 003 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender. 019 PSA 018 004 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, 019 PSA 018 005 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; 019 PSA 018 006 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! 019 PSA 018 007 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. 019 PSA 018 008 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. 019 PSA 018 009 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; 019 PSA 018 010 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; 019 PSA 018 011 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. 019 PSA 018 012 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. 019 PSA 018 013 HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. 019 PSA 018 014 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. 019 PSA 018 015 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust. 019 PSA 018 016 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, 019 PSA 018 017 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. 019 PSA 018 018 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn. 019 PSA 018 019 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig. 019 PSA 018 020 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; 019 PSA 018 021 thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud 019 PSA 018 022 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig. 019 PSA 018 023 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. 019 PSA 018 024 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje! 019 PSA 018 025 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, 019 PSA 018 026 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. 019 PSA 018 027 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam! 019 PSA 018 028 Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke. 019 PSA 018 029 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. 019 PSA 018 030 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham. 019 PSA 018 031 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud, 019 PSA 018 032 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, 019 PSA 018 033 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene, 019 PSA 018 034 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen! 019 PSA 018 035 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor; 019 PSA 018 036 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. 019 PSA 018 037 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, 019 PSA 018 038 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. 019 PSA 018 039 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; 019 PSA 018 040 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen. 019 PSA 018 041 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke. 019 PSA 018 042 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn. 019 PSA 018 043 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; 019 PSA 018 044 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig; 019 PSA 018 045 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul. 019 PSA 018 046 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, 019 PSA 018 047 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod 019 PSA 018 048 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. 019 PSA 018 049 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, 019 PSA 018 050 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. 019 PSA 019 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk. 019 PSA 019 002 Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide. 019 PSA 019 003 Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres, 019 PSA 019 004 når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt; 019 PSA 019 005 som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane, 019 PSA 019 006 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød. 019 PSA 019 007 HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, 019 PSA 019 008 HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans, 019 PSA 019 009 HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, 019 PSA 019 010 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. 019 PSA 019 011 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt. 019 PSA 019 012 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! 019 PSA 019 013 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. 019 PSA 019 014 Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser! 019 PSA 020 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn! 019 PSA 020 002 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig; 019 PSA 020 003 han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! (Sela) 019 PSA 020 004 Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd, 019 PSA 020 005 at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn! HERREN opfylde alle dine Bønner! 019 PSA 020 006 Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde. 019 PSA 020 007 Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor Guds Navn. 019 PSA 020 008 De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode. 019 PSA 020 009 HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder! 019 PSA 021 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! 019 PSA 021 002 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. (Sela) 019 PSA 021 003 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. 019 PSA 021 004 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. 019 PSA 021 005 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. 019 PSA 021 006 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. 019 PSA 021 007 Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke. 019 PSA 021 008 Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. 019 PSA 021 009 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. 019 PSA 021 010 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. 019 PSA 021 011 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; 019 PSA 021 012 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt. 019 PSA 021 013 HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk! 019 PSA 022 001 (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. 019 PSA 022 002 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. 019 PSA 022 003 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. 019 PSA 022 004 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; 019 PSA 022 005 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. 019 PSA 022 006 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; 019 PSA 022 007 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: 019 PSA 022 008 "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham." 019 PSA 022 009 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; 019 PSA 022 010 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. 019 PSA 022 011 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! 019 PSA 022 012 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, 019 PSA 022 013 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. 019 PSA 022 014 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; 019 PSA 022 015 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. 019 PSA 022 016 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, 019 PSA 022 017 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. 019 PSA 022 018 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. 019 PSA 022 019 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! 019 PSA 022 020 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! 019 PSA 022 021 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig. 019 PSA 022 022 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: 019 PSA 022 023 "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! 019 PSA 022 024 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!" 019 PSA 022 025 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; 019 PSA 022 026 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! 019 PSA 022 027 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; 019 PSA 022 028 thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker. 019 PSA 022 029 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. 019 PSA 022 030 Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; 019 PSA 022 031 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind. 019 PSA 023 001 (En salme af David.) HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes, 019 PSA 023 002 han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, 019 PSA 023 003 han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. 019 PSA 023 004 Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst. 019 PSA 023 005 I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. 019 PSA 023 006 Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider. 019 PSA 024 001 (Af David. En salme.) HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå; 019 PSA 024 002 thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme. 019 PSA 024 003 Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted? 019 PSA 024 004 Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk; 019 PSA 024 005 han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud. 019 PSA 024 006 Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! (Sela) 019 PSA 024 007 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 019 PSA 024 008 Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig! 019 PSA 024 009 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 019 PSA 024 010 Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! (Sela) 019 PSA 025 001 (Af David.) HERRE, jeg løfter min sjæl til dig 019 PSA 025 002 min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. 019 PSA 025 003 Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. 019 PSA 025 004 Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier. 019 PSA 025 005 Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. 019 PSA 025 006 HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. 019 PSA 025 007 Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE! 019 PSA 025 008 God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen. 019 PSA 025 009 Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. 019 PSA 025 010 Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. 019 PSA 025 011 For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor. 019 PSA 025 012 Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge; 019 PSA 025 013 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. 019 PSA 025 014 Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. 019 PSA 025 015 Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren. 019 PSA 025 016 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. 019 PSA 025 017 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. 019 PSA 025 018 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. 019 PSA 025 019 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. 019 PSA 025 020 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. 019 PSA 025 021 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE. 019 PSA 025 022 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler! 019 PSA 026 001 (Af David.) Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle. 019 PSA 026 002 Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; 019 PSA 026 003 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. 019 PSA 026 004 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. 019 PSA 026 005 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. 019 PSA 026 006 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE, 019 PSA 026 007 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. 019 PSA 026 008 HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor. 019 PSA 026 009 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 019 PSA 026 010 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 019 PSA 026 011 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 019 PSA 026 012 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN. 019 PSA 027 001 (Af David.) HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? 019 PSA 027 002 Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! 019 PSA 027 003 Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. 019 PSA 027 004 Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel. 019 PSA 027 005 Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. 019 PSA 027 006 Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN. 019 PSA 027 007 HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! 019 PSA 027 008 Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE; 019 PSA 027 009 skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! 019 PSA 027 010 Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig. 019 PSA 027 011 Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; 019 PSA 027 012 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. 019 PSA 027 013 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land - 019 PSA 027 014 Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN! 019 PSA 028 001 (Af David.) Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. 019 PSA 028 002 Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. 019 PSA 028 003 Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. 019 PSA 028 004 Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! 019 PSA 028 005 Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej! 019 PSA 028 006 Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst; 019 PSA 028 007 min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang. 019 PSA 028 008 HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. 019 PSA 028 009 Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid! 019 PSA 029 001 (En salme af David.) Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, 019 PSA 029 002 giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud! 019 PSA 029 003 HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande! 019 PSA 029 004 HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed, 019 PSA 029 005 HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre, 019 PSA 029 006 får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! 019 PSA 029 007 HERRENs Røst udslynger Luer. 019 PSA 029 008 HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve! 019 PSA 029 009 HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" 019 PSA 029 010 HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt. 019 PSA 029 011 HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred! 019 PSA 030 001 (En salme. En sang ved husets indvielse. Af David.) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; 019 PSA 030 002 HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. 019 PSA 030 003 Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. 019 PSA 030 004 Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn! 019 PSA 030 005 Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang. 019 PSA 030 006 Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" 019 PSA 030 007 HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. 019 PSA 030 008 Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN: 019 PSA 030 009 "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? 019 PSA 030 010 HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!" 019 PSA 030 011 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, 019 PSA 030 012 at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt! 019 PSA 031 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, 019 PSA 031 002 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; 019 PSA 031 003 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, 019 PSA 031 004 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, 019 PSA 031 005 i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud, 019 PSA 031 006 du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN, 019 PSA 031 007 jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. 019 PSA 031 008 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod. 019 PSA 031 009 Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. 019 PSA 031 010 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. 019 PSA 031 011 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. 019 PSA 031 012 Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. 019 PSA 031 013 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv. 019 PSA 031 014 Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 019 PSA 031 015 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, 019 PSA 031 016 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. 019 PSA 031 017 HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. 019 PSA 031 018 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt. 019 PSA 031 019 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. 019 PSA 031 020 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. 019 PSA 031 021 Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. 019 PSA 031 022 Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. 019 PSA 031 023 Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. 019 PSA 031 024 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN! 019 PSA 032 001 (Af David. En maskil.) Salig den, hvis Overtrædselse er forladt, hvis Synd er skjult; 019 PSA 032 002 saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig. 019 PSA 032 003 Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, 019 PSA 032 004 thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. (Sela) 019 PSA 032 005 Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. (Sela) 019 PSA 032 006 Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. 019 PSA 032 007 Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. (Sela) 019 PSA 032 008 Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. 019 PSA 032 009 Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 019 PSA 032 010 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde. 019 PSA 032 011 Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet! 019 PSA 033 001 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; 019 PSA 033 002 lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; 019 PSA 033 003 en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb! 019 PSA 033 004 Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast; 019 PSA 033 005 han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld. 019 PSA 033 006 Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. 019 PSA 033 007 Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. 019 PSA 033 008 Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham; 019 PSA 033 009 thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 019 PSA 033 010 HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 019 PSA 033 011 HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 019 PSA 033 012 Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod! 019 PSA 033 013 HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 019 PSA 033 014 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 019 PSA 033 015 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk. 019 PSA 033 016 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 019 PSA 033 017 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 019 PSA 033 018 Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 019 PSA 033 019 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 019 PSA 033 020 På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 019 PSA 033 021 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn. 019 PSA 033 022 Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig. 019 PSA 034 001 (Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.) Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund 019 PSA 034 002 min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig. 019 PSA 034 003 Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! 019 PSA 034 004 Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. 019 PSA 034 005 Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. 019 PSA 034 006 Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. 019 PSA 034 007 HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem. 019 PSA 034 008 Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham! 019 PSA 034 009 Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 019 PSA 034 010 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt. 019 PSA 034 011 Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt. 019 PSA 034 012 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 019 PSA 034 013 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 019 PSA 034 014 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter. 019 PSA 034 015 Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads) 019 PSA 034 016 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 019 PSA 034 017 når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel. 019 PSA 034 018 HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 019 PSA 034 019 Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle; 019 PSA 034 020 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 019 PSA 034 021 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 019 PSA 034 022 HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde. 019 PSA 035 001 (Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, 019 PSA 035 002 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, 019 PSA 035 003 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" 019 PSA 035 004 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, 019 PSA 035 005 de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem, 019 PSA 035 006 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem! 019 PSA 035 007 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. 019 PSA 035 008 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. 019 PSA 035 009 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse, 019 PSA 035 010 alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!" 019 PSA 035 011 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 019 PSA 035 012 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 019 PSA 035 013 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 019 PSA 035 014 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 019 PSA 035 015 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; 019 PSA 035 016 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. 019 PSA 035 017 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 019 PSA 035 018 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk. 019 PSA 035 019 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 019 PSA 035 020 Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; 019 PSA 035 021 de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" 019 PSA 035 022 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 019 PSA 035 023 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 019 PSA 035 024 døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 019 PSA 035 025 Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" 019 PSA 035 026 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 019 PSA 035 027 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!" 019 PSA 035 028 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris. 019 PSA 036 001 (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.) Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; 019 PSA 036 002 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. 019 PSA 036 003 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; 019 PSA 036 004 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 019 PSA 036 005 HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 019 PSA 036 006 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ, 019 PSA 036 007 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 019 PSA 036 008 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 019 PSA 036 009 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys! 019 PSA 036 010 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 019 PSA 036 011 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 019 PSA 036 012 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig. 019 PSA 037 001 (Af David.) Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! 019 PSA 037 002 Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. 019 PSA 037 003 Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, 019 PSA 037 004 da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. 019 PSA 037 005 Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind 019 PSA 037 006 og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. 019 PSA 037 007 Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. 019 PSA 037 008 Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. 019 PSA 037 009 Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet. 019 PSA 037 010 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. 019 PSA 037 011 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. 019 PSA 037 012 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; 019 PSA 037 013 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. 019 PSA 037 014 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; 019 PSA 037 015 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. 019 PSA 037 016 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; 019 PSA 037 017 thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige; 019 PSA 037 018 HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; 019 PSA 037 019 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. 019 PSA 037 020 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg. 019 PSA 037 021 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; 019 PSA 037 022 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. 019 PSA 037 023 Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; 019 PSA 037 024 om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd. 019 PSA 037 025 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; 019 PSA 037 026 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. 019 PSA 037 027 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; 019 PSA 037 028 thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; 019 PSA 037 029 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. 019 PSA 037 030 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; 019 PSA 037 031 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. 019 PSA 037 032 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, 019 PSA 037 033 men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. 019 PSA 037 034 Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. 019 PSA 037 035 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder 019 PSA 037 036 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. 019 PSA 037 037 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; 019 PSA 037 038 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. 019 PSA 037 039 De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund; 019 PSA 037 040 HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt. 019 PSA 038 001 (En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! 019 PSA 038 002 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. 019 PSA 038 003 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; 019 PSA 038 004 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. 019 PSA 038 005 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; 019 PSA 038 006 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. 019 PSA 038 007 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, 019 PSA 038 008 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. 019 PSA 038 009 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; 019 PSA 038 010 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans. 019 PSA 038 011 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; 019 PSA 038 012 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. 019 PSA 038 013 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, 019 PSA 038 014 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. 019 PSA 038 015 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud, 019 PSA 038 016 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" 019 PSA 038 017 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; 019 PSA 038 018 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. 019 PSA 038 019 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, 019 PSA 038 020 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. 019 PSA 038 021 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, 019 PSA 038 022 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse! 019 PSA 039 001 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" 019 PSA 039 002 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 019 PSA 039 003 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge. 019 PSA 039 004 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 019 PSA 039 005 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela) 019 PSA 039 006 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 019 PSA 039 007 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 019 PSA 039 008 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 019 PSA 039 009 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 019 PSA 039 010 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 019 PSA 039 011 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela) 019 PSA 039 012 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 019 PSA 039 013 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 019 PSA 040 001 (Til sangmesteren. Af David. En salme.) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. 019 PSA 040 002 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, 019 PSA 040 003 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN. 019 PSA 040 004 Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. 019 PSA 040 005 Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange. 019 PSA 040 006 Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. 019 PSA 040 007 Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; 019 PSA 040 008 at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." 019 PSA 040 009 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det. 019 PSA 040 010 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. 019 PSA 040 011 Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn. 019 PSA 040 012 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. 019 PSA 040 013 Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp. 019 PSA 040 014 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; 019 PSA 040 015 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! 019 PSA 040 016 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!" 019 PSA 040 017 Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud! 019 PSA 041 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag; 019 PSA 041 002 HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. 019 PSA 041 003 På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let. 019 PSA 041 004 Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! 019 PSA 041 005 Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" 019 PSA 041 006 Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. 019 PSA 041 007 Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: 019 PSA 041 008 "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" 019 PSA 041 009 Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. 019 PSA 041 010 Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. 019 PSA 041 011 Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. 019 PSA 041 012 Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid. 019 PSA 041 013 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen! 019 PSA 042 001 (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.) Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. 019 PSA 042 002 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? 019 PSA 042 003 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" 019 PSA 042 004 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. 019 PSA 042 005 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 019 PSA 042 006 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. 019 PSA 042 007 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. 019 PSA 042 008 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. 019 PSA 042 009 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 019 PSA 042 010 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" 019 PSA 042 011 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 019 PSA 043 001 Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand! 019 PSA 043 002 Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 019 PSA 043 003 Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger, 019 PSA 043 004 at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud! 019 PSA 043 005 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 019 PSA 044 001 (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En maskil.) Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd; 019 PSA 044 002 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig; 019 PSA 044 003 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær. 019 PSA 044 004 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr. 019 PSA 044 005 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn; 019 PSA 044 006 thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr; 019 PSA 044 007 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme. 019 PSA 044 008 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. (Sela) 019 PSA 044 009 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære; 019 PSA 044 010 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte; 019 PSA 044 011 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene, 019 PSA 044 012 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget. 019 PSA 044 013 Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander, 019 PSA 044 014 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os. 019 PSA 044 015 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn 019 PSA 044 016 for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke. 019 PSA 044 017 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt! 019 PSA 044 018 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej. 019 PSA 044 019 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke. 019 PSA 044 020 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud, 019 PSA 044 021 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom 019 PSA 044 022 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg! 019 PSA 044 023 Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse! 019 PSA 044 024 Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel? 019 PSA 044 025 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. 019 PSA 044 026 Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld! 019 PSA 045 001 (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.) Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge. 019 PSA 045 002 Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt. 019 PSA 045 003 Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt, 019 PSA 045 004 Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting! 019 PSA 045 005 Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet. 019 PSA 045 006 Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav. 019 PSA 045 007 Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller, 019 PSA 045 008 af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller, 019 PSA 045 009 Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre. 019 PSA 045 010 Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre: Glem dit Folk og din Faders Hus, 019 PSA 045 011 at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre. 019 PSA 045 012 Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest. 019 PSA 045 013 Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld; 019 PSA 045 014 fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen. 019 PSA 045 015 De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads. 019 PSA 045 016 Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! 019 PSA 045 017 Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid. 019 PSA 046 001 (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.) Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde 019 PSA 046 002 Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, 019 PSA 046 003 om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. (Sela) 019 PSA 046 004 En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; 019 PSA 046 005 i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. 019 PSA 046 006 Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, 019 PSA 046 007 Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. (Sela) 019 PSA 046 008 Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. 019 PSA 046 009 Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. 019 PSA 046 010 Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! 019 PSA 046 011 Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. (Sela) 019 PSA 047 001 (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! 019 PSA 047 002 Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. 019 PSA 047 003 Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; 019 PSA 047 004 han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. (Sela) 019 PSA 047 005 Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang. 019 PSA 047 006 Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; 019 PSA 047 007 thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. 019 PSA 047 008 Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. 019 PSA 047 009 Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han! 019 PSA 048 001 (En sang. En salme af Koras sønner.) Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. 019 PSA 048 002 Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. 019 PSA 048 003 Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. 019 PSA 048 004 Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; 019 PSA 048 005 de så og tav på Stedet, flyed i Angst, 019 PSA 048 006 af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. 019 PSA 048 007 Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe. 019 PSA 048 008 Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. (Sela) 019 PSA 048 009 I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; 019 PSA 048 010 som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, 019 PSA 048 011 Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. 019 PSA 048 012 Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, 019 PSA 048 013 læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der 019 PSA 048 014 kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os. 019 PSA 049 001 (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, 019 PSA 049 002 både høj og lav, både rig og fattig! 019 PSA 049 003 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; 019 PSA 049 004 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg. 019 PSA 049 005 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, 019 PSA 049 006 de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? 019 PSA 049 007 Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum 019 PSA 049 008 - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live 019 PSA 049 009 og aldrig få Graven at se; 019 PSA 049 010 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, 019 PSA 049 011 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 019 PSA 049 012 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. 019 PSA 049 013 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. (Sela) 019 PSA 049 014 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 019 PSA 049 015 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. (Sela) 019 PSA 049 016 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; 019 PSA 049 017 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 019 PSA 049 018 Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" 019 PSA 049 019 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. 019 PSA 049 020 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår. 019 PSA 050 001 (En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; 019 PSA 050 002 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans 019 PSA 050 003 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; 019 PSA 050 004 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: 019 PSA 050 005 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" 019 PSA 050 006 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela) 019 PSA 050 007 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 019 PSA 050 008 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; 019 PSA 050 009 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 019 PSA 050 010 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 019 PSA 050 011 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 019 PSA 050 012 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 019 PSA 050 013 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 019 PSA 050 014 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 019 PSA 050 015 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig, 019 PSA 050 016 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, 019 PSA 050 017 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? 019 PSA 050 018 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, 019 PSA 050 019 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. 019 PSA 050 020 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; 019 PSA 050 021 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. 019 PSA 050 022 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 019 PSA 050 023 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. 019 PSA 051 001 (Til sangmesteren. En salme af David, dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.) Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, 019 PSA 051 002 tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! 019 PSA 051 003 Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. 019 PSA 051 004 Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. 019 PSA 051 005 Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. 019 PSA 051 006 Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. 019 PSA 051 007 Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 019 PSA 051 008 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 019 PSA 051 009 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 019 PSA 051 010 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; 019 PSA 051 011 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; 019 PSA 051 012 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! 019 PSA 051 013 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 019 PSA 051 014 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 019 PSA 051 015 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris. 019 PSA 051 016 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. 019 PSA 051 017 Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud. 019 PSA 051 018 Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! 019 PSA 051 019 Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter. 019 PSA 052 001 (Til sangmesteren. En maskil af David, da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks hus.) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? 019 PSA 052 002 Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, 019 PSA 052 003 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. (Sela) 019 PSA 052 004 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge! 019 PSA 052 005 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! (Sela) 019 PSA 052 006 De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: 019 PSA 052 007 "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!" 019 PSA 052 008 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. 019 PSA 052 009 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn. 019 PSA 053 001 (Til sangmestern. Al-mahalat. En maskil af David.) Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 019 PSA 053 002 Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 019 PSA 053 003 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een. 019 PSA 053 004 Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? 019 PSA 053 005 Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem. 019 PSA 053 006 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes. 019 PSA 054 001 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David, da zifitterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os".) Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, 019 PSA 054 002 hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! 019 PSA 054 003 Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. (Sela) 019 PSA 054 004 Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! 019 PSA 054 005 Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! 019 PSA 054 006 Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt; 019 PSA 054 007 thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender! 019 PSA 055 001 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 019 PSA 055 002 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 019 PSA 055 003 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 019 PSA 055 004 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 019 PSA 055 005 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 019 PSA 055 006 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 019 PSA 055 007 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela) 019 PSA 055 008 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 019 PSA 055 009 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 019 PSA 055 010 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 019 PSA 055 011 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve. 019 PSA 055 012 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 019 PSA 055 013 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 019 PSA 055 014 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus. 019 PSA 055 015 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 019 PSA 055 016 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig. 019 PSA 055 017 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 019 PSA 055 018 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 019 PSA 055 019 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud. 019 PSA 055 020 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 019 PSA 055 021 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd. 019 PSA 055 022 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 019 PSA 055 023 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 019 PSA 056 001 (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; 019 PSA 056 002 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! 019 PSA 056 003 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, 019 PSA 056 004 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? 019 PSA 056 005 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. 019 PSA 056 006 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. 019 PSA 056 007 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! 019 PSA 056 008 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. 019 PSA 056 009 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. 019 PSA 056 010 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord. 019 PSA 056 011 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? 019 PSA 056 012 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. 019 PSA 056 013 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys. 019 PSA 057 001 (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han flygtede ind i hulen for Saul.) Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. 019 PSA 057 002 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; 019 PSA 057 003 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. 019 PSA 057 004 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. 019 PSA 057 005 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 019 PSA 057 006 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. (Sela) 019 PSA 057 007 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, 019 PSA 057 008 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 019 PSA 057 009 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 019 PSA 057 010 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 019 PSA 057 011 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 019 PSA 058 001 (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.) Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? 019 PSA 058 002 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 019 PSA 058 003 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 019 PSA 058 004 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 019 PSA 058 005 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 019 PSA 058 006 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE; 019 PSA 058 007 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 019 PSA 058 008 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 019 PSA 058 009 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede 019 PSA 058 010 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 019 PSA 058 011 Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!" 019 PSA 059 001 (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; 019 PSA 059 002 fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! 019 PSA 059 003 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. 019 PSA 059 004 Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! 019 PSA 059 005 Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! (Sela) 019 PSA 059 006 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! 019 PSA 059 007 Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?" 019 PSA 059 008 Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 019 PSA 059 009 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 019 PSA 059 010 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 019 PSA 059 011 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 019 PSA 059 012 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 019 PSA 059 013 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela) 019 PSA 059 014 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 019 PSA 059 015 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes. 019 PSA 059 016 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 019 PSA 059 017 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud. 019 PSA 060 001 (Til sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En miktam af David til til indøvelse, dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog edomitterne i Saltdalen, 12000 mand.) Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; 019 PSA 060 002 du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! 019 PSA 060 003 Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. 019 PSA 060 004 Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. (Sela) 019 PSA 060 005 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 019 PSA 060 006 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; 019 PSA 060 007 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 019 PSA 060 008 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 019 PSA 060 009 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom? 019 PSA 060 010 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 019 PSA 060 011 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 019 PSA 060 012 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned! 019 PSA 061 001 (Til sangmesteren. Til strengespil. Af David.) Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! 019 PSA 061 002 Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, 019 PSA 061 003 led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. 019 PSA 061 004 Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! (Sela) 019 PSA 061 005 Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn. 019 PSA 061 006 Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. 019 PSA 061 007 Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! 019 PSA 061 008 Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter. 019 PSA 062 001 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; 019 PSA 062 002 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget. 019 PSA 062 003 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur? 019 PSA 062 004 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. (Sela) 019 PSA 062 005 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; 019 PSA 062 006 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. 019 PSA 062 007 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud; 019 PSA 062 008 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. (Sela) 019 PSA 062 009 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. 019 PSA 062 010 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå! 019 PSA 062 011 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, 019 PSA 062 012 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning. 019 PSA 063 001 (En salme af David, da han var i Judas ørken.) Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende, vandløst Land 019 PSA 063 002 (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære; 019 PSA 063 003 thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris. 019 PSA 063 004 Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn, 019 PSA 063 005 Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig, 019 PSA 063 006 når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig; 019 PSA 063 007 thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge. 019 PSA 063 008 Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast. 019 PSA 063 009 Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke, 019 PSA 063 010 gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte. 019 PSA 063 011 Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes. 019 PSA 064 001 (Til sangmesteren. En salme af David.) Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 019 PSA 064 002 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 019 PSA 064 003 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 019 PSA 064 004 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 019 PSA 064 005 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 019 PSA 064 006 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt. 019 PSA 064 007 Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 019 PSA 064 008 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet; 019 PSA 064 009 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 019 PSA 064 010 de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe! 019 PSA 065 001 (Til sangmesteren. En salme af David. En sang.) Lovsang tilkommer dig på Zion, o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; 019 PSA 065 002 alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. 019 PSA 065 003 Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. 019 PSA 065 004 Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed. 019 PSA 065 005 Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, 019 PSA 065 006 du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, 019 PSA 065 007 du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, 019 PSA 065 008 så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel. 019 PSA 065 009 Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, 019 PSA 065 010 du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. 019 PSA 065 011 Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; 019 PSA 065 012 de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; 019 PSA 065 013 Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger! 019 PSA 066 001 (Til sangmesteren. En salme. En sang.) Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, 019 PSA 066 002 lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, 019 PSA 066 003 sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, 019 PSA 066 004 al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." (Sela) 019 PSA 066 005 Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. 019 PSA 066 006 Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. 019 PSA 066 007 Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. (Sela) 019 PSA 066 008 I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, 019 PSA 066 009 han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! 019 PSA 066 010 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; 019 PSA 066 011 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, 019 PSA 066 012 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring! 019 PSA 066 013 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, 019 PSA 066 014 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. 019 PSA 066 015 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. (Sela) 019 PSA 066 016 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! 019 PSA 066 017 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. 019 PSA 066 018 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; 019 PSA 066 019 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. 019 PSA 066 020 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig! 019 PSA 067 001 (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme. En sang.) Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os (Sela) 019 PSA 067 002 for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. 019 PSA 067 003 Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; 019 PSA 067 004 Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, (Sela) 019 PSA 067 005 Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! 019 PSA 067 006 Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, 019 PSA 067 007 Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham! 019 PSA 068 001 (Til sangmesteren. Af David. En salme. En sang.) Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, 019 PSA 068 002 som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. 019 PSA 068 003 Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. 019 PSA 068 004 Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn, 019 PSA 068 005 faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, 019 PSA 068 006 Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne. 019 PSA 068 007 Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen (Sela) da rystede Jorden, 019 PSA 068 008 ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. 019 PSA 068 009 Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; 019 PSA 068 010 din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, 019 PSA 068 011 Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: 019 PSA 068 012 "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. 019 PSA 068 013 Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. 019 PSA 068 014 Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." 019 PSA 068 015 Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; 019 PSA 068 016 Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt? 019 PSA 068 017 Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra Sinaj til Helligdommen. 019 PSA 068 018 Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud. 019 PSA 068 019 Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. (Sela) 019 PSA 068 020 En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange fra Døden. 019 PSA 068 021 Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. 019 PSA 068 022 Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb, 019 PSA 068 023 at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." 019 PSA 068 024 Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! 019 PSA 068 025 Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: 019 PSA 068 026 "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" 019 PSA 068 027 Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster. 019 PSA 068 028 Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! 019 PSA 068 029 For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. 019 PSA 068 030 Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! 019 PSA 068 031 De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. 019 PSA 068 032 I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN; 019 PSA 068 033 hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. 019 PSA 068 034 Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, 019 PSA 068 035 frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud! 019 PSA 069 001 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, 019 PSA 069 002 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; 019 PSA 069 003 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; 019 PSA 069 004 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! 019 PSA 069 005 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig. 019 PSA 069 006 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! 019 PSA 069 007 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; 019 PSA 069 008 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. 019 PSA 069 009 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: 019 PSA 069 010 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; 019 PSA 069 011 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. 019 PSA 069 012 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig. 019 PSA 069 013 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! 019 PSA 069 014 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, 019 PSA 069 015 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. 019 PSA 069 016 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; 019 PSA 069 017 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; 019 PSA 069 018 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! 019 PSA 069 019 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. 019 PSA 069 020 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde; 019 PSA 069 021 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike. 019 PSA 069 022 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde; 019 PSA 069 023 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle! 019 PSA 069 024 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem; 019 PSA 069 025 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte! 019 PSA 069 026 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred. 019 PSA 069 027 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd; 019 PSA 069 028 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige! 019 PSA 069 029 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! 019 PSA 069 030 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak; 019 PSA 069 031 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove! 019 PSA 069 032 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives! 019 PSA 069 033 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe. 019 PSA 069 034 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der; 019 PSA 069 035 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; 019 PSA 069 036 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri. 019 PSA 070 001 (Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.) Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp! 019 PSA 070 002 Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; 019 PSA 070 003 lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" 019 PSA 070 004 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!" 019 PSA 070 005 Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE! 019 PSA 071 001 HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. 019 PSA 071 002 Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; 019 PSA 071 003 red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! 019 PSA 071 004 Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; 019 PSA 071 005 thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid; 019 PSA 071 006 fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang. 019 PSA 071 007 For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt; 019 PSA 071 008 min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang. 019 PSA 071 009 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder; 019 PSA 071 010 thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd: 019 PSA 071 011 "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!" 019 PSA 071 012 Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud; 019 PSA 071 013 lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt! 019 PSA 071 014 Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris; 019 PSA 071 015 min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå. 019 PSA 071 016 Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene. 019 PSA 071 017 Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu; 019 PSA 071 018 indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter. 019 PSA 071 019 Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud? 019 PSA 071 020 Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb; 019 PSA 071 021 du vil øge min Storhed og atter trøste mig. 019 PSA 071 022 Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige; 019 PSA 071 023 juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste; 019 PSA 071 024 også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde. 019 PSA 072 001 (Af Salomo.) Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd, 019 PSA 072 002 så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret! 019 PSA 072 003 Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd. 019 PSA 072 004 De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned. 019 PSA 072 005 Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt. 019 PSA 072 006 Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden; 019 PSA 072 007 i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår. 019 PSA 072 008 Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; 019 PSA 072 009 hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; 019 PSA 072 010 Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; 019 PSA 072 011 alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere. 019 PSA 072 012 Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper, 019 PSA 072 013 ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle; 019 PSA 072 014 han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne. 019 PSA 072 015 Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem. 019 PSA 072 016 Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter. 019 PSA 072 017 Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig! 019 PSA 072 018 Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger, 019 PSA 072 019 og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen! 019 PSA 072 020 Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner. 019 PSA 073 001 (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! 019 PSA 073 002 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; 019 PSA 073 003 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; 019 PSA 073 004 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; 019 PSA 073 005 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. 019 PSA 073 006 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. 019 PSA 073 007 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. 019 PSA 073 008 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, 019 PSA 073 009 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. 019 PSA 073 010 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. 019 PSA 073 011 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" 019 PSA 073 012 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! 019 PSA 073 013 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, 019 PSA 073 014 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen! 019 PSA 073 015 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." 019 PSA 073 016 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, 019 PSA 073 017 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: 019 PSA 073 018 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. 019 PSA 073 019 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! 019 PSA 073 020 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. 019 PSA 073 021 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, 019 PSA 073 022 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg. 019 PSA 073 023 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; 019 PSA 073 024 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. 019 PSA 073 025 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! 019 PSA 073 026 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. 019 PSA 073 027 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. 019 PSA 073 028 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger. 019 PSA 074 001 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? 019 PSA 074 002 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. 019 PSA 074 003 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. 019 PSA 074 004 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. 019 PSA 074 005 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. 019 PSA 074 006 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. 019 PSA 074 007 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. 019 PSA 074 008 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. 019 PSA 074 009 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. 019 PSA 074 010 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? 019 PSA 074 011 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold? 019 PSA 074 012 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 019 PSA 074 013 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 019 PSA 074 014 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 019 PSA 074 015 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 019 PSA 074 016 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 019 PSA 074 017 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter. 019 PSA 074 018 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 019 PSA 074 019 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 019 PSA 074 020 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 019 PSA 074 021 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! 019 PSA 074 022 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, 019 PSA 074 023 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm! 019 PSA 075 001 (Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En sang.) Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere. 019 PSA 075 002 "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd; 019 PSA 075 003 vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." (Sela) 019 PSA 075 004 Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet, 019 PSA 075 005 løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!" 019 PSA 075 006 Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge. 019 PSA 075 007 Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden. 019 PSA 075 008 Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker. 019 PSA 075 009 Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud; 019 PSA 075 010 alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse! 019 PSA 076 001 (Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.) Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel, 019 PSA 076 002 i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion. 019 PSA 076 003 Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. (Sela) 019 PSA 076 004 Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge. 019 PSA 076 005 De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper. 019 PSA 076 006 Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn. 019 PSA 076 007 Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde? 019 PSA 076 008 Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav, 019 PSA 076 009 da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. (Sela) 019 PSA 076 010 Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig. 019 PSA 076 011 Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver. 019 PSA 076 012 Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt. 019 PSA 077 001 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, 019 PSA 077 002 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 019 PSA 077 003 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela) 019 PSA 077 004 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. 019 PSA 077 005 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; 019 PSA 077 006 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. 019 PSA 077 007 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, 019 PSA 077 008 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 019 PSA 077 009 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela) 019 PSA 077 010 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. 019 PSA 077 011 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 019 PSA 077 012 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. 019 PSA 077 013 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! 019 PSA 077 014 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 019 PSA 077 015 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela) 019 PSA 077 016 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 019 PSA 077 017 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; 019 PSA 077 018 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 019 PSA 077 019 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. 019 PSA 077 020 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd. 019 PSA 078 001 (En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; 019 PSA 078 002 jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, 019 PSA 078 003 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; 019 PSA 078 004 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. 019 PSA 078 005 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, 019 PSA 078 006 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom, 019 PSA 078 007 så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, 019 PSA 078 008 ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud 019 PSA 078 009 - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag - 019 PSA 078 010 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; 019 PSA 078 011 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. 019 PSA 078 012 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark; 019 PSA 078 013 han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold; 019 PSA 078 014 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; 019 PSA 078 015 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, 019 PSA 078 016 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder. 019 PSA 078 017 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; 019 PSA 078 018 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, 019 PSA 078 019 de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken? 019 PSA 078 020 Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?" 019 PSA 078 021 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, 019 PSA 078 022 fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse. 019 PSA 078 023 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne 019 PSA 078 024 og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; 019 PSA 078 025 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. 019 PSA 078 026 Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; 019 PSA 078 027 Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, 019 PSA 078 028 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; 019 PSA 078 029 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. 019 PSA 078 030 Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund, 019 PSA 078 031 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge. 019 PSA 078 032 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere. 019 PSA 078 033 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År. 019 PSA 078 034 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, 019 PSA 078 035 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. 019 PSA 078 036 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; 019 PSA 078 037 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro. 019 PSA 078 038 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; 019 PSA 078 039 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage. 019 PSA 078 040 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! 019 PSA 078 041 De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; 019 PSA 078 042 hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, 019 PSA 078 043 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, 019 PSA 078 044 forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, 019 PSA 078 045 sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, 019 PSA 078 046 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, 019 PSA 078 047 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, 019 PSA 078 048 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. 019 PSA 078 049 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; 019 PSA 078 050 frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; 019 PSA 078 051 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, 019 PSA 078 052 lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, 019 PSA 078 053 ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; 019 PSA 078 054 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, 019 PSA 078 055 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte. 019 PSA 078 056 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; 019 PSA 078 057 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, 019 PSA 078 058 de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. 019 PSA 078 059 Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; 019 PSA 078 060 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; 019 PSA 078 061 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, 019 PSA 078 062 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; 019 PSA 078 063 Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, 019 PSA 078 064 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest. 019 PSA 078 065 Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; 019 PSA 078 066 han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. 019 PSA 078 067 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; 019 PSA 078 068 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; 019 PSA 078 069 han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. 019 PSA 078 070 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, 019 PSA 078 071 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; 019 PSA 078 072 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd. 019 PSA 079 001 (En Salme af Asaf.) Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; 019 PSA 079 002 de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; 019 PSA 079 003 deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; 019 PSA 079 004 vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. 019 PSA 079 005 Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? 019 PSA 079 006 Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; 019 PSA 079 007 thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde. 019 PSA 079 008 Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, 019 PSA 079 009 Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! 019 PSA 079 010 Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! 019 PSA 079 011 Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, 019 PSA 079 012 lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! 019 PSA 079 013 Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt! 019 PSA 080 001 (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.) Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber, 019 PSA 080 002 for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse! 019 PSA 080 003 Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! 019 PSA 080 004 HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn? 019 PSA 080 005 Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål. 019 PSA 080 006 Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os. 019 PSA 080 007 Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! 019 PSA 080 008 Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den; 019 PSA 080 009 du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet; 019 PSA 080 010 Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker; 019 PSA 080 011 den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden. 019 PSA 080 012 Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf? 019 PSA 080 013 Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op! 019 PSA 080 014 Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok, 019 PSA 080 015 for Skuddet, din højre planted! 019 PSA 080 016 Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel! 019 PSA 080 017 Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig! 019 PSA 080 018 Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn! 019 PSA 080 019 HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! 019 PSA 081 001 (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, 019 PSA 081 002 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; 019 PSA 081 003 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! 019 PSA 081 004 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; 019 PSA 081 005 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte. 019 PSA 081 006 "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. 019 PSA 081 007 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela) 019 PSA 081 008 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! 019 PSA 081 009 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! 019 PSA 081 010 Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! 019 PSA 081 011 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. 019 PSA 081 012 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. 019 PSA 081 013 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! 019 PSA 081 014 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! 019 PSA 081 015 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; 019 PSA 081 016 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!" 019 PSA 082 001 (En Salme af Asaf.) Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom 019 PSA 082 002 "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? (Sela) 019 PSA 082 003 Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; 019 PSA 082 004 red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! 019 PSA 082 005 Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. 019 PSA 082 006 Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; 019 PSA 082 007 dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" 019 PSA 082 008 Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv! 019 PSA 083 001 (En Sang. En Salme af Asaf.) Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! 019 PSA 083 002 Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, 019 PSA 083 003 oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: 019 PSA 083 004 "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" 019 PSA 083 005 Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, 019 PSA 083 006 Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, 019 PSA 083 007 Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; 019 PSA 083 008 også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. (Sela) 019 PSA 083 009 Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, 019 PSA 083 010 der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! 019 PSA 083 011 Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, 019 PSA 083 012 fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." 019 PSA 083 013 Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. 019 PSA 083 014 Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, 019 PSA 083 015 så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; 019 PSA 083 016 fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE; 019 PSA 083 017 lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde 019 PSA 083 018 Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden! 019 PSA 084 001 (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.) Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! 019 PSA 084 002 Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! 019 PSA 084 003 Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud! 019 PSA 084 004 Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. (Sela) 019 PSA 084 005 Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! 019 PSA 084 006 Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. 019 PSA 084 007 Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. 019 PSA 084 008 Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! (Sela) 019 PSA 084 009 Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! 019 PSA 084 010 Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. 019 PSA 084 011 Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. 019 PSA 084 012 Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig! 019 PSA 085 001 (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.) Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, 019 PSA 085 002 tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. (Sela) 019 PSA 085 003 Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. 019 PSA 085 004 Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! 019 PSA 085 005 Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? 019 PSA 085 006 Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! 019 PSA 085 007 Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os! 019 PSA 085 008 Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; 019 PSA 085 009 ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; 019 PSA 085 010 Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; 019 PSA 085 011 af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. 019 PSA 085 012 Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; 019 PSA 085 013 Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed. 019 PSA 086 001 (En Bøn af David.) Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! 019 PSA 086 002 Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig! 019 PSA 086 003 Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem. 019 PSA 086 004 Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl; 019 PSA 086 005 thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig. 019 PSA 086 006 Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst! 019 PSA 086 007 På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. 019 PSA 086 008 Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger. 019 PSA 086 009 Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn. 019 PSA 086 010 Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud. 019 PSA 086 011 Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. 019 PSA 086 012 Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; 019 PSA 086 013 thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. 019 PSA 086 014 Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. 019 PSA 086 015 Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. 019 PSA 086 016 Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! 019 PSA 086 017 Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig! 019 PSA 087 001 (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.) Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, 019 PSA 087 002 Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. 019 PSA 087 003 Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. (Sela) 019 PSA 087 004 Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. 019 PSA 087 005 Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. 019 PSA 087 006 HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. (Sela) 019 PSA 087 007 Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!" 019 PSA 088 001 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; 019 PSA 088 002 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! 019 PSA 088 003 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, 019 PSA 088 004 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, 019 PSA 088 005 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. 019 PSA 088 006 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; 019 PSA 088 007 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela) 019 PSA 088 008 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, 019 PSA 088 009 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig. 019 PSA 088 010 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela) 019 PSA 088 011 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? 019 PSA 088 012 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? 019 PSA 088 013 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. 019 PSA 088 014 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? 019 PSA 088 015 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; 019 PSA 088 016 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, 019 PSA 088 017 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; 019 PSA 088 018 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte. 019 PSA 089 001 (En Maskil af Ezraitten Etan.) Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. 019 PSA 089 002 Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. 019 PSA 089 003 Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: 019 PSA 089 004 "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" (Sela) 019 PSA 089 005 Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. 019 PSA 089 006 Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner? 019 PSA 089 007 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. 019 PSA 089 008 HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 019 PSA 089 009 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 019 PSA 089 010 Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. 019 PSA 089 011 Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. 019 PSA 089 012 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 019 PSA 089 013 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 019 PSA 089 014 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 019 PSA 089 015 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys! 019 PSA 089 016 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 019 PSA 089 017 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 019 PSA 089 018 thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige! 019 PSA 089 019 Du taled engang i et Syn til dine fromme: "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 019 PSA 089 020 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 019 PSA 089 021 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 019 PSA 089 022 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 019 PSA 089 023 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; 019 PSA 089 024 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 019 PSA 089 025 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 019 PSA 089 026 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 019 PSA 089 027 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 019 PSA 089 028 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 019 PSA 089 029 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 019 PSA 089 030 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 019 PSA 089 031 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 019 PSA 089 032 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 019 PSA 089 033 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 019 PSA 089 034 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 019 PSA 089 035 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: 019 PSA 089 036 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 019 PSA 089 037 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, (Sela) 019 PSA 089 038 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 019 PSA 089 039 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 019 PSA 089 040 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 019 PSA 089 041 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 019 PSA 089 042 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 019 PSA 089 043 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 019 PSA 089 044 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 019 PSA 089 045 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. (Sela) 019 PSA 089 046 Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 019 PSA 089 047 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 019 PSA 089 048 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? (Sela) 019 PSA 089 049 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 019 PSA 089 050 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 019 PSA 089 051 hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor. 019 PSA 089 052 Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen! 019 PSA 090 001 (En Bøn af den Guds Mand Moses.) Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. 019 PSA 090 002 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! 019 PSA 090 003 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" 019 PSA 090 004 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. 019 PSA 090 005 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; 019 PSA 090 006 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt. 019 PSA 090 007 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. 019 PSA 090 008 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. 019 PSA 090 009 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. 019 PSA 090 010 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. 019 PSA 090 011 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! 019 PSA 090 012 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet! 019 PSA 090 013 Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; 019 PSA 090 014 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. 019 PSA 090 015 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! 019 PSA 090 016 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! 019 PSA 090 017 HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk! 019 PSA 091 001 Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, 019 PSA 091 002 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. 019 PSA 091 003 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; 019 PSA 091 004 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. 019 PSA 091 005 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen 019 PSA 091 006 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. 019 PSA 091 007 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; 019 PSA 091 008 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; 019 PSA 091 009 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. 019 PSA 091 010 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; 019 PSA 091 011 thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; 019 PSA 091 012 de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; 019 PSA 091 013 du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager. 019 PSA 091 014 "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; 019 PSA 091 015 kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: 019 PSA 091 016 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!" 019 PSA 092 001 (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste, 019 PSA 092 002 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed 019 PSA 092 003 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer! 019 PSA 092 004 Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning. 019 PSA 092 005 Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe! 019 PSA 092 006 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. 019 PSA 092 007 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, 019 PSA 092 008 men du er ophøjet for evigt, HERRE. 019 PSA 092 009 Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! 019 PSA 092 010 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; 019 PSA 092 011 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd. 019 PSA 092 012 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; 019 PSA 092 013 plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; 019 PSA 092 014 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft 019 PSA 092 015 for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes. 019 PSA 093 001 HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 019 PSA 093 002 Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! 019 PSA 093 003 Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. 019 PSA 093 004 Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje! 019 PSA 093 005 Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer! 019 PSA 094 001 HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; 019 PSA 094 002 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! 019 PSA 094 003 Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble? 019 PSA 094 004 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; 019 PSA 094 005 de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod; 019 PSA 094 006 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; 019 PSA 094 007 de siger: "HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!" 019 PSA 094 008 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? 019 PSA 094 009 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 019 PSA 094 010 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 019 PSA 094 011 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed. 019 PSA 094 012 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov 019 PSA 094 013 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 019 PSA 094 014 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 019 PSA 094 015 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet. 019 PSA 094 016 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 019 PSA 094 017 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. 019 PSA 094 018 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE; 019 PSA 094 019 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl. 019 PSA 094 020 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 019 PSA 094 021 Jager de end den ret, færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 019 PSA 094 022 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 019 PSA 094 023 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud. 019 PSA 095 001 Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, 019 PSA 095 002 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! 019 PSA 095 003 Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; 019 PSA 095 004 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; 019 PSA 095 005 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. 019 PSA 095 006 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber! 019 PSA 095 007 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: 019 PSA 095 008 "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, 019 PSA 095 009 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. 019 PSA 095 010 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. 019 PSA 095 011 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile! 019 PSA 096 001 Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden, 019 PSA 096 002 syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, 019 PSA 096 003 kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! 019 PSA 096 004 Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder; 019 PSA 096 005 thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber. 019 PSA 096 006 For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. 019 PSA 096 007 Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris, 019 PSA 096 008 giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, 019 PSA 096 009 tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! 019 PSA 096 010 Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." 019 PSA 096 011 Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, 019 PSA 096 012 Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer 019 PSA 096 013 for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed. 019 PSA 097 001 HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande! 019 PSA 097 002 Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte; 019 PSA 097 003 Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender. 019 PSA 097 004 Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv; 019 PSA 097 005 Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre; 019 PSA 097 006 Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed. 019 PSA 097 007 Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham. 019 PSA 097 008 Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE! 019 PSA 097 009 Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder! 019 PSA 097 010 I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd; 019 PSA 097 011 over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet. 019 PSA 097 012 I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn! 019 PSA 098 001 (En Salme.) Syng HERREN en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm. 019 PSA 098 002 Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne; 019 PSA 098 003 han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse. 019 PSA 098 004 Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang; 019 PSA 098 005 lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer, 019 PSA 098 006 råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang! 019 PSA 098 007 Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der, 019 PSA 098 008 Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe 019 PSA 098 009 for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret! 019 PSA 099 001 HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! 019 PSA 099 002 Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; 019 PSA 099 003 de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! 019 PSA 099 004 Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. 019 PSA 099 005 Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! 019 PSA 099 006 Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer; 019 PSA 099 007 i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; 019 PSA 099 008 HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. 019 PSA 099 009 Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud! 019 PSA 100 001 (En Salme. Til Takofferet.) Råb af Fryd for HERREN, al jorden, 019 PSA 100 002 tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! 019 PSA 100 003 Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. 019 PSA 100 004 Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! 019 PSA 100 005 Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed! 019 PSA 101 001 (Af David. En Salme.) Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. 019 PSA 101 002 Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, 019 PSA 101 003 på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; 019 PSA 101 004 det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; 019 PSA 101 005 den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. 019 PSA 101 006 Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; 019 PSA 101 007 ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. 019 PSA 101 008 Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By. 019 PSA 102 001 (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, 019 PSA 102 002 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! 019 PSA 102 003 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; 019 PSA 102 004 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. 019 PSA 102 005 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; 019 PSA 102 006 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; 019 PSA 102 007 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; 019 PSA 102 008 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. 019 PSA 102 009 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer 019 PSA 102 010 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; 019 PSA 102 011 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen. 019 PSA 102 012 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt; 019 PSA 102 013 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; 019 PSA 102 014 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. 019 PSA 102 015 Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; 019 PSA 102 016 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; 019 PSA 102 017 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. 019 PSA 102 018 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN; 019 PSA 102 019 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord 019 PSA 102 020 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, 019 PSA 102 021 at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, 019 PSA 102 022 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN. 019 PSA 102 023 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. 019 PSA 102 024 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. 019 PSA 102 025 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; 019 PSA 102 026 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; 019 PSA 102 027 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! 019 PSA 102 028 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn. 019 PSA 103 001 (Af David.) Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! 019 PSA 103 002 Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger! 019 PSA 103 003 Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, 019 PSA 103 004 han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, 019 PSA 103 005 han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! 019 PSA 103 006 HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. 019 PSA 103 007 Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; 019 PSA 103 008 barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed; 019 PSA 103 009 han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; 019 PSA 103 010 han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. 019 PSA 103 011 Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. 019 PSA 103 012 Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. 019 PSA 103 013 Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham. 019 PSA 103 014 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; 019 PSA 103 015 som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; 019 PSA 103 016 når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. 019 PSA 103 017 Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn 019 PSA 103 018 for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter. 019 PSA 103 019 HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. 019 PSA 103 020 Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. 019 PSA 103 021 Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. 019 PSA 103 022 Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN! 019 PSA 104 001 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, 019 PSA 104 002 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; 019 PSA 104 003 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; 019 PSA 104 004 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! 019 PSA 104 005 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; 019 PSA 104 006 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. 019 PSA 104 007 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, 019 PSA 104 008 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; 019 PSA 104 009 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. 019 PSA 104 010 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; 019 PSA 104 011 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; 019 PSA 104 012 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. 019 PSA 104 013 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; 019 PSA 104 014 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden 019 PSA 104 015 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. 019 PSA 104 016 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, 019 PSA 104 017 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. 019 PSA 104 018 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. 019 PSA 104 019 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; 019 PSA 104 020 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; 019 PSA 104 021 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. 019 PSA 104 022 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; 019 PSA 104 023 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. 019 PSA 104 024 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 019 PSA 104 025 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 019 PSA 104 026 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 019 PSA 104 027 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 019 PSA 104 028 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 019 PSA 104 029 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 019 PSA 104 030 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du. 019 PSA 104 031 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker! 019 PSA 104 032 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 019 PSA 104 033 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 019 PSA 104 034 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN. 019 PSA 104 035 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! 019 PSA 105 001 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 019 PSA 105 002 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; 019 PSA 105 003 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN; 019 PSA 105 004 spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; 019 PSA 105 005 kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, 019 PSA 105 006 I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! 019 PSA 105 007 Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; 019 PSA 105 008 han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, 019 PSA 105 009 Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; 019 PSA 105 010 han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 019 PSA 105 011 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 019 PSA 105 012 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 019 PSA 105 013 og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 019 PSA 105 014 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger 019 PSA 105 015 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" 019 PSA 105 016 Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; 019 PSA 105 017 han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; 019 PSA 105 018 de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, 019 PSA 105 019 indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven igennem. 019 PSA 105 020 På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: 019 PSA 105 021 han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; 019 PSA 105 022 han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. 019 PSA 105 023 Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. 019 PSA 105 024 Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; 019 PSA 105 025 han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. 019 PSA 105 026 Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; 019 PSA 105 027 han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; 019 PSA 105 028 han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; 019 PSA 105 029 han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; 019 PSA 105 030 af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; 019 PSA 105 031 han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; 019 PSA 105 032 han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; 019 PSA 105 033 han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; 019 PSA 105 034 han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, 019 PSA 105 035 de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; 019 PSA 105 036 alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; 019 PSA 105 037 han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled 019 PSA 105 038 Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. 019 PSA 105 039 Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; 019 PSA 105 040 de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; 019 PSA 105 041 han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. 019 PSA 105 042 Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; 019 PSA 105 043 han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; 019 PSA 105 044 han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. 019 PSA 105 045 Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja! 019 PSA 106 001 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 106 002 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? 019 PSA 106 003 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! 019 PSA 106 004 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, 019 PSA 106 005 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke! 019 PSA 106 006 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. 019 PSA 106 007 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. 019 PSA 106 008 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; 019 PSA 106 009 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; 019 PSA 106 010 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; 019 PSA 106 011 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; 019 PSA 106 012 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. 019 PSA 106 013 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; 019 PSA 106 014 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; 019 PSA 106 015 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. 019 PSA 106 016 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige; 019 PSA 106 017 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; 019 PSA 106 018 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. 019 PSA 106 019 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 019 PSA 106 020 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 019 PSA 106 021 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 019 PSA 106 022 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. 019 PSA 106 023 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. 019 PSA 106 024 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, 019 PSA 106 025 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN; 019 PSA 106 026 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, 019 PSA 106 027 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. 019 PSA 106 028 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; 019 PSA 106 029 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. 019 PSA 106 030 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, 019 PSA 106 031 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. 019 PSA 106 032 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; 019 PSA 106 033 thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. 019 PSA 106 034 De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde, 019 PSA 106 035 med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; 019 PSA 106 036 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; 019 PSA 106 037 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; 019 PSA 106 038 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; 019 PSA 106 039 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. 019 PSA 106 040 Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; 019 PSA 106 041 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; 019 PSA 106 042 deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. 019 PSA 106 043 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; 019 PSA 106 044 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; 019 PSA 106 045 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; 019 PSA 106 046 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange. 019 PSA 106 047 Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris. 019 PSA 106 048 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen! 019 PSA 107 001 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 107 002 Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd 019 PSA 107 003 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet. 019 PSA 107 004 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, 019 PSA 107 005 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; 019 PSA 107 006 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler 019 PSA 107 007 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. 019 PSA 107 008 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 019 PSA 107 009 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt. 019 PSA 107 010 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, 019 PSA 107 011 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. 019 PSA 107 012 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; 019 PSA 107 013 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 019 PSA 107 014 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. 019 PSA 107 015 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 019 PSA 107 016 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern. 019 PSA 107 017 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, 019 PSA 107 018 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær 019 PSA 107 019 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 019 PSA 107 020 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. 019 PSA 107 021 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn 019 PSA 107 022 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger. 019 PSA 107 023 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, 019 PSA 107 024 blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet; 019 PSA 107 025 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; 019 PSA 107 026 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; 019 PSA 107 027 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; 019 PSA 107 028 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 019 PSA 107 029 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; 019 PSA 107 030 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. 019 PSA 107 031 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, 019 PSA 107 032 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds! 019 PSA 107 033 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, 019 PSA 107 034 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. 019 PSA 107 035 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; 019 PSA 107 036 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, 019 PSA 107 037 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. 019 PSA 107 038 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. 019 PSA 107 039 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, 019 PSA 107 040 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. 019 PSA 107 041 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; 019 PSA 107 042 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. 019 PSA 107 043 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde! 019 PSA 108 001 (En Sang. En Salme af David.) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! 019 PSA 108 002 Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 019 PSA 108 003 Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; 019 PSA 108 004 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 019 PSA 108 005 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 019 PSA 108 006 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 019 PSA 108 007 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; 019 PSA 108 008 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 019 PSA 108 009 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 019 PSA 108 010 Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom? 019 PSA 108 011 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 019 PSA 108 012 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 019 PSA 108 013 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned! 019 PSA 109 001 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! 019 PSA 109 002 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, 019 PSA 109 003 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; 019 PSA 109 004 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; 019 PSA 109 005 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had. 019 PSA 109 006 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, 019 PSA 109 007 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; 019 PSA 109 008 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; 019 PSA 109 009 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; 019 PSA 109 010 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; 019 PSA 109 011 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; 019 PSA 109 012 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; 019 PSA 109 013 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: 019 PSA 109 014 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, 019 PSA 109 015 altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, 019 PSA 109 016 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; 019 PSA 109 017 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! 019 PSA 109 018 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; 019 PSA 109 019 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! 019 PSA 109 020 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl. 019 PSA 109 021 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! 019 PSA 109 022 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; 019 PSA 109 023 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; 019 PSA 109 024 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; 019 PSA 109 025 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de 019 PSA 109 026 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed, 019 PSA 109 027 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det! 019 PSA 109 028 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; 019 PSA 109 029 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! 019 PSA 109 030 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden; 019 PSA 109 031 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl. 019 PSA 110 001 (Af David. En Salme.) HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" 019 PSA 110 002 Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! 019 PSA 110 003 Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. 019 PSA 110 004 HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." 019 PSA 110 005 Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, 019 PSA 110 006 blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. 019 PSA 110 007 Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. 019 PSA 111 001 Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! 019 PSA 111 002 Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. 019 PSA 111 003 Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. 019 PSA 111 004 Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. 019 PSA 111 005 Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. 019 PSA 111 006 Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. 019 PSA 111 007 Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; 019 PSA 111 008 de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. 019 PSA 111 009 Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. 019 PSA 111 010 Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris! 019 PSA 112 001 Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! 019 PSA 112 002 Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; 019 PSA 112 003 Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. 019 PSA 112 004 For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. 019 PSA 112 005 Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; 019 PSA 112 006 thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; 019 PSA 112 007 han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til HERREN; 019 PSA 112 008 fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; 019 PSA 112 009 til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. 019 PSA 112 010 Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet. 019 PSA 113 001 Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! 019 PSA 113 002 Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; 019 PSA 113 003 fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! 019 PSA 113 004 Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. 019 PSA 113 005 Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje 019 PSA 113 006 og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - 019 PSA 113 007 som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet 019 PSA 113 008 og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, 019 PSA 113 009 han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder! 019 PSA 114 001 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, 019 PSA 114 002 da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. 019 PSA 114 003 Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, 019 PSA 114 004 Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. 019 PSA 114 005 Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, 019 PSA 114 006 hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? 019 PSA 114 007 Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, 019 PSA 114 008 han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint! 019 PSA 115 001 Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! 019 PSA 115 002 Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" 019 PSA 115 003 Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! 019 PSA 115 004 Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; 019 PSA 115 005 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; 019 PSA 115 006 de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; 019 PSA 115 007 de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. 019 PSA 115 008 Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem! 019 PSA 115 009 Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold; 019 PSA 115 010 Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold; 019 PSA 115 011 de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. 019 PSA 115 012 HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, 019 PSA 115 013 velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store. 019 PSA 115 014 HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; 019 PSA 115 015 velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber. 019 PSA 115 016 Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. 019 PSA 115 017 De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse. 019 PSA 115 018 Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid! 019 PSA 116 001 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, 019 PSA 116 002 ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn. 019 PSA 116 003 Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. 019 PSA 116 004 Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!" 019 PSA 116 005 Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; 019 PSA 116 006 HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. 019 PSA 116 007 Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig! 019 PSA 116 008 Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. 019 PSA 116 009 Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land; 019 PSA 116 010 jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, 019 PSA 116 011 sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!" 019 PSA 116 012 Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig? 019 PSA 116 013 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn. 019 PSA 116 014 Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. 019 PSA 116 015 Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død. 019 PSA 116 016 Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. 019 PSA 116 017 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn; 019 PSA 116 018 mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk 019 PSA 116 019 i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem! 019 PSA 117 001 Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, 019 PSA 117 002 thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed varer evindelig! 019 PSA 118 001 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. 019 PSA 118 002 Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" 019 PSA 118 003 Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" 019 PSA 118 004 De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" 019 PSA 118 005 Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i åbent Land. 019 PSA 118 006 HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? 019 PSA 118 007 HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. 019 PSA 118 008 At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker; 019 PSA 118 009 at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster. 019 PSA 118 010 Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs Navn; 019 PSA 118 011 de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs Navn; 019 PSA 118 012 de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENs Navn. 019 PSA 118 013 Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig. 019 PSA 118 014 Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse. 019 PSA 118 015 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre øver Vælde, 019 PSA 118 016 HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!" 019 PSA 118 017 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENs Gerninger. 019 PSA 118 018 HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden. 019 PSA 118 019 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN! 019 PSA 118 020 Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind. 019 PSA 118 021 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 019 PSA 118 022 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 019 PSA 118 023 Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 019 PSA 118 024 Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os på den! 019 PSA 118 025 Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes! 019 PSA 118 026 Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner eder fra HERRENs Hus! 019 PSA 118 027 HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! 019 PSA 118 028 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! 019 PSA 118 029 Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 119 001 Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov. 019 PSA 119 002 Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. 019 PSA 119 003 de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. 019 PSA 119 004 Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. 019 PSA 119 005 O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! 019 PSA 119 006 Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. 019 PSA 119 007 Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. 019 PSA 119 008 Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt! 019 PSA 119 009 Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. 019 PSA 119 010 Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! 019 PSA 119 011 Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. 019 PSA 119 012 Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter! 019 PSA 119 013 Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. 019 PSA 119 014 Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. 019 PSA 119 015 Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. 019 PSA 119 016 I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord. 019 PSA 119 017 Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. 019 PSA 119 018 Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. 019 PSA 119 019 Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 019 PSA 119 020 Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. 019 PSA 119 021 Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. 019 PSA 119 022 Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. 019 PSA 119 023 Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. 019 PSA 119 024 Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd. 019 PSA 119 025 I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord! 019 PSA 119 026 Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig. 019 PSA 119 027 Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. 019 PSA 119 028 Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord! 019 PSA 119 029 Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov! 019 PSA 119 030 Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg. 019 PSA 119 031 Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE! 019 PSA 119 032 Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit. 019 PSA 119 033 Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden. 019 PSA 119 034 Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte. 019 PSA 119 035 Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem. 019 PSA 119 036 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding. 019 PSA 119 037 Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord! 019 PSA 119 038 Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig. 019 PSA 119 039 Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode. 019 PSA 119 040 Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd! 019 PSA 119 041 Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord, 019 PSA 119 042 så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord. 019 PSA 119 043 Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud. 019 PSA 119 044 Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid; 019 PSA 119 045 jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. 019 PSA 119 046 Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues; 019 PSA 119 047 jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker; 019 PSA 119 048 jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter. 019 PSA 119 049 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. 019 PSA 119 050 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. 019 PSA 119 051 De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. 019 PSA 119 052 Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst. 019 PSA 119 053 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. 019 PSA 119 054 Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. 019 PSA 119 055 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov. 019 PSA 119 056 Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger. 019 PSA 119 057 Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord. 019 PSA 119 058 Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! 019 PSA 119 059 Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. 019 PSA 119 060 Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. 019 PSA 119 061 De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. 019 PSA 119 062 Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. 019 PSA 119 063 Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. 019 PSA 119 064 Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter! 019 PSA 119 065 Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord. 019 PSA 119 066 Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. 019 PSA 119 067 For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. 019 PSA 119 068 God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! 019 PSA 119 069 De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. 019 PSA 119 070 Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. 019 PSA 119 071 Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. 019 PSA 119 072 Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger. 019 PSA 119 073 Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! 019 PSA 119 074 De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. 019 PSA 119 075 HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. 019 PSA 119 076 Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! 019 PSA 119 077 Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. 019 PSA 119 078 Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. 019 PSA 119 079 Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. 019 PSA 119 080 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme. 019 PSA 119 081 Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord. 019 PSA 119 082 Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?" 019 PSA 119 083 Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke. 019 PSA 119 084 Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig? 019 PSA 119 085 De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov. 019 PSA 119 086 Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig! 019 PSA 119 087 De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke. 019 PSA 119 088 Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd. 019 PSA 119 089 HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen. 019 PSA 119 090 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast. 019 PSA 119 091 Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe. 019 PSA 119 092 Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende. 019 PSA 119 093 Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live. 019 PSA 119 094 Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. 019 PSA 119 095 De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig. 019 PSA 119 096 For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud. 019 PSA 119 097 Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den. 019 PSA 119 098 Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit. 019 PSA 119 099 Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd. 019 PSA 119 100 Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud. 019 PSA 119 101 Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord. 019 PSA 119 102 Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. 019 PSA 119 103 Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund. 019 PSA 119 104 Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej. 019 PSA 119 105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. 019 PSA 119 106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. 019 PSA 119 107 Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord! 019 PSA 119 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud! 019 PSA 119 109 Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. 019 PSA 119 110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. 019 PSA 119 111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. 019 PSA 119 112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden. 019 PSA 119 113 Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov. 019 PSA 119 114 Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord. 019 PSA 119 115 Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud. 019 PSA 119 116 Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb! 019 PSA 119 117 Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter! 019 PSA 119 118 Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn. 019 PSA 119 119 For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 019 PSA 119 120 Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud. 019 PSA 119 121 Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! 019 PSA 119 122 Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! 019 PSA 119 123 Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. 019 PSA 119 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! 019 PSA 119 125 Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! 019 PSA 119 126 Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov. 019 PSA 119 127 Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. 019 PSA 119 128 Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti. 019 PSA 119 129 Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. 019 PSA 119 130 Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. 019 PSA 119 131 Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. 019 PSA 119 132 Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! 019 PSA 119 133 Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! 019 PSA 119 134 Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! 019 PSA 119 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! 019 PSA 119 136 Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov. 019 PSA 119 137 Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud. 019 PSA 119 138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. 019 PSA 119 139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. 019 PSA 119 140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. 019 PSA 119 141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. 019 PSA 119 142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. 019 PSA 119 143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. 019 PSA 119 144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve! 019 PSA 119 145 Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter. 019 PSA 119 146 Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd! 019 PSA 119 147 Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord. 019 PSA 119 148 Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord. 019 PSA 119 149 Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud! 019 PSA 119 150 De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov. 019 PSA 119 151 Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed. 019 PSA 119 152 For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt. 019 PSA 119 153 Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov. 019 PSA 119 154 Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord! 019 PSA 119 155 Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde. 019 PSA 119 156 Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud! 019 PSA 119 157 Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke. 019 PSA 119 158 Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord. 019 PSA 119 159 Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed! 019 PSA 119 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt. 019 PSA 119 161 Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord. 019 PSA 119 162 Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte. 019 PSA 119 163 Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær. 019 PSA 119 164 Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud. 019 PSA 119 165 Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem. 019 PSA 119 166 Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud. 019 PSA 119 167 Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære. 019 PSA 119 168 Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje. 019 PSA 119 169 Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord! 019 PSA 119 170 Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord! 019 PSA 119 171 Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter. 019 PSA 119 172 Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd. 019 PSA 119 173 Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger. 019 PSA 119 174 Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst. 019 PSA 119 175 Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp! 019 PSA 119 176 Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud. 019 PSA 120 001 (Sang til Festrejserne.) Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig. 019 PSA 120 002 HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! 019 PSA 120 003 Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! 019 PSA 120 004 Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. 019 PSA 120 005 Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! 019 PSA 120 006 Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. 019 PSA 120 007 Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig! 019 PSA 121 001 (Sang til Festrejserne.) Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? 019 PSA 121 002 Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. 019 PSA 121 003 Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; 019 PSA 121 004 nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. 019 PSA 121 005 HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre; 019 PSA 121 006 Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; 019 PSA 121 007 HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; 019 PSA 121 008 HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid! 019 PSA 122 001 (Sang til Festrejserne. Af David.) Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!" 019 PSA 122 002 Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem, 019 PSA 122 003 Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles; 019 PSA 122 004 thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for Israel om at prise HERRENs Navn. 019 PSA 122 005 Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus. 019 PSA 122 006 Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig! 019 PSA 122 007 Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge! 019 PSA 122 008 For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred, 019 PSA 122 009 for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste. 019 PSA 123 001 (Sang til Festrejserne.) Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen! 019 PSA 123 002 Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig. 019 PSA 123 003 Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot, 019 PSA 123 004 overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot! 019 PSA 124 001 (Sang til Festrejserne. Af David.) Havde HERREN ej været med os - så siger Israel - 019 PSA 124 002 havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os; 019 PSA 124 003 så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os; 019 PSA 124 004 så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl, 019 PSA 124 005 over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande. 019 PSA 124 006 Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov! 019 PSA 124 007 Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri. 019 PSA 124 008 Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens Skaber. 019 PSA 125 001 (Sang til Festrejserne.) De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. 019 PSA 125 002 Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid: 019 PSA 125 003 Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. 019 PSA 125 004 HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; 019 PSA 125 005 men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udådsmænd. Fred over Israel! 019 PSA 126 001 (Sang til Festrejserne.) Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; 019 PSA 126 002 da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "HERREN har gjort store Ting imod dem!" 019 PSA 126 003 HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade. 019 PSA 126 004 Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme! 019 PSA 126 005 De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang; 019 PSA 126 006 de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg. 019 PSA 127 001 (Sang til Festrejserne. Af Salomo.) Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves. 019 PSA 127 002 Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne. 019 PSA 127 003 Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn. 019 PSA 127 004 Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom. 019 PSA 127 005 Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten. 019 PSA 128 001 (Sang til Festrejserne.) Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! 019 PSA 128 002 Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel! 019 PSA 128 003 Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord. 019 PSA 128 004 Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN. 019 PSA 128 005 HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage 019 PSA 128 006 og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel! 019 PSA 129 001 (Sang til Festrejserne.) De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel 019 PSA 129 002 de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke. 019 PSA 129 003 Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer; 019 PSA 129 004 retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb. 019 PSA 129 005 Alle, som hader Zion, skal vige med Skam, 019 PSA 129 006 blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå, 019 PSA 129 007 og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn; 019 PSA 129 008 Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!" 019 PSA 130 001 (Sang til Festrejserne.) Fra det dybe råber jeg til 019 PSA 130 002 o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! 019 PSA 130 003 Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? 019 PSA 130 004 Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. 019 PSA 130 005 Jeg håber. på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord, 019 PSA 130 006 på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen. 019 PSA 130 007 Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. 019 PSA 130 008 Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger, 019 PSA 131 001 (Sang til Festrejserne. Af David.) Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje. 019 PSA 131 002 Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN. 019 PSA 131 003 Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid! 019 PSA 132 001 (Sang til Festrejserne.) HERRE, kom David i Hu for al hans møje, 019 PSA 132 002 hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte: 019 PSA 132 003 "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, 019 PSA 132 004 under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, 019 PSA 132 005 før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" 019 PSA 132 006 "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; 019 PSA 132 007 lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" 019 PSA 132 008 HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! 019 PSA 132 009 Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! 019 PSA 132 010 For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!" 019 PSA 132 011 HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. 019 PSA 132 012 Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! 019 PSA 132 013 Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig: 019 PSA 132 014 Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. 019 PSA 132 015 Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, 019 PSA 132 016 dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. 019 PSA 132 017 Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. 019 PSA 132 018 Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!" 019 PSA 133 001 (Sang til Festrejserne. Af David.) Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: 019 PSA 133 002 som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, 019 PSA 133 003 som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid. 019 PSA 134 001 (Sang til Festrejserne.) Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved Nattetide! 019 PSA 134 002 Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN! 019 PSA 134 003 HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord. 019 PSA 135 001 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere, 019 PSA 135 002 som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde! 019 PSA 135 003 Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. 019 PSA 135 004 Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. 019 PSA 135 005 Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder. 019 PSA 135 006 HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. 019 PSA 135 007 Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre; 019 PSA 135 008 han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, 019 PSA 135 009 og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; 019 PSA 135 010 han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, 019 PSA 135 011 Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger 019 PSA 135 012 og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. 019 PSA 135 013 HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt, 019 PSA 135 014 thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere. 019 PSA 135 015 Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; 019 PSA 135 016 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; 019 PSA 135 017 de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. 019 PSA 135 018 Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. 019 PSA 135 019 Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus, 019 PSA 135 020 lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN! 019 PSA 135 021 Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem! 019 PSA 136 001 Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 002 Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 003 Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 004 Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 005 Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 006 Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 007 Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 008 Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 009 Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 010 Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 011 Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 012 Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 013 Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 014 Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 015 Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 016 Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 017 Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 018 Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 019 Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 020 Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 021 Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 022 I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 023 Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 024 Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 025 Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 136 026 Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig! 019 PSA 137 001 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. 019 PSA 137 002 Vi hængte vore Harper i Landets Pile. 019 PSA 137 003 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" 019 PSA 137 004 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund? 019 PSA 137 005 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! 019 PSA 137 006 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde! 019 PSA 137 007 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" 019 PSA 137 008 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! 019 PSA 137 009 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen! 019 PSA 138 001 (Af David.) Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne; 019 PSA 138 002 jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. 019 PSA 138 003 Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. 019 PSA 138 004 Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord, 019 PSA 138 005 og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære, 019 PSA 138 006 thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. 019 PSA 138 007 Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. 019 PSA 138 008 HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk! 019 PSA 139 001 (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig! 019 PSA 139 002 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, 019 PSA 139 003 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. 019 PSA 139 004 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde. 019 PSA 139 005 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. 019 PSA 139 006 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! 019 PSA 139 007 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? 019 PSA 139 008 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; 019 PSA 139 009 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, 019 PSA 139 010 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast! 019 PSA 139 011 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" 019 PSA 139 012 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset. 019 PSA 139 013 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. 019 PSA 139 014 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. 019 PSA 139 015 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; 019 PSA 139 016 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. 019 PSA 139 017 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! 019 PSA 139 018 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig. 019 PSA 139 019 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, 019 PSA 139 020 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. 019 PSA 139 021 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod; 019 PSA 139 022 med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. 019 PSA 139 023 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! 019 PSA 139 024 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej! 019 PSA 140 001 (Til Sangmesteren. En Salme af David.) Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, 019 PSA 140 002 der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. 019 PSA 140 003 De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. (Sela) 019 PSA 140 004 Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. 019 PSA 140 005 Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. (Sela) 019 PSA 140 006 Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst! 019 PSA 140 007 HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. 019 PSA 140 008 Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! 019 PSA 140 009 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! 019 PSA 140 010 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! 019 PSA 140 011 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! 019 PSA 140 012 Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. 019 PSA 140 013 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn. 019 PSA 141 001 (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; 019 PSA 141 002 som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! 019 PSA 141 003 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! 019 PSA 141 004 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. 019 PSA 141 005 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab. 019 PSA 141 006 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. 019 PSA 141 007 Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. 019 PSA 141 008 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! 019 PSA 141 009 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; 019 PSA 141 010 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. 019 PSA 142 001 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN, 019 PSA 142 002 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. 019 PSA 142 003 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. 019 PSA 142 004 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. 019 PSA 142 005 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! 019 PSA 142 006 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; 019 PSA 142 007 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 019 PSA 143 001 (En Salme af David.) HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, 019 PSA 143 002 gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! 019 PSA 143 003 Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 019 PSA 143 004 Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. 019 PSA 143 005 Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. 019 PSA 143 006 Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. (Sela) 019 PSA 143 007 Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. 019 PSA 143 008 Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. 019 PSA 143 009 Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen; 019 PSA 143 010 lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! 019 PSA 143 011 For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, 019 PSA 143 012 udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener. 019 PSA 144 001 (Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, 019 PSA 144 002 min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! 019 PSA 144 003 HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? 019 PSA 144 004 Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. 019 PSA 144 005 HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; 019 PSA 144 006 slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; 019 PSA 144 007 udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, 019 PSA 144 008 fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. 019 PSA 144 009 Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, 019 PSA 144 010 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 019 PSA 144 011 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. 019 PSA 144 012 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 019 PSA 144 013 vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, 019 PSA 144 014 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. 019 PSA 144 015 Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN! 019 PSA 145 001 (En Lovsang af David.) Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. 019 PSA 145 002 Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. 019 PSA 145 003 Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages. 019 PSA 145 004 Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. 019 PSA 145 005 De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; 019 PSA 145 006 de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; 019 PSA 145 007 de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. 019 PSA 145 008 Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed. 019 PSA 145 009 God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. 019 PSA 145 010 Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig. 019 PSA 145 011 De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde 019 PSA 145 012 for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. 019 PSA 145 013 Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). 019 PSA 145 014 HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. 019 PSA 145 015 Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; 019 PSA 145 016 du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. 019 PSA 145 017 Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. 019 PSA 145 018 Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. 019 PSA 145 019 Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, 019 PSA 145 020 HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. 019 PSA 145 021 Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid. 019 PSA 146 001 Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl! 019 PSA 146 002 Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. 019 PSA 146 003 Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! 019 PSA 146 004 Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. 019 PSA 146 005 Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud, 019 PSA 146 006 som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed 019 PSA 146 007 og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN løser de fangne, 019 PSA 146 008 HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige, 019 PSA 146 009 HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. 019 PSA 146 010 HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja! 019 PSA 147 001 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. 019 PSA 147 002 Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, 019 PSA 147 003 han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; 019 PSA 147 004 han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. 019 PSA 147 005 Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; 019 PSA 147 006 HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. 019 PSA 147 007 Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer! 019 PSA 147 008 Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; 019 PSA 147 009 Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; 019 PSA 147 010 hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; 019 PSA 147 011 HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed. 019 PSA 147 012 Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! 019 PSA 147 013 Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; 019 PSA 147 014 dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; 019 PSA 147 015 han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, 019 PSA 147 016 han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, 019 PSA 147 017 som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; 019 PSA 147 018 han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. 019 PSA 147 019 Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. 019 PSA 147 020 Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja! 019 PSA 148 001 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! 019 PSA 148 002 Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, 019 PSA 148 003 pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, 019 PSA 148 004 pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! 019 PSA 148 005 De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; 019 PSA 148 006 han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! 019 PSA 148 007 Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, 019 PSA 148 008 Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, 019 PSA 148 009 I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, 019 PSA 148 010 I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, 019 PSA 148 011 I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, 019 PSA 148 012 ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! 019 PSA 148 013 De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. 019 PSA 148 014 Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja! 019 PSA 149 001 Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! 019 PSA 149 002 Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, 019 PSA 149 003 de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; 019 PSA 149 004 thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. 019 PSA 149 005 De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, 019 PSA 149 006 med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd 019 PSA 149 007 for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, 019 PSA 149 008 for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern 019 PSA 149 009 og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! - 019 PSA 150 001 Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, 019 PSA 150 002 pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; 019 PSA 150 003 pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, 019 PSA 150 004 pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, 019 PSA 150 005 pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; 019 PSA 150 006 alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja! # # BOOK 020 PRO Proverbs Ordsprogene 020 PRO 001 001 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge. 020 PRO 001 002 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale, 020 PRO 001 003 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind; 020 PRO 001 004 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt; 020 PRO 001 005 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst; 020 PRO 001 006 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder. 020 PRO 001 007 HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt. 020 PRO 001 008 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring. 020 PRO 001 009 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. 020 PRO 001 010 Min Søn, sig nej, når Syndere lokker! 020 PRO 001 011 Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand! 020 PRO 001 012 Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven. 020 PRO 001 013 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov. 020 PRO 001 014 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!" 020 PRO 001 015 - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti; 020 PRO 001 016 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod. 020 PRO 001 017 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne; 020 PRO 001 018 de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv. 020 PRO 001 019 Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv. 020 PRO 001 020 Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten; 020 PRO 001 021 oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene: 020 PRO 001 022 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab? 020 PRO 001 023 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord: 020 PRO 001 024 Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, 020 PRO 001 025 men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer, 020 PRO 001 026 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer, 020 PRO 001 027 når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer. 020 PRO 001 028 Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, 020 PRO 001 029 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt; 020 PRO 001 030 mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse. 020 PRO 001 031 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd; 020 PRO 001 032 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang; 020 PRO 001 033 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel. 020 PRO 002 001 Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig, 020 PRO 002 002 idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt, 020 PRO 002 003 ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt, 020 PRO 002 004 søger du den som Sølv og leder den op som Skatte, 020 PRO 002 005 da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud. 020 PRO 002 006 Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt. 020 PRO 002 007 Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel, 020 PRO 002 008 idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej. 020 PRO 002 009 Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt. 020 PRO 002 010 Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl; 020 PRO 002 011 Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter - 020 PRO 002 012 idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, - 020 PRO 002 013 som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje. 020 PRO 002 014 som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt, 020 PRO 002 015 de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor - 020 PRO 002 016 idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord, 020 PRO 002 017 der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt; 020 PRO 002 018 thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor; 020 PRO 002 019 tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier 020 PRO 002 020 at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier; 020 PRO 002 021 thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri, 020 PRO 002 022 men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra. 020 PRO 003 001 Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! 020 PRO 003 002 Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig. 020 PRO 003 003 Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle! 020 PRO 003 004 Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne. 020 PRO 003 005 Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand; 020 PRO 003 006 hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier. 020 PRO 003 007 Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde; 020 PRO 003 008 så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod. 020 PRO 003 009 Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl; 020 PRO 003 010 da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most. 020 PRO 003 011 Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse; 020 PRO 003 012 HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær. 020 PRO 003 013 Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt; 020 PRO 003 014 thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld; 020 PRO 003 015 den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den; 020 PRO 003 016 en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære; 020 PRO 003 017 dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke; 020 PRO 003 018 den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast! 020 PRO 003 019 HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt; 020 PRO 003 020 ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned. 020 PRO 003 021 Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne; 020 PRO 003 022 så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals. 020 PRO 003 023 Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; - 020 PRO 003 024 sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød; 020 PRO 003 025 du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse; 020 PRO 003 026 thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes. 020 PRO 003 027 Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe; 020 PRO 003 028 sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det. 020 PRO 003 029 Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed. 020 PRO 003 030 Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men. 020 PRO 003 031 Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje; 020 PRO 003 032 thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig; 020 PRO 003 033 i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han. 020 PRO 003 034 Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde. 020 PRO 003 035 De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam. 020 PRO 004 001 Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand; 020 PRO 004 002 thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer. 020 PRO 004 003 Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste, 020 PRO 004 004 lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve; 020 PRO 004 005 køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord; 020 PRO 004 006 slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig! 020 PRO 004 007 Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har; 020 PRO 004 008 hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den; 020 PRO 004 009 den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone. 020 PRO 004 010 Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange. 020 PRO 004 011 Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor; 020 PRO 004 012 når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; 020 PRO 004 013 hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv. 020 PRO 004 014 Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej. 020 PRO 004 015 sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom; 020 PRO 004 016 thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald. 020 PRO 004 017 Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin. 020 PRO 004 018 men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag: 020 PRO 004 019 Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, 020 PRO 004 020 Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger; 020 PRO 004 021 det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte; 020 PRO 004 022 thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød. 020 PRO 004 023 Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. 020 PRO 004 024 Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern. 020 PRO 004 025 Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem; 020 PRO 004 026 gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet; 020 PRO 004 027 bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt! 020 PRO 005 001 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, 020 PRO 005 002 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. 020 PRO 005 003 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; 020 PRO 005 004 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; 020 PRO 005 005 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; 020 PRO 005 006 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. 020 PRO 005 007 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! 020 PRO 005 008 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, 020 PRO 005 009 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. 020 PRO 005 010 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, 020 PRO 005 011 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, 020 PRO 005 012 og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, 020 PRO 005 013 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! 020 PRO 005 014 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" 020 PRO 005 015 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; 020 PRO 005 016 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! 020 PRO 005 017 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! 020 PRO 005 018 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, 020 PRO 005 019 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! 020 PRO 005 020 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? 020 PRO 005 021 Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; 020 PRO 005 022 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; 020 PRO 005 023 han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 020 PRO 006 001 Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag, 020 PRO 006 002 er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord, 020 PRO 006 003 gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste; 020 PRO 006 004 und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile, 020 PRO 006 005 red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd. 020 PRO 006 006 Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis. 020 PRO 006 007 Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer, 020 PRO 006 008 sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst. 020 PRO 006 009 Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn? 020 PRO 006 010 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: 020 PRO 006 011 som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. 020 PRO 006 012 En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden, 020 PRO 006 013 som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene, 020 PRO 006 014 som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv; 020 PRO 006 015 derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges. 020 PRO 006 016 Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru: 020 PRO 006 017 Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod, 020 PRO 006 018 et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt, 020 PRO 006 019 falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre. 020 PRO 006 020 Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring, 020 PRO 006 021 bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals; 020 PRO 006 022 på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner; 020 PRO 006 023 thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej 020 PRO 006 024 for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge! 020 PRO 006 025 Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej! 020 PRO 006 026 Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl. 020 PRO 006 027 Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder? 020 PRO 006 028 Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides? 020 PRO 006 029 Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf. 020 PRO 006 030 Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult? 020 PRO 006 031 Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods. 020 PRO 006 032 Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så; 020 PRO 006 033 han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam. 020 PRO 006 034 Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag; 020 PRO 006 035 ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke. 020 PRO 007 001 Min Søn, vogt dig mine Ord, mine bud må du gemme hos dig; 020 PRO 007 002 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; 020 PRO 007 003 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, 020 PRO 007 004 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, 020 PRO 007 005 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. 020 PRO 007 006 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; 020 PRO 007 007 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; 020 PRO 007 008 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus 020 PRO 007 009 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. 020 PRO 007 010 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; 020 PRO 007 011 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; 020 PRO 007 012 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - 020 PRO 007 013 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; 020 PRO 007 014 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, 020 PRO 007 015 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! 020 PRO 007 016 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred 020 PRO 007 017 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; 020 PRO 007 018 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! 020 PRO 007 019 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; 020 PRO 007 020 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" 020 PRO 007 021 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; 020 PRO 007 022 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, 020 PRO 007 023 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. 020 PRO 007 024 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! 020 PRO 007 025 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; 020 PRO 007 026 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. 020 PRO 007 027 Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre. 020 PRO 008 001 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? 020 PRO 008 002 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; 020 PRO 008 003 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: 020 PRO 008 004 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. 020 PRO 008 005 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! 020 PRO 008 006 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; 020 PRO 008 007 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. 020 PRO 008 008 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; 020 PRO 008 009 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 020 PRO 008 010 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; 020 PRO 008 011 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den 020 PRO 008 012 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. 020 PRO 008 013 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. 020 PRO 008 014 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. 020 PRO 008 015 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; 020 PRO 008 016 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. 020 PRO 008 017 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. 020 PRO 008 018 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. 020 PRO 008 019 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. 020 PRO 008 020 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier 020 PRO 008 021 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. 020 PRO 008 022 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; 020 PRO 008 023 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; 020 PRO 008 024 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; 020 PRO 008 025 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, 020 PRO 008 026 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. 020 PRO 008 027 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. 020 PRO 008 028 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, 020 PRO 008 029 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, 020 PRO 008 030 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, 020 PRO 008 031 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. 020 PRO 008 032 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! 020 PRO 008 033 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! 020 PRO 008 034 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. 020 PRO 008 035 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN; 020 PRO 008 036 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 020 PRO 009 001 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, 020 PRO 009 002 slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord; 020 PRO 009 003 hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder: 020 PRO 009 004 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 020 PRO 009 005 Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! 020 PRO 009 006 Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! 020 PRO 009 007 Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam; 020 PRO 009 008 revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig; 020 PRO 009 009 giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden. 020 PRO 009 010 HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. 020 PRO 009 011 Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges. 020 PRO 009 012 Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! 020 PRO 009 013 Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam; 020 PRO 009 014 hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje 020 PRO 009 015 og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: 020 PRO 009 016 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 020 PRO 009 017 Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! 020 PRO 009 018 Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 020 PRO 010 001 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg. 020 PRO 010 002 Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død. 020 PRO 010 003 HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig. 020 PRO 010 004 Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig. 020 PRO 010 005 En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten. 020 PRO 010 006 Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund. 020 PRO 010 007 Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen. 020 PRO 010 008 Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes. 020 PRO 010 009 Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde. 020 PRO 010 010 Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes. 020 PRO 010 011 Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund. 020 PRO 010 012 Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder. 020 PRO 010 013 På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid. 020 PRO 010 014 De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde. 020 PRO 010 015 Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde. 020 PRO 010 016 Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd. 020 PRO 010 017 At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser Revselse fra sig. 020 PRO 010 018 Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter. 020 PRO 010 019 Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund. 020 PRO 010 020 Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd. 020 PRO 010 021 Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid. 020 PRO 010 022 HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til. 020 PRO 010 023 For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt. 020 PRO 010 024 Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet. 020 PRO 010 025 Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund. 020 PRO 010 026 Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham. 020 PRO 010 027 HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af. 020 PRO 010 028 Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste. 020 PRO 010 029 For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd. 020 PRO 010 030 Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet. 020 PRO 010 031 Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes. 020 PRO 010 032 Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt. 020 PRO 011 001 Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind. 020 PRO 011 002 Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom. 020 PRO 011 003 Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde. 020 PRO 011 004 Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden. 020 PRO 011 005 Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse. 020 PRO 011 006 Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå. 020 PRO 011 007 Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister. 020 PRO 011 008 Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted. 020 PRO 011 009 Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab. 020 PRO 011 010 Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang. 020 PRO 011 011 Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund. 020 PRO 011 012 Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier. 020 PRO 011 013 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen. 020 PRO 011 014 Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd. 020 PRO 011 015 Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag. 020 PRO 011 016 Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom. 020 PRO 011 017 Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød. 020 PRO 011 018 Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn. 020 PRO 011 019 At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død. 020 PRO 011 020 De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer. 020 PRO 011 021 Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri. 020 PRO 011 022 Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne. 020 PRO 011 023 Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente. 020 PRO 011 024 En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. 020 PRO 011 025 Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv. 020 PRO 011 026 Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger. 020 PRO 011 027 Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over. 020 PRO 011 028 Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv. 020 PRO 011 029 Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl. 020 PRO 011 030 Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle. 020 PRO 011 031 En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder. 020 PRO 012 001 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt. 020 PRO 012 002 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig. 020 PRO 012 003 Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes. 020 PRO 012 004 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben. 020 PRO 012 005 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig. 020 PRO 012 006 Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse. 020 PRO 012 007 Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast. 020 PRO 012 008 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt. 020 PRO 012 009 Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød. 020 PRO 012 010 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt. 020 PRO 012 011 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed. 020 PRO 012 012 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand. 020 PRO 012 013 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden. 020 PRO 012 014 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet. 020 PRO 012 015 Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd. 020 PRO 012 016 En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet. 020 PRO 012 017 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig. 020 PRO 012 018 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger. 020 PRO 012 019 Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik. 020 PRO 012 020 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde. 020 PRO 012 021 Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld. 020 PRO 012 022 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag. 020 PRO 012 023 Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab. 020 PRO 012 024 De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde. 020 PRO 012 025 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad. 020 PRO 012 026 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv. 020 PRO 012 027 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt. 020 PRO 012 028 På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 020 PRO 013 001 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd. 020 PRO 013 002 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu. 020 PRO 013 003 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde. 020 PRO 013 004 Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt. 020 PRO 013 005 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel. 020 PRO 013 006 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse. 020 PRO 013 007 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget. 020 PRO 013 008 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre. 020 PRO 013 009 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud. 020 PRO 013 010 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom. 020 PRO 013 011 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges. 020 PRO 013 012 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ. 020 PRO 013 013 Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn. 020 PRO 013 014 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 020 PRO 013 015 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang. 020 PRO 013 016 Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab. 020 PRO 013 017 Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom. 020 PRO 013 018 Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret. 020 PRO 013 019 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru. 020 PRO 013 020 Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven. 020 PRO 013 021 Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige. 020 PRO 013 022 Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods. 020 PRO 013 023 På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret. 020 PRO 013 024 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide. 020 PRO 013 025 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom. 020 PRO 014 001 Visdom bygger sit hus, dårskabs hænder river det ned. 020 PRO 014 002 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe. 020 PRO 014 003 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt. 020 PRO 014 004 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor. 020 PRO 014 005 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn. 020 PRO 014 006 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let. 020 PRO 014 007 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber. 020 PRO 014 008 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig. 020 PRO 014 009 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige. 020 PRO 014 010 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde. 020 PRO 014 011 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst. 020 PRO 014 012 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 020 PRO 014 013 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer. 020 PRO 014 014 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god. 020 PRO 014 015 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt. 020 PRO 014 016 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på. 020 PRO 014 017 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand. 020 PRO 014 018 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab. 020 PRO 014 019 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre. 020 PRO 014 020 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange. 020 PRO 014 021 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme. 020 PRO 014 022 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed. 020 PRO 014 023 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab. 020 PRO 014 024 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab. 020 PRO 014 025 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager. 020 PRO 014 026 Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt. 020 PRO 014 027 HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 020 PRO 014 028 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald. 020 PRO 014 029 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab. 020 PRO 014 030 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene. 020 PRO 014 031 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige. 020 PRO 014 032 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge. 020 PRO 014 033 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke. 020 PRO 014 034 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel. 020 PRO 014 035 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede. 020 PRO 015 001 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. 020 PRO 015 002 Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund. 020 PRO 015 003 Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode. 020 PRO 015 004 Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår. 020 PRO 015 005 Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse. 020 PRO 015 006 Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. 020 PRO 015 007 Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret. 020 PRO 015 008 Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. 020 PRO 015 009 Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. 020 PRO 015 010 Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. 020 PRO 015 011 Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. 020 PRO 015 012 Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke. 020 PRO 015 013 Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. 020 PRO 015 014 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab. 020 PRO 015 015 Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. 020 PRO 015 016 Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro. 020 PRO 015 017 Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. 020 PRO 015 018 Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. 020 PRO 015 019 Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. 020 PRO 015 020 Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder. 020 PRO 015 021 Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem. 020 PRO 015 022 Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår. 020 PRO 015 023 Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. 020 PRO 015 024 Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. 020 PRO 015 025 Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel. 020 PRO 015 026 Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene. 020 PRO 015 027 Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. 020 PRO 015 028 Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. 020 PRO 015 029 HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. 020 PRO 015 030 Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. 020 PRO 015 031 Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. 020 PRO 015 032 Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. 020 PRO 015 033 HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære. 020 PRO 016 001 Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN. 020 PRO 016 002 En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder. 020 PRO 016 003 Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes. 020 PRO 016 004 Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag. 020 PRO 016 005 Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf. 020 PRO 016 006 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt. 020 PRO 016 007 Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner. 020 PRO 016 008 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret. 020 PRO 016 009 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed. 020 PRO 016 010 Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer. 020 PRO 016 011 Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder. 020 PRO 016 012 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen. 020 PRO 016 013 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt. 020 PRO 016 014 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den. 020 PRO 016 015 I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest. 020 PRO 016 016 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv. 020 PRO 016 017 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej. 020 PRO 016 018 Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen. 020 PRO 016 019 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte. 020 PRO 016 020 Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN. 020 PRO 016 021 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden. 020 PRO 016 022 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt. 020 PRO 016 023 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden. 020 PRO 016 024 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet. 020 PRO 016 025 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 020 PRO 016 026 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham. 020 PRO 016 027 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber. 020 PRO 016 028 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner. 020 PRO 016 029 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god. 020 PRO 016 030 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt. 020 PRO 016 031 Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej. 020 PRO 016 032 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad. 020 PRO 016 033 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil. 020 PRO 017 001 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte. 020 PRO 017 002 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre. 020 PRO 017 003 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN. 020 PRO 017 004 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger. 020 PRO 017 005 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf. 020 PRO 017 006 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre. 020 PRO 017 007 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel. 020 PRO 017 008 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning. 020 PRO 017 009 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner. 020 PRO 017 010 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe. 020 PRO 017 011 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham. 020 PRO 017 012 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab. 020 PRO 017 013 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige. 020 PRO 017 014 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs. 020 PRO 017 015 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru. 020 PRO 017 016 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler? 020 PRO 017 017 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød. 020 PRO 017 018 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten. 020 PRO 017 019 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald. 020 PRO 017 020 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk. 020 PRO 017 021 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad. 020 PRO 017 022 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene. 020 PRO 017 023 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge. 020 PRO 017 024 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende. 020 PRO 017 025 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham. 020 PRO 017 026 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle. 020 PRO 017 027 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig. 020 PRO 017 028 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber. 020 PRO 018 001 Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid. 020 PRO 018 002 Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset. 020 PRO 018 003 Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges. 020 PRO 018 004 Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde. 020 PRO 018 005 Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten. 020 PRO 018 006 Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug, 020 PRO 018 007 Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv. 020 PRO 018 008 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen. 020 PRO 018 009 Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland. 020 PRO 018 010 HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges. 020 PRO 018 011 Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur. 020 PRO 018 012 Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære. 020 PRO 018 013 Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel. 020 PRO 018 014 Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd? 020 PRO 018 015 Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab. 020 PRO 018 016 Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store. 020 PRO 018 017 Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter. 020 PRO 018 018 Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad. 020 PRO 018 019 Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg. 020 PRO 018 020 Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde. 020 PRO 018 021 Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt. 020 PRO 018 022 Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN. 020 PRO 018 023 Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord. 020 PRO 018 024 Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab. 020 PRO 019 001 Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig. 020 PRO 019 002 At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk. 020 PRO 019 003 Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte. 020 PRO 019 004 Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra. 020 PRO 019 005 Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn. 020 PRO 019 006 Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand. 020 PRO 019 007 Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord. 020 PRO 019 008 Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke. 020 PRO 019 009 Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under. 020 PRO 019 010 Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster. 020 PRO 019 011 Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde. 020 PRO 019 012 Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst. 020 PRO 019 013 Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp. 020 PRO 019 014 Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN. 020 PRO 019 015 Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte. 020 PRO 019 016 Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død. 020 PRO 019 017 Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort. 020 PRO 019 018 Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel. 020 PRO 019 019 Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre. 020 PRO 019 020 Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis. 020 PRO 019 021 I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast. 020 PRO 019 022 Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner. 020 PRO 019 023 HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt. 020 PRO 019 024 Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden. 020 PRO 019 025 Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab. 020 PRO 019 026 Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn. 020 PRO 019 027 Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord. 020 PRO 019 028 Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret. 020 PRO 019 029 Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg. 020 PRO 020 001 En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis. 020 PRO 020 002 Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv. 020 PRO 020 003 Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid. 020 PRO 020 004 Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet. 020 PRO 020 005 Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op. 020 PRO 020 006 Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand? 020 PRO 020 007 Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham. 020 PRO 020 008 Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik. 020 PRO 020 009 Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!" 020 PRO 020 010 To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru. 020 PRO 020 011 Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd. 020 PRO 020 012 Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge. 020 PRO 020 013 Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt. 020 PRO 020 014 Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort. 020 PRO 020 015 Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber. 020 PRO 020 016 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 020 PRO 020 017 Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus. 020 PRO 020 018 Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg! 020 PRO 020 019 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre! 020 PRO 020 020 Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud. 020 PRO 020 021 Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke. 020 PRO 020 022 Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig. 020 PRO 020 023 To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk. 020 PRO 020 024 Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne! 020 PRO 020 025 Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om. 020 PRO 020 026 Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem. 020 PRO 020 027 Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre. 020 PRO 020 028 Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd. 020 PRO 020 029 Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår. 020 PRO 020 030 Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre. 020 PRO 021 001 En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil. 020 PRO 021 002 En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter. 020 PRO 021 003 At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer. 020 PRO 021 004 Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd. 020 PRO 021 005 Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab. 020 PRO 021 006 At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer. 020 PRO 021 007 Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret. 020 PRO 021 008 Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil. 020 PRO 021 009 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde. 020 PRO 021 010 Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste. 020 PRO 021 011 Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab. 020 PRO 021 012 Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke. 020 PRO 021 013 Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar. 020 PRO 021 014 Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme. 020 PRO 021 015 Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel. 020 PRO 021 016 Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling. 020 PRO 021 017 Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig. 020 PRO 021 018 Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted. 020 PRO 021 019 Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde. 020 PRO 021 020 I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det. 020 PRO 021 021 Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære. 020 PRO 021 022 Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på. 020 PRO 021 023 Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. - 020 PRO 021 024 Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod. 020 PRO 021 025 Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille. 020 PRO 021 026 Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare. 020 PRO 021 027 Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd. 020 PRO 021 028 Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles. 020 PRO 021 029 Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej. 020 PRO 021 030 Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN. 020 PRO 021 031 Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag. 020 PRO 022 001 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld 020 PRO 022 002 Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge. 020 PRO 022 003 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder. 020 PRO 022 004 Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv. 020 PRO 022 005 På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem. 020 PRO 022 006 Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. 020 PRO 022 007 Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl. 020 PRO 022 008 Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv. 020 PRO 022 009 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe. 020 PRO 022 010 Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende. 020 PRO 022 011 HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven. 020 PRO 022 012 HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord. 020 PRO 022 013 Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet." 020 PRO 022 014 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri. 020 PRO 022 015 Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham. 020 PRO 022 016 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. - 020 PRO 022 017 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed! 020 PRO 022 018 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben. 020 PRO 022 019 For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag. 020 PRO 022 020 Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab 020 PRO 022 021 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges. 020 PRO 022 022 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten: 020 PRO 022 023 thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv. 020 PRO 022 024 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand, 020 PRO 022 025 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl. 020 PRO 022 026 Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld! 020 PRO 022 027 Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i. 020 PRO 022 028 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte. 020 PRO 022 029 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 020 PRO 023 001 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, 020 PRO 023 002 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. 020 PRO 023 003 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. 020 PRO 023 004 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! 020 PRO 023 005 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. 020 PRO 023 006 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; 020 PRO 023 007 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig. 020 PRO 023 008 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. 020 PRO 023 009 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. 020 PRO 023 010 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; 020 PRO 023 011 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. 020 PRO 023 012 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. 020 PRO 023 013 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 020 PRO 023 014 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. 020 PRO 023 015 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, 020 PRO 023 016 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! 020 PRO 023 017 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt; 020 PRO 023 018 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. 020 PRO 023 019 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. 020 PRO 023 020 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; 020 PRO 023 021 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. 020 PRO 023 022 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! 020 PRO 023 023 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. 020 PRO 023 024 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; 020 PRO 023 025 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! 020 PRO 023 026 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! 020 PRO 023 027 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd; 020 PRO 023 028 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. 020 PRO 023 029 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? 020 PRO 023 030 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. 020 PRO 023 031 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, 020 PRO 023 032 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; 020 PRO 023 033 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; 020 PRO 023 034 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. 020 PRO 023 035 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 020 PRO 024 001 Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem; 020 PRO 024 002 thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men. 020 PRO 024 003 Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe, 020 PRO 024 004 ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods. 020 PRO 024 005 Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl. 020 PRO 024 006 Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd. 020 PRO 024 007 Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten. 020 PRO 024 008 Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand. 020 PRO 024 009 Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru. 020 PRO 024 010 Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe. 020 PRO 024 011 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. 020 PRO 024 012 Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort. 020 PRO 024 013 Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane; 020 PRO 024 014 vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet. 020 PRO 024 015 Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem; 020 PRO 024 016 thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv. 020 PRO 024 017 Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke, 020 PRO 024 018 at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham. 020 PRO 024 019 Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse; 020 PRO 024 020 thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud. 020 PRO 024 021 Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør; 020 PRO 024 022 thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge. 020 PRO 024 023 Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde. 020 PRO 024 024 Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede; 020 PRO 024 025 men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over. 020 PRO 024 026 Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar. 020 PRO 024 027 Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus! 020 PRO 024 028 Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber; 020 PRO 024 029 sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning." 020 PRO 024 030 Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård; 020 PRO 024 031 se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt. 020 PRO 024 032 Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf: 020 PRO 024 033 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: 020 PRO 024 034 Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. 020 PRO 025 001 Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede. 020 PRO 025 002 Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag. 020 PRO 025 003 Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske. 020 PRO 025 004 Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret; 020 PRO 025 005 når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd. 020 PRO 025 006 Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads; 020 PRO 025 007 det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set, 020 PRO 025 008 skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme? 020 PRO 025 009 Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed 020 PRO 025 010 thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen. 020 PRO 025 011 Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid. 020 PRO 025 012 En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre. 020 PRO 025 013 Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl. 020 PRO 025 014 Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed. 020 PRO 025 015 Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben. 020 PRO 025 016 Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud. 020 PRO 025 017 Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes. 020 PRO 025 018 Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste. 020 PRO 025 019 Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag. 020 PRO 025 020 Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand. 020 PRO 025 021 Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; 020 PRO 025 022 da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det. 020 PRO 025 023 Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner. 020 PRO 025 024 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde. 020 PRO 025 025 Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne. 020 PRO 025 026 Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn. 020 PRO 025 027 Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord. 020 PRO 025 028 Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind. 020 PRO 026 001 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe. 020 PRO 026 002 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand. 020 PRO 026 003 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg. 020 PRO 026 004 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han. 020 PRO 026 005 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis. 020 PRO 026 006 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe. 020 PRO 026 007 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund. 020 PRO 026 008 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe. 020 PRO 026 009 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund. 020 PRO 026 010 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken. 020 PRO 026 011 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab. 020 PRO 026 012 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham. 020 PRO 026 013 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!" 020 PRO 026 014 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje. 020 PRO 026 015 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden. 020 PRO 026 016 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar. 020 PRO 026 017 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid. 020 PRO 026 018 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død, 020 PRO 026 019 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun." 020 PRO 026 020 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte. 020 PRO 026 021 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv. 020 PRO 026 022 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre. 020 PRO 026 023 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber. 020 PRO 026 024 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig; 020 PRO 026 025 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru. 020 PRO 026 026 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling. 020 PRO 026 027 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv. 020 PRO 026 028 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald. 020 PRO 027 001 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. 020 PRO 027 002 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. 020 PRO 027 003 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. 020 PRO 027 004 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? 020 PRO 027 005 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. 020 PRO 027 006 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. 020 PRO 027 007 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. 020 PRO 027 008 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: 020 PRO 027 009 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. 020 PRO 027 010 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. 020 PRO 027 011 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. 020 PRO 027 012 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, 020 PRO 027 013 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 020 PRO 027 014 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. 020 PRO 027 015 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; 020 PRO 027 016 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. 020 PRO 027 017 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. 020 PRO 027 018 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. 020 PRO 027 019 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. 020 PRO 027 020 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. 020 PRO 027 021 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. 020 PRO 027 022 Om du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. 020 PRO 027 023 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; 020 PRO 027 024 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; 020 PRO 027 025 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, 020 PRO 027 026 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, 020 PRO 027 027 Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger. 020 PRO 028 001 Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige. 020 PRO 028 002 Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand. 020 PRO 028 003 En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød. 020 PRO 028 004 Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem. 020 PRO 028 005 Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN. 020 PRO 028 006 Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig. 020 PRO 028 007 Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam. 020 PRO 028 008 Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe. 020 PRO 028 009 Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru. 020 PRO 028 010 Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke. 020 PRO 028 011 Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham. 020 PRO 028 012 Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk. 020 PRO 028 013 At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde. 020 PRO 028 014 Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. 020 PRO 028 015 En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk. 020 PRO 028 016 Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov. 020 PRO 028 017 Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke. 020 PRO 028 018 Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven. 020 PRO 028 019 Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed. 020 PRO 028 020 Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf. 020 PRO 028 021 At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød. 020 PRO 028 022 Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke. 020 PRO 028 023 Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk. 020 PRO 028 024 Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand. 020 PRO 028 025 Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges. 020 PRO 028 026 Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes. 020 PRO 028 027 Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker. 020 PRO 028 028 Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange. 020 PRO 029 001 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. 020 PRO 029 002 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. 020 PRO 029 003 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. 020 PRO 029 004 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. 020 PRO 029 005 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. 020 PRO 029 006 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. 020 PRO 029 007 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. 020 PRO 029 008 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. 020 PRO 029 009 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. 020 PRO 029 010 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. 020 PRO 029 011 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. 020 PRO 029 012 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. 020 PRO 029 013 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. 020 PRO 029 014 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. 020 PRO 029 015 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. 020 PRO 029 016 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. 020 PRO 029 017 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. 020 PRO 029 018 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. 020 PRO 029 019 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. 020 PRO 029 020 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. 020 PRO 029 021 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. 020 PRO 029 022 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. 020 PRO 029 023 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. 020 PRO 029 024 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. 020 PRO 029 025 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget. 020 PRO 029 026 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN. 020 PRO 029 027 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru. 020 PRO 030 001 Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen; 020 PRO 030 002 thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig; 020 PRO 030 003 Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende. 020 PRO 030 004 Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo. 020 PRO 030 005 Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham. 020 PRO 030 006 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner. 020 PRO 030 007 Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør: 020 PRO 030 008 Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød, 020 PRO 030 009 at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men. 020 PRO 030 010 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde. 020 PRO 030 011 Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder, 020 PRO 030 012 en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig, 020 PRO 030 013 en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod. 020 PRO 030 014 en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund. 020 PRO 030 015 Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok: 020 PRO 030 016 Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok. 020 PRO 030 017 Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde. 020 PRO 030 018 Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke: 020 PRO 030 019 Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde. 020 PRO 030 020 Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!" 020 PRO 030 021 Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære: 020 PRO 030 022 En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt, 020 PRO 030 023 en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue. 020 PRO 030 024 Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd: 020 PRO 030 025 Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren; 020 PRO 030 026 Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper; 020 PRO 030 027 Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række; 020 PRO 030 028 Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser. 020 PRO 030 029 Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang: 020 PRO 030 030 Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen; 020 PRO 030 031 en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær. 020 PRO 030 032 Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund! 020 PRO 030 033 Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte. 020 PRO 031 001 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med. 020 PRO 031 002 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn? 020 PRO 031 003 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger. 020 PRO 031 004 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke, 020 PRO 031 005 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme. 020 PRO 031 006 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin; 020 PRO 031 007 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje. 020 PRO 031 008 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag; 020 PRO 031 009 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret! 020 PRO 031 010 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers. 020 PRO 031 011 Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke. 020 PRO 031 012 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage. 020 PRO 031 013 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst. 020 PRO 031 014 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra. 020 PRO 031 015 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del. 020 PRO 031 016 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent. 020 PRO 031 017 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme. 020 PRO 031 018 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten. 020 PRO 031 019 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen. 020 PRO 031 020 Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige. 020 PRO 031 021 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen. 020 PRO 031 022 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur. 020 PRO 031 023 Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste. 020 PRO 031 024 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren. 020 PRO 031 025 Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil. 020 PRO 031 026 Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen. 020 PRO 031 027 Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød. 020 PRO 031 028 Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov: 020 PRO 031 029 "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!" 020 PRO 031 030 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses. 020 PRO 031 031 Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene. # # BOOK 021 ECC Ecclesiastes Prædikeren 021 ECC 001 001 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem. 021 ECC 001 002 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! 021 ECC 001 003 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? 021 ECC 001 004 Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. 021 ECC 001 005 Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. 021 ECC 001 006 Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. 021 ECC 001 007 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. 021 ECC 001 008 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. 021 ECC 001 009 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. 021 ECC 001 010 Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os 021 ECC 001 011 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen. 021 ECC 001 012 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem. 021 ECC 001 013 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. 021 ECC 001 014 Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. 021 ECC 001 015 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. 021 ECC 001 016 Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde." 021 ECC 001 017 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind. 021 ECC 001 018 Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte. 021 ECC 002 001 Jeg sagde ved mig selv: "Vel, jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed. 021 ECC 002 002 Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner den?" 021 ECC 002 003 Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever. 021 ECC 002 004 Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde, 021 ECC 002 005 anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri, 021 ECC 002 006 anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst; 021 ECC 002 007 jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; 021 ECC 002 008 jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer. 021 ECC 002 009 Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig. 021 ECC 002 010 Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid. 021 ECC 002 011 Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen. 021 ECC 002 012 Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed. 021 ECC 002 013 Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for Mørke: 021 ECC 002 014 Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge. 021 ECC 002 015 Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed; 021 ECC 002 016 thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt som Tåben. 021 ECC 002 017 Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. 021 ECC 002 018 Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig. 021 ECC 002 019 Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under Solen. Også det er Tomhed. 021 ECC 002 020 Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen; 021 ECC 002 021 thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde. 021 ECC 002 022 Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen? 021 ECC 002 023 Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed. 021 ECC 002 024 Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds Hånd. 021 ECC 002 025 Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje? 021 ECC 002 026 Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom, Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds Øjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind. 021 ECC 003 001 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid: 021 ECC 003 002 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, 021 ECC 003 003 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge, 021 ECC 003 004 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse, 021 ECC 003 005 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne, 021 ECC 003 006 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste, 021 ECC 003 007 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale, 021 ECC 003 008 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred. 021 ECC 003 009 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder? 021 ECC 003 010 Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. 021 ECC 003 011 Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. 021 ECC 003 012 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever. 021 ECC 003 013 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave. 021 ECC 003 014 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn. 021 ECC 003 015 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op. 021 ECC 003 016 Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted. 021 ECC 003 017 Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid. 021 ECC 003 018 Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:" 021 ECC 003 019 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed. 021 ECC 003 020 Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden. 021 ECC 003 021 Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden? 021 ECC 003 022 Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død? 021 ECC 004 001 Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem. 021 ECC 004 002 Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live; 021 ECC 004 003 men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen. 021 ECC 004 004 Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter Vind. 021 ECC 004 005 Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op 021 ECC 004 006 Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind. 021 ECC 004 007 Og mere Tomhed så jeg under Solen. 021 ECC 004 008 Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid. 021 ECC 004 009 To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid; 021 ECC 004 010 hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op. 021 ECC 004 011 Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm? 021 ECC 004 012 Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast. 021 ECC 004 013 Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig råde. 021 ECC 004 014 Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering. 021 ECC 004 015 Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted; 021 ECC 004 016 der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også det er Tomhed og Jag efter Vind. 021 ECC 005 001 Va'r din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt. 021 ECC 005 002 Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få. 021 ECC 005 003 Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale. 021 ECC 005 004 Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde. 021 ECC 005 005 Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. 021 ECC 005 006 Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk? 021 ECC 005 007 Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt Gud! 021 ECC 005 008 Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. 021 ECC 005 009 Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord. 021 ECC 005 010 Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed. 021 ECC 005 011 Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det? 021 ECC 005 012 Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove. 021 ECC 005 013 Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke; 021 ECC 005 014 går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham. 021 ECC 005 015 Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig. 021 ECC 005 016 Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret? 021 ECC 005 017 Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer. 021 ECC 005 018 Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man har; 021 ECC 005 019 og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave; 021 ECC 005 020 thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit Hjertes Glæde. 021 ECC 006 001 Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt: 021 ECC 006 002 Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse. 021 ECC 006 003 Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han; 021 ECC 006 004 thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn; 021 ECC 006 005 og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han. 021 ECC 006 006 Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen? 021 ECC 006 007 Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig. 021 ECC 006 008 Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne? 021 ECC 006 009 Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind. 021 ECC 006 010 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste. 021 ECC 006 011 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket? 021 ECC 006 012 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død? 021 ECC 007 001 Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag; 021 ECC 007 002 bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte 021 ECC 007 003 Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt. 021 ECC 007 004 De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset. 021 ECC 007 005 Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang. 021 ECC 007 006 Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; også det er Tomhed. 021 ECC 007 007 Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpenge ødelægger Hjertet. 021 ECC 007 008 En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre end Hovmod. 021 ECC 007 009 Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Tåbers Bryst. 021 ECC 007 010 Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?" Thi således spørger du ikke med Visdom. 021 ECC 007 011 Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen; 021 ECC 007 012 thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live. 021 ECC 007 013 Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget? 021 ECC 007 014 Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig. 021 ECC 007 015 Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab. 021 ECC 007 016 Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? 021 ECC 007 017 Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø i Utide? 021 ECC 007 018 Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer. 021 ECC 007 019 Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen. 021 ECC 007 020 Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder. 021 ECC 007 021 Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig; 021 ECC 007 022 thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet andre. 021 ECC 007 023 Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vorde viis." Men Visdom holdt sig langt fra mig; 021 ECC 007 024 Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den? 021 ECC 007 025 Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid. 021 ECC 007 026 Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange. 021 ECC 007 027 Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning. 021 ECC 007 028 Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken. 021 ECC 007 029 Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for. 021 ECC 008 001 Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får et Menneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes. 021 ECC 008 002 Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhast dig ikke. 021 ECC 008 003 Gå bort fra hans Åsyn og bliv ikke stående, når Sagen står slet; thi han kan gøre alt, hvad han vil. 021 ECC 008 004 Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: "Hvad gør du?" 021 ECC 008 005 Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og Dommens Tid skal den vises Hjerte kende. 021 ECC 008 006 Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket, 021 ECC 008 007 at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham hvorledes Fremtiden bliver? 021 ECC 008 008 Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand. 021 ECC 008 009 Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt, som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker over det andet til hans Ulykke. 021 ECC 008 010 Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde det rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes i Byen. Også det er Tomhed. 021 ECC 008 011 Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen får Menneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde, 021 ECC 008 012 eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans Åsyn, 021 ECC 008 013 og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres Levetid ikke skal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Åsyn. 021 ECC 008 014 Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findes retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses Gerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort de retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed. 021 ECC 008 015 Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen. 021 ECC 008 016 Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det Slid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat får man Søvn i Øjnene - 021 ECC 008 017 da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det. 021 ECC 009 001 Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed. 021 ECC 009 002 Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at sværge. 021 ECC 009 003 Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde. 021 ECC 009 004 Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi levende Hund er bedre faren end død Løve. 021 ECC 009 005 Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud. 021 ECC 009 006 Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget af det, som sker under Solen. 021 ECC 009 007 Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi din Id har Gud for længst kendt god. 021 ECC 009 008 Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved! 021 ECC 009 009 Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage, som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og af den Flid, du gør dig under Solen. 021 ECC 009 010 Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen. 021 ECC 009 011 Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde. 021 ECC 009 012 Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem. 021 ECC 009 013 Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig: 021 ECC 009 014 Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den; 021 ECC 009 015 men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand. 021 ECC 009 016 Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke." 021 ECC 009 017 Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb iblandt Dårer. 021 ECC 009 018 Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge meget godt. 021 ECC 010 001 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. 021 ECC 010 002 Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, 021 ECC 010 003 Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. 021 ECC 010 004 Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. 021 ECC 010 005 Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: 021 ECC 010 006 Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. 021 ECC 010 007 Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. 021 ECC 010 008 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; 021 ECC 010 009 den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. 021 ECC 010 010 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. 021 ECC 010 011 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. 021 ECC 010 012 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; 021 ECC 010 013 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. 021 ECC 010 014 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? 021 ECC 010 015 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. 021 ECC 010 016 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. 021 ECC 010 017 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. 021 ECC 010 018 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. 021 ECC 010 019 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. 021 ECC 010 020 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger. 021 ECC 011 001 Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen. 021 ECC 011 002 Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden. 021 ECC 011 003 Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder. 021 ECC 011 004 Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig høstet, når man ser efter Skyerne. 021 ECC 011 005 Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt. 021 ECC 011 006 Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode. 021 ECC 011 007 Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene; 021 ECC 011 008 ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed. 021 ECC 011 009 Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår; gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid, at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud. 021 ECC 011 010 Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi Ungdom og Livsgry er Tomhed! 021 ECC 012 001 Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" 021 ECC 012 002 før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, 021 ECC 012 003 Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, 021 ECC 012 004 da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, 021 ECC 012 005 da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, 021 ECC 012 006 førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden 021 ECC 012 007 og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. 021 ECC 012 008 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed. 021 ECC 012 009 Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. 021 ECC 012 010 Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. 021 ECC 012 011 Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. 021 ECC 012 012 Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. 021 ECC 012 013 Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. 021 ECC 012 014 Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt. # # BOOK 022 SOL Song of Solomon Højsangen 022 SOL 001 001 Salomos Højsang 022 SOL 001 002 Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin. 022 SOL 001 003 Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær. 022 SOL 001 004 Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig kær. 022 SOL 001 005 Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng. 022 SOL 001 006 Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke. 022 SOL 001 007 Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde? 022 SOL 001 008 Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger. 022 SOL 001 009 Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde. 022 SOL 001 010 Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne. 022 SOL 001 011 Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv. 022 SOL 001 012 Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords; 022 SOL 001 013 min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst, 022 SOL 001 014 min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde. 022 SOL 001 015 Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer! 022 SOL 001 016 Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt, 022 SOL 001 017 vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser! 022 SOL 002 001 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje 022 SOL 002 002 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger. 022 SOL 002 003 Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane. 022 SOL 002 004 Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed. 022 SOL 002 005 Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed. 022 SOL 002 006 Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn. 022 SOL 002 007 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv! 022 SOL 002 008 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene. 022 SOL 002 009 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret. 022 SOL 002 010 Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom! 022 SOL 002 011 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen, 022 SOL 002 012 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; 022 SOL 002 013 Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom, 022 SOL 002 014 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig. 022 SOL 002 015 Fang os de Ræve, de Ræve små, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin! 022 SOL 002 016 Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer; 022 SOL 002 017 til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge! 022 SOL 003 001 På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg søgte, men fandt ham ikke. 022 SOL 003 002 "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke. 022 SOL 003 003 Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min Sjæl har kær?" 022 SOL 003 004 Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig. 022 SOL 003 005 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv! 022 SOL 003 006 Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt? 022 SOL 003 007 Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte, Israels Helte, 022 SOL 003 008 alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved Lænd mod Nattens Rædsler. 022 SOL 003 009 Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon, 022 SOL 003 010 gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur. 022 SOL 003 011 Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens Glædes Dag! 022 SOL 004 001 Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead, 022 SOL 004 002 dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; 022 SOL 004 003 som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør; 022 SOL 004 004 din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde; 022 SOL 004 005 dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser blandt Liljer. 022 SOL 004 006 Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til Myrrabjerget og Vellugtshøjen. 022 SOL 004 007 Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde. 022 SOL 004 008 Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler, fra Panteres Bjerge! 022 SOL 004 009 Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder. 022 SOL 004 010 Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt! 022 SOL 004 011 Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft. 022 SOL 004 012 Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl. 022 SOL 004 013 Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer, 022 SOL 004 014 Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam. 022 SOL 004 015 Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra Libanon. 022 SOL 004 016 Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt! 022 SOL 005 001 Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker min Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min Vin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed! 022 SOL 005 002 Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber." 022 SOL 005 003 Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg har tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til? 022 SOL 005 004 Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit Indre. 022 SOL 005 005 Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra, mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag. 022 SOL 005 006 Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke, kaldte, han svared mig ikke. 022 SOL 005 007 Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig; Murens Vægtere rev Kappen af mig. 022 SOL 005 008 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven, hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed! 022 SOL 005 009 "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?" 022 SOL 005 010 Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder, 022 SOL 005 011 hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som Ravne, 022 SOL 005 012 hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende ved Strømme, 022 SOL 005 013 hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er Liljer, de drypper, af flydende Myrra, 022 SOL 005 014 hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en Elfenbensplade, besat med Safirer, 022 SOL 005 015 hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse som Libanon, herlig som Cedre, 022 SOL 005 016 hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede, sådan min Ven, Jerusalems Døtre. 022 SOL 006 001 Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig. 022 SOL 006 002 Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. 022 SOL 006 003 Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer. 022 SOL 006 004 Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. 022 SOL 006 005 Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead. 022 SOL 006 006 dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; 022 SOL 006 007 din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør. 022 SOL 006 008 Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. 022 SOL 006 009 Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest. 022 SOL 006 010 Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner? 022 SOL 006 011 Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. 022 SOL 006 012 Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne. 022 SOL 006 013 Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?" 022 SOL 007 001 Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk, 022 SOL 007 002 dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer; 022 SOL 007 003 dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger, 022 SOL 007 004 din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod Damaskus, 022 SOL 007 005 Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet. 022 SOL 007 006 Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde! 022 SOL 007 007 Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser. 022 SOL 007 008 Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft, 022 SOL 007 009 din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder. 022 SOL 007 010 Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå. 022 SOL 007 011 Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over; 022 SOL 007 012 Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min Kærlighed. 022 SOL 007 013 Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem. 022 SOL 008 001 Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe, 022 SOL 008 002 tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig krydret vin at drikke, Granatæblers Most. 022 SOL 008 003 Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn. 022 SOL 008 004 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke før den ønsker det selv! 022 SOL 008 005 Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven? "Under Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig fødte." 022 SOL 008 006 Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS Lue. 022 SOL 008 007 Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham ringe? 022 SOL 008 008 Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi med med vor Søster, den dag hun får en Bejler? 022 SOL 008 009 Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke. 022 SOL 008 010 Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som en, der finder Fred. 022 SOL 008 011 Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt. 022 SOL 008 012 Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt. 022 SOL 008 013 Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst! 022 SOL 008 014 Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på Balsambjerge! # # BOOK 023 ISA Isaiah Esajas 023 ISA 001 001 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda. 023 ISA 001 002 Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. 023 ISA 001 003 En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte. 023 ISA 001 004 Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. 023 ISA 001 005 Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; 023 ISA 001 006 fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. 023 ISA 001 007 Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. 023 ISA 001 008 Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. 023 ISA 001 009 Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra. 023 ISA 001 010 Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! 023 ISA 001 011 Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN; jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. 023 ISA 001 012 Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? 023 ISA 001 013 Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. 023 ISA 001 014 Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. 023 ISA 001 015 Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; 023 ISA 001 016 tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, 023 ISA 001 017 lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag! 023 ISA 001 018 Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. 023 ISA 001 019 Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; 023 ISA 001 020 står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt. 023 ISA 001 021 At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. 023 ISA 001 022 Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. 023 ISA 001 023 Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. 023 ISA 001 024 Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! 023 ISA 001 025 Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. 023 ISA 001 026 Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. 023 ISA 001 027 Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. 023 ISA 001 028 Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår. 023 ISA 001 029 Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; 023 ISA 001 030 thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 023 ISA 001 031 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker. 023 ISA 002 001 Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem: 023 ISA 002 002 Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENs Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme 023 ISA 002 003 og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til HERRENs Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, HERRENs Ord:" 023 ISA 002 004 Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. 023 ISA 002 005 Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENs Lys! 023 ISA 002 006 Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. 023 ISA 002 007 Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; 023 ISA 002 008 deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet. 023 ISA 002 009 Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 023 ISA 002 010 Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed! 023 ISA 002 011 Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og HERREN alene være høj på hin Dag. 023 ISA 002 012 Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, 023 ISA 002 013 med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, 023 ISA 002 014 mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, 023 ISA 002 015 mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, 023 ISA 002 016 mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. 023 ISA 002 017 Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og HERREN alene være høj på hin Dag. 023 ISA 002 018 Afguderne skal helt forsvinde. 023 ISA 002 019 Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. 023 ISA 002 020 På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus 023 ISA 002 021 for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. 023 ISA 002 022 Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for? 023 ISA 003 001 Thi se, HERREN, Hærskarers HERRE, fratager Jerusalem og Juda støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand: 023 ISA 003 002 Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste, 023 ISA 003 003 Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og den, der er kyndig i Trolddom. 023 ISA 003 004 Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over dem. 023 ISA 003 005 I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand. 023 ISA 003 006 Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger: "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette faldefærdige Rige stå!" 023 ISA 003 007 så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets Overhoved!" 023 ISA 003 008 Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og Gerning er mod HERREN i Trods mod hans Herligheds Øjne. 023 ISA 003 009 Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde. 023 ISA 003 010 Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt skal de nyde; 023 ISA 003 011 ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har gjort. 023 ISA 003 012 Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom. 023 ISA 003 013 Til Rettergang er HERREN trådt frem, han tår og vil dømme sit Folk. 023 ISA 003 014 HERREN møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til Huse. 023 ISA 003 015 Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE. 023 ISA 003 016 HERREN siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med raslende Ankelkæder - 023 ISA 003 017 gør Herren issen skaldet på Zions Døtre og blotter deres Tindingers Lokker. 023 ISA 003 018 På hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebånd, Halvmåner, 023 ISA 003 019 Perler, Armbånd, Flor, 023 ISA 003 020 Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser, Trylleringe, 023 ISA 003 021 Fingerringe, Næseringe, 023 ISA 003 022 Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker, 023 ISA 003 023 Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør. 023 ISA 003 024 For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for Skønhedsmærke Brændemærke. 023 ISA 003 025 Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid. 023 ISA 003 026 Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på Jorden. 023 ISA 004 001 Syv Kvinder skal på hin Dag gribe fat i een Mand og sige: "Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi må bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!" 023 ISA 004 002 På hin Dag Bliver HERRENs spire til Fryd og Ære og Landets Frugt til Stolthed og Smykke for de undslupne i Israel. 023 ISA 004 003 Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til Livet i Jerusalem, 023 ISA 004 004 når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd. 023 ISA 004 005 Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække 023 ISA 004 006 og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og Skjul mod Skybrud og Regn. 023 ISA 005 001 Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj. 023 ISA 005 002 Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle. 023 ISA 005 003 Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og min Vingård! 023 ISA 005 004 Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle? 023 ISA 005 005 Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård: Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den trampes ned! 023 ISA 005 006 Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke at sende den Regn. 023 ISA 005 007 Thi Hærskarers HERREs Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov! 023 ISA 005 008 Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje. 023 ISA 005 009 Det lyder i mine Ører fra Hærskarers HERRE: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo; 023 ISA 005 010 thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa. 023 ISA 005 011 Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin! 023 ISA 005 012 Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke HERRENs Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk. 023 ISA 005 013 Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst. 023 ISA 005 014 Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng. 023 ISA 005 015 Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned; 023 ISA 005 016 men Hærskarers HERRE ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd. 023 ISA 005 017 Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter. 023 ISA 005 018 Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb, 023 ISA 005 019 som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!" 023 ISA 005 020 Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! 023 ISA 005 021 Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker! 023 ISA 005 022 Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke, 023 ISA 005 023 som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har. 023 ISA 005 024 Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen, så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv; thi om Hærskarers HERRERs Lov lod de hånt og ringeagted Israels Helliges Ord. 023 ISA 005 025 Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 023 ISA 005 026 For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let. 023 ISA 005 027 Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke op; 023 ISA 005 028 hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind. 023 ISA 005 029 Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det. 023 ISA 005 030 Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer. 023 ISA 006 001 I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. 023 ISA 006 002 Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; 023 ISA 006 003 og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!" 023 ISA 006 004 Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg. 023 ISA 006 005 Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!" 023 ISA 006 006 Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret; 023 ISA 006 007 det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!" 023 ISA 006 008 Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!" 023 ISA 006 009 Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! 023 ISA 006 010 Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges." 023 ISA 006 011 Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!" 023 ISA 006 012 Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet; 023 ISA 006 013 og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd. 023 ISA 007 001 Og det skete i de Dage da Akaz, Jotams Søn, Uzzijas Sønnesøn, var Konge i Juda, at Kong Rezin af Syrien og Remaljas Søn, kong Peka af Israel, drog op for at angribe Jerusalem, hvad de dog ikke var stærke nok til. 023 ISA 007 002 Da det meldtes Davids Hus, at Syrerne havde lejret sig i Efraim, skjalv hans og hans Folks Hjerte, som Skovens Træer skælver for Vinden. 023 ISA 007 003 Så sagde HERREN til Esajas: "Med din Søn Sjearjasjub" skal du gå Akaz i Møde ved Enden af Øvredammens Vandledning ved Vejen til Blegepladsen 023 ISA 007 004 og sige til ham: Tag dig i Vare og hold dig i Ro! Frygt ikke og lad ikke dit Hjerte ængste sig for disse to rygende Brandstumper, for Rezins og Syriens og Remaljas Søns fnysende Vrede! 023 ISA 007 005 Fordi Syrien, Efraim og Remaljas Søn har lagt onde Råd op imod dig og siger: 023 ISA 007 006 Lad os drage op mod Juda og indjage det Skræk, lad os tilrive os det og gøre Tabeals Søn til Konge der! 023 ISA 007 007 derfor, så siger den Herre HERREN: Det skal ikke lykkes; det skal ikke ske! 023 ISA 007 008 Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et Folk. 023 ISA 007 009 Og Efraims Hoved er Samaria, og Samarias Hoved er Remaljas Søn. Er I ikke troende, bliver I ikke boende." 023 ISA 007 010 Fremdeles sagde HERREN til Akaz: 023 ISA 007 011 "Kræv dig et Tegn af HERREN din Gud nede i Dødsriget eller oppe i Himmelen!" 023 ISA 007 012 Men Akaz svarede: "Jeg kræver intet, jeg frister ikke HERREN." 023 ISA 007 013 Da sagde Esajas: "Hør nu, Davids Hus! Er det eder ikke nok at trætte Mennesker, siden I også trætter min Gud? 023 ISA 007 014 Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel". 023 ISA 007 015 Surmælk og Vildhonning skal være hans Føde, ved den Tid han ved at vrage det onde og vælge det gode; 023 ISA 007 016 thi før Drengen ved at vrage det onde og vælge det gode, skal Landet, for hvis to Konger du gruer, være folketomt. 023 ISA 007 017 Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren bringe Dage, hvis Lige ikke har været, siden Efraim rev sig løs fra Juda: Assyrerkongen!" 023 ISA 007 018 På hin Dag skal HERREN fløjte ad Fluerne ved Udløbet af Ægyptens Strømme og ad Bierne i Assyrien; 023 ISA 007 019 og de skal komme og alle til Hobe kaste sig over Dalkløfter og Klipperevner, over hvert Tjørnekrat og hvert Vandingssted. 023 ISA 007 020 På hin Dag afrager Herren med en hinsides Floden lejet Ragekniv, Assyrerkongen, både Hovedhåret og Kroppens Hår; ja, selv Skægget skraber den af. 023 ISA 007 021 På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Får; 023 ISA 007 022 og på Grund af den megen Mælk, de giver, skal han spise Sur mælk; thi Surmælk og Vildhonning skal enhver, der er tilbage i Landet, spise. 023 ISA 007 023 På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted, hvor der nu er tusind Vinstokke, tusind Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og Tidsel; 023 ISA 007 024 med Pil og Bue kommer man der, thi hele Landet skal blive til Torn og Tidsel; 023 ISA 007 025 og alle de Bjerge, der nu dyrkes med Hakke, skal man holde sig fra af Frygt for Torn og Tidsel. Det bliver Overdrev for Okser og trædes ned af Får. 023 ISA 008 001 Og HERREN sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle og skriv derpå med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!, 023 ISA 008 002 Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus Søn!" 023 ISA 008 003 Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn. Så sagde HERREN til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov! 023 ISA 008 004 Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!" 023 ISA 008 005 Fremdeles sagde HERREN til mig: 023 ISA 008 006 Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Bezin og Remaljas Søn, 023 ISA 008 007 se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder skal den gå, trænge ud over alle sine Diger, 023 ISA 008 008 styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når Immanuel! 023 ISA 008 009 I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes. 023 ISA 008 010 Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl, thi - Immanuel! 023 ISA 008 011 Thi så sagde HERREN til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej: 023 ISA 008 012 Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! 023 ISA 008 013 Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders Frygt, han skal være eders Rædsel. 023 ISA 008 014 Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere, 023 ISA 008 015 og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og bindes. 023 ISA 008 016 Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples Sind! 023 ISA 008 017 Jeg bier på HERREN, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til ham står mit Håb: 023 ISA 008 018 Se, jeg og de Børn, HERREN gav mig, er Varsler og Tegn i Israel fra Hærskarers HERRE, som bor på Zions Bjerg. 023 ISA 008 019 Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? 023 ISA 008 020 Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden Morgenrøde. 023 ISA 008 021 Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud. Vender han sig til det høje, 023 ISA 008 022 eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud. 023 ISA 009 001 Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds. 023 ISA 009 002 Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land. 023 ISA 009 003 Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles. 023 ISA 009 004 Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som på Midjans Dag; 023 ISA 009 005 ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov. 023 ISA 009 006 Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. 023 ISA 009 007 Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERREs Nidkærhed gør det. 023 ISA 009 008 Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned; 023 ISA 009 009 alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed: 023 ISA 009 010 "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi får Cedre i Stedet!" 023 ISA 009 011 Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op, 023 ISA 009 012 Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 023 ISA 009 013 Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers HERRE. 023 ISA 009 014 Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en eneste Dag. 023 ISA 009 015 Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale. 023 ISA 009 016 De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges. 023 ISA 009 017 Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 023 ISA 009 018 Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg. 023 ISA 009 019 Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre. 023 ISA 009 020 Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød, 023 ISA 009 021 Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 023 ISA 010 001 Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs 023 ISA 010 002 for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres. 023 ISA 010 003 Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom? 023 ISA 010 004 Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 023 ISA 010 005 Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd. 023 ISA 010 006 Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden. 023 ISA 010 007 Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få. 023 ISA 010 008 Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe? 023 ISA 010 009 Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? 023 ISA 010 010 Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria 023 ISA 010 011 mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?" 023 ISA 010 012 Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral, 023 ISA 010 013 fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt; 023 ISA 010 014 min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb." 023 ISA 010 015 Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ! 023 ISA 010 016 Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild; 023 ISA 010 017 Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag; 023 ISA 010 018 hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres. 023 ISA 010 019 De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op. 023 ISA 010 020 På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN, Israels Hellige, i Sandhed. 023 ISA 010 021 En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud. 023 ISA 010 022 Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem; 023 ISA 010 023 thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers HERRE, over al Jorden. 023 ISA 010 024 Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten! 023 ISA 010 025 Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv. 023 ISA 010 026 Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. 023 ISA 010 027 På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme. 023 ISA 010 028 Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive; 023 ISA 010 029 de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr. 023 ISA 010 030 Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! 023 ISA 010 031 Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods. 023 ISA 010 032 Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj - 023 ISA 010 033 Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne. 023 ISA 010 034 Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige. 023 ISA 011 001 Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; 023 ISA 011 002 og HERRENs Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, HERRENs Kundskabs og Frygts Ånd. 023 ISA 011 003 Hans Hu står til HERRENs Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. 023 ISA 011 004 Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. 023 ISA 011 005 Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte. 023 ISA 011 006 Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. 023 ISA 011 007 Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; 023 ISA 011 008 den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede. 023 ISA 011 009 Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af HERRENs Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund. 023 ISA 011 010 På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig. 023 ISA 011 011 På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande. 023 ISA 011 012 For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd, sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner. 023 ISA 011 013 Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim. 023 ISA 011 014 I Vest slår de ned på Filisternes Skulder, sammen plyndrer de Østens Sønner, mod Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner lyder dem. 023 ISA 011 015 HERREN udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over med Sko; 023 ISA 011 016 der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra Ægypten. 023 ISA 012 001 På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, HERRE, thi du vrededes på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig. 023 ISA 012 002 Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. 023 ISA 012 003 I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder 023 ISA 012 004 og sige på hin Dag: Tak HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt! 023 ISA 012 005 Lovsyng HERREN, thi stort har han øvet, lad det blive kendt på den vide Jord! 023 ISA 012 006 Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er Israels Hellige! 023 ISA 013 001 Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede: 023 ISA 013 002 Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte! 023 ISA 013 003 Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte. 023 ISA 013 004 Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers HERRE er ved at mønstre sin Krigshær. 023 ISA 013 005 De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, HERREN og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden. 023 ISA 013 006 Jamrer, thi HERRENs Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige. 023 ISA 013 007 Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter, 023 ISA 013 008 de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder. 023 ISA 013 009 Se, HERRENs Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort. 023 ISA 013 010 Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke. 023 ISA 013 011 Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod. 023 ISA 013 012 En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld. 023 ISA 013 013 Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers HERREs Harme på hans brændende Vredes Dag. 023 ISA 013 014 Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land. 023 ISA 013 015 Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet; 023 ISA 013 016 deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes. 023 ISA 013 017 Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget. 023 ISA 013 018 Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk. 023 ISA 013 019 Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. 023 ISA 013 020 Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej; 023 ISA 013 021 men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer; 023 ISA 013 022 Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange. 023 ISA 014 001 Thi HERREN forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel. Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus. 023 ISA 014 002 Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus skal i HERRENs Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og herske over deres Bødler. 023 ISA 014 003 På den Dag HERREN giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den hårde Trældom, der lagdes på dig, 023 ISA 014 004 skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog Bødlen stille, Tvangshuset tyst! 023 ISA 014 005 HERREN har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp, 023 ISA 014 006 som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk med skånselsløs Tvang. 023 ISA 014 007 Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel; 023 ISA 014 008 selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit Fald kommer ingen op for at fælde os!" 023 ISA 014 009 Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op fra Tronen; 023 ISA 014 010 de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs som vi, du blev vor Lige!" 023 ISA 014 011 Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme. 023 ISA 014 012 Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet og kastet til Jorden, du Folkebetvinger! 023 ISA 014 013 Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i yderste Nord, 023 ISA 014 014 stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" - 023 ISA 014 015 ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen! 023 ISA 014 016 Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve, 023 ISA 014 017 ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?" 023 ISA 014 018 Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus, 023 ISA 014 019 men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et nedtrådt Ådsel. 023 ISA 014 020 I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes. 023 ISA 014 021 Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder. 023 ISA 014 022 Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers HERRE, og udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra HERREN; 023 ISA 014 023 jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers HERRE. 023 ISA 014 024 Hærskarers HERRE har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: 023 ISA 014 025 Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge, hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets Skuldre. 023 ISA 014 026 Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd, som er udrakt mod alle Folk. 023 ISA 014 027 Thi Hærskarers HERREs Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte Hånd, hvo tvinger vel den tilbage? 023 ISA 014 028 I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn: 023 ISA 014 029 Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en flyvende Drage. 023 ISA 014 030 På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel. 023 ISA 014 031 Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen. 023 ISA 014 032 Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At HERREN har grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der. 023 ISA 015 001 Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab. 023 ISA 015 002 Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af, 023 ISA 015 003 på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de alle, opløst i Gråd. 023 ISA 015 004 Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde. 023 ISA 015 005 Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig; 023 ISA 015 006 Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet svinder, Grønt er der ikke. 023 ISA 015 007 Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over Vidjebækken. 023 ISA 015 008 Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim og Be'er-Elim; 023 ISA 015 009 thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest. 023 ISA 016 001 Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen til Zions Datters Bjerg. 023 ISA 016 002 Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt Rede er Moabs Døtre ved Arnons Vadesteder. 023 ISA 016 003 "Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende! 023 ISA 016 004 Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær dem et Skjul for den, som hærger! Er først Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme, Undertrykkeren ude af Landet. 023 ISA 016 005 skal en Trone rejses med Mildhed, og på den skal sidde en Dommer med Trofasthed i Davids Telt, ivrig for Ret og øvet i Retfærd." 023 ISA 016 006 "Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Overmod, Hovmod og Frækhed, dets tomme Snak." 023 ISA 016 007 Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets Rosinkager sukker de sønderknust over. 023 ISA 016 008 Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis Druer slog Folkenes Herrer til Jorden; den nåede Ja'zer, famled gennem Ørkenen, dens Ranker bredte sig, overskred Havet. 023 ISA 016 009 Derfor græder jeg Ja'zers Gråd over Sibmas Vinstok, væder med min Tåre Hesjbon, og El'ale; thi et Vinperserråb slog ned på, din Frugt og din Høst, 023 ISA 016 010 fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet er tystnet. 023 ISA 016 011 Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab, mit Hjerte for Kir-Heres. 023 ISA 016 012 Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet. 023 ISA 016 013 Det er Ordet, HERREN fordum talede til Moab. 023 ISA 016 014 Men nu siger HERREN: Om tre År, som Daglejeren regner Året, skal Moabs Herlighed vanæres med al den store larmende Hob. Resten bliver lille, ringe og afmægtig. 023 ISA 017 001 Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og bliver til Sten og Grus; 023 ISA 017 002 dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes. 023 ISA 017 003 Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest; det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra Hærskarers HERRE. 023 ISA 017 004 Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver Jakobs Herlighed, Huldet på hans Krop svinder hen; 023 ISA 017 005 det skal gå som når Høstkarlen griber om Korn og hans Arm skærer Aksene af, det skal gå, som når Aksene samles i Refaims Dal. 023 ISA 017 006 En Efterslæt levnes deraf, som når Olietræets Frugt slås ned, to tre Bær øverst i Kronen, fire fem på Frugttræets Grene, så lyder det fra HERREN, Israels Gud. 023 ISA 017 007 På hin Dag skal Menneskene se hen til deres Skaber, og deres Øjne skal skue hen til Israels Hellige; 023 ISA 017 008 og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders Værk, eller skue hen til, hvad deres Fingre har lavet, hverken til Asjerastøtterne eller Solstøtterne. 023 ISA 017 009 På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk. 023 ISA 017 010 Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe af Tanke. Derfor planter du yndige Plantninger og sætter fremmede Skud; 023 ISA 017 011 hver Dag får du din Plantning i Vækst, hver Morgen dit Skud i Blomst - indtil Høsten på Sotens, den ulægelige Smertes Dag. 023 ISA 017 012 Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer som Havets Bulder. Drøn af Folkefærd! De drøner som vældige Vandes Drøn. 023 ISA 017 013 Folkefærdene drøner som Drønet af mange Vande. Men truer han ad dem, flygter de bort, vejres hen som Avner på Bjerge for Vinden, som hvirvlende Løv for Stormen. 023 ISA 017 014 Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen gryr, er de borte. Det er vore Plyndreres Del, det er vore Ransmænds Lov 023 ISA 018 001 Hør Land med de surrende Vinger hinsides Ætiopiens Strømme, 023 ISA 018 002 du, som sender Bud over Havet i Både af Siv på Vandspejlet: Gå, I hastige Bud, til det ranke, glinsende Folk, til Folket, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder. 023 ISA 018 003 Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord: Rejses Banner på Bjerge, så se, når der stødes i Horn, så hør! 023 ISA 018 004 Thi så sagde HERREN til mig: "Rolig ser jeg til fra mit Sæde som glødende Luft i Solskin, som Dugsky i Høstens Tid." 023 ISA 018 005 Thi før Høst, når Blomstring er endt, når Blomst sætter modnende Drue, afskærer han Rankerne med Knive, og Skuddene kapper han bort. 023 ISA 018 006 De gives alle til Bjergenes Fugle og Jordens Dyr, om Somren Føde for Fugle, om Vintren for al Jordens Dyr. 023 ISA 018 007 Til hin Tid skal der bringes Hærskarers HERRE Gave fra et rankt og glinsende Folk, et Folk, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder, til Stedet, hvor Hærskarers HERREs Navn bor, til Zions Bjerg. 023 ISA 019 001 Et Udsagn om Ægypten. Se, HERREN farer på letten Sky og kommer til Ægypten; Ægyptens Guder bæver for ham, Ægyptens Hjerte smelter i Brystet. 023 ISA 019 002 Jeg hidser Ægypten mod Ægypten, så de kæmper Broder mod Broder, Ven mod Ven, By mod By, Rige mod Rige. 023 ISA 019 003 Ægyptens Forstand står stille, dets Råd gør jeg til intet, så de søger Guder og Manere, Genfærd og Ånder. 023 ISA 019 004 Jeg giver Ægypten hen i en hårdhjertet Herres Hånd, en Voldskonge bliver deres Hersker, så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE. 023 ISA 019 005 Vandet i Floden svinder, Strømmen bliver sid og tør; 023 ISA 019 006 Strømmene udspreder Stank, Ægyptens Floder svinder og tørres; Rør og Siv visner hen, 023 ISA 019 007 alt Græsset ved Nilbredden dør, al Sæd ved Nilen hentørres, svinder og er ikke mere. 023 ISA 019 008 Fiskerne sukker og sørger, alle, som meder i Nilen; de, som, sætter Garn i Vandet, gribes af Modløshed. 023 ISA 019 009 Til Skamme er de, som væver Linned, Heglersker og de, som væver Byssus; 023 ISA 019 010 Spinderne er sønderknust, hver Daglejer sørger bittert. 023 ISA 019 011 Kun Dårer er Zoans Øverster, Faraos viseste Rådmænd så dumt et Råd. Hvor kan I sige til Farao: "Jeg er en Ætling af Vismænd, Ætling af Fortidens Konger?" 023 ISA 019 012 Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog kundgøre dig og lade dig vide, hvad Hærskarers HERRE har for mod Ægypten! 023 ISA 019 013 Hans Fyrster blev Dårer: Fyrster i Nof blev Tåber. Ægypten er bragt til at rave af Stammernes Hjørnesten. 023 ISA 019 014 I dets Indre har HERREN udgydt Svimmelheds Ånd; Ægypten fik de til at rave i al dets Id, som den drukne raver i sit Spy. 023 ISA 019 015 For Ægypten lykkes intet, hverken for Hoved eller Hale, Palme eller Siv. 023 ISA 019 016 På hin Dag skal Ægypten blive som Kvinder; det skal ængstes og grue for Hærskarers HERREs svungne Hånd, som han svinger imod det. 023 ISA 019 017 Judas Land bliver Ægypten en Rædsel; hver Gang nogen minder dem derom, gribes de af Angst for, hvad Hærskarers HERRE har for imod det. 023 ISA 019 018 På hin Dag skal fem Byer i Ægypten tale Kana'ans Tungemål og sværge ved Hærskarers HERRE; en af dem skal kaldes Ir-Haheres. 023 ISA 019 019 På hin Dag skal HERREN have et Alter midt i Ægypten og en Stenstøtte ved dets Grænse. 023 ISA 019 020 Det skal være Tegn og Vidne for Hærskarers HERRE i Ægypten; når de råber til HERREN over dem, som mishandler dem, vil han sende dem en Frelser; han skal stride og udfri dem. 023 ISA 019 021 Da skal HERREN give sig til Kende for Ægypten, Ægypterne skal lære HERREN at kende på hin Dag; de skal bringe Slagtoffer og Afgrødeoffer og gøre Løfter til HERREN og indfri dem. 023 ISA 019 022 HERREN skal slå Ægypten, slå og læge; og når de omvender sig til HERREN, bønhører han dem og læger dem. 023 ISA 019 023 På hin Dag skal der gå en banet Vej fra Ægypten til Assyrien, og Assyrien skal komme til Ægypten og Ægypten til Assyrien, og Ægypten skal tjene Herren sammen med Assyrien. 023 ISA 019 024 På hin Dag skal Israel selvtredje, sammen med Ægypten og Assyrien, være en Velsignelse midt på Jorden, 023 ISA 019 025 som Hærskarers HERRE velsigner med de Ord: "Velsignet være Ægypten, mit Folk, og Assyrien, mine Hænders Værk, og Israel, min Arvelod!" 023 ISA 020 001 I det År Tartan kom til Asdod, dengang Assyrerkongen Sargon sendte ham og han angreb Asdod og indtog det, 023 ISA 020 002 på den Tid talede HERREN ved Esajas, Amoz's Søn, således: "Gå hen og løs Sørgeklædet af dine Lænder og drag Skoene af dine Fødder!" Og han gjorde således og gik nøgen og barfodet. 023 ISA 020 003 Så sagde HERREN: "Som min Tjener Esajas i trende År har vandret nøgen og barfodet som Tegn og Varsel mod Ægypten og Ætiopien, 023 ISA 020 004 således skal Assyrerkongen slæbe fangne Ægyptere og bortførte Ætiopere med sig, unge og gamle, nøgne og barfodede, med blottet Bag til Skændsel før Ægypten." 023 ISA 020 005 Da skal de forfærdes og blues over Ætiopien, som de så hen til, og over Ægypten, som var deres Stolthed 023 ISA 020 006 Og de, som bor på denne Strand, skal på hin Dag sige: "Se, således gik det med den, vi så hen til, til hvem vi tyede om Hjælp for at frelses fra Assyrerkongen; hvor skal da vi kunne undslippe!" 023 ISA 021 001 Et Udsagn om Havørknen. Som hvirvlende Storme, der jager i Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land 023 ISA 021 002 Så svart et Syn blev mig meldt: "Ransmænd raner, Hærmænd hærger! Frem, Elamiter! Til Belejring, Meder! Alle Suk gør jeg Ende på!" 023 ISA 021 003 Derfor fyldes mine Lænder af Skælven, jeg gribes af Veer som, fødende Kvinde, døv af Svimmelhed, blind af Skræk, 023 ISA 021 004 mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig; Skumringen, jeg elsker, bliver mig til Angst. 023 ISA 021 005 Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser og drikker, "Op I Fyrster, salv eders Skjolde!" 023 ISA 021 006 Thi så sagde Herren til mig: "Gå hen og stil Vægteren ud! Hvad han får at se, skal han melde. 023 ISA 021 007 Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter på Æsel, en Rytter på Kamel, da skal han lytte, ja lytte spændt!" 023 ISA 021 008 Og han råbte: "Se, o Herre, på Varden står jeg bestandig, Dagen lang, og på min Vagtpost står jeg trolig 023 ISA 021 009 Nat efter Nat!" Men se, da kom der ridende Mænd, et Par kom ridende; de råbte: "Faldet, faldet er Babel, han knuste alle dets Guder i Støvet!" 023 ISA 021 010 Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers HERRE, fra Israels Gud, det melder jeg eder. 023 ISA 021 011 Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir: "Vægter, hvordan skrider Natten, Vægter, hvordan skrider Natten?" 023 ISA 021 012 Vægteren svarer: "Morgen kommer, men også Nat! Vil I spørge, så spørg! Kom kun igen!" 023 ISA 021 013 Et Udsagn: "I Ødemarken". Søg Nattely i Ødemarkens Krat, I Dedans Karavaner! 023 ISA 021 014 Bring de tørstige Vand i Møde, I, som bor i Temas Land, mød de flyende med Brød! 023 ISA 021 015 Thi de er på Flugt for Sværd, på Flugt for det dragne Sværd, på Flugt for den spændte Bue, på Flugt for Krigens Tynge. 023 ISA 021 016 Thi så sagde Herren til mig:"Et År endnu, som Daglejeren regner Året, og det er ude med al Kedars Herlighed. 023 ISA 021 017 Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe, så sandt HERREN, Israels Gud, har talet." 023 ISA 022 001 Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger op på Tagene, 023 ISA 022 002 du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig! 023 ISA 022 003 Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte, væbnet med Buer, blev fanget. 023 ISA 022 004 Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde! 023 ISA 022 005 Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren, Hærskarers HERRE, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod Bjerget hørtes Skrig; 023 ISA 022 006 Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog Skjoldene ud; 023 ISA 022 007 og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige til Porten stod de. 023 ISA 022 008 Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets Rustkammer, 023 ISA 022 009 og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede Nedredammens Vand, 023 ISA 022 010 gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren stærk. 023 ISA 022 011 I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til ham, som beredte det for længst. 023 ISA 022 012 På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers HERRE, til Gråd og Sorg, til Hovedragning og Sæk. 023 ISA 022 013 Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får, æder Kød og får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i Morgen dør vi!" 023 ISA 022 014 Men Hærskarers HERRE åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger Herren, Hærskarers HERRE, "får I ikke sonet, førend I dør!" 023 ISA 022 015 Så siger Herren, Hærskarers HERRE: Gå hen og sig til denne Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna: 023 ISA 022 016 Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i Klippen! 023 ISA 022 017 Se, HERREN slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte, 023 ISA 022 018 han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du Skændsel for din Herres Hus! 023 ISA 022 019 Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din Post. 023 ISA 022 020 Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn, 023 ISA 022 021 og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus. 023 ISA 022 022 Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op, 023 ISA 022 023 Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus. 023 ISA 022 024 Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig på ham, Skud og Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne, 023 ISA 022 025 så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, at Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås sønder. Thi HERREN har talet! 023 ISA 023 001 Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land. 023 ISA 023 002 Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis Sendebud for over Havet, 023 ISA 023 003 de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding Alverdens Varer. 023 ISA 023 004 Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!" 023 ISA 023 005 Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus. 023 ISA 023 006 Drag over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk! 023 ISA 023 007 Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den viden om som Gæst? 023 ISA 023 008 Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel? 023 ISA 023 009 Det gjorde Hærskarers HERRE for at vanære Hovmod, skænde al Stolthed, al Jordens Adel. 023 ISA 023 010 Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer! 023 ISA 023 011 Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, HERREN samled Folk for at jævne Kana'ans Fæstninger. 023 ISA 023 012 Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej finde Hvile!" 023 ISA 023 013 Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob. 023 ISA 023 014 Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus! 023 ISA 023 015 På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen: 023 ISA 023 016 Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!" 023 ISA 023 017 Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil HERREN se til Tyrus; det skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den vide Jord. 023 ISA 023 018 Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges HERREN; den skal ikke gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for HERRENs Åsyn, skal dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder. 023 ISA 024 001 Se, HERREN gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens Overflade, han spreder dens Beboere; 023 ISA 024 002 det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue, Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner. 023 ISA 024 003 Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi HERREN har talet dette Ord. 023 ISA 024 004 Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens Højder sygner hen. 023 ISA 024 005 Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt. 023 ISA 024 006 Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige levnes. 023 ISA 024 007 Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade sukker; 023 ISA 024 008 Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er Citrens Klang. 023 ISA 024 009 De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik. 023 ISA 024 010 Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang. 023 ISA 024 011 Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet; landflygtig er Landets Fryd. 023 ISA 024 012 I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter. 023 ISA 024 013 Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet: 023 ISA 024 014 Disse opløfter Røsten, jubler over HERRENs Storhed, råber fra Vesten: 023 ISA 024 015 "Derfor skal I ære HERREN i Østen, på Havets Strande HERRENs, Israels Guds, Navn!" 023 ISA 024 016 Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd raner Ran, 023 ISA 024 017 Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden! 023 ISA 024 018 Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler. 023 ISA 024 019 Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden skælver og skælver; 023 ISA 024 020 Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte; tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke. 023 ISA 024 021 På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden. 023 ISA 024 022 De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og straffes lang Tid efter. 023 ISA 024 023 Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er Herlighed. 023 ISA 025 001 HERRE, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har gjort et Under, Råd fra fordum var tro og sande. 023 ISA 025 002 Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges. 023 ISA 025 003 Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers Stad. 023 ISA 025 004 Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds Ånde, 023 ISA 025 005 som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang. 023 ISA 025 006 Hærskarers HERRE gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde Retter og stærk og klaret Vin. 023 ISA 025 007 Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk. 023 ISA 025 008 Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre HERREN aftørrer Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele Jorden, så sandt HERREN har talet. 023 ISA 025 009 På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er HERREN, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans Frelse; 023 ISA 025 010 thi HERRENs Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som Strå i Møddingpølen; 023 ISA 025 011 det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb. 023 ISA 025 012 Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem med Jorden, så de ligger i Støvet. 023 ISA 026 001 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk. 023 ISA 026 002 Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab, 023 ISA 026 003 hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig. 023 ISA 026 004 Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe. 023 ISA 026 005 Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet. 023 ISA 026 006 De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned. 023 ISA 026 007 Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej. 023 ISA 026 008 Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå. 023 ISA 026 009 Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd. 023 ISA 026 010 Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed. 023 ISA 026 011 HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem! 023 ISA 026 012 HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os. 023 ISA 026 013 HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi. 023 ISA 026 014 Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem. 023 ISA 026 015 Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser. 023 ISA 026 016 HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem. 023 ISA 026 017 Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig. 023 ISA 026 018 Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden. 023 ISA 026 019 Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen. 023 ISA 026 020 Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. 023 ISA 026 021 Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte. 023 ISA 027 001 På hin Dag hjemsøger HERREN med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet. 023 ISA 027 002 På hin Dag skal man sige: Syng om en liflig Vingård! 023 ISA 027 003 Jeg, HERREN, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag. 023 ISA 027 004 Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand 023 ISA 027 005 med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter Fred med mig. 023 ISA 027 006 På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde Verden med Frugt. 023 ISA 027 007 Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes? 023 ISA 027 008 Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag. 023 ISA 027 009 Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke mere rejser sig. 023 ISA 027 010 Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene. 023 ISA 027 011 Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig. 023 ISA 027 012 På hin Dag slår HERREN Frugten ned fra Flodens Strøm til Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn. 023 ISA 027 013 På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede HERREN på det hellige Bjerg i Jerusalem. 023 ISA 028 001 Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal! 023 ISA 028 002 Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl, som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår han til Jorden med Vælde. 023 ISA 028 003 Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans 023 ISA 028 004 og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst: Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden, før han har slugt den. 023 ISA 028 005 På hin bag bliver Hærskarers HERRE en smuk Krans og en herlig Krone for sit Folks Rest 023 ISA 028 006 og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for dem, der driver Krigen tilbage til Portene. 023 ISA 028 007 Også disse raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver under Syner, vakler, når de dømmer. 023 ISA 028 008 Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en Plet. 023 ISA 028 009 "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner mon afvante Børn, nys tagne fra Brystet? 023 ISA 028 010 Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" 023 ISA 028 011 Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette Folk, 023 ISA 028 012 han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile, lad den trætte hvile, her er der Ro!" men de vilde ej høre. 023 ISA 028 013 Så bliver for dem da HERRENs Ord: "Hakke og rakke, rakke og bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes. 023 ISA 028 014 Hør derfor HERRENs Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre blandt dette Jerusalems Folk! 023 ISA 028 015 Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os, thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;" 023 ISA 028 016 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster man ikke. 023 ISA 028 017 Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort. 023 ISA 028 018 Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til Jorden, 023 ISA 028 019 jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det blive at få Syner tydet. 023 ISA 028 020 Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er Tæppet for smalt. 023 ISA 028 021 Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå op, som i Gibeons Dal vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk. 023 ISA 028 022 Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers HERRE. 023 ISA 028 023 Lyt til og hør min Røst, lån Øre og hør mit Ord! 023 ISA 028 024 Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og harve sin Jord? 023 ISA 028 025 Mon han ikke, når den er jævnet, sår Dild og udstrør Kommen, lægger Hvede, Hirse og Byg på det udsete Sted og Spelt i Kanten deraf? 023 ISA 028 026 Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette. 023 ISA 028 027 Thi med Tærskeslæde knuser man ikke Dild, lader ikke Vognhjul gå over Kommen; nej, Dilden tærskes med Stok og Kommen med Kæp. 023 ISA 028 028 Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske; Vognhjul og Heste drives derover man knuser det ikke. 023 ISA 028 029 Også dette kommer fra Hærskarers HERRE, underfuld i Råd og stor i Visdom. 023 ISA 029 001 Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive føjet til år, lad Højtid følge på Højtid, 023 ISA 029 002 da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da bliver du mig et Ariel, 023 ISA 029 003 jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og Bolværker rejser jeg mod dig. 023 ISA 029 004 Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra Støvet. 023 ISA 029 005 Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske: 023 ISA 029 006 hjemsøges skal du af Hærskarers HERRE under Torden og Brag og vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue. 023 ISA 029 007 Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og trænger det; 023 ISA 029 008 som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de Folk, der angriber Zions Bjerg. 023 ISA 029 009 Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav uden Drik! 023 ISA 029 010 Thi HERREN har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne). 023 ISA 029 011 Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;" 023 ISA 029 012 og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke læse." 023 ISA 029 013 Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud, 023 ISA 029 014 se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk; dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper. 023 ISA 029 015 Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for HERREN, hvis Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger Mærke til os?" 023 ISA 029 016 I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han fattes Forstand!" 023 ISA 029 017 Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 023 ISA 029 018 På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se. 023 ISA 029 019 De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige jubler i Israels Hellige. 023 ISA 029 020 Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt, 023 ISA 029 021 som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind. 023 ISA 029 022 Derfor, så siger HERREN, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke; 023 ISA 029 023 thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; 023 ISA 029 024 de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære. 023 ISA 030 001 Ve de genstridige Børn så lyder det fra HERREN som fuldbyrder Råd, der ej er fra mig, slutter Forbund, uden min Ånd er med, for at dynge Synd på Synd, 023 ISA 030 002 de, som går ned til Ægypten uden at spørge min Mund for at værne sig ved Faraos Værn, søge Ly i Ægyptens Skygge! 023 ISA 030 003 Faraos Værn skal blive jer til Skam og Lyet i Ægyptens Skygge til Skændsel. 023 ISA 030 004 Thi er end hans Fyrster i Zoan, hans Sendebud nået til Hanes, 023 ISA 030 005 enhver skal få Skam af et Folk, der ikke kan bringe dem Hjælp, ej være til Gavn eller Hjælp, men kun til Skam og Skændsel. 023 ISA 030 006 Et Udsagn om Sydlandets Dyr: Gennem Angstens og Trængselens Land, hvor Løvinde og Løve har hjemme, Giftsnog og vinget Slange, fører de på Æslers Ryg deres Gods, på Kamelers Pukkel deres Skatte til et Folk, der ikke kan hjælpe. 023 ISA 030 007 Ægyptens Hjælp er Vind og Luft. Derfor kalder jeg det "Rahab, der hytter sig." 023 ISA 030 008 Gå nu hen og skriv det på en Tavle i deres Påsyn og optegn det i en Bog, at det i kommende Tider kan stå som Vidnesbyrd evindelig. 023 ISA 030 009 Thi det er et stivsindet Folk, svigefulde Børn, Børn, der ikke vil høre HERRENs Lov, 023 ISA 030 010 som siger til Seerne: "Se ingen Syner!" til fremsynte: "Skuer os ikke det rette! Tal Smiger til os, skuer os Blændværk, 023 ISA 030 011 vig bort fra Vejen, bøj af fra Stien, lad os være i Fred for Israels Hellige!" 023 ISA 030 012 Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette Ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, 023 ISA 030 013 derfor skal denne Brøde blive for eder som en truende, voksende Revne i en knejsende Mur, hvis Fald vil indtræffe brat, lige i et Nu; 023 ISA 030 014 den sønderbrydes som Lerkar; der skånselsløst knuses; blandt Stumperne finder man ikke et Skår, hvori man kan hente en Glød fra Bålet eller øse Vand af Brønden. 023 ISA 030 015 Thi således sagde den Herre HERREN, Israels Hellige: Ved Omvendelse og Stilhed skal I frelses, i Ro og Tillid er eders Styrke. 023 ISA 030 016 Men I vilde ikke; I sagde: "Nej, vi jager på Heste" I skal derfor jages!"Vi rider på Rapfod" I skal derfor forfølges af rappe. 023 ISA 030 017 Tusind skal fly for een, som truer; Flugten skal I tage for fem, som truer, til I kun er en Rest som Stangen på Bjergets Tinde, som Banneret oppe på Højen. 023 ISA 030 018 Derfor længes HERREN efter at vise eder Nåde, derfor står han op for at forbarme sig over eder. Thi Rettens Gud er HERREN; salige alle, der længes efter ham! 023 ISA 030 019 Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad ikke Gråden overmande dig! Nådig vil han vise dig Nåde, når du råber; så snart han hører dig, svarer han. 023 ISA 030 020 Herren skal give eder Trængselsbrød og Fængselsdrik; men så skal din Vejleder ikke mere dølge sig, dine, Øjne skal skue din Vejleder; 023 ISA 030 021 dine Ører skal høre det Ord bag ved dig: "Her er Vejen, I skal gå!" hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre. 023 ISA 030 022 Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk og dine Guldbilleders Klædning for urene; du skal slænge dem bort som Skarn. "Herud!" skal du sige til dem. 023 ISA 030 023 Da giver han Regn til Sæden, du, sår i din Jord; og Brødet, som din Jord bærer, skal være kraftigt og nærende. På hin Dag græsser dit Kvæg på vide Vange; 023 ISA 030 024 Okserne og Æslerne, der arbejder på Marken, skal æde saltet Blandfoder, renset med Kasteskovl og Fork. 023 ISA 030 025 På hvert højt Bjerg og hver knejsende Banke skal Kilder vælde frem med rindende Vand på det store Blodbads Dag, når Tårne falder. 023 ISA 030 026 Månens Lys skal blive som Solens, og Solens Lys skal blive syvfold stærkere, som syv Dages Lys, på hin Dag da HERREN forbinder sit Folks Brud og læger dets slagne Sår. 023 ISA 030 027 Se, HERRENs Navn kommer langvejsfra i brændende Vrede, med tunge Skyer; hans Læber skummer af Vrede, fortærende Ild er hans Tunge, 023 ISA 030 028 hans Ånde som en rivende Strøm, der når til Halsen. Folkene ryster han i Undergangens Sold, lægger Vildelsens Bidsel i Folkeslags Mund. 023 ISA 030 029 Sang skal der være hos eder som i Natten, når Højtid går ind, en Hjertens Glæde som en Vandring til Fløjte mod HERRENs Bjerg, mod Israels Klippe. 023 ISA 030 030 HERREN lader høre sin Højheds Røst og viser sin Arm, der slår ned med fnysende Vrede, ædende Lue, Skybrud, skyllende Regn og Hagl. 023 ISA 030 031 For HERRENs Røst bliver Assur ræd, med Kæppen slår han; 023 ISA 030 032 hvert et Slag af Tugtelsens Stok, som HERREN lader falde på Assur, er til Paukers og Citres Klang; med Svingnings Kampe kæmper han mod det. 023 ISA 030 033 Thi for længst står et Alter rede mon det og er rejst for Molok? han gjorde dets Ildfang dybt og bredt, bragte Ild og Ved i Mængde; HERRENs Ånde sætter det i Brand som en Strøm af Svovl. 023 ISA 031 001 Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste, som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger HERREN. 023 ISA 031 002 Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord. Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp. 023 ISA 031 003 Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd. Når HERREN udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til Hobe. 023 ISA 031 004 Thi så sagde HERREN til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den, skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers HERRE ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj. 023 ISA 031 005 Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers HERRE Jerusalem, skærmer og frier, skåner og redder. 023 ISA 031 006 Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt! 023 ISA 031 007 Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af Guld, eders Hænders syndige Værk. 023 ISA 031 008 Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd; 023 ISA 031 009 hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra Fanen. Så lyder det fra HERREN, hvis Ild er i Zion, som har sin Ovn i Jerusalem. 023 ISA 032 001 Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret, 023 ISA 032 002 hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land. 023 ISA 032 003 De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte; 023 ISA 032 004 letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent. 023 ISA 032 005 Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken. 023 ISA 032 006 Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand. 023 ISA 032 007 Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret. 023 ISA 032 008 Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er. 023 ISA 032 009 Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale! 023 ISA 032 010 Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst. 023 ISA 032 011 Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd; 023 ISA 032 012 slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke, 023 ISA 032 013 mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By! 023 ISA 032 014 Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde - 023 ISA 032 015 til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 023 ISA 032 016 Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd; 023 ISA 032 017 Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt. 023 ISA 032 018 Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner. 023 ISA 032 019 Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt. 023 ISA 032 020 Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om! 023 ISA 033 001 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig! 023 ISA 033 002 HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund! 023 ISA 033 003 For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene. 023 ISA 033 004 Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme. 023 ISA 033 005 Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd. 023 ISA 033 006 Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat. 023 ISA 033 007 Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert; 023 ISA 033 008 Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke. 023 ISA 033 009 Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv. 023 ISA 033 010 Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem! 023 ISA 033 011 I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv; 023 ISA 033 012 til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild. 023 ISA 033 013 Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde. 023 ISA 033 014 På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?" 023 ISA 033 015 Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde - 023 ISA 033 016 højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret. 023 ISA 033 017 Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land. 023 ISA 033 018 Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?" 023 ISA 033 019 Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge. 023 ISA 033 020 Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over. 023 ISA 033 021 Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle. 023 ISA 033 022 Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse. 023 ISA 033 023 Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet. 023 ISA 033 024 Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt. 023 ISA 034 001 Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde! 023 ISA 034 002 Thi HERREN er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær; han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes; 023 ISA 034 003 henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene flyder af Blodet; 023 ISA 034 004 al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt. 023 ISA 034 005 Thi på Himlen kredser HERRENs Sværd, og se, det slår ned på Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom. 023 ISA 034 006 HERRENs Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi HERREN slagter Offer i Bozra har vældig Slagtning i Edom; 023 ISA 034 007 Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger i Blod, Jorden drypper af Fedt. 023 ISA 034 008 Thi en Hævndag har HERREN til Rede, Zions Værge et Gengældsår. 023 ISA 034 009 Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag, 023 ISA 034 010 det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt til Slægt, ingen skal færdes der. 023 ISA 034 011 Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. HERREN spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover. 023 ISA 034 012 Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster. 023 ISA 034 013 Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse. 023 ISA 034 014 Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro; 023 ISA 034 015 der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger. Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden. 023 ISA 034 016 Se efter i HERRENs Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi HERRENs Mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; 023 ISA 034 017 han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt. 023 ISA 035 001 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre; 023 ISA 035 002 blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd. Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. HERRENs Herlighed skuer de, vor Guds Højhed. 023 ISA 035 003 Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste, 023 ISA 035 004 sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder. 023 ISA 035 005 Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op; 023 ISA 035 006 da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark; 023 ISA 035 007 det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv. 023 ISA 035 008 Der bliver en banet Vej, den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild. 023 ISA 035 009 På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den, 023 ISA 035 010 HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly. 023 ISA 036 001 I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. 023 ISA 036 002 Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. 023 ISA 036 003 Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham. 023 ISA 036 004 Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du hengiver dig til? 023 ISA 036 005 Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? 023 ISA 036 006 Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. 023 ISA 036 007 Men vil du sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter skal I tilbede! 023 ISA 036 008 Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! 023 ISA 036 009 Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? 023 ISA 036 010 Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod dette Land for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!" 023 ISA 036 011 Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" 023 ISA 036 012 Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand?" 023 ISA 036 013 Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! 023 ISA 036 014 Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder! 023 ISA 036 015 Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! 023 ISA 036 016 Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, 023 ISA 036 017 indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde. 023 ISA 036 018 Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: HERREN vil frelse os! Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? 023 ISA 036 019 Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? 023 ISA 036 020 Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?" 023 ISA 036 021 Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham. 023 ISA 036 022 Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt. 023 ISA 037 001 Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus. 023 ISA 037 002 Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, 023 ISA 037 003 for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! 023 ISA 037 004 Dog vil HERREN din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" 023 ISA 037 005 Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, 023 ISA 037 006 sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! 023 ISA 037 007 Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!" 023 ISA 037 008 Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj. 023 ISA 037 009 Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias og sagde: 023 ISA 037 010 "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! 023 ISA 037 011 Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne undslippe! 023 ISA 037 012 De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? 023 ISA 037 013 Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?" 023 ISA 037 014 Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn. 023 ISA 037 015 Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: 023 ISA 037 016 "Hærskarers HERRE, Israels Gud, du, som troner over Keruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! 023 ISA 037 017 Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! 023 ISA 037 018 Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle de Folk og deres Lande 023 ISA 037 019 og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge dem. 023 ISA 037 020 Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!" 023 ISA 037 021 Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" 023 ISA 037 022 Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! 023 ISA 037 023 Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! 023 ISA 037 024 Ved dine Trælle håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. 023 ISA 037 025 Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" 023 ISA 037 026 Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe 023 ISA 037 027 mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. 023 ISA 037 028 Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. 023 ISA 037 029 Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom! 023 ISA 037 030 Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt. 023 ISA 037 031 Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; 023 ISA 037 032 thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. Hærskarers HERREs Nidkærhed virker dette. 023 ISA 037 033 Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod den; 023 ISA 037 034 ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra HERREN. 023 ISA 037 035 Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld! 023 ISA 037 036 Så gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. 023 ISA 037 037 Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. 023 ISA 037 038 Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted. 023 ISA 038 001 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" 023 ISA 038 002 Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN: 023 ISA 038 003 "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. 023 ISA 038 004 Da kom HERRENs Ord til Esajas således: 023 ISA 038 005 "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv 023 ISA 038 006 og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! 023 ISA 038 007 Og Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: 023 ISA 038 008 Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret. 023 ISA 038 009 En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom: 023 ISA 038 010 Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste År. 023 ISA 038 011 Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk; 023 ISA 038 012 min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer mig fra Dag til Nat, 023 ISA 038 013 jeg skriger til daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat. 023 ISA 038 014 Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen! 023 ISA 038 015 Hvad skal jeg, sige? Han talede til mig og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine År. 023 ISA 038 016 Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Ånd, helbred mig og gør mig karsk! 023 ISA 038 017 Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg. 023 ISA 038 018 Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundbed håber ej de, der synker i Graven. 023 ISA 038 019 Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn. 023 ISA 038 020 HERRE, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved HERRENs Hus. 023 ISA 038 021 Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask. 023 ISA 038 022 Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til HERRENs Hus?" 023 ISA 039 001 Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at han havde været syg, men var blevet rask. 023 ISA 039 002 Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem. 023 ISA 039 003 Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel." 023 ISA 039 004 Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alt, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem." 023 ISA 039 005 Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Hærskarers HERREs Ord! 023 ISA 039 006 Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger HERREN. 023 ISA 039 007 Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!" 023 ISA 039 008 Men Ezekias sagde til Esajas: "det Ord fra HERREN, du har talt, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!" 023 ISA 040 001 Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud, 023 ISA 040 002 tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af HERRENs Hånd for alle sine Synder. 023 ISA 040 003 I Ørkenen råber en Røst: "Ban HERRENs Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud! 023 ISA 040 004 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette. 023 ISA 040 005 Åbenbares skal HERRENs Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi HERRENs Mund har talet." 023 ISA 040 006 Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst; 023 ISA 040 007 Græsset tørres, Blomsten visner, når HERRENs Ånde blæser derpå; visselig, Folket er Græs, 023 ISA 040 008 Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig." 023 ISA 040 009 Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: "Se eders Gud!" 023 ISA 040 010 Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham, 023 ISA 040 011 han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Får. 023 ISA 040 012 Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen, måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskål Høje? 023 ISA 040 013 Hvo leder HERRENs Ånd, råder og lærer ham noget? 023 ISA 040 014 Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej? 023 ISA 040 015 Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande. 023 ISA 040 016 Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok. 023 ISA 040 017 Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne. 023 ISA 040 018 Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige? 023 ISA 040 019 Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå, og Sølvkæder støber en anden. 023 ISA 040 020 Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står. 023 ISA 040 021 Ved I, hører I det ikke, er det. ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt? 023 ISA 040 022 Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo. 023 ISA 040 023 Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft. 023 ISA 040 024 Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem bort. 023 ISA 040 025 Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige. 023 ISA 040 026 Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler. 023 ISA 040 027 Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min Vej er skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde." 023 ISA 040 028 Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke; 023 ISA 040 029 han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke. 023 ISA 040 030 Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat, 023 ISA 040 031 ny Kraft får de, der bier på HERREN, de får nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes. 023 ISA 041 001 Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft, komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten! 023 ISA 041 002 Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå, 023 ISA 041 003 forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt. 023 ISA 041 004 Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne frem, jeg, HERREN, som er den første og end hos de sidste den samme. 023 ISA 041 005 Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de nærmede sig og kom. 023 ISA 041 006 Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!" 023 ISA 041 007 Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer; Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står. 023 ISA 041 008 Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, - Ætling af Abraham, min Ven - 023 ISA 041 009 hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og ikke vraged": 023 ISA 041 010 Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. 023 ISA 041 011 Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet bliver de, der trætter med dig, de forgår. 023 ISA 041 012 Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til Luft bliver de, der strides med dig. 023 ISA 041 013 Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din Hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper. 023 ISA 041 014 Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra HERREN, din Genløser er Israels Hellige. 023 ISA 041 015 Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner; 023 ISA 041 016 du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men du skal juble i HERREN, rose dig af Israels Hellige. 023 ISA 041 017 Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud. 023 ISA 041 018 Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld. 023 ISA 041 019 I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran, 023 ISA 041 020 at de må se og kende, mærke sig det og indse, at HERRENs Hånd har gjort det, Israels Hellige skabt det. 023 ISA 041 021 Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis! siger Jakobs Konge. 023 ISA 041 022 De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer! 023 ISA 041 023 Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden! 023 ISA 041 024 Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder vælger. 023 ISA 041 025 Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter sit Ler. 023 ISA 041 026 Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde: "Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt eders Ord. 023 ISA 041 027 Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud. 023 ISA 041 028 Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer mig på mit Spørgsmål. 023 ISA 041 029 Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed. 023 ISA 042 001 Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene. 023 ISA 042 002 Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden, 023 ISA 042 003 bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder Ret med Troskab, 023 ISA 042 004 vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov. 023 ISA 042 005 Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde. 023 ISA 042 006 Jeg, HERREN, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til Hedningelys 023 ISA 042 007 for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra Fangehullet Mørkets Gæster. 023 ISA 042 008 Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris. 023 ISA 042 009 Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting, kundgør dem, før de spirer frem. 023 ISA 042 010 Syng HERREN en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem; 023 ISA 042 011 Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor; Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder; 023 ISA 042 012 HERREN giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande. 023 ISA 042 013 HERREN drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine Fjender til Strid. 023 ISA 042 014 En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper efter Luft. 023 ISA 042 015 Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre. 023 ISA 042 016 Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra. 023 ISA 042 017 Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!" 023 ISA 042 018 I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se! 023 ISA 042 019 Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som HERRENs Tjener? 023 ISA 042 020 Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej. 023 ISA 042 021 For sin Retfærds Skyld vilde HERREN løfte Loven til Højhed og Ære. 023 ISA 042 022 Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler, skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til Plyndring, ingen siger: "Slip dem!" 023 ISA 042 023 Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det: 023 ISA 042 024 Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd? Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde vandre, hvis Lov de ikke hørte? 023 ISA 042 025 Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til Hjerte. 023 ISA 043 001 Men nu, så siger HERREN, som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved Navn, du er min! 023 ISA 043 002 Når du går gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem Ild, skal du ikke svides, Luen brænder dig ikke. 023 ISA 043 003 Thi jeg er din Gud, jeg, HERREN, Israels Hellige din Frelser. Jeg giver Ægypten som Løsesum, Ætiopien og Seba i dit Sted, 023 ISA 043 004 fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og jeg elsker dig; jeg giver Mennesker for dig og Folkefærd for din Sjæl. 023 ISA 043 005 Frygt ikke, thi j eg er med dig! Jeg bringer dit Afkom fra Østen, sanker dig sammen fra Vesten, 023 ISA 043 006 siger til Norden: "Giv hid!" til Sønden: "Hold ikke tilbage! Bring mine Sønner fra det fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende, 023 ISA 043 007 enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min Ære!" 023 ISA 043 008 Før det blinde Folk frem, der har Øjne, de døve, der dog har Ører! 023 ISA 043 009 Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise Ting, de har forudsagt? Lad dem føre Vidner og få Ret, lad dem høre og sige: "Det er sandt!" 023 ISA 043 010 Mine Vidner er I, så lyder det fra HERREN, min Tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, fro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; 023 ISA 043 011 jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen Frelser. 023 ISA 043 012 Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine Vidner, lyder det fra HERREN. Jeg er fra Evighed Gud, 023 ISA 043 013 den eneste også i Fremtiden. Ingen frier af min Hånd, jeg handler - hvo gør det ugjort? 023 ISA 043 014 Så siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eder gør jeg Opbud mod Babel og fjerner deres Fængsels Portslåer, mens Kaldæerne bindes i Halsjern. 023 ISA 043 015 Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge. 023 ISA 043 016 Så siger HERREN, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride Vande, 023 ISA 043 017 førte Vogne og Heste derud, Hær og Kriger tillige; de segned og rejste sig ikke, sluktes, gik ud som en Væge: 023 ISA 043 018 Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke på Fortidens Dage! 023 ISA 043 019 Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke? Gennem Ørkenen lægger jeg Vej, Floder i, det øde Land; 023 ISA 043 020 de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige med Strudse. Thi Vand vil jeg give i Ørkenen, Floder i det øde Land, for at læske mit udvalgte Folk. 023 ISA 043 021 Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris. 023 ISA 043 022 Jakob, du kaldte ej på mig eller trætted dig, Israel, med mig; 023 ISA 043 023 du bragte mig ej Brændofferlam, du æred mig ikke med Slagtofre; jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer, trætted dig ikke for Røgelse; 023 ISA 043 024 du købte mig ej Kalmus for Sølv eller kvæged mig med Slagtofres Fedt. Nej, du plaged mig med dine Synder, trætted mig med din Brøde. 023 ISA 043 025 Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen Skyld, kommer ej dine Synder i Hu. 023 ISA 043 026 Mind mig, lad vor Sag gå til Doms, regn op, så du kan få Ret! 023 ISA 043 027 Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd forbrød sig imod mig, 023 ISA 043 028 så jeg vanæred hellige Fyrster, gav Jakob hen til Band og Israel hen til Spot. 023 ISA 044 001 Men hør nu, Jakob, min Tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt: 023 ISA 044 002 Så siger HERREN, som skabte dig og fra Moders Liv danned dig, din Hjælper: Frygt ikke, min Tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg har udvalgt! 023 ISA 044 003 Thi jeg udgyder Vand på det tørstende, Strømme på det tørre Land, udgyder min Ånd på din Æt, min Velsignelse over dit Afkom; 023 ISA 044 004 de skal spire som Græs mellem Vande, som Pile ved Bækkenes Løb. 023 ISA 044 005 En skal sige: "Jeg er HERRENs", en kalde sig med Jakobs Navn, en skrive i sin Hånd: "For HERREN!" og tage sig Israels Navn. 023 ISA 044 006 Så siger HERREN, Israels Konge, dets Genløser, Hærskarers HERRE: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud. 023 ISA 044 007 Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende? De forkynde os, hvad der skal ske! 023 ISA 044 008 Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine Vidner: Er der Gud uden mig, er der vel anden Klippe? Jeg ved ikke nogen. 023 ISA 044 009 De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres kære Guder gavner intet; deres Vidner ser intet og kender intet, at de må blive til Skamme. 023 ISA 044 010 Når nogen laver en Gud og støber et Billede, er det ingen Gavn til; 023 ISA 044 011 se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene er jo kun Mennesker lad dem samles til Hobe og træde frem, de skal alle som een forfærdes og blive til Skamme. 023 ISA 044 012 En smeder Jern til en Økse og arbejder ved Kulild, tildanner den med Hamre og gør den færdig med sin stærke Arm; får han ikke Mad, afkræftes han, og får han ikke Vand at drikke, bliver han træt. 023 ISA 044 013 Så fælder ban Træer, udspænder Målesnoren, tegner Billedet med Gravstikken, skærer det ud med Kniven og sætter det af med Cirkelen; han laver det efter en Mands Skikkelse, efter menneskelig Skønhed, til at stå i et Hus. 023 ISA 044 014 Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede af al sin Kraft på Skovens Træer, som Gud havde plantet og Regnen givet Vækst. 023 ISA 044 015 Det tjener et Menneske til Brændsel, han tager det og varmer sig derved; han sætter Ild i det og bager Brød - og desuden laver han en Gud deraf og tilbeder den, han gør et Gudebillede deraf og knæler for det. 023 ISA 044 016 Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne steger han Kød; han spiser Stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger: "Ah, jeg bliver varm, jeg mærker Ilden" - 023 ISA 044 017 og af Resten laver han en Gud, et Billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: "Frels mig, thi du er min Gud!" 023 ISA 044 018 De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres Øjne er lukket, så de ikke ser, og deres Hjerter, så de ikke skønner. 023 ISA 044 019 De tænker ikke over det, de har ikke Indsigt og Forstand til at sige sig selv: "Halvdelen brændte jeg i Bålet, over Gløderne bagte jeg Brød, stegte Kød og spiste; skulde jeg da af Resten gøre en Vederstyggelighed? Skulde jeg knæle for en Træklods?" 023 ISA 044 020 Den, som tillægger Aske Værd, ham har et vildfarende Hjerte dåret; han redder ikke sin Sjæl, så han siger: "Er det ikke en Løgn, jeg har i min højre Hånd?" 023 ISA 044 021 Jakob, kom dette i Hu, Israel, thi du er min Tjener! Jeg skabte dig, du er min Tjener, ej skal du glemmes, Israel; 023 ISA 044 022 jeg sletted som Tåge din Misgerning og som en Sky dine Synder. Vend om til mig, thi jeg genløser dig! 023 ISA 044 023 Jubler, I Himle, thi HERREN greb ind, fryd jer, I Jordens Dybder, bryd ud i Jubel, I Bjerge, Skoven og alle dens Træer, thi HERREN genløser Jakob og herliggør sig ved Israel. 023 ISA 044 024 Så siger HERREN, din Genløser, som danned dig fra Moders Liv: Jeg er HERREN, som skabte alt, som ene udspændte Himlen, udbredte Jorden, hvo hjalp mig? 023 ISA 044 025 som tilintetgør Løgnernes Tegn og gør Spåmænd til Dårer, som tvinger de vise tilbage, beskæmmer deres Lærdom, 023 ISA 044 026 stadfæster sine Tjeneres Ord, fuldbyrder sine Sendebuds Råd, Jeg siger om Jerusalem: "Det skal bebos!" om Judas Byer: "de skal bygges!" Ruinerne rejser jeg atter! 023 ISA 044 027 Jeg siger til Dybet: "Bliv tørt, dine Floder gør jeg tørre!" 023 ISA 044 028 Jeg siger om Kyros: "Min Hyrde, som fuldbyrder al min Vilje!" Jeg siger om Jerusalem: "Det skal bygges!" om Templet: "Det skal grundes " 023 ISA 045 001 Så siger HERREN til sin Salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte Folk for hans Ansigt og løsne Kongernes Gjord, for at åbne Dørene for ham, så Portene ikke var stængt: 023 ISA 045 002 Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern. 023 ISA 045 003 Jeg giver dig Mulmets Skatte, Rigdomme gemt i Løn, så du kender, at den, der kaldte dig ved Navn, er mig, er HERREN, Israels Gud. 023 ISA 045 004 For Jakobs, min Tjeners, Skyld, for min udvalgtes, Israels, Skyld kalder jeg dig ved dit Navn, ved et Æresnavn, skønt du ej kender mig. 023 ISA 045 005 HERREN er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud; jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig, 023 ISA 045 006 så de kender fra Solens Opgang til dens Nedgang: der er ingen uden mig. HERREN er jeg, ellers ingen, 023 ISA 045 007 Lysets Ophav og Mørkets Skaber, Velfærds Kilde og Ulykkes Skaber: Jeg er HERREN, der virker alt. 023 ISA 045 008 Lad regne, I Himle deroppe, nedsend Retfærd, I Skyer, Jorden åbne sit Skød, så Frelse må spire frem og Retfærd vokse tillige. Jeg, HERREN, lader det ske. 023 ISA 045 009 Ve den, der trættes med sit Ophav, et Skår kun blandt Skår af Jord! Siger Ler til Pottemager: "Hvad kan du lave?" hans Værk: "Du har ikke Hænder!" 023 ISA 045 010 Ve den, der siger til sin Fader: "Hvad kan du avle?" til sin Moder: "Hvad kan du føde?" 023 ISA 045 011 Så siger HERREN, Israels Hellige, Fremtidens Ophav: I spørger mig om mine Børn, for mine Hænders Værk vil I råde! 023 ISA 045 012 Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær; 023 ISA 045 013 det var mig, som vakte ham i Retfærd, jeg jævner alle hans Veje; han skal bygge min By og give mine bortførte fri ikke for Løn eller Gave, siger Hærskarers HERRE. 023 ISA 045 014 Så siger HERREN: Ægyptens Løn, Ætiopiens Vinding, Sebæernes granvoksne Mænd, de skal komme og tilhøre dig, og dig skal de følge; de skal komme i Lænker og kaste sig ned for dig og bønfalde dig: "Kun hos dig er Gud, der er ingen anden Gud." 023 ISA 045 015 Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en Frelser! 023 ISA 045 016 Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender til Del, til Hobe går Gudemagerne om med Skændsel. 023 ISA 045 017 Israel frelses ved HERREN, en evig Frelse, i Evighed bliver I ikke til Skam og Skændsel. 023 ISA 045 018 Thi så siger HERREN, Himlens Skaber, han, som er Gud, som dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen. 023 ISA 045 019 Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets Land, sagde ikke til Jakobs Æt: "Søg mig forgæves!" Jeg, HERREN, taler hvad ret er, forkynder, hvad sandt er. 023 ISA 045 020 Kom samlede hid, træd frem til Hobe, I Folkenes undslupne! Uvidende er de, som bærer et Billede af Træ, de, som beder til en Gud, der ikke kan frelse. 023 ISA 045 021 Forkynd det, kom frem dermed, lad dem rådslå sammen: Hvo kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som er HERREN? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen retfærdig, frelsende Gud. 023 ISA 045 022 Vend dig til mig og bliv frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg, ellers ingen; 023 ISA 045 023 jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed, mit Ord vender ikke tilbage: Hvert Knæ skal bøjes for mig, hver Tunge sværge mig til. 023 ISA 045 024 "Kun hos HERREN," skal man sige, "er Retfærd og Styrke; til ham skal alle hans Avindsmænd komme med Skam." 023 ISA 045 025 Ved HERREN når al Israels Æt til sin Ret og jubler. 023 ISA 046 001 I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til Dyr og Fæ, de læsses som byrde på trætte Dyr 023 ISA 046 002 De bøjes, i Knæ er de alle, de kan ikke frelse Byrden, og selv må de vandre i Fangenskab. 023 ISA 046 003 Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels Hus, løftet fra Moders Liv, båret fra Moders Skød. 023 ISA 046 004 Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til Hårene gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde. 023 ISA 046 005 Med hvem vil I jævnstille ligne mig, hvem vil I gøre til min Lige? 023 ISA 046 006 De øser Guld af Pung, Sølv får de vejet på Vægt, de lejer en Guldsmed, som gør det til en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned; 023 ISA 046 007 de løfter den på Skuldren og bærer den, sætter den på Plads, og den står, den rører sig ikke af Stedet råber de til den, svarer den ikke, den frelser dem ikke i Nød. 023 ISA 046 008 Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på Sinde! 023 ISA 046 009 Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, 023 ISA 046 010 der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: "Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje," 023 ISA 046 011 som fra Øst kalder Ørnen hid, fra det fjerne mit Råds Fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det. 023 ISA 046 012 Hør på mig, I modløse, som tror, at Retten er fjern: 023 ISA 046 013 Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse tøver ikke; jeg giver Frelse på Zion, min Herlighed giver jeg Israel. 023 ISA 047 001 Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den fine, forvænte! 023 ISA 047 002 Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot dine Ben og vad over Strømmen! 023 ISA 047 003 Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden Skånsel, siger vor Genløser, 023 ISA 047 004 hvis Navn er Hærskarers HERRE, Israels Hellige. 023 ISA 047 005 Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal du kaldes Rigernes Dronning! 023 ISA 047 006 Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på Oldingens Nakke. 023 ISA 047 007 Du sagde: "Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning." Du tog dig det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden. 023 ISA 047 008 Så hør nu, du yppige, du, som sidder i Tryghed, som siger i Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen! Aldrig skal jeg sidde Enke, ej kende til Barnløshed." 023 ISA 047 009 Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed og Enkestand ramme dig i fuldeste Mål, dine mange Trylleord, din megen Trolddom til Trods, 023 ISA 047 010 skønt du tryg i din Ondskab sagde: "ingen ser mig." Din Visdom og Viden var det, der ledte dig vild, så du sagde i Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen!" 023 ISA 047 011 Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort, over dig falder et Vanheld, du ikke kan sone, Undergang rammer dig brat, når mindst du aner det. 023 ISA 047 012 Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord, med hvilke du umaged dig fra din Ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det bort. 023 ISA 047 013 Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne, som Måned for Måned kundgør, hvad dig skal ske! 023 ISA 047 014 Se, de er blevet som Strå, de, fortæres af Ild, de frelser ikke deres Liv fra Luens Magt. "Ingen Glød til Varme, ej Bål at sidde ved!" 023 ISA 047 015 Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine Troldmænd fra Ungdommen af; de raver hver til sin Side, dig frelser ingen. 023 ISA 048 001 Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med Israels Navn og er rundet af Judas Kilde, som sværger ved HERRENs Navn og priser Israels Gud - dog ikke redeligt og sandt - 023 ISA 048 002 fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte er Israels Gud, hvis Navn er Hærskarers HERRE: 023 ISA 048 003 Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik det ud, så det hørtes, brat greb jeg ind, og det indtraf. 023 ISA 048 004 Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et Jernbånd, din Pande af Kobber. 023 ISA 048 005 Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend det indtraf, at du ikke skulde sige: "Det gjorde mit Billede, mit skårne og støbte bød det." 023 ISA 048 006 Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon ikke stå ved det? Fra nu af kundgør jeg nyt, skjulte Ting, du ej kender; 023 ISA 048 007 nu skabes det, ikke før, før i Dag har I ikke hørt det, at du ikke skulde sige: "Jeg vidste det." 023 ISA 048 008 Hverken har du hørt eller vidst det, det kom dig ej før for Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs, fra Moders Liv hed du "Frafalden"; 023 ISA 048 009 for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for min Ære vil jeg skåne, ej udrydde dig. 023 ISA 048 010 Se, jeg smelted dig Sølv blev det ikke prøved dig i Lidelsens Ovn. 023 ISA 048 011 For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit Navn! Jeg giver ej andre min Ære. 023 ISA 048 012 Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det, jeg er den første, også jeg er den sidste. 023 ISA 048 013 Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så såre jeg kalder på dem, møder de alle frem. 023 ISA 048 014 Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte mon dette? Min Ven fuldbyrder min Vilje på Babel og Kaldæernes Æt. 023 ISA 048 015 Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem, hans Vej lod jeg lykkes. 023 ISA 048 016 Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i Løndom, jeg var der, så snart det skete. Og nu har den Herre HERREN sendt mig med sin Ånd. 023 ISA 048 017 Så siger HERREN, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er HERREN, din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad Vejen, du skal gå. 023 ISA 048 018 Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som Floden, din Retfærd som Havets Bølger, 023 ISA 048 019 da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs som Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes ud og ej lægges øde for mit Åsyn. 023 ISA 048 020 Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med jublende Røst, udspred det lige til Jordens Ende, sig: "HERREN har genløst Jakob, sin Tjener, 023 ISA 048 021 lod dem gå gennem Ørk, de tørstede ikke, lod Vand vælde frem af Klippen til dem, kløvede Klippen, så Vand strømmed ud." 023 ISA 048 022 De gudløse har ingen Fred, siger HERREN. 023 ISA 049 001 Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! HERREN har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn; 023 ISA 049 002 til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen af sin Hånd, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i sit Kogger, 023 ISA 049 003 sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder Ære." 023 ISA 049 004 Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på Tomhed og Vind sled jeg mig op dog er min Ret hos HERREN, min Løn er hos min Gud." 023 ISA 049 005 Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham og i HERRENs Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke - 023 ISA 049 006 han siger: "For lidt for dig som min Tjener at rejse jakobs Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers Lys, at min Frelse må nå til Jordens Ende." 023 ISA 049 007 Så siger HERREN, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for HERRENs Skyld, den trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig. 023 ISA 049 008 Så siger HERREN: Jeg hører dig i Nådens Stund, jeg hjælper dig på Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at rejse Landet igen, udskifte øde Lodder 023 ISA 049 009 og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i Mørket: "Kom frem!" Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang på hver nøgen Høj; 023 ISA 049 010 de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld; 023 ISA 049 011 jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes. 023 ISA 049 012 Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra Sinims Land. 023 ISA 049 013 Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel! Thi HERREN trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme. 023 ISA 049 014 Dog siger Zion: "HERREN har svigtet mig, Herren har glemt mig!" 023 ISA 049 015 Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig. 023 ISA 049 016 Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid for Øje. 023 ISA 049 017 Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, går bort. 023 ISA 049 018 Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Du skal bære dem alle som Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte. 023 ISA 049 019 Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land ja, nu er du Beboerne for trang; de, som åd dig, er borte; 023 ISA 049 020 end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: "Her er for trangt, så flyt dig, at jeg kan sidde!" 023 ISA 049 021 Da tænker du i dit Hjerte: "Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?" 023 ISA 049 022 Så siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter min Hånd for Folkene, rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i Favnen, dine Døtre bæres på Skulder. 023 ISA 049 023 Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være dine Ammer. De kaster sig på Ansigtet for dig, slikker dine Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er HERREN; de, som bier på mig, bliver ikke til Skamme. 023 ISA 049 024 Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort? 023 ISA 049 025 Thi så siger HERREN: Om Fanger end fratages Helten, slipper Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine Børn vil jeg frelse. 023 ISA 049 026 Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod skal de drikke som Most; REN, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige. 023 ISA 050 001 Så siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, med hvilket jeg sendte hende bort; eller hvem var jeg noget skyldig, så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders Brøde solgtes I, for eders Synd blev eders Moder sendt bort. 023 ISA 050 002 Hvi var der da ingen, da jeg kom, hvi svarede ingen, da jeg kaldte? Er min Hånd for kort til af udfri, har jeg ingen Kraft til at redde? Ved min Trussel udtørrer jeg Havet, Strømme gør jeg til Ørk, så Fiskene rådner af Mangel på Vand og dør af Tørst; 023 ISA 050 003 jeg klæder Himlen i sort og hyller den ind i Sæk. 023 ISA 050 004 Den Herre HERREN gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at styrke de trætte med Ord; han vækker hver Morgen mit Øre, han vækker det til at høre, som Lærlinge hører. 023 ISA 050 005 Den Herre HERREN åbnede mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke; 023 ISA 050 006 min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt skjulte jeg ikke for Hån og Spyt. 023 ISA 050 007 Mig hjælper den Herre HERREN, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme. 023 ISA 050 008 Min Retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil Strid; om nogen vil trætte med mig, så træde han hid! 023 ISA 050 009 Se, den Herre HERREN hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle slides op som en Klædning, Møl fortærer dem. 023 ISA 050 010 Frygter nogen af jer HERREN, han lytte til hans Tjener, enhver, som vandrer i Mørke og uden Lys; han stole på HERRENs Navn, søge Støtte hos sin Gud! 023 ISA 050 011 Alle I, som optænder Ild og sætter Pile i Brand, gå ind i eders brændende Ild, i Pilene, I tændte! Fra min Hånd skal det ramme eder, i Kval skal I ligge. 023 ISA 051 001 Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger HERREN! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes, 023 ISA 051 002 se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange. 023 ISA 051 003 Thi HERREN trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som HERRENs Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil. 023 ISA 051 004 I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys; 023 ISA 051 005 min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm. 023 ISA 051 006 Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig. 023 ISA 051 007 Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot! 023 ISA 051 008 Som en Klædning skal Møl fortære dem, Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt. 023 ISA 051 009 Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen, 023 ISA 051 010 mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik? 023 ISA 051 011 HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly. 023 ISA 051 012 Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs, 023 ISA 051 013 at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede? 023 ISA 051 014 Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød, 023 ISA 051 015 så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers HERRE. 023 ISA 051 016 jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk." 023 ISA 051 017 Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af HERRENs Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe. 023 ISA 051 018 Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd. 023 ISA 051 019 To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig? 023 ISA 051 020 Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud. 023 ISA 051 021 Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin: 023 ISA 051 022 Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger; 023 ISA 051 023 og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd. 023 ISA 052 001 Vågn op, vågn op, ifør dig tag dit Højtidsskrud på, Jerusalem, hellige By! Thi uomskårne, urene Folk skal ej mer komme ind. 023 ISA 052 002 Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for Halslænken, Zions fangne Datter! 023 ISA 052 003 Thi så siger HERREN: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I løskøbes. 023 ISA 052 004 Thi så siger den Herre HERREN: I Begyndelsen drog mit Folk ned til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte Assyrien det uden Vederlag. 023 ISA 052 005 Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra HERREN; mit Folk er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra HERREN, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang. 023 ISA 052 006 Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin Dag, at det er mig, som har talet, ja mig. 023 ISA 052 007 Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som udråber Fred, bringer gode Tidender, udråber Frelse, som siger til Zion: "Din Gud har vist, han er Konge." 023 ISA 052 008 Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, thi de ser for deres Øjne HERREN vende hjem til Zion. 023 ISA 052 009 Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi HERREN trøster sit Folk, genløser Jerusalem. 023 ISA 052 010 Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord skal skue Frelsen fra vor Gud. 023 ISA 052 011 Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer HERRENs Kar! 023 ISA 052 012 Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går HERREN, eders Tog slutter Israels Gud. 023 ISA 052 013 Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre. 023 ISA 052 014 Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn 023 ISA 052 015 skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt. 023 ISA 053 001 Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes HERRENs Arm? 023 ISA 053 002 Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik, uden Ydre, så vi syntes om ham, 023 ISA 053 003 ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. 023 ISA 053 004 Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. 023 ISA 053 005 Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. 023 ISA 053 006 Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. 023 ISA 053 007 Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes. han oplod ikke sin Mund. 023 ISA 053 008 Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit Folks Overtrædelse? 023 ISA 053 009 Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund. 023 ISA 053 010 Det var HERRENs Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og HERRENs Vilje lykkes ved hans Hånd. 023 ISA 053 011 Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. 023 ISA 053 012 Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han. 023 ISA 054 001 Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden Veer! Thi den forladtes Børn er flere end Hustruens Børn, siger HERREN. 023 ISA 054 002 Vid Rummet ud i dit Telt, spar ikke, men udspænd din Boligs Tæpper. Du må gøre dine Teltreb lange og slå dine Teltpæle fast. 023 ISA 054 003 Thi du skal brede dig til højre og, venstre, dit Afkom tage Folk i Eje og bo i de øde Byer. 023 ISA 054 004 Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær ej ræd, du skal ikke skuffes! Thi din Ungdoms Skam skal du glemme, ej mindes din Enkestands Skændsel. 023 ISA 054 005 Thi din Ægtemand er din Skaber, hans Navn er Hærskarers HERRE, din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud. 023 ISA 054 006 Som en Hustru, der sidder forladt med Sorg i Sinde, har HERREN kaldt dig. En Ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud. 023 ISA 054 007 Jeg forlod dig et lidet Øjeblik, men favner dig i stor Barmhjertighed; 023 ISA 054 008 jeg skjulte i skummende Vrede et Øjeblik mit Åsyn for dig, men forbarmer mig med evig Kærlighed, siger din Genløser, HERREN. 023 ISA 054 009 Mig er det som Noas Dage: Som jeg svor, at Noas Vande ej mer skulde oversvømme Jorden, så sværger jeg nu at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig. 023 ISA 054 010 Om også Bjergene viger, om også Højene rokkes, min Kærlighed viger ej fra dig, min Fredspagt rokkes ikke, så siger HERREN, din Forbarmer. 023 ISA 054 011 Du arme, forblæste, utrøstede! Se, jeg bygger dig op med Smaragder, lægger din Grund med Safirer, 023 ISA 054 012 af Rubiner sætter jeg Tinderne, og Portene gør jeg af Karfunkler, af Ædelsten hele din Ringmur. 023 ISA 054 013 Alle dine Børn bliver oplært af HERREN, og stor bliver Børnenes Fred; 023 ISA 054 014 i Retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for Vold, du har intet at frygte, for Rædsler, de kommer dig ikke nær! 023 ISA 054 015 Angribes du, er det uden min Vilje, falde skal hver, som angriber dig; 023 ISA 054 016 det er mig, der skaber Smeden, som blæser en Kulild op og tilvirker Våben ved sin Kunst, men Ødelæggeren skaber jeg også. 023 ISA 054 017 Intet Våben, der smedes mod dig, skal du, hver Tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er HERRENs Tjeneres Lod, den Retfærd, jeg giver dem, lyder det fra HERREN. 023 ISA 055 001 Hid, alle, som tørster, her er Vand, kom, I, som ikke har Penge! Køb Korn og spis uden Penge, uden Vederlag Vin og Mælk. 023 ISA 055 002 Hvi giver I Sølv for, hvad ikke er Brød, eders Dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders Sjæl skal svælge i Fedt; 023 ISA 055 003 bøj eders Øre, kom til mig, hør, og eders Sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig Pagt: de trofaste Nådeløfter til David. 023 ISA 055 004 Se, jeg gjorde ham til Vidne for Folkeslag, til Folkefærds Fyrste og Hersker. 023 ISA 055 005 Se, på Folk, du ej kender, skal, du kalde, til dig skal Folk, som ej kender dig, ile for HERREN din Guds Skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig. 023 ISA 055 006 Søg HERREN, medens han findes, kald på ham, den Stund han er nær! 023 ISA 055 007 Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand sine Tanker og vende sig til HERREN, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. 023 ISA 055 008 Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine, lyder det fra HERREN; 023 ISA 055 009 nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end eders og mine Tanker højere end eders. 023 ISA 055 010 Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, 023 ISA 055 011 så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. 023 ISA 055 012 Ja, med Glæde skal I drage ud; og i Fred skal I ledes frem; foran jer råber Bjerge og Høje med Fryd, alle Markens Træer skal klappe i Hånd; 023 ISA 055 013 i Stedet for Tjørnekrat vokser Cypresser, i Stedet for Tidsler Myrter et Æresminde for HERREN, et evigt, uudsletteligt Tegn. 023 ISA 056 001 Så siger HERREN: Tag vare på Ret og øv Retfærd! Thi min Frelses komme er nær, min Ret skal snart åbenbares. 023 ISA 056 002 Salig er den; der gør så, det Menneske, som fastholder dette: holder Sabbatten hellig og varer sin Hånd fra at øve noget ondt. 023 ISA 056 003 Ej sige den fremmede, som slutter sig til HERREN: "HERREN vil skille mig ud fra sit Folk!" Og Gildingen sige ikke: "Se, jeg er et udgået Træ!" 023 ISA 056 004 Thi så siger HERREN: Gildinger, som holder mine Sabbatter, vælger, hvad jeg har Behag i, og holder fast ved min Pagt, 023 ISA 056 005 dem vil jeg give i mit Hus, på mine Mure et Minde, et Navn, der er bedre end Sønner og Døtre; jeg giver dem et evigt Navn, et Navn, der ikke skal slettes. 023 ISA 056 006 Og de fremmede, som slutter sig til HERREN for at tjene ham og elske hans Navn, for at være hans Tjenere, alle, som helligholder Sabbatten og holder fast ved min Pagt, 023 ISA 056 007 vil jeg bringe til mit hellige Bjerg og glæde i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre bliver til Behag på mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folk. 023 ISA 056 008 Det lyder fra den Herre HERREN: Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil, til dets egen samlede Flok. 023 ISA 056 009 Alle I Markens Dyr, kom hid og æd, alle I Dyr i Skoven! 023 ISA 056 010 Blinde er alle dets Vogtere, intet ved de, alle er stumme Hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker Søvn; 023 ISA 056 011 grådige er de Hunde, kender ikke til Mæthed. Og sådanne Folk er Hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin Vej, hver søger sin Fordel: 023 ISA 056 012 Kom, så henter jeg Vin, vi drikker af Mosten; som i Dag skal det være i Morgen, ovenud herligt!" 023 ISA 057 001 Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for Ondskabens Skyld 023 ISA 057 002 og gik ind til Fred; på Gravlejet hviler nu de, som vandrede ret. 023 ISA 057 003 Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges Yngel: 023 ISA 057 004 Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel? 023 ISA 057 005 I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som slagter Børn i Dale. i Klippernes Kløfter! 023 ISA 057 006 Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt? 023 ISA 057 007 På høje og knejsende Bjerge redte du Leje, også der steg du op for at slagte dit Offer; 023 ISA 057 008 bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov af dem, så deres Skam; 023 ISA 057 009 du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget, 023 ISA 057 010 du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede atter din Kraft og gav ikke op. 023 ISA 057 011 For hvem var du ræd og angst? Thi på Løgn var du inde, og mig kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke. 023 ISA 057 012 Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger; 023 ISA 057 013 din Gudeflok hjælper og redder dig ej på dit Råb; en Storm bortfejer dem alle, el Vindstød tager dem. Men den, der lider på mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg. 023 ISA 057 014 Og det lyder: "Byg Vej, byg Vej og ban den. ryd Hindringer bort for mit Folk!" 023 ISA 057 015 Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er "Hellig": I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til Live. 023 ISA 057 016 Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted Ånden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt, 023 ISA 057 017 For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej. 023 ISA 057 018 Jeg så hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham Trøst til Bod; 023 ISA 057 019 hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og nu vil jeg læge ham. 023 ISA 057 020 Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd. 023 ISA 057 021 De gudløse har ingen Fred, siger min Gud. 023 ISA 058 001 Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder! 023 ISA 058 002 Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær: 023 ISA 058 003 "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken. 023 ISA 058 004 Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det høje. 023 ISA 058 005 Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder du det for Faste, en Dag, der behager HERREN? 023 ISA 058 006 Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg, 023 ISA 058 007 at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd. 023 ISA 058 008 Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, HERRENs Herlighed slutter Toget. 023 ISA 058 009 Da svarer HERREN, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, 023 ISA 058 010 rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; 023 ISA 058 011 HERREN skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter. 023 ISA 058 012 Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje". 023 ISA 058 013 Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, HERRENs Helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og unyttig Snak, 023 ISA 058 014 da skal du frydes over HERREN; jeg lader dig færdes over Landets Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi HERRENs Mund har talet. 023 ISA 059 001 Se, for kort til at frelse er ej HERRENs Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre. 023 ISA 059 002 Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører. 023 ISA 059 003 Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er. 023 ISA 059 004 Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret. 023 ISA 059 005 Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses. 023 ISA 059 006 Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold; 023 ISA 059 007 deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde; 023 ISA 059 008 de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem. 023 ISA 059 009 Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm; 023 ISA 059 010 vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder; 023 ISA 059 011 vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern. 023 ISA 059 012 Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld: 023 ISA 059 013 Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet. 023 ISA 059 014 Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge; 023 ISA 059 015 Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og HERREN så til med Harme, fordi der ikke var Ret; 023 ISA 059 016 han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi; 023 ISA 059 017 han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved, tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe. 023 ISA 059 018 Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld, 023 ISA 059 019 så HERRENs Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af HERRENs Ånde. 023 ISA 059 020 En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra HERREN. 023 ISA 059 021 Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Ånd, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger HERREN, fra nu og til evig Tid. 023 ISA 060 001 Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet, HERRENs Herlighed er oprundet over dig. 023 ISA 060 002 Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig skal HERREN oprinde, over dig skal hans Herlighed ses. 023 ISA 060 003 Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til dit strålende Skær. 023 ISA 060 004 Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine Sønner kommer fra det fjerne, dine Døtre bæres på Hofte; 023 ISA 060 005 da stråler dit Øje af Glæde, dit Hjerte banker og svulmer; thi Havets Skatte bliver dine, til dig kommer Folkenes Rigdom: 023 ISA 060 006 Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas Foler, de kommer alle fra Saba; Guld og Røgelse bærer de og kundgør HERRENs Pris; 023 ISA 060 007 alt Kedars Småkvæg samles til dig, dig tjener Nebajots Vædre, til mit Velbehag ofres de til mig, mit Bedehus herliggøres. 023 ISA 060 008 Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag? 023 ISA 060 009 Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er Tarsisskibe, for at bringe dine Sønner fra det fjerne; deres Sølv og Guld har de med til HERREN din Guds Navn, Israels Hellige, han gør dig herlig. 023 ISA 060 010 Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene dig skal deres Konger; thi i Vrede slog jeg dig vel, men i Nåde forbarmer Jeg mig over dig. 023 ISA 060 011 Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken Dag eller Nat, at Folkenes Rigdom kan bringes dig med deres Konger som Førere. 023 ISA 060 012 Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal gå til Grunde, og Folkene skal lægges øde i Bund og Grund. 023 ISA 060 013 Til dig skal Libanons Herlighed komme, både Cypresser og Elm og Gran, for at smykke min Helligdoms Sted, så jeg ærer mine Fødders Skammel. 023 ISA 060 014 Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din Fod og kalder dig HERRENs By, Israels Helliges Zion. 023 ISA 060 015 Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig, gør jeg dig til evig Højhed, til Glæde fra Slægt til Slægt. 023 ISA 060 016 Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes Bryst. Du skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige. 023 ISA 060 017 Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv i Stedet for Jern, Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten. Til din Øvrighed sætter jeg Fred, til Hersker over dig Retfærd. 023 ISA 060 018 Der høres ej mer i dit Land om Uret, om Vold og Ufærd inden dine Grænser; du kalder Frelse dine Mure og Lovsang dine Porte. 023 ISA 060 019 Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen Skinne for dig: HERREN skal være dit Lys for evigt, din Gud skal være din Herlighed. 023 ISA 060 020 Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne skal ej tage af; thi HERREN skal være dit Lys for evigt, dine Sørgedage har Ende. 023 ISA 060 021 Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud, som HERREN har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære. 023 ISA 060 022 Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt Folk. Jeg er HERREN; når Tid er inde, vil jeg fremme det i Hast. 023 ISA 061 001 Den Herre HERRENs Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet, 023 ISA 061 002 udråbe et Nådeår fra HERREN, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, 023 ISA 061 003 give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for Sørgeklædning Glædens Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder dem Retfærds Ege, HERRENs Plantning til hans Ære. 023 ISA 061 004 De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner, genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt lå i Grus. 023 ISA 061 005 Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg, Udlændinge slide på Mark og i Vingård. 023 ISA 061 006 Men I skal kaldes HERRENs Præster, vor Guds Tjenere være eders Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed får I til Eje. 023 ISA 061 007 Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod, får de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde; 023 ISA 061 008 thi jeg elsker Ret, jeg, HERREN, jeg hader forbryderisk Rov. Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt. 023 ISA 061 009 Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, HERREN velsigner. 023 ISA 061 010 Jeg vil glæde mig højlig i HERREN, min Sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der fæster sine Smykker. 023 ISA 061 011 Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, så lader den Herre HERREN Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes Øjne. 023 ISA 062 001 For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets Frelse. 023 ISA 062 002 Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn giver man dig, som HERRENs Mund skal nævne. 023 ISA 062 003 Og du bliver en dejlig Krone i HERRENs Hånd, et kongeligt Hovedbind i Hånden på din Gud. 023 ISA 062 004 Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej, "Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi HERREN har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes. 023 ISA 062 005 Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom glædes ved Brud, så din Gud ved dig. 023 ISA 062 006 Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag eller Nat skal de tie. I, som minder HERREN, und jer ej Ro 023 ISA 062 007 og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til Pris på Jorden. 023 ISA 062 008 HERREN svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal Udlandets Sønner ej drikke; 023 ISA 062 009 nej, de, der høster, skal spise prisende HERREN; de, der sanker, skal drikke i min hellige Forgård. 023 ISA 062 010 Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene! 023 ISA 062 011 Se, HERREN lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham!" 023 ISA 062 012 De skal kaldes: det hellige Folk, HERRENs genløste, og du: den søgte, en By, som ej er forladt. 023 ISA 063 001 Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som taler i Retfærd, vældig til at frelse!" 023 ISA 063 002 Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders? 023 ISA 063 003 "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning. 023 ISA 063 004 Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet. 023 ISA 063 005 Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig bi; 023 ISA 063 006 jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem, deres Blod lod jeg strømme til Jorden." 023 ISA 063 007 Jeg vil synge om HERRENs Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad HERREN har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin Miskundhed, sin Nådes Fylde. 023 ISA 063 008 Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en Frelser blev han for dem 023 ISA 063 009 i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle Fortidens Dage. 023 ISA 063 010 Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han deres Fjende, han kæmped imod dem. 023 ISA 063 011 Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i hans Hjerte, 023 ISA 063 012 lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for dem og vandt et evigt Navn, 023 ISA 063 013 førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen? 023 ISA 063 014 Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte HERRENs Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et herligt Navn." 023 ISA 063 015 Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk? Hold dig ikke tilbage, 023 ISA 063 016 du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor Fader, HERRE, "vor Genløser" hed du fra Evighed. 023 ISA 063 017 Hvi leder du os vild fra dine Veje, HERRE, forhærder vort Hjerte mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods Stammers Skyld! 023 ISA 063 018 Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet dit Tempel? 023 ISA 063 019 Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er nævnt. 023 ISA 064 001 Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn! 023 ISA 064 002 Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn, 023 ISA 064 003 når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene 023 ISA 064 004 og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. 023 ISA 064 005 Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. 023 ISA 064 006 Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden. 023 ISA 064 007 Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold. 023 ISA 064 008 Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle. 023 ISA 064 009 Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk! 023 ISA 064 010 Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus; 023 ISA 064 011 vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede. 023 ISA 064 012 Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt? 023 ISA 065 001 Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der ej påkaldte mig. 023 ISA 065 002 Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker, 023 ISA 065 003 et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten, 023 ISA 065 004 som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle, 023 ISA 065 005 som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!" De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild; 023 ISA 065 006 se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får betalt det, betalt dem i deres Brystfold 023 ISA 065 007 deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger HERREN, de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene: deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold. 023 ISA 065 008 Så siger HERREN: Som man, når der findes Saft i Druen, siger: "Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt. 023 ISA 065 009 Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo; 023 ISA 065 010 Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget ligge for mit Folk, som opsøger mig. 023 ISA 065 011 Men I, som svigter HERREN og glemmer mit hellige Bjerg, dækker Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden, 023 ISA 065 012 jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning, fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje. 023 ISA 065 013 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, mine Tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, 023 ISA 065 014 se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd. 023 ISA 065 015 Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord: "Den Herre HERREN give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal kaldes med et andet Navn. 023 ISA 065 016 Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud; thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik. 023 ISA 065 017 Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i Hu; 023 ISA 065 018 men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd; 023 ISA 065 019 jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal ej mer høres Gråd, ej heller Skrig. 023 ISA 065 020 Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År, og forbandet er den, som ej når de hundred. 023 ISA 065 021 Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens Frugt; 023 ISA 065 022 de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med Hånd; 023 ISA 065 023 de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi de er HERRENs velsignede Æt og har deres Afkom hos sig. 023 ISA 065 024 Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg. 023 ISA 065 025 Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger HERREN. 023 ISA 066 001 Så siger HERREN: Himlen er og Jorden mine Fødders Skammel Hvad for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig? 023 ISA 066 002 Alt dette skabte min Hånd, så det fremkom, lyder det fra HERREN. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit Ord. 023 ISA 066 003 Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som ofrer Lam, er en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde, frembærer Svineblod, den, som brænder Røgelse, hylder en Afgud. Som de valgte deres egne Veje og ynder deres væmmelige Guder, 023 ISA 066 004 så vælger og jeg deres Smerte, bringer over dem, hvad de frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje. 023 ISA 066 005 Hør HERRENs Ord, I, som bæver for hans Ord: Således siger eders Brødre, der hader eder og støder eder bort for mit Navns Skyld: "Lad HERREN vise sig i sin Herlighed, så vi kan se eders Glæde!" Men de skal blive til Skamme! 023 ISA 066 006 Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner fra Templet, hør, hvor HERREN øver Gengæld imod sine Fjender! 023 ISA 066 007 Før hun er i Barnsnød, føder hun, før end Veer kommer over hende, har hun en Dreng. 023 ISA 066 008 Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et Land til Verden på en eneste Dag, fødes et Folk på et Øjeblik? Thi Zion kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn. 023 ISA 066 009 Åbner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel? siger HERREN. Bringer jeg Fødsel og standser den? siger din Gud. 023 ISA 066 010 Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag Del i dets Glæde, alle, som sørger over det, 023 ISA 066 011 for at I må die dets husvalende Barm og mættes, for at I må drikke af dets fulde Bryst og kvæges. 023 ISA 066 012 Thi så siger HERREN: Se, jeg leder til hende Fred som en svulmende Flod og Folkenes Rigdom som en Strøm; hendes spæde skal bæres på Hofte, og Kærtegn får de på Skød; 023 ISA 066 013 som en Moder trøster sin Søn, således trøster jeg eder, i Jerusalem finder I Trøst. 023 ISA 066 014 I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod skal spire som Græs. Hos HERRENs Tjenere kendes hans Hånd, men hos hans Fjender Vrede. 023 ISA 066 015 Thi se, som Ild kommer HERREN, og hans Vogne er som et Stormvejr, han vil vise sin Harme i Gløder, sin Trussel i flammende Luer; 023 ISA 066 016 thi med Ild og med sit Sværd skal HERREN dømme alt Kød, og mange er HERRENs slagne. 023 ISA 066 017 De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende en i deres Midte, de, som æder Svinekød og Kød af Kryb og Mus, deres Gerninger og deres Tanker skal forgå til Hobe, lyder det fra HERREN. 023 ISA 066 018 Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemål, og de skal komme og se min Herlighed. 023 ISA 066 019 Jeg fuldbyrder et Under i blandt dem og sender undslupne af dem til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tujal, Javan, de fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene. 023 ISA 066 020 Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til HERREN, til Hest, til Vogns, i Bærestol, på Muldyr og Kameler til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger HERREN, som når Israelitterne bringer Offergaver i rene Kar til HERRENs Hus. 023 ISA 066 021 Også af dem vil jeg udtage Levitpræster, siger HERREN. 023 ISA 066 022 Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg skaber, skal bestå for mit Åsyn, lyder det fra HERREN, således skal eders Afkom og Navn bestå. 023 ISA 066 023 Hver Måned på Nymånedagen og hver Uge på Sabbatten skal alt Kød komme og tilbede for mit Åsyn, siger HERREN, 023 ISA 066 024 og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru. # # BOOK 024 JER Jeremiah Jeremias 024 JER 001 001 Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i Benjamins Land, 024 JER 001 002 til hvem HERRENs Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas, Dage, i hans Herredømmes trettende År, 024 JER 001 003 og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i den femte Måned. 024 JER 001 004 HERRENs Ord kom til mig således: 024 JER 001 005 Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg dig. 024 JER 001 006 Men jeg svarede: "Ak, Herre, HERRE, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." 024 JER 001 007 Så sagde HERREN til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; 024 JER 001 008 frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra HERREN." 024 JER 001 009 Og, HERREN udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 024 JER 001 010 Se, jeg giver dig i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante." 024 JER 001 011 Siden kom HERRENs Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren." 024 JER 001 012 Da sagde HERREN til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over mit Ord for at fuldbyrde det." 024 JER 001 013 Og HERRENs Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord." 024 JER 001 014 Da sagde HERREN til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle Landets Indbyggere; 024 JER 001 015 thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra HERREN, og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle Judas Byer; 024 JER 001 016 og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres Hænders Værk. 024 JER 001 017 Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! 024 JER 001 018 Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og Fyrster, Præsterne og Almuen; 024 JER 001 019 de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra HERREN." 024 JER 002 001 HERRENs Ord kom til mig således: 024 JER 002 002 Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HERREN: Jeg mindes din Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås; 024 JER 002 003 Israel var helliget HERREN, hans Førstegrøde, alle, som åd det, måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HERREN. 024 JER 002 004 Hør HERRENs Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus: 024 JER 002 005 Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme? 024 JER 002 006 De spurgte ikke: "Hvor er HERREN, som førte os op fra Ægypten og ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?" 024 JER 002 007 Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min Arvelod vederstyggelig. 024 JER 002 008 Præsterne spurgte ikke: "Hvor er HERREN?" De, der syslede med Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner. 024 JER 002 009 Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra HERREN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette. 024 JER 002 010 Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet før! 024 JER 002 011 Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der intet gavner. 024 JER 002 012 Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra HERREN; 024 JER 002 013 thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne Cisterner, der ikke kan holde Vand. 024 JER 002 014 Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet til Bytte? 024 JER 002 015 Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der. 024 JER 002 016 Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse. 024 JER 002 017 Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra HERREN din Gud. 024 JER 002 018 Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal du nu til Assur og drikke af Floden? 024 JER 002 019 Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE. 024 JER 002 020 Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger: "Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under alle de grønne Træer. 024 JER 002 021 Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke? 024 JER 002 022 Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din Brødes Snavs, så lyder det fra HERREN. 024 JER 002 023 Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let Kamelhoppe, løbende hid og did, 024 JER 002 024 et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft, hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i sin Måned. 024 JER 002 025 Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du: "Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde mig til." 024 JER 002 026 Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres Konger og Fyrster, Præster og Profeter, 024 JER 002 027 som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i Ulykkestid: "Stå op og frels os!" 024 JER 002 028 Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er dine Guders, Juda. 024 JER 002 029 Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig, lyder det fra HERREN. 024 JER 002 030 Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende Løve fortærede Sværdet Profeterne. 024 JER 002 031 Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENs Ord! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig." 024 JER 002 032 Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit Folk dog glemt i talløse Dage. 024 JER 002 033 Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd. 024 JER 002 034 Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle, Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse. 024 JER 002 035 Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke syndet." 024 JER 002 036 Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur; 024 JER 002 037 også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HERREN har forkastet dine Støtter, de båder dig intet. 024 JER 003 001 Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN. 024 JER 003 002 Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved din Utugt og Ondskab, 024 JER 003 003 en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam. 024 JER 003 004 Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven. 024 JER 003 005 Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således taler du, men øver det onde til Gavns. 024 JER 003 006 HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede. 024 JER 003 007 Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster Juda; 024 JER 003 008 hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede. 024 JER 003 009 Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ. 024 JER 003 010 Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HERREN. 024 JER 003 011 Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end det svigefulde Judas. 024 JER 003 012 Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt på Vrede; 024 JER 003 013 men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min Røst, så lyder det fra HERREN. 024 JER 003 014 Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra HERREN; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og bringer eder til Zion, 024 JER 003 015 og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. 024 JER 003 016 Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENs Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. 024 JER 003 017 På hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENs Trone, og der, til HERRENs Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind. 024 JER 003 018 I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje. 024 JER 003 019 Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!" 024 JER 003 020 Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra HERREN. 024 JER 003 021 Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud. 024 JER 003 022 Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud. 024 JER 003 023 Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos HERREN vor Gud er Israels Frelse. 024 JER 003 024 Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. 024 JER 003 025 Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst. 024 JER 004 001 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Åsyn. 024 JER 004 002 Sværger du: "Så sandt HERREN lever," redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. 024 JER 004 003 Thi så siger HERREN til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne! 024 JER 004 004 Omskær jer for HERREN og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld. 024 JER 004 005 Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder! 024 JER 004 006 Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud. 024 JER 004 007 En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, så ingen bor der. 024 JER 004 008 Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender HERRENs glødende Vrede sig fra os. 024 JER 004 009 På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel; 024 JER 004 010 og de skal sige: "Ak, Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet nået Sjælen." 024 JER 004 011 På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn, 024 JER 004 012 et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale Domsord imod dem. 024 JER 004 013 Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde! 024 JER 004 014 Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker? 024 JER 004 015 Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge: 024 JER 004 016 Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda. 024 JER 004 017 Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra HERREN. 024 JER 004 018 Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet. 024 JER 004 019 Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen; 024 JER 004 020 der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng. 024 JER 004 021 Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet? 024 JER 004 022 Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det gode. 024 JER 004 023 Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte; 024 JER 004 024 Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved; 024 JER 004 025 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet; 024 JER 004 026 jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for HERREN, for hans glødende Vrede. 024 JER 004 027 Thi så siger HERREN: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke. 024 JER 004 028 Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det. 024 JER 004 029 For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der. 024 JER 004 030 Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have. 024 JER 004 031 Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder." 024 JER 005 001 Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem. 024 JER 005 002 Siger de: "Så sandt HERREN lever", sværger de falsk. 024 JER 005 003 HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om. 024 JER 005 004 Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej HERRENs Vej, deres Guds Ret; 024 JER 005 005 jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da HERRENs Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd. 024 JER 005 006 Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald. 024 JER 005 007 Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus; 024 JER 005 008 de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru. 024 JER 005 009 Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? 024 JER 005 010 Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi HERREN tilhører de ikke. 024 JER 005 011 Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra HERREN. 024 JER 005 012 De fornægter HERREN og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger; 024 JER 005 013 Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!" 024 JER 005 014 Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære. 024 JER 005 015 Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter; 024 JER 005 016 som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper; 024 JER 005 017 det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på. 024 JER 005 018 Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette eder. 024 JER 005 019 Og når de siger: "Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?" sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der ikke er eders." 024 JER 005 020 Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda: 024 JER 005 021 Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører: 024 JER 005 022 Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det. 024 JER 005 023 Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort. 024 JER 005 024 De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte HERREN vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes." 024 JER 005 025 Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode. 024 JER 005 026 Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker. 024 JER 005 027 Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige. 024 JER 005 028 De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret. 024 JER 005 029 Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk? 024 JER 005 030 Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet; 024 JER 005 031 Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer? 024 JER 006 001 Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et vældigt Sammenbrud. 024 JER 006 002 Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte 024 JER 006 003 til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke. 024 JER 006 004 Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes. 024 JER 006 005 Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde. 024 JER 006 006 Thi så siger Hærskarers HERRE: Fæld Træer og opkast en Vold imod Jerusalem! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte! 024 JER 006 007 Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje. 024 JER 006 008 Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land. 024 JER 006 009 Så siger Hærskarers HERRE: Hold Efterhøst på Israels Rest, som det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd til dens Ranker! 024 JER 006 010 "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, HERRENs Ord er til Spot og huer dem ikke. 024 JER 006 011 Jeg er fuld af HERRENs Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige; 024 JER 006 012 deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra HERREN. 024 JER 006 013 Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. 024 JER 006 014 De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. 024 JER 006 015 De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN. 024 JER 006 016 Så siger HERREN: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I Hvile for eders Sjæle. Men de svarede: "Det vil vi ikke." 024 JER 006 017 Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de svarede: "Det vil vi ikke." 024 JER 006 018 Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem! 024 JER 006 019 Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om min Lov. 024 JER 006 020 Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag, eders Slagtofre huer mig ikke. 024 JER 006 021 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk, og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og Genbo skal omkomme. 024 JER 006 022 Så siger HERREN: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden. 024 JER 006 023 De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig, du Zions Datter. 024 JER 006 024 Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os, Skælven som fødende Kvinde. 024 JER 006 025 Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd, trindt om er Rædsel. 024 JER 006 026 Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat komme over os. 024 JER 006 027 Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at kende og prøve deres Færd. 024 JER 006 028 De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber og Jern, alle handler de slet. 024 JER 006 029 Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de onde udskilles ej. 024 JER 006 030 Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har HERREN vraget. 024 JER 007 001 Det Ord som kom til Jeremias fra Herren 024 JER 007 002 Stå hen i Porten til HERRENs Hus og udråb dette Ord: Hør HERRENs Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede HERREN! 024 JER 007 003 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Bedrer eders Veje og eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted. 024 JER 007 004 Stol ikke på den Løgnetale: Her er HERRENs Tempel, HERRENs Tempel, HERRENs Tempel! 024 JER 007 005 Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver Ret Mand og Mand imellem, 024 JER 007 006 ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen Skade holder eder til fremmede Guder, 024 JER 007 007 så vil jeg til evige Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders Fædre. 024 JER 007 008 Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder. 024 JER 007 009 Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al, holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til 024 JER 007 010 og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse Vederstyggeligheder. 024 JER 007 011 Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule? Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra HERREN. 024 JER 007 012 Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit Folk Israels Ondskabs Skyld. 024 JER 007 013 Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra HERREN, og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, 024 JER 007 014 derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg gjorde med Silo; 024 JER 007 015 og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle eders Brødre bort, al Efraims Æt. 024 JER 007 016 Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke. 024 JER 007 017 Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems Gader?, 024 JER 007 018 Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig. 024 JER 007 019 Mon det er mig, de krænker, lyder det fra HERREN, mon ikke sig selv til deres Ansigters Skam? 024 JER 007 020 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, min Vrede og Harme udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes. 024 JER 007 021 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Læg eders Brændofre til eders Slagtofre og æd Kød! 024 JER 007 022 Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer; 024 JER 007 023 men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel." 024 JER 007 024 Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad. 024 JER 007 025 Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere Profeterne; 024 JER 007 026 men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og øvede mere ondt end deres Fædre. 024 JER 007 027 Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke. 024 JER 007 028 Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte HERREN deres Guds Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af deres Mund. 024 JER 007 029 Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi HERREN har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på. 024 JER 007 030 Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder det fra HERREN; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset, som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent; 024 JER 007 031 de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad aldrig var i min Tanke. 024 JER 007 032 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da man ikke mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til. 024 JER 007 033 Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde, og ingen skal skræmme dem bort. 024 JER 007 034 Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal lægges øde. 024 JER 008 001 Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas kongers ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave 024 JER 008 002 og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken. 024 JER 008 003 Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers HERRE. 024 JER 008 004 Og du skal sige til dem: Så siger HERREN: Mon man falder og ej står op, går tilbage og ej vender om? 024 JER 008 005 Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen. 024 JER 008 006 Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid. 024 JER 008 007 Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej HERRENs Ret. 024 JER 008 008 Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er HERRENs Lov!" Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste. 024 JER 008 009 De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENs Ord har de vraget, hvad Visdom har de? 024 JER 008 010 Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. 024 JER 008 011 De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. 024 JER 008 012 De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN. 024 JER 008 013 Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra HERREN, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent. 024 JER 008 014 Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN. 024 JER 008 015 Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. 024 JER 008 016 Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere. 024 JER 008 017 Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN. 024 JER 008 018 Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt. 024 JER 008 019 Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed? 024 JER 008 020 Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst! 024 JER 008 021 Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel. 024 JER 008 022 Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Sår? 024 JER 009 001 Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag og Nat over mit Folks Datters slagne. 024 JER 009 002 Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for vandringsmænd. Så drog jeg bort fra mit Folk og gik fra dem. Thi Horkarle er de alle, en svigefuld Bande; 024 JER 009 003 de spænder deres Tunges Bue. Løgn, ikke Sandhed råder i Landet; thi de går fra Ondskab til Ondskab og kender ej mig, så lyder det fra HERREN. 024 JER 009 004 Vogt eder hver for sin Næste, tro ingen Broder, thi hver Broder er fuld af List, hver sværter sin Næste. 024 JER 009 005 De fører hverandre bag Lyset, taler ikke Sandhed: de øver Tungen i Løgn, skejer ud, vil ej vende om, 024 JER 009 006 Voldsdåd Slag i Slag og Svig på Svig; de nægter at kendes ved mig, så lyder det fra HERREN. 024 JER 009 007 Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg smelter og prøver dem, ja, hvad må jeg dog gøre for mit Folks Datters Skyld! 024 JER 009 008 Deres Tunge er en morders Pil, deres Munds Ord Svig; med Næsten taler de Fred, men i Hjertet bærer de Svig. 024 JER 009 009 Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra HERREN, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? 024 JER 009 010 Over Bjergene bryder jeg ud i Gråd og Klage, over ØrkenensGræsgang i Klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme, der høres ej Lyd af Kvæg; Himlens Fugle og Dyrene flygtede bort. 024 JER 009 011 Jerusalem gør jeg til Stenhob. Sjakalers Bolig, og Judas Byer til Ørk, hvor ingen bor. 024 JER 009 012 Hvem er viis nok til at fatte dette, og til hvem har HERRENs Mund talet, så han kan sige det: Hvorfor er Landet lagt øde, afsvedet som en Ørken, mennesketomt? 024 JER 009 013 Og HERREN sagde: Fordi de forlod min Lov, som jeg forelagde dem, og ikke hørte min Røst eller vandrede efter den, 024 JER 009 014 men fulgte deres Hjertes Stivsind og Baalerne, som deres Fædre lærte dem at kende, 024 JER 009 015 derfor, så siger Hærskarers HERRE Israels Gud: Se, jeg giver dette Folk Malurt at spise og Gift at drikke; 024 JER 009 016 jeg spreder dem blandt Folk, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og sender Sværdet efter dem, til jeg får gjort Ende på dem. 024 JER 009 017 Så siger Hærskarers HERRE, mærk jer det vel! Kald Klagekvinder hid, lad dem komme, hent kyndige Kvinder, lad dem komme, 024 JER 009 018 lad dem haste og istemme Klage over os! Vore Øjne skal rinde med Gråd, vore Øjenlåg strømme med Vand. 024 JER 009 019 Thi Klageråb høres fra Zion: "Hvor er vi dog hærgede, beskæmmede dybt, fordi vi må bort fra Landet, thi de brød vore Boliger ned." 024 JER 009 020 Ja, hør, I Kvinder, mit Ord, eders Øre fange Ord fra min Mund, og lær eders døtre Klage, hverandre Klagesang: 024 JER 009 021 "Døden steg op i vore Vinduer; kom i Paladserne, udrydded Barnet på Gaden, de unge på Torvene." 024 JER 009 022 Sig: så lyder det fra HERREN: De døde Legemer faldt som Gødning på Marken, som Skåret efter Høstmanden; ingen binder op. 024 JER 009 023 Så siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, den stærke ikke af sin Styrke, den rige ikke af sin Rigdom; 024 JER 009 024 men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har Forstand til at kende mig, at jeg, HERREN, øver Miskundhed, Ret og Retfærdighed på Jorden; thi i sådanne har jeg Behag, lyder det fra HERREN. 024 JER 009 025 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg hjemsøger alle de omskårne, som har Forhud: 024 JER 009 026 Ægypten, Juda, Edom, Ammoniterne, Moab og alle Ørkenboere med rundklippet Hår; thi Hedningerne er alle uomskårne, men alt Israels Hus har uomskåret Hjerte. 024 JER 010 001 Hør det Ord HERREN taler til eder, Israels hus! 024 JER 010 002 Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem. 024 JER 010 003 Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse: 024 JER 010 004 han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler. 024 JER 010 005 De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt. 024 JER 010 006 Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i Vælde. 024 JER 010 007 Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres Riger findes ikke din Lige. 024 JER 010 008 Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ. 024 JER 010 009 Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle. 024 JER 010 010 Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke hans Harme. 024 JER 010 011 Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen. 024 JER 010 012 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen. 024 JER 010 013 Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre. 024 JER 010 014 Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i den; 024 JER 010 015 Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem. 024 JER 010 016 Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn. 024 JER 010 017 Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret! 024 JER 010 018 Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde. 024 JER 010 019 "Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er min Smerte, den vil jeg bære." 024 JER 010 020 Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller opsætter Tæpperne. 024 JER 010 021 Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, du er derfor til intet, og hele deres Hjord er spredt. 024 JER 010 022 Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo. 024 JER 010 023 Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed. 024 JER 010 024 Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os færre! 024 JER 010 025 Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort det og lagt dets Bolig øde. 024 JER 011 001 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren: 024 JER 011 002 Hør denne Pagts Ord og tal til Judas Mænd og Jerusalems. Borgere 024 JER 011 003 og sig: Så siger HERREN, Israels Gud: Forbandet være den, der ikke hører denne Pagts Ord, 024 JER 011 004 som jeg bød eders Fædre holde, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Jernovnen, idet jeg sagde: "Hør min Røst og gør alt, hvad jeg pålægger eder, så skal I være mit Folk, og jeg vil være eders Gud 024 JER 011 005 og holde den Ed, jeg tilsvor eders Fædre om at give dem et Land, der flyder med Mælk og Honning, som det nu er sket!" Og jeg svarede: "Amen, HERRE!" 024 JER 011 006 Og HERREN sagde til mig: Udråb alle disse Ord i Judas Byer og på Jerusalems Gader: Hør denne Pagts Ord og hold dem! 024 JER 011 007 Thi jeg besvor eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, ja til den Dag i Dag, årle og silde: "Hør min Røst!" 024 JER 011 008 Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men fulgte alle deres onde Hjertes Stivsind. Derfor bragte jeg over dem alle denne Pagts Ord, som jeg havde pålagt dem at holde, men som de ikke holdt. 024 JER 011 009 Og HERREN sagde til mig: Der er fundet en Sammensværgelse blandt Judas Mænd og Jerusalems Borgere; 024 JER 011 010 de er vendt tilbage til deres Forfædres Misgerninger, de, som vægrede sig ved at høre mine Ord og holdt sig til fremmede Guder og dyrkede dem; Israels Hus og Judas Hus har brudt den Pagt, jeg sluttede med deres Fædre. 024 JER 011 011 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sender en Ulykke over dem, som de ikke kan slippe fra; og når de da råber til mig, vil jeg ikke høre dem. 024 JER 011 012 Da skal Judas Byer og Jerusalems Borgere gå hen og råbe til de Guder, de tænder Offerild for; men de kan ikke frelse dem i Nødens Stund. 024 JER 011 013 Thi mange som dine Byer er dine Guder, Juda, og mange som Gaderne i Jerusalem er Altrene, I har rejst for Skændselen, Altrene til af tænde Offerild for Baal. 024 JER 011 014 Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære Klage og Bøn for det; thi jeg hører ikke, når de råber til mig i Nødens Stund. 024 JER 011 015 Hvad vil min elskede i mit Hus, hun, som øved Svig? Kan Fedt og helligt kød borttage din Ondskab, eller kan du reddes ved sligt? 024 JER 011 016 Et grønt Oliventræ, skønt at skue, så kaldte HERREN dit Navn. Under voldsom Buldren og Bragen afsved Ilden dets Løv og brændte dets Grene. 024 JER 011 017 Hærskarers HERRE, som plantede dig, truer dig med Ulykke til Straf for det onde, Israels Hus og Judas Hus gjorde for at krænke mig, idet de tændte Offerild for Baal. 024 JER 011 018 HERREN lod mig det vide, derfor ved jeg det; da lod du mig se deres Gerninger. 024 JER 011 019 Og jeg var som et tålsomt Lam, der føres til Slagtning. Jeg vidste ej af, at de tænkte på Rænker imod mig: "Lad os ødelægge Træet i Blomst, udrydde ham af de levendes Land, så hans Navn ej ihukommes mer." 024 JER 011 020 Hærskarers HERRE, retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag. 024 JER 011 021 Derfor, så siger HERREN om Mændene i Anatot, som står mig efter Livet og siger: "Du må ikke profetere i HERRENs Navn; ellers skal du dø for vor Hånd" 024 JER 011 022 derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg, vil hjemsøge dem; deres unge Mænd skal dø for Sværd, deres Sønner og Døtre af Hunger; 024 JER 011 023 der skal ikke levnes dem nogen Rest, thi jeg sender Ulykke over Mændene i Anatot, når Året, de skal hjemsøges kommer. 024 JER 012 001 Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi er alle troløse trygge? 024 JER 012 002 Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har dig i Munden, men ikke i Hjertet. 024 JER 012 003 Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets Dag! 024 JER 012 004 (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.") 024 JER 012 005 "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste? Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i Jordans Stolthed"? 024 JER 012 006 Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver dig gode Ord!" 024 JER 012 007 Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd. 024 JER 012 008 Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede Røsten imod mig, derfor må jeg hade den. 024 JER 012 009 Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle? Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde! 024 JER 012 010 Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod, min yndige Arvelod gør de til øde Ørk; 024 JER 012 011 de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det. 024 JER 012 012 Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den anden; intet Kød har Fred. 024 JER 012 013 De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til Skamme med deres Afgrøde for HERRENs glødende Vredes Skyld. 024 JER 012 014 Så siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod, jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem. 024 JER 012 015 Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til sit Land. 024 JER 012 016 Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så sandt HERREN lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk. 024 JER 012 017 Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra HERREN. 024 JER 013 001 Således saghde Herren til mig: "Gå hen og køb dig et linned bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!" 024 JER 013 002 Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd. 024 JER 013 003 Så kom HERRENs Ord atter til mig således: 024 JER 013 004 "Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat og gem det der i eu Klipperevne!" 024 JER 013 005 Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som HERREN bød. 024 JER 013 006 Men lang Tid efter sagde HERREN til mig: "Gå til Frat og hent Bæltet, jeg bød dig gemme der!" 024 JER 013 007 Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget. 024 JER 013 008 Og HERRENs Ord kom til mig således: 024 JER 013 009 Så siger HERREN: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems store Herlighed. 024 JER 013 010 Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. 024 JER 013 011 Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig, lyder det fra HERREN, for at de skulde være mit Folk og blive mig til Navnkundigbed, Pris og Ære; men de hørte ikke. 024 JER 013 012 Og du skal sige til dette Folk: Så siger HERREN, Israels Gud: Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: "Skulde vi ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?" 024 JER 013 013 så svar dem: Så siger HERREN: Se, jeg vil fylde alle dette Lands Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne, Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de hliver drukne; 024 JER 013 014 og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det fra HERREN; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg dem. 024 JER 013 015 Hør og lyt uden Hovmod, thi HERREN taler. 024 JER 013 016 Lad HERREN eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det til Mulm, han gør det til Mørke. 024 JER 013 017 Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets Skyld, den fælder så bitre Tåmer; mit Øje rinder med Gråd, thi HERRENs Hjord føres bort. 024 JER 013 018 Sig til Kongen og til Herskerinden: "Tag lavere Sæde, thi af eders Hoved faldt den dejlige Krone." 024 JER 013 019 Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er bortført til sidste Mand. 024 JER 013 020 Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du fik, dine dejlige Får? 024 JER 013 021 Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde i Barnsnød? 024 JER 013 022 Og siger du i dit Hjerte: "Hvi hændtes mig dette?" For din svare Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet. 024 JER 013 023 Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt! 024 JER 013 024 Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind: 024 JER 013 025 det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra HERREN, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn. 024 JER 013 026 Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses, 024 JER 013 027 dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem, du bliver ej ren hvor længe endnu? 024 JER 014 001 HERRENs Ord, som kom til Jeremias om tørken. 024 JER 014 002 Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet, Jerusalems Skrig stiger op, 024 JER 014 003 og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved. 024 JER 014 004 Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet. 024 JER 014 005 Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der ikke. 024 JER 014 006 På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler, deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke. 024 JER 014 007 Vidner vore Synder imod os, HERRE, grib så for dit Navns Skyld ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet. 024 JER 014 008 Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely? 024 JER 014 009 Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan frelse? Du er dog i vor Midte, HERRE, dit Navn er nævnet over os, så lad os ej fare! 024 JER 014 010 Så siger HERREN til dette Folk: De elsker at flakke omkring og sparer ej Fødderne, men ejer ikke HERRENs Behag. Han ihukommer nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder. 024 JER 014 011 Og HERREN sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk! 024 JER 014 012 Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!" 024 JER 014 013 Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE! Profeterne siger jo til dem: I skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi tryg Fred giver jeg eder på dette Sted." 024 JER 014 014 HERREN svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder! 024 JER 014 015 Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger; 024 JER 014 016 og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres Ondskab over dem." 024 JER 014 017 Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart. 024 JER 014 018 Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager bort til et Land, de ej kender. 024 JER 014 019 Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. 024 JER 014 020 Vi kender vor Gudløshed, HERRE, vore Fædres Brøde, thi vi synded mod dig. 024 JER 014 021 Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os! 024 JER 014 022 Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette. 024 JER 015 001 Da sagde HERREN til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk bort fra mit Åsyn! 024 JER 015 002 Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til Fangenskab! 024 JER 015 003 Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og Jordens Dyr til at æde og ødelægge. 024 JER 015 004 Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns, Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem. 024 JER 015 005 Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra Vejen og spørger til dig? 024 JER 015 006 Du vragede mig, så lyder def fra HERREN; du veg bort. Jeg udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes. 024 JER 015 007 Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om. 024 JER 015 008 Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og Rædsel falde på hende. 024 JER 015 009 Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN. 024 JER 015 010 Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand for Alerden! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig alle. 024 JER 015 011 HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og Trængselens Tid. 024 JER 015 012 Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber? 024 JER 015 013 Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine Landemærker; 024 JER 015 014 jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender, thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder. 024 JER 015 015 Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort! Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån 024 JER 015 016 fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!" Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, HERRE, Hærskarers Gud. 024 JER 015 017 Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med Harme. 024 JER 015 018 Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger. 024 JER 015 019 Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst, skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem. 024 JER 015 020 Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN. 024 JER 015 021 Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd. 024 JER 016 001 HERRENs Ord kom til mig således 024 JER 016 002 Du skal ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner eller Døtre på dette Sted. 024 JER 016 003 Thi så siger HERREN om de Sønner og Døtre, der fødes på dette Sted, og om Mødrene, som føder dem, og Fædrene, som avler dem i dette Land: 024 JER 016 004 En smertefuld Død skal de dø; der skal ikke holdes Dødeklage over dem, og de skal ikke jordes; til Gødning på Marken skal de blive. De skal omkomme ved Sværd og Hunger; deres Lig skal være Hinmmmmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde. 024 JER 016 005 Thi så sigem HERREN: Kom ikke i Sorgens Hus, gå ikke til Klage, vis dem ikke Medynk, thi jeg lager min Fred fra dette Folk, lyder det fra HERREN, både Nåde og Barmhjerlighed; 024 JER 016 006 og store og små skal dø i dette Land og ikke jordes. De skal ikke holde Dødeklage eller ridse Huden eller klippe sig for deres Skyld, 024 JER 016 007 bryde Brød til en, der har Sorg, til Trøst for den døde, eller kvæge ham med Trøstebæger for Fader og Moder. 024 JER 016 008 Og kom ikke i et Gildehus for at sidde iblandt dem og spise og drikke; 024 JER 016 009 thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, for eders Øjne og i eders Dage gør jeg på dette Sted Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst. 024 JER 016 010 Når du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de siger til dig: "Hvorfor udtaler HERREN al den store Ulykke over os, og hvad er det for en Brøde og Synd, vi har gjort mod HERREN vor Gud?" 024 JER 016 011 svar dem så: Fordi eders Fædre forlod mig, lyder det fra HERREN, og holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem; mig forlod de og holdt ikke min Lov; 024 JER 016 012 og I bærer eder værre ad end eders Fædre, thi se, I vandrer hver efter sit onde Hjertes Stivsind uden at høre mig; 024 JER 016 013 derfor slænger jeg eder bort fra dette Land til et Land, I ikke kender, så lidt som eders Fædre, og der skal I dyrke andre Guder både bag og Nat; thi jeg vil ikke give eder Nåde. 024 JER 016 014 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op fra Ægypten!" 024 JER 016 015 men: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op fra Nordens Land og alle de Lande, til hvilke han havde stødt dem bort!" Og jeg fører dem hjem til deres Land, som jeg gav deres Fædre. 024 JER 016 016 Se, jeg sender Bud efter Fiskere i Mængde, lyder det fra HERREN, og de skal fiske dem; og siden sender jeg Bud efter Jægere i Mængde, og de skal jage dem fra hvert Bjerg, hver Høj og Klippernes Kløfter. 024 JER 016 017 Thi mine Øjne er rettet på alle deres Veje; de er ikke skjult for mig, og deres Brøde er ikke dulgt for mine Øjne. 024 JER 016 018 Og først giver jeg dem tvefold Gengæld for deres Brøde og Synd, fordi de vanhelligede mit Land med deres væmmelige Guders Ådsler og fyldte min Arvelod med deres Vederstyggeligheder. 024 JER 016 019 Herre, min Styrke, mit Værn, min Tilflugt i Nødens Stund! Til dig skal Folkeslag komme fra den vide Jord og sige: "Vore Fædre arved kun Løgn, Afguder, ingen af dem hjælper. 024 JER 016 020 Kan et Menneske lave sig Guder? De er dog ikke Guder!" 024 JER 016 021 Se, derfor lader jeg dem mærke, denne Gang lader jeg dem mærke min Hånd og min Styrke; og de skal kende, at mit Navn er HERREN. 024 JER 017 001 Optegnet er Judas Synd med med griffel af jern, med Diamantspids ristet i deres Hjertes Tavle og på deres Altres Horn, 024 JER 017 002 når Sønnerne kommner deres Altre og Asjerer i Hu, på alle grønne Træer, på de høje Steder, 024 JER 017 003 på Bjergene på Marken. Din Rigdom, alle dine Skatte giver jeg hen til Rov til Løn for din Synd, så langt dine Grænser når. 024 JER 017 004 Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig, trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min Vrede, den brænder evigt. 024 JER 017 005 Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra HERREN. 024 JER 017 006 Han bliver som Ødemarkens Ene og får ej Lykke at se; han bor i glødende Ørk, i Saltland, hvor ingen fæster Bo. 024 JER 017 007 Velsignet være den Mand, som stoler på HERREN, og hvis Tillid HERREN er. 024 JER 017 008 Han bliver somn et Træ, der er plantet ved Vand, og strækker sine Rødder til Bækken, ej ængstes, når Heden komnmer, hvis Løv er frodig grønt, som ej ængstes i Tørkens År eller ophører med at bære Frugt. 024 JER 017 009 Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det? 024 JER 017 010 Jeg, HERREN, jeg ransager Hjerte og prøver Nyrer for at gengælde hver hans Færd, hans Gerningers Frugt. 024 JER 017 011 Som en Agerhømme på Æg, den ikke har lagt, er den, der vinder Rigdom med Uret; han må slippe den i Dagenes Hælvt og slår ved sin Død som en Dåre. 024 JER 017 012 En Herlighedstrone, en urgammel Høj er vor Helligdoms Sted. 024 JER 017 013 HERRE, du Israels Håb, enhver, der forlader dig, får Skam; de, der falder fra dig, skal udryddes af Landet, thi HERREN, er Kilden med levende Vand, forlod de. 024 JER 017 014 Læg mig, HERRE, så jeg læges, frels du mig, så jeg frelses, thi du er min Ros. 024 JER 017 015 Se, de andre siger til mig: "Hvor er HERRENs Ord? Lad det konmme!" 024 JER 017 016 Jeg vægred mig ej ved at være Hyrde i dit Spor", begæred ej heller Ulykkens Dag, du ved det; hvad der udgik fra mine Læber, er for dit Åsyn. 024 JER 017 017 Bliv ikke en Rædsel for mig, du min Tilflugt på Ullykkens Dag. 024 JER 017 018 Lad Forfølgerne beskæmmes, lad ej mig beskæmmes, lad dem forfærdes, lad ej mig forfærdes; send over dem Ulykkens Dag, knus dem og gentag Slaget! 024 JER 017 019 Således sagde HERREN til mig: Gå hen og stil dig i Folkets Sønners Port, ad hvilken Judas Konger går ind og ud, og i alle Jerusalemns Porte 024 JER 017 020 og sig til dem: Hør HERRENS Ord, I Judas Konger og hele Juda og alle Jerusalems Borgere, som går ind ad disse Porte! 024 JER 017 021 Så siger HERREN: Vogt eder for eders Sjæles Skyld, at I ikke bærer Byrder ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen! 024 JER 017 022 Bring ingen Byrde ud af eders Huse på Sabbatsdagen og gør intet Arbejde, men hold Sabbalsdagen hellig, som jeg bød eders Fædre. 024 JER 017 023 De hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men gjorde Nakken stiv for ikke at høre eller tage ved Lære. 024 JER 017 024 Men hvis I hører mig, lyder det fra HERREN, så I ikke bringer nogen Byrde ind gennem denne Bys Porte på Sabbatsdagen, men holder den hellig og ikke gør noget Arbejde på den, 024 JER 017 025 så skal Konger og Fyrster, som sidder på Davids Trone, drage ind ad denne Bys Porte med Vogne og Heste, de og deres Fyrster, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, og denne By skal stå til evig Tid. 024 JER 017 026 Og fra Judas Byer, fra Jerusalems Omegn, fra Benjamins Land, fra Lavlandet, Bjergene og Sydlandet skal man komme og bringe Brændoffer, Slagtoffer, Afgrødeoffer og Røgelse og Takoffer til HERRENs Hus. 024 JER 017 027 Men hvis I ikke hører mit Ord om at holde Sabbatsdagen hellig og om ikke at bære nogen Byrde ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen, så sætter jeg Ild på dets Porle, og den skal fortære Jerusalems Paladser uden at slukkes. 024 JER 018 001 Det Ord, som kom til Jeremmas fra Herren 024 JER 018 002 "Gå ned til pottemagerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre." 024 JER 018 003 Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde ved Drejeskiven. 024 JER 018 004 Og når et Kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om til et andet, som han nu vilde have det gjort. 024 JER 018 005 Da kom HERRENs Ord til mig: 024 JER 018 006 Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne Pottemager? lyder det fra HERREN. Se, som Leret i Pottemagerens Hånd er I i min Hånd, Israels Hus. 024 JER 018 007 Snart truer jeg et Folk og et Rige med at rykke detop, nedbryde og ødelægge det; 024 JER 018 008 men når det Folk, jeg har truet, omvender sig fra sin Ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. 024 JER 018 009 Og snart lover jeg et Folk og et Rige at opbygge og planle det; 024 JER 018 010 men gør det så, hvad der er ondt i mine Øjne, idet det ikke hører min Røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det. 024 JER 018 011 Og sig nu til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Så siger HERREN: Se, jeg skaber eder en Ulykke og udtænker et Råd imod eder; vend derfor om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Gerninger. 024 JER 018 012 Men de svarer: "Nej! Vi vil følge vore egne Tanker og gøre hver efter sit onde Hjertes Stivsind." 024 JER 018 013 Derfor, så siger HERREN: Spørg dog rundt blandt Folkene: Hvo hørte mon sligt? Grufulde Ting har hun øvet, Israels Jomfru. 024 JER 018 014 Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres Bjergenes kølige, rislende Vande, 024 JER 018 015 siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn? De snubler på deres Veje, de ældgamle Spor, og vandrer ad Stier, en Vej, der ikke er højnet, 024 JER 018 016 for at gøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver farende Mand skal grue og ryste på Hovedet. 024 JER 018 017 Som en Østenstorm splitter jeg dem for Fjendens Ansigt, jeg viser dem Ryg, ej Åsyn på Vanheldets Dag. 024 JER 018 018 De sagde: Kom, vi spinder Rænker imod Jeremias! Thi ej glipper Loven for Præsten, ej Rådet for den vise, ej Ordet for Profeten. Kom, lad os slå ham med Tungen og lure på alle hans Ord!" 024 JER 018 019 Lyt, o Herre, til mig og hør min Modparts Ord! 024 JER 018 020 Skal godt gengældes med ondt? De grov jo min Sjæl en Grav. Kom i Hu, at jeg stod for dit Åsyn for at tale til Bedste for dem og vende din Vrede fra dem! 024 JER 018 021 Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold; Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig; 024 JER 018 022 lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande brat komme over dem. Thi de grov en Grav for at fange mig og lagde Snarer for min Fod. 024 JER 018 023 Ja du, o HERRE, du kender alle deres Dødsråd imod mig. Tilgiv ikke deres Brøde, slet ikke deres Synd for dit Åsyn, lad dem komme til Fald for dit Åsyn, få med dig at gøre i din Vredes Stund! 024 JER 019 001 Således sagde HERREN: Gå hen og køb dig et krus hos pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med 024 JER 019 002 og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og udråb der de Ord, jeg taler til dig! 024 JER 019 003 Du skal sige: Hør HERRENs Ord, Judas Konger og Jerusalems Borgere: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg sender over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom, 024 JER 019 004 fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries Blod, 024 JER 019 005 og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og hvad aldrig var opkommet i min Tanke. 024 JER 019 006 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da dette Sted ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen. 024 JER 019 007 Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens Dyr deres Lig til Føde. 024 JER 019 008 Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal grue og spotte over alle dens Sår. 024 JER 019 009 Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender og de, der står dem efter Livet, volder dem. 024 JER 019 010 Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig, 024 JER 019 011 og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil knuse dette Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at jorde på ikke slår til. 024 JER 019 012 Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder det fra HERREN, idet jeg gør denne By til et Tofet: 024 JER 019 013 Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder. 024 JER 019 014 Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen HERREN havde sendt ham for at profetere, og stod frenm i Forgården til HERRENs Hus og sagde til alt Folket: 024 JER 019 015 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, over denne By og alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte mine Ord. 024 JER 020 001 Da præsten Pasjhur, Immers søn, der var overopsynsmand i HERRENs Hus, hørte Jeremias profetere således, 024 JER 020 002 slog han ham og lod ham lægge i Blokken i den øvre Benjaminsport i HERRENs Hus. 024 JER 020 003 Men da Pasjhur Dagen efter slap Jeremias ud af Blokken, sagde Jeremias til ham: HERREN kalder dig ikke Pasjhur, men: Trindt-om-er-Rædsel. 024 JER 020 004 Thi så siger HERREN: Se, jeg gør dig til Rædsel for dig selv og for alle dine Venner; de skal falde for deres Fjenders Sværd, og dine Øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels Konges Hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med Sværdet. 024 JER 020 005 Og jeg giver alt denne Bys Gods og al dens Velstand og alle dens koslelige Ting og alle Judas Kongers Skatte i deres fjenders Hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel. 024 JER 020 006 Og du Pasjhur og alle, der bor i dit Hus, skal gå i Fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal du jordes sammen med alle dine Venner, for hvem du har profeteret Løgn. 024 JER 020 007 Du overtalte mig, HERRE, og jeg lod mig overtale, du tvang mig med Magt. Dagen lang er jeg til Latter, mig håner enhver. 024 JER 020 008 Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: "Vold og Overfald!" Thi HERRENs Ord er mig Dagen lang til Skændsel og Spot. 024 JER 020 009 Men tænkte jeg: "Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans Navn," da blev det som brændende Ild i mit indre, som brand i mine Ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej; 024 JER 020 010 thi jeg hører mange hviske, trindt om er Rædsel: "Angiv ham!" og: "Vi vil angive ham!" Alle mine Venner lurer på et Fejltrin af mig: "Måske går han i Fælden, så vi får ham i vor Magt, og da kan vi hævne os på ham!" 024 JER 020 011 Men HERREN er med mig som en vældig Helt; derfor skal de, som forfølger mig, snuble i Afmagt, højlig beskæmmes, thi Heldet svigter dem, få Skændsel, der aldrig glemmes. 024 JER 020 012 Du Hærskarers HERRE, som prøver den retfærdige, gennemskuer Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag. 024 JER 020 013 Syng for HERREN, lovpris HERREN! Thi han redder den fattiges Sjæl af de ondes Hånd. 024 JER 020 014 Forbandet være den Dag, på hvilken jeg fødtes; den Dag, min Moder fødte mig, skal ikke velsignes. 024 JER 020 015 Forbandet den Mand, som bragte min Fader det Bud: "Et Barn, en Dreng er født dig!" og glæded ham såre. 024 JER 020 016 Det gå den Mand som Byerne, HERREN omstyrted uden Medynk; han høre Skrig ved Gry, Kampråb ved Middagstide. 024 JER 020 017 At han ej lod mig dø i Moders Liv, så min Moder var blevet min Grav og hendes Moderliv evigt svangert! 024 JER 020 018 Hvi kom jeg af Moders Liv, når jeg kun skulde opleve Møje og Harm, mine Dage svinde i Skam! 024 JER 021 001 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Zedekias sendte Pasjhur, Malkias Søn, og Præsten Zefanja, Maasejas Søn, til ham og lod sige: 024 JER 021 002 "Rådspørg HERREN for os, thi kong Nebukadrezar af Babel angriber os; måske vil HERREN handle med os efter alle sine Undergerninger, så Nebukadrezar drager bort fra os." 024 JER 021 003 Jeremias svarede dem: "Sig til Zedekias: 024 JER 021 004 Så siger HERREN, Israels Gud: Se, Våbnene i eders Hånd, med hvilke I uden for Muren kæmper mod Babels Konge og Kaldæerne, der belejrer eder, dem driver jeg tilbage og samler dem midt i denne By; 024 JER 021 005 og jeg vil selv kæmpe mod eder med utdrakt Hånd og stærk Arm, i Vrede og Harme og stor Fortørnelse; 024 JER 021 006 og jeg slår denne Bys Indbyggere, ja både Folk og Fæ, med voldsom Pest, så de dør. 024 JER 021 007 Og siden, lyder det fra HERREN, giver jeg Kong Zedekias af Juda og hans Tjenere og Folket, der levnes i denne By af Pesten, Sværdet og Hungeren, i Kong Nebukadrezar af Babels og i deres Fjenders Hånd, og i deres Hånd, som står dem efter Livet; de skal hugge dem ned med Sværdet, og jeg vil ikke ynkes over dem eller vise Skånsel eller Barmhjertighed!" 024 JER 021 008 Og sig til dette Folk: "Så siger HERREN: Se, jeg forelægger eder Livets Vej og Dødens Vej. 024 JER 021 009 Den, som bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest: men den, som går ud og overgiver sig til Kaldæerne, der belejrer eder, skal leve og vinde sit Liv som Bytte, 024 JER 021 010 Thi jeg retter mit Åsyn mod denne By til Ulykke og ikke til Lykke, lyder det fra HERREN; i Babels Konges Hånd skal den gives, og han skal opbrænde den med Ild." 024 JER 021 011 Og sig til Judas Konges Hus: Hør HERRENs Ord, 024 JER 021 012 Davids Hus! Så siger HERREN: Hold årle retfærdig Dom, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, at ikke min Vrede slår ud som Ild og brænder, så ingen kan slukke, for eders onde Gerningers Skyld. 024 JER 021 013 Se, jeg kommer over dig, du By i Dalen, du Slettens Klippe, lyder det fra HERREN, I, som siger: "Hvo falder over os, hvo trænger ind i vore Boliger?" 024 JER 021 014 Efter eders Gerningers Frugt hjemsøger jeg jer, lyder det fra HERREN; jeg sætter Ild på dens Skov, den fortærer alt deromkring. 024 JER 022 001 Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord 024 JER 022 002 og sig: Hør HERRENs Ord, Judas Konge, som sidder på Davids Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte! 024 JER 022 003 Så siger HERREN: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted. 024 JER 022 004 Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og Heste, de, deres Tjenere og Folk: 024 JER 022 005 Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder det fra HERREN, at dette Hus skal lægges øde. 024 JER 022 006 Thi så siger HERREN om Judas konges Palads: Et Gilead var du for mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til folketomme Byer; 024 JER 022 007 Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden. 024 JER 022 008 Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre: "Hvorfor handlede HERREN således med denne store By?" 024 JER 022 009 Og man skal svare: "Fordi de forlod HERREN deres Guds Pagt og tilbad og dyrkede andre Guder." 024 JER 022 010 Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke. 024 JER 022 011 Thi så siger HERREN om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette Sted, skal ikke vende hjem igen: 024 JER 022 012 men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal han dø, og han skal ikke gense dette Land. 024 JER 022 013 Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn, 024 JER 022 014 som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale," som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det rødt. 024 JER 022 015 Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel; 024 JER 022 016 han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er dette ikke at kende mig? lyder det fra HERREN. 024 JER 022 017 Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold. 024 JER 022 018 Derfor, så siger HERREN om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!" 024 JER 022 019 Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems Porte. 024 JER 022 020 Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra Abarim, thi knuste er alle dine kære. 024 JER 022 021 Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre min Røst var din Skik fra din Ungdom. 024 JER 022 022 For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab. 024 JER 022 023 Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes! 024 JER 022 024 Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort. 024 JER 022 025 Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og Kaldæernes Hånd. 024 JER 022 026 Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø; 024 JER 022 027 men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke vende hjem. 024 JER 022 028 Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes til et Land, de ikke kender? 024 JER 022 029 Land, Land, Land, hør HERRENs Ord: 024 JER 022 030 Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over Juda. 024 JER 023 001 Ve Hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får jeg græsser, lyder det fra HERREN. 024 JER 023 002 Derfor, så siger HERREN, Israels Gud, til de Hyrder, som vogter mit Folk: Da I har adsplittet og spredt mine Får og ikke taget eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde Gerningers Skyld, lyder det fra HERREN. 024 JER 023 003 Men dem, der er tilovers af mine Får, vil jeg sanke sammen fra alle de Lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige. 024 JER 023 004 Da vil jeg sætte Hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes og ingen skal savnes, lyder det fra HERREN. 024 JER 023 005 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opvækker David en retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle viselig og øve Ret og Retfærd i Landet. 024 JER 023 006 I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det Navn, man skal give ham er: HERREN vor Retfærdighed. 024 JER 023 007 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op fra Ægypten!" 024 JER 023 008 men: "Så sandt HERREN lever, der førte og bragte Israels Huss Afkom op fra Nordens Land og fra alle de Lande, til hvilke han havde bortstødt dem!" Og de skal bo i deres Land. 024 JER 023 009 Om Profeterne. Mit Hjerte er knust i Brystet, hvert Ledemod er slapt, jeg er som en drukken, en Mand, overvældet af Vin, for HERRENs Skyld, for hans hellige Ords Skyld. 024 JER 023 010 Thi Landet er fuldt af Horkarle, og under Forhandelse, sørger Landet, Ørkenens Græsgange visner. Man haster til det, som er ondt, og er stærk i Uret. 024 JER 023 011 Thi både Profet og Præst er vanhellig, selv i mit Hus har jeg mødt deres Ondskab, lyder det fra HERREN. 024 JER 023 012 Derfor bliver deres Vej det, som slibrige Stier, i Mørke stødes de ud og snubler deri. Thi Ulykke sender jeg over dem, Hjemsøgelsens År, så lyder det fra HERREN. 024 JER 023 013 Hos Samarias Profeter så jeg slemme Ting; ved Baal profetered de og vildledte Israel, mit Folk. 024 JER 023 014 Hos Jerusalems Profeter så jeg grufulde Ting: de horer og vandrer i Løgn, de styrker de ondes Hænder, så de ikke vender om enhver fra sin Ondskab. Som Sodoma er de mig alle, dets Folk som Gomorra. 024 JER 023 015 Derfor, så siger Hærskarers HERRE om Profeterne: Se, jeg giver dem Malurt at spise og Giftvand at drikke; thi fra Jerusalems Profeter udgår Vanhelligelse over hele Landet. 024 JER 023 016 Så siger Hærskarers HERRE: Hør ikke Profeternes Ord, når de profeterer for eder; de dårer eder kun. Deres eget Hjertes Syn fremfører de, ikke Ord fra HERRENs Mund. 024 JER 023 017 De siger til dem, der ringeagter HERRENs Ord: "Det skal gå eder vel!" og til enhver, som vandrer i sit Hjertes Stivsind: "Der skal ikke ske eder noget ondt!" 024 JER 023 018 Thi hvem stod i HERRENs fortrolige Råd, så han så og hørte hans Ord, hvem lyttede til hans Ord og hørte det? 024 JER 023 019 Se, HERRENs Stormvejr, Vreden, er brudt frem, et hvirvlende Stormvejr; det hvirvler over de gudløses Hoved. 024 JER 023 020 HERRENS Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skal I forstå det. 024 JER 023 021 Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. 024 JER 023 022 Hvis de står i mit fortrolige Råd og hører mine Ord, så lad dem vende mit Folk fra deres onde Vej og deres Gerningers Ondskab. 024 JER 023 023 Er jeg kun en Gud i det nære, så lyder det fra HERREN, og ikke en Gud i det fjerne? 024 JER 023 024 Kan nogen krybe i Skjul, så jeg ikke ser ham? lyder det fra HERREN. Er det ikke mig, der fylder Himmel og Jord? lyder det fra HERREN. 024 JER 023 025 Jeg har hørt, hvad Profeterne, der profeterer Løgn i mit Navn, siger: "Jeg har drømt, jeg har drømt!" 024 JER 023 026 Hvor længe skal det vare? Har Profeterne, som profeterer Løgn og deres Hjertes Svig, mon i Sinde 024 JER 023 027 og higer de efter at få mit Folk til at glemme mit Navn ved de Drømme, de meddeler hverandre, ligesom deres Fædre glemte mit Navn over Baal? 024 JER 023 028 Den Profet, som har en Drøm, meddele sin Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed! Hvad har Strå med Kærne at gøre? lyder det fra HERREN. 024 JER 023 029 Er ikke mit Ord som Ild, lyder det fra HERREN, og som en Hammer, der knuser Fjelde? 024 JER 023 030 Se, derfor kommer jeg over Profeterne, lyder det fra HERREN, de, som stjæler mine Ord fra hverandre. 024 JER 023 031 Se, jeg kommer over Profeterne, lyder det fra HERREN, de, som taler af sig selv og dog siger: "Så lyder def fra HERREN." 024 JER 023 032 Se, jeg kommer over Profeterne, som profeterer og udspreder Løgnedrømme, lyder det fra HERREN, og vildleder mit Folk med deres Løgne og Pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem nogen Befaling; de bringer ikke dette Folk nogen Hjælp, lyder det fra HERREN. 024 JER 023 033 Når dette Folk eller en Profet eller Præst spørger dig: "Hvad er HERRENs Byrde?" skal du svare: "Byrden er I, men jeg kaster eder af," lyder det fra HERREN. 024 JER 023 034 Og Profeten, Præsten og Folket, som siger "HERRENs Byrde", den Mand og hans Hus vil jeg hjemsøge. 024 JER 023 035 Således skal I sige til hverandre, Mand til Mand: "Hvad svarede HERREN?" og: "Hvad talede HERREN?" 024 JER 023 036 Men om HERRENs Byrde må I ikke mere tale, thi Byrden for enhver skal være hans eget Ord. Og I laver om på den levende Guds, Hærskarers HERREs, vor Guds, Ord. 024 JER 023 037 Således skal du sige til Profeten: "Hvad svarede HERREN?" og: "Hvad talede HERREN?" 024 JER 023 038 Og dersom I siger: "HERRENs Byrde" derfor, så siger HERREN: Fordi I siger dette Ord: "HERRENs Byrde", skønt jeg sendte eder det Bud: "I må ikke sige "HERRENs Byrde!" 024 JER 023 039 se, derfor vil jeg løfte eder op og kaste eder og den By, jeg gav eder og eders Fædre, bort fra mit Åsyn 024 JER 023 040 og pålægge eder evig Skændsel og Spot, som aldrig glemmes. 024 JER 024 001 HERREN lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod foran HERRENs Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til Babel. 024 JER 024 002 Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de ikke kunde spises. 024 JER 024 003 Og HERREN sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så slette, at de ikke kan spises." 024 JER 024 004 Da kom HERRENs Ord til mig således: 024 JER 024 005 Så siger HERREN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener, vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette Sted til Kaldæernes Land. 024 JER 024 006 Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke oprykke dem. 024 JER 024 007 Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN; de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig til mig af hele deres Hjerte. 024 JER 024 008 Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at spises, vil jeg, så siger HERREN, gøre med Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster og Resten af Jerusalem, dem, der er levnet i dette Land, og dem, der bor i Ægypten; 024 JER 024 009 jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Spot og Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de Steder, hvorhen jeg bortstøder dem; 024 JER 024 010 jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet af det Land, jeg gav dem og deres Fædre. 024 JER 025 001 Det Ord, som kom til Jeremias om alt Judases folk i Joasias Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde År, det er Kong Nebukadrezar af Babels første År, 024 JER 025 002 og som Profeten Jeremias talte til alt Judas Folk og alle Jerusalems Borgere: 024 JER 025 003 Fra Amons Søns, Kong Josias af Judas, trettende År til den Dag i Dag, i fulde tre og tyve År er HERRENs Ord kommet til mig, og jeg, talte til eder årle og silde, men I hørte ikke; 024 JER 025 004 og HERREN sendte årle og silde alle sine Tjenere Profeterne til eder, men I hørte ikke; I bøjede ikke eders Øre til at høre, 024 JER 025 005 når han sagde: "Omvend eder, hver fra sin onde Vej og sine onde Gerninger, at I fra Evighed til Evighed må bo i det Land, jeg gav eder og eders Fædre; 024 JER 025 006 og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker og tilbeder dem, og krænk mig ikke med eders Hænders Værker til eders Ulykke." 024 JER 025 007 Nej, I hørte mig ikke, lyder det fra HERREN, og så krænkede I mig med eders Hænders Værker til eders Ulykke. 024 JER 025 008 Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Fordi I ikke vilde høre mine Ord, 024 JER 025 009 vil jeg sende Bud efter alle Nordens Stammer, lyder det fra HERREN, og til kong Nebukadrezar af Babel, min Tjener, og lade dem komme over dette Land og dets Indbyggere og over alle Folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til Rædsel, Latter og Spot for evigt. 024 JER 025 010 Jeg fjerner fra dem Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, Kværnens Lyd og Lampens Skin, 024 JER 025 011 og hele dette Land skal blive til Ørk og Øde, og disse Folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve År. 024 JER 025 012 Men når der er gået halvfjerdsindstyve År, hjemsøger jeg Babels Konge og Folket der for deres Misgerning, lyder det fra HERREN, også Kaldæernes Land hjemsøger jeg og gør det til evige Ørkener, 024 JER 025 013 og jeg opfylder på dette Land alle mine Ord, som jeg har talet imod det, alt, hvad der er skrevet i denne Bog, alt, hvad Jeremias har profeteret mod alle Folkene. 024 JER 025 014 Thi også dem skal mange Folk og vældige Konger gøre til Trælle, og jeg gengælder dem deres Gerning og deres Hænders Værk. 024 JER 025 015 Thi således sagde HERREN, Israels Gud, til mig: "Tag dette Bæger med min Vredes Vin af min Hånd og giv alle de Folk, jeg sender dig til, at drikke deraf; 024 JER 025 016 de skal drikke og rave og rase for Sværdet, jeg sender iblandt dem!" 024 JER 025 017 Og jeg tog Bægeret af HERRENs Hånd og gav alle de Folk, han sendte mig til, at drikke deraf: 024 JER 025 018 Jerusalem og Judas Byer og dets Konger og Fyrster, for at gøre dem til Ørk og Øde, til Spot og til et Forbandelsens Tegn, som det er på denne Dag; 024 JER 025 019 Farao, Ægypterkongen, med alle hans Tjenere og Fyrster og alt hans Folk, 024 JER 025 020 alt Blandingsfolket og alle konger i Uz og Filisterland, Askalon, Gaza og Ekron og Asdods Rest; 024 JER 025 021 Edom, Moab og Ammoniterne; 024 JER 025 022 alle Tyruss og Zidons Konger og den fjerne strands Konger hinsides Havet; 024 JER 025 023 Dedan, Tema og Buz og alle dem med rundklippet Hår; 024 JER 025 024 alle Arabernes konger og alle Blandingsfolkets Konger, som hor i Ørkenen; 024 JER 025 025 alle Zimris Konger, alle Elams Konger og alle Mediens Konger; 024 JER 025 026 alle Nordens Konger, nær og fjern, den ene efter den anden. alle Riger på Jordens Overflade; og Kongen af Sjesjak skal drikke efter dem. 024 JER 025 027 Og du skal sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Drik, bliv drukne og spy, fald og rejs eder ikke mere for Sværdet jeg sender iblandt eder! 024 JER 025 028 Og hvis de vægrer sig ved at tage Bægeret af din Hånd og drikke, skal du sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Drikke skal I! 024 JER 025 029 Thi se, med den By, mit Navn er nævnet over, begynder jeg at handle ilde, og så skulde I gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg kalder Sværdet hid mod alle dem, som bor på Jorden, lyder det fra Hærskarers HERRE. 024 JER 025 030 Og du skal profetere alle disse Ord for dem og sige: HERREN brøler fra det høje, løfter sin Røst fra sin hellige Bolig; han brøler over sin Græsgang, istemmer Vinperserråbet over alle, som bor på Jorden. 024 JER 025 031 Drønet når til Jordens Ende, thi HERREN går i Rette med Folkene; over alt Kød holder han Dom, de gudløse giver han til Sværdet, lyder det fra HERREN. 024 JER 025 032 Thi så siger Hærskarers HERRE: Se, Ulykken går fra det ene Folk til det andet, et vældigt Vejr bryder løs fra Jordens Rand. 024 JER 025 033 HERRENs slagne skal på den Dag ligge fra Jordens ene Ende til den anden; der skal ikke holdes Klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til Gødning på Marken. 024 JER 025 034 Jamrer, I Hyrder, og skrig, I Hjordens ypperste, vælt jer i Støvet! Thi Tiden, I skal slagtes, er kommet, som en kostelig Skål skal I splintres. 024 JER 025 035 Hyrderne finder ej Tilflugt, ej Hjordens ypperste Redning. 024 JER 025 036 Hør, hvor Hyrderne skriger, hvor Hjordens ypperste jamrer! Thi HERREN hærger deres Græsgange, 024 JER 025 037 og Fredens Vange lægges øde for HERRENs glødende Vrede; 024 JER 025 038 Løven går bort fra sin Tykning, thi deres Land er lagt øde for det hærgende Sværd, for HERRENs glødende Vrede. 024 JER 026 001 I Joasias's søns, kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom dette ord fra HERREN: 024 JER 026 002 Så siger HERREN: Stå frem i Forgården til HERRENs Hus og tal til hele Juda, som kommer for at tilbede i HERRENs Hus, alle de Ord, jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et Ord! 024 JER 026 003 Måske hører de og omvender sig, hver fra sin onde Vej, så jeg kan angre det onde, jeg har i Sinde at gøre dem for deres onde Gerningers Skyld. 024 JER 026 004 Sig til dem: Så siger HERREN: Hvis I ikke hører mig og følger den Lov, jeg har forelagt eder, 024 JER 026 005 så I hører mine Tjenere Profeternes Ord, som jeg årle og silde sendte eder, skønt I ikke vilde høre, 024 JER 026 006 så gør jeg med dette Hus som med Silo og giver alle Jordens Folk denne By at forbande ved. 024 JER 026 007 Præsterne, Profeterne og alt Folket hørte nu Jeremias tale disse Ord i HERRENs Hus; 024 JER 026 008 og da Jeremias havde sagt alt, hvad HERREN havde pålagt ham at sige til alt Folket, greb Præsterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: "Du skal dø! 024 JER 026 009 Hvor tør du profetere i HERRENs Navn og sige: Det skal gå dette Hus som Silo, og denne By skal ødelægges, så ingen bor der!" Og alt Folket stimlede sammen om Jeremias i HERRENs Hus. 024 JER 026 010 Da Judas Fyrster hørte det, gik de fra Kongens Palads op til HERRENs Hus og tog Sæde ved Indgangen til HERRENs nye Port. 024 JER 026 011 Så sagde Præsterne og Profeterne til Fyrsterne og alt Folket: "Denne Mand har gjort halsløs Gerning, thi han har profeteret mod denne By, som I selv hørte." 024 JER 026 012 Men Jeremias sagde til Fyrsterne og alt Folket: "HERREN sendte mig for at profetere mod dette Hus og denne By alle de Ord, I hørte. 024 JER 026 013 Bedrer dog eders Veje og eders Gerninger og hør på HERREN eders Guds Røst, at HERREN må angre det onde, han har talet imod eder. 024 JER 026 014 Men se, jeg er i eders Hånd; gør med mig, hvad der er godt og billigt i eders Øjne! 024 JER 026 015 Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt Blod over eder og denne By og dens Indbyggere; thi sandelig sendte HERREN mig for at tale alle disse ord til eder." 024 JER 026 016 Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og Profeterne: "Denne Mand har ikke gjort halsløs Gerning, men talt til os i HERREN vor Guds Navn." 024 JER 026 017 Og nogle af Landets Ældste trådte frem og sagde til hele Folkets Forsamling: 024 JER 026 018 "Mika fra Moresjet profeterede på Kong Ezekias af Judas Tid og sagde til alt Judas Folk: Så siger Hærskarers HERRE: Zion skal pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj. 024 JER 026 019 Mon Kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de ikke HERREN og bad ham om Nåde, så HERREN angrede det onde, han havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor Ulykke over vore Sjæle." 024 JER 026 020 Der var også en anden Mand, som profeterede i HERRENs Navn, Urija, Sjemajas Søn, fra Kirjat Jearim; og han profeterede mod denne By og dette Land med de samme Ord som Jeremias. 024 JER 026 021 Da Kong Jojakim og alle hans Krigsfolk og alle Fyrsterne hørte hans Ord, stod han ham efter Livet; og da Urija hørte det, blev han bange og flygtede og kom til Ægypten. 024 JER 026 022 Men Kong Jojakim sendte Folk til Ægypten; han sendte Elnatan, Akbors Søn, og nogle andre til Ægypten, 024 JER 026 023 og de bragte Urija hjem fra Ægypten og førte ham til Kong Jojakim, som lod ham hugge ned med Sværdet og hans Lig kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave. 024 JER 026 024 Men Ahikam, Sjafans Søn, holdt Hånden over Jeremias, så han ikke blev overgivet i Folkets Hånd og dræbt. 024 JER 027 001 I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom dette Ord til Jeremias fra HERREN: 024 JER 027 002 Således sagde HERREN til mig: Gør dig Reb og Ågstænger og læg dem på din Hals 024 JER 027 003 og send Edoms, Moabs, Ammoniternes, Tyruss og Zidons Konger Bud ved deres Sendemænd, som er kommet til Kong Zedekias af Juda i Jerusalem; 024 JER 027 004 byd dem at sige til deres Herrer: Så siger Hærskarers HERRE. Israels Gud: Sig til eders Herrer: 024 JER 027 005 Jeg skabte Jorden og Menneskene og Kvæget på Jorden ved min vældige Styrke og min udrakte Hånd, og jeg giver den, til hvem jeg finder for godt. 024 JER 027 006 Og nu giver jeg alle disse Lande i min Tjener Kong Nebukadnezar af Babels Hånd, selv Markens Vildt giver jeg hen til at trælle for ham. 024 JER 027 007 Alle Folk skal trælle for ham, hans Søn og Sønnesøn, indtil også hans Lands Time slår og mange Folkeslag og store Konger gør ham til deres Træl. 024 JER 027 008 Og det Folk og det Rige, som ikke vil trælle for ham, Kong Nebukadnezar af Babel, og bøje Hals under Babels Konges Åg, det vil jeg hjemsøge med Sværd, Hunger og Pest, lyder det fra HERREN, til det er tilintetgjort ved hans Hånd. 024 JER 027 009 I skal ikke høre på eders Profeter og Spåmænd, eders Drømmere, Sandsigere og Troldmænd, som siger til eder: "I skal ikke komme til at trælle for Babels Konge; 024 JER 027 010 thi det er Løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra eders Jord, idet jeg da driver eder bort og I går til Grunde. 024 JER 027 011 Men det Folk, der bøjer Hals under Babels Konges Åg og træller for ham, vil jeg lade blive på sin Jord, lyder det fra HERREN, så det kan dyrke den og bo der. 024 JER 027 012 Og til Kong Zedekias af Juda talte jeg i Overensstemmelse med alle disse Ord: Bøj Hals under Babels Konges Åg og træl for ham og hans Folk, så skal I leve. 024 JER 027 013 Hvorfor vil du og dit Folk dø ved Sværd, Hunger og Pest, således som HERREN truede det Folk, der ikke vil trælle for Babels Konge? 024 JER 027 014 Hør ikke på Profeternes Ord, når de siger til eder: "I skal ikke komme til at trælle for Babels Konge"; thi Løgn profeterer de eder. 024 JER 027 015 Jeg har ikke sendt dem, lyder det fra HERREN, og de profeterer Løgn i mit Navn, for at jeg skal bortstøde eder, så I går til Grunde sammen med Profeterne, der profeterer for eder. 024 JER 027 016 Og til Præsterne og alt dette Folk talte jeg således: Så siger HERREN: Hør ikke på eders Profeters Ord, når de profeterer for eder og siger: "Se, HERRENs Huss Kar skal nu snart føres hjem fra Babel." Thi Løgn profeterer de eder. 024 JER 027 017 Hør dem ikke, men træl for Babels Konge, så skal I leve. Hvorfor skal denne By lægges øde? 024 JER 027 018 Er de Profeter og har HERRENs Ord, så lad dem gå i forbøn hos Hærskarers HERRE, at de Kar, der er tilbage i HERRENs Hus og Judas konges Palads, ikke også skal komme til Babel. 024 JER 027 019 Thi så siger Hærskarers HERRE om Søjlerne, Havet og Stellene og om de sidste Kar, der er tilbage i denne By, 024 JER 027 020 dem, som Kong Nebukadnezar af Babel ikke tog med, da han bortførte Jojakims søn, Kong Jekonja af Juda, fra Jerusalem til Babel med alle de ypperste i Juda og Jerusalem, 024 JER 027 021 ja, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om de kar, der er tilbage i HERRENs Hus og Judas Konges Palads og i Jerusalem: 024 JER 027 022 De skal føres til Babel, og der skal de blive, til den Dag jeg tager mig af dem og fører dem op og bringer dem tilbage hertil, lyder det fra HERREN. 024 JER 028 001 Kong Zedekias af Judas fjerde regeringsår i den femte måned sagde Profeten Hananja, Azzurs Søn, fra Gibeon til mig i HERRENs Hus i Præsternes og alt Folkets Nærværelse: 024 JER 028 002 "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Babels Konges Åg. 024 JER 028 003 Om to År fører jeg tilbage hertil alle HERRENs Huss Kar, som Kong Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel; 024 JER 028 004 og Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og alle de landflygtige fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det fra HERREN; thi jeg sønderbryder Babels Konges Åg." 024 JER 028 005 Profeten Jeremias svarede Profeten Hananja i Nærværelse af Præsterne og alt Folket, som stod i HERRENs Hus, 024 JER 028 006 således: "Amen! Måtte HERREN gøre således og stadfæste, hvad du har profeteret, og føre HERRENs Huss Kar og alle de landflygtige fra Babel tilbage hertil! 024 JER 028 007 Men hør dog dette Ord, som jeg vil tale til dig og alt Folket: 024 JER 028 008 De Profeter, som levede før mig og dig fra Fortids Dage, profeterede mod mange Lande og mægtige Riger om krig, Hunger og Pest; 024 JER 028 009 men når en Profet profeterer om Fred, kendes den Profet, HERREN virkelig har sendt, på at hans Ord går i Opfyldelse." 024 JER 028 010 Så rev Profeten Hananja Ågstængerne af Profeten Jeremiass Hals og sønderbrød dem; 024 JER 028 011 og Hananja sagde i alt Folkets Nærværelse: "Så siger HERREN: Således sønderbryder jeg om to År Kong Nebukadnezar af Babels Åg og tager det fra alle Folkenes Hals." Men Profeten Jeremias gik sin Vej. 024 JER 028 012 Men efter at Profeten Hananja havde sønderbrudt Ågstængerne og revet dem af Profeten Jeremiass Hals, kom HERRENs Ord til Jeremias således: 024 JER 028 013 "Gå hen og sig til Hananja: Så siger HERREN: Du har sønderbrudt Ågstænger af Træ, men jeg vil lave Ågstænger af Jern i Stedet. 024 JER 028 014 Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Et Jernåg lægger jeg på alle disse Folks Hals, at de må trælle for Kong Nebukadnezar af Babel; de skal trælle for ham, selv Markens Vildt har jeg givet ham." 024 JER 028 015 Så sagde Profeten Jeremias til Profeten Hananja: "Hør, Hananja! HERREN har ikke sendt dig, og du har fået dette Folk til at slå Lid til Løgn. 024 JER 028 016 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg slænger dig bort fra Jordens Flade; du skal dø i År, thi du har prædiket Frafald fra HERREN." 024 JER 028 017 Og Profeten Hananja døde samme År i den syvende Måned. 024 JER 029 001 Følgende er indholdet af det brev, profeten Jeramias sendte fra Jerusalem til de Ældste, som var tilbage blandt de bortførte, og til Præsterne og Profeterne og alt Folket, som Nebukadnezar havde ført fra Jerusalem til Babel, 024 JER 029 002 efter at Kong Jekonja, Herskerinden, Hofmændene, Judas og Jerusalems Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene havde forladt Jerusalem, 024 JER 029 003 ved Elasa, Sjafans Søn, og Gemarja, Hilkijas Søn, som kong Zedekias af Juda sendte til Babel, til Kong Nebukadnezar af Babel. 024 JER 029 004 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg førte fra Jerusalem til Babel: 024 JER 029 005 Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt, 024 JER 029 006 tag eder Hustruer og avl Sønner og Døtre, tag Hustruer til eders Sønner og bortgift eders Døtre, at de kan føde Sønner og Døtre, bliv mange der og ikke færre; 024 JER 029 007 og lad det Lands Vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder på Sinde, og bed for det til HERREN; thi når det går det godt, går det også eder godt. 024 JER 029 008 Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Lad ikke de Profeter, som er iblandt eder, eller eders Spåmænd bilde eder noget ind, og lyt ikke til de Drømme, I drømmer; 024 JER 029 009 thi Løgn profeterer de eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, lyder det fra HERREN. 024 JER 029 010 Thi så siger HERREN: Når halvfjerdsindstyve År er gået for Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min Forjættelse om at føre eder tilbage hertil. 024 JER 029 011 Thi jeg ved, hvilke Tanker jeg tænker om eder, lyder det fra HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, at jeg må give eder Fremtid og Håb. 024 JER 029 012 Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg høre eder; 024 JER 029 013 leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders Hjerte, 024 JER 029 014 vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra HERREN, og vende eders Skæbne og sanke eder sammen fra alle de Folkeslag og alle de Steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra HERREN, og føre eder tilbage til det Sted, fra hvilket jeg førte eder bort. 024 JER 029 015 Men når I siger: "HERREN har opvakt os Profeter i Babel 024 JER 029 016 Thi så siger HERREN om Kongen der sidder på Davids Trone, og om alt Folket, der bor i denne By, eders Brødre, som ikke drog. i Landflygtighed med eder, 024 JER 029 017 så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg sender Sværd, Hunger og Pest over dem og gør dem som de usle Figener, der er for dårlige at spise; 024 JER 029 018 jeg forfølger dem med Sværd, Hunger og Pest og gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Forbandelsesord, til Gru, Spot og Spe blandt alle de Folk, jeg bortstøder dem til, 024 JER 029 019 til Straf fordi de ikke hørte mine Ord, lyder det fra HERREN, når jeg årle og silde sendte mine Tjenere Profeterne til dem, men de vilde ikke høre, lyder det fra HERREN. 024 JER 029 020 Men hør dog HERRENs Ord, alle I landflygtige, som jeg sendte fra Jerusalem til Babel! 024 JER 029 021 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om Aab, Kolajas Søn, og Zidkija, Maasejas Søn, som profeterer eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal lade dem hugge ned for eders Øjne, 024 JER 029 022 og de skal bruges af alle de landflygtige fra Juda i Babel til at forbande ved, idet man skal sige: "HERREN gøre med dig som med Zidkija og Aab, hvem Babels Konge lod stege i Ild!" 024 JER 029 023 Thi de øvede dårskab i Israel og bedrev Hor med deres Landsmænds Kvinder og talte i mit Navn løgnagtige Ord, som jeg ikke havde bedt dem at tale; jeg ved det og kan vidne det, lyder det fra HERREN. 024 JER 029 024 Til Nehelamiten Sjemaja skal du sige: 024 JER 029 025 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Fordi du i dit eget Navn har sendt alt Folket i Jerusalem og Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og alle Præsterne et så lydende Brev: 024 JER 029 026 "HERREN har gjort dig til Præst i Præsten Jojadas Sted til i HERRENs Hus at have Opsyn med alle gale og Folk i profetisk Henrykkelse, hvilke du skal lægge i Blok og Halsjern. 024 JER 029 027 Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der profeterer hos eder? 024 JER 029 028 Nu har han kunnet sende Bud til os i Babel og ladet sige: Det trækker i Langdrag! Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt!" 024 JER 029 029 Dette Brev læste Præsten Zefanja for Profeten Jeremias. 024 JER 029 030 Da kom HERRENs Ord til Jeremias således: 024 JER 029 031 Send Bud til alle de landflygtige og sig: Så siger HERREN om Nehelamiten Sjemaja: Fordi Sjemaja har profeteret for eder, uden at jeg har sendt ham, og får eder til at slå Lid til Løgn, 024 JER 029 032 derfor, så siger HERREN: Se, jeg hjemsøger Nehelamiten Sjemaja og hans Efterkommere; han skal ingen have, der bor iblandt eder og oplever den Lykke, jeg giver eder, lyder det fra HERREN, fordi han har prædiket Frafald fra HERREN. 024 JER 030 001 Det ord, som kom til Jeramias fra Herren. 024 JER 030 002 Skriv alle de Ord, jeg har talet til dig, op i en Bog. 024 JER 030 003 Thi se Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg vender mit Folk Israels og Judas Skæbne, siger HERREN, og fører dem hjem til det Land, jeg gav deres Fædre, og de skal tage det i Eje. 024 JER 030 004 Dette er de Ord, HERREN talede til Israel og Juda. 024 JER 030 005 Så siger HERREN: Vi hørte et Udbrud af Skræk, af Rædsel og Ufred; 024 JER 030 006 spørg og se dog til, om en Mand kan føde! Hvi ser jeg da alle Mænd med Hånd på Hofte som Kvinde i Barnsnød og alle Åsyn blegne? 024 JER 030 007 Thi stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses. 024 JER 030 008 På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, vil jeg sønderbryde deres Åg og tage det af deres Hals og sprænge deres Bånd, og de skal ikke mere trælle for fremmede. 024 JER 030 009 De skal tjene HERREN deres Gud og David, deres Konge, som jeg vil oprejse dem. 024 JER 030 010 Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, og vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal forfærde ham. 024 JER 030 011 Thi jeg er med dig, lyder det fra HERREN, for at frelse dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har spredt dig, men dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet. 024 JER 030 012 Thi så siger HERREN: Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er svart. 024 JER 030 013 Ingen fører din Sag. For din Byld er ingen Lægedom, for dig ingen Helse. 024 JER 030 014 Alle dine Venner har glemt dig, søger dig ikke, thi med Fjendeslag slog jeg dig, med skånselløs Straf, fordi din Brøde var stor, dine Synder mange. 024 JER 030 015 Hvi skriger du over dit Brud, er dit Sår ulægeligt? Fordi din Brøde var stor, dine Synder mange, gjorde jeg dette imod dig. 024 JER 030 016 Derfor skal alle, som fortærer dig, fortæres, alle dine Fjender, alle skal de vandre i Fangenskab; de, der plyndrer dig, skal plyndres, til Ran gør jeg alle dine Ransmænd. 024 JER 030 017 Thi jeg heler dig, læger dine Sår, så lyder det fra HERREN; du kaldtes jo, Zion, "den bortstødte, som ingen søger." 024 JER 030 018 Så siger HERREN: Se, jeg vender Jakobs Skæbne, forbarmer mig over hans Boliger, Byen skal bygges på sin Høj, Paladset stå, bvor det stod. 024 JER 030 019 Fra dem skal Lovsang lyde og legendes Råb; de bliver ej færre, jeg gør dem mange; de bliver ej ringe, jeg giver dem Hæder. 024 JER 030 020 Hans Sønner skal blive som fordum, hans Menighed stå fast for mit Åsyn. Jeg hjemsøger alle, som trykker ham. 024 JER 030 021 Hans Fyrste stammer fra ham selv, hans Hersker går frem af hans Midte. Jeg lader ham komme mig nær, han skal nærme sig mig; thi hvem ellers sætter Livet i Vov ved at nærme sig mig? lyder det fra HERREN. 024 JER 030 022 I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. 024 JER 030 023 Se, HERRENs Stormvejr, Vreden er brudt løs, et hvirvlende Stormvejr; det hvirvler hen over de gudløses Hoved. 024 JER 030 024 HERRENs glødende Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste dage skal I forstå det. 024 JER 031 001 Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel slægters Gud, og de skal være mit Folk. 024 JER 031 002 Så siger HERREN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile, 024 JER 031 003 i det fjerne åbenbarede HERREN sig for dem: Jeg elsked dig med evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde. 024 JER 031 004 Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans. 024 JER 031 005 Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og høste. 024 JER 031 006 Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os drage til Zion, til HERREN vor Gud!" 024 JER 031 007 Thi så siger HERREN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "HERREN har frelst sit Folk, Israels Rest." 024 JER 031 008 Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem. 024 JER 031 009 Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim. 024 JER 031 010 Hør HERRENs Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord; 024 JER 031 011 thi HERREN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd. 024 JER 031 012 De kommer til Zions bjerg og jubler over HERRENs Fylde, over Kom og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer. 024 JER 031 013 Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen. 024 JER 031 014 Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min Fylde, lyder det fra HERREN. 024 JER 031 015 Så siger HERREN: En Klagerøst høres i Rama, bitter Gråd, Rakel begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er borte. 024 JER 031 016 Så siger HERREN: Din Røst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra Tårer, thi derer Løn fordin Møje, lyder det fra HERREN; fra Fjendeland vender de hjem; 024 JER 031 017 og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra HERREN, Børn vender hjem til deres Land. 024 JER 031 018 Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt, thi du er HERREN min Gud. 024 JER 031 019 Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer min Ungdoms Skændsel." 024 JER 031 020 Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HERREN. 024 JER 031 021 Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse dine Byer! 024 JER 031 022 Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HERREN skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand. 024 JER 031 023 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal de i Judas Land og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "HERREN velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!" 024 JER 031 024 Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og de omvankende Hyrder. 024 JER 031 025 Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl. 024 JER 031 026 (Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig sød.) 024 JER 031 027 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg tilsår Israels Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg. 024 JER 031 028 Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde, omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen over dem for at bygge og plante, lyder det fra HERREN. 024 JER 031 029 I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme. 024 JER 031 030 Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure Druer, får selv ømme Tænder. 024 JER 031 031 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny Pagt med Israels Hus og Judas Hus, 024 JER 031 032 ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN; 024 JER 031 033 nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk. 024 JER 031 034 Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige: "Kend HERREN!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lydet det fra HERREN; thi jeg tilgiver deres Brøde og kommer ikke mer deres Synd i Hu. 024 JER 031 035 Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE: 024 JER 031 036 Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra HERREN, så skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for mit Åsyn. 024 JER 031 037 Så siger HERREN: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra HERREN. 024 JER 031 038 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Byen skal opbygges for HERREN fra Hananeltårnet til Hjørneporten; 024 JER 031 039 og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge mod Goa; 024 JER 031 040 og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HERREN helliget; det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes. 024 JER 032 001 Det Ord, som kom til Jeramias fra Herren i kong Zedekias af Judas tiende År, det er Nebukadrezars attende. 024 JER 032 002 Dengang belejrede Babels Konges Hær Jerusalem, og Profeten Jeremas sad fængslet i Vagtforgården i Judas Konges Palads, 024 JER 032 003 hvor Kong Zedekias af Juda havde ladet ham fængsle med de Ord: "Hvor tør du profetere og sige: Så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i Babels Konges Hånd, og han skal indtage den; 024 JER 032 004 og Kong Zedekias af Juda skal ikke undslippe Kaldæernes Hånd, men overgives i Babels Konges Hånd, og han skal tale med ham Mund til Mund og se ham Øje i Øje; 024 JER 032 005 og han skal føre Zedekias til Babel, og der skal han blive, til jeg ser til ham, lyder det fra HERREN; når I kæmper med Kaldæerne, får I ikke Lykke!" 024 JER 032 006 Og Jeremias sagde: HERRENs Ord kom til mig således: 024 JER 032 007 Se, Hanamel, din Farbroder Sjallums Søn, kommer til dig og siger: "Køb min Mark i Anatot, thi du har Indløsningsret." 024 JER 032 008 Så kom Hanamel, min Farbroders Søn, til mig i Vagtforgården, som HERREN havde sagt, og sagde til mig: "Køb min Mark i Anatot i Benjamins Land, thi du har Arveretten, og indløsningsretten er din; køb dig den!" Da forstod jeg, at det var HERRENs Ord. 024 JER 032 009 Og jeg købte Marken i Anatot af Hanamel, min Farbroders Søn, og tilvejede ham Pengene, sytten Sekel Sølv; 024 JER 032 010 og jeg skrev Skøde og forseglede det, tilkaldte Vidner og afvejede Pengene på Vægtskål. 024 JER 032 011 Så tog jeg Skødet, både det forseglede og det åbne, 024 JER 032 012 og overgav Skødet til Baruk, Masejas Søn Nerijas Søn, i Nærværelse af Hanamel, min Farbroders Søn, og Vidnerne, som havde underskrevet Skødet, og alle de Judæee, som var til Stede i Vagtforgården; 024 JER 032 013 og i deres Nærværelse bød jeg Baruk: 024 JER 032 014 "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Tag disse Skøder, både det forseglede og det åbne, og læg dem i en Lerkrukke, for at de kan holde sig i lange Tider. 024 JER 032 015 Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal der købes Huse, Marker og Vingårde i dette Land!" 024 JER 032 016 Efter at have overgivet Skødet til Baruk, Nerijas Søn, bad jeg således til HERREN: 024 JER 032 017 Ak, Herre, HERRE, du har jo skabt Himmelen og Jorden ved din vældige Styrke og din udstrakte Arm, intet er dig for underfuldt, 024 JER 032 018 du, som øver Miskundhed mod Tusinder og gengælder Fædres Misgerning på deres Sønner efter dem; du store, vældige Gud, hvis Navn er Hærskarers HERRE, 024 JER 032 019 rig på Råd og stor i Dåd, hvis Øjne er åbne over alle Menneskebørnenes Veje, for at du kan give enhver efter hans Vej og hans Gerningers Frugt; 024 JER 032 020 du, som gjorde Tegn og Undere i Ægypten og gør det den Dag i Dag både i Israel og blandt andre Mennesker og skabte dig det Navn, du har i Dag, 024 JER 032 021 du, som førte dit Folk Israel ud af Ægypten med Tegn og Undere, med stærk Hånd og udstrakt Arm og stor Rædsel 024 JER 032 022 og gav dem dette Land, som du havde svoret deres Fædre at ville give dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning; 024 JER 032 023 og de kom og tog det i Eje; men de hørte ikke din Røst og adlød ikke din Lov; de gjorde intet af, hvad du havde pålagt dem; så lod du al denne Ulykke ramme dem. 024 JER 032 024 Se, Stormvoldene har nået Byen, så den er ved at blive indtaget, og med Sværd, Hunger og Pest er Byen givet i de angribende Kaldæeres Hånd; had du talede, er sket, og du ser det selv. 024 JER 032 025 Og skønt Byen er givet i Kaldæernes Hånd, siger du til mig, Herre, HERRE: "Køb dig Marken for Penge og tag Vidner derpå!" 024 JER 032 026 Da kom HERRENs Ord til Jeremias således: 024 JER 032 027 Se, jeg er HERREN, alt Køds Gud; skulde noget være mig for underfuldt? 024 JER 032 028 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i kaldæernes og Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal idtage den; 024 JER 032 029 og Kaldæerne, der angriber denne By, skal komme og sætte Ild på den og afbrænde Husene, på hvis Tage man tændte Offerild for Baal og udgød Drikofre for andre Guder for at krænke mig. 024 JER 032 030 Thi fra deres Ungdom af har Israeliterne og Judæerne kun gjort, hvad der var ondt i mine Øjne; thi Israeliterne gør ikke andet end krænke mig ved deres Hænders Værk, lyder det fra HERREN. 024 JER 032 031 Ja, en Kilde til Vrede og Harme har denne By været mig, lige fra den Dag de byggede den og til i Dag, så at jeg må fjerne den fra mit Åsyn 024 JER 032 032 for alt det ondes Skyld, som Israeliterne og Judæerne gjorde for at krænke mig, de deres Konger, Fyrster, Præster og Profefer, Judas Mænd og Jerusalems Borgere. 024 JER 032 033 De vendte Ryggen og ikke Ansigtet til mig, og skønt jeg advarede dem årle og silde, vilde de ikke høre eller tage ved Lære. 024 JER 032 034 De opstillede deres væmmelige Guder i det Hus, mit Navn nævnes over, for at gøre det urent; 024 JER 032 035 og de byggede Baals Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at ofre deres Sønner og Døtre til Molok, hvad jeg ikke havde budt dem, og hvad aldrig var i min Tanke, at man skulde gøre så vederstyggelig en Ting for derved at lokke Juda til Synd. 024 JER 032 036 Men nu, så siger HERREN, Israels Gud, om denne By, som I siger er givet i Babels Konges Hånd med Sværd, Hunger og Pest: 024 JER 032 037 Se, jeg vil samle dem fra alle de Lande, som jeg har bortstødt dem til i min Vrede og Harme og i stor Fortørnelse, og føre dem hjem til dette Sted og lade dem bo trygt. 024 JER 032 038 De skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; 024 JER 032 039 og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, så de frygter mig alle Dage, at det må gå dem og deres Sønner efter dem vel. 024 JER 032 040 Jeg slutter en evig Pagt med dem, at jeg ikke vil drage mig tilbage fra dem, men gøre vel itnod dem; og min Frygt lægger jeg i deres Hjerter, så de ikke viger fra mig. 024 JER 032 041 Jeg vil glæde mig over dem og gøre vel imod dem; og jeg planter dem i dette Land i Trofasthed af hele mit Hjerte og hele min Sjæl. 024 JER 032 042 Thi så siger HERREN: Som jeg bragte al denne store Ulykke over dette Folk, således vil jeg bringe over dem alt det gode, jeg taler til dem om. 024 JER 032 043 End skal der købes Marker i det Land, som I siger er en Ørken uden Mennesker og Kvæg og givet i Kaldæernes Hånd; 024 JER 032 044 man skal købe Marker for Penge og skrive Skøder og forsegle dem og tilkalde Vidner i Benjamins Land, i Jerusalems Omegn, i Judas Byer, i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer; thi jeg vender deres Skæbne, lyder det fra HERREN. 024 JER 033 001 Herrens ord kom anden gang til Jeremias, medens han endnu sad fængslet i Vagtforgården, således: 024 JER 033 002 Så siger HERREN, som skabte Jorden og dannede den, idet han grundfæstede den, han, hvis Navn er HERREN: 024 JER 033 003 Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige Ting, du ikke kender. 024 JER 033 004 Thi så siger HERREN, Israels Gud, om denne Bys Huse og om Judas Kongers Huse, som nedbrødes for at bruges til Volde og Mur, 024 JER 033 005 da man gav sig til at stride imod Kaldæerne, og som fyldtes med Ligene af de Mennesker, jeg slog i min Vrede og Harme, og for hvem jeg skjulte mit Åsyn for al deres Ondskabs Skyld: 024 JER 033 006 Se, jeg vil lade Byens Sår heles og læges, og jeg helbreder dem og oplader for dem en Rigdom af Fred og Sandhed. 024 JER 033 007 Jeg vender Judas og Israels Skæbne og opbygger dem som tilforn. 024 JER 033 008 Jeg renser dem for al deres Brøde, med hvilken de syndede imod mig, og tilgiver alle deres Misgerninger, med hvilke de syndede og forbrød sig imod mig. 024 JER 033 009 Byen skal blive til Glæde, til Pris og Ære blandt alle Jordens Folk; og når de hører om alt det gode, jeg gør den, skal de frygte og bæve over alt det gode og al den Lykke, jeg lader den times. 024 JER 033 010 Så siger HERREN: På dette Sted, som I siger er ødelagt, uden Mennesker og Kvæg, i Judas Byer og på Jerusalems Gader, der er lagt øde, uden Mennesker og kvæg, 024 JER 033 011 skal atter høres Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, Råb af Folk, som siger: "Tak Hærskarers HERRE; thi HERREN er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" og som bringer Takoffer til HERRENs Hus; thi jeg vender Landets Skæbne, så det bliver som tilforn, siger HERREN. 024 JER 033 012 Så siger Hærskarers HERRE: På dette ødelagte Sted, som er uden Mennesker og Kvæg, og i alle dets Byer skal der atter være Græsgange, hvor Hyrder lader deres Hjorde ligge; 024 JER 033 013 i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer, i Benjamins land, i Jerusalems Omegn og i Judas Byer skal Småkvæget atter gå forbi under Tællerens Hånd, siger HERREN. 024 JER 033 014 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opfylder den Forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas Hus. 024 JER 033 015 I hine Dage og til hin Tid lader jeg en Retfærds Spire fremspire for David, og han skal øve Ret og Retfærd i Landet. 024 JER 033 016 I hine Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo trygt, og man skal kalde det: HERREN vor Retfærdighed. 024 JER 033 017 Thi så siger HERREN: David skal ikke fattes en Mand til at sidde på Israels Huss Trone. 024 JER 033 018 Og Levitpræsterne skal aldrig fattes en Mand til at stå for mit Åsyn og frembære Brændoffer, brænde Afgrødeoffer og ofre Slagtoffer. 024 JER 033 019 Og HERRENs Ord kom til Jeremias således: 024 JER 033 020 Så siger HERREN Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde, 024 JER 033 021 da skal også min Pagt med min Tjener David brydes, så han ikke har nogen Søn til at sidde som Konge på sin Trone, og med Levitpræsterne, som tjener mig. 024 JER 033 022 Som Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke måles, således vil jeg mangfoldiggøre min Tjener Davids Afkom og Leviterne, som tjener mig. 024 JER 033 023 Og HERRENs Ord kom til Jeremias således: 024 JER 033 024 Har du ikke lagt Mærke til, hvorledes dette Folk siger: "De to Slægter, HERREN udvalgte, har han forkastet!" Og de smæder mit Folk, fordi det i deres Øjne ikke 1ner er et Folk. 024 JER 033 025 Så siger HERREN: Hvis jeg ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, givet Love for Himmel og Jord, 024 JER 033 026 så vil jeg også forkaste Jakobs Afkom og min Tjener David og ikke af hans Afkom tage Herskere oer Abrabams, Isaks og Jakobs Afkom; thi jeg vender deres Skæbne og forbarmer mig over dem. 024 JER 034 001 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Nebukadnezar af Babel og hele hans Hær og alle Riger på Jorden, der stod under hans Herredømme, og alle Folkeslag angreb Jerusalem og alle dets Byer; det lød: 024 JER 034 002 Så siger HERREN, Israels Gud: Gå hen og sig til Kong Zedekias af Juda: Så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i Babels Konges Hånd, og han skal afbrænde den. 024 JER 034 003 Og du skal ikke undslippe hans Hånd, men gribes og overgives i hans Hånd og se Babels Konge Øje til Øje, og han skal tale med dig Mund til Mund, og du skal komme til Babel. 024 JER 034 004 Hør dog HERRENs Ord, Kong Zedekias af Juda: Så siger HERREN om dig: Du skal ikke falde for Sværdet, 024 JER 034 005 men dø i Fred, og ligesom man brændte til Ære for dine Fædre, kongerne før dig, således skal man brænde til Ære for dig og klage over dig: "Ve, Herre!" så sandt jeg har talet, lyder det fra HERREN. 024 JER 034 006 Og Profeten Jeremias talte alle disse Ord til kong Zedekias af Juda i Jerusalem, 024 JER 034 007 medens Babels Konges Hær angreb Jerusalem og begge de Byer i Juda, der var tilbage, Lakisj og Azeka; thi disse faste Stæder var tilbage af Judas Byer. 024 JER 034 008 Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at kong Zedekias havde sluttet en Pagt med alt Folket i Jerusalem og udråbt Frigivelse, 024 JER 034 009 således at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed, såfremt de var Hebræere, og ikke mere lade en judæisk Broder trælle. 024 JER 034 010 Og alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgået Pagten om, at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed og ikke mere lade dem trælle, adlød; de adlød og lod dem gå. 024 JER 034 011 Men siden skiftede de Sind og tog Trællene og Trælkvinderne, som de havde ladet gå bort i Frihed, tilbage og tvang dem til at være Trælle og Trælkvinder. 024 JER 034 012 Da kom HERRENs Ord til Jeremias således: 024 JER 034 013 Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Trællehuset, idet jeg sagde: 024 JER 034 014 "Når der er gået syv År, skal enhver af eder lade sin hebraiske Landsmand, som har solgt sig til dig og tjent dig i seks År, gå bort; du skal lade ham gå af din Tjeneste i Frihed!" Men eders Fædre hørte mig ikke og lånte mig ikke Øre. 024 JER 034 015 Nys omvendte I eder og gjorde, hvad der er ret i mine Øjne, idet I udråbte Frigivelse, hver for sin Broder, og I sluttede en Pagt for mit Åsyn i det Hus, mit Navn er nævnet over, 024 JER 034 016 men siden skiftede I Sind og vanhelligede mit Navn, idet enhver af eder tog sin Træl eller Trælkvinde tilbage, som I havde ladet gå bort i Frihed, om de ønskede det, og tvang dem til at være eders Trælle og Trælkvinder. 024 JER 034 017 Derfor, så siger HERREN: Da I ikke hørte mig og udråbte Frigivelse, hver for sin Broder og hver for sin Næste, vil jeg nu udråbe Frigivelse for eder, lyder det fra HERREN, så I hjemfalder til Sværd, Pest og Hunger, og jeg vil gøre eder til Rædsel for alle Jordens Riger. 024 JER 034 018 Og jeg giver de Mænd, som har overtrådt min Pagt og ikke holdt den Pagts Ord, som de sluttede for mit Åsyn, da de slagtede Kalven og skar den i to Stykker, mellem hvilke de gik, 024 JER 034 019 Judas og Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og hele Landets Befolkning, som gik mellem Stykkerne af Kalven 024 JER 034 020 dem giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet, og deres Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde. 024 JER 034 021 Og Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet. Og Babels Konges Hær, som drog bort fra eder, 024 JER 034 022 se, den bydet jeg, lyder det fra HERREN, at vende tilbage til denne By, og de skal angribe den og indfage og afbrænde den; og Judas Byer lægger jeg øde, så ingen bor der! 024 JER 035 001 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren i Joasiases søn kong Jojakim af Judas Dage: 024 JER 035 002 "Gå hen til Rekabiternes Hus og tal dem til, bring dem til et af Kamrene i HERRENs Hus og giv dem Vin at drikke!" 024 JER 035 003 Så hentede jeg Jaazanja, en Søn af Jirmeja, Habazzinjas Søn, og hans Brødre og alle hans Sønner og hele Rekabiternes Hus 024 JER 035 004 og bragte dem til HERRENs Hus, til den Guds Mand Hanans, Jigdaljahus Søns, Sønners Kammer ved Siden af Fyrsternes Kammer oven over Dørvogteren Maasejas, Sjallums Søns, Kammer. 024 JER 035 005 Og jeg satte krukker, som var fulde af Vin, og Bægre for dem og sagde: "Drik!" 024 JER 035 006 Men de svarede: Vi drikker ikke Vin, thi vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, gav os det Bud: I og eders Børn må aldrig drikke Vin, 024 JER 035 007 ej heller bygge Huse eller så Korn eller plante eller eje Vingårde, men I skal bo i Telte hele eders Liv, for at I må leve længe i det Land, I bor i som frem1uede. 024 JER 035 008 Og vi har adlydt vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, i alt, hvad han bød os, idet både vi, vore kvinder, Sønner og Døtre hele vort Liv afholder os fra at drikke Vin, 024 JER 035 009 bygge Huse at bo i og eje Vingårde, Marker eller Sæd, 024 JER 035 010 men bor i Telte; vi har adlydt og nøje gjort, som vor Fader Jonadab bød os. 024 JER 035 011 Men da Kong Nebukadrezar af Babel faldt ind i Landet, sagde vi: Kom, lad os ty til Jerusalem for Kaldæernes og Aramernes Hære! Og vi slog os ned i Jerusalem." 024 JER 035 012 Da kom HERRENs Ord til mig således 024 JER 035 013 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Vil I ikke tage ved Lære og høre mine Ord? lyder det fra HERREN. 024 JER 035 014 Jonadabs, Rekabs Søns, Bud er blevet overholdt; thi han forbød sine Sønner at drikke Vin, og de har ikke drukket Vin til den Dag i Dag, men adlydt deres Faders Bud; men jeg har talet til eder årle og silde, uden at I vilde høre mig. 024 JER 035 015 Jeg sendte alle mine Tjenere Profeterne til eder årle og silde, for at de skulde sige: "Omvend eder hver fra sin onde Vej, gør gode Gerninger og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker dem; så skal I bo i det Land, jeg gav eder og eders Fædre." Men I bøjede ikke eders Øre og hørte mig ikke. 024 JER 035 016 Fordi Jonadabs, Rekabs Søns, Sønner overholdt deres Faders Bud, medens dette Folk ikke vilde høre mig, 024 JER 035 017 derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg bringer over Juda og Jerusalems Borgere al den Ulykke, jeg har truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke svarede, da jeg kaldte ad dem. 024 JER 035 018 Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Fordi I har adlydt eders Fader Jonadabs Bud og overholdt alle hans Bud og gjort alt, hvad han bød eder, 024 JER 035 019 derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Ingen Sinde skal Jonadab, Rekabs Søn, fattes en Mand til at stå for mit Åsyn. 024 JER 036 001 I Josiases søn kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår kom dette Ord til Jeremias fra HERREN: 024 JER 036 002 "Tag dig en Bogrulle og skriv deri alle de Ord, jeg har talet til dig om Jerusalem og Juda og om alle Folkene, fra den Dag jeg først talede til dig, fra Josiass dage og til den Dag i Dag. 024 JER 036 003 Måske vil Judas Hus mærke sig al den Ulykke, jeg har i Sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde Vej, så jeg kan tilgive deres Brøde og Synd." 024 JER 036 004 Så tilkaldte Jeremias Baruk, Nerijas Søn, og Baruk optegnede i Bogrullen efter Jeremiass Mund alle de Ord, HERREN havde talet til ham. 024 JER 036 005 Derpå sagde Jeremias til Baruk: "Jeg er hindret i at gå ind i HERRENs Hus; 024 JER 036 006 men gå du ind og læs HERRENs Ord op af Bogrullen, som du skrev efter min Mund, for Folket i HERRENs Hus på en Fastedag; også for alle Judæere, der kommer ind fra deres Byer, skal du læse dem. 024 JER 036 007 Måske når deres klage HERRENs Åsyn, måske omvender de sig hver fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Harmen, som HERREN har udtalt mod dette Folk." 024 JER 036 008 Og Baruk, Nerijas Søn, gjorde ganske som Profeten Jeremias pålagde ham, og oplæste HERRENs Ord af Bogen i HERRENs Hus. 024 JER 036 009 I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, femte Regeringsår i den niende Måned udråbte alt Folket i Jerusalem og alt Folket, der fra Judas Byer kom ind til Jerusalem, en Faste for HERREN. 024 JER 036 010 Da oplæste Baruk for alt Folket Jeremiass Ord af Bogen i HERRENs Hus, i Gemarjahus, Statsskriveren Sjafans Søns, Kammer i den øvre Forgård ved Indgangen til HERRENs Huss nye Port. 024 JER 036 011 Da nu Mika, en Søn af Sjatans Søn Gemarjahu, havde hørt HERRENs Ord oplæse af Bogen, 024 JER 036 012 gik han ned i Kongens Hus til Statsskriverens Kammer, hvor han traf alle Fyrsterne siddende, Statsskriveren Elisjama, Delaja Sjemajas Søn, Elnatan Akbors Søn, Gemarjahu Sjafans Søn, Zidkija Hananjas Søn og alle de andre Fyrster; 024 JER 036 013 og Mika meldte dem alt, had han havde hørt, da Baruk læste Bogen op for Folket. 024 JER 036 014 Da sendte alle Fyrsterne Jehudi, en Søn af Netanja, en Søn af Sjelemja, en Søn af Kusji, til Baruk og lod sige: "Tag Bogrullen, du læste op for Folket, og kom her ned!" Så tog Baruk, Nerijas Søn, Bogrullen og kom til dem. 024 JER 036 015 De sagde til ham: "Sæt dig og læs den for os!" Og Baruk læste for dem. 024 JER 036 016 Men da de havde hørt alle disse Ord, så de rædselslagne på hverandre og sagde: "Alt det må vi sige Kongen." 024 JER 036 017 Og de spurgte Baruk: "Sig os, hvorledes du kom til at optegne alle disse Ord!" 024 JER 036 018 Baruk svarede: "Jeremias foresagde mig alle Ordene, og jeg optegnede dem i Bogen med Blæk." 024 JER 036 019 Så sagde Fyrsterne til Baruk: "Gå hen og gem eder, du og Jeremias, og lad ingen vide, hvor I er!" 024 JER 036 020 Efter så at have lagt Bogrullen til Side i Statsskriveren Elisjamas Kammer kom de til Kongen i hans Stue og sagde ham alt. 024 JER 036 021 Så sendte Kongen Jehudi hen at hente Bogrullen i Statsskriveren Elisjamas Kammer; og Jehudi læste den op for Kongen og alle Fyrsterne, der stod om Kongen. 024 JER 036 022 Kongen sad i Vinterhuset med et brændende Kulbækken foran sig; 024 JER 036 023 og hver Gang Jehudi havde læst tre fire Spalter, skar Kongen dem af med Statsskriverens Pennekniv og kastede dem på Ilden i Bækkenet, indtil hele Bogrullen var fortæret af Ilden i Bækkenet. 024 JER 036 024 Og hverken Kongen eller nogen af hans Folk blev rædselslagen eller sønderrev deres Klæder, da de hørte alle disse Ord; 024 JER 036 025 men skønt Elnafan, Delaja og Gemarjahu bad Kongen ikke brænde Bogrullen, hørte han dem ikke. 024 JER 036 026 Derpå bød Kongen Kongesønnen Jerameel, Seraja Azriels Søn og Sjelemja Abdeels Søn at gribe Skriveren Baruk og Profeten Jeremias; men HERREN skjulte dem. 024 JER 036 027 Men da Kongen havde brændt Bogrullen med de Ord, Baruk havde optegnet efter Jeremiass Mund, kom HERRENs Ord til Jeremias således: 024 JER 036 028 "Tag dig en anden Bogrulle og optegn i den alle de Ord, som stod i den første Bogrulle, den, Kong Jojakim af Juda brændte. 024 JER 036 029 Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger HERREN: Du brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og Fæ? 024 JER 036 030 Derfor, så siger HERREN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen Mand til at sidde på Davids Trone, og hans Lig skal slænges hen og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold; 024 JER 036 031 jeg vil hjemsøge ham, hans Afkom og hans Tjenere for deres Brøde og bringe over dem og Jerusalems Borgere og Judas Mænd al den Ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre." 024 JER 036 032 Så tog Jeremias en anden Bogrulle og gav den til Skriveren Baruk, Nerijas Søn; og han optegnede i den efter Jeremiass Mund alle Ordene fra den Bog, Kong Jojakim af Juda havde brændt. Og flere lignende Ord lagdes til. 024 JER 037 001 Zedekias, Joasiases søn, blev konge Konjas, Jojakims søns sted, idet Kong Nebukadrezar af Babel satte ham til Konge i Judas Land. 024 JER 037 002 Men han og hans Mænd og Landets Befolkning hørte ikke på de Ord, HERREN talede ved Profeten Jeremias. 024 JER 037 003 Kong Zedekias sendte Jukal. Sjelemjas Søn, og Præsten Zefanja, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias og lod sige: "Gå i Forbøn for os hos HERREN vor Gud!" 024 JER 037 004 Dengang gik Jeremias frit ud og ind blandt Folket, thi man havde endnu ikke kastet ham i Fængsel. 024 JER 037 005 Faraos Hær var rykket ud fra Ægypten; og da kaldæerne, som belejrede Jerusalem, fik Nys herom, var de brudt op fra Jerusalem. 024 JER 037 006 Da kom HERRENs Ord til Profeten Jeremias således: 024 JER 037 007 Så siger HERREN, Israels Gud: Således skal du sige til Judas Konge, som har sendt Bud til dig for at rådspørge mig: Se, Faraos Hær, som er rykket ud for at hjælpe eder, skal vende hjem til Ægypten; 024 JER 037 008 og Kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne By, indtage og afbrænde den. 024 JER 037 009 Så siger HERREN: Når ikke eder selv ved at sige: "Kaldæerne drager bort fra os for Alvor!" Thi de drager ikke bort. 024 JER 037 010 Ja, om, I så slog hele Kaldæernes Hær, der angriber eder, så der kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit Telt, så skulde de stå op og afbrænde denne By. 024 JER 037 011 Da Kaldæernes Hær var brudt op fra Jerusalem for Faraos Hær, 024 JER 037 012 gik Jeremias ud af Jerusalem for at drage til Benjamins Land og få en Arvelod iblandt Befolkningen. 024 JER 037 013 Men da han kom til Benjaminsporten, var der en Vagthavende ved Navn Jirija, en Søn af Hananjas Søn Sjelemja, og han greb Profeten Jeremias og sagde: "Du vil løbe over til Kaldæerne." 024 JER 037 014 Jeremias svarede: "Det er Løgn; jeg vil ikke løbe over til Kaldæerne." Jirija vilde dog ikke høre ham, men greb ham og bragte ham til Fyrsterne; 024 JER 037 015 og Fyrsterne vrededes på Jeremias, slog ham og lod ham bringe til Statsskriveren Jonatans Hus; thi det havde de gjort til Fængsel. 024 JER 037 016 Således kom Jeremias i Fangehuset i kælderen; og der sad han en Tid lang. 024 JER 037 017 Men Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente; og Kongen spurgte ham i al Hemmelighed i sit Palads: "Er der et Ord fra HERREN?" Jeremias svarede: "Ja, der er: Du skal overgives i Babels Konges Hånd." 024 JER 037 018 Derpå sagde Jeremias til Kong Zedekias: "Hvad Synd har jeg gjort imod dig, dine Mænd og dette Folk, siden I har kastet mig i Fængsel? 024 JER 037 019 Og hvor er nu eders Profeter, som profeterede for eder, at Babels Konge ikke skulde komme over eder og dette Land? 024 JER 037 020 Så hør da, Herre Konge! Lad min Bøn nå dig og lad mig ikke bringe tilbage til Statsskriveren Jonatans Hus, af jeg ikke skal dø der!" 024 JER 037 021 Da bød Kong Zedekias, at man skulde holde Jeremias i Varetægt i Vagtforgården; og der gaves ham daglig et Stykke Brød fra Bagerens Gade, indtil Brødet slap op i Byen. Således sad nu Jeremias i Vagtforgården. 024 JER 038 001 Men da Sjefatja Mattans søn, Gedalja Pasjhurs søn, Jukal Sjelemjas Søn og Pasjhur Malkijas Søn hørte Jeremias tale til alt Folket således: 024 JER 038 002 "Så siger HERREN: Den, der bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, men den, som overgiver sig til Kaldæerne, skal leve og vinde sit Liv som Bytte; 024 JER 038 003 thi så siger HERREN: Denne By skal gives i Babels Konges Hærs Hånd, og han skal indtage den" 024 JER 038 004 da sagde Fyrsterne til Kongen: "Denne Mand må dø, thi han tager Modet fra Krigsmændene, som er tilbage i denne By, og fra alt Folket ved at tale således til dem; thi denne Mand tænker ikke på dette Folks Vel, men på dets Ulykke." 024 JER 038 005 Kong Zedekias svarede: "Se, han er i eders Hånd." Thi Kongen evnede intet over for dem. 024 JER 038 006 Så tog de Jeremias og kastede ham i Kongesønnen Malkijas Cisterne i Vagtforgården, idet de hejsede ham ned med Reb. Der var ikke Vand i Cisternen, men Dynd, og Jeremias sank i Dyndet. 024 JER 038 007 Imidlertid hørte Ætioperen Ebed Melek, en Hofmand i Kongens Palads, at Jeremias var kastet i Cisternen; og da Kongen var i Benjaminsporten, 024 JER 038 008 gik Ebed-Melek fra Paladset og talte således til Kongen: 024 JER 038 009 "Herre Konge, ilde har de gjort ved at lade denne Mand dø af Hunger, fordi der ikke er mere Brød i Byen!" 024 JER 038 010 Så bød Kongen Ætioperen Ebed-Melek: "Tag tredive Mænd med herfra og drag Profeten Jeremias op af Cisternen, før han dør!" 024 JER 038 011 Ebed-Melek tog Mændene med og gik til Kælderen under Skatkammeret i Kongens Palads, hvor han hentede nogle Klude af slidte og iturevne klæder; dem hejsede han med Reb ned til Jeremias i Cisternen, 024 JER 038 012 idet han sagde: "Læg Kludene om Rebet!" Det gjorde Jeremias, 024 JER 038 013 og de drog ham op af Cisternen med Rebet. Således kom Jeremias atter til at sidde i Vagtforgården. 024 JER 038 014 Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig i Livvagtens Indgang til HERRENs Hus. Og Kongen sagde til ham: "Jeg vil spørge dig om noget, dølg intet for mig!" 024 JER 038 015 Jeremias svarede Zedekias: "Hvis jeg siger dig det, vil du da ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke høre mig." 024 JER 038 016 Da tilsvor Kong Zedekias i al Hemmelighed Jeremias: "Så sandt HERREN lever, som har skabt vor Sjæl, jeg vil ikke lade dig dræbe eller give dig i disse Mænds Hånd, som står dig efter Livet." 024 JER 038 017 Så sagde Jeremias til Zedekias: "Så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels Konges Fyrster, skal du redde dit Liv; denne By skal ikke afbrændes, og du og dit Hus skal blive i Live; 024 JER 038 018 men overgiver du dig ikke til dem, skal Byen gives i Kaldæernes Hånd, og de skal afbrænde den, og du skal ikke undslippe deres Hånd." 024 JER 038 019 Men kong Zedekias sagde til Jeremias: "Jeg er ræd for de Judæere, der er løbet over til Kaldæerne, at Kaldæerne skal overgive mig i deres Hånd, og at de skal drive Spot med mig." 024 JER 038 020 Så sagde Jeremias: "Det gør de ikke! Adlyd kun HERRENs Ord, som jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i Live. 024 JER 038 021 Men vægrer du dig ved at overgive dig, så hør nu, hvad HERREN har ladet mig skue: 024 JER 038 022 Se, alle Kvinder, der er tilbage i Judas Konges Palads, førtes ud til Babels Konges Fyrster, medens de sang: Dig forledte og tvang dine gode Venner, de ledte din Fod i en Sump og trak sig tilbage. 024 JER 038 023 Alle dine Hustruer og Børn skal føres ud til Kaldæerne, og du skal ikke undslippe deres Hånd, men gribes af Babels Konges Hånd, og denne By skal abrændes!" 024 JER 038 024 Så sagde Zedekias til Jeremias: "Ingen må vide noget om denne Samtale, ellers er du dødsens; 024 JER 038 025 og hvis Fyrsterne skulde få Nys om, at jeg har talt med dig, og komme til dig og sige: Sig os hvad du sagde til Kongen; dølg ikke noget for os, ellers dræber vi dig; sig os også, hvad Kongen sagde til dig! 024 JER 038 026 sig så til dem: Jeg fremførte en ydmyg Bøn for Kongen om ikke at lade mig føre tilbage til Jonatans Hus for at dø der." 024 JER 038 027 Og alle Fyrsterne kom til Jeremias og spurgte ham; og han svarede dem nøje, som Kongen havde påbudt. Så lod de ham i Fred, eftersom Sagen ikke var blevet kendt. 024 JER 038 028 Således sad Jeremias i Vagtforgården, lige til den Dag Jerusalem blev indtaget. 024 JER 039 001 Efter at Jerusalem var indtaget, i kong Zedekias af Judas niene regeringsår i den tiende Måned, kom Kong Nebudkadrezar af Babel med hele sin Hær til Jerusalem og belejrede det; 024 JER 039 002 i Zedekiass ellevte År på den niende Dag i den fjerde Måned blev Byen stormet 024 JER 039 003 da kom alle Babels konges Fyrster og satte sig i Midterporten: Overhofmanden Nebusjazban, Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels Konges andre Fyrster. 024 JER 039 004 Da Kong Zedekias af Juda og alle hans Krigsmænd så dem, flygtede de om Natten fra Byen ad Vejen til Kongens Have gennem Porten mellem de to Mure og tog Vejen ad Araba til. 024 JER 039 005 Men Kaldæernes Hær satte efter dem og indhentede Zedekias på Jerikos Lavslette; og de tog ham med og bragte ham op til Kong Nebukadnezar af Babel i Ribla i Hamats Land; og han fældede hans Dom. 024 JER 039 006 Babels Konge lod i Ribla Zedekiass Sønner dræbe i hans Påsyn; også alle de ypperste i Juda lod Babels Konge dræbe; 024 JER 039 007 derpå lod han Øjnene stikke ud på Zedekias og lod ham lægge i Kobberlænker for at føre ham til Babel. 024 JER 039 008 kaldæerne satte Ild på Kongens Palads og Folkets Huse og nedbrød Jerusalems Mure. 024 JER 039 009 Resten af Folket, der var levnet i Byen, Overløberne, der var løbet over til ham, og Resten af Håndværkerne førte Livvagtens øverste Nebuzaradan som Fanger til Babel, 024 JER 039 010 og kun nogle af den fattigste Befolkning, der intet ejede, lod Livvagts øverste Nebuzaradan blive tilbage i Judas Land, idet han samtidig gav dem Vingårde og Agre. 024 JER 039 011 Men om Jeremias bød Kong Nebukadrezar af Babel Livvagts øverste Nebuzaradan: 024 JER 039 012 "Tag ham og hav Øje med ham og gør ham ingen Men; gør med ham, som han selv ønsker!" 024 JER 039 013 Så sendte Livvagts øverste Nebuzaradan, Overhofmanden Nebusjazban og Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels Konges andre Stormænd 024 JER 039 014 Bud og, lod Jeremias hente i Vagtforgården og overgav ham til Gedalja, en Søn af Sjafans Søn Ahikam, for at han skulde føre ham til hans Hjem; og han boede iblandt Folket. 024 JER 039 015 Medens Jeremias sad fængslet i Vagtforgården, kom HERRENs Ord til ham således: 024 JER 039 016 Gå hen og sig til Ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg lader mine Ord gå i Opfyldelse på denne By til Ulykke og ikke til Lykke, og du skal have dem i Tankerne på hin Dag. 024 JER 039 017 Men på hin Dag redder jeg dig, lyder det fra HERREN, og du skal ikke gives i de Mænds Hånd, for hvem du frygter; 024 JER 039 018 thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for Sværdet, og du skal vinde dit Liv som Bytte, fordi du stolede på mig, lyder det fra HERREN 024 JER 040 001 Det Ord, som kom fra HERREN til Jeremias, efter at livvagtens øverste Nebuzaradan havde løsladt ham i Rama; han lod ham hente, medens han var bundet med Lænker iblandt alle Fangerne fra Jerusalem, og Juda, der førtes til Babel. 024 JER 040 002 Livvagts øverste lod Jeremias hente og sagde til ham: "HERREN din Gud har udtalt denne Ulykke over dette Sted, 024 JER 040 003 og HERREN lod det ske og gjorde, hvad han havde sagt, fordi I syndede mod HERREN og ikke adlød hans, Røst; derfor timedes dette eder. 024 JER 040 004 Se, nu tager jeg i Dag Lænkerne af dine Hænder. Hvis det tykkes dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil have Øje med dig; men tykkes det dig ilde, så lad være! Se, hele Landet står dig åbent; gå, hvor det tykkes dig godt og ret!" 024 JER 040 005 Og da han tøvede med at vende tilbage, tilføjede han: "Så vend tilbage til Gedalja Sjafans Søn Ahikams Søn, som Babels konge har sat over Judas Land, og bosæt dig hos, ham iblandt Folket, eller gå, hvor som helst det tykkes dig ret!" Og Livvagts øverste gav ham Rejsetæring og Gave og lod ham gå. 024 JER 040 006 Jeremias gik da til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa og bosatte sig hos ham iblandt Folket, der var levnet i Landet. 024 JER 040 007 Da alle Hærførerne, som var ude i åbent Land, og deres Mænd hørte, at Babels konge havde sat Gedalja, Ahikams Søn, over Landet og over Mænd, kvinder og Børn og dem af den fattige Befolkning i Landet, som ikke var ført til Babel, 024 JER 040 008 kom de til Gedalja i Mizpa: Jisjmael Netanjas Søn Johanan Kareas Søn. Seraja Tanhumets Søn, Netofatiten Efajs Sønner og Jezanja Maakatitens Søn, med deres Mænd. 024 JER 040 009 Og Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, tilsvor dem og deres Mænd således: "Frygt ikke for at stå under Kaldæerne; bosæt eder i Landet og underkast eder Babels Konge, så skal det gå eder vel. 024 JER 040 010 Se, selv bliver jeg i Mizpa for at tage mod Kaldæerne, når de kommer til os; men I skal samle Vin, Frugt og Olie i eders Kar og bo i de Byer, I tager i Eje!" 024 JER 040 011 Og da også alle de Judæere, der var i Moab, hos Ammoniterne, i Edom og alle de andre Lande, hørte, at Babels Konge havde levnet Juda en Rest og sat Gedalja. Sjafans Søn Ahikams Søn, over dem, 024 JER 040 012 vendte de alle tilbage fra alle de Steder, som de var fordrevet til, og kom til Judas Land til Gedalja i Mizpa; og de indsamlede Vin og Frugt i store Måder. 024 JER 040 013 Men Johanan, Kareas Søn, og alle de andre Hærførere, som havde været ude i åbent Land, kom til Gedalja i Mizpa 024 JER 040 014 og sagde: "Mon du ved, at Baalis, Ammoniternes Konge, har sendt Jisjmael, Netanjas Søn, for at myrde dig?" Men Gedalja, Ahikams Søn, troede dem ikke. 024 JER 040 015 Da sagde Johanan, Kareas Søn, i al Hemmelighed til Gedalja I Mizpa: "Lad mig gå hen og myrde Jisjmael, Netanjas Søn; ingen skal få det at vide. Hvorfor skal han myrde dig, så at hele Juda, som har samlet sig om dig, splittes, og Judas Rest går til Grunde?" 024 JER 040 016 Men Gedalja, Ahikas Søn, svarede Johanan, Kareas Søn: "Det må du ikke gøre, thi du lyver om Jisjmael!" 024 JER 041 001 Men i den syvende måned kom Jisjmael, Elisjamas søn Netanjas søn, en mand af kongelig Æt, der hørte til Kongens Stormænd, fulgt af ti Mænd til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa; og de holdt Måltid sammen der i Mizpa. 024 JER 041 002 Jisjmael, Netanjas Søn, og de ti Mænd, der fulgte ham, stod da op og huggede Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, ned med Sværdet og dræbte således den Mand, Babels Konge havde sat over Landet; 024 JER 041 003 også alle de Judæere, som var hos ham i Mizpa, og alle de Kaldæere, som fandtes der, alle Krigerne huggede Jisjmael ned. 024 JER 041 004 Dagen efter Gedaljas Mord, endnu før nogen kendte dertil, 024 JER 041 005 kom firsindstyve Mænd fra Sikem, Silo og Samaria med afklippet Skæg, sønderrevne Klæder og Flænger i Huden; de havde Afgrødeoffer og Røgelse med til at ofre i HERRENs Hus" 024 JER 041 006 Jisjmael, Netanjas Søn, gik dem i Møde fra Mizpa og græd hele Vejen, og da han traf dem, sagde han: "Kom med til Gedalja, Ahikams Søn!" 024 JER 041 007 Men da de var kommet ind i Byen, huggede Jisjmael og hans Mænd dem ned og kastede dem i Cisternen. 024 JER 041 008 Men der var ti Mænd iblandt dem, som sagde til Jisjmael: "Dræb os ikke, thi vi har skjulte Forråd på Marken, Hvede, Byg, Olie og Honning." Så lod han dem være og dræbte dem ikke med de andre. 024 JER 041 009 Cisternen, hvori Jisjmael kastede Ligene af alle dem, han havde hugget ned, var den store Cisterne, Kong Asa havde bygget i Kampen mod Kong Basja af Israel; den fyldte Jisjmael, Netanjas Søn, med dræbte. 024 JER 041 010 Derpå bortførte Jisjmael som Fanger hele Resten af Folket i Mizpa, Kongedøtrene og hele Folket, der var ladt tilbage i Mizpa, og over hvem Livvagts øverste Nebuzaradan havde sat Gedalja, Ahikams Søn; dem bortførte Jisjmael, Netanjas Søn, som Fanger og gav sig på Vej til Ammoniterne. 024 JER 041 011 Men da Johanan, Kareas Søn, og alle de Hærførere, som var hos ham, hørte om al den Ulykke, Jisjmael, Netanjas Søn, havde gjort, 024 JER 041 012 tog de alle deres Mænd og drog imod ham, og de traf ham ved den store Dam i Gibeon; 024 JER 041 013 og da alt Folket, der var hos Jisjmael, så Johanan, Kareas Søn og alle Hærførerne, der var med ham, blev de glade; 024 JER 041 014 og alt Folket, som Jisjmael havde ført fanget fra Mizpa, vendte om og gik over til Johanan, Kareas Søn. 024 JER 041 015 Men Jisjmael Netanjas Søn, slap fra Johanan med otte Mand og drog til Ammoniterne. 024 JER 041 016 Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne, der var med ham, tog derpå hele Resten af Folket, som Jisjmael, Netanjas Søn, efter at have myrdet Gedalja, Ahikams Søn, havde ført bort fra Mizpa, de Mænd, Krigere, Kvinder, Børn og Hofmænd, som han bragte tilbage fra Gibeon, 024 JER 041 017 og de drog hen og slog sig ned i Gidrot-Kimham i BetlehemsNabolag for at drage til Ægypten. 024 JER 041 018 af Frygt for Kaldæerne; thi de frygtede dem, fordi Jisjmael, Netanjas Søn, havde dræbt Gedalja, Ahikams Søn, som Babels Konge havde sat over Landet. 024 JER 042 001 Så kom alle hærførerene og Johanan, Kareas søn, og Azarja, Maasejas Søn, med alt Folket, store og små, 024 JER 042 002 og sagde til Profeten Jeremias: "Måtte vor Bøn nå dit Øre, så du beder til HERREN din Gud for hele denne Rest, thi som du ser os her, er vi kun få tilbage af mange. 024 JER 042 003 Måtte HERREN din Gud kundgøre os, hvilken Vej vi skal gå, og hvad vi skal gøre!" 024 JER 042 004 Profeten Jeremias svarede: "Godt! Jeg vil bede til HERREN eders Gud, som I ønsker; og alt hvad HERREN svarer, vil jeg kundgøre eder uden at forholde eder et Ord." 024 JER 042 005 De sagde da til Jeremias: "HERREN skal være et sandt og troværdigt Vidne imod os, hvis vi ikke retter os efter hvert Ord, HERREN din Gud sender os ved dig. 024 JER 042 006 Det være godt eller ondt, vi vil adlyde HERREN vor Guds Røst, til hvem vi sender dig, at det må gå os vel, når vi adlyder HERREN vor Guds Røst." 024 JER 042 007 Ti Dage efter kom HERRENs Ord til Jeremias. 024 JER 042 008 Så sammenkaldte han Johaoan, Kareas Søn, alle Hærføreme, der var med ham, og alt Folket, store og små, 024 JER 042 009 og sagde: Så siger HERREN, Israels Gud, til hvem I sendte mig, for at eders Bøn måtte nå ind for hans Åsyn: 024 JER 042 010 Hvis I bliver her i Landet, vil jeg bygge eder og ikke nedbryde eder, plante eder og ikke rykke eder op, thi jeg angrer det onde, jeg har gjort eder. 024 JER 042 011 Frygt ikke for Babels Konge, således som I gør, frygt ikke for ham, lyder det fra HERREN, thi jeg er med eder for at frelse og redde eder af hans Hånd. 024 JER 042 012 Jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig over eder og lade eder bo i eders Land. 024 JER 042 013 Hvis I derimod ikke hører HERREN eders Guds Røst, idet I siger, at I ikke vil bo her i Landet, 024 JER 042 014 men drage til Ægypten og bo der for ikke mere at se Krig eller høre Hornets Klang eller hungre efter Brød, 024 JER 042 015 så hør nu HERRENs Ord, Judas Rest. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Hvis I virkelig har i Sinde at drage til Ægypten og drager derned for at bo der som fremmede, 024 JER 042 016 så skal Sværdet, som I frygter, nå eder der i Ægypten, og Hungeren, som I ængstes for, skal følge efter eder til Ægypten, og I skal omkomme der; 024 JER 042 017 alle de Mænd, som har i Sinde at drage til Ægypten for at bo der som fremmede, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, og ingen af dem skal blive tilovers og undslippe fra den Ulykke, jeg sender over dem. 024 JER 042 018 Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Som min Vrede og Harme udgød sig over Jerusalems Indbyggere, således skal min Harme udgyde sig over eder, når I drager til Ægypten, og I skal blive et. Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn og ikke mere få dette Sted at se. 024 JER 042 019 Dette er HERRENs Ord til eder. Judas Rest: Drag ikke til Ægypten! I skal vide, at jeg i Dag har advaret eder. 024 JER 042 020 Thi I nedkalder ondt over eder selv, når I sender mig til HERREN eders Gud og siger: "Bed for os til HERREN vor Gud! Hvad HERREN vor Gud siger, skal du nøje kundgøre os, så vil vi gøre det," 024 JER 042 021 og I så alligevel ikke adlyder HERREN eders Guds Røst og gør alt, hvad han sendte eder Bud om. 024 JER 042 022 Så vid da nu, at I skal omkomme ved Sværd, Hunger og Pest på det Sted, hvor I agter at gå hen for at bo der somfremmede. 024 JER 043 001 Men da Jeramias var til ende med at forkynde alle de Ord, med hvilke HERREN deres Gud havde sendt ham til dem, alle de nævnte Ord, 024 JER 043 002 sagde Azarja, Maasejas Søn, og Johanan, Kareas Søn, og alle de andre overmodige Mænd til Jeremias: "Du lyver! HERREN vor Gud har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til Ægypten for at bo der som fremmede; 024 JER 043 003 nej, Baruk, Nerijas Søn, har ophidset dig imod os, for at vi skal gives i Kaldæernes Hånd, så de dræber os eller fører os bort til Babel." 024 JER 043 004 Og Johanan, Karens Søn, alle Hærførerne og alt Folket adlød ikke HERRENs Røst om at blive i Judas Land; 024 JER 043 005 men Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne tog hele Judas Rest, som var vendt tilbage for at bo i Judas Land, 024 JER 043 006 Mænd, Kvinder og Børn, Kongedøtrene og enhver, som Livvagts øverste Nebuzaradan havde ladet blive hos Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, også Profeten Jeremias og Baruk, Nerijas Søn, 024 JER 043 007 og drog til Ægypten; thi de adlød ikke HERRENs Røst. Og de kom til Takpankes. 024 JER 043 008 Men HERRENs Ord kom til Jeremias i Takpankes således: 024 JER 043 009 Tag dig nogle store Sten og grav dem ned i Teglstensgulvets Underlag ved Indgangen til Faraos Hus i Takpankes i de judæiske Mænds Påsyn 024 JER 043 010 og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg lader min Tjener Kong Nebukadrezar af Babel hente, og han skal rejse sin Trone oven over de Sten, du gravede ned, og brede sit Trontæppe derover. 024 JER 043 011 Han skal komme og slå Ægypten; dem, der hører Døden til, skal han overgive til Død, dem der hører Fangenskabet til, til Fangenskab og dem, der hører Sværdet til, til Sværd. 024 JER 043 012 Han skal sætte Ild på Ægyptens Gudehuse og afbrænde dem og bortføre Guderne som Fanger, og han skal svøbe Ægypten om sig, som en Hyrde sin Kappe; derpå skal han drage bort derfra i Fred. 024 JER 043 013 Han skal nedbryde Stenstøtterne i Bet-Sjemesj og afbrænde Ægyptens Gudehuse. 024 JER 044 001 Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede i Ægypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros: 024 JER 044 002 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I så selv al den Ulykke, jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nu øde hen, og ingen bor i dem; 024 JER 044 003 det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig ved at gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til. 024 JER 044 004 Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem, for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting, som jeg hader!" 024 JER 044 005 Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så de omvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerild for andre Guder. 024 JER 044 006 Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer og Jerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er den Dag i Dag. 024 JER 044 007 Og nu, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfor nedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd og Kvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogen Rest, 024 JER 044 008 idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerild for andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som fremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver et Forbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk. 024 JER 044 009 Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger og Fyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på Jerusalems Gader? 024 JER 044 010 Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikke efter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og eders Fædre. 024 JER 044 011 Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg har ondt i Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda. 024 JER 044 012 Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage til Ægypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten; de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; for Sværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn. 024 JER 044 013 Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgte Jerusalem, med Sværd, Hunger og Pest. 024 JER 044 014 Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der som fremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vende hjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingen skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes. 024 JER 044 015 Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændte Offerild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i en stor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros, svarede Jeremias: 024 JER 044 016 "Det Ord, du har talt til os i HERRENs Navn, vil vi ikke høre; 024 JER 044 017 nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, og tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det i Judas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok og var lykkelige og kendte ikke til Ulykke; 024 JER 044 018 men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangel på alt og omkom ved Sværd og Hunger. 024 JER 044 019 Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyder Drikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vi bager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofre for hende?" 024 JER 044 020 Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket, som havde svaret ham således: 024 JER 044 021 "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger og Fyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og på Jerusalems Gader, randt HERREN i Hu og kom ham i Tanke? 024 JER 044 022 HERREN kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger og de vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land til Ørk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dag i Dag. 024 JER 044 023 Fordi I tændte Offerild og syndede mod HERREN og ikke adlød HERRENs Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd, derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag." 024 JER 044 024 Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør HERRENs Ord, hele Juda i Ægypten! 024 JER 044 025 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I og eders Kvinder lover med eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vil opfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold da eders Løfter og indfri dem! 024 JER 044 026 Men hør da også HERRENs Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten: Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger HERREN: Ikke skal mere nogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund, så han siger: Så sandt den Herre HERREN lever! 024 JER 044 027 Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, og hver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger, indtil de er udryddet. 024 JER 044 028 Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten til Judas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet til Ægypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord der står fast, mit eller deres. 024 JER 044 029 Og dette, lyder det fra HERREN, skal være eder et Tegn på, at jeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mine Ord opfyldes på eder til eders Ulykke: 024 JER 044 030 Så siger HERREN: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hans Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesom jeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, som stod ham efter livet. 024 JER 045 001 Det ord som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, da han optegnede alle disse ord i en Bog efter Jeremiass Mund i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår: 024 JER 045 002 Så siger HERREN, Israels Gud, om dig, Baruk: 024 JER 045 003 Fordi Baruk siger: Ve mig, thi Kummer har HERREN føjet til min Smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej Hvile! 024 JER 045 004 skal du sige til ham: Så siger HERREN: Se, hvad jeg har bygget, nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder al Jorden 024 JER 045 005 og du søger store Ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jeg sender Ulykke over alt Kød, lyder det fra HERREN. Men dig giver jeg dit Liv som Bytte, alle Vegne hvor du kommer. 024 JER 046 001 HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om folkene. 024 JER 046 002 Til Ægypten, om Ægypterkongen Farao Nekos Hær, som stod ved Floden Eufrat i Karkemisj, og som Kong Nebukadrezar af Babel slog i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår. 024 JER 046 003 Gør Skjold og Værge rede, kom hid til Strid! 024 JER 046 004 Spænd Hestene for, sid op på Gangeme, stil eder op med Hjelmene på, gør Spydene blanke, tag Brynjeme på! 024 JER 046 005 Hvorfor er de rædselsslagne, veget tilbage deres Helte knust, på vild Flugt uden at vende sig? Trindt om er Rædsel, lyder det fra HERREN: 024 JER 046 006 De rapfodede undflyr ikke, og Helten redder sig ikke. Mod Nord ved Eufrats Flod falder de og styrter. 024 JER 046 007 Hvem stiger der som Nilen, hvis Vande svulmer som Strømme? 024 JER 046 008 Det er Ægypten, der stiger som Nilen, og Vandene svulmer som Strømme. Det tænkte: "Jeg vil stige op og oversvømme Jorden, ødelægge dem, som bor derpå." 024 JER 046 009 Stejl, I Heste, tag vanvittig Fart, I Vogne, lad Heltene rykke frem, Kusj, Put, som bærer Skjold, og Luderne, som spænder Bue. 024 JER 046 010 Dette er Herrens, Hærskarers HERREs Dag, en Hævnens Dag til Hævn over hans Fjender. Sværdet æder sig mæt og svælger i deres Blod; thi Herren Hærskarers HERRE har Offerslagtning i Nordens Land ved Eufrats Flod. 024 JER 046 011 Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! Forgæves bruger du Lægemidler i Mængde; der er ingen Lægedom for dig. 024 JER 046 012 Folkene hører dit Råb, dit Skrig opfylder Jorden; thi Helt snubler over Helt, sammen styrter de begge, 024 JER 046 013 Det Ord, HERREN talede til Profeten Jeremias, om at Kong Nebukadrezar af Babel skulle komme og slå Ægypten. 024 JER 046 014 Forkynd det i Ægypten, kundgør det i Migdol, kundgør det i Nof og Takpankes! Sig: Stil dig op og gør dig rede, thi Sværdet fortærer trindt om dig. 024 JER 046 015 Hvorfor flyede Apis, din Tyr? Den holdt ikke Stand, fordi HERREN jog den bort. 024 JER 046 016 Din brogede Folkesværm falder og styrter; de siger til hverandre: "Kom, lad os vende hjem til vort Folk og vort Fædreland for det hærgende Sværd!" 024 JER 046 017 Kald Farao, Ægyptens konge: Bulderet, som lader den belejlige Tid gå forbi. 024 JER 046 018 Så sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE: Som Tabor mellem Bjergene, som Karmel ved Havet kommer han. 024 JER 046 019 Skaf dig Rejsetøj, du, som bor der, Ægyptens Datter! Thi Nof skal ødelægges og afbrændes, så ingen bor der. 024 JER 046 020 En smuk kvie er Ægypten, men en Bremse fra Nord falder over det. 024 JER 046 021 Selv dets Lejesvende, der er som Fedekalve, vender sig alle til Flugt; de holder ikke Stand, thi deres Ulykkes Dag er kommet over dem, deres Hjemsøgelses Tid. 024 JER 046 022 Dets Røst er som den hvislende Slanges; thi med Hærmagt farer de frem, og med Økser kommer de over det som Brændehuggere. 024 JER 046 023 De fælder dets Skov, lyder det fra HERREN, fordi den ikke er til at trænge igennem. Thi de er talrigere end Græshopper, ikke til at tælle. 024 JER 046 024 Til Skamme bliver Ægyptens Datter; hun gives i Nordfolkets Hånd. 024 JER 046 025 Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Amon i No og Farao og Ægypten med dets Guder og Konger, Farao og dem, der stoler på ham; 024 JER 046 026 og jeg giver dem i deres Hånd, som står dem efter Livet, i kong Nebukadrezar af Babels og hans Tjeneres Hånd; men siden skal Landet bebos som i fordums Tid lyder det fra HERREN. 024 JER 046 027 Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal skræmme ham. 024 JER 046 028 Frygt ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, thi jeg er med dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har adsplittet dig; kun dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet. 024 JER 047 001 HERRENs Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, før Farao slog Gaza. 024 JER 047 002 Så siger HERREN: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm, der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne og dem, som bor der. Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor i Landet. 024 JER 047 003 For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hans raslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne er slappe, 024 JER 047 004 nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hver Hjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi HERREN ødelægger Filisterne, Resten af Kaftors Ø. 024 JER 047 005 Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest af Anakiter, hvor længe vil du såre dig? 024 JER 047 006 Ve, HERRENs Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede, hvil og vær stille! 024 JER 047 007 Hvorledes får det Ro, når HERREN opbød det mod Askalon og Havets Strand og stævned det did? 024 JER 048 001 Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo, thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim, med Skam er Borgen brudt ned. 024 JER 048 002 Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig. 024 JER 048 003 Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud! 024 JER 048 004 Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar. 024 JER 048 005 Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til Horonajim hører de Jammerskrig. 024 JER 048 006 Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen. 024 JER 048 007 Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og Fyrster til Hobe. 024 JER 048 008 Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes; Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som HERREN har sagt. 024 JER 048 009 Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en Ørken, så ingen bor der. 024 JER 048 010 Forbandet være den, der er lad til at gøre HERRENs Værk, forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod. 024 JER 048 011 Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed; derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke. 024 JER 048 012 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg sender Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets Dunke. 024 JER 048 013 Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af Betel, som de stolede på. 024 JER 048 014 Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?" 024 JER 048 015 Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE. 024 JER 048 016 Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt. 024 JER 048 017 Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig: Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir! 024 JER 048 018 Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der, Dibons Datter! Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig, nedbryder dine Fæstninger. 024 JER 048 019 Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?" 024 JER 048 020 Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved Arnon, at Moab er hærget, 024 JER 048 021 at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza, Mefaat, 024 JER 048 022 Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, 024 JER 048 023 Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon, 024 JER 048 024 Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær. 024 JER 048 025 Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra HERREN. 024 JER 048 026 Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod HERREN; og Moab skal falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter. 024 JER 048 027 Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom? 024 JER 048 028 Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand. 024 JER 048 029 Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte. 024 JER 048 030 Jeg kender, lyder det fra HERREN, dets Frækhed, dets tomme Snak, dets tomme Gerninger. 024 JER 048 031 Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over Mændene i Kir-Heres må jeg sukke. 024 JER 048 032 Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog Hærværksmanden ned. 024 JER 048 033 Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin. 024 JER 048 034 Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker. 024 JER 048 035 Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder Offerild for dets Guder, lyder det fra HERREN. 024 JER 048 036 Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte klager som Fløjter over Kir-Heres's Mænd. Godset, de vandt, går derfor til Spilde. 024 JER 048 037 Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder er der Rifter, over alle Lænder Sæk. 024 JER 048 038 Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder Moab som et usselt Kar, lyder det fra HERREN. 024 JER 048 039 Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer. 024 JER 048 040 Thi så siger HERREN: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Moab. 024 JER 048 041 Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte. 024 JER 048 042 Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod HERREN. 024 JER 048 043 Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder det fra HERREN; 024 JER 048 044 den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres Hjemsøgelses År, lyder det fra HERREN. 024 JER 048 045 I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og de larmende Mænds isse. 024 JER 048 046 Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså. 024 JER 048 047 Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra HERREN. Så vidt Moabs Dom. 024 JER 049 001 Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner eller har det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje og hans Folk bosat sig i dets Byer? 024 JER 049 002 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg lader Krigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive en Grusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sine Arvinger, siger HERREN. 024 JER 049 003 Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jer i Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer i Landflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe. 024 JER 049 004 Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, som stoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig?" 024 JER 049 005 Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder det fra Hærskarers HERRE. I skal drives bort i hver sin Retning, og ingen samler de flygtende. 024 JER 049 006 Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra HERREN. 024 JER 049 007 Om Edom. Så siger Hærskarers HERRE: Er der ikke mer Visdom i Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden? 024 JER 049 008 Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke sender jeg over ham, Straffens Tid. 024 JER 049 009 Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om Natten, ødelægger de, hvad de lyster. 024 JER 049 010 Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm, han er borte. 024 JER 049 011 Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan stole på mig. 024 JER 049 012 Thi så siger HERREN: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømme Bægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, men kommer til at tømme det. 024 JER 049 013 Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra HERREN: til Rædsel og Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive, og alle dets Byer skal blive til evige Tomter. 024 JER 049 014 Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandt Folkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid! 024 JER 049 015 Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandt Mennesker. 024 JER 049 016 Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt som Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra HERREN. 024 JER 049 017 Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås af Rædsel og spotte over alle dets Sår. 024 JER 049 018 Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes, siger HERREN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der. 024 JER 049 019 Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig? 024 JER 049 020 Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Edom, og de Tanker, han har mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem. 024 JER 049 021 Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan høres til det røde Hav. 024 JER 049 022 Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte. 024 JER 049 023 Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ond Tidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kan falde til Ro. 024 JER 049 024 Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder over det, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde. 024 JER 049 025 Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad. 024 JER 049 026 Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE. 024 JER 049 027 Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære Benhadads Borge. 024 JER 049 028 Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babel slog. Så siger HERREN: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg Østens Sønner! 024 JER 049 029 Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, alle deres Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindt om er Rædsel!" 024 JER 049 030 Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fra HERREN. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imod eder og undfanget en Tanke imod eder. 024 JER 049 031 Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder det fra HERRREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv. 024 JER 049 032 Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jeg spreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fra alle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fra HERREN. 024 JER 049 033 Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej bo et Menneske, ej dvæle et Menneskebarn. 024 JER 049 034 HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong Zedekias af Judas første Regeringstid: 024 JER 049 035 Så siger Hærskarers HERRE: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste af deres Kraft; 024 JER 049 036 og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hen til. 024 JER 049 037 Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter Livet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyder det fra HERREN. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem udslettet. 024 JER 049 038 Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og Fyrster, lyder det fra HERREN. 024 JER 049 039 Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra HERREN. 024 JER 050 001 Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved profeten Jeremias. 024 JER 050 002 Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner, kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet, knust dets Afgudsbilleder. 024 JER 050 003 Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet. 024 JER 050 004 I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under Gråd og søge HERREN deres Gud; 024 JER 050 005 de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de skal komme og klynge sig til HERREN i en evig Pagt, der aldrig glemmes. 024 JER 050 006 En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj, glemte deres Hvilested. 024 JER 050 007 Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod HERREN, Retfærds græsgangen og deres fædres Håb, HERREN. 024 JER 050 008 Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke foran en Hjord! 024 JER 050 009 Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der ikke vender tomhændet hjem. 024 JER 050 010 Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes, lyder det fra HERREN. 024 JER 050 011 Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som Kalve i Engen, vrinsk som Hingste 024 JER 050 012 eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive til Skamme. Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og Ødemark! 024 JER 050 013 For HERRENs Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædsel og spotte over alle dets Sår. 024 JER 050 014 Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd på det, spar ikke på Pile, thi mod HERREN har det syndet. 024 JER 050 015 Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er HERRENs Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort! 024 JER 050 016 Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk, enhver flyr til sit Land. 024 JER 050 017 En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar af Babel gnavet dets Knogler. 024 JER 050 018 Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte Assyrerkongen; 024 JER 050 019 og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead. 024 JER 050 020 I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man søge efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest, 024 JER 050 021 Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra HERREN, gør nøje, som jeg har budt dig! 024 JER 050 022 Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen. 024 JER 050 023 Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog Babel blevet til Rædsel blandt Folkene! 024 JER 050 024 Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod HERREN. 024 JER 050 025 HERREN lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers HERRE, for i Kaldæernes Land. 024 JER 050 026 Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes. 024 JER 050 027 ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid. 024 JER 050 028 Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i Zion om Hævnen fra HERREN vor Gud, Hævn for hans Helligdom. 024 JER 050 029 Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå Ring omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det; thi Frækhed viste det mod HERREN, Israels Hellige. 024 JER 050 030 Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra HERREN. 024 JER 050 031 Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid. 024 JER 050 032 Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring. 024 JER 050 033 Så siger Hærskarers HERRE: Både med Israeliterne og Judæerne er der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på dem, vægrer sig ved at give dem fri. 024 JER 050 034 Deres Genløser er stærk, Hærskarers HERRE er hans Navn; han vil føre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro. 024 JER 050 035 Sværd over Kaldæerne, lyder det fra HERREN, og over Babels Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd! 024 JER 050 036 Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets Belte, så de taber Modet! 024 JER 050 037 Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så de plyndres! 024 JER 050 038 Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter. 024 JER 050 039 Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra Slægt til Slægt. 024 JER 050 040 Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne, lyder det fra HERREN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der. 024 JER 050 041 Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger bryder op fra det yderste af Jorden. 024 JER 050 042 De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til Strid mod dig, Babels Datter! 024 JER 050 043 Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe, Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes. 024 JER 050 044 Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig? 024 JER 050 045 Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Babel, og de Tanker, han har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem. 024 JER 050 046 Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres Skrig skal høres blandt Folkene. 024 JER 051 001 Så siger HERREN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte". 024 JER 051 002 Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag. 024 JER 051 003 Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær! 024 JER 051 004 Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i Gaderne; 024 JER 051 005 thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers HERRE, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige. 024 JER 051 006 Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HERREN, han øver Gengæld imod det. 024 JER 051 007 Et gyldent Bæger var Babel i HERRENs Hånd, det gjorde al Jorden drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne. 024 JER 051 008 Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam hid til dets Sår, om det muligt kan læges! 024 JER 051 009 Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til Himmelen, løfter sig til Skyerne. 024 JER 051 010 HERREN har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre HERREN vor Guds Værk i Zion! 024 JER 051 011 Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HERREN har vakt Mederkongens Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HERRENs Hævn, Hævn for hans Tempel. 024 JER 051 012 Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud, læg Baghold! Thi HERREN har et Råd for og gør, hvad han har talet mod Babels Indbyggere. 024 JER 051 013 Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet, den Alen, hvor man skære dig af. 024 JER 051 014 Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over dig. 024 JER 051 015 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen. 024 JER 051 016 Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre. 024 JER 051 017 Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem; 024 JER 051 018 Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem. 024 JER 051 019 Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er dets Arvelod; Hærskarers HERRE er hans Navn. 024 JER 051 020 Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk, med dig ødelagde jeg Riger; 024 JER 051 021 med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og Vognstyrer, 024 JER 051 022 med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru, 024 JER 051 023 med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding. 024 JER 051 024 Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HERREN. 024 JER 051 025 Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra HERREN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet Bjerg; 024 JER 051 026 man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde, thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HERREN. 024 JER 051 027 Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne Græshopper; 024 JER 051 028 vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over! 024 JER 051 029 Jorden skal skælve og vride sig, thi HERRENs Tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor. 024 JER 051 030 Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger afbrændes, dets Portstænger knækkes. 024 JER 051 031 Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden, 024 JER 051 032 Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene rædselslagne. 024 JER 051 033 Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Babels Datter er som en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer Høstens Tid for den. 024 JER 051 034 Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig, fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort. 024 JER 051 035 Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger Jerusalem. 024 JER 051 036 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn, jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde. 024 JER 051 037 Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og Spot, så ingen bor der. 024 JER 051 038 De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres Vildskab. 024 JER 051 039 Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HERREN. 024 JER 051 040 Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med Bukke. 024 JER 051 041 Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene! 024 JER 051 042 Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult. 024 JER 051 043 Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem. 024 JER 051 044 Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur er faldet. 024 JER 051 045 Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HERRENs glødende Harme. 024 JER 051 046 Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden og Hersker følger på Hersker. 024 JER 051 047 Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri skal falde på Valen. 024 JER 051 048 Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN. 024 JER 051 049 Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom dræbte på hele Jorden faldt for Babel. 024 JER 051 050 I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i Hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker! 024 JER 051 051 Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HERRENs Huss Helligdomme. 024 JER 051 052 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets Land. 024 JER 051 053 Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN. 024 JER 051 054 Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes Land. 024 JER 051 055 Thi HERREN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der; deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt. 024 JER 051 056 Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HERREN, han giver fuld Løn. 024 JER 051 057 Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere, Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE. 024 JER 051 058 Så siger Hærskarers HERRE: Babels brede Mur skal nedbrydes til Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden. 024 JER 051 059 Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely til Kongen, når han var på Rejse. 024 JER 051 060 Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel; 024 JER 051 061 og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord 024 JER 051 062 og sige: HERRE, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det skal blive en evig Ørken. 024 JER 051 063 Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en Sten til den, kaste den i Eufrat 024 JER 051 064 og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig trætte for Ilden går Jeremiass Ord. 024 JER 052 001 Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna. 024 JER 052 002 Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som Jojakim. 024 JER 052 003 Thi for HERRENs Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt fra Babels konge. 024 JER 052 004 I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; 024 JER 052 005 og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår. 024 JER 052 006 På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur gennembrudt. 024 JER 052 007 Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til. 024 JER 052 008 Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. 024 JER 052 009 Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. 024 JER 052 010 Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han alle Judas Øverster henrette i Ribla; 024 JER 052 011 og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin Dødedag. 024 JER 052 012 På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem. 024 JER 052 013 Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; 024 JER 052 014 og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten for Livvagten havde med sig. 024 JER 052 015 De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. 024 JER 052 016 Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere, 024 JER 052 017 Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. 024 JER 052 018 Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; 024 JER 052 019 også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten. 024 JER 052 020 De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene, som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. 024 JER 052 021 Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt. 024 JER 052 022 Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt, og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle. 024 JER 052 023 Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit; der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket. 024 JER 052 024 Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten Zefanja og de tre Dørvogtere; 024 JER 052 025 og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket, og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd at Folket fra Landet, der fandtes i Byen 024 JER 052 026 dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla 024 JER 052 027 og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land. 024 JER 052 028 Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere, 024 JER 052 029 i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem; 024 JER 052 030 i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600. 024 JER 052 031 I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet. 024 JER 052 032 Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, som var hos ham i Babel. 024 JER 052 033 Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede. 024 JER 052 034 Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede. # # BOOK 025 LAM Lamentations Klagesangene 025 LAM 001 001 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle. 025 LAM 001 002 Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender. 025 LAM 001 003 Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne. 025 LAM 001 004 Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde. 025 LAM 001 005 Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn. 025 LAM 001 006 Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn. 025 LAM 001 007 Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under. 025 LAM 001 008 Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. 025 LAM 001 009 Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, HERRE, thi Fjenden hoverer. 025 LAM 001 010 Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling. 025 LAM 001 011 Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes! 025 LAM 001 012 Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin glødende Vredes Dag. 025 LAM 001 013 Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat. 025 LAM 001 014 Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke. 025 LAM 001 015 Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter. 025 LAM 001 016 Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk. 025 LAM 001 017 Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky. 025 LAM 001 018 HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger. 025 LAM 001 019 Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de. 025 LAM 001 020 Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden. 025 LAM 001 021 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig! 025 LAM 001 022 Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt. 025 LAM 002 001 Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel på sin Vredes Dag. 025 LAM 002 002 Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige og Fyrster, 025 LAM 002 003 afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der åd overalt. 025 LAM 002 004 På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild. 025 LAM 002 005 Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas Datter. 025 LAM 002 006 Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest og Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og Præst. 025 LAM 002 007 Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HERRENs Hus som på Festens Dag. 025 LAM 002 008 HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få Sorg, de vansmægted sammen. 025 LAM 002 009 I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn fra HERREN. 025 LAM 002 010 Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker mod Jord deres Hoved. 025 LAM 002 011 Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde forsmægter på Byens Torve; 025 LAM 002 012 hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved Moderens Bryst. 025 LAM 002 013 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel? 025 LAM 002 014 Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme, vildende Udsagn. 025 LAM 002 015 Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?" 025 LAM 002 016 De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se." 025 LAM 002 017 HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn. 025 LAM 002 018 Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke dit Øje få Hvile! 025 LAM 002 019 Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes Hjørner. 025 LAM 002 020 HERRE se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom Præst og Profet? 025 LAM 002 021 I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden Skånsel. 025 LAM 002 022 Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred. 025 LAM 003 001 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, 025 LAM 003 002 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, 025 LAM 003 003 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. 025 LAM 003 004 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, 025 LAM 003 005 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, 025 LAM 003 006 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 025 LAM 003 007 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. 025 LAM 003 008 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. 025 LAM 003 009 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge. 025 LAM 003 010 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; 025 LAM 003 011 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; 025 LAM 003 012 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. 025 LAM 003 013 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig; 025 LAM 003 014 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, 025 LAM 003 015 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. 025 LAM 003 016 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet; 025 LAM 003 017 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken 025 LAM 003 018 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude." 025 LAM 003 019 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; 025 LAM 003 020 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. 025 LAM 003 021 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: 025 LAM 003 022 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, 025 LAM 003 023 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. 025 LAM 003 024 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham. 025 LAM 003 025 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger; 025 LAM 003 026 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse, 025 LAM 003 027 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. 025 LAM 003 028 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; 025 LAM 003 029 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. 025 LAM 003 030 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. 025 LAM 003 031 Thi Herren bortstøder ikke for evigt, 025 LAM 003 032 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; 025 LAM 003 033 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. 025 LAM 003 034 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, 025 LAM 003 035 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes, 025 LAM 003 036 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det? 025 LAM 003 037 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? 025 LAM 003 038 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? 025 LAM 003 039 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd! 025 LAM 003 040 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN, 025 LAM 003 041 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 025 LAM 003 042 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 025 LAM 003 043 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, 025 LAM 003 044 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; 025 LAM 003 045 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 025 LAM 003 046 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 025 LAM 003 047 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 025 LAM 003 048 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 025 LAM 003 049 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 025 LAM 003 050 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til. 025 LAM 003 051 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl. 025 LAM 003 052 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 025 LAM 003 053 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 025 LAM 003 054 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" 025 LAM 003 055 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb; 025 LAM 003 056 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" 025 LAM 003 057 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" 025 LAM 003 058 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; 025 LAM 003 059 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret! 025 LAM 003 060 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, 025 LAM 003 061 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig, 025 LAM 003 062 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. 025 LAM 003 063 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. 025 LAM 003 064 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning, 025 LAM 003 065 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! 025 LAM 003 066 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel. 025 LAM 004 001 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! 025 LAM 004 002 Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk 025 LAM 004 003 Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. 025 LAM 004 004 Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. 025 LAM 004 005 Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. 025 LAM 004 006 Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde. 025 LAM 004 007 Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; 025 LAM 004 008 mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. 025 LAM 004 009 Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. 025 LAM 004 010 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde. 025 LAM 004 011 HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. 025 LAM 004 012 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. 025 LAM 004 013 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. 025 LAM 004 014 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. 025 LAM 004 015 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!" 025 LAM 004 016 HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. 025 LAM 004 017 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. 025 LAM 004 018 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet. 025 LAM 004 019 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, 025 LAM 004 020 vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene. 025 LAM 004 021 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. 025 LAM 004 022 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder. 025 LAM 005 001 HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! 025 LAM 005 002 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse. 025 LAM 005 003 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre. 025 LAM 005 004 Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. 025 LAM 005 005 Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. 025 LAM 005 006 Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. 025 LAM 005 007 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. 025 LAM 005 008 Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. 025 LAM 005 009 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. 025 LAM 005 010 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. 025 LAM 005 011 De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. 025 LAM 005 012 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. 025 LAM 005 013 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. 025 LAM 005 014 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. 025 LAM 005 015 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. 025 LAM 005 016 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet! 025 LAM 005 017 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: 025 LAM 005 018 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. 025 LAM 005 019 Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. 025 LAM 005 020 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? 025 LAM 005 021 Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! 025 LAM 005 022 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende? # # BOOK 026 EZE Ezekiel Ezekiel 026 EZE 001 001 I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud. 026 EZE 001 002 Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført - 026 EZE 001 003 kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der. 026 EZE 001 004 Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm. 026 EZE 001 005 Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse; 026 EZE 001 006 men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger; 026 EZE 001 007 deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt; 026 EZE 001 008 der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider. 026 EZE 001 009 De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud". 026 EZE 001 010 Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil; 026 EZE 001 011 Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer. 026 EZE 001 012 De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik. 026 EZE 001 013 Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra. 026 EZE 001 014 Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til 026 EZE 001 015 Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener; 026 EZE 001 016 og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul; 026 EZE 001 017 de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik. 026 EZE 001 018 Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne. 026 EZE 001 019 Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig; 026 EZE 001 020 hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene; 026 EZE 001 021 når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene. 026 EZE 001 022 Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder; 026 EZE 001 023 og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer. 026 EZE 001 024 Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær. 026 EZE 001 025 Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne. 026 EZE 001 026 Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til. 026 EZE 001 027 Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham. 026 EZE 001 028 Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede. 026 EZE 002 001 Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kan tale med dig!" 026 EZE 002 002 Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine Fødder, og jeg hørte ham tale til mig. 026 EZE 002 003 Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag. 026 EZE 002 004 Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: Så siger den Herre HERREN! 026 EZE 002 005 Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt - skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem. 026 EZE 002 006 Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt. 026 EZE 002 007 Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi de er en genstridig Slægt. 026 EZE 002 008 Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og slug, hvad jeg her giver dig! " 026 EZE 002 009 Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå en Bogrulle; 026 EZE 002 010 og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve. 026 EZE 003 001 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!" 026 EZE 003 002 Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen 026 EZE 003 003 og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund. 026 EZE 003 004 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal mine Ord til dem! 026 EZE 003 005 Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og tungt Mæle, 026 EZE 003 006 ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig. 026 EZE 003 007 Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter. 026 EZE 003 008 Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande hård som deres Pander; 026 EZE 003 009 som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!" 026 EZE 003 010 Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører; 026 EZE 003 011 og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre HERREN! - hvad enten de så hører eller ej!" 026 EZE 003 012 Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da HERRENs Herlighed hævede sig fra sit Sted, 026 EZE 003 013 og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet. 026 EZE 003 014 Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet HERRENs Hånd var over mig med Vælde. 026 EZE 003 015 Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig. 026 EZE 003 016 Syv Dage senere kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 003 017 Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig. 026 EZE 003 018 Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. 026 EZE 003 019 Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl. 026 EZE 003 020 Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. 026 EZE 003 021 Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl. 026 EZE 003 022 Siden kom HERRENs Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!" 026 EZE 003 023 Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENs Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt. 026 EZE 003 024 Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus! 026 EZE 003 025 Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem; 026 EZE 003 026 og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt. 026 EZE 003 027 Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre HERREN! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig Slægt. 026 EZE 004 001 Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids i den et Billede af en By, Jerusalem; 026 EZE 004 002 og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod den fra alle Sider; 026 EZE 004 003 tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et Tegn. 026 EZE 004 004 Og læg du dig på din venstre Side og tag, Israels Huss Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære deres Misgerning. 026 EZE 004 005 Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190 Dage; så længe skal du bære Israels Huss Misgerning. 026 EZE 004 006 Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas Huss Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag. 026 EZE 004 007 Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det omringede Jerusalem og profetere imod det. 026 EZE 004 008 Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende. 026 EZE 004 009 Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad; 026 EZE 004 010 og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du skal spise den een Gang daglig. 026 EZE 004 011 Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal drikke een Gang daglig. 026 EZE 004 012 Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn i deres Påsyn. 026 EZE 004 013 Og du skal sige: "Så sige HERREN: Således skal Israeliterne have urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!" 026 EZE 004 014 Men jeg sagde: "Ak, Herre, HERRE, jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!" 026 EZE 004 015 Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved." 026 EZE 004 016 Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel, 026 EZE 004 017 for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af Rædsel og hensmægte i deres Misgerning. 026 EZE 005 001 Og du Menneskesøn tag dig et skarbt sværd, brug det som Ragekniv og lad det gå over dit Hoved og dit Skæg; tag dig så en Vægtskål og del Håret. 026 EZE 005 002 En Tredjedel skal du brænde i et Bål midt i Byen, når Belejringens Dage er omme; en Tredjedel skal du tage og slå den med Sværdet rundt om Byen; og en Tredjedel skal du sprede for Vinden; så drager jeg Sværdet bag dem. 026 EZE 005 003 Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe det ind i din kappeflig; 026 EZE 005 004 og deraf skal du atter tage noget og kaste det midt ind i Ilden og brænde det. Og du skal sige til hele Israels Hus: 026 EZE 005 005 Så siger den Herre HERREN: Dette er Jerusalem; jeg satte det midt iblandt Folkene, omgivet af lande. 026 EZE 005 006 Men det var gudløst og genstridigt mod mine Lovbud mere end Folkene og mod mine Vedtægter mere end Landene rundt om; thi de lod hånt om mine Lovbud og vandrede ikke efter mine Vedtægter. 026 EZE 005 007 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I var mere genstridige end Folkene rundt om og ikke vandrede efter mine Vedtægter eller holdt mine Lovbud, men gjorde efter de omboende Folks Lovbud, 026 EZE 005 008 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig og holder Dom i din Midte for Folkenes Øjne. 026 EZE 005 009 For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg gøre med dig, hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre Mage til. 026 EZE 005 010 Derfor skal Fædre æde deres Børn i din Midte og Børn deres Fædre; jeg holder Dom over dig, og alle, som er til Rest i dig, spreder jeg for alle Vinde. 026 EZE 005 011 Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom uren med alle dine væmmelige Guder og Vederstyggeligheder, vil jeg også støde dig fra mig uden Medynk eller Skånsel. 026 EZE 005 012 En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme af Hunger i din Midte, en Tredjedel skal falde for Sværdet rundt om dig, og en Tredjedel spreder jeg for alle Vinde og drager Sværdet bag dem. 026 EZE 005 013 Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min Harme på dem og tage Hævn, så de skal kende at jeg, HERREN, har talet i min Nidkærhed, når jeg udtømmer min Vrede over dem. 026 EZE 005 014 Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt Folkene rundt om, for Øjnene af enhver, som drager forbi. 026 EZE 005 015 Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel og Rædsel for Folkene rundt om, når jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme og harm fuld Revselse. Jeg, HERREN, har talet! 026 EZE 005 016 Når jeg sender Hungerens onde Pile mod eder, og de, som jeg sender for af ødelægge eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader Hungeren tage til, da sønderbryder jeg Brødets Støttestav for eder 026 EZE 005 017 og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal affolke dig; Pest og Blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer Sværd over dig. Jeg, HERREN, har talet. 026 EZE 006 001 Og Herrens ord kom til mig således: 026 EZE 006 002 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profeter imod dem 026 EZE 006 003 og sig: Israels Bjerge, hør den Herre HERRENs Ord! Så siger den Herre HERREN til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene: Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje. 026 EZE 006 004 Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder; 026 EZE 006 005 jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og strør eders Ben rundt om eders Altre. 026 EZE 006 006 Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gå til Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gå til Grunde, eders Afudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter hugges om og eders Værker tilintetgøres. 026 EZE 006 007 Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 006 008 Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder undslipper fra Sværdet blandt Folkene, når I spredes i Landene, 026 EZE 006 009 og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder; og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort, over alle deres Vederstyggeligheder. 026 EZE 006 010 Og de skal kende, at jeg er HERREN; det var ikke tomme Ord, når jeg talede om at gøre den Ulykke på dem. 026 EZE 006 011 Så siger den Herre HERREN: Slå Hænderne sammen, stamp med Foden og råb Ve over alle Israels Huses grimme Vederstyggeligheder! De skal falde for Sværd, Hunger og Pest. 026 EZE 006 012 Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af Hunger; således udtømmer jeg min Vrede over dem. 026 EZE 006 013 De skal kende, at jeg er HERREN, når deres dræbte ligger midt iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre på hver høj Bakke, på alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres Afgudsbilleder. 026 EZE 006 014 Jeg udrækker Hånden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 007 001 Og HERRENs Ord kom til mig således 026 EZE 007 002 Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre HERREN til Israels Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt! 026 EZE 007 003 Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeigheder. 026 EZE 007 004 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 007 005 Så siger den Herre HERREN: Ulykke følger på Ulykke; se, det kommer! 026 EZE 007 006 Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig; se, det kommer! 026 EZE 007 007 Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene. 026 EZE 007 008 Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeligheder. 026 EZE 007 009 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I skal kende, at jeg, HERREN, er den, som slår. 026 EZE 007 010 Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig"! Riset blomstrer, Overmodet grønnes. 026 EZE 007 011 Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem. 026 EZE 007 012 Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob derinde. 026 EZE 007 013 Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning. 026 EZE 007 014 Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i krig; thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde. 026 EZE 007 015 Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest. 026 EZE 007 016 Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning. 026 EZE 007 017 Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand. 026 EZE 007 018 De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er skamfulde, alle Hoveder skaldede. 026 EZE 007 019 Deres Sølv kaster de ud på Gaden, deres Guld regnes for Snavs; deres Sølv og Guld kan ikke redde dem på HERRENs Vredes Dag; de kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi det var dem Årsag til Skyld. 026 EZE 007 020 I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed, og deres vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem. 026 EZE 007 021 Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd og som Rov til de mest gudløse på Jorden, og de skal vanhellige det. 026 EZE 007 022 Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige mit Kleodie, Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det. 026 EZE 007 023 Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Vold. 026 EZE 007 024 Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje; jeg gør Ende på de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal vanhelliges. 026 EZE 007 025 Der opstår Angst; man søger Redning, men finder den ikke. 026 EZE 007 026 Uheld følger på Uheld, Rygte på Rygte; man skal tigge Profeten om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste med Råd. 026 EZE 007 027 Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 008 001 I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre HERRENs Hånd på mig. 026 EZE 008 002 Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så det ud som strålende Lys, som funklende Malm. 026 EZE 008 003 Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed, stod. 026 EZE 008 004 Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som jeg så den i Dalen. 026 EZE 008 005 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen. 026 EZE 008 006 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!" 026 EZE 008 007 Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården. 026 EZE 008 008 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang. 026 EZE 008 009 Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme Vederstyggeligheder de øver der!" 026 EZE 008 010 Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder indridset rundt om på Væggen. 026 EZE 008 011 Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja, Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op. 026 EZE 008 012 Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger: HERREN ser intet, HERREN har forladt Landet!" 026 EZE 008 013 Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se, som de øver!" 026 EZE 008 014 Så førte han mig hen til Indgangen til HERRENs Huses Nordport, og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz. 026 EZE 008 015 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!" 026 EZE 008 016 Så førte han mig hen til HERRENs Huss indre Forgård, og se, ved Indgangen til HERRENs Helligdom mellem Forhallen og Alteret var der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod HERRENs Helligdom og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen. 026 EZE 008 017 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender Stank op i Næsen på mig"! 026 EZE 008 018 Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret vil jeg ikke høre dem. 026 EZE 009 001 Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: "Byens hjemsøgelse nærmer sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!" 026 EZE 009 002 Og se, seks Mænd kom fra den øvre nordport, hver med sin Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved Siden af Kobberalteret. 026 EZE 009 003 Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden, 026 EZE 009 004 og HERREN sagde til ham: "Gå midt igennem Byen, igennem Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligbeder, som øves i dets Midte!" 026 EZE 009 005 Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem Byen og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel! 026 EZE 009 006 Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre! Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de Ældste, som stod foran Templet, 026 EZE 009 007 Og han sagde til dem: "Gør Templet urent, fyld Forgårdene med dræbte og drag så ud!" Og de drog ud og huggede ned i Byen. 026 EZE 009 008 Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på mit Ansigt og råbte: "Ak, Herre, HERRE vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over Jerusalem?" 026 EZE 009 009 Han svarede: "lsraels og Judas Huses Brøde er såre, såre stor, thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de siger, at HERREN har forladt Byen, og at HERREN intet ser. 026 EZE 009 010 Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dem deres Færd." 026 EZE 009 011 Og se, Manden i det linnede klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden kom tilbage og meldte: "Jeg har gjort, som du bød." 026 EZE 010 001 Og jeg skuede og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem. 026 EZE 010 002 Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem Hjulene under keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så ham gå derhen. 026 EZE 010 003 Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og Skyen fyldte den indre Forgård. 026 EZE 010 004 Og HERRENs Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og Forgården fyldtes af HERRENs Herligheds Glalans. 026 EZE 010 005 Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård som Gud den Almægtiges Røst, når han taler. 026 EZE 010 006 Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra Rummet mellem Hjulene, inde mellem keruberne!" Og Manden stillede sig hen ved Siden af det ene Hjul 026 EZE 010 007 og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og kom ud med noget deraf. 026 EZE 010 008 Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd; 026 EZE 010 009 og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se til. 026 EZE 010 010 De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var et andet Hjul, 026 EZE 010 011 De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte sig ikke, når de gik. 026 EZE 010 012 Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul. 026 EZE 010 013 Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal. 026 EZE 010 014 Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde et Ørneansigt. 026 EZE 010 015 Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende Væsen, jeg så ved Floden Kebar. 026 EZE 010 016 Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig ikke fra dem; 026 EZE 010 017 når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig, hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem. 026 EZE 010 018 Så forlod HERRENs Herlighed Templets Tærskel og stillede sig over Keruberne. 026 EZE 010 019 Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved Indgangen til HERRENs Huses Østport, og Israels Guds Herlighed var oven over dem. 026 EZE 010 020 Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber. 026 EZE 010 021 Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom Menneskehænder under Vingerne. 026 EZE 010 022 Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden Kebar. De gik alle lige ud. 026 EZE 011 001 Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens huses østport, den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster. 026 EZE 011 002 Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser på Uret og lægger onde Råd op i denne By, 026 EZE 011 003 idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi Kødet!" 026 EZE 011 004 Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn! 026 EZE 011 005 Så faldt HERRENs Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger HERREN: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der stiger op i eders Ånd. 026 EZE 011 006 Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte. 026 EZE 011 007 Derfor, så siger den Herre HERREN: De, som I dræbte og henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men eder vil jeg føre ud af den. 026 EZE 011 008 I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 011 009 Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og jeg vil holde Dom over eder. 026 EZE 011 010 For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 011 011 Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. 026 EZE 011 012 Og I skal kende, at jeg er HERREN, hvis Vedtægter I ikke fulgte, og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter eders Nabofolks Lovbud. - 026 EZE 011 013 Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak, Herre, HERRE, vil du da helt udrydde Israels Rest?" 026 EZE 011 014 Så kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 011 015 Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus, alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte fra HERREN, os er Landet givet i Eje!" - 026 EZE 011 016 derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Ja, jeg har ført dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen. 026 EZE 011 017 Men derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene, hvor I er spredt, og give eder Israels Jord. 026 EZE 011 018 Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle dets Vederstyggeligheder; 026 EZE 011 019 jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte, 026 EZE 011 020 for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. 026 EZE 011 021 Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 011 022 Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels Guds Herlighed var oven over dem. 026 EZE 011 023 Og HERRENs Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget østen for. 026 EZE 011 024 Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort. 026 EZE 011 025 Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, HERREN havde åbenbaret mig. 026 EZE 012 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 012 002 Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører, thi de er en genstridig Slægt. 026 EZE 012 003 Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene op; thi de er en genstridig Slægt. 026 EZE 012 004 Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed. 026 EZE 012 005 Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem; 026 EZE 012 006 tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for Israels Hus! 026 EZE 012 007 Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud; jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn. 026 EZE 012 008 Næste Morgen kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 012 009 Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt dig: "Hvad gør du der?" 026 EZE 012 010 Sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Således skal det være med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus derinde. 026 EZE 012 011 Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage. 026 EZE 012 012 Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at se Landet. 026 EZE 012 013 Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn; og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes Land, som han dog ikke skal se; og der skal han dø. 026 EZE 012 014 Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem. 026 EZE 012 015 Da skal de kende, at jeg er HERREN, når jeg spreder dem: blandt Folkene og udstrør dem i Landene. 026 EZE 012 016 Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 012 017 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 012 018 Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven; 026 EZE 012 019 og sig til Landets Folk: Så siger den Herre HERREN om Jerusalems Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd; , 026 EZE 012 020 og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 012 021 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 012 022 Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land: "Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!" 026 EZE 012 023 Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil bringe dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i Israel. Sig tværtimod til dem: "Tiden er nær, og alle Syner træffer ind!" 026 EZE 012 024 Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk Spådom i Israels Hus, 026 EZE 012 025 men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 012 026 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 012 027 Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet, han skuer, gælder sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!" 026 EZE 012 028 Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Intet af mine Ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 013 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 013 002 Menneskesøn, profeter mod Israels Profeter, profeter og sig til dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør HERRENs Ord! 026 EZE 013 003 Så siger den Herre HERREN: Ve Profeterne, de Dårer, som følger deres egen Ånd uden at have skuet noget! 026 EZE 013 004 Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner. 026 EZE 013 005 De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om Israels Hus, så det kunde stå sig i Striden på HERRENs Dag. 026 EZE 013 006 De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet de sagde: "Så lyder det fra HERREN! " uden at HERREN havde sendt dem, og dog ventede de Ordet stadfæstet, 026 EZE 013 007 Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme, I fremsatte? Og I siger: "Så lyder det fra HERREN!" uden at jeg har talet. 026 EZE 013 008 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I forkynder Tomhed og skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 013 009 Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne, der skuer Tomhed og spår Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke optages i Israels Huses Mandtalsbog og ikke komme til Israels Land; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN. 026 EZE 013 010 Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor ingen Fred er, og når det bygger en Væg, stryger den over med Kalk, 026 EZE 013 011 så sig til dem, der stryger over med kalk: Skylregn skal komme, Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs, 026 EZE 013 012 og når så Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder: "Hvor er Kalken, I strøg på?" 026 EZE 013 013 Derfor, så siger den Herre HERREN: Og jeg lader et Stormvejr bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og Isstykker i min Harme til Undergang; 026 EZE 013 014 og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den styrte til Jorden, så dens Grundvold blottes, og ved dens Fald skal I gå til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 013 015 Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over med Kalk, så man skal sige til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er de, som strøg den over, 026 EZE 013 016 Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede Fredssyner for det, hvor ingen Fred var - lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 013 017 Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profeter imod dem 026 EZE 013 018 og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve dem, der syr Bind til alle Håndled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde for at fange Sjæle! Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og holder Sjæle i Live af Egennytte? 026 EZE 013 019 I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde Bygkorn og nogle Bidder Brød og således dræber Sjæle, der ikke skulde dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver for mit Folk, som gerne hører på Løgn! 026 EZE 013 020 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over eders Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle; 026 EZE 013 021 og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Hånd, så de ikke mere er Bytte i eders Hånd; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 013 022 Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, så han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i Live, 026 EZE 013 023 derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders Spådomskunst; jeg frier mit Folk af eders Hånd; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 014 001 Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for mig. 026 EZE 014 002 Så kom HERRENs Ord til mig således; 026 EZE 014 003 Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i deres Hjerte og stillet det, der blev dem Årsag til Skyld, for deres Ansigt - skulde jeg lade mig rådspørge af dem? 026 EZE 014 004 Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre HERREN: Hver den af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sættet det, der blev dem Årsag til Skyld, for sit Ansigt og så kommer til Profeten, ham vil jeg, HERREN, selv svare trods hans mange Afgudsbilleder 026 EZE 014 005 for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med alle deres Afgudsbilleder. 026 EZE 014 006 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Vend om, vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt bort fra alle eders Vederstyggeligheder! 026 EZE 014 007 Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel, som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sætter det, der blev ham Årsag til Skyld, for sit Ansigt og så kommer til Profeten, for at denne skal rådspørge mig for ham, ham vil jeg, HERREN, selv svare; 026 EZE 014 008 jeg retter mit Åsyn mod den mand og gør ham til Tegn og Mundheld og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 014 009 Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, så er det mig, HERREN, der har lokket ham, og jeg udrækker min Hånd imodham og udrydder ham af mit Folk Israel. 026 EZE 014 010 De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være lige skyldige, 026 EZE 014 011 for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 014 012 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 014 013 Menneskesøn! Når et Land troløst synder imod mig, og jeg udrækker min Hånd imod det og bryder Brødets Støttestav for det og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ, 026 EZE 014 014 og disse tre Mænd var i dets Mtidte: Noa, Daniel og Job, så skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 014 015 Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det folketomt, så det bliver øde og ingen tør gå derigennem for de vilde Dyr, 026 EZE 014 016 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet måtte blive øde. 026 EZE 014 017 Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: "Sværdet skal fare igennem Landet!" og udrydder Folk og Fæ deraf, 026 EZE 014 018 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes. 026 EZE 014 019 Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf, 026 EZE 014 020 og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde Søn eller Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres Retfærdighed. 026 EZE 014 021 Men så siger den Herre HERREN: Og dog, når jeg sender mine fire grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf, 026 EZE 014 022 se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke, jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det. 026 EZE 014 023 De skal være eder en Trøst, når I ser deres Færd og Gerninger, og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg lod det times, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 015 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 015 002 Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer, Ranken, som står iblandt Skovens Træer? 026 EZE 015 003 Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at hænge alskens Redskaber på? 026 EZE 015 004 Når den så oven i købet har været givet Ilden til Føde, så at Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer den så til noget? 026 EZE 015 005 Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret den og den er svedet. 026 EZE 015 006 Derfor, så siger den Herre HERREN: Som det går Vinstokken blandt Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, således giver jeg Jerusalems Indbyggere hen; 026 EZE 015 007 jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg vender mit Åsyn imod dem. 026 EZE 015 008 Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 016 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 016 002 Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder 026 EZE 016 003 og sig: Så siger den Herre HERREN til Jerusalem: Dit Udspring og din Oprindelse var i Kanaanæernes Land; din Fader var Amorit, din Moder Hetiterinde. 026 EZE 016 004 Og ved din Fødsel gik det således til: Da du fødtes, blev din Navlestreng ikke skåret over, ej heller blev du tvættet ren med Vand eller gnedet med Salt eller lagt i Svøb. 026 EZE 016 005 Ingen så på dig med så megen Medynk, at han af Medlidenhed gjorde nogen af disse Ting for dig, men du henslængtes på Marken, den Dag du fødtes; således væmmedes man ved din Sjæl. 026 EZE 016 006 Men jeg kom forbi, og da jeg så dig sprælle i Blod, sagde jeg til dig, som du lå der i Blodet: "Du skal leve 026 EZE 016 007 og vokse som en Urt på Marken!" Og du voksede, blev stor og trådte ind i din Skønheds Fylde; dine Bryster blev faste, og dit Hår voksede; men du var nøgen og bar. 026 EZE 016 008 Så kom jeg forbi og så dig, og se, din Tid var inde, din Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig over dig og tilhyllede din Blusel; så tilsvor jeg dig Troskab og indgik Pagt med dig, lyder det fra den Herre HERREN, og du blev min. 026 EZE 016 009 Så tvættede jeg dig med Vand, skyllede Blodet af dig og salvede dig med Olie; 026 EZE 016 010 jeg klædte dig i broget vævede Klæder, gav dig Sko af Tahasjskind på, bandt Byssusklæde om dit Hoved og hyllede dig i Silke; 026 EZE 016 011 jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og Kæde om din Hals, 026 EZE 016 012 fæstede en Ring i din Næse, kugler i dine Ører og en herlig krone på dit Hoved; 026 EZE 016 013 du smykkedes med Guld og - Sølv, din Klædning var Byssus, Silke og broget vævede Klæder; fint Hvedemel, Honning og Olie var din Mad, og du blev såre dejlig og drev det til at blive Dronning. 026 EZE 016 014 Dit Ry kom ud blandt Folkene for din Dejligheds Skyld; thi den var fuldendt ved de Smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 016 015 Men du stolede på din Dejlighed og bolede i Kraft af dit Ry; du udøste din bolerske Attrå over enhver, som kom forbi; du blev hans. 026 EZE 016 016 Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede Offerhøje og bolede på dem. 026 EZE 016 017 Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder og bolede med dem. 026 EZE 016 018 Du tog dine broget vævede Klæder og hyllede dem deri, og min Olie og Røgelse satte du for dem. 026 EZE 016 019 Brødet, som jeg havde givet dig - fint Hedemel, Olie og Honning gav jeg dig at spise - satte du for dem til en liflig Duft, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 016 020 Og du tog dine Sønner og Døtre, som du havde født mig, og slagtede dem til Føde for dem. Var det ikke nok med din Bolen, 026 EZE 016 021 siden du slagtede mine Sønner og gav dem hen, idet du indviede dem til dem? 026 EZE 016 022 Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen kom du ikke din Ungdoms dage i Hu, da du var nøgen og bar og lå og sprællede i Blod. 026 EZE 016 023 Og efter al denne din Ondskab - ve dig, ve! lyder det fra den Herre HERREN - 026 EZE 016 024 byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj på alle Torve. 026 EZE 016 025 Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj og vanærede din Dejlighed; du spredte Benene for enhver, som kom forbi, og drev din Bolen vidt. 026 EZE 016 026 Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede Naboer, og drev din Bolen vidt og krænkede mig. 026 EZE 016 027 Men se, jeg udrakte min Hånd imod dig og unddrog dig, hvad der tilkom dig, og jeg gav dig dine Fjender Filisterindernes Gridskhed i Vold, de, som skammede sig over din utugtige Færd. 026 EZE 016 028 Siden bolede du med Assyrerne, umættelig som du var; du bolede med dem, men blev endda ikke mæt. 026 EZE 016 029 Så udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet, Kaldæernes Land, men blev endda ikke mæt. 026 EZE 016 030 Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det fra den Herre HERREN, da du gjorde alt dette, som kun en arg Skøge kan gøre, 026 EZE 016 031 da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne og gjorde dig en Offerhøj på hvert Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle Skøgeløn; 026 EZE 016 032 hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands Sted! - 026 EZE 016 033 ellers giver man Skøgen en Gave, men du gav alle dine Elskere Gaver og købte dem til at komme til dig rundt om fra og bole med dig. 026 EZE 016 034 Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet ellers er med Kvinder; ingen løb efter dig for at bole, men du gav Skøgeløn og fik selv ingen; det var det modsatte. 026 EZE 016 035 Derfor, du Skøge, hør HERRENs Ord! 026 EZE 016 036 Så siger den Herre HERREN: Fordi din Skam ødtes bort og din Blusel blottedes for dine Elskere ved din Boler, derfor og for alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders Skyld og for dine Sønners Blods Skyld, som du gav dem, 026 EZE 016 037 se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem du var til Glæde, både alle dem, du elskede, og alle dem, du hadede; jeg vil samle dem imod dig trindt om fra og blotte din Blusel for dem, så de ser den helt. 026 EZE 016 038 Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers Ret og lade Vrede og Nidkærhed ramme dig. 026 EZE 016 039 Jeg giver dig i deres Hånd, og de skal nedbryde din Alterfod, ødelægge dine Offerhøje, rive Klæderne af dig, tage dine Smykker og lade dig stå nøgen og bar. 026 EZE 016 040 De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene dig og med deres Sværd hugge dig sønder og sammen; 026 EZE 016 041 de skal sætte Ild på dine Huse og fuldbyrde Dommen over dig i mange Kvinders Påsyn. Jeg gør Ende på din Bolen, og du skal ikke mere komme til at give Skøgeløn. 026 EZE 016 042 Jeg stiller min Vrede på dig, til min Nidkærhed viger fra dig, så jeg får Ro og ikke mere er krænket. 026 EZE 016 043 Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte min Vrede ved alt dette, se, derfor vil jeg gøre Gengæld og lade din Færd komme over dit Hoved, lyder det fra den Herre HERREN. Du skal ikke vedblive at føje Skændsel til alle dine Vederstyggeligheder. 026 EZE 016 044 Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog om dig: "Som Moder så datter!" 026 EZE 016 045 Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand og sine Børn; og du er dine Søstres Søster, de lededes ved deres Mænd og Børn. Eders Moder var Hetiterinde, eders Fader Amorit. 026 EZE 016 046 Din store søster var samaria og hendes Døtre norden for dig, og din lille Søster sønden for dig var Sodoma og hendes Døtre. 026 EZE 016 047 På deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder som deres øvede du ikke; kun en liden Stund, så handlede du endnu værre end de på alle dine Veje. 026 EZE 016 048 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERRE, din Søster Sodoma og hendes Døtre handlede ikke som du og dine Døtre! 026 EZE 016 049 Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende Hånd; 026 EZE 016 050 de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed for mine Øjne; derfor stødte jeg dem bort, så snart jeg så det. 026 EZE 016 051 Heller ikke Samaria syndede halvt så meget som du! Du har øvet flere Vederstyggeligheder end de og retfærdiggjort dine Søstre ved alle de Vederstyggeligheder, du øvede. 026 EZE 016 052 Så bær da også du din Skændsel, du, som har skaffet dine Søstre Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere end deres, står de retfærdigere end du; så skam da også du dig og bær din Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre. 026 EZE 016 053 Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og hendes Døtres og Samarias og hendes Døtres, og jeg vil vende din Skæbne midt iblandt dem, 026 EZE 016 054 for at du kan bære din Skændsel og blues ved alt, hvad du har gjort, idet du derved skaffede demen Trøst. 026 EZE 016 055 Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre og Samaria og hendes Døtre skal blive, hvad de fordum var, og du og dine Døtre, hvad I fordum var. 026 EZE 016 056 Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din Mund i dit Overmods Dage, 026 EZE 016 057 da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du Spot for Edoms Kvinder, og alle kvinder deromkring og for Filisternes Kvinder, som hånede dig fra alle Sider! 026 EZE 016 058 Du må bære din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, lyder det fra HERREN. 026 EZE 016 059 Ja, så siger den Herre HERREN: Jeg gør med dig, som du har gjort, du, som lod hånt om Eden og brød Pagten. 026 EZE 016 060 Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms Dage og oprette en evig Pagt med dig. 026 EZE 016 061 Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, når jeg tager dine Søstre, både dem, der er større, og dem, der er mindre end du, og giver dig dem til Døtre, men ikke fordi du var tro i Pagten. 026 EZE 016 062 Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende, at jeg er HERREN, 026 EZE 016 063 for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke mere kunne åbne din Mund, fordi du blues, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 017 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 017 002 Menneskesøn, fremsæt en Gåde og tal i Lignelse til Israels Slægt; 026 EZE 017 003 sig: Så siger den Herre HERREN: Den store Ørn med vældigt Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til Libanon og tog Cederens Top; 026 EZE 017 004 Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland og satte den i en Handelsby. 026 EZE 017 005 Så tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark ved rigeligt Vand...", 026 EZE 017 006 for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok, hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og bredte sine Kviste. 026 EZE 017 007 Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere Vand end Bedet, den stod i. 026 EZE 017 008 På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok. 026 EZE 017 009 Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Mon det lykkes den? Mon den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt, så alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm eller mange Folk til at rive den løs fra Roden. 026 EZE 017 010 Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, så snart Østenvinden når den, hentørres i Bedet, den voksede i? 026 EZE 017 011 Og HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 017 012 Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder? Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og førte dem med hjem til Babel. 026 EZE 017 013 Derpå tog han entling af kongehuset og sluttede Pagt med ham og lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med, 026 EZE 017 014 for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde hans Pagt, at den måtte stå fast. 026 EZE 017 015 Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den, der bryder en Pagt, slippe fra det? 026 EZE 017 016 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Hvor den Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod hånt om, og hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø. 026 EZE 017 017 Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en talrig Skare, når der opkastes Stormvold og bygges Belejringstårne til Undergang for mange Mennesker. 026 EZE 017 018 Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten trods givet Håndslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe! 026 EZE 017 019 Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Så sandt jeg lever: Min Ed, som han lod hånt om, og min Pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans Hoved! 026 EZE 017 020 Jeg breder mit Net over ham, så han fanges i mit Garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gå i Rette med ham for den Troløshed, han viste mig. 026 EZE 017 021 Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd, og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende, at jeg, HERREN, har talet. 026 EZE 017 022 Så siger den Herre HERREN: Så tager jeg selv en Gren af Cederens Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter den på et højt, knejsende Bjerg. 026 EZE 017 023 På Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo. 026 EZE 017 024 Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader det tørre blomstre. Jeg, HERREN, har talt og grebet ind. 026 EZE 018 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 018 002 Hvor tør I bruge det Mundheld i Israels Land: Fædre åd sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme. 026 EZE 018 003 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Ingen skal mere bruge dette Mundheld i Israel. 026 EZE 018 004 Se, alle Sjæle er mine; både Faderens Sjæl og Sønnens Sjæl er mine; den sjæl der synder skal dø. 026 EZE 018 005 Når en Mand er retfærdig og gør Ret og Skel, 026 EZE 018 006 ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Huses Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru eller nærmer sig en Kvinde, så længe hun er uren, 026 EZE 018 007 eller volder noget Menneske Men, men giver sit Håndpant tilbage, ikke raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne, 026 EZE 018 008 ikke låner ud mod Åger eller tager Opgæld, men holder sin Hånd fra Uret, fælder redelig Dom Mand og Mand imellem, 026 EZE 018 009 vandrer efter mine Anordninger og tager Vare på at udføre mine Lovbud, han er retfærdig, han skal visselig leve, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 018 010 Men avler han en Voldsmand til Søn, som udøser Blod og gør en eneste af disse Ting 026 EZE 018 011 medens han selv ikke gjorde nogen af disse Ting - spiser på Bjergene, skænder sin Næstes Hustru 026 EZE 018 012 volder de arme og fattige Men raner, ikke giver Håndpant tilbage, men løfter sit Blik til Afgudsbillederne, gør, hvad vederstyggeligt er, 026 EZE 018 013 låner ud mod Åger og tager Opgæld, så skal han ingenlunde leve; han har øvet alle disse Vederstyggeligheder, han skal visselig lide Døden, hans Blod skal komme over ham. 026 EZE 018 014 Men sæt, at Sønnen avler en Søn, som ser alle de Synder, Faderen gjorde, og at han bliver angst og ikke bærer sig således ad, 026 EZE 018 015 ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Huses Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru 026 EZE 018 016 eller volder noget Menneske Men eller tager Håndpant eller raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne, 026 EZE 018 017 holder sin Hånd fra Uret, ikke tager Åger eller Opgæld, men holder mine Lovbud og vandrer efter mine Anordninger, så skal han ikke dø for sin Faders Misgerning, men visselig leve. 026 EZE 018 018 Hans Fader derimod døde for sin Misgerning, fordi han øvede Vold, ranede og gjorde i sit Folk hvad ikke var godt. 026 EZE 018 019 Og I siger: "Hvorfor skulde Sønnen ikke bære Faderens Misgerning?" Nej, thi Sønnen gjorde Ret og Skel, holdt alle mine Lovbud og levede efter dem. Visselig skal han leve. 026 EZE 018 020 Den Sjæl, der synder, den skal dø; Søn skal ikke bære Faders Misgeming, ej heller Fader Søns. Over den retfærdige skal hans Retfærdighed komme, over den gudløse hans Gudløshed. 026 EZE 018 021 Men når den gudløse omvender sig fra alle de Synder, han har gjort, og holder alle mine Anordninger og gør Ret og Skel, da skal han visselig leve og ikke dø. 026 EZE 018 022 Ingen af alle de Overtrædelser, han har øvet, skal tilregnes ham; i Kraft af den Retfærdighed, han øver, skal han leve. 026 EZE 018 023 Mon jeg har Lyst til den gudløses Død, lyder det fra den Herre HERREN, mon ikke til, at han omvender sig fra sin Vej, så han må leve? 026 EZE 018 024 Men når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, lignende Vederstyggeligheder, som den gudløse øver, så skal ingen af de retfærdige Gerninger, han har gjort tilregnes ham; for den Troløshed, han øvede, og den Synd, han gjorde, skal han dø. 026 EZE 018 025 Og I siger: "HERRENs Vej er ikke ret!" Hør dog, Israels Hus! Er det min Vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der ikke er ret? 026 EZE 018 026 Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø. 026 EZE 018 027 Men når en gudløs vender sig fra den Gudløshed, han har øvet, og gør Ret og Skel, skal han holde sin Sjæl i Live. 026 EZE 018 028 Han vendte sig fra alle de Overtrædelser, han havde øvet; han skal visselig leve og ikke dø. 026 EZE 018 029 Og Israels Hus siger: "HRRENs Vej er ikke ret!" Er det min Vej, Israels Hus, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der ikke er ret? 026 EZE 018 030 Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans Veje, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN. Vend om og omvend eder fra alle eders Overtrædelser, at de ikke skal blive eder Årsag til Skyld. 026 EZE 018 031 Gør eder fri for alle de Overtrædelser, I har øvet imod mig, og skab eder et nyt Hjerte og en ny Ånd; thi hvorfor vil I dø, Israels Hus? 026 EZE 018 032 Thi jeg har ikke Lyst til nogens Død, lyder det fra den Herre HERREN. Omvend eder derfor, så skal I leve! 026 EZE 019 001 Du menneskesøn istem en klagesang over Israels fyrster og sig: 026 EZE 019 002 Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled blandt unge Løver opfostred Unger. 026 EZE 019 003 En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov, Mennesker åd den. 026 EZE 019 004 Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte den bort med Kroge til Ægyptens Land. 026 EZE 019 005 Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun en anden Unge og gjorde til Løve. 026 EZE 019 006 Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve Rov, Mennesker åd den. 026 EZE 019 007 Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets Fylde stivned af Angst for dens Brøl. 026 EZE 019 008 Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de Nettet, i Grav blev den fanget. 026 EZE 019 009 De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge. 026 EZE 019 010 Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar og rig på Grene ved rigelig Væde. 026 EZE 019 011 En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker. 026 EZE 019 012 Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden, Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren blev vissen, Ild åd den op. 026 EZE 019 013 Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land. 026 EZE 019 014 Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og en Klagesang blev det. 026 EZE 020 001 I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels Ældste for at rådspørge HERREN, og de satte sig lige over for mig. 026 EZE 020 002 Så kom HERRENs Ord til mig således 026 EZE 020 003 Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre HERREN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 020 004 Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder 026 EZE 020 005 og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for dem og svor: Jeg er HERREN eders Gud. 026 EZE 020 006 Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande. 026 EZE 020 007 Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HERREN, er eders Gud! 026 EZE 020 008 Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i Ægypten. 026 EZE 020 009 For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten. 026 EZE 020 010 Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen; 026 EZE 020 011 og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem. 026 EZE 020 012 Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HERREN, er den, som helliger dem. 026 EZE 020 013 Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem. 026 EZE 020 014 For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud. 026 EZE 020 015 Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande, 026 EZE 020 016 fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder. 026 EZE 020 017 Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen. 026 EZE 020 018 Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder. 026 EZE 020 019 Jeg, HERREN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på at holde mine Lovbud; 026 EZE 020 020 hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det må kendes, at jeg, HERREN, er eders Gud. 026 EZE 020 021 Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og køle min Vrede på dem i Ørkenen. 026 EZE 020 022 Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud. 026 EZE 020 023 Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene, 026 EZE 020 024 fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder. 026 EZE 020 025 Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv; 026 EZE 020 026 jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af Rædsel, at de måtte kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 020 027 Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at være troløse imod mig. 026 EZE 020 028 Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre. 026 EZE 020 029 Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen til?" Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj. 026 EZE 020 030 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Gør I eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder? 026 EZE 020 031 Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder! 026 EZE 020 032 Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!" 026 EZE 020 033 Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge. 026 EZE 020 034 Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt, 026 EZE 020 035 og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i Rette med eder Ansigt til Ansigt. 026 EZE 020 036 Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå i Rette med eder, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 020 037 Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem. 026 EZE 020 038 Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 020 039 Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HERREN: Gå hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min Røst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder. 026 EZE 020 040 Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre HERREN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige. 026 EZE 020 041 Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne. 026 EZE 020 042 Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre. 026 EZE 020 043 Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede. 026 EZE 020 044 Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg gør således med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 020 045 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 020 046 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov! 026 EZE 020 047 Sig til Sydlandets Skov: Hør HERRENs Ord! Så siger den Herre HERREN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord. 026 EZE 020 048 Og alt Kød skal se, at jeg, HERREN, har tændt den; den skal ikke slukkes! 026 EZE 020 049 Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!" 026 EZE 021 001 Da kom HERRENs Ord til mig sååledes: 026 EZE 021 002 Mennesskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem, lad din Tale strømme mod Helligdommen og profeter mod Israels Land! 026 EZE 021 003 Sig til Israels Land: Så siger HERREN: Se, jeg kommer over dig og drager mit Sværd af Skedn for at udrydde både retfærdige og gudløse af dig. 026 EZE 021 004 Fordi jeg vil udrydde både retfærdige og gudløse af dig, derfor skal mit Sværd fare af Skeden mod alt Kød fra Syd til Nord. 026 EZE 021 005 Og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, har draget mit Sværd at Skeden; det skal ikke vende tilbage! 026 EZE 021 006 Men du, Menneskesøn, støn, støn for deres Øjne, som om dine Lænder skulde briste, i bitter Smerte! 026 EZE 021 007 Og når de spørger: "Hvorfor stønner du?" så svar: "Over en Tidende; thi når den kommer, skal hvert Hjerte smelte, alle Hænder synke, hver Ånd sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se, den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre HERREN." 026 EZE 021 008 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 021 009 Menneskesøn, profeter og sig: Så siger HERREN: 026 EZE 021 010 Et Sværd, et Sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med Slagtning for Øje, blankt til at udsende Lyn..." 026 EZE 021 011 Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset og slebet for at gives en Drabsmand i Hænde, 026 EZE 021 012 Råb og vånd dig, Menneskesøn! Thi det kommet over mit Folk, over alle Israels Fyrster; sammen med mit Folk er de givet til Sværdet. Derfor slå dig på Hoften! 026 EZE 021 013 lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 021 014 Og du, Menneskesøn, profeter og slå Hænderne sammen, gør Sværdet som to, ja, gør det som tre! Det er et dræbende Sværd, den store Hednings Sværd; indjag dem Rædsel dermed, 026 EZE 021 015 at deres Hjerter må ængstes og mange må falde ved alle Porte. Jeg sætter dig til at slagte, du Sværd, som er gjort til at lyne, hvæsset til Slagtning. 026 EZE 021 016 Indjag Rædsel både til højre og venstre, hvor din Od rettes hen! 026 EZE 021 017 Også jeg vil slå Hænderne sammen og køle min Vrede. Jeg, HERREN, har talet! 026 EZE 021 018 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 021 019 Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje, ad hvilke Babels konges Sværd skal komme, således at begge udgår fra et og samme Land; og opstil en Vejviser der, hvor de to Byveje skilles, 026 EZE 021 020 så at Sværdet både kan komme til Rabba i Ammoniternes Land og til Juda og Jerusalem midt i Juda. 026 EZE 021 021 Thi Babels Konge står på Vejskellet, hvor de to Veje skilles, for at tage Varsler; han ryster Pilene", rådspørger Husguderne, ransager Leveren. 026 EZE 021 022 I sin højre holder han Loddet "Jerusalem", at han skal åbne Munden til Skrig og løfte Røsten til Krigsråb, rejse Stormbukke mod Portene, opkaste Stormvold og bygge Belejringstårne. 026 EZE 021 023 Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk Spådom, men han bringer deres Brøde i Minde, for at de skal fanges. 026 EZE 021 024 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I bringer eders Brøde i Minde, idet eders Overtrædelser åbenbares, så eders Synder bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i Minde ved dem, skal I fanges. 026 EZE 021 025 Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste, hvis Time slår, når din Misgerning er fuldmoden, 026 EZE 021 026 så siger den Herre HERREN: Bort med Hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! 026 EZE 021 027 Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har Retten til det; ham vil jeg give det. 026 EZE 021 028 Du, Menneskesøn, profeter således: Så siger den Herre HERREN om Ammoniterne og deres Hån! Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget til at slagte hvæsset til at udsende Lyn, 026 EZE 021 029 medens man skuer dig Tomhed og spår dig Løgn, for at det skal lægges på de gudløse Hedningers Hals, hvis Time slår, når deres Misgerning er fuldmoden. 026 EZE 021 030 Vend tilbage til din Borg! På det Sted, hvor du skabtes, i det Land, du stammer fra, vil jeg dømme dig. 026 EZE 021 031 Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse min Harmes Ild op imod dig og give dig i grumme Menneskers Hånd, som er Mestre i at tilintetgøre. 026 EZE 021 032 Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal flyde i dit Land; du skal ikke kommes i Hu, thi jeg, HERREN, har talet. 026 EZE 022 001 Herrens ord kom til mig således: 026 EZE 022 002 Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen? Så forehold den alle dens Vederstyggeligheder 026 EZE 022 003 og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve Byen, der udøser Blod i sin Midte, for at dens Time skal komme, og laver sig Afgudsbilleder for at gøre sig uren. 026 EZE 022 004 Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har du pådraget dig Skyld, og ved de Afgudsbilleder du har lavet, er du blevet uren; du har bragt din Time nær og hidført dine Års Frist. Derfor gør jeg dig til Hån for Folkene og til Spot for alle Lande; 026 EZE 022 005 fra nær og fjern skal man spotte dig, du, hvis Navn er skændet, og som er fuld af Larm. 026 EZE 022 006 Se, Israels Fyrster optræder hver og een egenmægtigt i dig og udøser Blod. 026 EZE 022 007 Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den faderløse og Enken lider Uret. 026 EZE 022 008 Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger mine Sabbater. 026 EZE 022 009 Du har Æreskændere i din Midte, som bagtaler, så der udøses Blod, og Folk, som spiser på Bjergene. Utugt går i Svang i din Midte; 026 EZE 022 010 i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes i deres Urenheds Tid. 026 EZE 022 011 Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes Hustru, man gør sin Sønnekone uren ved Utugt, man skænder i dig sin kødelige Søster. 026 EZE 022 012 I dig tager man Gave for at udøse Blod; du tager Åger og Opgæld, voldelig øver du Svig mod din Næste; og mig glemmer du, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 022 013 Men se, jeg slår Hænderne sammen over den uredelige Vinding, du har skaffet dig, og over det Blod, der er udøst i dig. 026 EZE 022 014 Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder være faste i de Dage, da jeg tager fat på dig? Jeg, HERREN, har talet, og jeg fuldbyrder det. 026 EZE 022 015 Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø dig i Landene og tage din Urenhed fra dig; 026 EZE 022 016 jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes Øjne; og du skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 022 017 Og HERRESs Ord kom til mig således: 026 EZE 022 018 Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de er alle blevet Kobber, Tin, Jern og Bly i Smelteovnen; Sølvslagger er de blevet. 026 EZE 022 019 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I alle er blevet til Slagger, derfor vil jeg samle eder i Jerusalem; 026 EZE 022 020 som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og Tin i en Smelteovn og blæser til Ilden for at smelte det, således vil jeg i min Vrede og Harme samle eder og kaste eder ind og smelte eder; 026 EZE 022 021 jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild op imod eder, så I smeltes deri. 026 EZE 022 022 Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes deri; og I skal kende, atjeg, HERREN, har udøst min Vrede over eder. 026 EZE 022 023 Og HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 022 024 Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke får Regn og Byger på Vredens Dag, 026 EZE 022 025 hvis Fyrster er som brølende Løver på Rov; de tilintetgør Sjæle, tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri. 026 EZE 022 026 Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker Øjnene for mine Sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt dem. 026 EZE 022 027 Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige efter at udøse Blod og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding. 026 EZE 022 028 Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og varsler Løgn og siger: "Så siger den Herre HERREN!" uden at HERREN har talet. 026 EZE 022 029 Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret. 026 EZE 022 030 Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille sig i Gabet for mit Åsyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. 026 EZE 022 031 Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres Hoved, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 023 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 023 002 Meneskesøn! Der var to Kvinder, Døtre af en og samme Moder. 026 EZE 023 003 De bolede i deres Ungdom i Ægypten: der krammedes deres Bryster, der krænkede man deres Jomfrubarm. 026 EZE 023 004 Den ældste hed Ohola, hendes Søster Oholiba. Og de blev mine og fødte Sønner og Døtre. Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem. 026 EZE 023 005 Men i Stedet for at holde sig til mig bolede Ohola og var i Brynde for sine Elskere, Assurs Sønner, der nærmede sig hende 026 EZE 023 006 klædt i Purpur, Statholdere og Landshøvdinger, alle sammen smukke unge Mænd, Ryttere højt til Hest; 026 EZE 023 007 og hun gav dem sin bolerske Elskov, alle Assurs ypperste Sønner, og alle Vegne, hvor hun kom i Brynde, gjorde hun sig uren ved deres Afgudsbilleder. 026 EZE 023 008 Men sin Bolen med Ægypterne opgav hun ikke, thi de hade ligget hos hende i hendes Ungdom; de havde skændet hendes Jomfrubarm og udøst deres bolerske Attrå over hende. 026 EZE 023 009 Derfor gav jeg hende i hendes Elskeres, Assurs Sønners, Hånd, for hvem hun var i Brynde; 026 EZE 023 010 og de blottede hendes Blusel, tog hendes Sønner og Døtre og dræbte hende selv med Sværd, så hun fik Vanry blandt Kvinder; således fuldbyrdede de Dommen over hende. 026 EZE 023 011 Det så hendes Søster Oholiba, og dog kom hun i endnu værre Brynde og bolede endnu værre end Søsteren. 026 EZE 023 012 Hun kom i Brynde for Assurs Sønner, Statholdere og Landshøvdinger, der nærmede sig hende herligt klædt, Ryttere højt til Hest, alle sammen smukke unge Mænd. 026 EZE 023 013 Og jeg så, at hun blev uren; begge fulgte samme Vej. 026 EZE 023 014 Men hun drev sin Bolen videre endnu; thi da hun så Mænd afbildede på Muren, Billeder af Kaldæere, malet med rødt, 026 EZE 023 015 med Bælte om Lænd og nedhængende Hovedbind, alle at se til som Høvedsmænd, en Afbildning af Babels Sønner, hvis Hjemstavn Kaldæa er, 026 EZE 023 016 så kom hun i Brynde for dem, så snart hun fik Øje på dem, og hun sendte Bud til dem i Kaldæa: 026 EZE 023 017 Og Babels Sønner gik ind til hende, lå hos hende i Elskov og gjorde hende uren ved deres Bolen; og hun blev uren ved dem, til hun følte Lede ved dem. 026 EZE 023 018 Da hun havde åbenbaret sin bolerske Attrå og blottet sin Blusel, følte jeg Lede ved hende, som jeg var blevet led ved hendes søster. 026 EZE 023 019 Men hun drev sin Bolen videre endnu, idet hun kom sin Ungdoms Dage i Hu, da hun havde bolet i Ægypten, 026 EZE 023 020 og hun kom i Brynde ved dets Bolere, der havde Kød som Æsler og var gejle som Hingste; 026 EZE 023 021 og hun optog sin Ungdoms Skændsel, dengang Ægypterne krænkede hendes Jomfrubarm og krammede hendes unge Bryster, 026 EZE 023 022 Derfor, Oholiba, så siger den Herre HERREN: Jeg hidser dine Elskere på dig, dem, du følte Lede ved, og fører dem mod dig fra alle Kanter, 026 EZE 023 023 Babels Sønner og alle Kaldæerne, Pekod, Sjoa og Koa og med dem alle Assurs Sønner, alle sammen smukke unge Mænd, Statholdere og Landshøvdinger, Høvedsmænd og navnkundige Mænd, alle højt til Hest; 026 EZE 023 024 og de skal komme imod dig med en Vrimmel af Vogne og Hjul og en Hærskare af Folkeslag; store og små Skjolde og Hjelme skal de rette imod dig fra alle Kanter. Jeg overlader dem Dommen, og de skal dømme dig efter deres Ret. 026 EZE 023 025 Jeg retter min Nidkærhed imod dig, og de skal handle med dig i Vrede; din Næse og dine Ører skal de skære af, dit Afkom skal falde for Sværdet; de skal tage dine Sønner og Døtre, og dit Afkom skal fortæres af Ild; 026 EZE 023 026 de skal rive Klæderne af dig og tage alle dine Smykker; 026 EZE 023 027 jeg gør Ende på din Skændsel og din Bolen, som du hengav dig til i Ægypten, og du skal ikke mere løfte dit Blik til dem eller komme Ægypten i Hu. 026 EZE 023 028 Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver dig i deres Hånd, som du hader og ledes ved; 026 EZE 023 029 de skal handle med dig i Had og tage alt dit Gods og efterlade dig nøgen og bar, så din bolerske blussel blottes. 026 EZE 023 030 Det kan du takke din Skændsel og din Bolen for, thi du bolede med Folkene og gjorde dig uren med deres Afgudsbilleder. 026 EZE 023 031 Du vandrede i din Søsters Spor; derfor giver jeg dig hendes Bæger i Hånden. 026 EZE 023 032 Så siger den Herre HERREN: Du skal drikke af din Søsters Bæger, som er både dybt og bredt; du skal blive til Latter og Spot; Bægeret rummer meget; 026 EZE 023 033 det er fuldt af Beruselse og Stønnen, et Bæger med Gru og Rædsel er din Søster Samarias Bæger. 026 EZE 023 034 Du skal drikke det ud til sidste Dråbe, gnave dets Skår og sønderrive dine Bryster, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 023 035 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, skal du bære Følgen af din Skændsel og Bolen. 026 EZE 023 036 Og HERREN sagde til mig: Menneskesøn! Vil du dømme Ohola og Oholiba, så forehold dem deres Vederstyggeligheder, 026 EZE 023 037 at de horede og har Blod på Hænderne; de horede med deres Afgudsbilleder, og til Føde for dem lod de Børnene, de fødte mig, gå igennem Ilden. 026 EZE 023 038 Fremdeles har de gjort mig dette: De har gjort min Helligdom uren og vanhelliget mine Sabbater; 026 EZE 023 039 endog samme Dag de havde slagtet deres Børn til Afgudsbillederne, kom de til min Helligdom og vanhelligede den. Sandelig, således gjorde de i mit Hus. 026 EZE 023 040 Ja, for Mænd, som kom langvejs fra, straks der var sendt dem Bud, badede du dig, sminkede du dine Øjne og tog dine Smykker på; 026 EZE 023 041 og du satte dig på et prægtigt Leje, og foran det dækkedes et Bord, på hvilket du satte min Røgelse og min Olie. 026 EZE 023 042 Og det ligefrem larmede hos Søstrene; så mange Mænd kom der fra Ørkenen; og de lagde Spange om deres Arme og satte en herlig Krone på deres Hoved. 026 EZE 023 043 Så sagde jeg: Således har de horet, på Skøgevis har de bolet. 026 EZE 023 044 Man gik ind til dem som til en Skøge; således gik man ind til Ohola og Oholiba og øvede Skændsel. 026 EZE 023 045 Uvildige Mænd skal dømme dem efter Ægteskabsbryderskers og Morderskers Ret; thi de horede og har Blod på Hænderne. 026 EZE 023 046 Thi så siger den Herre HERREN: En Forsamling skal sammenkaldes imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres; 026 EZE 023 047 Forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med Sværd; deres Sønner og Døtre skal man dræbe, og deres Huse skal man brænde. 026 EZE 023 048 Jeg gør Ende på Skændselen i Landet, og alle kvinder skal lade sig advare derved og ikke efterligne eders Skændsel. 026 EZE 023 049 Man skal lade eders Skændsel komme over eder, og I skal bære Følgen af de Synder, I gjorde med eders Afgudsbilleder; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN. 026 EZE 024 001 HERRENs Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende Måned til mig således: 026 EZE 024 002 Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem. 026 EZE 024 003 Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den Herre HERREN: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand deri; 026 EZE 024 004 læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler; 026 EZE 024 005 tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud! 026 EZE 024 006 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem; 026 EZE 024 007 thi Blodet er endnu midti Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på Jorden for at dække det med Muld. 026 EZE 024 008 For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på den nøgne klippe uden at dække det. 026 EZE 024 009 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor; 026 EZE 024 010 hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes 026 EZE 024 011 og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal svinde! 026 EZE 024 012 Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med Rusten! 026 EZE 024 013 Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme på dig. 026 EZE 024 014 Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 024 015 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 024 016 Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer; 026 EZE 024 017 suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød! 026 EZE 024 018 Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt. 026 EZE 024 019 Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?" 026 EZE 024 020 svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 024 021 Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet! 026 EZE 024 022 Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød; 026 EZE 024 023 eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre. 026 EZE 024 024 Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN," 026 EZE 024 025 Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem, 026 EZE 024 026 på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører; 026 EZE 024 027 på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 025 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 025 002 Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod dem 026 EZE 025 003 og sig til dem: Hør den Herre HERRENs Ord: Så siger den Herre HERREN: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed, 026 EZE 025 004 se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise din Frugt og drikke din Mælk. 026 EZE 025 005 Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 025 006 Thi så siger den Herre HERREN: Fordi du klappede i Hænderne og stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet over Israels Land, 026 EZE 025 007 se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 025 008 Så siger den Herre HERREN: Fordi Moab siger: "Se, det er med Judas Hus som med alle de andre Folk!" 026 EZE 025 009 se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot, Baal-Meon og Hirjatajim. 026 EZE 025 010 Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal ihukommes blandt Folkene. 026 EZE 025 011 Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 025 012 Så siger den Herre HERREN: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem, 026 EZE 025 013 derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan skal de falde for Sværdet. 026 EZE 025 014 Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal kende min Hævn, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 025 015 Så siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had, 026 EZE 025 016 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg udrækker Hånden mod Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved Havets Strand. 026 EZE 025 017 Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser dem i Vrede; og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem. 026 EZE 026 001 I det ellevte År På den første dag i ... månede kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 026 002 Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha! Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men er nu øde!" 026 EZE 026 003 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine Bølger. 026 EZE 026 004 De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe; 026 EZE 026 005 en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN; og det skal blive et Bytte for Folkene. 026 EZE 026 006 Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 026 007 Thi så siger den Herre HERREN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og Ryttere og en vældig Hærskare. 026 EZE 026 008 Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig; 026 EZE 026 009 sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde dine Tårne med sine Sværd. 026 EZE 026 010 Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig; Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet By. 026 EZE 026 011 Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte Støtter til Jorden. 026 EZE 026 012 De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten, Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet. 026 EZE 026 013 Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal ikke mere høres. 026 EZE 026 014 Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, HERREN, har talet, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 026 015 Så siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte, skal Strandene skælve. 026 EZE 026 016 Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de sidder på Jorden og skæler uafbrudt, slagne af Rædsel over dig. 026 EZE 026 017 De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede der! 026 EZE 026 018 Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer forfærdes over din Udgang! 026 EZE 026 019 Thi så siger den Herre HERREN: Når jeg gør dig til en øde By og lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og de vældige Vande skjuler dig, 026 EZE 026 020 så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere skal bebos eller rejse dig i de levendes Land; 026 EZE 026 021 jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed findes, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 027 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 027 002 Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Tyrus og sig til Tyrus, 026 EZE 027 003 som ligger ved Adgangen til Havet og driver Handel med Folkeslagene på de mange fjerne Strande: Så siger den Herre HERREN: Tyrus, du siger: "Fuldendt i Skønhed er jeg!" 026 EZE 027 004 De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed. 026 EZE 027 005 De tømred af Senircypresser hver Planke i dig, fra Libanon hented de Cedre at lave din Mast, 026 EZE 027 006 af Basans højeste Ege skar de dig Årer, de lagde dit Dæk af Fyr fra Kittæernes Strande; 026 EZE 027 007 dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv, dit Tag var Purpur i blåt og rødt fra Elisjas Strande. 026 EZE 027 008 Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om Bord var de kyndigste i Zarepta, de var dine Styrmænd, 026 EZE 027 009 de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded din Læk. Alle Havets Skibe med Søfolk var hos dig for at omsætte dine Varer. 026 EZE 027 010 Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær som Krigsfolk, de ophængte Skjolde og Hjelme i dig; de gav dig Glans. 026 EZE 027 011 Arvaditerne og deres Hær stod rundt på dine Mure, Gammaditerne på dine Tårne; de ophængte deres Skjolde rundt på dine Mure, de fuldendte din Skønhed. 026 EZE 027 012 Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens Gods i Mængde; Sølv, Jern, Tin og Bly gav de dig for dine Varer. 026 EZE 027 013 Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle og Kobberkar gav de dig i Bytte. 026 EZE 027 014 Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste og Muldyr for dine Varer. 026 EZE 027 015 Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande var dine Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt bragte de dig som Vederlag. 026 EZE 027 016 Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i Mængde; Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer, fint Linned, Koraller og Rubiner gav de dig for dine Varer. 026 EZE 027 017 Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede fra Minnit, Bagværk, Honning, Olie og Mastiksbalsam gav de dig i Bytte. 026 EZE 027 018 Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens Gods i Mængde; de kom med Vin fra Helbon og Uld fra Zahar. 026 EZE 027 019 Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer; smeddet Jern, Hassia og Kalmus fik du i Bytte. 026 EZE 027 020 Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener til Ridning. 026 EZE 027 021 Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Hardelsvenner; med Lam, Vædre og Bukke handlede de med dig. 026 EZE 027 022 Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig; den allerfineste Balsam, alle Slags Ædelsten og Guld gav de dig for dine Varer. 026 EZE 027 023 Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien drev Handel med dig; 026 EZE 027 024 de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper, brogede Tøjer, farvede Tæpper, tvundet og fastsnoet Reb på dine Markeder; 026 EZE 027 025 Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning. Du fyldtes, blev såre tung midt ude i Havet. 026 EZE 027 026 I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd; da knuste en Østenstorm dig midt ude på Havet; 026 EZE 027 027 dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk og Styrmænd, de, der bøded din Læk, dine Handelsfolk, alt dit krigsfolk, som var om Bord, alt Mandskab i din Midte styrter i Havets dyb, den Dag du falder. 026 EZE 027 028 Markerne skælver ved dine Styrmænds Skrig. 026 EZE 027 029 Alle, der sidder ved Årer, går da fra Borde, Søfolk og alle Styrmænd går da i Land; 026 EZE 027 030 de løfter Røsten over dig, klager bittert; på Hovedet kaster de Jord og vælter sig i Støvet, 026 EZE 027 031 klipper sig skaldet for dig, klæder sig i Sæk, begræder dig, bitre i Hu, med Sjælekvide, 026 EZE 027 032 istemtner jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde midt i Havet! 026 EZE 027 033 Når din Vinding kom ind fra Havet, mætted du mange Folkeslag; med dit meget Gods og dine Varer gjorde du Jordens konger rige. 026 EZE 027 034 Nu led du Skibbrud på Havet, på Vandets Dyb, dine Varer og alt dit Mandskab gik under med dig. 026 EZE 027 035 Over dig gyser alle, som bor på de fjerne Strande, deres Konger er slagne af Angst, deres Ansigt blegner. 026 EZE 027 036 Deres Kræmmere hånfløjter ad dig, til Rædsel blev du, er borte for evigt. 026 EZE 028 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 028 002 Mennesskesøn, sig til Tyruss Fyrste: Så siger den Herre HERREN: Fordi dit Hjerte hovmoder sig og du siger: "Jeg er en Gud, på et Gudesæde sidder jeg midt ude i Havet!" skønt du er et Menneske og ingen Gud, og fordi du føler dig i Hjertet som en Gud; 026 EZE 028 003 se, du er visere end Daniel, ingen Vismand måler sig med dig; 026 EZE 028 004 ved din Visdom og indsigt vandt du dig Rigdom og samlede dig Guld og Sølv i dine Skatkamre; 026 EZE 028 005 ved dit store Handelssnilde øgede du din Rigdom, så dit Hjerte hovmodede sig over den - 026 EZE 028 006 derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du i dit Hjerte føler dig som en Gud, 026 EZE 028 007 se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste Folk, og de skal drage deres Sværd mod din skønne Visdom og vanhellige din Glans. 026 EZE 028 008 De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i Havets Dyb. 026 EZE 028 009 Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber dig, vil sige: "Jeg er en Gud!" du, som i deres Hånd, der slår dig ihjel, er et Menneske og ikke en Gud. 026 EZE 028 010 De uomskårnes Død skal du dø for fremmedes Hånd, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 028 011 Og HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 028 012 Menneskesøn, istem en Klagesang over kongen af Tyrus og sig til ham: Så siger den Herre HERREN: Du var Indsigtens Segl, fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed. 026 EZE 028 013 I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning, Harneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin, Smaragd og Guld var på dig i indfattet og indlagt Arbejde; det var til Rede, den Dag du skabtes. 026 EZE 028 014 Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner. 026 EZE 028 015 Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der fandtes Brøde hos dig. 026 EZE 028 016 Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, så du ikke blev mellem Guds Sønner. 026 EZE 028 017 Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom til på Grund af din Glans. Jeg, slængte dig til Jorden og overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig. 026 EZE 028 018 Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv på Jorden for alle, som så dig. 026 EZE 028 019 Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt. 026 EZE 028 020 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 028 021 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og profeter imod det 026 EZE 028 022 og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Zidon, og herliggør mig på dig; og du skal kende, at jeg er HERREN, når jeg holder Dom over dig og viser min Hellighed på dig. 026 EZE 028 023 Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader; ihjelslagneMænd skal segne i din Midte for Sværd, der er rettet imod dig fra alle Sider; og du skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 028 024 Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel til at såre eller Torn til at stikke Israels Hus blandt alle dets Naboer, som nu håner dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN. 026 EZE 028 025 Så siger den Herre HERREN: Når jeg samler Israels Slægt fra de Folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min Tjener Jakob; 026 EZE 028 026 de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingårde, ja bo trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der håner dem fra alle Sider; og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud. 026 EZE 029 001 I det tiende år, på den tolvte dag i den tiende måned kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 029 002 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og profeter mod ham og hele Ægypten. 026 EZE 029 003 Tal og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Farao, Ægyptens Konge, du store drage, som ligger midt i dine Strømme, som siger: "Nilen er min, jeg skabte den selv!" 026 EZE 029 004 Jeg sætter Kroge i Kæberne på dig og lader dine Strømmes Fisk hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle deres Fisk, som hænger ved dine Skæl. 026 EZE 029 005 Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømes Fisk; på åben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde. 026 EZE 029 006 Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er HERREN. Fordi du har været en Rørkæp for Israels Hus - 026 EZE 029 007 du splintredes, når de greb om dig, og flænged dem hele Hånden; du brast, når de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at vakle - 026 EZE 029 008 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg bringer Sværd over dig og udrydder Folk og Fæ af dig; 026 EZE 029 009 Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er HERREN, fordi du sagde: "Nilen er min, jeg skabte den selv!" 026 EZE 029 010 Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse. 026 EZE 029 011 Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve År. 026 EZE 029 012 Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve År; og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene. 026 EZE 029 013 Thi så siger den Herre HERREN: Efter fyrretyvears Forløb vil jeg sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt, 026 EZE 029 014 og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige. 026 EZE 029 015 Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig op over Folkene; jeg gør dem få i Tal, for at de ikke mere skal råde over Folkene. 026 EZE 029 016 Og fremtidig skal de ikke være Israels Huss Tillid og således minde mig om dets Misgerning, når det slutter sig til dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN. 026 EZE 029 017 I det syv og tyvende År på den første Dag i den første Måned kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 029 018 Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder flået, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det Arbejde, han udførte imod det. 026 EZE 029 019 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver Kong Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom, tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn; 026 EZE 029 020 som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de sled for mig, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 029 021 På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig giver jeg at åbne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 030 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 030 002 Menneskesøn, profeter og sig: Så siger den Herre HERREN: Jamrer: Ak, hvilken Dag! 026 EZE 030 003 Thi nær er Dagen, ja nær er HERRENs Dag; det bliver en Mulmets Dag, Hedningernes Tid. 026 EZE 030 004 Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien gribes af Skælven, når de slagne segner i Ægypten, når dets Rigdom bortføres og dets Grundvolde nedbrydes. 026 EZE 030 005 Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket, Kub og min Pagts Sønner" skal falde for Sværdet med dem. 026 EZE 030 006 Så siger HERREN: Alle, som støtter Ægypten, skal falde og dets stolte Herlighed synke sammen; fra Migdol til Syene skal de falde for Sværdet, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 030 007 Det skal lægges øde blandt øde Lande, og Byerne skal ligge hen blandt tilintetgjorte Byer; 026 EZE 030 008 og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg sætter Ild på Ægypten og alle dets Hjælpere knuses. 026 EZE 030 009 På hin Dag skal der udgå Sendebud fra mig på Skibe for at indjage det sorgløse Ætiopien Rædsel, og de skal gribes af Skælven over Ægyptens Dag; thi se, den kommer. 026 EZE 030 010 Så siger den Herre HERREN: Jeg gør Ende på Ægyptens Herlighed ved kong Nebukadrezar af Babel. 026 EZE 030 011 Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene, skal hentes for at ødelægge Landet; de skal drage deres Sværd mod Ægypten og fylde Landet med slagne. 026 EZE 030 012 Jeg tørlægger Strømmene, sælger Landet til onde Folk, og ved fremmede ødelægger jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg, HERREN, har talet. 026 EZE 030 013 Så siger den Herre HERREN: Jeg tilintetgør Afgudsbillederne og udrydder Høvdingerne af Nof og Fyrsterne af Ægypten; de skal ikke findes mere; og jeg indjager Ægypten Rædsel. 026 EZE 030 014 Jeg lægger Patros øde, sætter Ild på Zoan og holder Dom over No. 026 EZE 030 015 Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens Bolværk, og udrydder Nos larmende Hob. 026 EZE 030 016 Jeg sætter Ild på Ægypten, Syene skal skælve af Angst, der skal brydes Hul på No, og dets Mure skal nedrives. 026 EZE 030 017 De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for Sværdet og Kvinderne vandre i Fangenskab. 026 EZE 030 018 I Takpankes sortner Dagen, når jeg der sønderbryder Ægyptens Herskerstav, og dets stolte Herlighed får Ende der. Selv skal det skjules af Skyer og dets Småbyer vandre i Fangenskab. 026 EZE 030 019 Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 030 020 I det ellevte År på den syvende Dag i den første Måned kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 030 021 Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos Arm har jeg brudt; og se den skal ikke forbindes, ikke læges ved at der lægges Bind om den, så den kunde få Kræfter til atter at gribe Sværdet. 026 EZE 030 022 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over Farao, Ægyptens Konge, og bryder hans Arme, både den hele og den brudte, og lader Sværdet falde af hans Hånd. 026 EZE 030 023 Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene. 026 EZE 030 024 Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger mit Sværd i hans Hånd; og jeg bryder Faraos Arme, og han skal stønne for ham på såredes Vis. 026 EZE 030 025 Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal synke; og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg lægger mit Sværd i Babels Konges Hånd og han svinger det imod Ægypten. 026 EZE 030 026 Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 031 001 I det ellevte År på den første dag i den tredje måned kom Herrens Ord til mig således: 026 EZE 031 002 Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed? 026 EZE 031 003 Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone, høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne; 026 EZE 031 004 Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens Mark. 026 EZE 031 005 Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ på Marken; mange blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde. 026 EZE 031 006 Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens folk. 026 EZE 031 007 Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med Roden ved rigeligt Vand. 026 EZE 031 008 Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have målte sig med den i Skønhed. 026 EZE 031 009 Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, så alle Edens Træer i Guds Have misundte den. 026 EZE 031 010 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi den blev høj af Vækst og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over dens Højde, 026 EZE 031 011 derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene; han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den. 026 EZE 031 012 Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster den hen; på Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag går bort fra dens Skygge og lader den ligge. 026 EZE 031 013 På den faldne Stamme slår alle Himmelens Fugle sig ned, og på Grenene lejrer alle Markens Dyr sig, 026 EZE 031 014 for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn, blandt dem, der steg ned i Graven. 026 EZE 031 015 Så siger den Herre HERREN: Den Dag den farer ned i Dødsriget, lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage, så de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og alle Markens Træer vansmægter over den. 026 EZE 031 016 Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste og bedste på Libanon, alle, som smager Vand. 026 EZE 031 017 Også de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene. 026 EZE 031 018 Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer? Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 032 001 I det tolvte År på den første dag i den tolvte måned kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 032 002 Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du Vandet, oproded dets Strømme. 026 EZE 032 003 Så siger den Herre HERREN: Jeg breder mit Garn over dig ved en Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net. 026 EZE 032 004 Jeg kaster dig på Land og slænger dig hen på Marken, lader alle Himlens Fugle slå sig ned på dig og al Jordens Dyr blive mætte ved dig. 026 EZE 032 005 Jeg lægger dit Kød på Bjergene, fylder Dalene op med dit Ådsel, 026 EZE 032 006 vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal fyldes af dit Blod. 026 EZE 032 007 Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg, jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer. 026 EZE 032 008 Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i Mørke, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 032 009 Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når jeg bringer dine Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender; 026 EZE 032 010 jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel over dig, og deres Konger skal gyse over dig, når jeg svinger mit Sværd for deres Ansigter; de skal ængstes uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du falder. 026 EZE 032 011 Thi så siger den Herre HERREN: Babels Konges Sværd skal komme over dig. 026 EZE 032 012 Jeg styrter din Hob ved Heltes Sværd, de grummeste af alle Folkene; de hærger Ægyptens Pragt, og al dets Hob lægges øde. 026 EZE 032 013 Jeg udrydder alt dets kvæg ved de mange Vande, Menneskefod skal ej plumre dem mer, ej Dyreklov rode dem op; 026 EZE 032 014 så lader jeg Vandene klares og Strømmene flyde som Olie - lyder det fra den Herre HERREN - 026 EZE 032 015 når jeg gør Ægypten til Ørk, så Landet og dets Fylde er øde, når jeg nedhugger alle, som bor der, så de kender, at jeg er HERREN. 026 EZE 032 016 Dette er en Klagesang, som du skal kvæde; Folkenes Kvinder skal kvæde den; over Ægypten og al dets larmende Hob skal de kvæde den, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 032 017 I det tolvte År på den femtende Dag i..." Måned kom HERRENs Ord til mig således: 026 EZE 032 018 Menneskesøn, klag over Ægyptens larmende Hob; syng Klagesang over den, du og Folkenes Kvinder! Far ned i Underverdenen blandt dem, der steg ned i Dybet! 026 EZE 032 019 Er du lifligere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskårne! 026 EZE 032 020 Midt iblandt sværdslagne skal han segne, og al hans larmende Hob skal ligge hos ham. 026 EZE 032 021 Heltenes Førere skal tale til ham midt i Dødsriget: "Er du mægtigere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskårne!" 026 EZE 032 022 Der er Assur og hele hans Flok rundt om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd; 026 EZE 032 023 han fik sin Grav i en krog af Dybet, og hans Flok ligger rundt om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd, de, som spredte Rædsel i de levendes Land. 026 EZE 032 024 Der er Elam med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er de dræbt, faldet før Sværd, og de for uomskårne ned i Underverdenen, de, som spredte Rædsel i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet. 026 EZE 032 025 Iblandt dræbte fik han et Leje med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi Rædsel for dem bredte sig i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet; de lagdes blandt dræbte. 026 EZE 032 026 Der er Mesjek og, Tubal med al deres larmende Hob rundt om deres Grave; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi de spredte Rædsel i de levendes Land; 026 EZE 032 027 de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens Kæmper, som for til Dødsriget i deres Rustninger, hvis Sværd blev lagt under deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede deres knogler; thi Rædsel for Heltene rådede i de levendes Land. 026 EZE 032 028 Også du skal ligge knust imellem de uomskårne, blandt de sværdslagne. 026 EZE 032 029 Der er Edom med sine Konger og alle sine Fyrster, som fik deres Grave hos de sværdslagne; hos de uomskårne ligger de, hos dem, der steg ned i Dybet. 026 EZE 032 030 Der er Nordens Herskere alle sammen og alle Zidoniere, som for ned til de dræbte, beskæmmede trods den Rædsel, de spredte ved deres Heltekraft; de ligger uomskårne blandt de sværdslagne, de bærer deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet. 026 EZE 032 031 Dem ser Farao og trøster sig over al sin larmende Hob, lyder det fra HERREN. 026 EZE 032 032 Thi han spredte Rædsel i de levendes Land, men nu ligger han imellem uomskårne, blandt de sværdslagne, Farao med al sin larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 033 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 033 002 Menneskesøn, tal til dine Landsmænd og sig: Når jeg fører Sværdet over et Land, og Folket i Landet tager en af sin Midte og gør ham til deres Vægter, 026 EZE 033 003 og han ser Sværdet komme over Landet og støder i Hornet og advarer Folket, 026 EZE 033 004 men den, der hører Hornets Klang, ikke lader sig advare, og Sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans Blod over hans Hoved. 026 EZE 033 005 Han hørte Hornets klang uden at lade sig advare, hans Blod kommer over hans Hoved; men den, som har advaret, har reddet sin Sjæl. 026 EZE 033 006 Men når Vægteren ser Sværdet komme og ikke støder i Hornet, så at Folket ikke advares, og Sværdet kommer og over en af dem bort, så rives han vel bort for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Hånd. 026 EZE 033 007 Men dig, Menneskesøn, har jeg sat til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig. 026 EZE 033 008 Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare ham mod hans Vej, så skal den gudløse vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. 026 EZE 033 009 Advarer du derimod den gudløse mod hans Vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl. 026 EZE 033 010 Og du, Menneskesøn, sig til Israels Hus: I siger: "Vore Overtrædelser og Synder tynger os, og vi svinder hen i dem, hvor kan vi da leve?" 026 EZE 033 011 Sig til dem: Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg har ikke Lyst til den gudløses Død, men til at han omvender sig fra sin Vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde Veje Hvorfor vil I dø, Israels Hus? 026 EZE 033 012 Men du, Menneskesøn, sig til dine Landsmænd: Den retfærdiges Retfærdighed skal ikke redde ham, den Dag han synder, og den gudløses Gudløshed skal ikke fælde ham, den Dag han omvender sig fra sin Gudløshed, og en retfærdig skal ikke blive i Live ved sin Retfærdighed, den Dag han gør Synd. 026 EZE 033 013 Når jeg siger til den retfærdige: "Du skal visselig leve!" og han stoler på sin Retfærdighed og øver Uret, så skal intet af hans Retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den Uret, han øver. 026 EZE 033 014 Og når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og han omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Skel, 026 EZE 033 015 idet han giver Pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger Livets Bud uden at øve Uret, så skal han leve og ikke dø; 026 EZE 033 016 ingen af de Synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort Ret og Skel, visselig skal han leve. 026 EZE 033 017 Og så siger dine Landsmænd: "Herrens Vej er ikke ret!" Men det er deres Vej, som ikke er ret. 026 EZE 033 018 Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og øver Uret, skal han dø; 026 EZE 033 019 og når den gudløse omvender sig fra sin Gudløshed og gør Ret og Skel, skal han leve! 026 EZE 033 020 Og dog siger I: "Herrens Vej er ikke ret!" Jeg vil dømme eder hver især efter eders Veje, Israels Hus. 026 EZE 033 021 I vor Landflygtigheds ellevte År på den femte Dag i den tiende Måned kom en Flygtning fra Jerusalem til mig med det Bud: "Byen er indtaget!" 026 EZE 033 022 Men HERRENs Hånd var kommet over mig, om Aftenen før Flygtningen kom, og han åbnede min Mund, før han kom til mig om Morgenen; så åbnedes min Mund, og jeg var ikke mere stum. 026 EZE 033 023 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 033 024 Menneskesøn! De, der bor i Ruinerne i Israels Land, siger: "Abraham var kun een og fik dog Landet i eje; vi er mange, og os er Landet givet i Eje!" 026 EZE 033 025 Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: I spiser Kød med Blod i, løfter eders Blik til eders Afgudsbilleder og udgyder Blod, og så vil I have Landet i Eje! 026 EZE 033 026 I støtter eder til eders Sværd, I øver Vederstyggelighed, I gør hverandres Hustruer urene, og så vil I have Landet i Eje! 026 EZE 033 027 Således skal du sige til dem: Så siger den Herre HERREN: Så sandt jeg lever: De i Ruinerne skal falde for Sværdet; dem i åbent Land giver jeg de vilde Dyr til Æde, og, de i Klippeborgene og Hulerne skal dø af Pest. 026 EZE 033 028 Jeg, gør Landet til Ørk og Ødemark, dets stolte Herlighed får Ende, og Israels Bjerge skal ligge øde, så ingen færdes der; 026 EZE 033 029 og de, skal kende, at Jeg er HERREN, når jeg gør Landet til Ørk og Ødemark for alle de Vederstyggeligheder, de har øvet. 026 EZE 033 030 Og du, Menneskesøn, se, dine Landsmænd taler om dig langs Murene og i Husdørene, den ene til den anden, hver til sin Broder, og siger: "Kom og hør, hvad det er for et ord, der udgår fra HERREN!" 026 EZE 033 031 Og de kommer til dig, som var der Opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine Ord. Men de gør ikke derefter; thi der er Løgn i deres Mund, og deres Hjerte higer efter Vinding. 026 EZE 033 032 Og se, du er dem som en, der synger en Elskovssang med liflig Røst og er dygtig til at spille; de hører dine Ord, men gør ikke derefter. 026 EZE 033 033 Men når det kommer - og se, det kommer - skal de kende, at en Profet har været iblandt dem. 026 EZE 034 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 034 002 Menneskesøn, profeter mod Israels Hyrder, profeter og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Ve Israels Hyrder, som røgtede sig selv! Skal Hyrderne ikke røgte Hjorden? 026 EZE 034 003 I fortærede Mælken, med Ulden klædte I eder, de fede Dyr slagtede I, men Hjorden røgtede I ikke; 026 EZE 034 004 de svage Dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med Hårdhed og Grumhed. 026 EZE 034 005 Derfor spredtes de, eftersom der ingen Hyrde var, og blev til Æde for alle Markens vilde Dyr; ja, de spredtes. 026 EZE 034 006 Min Hjord flakkede om på alle Bjerge og på hver en høj Banke, og over hele Jorden spredtes min Hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem. 026 EZE 034 007 Derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord! 026 EZE 034 008 Så sandtjeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Fordi min Hjord blev til Rov, fordi min Hjord blev til Æde for alle Markens vilde Dyr, eftersom der ingen Hyrde var, og Hyrderne ikke spurgte efter min Hjord, og fordi Hyrderne røgtede sig selv og ikke min Hjord, 026 EZE 034 009 derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord! 026 EZE 034 010 Så siger den Herre HERREN: Se, jeg, kommer over Hyrderne og kræver min Hjord af deres Hånd, og jeg sætter dem fra at vogte min Hjord; Hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg redder min Hjord af deres Gab, så den ikke skal tjene dem til Æde. 026 EZE 034 011 Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil selv spørge efter min Hjord og tage mig af den. 026 EZE 034 012 Som en Hyrde tager sig af sin Hjord på Stormvejrets Dag, således tager jeg mig af min Hjord og redder den fra de Steder, hvorhen de spredtes på Skyernes og Mulmets Dag; 026 EZE 034 013 jeg fører dem bort fra Folkeslagene, samler dem fra Landene og bringer dem til deres Land, og jeg, røgter dem på Israels Bjerge, i Kløfterne og på alle Landets beboede Steder. 026 EZE 034 014 På gode Græsgange vil jeg vogte dem, og på Israels Bjerghøjder skal deres Græsmarker være; der skal de lejre sig på gode Græsmarker, og i fede Græsgange skal de græsse på Israels Bjerge. 026 EZE 034 015 Jeg vil selv røgte min Hjord og selv lade dem lejre sig, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 034 016 De vildfarende Dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde de svage vil jeg styrke, og de fede og kraftige vil jeg vogte; jeg vil røgte dem, som det er ret. 026 EZE 034 017 Og I, min Hjord! Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil skifte. Ret mellem Får og Får, mellem Vædre og Bukke. 026 EZE 034 018 Er det eder ikke nok at græsse på den bedste Græsgang, siden I nedtramper, hvad der er levnet af eders Græsgange? Er det eder ikke nok at drikke det klare Vand, siden I med eders Fødder plumrer, hvad der er levnet? 026 EZE 034 019 Min Hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med eders Fødder! 026 EZE 034 020 Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer for at skifte Ret mellem de fede og de magre Får. 026 EZE 034 021 Fordi I med Side og Skulder skubbede alle de svage Dyr bort og stangede dem med eders Horn, til I fik dem drevet ud, 026 EZE 034 022 derfor vil jeg hjælpe min Hjord, så den ikke mere skal blive til Rov, og skifte Ret mellem Får og Får. 026 EZE 034 023 Jeg sætter een Hyrde over dem, min Tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres Hyrde. 026 EZE 034 024 Og jeg, HERREN, vil være deres Gud, og min Tjener David skal være Fyrste iblandt dem, så sandt jeg, HERREN, har talet. 026 EZE 034 025 Jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde de vilde Dyr at Landet, så de trygt kan bo i Ørkenen og sove i Skovene. 026 EZE 034 026 Og jeg gør dem og Landet rundt om min Høj til Velsignelse, og jeg sender Regn i rette Tid, mine Byger skal blive til Velsignelse. 026 EZE 034 027 Markens Træer skal give deres Frugt og Landet sin Afgrøde; trygt skal de bo på deres Jord, og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg bryder Stængerne på deres Åg og frelser dem af deres Hånd, som gjorde dem til Trælle. 026 EZE 034 028 Ikke mere skal de blive til Rov for Folkene, og Landets vilde Dyr skal ikke æde dem; trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer dem. 026 EZE 034 029 Jeg lader en Fredens Plantning vokse op for dem, og ingen skal rives bort af Hunger i Landet, og de skal ikke mere bære Folkenes Hån. 026 EZE 034 030 De skal kende, at jeg, HERREN deres Gud, er med dem, og at de er mit Folk, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN 026 EZE 034 031 I er min Hjord, I er den Hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 035 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 035 002 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Seirs Bjergland og profeter imod det 026 EZE 035 003 og sig til det: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Seirs Bjergland, og løfter min Hånd imod dig; jeg gør dig til Ørk og Ødemark, 026 EZE 035 004 dine Byer lægger jeg i Grus. Du selv skal blive til Ørk og kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 035 005 Fordi du nærede evigt Had og i Nødens Stund overgav Israeliterne til Sværdet, da deres Misgerning var fuldmoden, 026 EZE 035 006 derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg gør dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; sandelig, du forbrød dig ved Blod, og Blod skal forfølge dig. 026 EZE 035 007 Jeg gør Seirs Bjergland til Ørk og Ødemark og udrydder deraf enhver, som kommer og går; 026 EZE 035 008 jeg fylder dets Bjerge med dræbte; på dine Høje og i dine Dale og Kløfter skal de sværdslagne falde. 026 EZE 035 009 Jeg gør dig til Ørk for evigt, dine Byer skal ikke bebos; og du skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 035 010 Fordi du sagde: "De tvende Folk og de tvende Lande skal tilhøre mig, jeg vil tage dem i Eje!" skønt HERREN var der, 026 EZE 035 011 derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg vil gøre med dig efter den Vrede og det Nid, du hadefuldt udviste imod dem, og jeg vil give mig til Hende for dig, når jeg dømmer dig; 026 EZE 035 012 og du skal kende, at jeg er HERREN. Jeg har hørt al den Spot, du udslyngede mod Israels Bjerge: "De er ødelagt, os er de givet til Føde!" 026 EZE 035 013 Du gjorde dig stor imod mig med din Mund og overfusede mig med Ord; jeg hørte det. 026 EZE 035 014 Så siger den Herre HERREN: Som det var din Glæde, at mit Land blev Ørk, således vil jeg gøre med dig; 026 EZE 035 015 som det var din Glæde, at Israels Huss Arvelod blev Ørk, således vil jeg gøre med dig. Ørk skal du blive, Seirs Bjergland og hele Edom med; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 036 001 Men du menneskesøn, profeter om Israels bjerge og sig: Israels bjerge, hør Herrens ord. 026 EZE 036 002 Så siger den Herre HERREN: Fordi Fjenden sagde om eder: "Ha! Ørkener for stedse! De er blevet vor Ejendom!" 026 EZE 036 003 derfor skal du profetere og sige: Så siger den Herre HERREN: Fordi man har higet og snappet efter eder fra alle Sider, for at I skulde tilfalde Resten af Folkene som Ejendom, og fordi I er kommet i Folkemunde, 026 EZE 036 004 derfor, Israels Bjerge, hør HERRENs Ord: Så siger den Herre HERREN til Bjergene, Højene, kløfterne og Dalene, til de øde Tomter og de forladte Byer, som er blevet til Rov og til Spot for Resten af Folkene rundt om, 026 EZE 036 005 derfor, så siger den Herre HERREN: Sandelig, i brændende Nidkærhed vil jeg tale mod Resten af Folkene og mod hele Edom, som med al Hjertets Glæde og Sjælens Ringeagt udså sig mit Land til Ejendom for at drive indbyggerne bort og gøre det til Rov. 026 EZE 036 006 Profeter derfor om Israels Land og sig til Bjergene, Højene, Kløfteme og Dalene: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg faler i Nidkærhed og Harme, fordi I bærer Folkenes Hån. 026 EZE 036 007 Derfor, så siger den Herre HERREN: Jeg løfter min Hånd og sværger: Sandelig, Folkene rundt om eder skal selv bære deres Hån. 026 EZE 036 008 Og I, Israels Bjerge, skal skyde Grene og bære Frugt for mit Folk Israel, thi de skal snart komme hjem. 026 EZE 036 009 Thi se, jeg kommer og vender mig til eder, og I skal dyrkes og tilsås; 026 EZE 036 010 jeg gør Mennesker, alt Israels Hus, mangfoldige på eder, Byerne skal bebos og Ruinerne genopbygges; 026 EZE 036 011 jeg gør Mennesker og Dyr mangfoldige på eder, ja de skal blive mangfoldige og frugtbare; jeg lader eder bebos som i fordums Tider og gør det bedre for eder end i Fortiden; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 036 012 Jeg lader Mennesker, mit Folk Israel, færdes på eder; de skal tage dig i Eje, og du skal være deres Arvelod og ikke mere gøre dem barnløse. 026 EZE 036 013 Så siger den Herre HERREN: Fordi de siger til dig: "Du er en Menneskeæder, som gør dit Folk barnløst!" 026 EZE 036 014 derfor skal du ikke mere æde Mennesker eller gøre dit Folk barnløst, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 036 015 Og jeg lader dig ikke mere høre Folkenes Hån, og du skal ikke mere bære Folkeslagenes Spot eller gøre dit Folk harnløst, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 036 016 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 036 017 Menneskesøn! Da Israels Slægt boedei deres Land, gjorde de det urent ved deres Færd og Gerninger; som en Kvindes renhed var deres Færd for mit Åsyn. 026 EZE 036 018 Så udøste jeg min Vrede over dem for det Blods Skyld, de udgød i Landet, og fordi de gjorde det urent med deres Afgudsbilleder. 026 EZE 036 019 Jeg spredte dem blandt Folkene, og de strøedes ud i Landene; efter deres Færd og Gerninger dømte jeg dem. 026 EZE 036 020 Således kom de til Folkene: hvor de kom hen, vanærede de mit hellige Navn, idet man sagde om dem: "De der er HERRENs Folk, og dog måtte de ud af hans Land!" 026 EZE 036 021 Da ynkedes jeg over mit hellige Navn, som Israels Hus vanærede blandt de Folk, de kom til. 026 EZE 036 022 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Det er ikke for eders Skyld, jeg griber ind, Israels Hus, men for mit hellige Navns Skyld, som I har vanæret blandt de Folk, I kom til. 026 EZE 036 023 Jeg vil hellige mit store Navn, som vanæres blandt Folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, lyder det fra den Herre HERREN, når jeg helliger mig på eder for deres Øjne. 026 EZE 036 024 Jeg vil hente eder fra Folkene, samle eder fra alle Lande og bringe eder til eders Land. 026 EZE 036 025 Da stænker jeg rent Vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder. 026 EZE 036 026 Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd giver jeg i eders Indre; Stenhjertet tager jeg ud af eders Kød og giver eder et Kødhjerte. 026 EZE 036 027 Jeg giver min Ånd i eders Indre og virker, at I følger mine Vedtægter og tager Vare på at holde mine Lovbud, 026 EZE 036 028 I skal bo i det Land, jeg gav eders Fædre, og I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. 026 EZE 036 029 Jeg frelser eder fra al eders Urenbed; jeg kalder Kornet frem og mangfoldiggør det og sender ikke mere Hungersnød over eder. 026 EZE 036 030 Jeg mangfoldiggør Træernes Frugter og Markens Afgrøde, for at I ikke mere skal tage en Hungersnøds Skændsel på eder blandt Folkene. 026 EZE 036 031 Da skal I ihukomme eders onde Veje og eders Gerninger, som ikke var gode, og ledes ved eder selv over eders Misgerninger og Vederstyggeligheder. 026 EZE 036 032 Ikke for eders Skyld griber jeg ind, lyder det fra den Herre HERREN, det være eder kundgjort! Skam jer og blues over eders Veje, Israels Hus! 026 EZE 036 033 Så siger den Herre HERREN: Den Dag jeg renser eder for alle eders Misgerninger, lader jeg Byerne bebos, og Ruinerne skal genopbygges; 026 EZE 036 034 det ødelagte Land skal dyrkes, i Stedet for at det har været en Ødemark for alles Øjne, som kom forbi. 026 EZE 036 035 Da skal man sige: "Dette Land, som var ødelagt, er blevet som Edens Have, og Byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet." 026 EZE 036 036 Og Folkene, der er tilhage rundt om eder, skal kende, at jeg, HERREN, har opbygget de nedrevne Byer og tilplantet det ødelagte Land; jeg, HERREN, har talet, og jeg fuldbyrder det. 026 EZE 036 037 Så siger den Herre HERREN: Også dette vil jeg gøre for Israels Hus på deres Bøn: Jeg vil gøre dem mangfoldige som en Hjord af Mennesker; 026 EZE 036 038 som en Hjord af Offerdyr, som Jerusalems Fårehjorde på dets Højtider skal de omstyrtede Byer blive fulde af Menneskehjorde; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 037 001 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben; 026 EZE 037 002 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre. 026 EZE 037 003 Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, HERRE, du ved det!" 026 EZE 037 004 Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HERRENs Ord! 026 EZE 037 005 Så siger den Herre HERREN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende. 026 EZE 037 006 Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 037 007 Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes Raslen, og Benene nærmede sig hverandre. 026 EZE 037 008 Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem. 026 EZE 037 009 Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende! 026 EZE 037 010 Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær. 026 EZE 037 011 Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!" 026 EZE 037 012 Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land; 026 EZE 037 013 og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk. 026 EZE 037 014 Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HERREN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HERREN. 026 EZE 037 015 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 037 016 Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels Hus! 026 EZE 037 017 Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd. 026 EZE 037 018 Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?" 026 EZE 037 019 sig så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd. 026 EZE 037 020 Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se dem. 026 EZE 037 021 Tal så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land. 026 EZE 037 022 Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to Riger. 026 EZE 037 023 De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. 026 EZE 037 024 Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem. 026 EZE 037 025 De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig. 026 EZE 037 026 Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig; 026 EZE 037 027 min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk. 026 EZE 037 028 Og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, som helliger Israel, når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig 026 EZE 038 001 HERRENs Ord kom til mig således: 026 EZE 038 002 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter imod ham 026 EZE 038 003 og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal. 026 EZE 038 004 Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber og trækker dig frem med hele din Hær, Heste og Ryttere, alle i smukke Klæder, en vældig Skare med store og små Skjolde, alle med Sværd i Hånd. 026 EZE 038 005 Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og Hjelm, 026 EZE 038 006 Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med alle dets Hobe, mange Folkeslag er med. 026 EZE 038 007 Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som er samlet om dig, og vær mig rede til Tjeneste. 026 EZE 038 008 Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig; ved Årenes Fjende skal du overfalde et Land, som atter er unddraget Sværdet, et Folk, som fra mange Folkeslag er sanket sammen på Israels Bjerge, der stadig lå øde hen, et Folk, som er ført bort fra Folkeslagene og nu bor trygt til Hobe. 026 EZE 038 009 Du skal trække op som et Uvejr og komme som en Sky og oversvømme Landet, du og alle dine Hobe og de mange Folkeslag, som følger dig. 026 EZE 038 010 Så siger den Herre HERREN: På hin Dag skal en Tanke stige op i dit Hjerte, og du skal oplægge onde Råd 026 EZE 038 011 og sige: "Jeg vil drage op imod et åbent Land og overfalde fredelige Folk, som bor trygt, som alle bor uden Mure og hverken har Portstænger eller Porte, 026 EZE 038 012 for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Hånd på genopbyggede ruiner og på et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og Gods, og som bor på Jordens Navle." 026 EZE 038 013 Sabæerne og Dedaniterne, Tarsiss Købmænd og alle dets Handelsfolk skal sige til dig: "Kommer du for at gøre Bytte, har du samlet din Skare for at røve Rov, for at bortføre Sølv og Guld, rane Fæ og Gods og gøre et vældigt Bytte?" 026 EZE 038 014 Profeter derfor, Menneskesøn, og sig til Gog: Så siger den Herre HERREN: Ja, på hin Dag skal du bryde op, medens mit Folk Israel bor trygt, 026 EZE 038 015 og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og de mange Folkeslag, der følger dig, alle til Hest, en stor Skare, en vældig Hær; 026 EZE 038 016 som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel og oversvømme Landet. I de sidste Dage skal det ske; jeg fører dig imod mit Land; og Folkene skal kende mig, når jeg for deres Øjne helliger mig på dig, Gog. 026 EZE 038 017 Så siger den Herre HERREN: Er det dig, jeg talede om i gamle dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede i hine Tider, at jeg vilde bringe dig over dem? 026 EZE 038 018 Men på hin dag, når Gog overfalder Israels Land, lyder det fra den Herre HERREN, vil jeg give min Vrede Luft. 026 EZE 038 019 I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin Dag skal et vældigt Jordskælv komme over Israels Land; 026 EZE 038 020 for mit Åsyn skal Havets Fisk, Himmelens Fugle, Markens vilde Dyr og alt kryb på Jorden og alle Mennesker på Jordens Flade skælve, Bjergene skal styrte, Klippevæggene falde og hver Mur synke til Jord. 026 EZE 038 021 Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre HERREN; den enes Sværd skal rettes mod den anden; 026 EZE 038 022 jeg går i Rette med ham med Pest og Blod, med Regnskyl og Haglsten; Ild og Svovl lader jeg regne over ham, hans Hobe og de mange Folkeslag, som følger ham. 026 EZE 038 023 Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende for de mange Folks Øjne; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 039 001 Du, Menneskesøn, Profeter mod Gog og sig: Så siger den Herre HERREN. Se, Jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal! 026 EZE 039 002 Jeg vender dig, leder dig og fører dig op fra det yderste Nord og bringer dig til Israels Bjerge. 026 EZE 039 003 Så slår jeg Buen ud af din venstre Hånd og lader Pilene falde ud af din højre. 026 EZE 039 004 På Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Hobe og Folkeslagene, der følger dig; jeg giver dig til Føde for alle Hånde Rovfugle og Markens vilde Dyr. 026 EZE 039 005 I åben Mark skal du falde, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 039 006 Og jeg sætter Ild på Magog og på de fjerne Strandes trygge Indbyggere; og de skal kende, at jeg er HERREN. 026 EZE 039 007 Mit hellige Navn kundgør jeg midt i mit Folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige Navn; og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, den Hellige i Israel. 026 EZE 039 008 Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den Herre HERREN; det er Dagen, jeg har talet om. 026 EZE 039 009 Så skal Indbyggerne i Israels Byer gå ud og gøre Ild på og tænde op med Rustninger, små og store Skjolde, Buer, Pile, Håndstave og Spyd; og de skal bruge det til at gøre Ild med i syv År. 026 EZE 039 010 De skal ikke hente Træ i Marken eller hugge Brænde i Skovene, men gøre Ild på med Rustningerne. De skal plyndre dem, de plyndredes af, og hærge dem, de hærgedes af, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 039 011 Og på hin Dag giver jeg Gog et Gravsted i Israel, Vandringsmændenes dal østen for Havet, og den skal spærre Vejen for Vandringsmænd; der skal de jorde Gog og hele hans larmende Hob og kalde Stedet: Gogs larmende Hobs dal. 026 EZE 039 012 Israels Hus skal have hele syv Måneder til at jorde dem og således rense Landet. 026 EZE 039 013 Alt folket i Landet skal jorde dem, og det skal tjene til deres Ros, på den Dag jeg herliggør mig, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 039 014 Man skal udvælge fast Mandskab til at drage Landet rundt og søge efter dem, der er blevet tilbage ud over Landet, for at rense det; når syv Måneder er gået, skal de skride til at søge; 026 EZE 039 015 og når de vandrer Landet rundt og en får Øje på Menneskeknogler, skal han sætte et Mærke derved, for at Graverne kan jorde dem i Gogs larmende Hobs Dal; 026 EZE 039 016 også skal en By have Navnet Hamona". Således skal de rense Landet. 026 EZE 039 017 Og du, Menneskesøn! Så siger den Herre HERREN: Sig til alle Fugle og alle Markens vilde Dyr: Saml eder og kom hid, kom sammen alle Vegne fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder, et vældigt Slagtoffer på Israels Bjerge; I skal æde Kød og drikke Blod! 026 EZE 039 018 Kød af Helte skal I æde, Blod af Jordens Fyrster skal I drikke, Vædre, Får, Bukke og Tyre, alle fedet i Basan. 026 EZE 039 019 I skal æde eder mætte i Fedt og drikke eder drukne i Blod af mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder. 026 EZE 039 020 I skal mætte eder ved mit Bord med Køreheste og Rytterheste, Helte og alle Hånde Krigsfolk, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 039 021 Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på dem. 026 EZE 039 022 Israels Hus skal kende, at jeg, HERREN, er deres Gud fra hin Dag og fremdeles; 026 EZE 039 023 og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, så jeg skjulte mit Åsyn for dem og gav dem i deres Fjenders Hånd, hvorfor de alle faldt for Sværdet. 026 EZE 039 024 Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem og skjulte mit Åsyn for dem. 026 EZE 039 025 Derfor, så siger den Herre HERREN; Nu vil jeg vende Jakobs Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit hellige Navn; 026 EZE 039 026 og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste mig, når de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer, 026 EZE 039 027 når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres Fjenders Lande og helliger mig på dem for mange Folks Øjne. 026 EZE 039 028 Og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud, når jeg efter at have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude 026 EZE 039 029 og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd over Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 040 001 I det fem og tyvende år efter at vi var ført i landflygtighed, ved nytårstide, på den tiende dag i Måneden i det fjortende År efter Byens indtagelse, netop på den Dag kom HERRENs Hånd over mig, og han førte mig 026 EZE 040 002 i Guds Syner til Israels Land og satte mig på et såre højt Bjerg, og på det var der bygget noget som en By mod Syd; 026 EZE 040 003 og da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand som Kobber at se til med en Hørgarnssnor og en Målestang i Hånden, og han stod ved Porten. 026 EZE 040 004 Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med dine Øjne, hør med dine Ører og læg vel Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du er ført hid, for at jeg skal vise dig det. Kundgør Israels Hus alt, hvad du ser!" 026 EZE 040 005 Og se, der var en Mur uden om Templet til alle Sider. Manden holdt i Hånden en Målestang. som var seks Alen lang, en Alen en Håndsbred længere end sædvanlig", og han målte Muren; den var eet Mål bred og eet Mål høj. 026 EZE 040 006 Så gik han op ad syv Trappetrin ind i den Port, hvis Forside vendte mod Øst; og han målte Portens Tærskel til eet Mål i Bredden, 026 EZE 040 007 hvert af Portens Siderum ligeledes til eet Mål i Længden og eet i Bredden, Murpillerne mellem Siderummene til fem Alen og Tærskelen ved Portens Forhal på den Side, 026 EZE 040 008 der vendte indad i Porten, til eet Mål. 026 EZE 040 009 Og han målte Portens Forhal til otte Alen og dens Murpiller til to; Portens Forhal lå på indersiden. 026 EZE 040 010 Portens Siderum, tre på hver Side, lå over for hverandre; de var lige store alle tre; også Murpillerne på begge Sider var lige store. 026 EZE 040 011 Så målte han Portindgangens Bredde til ti Alen og Portgangens til tretten. 026 EZE 040 012 Foran Siderummene var der på begge Sider afspærrede Pladser på een Alen, og selve Siderummene på begge Sider var seks Alen. 026 EZE 040 013 Så målte han Porten fra Indervæggen i et Siderum til Indervæggen i Siderummet lige overfor til en Bredde af fem og tyve Alen, Dør over for Dør. 026 EZE 040 014 Så målte han Forhallen til tyve Alen; og Forgården omgav Portens Forhal". 026 EZE 040 015 Fra Portens Forside udad til Portforhallens Forside indad var der halvtredsindstyve Alen. 026 EZE 040 016 Porten havde på begge Sider Gittervinduer, som udvidede sig indad i Siderummene og deres Murpiller; ligeledes havde Forhallen på alle Sider Vinduer, som udvidede sig indad. På Murpillerne til begge Sider var der Palmer. 026 EZE 040 017 Derpå førte han mig ind i den ydre Forgård. Og se, der var Kamre, og Forgården rundt var der et stenlagt Stykke; der var tredive Kamre på Stenlægningen. 026 EZE 040 018 Det stenlagte Stykke stødte op til Portenes Sidemure, lige så bredt som Portene var lange; det var den nedre Stenlægning. 026 EZE 040 019 Han målte Forgårdens Bredde fra den nedre Ports indre Forside til den indre Ports ydre Forside til hundrede Alen. Og han førte mig mod Nord, 026 EZE 040 020 og se, der var en Port, som vendte mod Nord, i den ydre Forgård, og han målte dens Længde og Bredde. 026 EZE 040 021 Den havde tre Siderum til hver Side, og Murpillerne og Forhallen havde samme Mål som i den første Port; den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 026 EZE 040 022 Vinduer, Forhal og Palmer havde samme Mål som i den Port, hvis Forside vendte mod Øst; ad syv Trin steg man op dertil, og Forhallen lå inderst inde. 026 EZE 040 023 En Port til den indre Forgård lå over for Nordporten, ligesom Forholdet var ved Østporten; og han målte fra Port til Port hundrede Alen. 026 EZE 040 024 Så førte han mig mod Syd og se, der var også en Port mod Syd, og han målte dens Murpiller og Forhal; de havde samme Mål som de andre. 026 EZE 040 025 Porten og dens Forhal havde Vinduer af samme Slags som de andre. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred; 026 EZE 040 026 syv Trin førte op til den; Forhallen lå inderst inde, og der var Palmer på Murpillerne til begge Sider. 026 EZE 040 027 Endelig var der en Port til den indre Forgård over for Sydporten: han målte hundrede Alen fra Port til Port. 026 EZE 040 028 Derpå førte han mig til den indre Forgård gennem Sydporten, og den målte han; den havde samme Størrelse som de andre, 026 EZE 040 029 og dens Siderum, Murpiller og Forhal havde samme Størrelse som de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 026 EZE 040 030 (Der var Forhaller rundt om, fem og tyve Alen lange og fem Alenbrede. 026 EZE 040 031 Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på Murpillerne, og otte Trin dannede dens Opgang. 026 EZE 040 032 Så førte han mig til Østporten og målte denne Port; den havde samme Størrelse som de andre, 026 EZE 040 033 og Siderum, Murpiller og Forgård havde samme Størrelse som de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 026 EZE 040 034 Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang. 026 EZE 040 035 Så førte han mig til Nordporten og målte den; den havde samme Størrelse som de andre, 026 EZE 040 036 ligeledes Siderum, Murpiller og Forhal; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 026 EZE 040 037 Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang. 026 EZE 040 038 Derpå vendte han sig til det Indre, idet han førte mig til Østporten; der skyllede man Brændofferet 026 EZE 040 039 Og i Portens Forhal stod to Borde på den ene Side og to på den anden til at slagte Brændofferet, Syndofferet og Skyldofferet på. 026 EZE 040 040 Også ved det ydre Hjørne, mod Nord når man steg op i Portindgangen, stod to Borde og ved Portforhallens andet Hjørne andre to, 026 EZE 040 041 fire Borde på hver Side ved Portens Hjørner, i alt otte. På dem slagtede man Slagtofferet. 026 EZE 040 042 Og, til Brændofferet stod der tre Kvaderstensborde, halvanden Alen lange, halvanden Alen brede og en Alen høje; på dem lagde man de Redskaber, med hvilke man slagtede Brændofferet og Slagtofferet. 026 EZE 040 043 De havde hele Vejen rundt en Rand på en Håndsbred, der vendte indad; og oven over Bordene var der Tage til Værn mod Regn og Sol. Derpå førte han mig atter 026 EZE 040 044 til den indre Forgård, og se, der var to Kamre, et ved Nordportens Hjørne med Forsiden mod Syd og et andet ved Sydportens Hjørne med Forsiden mod Nord. 026 EZE 040 045 Og han sagde til mig: "Kammeret her, hvis Forside vender mod Syd, er for Præsterne, der tager Vare på, hvad der er at varetage i Templet, 026 EZE 040 046 og Kammeret der, hvis Forside vender mod Nord, er for Præsterne, der tager Vare på, hvad der er at varetage ved Alteret. Det er Zadoks Sønoer, som alene af Levis Sønner må nærme sig HERREN for at tjene ham." 026 EZE 040 047 Så målte han Forgården; den var hundrede Alen lang og hundrede Alen bred i Firkant; og Alteret stod foran Templet. 026 EZE 040 048 Derpå førte han mig til Templets Forhal og målte Forhallens Piller"; de var fem Alen brede på begge Sider; Porten var fjorten Alen bred og dens Sidevægge tre Alen på begge Sider, 026 EZE 040 049 og Forhallen var tyve Alen lang og tolv Alen bred. Ad ti Trin steg man op til den; og der stod Søjler op ad Pillerne, een på hver Side. 026 EZE 041 001 Derpå førte han mig til det hellige og målte pillerne, de var seks Al brede på begge Sider; 026 EZE 041 002 Indgangen var ti Alen bred, dens Sidevægge fem Alen til begge Sider; og han målte dets Længde til fyrretyve Alen og Bredden til tyve. 026 EZE 041 003 Derpå gik han ind i Inderhallen og målte indgangens Piller; de var to Alen, og Indgangen var seks Alen bred og Sidevæggene syv Alen brede til begge Sider. 026 EZE 041 004 Og han målte dets Længde til tyve Alen og Bredden til tyve ud for Tempelrummet. Og han sagde til mig: "Dette er det Allerhelligste." 026 EZE 041 005 Derpå målte han Templets Mur; den var seks Alen bred; og Tilbygningen var fire Alen bred Templet rundt. 026 EZE 041 006 Tilbygningen lå Rum ved Rum, tre Aum oven på hverandre tredive Gange, og der var Fremspring, så Bjælkerne ikke greb ind i Templets Mur. 026 EZE 041 007 Således var Tilbygningens Rum bredere og bredere opad, efter som Tempelmuren var trukket tilbage opad, Templet rundt. Fra det nederste Stokværk steg man op til det mellemste, og derfra op til det øverste. 026 EZE 041 008 Og jeg så ved Templet en ophøjet brolagt Plads hele Vejen rundt. Tilbygningens Grundmure var et fuldt Mål høje, seks Alen til Kanten. 026 EZE 041 009 Tilbygningens Ydermur var fem Alen bred. Der var en åben Plads langs Templets Tilbygning. 026 EZE 041 010 En afspærret Plads, tyve Alen bred, omgav Templet på alle Sider. 026 EZE 041 011 Tilbygningens Døre førte ud til den åbne Plads, en Dør mod Nord og en anden mod Syd; og den åbne Plads var fem Alen bred på alle Sider. 026 EZE 041 012 Den Bygning, som lå ved den afspærrede Plads imod Vest, var halvfjerdsindstyve Alen bred, dens Mur var fem Alen tyk til alle Sider, og den var halvfemsindstyve Alen lang. 026 EZE 041 013 Han målte Templet; det var hundrede Alen langt; den afspærrede Plads tillige med Bagbygningen og dens Mure var hundrede Alen lang, 026 EZE 041 014 og Templets Forside tillige med den afspærrede Plads mod Øst var hundrede Alen bred. 026 EZE 041 015 Og han målte Længden af Bagbygningen langs den afspærrede Plads, som lå bag den; den var hundrede Alen. Det Hellige, Inderhallen og den ydre Forhal 026 EZE 041 016 var træklædt. Vinduer, som udvidede sig indad, gav Lys rundt om i alle tre Rum, og Væggene derinde var klædt med Træ rundt om fra Gulv til Vinduer, 026 EZE 041 017 og fra Indgangens Sidevægge til det indre Rum var der Væggen rundt 026 EZE 041 018 udskåret Arbejde, Keruber og Palmer, en Palme mellem to Keruber; Keruberne havde to Ansigter; 026 EZE 041 019 Menneskeansigtet vendte mod Palmen på den ene Side og Løveansigtet mod Palmen på den anden Side; således var der gjort hele Templet rundt. 026 EZE 041 020 Fra Gulv til Vinduer var der fremstillet Keruber og Palmer på det Helliges Væg. 026 EZE 041 021 Ved Indgangen til det Hellige var der firkantede Dørstolper. Foran Helligdommen var der noget, der så ud som 026 EZE 041 022 et Træalter, tre Alen højt, to Alen langt og to Alen bredt; det havde Hjørner, og dets Fodstykke og Vægge var af Træ. Og han sagde til mig: "Dette er Bordet, som står for HERRENs Åsyn." 026 EZE 041 023 Det Hellige havde to Dørfløje; 026 EZE 041 024 ligeledes havde Helligdommen to Dørfløje; hver Fløj var to bevægelige Dørflader, to på hver Fløj. 026 EZE 041 025 Og på dem var der fretillet Keruber og Palmer ligesom på Væggene. Der var et Trætag uden for Forhallen. 026 EZE 041 026 Der var gitrede Vinduer og Palmer på Forhallens Sidevægge til begge Sider..." 026 EZE 042 001 Derpå førte han mig ud i den indre forgård i nordlig retning, og han førte mig til Kamrene, som lå ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen, nogle på den ene Side, andre på den anden. 026 EZE 042 002 Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve. 026 EZE 042 003 Over for Portene, som hørte til den indre Forgård, og over for Stenbroen, som hørte til den ydre Forgård, var der Gang over for Gang i tre Stokværk. 026 EZE 042 004 Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred og hundrede Alen lang, og deres Døre vendte mod Nord. 026 EZE 042 005 De øvre Kamre var de snævreste, thi Gangen tog noget af deres Plads, så at de var mindre end de nederste og mellemste. 026 EZE 042 006 Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler svarende til den ydre Forgårds; derfor var de øverste snævrere end de nederste og mellemste. 026 EZE 042 007 Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning af den ydre Forgård; foran Kamrene var dens Længde halvtredsindstyve Alen; 026 EZE 042 008 thi Kamrene, som lå ved den ydre Forgård, havde en samlet Længde af halvtredsindstyve Alen, og de lå over for hine, i alt hundrede Alen. 026 EZE 042 009 Neden for disse Kamre var indgangen på Østsiden, når man gik ind i dem fra den ydre Forgård, 026 EZE 042 010 ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpå førte han mig mod Syd; og der var også Kamre ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen 026 EZE 042 011 med en Gang foran; de så ud som Kamrene mod Nord; havde samme Længde og Bredde, og alle Udgange var her som hist, ligesom de var indrettet på samme Måde. 026 EZE 042 012 Men deres Døre vendte mod Syd..." 026 EZE 042 013 Og han sagde til mig: "Kamrene mod Nord og Syd, som ligger ud mod den afspærrede Plads, er de hellige Kamre, hvor Præsterne, der nærmer sig HERREN, skal spise det højhellige; der skal de gemme det højhellige, Afgrødeofrene, Syndofrene og Skyldofrene, thi Stedet er helligt; 026 EZE 042 014 og når Præsterne træder ind - de må ikke fra Helligdommen træde ud i den ydre Forgård - skal de der nedlægge deres Klæder, som de gør Tjeneste i, da de er hellige, og iføre sig andre Klæder; da først må de nærme sig det, der hører Folket til." 026 EZE 042 015 Da han var til Ende med at udmåle Templets Indre, førte han mig hen til den Port, hvis Forside vendte mod Øst, og målte til alle Sider; 026 EZE 042 016 han målte med Målestangen Østsiden; den var efter Målestangen 500 Alen; så vendte han sig og 026 EZE 042 017 målte med Målestangen Nordsiden til 500 Alen; 026 EZE 042 018 så vendte han sig og målte med Målestangen Sydsiden til 500 Alen; 026 EZE 042 019 og han vendte sig og målte med Målestangen Vestsiden til 500 Alen. 026 EZE 042 020 Til alle fire Sider målte han Pladsen; og der var en Mur rundt om, 500 Alen lang og 500 Alen bred, til at sætte Skel mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt. 026 EZE 043 001 Derpå førte han mig hen til Østporten. 026 EZE 043 002 Og se Israels Guds Herlighed kom østerfra, og det lød som mange Vandes Brus, og Jorden lyste af hans Herlighed. 026 EZE 043 003 Synet var som det, jeg havde set, da han kom for at ødelægge Byen, og Vognen så ud som den, jeg havde set ved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt. 026 EZE 043 004 Og HERRENs Herlighed drog ind i Templet gennem den Port, hvis Forside vendte mod Øst. 026 EZE 043 005 Men Ånden løftede mig op og bragte mig ind i den indre Forgård, og se, HERRENs Herlighed fyldte Templet. 026 EZE 043 006 Og jeg hørte en tale til mig ud fra Templet, medens Manden stod ved Siden af mig, 026 EZE 043 007 og han sagde: Menneskesøn! Her er min Trones og mine Fodsålers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israeliterne til evig Tid. Israels Hus skal ikke mere vanhellige mit hellige Navn, hverken de eller deres konger, med deres Bolen eller deres kongers Lig, 026 EZE 043 008 de, som satte deres Tærskel lige ved min og deres Dørstolper lige ved mine, kun med en Mur imellem mig og dem, og vanhelligede mit hellige Navn ved de Vederstyggeligheder, de øvede, så jeg måtte tilintetgøre dem i min Vrede. 026 EZE 043 009 Nu skal de fri mig for deres Bolen og deres Kongers Lig, så jeg kan bo iblandt dem til evig Tid. 026 EZE 043 010 Men du, Menneskesøn, giv Israels Hus en Beskrivelse af Templet, dets Udseende og Form, at de må skamme sig over deres Misgerninger. 026 EZE 043 011 Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, så kundgør dem Templets Omrids og Indretning, dets Udgange og Indgange, et helt Billede deraf; ligeledes alle Vedtægter og Love derom; og skriv det op for deres Øjne, at de må mærke sig Billedet i sin Helhed og alle Vedtægterne og holde dem. 026 EZE 043 012 Dette er Loven om Templet: På Bjergets Tinde skal alt dets Område til alle Sider være højhelligt; se, det er Loven om Templet. 026 EZE 043 013 Følgende er Alterets Mål i Alen, en Alen en Håndsbred længere end sædvanlig: Foden var en Alen høj og en Alen bred, Kantlisten Randen rundt et Spand høj. Om Alterets Højde gælder følgende: 026 EZE 043 014 Fra Foden underneden op til det nederste Fremspring to Alen med en Alens Bredde; og fra det lille Fremspring til det store fire Alen med en Alens Bredde. 026 EZE 043 015 Ildstedet var fire Alen højt, og fra Ildstedet ragede fire Horn i Vejret. 026 EZE 043 016 Ildstedet var tolv Alen langt og tolv Alen bredt, så det dannede en ligesidet Firkant. 026 EZE 043 017 Det store Fremspring var fjorten Alen langt og fjorten Alen bredt på alle fire Sider; det lille Fremspring seksten Alen langt og seksten Alen bredt på alle fire Sider; Kantlisten rundt om en halv Alen bred og Foden en Alen bred rundt om. Trappen var på Østsiden. 026 EZE 043 018 Og han sagde til mig: Menneskesøn! Så siger den Herre HERREN: Følgende er Vedtægteme om Alteret, på den Dag det bygges til at ofre Brændofre og sprænge Blod på: 026 EZE 043 019 Så lyder det fra den Herre HERREN: Levitpræsterne, som nedstammer fra Zadok og må nærme sig mig for at gøre Tjeneste for mig, skal du give en ung Tyr til Syndoffer; 026 EZE 043 020 og du skal tage noget af dens Blod og stryge det på Alterets fire Horn, på Fremspringets fire Hjørner og på Kantlisten rundt om og således rense det for Synd og fuldbyrde Soningen for det. 026 EZE 043 021 Og du skal tage Syndoffertyren og brænde den ved Tempelvagten uden for Helligdommen. 026 EZE 043 022 Næste Dag skal du bringe en lydefri Gedebuk som Syndoffer, og de skal rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det med Tyren. 026 EZE 043 023 Og når du er til Ende med at rense det for Synd, skal du bringe en lydefri ung Tyr og en lydefri Væder af Småkvæget; 026 EZE 043 024 du skal bringe dem for HERRENs Åsyn, og Præsterne skal strø Salt på dem og ofre dem som Brændoffer for HERREN. 026 EZE 043 025 Syv Dage skal du daglig ofre en Syndofferbuk, og man skal ofre en ung Tyr og en Væder af Småkvæget, lydefri Dyr; 026 EZE 043 026 i syv Dage skal man fuldbyrde Soningen for Alteret og rense det og indvie det. 026 EZE 043 027 Således skal man bære sig ad i disse Dage. Og på den ottende Dag og siden hen skal Præsterne ofre eders Brændofre og Takofre på Alteret; og jeg vil have Behag i eder, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 044 001 Derpå førte han mig tilbage ad helligdommens ydre østport til, og den var lukket." 026 EZE 044 002 Og HERREN sagde til mig: Denne Port skal være lukket og må ikke åbnes! Ingen må gå ind derigennem, thi igennem den drog HERREN, Israels Gud, ind; derfor skal den være lukket. 026 EZE 044 003 Kun Fyrsten må sidde i den og holde Måltid for HERRENs Åsyn; men han skal gå ind igennem Portforhallens Dør og samme Vej ud. 026 EZE 044 004 Derpå førte han mig i Retning af Nordporten til Pladsen foran Templet, og jeg skuede, og se, HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus, og jeg faldt på mit Ansigt. 026 EZE 044 005 Da sagde HERREN til mig: Menneskesøn, mærk dig og se med dine Øjne og hør med dine Ører alt, hvad jeg taler til dig med Hensyn til alle Vedtægter og Love om HERRENs Hus, og læg vel Mærke til, hvad der gælder om Adgang til Templet gennem en hvilken som helst af Helligdommens Udgange. 026 EZE 044 006 Og sig til Israels Hus, den genstridige Slægt: Så siger den Herre HERREN: Lad det nu være nok med alle eders Vederstyggeligheder, Israels Hus, 026 EZE 044 007 at I lod fremmede med uomskårne Hjerter og uomskåret Kød komme ind i min Helligdommen, for at de skulde være der og vanhellige mit Hus, når I frembar min Mad, Fedt og Blod og således brød min Pagt ved alle eders Vederstyggeligheder. 026 EZE 044 008 I tog ikke Vare på, hvad der var at varetage ved mine hellige Ting, men overlod de fremmede at tage Vare på, hvad der var at varetage i min Helligdom. 026 EZE 044 009 Derfor, så siger den Herre HERREN: Ingen fremmed med uomskåret Hjerte og uomskåret Kød må komme i min Helligdom, ikke een af de fremmede, som lever blandt Israels Børn. 026 EZE 044 010 Men de Leviter, som fjernede sig fra mig, da Israel for vild, idet de for vild fra mig og holdt sig til deres Afgudsbilleder, de skal bære deres Misgerning. 026 EZE 044 011 De skal i min Helligdom gøre Vagttjeneste ved Tempelportene og udføre Arbejdet i Templet, idet de skal slagte Brændofrene og Slagtofrene for Folket og stå dem til Tjeneste og gå dem til Hånde. 026 EZE 044 012 Fordi de gik dem til Hånde over for deres Afgudsbilleder og således blev Årsag til Skyld for Israels Hus, derfor løfter jeg min Hånd imod dem, lyder det fra den Herre HERREN, på at de skal bære deres Misgerning. 026 EZE 044 013 De må ikke nærme sig mig for at gøre Præstetjeneste for mig, ej heller må de nærme sig nogen af mine hellige Ting, det højhellige, men de skal bære deres Skændsel og de Vederstyggeligheder, de øvede. 026 EZE 044 014 Jeg sætter dem til at tage Vare på, hvad der er at varetage i Templet ved alt Arbejde der, ved alt, hvad der er at gøre derinde. 026 EZE 044 015 Men Levitpræsterne, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad der var at varetage i min Helligdom, dengang Israeliterne for vild fra mig, skal nærme sig mig for at gå mig til Hånde og være mig til Tjeneste og ofre mig Fedt og Blod, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 044 016 De skal gå ind i min Helligdom og nærme sig mit Bord for at gå mig til Hånde og tage Vare på, hvad jeg vil have varetaget. 026 EZE 044 017 Og når de går ind ad den indre Forgårds Port, skal de være iført Linnedklæder; de må ikke have uld på Kroppen, når de gør Tjeneste i den indre Forgårds Porte eller længere inde. 026 EZE 044 018 De skal bære Linnedhuer på Hovedet og Linnedbenklæder om Lænderne; de må ikke omgjorde sig med noget, som fremkalder Sved. 026 EZE 044 019 Og når de går ud i den ydre Forgård til Folket, skal de afføre sig de Klæder, i hvilke de gør Tjeneste, gemme dem i Helligdommens kamre og iføre sig andre Klæder, at de ikke skal gøre Folket helligt med deres Klæder. 026 EZE 044 020 Hovedet må de ikke rage, dog heller ikke lade Håret vokse frit, men de skal klippe deres Hår. 026 EZE 044 021 Vin må ingen Præst drikke, når han går ind i den indre Forgård. 026 EZE 044 022 Enke eller fraskilt må de ikke tage til Ægte, men kun Jomfruer af Israels Hus; dog må de ægte Enken efter en Præst. 026 EZE 044 023 De skal lære mit Folk at skelne mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt, og undervise dem i Forskellen mellem rent og urent. 026 EZE 044 024 Ved Retstrætter skal de optræde som Dommere; efter mine Lovbud skal de dømme. De skal overholde mine Love og Vedtægter på alle mine Højtidsdage og helligholde mine Sabbater. 026 EZE 044 025 Et Lig må de ikke komme nær, at de ikke skal blive urene derved; kun ved Fader, Moder, Søn, Datter, Broder eller ugift Søster må de gøre sig urene; 026 EZE 044 026 og efter at være blevet uren skal han tælle syv Dage frem, så er han atter ren; 026 EZE 044 027 den Dag han atter går ind i Helligdommen, i den indre Forgård, for at gøre Tjeneste i Helligdommen, skal han frembære et Syndoffer, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 044 028 De skal ingen Arvelod have; jeg er deres Arvelod. Og Ejendom i Israel må I ikke give dem; jeg er deres Ejendom. 026 EZE 044 029 Afgrødeofferet, Syndofferet og Skyldofferet skal de spise, og alt, hvad der er lagt Band på i Israel, skal tilfalde dem. 026 EZE 044 030 Det bedste af al Førstegrøde af enhver Art, alle Offerydelser af enhver Art, alt, hvad I måtte yde, skal tilfalde Præsterne, og Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Præsten for at nedkalde Velsignelse over eders Huse. 026 EZE 044 031 Intet Ådsel og intet, som er sønderrevet, være sig Fugl eller firføddet Dyr, må Præsterne spise. 026 EZE 045 001 Når I udskifter landet ved lodkastning, skal I yde Herren en Offerydelse, en hellig Del af Landet, 25 000 Alen lang og 20 000 Alen bred; hellig skal den være i hele sin Udstrækning. 026 EZE 045 002 Deraf skal til Helligdommen fratages et firkantet Stykke på 500 Alen til alle Sider, omgivet af en åben Plads på 50 Alen. 026 EZE 045 003 Af denne Strækning skal du afmåle et Stykke på 25000 Alens Længde og 10000 Alens Bredde; der skal Helligdommen, den højhellige, ligge. 026 EZE 045 004 Det er en hellig Gave af Landet og skal tilfalde Præsterne, som gør Tjeneste i Helligdommen, dem, som træder frem for at gøre Tjeneste for HERREN; og det skal give dem Plads til Boliger og Græsgang. 026 EZE 045 005 Et Stykke på 25000 Alens Længde og 10000 Alens Bredde skal som Grundejendom tilfalde Leviteme, som gør Tjeneste i Templet, til Byer at bo i. 026 EZE 045 006 Byens Grundejendom skal I give en Bredde af 5000 Alen og en Længde af 25000 Alen, samme Længde som den hellige Offerydelse; den skal tilhøre hele Israels Hus. 026 EZE 045 007 Og Fyrsten skal på begge Sider af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom have et Område langs den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom både på Vestsiden og Østsiden af samme Længde som en af Stammelodderne fra Landets Vestgrænse til Østgrænsen; 026 EZE 045 008 det skal tilhøre ham som Grundejendom i Israel, for at mine Fyrster ikke fremtidig skal undertrykke mit Folk; men det øvrige Land skal gives Israels Hus, Stamme for Stamme. 026 EZE 045 009 Så siger den Herre HERREN: Lad det nu være nok, I Israels Fyrster! Afskaf Vold og Undertrykkelse, gør Ret og Skel og hør op med eders Overgreb mod mit Folk, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 045 010 Vægt, som vejer rigtigt, Efa og Bat, som holder Mål, skal I have. 026 EZE 045 011 Efa og Bat skal have ens Mål, så at en Bat holder en Tiendedel Homer, og en Efa ligeledes en Tiendedel Homer; efter en Homer skal Målet fastslås. 026 EZE 045 012 En Sekel skal holde tyve Gera; fem Sekel skal være fem, ti Sekel ti, og til halvtredsindstyve Sekel skal l regne en Mine. 026 EZE 045 013 Dette er den offerydelse, I skal yde: En Sjetedel Efa af hver Homer Hvede og en Sjetedel Efa af hver Homer Byg. 026 EZE 045 014 Den fastsatte Ydelse af Olien: En Tiendedel Bat af hver Kor, ti Bat udgør jo en Kor; 026 EZE 045 015 et Lam fra Småkvæget af hver 200 som Offerydelse fra alle Israels Slægter til Afgrødeofre, Brændofre og Takofre for at skaffe eder Soning, lyder det fra den Herre HERREN 026 EZE 045 016 Alt Folket i Landet skal give Fyrsten i Israel denne Offerydelse. 026 EZE 045 017 Men Fyrsten skal det påhvile at udrede Brændofrene, Afgrødeofrene og Drikofrene på Højtiderne, Nymånefesterne og Sabbaterne, alle Israels Huses Fester; han skal sørge for Syndofrene, Afgrødeofrene, Brændofrene og Takofrene for at skaffe Israels Hus Soning. 026 EZE 045 018 Så siger den Herre HERREN: På den første Dag i den første Måned skal I fage en lydefri ung Tyr og rense Helligdommen for Synd. 026 EZE 045 019 Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod og stryge det på Templets Dørstolper, Alterfremspringets fire Hjørner og Dørstolperne til den indre Forgårds Port. 026 EZE 045 020 Det samme skal han gøre på den første Dag i den syvende Måned for deres Skyld, som har fejlet af Vanvare eller Uvidenhed, og således skaffe Templet Soning. 026 EZE 045 021 På den fjortende Dag i den første Måned skal I fejre Påskefesten: syv Dage skal I spise usyret Brød; 026 EZE 045 022 og Fyrsten skal på den Dag for sig selv og for alt Folket i Landet ofre en Tyr som Syndoffer; 026 EZE 045 023 på de syv Festdage skal han som Brændoffer for HERREN ofre syv Tyre og syv Vædre, lydefri Dyr, på hver af de syv Dage, og ligeledes daglig som Syndoffer en Gedebuk; 026 EZE 045 024 og som Afgrødeoffer skal han ofre en Efa med Tyren og ligeledes een med Væderen, desuden en Hin Olie med Efaen. 026 EZE 045 025 På den femtende Dag i den syvende Måned skal han på Festen ofre lige så meget som Syndoffer, Brændoffer, Afgrødeoffer og lige så megen Olie; det skal han gøre syv Dage. 026 EZE 046 001 Så siger den Herre HERREN: Den indre forgårds østport skal være lukket de seks hverdage, men på Sabbatsdagen skal den åbnes, ligeledes på Nymånedagen: 026 EZE 046 002 og Fyrsten skal udefra gå ind gennem Portens Forhal og stille sig ved Portens Dørstolpe. Præsterne skal ofre hans Brændoffer og Takofre, og han skal tilbede på Portens Tærskel og så gå ud igen; og Porten skal stå åben til Affen. 026 EZE 046 003 Men Folket i Landet skal på Sabbaterne og Nymånedagene tilbede for HERRENs Åsyn ved denne Ports Indgang. 026 EZE 046 004 Det Brændoffer, Fyrsten bringer HERREN på Sabbatsdagen, skal udgøre seks lydefri Lam og en lydefri Væder, 026 EZE 046 005 dertil et Afgrødeoffer på en Efa med Væderen og et Afgrødeoffer efter Behag med Lammene, desuden en Hin Olie med hver Efa. 026 EZE 046 006 På Nymånedagen skal det udgøre en ung, lydefri Tyr, seks Lam og en Væder, lydefri Dyr; 026 EZE 046 007 med Tyren skal han ofre et Afgrødeoffer på en Efa, med Væderen ligeledes en Efa og med Lammene efter Behag desuden en Hin Olie med hver Efa. 026 EZE 046 008 Når Fyrsten går ind, skal han komme gennem Portens Forhal, og samme Vej skal han gå ud; 026 EZE 046 009 men når Folket i Landet konmmer for HERRENs Åsyn på Festerne, skal den, der kommer ind gennem Nordporten for at tilbede, gå ud gennem Sydporten, og den, der kommer ind gennem Sydporten, gå ud genmmem Nordporten; han må ikke vende tilbage gennem den Port, han kom ind ad, men skal gå ud på den modsatte Side. 026 EZE 046 010 Fyrsten skal være iblandt dem; når de går ind, skal han også gå ind, og når de går ud, skal han også gå ud. 026 EZE 046 011 På Festerne og Højtiderne skal Afgrødeofferet være en Efa med hver Tyr og ligeledes en Efa med hvem Væder, men med Lammene efter Behag; desuden en Hin Olie med hver Efa. 026 EZE 046 012 Når Fyrsten ofrer et frivilligt Offer, et Brændoffer eller Takofre som frivilligt ofer til HERREN, skal man åbne Østporten for ham, og han skal ofre sit Brændoffer eller sine Takofre, som han gør på Sabbatsdagen; og når han er gået ud, skal man lukke Porten efter ham. 026 EZE 046 013 Et årgammelt, lydefrif Lam skal han daglig ofre som Brændoffer for HERREN; hver Morgen skal han ofre det; 026 EZE 046 014 og dertil skal han hver Morgen sonm Afgrødeoffer ofre en Sjettedel Efa og til af fugte Melet desuden en Tredjedel Hin Olie; det er et Afgmødeoffer for HERREN, en evigt gældende Ordning. 026 EZE 046 015 Således skal de hver Morgen ofre Lammet, Afgrødeofferet og Olien som dagligt Brændoffer. 026 EZE 046 016 Så siger den Herre HERREN: Når Fyrsten giver en af sine Sønner en Gave af sin Arvelod, skal den tilhøre hans Sønner; den skal være deres arvelige grundejendom; 026 EZE 046 017 men giver han en af sine Tjenere en Gave af sin Arvelod, skal den kun tilhøre ham til Frigivningsåret; så skal den vende tilbage til Fyrsten. Kun hans Sønner skal varigt eje en sådan Arvelod. 026 EZE 046 018 Og Fyrsten må ikke tage noget af Folkets Arvelod, idet han med Vold trænger dem ud af deres Grundejendom; af sin egen Grundejendom skal han give sine Sønner Arvelod, at ingen i mit Folk skal jages bort fra sin Grundejendom. 026 EZE 046 019 Derpå førte han mig ind gennem Indgangen ved Siden af Porten til de hellige Kamre, som var indrettet til Præsterne og vendte mod Nord, og se, der var et Rum i den inderste krog mod Vest. 026 EZE 046 020 Han sagde til mig: "Her er det Rum, hvor Præsterne skal koge Syndofferet og Skyldoferet og bage Afgrødeofferet for ikke at tvinges til at bringe det ud i den ydre Forgård og således hellige Folket." 026 EZE 046 021 Så bragte han mig ud i den ydre Forgård og førte mig rundt til Forgårdens fire Hjørner, og se, i hvert Hjørne var der et Gårdsrum; 026 EZE 046 022 i Forgårdens fire Hjørner var der små Gårdsrum, fyrretyve Alen lange og tredive Alen brede, alle fire lige store; 026 EZE 046 023 der var Mure rundt om dem alle fire, og der var indrettet Køkkener rundt om langs Murene. 026 EZE 046 024 Og han sagde til mig: "Her er Køkkenerne, hvor de, der gør Tjemmesle i Templet, skal koge Folkets Slagtofre." 026 EZE 047 001 Derpå førte han mig tilbage til tempelets indgang, og se, vand sprang ud under tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside sønden for Alteret. 026 EZE 047 002 Så førte han mig ud gennenm Nordporten og rundt udenom til den ydre Østport, og se, Vand rislede frem fra Sydsiden. 026 EZE 047 003 Derpå gik Manden ud mod Øst med en Målesnor i Hånden, og da han havde målt 1000 Alen, lod han mig gå gennem Vandet, Vand til Anklerne. 026 EZE 047 004 Da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem Vandet, Vand til Knæene; og da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem Vandet, som der nåede til Hoften. 026 EZE 047 005 Da han atter havde målt 1000 Alen, var det en Strøm, som jeg ikke kunde vade over, thi Vandet gik så højt, at man måtte svømme over; det var en Strøm, man ikke kunde vade over, 026 EZE 047 006 Da sagde han til mig: "Har du set det, Menneskesøn?" Og han førte mig tilbage langs Strømmens Bred. 026 EZE 047 007 Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens Bred en stor Mængde Træer på begge Sider; 026 EZE 047 008 og han sagde til mig: "Dette Vand løber ud i Østerkredsen og ned i Araba, og når det falder ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet der sundt; 026 EZE 047 009 alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt hvor Strømmen kommer hen, og der skal være en stor Mængde Fisk; thi når dette Vand kommer derhen, bliver Havvandet sundt, og alt skal leve, hvor Strømmen kommer hen. 026 EZE 047 010 Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til En-Eglajim; et Sted til at udspænde Fiskegarn skal det være; dels Fisk skal være som det store Havs Fisk, såre mange. 026 EZE 047 011 Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde; af dem skal udvindes Salt. 026 EZE 047 012 På begge Flodens Bredder skal der vokse alle Hånde Frugttræer, hvis Blade ikke falder af, og hvis Frugter aldrig får Ende; hver Måned bærer de nye Frugter; thi dens Vand udspringer i Helligdommen. Frugterne skal tjene til Føde og Bladene til Lægedom." 026 EZE 047 013 Så siger den Herre HERREN: Dette er den Grænse, inden for hvilken I skal udskifte Landet imellem eder efter Israels tolv Stammer; Josef skal have to Lodder. 026 EZE 047 014 I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje, som jeg med løftet Hånd svor at give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder som Arvelod. 026 EZE 047 015 Således skal Landets Nordgrænse være: Fra det store Hav i Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen går til Zedad, 026 EZE 047 016 Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskuss og Hamats Områder, Hazar-Enon ved Haurans Grænse. 026 EZE 047 017 Grænsen går fra det store Hav til Hazar-Enon, således at Damaskuss Område ligger norden for ved Siden af Hamat. Det er Nordgrænsen. 026 EZE 047 018 Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem Hauran og Damaskus danner Jordan Grænse mellem Gilead og Israels Land til Havet i Øst, hen til Tamar. Det er Øsfgrænsen. 026 EZE 047 019 Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken, ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen. 026 EZE 047 020 Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse til tværs over for det Sted, hvor Vejen går til Hamat. Det er Vestgrænsen. 026 EZE 047 021 Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels Stammer; 026 EZE 047 022 I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod mellem eder og de fremmede, som bor iblandt eder og der har avlet Sønner og Døtre; de skal være eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod med eder om Arvelod blandt Israels Stammer. 026 EZE 047 023 I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give ham hans Arvelod, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 048 001 Følgende er navnene på stammerne: Yderst i nord fra havet i retning af Hetlon til det sted, hvor Vejen går til Hamat, og videre til Hazar-Enon, med Damaskuss Område mod Nord ved Siden af Hamat, fra Østsiden til Vestsiden: Dan, een Stammelod; 026 EZE 048 002 langs Dans Område fra Østsiden til Vestsiden: Aser, een Stammelod; 026 EZE 048 003 langs Asers Område fra Østsiden til Vestsiden: Naftali, een Stammelod; 026 EZE 048 004 langs Naftalis Område fra Østsiden til Vestsiden: Manasse, een Stammelod; 026 EZE 048 005 langs Manasses Område fra Østsiden til Vestsiden: Efraim, een Stammelod; 026 EZE 048 006 langs Efrainms Område fma Østsiden til Vestsiden: Ruben, een Stammelod; 026 EZE 048 007 langs Rubens Område fra Østsiden til Vestsiden: Juda, een Stammelod. 026 EZE 048 008 Langs Judas Område fra Østsiden til Vestsiden skal Offerydelsen, som I yder, være 25000 Alen bred og lige så lang som hver Stammelod fra Østsiden til Vestsiden; og Helligdommen skal ligge i Midten. 026 EZE 048 009 Offerydelsen, som I skal yde HERREN, skal være 25 000 Alen lang og 20800 Alen bred; 026 EZE 048 010 og den hellige Offerydelse skal tilhøre følgende: Præsterne skal have et Stykke, som mod Nord er 25 000 Alen langt, mod Vest 10.000 Alen bredt, mod Øst 10000 Alen bredt og mod Syd 25.000 Alen langt; og HERRENs Helligdom skal ligge i Midten. 026 EZE 048 011 De helligede Præster, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad jeg vilde have varetaget, og ikke som Leviterne for vild, da Israeliterne gjorde det, 026 EZE 048 012 skal det tilhøre som en Offerydelse af Landets Offerydelse, et højhelligt Område langs Leviternes. 026 EZE 048 013 Og Leviterne skal have et lige så stort Område som Præsterne, 25000 Alen langt og 10000 Alen bredt; den samlede Længde bliver således 25000 Alen, Bredden 20000. 026 EZE 048 014 De må ikke sælge eller bortbytte noget deraf eller overdrage denne førstegrøde af Landet til andre, thi den er helliget HERREN. 026 EZE 048 015 Det Stykke på 5000 Alens Bredde, som er tilovers af Offerydelsens Bredde langs de 25000 Alen, skal være uindviet Land og tilfalde Byen til Boliger og Græsgang, og Byen skal ligge i Midten; 026 EZE 048 016 dens Mål skal være følgende: Nordsiden 4500 Alen, Sydsiden 4500, Østsiden 4500 og Vestsiden 4500. 026 EZE 048 017 Byens Græsgang skal være 250 Alen mod Nord, 250 mod Syd, 250 mod Øst og 250 mod Vest. 026 EZE 048 018 Af det Stykke, som endnu er tilovers langs med den hellige Offerydelse, 10000 Alen mod Øst og 10000 mod Vest, skal Afgrøden tjene Byens indbyggere til Mad. 026 EZE 048 019 Byens Befolkning skal sammensættes således, at Folk fra alle israels Stammer bor der: 026 EZE 048 020 I alt skal I som Offerydelse yde en Firkant på 25000 Alen, den hellige Offerydelse foruden Byens Grundejendom. 026 EZE 048 021 Men Resten skal tilfalde Fyrsten; hvad der ligger på begge Sider af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom, østen for de 25000 Alen hen til Østgrænsen og vesten for de 25000 Alen hen til Vestgrænsen, langs Stammelodderne, skal tilhøre Fyrsten; den hellige Offerydelse, Templets Helligdomn i Midten 026 EZE 048 022 og Leviternes og Byens Grundejendom skal ligge midt imellem de Stykker, som tilfalder Fyrsten mellem Judas og Benjamins Område. 026 EZE 048 023 Så følger de sidste Stammer: Fra Østsiden til Vestsiden Benjammmin, een Stammelod; 026 EZE 048 024 langs Benjamins Område fra Østsiden til Vestsiden: Simeon, een Stammelod; 026 EZE 048 025 langs Simeons Område fra Østsiden til Vestsiden: Issakar, een Stammelod; 026 EZE 048 026 langs Issakars Område fra Østsiden til Vestsiden: Zebulon, een Stammelod; 026 EZE 048 027 langs Zebulons Område fra Østsiden til Vestsiden: Gad, een Stammelod; 026 EZE 048 028 og langs Gads Område på Sydsiden skal Grænsen gå fra Tamar over Meribas Vandved Kadesj til Bækken ud til det store Hav. 026 EZE 048 029 Det er det Land, I ved Lodkastning skal udskifte som Arvelod til Israels Stammer, og det er deres Stammelodder, lyder det fra den Herre HERREN. 026 EZE 048 030 Følgende er Byens udgange; Byens Porte skal opkaldes efter Israels Stammer: 026 EZE 048 031 På Nordsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Rubens, den anden Judas og den tredje Levis; 026 EZE 048 032 på Østsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Josefs, den anden Benjamins og den tredje Dans; 026 EZE 048 033 på Sydsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Simeons, den anden Issakars og den tredje Zebulons; 026 EZE 048 034 på Vestsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Gads, den anden Asers og den tredje Naftalis. 026 EZE 048 035 Omkredsen er 18000 Alen. Og Byens Navn skal herefter være: HERREN er der. # # BOOK 027 DAN Daniel Daniel 027 DAN 001 001 I Kong Joakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar af Babel til Jerusalem og belejrede det. 027 DAN 001 002 Og Herren gav Kong Jojakim af Juda og en Del af Guds Huses Kar i hans Hånd, og han førte dem til Sinears Land; men Karrene bragte han til sin Guds Skatkammer. 027 DAN 001 003 Kongen bød derpå sin Overhofmester Asjpenaz at tage nogle Israeliter, dels af kongelig Slægt, dels af adelig Byrd, 027 DAN 001 004 unge Mænd uden mindste Lyde og med et smukt Ydre, vel bevandrede i al Visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre Tjeneste i Kongens Palads, og lære dem Kaldæernes Skrift og Tungemål 027 DAN 001 005 og opdrage dem i tre År, for at de så kunde træde i Kongens Tjeneste; og Kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen Mad og af den Vin, han selv drak. 027 DAN 001 006 Iblandt dem var Judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja; 027 DAN 001 007 og Overhofmesteren gav dem andre Navne, idet han kaldte Daniel Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azarja Abed Nego. 027 DAN 001 008 Men Daniel satte sig for, at han ikke vilde gøre sig uren med kongens Mad eller den Vin Kongen drak; derfor bad han Overhofmesteren om at blive fri for at gøre sig uren dermed. 027 DAN 001 009 Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos Overhofmesteren; 027 DAN 001 010 men Overhofmesteren sagde til ham: "Jeg frygter for, at min Herre Kongen, som har tildelt eder Mad og brikke, skal finde, at I ser ringere ud end de andre unge Mænd på eders Alder, og at I således skal bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen." 027 DAN 001 011 Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren havde sat over Daniel, Hananja, Misjael og Azarja: 027 DAN 001 012 "Prøv engang dine Trælle i ti, Dage og lad os få Grøntsager at spise og Vand at drikke! 027 DAN 001 013 Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser." 027 DAN 001 014 Han føjede dem da heri og prøvede det med dem i ti Dage. 027 DAN 001 015 Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad. 027 DAN 001 016 Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de skulde drikke, bringe bort og gav dem Grøntsager i Stedet. 027 DAN 001 017 Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme. 027 DAN 001 018 Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling, kom, førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezar. 027 DAN 001 019 Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt dem alle ingen, som kunde måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de trådte derfor i Kongens Tjeneste. 027 DAN 001 020 Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle Drømmetydere og Manere i hele sit Rige. 027 DAN 001 021 Og Daniel blev.... til Kong Kyross første År. 027 DAN 002 001 I sit andet regeringsår drømte Nebukadnezar, og hans sind blev uroligt, så han ikke kunde sove 027 DAN 002 002 Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de kom og trådte frem for Kongen. 027 DAN 002 003 Da sagde Kongen til dem: "Jeg har haft en Drøm, og mit Sind falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder." 027 DAN 002 004 Kaldæerne svarede Kongen (på Aramaisk") ): "Kongen leve evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den." 027 DAN 002 005 Men Kongen svarede Kaldæerne: "Mit Ord står fast! Hvis I ikke både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og sammen og eders Huse gøres til Skarndynger; 027 DAN 002 006 men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!" 027 DAN 002 007 De svarede atter: "Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den." 027 DAN 002 008 Kongen svarede: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde Tid, fordi I ser, mit Ord står fast, 027 DAN 002 009 så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den." 027 DAN 002 010 Kaldæerne svarede Kongen: "Der findes ikke et Menneske på Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo heller nogen Konge, hvor stor og tnægtig han end var, krævet sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer; 027 DAN 002 011 hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige." 027 DAN 002 012 Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle Babels Vismænd skulde henrettes. 027 DAN 002 013 Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem ihjel. 027 DAN 002 014 Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at slå Babels Vismænd ihjel. 027 DAN 002 015 Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: "Hvorfor er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?" Og da Arjok havde sat ham ind i Sagen, 027 DAN 002 016 gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så skulde han tyde Kongen Drømmen. 027 DAN 002 017 Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og Azarja ind i Sagen, 027 DAN 002 018 og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmbjertighed, så han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd. 027 DAN 002 019 Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel priste Himmelens Gud, 027 DAN 002 020 tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn fra Evighed og til Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke! 027 DAN 002 021 Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres Visdom og de indsigtsfulde deres Viden; 027 DAN 002 022 han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad Mørket gemmer, og Lyset bor hos ham. 027 DAN 002 023 Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig om; thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os!" 027 DAN 002 024 Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havdepålagt at henrette Babels Vismænd, og sagde til ham: "Henret ikke Babels Vismænd, men før mig frem for Kongen, så vil jeg tyde ham Drømmen!" 027 DAN 002 025 Så førte Arjok i Hast Daniel frem for Kongen og sagde til ham: "Jeg har blandt de bortførte Judæere fundet en Mand, som vil tyde Kongen Drømmen!" 027 DAN 002 026 Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar: "Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, jeg har haft, og tyde den?" 027 DAN 002 027 Daniel svarede Kongen: "Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide, kan Vismænd, Manere, Drømmetydere og Stjernetydere ikke sige kongen; 027 DAN 002 028 men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer Hemmeligheder, og han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage: 027 DAN 002 029 Du tænkte, o Konge, på dit Leje over, hvad der skal ske i Fremtiden, og han, som åbenbarer Hemmeligheder, kundgjorde dig, hvad der skal ske. 027 DAN 002 030 Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen Visdom, som jeg har forud for alle andre levende Væsener, men for at Drømmen kan blive tydet Kongen, så du kan kende dit Hjertes Tanker. 027 DAN 002 031 Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte; denne Billedstøtte var stor og dens Glans overmåde stærk; den stod foran dig, og dens Udseende var forfærdeligt. 027 DAN 002 032 Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst og Arme af Sølv, Bug og Lænder af Kobber. 027 DAN 002 033 Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern og halvt af Ler. 027 DAN 002 034 Således skuede du, indtil en Sten reves løs, dog ikke ved Menneskehænder, og ramte Billedstøttens Jern og Lerfødder og knuste dem; 027 DAN 002 035 og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld og blev som Avner fra Sommerens Tærskepladser, og Vinden bar det sporløst bort; men Stenen, som ramte Billedstøtten, blev til et stort Bjerg, der fyldte hele Jorden. 027 DAN 002 036 Således var Drømmen, og nu vil vi tyde Kongen den: 027 DAN 002 037 Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud gav Kongedømme, Magt, Styrke og Ære, 027 DAN 002 038 i hvis Hånd han gav Menneskene, så vide de bor, Markens Dyr og Himmelens Fugle, så han gjorde dig til Hersker over dem alle du er Hovedet, som var af Guld. 027 DAN 002 039 Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere end dit, og derpå atter et tredje Rige, som er af Kobber, og hvis Herredømme skal strække sig over hele Jorden. 027 DAN 002 040 Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt som Jern; thi Jern knuser og søndrer alt; og som Jem sønderslår, skal det knuse og sønderslå alle hine Riger. 027 DAN 002 041 Men når du så Fødderne og Tæerne halvt af Pottemagerler og halvt af Jern, betyder det, at det skal være et Rige uden Sammenhold; dog skal det have noget af Jernets Fasthed, thi du så jo, at Jern var blandet med Ler. 027 DAN 002 042 Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af Ler, betyder, at Riget delvis skal være stærkt, delvis svagt. 027 DAN 002 043 Og når du så, at Jernet var blandet med Ler, betyder det, at de skal indgå Ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes holde sammen, så lidt som Jern kan blandes med Ler. 027 DAN 002 044 Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette et Rige, som aldrig i Evighed skal forgå. og Herredømmet skal ikke gå over til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger, men selv stå i al Evighed; 027 DAN 002 045 thi du så jo, at en Sten reves løs fra Klippen, dog ikke ved Menneskehænder, og knuste Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En stor Gud har kundgjort Kongen, hvad der skal ske herefter; og Drømmen er sand og Tydningen troværdig." 027 DAN 002 046 Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt og bøjede sig for Daniel, og han bød, at man skulde bringe ham Ofre og Røgelse. 027 DAN 002 047 Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel "I Sandhed, eders Gud er Gudernes Gud og Kongernes Herre, og han kan åbenbare Hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne Hemmelighed." 027 DAN 002 048 Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav ham mange store Gaver, og han satte ham til Herre over hele Landsdelen Babel og til Overherre over alle Babels Vismænd. 027 DAN 002 049 Men på Daniels Bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego at styre Landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i Kongens Gård. 027 DAN 003 001 Kong Nebukadnezar lod lave en billedstøtte af guld, tresindstyve tyve Alen høj og seks Alen bred, og han opstillede den på Dalsletten Dura i Landsdelen Babel. 027 DAN 003 002 Så sendte Kong Nebukadnezar Bud for at sammenkalde Satraper, Landshøvdinger, Statholdere, Overdommere, Skatmestre, lovkyndige, Dommere og alle andre Embedsmænd i Landsdelen, at de skulde komme til Stede når Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, blev indviet. 027 DAN 003 003 Da samledes Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne, Overdommerne, Skatmestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle andre Embedsmænd i Landsdelen til indvielsen af Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, og de stillede sig foran den. 027 DAN 003 004 Så råbte en Herold med høj Røst: "Det tilkendegives eder, I Folk, Stammer og Tungemål: 027 DAN 003 005 Når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar har ladet opstille. 027 DAN 003 006 Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig kastes i den gloende Ovn." 027 DAN 003 007 Så snart alt Folket nu hørte Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebræfter og alle Hånde andre Instrumenter klinge, faldt de derfor ned alle Folk, Stammer og Tungemål og tilbad Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille. 027 DAN 003 008 Men ved samme Lejlighed trådte nogle kaldæiske Mænd frem og førte Klage mod Jøderne. 027 DAN 003 009 De tog til Orde og sagde til Kong Nebukadnezar: "Kongen leve evindelig! 027 DAN 003 010 Du, o Konge, har påbudt, at enhver, når han hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal falde ned og tilbede Guldbilledstøtten, 027 DAN 003 011 og at den, som ikke gør det, skal kastes i den gloende Ovn. 027 DAN 003 012 Men nu er her nogle jødiske Mænd, som du har overdraget at styre Landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; disse Mænd ænser ikke dit Påbud, o Konge; de dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille." 027 DAN 003 013 Da lod Nebukadnezar i Vrede og Harme Sjadrak, Mesjak og Abed Nego hente; og da Mændene var ført frem for Kongen, 027 DAN 003 014 sagde Nebukadnezar til dem: "Er det oplagt Råd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, at I ikke dyrker min Gud eller tilbeder Guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille? 027 DAN 003 015 Nu vel, hvis I er rede til, når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre instrumenter klinge, at falde ned og tilbede Billedstøtten, som jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I på Stedet kastes i den gloende Ovn. Og hvilken Gud er der, som da kan fri eder af mine Hænder?" 027 DAN 003 016 Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego svarede Kong Nebukadnezar: "Det har vi ikke nødig at svare dig på! 027 DAN 003 017 Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende Ovn, og han vil fri os af din Hånd, o Konge; 027 DAN 003 018 men hvis ikke, så må du vide, o Konge, at din Gud dyrker vi dog ikke, og Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!" 027 DAN 003 019 Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtryk ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; han tog til Orde og sagde, at Ovnen skulde gøres syv Gange hedere end ellers, 027 DAN 003 020 og bød nogle håndfaste Mænd i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego og kaste dem i den gloende Ovn. 027 DAN 003 021 Så blev Mændene bundet i de deres Kapper, Underklæder, Huer og andre Klædningsstykker og kastet i den gloende Ovn. 027 DAN 003 022 Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet til Overmål, brændte Luen de Mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego op på Ovnen, 027 DAN 003 023 medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, bundne faldt ned i den gloende Ovn. 027 DAN 003 024 Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og stod hastigt op; og han tog til Orde og spurgte sine Rådsherrer: "Var det ikke tre Mænd, vi kastede bundne i Ilden?" De svarede Kongen: "Jo, det var, Konge!" 027 DAN 003 025 Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd gå frit om i Ilden, og de har ingen Skade taget; og den fjerde ser ud som en Gudesøn." 027 DAN 003 026 Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende Ovns Dør og råbte: "Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds Tjenere, kom ud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud af Ilden. 027 DAN 003 027 Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne og Kongens Rådsherrer samlede sig og så, af Ilden ikke havde haft nogen Magt over hine Mænds Legemer, at deres Hovedhår ikke var svedet, at deres Kapper var uskadte, og at der ikke var Brandlugt ved dem. 027 DAN 003 028 Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin Engel og rede sine Tjenere, som i Tillid til ham overtrådte Kongens Bud og hengav deres Legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres egen! 027 DAN 003 029 Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk, nogen Stamme og noget Tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans Hus skal gøres til en Skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse." 027 DAN 003 030 Og Kongen gengav Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego deres Stillinger i Landsdelen Babel. 027 DAN 004 001 Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fred være med eder i rigt Mål! 027 DAN 004 002 De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg for godt at kundgøre. 027 DAN 004 003 Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! Hans Rige er et evigt Rige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt. 027 DAN 004 004 Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mit Palads. 027 DAN 004 005 Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig med Rædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Syner forfærdede mig. 027 DAN 004 006 Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem for mig, for at de skulde tyde mig Drømmen. 027 DAN 004 007 Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind, og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den. 027 DAN 004 008 Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzar efter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem for mig, og jeg sagde ham Drømmen: 027 DAN 004 009 Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, at hellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar! Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det! 027 DAN 004 010 Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt. 027 DAN 004 011 Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det sås til Jordens Ende; 027 DAN 004 012 dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf. 027 DAN 004 013 Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen. 027 DAN 004 014 Han råbte med høj Røst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og Fuglene fra dets Grene! 027 DAN 004 015 Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter; 027 DAN 004 016 hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives ham, og syv Tider skal gå hen over ham. 027 DAN 004 017 Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Bud er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!" 027 DAN 004 018 Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kan tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders Ånd. 027 DAN 004 019 Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning forfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmen gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd! 027 DAN 004 020 Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede Himmelen og det sås over hele Jorden, 027 DAN 004 021 hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis Grene Himmelens Fugle byggede Rede, 027 DAN 004 022 det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme rækker til Jordens Ende. 027 DAN 004 023 Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over ham 027 DAN 004 024 så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som er udgået over min Herre Kongen: 027 DAN 004 025 Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil. 027 DAN 004 026 Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med Rødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har Magten. 027 DAN 004 027 Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende på dine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger med Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!" 027 DAN 004 028 Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar. 027 DAN 004 029 Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det kongelige Palads i Babel, 027 DAN 004 030 udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?" 027 DAN 004 031 Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen: "Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme er taget fra dig! 027 DAN 004 032 Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!" 027 DAN 004 033 I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer. 027 DAN 004 034 Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt. 027 DAN 004 035 Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden, og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør du?" 027 DAN 004 036 I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu større Magt blev mig givet. 027 DAN 004 037 Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge: Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i Hovmod. 027 DAN 005 001 Kong Belsazzar gjorde et stort gæstebud for sine tusinde Stormænd og drak Vin med dem. 027 DAN 005 002 Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, som hans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen i Jerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og Medhustruer kunde drikke af dem. 027 DAN 005 003 Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fra Helligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og Medhustruer drak af dem; 027 DAN 005 004 og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv, Kobber, Jern, Træ og Sten. 027 DAN 005 005 Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, som skrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, og Kongen så Hånden, som skrev. 027 DAN 005 006 Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hans Hofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden. 027 DAN 005 007 Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagde til Babels Vismænd: "Enhver, som kan læse denne Skrift og tyde mig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hans Hals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget." 027 DAN 005 008 Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken at læse Skriften eller tyde den for Kongen. 027 DAN 005 009 Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve: også hans Stormænd stod rædselslagne. 027 DAN 005 010 Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind i Gildesalen, og hun tog til Orde og sagde: "Kongen leve evindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikke Farve! 027 DAN 005 011 I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og som i din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og en Visdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte ham til Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne, 027 DAN 005 012 eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtyde Drømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han kan tyde det!" 027 DAN 005 013 Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagde til ham: "Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min Fader Kongen bortførte fra Juda? 027 DAN 005 014 Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundet at sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom. 027 DAN 005 015 Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læse denne Skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig dette. 027 DAN 005 016 Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løse Knuder. Nu vel! Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skal du klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og du skal være den tredje mægtigste i Riget." 027 DAN 005 017 Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver og giv en anden dine Foræringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen. 027 DAN 005 018 Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme, Magt, Herlighed og Ære; 027 DAN 005 019 og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede og bævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvem han vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem han vilde, og nedbøjede, hvem han vilde. 027 DAN 005 020 Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt og overmodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighed fratoges ham. 027 DAN 005 021 Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev som et Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs som Kvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til han skønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige og kan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover. 027 DAN 005 022 Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skønt du vidste alt dette; 027 DAN 005 023 du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har man hentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer og Medhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv, Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre eller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd og råder over alle dine Veje, ham ærede du ikke. 027 DAN 005 024 Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet. 027 DAN 005 025 Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin! 027 DAN 005 026 Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit Riges Dage og gjort Ende derpå. 027 DAN 005 027 Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let. 027 DAN 005 028 Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien." 027 DAN 005 029 Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkæden hængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være den tredje mægtigste i Riget. 027 DAN 005 030 Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt, 027 DAN 005 031 og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve År. 027 DAN 006 001 Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt over hele Riget; 027 DAN 006 002 og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så Kongen intet Tab led. 027 DAN 006 003 Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget, 027 DAN 006 004 søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham. 027 DAN 006 005 Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse." 027 DAN 006 006 Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte således til ham: "Kong Darius leve evindelig! 027 DAN 006 007 Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen. 027 DAN 006 008 Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kan tages tilbage." 027 DAN 006 009 Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud. 027 DAN 006 010 Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort. 027 DAN 006 011 Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud. 027 DAN 006 012 Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale, idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?" Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov." 027 DAN 006 013 Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!" 027 DAN 006 014 Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham. 027 DAN 006 015 Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!" 027 DAN 006 016 Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!" 027 DAN 006 017 Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag. 027 DAN 006 018 Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham. 027 DAN 006 019 Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen. 027 DAN 006 020 Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?" 027 DAN 006 021 Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig! 027 DAN 006 022 Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!" 027 DAN 006 023 Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud. 027 DAN 006 024 Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem. 027 DAN 006 025 Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på hele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål! 027 DAN 006 026 Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme er uden Ende. 027 DAN 006 027 Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere i Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!" 027 DAN 006 028 Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss og Perseren Kyroses Regering. 027 DAN 007 001 I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et drømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; og siden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet. 027 DAN 007 002 Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav, 027 DAN 007 003 og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det andet. 027 DAN 007 004 Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede, indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte. 027 DAN 007 005 Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem Tænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!" 027 DAN 007 006 Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og Magt blev det givet. 027 DAN 007 007 Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerde Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og havde ti Horn. 027 DAN 007 008 Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne som et Menneske og en Mund, der talte store Ord. 027 DAN 007 009 Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af Dage tog Sæde; hans Klædningvarhvid som Sne, hans Hovedhår rent som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild. 027 DAN 007 010 En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op. 027 DAN 007 011 Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og det blev kastet i Ilden og brændt. 027 DAN 007 012 Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid fastsattes til Tid og Stund. 027 DAN 007 013 Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at Dage og førtes frem for ham; 027 DAN 007 014 og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå. 027 DAN 007 015 Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit Hoveds Syner forfærdede mig. 027 DAN 007 016 Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det: 027 DAN 007 017 "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af Jorden; 027 DAN 007 018 men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i Eje i Evigheders Evighed." 027 DAN 007 019 Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med Jerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Fødder nedtrampede, hvad der levnedes, 027 DAN 007 020 og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund, der talte store Ord, og som var større at se til end de andre. 027 DAN 007 021 Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige og overvandt dem, 027 DAN 007 022 indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje. 027 DAN 007 023 Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal fremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andre Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den. 027 DAN 007 024 Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger 027 DAN 007 025 og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid. 027 DAN 007 026 Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og tilintetgøres og ødelægges for evigt. 027 DAN 007 027 Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det." 027 DAN 007 028 Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i mit Hjerte. 027 DAN 008 001 I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for mig. 027 DAN 008 002 Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved Floden Ulaj. 027 DAN 008 003 Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst. 027 DAN 008 004 Jeg så Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad den vilde, og blev mægtig. 027 DAN 008 005 Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et anseligt Horn i Panden. 027 DAN 008 006 Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set stå ved Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; 027 DAN 008 007 og jeg så, hvorledes den, da den nåede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede på den, og ingen reddede Væderen af dens Vold. 027 DAN 008 008 Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner. 027 DAN 008 009 Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land; 027 DAN 008 010 og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem. 027 DAN 008 011 Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden. 027 DAN 008 012 Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning; Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad det gjorde. 027 DAN 008 013 Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og Hæren nedtrampes?" 027 DAN 008 014 Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommen komme til sin Ret igen!" 027 DAN 008 015 Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da stod der for mig en som en Mand at se til, 027 DAN 008 016 og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: "Gabriel, udlæg ham Synet!" 027 DAN 008 017 Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg overvældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til mig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!" 027 DAN 008 018 Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene 027 DAN 008 019 og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid. 027 DAN 008 020 Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne af Medien og Persien, 027 DAN 008 021 den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens Pande er den første Konge. 027 DAN 008 022 At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet, betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans Kraft. 027 DAN 008 023 Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå. 027 DAN 008 024 Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine Råd og ødelægge mægtige Mænd. 027 DAN 008 025 Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd. 027 DAN 008 026 Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern Fremtid." 027 DAN 008 027 Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet og forstod det ikke. 027 DAN 009 001 I Darius, Ahasveruses søns første regeringsår, han som var af medisk Byrd og var blevet Konge over kaldæernes Rige, 027 DAN 009 002 i hans første Regeringsår lagde jeg, Daniel, i Skrifterne Mærke til det Åremål, i hvilket Jerusalem efter HERRENs Ord til Profeten Jeremias skulde ligge i Grus, halvfjerdsindstyve År. 027 DAN 009 003 Jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at fremføre Bøn og Begæring under Faste i Sæk og Aske. 027 DAN 009 004 Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde: "Ak, Herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten og Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud! 027 DAN 009 005 Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine Bud og Vedtægter 027 DAN 009 006 og hørte ikke på dine Tjenere Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, Fyrster og Fædre og til alt Folket i Landet. 027 DAN 009 007 Du står med Retten, Herre, vi med vort Ansigts Blusel, som det nu viser sig, vi Judas Mænd, Jerusalems Borgere, ja alt Israel fjernt og nær i alle Lande, hvor du drev dem hen for deres Troløshed imod dig. 027 DAN 009 008 Herre, vi står med vort Ansigts Blusel, vore Konger, Fyrster og Fædre, fordi vi syndede imod dig. 027 DAN 009 009 Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse, thi vi stod ham imod 027 DAN 009 010 og adlød ikke HERREN vor Guds Røst, så vi fulgte hans Love, som han forelagde os ved sine Tjenere Profeterne. 027 DAN 009 011 Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige mod din Røst; så udøste den svorne Forbandelse, som står skrevet i Guds Tjener Mosess Lov, sig over os, thi vi syndede imod ham; 027 DAN 009 012 og han fuldbyrdede de Ord, han havde talet imod os og de Herskere, som herskede over os, så han bragte en Ulykke over os så stor, at der ingensteds under Himmelen er sket Mage til den Ulykke, som ramte Jerusalem. 027 DAN 009 013 Som skrevet står i Mose Lov, kom hele denne Ulykke over os; og vi stemte ikke HERREN vor Gud til Mildhed ved at vende om fra vore Misgerninger og vinde Indsigt i din Sandhed. 027 DAN 009 014 Derfor var HERREN årvågen over Ulykken og bragte den over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig mod alle Skabninger, som han har skabt, og vi adlød ikke hans Røst. 027 DAN 009 015 Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd førte dit Folk ud af Ægypten og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag: Vi syndede og var gudløse! 027 DAN 009 016 Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger din Vrede og Harme vende sig fra din By Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi ved vore Synder og vore Fædres Misgerninger er Jerusalem og dit Folk blevet til Spot for alle vore Naboer. 027 DAN 009 017 Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn og Begæring og lad dit Ansigt lyse over din ødelagte Helligdom for din egen Skyld, o Herre! 027 DAN 009 018 Bøj dit Øre, min Gud, og hør, oplad dine Øjne og se Ødelæggelsen, som er overgået os, og Byen, dit Navn er nævnet over; thi ikke i Tillid til vore Retfærdshandlinger fremfører vi vor Begæring for dit Åsyn, men i Tillid til din store Barmhjertighed. 027 DAN 009 019 Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån Øre og grib uden Tøven ind for din egen Skyld, min Gud; thi dit Navn er nævnet over din By og dit Folk!" 027 DAN 009 020 Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit Folk Israels Synd og for HERREN min Guds Åsyn fremførte min Forbøn for min Guds hellige Bjerg, 027 DAN 009 021 medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i Synet, hastigt flyvende nær hen til mig ved Aftenofferets Tid; 027 DAN 009 022 og da han var kommet, talede han således til mig: "Daniel, jeg er nu kommet for at give dig Indsigt. 027 DAN 009 023 Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg er kommet for at kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet og agt på Åbenbaringen! 027 DAN 009 024 Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk og din hellige By, indtil Overtrædelsen er fuldendt, Syndens Målfuldt, Misgerningen sonet, evig Retfærdighed hidført, Syn og Profet beseglet og en højhellig Helligdom salvet. 027 DAN 009 025 Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet om Jerusalems Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste, kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal det genrejses og opbygges med Torve og Gader under Tidernes Trængsel. 027 DAN 009 026 Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet bortryddes uden Dom, og Byen og Helligdommen skal ødelægges tillige med en Fyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skal der være Krig, den fastsatte Ødelæggelse. 027 DAN 009 027 Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidste Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens Vederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted, indtil den fastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren. 027 DAN 010 001 I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på Synet. 027 DAN 010 002 På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger. 027 DAN 010 003 Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået. 027 DAN 010 004 Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel. 027 DAN 010 005 Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne. 027 DAN 010 006 Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans Røst som en larmende Hob. 027 DAN 010 007 Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig, 027 DAN 010 008 så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere. 027 DAN 010 009 Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet om med Ansigtet imod Jorden. 027 DAN 010 010 Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ og Hænder. 027 DAN 010 011 Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende. 027 DAN 010 012 Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld. 027 DAN 010 013 Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste; 027 DAN 010 014 og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de Dage." 027 DAN 010 015 Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet mod Jorden. 027 DAN 010 016 Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere kræfter. 027 DAN 010 017 Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!" 027 DAN 010 018 Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig; 027 DAN 010 019 og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket mig!" 027 DAN 010 020 Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste. 027 DAN 010 021 Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste, 027 DAN 011 001 der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog; 027 DAN 011 002 ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er. Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde skal komme til større Rigdom end nogen af de andre; og når han er blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod det græske Rige. 027 DAN 011 003 Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og gøre, hvad han vil. 027 DAN 011 004 Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efter de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans Rige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne. 027 DAN 011 005 Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor. 027 DAN 011 006 Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand. 027 DAN 011 007 I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder; og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig, 027 DAN 011 008 endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro. 027 DAN 011 009 Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjem til sit Land. 027 DAN 011 010 Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han kommer igen og trænger frem til hans Fæstning. 027 DAN 011 011 Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives i Sydens Konges Hånd. 027 DAN 011 012 Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt. 027 DAN 011 013 Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær og et vældigt Tros. 027 DAN 011 014 Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i Opfyldelse, men selv falder de. 027 DAN 011 015 Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og har ikke Modstands kraft. 027 DAN 011 016 Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer Ødelæggelse med sig. 027 DAN 011 017 Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, men slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for ham. 027 DAN 011 018 Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans Hån. 027 DAN 011 019 Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han snubler, falder og forsvinder. 027 DAN 011 020 I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem Rigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm, ej heller i Strid. 027 DAN 011 021 I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig Kongedømmet ved Rænker. 027 DAN 011 022 Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses. 027 DAN 011 023 Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk. 027 DAN 011 024 Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dog kun til en Tid. 027 DAN 011 025 Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes Rænker imod ham; 027 DAN 011 026 hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og mange dræbes og falder. 027 DAN 011 027 Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den fastsatte Tid. 027 DAN 011 028 Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og vender hjem til sit Land. 027 DAN 011 029 Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke anden Gang som første; 027 DAN 011 030 kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som falder fra den hellige Pagt. 027 DAN 011 031 Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens Vederstyggelighed. 027 DAN 011 032 Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald; men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i Gerning. 027 DAN 011 033 De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring. 027 DAN 011 034 Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter sig til dem på Skrømt. 027 DAN 011 035 Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu tøver den til den bestemte Tid. 027 DAN 011 036 Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det sker. 027 DAN 011 037 Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem alle. 027 DAN 011 038 I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier. 027 DAN 011 039 I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over mange, og han uddeler Land til Løn. 027 DAN 011 040 Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem. 027 DAN 011 041 Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning Ammoniter. 027 DAN 011 042 Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke. 027 DAN 011 043 Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge. 027 DAN 011 044 Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem. 027 DAN 011 045 Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige Bjerg. Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til Hjælp. 027 DAN 012 001 Til den Tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værner dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tid skal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen. 027 DAN 012 002 Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky. 027 DAN 012 003 De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de, der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner evigt og altid. 027 DAN 012 004 Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl for Bogen til Endens Tid! Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blive stor." 027 DAN 012 005 Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin Side af Floden. 027 DAN 012 006 Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder og svævede over Flodens Vande: "Hvor længe varer det, før disse sælsomme Ting er til Ende?" 027 DAN 012 007 Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder, ham, som svævede over Flodens Vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet han løftede begge Hænder mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halv Tid! Når hans Magt, som knuser det hellige Folk, er til Ende, skal alle disse Ting fuldbyrdes." 027 DAN 012 008 Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: "Herre hvad er det sidste af disse Ting?" 027 DAN 012 009 Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for Ordene er der sat Lukke og Segl til Endens Tid. 027 DAN 012 010 Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige. 027 DAN 012 011 Fra den Tid det daglige Offer ophæves og Ødelæggelsens Vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 Dage. 027 DAN 012 012 Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage. 027 DAN 012 013 Men gå du, Enden i Møde, læg dig til Hvile og stå op til din Lod, ved Dagenes Ende! # # BOOK 028 HOS Hosea Hoseas 028 HOS 001 001 Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass Søn, var Konge i Israel. 028 HOS 001 002 Dengang HERREN først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod HERREN bedriver Landet Hor." 028 HOS 001 003 Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev frugtsommelig og fødte ham en Søn. 028 HOS 001 004 Og HERREN sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende på Israels Huses Rige. 028 HOS 001 005 På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal." 028 HOS 001 006 Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og HERREN sagde til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være Israels Hus nådig og tilgive dem. 028 HOS 001 007 Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved HERREN deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved Heste eller Ryttere." 028 HOS 001 008 Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte en Søn. 028 HOS 001 009 Og HERREN sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit Folk, og jeg er ikke eders Gud." 028 HOS 001 010 Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk" skal de kaldes "den levende Guds Børn". 028 HOS 001 011 Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er Jizreels Dag. 028 HOS 002 001 Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster nåderig. 028 HOS 002 002 Gå i rette med eders Moder, gå i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst. 028 HOS 002 003 Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel. 028 HOS 002 004 Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn; 028 HOS 002 005 thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin." 028 HOS 002 006 Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier. 028 HOS 002 007 Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu." 028 HOS 002 008 Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde til Baaler. 028 HOS 002 009 Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most, når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med. 028 HOS 002 010 Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd frier ingen hende ud. 028 HOS 002 011 Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater, hver en Højtid, hun har. 028 HOS 002 012 Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: "Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes. 028 HOS 002 013 Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN. 028 HOS 002 014 Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til. 028 HOS 002 015 Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land. 028 HOS 002 016 På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne. 028 HOS 002 017 Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes. 028 HOS 002 018 På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt. 028 HOS 002 019 Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed; 028 HOS 002 020 jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN. 028 HOS 002 021 Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden, 028 HOS 002 022 og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizreel. 028 HOS 002 023 Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!" 028 HOS 003 001 Og HERREN sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som har Elskere - og boler, ligesom HERREN elsker Israeliterne, endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager." 028 HOS 003 002 Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en Letek Byg. 028 HOS 003 003 Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil komme til dig." 028 HOS 003 004 Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste, uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud. 028 HOS 003 005 Siden skal Israeliterne omvende sig og søge HERREN deres Gud og David, deres Konge, og bævende komme til HERREN og hans Velsignelse i de sidste Dage. 028 HOS 004 001 Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet. 028 HOS 004 002 Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld. 028 HOS 004 003 Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort. 028 HOS 004 004 Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster. 028 HOS 004 005 Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat. 028 HOS 004 006 Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner. 028 HOS 004 007 Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel; 028 HOS 004 008 mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter. 028 HOS 004 009 Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham. 028 HOS 004 010 De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget HERREN og holder fast ved Hor. 028 HOS 004 011 Vin og Most tager Forstanden. 028 HOS 004 012 Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud. 028 HOS 004 013 De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder; 028 HOS 004 014 jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned. 028 HOS 004 015 Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så sandt HERREN lever!" 028 HOS 004 016 Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så lade dem græsse i Frihed som Lam? 028 HOS 004 017 Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare! 028 HOS 004 018 Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel. 028 HOS 004 019 Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre. 028 HOS 005 001 Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor, 028 HOS 005 002 en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle. 028 HOS 005 003 Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet. 028 HOS 005 004 Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej. 028 HOS 005 005 Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte. 028 HOS 005 006 Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige. 028 HOS 005 007 Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark. 028 HOS 005 008 Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig! 028 HOS 005 009 Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske. 028 HOS 005 010 Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand. 028 HOS 005 011 Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden. 028 HOS 005 012 Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus. 028 HOS 005 013 Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld. 028 HOS 005 014 Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder. 028 HOS 005 015 Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel. 028 HOS 006 001 "Kom, vi vil tilbage til HERREN! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. 028 HOS 006 002 Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Åsyn. 028 HOS 006 003 Så lad os da kende, jage efter at kende HERREN! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn, der væder Jorden." 028 HOS 006 004 Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder! 028 HOS 006 005 Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret stråler frem som Lys: 028 HOS 006 006 Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud! 028 HOS 006 007 De bryder Pagten i Adam er mig utro der; 028 HOS 006 008 Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod. 028 HOS 006 009 Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til Sikem gør Niddingsværk. 028 HOS 006 010 Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren. 028 HOS 006 011 Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit Folks Skæbne, når jeg læger Israel. 028 HOS 007 001 Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. 028 HOS 007 002 De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn. 028 HOS 007 003 Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. 028 HOS 007 004 Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. 028 HOS 007 005 De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, 028 HOS 007 006 thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. 028 HOS 007 007 Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig. 028 HOS 007 008 Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. 028 HOS 007 009 Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. 028 HOS 007 010 Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt. 028 HOS 007 011 Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. 028 HOS 007 012 Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab. 028 HOS 007 013 Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! 028 HOS 007 014 De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. 028 HOS 007 015 Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. 028 HOS 007 016 De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten. 028 HOS 008 001 Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov. 028 HOS 008 002 De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig." 028 HOS 008 003 Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem. 028 HOS 008 004 De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang. 028 HOS 008 005 Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor længe? De kan ikke slippe for Straf. 028 HOS 008 006 Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive. 028 HOS 008 007 Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet. 028 HOS 008 008 Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd. 028 HOS 008 009 Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver. 028 HOS 008 010 Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart salver de ikke mere konge og Fyrster. 028 HOS 008 011 Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd; 028 HOS 008 012 jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke. 028 HOS 008 013 Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten. 028 HOS 008 014 Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge. 028 HOS 009 001 Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn. 028 HOS 009 002 Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl for dem. 028 HOS 009 003 Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur. 028 HOS 009 004 Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer intet. 028 HOS 009 005 Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag? 028 HOS 009 006 Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte. 028 HOS 009 007 Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. "Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne" fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort! 028 HOS 009 008 I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb. 028 HOS 009 009 Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder. 028 HOS 009 010 Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob. 028 HOS 009 011 Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse forbi! 028 HOS 009 012 Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem! 028 HOS 009 013 Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen. 028 HOS 009 014 Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster! 028 HOS 009 015 I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster. 028 HOS 009 016 Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt. 028 HOS 009 017 Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene. 028 HOS 010 001 En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter. 028 HOS 010 002 Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde. 028 HOS 010 003 De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?" 028 HOS 010 004 Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer. 028 HOS 010 005 For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem; 028 HOS 010 006 som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud. 028 HOS 010 007 Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade. 028 HOS 010 008 Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene: "Fald ned over os!" 028 HOS 010 009 Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: "Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem; 028 HOS 010 010 Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde. 028 HOS 010 011 En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven. 028 HOS 010 012 Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del. 028 HOS 010 013 I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte, 028 HOS 010 014 skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn. 028 HOS 010 015 Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge, ved Morgengry gøres til intet. 028 HOS 011 001 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn 028 HOS 011 002 Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild, 028 HOS 011 003 Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. 028 HOS 011 004 Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. 028 HOS 011 005 Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. 028 HOS 011 006 Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. 028 HOS 011 007 Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op. 028 HOS 011 008 Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. 028 HOS 011 009 Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. 028 HOS 011 010 HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, 028 HOS 011 011 bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN. 028 HOS 011 012 Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen. 028 HOS 012 001 Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten bringer de Olie. 028 HOS 012 002 HERREN går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham efter hans Veje og efter hans Id. 028 HOS 012 003 I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin Manddom, 028 HOS 012 004 ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i Betel traf han ham og talte med ham der, 028 HOS 012 005 HERREN, Hærskarers Gud, HERREN er hans Navn: 028 HOS 012 006 "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi bestandig på din Gud!" 028 HOS 012 007 I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig. 028 HOS 012 008 Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al hans Vinding soner ej Brøden, han øved. 028 HOS 012 009 Men jeg, som er HERREN din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig bo i Telt igen som i svundne Dage. 028 HOS 012 010 Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved Profeterne talet i Lignelser. 028 HOS 012 011 Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger langs med Markfurer er deres Altre. 028 HOS 012 012 Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg. 028 HOS 012 013 Ved en Profet førte HERREN Israel op fra Ægypten, og det vogtedes ved en Profet. 028 HOS 012 014 Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel dænges han til, hans Herre gør Gengæld. 028 HOS 013 001 Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde. 028 HOS 013 002 Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve! 028 HOS 013 003 Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive. 028 HOS 013 004 Og jeg er HERREN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser; 028 HOS 013 005 jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land. 028 HOS 013 006 Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig. 028 HOS 013 007 Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen, 028 HOS 013 008 jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder. 028 HOS 013 009 Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp? 028 HOS 013 010 Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!" 028 HOS 013 011 Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme. 028 HOS 013 012 Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen. 028 HOS 013 013 Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende. 028 HOS 013 014 Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han. 028 HOS 013 015 En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte. 028 HOS 013 016 Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op. 028 HOS 014 001 Israel, vend om til HERREN din Gud, thi du faldt ved din Brøde. 028 HOS 014 002 Tag Angersord med og vend jer atter til HERREN; sig til ham: "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt. 028 HOS 014 003 Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs Medynk." 028 HOS 014 004 Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem. 028 HOS 014 005 Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod skal han slå som en Poppel 028 HOS 014 006 og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte. 028 HOS 014 007 Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en Vinstok med Ry som Libanons Vin. 028 HOS 014 008 Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig. 028 HOS 014 009 Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er HERRENs Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem. # # BOOK 029 JOE Joel Joel 029 JOE 001 001 Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels søn. 029 JOE 001 002 Hør dette, I Ældste, lån Øre, alle, som bor i Landet! Er sligt mon sket i eders eller eders Fædres Dage? 029 JOE 001 003 I skal fortælle det til eders Børn, og de igen til deres, og deles til næste Slægt. 029 JOE 001 004 Græshoppen åd, hvad Gnaveren levned, Springeren åd, hvad Græshoppen levned, Æderen åd, hvad Springeren levned. 029 JOE 001 005 Vågn op, I drukne, og græd; enhver, som drikker Vin, skal jamre over Most, der gik tabt for eders. Mund. 029 JOE 001 006 Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde. 029 JOE 001 007 Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og hærgede det; dets Grene stritter hvide. 029 JOE 001 008 Klag som sørgeklædt Jomfru over sin Ungdoms Brudgom! 029 JOE 001 009 Afgrødeoffer og Drikoffer gik tabt for HERRENs Hus; Præsterne, HERRENs Tjenere sørger. 029 JOE 001 010 Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten slog fejl og Olien hentørres. 029 JOE 001 011 Bønder skuffes og Vingårdsmænd jamrer både over Hveden og Byggen; thi Markens Høst gik tabt; 029 JOE 001 012 fejl slog Vinstokken, Figentræet tørres; Granatæble, Palme og æbletræ, hvert Markens Træ tørres hen. Ja, med Skam veg Glæde fra Menneskens Børn: 029 JOE 001 013 Sørg, I Præster i Sæk, I AIterets Tjenere, jamrer! Gå ind og bær Sæk i Nat, I, som tjener min Gud! Thi Afgrødeoffer og Drikofer unddrages eders Guds Hus. 029 JOE 001 014 Helliger en Faste, udråb festlig Samling, I Ældste, kald alle, som bor i Landet, sammen til HERREN eders Guds Hus og råb så til HERREN! 029 JOE 001 015 Ak, hvilken Dag! Thi nær er HERRENs Dag, den kommer som Vold fra den Vældige. 029 JOE 001 016 Så vi ej Føden gå tabt, vor Guds Hus tømt for Glæde og Jubel? 029 JOE 001 017 Sæden skrumper ind i den klumpede Jord; Lader er nedbrudt, Forrådshuse jævnet, thi Kornet er vissent. 029 JOE 001 018 Hvor Kvæget dog stønner! Oksernes Hjorde er skræmte, fordi de ikke har Græs; selv Småkvægets Hjorde lider. 029 JOE 001 019 Jeg råber til dig, o HERRE; thi Ild har fortæret Ørkenens Græsning, og Luen afsved hvert Markens Træ; 029 JOE 001 020 til dig skriger selv Markens Dyr, thi Bækkenes Lejer er tørre, og Ild har fortæret Ørkenens Græsning. 029 JOE 002 001 Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HERRENs Dag, den kommer; 029 JOE 002 002 ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters År. 029 JOE 002 003 Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort. 029 JOE 002 004 At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem; 029 JOE 002 005 det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er rustet til Strid. 029 JOE 002 006 Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser. 029 JOE 002 007 Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen. 029 JOE 002 008 De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen, 029 JOE 002 009 stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve. 029 JOE 002 010 Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner, Stjernerne mister deres Glans. 029 JOE 002 011 Foran sin Stridsmagt løfter HERREN sin Røst, thi såre stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HERRENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud? 029 JOE 002 012 Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Gråd og Klage! 029 JOE 002 013 Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HERREN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på Miskundhed, han angrer det onde. 029 JOE 002 014 Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HERREN eders Gud. 029 JOE 002 015 Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling, 029 JOE 002 016 kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud af sit Kammer, Brud af sit Telt! 029 JOE 002 017 Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HERRENs Tjenere, græde og sige: "HERRE, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?" 029 JOE 002 018 Og HERREN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk. 029 JOE 002 019 Og HERREN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne. 029 JOE 002 020 Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting. 029 JOE 002 021 Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HERREN har udført store Ting. 029 JOE 002 022 Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan. 029 JOE 002 023 Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HERREN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn, Tidligregn og Sildigregn, som før. 029 JOE 002 024 Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie. 029 JOE 002 025 Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder. 029 JOE 002 026 I skal spise og mættes og love HERREN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme. 029 JOE 002 027 Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden er HERREN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme. 029 JOE 002 028 Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner; 029 JOE 002 029 også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage. 029 JOE 002 030 Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter. 029 JOE 002 031 Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store og frygtelige Dag kommer. 029 JOE 002 032 Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder. 029 JOE 003 001 Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og Jerusalems Skæbne, 029 JOE 003 002 samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit Land, 029 JOE 003 003 kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en Pige for Vin, som de drak. 029 JOE 003 004 Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders Hoved, 029 JOE 003 005 I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til eders Borge 029 JOE 003 006 og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de skulde føres langt bort fra deres Hjem. 029 JOE 003 007 Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader Gengældelse komme over eders Hoved. 029 JOE 003 008 Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HERREN har talet. 029 JOE 003 009 Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad alle våbenføre Mænd komme og drage op! 029 JOE 003 010 Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd! Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!" 029 JOE 003 011 Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før dine Helte derned, HERRE! 029 JOE 003 012 Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om. 029 JOE 003 013 Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab. 029 JOE 003 014 Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HERRENs Dag i Opgørets Dal. 029 JOE 003 015 Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans. 029 JOE 003 016 HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst; Himmelen og Jorden skælver. Men HERREN er Ly for sit Folk og Værn for Israels Børn. 029 JOE 003 017 Og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som bor på Zion, mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og fremmede skal ikke mere drage derigennem. 029 JOE 003 018 På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal vælde frem fra HERRENs Hus og vande Akaciedalen. 029 JOE 003 019 Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod. 029 JOE 003 020 Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til Slægt. 029 JOE 003 021 Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HERREN bor på Zion. # # BOOK 030 AMO Amos Amos 030 AMO 001 001 De Ord, som Amos, der hørte til fårehyrderne fra Tekoa, skuede om Israel, i de Dage da Uzzija var Konge i Juda, og Jeroboam, Joas's Søn, i Israel, to År før Jordskælvet. 030 AMO 001 002 Han sagde: HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst; Hyrdernes Græsmarker sørger, vissen er Karmels Top. 030 AMO 001 003 Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Damaskus, ja fire, jeg går ikke fra det: de tærskede Gilead med Tærskeslæder af Jern 030 AMO 001 004 så sender jeg Ild mod Hazaels Hus, den skal æde Benhadads Borge; 030 AMO 001 005 jeg knuser Damaskus's Portslå, udrydder Bikat-Avens Borgere og den, som bærer Scepter i Bet Eden; Aramæerne skal føres til Kir, siger HERREN. 030 AMO 001 006 så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Gaza, ja fire, jeg går ikke fra det: de bortførte hele Byer og solgte dem til Edom 030 AMO 001 007 så sender jeg Ild mod Gazas Mur, den skal æde dets Borge; 030 AMO 001 008 jeg udrydder Asdods Borgere og den, som bærer Scepter i Askalon; jeg vender min Hånd imod Ekron, og den sidste Filister forgår, siger den Herre HERREN. 030 AMO 001 009 Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Tyrus, ja fire, jeg går ikke fra det: de solgte hele bortførte Byer til Edom uden at ænse Broderpagt 030 AMO 001 010 så sender jeg Ild mod Tyruss Mur, den skal æde dets Borge. 030 AMO 001 011 Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Edom, ja fire, jeg går ikke fra det: med Sværd forfulgte han sin Broder og kvalte sin Medynk, holdt altid fast ved sin Vrede og gemte stadig på Harme 030 AMO 001 012 så sender jeg. Ild mod Teman, den skal æde Bozras Borge. 030 AMO 001 013 Så siger HERREN: For Ammoniternes tre Overtrædelser, ja fire, jeg går ikke fra det: de oprev Livet på Gileads svangre Kvinder for at vinde sig mere Land 030 AMO 001 014 så sætter jeg Ild på Rabbas Mur, den skal æde dets Borge under Krigsskrig på Stridens Dag, under Uvejr på Stormens Dag. 030 AMO 001 015 Landflygtig skal Kongen blive, han og alle hans Fyrster, siger HERREN. 030 AMO 002 001 Så siger HERREN: for tre overtrædelser af Moab, ja fire jeg går ikke fra det, de brændte Edoms Konges Ben til kalk 030 AMO 002 002 så sender jeg Ild mod Moab, den skal æde Herijots Borge; og Moab skal dø under kampgny, Krigsskrig og Hornets Klang. 030 AMO 002 003 Af hans Midte udrydder jeg Hersker og dræber alle hans Fyrster, siger HERREN. 030 AMO 002 004 Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Juda, ja fire, jeg går ikke fra det: de ringeagted HERRENs Lov og holdt ej hans Bud, ledet vild af deres Løgneguder, til hvilke deres Fædre holdt sig 030 AMO 002 005 så sender jeg Ild mod Juda, den skal æde Jerusalems Borge. 030 AMO 002 006 Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Israel, ja fire, jeg går ikke fra det: de sælger retfærdig for Sølv og Fattigmand for et Par Sko, 030 AMO 002 007 træder ringes Hoved i Støvet og trænger sagtmodige fra Vejen. Søn og Fader går sammen til Skøgen og søler således mit hellige Navn. 030 AMO 002 008 På pantede Kapper strækker de sig ved hvert et Alter, og i deres Guds Hus drikker de Vin, der er givet i Bøde. 030 AMO 002 009 Og dog var det mig, som udrydded Amoriterne foran eder, høje som Cedertræer, stærke som Egetræer, udrydded deres Frugt foroven som og deres Rødder forneden. 030 AMO 002 010 Det var mig, som førte jer op fra Ægypten og lod eder vandre i Ørken i fyrretyve År, så I tog Amoriternes Land. 030 AMO 002 011 Jeg tog blandt eders Sønner Profeter, Nasiræere blandt eders unge. Er det ej sandt, Israeliter? lyder det fra HERREN. 030 AMO 002 012 Men I gav Nasiræerne Vin, og Profeterne bød I ej at profetere. 030 AMO 002 013 Se, jeg lader Grunden vakle under jer, ligesom Vognen vakler, når den er fuld af Neg. 030 AMO 002 014 Den hurtige kan ikke undfly, den stærke ej bruge sin Kraft; ej redder Helten sit Liv, 030 AMO 002 015 ej holder Bueskytten Stand; ej undslipper rapfodet Mand, ej bjærger nogen Rytter sit Liv; 030 AMO 002 016 den kækkeste Mand iblandt Helte skal den dag våbenløs fly, så lyder det fra HERREN. 030 AMO 003 001 Hør dette Ord, som HERREN taler imod eder, isralitter, imod hele den slægt jeg førte op fra Ægypten: 030 AMO 003 002 Kun eder kendes jeg ved blandt alle Jordens Slægter; derfor vil jeg på eder hjemsøge al eders Brøde. 030 AMO 003 003 Vandrer vel to i Følge, når det ikke er aftalt? 030 AMO 003 004 Brøler en Løve i Krattet, hvis den ikke har Bytte? Løfter en Ungløve Røsten, uden den har Fangst? 030 AMO 003 005 Falder en Fugl til Jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en Fælde vel sammen, uden noget er fanget? 030 AMO 003 006 Mon der stødes i Horn i en By, uden Folk farer sammen? Mon Ulykke sker i en By, uden HERREN står bag? 030 AMO 003 007 Nej! Den Herre HERREN gør intet uden at have åbenbaret sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne. 030 AMO 003 008 Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre HERREN taler, hvo profeterer da ej? 030 AMO 003 009 Lad det høres over Asdods Borge og dem i Ægyptens Land! Sig: "Kom sammen på Samarias Bjerg og se den vilde Tummel derinde, det hårde Tryk i dets Midte!" 030 AMO 003 010 De ved ej at gøre det rette, lyder det fra HERREN, de, som opdynger Uret og Vold i deres Borge. 030 AMO 003 011 Derfor, så siger den Herre HERREN: Fjender skal fare gennem Landet, dit Værn skal tages fra dig, og udplyndres skal dine Borge. 030 AMO 003 012 Så siger HERREN: Som en Hyrde redder af Løvens Gab to Skinneben eller en Ørelap, således skal Israels Børn, som bor i Samaria, reddes med Lejets Bolster og Bænkens Hynde. 030 AMO 003 013 Hør og vidn imod Jakobs Hus, lyder det fra den Herre HERREN, Hærskarers Gud: 030 AMO 003 014 Den Dag jeg hjemsøger Israels Overtrædelser, hjemsøger jeg Betels Altre; Alterets Horn skal afhugges, styrte til Jorden. 030 AMO 003 015 Både Vinter og Sommerhus knuser jeg da; Elfenbenshusene ødes, de mange Huse går tabt, så lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 001 Hør dette Ord, I basankøer, I, som bor på Samarias Bjerg og kuer de ringe, knuser de fattige og byder eders Herrer: "Giv hid, at vi kan drikke!" 030 AMO 004 002 Den Herre HERREN svor ved sin Hellighed: Se, over eder skal Dage komme, da I drages op med Hager, de sidste af jer med Kroge, 030 AMO 004 003 og slæbes gennem Murbrud een for een og slænges på Mødding, lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 004 Kom til Betel og synd, til Gilgal og synd end mer, bring Slagtofre næste Morgen, Tiender Tredjedagen, 030 AMO 004 005 brænd syret Brød til Takoffer, byd højlydt til Frivilligofre! I elsker jo sligt, Israeliter, lyder det fra den Herre HERREN. 030 AMO 004 006 Og dog gav jeg eder tomme Munde i alle eders Byer og Brødmangel i alle eders Hjemsteder; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 007 Dog forholdt jeg eder Regnen, da der endnu var tre Måneder til Høst; på een, By lod jeg det regne og ikke på en anden; een Mark fik Regn, og en anden fik ikke og tørrede hen; 030 AMO 004 008 to tre Byer kom vankende hen til en anden for at få Vand at drikke og fik ikke Tørsten slukket; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 009 Jeg slog eder med Kornbrand og Rust og udtørrede eders Haver og Vingårde, og Græshopper åd eders Figentræer og Oliventræer; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 010 Jeg sendte Pest iblandt eder som i Ægypten; jeg vog eders unge Mænd med Sværdet, og samtidig gjordes eders Heste til Bytte; jeg lod Stank fra eders Lejr stige op i eders Næse; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 011 Jeg omstyrtede Byer iblandt eder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra, og I blev som en Brand, der er reddet fra Bålet; men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN. 030 AMO 004 012 Derfor vil jeg handle således med dig, Israel. Fordi jeg vil handle således med dig, så gør dig rede til at møde din Gud, Israel! 030 AMO 004 013 Thi se: Bjergenes Skaber og Stormens Ophav, han, som kundgør et Menneske dets Tanker, som frembringer Gry og Mørke og vandrer på Jordens Høje, HERREN, Hærskarers Gud erhans Navn. 030 AMO 005 001 Hør dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels Hus: 030 AMO 005 002 Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt på sin Jord, og ingen rejser hende op. 030 AMO 005 003 Thi så siger den Herre HERREN: Den By, som går i Leding med tusind, får hundred tilbage, og den som går i Leding med hundred, får ti tilbage i Israels Hus. 030 AMO 005 004 Thi så siger HERREN til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve! 030 AMO 005 005 Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet. 030 AMO 005 006 Søg HERREN, så skal I leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker. 030 AMO 005 007 Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet! 030 AMO 005 008 Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn! 030 AMO 005 009 Han lader Ødelæggelse bryde ind over Borge, Ødelæggelse komme over Fæstninger. 030 AMO 005 010 De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler sandt. 030 AMO 005 011 Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn, skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke. 030 AMO 005 012 Jeg ved, eders Overtrædelser er mange og uden Tal eders Synder, I Rettens Fjender, som tager mod Bøde og bortviser fattige i Porten. 030 AMO 005 013 Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider. 030 AMO 005 014 Søg det gode, ej det onde, for at I må leve og Hærskarers Gud, må være med eder, som I siger, han er. 030 AMO 005 015 Had det onde og elsk det gode, hold Retten i Hævd i Porten! Måske vil da HERREN, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs Rest. 030 AMO 005 016 Derfor, så siger HERREN, Herren, Hærskarers Gud: På alle Torve skal klages, i alle Gader råbes: "Ve! Ve!" Bonden kalder til Sorg, til Ligklage Klagemænd; 030 AMO 005 017 i hver en Vingård skal klages, når jeg drager igennem din Midte, siger HERREN. 030 AMO 005 018 Ve eder, som længes efter HERRENs Dag! Hvad vil I med HERRENs Dag? Mørke er den, ej Lys. 030 AMO 005 019 Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen, bides af en Slange. 030 AMO 005 020 Ja, HERRENs Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin. 030 AMO 005 021 Jeg hader, forsmår eders Fester, er led ved eders festlige Samlinger, 030 AMO 005 022 om også I bringer mig Brændofre. Eders Afgrødeofre behager mig ej, eders Fedekvægs-Takofre ser jeg ej til. 030 AMO 005 023 Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang hører jeg ikke. 030 AMO 005 024 Nej, Ret skal vælde frem som Vand og Retfærd som svulmende Bæk. 030 AMO 005 025 Bragte I mig Slagtoffer og Afgrødeoffer de fyrretyve Ørkenår, Israels Hus? 030 AMO 005 026 Så skal I da bære Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder. 030 AMO 005 027 I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger HERREN; Hærskarers Gud er hans Navn. 030 AMO 006 001 Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til; 030 AMO 006 002 (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres Område større end eders?) 030 AMO 006 003 I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær. 030 AMO 006 004 De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti; 030 AMO 006 005 de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David; 030 AMO 006 006 de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men sørger ej over Josefs Skade. 030 AMO 006 007 Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud. 030 AMO 006 008 Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens fylde. 030 AMO 006 009 Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø. 030 AMO 006 010 Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den, som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger han: "Tys!" Thi HERRENs Navn tør de ikke nævne. 030 AMO 006 011 Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det lille Hus i Splinter. 030 AMO 006 012 Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt; 030 AMO 006 013 I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor Styrke, vi tog Karnajim? 030 AMO 006 014 Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved Hamat til Arababækken. 030 AMO 007 001 Således lod den Herre Herren mig skue: Se, græshopper kom til syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter Kongens Høst. 030 AMO 007 002 Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre, HERRE, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" 030 AMO 007 003 Og HERREN angrede. "Det skal ej ske!" sagde HERREN. 030 AMO 007 004 Således lod den Herre HERREN mig skue: Se, den Herre HERREN kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet, 030 AMO 007 005 sagde jeg: "Herre, HERRE, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så lille han er?" 030 AMO 007 006 Og HERREN angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre HERREN. 030 AMO 007 007 Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et Blylod i Hånden. 030 AMO 007 008 Og HERREN sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk Israel: jeg vil ikke spare det længer. 030 AMO 007 009 Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd står jeg op mod Jeroboams Hus." 030 AMO 007 010 Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord. 030 AMO 007 011 Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel skal bortføres fra sin Jord." 030 AMO 007 012 Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til Judas Land! Der kan du tjene dit Brød og profetere. 030 AMO 007 013 Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens Helligdom og Rigets Tempel." 030 AMO 007 014 Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling: jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen; 030 AMO 007 015 men HERREN tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og profeter for mit Folk Israel! 030 AMO 007 016 Så hør nu HERRENs Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod Israel, ej prædike mod Israels Hus! 030 AMO 007 017 Derfor, så siger HERREN: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord skal Israel føres." 030 AMO 008 001 Således lod Herren mig skue: Se, der var en kurv sommerfrugt. 030 AMO 008 002 Og han sagde: "Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "En kurv Sommerfrugt!" Da sagde HERREN til mig: "Enden er kommet for mit Folk Israel; jeg vil ikke længer bære over med det." 030 AMO 008 003 Paladsets Sangerinder skal jamre på denne Dag, så lyder det fra den Herre HERREN. Dynger af Lig er henkastet alle Vegne. 030 AMO 008 004 Hør, I, som knuser de fattige, gør det af med de arme i Landet 030 AMO 008 005 og siger: "Hvornår er Nymånen omme, så vi kan få solgt noget Korn, Sabbaten, så vi kan åbne vort Kornsalg, gøre Efaen lille og Sekelen stor og med Svig gøre Vægten falsk 030 AMO 008 006 for at købe den ringe for Sølv, den fattige for et Par Sko og få Afaldskornet solgt?" 030 AMO 008 007 HERREN svor ved Jakobs Stolthed: Aldrig glemmer jeg een af deres Gerninger! 030 AMO 008 008 Må Jorden ej skælve derover og enhver, som bor på den, sørge? Den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod. 030 AMO 008 009 På hin Dag lader jeg det ske, så lyder det fra den Herre HERREN, at Solen går ned ved Middag, og Jorden bliver mørk ved højlys Dag. 030 AMO 008 010 Jeg vender eders Fester til Sorg og alle eders Sange til klage, lægger Sæk om alle Lænder, gør hvert et Hoved skaldet, bringer Sorg som over en enbåren, en bitter Dag til sidst. 030 AMO 008 011 Se, Dage skal komme, lyder det fra den Herre HERREN, da jeg sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød, ikke Tørst efter Vand, men efter at høre HERRENs Ord. 030 AMO 008 012 Da vanker de fra Hav til Hav, flakker fra Nord til Øst for at søge HERRENs Ord, men finder det ej. 030 AMO 008 013 Den Dag vansmægter af Tørst de fagre Jomfruer og unge Mænd, 030 AMO 008 014 som sværger ved Samarias Synd, som siger: "Ved din Gud, o Dan!" "Ved din Skytsgud, o Be'ersjeba!" de skal falde, ej mere stå op. 030 AMO 009 001 Herren så jeg; han stod ved alteret og sagde: Til Søjlehovedet slår jeg, så Dørens Tærskel ryster. Jeg rammer dem alle i Hovedet, de sidste dræber jeg med Sværd; ingen af dem skal undfly, ingen af dem skal reddes. 030 AMO 009 002 Bryder de ind i Dødsriget, min Hånd skal hente dem der; stiger de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra; 030 AMO 009 003 skjuler de sig på Karmels Top, jeg finder og henter dem der; gemmer de sig for mig på Havsens Bund, jeg byder Slangen bide dem der; 030 AMO 009 004 vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sværdet dræbe dem der. Jeg fæster mit Øje på dem til Ulykke, ikke til Lykke. 030 AMO 009 005 Herren, Hærskarers HERRE, som rører ved Jorden, så den skælver, så alle, som bor på den, sørger, så den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod, 030 AMO 009 006 han, som bygged sin Højsal i Himlen, som fæstned sit Hvælv på Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn. 030 AMO 009 007 Er I mig ej som Ætiopiens Børn, Israeliter, lyder det fra HERREN; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land, Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir? 030 AMO 009 008 Se, den Herre HERRENs Øjne er vendt mod det syndige Rige, og jeg udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs Hus, lyder det fra HERREN; 030 AMO 009 009 thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til Jorden. 030 AMO 009 010 For Sværdet skal alle Syndere i mit Folk dø, de, som siger: "Os når Ulykken ikke; den kommer ikke over os." 030 AMO 009 011 På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, 030 AMO 009 012 så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra HERREN, som fuldbyrder dette. 030 AMO 009 013 Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Plovmand følger Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper med Most og alle Høje flyder. 030 AMO 009 014 Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. 030 AMO 009 015 Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud. # # BOOK 031 OBA Obadiah Obadias 031 OBA 001 001 Obadias's Syn. Så siger den Herre HERREN til Edom: Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs jer til Kamp imod det! 031 OBA 001 002 Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du. 031 OBA 001 003 Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til Jorden?" 031 OBA 001 004 Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra HERREN. 031 OBA 001 005 Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd? Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de ikke! 031 OBA 001 006 Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet! 031 OBA 001 007 Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod. 031 OBA 001 008 Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge. 031 OBA 001 009 Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand ryddes ud at Esaus Bjerge. 031 OBA 001 010 For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam; udryddes skal du for evigt, 031 OBA 001 011 fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i bans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem. 031 OBA 001 012 At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængselens Dag, 031 OBA 001 013 komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens Dag! 031 OBA 001 014 At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på Trængselens Dag! 031 OBA 001 015 Thi nær er HERRENs Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved. 031 OBA 001 016 Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til. 031 OBA 001 017 Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje. 031 OBA 001 018 Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt HERREN har talet. 031 OBA 001 019 De skal tage Sydlandet i Eje sammen med Esaus Bjerge og Lavlandet sammen med Filisterne; deskal tage Efraims Mark i Eje sammen med Samarias Mark og Ammoniterne sammen med Gilead. 031 OBA 001 020 Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana'anæernes Land i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje. 031 OBA 001 021 Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over Esaus Bjerge. Og så skal Riget være HERRENs. # # BOOK 032 JON Jonah Jonas 032 JON 001 001 HERRENs Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således: 032 JON 001 002 "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn." 032 JON 001 003 Men Jonas stod op for at fly fra HERRENs Åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at sejle med til Tarsis bort fra HERRENs Åsyn. 032 JON 001 004 Men HERREN Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under. 032 JON 001 005 Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede. 032 JON 001 006 Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi ikke omkommer." 032 JON 001 007 Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!" Og de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas. 032 JON 001 008 Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?" 032 JON 001 009 Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter HERREN, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land." 032 JON 001 010 Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra HERRENs Åsyn; det sagde han dem. 032 JON 001 011 Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere." 032 JON 001 012 Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er over eder." 032 JON 001 013 Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da Havet rejste sig mere og mere imod dem. 032 JON 001 014 Så råbte de til HERREN; "Ak, HERRE! Lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over os; thi det erjo dig, HERRE, derhar gjort, som du vilde." 032 JON 001 015 Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det sig. 032 JON 001 016 Og Mændene grebes af stor Rædsel for HERREN, bragte ham et Slagtoffer og aflagde Løfter. 032 JON 001 017 Men HERREN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter. 032 JON 002 001 Da bad Jonas i Fiskens Bug til HERREN sin Gud 032 JON 002 002 og sagde: Jeg råbte i Nøden til HERREN, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst. 032 JON 002 003 Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle dine Brændinger og Bølger skyllede over mig. 032 JON 002 004 Jeg tænkte: "Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal jeg skue dit hellige Tempel." 032 JON 002 005 Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved; til Bjergenes Rødder 032 JON 002 006 steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du mit Liv op af Graven, HERRE min Gud. 032 JON 002 007 Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn steg op til dig i dit hellige Tempel. 032 JON 002 008 De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare; 032 JON 002 009 men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de Løfter, jeg gav. Hos HERREN er Frelse. 032 JON 002 010 Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land. 032 JON 003 001 Men HERRENs Ord kom for anden gang til Jonas således: 032 JON 003 002 "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, og udråb over den, hvad jeg tilsiger dig!" 032 JON 003 003 Så stod Jonas op og gik til Nineve efter HERRENs Ord. Men Nineve var selv for Gud en stor By, tre Dagsrejser stor. 032 JON 003 004 Da nu Jonas var gået den første dagsrejse ind i Byen, råbte han: "Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!" 032 JON 003 005 Da troede Folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en Faste og klædte sig i Sæk, både store og små; 032 JON 003 006 og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin Trone, tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet, 032 JON 003 007 og han lod udråbe i Nineve: "Kongen og hans Stormænd gør vitterligt: Hverken Folk eller Fæ, Hornkvæg eller Småkvæg, må nyde noget, græsse eller drikke Vand; 032 JON 003 008 men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som hænger ved deres Hænder. 032 JON 003 009 Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så vi ikke omkommer." 032 JON 003 010 Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf. 032 JON 004 001 Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred. 032 JON 004 002 Så bad han til HERREN og sagde: "Ak, HERRE! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde. 032 JON 004 003 Så tag nu, HERRE, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve." 032 JON 004 004 Men HERREN sagde: "Er det med Rette; du er vred?" 032 JON 004 005 Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen. 032 JON 004 006 Da bød Gud HERREN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den. 032 JON 004 007 Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede; 032 JON 004 008 og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve." 032 JON 004 009 Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover," 032 JON 004 010 Da sagde HERREN: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat. 032 JON 004 011 Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg." # # BOOK 033 MIC Micah Mikas 033 MIC 001 001 HERRENs Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria og Jerusalem. 033 MIC 001 002 Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den Herre HERREN kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit hellige Tempel. 033 MIC 001 003 Thi se, fra sit Sted går HERREN ud, stiger ned, skrider frem over Jordens Høje; 033 MIC 001 004 under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks, der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt - 033 MIC 001 005 alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd? Mon ikke Jerusalem? 033 MIC 001 006 Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingårdsjord; jeg styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for Lyset. 033 MIC 001 007 Dets Billeder sønderslås alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til Skøgeløn bliver de atter. 033 MIC 001 008 Derfor vil jeg klage og jamre, gå nøgen med bare Fødder, istemme Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse: 033 MIC 001 009 Ulægeligt er HERRENs Slag, thi det når til Juda, til mit Folks Port rækker det hen, til Jerusalem. 033 MIC 001 010 Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i Bet-Leafra! 033 MIC 001 011 Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej går Za'anans Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve; 033 MIC 001 012 og hvor kan Marots indbyggere håbe på Lykke? Thi Ulykke kom ned fra HERREN til Jerusalems Porte. 033 MIC 001 013 Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens Begyndelse var du for. Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser fandtes i dig. 033 MIC 001 014 Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er Akzibs Huse for Israels Konger. 033 MIC 001 015 End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam skal Israels Herlig hed komme. 033 MIC 001 016 Klip dig skaldet over dine elskede. Børn, bredskaldet som en Grib; thi de bortføres fra dig. 033 MIC 002 001 Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i Værk, når det dages, da det står i deres Magt. 033 MIC 002 002 De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker Mand og Hus, Ejendom og Ejer. 033 MIC 002 003 Derfor, så siger HERREN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med oprejst Hoved; thi en ond Tid er det. 033 MIC 002 004 På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud, ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører os bort." 033 MIC 002 005 Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HERRENs Forsamling. 033 MIC 002 006 "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus? 033 MIC 002 007 "Er HERREN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej milde mod den, som vandrer ret?" 033 MIC 002 008 Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid. 033 MIC 002 009 Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager for evigt min Ære fra deres Børn: 033 MIC 002 010 "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som volder svar Fordærv." 033 MIC 002 011 I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk. 033 MIC 002 012 Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af Mennesker bliver der en Summen. 033 MIC 002 013 En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem. 033 MIC 003 001 Da sagde jeg: Hør dog, I Jakobs Høvdinger, I Dommere af Israels Hus! Kan Kendskab til Ret ej ventes af eder, 033 MIC 003 002 I, som hader det gode og elsker. det onde, I, som flår Huden af Folk. og Kødet af deres Ben, 033 MIC 003 003 æder mit Folks Kød og flænger dem Huden af Kroppen, sønderbryder deres Ben. og breder dem som Kød i en Gryde, som Suppekød i en Kedel? 033 MIC 003 004 Engang skal de råbe til HERREN, han lader dem uden Svar; da skjuler han sit Åsyn for. dem, fordi deres Gerninger er onde. 033 MIC 003 005 Så siger HERREN om Profeterne, de, som vildleder mit Folk, de, som råber om Fred, når kun de får noget at tygge, men ypper Krig med den, der intet giver dem i Munden: 033 MIC 003 006 Derfor skal I opleve Nat uden. Syner, Mørke, som ej bringer Spådom; Solen skal gå ned for Profeterne, Dagen skal sortne for dem. 033 MIC 003 007 Til Skamme skal Seeren blive, blues skal de, som spår; alle skal tilhylle Skægget, thi Svar er der ikke fra Gud. 033 MIC 003 008 Jeg derimod er ved HERRENs Ånd fuld af Styrke, af Ret og af Kraft til at forkynde Jakob dets Brøde, Israel, hvad det har syndet. 033 MIC 003 009 Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I, som afskyr Ret og gør alt, som er lige, kroget, 033 MIC 003 010 som bygger Zion med Blod. og Jerusalem med Uret. 033 MIC 003 011 Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender Ret for Løn; dets Profeter spår for Sølv og støtter sig dog til HERREN: "Er HERREN ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt." 033 MIC 003 012 For eders, Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj. 033 MIC 004 001 Og det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkeslag strømme. 033 MIC 004 002 og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til HERRENs Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem HERRENs Ord." 033 MIC 004 003 Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. 033 MIC 004 004 Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen. skræmmer dem, så sandt Hærskarers HERREs Mund har talet. 033 MIC 004 005 Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil vandre i HERREN vor Guds Navn for evigt og altid. 033 MIC 004 006 På hin Dag, lyder det fra HERREN, samler jeg det, der halter, sanker det spredte sammen og det, jeg har hjemsøgt med ondt. 033 MIC 004 007 Det haltende gør jeg til en Rest, det svage til et kraftigt Folk; og HERREN er Konge over dem på Zions Bjerg fra nu og til evig Tid. 033 MIC 004 008 Men du, o Hyrdetårn, Zions Datters Høj, til dig skal det komme, det forrige Herredømme tilfalde dig, Jerusalems Datters Rige. 033 MIC 004 009 Hvi skriger du dog så højt? Er Kongen ikke i dig? Er da din Rådgiver borte, nu du grebes af Fødselsveer? 033 MIC 004 010 Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal du ud af Byen og bo på Marken, og du skal komme til Babel; der skal du frelses, der vil HERREN genløse dig af dine Fjenders Hånd. 033 MIC 004 011 Nu er de samlet imod dig, de mange Folk, som siger: "Vanæres skal det; vort Øje skal se med Skadefryd på Zion." 033 MIC 004 012 Men de, de kender ikke det mindste til HERRENs Tanker, de fatter ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo. 033 MIC 004 013 Op og tærsk, du Zions Datter! Thi jeg giver dig Horn af Jern, jeg giver dig Klove af Kobber. Du skal knuse de mange Folk, lægge Band på Byttet for HERREN, på Godset for al Jordens Herre. 033 MIC 005 001 Riv nu Sår i din Hud! De bar opkastet en Vold imod os; med Stokken slår de Israels Hersker på Kinden. 033 MIC 005 002 Og du du Betlehems-Efrata, liden til at være blandt Judas Tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være Hersker i Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage. 033 MIC 005 003 Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde, føder, og Resten af hans Brødre vender hjem til Israeliterne. 033 MIC 005 004 Han skal stå og vogte i HERRENs Kraft, i HERREN sin Guds høje Navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans Storhed nå Jordens Grænser. 033 MIC 005 005 Og han skal være Fred. Når Assur trænger ind i vort Land, og når han træder ind i vore Borge, stiller vi syv Hyrder imod ham og otte fyrstelige Mænd, 033 MIC 005 006 som skal vogte Assurs Land med Sværd og Nimrods Land med Klinge. Og han skal fri os fra Assur, når han trænger ind i vort Land, træder ind på vore Enemærker. 033 MIC 005 007 Da bliver Jakobs Rest i de mange Folkeslags Midte som Dug, der kommer fra HERREN, som Regnens Dråber på Græs, der ikke venter på nogen eller bier på Menneskens Børn. 033 MIC 005 008 Da bliver Jakobs Rest blandt Folkene i de mange Folkeslags Midte som en Løve blandt Skovens Dyr, en Ungløve blandt Fårehjorde, der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst. 033 MIC 005 009 Din Hånd skal være over dine Uvenner, alle dine Fjender ryddes bort. 033 MIC 005 010 På hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydder jeg Hestene af dig, dine Stridsvogne gør jeg til intet. 033 MIC 005 011 rydder Byerne bort i dit Land, river alle dine Fæstninger ned, 033 MIC 005 012 rydder Trolddommen bort af din Hånd, Tegntydere får du ej mer; 033 MIC 005 013 jeg rydder dine Billeder bort, Stenstøtterne bort af din Midte og du skal ikke mer tilbede dine Hænders Værk. 033 MIC 005 014 Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine Afguder øde; 033 MIC 005 015 i Vrede og Harme tager jeg Hævn over Folk, som ikke vil høre. 033 MIC 006 001 Hør, hvad HERREN taler: Kom fremfør din Trætte for Bjergene, lad Højene høre din Røst! 033 MIC 006 002 I Bjerge, hør HERRENs Trætte, lyt til, I Jordens Grundvolde! Thi HERREN har Trætte med sit Folk, med Israel går han i Rette: 033 MIC 006 003 Hvad har jeg gjort dig, mit Folk. med hvad har jeg plaget dig? Svar! 033 MIC 006 004 Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af Trællehuset, og jeg sendte for dit Ansigt Moses, Aron og Mirjam. 033 MIC 006 005 Mit Folk, kom i Hu, hvad Kong Balak af Moab havde i Sinde, og hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for at du kan kende HERRENs Retfærdsgerninger. 033 MIC 006 006 "Med hvad skal jeg møde HERREN, bøje mig for Højhedens Gud? Skal jeg møde ham med Brændofre, møde med årgamle Kalve? 033 MIC 006 007 Har HERREN Behag i Tusinder af Vædre, Titusinder af Oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min Synd, mit Livs Frugt som Bod for min Sjæl?" 033 MIC 006 008 Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed og vandre ydmygt med din Gud. 033 MIC 006 009 Hør, HERREN råber til Byen (at frygte dit Navn er Visdom): Hør, Stamme og Byens Menighed! 033 MIC 006 010 Skal jeg tåle Skattene i den gudløses Hus og den magre, forbandede Efa, 033 MIC 006 011 tilgive Gudløsheds Vægt og Pungen med falske Lodder? 033 MIC 006 012 Dens Rigmænd er fulde af Vold, dens Borgeres Tale er Løgn, og Tungen er falsk i deres Mund. 033 MIC 006 013 Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine Synder. 033 MIC 006 014 Du skal spise, men ikke mættes, lige tomt skal dit Indre være; hvad du hengemmer, skal du ej bjærge, og hvad du bjærger, giver jeg Sværdet; 033 MIC 006 015 du skal så, men ikke høste, perse Oliven, men ikke salve dig, perse Most, men ej drikke Vin. 033 MIC 006 016 Du fulgte Omris Skikke, al Akabs Huses Færd; I vandrede efter deres Råd, så jeg må gøre dig til Ørk og Byens Borgere til Spot; Folkenes Hån skal I bære. 033 MIC 007 001 Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst til! 033 MIC 007 002 De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De lurer alle på Blod og jager hverandre med Net. 033 MIC 007 003 Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og derefter snor de det sammen. 033 MIC 007 004 Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af Rædsel rammes de nu. 033 MIC 007 005 Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre for hende. du favner! 033 MIC 007 006 Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender. 033 MIC 007 007 Men jeg vil spejde efter HERREN, jeg bier på min Frelses Gud; min Gud vil høre mig. 033 MIC 007 008 Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i Mørke, er HERREN mit Lys. 033 MIC 007 009 Jeg vil bære HERRENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han strider for mig og skaffer mig Ret; han fører mig ud i Lys, jeg skal skue hans Retfærd. 033 MIC 007 010 Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger mig: "Hvor er HERREN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden. 033 MIC 007 011 En Dag skal dine Mure bygges, en Dag skal Grænsen vides ud, 033 MIC 007 012 en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg. 033 MIC 007 013 Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres Værk. 033 MIC 007 014 Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage! 033 MIC 007 015 Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten; 033 MIC 007 016 lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på Mund, lad Ørene døves på dem! 033 MIC 007 017 Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme frem af deres Borge til HERREN vor Gud og ængstes og frygte for dig! 033 MIC 007 018 Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er nådig? 033 MIC 007 019 Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod, du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb! 033 MIC 007 020 Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore Fædre til i fordums Dage. # # BOOK 034 NAH Nahum Nahum 034 NAH 001 001 Et udsagn om Nineve. En bog om Elkosjiten Nahums Syn. 034 NAH 001 002 En nidkær Gud, en Hævner er HERREN, en Hævner er HERREN og fuld af Vrede, en Hævner er HERREN mod Uvenner, han gemmer på Vrede mod Fjender. 034 NAH 001 003 HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN lader intet ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders Støv. 034 NAH 001 004 Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen. 034 NAH 001 005 Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer sig for ham, Jorderig og alle, som bor der. 034 NAH 001 006 Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød? Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham. 034 NAH 001 007 HERREN er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som lider på ham, 034 NAH 001 008 og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet, støder Fjenderne ud i Mørke. 034 NAH 001 009 Hvad pønser I på mod HERREN? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej kommer der to Gange Nød. 034 NAH 001 010 Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal de dog fortæres som fuldført Strå. 034 NAH 001 011 Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med Niddingeråd. 034 NAH 001 012 Så siger HERREN: Er de end fuldtallige og aldrig så mange, skal de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg det ikke mere. 034 NAH 001 013 Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde på dig, og sprænger dine Bånd. 034 NAH 001 014 Om dig lyder HERRENs Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere. Af din Guds Hus udrydder jeg det skårne og støbte Billede, og jeg skænder din Grav. 034 NAH 001 015 Se, Glædsesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over bjergene Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent. 034 NAH 002 001 Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu, hold Udkig, omgjord din Lænd, saml al din Kraft! 034 NAH 002 002 Thi HERREN genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker. 034 NAH 002 003 Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt, hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene svinges. 034 NAH 002 004 Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som Lyn. 034 NAH 002 005 Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem imod Muren. Skjoldtaget er rejst. 034 NAH 002 006 Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler. 034 NAH 002 007 Herskerinden føres bort i Landflygtigbed med sine Terner; de sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet. 034 NAH 002 008 Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands dog, stands dog!" råbes der, men ingen vender om. 034 NAH 002 009 Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens kostbare Ting i store Måder. 034 NAH 002 010 Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner. 034 NAH 002 011 Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven frak sig tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes? 034 NAH 002 012 Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte sine Hier med Bytte. sit Bo med Rov. 034 NAH 002 013 Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE, dit Lejrsted lader jeg gå op i Røg. Dine Ungløver skal Sværdet fortære; jeg rydder din Røverfærd bort fra Jorden. Dine Sendebuds Røst skal aldrig høres mer. 034 NAH 003 001 Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld af Ran, med Rov uden Ende! 034 NAH 003 002 Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste, 034 NAH 003 003 Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig! 034 NAH 003 004 For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom, 034 NAH 003 005 kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam, 034 NAH 003 006 dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i Gabestok. 034 NAH 003 007 Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?" 034 NAH 003 008 Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur? 034 NAH 003 009 Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom det til Hjælp. 034 NAH 003 010 Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker. 034 NAH 003 011 Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly for Fjenden. 034 NAH 003 012 Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de rystes, falder de den spisende i Munden. 034 NAH 003 013 Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer. 034 NAH 003 014 Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen. 034 NAH 003 015 Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper, 034 NAH 003 016 er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver! 034 NAH 003 017 Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor. 034 NAH 003 018 Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem. 034 NAH 003 019 Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at føle? # # BOOK 035 HAB Habakkuk Habakkuk 035 HAB 001 001 Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede. 035 HAB 001 002 Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? 035 HAB 001 003 Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. 035 HAB 001 004 Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret. 035 HAB 001 005 Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. 035 HAB 001 006 Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. 035 HAB 001 007 Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. 035 HAB 001 008 Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde 035 HAB 001 009 er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. 035 HAB 001 010 Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. 035 HAB 001 011 Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud. 035 HAB 001 012 Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? 035 HAB 001 013 Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? 035 HAB 001 014 Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: 035 HAB 001 015 Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; 035 HAB 001 016 han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. 035 HAB 001 017 Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel? 035 HAB 002 001 Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min Klage. 035 HAB 002 002 Og HERREN gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det ind i Tavler, at det kan læses let; 035 HAB 002 003 thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke." 035 HAB 002 004 Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin Tro. 035 HAB 002 005 Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand, der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes, skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig. 035 HAB 002 006 Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op - hvor længe? - og læsser Pantegods på sig! 035 HAB 002 007 Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig, vågner; da bliver du dem til Bytte. 035 HAB 002 008 Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 035 HAB 002 009 Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede højt og redde sig fra Ulykkens Hånd. 035 HAB 002 010 Dit Hus får Skam af dit Råd. Du nedtrådte mange Folkeslag, men satte din Sjæl i Vove. 035 HAB 002 011 Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken. 035 HAB 002 012 Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret, 035 HAB 002 013 (er dette ikke, fra Hærskarers HERRE?) så Folkeslag slider for Ilden, og Folkefærds Møje er spildt. 035 HAB 002 014 Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om HERRENs Herlighed, som Vandene dækker Havets Bund. 035 HAB 002 015 Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at få deres Blusel at se. 035 HAB 002 016 Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem! Nu kommer Bægeret fra HERRENs højre til dig og Skændsel til din Ære. 035 HAB 002 017 Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr, for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 035 HAB 002 018 Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud, det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer stoler derpå, så han laver stumme Guder? 035 HAB 002 019 Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men af Ånd har den intet i sig. 035 HAB 002 020 Men HERREN er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden! 035 HAB 003 001 (En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot.) 035 HAB 003 002 HERRE, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, HERRE. Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden! 035 HAB 003 003 Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. (Sela) Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden. 035 HAB 003 004 Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er hans Vælde i Skjul. 035 HAB 003 005 Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot. 035 HAB 003 006 Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier går han. 035 HAB 003 007 Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land. 035 HAB 003 008 Er HERREN da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og dine Vogne drøner. 035 HAB 003 009 Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. (Sela) Du kløver Jorden i Strømme, 035 HAB 003 010 Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst. 035 HAB 003 011 Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd. 035 HAB 003 012 I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede. 035 HAB 003 013 Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. (Sela) 035 HAB 003 014 Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes. 035 HAB 003 015 Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd. 035 HAB 003 016 Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig. 035 HAB 003 017 Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser. 035 HAB 003 018 Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses Gud. 035 HAB 003 019 Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil. # # BOOK 036 ZEP Zephaniah Zefanias 036 ZEP 001 001 HERRENS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda. 036 ZEP 001 002 Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra HERREN; 036 ZEP 001 003 jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort fra Jorden, lyder det fra HERREN. 036 ZEP 001 004 Jeg udrækker Hånden mod Juda og alle Jerusalems Borgere. Jeg fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn med Præsterne 036 ZEP 001 005 og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder HERREN og sværger til bam, men også sværger ved Milkom, 036 ZEP 001 006 og dem, som veg bort fra HERREN, ej søger, ej rådspørger HERREN. 036 ZEP 001 007 Stille for den Herre HERREN! Thi hans Dag er nær; thi HERREN har et Offer rede, han har helliget de budne. 036 ZEP 001 008 Og på HERRENs Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i udenlandsk Dragt. 036 ZEP 001 009 Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder deresHerresHus med Vold og Svig. 036 ZEP 001 010 Den Dag skal det ske, så lyder det fra HERREN: Hør Skrig fra Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt Brag! 036 ZEP 001 011 Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket, udryddet enhver, som vejer Sølv. 036 ZEP 001 012 Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger i deres Hjerte: "HERREN gør hverken godt eller ondt." 036 ZEP 001 013 Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges. De skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men Vinen skal de ikke drikke. 036 ZEP 001 014 Nær er HERRENs Dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, HERRENs Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig. 036 ZEP 001 015 Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag, 036 ZEP 001 016 en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de knejsende Tinder. 036 ZEP 001 017 Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod HERREN. Deres Blod øses ud som Støv, deres Livssaft ligesom Skarn. 036 ZEP 001 018 Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på HERRENs Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på Jorden. 036 ZEP 002 001 Saml jer, saml jer, I Folk, som ej kender Skam, 036 ZEP 002 002 før l endnu er blevet som flyvende Avner, før HERRENs glødende Harme kommer over eder, før HERRENs Vredes Dag kommer over eder. 036 ZEP 002 003 Søg HERREN, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på HERRENs Vredes Dag. 036 ZEP 002 004 Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort ved Middag, Ekron udryddes. 036 ZEP 002 005 Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; HERRENs Ord over dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen bor der. 036 ZEP 002 006 Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg. 036 ZEP 002 007 Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi HERREN deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne. 036 ZEP 002 008 Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land. 036 ZEP 002 009 Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers HERRE, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid. Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk skal eje dem. 036 ZEP 002 010 Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede Hærskarers HERREs Folk og gjorde sig store over for det. 036 ZEP 002 011 Frygtelig er HERREN for dem; thi han udrydder alle Jordens Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver på sit Sted. 036 ZEP 002 012 Også I Ætiopere skal falde for HERRENs Sværd, 036 ZEP 002 013 og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til Ødemark, tørt som en Ørk; 036 ZEP 002 014 Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen, Ravnen på Tærsklen. 036 ZEP 002 015 Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte: "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd. 036 ZEP 003 001 Ve den genstridige, urene, grumme By! 036 ZEP 003 002 Den hører ej HERRENs Røst, tager ikke mod Tugt. På HERREN stoler den ej, holder sig ej til Gud. 036 ZEP 003 003 Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve ved Kvæld, der ej levner til Morgen; 036 ZEP 003 004 Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer det hellige, øver Vold mod Loven. 036 ZEP 003 005 HERREN er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke. 036 ZEP 003 006 I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget, mennesketomme, ingen bor der. 036 ZEP 003 007 Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt, hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i Gang med al deres Ondskab. 036 ZEP 003 008 Bi derfor på mig, så lyder det fra HERREN, på Dagen, jeg fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres. 036 ZEP 003 009 Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder HERREN og tjener ham endrægtigt. 036 ZEP 003 010 Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros kommer de med Afgrødeoffer til mig. 036 ZEP 003 011 Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg. 036 ZEP 003 012 Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og Israels Rest skal lide på HERRENs Navn. 036 ZEP 003 013 Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes. 036 ZEP 003 014 Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit Hjerte, Jerusalems Datter! 036 ZEP 003 015 HERREN har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte er Israels Konge, HERREN, ej mere skuer du ondt. 036 ZEP 003 016 På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke Hænderne synke! 036 ZEP 003 017 I dig er HERREN din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over dig med Jubel som på Festens Dag; 036 ZEP 003 018 den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham. 036 ZEP 003 019 Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære og Ry på hele Jorden. 036 ZEP 003 020 På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder; thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger HERREN. # # BOOK 037 HAG Haggai Haggaj 037 HAG 001 001 I Kong Darius's andet Regeringsår på den første Dag i den sjette Måned kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således: Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn: 037 HAG 001 002 Så siger Hærskarers HERRE: Dette Folk siger: "Endnu er det ikke Tid at bygge HERRENs Hus." 037 HAG 001 003 Og HERRENs Ord kom ved Profeten Haggaj således: 037 HAG 001 004 Er det da Tid for eder at bo i Huse med træklædte Vægge, når dette Hus ligger øde? 037 HAG 001 005 Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Læg Mærke til, hvorledes det går eder! 037 HAG 001 006 I sår meget, men bringer lidet i Hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke Tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og Daglejerens Løn går i en hullet Pung. 037 HAG 001 007 Så siger Hærskarers HERRE: Læg Mærke til, hvorledes det går eder! 037 HAG 001 008 Gå op i Bjergene, hent Tømmer og byg Templet, så jeg kan have Glæde deraf og blive æret, siger HERREN. 037 HAG 001 009 I venter rig Høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i Hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers HERRE. Fordi mit Hus ligger øde, medens enhver af eder har travlt med sit eget Hus. 037 HAG 001 010 Derfor holder Himmelen sin Dug og Jorden sin Afgrøde tilbage; 037 HAG 001 011 og jeg har kaldt Tørke hid over Land og Bjerge, over Korn, Most og Olie, over alt, hvad Jorden frembringer, over Folk og Fæ, over alt, hvad Hænder virker. 037 HAG 001 012 Og Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og hele Resten af Folket adlød HERREN deres Guds Røst og Profeten Haggajs Ord, eftersom HERREN havde sendt ham til dem, og Folket frygtede HERREN. 037 HAG 001 013 Da sagde Haggaj, HERRENs Sendebud, i HERRENs Ærinde til Folket: Jeg er med eder, lyder det fra HERREN. 037 HAG 001 014 Og HERREN vakte Ånden i Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og i Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og i hele Resten at Folkef, så de kom og tog fat på Arbejdet med deres Guds, Hærskarers HERREs, Hus 037 HAG 001 015 på den fire og tyvende Dag i den sjette Måned i Kong Darius's andet Regeringsår. 037 HAG 002 001 På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således: 037 HAG 002 002 Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket således: 037 HAG 002 003 Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders Øjne? 037 HAG 002 004 Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra HERREN, vær kun trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt, alt Folket i Landet, lyder det fra HERREN. Arbejd kun, thi jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers HERRE, 037 HAG 002 005 og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke! 037 HAG 002 006 Thi så sigerHærskarers HERRE: Endnu en Gang om en liden Stund vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, 037 HAG 002 007 og jeg vil ryste alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers HERRE. 037 HAG 002 008 Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers HERRE. 037 HAG 002 009 Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers HERRE, og på dette Sted vil jeg give Fred, lyder det fra Hærskarers HERRE. 037 HAG 002 010 På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således: 037 HAG 002 011 Så siger Hærskarers HERRE: Bed Præsterne om Svar på følgende Spørgsmål: 037 HAG 002 012 "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?" Præsterne svarede nej. 037 HAG 002 013 Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede ja. 037 HAG 002 014 Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra HERREN, og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der: det er urent. 037 HAG 002 015 Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten lagdes på Sten i HERRENs Hus, 037 HAG 002 016 hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve. 037 HAG 002 017 Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN. 037 HAG 002 018 Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til HERRENs Hus, læg Mærke dertil! 037 HAG 002 019 Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet, Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag velsigner jeg. 037 HAG 002 020 Og HERRENs Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og tyvende bag i Måneden således: 037 HAG 002 021 Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og Jorden 037 HAG 002 022 og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd. 037 HAG 002 023 På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, tager jeg dig, min Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra HERREN, og gør dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers HERRE. # # BOOK 038 ZEC Zechariah Zakarias 038 ZEC 001 001 I den ottende Måned i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således: 038 ZEC 001 002 HERREN var fuld af Harme imod eders Fædre. 038 ZEC 001 003 Men sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Vend om til mig, lyder det fra Hærskarers HERRE, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers HERRE. 038 ZEC 001 004 Vær ikke som eders Fædre, til hvem de tidligere Profeter talte således: Så siger Hærskarers HERRE: Vend om fra eders onde Veje og onde Gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder det fra HERREN. 038 ZEC 001 005 Eders Fædre, hvor er de? Og Profeterne, lever de evigt? 038 ZEC 001 006 Men mine Ord og Bud, som jeg overgav mine Tjenere Profeterne, nåede de ikke eders Fædre, så de måtte vende om og sige: "Som Hærskarers HERRE havde sat sig for at gøre imod os for vore Vejes og Gerningers Skyld, således gjorde han." 038 ZEC 001 007 På den fire og tyvende dag i den ellevte Måned, det er Sjebat Måned, i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således: 038 ZEC 001 008 Jeg skuede i Nat, og se, en Mand på en rød Hest holdt mellem Bjergene ved den dybe Kløft, og bag ham var der røde, mørke, hvide og brogede Heste. 038 ZEC 001 009 Jeg spurgte: "Hvad betyder de, Herre?" Og Engelen, som talte med mig, sagde: "Jeg vil vise dig, hvad de betyder." 038 ZEC 001 010 Så tog Manden, som holdt mellem Bjergene, til Orde og sagde: "Det er dem, HERREN udsender, for at de skal drage Jorden rundt." 038 ZEC 001 011 Og de tog til Orde og sagde til HERRENs Engel, som stod mellem Bjergene: "Vi drog Jorden rundt, og se, hele Jorden er rolig og stille. 038 ZEC 001 012 HERRENs Engel tog da til Orde og sagde: "Hærskarers HERRE! Hvor længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas Byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve År?" 038 ZEC 001 013 Og til Svar gav HERREN Engelen, som talte med mig, gode og trøstende Ord. 038 ZEC 001 014 Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af Nidkærhed for Jerusalem og Zion 038 ZEC 001 015 og af Harme mod de trygge Hedninger, fordi de hjalp til at gøre Ulykken stor, da min Vrede kun var lille. 038 ZEC 001 016 Derfor, så siger HERREN: Jeg vender mig til Jerusalem og forbarmer mig over det; mit Hus skal opbygges der, lyder det fra Hærskarers HERRE, og der skal udspændes Målesnor over Jerusalem. 038 ZEC 001 017 Tal videre: Så siger Hærskarers HERRE: Mine Byer skal atter strømme med Velsignelse, og HERREN vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem. 038 ZEC 001 018 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var fire Horn. 038 ZEC 001 019 Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder de?" Han svarede: "Det er de Horn, som har spredt Juda, Israel og Jerusalem." 038 ZEC 001 020 Så lod HERREN mig se fire Smede. 038 ZEC 001 021 Jeg spurgte: "Hvad kommer de for?" Og han svarede: "Hine er de Horn, som spredte Juda, så det ikke kunde løfte sit Hoved; og nu kommer disse for at hvæsse Økser til at slå Hornene til Jorden på de Hedninger, som løftede deres Horn mod Judas Land for at sprede det." 038 ZEC 002 001 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en Mand med en Målesnor i Hånden. 038 ZEC 002 002 Jeg spurgte: "Hvor skal du hen?" Han svarede: "Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er." 038 ZEC 002 003 Og se, Engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden Engel trådte frem over for ham, 038 ZEC 002 004 og han sagde til ham: "Løb ben og sig til den unge Mand der: Som åbent Land skal Jerusalem ligge, så mange Mennesker og Dyr skal der være i det. 038 ZEC 002 005 Jeg vil selv, lyder det fra HERREN, være en Ildmur omkring det og herliggøre mig i det. 038 ZEC 002 006 Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra HERREN, thi fra Himmelens fire Vinde samler jeg eder, lyder det fra HERREN. 038 ZEC 002 007 Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels Datter! 038 ZEC 002 008 Thi så siger Hærskarers HERRE, hvis Herlighed sendte mig til Folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min Øjesten. 038 ZEC 002 009 Thi se, jeg svinger min Hånd imod dem, og de skal blive til Bytte for dem, som nu er deres Trælle; og I skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig. 038 ZEC 002 010 Jubl og glæd dig, Zions Datter! Thi se, jeg kommer og fæster Bo i din Midte, lyder det fra HERREN." 038 ZEC 002 011 Og mange Folk skal på hin Dag slutte sig til HERREN og være hans Folk og bo i din Midte, og du skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til dig. 038 ZEC 002 012 Og HERREN tager Juda til Arvelod på den hellige Jord og udvælger atter Jerusalem. 038 ZEC 002 013 Stille, alt Kød, for HERREN, thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig. 038 ZEC 003 001 Derpå lod han mig se Ypperstepræsten Josua, og han stod foran HERRENs Engel, medens Satan stod ved hans højre Side for at føre Klage imod ham. 038 ZEC 003 002 Men HERREN, sagde til Satan: "HERREN true dig, Satan, HERREN true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en Brand, som er reddet ud af Ilden?" 038 ZEC 003 003 Josua havde snavsede Klæder på og stod foran Engelen; 038 ZEC 003 004 men denne tog til Orde og sagde til dem, som stod ham til Tjeneste: "Tag de snavsede Klæder af ham!" Og til ham sagde han: "Se, jeg har taget din Skyld fra dig, og du skal have Højtidsklæder på." 038 ZEC 003 005 Og han sagde: "Sæt et rent Hovedbind på hans Hoved!" Og de satte et rent Hovedbind på hans Hoved og gav ham rene Klæder på. Så trådte HERRENs Engel frem, 038 ZEC 003 006 og HERRENs Engel vidnede for Josua og sagde: 038 ZEC 003 007 Så siger Hærskarers HERRE: Hvis du vandrer på mine Veje og holder mine Forskrifter, skal du både Råde i mit Hus og vogte mine Forgårde, og jeg giver dig Gang og Sæde blandt dem, som står her" 038 ZEC 003 008 Hør, du Ypperstepræst Josua, du og dine Embedsbrødre, som sidder for dit Ansigt: de er Varselmænd! Thi se, jeg lader min Tjener Zemak komme. 038 ZEC 003 009 Thi se, den Sten, jeg lægger hen for Josua - på den ene Sten er syv Øjne - se, jeg rister selv dens Indskrift, lyder det fra Hærskarers HERRE, og på een Dag udsletter jeg dette Lands Skyld. 038 ZEC 003 010 På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, skal I byde hverandre til Gæst under Vinstok og Figenfræ. 038 ZEC 004 001 Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker et Menneske af hans Søvn, 038 ZEC 004 002 og spurgte mig: "Hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg, skuer, og se, der er en Lysestage, helt og holdent af Guld, og et Oliekar ovenpå og syv Lamper og syv Rør til Lamperne, 038 ZEC 004 003 desuden to Olietræer ved Siden af den, et til højre, et andet tilvenstre for Oliekarret." 038 ZEC 004 004 Og jeg spurgte Engelen, som talte med mig:"Hvad betyder disse Ting, Herre?" 038 ZEC 004 005 Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej. Herre!" 038 ZEC 004 006 Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENs Ord til Zerubbabel: Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers HERRE. 038 ZEC 004 007 Hvem er du, du store Bjerg? For Zerubbabel skal du blive Slette! Han skal hente Topstenen, medens der råbes: "Nåde, Nåde være med den!" 038 ZEC 004 008 Og HERRENs Ord kom til mig således: 038 ZEC 004 009 Zerubbabels Hænder har lagt Grunden til dette Hus, hans Hænder skal også fuldende det; og du skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til eder. 038 ZEC 004 010 Thi den, der lod hånt om de ringe Begyndelsers Dag, skal glæde sig, når han ser Blystenen i Zerubbabels Hånd. Hine syv er HERRENs Øjne, som søger ud over hele Jorden. 038 ZEC 004 011 Derpå spurgte jeg ham:"Hvad betyder de to Olietræer der til højre og venstre for Lysestagen?" 038 ZEC 004 012 Og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden af de to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned derfra?" 038 ZEC 004 013 Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej, Herre!" 038 ZEC 004 014 Så sagde han: "Det er de to med Olie salvede, som står for al Jordens Herre." 038 ZEC 005 001 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en flyvende Bogrulle. 038 ZEC 005 002 Og han spurgte mig: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en flyvende Bogrulle, som er tyve Alen lang og ti Alen bred." 038 ZEC 005 003 Da sagde han til mig: "Det er Forbandelsen, som udgår over hele Landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og alle, som sværger, er nu længe nok gået fri. 038 ZEC 005 004 Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers HERRE, for at den skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med Tømmer og Sten." 038 ZEC 005 005 Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: "Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!" 038 ZEC 005 006 Jeg spurgte: "Hvad er det?" Og han svarede: "Det er Efaen, som kommer." Og han vedblev: "Det er deres Brøde i hele Landet." 038 ZEC 005 007 Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde. 038 ZEC 005 008 Og han sagde: "Det er Gudløsheden!" Så stødte han hende ned i Efaen og slog Blylåget i over Åbningen. 038 ZEC 005 009 Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede Efaen op mellem Himmel og Jord. 038 ZEC 005 010 Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: "Hvor bærer de Efaen hen?" 038 ZEC 005 011 Han svarede: "Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er." 038 ZEC 006 001 Atter løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, fire Vogne kom frem mellem de to Bjerge, og Bjergene var af Kobber. 038 ZEC 006 002 For den første Vogn var der røde Heste, for den anden sorte, 038 ZEC 006 003 for den tredje hvide og for den fjerde brogede. 038 ZEC 006 004 Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder disse Herre?" 038 ZEC 006 005 Og Engelen svarede: "Det er Himmelens fire Vinde, som drager ud efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre. 038 ZEC 006 006 Vognen med de sorte Heste for drager ud til Nordlandet, de hvide til Østlandet og de brogede til Sydlandet; 038 ZEC 006 007 de røde drager mod Vest. Og de var ivrige efter at komme af Sted for at drage ud over Jorden. Da sagde han: "Af Sted; drag ud over Jorden!" Og de drog ud over Jorden. 038 ZEC 006 008 Så kaldte han på mig og talte således til mig: "Se, de, som drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over Nordens Land." 038 ZEC 006 009 HERRENs Ord kom til mig således: 038 ZEC 006 010 Tag imod Gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og Jedaja; endnu i Dag skal du gå indtil Josjija, Zefanjas Søn, som er kommet fra Babel, 038 ZEC 006 011 og modtage Sølv og Guld. Lad så lave en Krone og sæt den på Josuas Hoved 038 ZEC 006 012 med de Ord: "Så siger Hærskarers HERRE: Se, der kommer en Mand, hvis Navn er Zemak under ham skal det spire, og han skal bygge HERRENs Helligdom. 038 ZEC 006 013 Han skal bygge HERRENs Helligdom, og han skal vinde Højhed og sidde som Hersker på sin Trone: og han skal være Præst ved hans højre Side, og der skal være fuld Enighed mellem de to. 038 ZEC 006 014 Men Kronen skal blive i HERRENs Helligdom til Minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Hen, Zefanjas Søn. 038 ZEC 006 015 Langvejs fra skal man komme og bygge på HERRENs Helligdom; og I skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til eder. Og dersom I adlyder HERREN eders Gud - - - 038 ZEC 007 001 I Kong Darius's fjerde Regeringsår kom HERRENs Ord til Zakarias på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev. 038 ZEC 007 002 Da sendte Betel-Sar'ezer og Regem-Melek og hans Mænd Bud for at bede HERREN om Nåde 038 ZEC 007 003 og spørge Præsterne ved Hærskarers HERREs Hus og Profeterne: "Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har gjort i så mange År?" 038 ZEC 007 004 Da kom Hærskarers HERREs Ord til mig således: 038 ZEC 007 005 Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År, var det da mig, I fastede for? 038 ZEC 007 006 Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker? 038 ZEC 007 007 Kender I ikke de Ord, HERREN forkyndte ved de tidligere Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet? 038 ZEC 007 008 Og HERRENs Ord kom til Zaka rias således: 038 ZEC 007 009 Så siger Hærskarers HERRE: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og Barmhjertighed mod hverandre, 038 ZEC 007 010 undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre! 038 ZEC 007 011 Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører døve 038 ZEC 007 012 og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de Ord, Hærskarers HERRE sendte gennem sin Ånd ved de tidligere Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers HERRE. 038 ZEC 007 013 Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers HERRE, ikke høre, når de kalder; 038 ZEC 007 014 og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige Land til en Ørk. 038 ZEC 008 001 Hærskarers HERREs Ord kom således: 038 ZEC 008 002 Så siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja i stor Vrede er jeg nidkær for det. 038 ZEC 008 003 Så siger HERREN: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers HERREs Bjerg det hellige Bjerg. 038 ZEC 008 004 Så siger Hærskarers HERRE: Atter skal gamle Mænd og Kvinder sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes Skyld, 038 ZEC 008 005 og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger. 038 ZEC 008 006 Så siger Hærskarers HERRE: Fordi det i disse Dage synes det tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers HERRE. 038 ZEC 008 007 Så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg frelser mit Folk fra Østerleden og Vesterleden 038 ZEC 008 008 og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd. 038 ZEC 008 009 Så siger Hærskarers HERRE: Fat Mod, I, som i denne Tid hører disse Ord af Profeternes Mund, fra den dag Grunden lagdes til Hærskarers HERREs Hus, Helligdommen, som skulde bygges. 038 ZEC 008 010 Thi før disse Dage gav hverken Menneskers eller Kvægs Arbejde Udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke Fred for Fjenden, og jeg slap alle Mennesker løs påhverandre. 038 ZEC 008 011 Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette Folk som i fordums Dage, lyder det fra Hærskarers HERRE; 038 ZEC 008 012 jeg udsår Fred, Vinstokken skal give sin Frugt, Jorden sin Afgrøde og Himmelen sin Dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette Folk det alt sammen i Eje. 038 ZEC 008 013 Og som I, både Judas og Israels Hus, har været et Forbandelsens Tegn blandt Folkene, således skal I, når jeg har frelst eder, blive et Velsignelsens. Frygt ikke, fat Mod! 038 ZEC 008 014 Thi så siger Hærskarers HERRE: Som jeg, da eders Fædre vakte min Vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede det, siger Hærskarers HERRE, 038 ZEC 008 015 således har jeg nu i disse Dage omvendt sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas Hus. Frygt ikke! 038 ZEC 008 016 Men hvad I skal gøre, er dette; Tal Sandhed hver med sin Næste, fæld i eders Porte Domme, der hvier på Sandhed og fører til Fred, 038 ZEC 008 017 tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske Eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra HERREN. 038 ZEC 008 018 Og Hærskarers HERREs Ord kom til mig således: 038 ZEC 008 019 Så siger Hærskarers HERRE: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende Måned skal blive Judas Hus til Fryd og Glæde og gode Højtidsdage. Elsk Sandhed og Fred! 038 ZEC 008 020 Så siger Hærskarers HERRE: Endnu skal det ske, at Folkeslag og mange Byers Indbyggere skal komme, 038 ZEC 008 021 og den ene Bys Indbyggere skal gå til den andens og sige: "Lad os vandre hen og bede HERREN om Nåde og søge Hærskarers HERRE; også jeg vil med." 038 ZEC 008 022 Og mange Folkeslag og talrige Folk skal komme og søge Hærskarers HERRE i Jerusalem for at bede HERREN om Nåde. 038 ZEC 008 023 Så siger Hærskarers HERRE: I hine Dage skal ti Mænd af alle Folks Tungemål gribe fat i en Jødes Kappeflig og sige: "Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder." 038 ZEC 009 001 Et Udsagn: HERRENs Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slår det sig ned - thi Aram forbrød sig mod HERREN - det er over alle, som hader Israel, 038 ZEC 009 002 også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. 038 ZEC 009 003 Tyrus bygged sig en Fæstning og ophobed Sølv som Støv og Guld som Gadeskarn. 038 ZEC 009 004 Se, Herren vil tage det i Eje og styrte dets Bolværk i Havet. det selv skal fortæres af Ild. 038 ZEC 009 005 Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi Håbet brast. Gaza mister sin Konge, i Askalon skal ingen bo, 038 ZEC 009 006 i Asdod skal Udskud bo, Jeg gør Ende på Filisterens Hovmod, 038 ZEC 009 007 tager Blodet ud af hans Mund og Væmmelsen bort fra hans Tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en Slægt i Juda, Ekron som, en, Jebusit. 038 ZEC 009 008 Som en Vagt lejrer jeg mig formit Hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en Voldsmand gå igennem deres Land, thi nu har jeg set det med mine egne Øjne. 038 ZEC 009 009 Fryd dig såre, Zions Datter, råb med Glæde, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et Æsel, på en Asenindes Føl. 038 ZEC 009 010 Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem, Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ende. 038 ZEC 009 011 For Pagtblodets Skyld vil jeg også slippe dine Fanger ud, ja ud af den vandløse Brønd. 038 ZEC 009 012 Hjem til Borgen, I Fanger med Håb! Også i Dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold Bod! 038 ZEC 009 013 Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efraim på som Pil og vækker dine Sønner, Zion, imod dine Sønner, Javan. Jeg gør dig som Heltens Sværd. 038 ZEC 009 014 Over dem viser sig Herren, hans Pil farer ud som et Lyn. Den Herre HERREN støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm; 038 ZEC 009 015 dem værner Hærskarers HERRE. De opæder, nedtramper Slyngekasterne, drikker deres Blod som Vin og fyldes som Offerskålen, som Alterets Hjørner. 038 ZEC 009 016 HERREN deres Gud skal på denne Dag frelse dem som sit Folks Hjord; thi de er Kronesten, der funkler over hans Land. 038 ZEC 009 017 Hvor det er dejligt, hvor skønt! Thi Korn giver blomstrende Ungersvende, Most giver blomstrende Møer. 038 ZEC 010 001 HERREN skal I bede om Regn ved Tidlig- og Sildigregnstide; HERREN skaber Uvejr; Regnskyl giver han dem, hver Mand Urter på Marken. 038 ZEC 010 002 Men Husgudens Tale er Svig, Sandsigeres Syner er Blændværk: de kommer med tomme Drømme, hul er Trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en Hjord, lider Nød, thi de har ingen Hyrde. 038 ZEC 010 003 Mod Hyrdeme blusser min Vrede, Bukkene vil jeg bjemsøge; thi Hærskarers HERRE ser til sin Hjord. Han ser til Judas Hus; han gør dem til en Ganger, sin stolte Ganger i Strid. 038 ZEC 010 004 Fra ham kommer Hjørne og Teltpæl, fra ham kommer Krigens Bue, fra ham kommer hver en Hersker. 038 ZEC 010 005 De bliver til Hobe som Helte, der i Striden tramper i Gadens Dynd; de kæmper, thi HERREN er med dem. Rytterne bliver til Skamme; 038 ZEC 010 006 jeg styrker Judas Hus og frelser Josefs Hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem: thi jeg er HERREN deres Gud og bønhører dem. 038 ZEC 010 007 Efraim bliver som en Helt, deres Hjerte glædes som af Vin, deres Sønner glædes ved Synet. Deres Hjerte frydes i HERREN; 038 ZEC 010 008 jeg fløjter ad dem og samler dem; thi jeg udløser dem, og de bliver mange som fordum. 038 ZEC 010 009 Blandt Folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i Hu i det fjerne og opfostrer Børn til Hjemfærd. 038 ZEC 010 010 Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok. 038 ZEC 010 011 De går gennem Trængselshavet, han slår dets Bølger ned. Alle Nilstrømme tørkner, Assurs Stolthed styrtes, Ægyptens Herskerspir viger. 038 ZEC 010 012 Jeg gør dem stærke i HERREN, de vandrer i hans Navn, så lyder det fra HERREN. 038 ZEC 011 001 Libanon, luk Dørerne op, så Ild kan fortære dine Cedre! 038 ZEC 011 002 Klag, Cypres, thi Cedren er faldet. de ædle Træer lagt øde! Klag, I Basans Ege, thi Fredskoven ligger fældet! 038 ZEC 011 003 Hør, hvor Hyrderne klager, thi deres Græsgang er hærget; hør, hvor Løverne brøler, thi Jordans Tykning er hærget. 038 ZEC 011 004 Således sagde HERREN min Gud: Røgt Slagtefårene, 038 ZEC 011 005 hvis Køber slagter dem uden at føle Skyld, og hvis Sælger siger: "HERREN være lovet, jeg blev rig." Og deres Hyrder sparer dem ikke. 038 ZEC 011 006 (Thi jeg vil ikke længer spare Landets Indbyggere, lyder det fra HERREN; men se, jeg lader hvert Menneske falde i sin Hyrdes og sin Konges Hånd; og de skal ødelægge Landet, og jeg vil ingen redde af deres Hånd). 038 ZEC 011 007 Så røgtede jeg Slagtefårene for Fåreprangerne og tog mig to Stave; den ene kaldte jeg "Liflighed", den anden "Bånd"; og jeg røgtede Fårene. 038 ZEC 011 008 (Og jeg ryddede de tre Hyrder af Vejen i een Måned). Så tabte jeg Tålmodigheden med dem, og de blev også kede af mig. 038 ZEC 011 009 Og jeg sagde: "Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal, lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde hverandres Kød!" 038 ZEC 011 010 Så tog jeg Staven, som hed "Liflighed". og sønderbrød den for at bryde den Overenskomst, jeg havde sluttet (med alle Folkeslag; 038 ZEC 011 011 og den blev brudt samme Dag, og Fåreprangerne, som holdt Øje med mig, kendte, at det var HERRENs Ord). 038 ZEC 011 012 Og jeg sagde til dem: "Om I synes, så giv mig min Løn; hvis ikke, så lad være!" Så afvejede de min Løn, tredive Sekel Sølv. 038 ZEC 011 013 Men HERREN sagde til mig: "Kast den til Pottemageren", den dejlige Pris, de har vurderet mig til!" Og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem til Pottemageren i HERRENs Hus. 038 ZEC 011 014 Så sønderbrød jeg den anden Hyrdestav "Bånd" for at bryde Broderskabet imellem Juda og Jerusalem. 038 ZEC 011 015 Siden sagde HERREN til mig: Udstyr dig atter som en Hyrde, en Dåre af en Hyrde! 038 ZEC 011 016 (Thi se, jeg lader en Hyrde fremstå i Landet). Han tager sig ikke af det bortkomne, leder ikke efter det vildfarne, læger ikke det brudte og har ikke Omhu for det sunde, men spiser Kødef af de fede Dyr og river Klovene af dem. 038 ZEC 011 017 Ve, min Dåre af en Hyrde, som svigter Fårene! Et Sværd imod hans Arm og hans højre Øje! Hans Arm skal vorde vissen, hans højre Øje blindes. 038 ZEC 012 001 Et Udsagn; HERRENs Ord om Israel. Det lyder fra HERREN; som udspændte Himmelen, grundfæstede Jorden og dannede Menneskets Ånd i dets Indre: 038 ZEC 012 002 Se, jeg gør Jerusalem til et berusende Bæger for alle Folkeslag trindt om; også Juda skal være med til at belejre Jerusalem. 038 ZEC 012 003 På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag - enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle Jordens Folk skal samle sig imod det. 038 ZEC 012 004 På hin Dag, lyder det fra HERREN, slår jeg alle Heste med Angst og Rytterne med Vanvid; Judas Hus åbner jeg Øjnene på, men alle Folkeslagene slår jeg med Blindhed. 038 ZEC 012 005 Og Judas Stammer skal tænke: "Jerusalems Indbyggere er stærke i Hærskarers HERRE, deres Gud." 038 ZEC 012 006 På hin Dag gør jeg Judas Stammer til en Ildgryde mellem Brændestykker, et brændende Blus mellem Neg, og de skal æde til højre og venstre alle Folkeslag trindt om, og Jerusalem bliver roligt på sit Sted, i Jerusalem. 038 ZEC 012 007 Så giver HERREN først Judas Telte Sejr, for at Davids Hus og Jerusalems Indbyggere ikke skal vinde større Ry end Juda. 038 ZEC 012 008 På hin Dag værner HERREN om Jerusalems Indbyggere, og den skrøbeligste iblandt dem skal på hin Dag blive som David, men Davids Hus som Gud, som HERRENs Engel foran dem. 038 ZEC 012 009 På hin Dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de Folk, som kommer imod Jerusalem. 038 ZEC 012 010 Og så udgyder jeg over Davids Hus og Jerusalems Indbyg- gere Nådens og Bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren Søn, og holder Klage over ham, son1 man holder Klage over den førstefødte. 038 ZEC 012 011 På hin Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem som Sorgen over Hadadrimmon i Megiddos Dal. 038 ZEC 012 012 Landet skal sørge, hver Slægt for sig, Davids Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Natans Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, 038 ZEC 012 013 Levis Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Sjim'iternes Slægt for sig og deres Kvinder for sig, 038 ZEC 012 014 alle de tiloversblevne Slægter hver for sig og deres Kvinder for sig. 038 ZEC 013 001 På hin Dag skal en Kilde vælde frem for Davids Hus og Jerusalems Indbyggere mod Synd og Urenhed. 038 ZEC 013 002 Og på hin bag, lyder det fra Hærskarers HERRE, udrydder jeg Afgudernes Navne af Landet, så de ikke mer skal ihukommes; også Profeterne og Urenhedens Ånd driver jeg ud af Landet. 038 ZEC 013 003 Når nogen da atter profeterer, skal hans egne Forældre, hans Fader og Moder, sige til ham: Du har forbrudt dit Liv, thi du har talt Løgn i HERRENs Navn." Og hans egne Forældre, hans Fader og Moder, skal gennembore ham, når han profeterer. 038 ZEC 013 004 På hin Dag skal hver en Profet skamme sig over sine Syner, når han profeterer, og han skal ikke klæde sig i lådden Kappe for at føre Folk bag Lyset, 038 ZEC 013 005 men sige: "Jeg er ingen Profet; jeg er Bonde og har dyrket Jord fra min Ungdom." 038 ZEC 013 006 Og spørger man ham: "Hvad er det for Sår på dit Bryst?" skal han sige: "Dem fik jeg i mine Boleres Hus." 038 ZEC 013 007 Frem, Sværd, imod min Hyrde, mod Manden, som står mig nær, så lyder det fra Hærskarers HERRE. Hyrden vil jeg slå, så Fårehjorden spredes; mod Drengene løfter jeg Hånden. 038 ZEC 013 008 Og i hele Landet lyder det fra HERREN, skal to Tredjedele udryddes og udånde, men een Tredjedel skal levnes. 038 ZEC 013 009 Og denne Tredjedel fører jeg i Ild og renser den, som man renser Sølv, prøver den, som man prøver Guld. Den skal påkalde mit Navn, og jeg svarer; jeg siger: "Den er mit Folk." Og den skal sige: "HERREN er min Gud." 038 ZEC 014 001 Se, en Dag kommer, HERRENs Dag, da dit Bytte skal deles i dig. 038 ZEC 014 002 Da samler jeg alle Folkene til Angreb på Jerusalem; Byen indtages, Husene plyndres, Kvinderne skændes, og Halvdelen af Byens Indbyggere vandrer i Landflygtighed; men Resten af Folket skal ikke udryddes af Byen. 038 ZEC 014 003 Og HERREN drager ud og strider mod disse Folk, som han fordum stred på Kampens bag. 038 ZEC 014 004 På hin Dag står hans Fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra Øst til Vest og danne en vældig Dal, idet Bjergets ene Halvdel viger mod Nord, den anden mod Syd. 038 ZEC 014 005 I skal flygte til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen når til Azal. I skal fly, som l flyede for Jordskælvet i Kong Uzzija af Judas Dage. Og HERREN min Gud kommer og alle de Hellige med ham. 038 ZEC 014 006 På hin Dag skal der ikke være Hede eller Kulde og Frost. 038 ZEC 014 007 Det skal være een eneste Dag - HERREN kender den - ikke Dag og Nat; det skal være lyst ved Aftentide. 038 ZEC 014 008 På hin Dag skal rindende Vand vælde frem fra Jerusalem; det halve løber ud i Havet mod Øst, det halve i Havet mod Vest, og det både Sommer og Vinter. 038 ZEC 014 009 Og HERREN skal være Konge over hele Jorden. På hin Dag skal HERREN være een og hans Navn eet. 038 ZEC 014 010 Og hele Landet bliver en Slette fra Geba til Rimmon i Sydlandet; men Jerusalem skal ligge højt på sit gamle Sted. Fra Benjaminsporten til den gamle Ports Sted, til Hjørneporten, og fra Hanan'eltårnet til de kongelige Vinperser skal det være beboet. 038 ZEC 014 011 Der skal ikke mere lægges Band derpå, og Jerusalem skal ligge trygt. 038 ZEC 014 012 Men dette skal være den Plage, HERREN lader ramme alle de Folkeslag, som drager i Leding mod Jerusalem: han lader Kødet rådne på dem i levende Live, Øjnene rådner i deres Øjenhuler og Tungen i deres Mund. 038 ZEC 014 013 På hin Dag skal en vældig HERRENs Rædsel opstå iblandt dem, så de griber fat i og løfter Hånd mod hverandre. 038 ZEC 014 014 Også Juda skal stride i Jerusalem. Og alle Folkenes Rigdom skal samles trindt om fra, Guld, Sølv og Klæder i såre store Måder. 038 ZEC 014 015 Og samme Plage skal ramme Heste, Muldyr, Kameler, Æsler og alt Kvæg i Lejrene der. 038 ZEC 014 016 Men alle de, der bliver tilbage af alle Folkene, som kommer imod Jerusalem, skal År efter År drage derop for at tilbede Kongen, Hærskarers HERRE, og fejre Løvhyttefest. 038 ZEC 014 017 Og dersom nogen af Jordens Slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede Kongen, Hærskarers HERRE, skal der ikke falde Regn hos dem. 038 ZEC 014 018 Og dersom Ægyptens Slægt ikke drager derop og kommer derhen, så skal de rammes af den Plage, HERREN lader ramme Folkene. 038 ZEC 014 019 Det er Straffen over Ægypterne og alle de Folk, som ikke drager op for at fejre Løvhyttefest. 038 ZEC 014 020 På hin Dag skal der stå på Hestenes Bjælder "Helliget HERREN". Og Gryderne i HERRENs Hus skal være som Offerskålene for Alteret; 038 ZEC 014 021 hver Gryde i Jerusalem og Juda skal være helliget Hærskarers HERRE, så alle de ofrende kan komme og tage af dem og koge deri. Og på hin Dag skal der ikke mere være nogen Kana'anæer i Hærskarers HERREs Hus. # # BOOK 039 MAL Malachi Malakias 039 MAL 001 001 Et Udsagn; HERRENs Ord til Israel ved Malakias. 039 MAL 001 002 Jeg elsker eder, siger HERREN; men I spørger: "Hvori har du vist, at du elsker os?" Er Esau ikke Jakobs Broder, lyder det fra HERREN, og dog elsker jeg Jakob 039 MAL 001 003 og hader Esau. Jeg bar gjort hans Bjerge til Ørk og hans Arvelod til Øde. 039 MAL 001 004 Når Edom siger: "Vi er ødelagt, men vi bygger atter på Tomterne", så siger Hærskarers HERRE: De bygger, men jeg river ned! De skal kaldes Gudløsheds Land og det Folk, HERREN i al Evighed vredes på. 039 MAL 001 005 I skal se det med egne Øjne og sige: "HERRENs Vælde når ud over Israels Grænser." 039 MAL 001 006 En Søn ærer sin Fader, en Træl frygter sin Herre. Men er jeg Fader, hvor er da min Ære, og er jeg Herre, hvor er da Frygten for mig? siger Hærskarers HERRE til eder, I Præster, som ringeagter mit Navn. I spørger: "Hvorved har vi ringeagtet dit Navn?" 039 MAL 001 007 Ved at bringe urent Brød på mit Alter! I spørger: "Hvorved har vi gjort det urent?" Ved at sige: "HERRENs Bord er lidet værd." 039 MAL 001 008 Når I bringer blinde Dyr som Offer, er der så ikke noget ondt deri? Når I bringer halte og syge Dyr, er der så ikke noget ondt deri? Bring dem engang til din Statholder! Mon han vil synes derom og tage vel imod dig? siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 001 009 Og så vil I stemme Gud til Mildhed dermed, at han må være os nådig! Fra eders Hånd kommer slige Ting! Mon han vil tage vel imod eder, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 001 010 Vilde dog en af eder lukke Dørene, så I ikke til ingen Gavn skulde gøre Ild på mit Alter! Jeg bryder mig ikke om eder, siger Hærskarers HERRE, og ønsker ikke Offergaver af eders Hånd. 039 MAL 001 011 Thi fra Stedet, hvor Solen står op, til Stedet, hvor den går ned, er mit Navn stort iblandt Folkene, og alle Vegne bringes der mit Navn Røgoffer og rene Offergaver; thi mit Navn er stort iblandt Folkene, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 001 012 Men I vanhelliger det ved at sige: "Herrens Bord er urent, og ussel Frugt er hans Mad." 039 MAL 001 013 Og I siger: "Hvilket Slid!" og blæser derad, siger Hærskarers HERRE; I bringer noget røvet, ja halte og syge Dyr; det er Offergaven, I bringer! Skulde jeg ønske at modtage den af eders Hånd? siger HERREN. 039 MAL 001 014 Forbandet være den Bedrager, som i sin Hjord har et Handyr og lover mig det, men ofrer Herren et Dyr, som ikke dur! Thi en stor Konge er jeg, siger Hærskarers HERRE, og mit Navn er frygtet blandt Folkene. 039 MAL 002 001 Og nu udgår følgende Påbud til eder, I Præster; 039 MAL 002 002 Hvie I ikke adlyder og lægger eder på Sinde at holde mit Navn i Ære, siger Hærskarers HERRE, så sender jeg Forbandelse over eder og vender eders Velsignelse til Forbandelse, ja til Forbandelse, fordi I ikke lægger eder det på Sinde. 039 MAL 002 003 Se, jeg afhugger Armen på eder og kaster Skarn i Ansigtet på eder, Skarnet fra eders Højtider, og eders Ofre oven i Købet; 039 MAL 002 004 og I skal kende, at jeg har sendt eder dette Påbud, fordi jeg har en Pagt med Levi, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 002 005 Min Pagt med ham var, at jeg skulde give ham Liv og Fred, og han skulde frygte mig og bæve for mit Navn; 039 MAL 002 006 Sandheds Lære var i hans Mund, Svig fandtes ikke på hans Læber; i Fred og Sanddruhbed vandrede han med mig, og mange holdt han fra Brøde. 039 MAL 002 007 Thi Præstens Læber vogter på Kundskab, og Vejledning søger man af hans Mund; thi han er Hærskarers HERREs Sendebud. 039 MAL 002 008 Men I veg bort fra Vejen; mange har I bragt til Fald ved eders Vejledning, Levis Pagt har I ødelagt, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 002 009 Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt Folket, fordi I ikke tager Vare på mine Veje eller bryder eder om Loven. 039 MAL 002 010 Har vi ikke alle en og samme Fader, er det ikke en og samme Gud, som bar skabt os? Hvorfor er vi da troløse mod hverandre, så vi vanhelliger vore Fædres Pagt? 039 MAL 002 011 Juda er troløst, og Vederstyggelighed øves i Israel og Jerusalem; thi Juda vanhelliger den Helligdom, HERREN elsker, og tager en fremmed Guds Datter til Ægte. 039 MAL 002 012 HERREN unddrage den Mand. som gør sligt, en til at våge og svare i Jakobs Telte og en til at frembære Offergave for Hærskarers HERRE! 039 MAL 002 013 Og for det andet gør l dette: I hyller HERRENs Alter i Tårer, Gråd og Klage, så han ikke mere vender sig til Offergaven eller med Glæde modtager Gaver af eders Hånd. 039 MAL 002 014 Og I spørger: "Hvorfor?" Fordi HERREN var Vidne mellem dig og din Ungdomshustru, mod hvem du har været troløs, skønt hun hører til dit Folk og deler din Tro. 039 MAL 002 015 Således gør ingen, så længe der er Ånd i ham. Hvorledes har det sig med ham? Han ønsker Afkom for Gud. Så tag Vare på eders Ånd, og ingen være troløs imod sin Ungdomshustru! 039 MAL 002 016 Thi jeg hader Skilsmisse, siger HERREN, Israels Gud, og at man hyller sin Klædning i Uret, siger Hærskarers HERRE. Så tag eder i Vare for eders Ånds Skyld og vær ikke troløse! 039 MAL 002 017 I trætter HERREN med eders Ord. Og I spørger: "Hvorved trætter vi?" Ved at sige: "Enhver som gør ondt, er god i HERRENs Øjne; i dem har han Behag; hvor er ellers Dommens Gud?" 039 MAL 003 001 Se, jeg sender min Engel, og han skal bane Vej for mit Åsyn; og til sit Tempel kommer i et Nu den Herre, I søger, og Pagtens Engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 003 002 Men hvo kan udholde den Dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til Syne? Han er jo som Metalsmelterens Ild og Tvætternes Lud. 039 MAL 003 003 Han sidder og smelter og renser Sølv; han renser Levis Sønner, lutrer dem som Guld og Sølv, så de kan frembære Offergave for HERREN i Retfærdighed, 039 MAL 003 004 at Judas og Jerusalems Offergave må være HERREN liflig som i fordums Dage, i henrundne År. 039 MAL 003 005 Jeg nærmer mig eder til Dom og vidner i Hast mod Troldmændene, Ægteskabsbryderne, Menederne og dem, som undertrykker Daglejere, Enker og faderløse, gør fremmede Uret og ikke frygter mig, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 003 006 Thi jeg, HERREN, er ikke blevet en anden, men I har ikke ophørt at være Jakobsønner". 039 MAL 003 007 Siden eders Fædres Dage er I afveget fra mine Bud og har ikke holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers HERRE. Og I spørger: "Hvorledes skal vi vende os?" 039 MAL 003 008 Skal et Menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger:"Hvorved har vi bedraget dig?" Med Tienden og Offerydelsen! 039 MAL 003 009 I trues med Forbandelse og bedrager dog mig, ja alt Folket gør det! 039 MAL 003 010 Bring hele Tienden tiI Forrådshuset, så der kan være Mad i mit Hus; sæt mig på Prøve dermed, siger Hærskarers HERRE, om jeg da ikke åbner eder Himmelens Sluser og udøser Velsignelse over eder i Overmål. 039 MAL 003 011 Jeg vil for eders Skyld skræmme Æderne, så at de ikke ødelægger eder Landets Afgrøde, og Vinstokken på Marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 003 012 Og alle Folkene skal love eder, fordi l har et yndigt Land, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 003 013 I taler stærke Ord imod mig, siger HERREN. Og I spørger: "Hvad taler vi imod dig?" 039 MAL 003 014 I siger: "Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde hans Krav og gå sørgeklædte for Hærskarers HERREs Åsyn? 039 MAL 003 015 Nej, vi må love de frække! De øver Gudløshed og kommer til Vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra." 039 MAL 003 016 Da talte de, som frygter HERREN, med hverandre. Og HERREN lyttede og hørte efter, og en Bog blev skrevet for hans Åsyn, for at de kunde ihukommes, som frygter HERREN og slår Lid til hans Navn. 039 MAL 003 017 Den Dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit Eje, siger Hærskarers HERRE, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en Fader handler nænsomt med sin Søn, der tjener ham. 039 MAL 003 018 Da skal l atter kende Forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham. 039 MAL 004 001 Thi se, Dagen kommer, luende som en Ovn; og alle de frække og alle, som øver Gudløshed, skal blive som Strå, og Dagen, som kommer, skal lade dem gå op i Luer, siger Hærskarers HERRE, så der ikke levnes Rod eller Gren at dem. 039 MAL 004 002 Men for eder, som frygter mit Navn, skal Retfærds Sol opgå med Lægedom under sine Vinger, og I skal gå ud og boltre eder som Kalve, der kommer fra Stalden, 039 MAL 004 003 og trampe de gudløse ned; thi de skal blive til Støv under eders Fodsåler, den bag jeg griber ind, siger Hærskarers HERRE. 039 MAL 004 004 Kom min Tjener Moses's Lov i Hu, hvem jeg pålagde Vedtægter og Lovbud om alt Israel på Horeb. 039 MAL 004 005 Se, jeg sender eder Profeten Elias, før HERRENs store og frygtelige Dag kommer. 039 MAL 004 006 Han skal vende Fædrenes Hjerte til Sønnerne og Sønnernes til Fædrene, at jeg ikke skal komme og slå Landet med Band. # # BOOK 040 MAT Matthew Matthæus 040 MAT 001 001 Jesu Kristi Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtsbog. 040 MAT 001 002 Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre; 040 MAT 001 003 og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom; og Esrom avlede Aram; 040 MAT 001 004 og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Nasson; og Nasson avlede Salmon; 040 MAT 001 005 og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Isaj; 040 MAT 001 006 og Isaj avlede Kong David; og David avlede Salomon med Urias's Hustru; 040 MAT 001 007 og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa; 040 MAT 001 008 og Asa avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede Ozias; 040 MAT 001 009 og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Akas; og Akas avlede Ezekias; 040 MAT 001 010 og Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias; 040 MAT 001 011 og Josias avlede Jekonias og hans Brødre på den Tid, da Bortførelsen til Babylon fandt Sted. 040 MAT 001 012 Men efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel; 040 MAT 001 013 og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim: og Eliakim avlede Azor; 040 MAT 001 014 og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede Eliud; 040 MAT 001 015 og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob; 040 MAT 001 016 og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født, som kaldes Kristus. 040 MAT 001 017 Altså ere alle Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten Slægtled. 040 MAT 001 018 Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således til. Da Maria, hans Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd. 040 MAT 001 019 Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og ikke vilde beskæmme hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra hende. 040 MAT 001 020 Men idet han tænkte derpå, se, da viste en Herrens Engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids Søn! frygt ikke for at tage din Hustru Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er af den Helligånd. 040 MAT 001 021 Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder." 040 MAT 001 022 Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved Profeten, som siger: 040 MAT 001 023 "Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel", hvilket er udlagt: Gud med os. 040 MAT 001 024 Men da Josef vågnede op at Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig. 040 MAT 001 025 Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin Søn, den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus. 040 MAT 002 001 Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde: 040 MAT 002 002 "Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham." 040 MAT 002 003 Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; 040 MAT 002 004 og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. 040 MAT 002 005 Og de sagde til ham: "I Bethlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved Profeten: 040 MAT 002 006 Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel." 040 MAT 002 007 Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne. 040 MAT 002 008 Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: "Går hen og forhører eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig det, for at også jeg kan komme og tilbede det." 040 MAT 002 009 Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var. 040 MAT 002 010 Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade. 040 MAT 002 011 Og de gik ind i Huset og så Barnet med dets Moder Maria og faldt ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra. 040 MAT 002 012 Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej tilbage til deres Land. 040 MAT 002 013 Men da de vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef og siger: "Stå op, og tag Barnet og dets Moder med dig og fly til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det." 040 MAT 002 014 Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig om Natten og drog bort til Ægypten. 040 MAT 002 015 Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved Profeten, der siger: "Fra Ægypten kaldte jeg min Søn." 040 MAT 002 016 Da Herodes nu så, at han var bleven skuffet af de vise, blev han såre vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslå, som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to År og derunder, efter den Tid, som han havde fået Besked om af de vise. 040 MAT 002 017 Da blev det opfyldt, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: 040 MAT 002 018 "En Røst blev hørt i Rama, Gråd og megen Jamren; Rakel græd over sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere." 040 MAT 002 019 Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger: 040 MAT 002 020 "Stå op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til Israels Land; thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv." 040 MAT 002 021 Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til Israels Land. 040 MAT 002 022 Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader Herodes's Sted, frygtede han for at komme derhen; og han blev advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne. 040 MAT 002 023 Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde kaldes Nazaræer. 040 MAT 003 001 Men i de Dage fremstår Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger: 040 MAT 003 002 "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær." 040 MAT 003 003 Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!" 040 MAT 003 004 Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhår og et Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild Honning. 040 MAT 003 005 Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan. 040 MAT 003 006 Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder. 040 MAT 003 007 Men da han så mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Dåb, sagde han til dem: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? 040 MAT 003 008 Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig, 040 MAT 003 009 og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten. 040 MAT 003 010 Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; så bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden. 040 MAT 003 011 Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild. 040 MAT 003 012 Hans Kasteskovl er i hans Hånd, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild." 040 MAT 003 013 Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham. 040 MAT 003 014 Men Johannes vilde formene ham det og sagde: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!" 040 MAT 003 015 Men Jesus svarede og sagde til ham: "Tilsted det nu; thi således sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed." Da tilsteder han ham det. 040 MAT 003 016 Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene åbnedes for ham, og han så Guds Ånd dale ned som en Due og komme over ham. 040 MAT 003 017 Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag." 040 MAT 004 001 Da blev Jesus af Ånden ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen. 040 MAT 004 002 Og da han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, blev han omsider hungrig. 040 MAT 004 003 Og Fristeren gik til ham og sagde: "Er du Guds Søn, da sig, at disse Sten skulle blive Brød." 040 MAT 004 004 Men han svarede og sagde: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgår igennem Guds Mund." 040 MAT 004 005 Da. tager Djævelen ham med sig til den hellige Stad og stiller ham på Helligdommens Tinde og siger til ham: 040 MAT 004 006 "Er du Guds Søn, da kast dig herned; thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig på Hænder, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten." 040 MAT 004 007 Jesus sagde til ham: "Der er atter skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud." 040 MAT 004 008 Atter tager Djævelen ham med sig op på et såre højt Bjerg og viser ham alle Verdens Riger og deres Herlighed; og han sagde til ham: 040 MAT 004 009 "Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede mig." 040 MAT 004 010 Da siger Jesus til ham: "Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." 040 MAT 004 011 Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom til ham og tjente ham. 040 MAT 004 012 Men da Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, drog han bort til Galilæa. 040 MAT 004 013 Og han forlod Nazareth og kom og tog Bolig i Kapernaum, som ligger ved Søen, i Sebulons og Nafthalis Egne, 040 MAT 004 014 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger: 040 MAT 004 015 "Sebulons Land og Nafthalis Land langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Galilæa, 040 MAT 004 016 det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, som sad i Dødens Land og Skygge, for dem er der opgået et Lys." 040 MAT 004 017 Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær." 040 MAT 004 018 Men da han vandrede ved Galilæas Sø, så han to Brødre, Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere. 040 MAT 004 019 Og han siger til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder til Menneskefiskere." 040 MAT 004 020 Og de forlode straks Garnene og fulgte ham. 040 MAT 004 021 Og da han derfra gik videre, så han to andre Brødre, Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, i Skibet med deres Fader Zebedæus, i Færd med at bøde deres Garn, og han kaldte på dem. 040 MAT 004 022 Og de forlode straks Skibet og deres Fader og fulgte ham. 040 MAT 004 023 Og Jesus gik omkring i hele Galilæa, idet han lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed iblandt Folket. 040 MAT 004 024 Og hans Ry kom ud over hele Syrien; og de bragte til ham alle dem, som lede af mange Hånde Sygdomme og vare plagede af Lidelser, både besatte og månesyge og værkbrudne; og han helbredte dem. 040 MAT 004 025 Og store Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra Landet hinsides Jordan. 040 MAT 005 001 Men da han så Skarerne, steg han op på Bjerget; og da han havde sat sig, gik hans Disciple hen til ham, 040 MAT 005 002 og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde: 040 MAT 005 003 "Salige ere de fattige i Ånden, thi Himmeriges Rige er deres. 040 MAT 005 004 Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. 040 MAT 005 005 Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. 040 MAT 005 006 Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes. 040 MAT 005 007 Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed. 040 MAT 005 008 Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. 040 MAT 005 009 Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn. 040 MAT 005 010 Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. 040 MAT 005 011 Salige ere I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle Hånde ondt på for min Skyld. 040 MAT 005 012 Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene; thi således have de forfulgt Profeterne, som vare før eder. 040 MAT 005 013 I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af Menneskene. 040 MAT 005 014 I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger på et Bjerg, kan ikke skjules. 040 MAT 005 015 Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men på Lysestagen; så skinner det for alle dem, som ere i Huset. 040 MAT 005 016 Lader således eders Lys skinne for Menneskene, at de må se eders gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene. 040 MAT 005 017 Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. 040 MAT 005 018 Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgår, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af Loven, indtil det er sket alt sammen. 040 MAT 005 019 Derfor, den, som bryder et at de mindste af disse Bud og lærer Menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. 040 MAT 005 020 Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. 040 MAT 005 021 I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen. 040 MAT 005 022 Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Rådet; og den, som siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild. 040 MAT 005 023 Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig, 040 MAT 005 024 så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave! 040 MAT 005 025 Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. 040 MAT 005 026 Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får betalt den sidste Hvid. 040 MAT 005 027 I have hørt, at der er sagt: Du må ikke bedrive Hor. 040 MAT 005 028 Men jeg siger eder, at hver den, som ser på en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte. 040 MAT 005 029 Men dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud, og kast det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede. 040 MAT 005 030 Og om din højre Hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme kommer i Helvede. 040 MAT 005 031 Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. 040 MAT 005 032 Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor. 040 MAT 005 033 I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. 040 MAT 005 034 Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone, 040 MAT 005 035 ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. 040 MAT 005 036 Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Hår hvidt eller sort. 040 MAT 005 037 Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde. 040 MAT 005 038 I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand. 040 MAT 005 039 Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham også den anden til! 040 MAT 005 040 Og dersom nogen vil gå i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham da også få Kappen! 040 MAT 005 041 Og dersom nogen tvinger dig til at gå een Mil, da gå to med ham! 040 MAT 005 042 Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne af dig. 040 MAT 005 043 I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. 040 MAT 005 044 Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, 040 MAT 005 045 for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 040 MAT 005 046 Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke også Tolderne det samme? 040 MAT 005 047 Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke også Hedningerne det samme? 040 MAT 005 048 Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen. 040 MAT 006 001 Vogter eder at i ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for at beskues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er Himlene. 040 MAT 006 002 Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 040 MAT 006 003 Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide, hvad din højre gør, 040 MAT 006 004 for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. 040 MAT 006 005 Og når I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 040 MAT 006 006 Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. 040 MAT 006 007 Men når I bede, må I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. 040 MAT 006 008 Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham, 040 MAT 006 009 Derfor skulle I bede således: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; 040 MAT 006 010 komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på Jorden; 040 MAT 006 011 giv os i dag vort daglige Brød: 040 MAT 006 012 og forlad os vor Skyld, som også vi forlade vore Skyldnere; 040 MAT 006 013 og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; (thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.) 040 MAT 006 014 Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader også forlade eder; 040 MAT 006 015 men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser. 040 MAT 006 016 Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 040 MAT 006 017 Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, 040 MAT 006 018 for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. 040 MAT 006 019 Samler eder ikke Skatte på Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; 040 MAT 006 020 men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortære, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. 040 MAT 006 021 Thi hvor din Skat er, der vil også dit Hjerte være. 040 MAT 006 022 Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst; 040 MAT 006 023 men dersom dit Øje er dårligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket! 040 MAT 006 024 Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon. 040 MAT 006 025 Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? 040 MAT 006 026 Ser på Himmelens Fugle; de så ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? 040 MAT 006 027 Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? 040 MAT 006 028 Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne på Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; 040 MAT 006 029 men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. 040 MAT 006 030 Klæder da Gud således det Græs på Marken, som står i dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? 040 MAT 006 031 Derfor må I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? 040 MAT 006 032 - efter alt dette søge jo Hedningerne -. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. 040 MAT 006 033 Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, så skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. 040 MAT 006 034 Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage. 040 MAT 007 001 Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, 040 MAT 007 002 og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder. 040 MAT 007 003 Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var? 040 MAT 007 004 Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje. 040 MAT 007 005 Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje. 040 MAT 007 006 Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder. 040 MAT 007 007 Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. 040 MAT 007 008 Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. 040 MAT 007 009 Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Sten? 040 MAT 007 010 Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en Slange? 040 MAT 007 011 Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som bede ham! 040 MAT 007 012 Altså, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle også I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne. 040 MAT 007 013 Går ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred, som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gå ind ad den; 040 MAT 007 014 thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet og de er få, som finde den 040 MAT 007 015 Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve. 040 MAT 007 016 Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? 040 MAT 007 017 Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ bærer slette Frugter. 040 MAT 007 018 Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan ikke bære gode Frugter. 040 MAT 007 019 Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. 040 MAT 007 020 Altså skulle I kende dem af deres Frugter. 040 MAT 007 021 Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i Himlene. 040 MAT 007 022 Mange skulle sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? 040 MAT 007 023 Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret! 040 MAT 007 024 Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus på Klippen, 040 MAT 007 025 og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet på Klippen. 040 MAT 007 026 Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en Dåre, som byggede sit Hus på Sandet, 040 MAT 007 027 og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort." 040 MAT 007 028 Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne slagne af Forundring over hans Lære; 040 MAT 007 029 thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres skriftkloge. 040 MAT 008 001 Men da han var gået ned ad Bjerget, fulgte store Skarer ham. 040 MAT 008 002 Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: "Herre! om du vil, så kan du rense mig." 040 MAT 008 003 Og han udrakte Hånden, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv ren!" Og straks blev han renset for sin Spedalskhed 040 MAT 008 004 Og Jesus siger til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem." 040 MAT 008 005 Men da han gik ind i Kapernaum, trådte en Høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde: 040 MAT 008 006 "Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og, pines svarlig." 040 MAT 008 007 Jesus siger til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham." 040 MAT 008 008 Og Høvedsmanden svarede og sagde: "Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag; men sig det blot med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. 040 MAT 008 009 Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det." 040 MAT 008 010 Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte ham: "Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro. 040 MAT 008 011 Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. 040 MAT 008 012 Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel." 040 MAT 008 013 Og Jesus sagde til Høvedsmanden:"Gå bort, dig ske, som du troede!" Og Drengen blev helbredt i den samme Time. 040 MAT 008 014 Og Jesus kom ind i Peters Hus og så, at hans Svigermoder lå og havde Feber. 040 MAT 008 015 Og han rørte ved hendes Hånd, og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op. 040 MAT 008 016 Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og han uddrev Ånderne med et Ord og helbredte alle de syge; 040 MAT 008 017 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der siger: "Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme." 040 MAT 008 018 Men da Jesus så store Skarer omkring sig, befalede han at fare over til hin Side. 040 MAT 008 019 Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: "Mester! jeg vil følge dig, hvor du end går hen." 040 MAT 008 020 Og Jesus siger til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved." 040 MAT 008 021 Men en anden af disciplene sagde til ham: "Herre! tilsted mig først at gå hen og begrave min Fader." 040 MAT 008 022 Men Jesus siger til ham: "Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!" 040 MAT 008 023 Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham. 040 MAT 008 024 Og se, det blev en stærk Storm på Søen, så at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. 040 MAT 008 025 Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: "Herre, frels os! vi forgå." 040 MAT 008 026 Og han siger til dem: "Hvorfor ere I bange, I lidettroende?" Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille. 040 MAT 008 027 Men Menneskene forundrede sig og sagde: "Hvem er dog denne, siden både Vindene og Søen ere ham lydige?" 040 MAT 008 028 Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare såre vilde, så at ingen kunde komme forbi ad den Vej. 040 MAT 008 029 Og se, de råbte og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, du Guds Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?" 040 MAT 008 030 Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede. 040 MAT 008 031 Og de onde Ånder bade ham og sagde: "Dersom du uddriver os, da send os i Svinehjorden!" 040 MAT 008 032 Og han sagde til dem: "Går!" Men de fore ud og fore i Svinene; og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og døde i Vandet. 040 MAT 008 033 Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt sammen, og hvorledes det var gået til med de besatte. 040 MAT 008 034 Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bade de ham om; at han vilde gå bort fra deres Egn. 040 MAT 009 001 Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By. 040 MAT 009 002 Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig." 040 MAT 009 003 Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler bespotteligt." 040 MAT 009 004 Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? 040 MAT 009 005 Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Stå op og gå? 040 MAT 009 006 Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" 040 MAT 009 007 Og han stod op og gik bort til sit Hus. 040 MAT 009 008 Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en sådan Magt. 040 MAT 009 009 Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham. 040 MAT 009 010 Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. 040 MAT 009 011 Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?" 040 MAT 009 012 Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. 040 MAT 009 013 Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere," 040 MAT 009 014 Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: "Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?" 040 MAT 009 015 Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene sørge, så længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. 040 MAT 009 016 Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. 040 MAT 009 017 Man kommer heller ikke ung Vin på gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin på nye Læderflasker, så blive begge Dele bevarede." 040 MAT 009 018 Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende." 040 MAT 009 019 Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. 040 MAT 009 020 Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; 040 MAT 009 021 thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst." 040 MAT 009 022 Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. 040 MAT 009 023 Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: 040 MAT 009 024 "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad ham. 040 MAT 009 025 Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden; og Pigen stod op. 040 MAT 009 026 Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn. 040 MAT 009 027 Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!" 040 MAT 009 028 Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til ham:"Ja, Herre!" 040 MAT 009 029 Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders Tro!" 040 MAT 009 030 Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: "Ser til, lad ingen få det at vide." 040 MAT 009 031 Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. 040 MAT 009 032 Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. 040 MAT 009 033 Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel." 040 MAT 009 034 Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder." 040 MAT 009 035 Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. 040 MAT 009 036 Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde. 040 MAT 009 037 Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; 040 MAT 009 038 beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst." 040 MAT 010 001 Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. 040 MAT 010 002 Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, 040 MAT 010 003 Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, 040 MAT 010 004 Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham. 040 MAT 010 005 Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By! 040 MAT 010 006 Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus! 040 MAT 010 007 Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær. 040 MAT 010 008 Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet! 040 MAT 010 009 Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter; 040 MAT 010 010 ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd. 040 MAT 010 011 Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort. 040 MAT 010 012 Men når I gå ind i Huset, da hilser det; 040 MAT 010 013 og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! 040 MAT 010 014 Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! 040 MAT 010 015 Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land tåleligere på Dommens Dag end den By. 040 MAT 010 016 Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer! 040 MAT 010 017 Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger. 040 MAT 010 018 Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. 040 MAT 010 019 Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale. 040 MAT 010 020 Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som taler i eder. 040 MAT 010 021 Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel. 040 MAT 010 022 Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. 040 MAT 010 023 Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer. 040 MAT 010 024 En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre. 040 MAT 010 025 Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk? 040 MAT 010 026 Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. 040 MAT 010 027 Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på Tagene, hvad der siges eder i Øret! 040 MAT 010 028 Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve både Sjæl og Legeme i Helvede. 040 MAT 010 029 Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie. 040 MAT 010 030 Men på eder ere endog alle Hovedhår talte. 040 MAT 010 031 Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve. 040 MAT 010 032 Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. 040 MAT 010 033 Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene. 040 MAT 010 034 Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. 040 MAT 010 035 Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder, 040 MAT 010 036 og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender. 040 MAT 010 037 Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; 040 MAT 010 038 og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd. 040 MAT 010 039 Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det. 040 MAT 010 040 Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig. 040 MAT 010 041 Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal få en Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs Løn. 040 MAT 010 042 Og den, som giver en af disse små ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn." 040 MAT 011 001 Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer. 040 MAT 011 002 Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: 040 MAT 011 003 "Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?" 040 MAT 011 004 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: 040 MAT 011 005 blinde se, og lamme gå, spedalske renses, og døve høre, og døde stå op, og Evangeliet forkyndes for fattige; 040 MAT 011 006 og salig er den, som ikke forarges på mig." 040 MAT 011 007 Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? 040 MAT 011 008 Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse. 040 MAT 011 009 Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet. 040 MAT 011 010 Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. 040 MAT 011 011 Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstået end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. 040 MAT 011 012 Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. 040 MAT 011 013 Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. 040 MAT 011 014 Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. 040 MAT 011 015 Den, som har Øren at høre med, han høre! 040 MAT 011 016 Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidde på Torvene og råbe til de andre og sige: 040 MAT 011 017 Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke. 040 MAT 011 018 Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han er besat. 040 MAT 011 019 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn." 040 MAT 011 020 Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig: 040 MAT 011 021 "Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. 040 MAT 011 022 Men jeg siger eder: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på Dommens Dag end eder. 040 MAT 011 023 Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven stående indtil denne Dag. 040 MAT 011 024 Men jeg siger eder: Det skal gå Sodomas Land tåleligere på Dommens Dag end dig." 040 MAT 011 025 På den Tid udbrød Jesus og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. 040 MAT 011 026 Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig. 040 MAT 011 027 Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham. 040 MAT 011 028 Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile. 040 MAT 011 029 Tager mit Åg på eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; så skulle I finde Hvile for eders Sjæle. 040 MAT 011 030 Thi mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let." 040 MAT 012 001 På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise. 040 MAT 012 002 Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat." 040 MAT 012 003 Men han sagde til dem: "Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham? 040 MAT 012 004 hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? 040 MAT 012 005 Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld? 040 MAT 012 006 Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen. 040 MAT 012 007 Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld. 040 MAT 012 008 Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten." 040 MAT 012 009 Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge. 040 MAT 012 010 Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte ham ad og sagde: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?" for at de kunde anklage ham. 040 MAT 012 011 Men han sagde til dem: "Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op, dersom det på Sabbaten falder i en Grav? 040 MAT 012 012 Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det tilladt at gøre vel på Sabbaten." 040 MAT 012 013 Da siger han til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden. 040 MAT 012 014 Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel. 040 MAT 012 015 Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle. 040 MAT 012 016 Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt; 040 MAT 012 017 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger: 040 MAT 012 018 "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret. 040 MAT 012 019 Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst på Gaderne. 040 MAT 012 020 Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr. 040 MAT 012 021 Og på hans Navn skulle Hedninger håbe." 040 MAT 012 022 Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så at den stumme talte og så. 040 MAT 012 023 Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være Davids Søn?" 040 MAT 012 024 Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste." 040 MAT 012 025 Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå. 040 MAT 012 026 Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestå? 040 MAT 012 027 Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. 040 MAT 012 028 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo Guds Rige kommet til eder. 040 MAT 012 029 Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus. 040 MAT 012 030 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. 040 MAT 012 031 Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades. 040 MAT 012 032 Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende. 040 MAT 012 033 Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten. 040 MAT 012 034 I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. 040 MAT 012 035 Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd. 040 MAT 012 036 Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale. 040 MAT 012 037 Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du førdømmes." 040 MAT 012 038 Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: "Mester! vi ønske at se et Tegn at dig." 040 MAT 012 039 Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn. 040 MAT 012 040 Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød. 040 MAT 012 041 Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. 040 MAT 012 042 Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. 040 MAT 012 043 Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke. 040 MAT 012 044 Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. 040 MAT 012 045 Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således skal det også gå denne onde Slægt." 040 MAT 012 046 Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham. 040 MAT 012 047 Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at tale med dig." 040 MAT 012 048 Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?" 040 MAT 012 049 Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre! 040 MAT 012 050 Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder." 040 MAT 013 001 På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. 040 MAT 013 002 Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden. 040 MAT 013 003 Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en Sædemand gik ud at så. 040 MAT 013 004 Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde det op. 040 MAT 013 005 Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. 040 MAT 013 006 Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. 040 MAT 013 007 Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. 040 MAT 013 008 Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. 040 MAT 013 009 Den, som har Øren, han høre!" 040 MAT 013 010 Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til dem i Lignelser?" 040 MAT 013 011 Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. 040 MAT 013 012 Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 040 MAT 013 013 Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller. 040 MAT 013 014 Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog ikke se. 040 MAT 013 015 Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, på jeg kunde helbrede dem. 040 MAT 013 016 Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre. 040 MAT 013 017 Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke. 040 MAT 013 018 Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden! 040 MAT 013 019 Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det, som blev sået ved Vejen. 040 MAT 013 020 Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde. 040 MAT 013 021 Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks. 040 MAT 013 022 Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. 040 MAT 013 023 Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold." 040 MAT 013 024 En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark. 040 MAT 013 025 Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. 040 MAT 013 026 Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til Syne. 040 MAT 013 027 Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra? 040 MAT 013 028 Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke det sammen? 040 MAT 013 029 Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. 040 MAT 013 030 Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!" 040 MAT 013 031 En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark. 040 MAT 013 032 Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op, er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene." 040 MAT 013 033 En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen." 040 MAT 013 034 Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, 040 MAT 013 035 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse." 040 MAT 013 036 Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!" 040 MAT 013 037 Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er Menneskesønnen, 040 MAT 013 038 og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, 040 MAT 013 039 og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. 040 MAT 013 040 Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således skal det ske ved Verdens Ende. 040 MAT 013 041 Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; 040 MAT 013 042 og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel. 040 MAT 013 043 Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den. som har Øren, han høre! 040 MAT 013 044 Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark. 040 MAT 013 045 Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; 040 MAT 013 046 og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den. 040 MAT 013 047 Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags. 040 MAT 013 048 Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne ud. 040 MAT 013 049 Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud og skille de onde fra de retfærdige 040 MAT 013 050 og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel. 040 MAT 013 051 Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja." 040 MAT 013 052 Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forråd." 040 MAT 013 053 Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. 040 MAT 013 054 Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger? 040 MAT 013 055 Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? 040 MAT 013 056 Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt dette?" 040 MAT 013 057 Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus," 040 MAT 013 058 Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld. 040 MAT 014 001 På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus. 040 MAT 014 002 Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham." 040 MAT 014 003 Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld. 040 MAT 014 004 Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have hende." 040 MAT 014 005 Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi de holdt ham for en Profet. 040 MAT 014 006 Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for dem; og hun behagede Herodes. 040 MAT 014 007 Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun begærede. 040 MAT 014 008 Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens Hoved hid på et Fad!" 040 MAT 014 009 Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives hende. 040 MAT 014 010 Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet. 040 MAT 014 011 Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte det til sin Moder. 040 MAT 014 012 Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom og forkyndte Jesus det. 040 MAT 014 013 Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods fra Byerne. 040 MAT 014 014 Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem og helbredte deres syge. 040 MAT 014 015 Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad." 040 MAT 014 016 Men Jesus sagde til dem: "De have ikke nødig at gå bort; giver I dem at spise!" 040 MAT 014 017 Men de sige til ham: "Vi have ikke her uden fem Brød og to Fisk." 040 MAT 014 018 Men han sagde: "Henter mig dem hid!" 040 MAT 014 019 Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne. 040 MAT 014 020 Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde 040 MAT 014 021 Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. 040 MAT 014 022 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå bort. 040 MAT 014 023 Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene. 040 MAT 014 024 Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var imod. 040 MAT 014 025 Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen. 040 MAT 014 026 Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt. 040 MAT 014 027 Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det er mig, frygter ikke!" 040 MAT 014 028 Men Peter svarede ham og sagde: "Herre! dersom det er dig, da byd mig at komme til dig på Vandet!" 040 MAT 014 029 Men han sagde: "Kom!" Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede på Vandet for at komme til Jesus. 040 MAT 014 030 Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!" 040 MAT 014 031 Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" 040 MAT 014 032 Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig. 040 MAT 014 033 Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: "Du er sandelig Guds Søn." 040 MAT 014 034 Og da de vare farne over, landede de i Genezareth. 040 MAT 014 035 Og da Folkene på det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham. 040 MAT 014 036 Og de bade ham, at de blot måtte røre ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede. 040 MAT 015 001 Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus og sige: 040 MAT 015 002 "Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de to ikke deres Hænder, når de holde Måltid." 040 MAT 015 003 Men han svarede og sagde til dem: "Hvorfor overtræde også I Guds Bud for eders Overleverings Skyld? 040 MAT 015 004 Thi Gud har påbudt og sagt: "Ær din Fader og Moder;" og: "Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø." 040 MAT 015 005 Men I sige: "Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave," han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder." 040 MAT 015 006 Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld. 040 MAT 015 007 I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde: 040 MAT 015 008 "Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig. 040 MAT 015 009 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." 040 MAT 015 010 Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og forstår! 040 MAT 015 011 Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det, som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent." 040 MAT 015 012 Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?" 040 MAT 015 013 Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode. 040 MAT 015 014 Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en blind leder en blind, falde de begge i Graven." 040 MAT 015 015 Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!" 040 MAT 015 016 Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige? 040 MAT 015 017 Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i Bugen og føres ud ad den naturlige Vej? 040 MAT 015 018 Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør Mennesket urent. 040 MAT 015 019 Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser. 040 MAT 015 020 Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med utoede Hænder gør ikke Mennesket urent." 040 MAT 015 021 Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne. 040 MAT 015 022 Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde: "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Ånd." 040 MAT 015 023 Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." 040 MAT 015 024 Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." 040 MAT 015 025 Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" 040 MAT 015 026 Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 040 MAT 015 027 Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord." 040 MAT 015 028 Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time. 040 MAT 015 029 Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik op på Bjerget og satte sig der. 040 MAT 015 030 Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme, Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans Fødder, og han helbredte dem, 040 MAT 015 031 så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud. 040 MAT 015 032 Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: "Jeg ynke s inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig tre Dage og have intet at spise; og lade dem gå fastende bort, vil jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte på Vejen." 040 MAT 015 033 Og hans Disciple sige til ham: "Hvorfra skulle vi få så mange Brød i en Ørken, at vi kunne mætte så mange Mennesker?" 040 MAT 015 034 Og Jesus siger til dem: "Hvor mange Brød have I?" Men de sagde: "Syv og nogle få Småfisk." 040 MAT 015 035 Og han bød Skaren at sætte sig ned på Jorden 040 MAT 015 036 og tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne. 040 MAT 015 037 Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde. 040 MAT 015 038 Men de, som spiste, vare fire Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. 040 MAT 015 039 Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han om Bord i Skibet og kom til Magadans Egne. 040 MAT 016 001 Og Farisæerne og Saddukæerne kom hen og fristede ham og begærede, at han vilde vise dem et Tegn fra Himmelen. 040 MAT 016 002 Men han svarede og sagde til dem: "Om Aftenen sige I: Det bliver en skøn Dag, thi Himmelen er rød; 040 MAT 016 003 og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. Om Himmelens Udseende vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I det, ikke. 040 MAT 016 004 En ond og utro Slægt forlanger Tegn; men der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn." Og han forlod dem og gik bort. 040 MAT 016 005 Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at tage Brød med. 040 MAT 016 006 Og Jesus sagde til dem: "Ser til, og tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!" 040 MAT 016 007 Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Det er, fordi vi ikke toge Brød med." 040 MAT 016 008 Men da Jesus mærkede dette, sagde han: "I lidettroende! hvorfor tænke I ved eder selv på, at I ikke have taget Brød med? 040 MAT 016 009 Forstå I ikke endnu? Komme I heller ikke i Hu de fem Brød til de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op? 040 MAT 016 010 Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op? 040 MAT 016 011 Hvorledes forstå I da ikke, at det ej var om Brød, jeg sagde det til eder? Men tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg." 040 MAT 016 012 Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig i Vare for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes Lære. 040 MAT 016 013 Men da Jesus var kommen til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine Disciple og sagde: "Hvem sige Folk, at Menneskesønnen er?" 040 MAT 016 014 Men de sagde: "Nogle sige Johannes Døberen; andre Elias; andre Jeremias eller en af Profeterne." 040 MAT 016 015 Han siger til dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" 040 MAT 016 016 Da svarede Simon Peter og sagde: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." 040 MAT 016 017 Og Jesus svarede og sagde til ham: "Salig er du, Simon Jonas's Søn! thi Kød og Blod har ikke åbenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. 040 MAT 016 018 Så siger jeg også dig, at du er Petrus, og på denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke få Overhånd over den. 040 MAT 016 019 Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder på Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på Jorden, det skal være løst i Himlene." 040 MAT 016 020 Da bød han sine Disciple, at de måtte ikke sige til nogen at han var Kristus. 040 MAT 016 021 Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at han skulde gå til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag. 040 MAT 016 022 Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og sagde: "Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!" 040 MAT 016 023 Men han vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er." 040 MAT 016 024 Da sagde Jesus til sine Disciple: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! 040 MAT 016 025 Thi den, som vil frelse sit. Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det. 040 MAT 016 026 Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men må bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? 040 MAT 016 027 Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning. 040 MAT 016 028 Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme i sit Rige." 040 MAT 017 001 Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg. 040 MAT 017 002 Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset. 040 MAT 017 003 Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. 040 MAT 017 004 Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en." 040 MAT 017 005 Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!" 040 MAT 017 006 Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede såre. 040 MAT 017 007 Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og frygter ikke!" 040 MAT 017 008 Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene. 040 MAT 017 009 Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde." 040 MAT 017 010 Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de skriftkloge sige, at Elias bør først komme?" 040 MAT 017 011 Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette alting. 040 MAT 017 012 Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem." 040 MAT 017 013 Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen. 040 MAT 017 014 Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på Knæ for ham og sagde: 040 MAT 017 015 "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; 040 MAT 017 016 og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham." 040 MAT 017 017 Og Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer mig ham hid!" 040 MAT 017 018 Og Jesus talte ham hårdt til, og den onde Ånd for ud af ham, og Drengen blev helbredt fra samme Time. 040 MAT 017 019 Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" 040 MAT 017 020 Og han siger til dem: "For eders Vantros Skyld; thi sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, så skal det flytte sig, og intet skal være eder umuligt. 040 MAT 017 021 Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste." 040 MAT 017 022 Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: "Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder; 040 MAT 017 023 og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han oprejses." Og de bleve såre bedrøvede. 040 MAT 017 024 Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede Tempelskatten, til Peter og sagde: "Betaler eders Mester ikke Skatten?" 040 MAT 017 025 Han sagde: "Jo." Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: "Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?" 040 MAT 017 026 Og da han sagde: "Af de fremmede," sagde Jesus til ham: "Så ere jo Sønnerne fri. 040 MAT 017 027 Men for at vi ikke skulle forarge dem, så gå hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og når du åbner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem den for mig og dig!" 040 MAT 018 001 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem er da den største i Himmeriges Rige?" 040 MAT 018 002 Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem 040 MAT 018 003 og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. 040 MAT 018 004 Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. 040 MAT 018 005 Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig. 040 MAT 018 006 Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. 040 MAT 018 007 Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer! 040 MAT 018 008 Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild. 040 MAT 018 009 Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild. 040 MAT 018 010 Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. 040 MAT 018 011 Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte. 040 MAT 018 012 Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og eet af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne? 040 MAT 018 013 Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild. 040 MAT 018 014 Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse små skal fortabes. 040 MAT 018 015 Men om din Broder synder imod dig, da gå hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. 040 MAT 018 016 Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for at "hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund." 040 MAT 018 017 Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. 040 MAT 018 018 Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. 040 MAT 018 019 Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. 040 MAT 018 020 Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem." 040 MAT 018 021 Da trådte Peter frem og sagde til ham: "Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv Gange?" 040 MAT 018 022 Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange. 040 MAT 018 023 Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. 040 MAT 018 024 Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham. 040 MAT 018 025 Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og Gælden betales. 040 MAT 018 026 Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen. 040 MAT 018 027 Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs og eftergav ham Gælden. 040 MAT 018 028 Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat på ham og var ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig! 040 MAT 018 029 Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, så vil jeg betale dig. 040 MAT 018 030 Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig. 040 MAT 018 031 Da nu hans Medtjenere så det, som skete, bleve de såre bedrøvede og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket. 040 MAT 018 032 Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig. 040 MAT 018 033 Burde ikke også du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg har forbarmet mig over dig. 040 MAT 018 034 Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han kunde få betalt alt det, han var ham skyldig. 040 MAT 018 035 Således skal også min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke af Hjertet tilgive, enhver sin Broder." 040 MAT 019 001 Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan. 040 MAT 019 002 Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der. 040 MAT 019 003 Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: "Er det tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst Grund?" 040 MAT 019 004 Men han svarede og sagde: "Have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde 040 MAT 019 005 og sagde: Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød? 040 MAT 019 006 Således ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille." 040 MAT 019 007 De sige til ham: "Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev og skille sig fra hende?" 040 MAT 019 008 Han siger til dem: "Moses tilstedte eder at skille eder fra eders Hustruer for eders Hjerters Hårdheds Skyld; men fra Begyndelsen har det ikke været således. 040 MAT 019 009 Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, når det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han bedriver Hor." 040 MAT 019 010 Hans Disciple sige til ham: "Står Mandens Sag med Hustruen således, da er det ikke godt at gifte sig." 040 MAT 019 011 Men han sagde til dem: "Ikke alle rummer dette Ord, men de, hvem det er givet: 040 MAT 019 012 Thi der er Gildinger, som ere fødte således fra Moders Liv; og der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!" 040 MAT 019 013 Da blev der båret små Børn til ham, for at han skulde lægge Hænderne på dem og bede; men Disciplene truede dem. 040 MAT 019 014 Da sagde Jesus: "Lader de små Børn komme, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører sådanne til." 040 MAT 019 015 Og han lagde Hænderne på dem, og han drog derfra. 040 MAT 019 016 Og se, en kom til ham og sagde: "Mester! hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan få et evigt Liv?" 040 MAT 019 017 Men han sagde til ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Een er den gode. Men vil du indgå til Livet, da hold Budene!" 040 MAT 019 018 Han siger til ham: "Hvilke?" Men Jesus sagde: "Dette: Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive Hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; 040 MAT 019 019 ær din Fader og din Moder, og: Du skal elske din Næste som dig selv." 040 MAT 019 020 Den unge Mand siger til ham: "Det har jeg holdt alt sammen; hvad fattes mig endnu?" 040 MAT 019 021 Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, da gå bort, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" 040 MAT 019 022 Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. 040 MAT 019 023 Men Jesus sagde til sine Disciple: "Sandelig, siger jeg eder: En rig Kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige. 040 MAT 019 024 Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." 040 MAT 019 025 Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de såre og sagde: "Hvem kan da blive frelst?" 040 MAT 019 026 Men Jesus så på dem og sagde: "For Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige." 040 MAT 019 027 Da svarede Peter og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?" 040 MAT 019 028 Men Jesus sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at i Igenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin Herligheds Trone, skulle også I, som have fulgt mig, sidde på tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer. 040 MAT 019 029 Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit Navns Skyld, skal få det mange Fold igen og arve et evigt Liv. 040 MAT 019 030 Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første. 040 MAT 020 001 Thi Himmeriges Rige ligner en Husbond, som gik ud tidligt om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingård. 040 MAT 020 002 Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem til sin Vingård. 040 MAT 020 003 Og han gik ud ved den tredje Time og så andre stå ledige på Torvet, 040 MAT 020 004 og han sagde til dem: Går også I hen i Vingården, og jeg vil give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen. 040 MAT 020 005 Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligeså. 040 MAT 020 006 Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der, og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen? 040 MAT 020 007 De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Går også I hen i Vingården! 040 MAT 020 008 Men da det var blevet Aften, siger Vingårdens Herre til sin Foged: Kald på Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du begynder med de sidste og ender med de første! 040 MAT 020 009 Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en Denar. 040 MAT 020 010 Men da de første kom, mente de, at de skulde få mere; og også de fik hver en Denar. 040 MAT 020 011 Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: 040 MAT 020 012 Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede. 040 MAT 020 013 Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar? 040 MAT 020 014 Tag dit og gå! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig. 040 MAT 020 015 Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god? 040 MAT 020 016 Således skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte." 040 MAT 020 017 Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til Side og sagde til dem på Vejen: 040 MAT 020 018 "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham til Døden 040 MAT 020 019 og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes; og på den tredje Dag skal han opstå." 040 MAT 020 020 Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt ned for ham og vilde bede ham om noget. 040 MAT 020 021 Men han sagde til hende: "Hvad vil du?" Hun siger til ham: "Sig, at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side." 040 MAT 020 022 Men Jesus svarede og sagde: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?" De sige til ham: "Det kunne vi." 040 MAT 020 023 Han siger til dem: "Min Kalk skulle I vel drikke; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader." 040 MAT 020 024 Og da de ti hørte dette, bleve de vrede på de to Brødre. 040 MAT 020 025 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem. 040 MAT 020 026 Således skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, han skal være eders Tjener; 040 MAT 020 027 og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være eders Træl. 040 MAT 020 028 Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange." 040 MAT 020 029 Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham. 040 MAT 020 030 Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, råbte de og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!" 040 MAT 020 031 Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de råbte endnu stærkere og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!" 040 MAT 020 032 Og Jesus stod stille og kaldte på dem og sagde: "Hvad ville I, at jeg skal gøre for eder?" 040 MAT 020 033 De sige til ham: "Herre! at vore Øjne måtte oplades." 040 MAT 020 034 Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks bleve de seende, og de fulgte ham. 040 MAT 021 001 Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem: 040 MAT 021 002 "Går hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig! 040 MAT 021 003 Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, så skal han straks sende dem." 040 MAT 021 004 Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger: 040 MAT 021 005 "Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et Asen og på et Trældyrs Føl." 040 MAT 021 006 Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem; 040 MAT 021 007 og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder på dem, og han satte sig derpå. 040 MAT 021 008 Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder på Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem på Vejen. 040 MAT 021 009 Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, råbte og sagde: "Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!" 040 MAT 021 010 Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: "Hvem er denne?" 040 MAT 021 011 Men Skarerne sagde: "Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa." 040 MAT 021 012 Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. 040 MAT 021 013 Og han siger til dem: "Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule." 040 MAT 021 014 Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem. 040 MAT 021 015 Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge så de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som råbte i Helligdommen og sagde: "Hosanna Davids Søn!" bleve de vrede og sagde til ham: 040 MAT 021 016 "Hører du, hvad disse sige?" Men Jesus siger til dem: "Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?" 040 MAT 021 017 Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der. 040 MAT 021 018 Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev hen hungrig. 040 MAT 021 019 Og han så et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpå uden Blade alene. Og han siger til det: "Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere på dig!" Og Figentræet visnede straks. 040 MAT 021 020 Og da Disciplene så det, forundrede de sig og sagde: "Hvorledes kunde Figentræet straks visne?" 040 MAT 021 021 Men Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske. 040 MAT 021 022 Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I få." 040 MAT 021 023 Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: "Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?" 040 MAT 021 024 Men Jesus svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil også jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. 040 MAT 021 025 Johannes's Dåb, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?" Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? 040 MAT 021 026 Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet." 040 MAT 021 027 Og de svarede Jesus og sagde: "Det vide vi ikke." Da sagde også han til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. 040 MAT 021 028 Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gå hen, arbejd i Dag i min Vingård! 040 MAT 021 029 Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. 040 MAT 021 030 Og han gik til den anden og sagde ligeså. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen. 040 MAT 021 031 Hvem af de to gjorde Faderens Villie?" De sige: "Den første." Jesus siger til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at Toldere og Skøger gå forud for eder ind i Guds Rige. 040 MAT 021 032 Thi Johannes kom til eder på Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I så det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, så I troede ham. 040 MAT 021 033 Hører en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en Vingård og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Tårn; og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. 040 MAT 021 034 Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingårdsmændene for at få dens Frugter. 040 MAT 021 035 Og Vingårdsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. 040 MAT 021 036 Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligeså med dem. 040 MAT 021 037 Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. 040 MAT 021 038 Men da Vingårdsmændene så Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel og få hans Arv! 040 MAT 021 039 Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. 040 MAT 021 040 Når da Vingårdens Herre kommer, hvad vil han så gøre med disse Vingårdsmænd?" 040 MAT 021 041 De sige til ham: "Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingård ud til andre Vingårdsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid." 040 MAT 021 042 Jesus siger til dem: "Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne. 040 MAT 021 043 Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. 040 MAT 021 044 Og den, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." 040 MAT 021 045 Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem. 040 MAT 021 046 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet. 040 MAT 022 001 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde: 040 MAT 022 002 "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. 040 MAT 022 003 Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. 040 MAT 022 004 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! 040 MAT 022 005 Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; 040 MAT 022 006 og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem. 040 MAT 022 007 Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad. 040 MAT 022 008 Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. 040 MAT 022 009 Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde! 040 MAT 022 010 Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. 040 MAT 022 011 Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. 040 MAT 022 012 Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav. 040 MAT 022 013 Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. 040 MAT 022 014 Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte." 040 MAT 022 015 Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord. 040 MAT 022 016 Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person. 040 MAT 022 017 Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" 040 MAT 022 018 Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig? 040 MAT 022 019 Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar". 040 MAT 022 020 Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" 040 MAT 022 021 De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" 040 MAT 022 022 Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort. 040 MAT 022 023 Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde: 040 MAT 022 024 "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom. 040 MAT 022 025 Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder. 040 MAT 022 026 Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende; 040 MAT 022 027 men sidst af alle døde Hustruen. 040 MAT 022 028 Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende." 040 MAT 022 029 Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft. 040 MAT 022 030 Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. 040 MAT 022 031 Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger: 040 MAT 022 032 Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud." 040 MAT 022 033 Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære. 040 MAT 022 034 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig. 040 MAT 022 035 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: 040 MAT 022 036 "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?" 040 MAT 022 037 Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. 040 MAT 022 038 Dette er det store og første Bud. 040 MAT 022 039 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. 040 MAT 022 040 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne." 040 MAT 022 041 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 040 MAT 022 042 "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids." 040 MAT 022 043 Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger: 040 MAT 022 044 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder. 040 MAT 022 045 Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?" 040 MAT 022 046 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag. 040 MAT 023 001 Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde: 040 MAT 023 002 På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. 040 MAT 023 003 Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke. 040 MAT 023 004 Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. 040 MAT 023 005 Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder store. 040 MAT 023 006 Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de fornemste Pladser i Synagogerne 040 MAT 023 007 og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene. 040 MAT 023 008 Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre. 040 MAT 023 009 Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene. 040 MAT 023 010 Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus. 040 MAT 023 011 Men den største iblandt eder skal være eders Tjener. 040 MAT 023 012 Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes. 040 MAT 023 013 Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke. 040 MAT 023 014 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des hårdere Dom. 040 MAT 023 015 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så slemt, som I selv ere. 040 MAT 023 016 Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet. 040 MAT 023 017 I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet? 040 MAT 023 018 Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet. 040 MAT 023 019 I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven? 040 MAT 023 020 Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpå. 040 MAT 023 021 Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri. 040 MAT 023 022 Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder på den. 040 MAT 023 023 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. 040 MAT 023 024 I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen! 040 MAT 023 025 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed. 040 MAT 023 026 Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent. 040 MAT 023 027 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed. 040 MAT 023 028 Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed. 040 MAT 023 029 Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige: 040 MAT 023 030 Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod. 040 MAT 023 031 Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslået Profeterne. 040 MAT 023 032 Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt! 040 MAT 023 033 I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom? 040 MAT 023 034 Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, 040 MAT 023 035 for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. 040 MAT 023 036 Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt. 040 MAT 023 037 Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. 040 MAT 023 038 Se, eders Hus lades eder øde! 040 MAT 023 039 Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!" 040 MAT 024 001 Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til ham for at vise ham Helligdommens Bygninger. 040 MAT 024 002 Men han svarede og sagde til dem: "Se I ikke alt dette? Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." 040 MAT 024 003 Men da han sad på Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er Tegnet på din Tilkommelse og Verdens Ende?" 040 MAT 024 004 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Ser til, at ingen forfører eder! 040 MAT 024 005 Thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og de skulle forføre mange. 040 MAT 024 006 Men I skulle få at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det må ske; men Enden er ikke endda. 040 MAT 024 007 Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der. 040 MAT 024 008 Men alt dette er Veernes Begyndelse. 040 MAT 024 009 Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld. 040 MAT 024 010 Og da skulle mange forarges og forråde hverandre og hade hverandre. 040 MAT 024 011 Og mange falske Profeter skulle fremstå og forføre mange. 040 MAT 024 012 Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste. 040 MAT 024 013 Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses. 040 MAT 024 014 Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme. 040 MAT 024 015 Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!) 040 MAT 024 016 da skulle de, som ere i Judæa, fly ud på Bjergene; 040 MAT 024 017 den, som er på Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus; 040 MAT 024 018 og den, som er på Marken, vende ikke tilbage før at hente sine Klæder! 040 MAT 024 019 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! 040 MAT 024 020 Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller på en Sabbat; 040 MAT 024 021 thi der skal da være en Trængsel så stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme. 040 MAT 024 022 Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes. 040 MAT 024 023 Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det. 040 MAT 024 024 Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre store Tegn og Undergerninger, så at også de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt. 040 MAT 024 025 Se, jeg har sagt eder det forud. 040 MAT 024 026 Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da går ikke derud; se. han er i Kamrene, da tror det ikke! 040 MAT 024 027 Thi ligesom Lynet udgår fra Østen og lyser indtil Vesten, således skal Menneskesønnens Tilkommelse være. 040 MAT 024 028 Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig. 040 MAT 024 029 Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes. 040 MAT 024 030 Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed. 040 MAT 024 031 Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden. 040 MAT 024 032 Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. 040 MAT 024 033 Således skulle også I, når I se alt dette, skønne, at han er nær for Døren. 040 MAT 024 034 Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse Ting ere skete. 040 MAT 024 035 Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå. 040 MAT 024 036 Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene. 040 MAT 024 037 Og ligesom Noas dage vare, således skal Menneskesønnens Tilkommelse være. 040 MAT 024 038 Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden åde og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, 040 MAT 024 039 og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, således skal også Menneskesønnens Tilkommelse være. 040 MAT 024 040 Da skulle to Mænd være på Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. 040 MAT 024 041 To Kvinder skulle male på Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage. 040 MAT 024 042 Våger derfor, thi I vide ikke, på hvilken Dag eders Herre kommer. 040 MAT 024 043 Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste. i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. 040 MAT 024 044 Derfor vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene. 040 MAT 024 045 Hvem er så den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid? 040 MAT 024 046 Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder handlende således. 040 MAT 024 047 Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. 040 MAT 024 048 Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver, 040 MAT 024 049 og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne, 040 MAT 024 050 da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, 040 MAT 024 051 og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. 040 MAT 025 001 Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. 040 MAT 025 002 Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge. 040 MAT 025 003 Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. 040 MAT 025 004 Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper. 040 MAT 025 005 Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov. 040 MAT 025 006 Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i Møde! 040 MAT 025 007 Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand. 040 MAT 025 008 Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes. 040 MAT 025 009 Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder selv! 040 MAT 025 010 Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket. 040 MAT 025 011 Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os! 040 MAT 025 012 Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. 040 MAT 025 013 Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen. 040 MAT 025 014 Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine Tjenere og overgav dem sin Ejendom; 040 MAT 025 015 og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands. 040 MAT 025 016 Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med dem og vandt andre fem Talenter 040 MAT 025 017 Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter, andre to. 040 MAT 025 018 Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og skjulte sin Herres Penge. 040 MAT 025 019 Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem. 040 MAT 025 020 Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se, jeg har vundet fem andre Talenter. 040 MAT 025 021 Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres Glæde! 040 MAT 025 022 Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde: Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre Talenter. 040 MAT 025 023 Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde! 040 MAT 025 024 Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde: Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte; 040 MAT 025 025 og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. 040 MAT 025 026 Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte; 040 MAT 025 027 derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente. 040 MAT 025 028 Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. 040 MAT 025 029 Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 040 MAT 025 030 Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. 040 MAT 025 031 Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone. 040 MAT 025 032 Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene. 040 MAT 025 033 Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre. 040 MAT 025 034 Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse. 040 MAT 025 035 Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder; 040 MAT 025 036 jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig. 040 MAT 025 037 Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke? 040 MAT 025 038 Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? 040 MAT 025 039 Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? 040 MAT 025 040 Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig. 040 MAT 025 041 Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. 040 MAT 025 042 Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; 040 MAT 025 043 jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. 040 MAT 025 044 Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke? 040 MAT 025 045 Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke gjort imod mig. 040 MAT 025 046 Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv." 040 MAT 026 001 Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han til sine Disciple: 040 MAT 026 002 "I vide, at om to Dage er det Påske; så forrådes Menneskesønnen til at korsfæstes." 040 MAT 026 003 Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gård; han hed Kajfas. 040 MAT 026 004 Og de rådsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslå ham. 040 MAT 026 005 Men de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket." 040 MAT 026 006 Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes Hus, 040 MAT 026 007 kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med såre kostbar Salve, og hun udgød den på hans Hoved, medens han sad til Bords. 040 MAT 026 008 Men da Disciplene så det, bleve de vrede og sagde: "Hvortil denne Spilde? 040 MAT 026 009 Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til fattige." 040 MAT 026 010 Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor volde I Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod mig. 040 MAT 026 011 Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid. 040 MAT 026 012 Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for at berede mig til at begraves. 040 MAT 026 013 Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette Evangelium bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse." 040 MAT 026 014 Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne 040 MAT 026 015 og sagde: "Hvad ville I give mig, så skal jeg forråde ham til eder?" Men de betalte ham tredive Sølvpenge". 040 MAT 026 016 Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forråde ham. 040 MAT 026 017 Men på den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene til Jesus og sagde: "Hvor vil du, at vi skulle træffe Forberedelse for dig til at spise Påskelammet?" 040 MAT 026 018 Men han sagde: "Går ind i Staden til den og den Mand, og siger til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg Påske med mine Disciple." 040 MAT 026 019 Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte Påskelammet. 040 MAT 026 020 Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv. 040 MAT 026 021 Og medens de spiste, sagde han: "Sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forråde mig." 040 MAT 026 022 Og de bleve såre bedrøvede og begyndte hver især at sige til ham: "Det er dog vel ikke mig, Herre?" 040 MAT 026 023 Men han svarede og sagde: "Den, som dyppede Hånden tillige med mig i Fadet, han vil forråde mig. 040 MAT 026 024 Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født." 040 MAT 026 025 Men Judas, som forrådte ham, svarede og sagde: "Det er dog vel ikke mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du har sagt det." 040 MAT 026 026 Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød det og gav Disciplene det og sagde: "Tager, æder; dette er mit Legeme." 040 MAT 026 027 Og han tog en Kalk og takkede. gav dem den og sagde: "Drikker alle deraf; 040 MAT 026 028 thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. 040 MAT 026 029 Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med eder i min Faders Rige." 040 MAT 026 030 Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 040 MAT 026 031 Da siger Jesus til dem: "I skulle alle forarges på mig i denne Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Hjordens Får skulle adspredes. 040 MAT 026 032 Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa." 040 MAT 026 033 Men Peter svarede og sagde til ham: "Om end alle ville forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges." 040 MAT 026 034 Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange." 040 MAT 026 035 Peter siger til ham: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig." Ligeså sagde også alle Disciplene. 040 MAT 026 036 Da kommer Jesus med dem til en Gård, som kaldes Gethsemane, og han siger til Disciplene: "Sætter eder her, medens jeg går derhen og beder." 040 MAT 026 037 Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes. 040 MAT 026 038 Da siger han til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger med mig!" 040 MAT 026 039 Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil." 040 MAT 026 040 Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: "Så kunde I da ikke våge een Time med mig! 040 MAT 026 041 Våger og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." 040 MAT 026 042 Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: "Min Fader! hvis denne Kalk ikke kan gå mig forbi, uden jeg drikker den, da ske din Villie!" 040 MAT 026 043 Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare betyngede. 040 MAT 026 044 Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde atter det samme Ord. 040 MAT 026 045 Da kommer han til Disciplene og siger til dem: "Sove I fremdeles og Hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. 040 MAT 026 046 Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær." 040 MAT 026 047 Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra Ypperstepræsterne og Folkets Ældste. 040 MAT 026 048 Men han, som forrådte ham, havde givet dem et Tegn og sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!" 040 MAT 026 049 Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: "Hil være dig, Rabbi!" og kyssede ham. 040 MAT 026 050 Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her?" Da trådte de til og lagde Hånd på Jesus og grebe ham. 040 MAT 026 051 Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Hånden ud og drog sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre af. 040 MAT 026 052 Da siger Jesus til ham: "Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd. 040 MAT 026 053 Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han nu tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle? 040 MAT 026 054 Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gå således til?" 040 MAT 026 055 I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: "I ere gåede ud ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke. 040 MAT 026 056 Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde opfyldes." Da forlode alle Disciplene ham og flyede. 040 MAT 026 057 Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare forsamlede. 040 MAT 026 058 Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gård, og han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad Udgang det vilde få. 040 MAT 026 059 Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte falsk Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham. 040 MAT 026 060 Og de fandt intet, endskønt der trådte mange falske Vidner frem. Men til sidst trådte to frem og sagde: 040 MAT 026 061 "Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i tre Dage." 040 MAT 026 062 Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet på, hvad disse vidne imod dig?" 040 MAT 026 063 Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn." 040 MAT 026 064 Jesus siger til ham: "Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme på Himmelens Skyer." 040 MAT 026 065 Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: "Han har talt bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I hørt Bespottelsen. 040 MAT 026 066 Hvad tykkes eder?" Og de svarede og sagde: "Han er skyldig til Døden." 040 MAT 026 067 Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge ham på Kinden 040 MAT 026 068 og sagde: "Profeter os, Kristus, hvem var det, der slog dig?" 040 MAT 026 069 Men Peter sad udenfor i Gården; og en Pige kom hen til ham og sagde: "Også du var med Jesus Galilæeren." 040 MAT 026 070 Men han nægtede det i alles Påhør og sagde: "Jeg forstår ikke, hvad du siger." 040 MAT 026 071 Men da han gik ud i Portrummet, så en anden Pige ham; og hun siger til dem, som vare der: "Denne var med Jesus af Nazareth." 040 MAT 026 072 Og han nægtede det atter med en Ed: "Jeg kender ikke det Menneske." 040 MAT 026 073 Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter: "Sandelig, også du er en af dem. dit Mål røber dig jo også." 040 MAT 026 074 Da begyndte han at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke det Menneske." Og straks galede Hanen. 040 MAT 026 075 Og Peter kom Jesu Ord i Hu at han havde sagt: "Førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange." Og han gik udenfor og græd bitterligt. 040 MAT 027 001 Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham. 040 MAT 027 002 Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus. 040 MAT 027 003 Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: 040 MAT 027 004 "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Men de sagde: "Hvad kommer det os ved? se du dertil." 040 MAT 027 005 Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. 040 MAT 027 006 Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: "Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge." 040 MAT 027 007 Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. 040 MAT 027 008 Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. 040 MAT 027 009 Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: "Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, 040 MAT 027 010 og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig." 040 MAT 027 011 Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde til ham: "Du siger det." 040 MAT 027 012 Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. 040 MAT 027 013 Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?" 040 MAT 027 014 Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at Landshøvdingen undrede sig såre. 040 MAT 027 015 Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. 040 MAT 027 016 Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. 040 MAT 027 017 Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" 040 MAT 027 018 Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. 040 MAT 027 019 Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld." 040 MAT 027 020 Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus. 040 MAT 027 021 Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas." 040 MAT 027 022 Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!" 040 MAT 027 023 Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!" 040 MAT 027 024 Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!" 040 MAT 027 025 Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og over vore Børn!" 040 MAT 027 026 Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. 040 MAT 027 027 Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. 040 MAT 027 028 Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. 040 MAT 027 029 Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" 040 MAT 027 030 Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet. 040 MAT 027 031 Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham. 040 MAT 027 032 Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. 040 MAT 027 033 Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted", 040 MAT 027 034 gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte det, vilde han ikke drikke. 040 MAT 027 035 Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon." 040 MAT 027 036 Og de sade der og holdt Vagt over ham. 040 MAT 027 037 Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge." 040 MAT 027 038 Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side, 040 MAT 027 039 Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: 040 MAT 027 040 "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!" 040 MAT 027 041 "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: 040 MAT 027 042 "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi tro på ham. 040 MAT 027 043 Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn." 040 MAT 027 044 Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. 040 MAT 027 045 Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. 040 MAT 027 046 Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli! Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" 040 MAT 027 047 Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." 040 MAT 027 048 Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke. 040 MAT 027 049 Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham." 040 MAT 027 050 Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden. 040 MAT 027 051 Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, 040 MAT 027 052 og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer bleve oprejste, 040 MAT 027 053 og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. 040 MAT 027 054 Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn." 040 MAT 027 055 Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. 040 MAT 027 056 Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder. 040 MAT 027 057 Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel. 040 MAT 027 058 Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. 040 MAT 027 059 Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde 040 MAT 027 060 og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. 040 MAT 027 061 Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven. 040 MAT 027 062 Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus 040 MAT 027 063 og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. 040 MAT 027 064 Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første," 040 MAT 027 065 Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!" 040 MAT 027 066 Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen. 040 MAT 028 001 Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. 040 MAT 028 002 Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte sig på den. 040 MAT 028 003 Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. 040 MAT 028 004 Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. 040 MAT 028 005 Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. 040 MAT 028 006 Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren lå! 040 MAT 028 007 Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det." 040 MAT 028 008 Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. 040 MAT 028 009 Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. 040 MAT 028 010 Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se mig." 040 MAT 028 011 Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket. 040 MAT 028 012 Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene rigelige Penge 040 MAT 028 013 og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov. 040 MAT 028 014 Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse." 040 MAT 028 015 Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag. 040 MAT 028 016 Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. 040 MAT 028 017 Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede. 040 MAT 028 018 Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. 040 MAT 028 019 Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, 040 MAT 028 020 og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende." # # BOOK 041 MAR Mark Markus 041 MAR 001 001 Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således, 041 MAR 001 002 som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej. 041 MAR 001 003 Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!" 041 MAR 001 004 Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse. 041 MAR 001 005 Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder 041 MAR 001 006 Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin Lænd og spiste Græshopper og vild Honning. 041 MAR 001 007 Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig ned og løse. 041 MAR 001 008 Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den Helligånd." 041 MAR 001 009 Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. 041 MAR 001 010 Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og Ånden ligesom en Due dale ned over ham; 041 MAR 001 011 og der kom en Røst fra Himlene: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag." 041 MAR 001 012 Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen. 041 MAR 001 013 Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham. 041 MAR 001 014 Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds Evangelium 041 MAR 001 015 og sagde: "Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær; omvender eder og tror på Evangeliet!" 041 MAR 001 016 Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere. 041 MAR 001 017 Og Jesus sagde til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder til Menneskefiskere." 041 MAR 001 018 Og de forlode straks Garnene og fulgte ham. 041 MAR 001 019 Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet; 041 MAR 001 020 og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham. 041 MAR 001 021 Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte, 041 MAR 001 022 og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge. 041 MAR 001 023 Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han råbte højt 041 MAR 001 024 og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." 041 MAR 001 025 Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" 041 MAR 001 026 Og den urene Ånd sled i ham og råbte med høj Røst og for ud af ham. 041 MAR 001 027 Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de urene Ånder byder han, og de lyde ham." 041 MAR 001 028 Og Rygtet om ham kom straks ud alle Vegne i hele det omliggende Land i Galilæa. 041 MAR 001 029 Og straks, da de vare gåede ud af Synagogen, kom de ind i Simons og Andreas's Hus med Jakob og Johannes. 041 MAR 001 030 Men Simons Svigermoder lå og havde Feber, og straks tale de til ham om hende; 041 MAR 001 031 og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op. 041 MAR 001 032 Men da det var blevet Aften, og Solen var gået ned, førte de til ham alle de syge og besatte, 041 MAR 001 033 og hele Byen var forsamlet foran Døren. 041 MAR 001 034 Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at tale, fordi de kendte ham. 041 MAR 001 035 Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og der bad han: 041 MAR 001 036 Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham. 041 MAR 001 037 Og de fandt ham, og de sige til ham: "Alle lede efter dig." 041 MAR 001 038 Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er jeg udgået." 041 MAR 001 039 Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og uddrev de onde Ånder. 041 MAR 001 040 Og en spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på Knæ for ham og siger til ham: "Om du vil, så kan du rense mig." 041 MAR 001 041 Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!" 041 MAR 001 042 Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset. 041 MAR 001 043 Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt 041 MAR 001 044 og sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen herom; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer for din Renselse det, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!" 041 MAR 001 045 Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By; men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne fra. 041 MAR 002 001 Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum, spurgtes det, at han var hjemme. 041 MAR 002 002 Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke foran Døren; og han talte Ordet til dem. 041 MAR 002 003 Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev båren af fire. 041 MAR 002 004 Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå. 041 MAR 002 005 Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn! dine Synder ere forladte." 041 MAR 002 006 Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter: 041 MAR 002 007 "Hvorfor taler denne således? Han taler bespotteligt. Hvem kan forlade Synder uden een, nemlig Gud?" 041 MAR 002 008 Og Jesus kendte straks i sin Ånd, at de tænkte således ved sig selv, og sagde til dem: "Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter? 041 MAR 002 009 Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere forladte, eller at sige: Stå op, og tag din Seng, og gå? 041 MAR 002 010 Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne: 041 MAR 002 011 "Jeg siger dig: Stå op, tag din Seng, og gå til dit Hus!" 041 MAR 002 012 Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi set noget sådant." 041 MAR 002 013 Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og han lærte dem. 041 MAR 002 014 Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham. 041 MAR 002 015 Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de vare mange. Og der fulgte også 041 MAR 002 016 nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han spiser og drikker med Toldere og Syndere!" 041 MAR 002 017 Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere." 041 MAR 002 018 Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og sige til ham: "Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes Disciple, men dine Disciple faste ikke?" 041 MAR 002 019 Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene faste, medens Brudgommen er hos dem? Så længe de have Brudgommen hos sig kunne de ikke faste. 041 MAR 002 020 Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da skulle de faste på den Dag. 041 MAR 002 021 Ingen syr en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; ellers river den nye Lap på det gamle Klædebon dette itu, og der bliver et værre Hul. 041 MAR 002 022 Og ingen kommer ung Vin på gamle Læderflasker; ellers sprænger Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges såvel som Læderflaskerne; men kom ung Vin på nye Læderflasker!" 041 MAR 002 023 Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks. 041 MAR 002 024 Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten, hvad der ikke er tilladt?" 041 MAR 002 025 Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham? 041 MAR 002 026 Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?" 041 MAR 002 027 Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld. 041 MAR 002 028 Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten." 041 MAR 003 001 Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Hånd. 041 MAR 003 002 Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten, for at de kunde anklage ham. 041 MAR 003 003 Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her i Midten!" 041 MAR 003 004 Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de tav. 041 MAR 003 005 Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen. 041 MAR 003 006 Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel. 041 MAR 003 007 Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa 041 MAR 003 008 og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde. 041 MAR 003 009 Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham. 041 MAR 003 010 Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede ind på ham for at røre ved ham. 041 MAR 003 011 Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og sagde: "Du er Guds Søn." 041 MAR 003 012 Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt. 041 MAR 003 013 Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham. 041 MAR 003 014 Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike 041 MAR 003 015 og at have Magt til at uddrive de onde Ånder. 041 MAR 003 016 Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter; 041 MAR 003 017 fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner; 041 MAR 003 018 og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren 041 MAR 003 019 og Judas Iskariot, han, som forrådte ham. 041 MAR 003 020 Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end ikke kunne få Mad. 041 MAR 003 021 Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv." 041 MAR 003 022 Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder:" 041 MAR 003 023 Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: "Hvorledes kan Satan uddrive Satan? 041 MAR 003 024 Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestå. 041 MAR 003 025 Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestå. 041 MAR 003 026 Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham. 041 MAR 003 027 Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus. 041 MAR 003 028 Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; 041 MAR 003 029 men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd." 041 MAR 003 030 De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd." 041 MAR 003 031 Og hans Moder, og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde. 041 MAR 003 032 Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig." 041 MAR 003 033 Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?" 041 MAR 003 034 Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre! 041 MAR 003 035 Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder." 041 MAR 004 001 Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen. 041 MAR 004 002 Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning: 041 MAR 004 003 "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så. 041 MAR 004 004 Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op. 041 MAR 004 005 Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. 041 MAR 004 006 Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. 041 MAR 004 007 Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. 041 MAR 004 008 Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold." 041 MAR 004 009 Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!" 041 MAR 004 010 Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne. 041 MAR 004 011 Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser, 041 MAR 004 012 for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle omvende sig og få Forladelse " 041 MAR 004 013 Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser? 041 MAR 004 014 Sædemanden sår Ordet. 041 MAR 004 015 Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet, som er sået i dem. 041 MAR 004 016 Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem, som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde; 041 MAR 004 017 og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks. 041 MAR 004 018 Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet 041 MAR 004 019 og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så det bliver uden Frugt. 041 MAR 004 020 Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold." 041 MAR 004 021 Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen? 041 MAR 004 022 Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. 041 MAR 004 023 Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" 041 MAR 004 024 Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere. 041 MAR 004 025 Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har." 041 MAR 004 026 Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden 041 MAR 004 027 og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. 041 MAR 004 028 Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset; 041 MAR 004 029 men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden." 041 MAR 004 030 Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? 041 MAR 004 031 Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre end alt andet Frø på Jorden, 041 MAR 004 032 og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge." 041 MAR 004 033 Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. 041 MAR 004 034 Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple. 041 MAR 004 035 Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!" 041 MAR 004 036 Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var også andre Skibe med ham. 041 MAR 004 037 Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes. 041 MAR 004 038 Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?" 041 MAR 004 039 Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille. 041 MAR 004 040 Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?" 041 MAR 004 041 Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne siden både Vinden og Søen ere ham lydige?" 041 MAR 005 001 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land. 041 MAR 005 002 Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd. 041 MAR 005 003 Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker. 041 MAR 005 004 Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham. 041 MAR 005 005 Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten. 041 MAR 005 006 Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham 041 MAR 005 007 og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig." 041 MAR 005 008 Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!" 041 MAR 005 009 Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange." 041 MAR 005 010 Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet. 041 MAR 005 011 Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede; 041 MAR 005 012 og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i dem." 041 MAR 005 013 Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen 041 MAR 005 014 Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket. 041 MAR 005 015 Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede. 041 MAR 005 016 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene. 041 MAR 005 017 Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn. 041 MAR 005 018 Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham. 041 MAR 005 019 Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig." 041 MAR 005 020 Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig. 041 MAR 005 021 Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen. 041 MAR 005 022 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder. 041 MAR 005 023 Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!" 041 MAR 005 024 Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham. 041 MAR 005 025 Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, 041 MAR 005 026 og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende. 041 MAR 005 027 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon. 041 MAR 005 028 Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst." 041 MAR 005 029 Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage. 041 MAR 005 030 Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?" 041 MAR 005 031 Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?" 041 MAR 005 032 Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette. 041 MAR 005 033 Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden. 041 MAR 005 034 Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!" 041 MAR 005 035 Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?" 041 MAR 005 036 Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!" 041 MAR 005 037 Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. 041 MAR 005 038 Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. 041 MAR 005 039 Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover." 041 MAR 005 040 Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var. 041 MAR 005 041 Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!" 041 MAR 005 042 Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede 041 MAR 005 043 Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise. 041 MAR 006 001 Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham. 041 MAR 006 002 Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham, og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder! 041 MAR 006 003 Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?" Og de forargedes på ham. 041 MAR 006 004 Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus." 041 MAR 006 005 Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem 041 MAR 006 006 Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte. 041 MAR 006 007 Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder. 041 MAR 006 008 Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet, 041 MAR 006 009 men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!" 041 MAR 006 010 Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet. 041 MAR 006 011 Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." 041 MAR 006 012 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. 041 MAR 006 013 Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem. 041 MAR 006 014 Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham." 041 MAR 006 015 Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet ligesom en af Profeterne." 041 MAR 006 016 Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst." 041 MAR 006 017 Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte. 041 MAR 006 018 Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru." 041 MAR 006 019 Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke. 041 MAR 006 020 Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne. 041 MAR 006 021 Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa, 041 MAR 006 022 og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det." 041 MAR 006 023 Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige." 041 MAR 006 024 Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?" Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved." 041 MAR 006 025 Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad." 041 MAR 006 026 Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende: 041 MAR 006 027 Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved 041 MAR 006 028 Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder. 041 MAR 006 029 Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav. 041 MAR 006 030 Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært. 041 MAR 006 031 Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise. 041 MAR 006 032 Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides. 041 MAR 006 033 Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de. 041 MAR 006 034 Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget. 041 MAR 006 035 Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket. 041 MAR 006 036 Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise." 041 MAR 006 037 Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?" 041 MAR 006 038 Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to Fisk." 041 MAR 006 039 Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs. 041 MAR 006 040 Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve. 041 MAR 006 041 Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle. 041 MAR 006 042 Og de spiste alle og bleve mætte. 041 MAR 006 043 Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene. 041 MAR 006 044 Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd. 041 MAR 006 045 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort. 041 MAR 006 046 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede. 041 MAR 006 047 Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. 041 MAR 006 048 Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi. 041 MAR 006 049 Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 041 MAR 006 050 Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!" 041 MAR 006 051 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv. 041 MAR 006 052 Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet 041 MAR 006 053 Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der. 041 MAR 006 054 Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks. 041 MAR 006 055 Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var. 041 MAR 006 056 Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte. 041 MAR 007 001 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. 041 MAR 007 002 Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder 041 MAR 007 003 thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; 041 MAR 007 004 og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, 041 MAR 007 005 så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" 041 MAR 007 006 Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. 041 MAR 007 007 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." 041 MAR 007 008 I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." 041 MAR 007 009 Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. 041 MAR 007 010 Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". 041 MAR 007 011 Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," 041 MAR 007 012 da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, 041 MAR 007 013 idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I." 041 MAR 007 014 Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår! 041 MAR 007 015 Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. 041 MAR 007 016 Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" 041 MAR 007 017 Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. 041 MAR 007 018 Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren? 041 MAR 007 019 Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden." 041 MAR 007 020 Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. 041 MAR 007 021 Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, 041 MAR 007 022 Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed; 041 MAR 007 023 alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent." 041 MAR 007 024 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 041 MAR 007 025 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 041 MAR 007 026 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. 041 MAR 007 027 Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 041 MAR 007 028 Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." 041 MAR 007 029 Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" 041 MAR 007 030 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren. 041 MAR 007 031 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. 041 MAR 007 032 Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. 041 MAR 007 033 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 041 MAR 007 034 og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! 041 MAR 007 035 Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. 041 MAR 007 036 Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 041 MAR 007 037 Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale." 041 MAR 008 001 I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem: 041 MAR 008 002 "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise. 041 MAR 008 003 Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra." 041 MAR 008 004 Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?" 041 MAR 008 005 Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv." 041 MAR 008 006 Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren. 041 MAR 008 007 Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af også disse skulde lægges for. 041 MAR 008 008 Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve. 041 MAR 008 009 Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort. 041 MAR 008 010 Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne. 041 MAR 008 011 Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. 041 MAR 008 012 Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!" 041 MAR 008 013 Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side. 041 MAR 008 014 Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet. 041 MAR 008 015 Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!" 041 MAR 008 016 Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød." 041 MAR 008 017 Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er eders Hjerte forhærdet? 041 MAR 008 018 Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu? 041 MAR 008 019 Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv." 041 MAR 008 020 "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv." 041 MAR 008 021 Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?" 041 MAR 008 022 Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham. 041 MAR 008 023 Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte ham, om han så noget. 041 MAR 008 024 Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gå omkring." 041 MAR 008 025 Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt. 041 MAR 008 026 Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen, ej heller sige det til nogen i Landsbyen." 041 MAR 008 027 Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: "Hvem sige Menneskene, at jeg er?" 041 MAR 008 028 Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: en af Profeterne." 041 MAR 008 029 Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter svarede og siger til ham: "Du er Kristus." 041 MAR 008 030 Og han bød dem strengt, at de ikke måtte sige nogen dette om ham. 041 MAR 008 031 Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og opstå efter tre Dage. 041 MAR 008 032 Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette. 041 MAR 008 033 Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er." 041 MAR 008 034 Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! 041 MAR 008 035 Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det. 041 MAR 008 036 Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl? 041 MAR 008 037 Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? 041 MAR 008 038 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle." 041 MAR 009 001 Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft." 041 MAR 009 002 Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. 041 MAR 009 003 Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide. 041 MAR 009 004 Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. 041 MAR 009 005 Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en." 041 MAR 009 006 Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. 041 MAR 009 007 Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!" 041 MAR 009 008 Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus alene hos dem. 041 MAR 009 009 Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde. 041 MAR 009 010 Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstå fra de døde. 041 MAR 009 011 Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?" 041 MAR 009 012 Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes. 041 MAR 009 013 Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham." 041 MAR 009 014 Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. 041 MAR 009 015 Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og hilsede ham. 041 MAR 009 016 Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?" 041 MAR 009 017 Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en målløs Ånd. 041 MAR 009 018 Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke." 041 MAR 009 019 Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer ham til mig!" 041 MAR 009 020 Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og fraadede. 041 MAR 009 021 Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af; 041 MAR 009 022 og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!" 041 MAR 009 023 Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for den, som tror." 041 MAR 009 024 Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp min Vantro!" 041 MAR 009 025 Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!" 041 MAR 009 026 Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, så at de fleste sagde: "Han er død." 041 MAR 009 027 Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op. 041 MAR 009 028 Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" 041 MAR 009 029 Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste." 041 MAR 009 030 Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det. 041 MAR 009 031 Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter." 041 MAR 009 032 Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham. 041 MAR 009 033 Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?" 041 MAR 009 034 Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største. 041 MAR 009 035 Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener." 041 MAR 009 036 Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem: 041 MAR 009 037 "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig." 041 MAR 009 038 Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os, uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os." 041 MAR 009 039 Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig. 041 MAR 009 040 Thi den, som ikke er imod os, er for os. 041 MAR 009 041 Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn 041 MAR 009 042 Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet. 041 MAR 009 043 Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, 041 MAR 009 044 hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. 041 MAR 009 045 Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, 041 MAR 009 046 hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. 041 MAR 009 047 Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, 041 MAR 009 048 hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. 041 MAR 009 049 Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.) 041 MAR 009 050 Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!" 041 MAR 010 001 Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede. 041 MAR 010 002 Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?" 041 MAR 010 003 Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?" 041 MAR 010 004 Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende." 041 MAR 010 005 Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev han eder dette Bud. 041 MAR 010 006 Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. 041 MAR 010 007 Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; 041 MAR 010 008 og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. 041 MAR 010 009 Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille. 041 MAR 010 010 Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. 041 MAR 010 011 Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. 041 MAR 010 012 Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor." 041 MAR 010 013 Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. 041 MAR 010 014 Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører sådanne til. 041 MAR 010 015 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." 041 MAR 010 016 Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede dem. 041 MAR 010 017 Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" 041 MAR 010 018 Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. 041 MAR 010 019 Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke besvige; ær din Fader og din Moder." 041 MAR 010 020 Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." 041 MAR 010 021 Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" 041 MAR 010 022 Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. 041 MAR 010 023 Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!" 041 MAR 010 024 Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det, at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige! 041 MAR 010 025 Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." 041 MAR 010 026 Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da blive frelst?" 041 MAR 010 027 Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud." 041 MAR 010 028 Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig." 041 MAR 010 029 Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, 041 MAR 010 030 uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv. 041 MAR 010 031 Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første." 041 MAR 010 032 Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham 041 MAR 010 033 "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne; 041 MAR 010 034 og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå." 041 MAR 010 035 Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige: "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om." 041 MAR 010 036 Og han sag, de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?" 041 MAR 010 037 Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed." 041 MAR 010 038 Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som jeg døbes med?" 041 MAR 010 039 Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem: "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg døbes med, skulle I døbes med; 041 MAR 010 040 men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt." 041 MAR 010 041 Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og Johannes. 041 MAR 010 042 Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem. 041 MAR 010 043 Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener; 041 MAR 010 044 og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; 041 MAR 010 045 thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange." 041 MAR 010 046 Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen. 041 MAR 010 047 Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!" 041 MAR 010 048 Og mange truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" 041 MAR 010 049 Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på dig." 041 MAR 010 050 Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. 041 MAR 010 051 Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at jeg kan blive seende!" 041 MAR 010 052 Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen. 041 MAR 011 001 Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem: 041 MAR 011 002 "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks, når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører det hid! 041 MAR 011 003 Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger: Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen." 041 MAR 011 004 Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved Gyden, og de løse det. 041 MAR 011 005 Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at I løse Føllet?" 041 MAR 011 006 Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte dem det. 041 MAR 011 007 Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han satte sig på det. 041 MAR 011 008 Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de afskare på Markerne. 041 MAR 011 009 Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! 041 MAR 011 010 Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det højeste!" 041 MAR 011 011 Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til Bethania med de tolv. 041 MAR 011 012 Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig. 041 MAR 011 013 Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. 041 MAR 011 014 Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det. 041 MAR 011 015 Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. 041 MAR 011 016 Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem Helligdommen. 041 MAR 011 017 Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule." 041 MAR 011 018 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham, eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære. 041 MAR 011 019 Og da det blev Aften, gik han uden for Staden. 041 MAR 011 020 Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet fra Roden af. 041 MAR 011 021 Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet, som du forbandede, er visnet." 041 MAR 011 022 Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud! 041 MAR 011 023 Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske. 041 MAR 011 024 Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have fået det, så skal det ske eder. 041 MAR 011 025 Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade eder eders Overtrædelser. 041 MAR 011 026 Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ej heller forlade eders Overtrædelser" 041 MAR 011 027 Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham. 041 MAR 011 028 Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?" 041 MAR 011 029 Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. 041 MAR 011 030 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer mig!" 041 MAR 011 031 Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke? 041 MAR 011 032 Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet. 041 MAR 011 033 Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gør disse Ting." 041 MAR 012 001 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. 041 MAR 012 002 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter. 041 MAR 012 003 Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 041 MAR 012 004 Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. 041 MAR 012 005 Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. 041 MAR 012 006 Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn." 041 MAR 012 007 Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor." 041 MAR 012 008 Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingården. 041 MAR 012 009 Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingårdsmændene og give Vingården til andre. 041 MAR 012 010 Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? 041 MAR 012 011 Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne." 041 MAR 012 012 Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort. 041 MAR 012 013 Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. 041 MAR 012 014 Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?" 041 MAR 012 015 Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den." 041 MAR 012 016 Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens." 041 MAR 012 017 Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham. 041 MAR 012 018 Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: 041 MAR 012 019 "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. 041 MAR 012 020 Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. 041 MAR 012 021 Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligeså. 041 MAR 012 022 Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og så Hustruen. 041 MAR 012 023 I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru." 041 MAR 012 024 Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? 041 MAR 012 025 Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. 041 MAR 012 026 Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? 041 MAR 012 027 Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild." 041 MAR 012 028 Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket Bud er det første af alle?" 041 MAR 012 029 Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; 041 MAR 012 030 og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. 041 MAR 012 031 Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud." 041 MAR 012 032 Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. 041 MAR 012 033 Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene." 041 MAR 012 034 Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham. 041 MAR 012 035 Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? 041 MAR 012 036 David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 041 MAR 012 037 David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og den store Skare hørte ham gerne. 041 MAR 012 038 Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse på Torvene 041 MAR 012 039 og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Måltiderne; 041 MAR 012 040 de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle få des hårdere Dom." 041 MAR 012 041 Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. 041 MAR 012 042 Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid". 041 MAR 012 043 Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de som lagde i Tempelblokken. 041 MAR 012 044 Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom." 041 MAR 013 001 og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!" 041 MAR 013 002 Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." 041 MAR 013 003 Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: 041 MAR 013 004 "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette skal til at fuldbyrdes?" 041 MAR 013 005 Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører eder!" 041 MAR 013 006 Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. 041 MAR 013 007 Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda. 041 MAR 013 008 Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. 041 MAR 013 009 Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. 041 MAR 013 010 Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. 041 MAR 013 011 Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligånd. 041 MAR 013 012 Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel. 041 MAR 013 013 Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. 041 MAR 013 014 Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; 041 MAR 013 015 men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at hente noget fra sit Hus; 041 MAR 013 016 og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! 041 MAR 013 017 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! 041 MAR 013 018 Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren; 041 MAR 013 019 thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme. 041 MAR 013 020 Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage 041 MAR 013 021 Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke. 041 MAR 013 022 Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte. 041 MAR 013 023 Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud. 041 MAR 013 024 Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Månen ikke give sit Skin, 041 MAR 013 025 og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes. 041 MAR 013 026 Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. 041 MAR 013 027 Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. 041 MAR 013 028 Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. 041 MAR 013 029 Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er nær for Døren. 041 MAR 013 030 Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse ting ere skete 041 MAR 013 031 Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå: 041 MAR 013 032 Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen. 041 MAR 013 033 Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der. 041 MAR 013 034 Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde våge, 041 MAR 013 035 våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; 041 MAR 013 036 for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! 041 MAR 013 037 Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!" 041 MAR 014 001 Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslå ham. 041 MAR 014 002 Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket." 041 MAR 014 003 Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved. 041 MAR 014 004 Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde: "Hvortil er denne Spilde af Salven sket? 041 MAR 014 005 Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende. 041 MAR 014 006 Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig. 041 MAR 014 007 De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid. 041 MAR 014 008 Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Begravelsen. 041 MAR 014 009 Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse." 041 MAR 014 010 Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. 041 MAR 014 011 Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at forråde ham. 041 MAR 014 012 Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet, sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?" 041 MAR 014 013 Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham; 041 MAR 014 014 og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? 041 MAR 014 015 Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der skulle I berede det for os." 041 MAR 014 016 Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det, således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. 041 MAR 014 017 Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv. 041 MAR 014 018 Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig, siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde mig." 041 MAR 014 019 De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er dog vel ikke mig?" 041 MAR 014 020 Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i Fadet 041 MAR 014 021 Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født." 041 MAR 014 022 Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme." 041 MAR 014 023 Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. 041 MAR 014 024 Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange. 041 MAR 014 025 Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige." 041 MAR 014 026 Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget 041 MAR 014 027 Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes. 041 MAR 014 028 Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa." 041 MAR 014 029 Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges." 041 MAR 014 030 Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." 041 MAR 014 031 Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle. 041 MAR 014 032 Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder." 041 MAR 014 033 Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at forfærdes og svarlig at ængstes. 041 MAR 014 034 Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger!" 041 MAR 014 035 Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt. 041 MAR 014 036 Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil." 041 MAR 014 037 Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon, sover du? Kunde du ikke våge een Time? 041 MAR 014 038 Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." 041 MAR 014 039 Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord, 041 MAR 014 040 Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. 041 MAR 014 041 Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. 041 MAR 014 042 Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær." 041 MAR 014 043 Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste. 041 MAR 014 044 Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort!" 041 MAR 014 045 Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi! Rabbi!" og han kyssede ham. 041 MAR 014 046 Men de lagde Hånd på ham og grebe ham. 041 MAR 014 047 Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre. 041 MAR 014 048 Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig. 041 MAR 014 049 Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes." 041 MAR 014 050 Og de forlode ham alle og flyede. 041 MAR 014 051 Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham; 041 MAR 014 052 men han slap Linklædet og flygtede nøgen. 041 MAR 014 053 Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen hos ham. 041 MAR 014 054 Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård, og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden. 041 MAR 014 055 Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham; og de fandt intet. 041 MAR 014 056 Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene stemte ikke overens. 041 MAR 014 057 Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde: 041 MAR 014 058 "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder." 041 MAR 014 059 Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens. 041 MAR 014 060 Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?" 041 MAR 014 061 Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?" 041 MAR 014 062 Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer." 041 MAR 014 063 Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have vi længere Vidner nødig? 041 MAR 014 064 I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden. 041 MAR 014 065 Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene modtoge ham med Slag på Kinden. 041 MAR 014 066 Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af Ypperstepræstens Piger, 041 MAR 014 067 og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du var med Nazaræeren, med Jesus." 041 MAR 014 068 Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede. 041 MAR 014 069 Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode hos: "Denne er en af dem." 041 MAR 014 070 Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også en Galilæer." 041 MAR 014 071 Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke dette Menneske, om hvem I tale." 041 MAR 014 072 Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu, som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd. 041 MAR 015 001 Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. 041 MAR 015 002 Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 041 MAR 015 003 Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. 041 MAR 015 004 Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!" 041 MAR 015 005 Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig. 041 MAR 015 006 Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. 041 MAR 015 007 Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord 041 MAR 015 008 Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. 041 MAR 015 009 Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" 041 MAR 015 010 Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. 041 MAR 015 011 Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. 041 MAR 015 012 Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?" 041 MAR 015 013 Men de råbte atter: "Korsfæst ham!" 041 MAR 015 014 Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte højlydt: "Korsfæst ham!" 041 MAR 015 015 Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. 041 MAR 015 016 Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. 041 MAR 015 017 Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den på ham. 041 MAR 015 018 Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" 041 MAR 015 019 Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og faldt på Knæ og tilbade ham. 041 MAR 015 020 Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham. 041 MAR 015 021 Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors. 041 MAR 015 022 Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted" 041 MAR 015 023 Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. 041 MAR 015 024 Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. 041 MAR 015 025 Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. 041 MAR 015 026 Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven således: "Jødernes Konge". 041 MAR 015 027 Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. 041 MAR 015 028 Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere." 041 MAR 015 029 Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; 041 MAR 015 030 frels dig selv ved at stige ned af Korset!" 041 MAR 015 031 Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. 041 MAR 015 032 Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham, hånede ham. 041 MAR 015 033 Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. 041 MAR 015 034 Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi! Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" 041 MAR 015 035 Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han kalder på Elias." 041 MAR 015 036 Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned." 041 MAR 015 037 Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede. 041 MAR 015 038 Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. 041 MAR 015 039 Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var Guds Søn." 041 MAR 015 040 Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, 041 MAR 015 041 hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham. 041 MAR 015 042 Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag, det er Forsabbat, ) 041 MAR 015 043 kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 041 MAR 015 044 Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, 041 MAR 015 045 og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget. 041 MAR 015 046 Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven. 041 MAR 015 047 Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev lagt. 041 MAR 016 001 Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham. 041 MAR 016 002 Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var stået op. 041 MAR 016 003 Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?" 041 MAR 016 004 Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den var meget stor) 041 MAR 016 005 Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes. 041 MAR 016 006 Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, se, der er Stedet, hvor de lagde ham. 041 MAR 016 007 Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har sagt eder." 041 MAR 016 008 Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede. 041 MAR 016 009 (note: The most reliable and earliest manuscripts do not include Mark 16:9-20.) Men da han var opstanden årle den første Dag i Ugen, åbenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde Ånder. 041 MAR 016 010 Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham, og som sørgede og græd. 041 MAR 016 011 Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de det ikke. 041 MAR 016 012 Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden Skikkelse, medens de gik ud på Landet. 041 MAR 016 013 Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem troede de. 041 MAR 016 014 Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden. 041 MAR 016 015 Og han sagde til dem: "Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! 041 MAR 016 016 Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt. 041 MAR 016 017 Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger; 041 MAR 016 018 de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes." 041 MAR 016 019 Så blev Herren efter at han havde talt med dem, optagen til Himmelen og satte sig ved Guds højre Hånd. 041 MAR 016 020 Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn. # # BOOK 042 LUK Luke Lukas 042 LUK 001 001 Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os, 042 LUK 001 002 således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os: 042 LUK 001 003 så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! 042 LUK 001 004 for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist. 042 LUK 001 005 I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. 042 LUK 001 006 Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. 042 LUK 001 007 Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. 042 LUK 001 008 Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, 042 LUK 001 009 tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. 042 LUK 001 010 Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. 042 LUK 001 011 Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre Side af Røgelsesalteret. 042 LUK 001 012 Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. 042 LUK 001 013 Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. 042 LUK 001 014 Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel; 042 LUK 001 015 thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders Liv, 042 LUK 001 016 og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud. 042 LUK 001 017 Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket folk." 042 LUK 001 018 Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder." 042 LUK 001 019 Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab. 042 LUK 001 020 Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid," 042 LUK 001 021 Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet. 042 LUK 001 022 Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum. 042 LUK 001 023 Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus. 042 LUK 001 024 Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Måneder og sagde: 042 LUK 001 025 "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker:" 042 LUK 001 026 Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, 042 LUK 001 027 til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. 042 LUK 001 028 Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!" 042 LUK 001 029 Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. 042 LUK 001 030 Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud. 042 LUK 001 031 Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. 042 LUK 001 032 Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. 042 LUK 001 033 Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme." 042 LUK 001 034 Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?" 042 LUK 001 035 Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn. 042 LUK 001 036 Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. 042 LUK 001 037 Thi intet vil være umuligt for Gud." 042 LUK 001 038 Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende. 042 LUK 001 039 Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. 042 LUK 001 040 Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. 042 LUK 001 041 Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd 042 LUK 001 042 og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! 042 LUK 001 043 Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? 042 LUK 001 044 Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. 042 LUK 001 045 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren," 042 LUK 001 046 Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; 042 LUK 001 047 og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; 042 LUK 001 048 thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, 042 LUK 001 049 fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; 042 LUK 001 050 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 042 LUK 001 051 Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. 042 LUK 001 052 Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. 042 LUK 001 053 Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. 042 LUK 001 054 Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed 042 LUK 001 055 imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre." 042 LUK 001 056 Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen. 042 LUK 001 057 Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 042 LUK 001 058 Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. 042 LUK 001 059 Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. 042 LUK 001 060 Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes." 042 LUK 001 061 Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn." 042 LUK 001 062 Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. 042 LUK 001 063 Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans Navn." Og de undrede sig alle. 042 LUK 001 064 Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. 042 LUK 001 065 Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 042 LUK 001 066 Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham. 042 LUK 001 067 Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: 042 LUK 001 068 "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk 042 LUK 001 069 og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus, 042 LUK 001 070 således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, 042 LUK 001 071 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, 042 LUK 001 072 for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, 042 LUK 001 073 den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, 042 LUK 001 074 at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, 042 LUK 001 075 i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. 042 LUK 001 076 Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, 042 LUK 001 077 for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, 042 LUK 001 078 for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os 042 LUK 001 079 for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej," 042 LUK 001 080 Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel. 042 LUK 002 001 Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal. 042 LUK 002 002 (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien, ) 042 LUK 002 003 Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By. 042 LUK 002 004 Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt, 042 LUK 002 005 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. 042 LUK 002 006 Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde. 042 LUK 002 007 Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget. 042 LUK 002 008 Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. 042 LUK 002 009 Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre 042 LUK 002 010 Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. 042 LUK 002 011 Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. 042 LUK 002 012 Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe." 042 LUK 002 013 Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: 042 LUK 002 014 "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag! 042 LUK 002 015 Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os." 042 LUK 002 016 Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben. 042 LUK 002 017 Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn. 042 LUK 002 018 Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne. 042 LUK 002 019 Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte. 042 LUK 002 020 Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem. 042 LUK 002 021 Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv. 042 LUK 002 022 Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren, 042 LUK 002 023 som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren, 042 LUK 002 024 og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer. 042 LUK 002 025 Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham. 042 LUK 002 026 Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede. 042 LUK 002 027 Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik, 042 LUK 002 028 da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde: 042 LUK 002 029 "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord. 042 LUK 002 030 Thi mine Øjne have set din Frelse, 042 LUK 002 031 som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn, 042 LUK 002 032 et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel." 042 LUK 002 033 Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham. 042 LUK 002 034 Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges, 042 LUK 002 035 ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares." 042 LUK 002 036 Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand 042 LUK 002 037 og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag. 042 LUK 002 038 Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning. 042 LUK 002 039 Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth. 042 LUK 002 040 Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det. 042 LUK 002 041 Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden. 042 LUK 002 042 Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane 042 LUK 002 043 og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke. 042 LUK 002 044 Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge. 042 LUK 002 045 Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. 042 LUK 002 046 Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem. 042 LUK 002 047 Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar. 042 LUK 002 048 Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte." 042 LUK 002 049 Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?" 042 LUK 002 050 Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem. 042 LUK 002 051 Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte. 042 LUK 002 052 Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker. 042 LUK 003 001 Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsår, da Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene, 042 LUK 003 002 medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen. 042 LUK 003 003 Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse, 042 LUK 003 004 som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne; 042 LUK 003 005 hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes, og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres jævne; 042 LUK 003 006 og alt Kød skal se Guds Frelse." 042 LUK 003 007 Han sagde altså til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? 042 LUK 003 008 Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten. 042 LUK 003 009 Men Øksen ligger også allerede ved Roden af Træerne; så bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden." 042 LUK 003 010 Og Skarerne spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?" 042 LUK 003 011 Men han svarede og sagde til dem: "Den, som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligeså!" 042 LUK 003 012 Men også Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: "Mester! hvad skulle vi gøre?" 042 LUK 003 013 Men han sagde til dem: "Kræver intet ud over, hvad eder er forordnet." 042 LUK 003 014 Men også Krigsfolk spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?" Og han sagde til dem: "Øver ikke Vold imod nogen, bruger ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders Sold!" 042 LUK 003 015 Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om ikke han skulde være Kristus, 042 LUK 003 016 da svarede Johannes og sagde til alle: "Jeg døber eder med Vand; men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild. 042 LUK 003 017 Hans Kasteskovl er i hans Hånd, for at han skal gennemrense sin Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild." 042 LUK 003 018 Ligeså formanede han også Folket om mange andre Ting og forkyndte dem Evangeliet. 042 LUK 003 019 Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som Herodes gjorde, 042 LUK 003 020 så føjede han til alt det øvrige også dette, at han kastede Johannes i Fængsel. 042 LUK 003 021 Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da også Jesus var bleven døbt og bad, at Himmelen åbnedes, 042 LUK 003 022 og at den Helligånd dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag." 042 LUK 003 023 Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn, 042 LUK 003 024 Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn, 042 LUK 003 025 Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn, 042 LUK 003 026 Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn, 042 LUK 003 027 Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris Søn. 042 LUK 003 028 Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn, 042 LUK 003 029 Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, 042 LUK 003 030 Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn, 042 LUK 003 031 Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, 042 LUK 003 032 Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn, 042 LUK 003 033 Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn, 042 LUK 003 034 Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn, 042 LUK 003 035 Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, 042 LUK 003 036 Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn, 042 LUK 003 037 Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans Søn, 042 LUK 003 038 Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn. 042 LUK 004 001 Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og blev ført af Ånden i Ørkenen 042 LUK 004 002 i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig. 042 LUK 004 003 Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til denne Sten, at den skal blive Brød." 042 LUK 004 004 Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene." 042 LUK 004 005 Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et øjeblik. 042 LUK 004 006 Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til hvem jeg vil. 042 LUK 004 007 Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig." 042 LUK 004 008 Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." 042 LUK 004 009 Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; 042 LUK 004 010 thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at de skulle bevare dig, 042 LUK 004 011 og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten." 042 LUK 004 012 Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke friste Herren din Gud." 042 LUK 004 013 Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en Tid. 042 LUK 004 014 Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i hele det omliggende Land. 042 LUK 004 015 Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle. 042 LUK 004 016 Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at forelæse. 042 LUK 004 017 Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op; fandt han det Sted, hvor der stod skrevet: 042 LUK 004 018 "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres Syn, for at sætte plagede i Frihed, 042 LUK 004 019 for at forkynde et Herrens Nådeår." 042 LUK 004 020 Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham. 042 LUK 004 021 Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået i Opfyldelse for eders Øren." 042 LUK 004 022 Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?" 042 LUK 004 023 Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum." 042 LUK 004 024 Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er anerkendt i sit Fædreland. 042 LUK 004 025 Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder, den Gang der var en stor Hunger i hele Landet; 042 LUK 004 026 og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. 042 LUK 004 027 Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman." 042 LUK 004 028 Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte dette. 042 LUK 004 029 Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at styrte ham ned. 042 LUK 004 030 Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort. 042 LUK 004 031 Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på Sabbaterne. 042 LUK 004 032 Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale var med Myndighed. 042 LUK 004 033 Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd, og han råbte med høj Røst: 042 LUK 004 034 "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." 042 LUK 004 035 Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade. 042 LUK 004 036 Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?" 042 LUK 004 037 Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land. 042 LUK 004 038 Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for hende. 042 LUK 004 039 Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. 042 LUK 004 040 Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem 042 LUK 004 041 Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus. 042 LUK 004 042 Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt på ham, for at han ikke skulde gå fra dem. 042 LUK 004 043 Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt." 042 LUK 004 044 Og han prædikede i Galilæas Synagoger. 042 LUK 005 001 Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø, 042 LUK 005 002 da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem og toede Garnene. 042 LUK 005 003 Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra Skibet. 042 LUK 005 004 Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!" 042 LUK 005 005 Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene ud." 042 LUK 005 006 Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn sønderreves. 042 LUK 005 007 Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge Skibene, så at de var nær ved at synke. 042 LUK 005 008 Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!" 042 LUK 005 009 Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham, over den Fiskedræt, som de havde fået; 042 LUK 005 010 ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker." 042 LUK 005 011 Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham. 042 LUK 005 012 Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig." 042 LUK 005 013 Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham. 042 LUK 005 014 Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse, således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!" 042 LUK 005 015 Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme. 042 LUK 005 016 Men han gik bort til Ørkenerne og bad. 042 LUK 005 017 Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at helbrede. 042 LUK 005 018 Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden, og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham. 042 LUK 005 019 Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus. 042 LUK 005 020 Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere dig forladte." 042 LUK 005 021 Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan forlade Synder, uden Gud alene?" 042 LUK 005 022 Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem: "Hvad tænke I på i eders Hjerter? 042 LUK 005 023 Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller at sige: Stå op og gå? 042 LUK 005 024 Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" 042 LUK 005 025 Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på, og gik hen til sit Hus og priste Gud. 042 LUK 005 026 Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting." 042 LUK 005 027 Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" 042 LUK 005 028 Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. 042 LUK 005 029 Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem. 042 LUK 005 030 Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?" 042 LUK 005 031 Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. 042 LUK 005 032 Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse." 042 LUK 005 033 Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?" 042 LUK 005 034 Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at faste, så længe Brudgommen er hos dem? 042 LUK 005 035 Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da skulle de faste i de Dage." 042 LUK 005 036 Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke passe til det gamle. 042 LUK 005 037 Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne ødelægges. 042 LUK 005 038 Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de begge bevarede. 042 LUK 005 039 Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er god." 042 LUK 006 001 Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. 042 LUK 006 002 Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre på Sabbaten?" 042 LUK 006 003 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? 042 LUK 006 004 hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene." 042 LUK 006 005 Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten." 042 LUK 006 006 Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen. 042 LUK 006 007 Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. 042 LUK 006 008 Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han rejste sig og stod frem. 042 LUK 006 009 Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?" 042 LUK 006 010 Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den anden. 042 LUK 006 011 Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus. 042 LUK 006 012 Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. 042 LUK 006 013 Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han også kaldte Apostle: 042 LUK 006 014 Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus 042 LUK 006 015 og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, 042 LUK 006 016 Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder. 042 LUK 006 017 Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, 042 LUK 006 018 som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder; 042 LUK 006 019 og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle. 042 LUK 006 020 Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. 042 LUK 006 021 Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. 042 LUK 006 022 Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. 042 LUK 006 023 Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. 042 LUK 006 024 Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. 042 LUK 006 025 Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. 042 LUK 006 026 Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter. 042 LUK 006 027 Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; 042 LUK 006 028 velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. 042 LUK 006 029 Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! 042 LUK 006 030 Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! 042 LUK 006 031 Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså skulle også I gøre imod dem! 042 LUK 006 032 Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere elske dem, som dem elske. 042 LUK 006 033 Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme. 042 LUK 006 034 Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen. 042 LUK 006 035 Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. 042 LUK 006 036 Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig. 042 LUK 006 037 Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder; 042 LUK 006 038 giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder igen." 042 LUK 006 039 Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? 042 LUK 006 040 En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. 042 LUK 006 041 Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? 042 LUK 006 042 Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje. 042 LUK 006 043 Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet råddent Træ, som bærer god Frugt 042 LUK 006 044 Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. 042 LUK 006 045 Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund. 042 LUK 006 046 Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? 042 LUK 006 047 Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. 042 LUK 006 048 Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. 042 LUK 006 049 Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev stort." 042 LUK 007 001 Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han ind i Kapernaum. 042 LUK 007 002 Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø. 042 LUK 007 003 men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener. 042 LUK 007 004 Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han er vel værd, at du gør dette for ham; 042 LUK 007 005 thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os." 042 LUK 007 006 Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag. 042 LUK 007 007 Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. 042 LUK 007 008 Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det." 042 LUK 007 009 Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro." 042 LUK 007 010 Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund. 042 LUK 007 011 Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham. 042 LUK 007 012 Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud, som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor Skare fra Byen gik med hende. 042 LUK 007 013 Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: "Græd ikke!" 042 LUK 007 014 Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!" 042 LUK 007 015 Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder. 042 LUK 007 016 Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: "Der er en stor Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk." 042 LUK 007 017 Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det omliggende Land. 042 LUK 007 018 Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig 042 LUK 007 019 og sendte dem til Herren og lod sige: "Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?" 042 LUK 007 020 Og da Mændene kom til ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?" 042 LUK 007 021 I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og onde Ånder og skænkede mange blinde Synet. 042 LUK 007 022 Og han svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for fattige; 042 LUK 007 023 og salig er den, som ikke forarges på mig." 042 LUK 007 024 Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? 042 LUK 007 025 Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i Kongsgårdene. 042 LUK 007 026 Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet! 042 LUK 007 027 Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. 042 LUK 007 028 Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er større end han. 042 LUK 007 029 Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet de bleve døbte med Johannes's Dåb. 042 LUK 007 030 Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem selv, idet de ikke bleve døbte af ham. 042 LUK 007 031 Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne de? 042 LUK 007 032 De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang Klagesange for eder, og I græd ikke. 042 LUK 007 033 Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak Vin, og I sige: Han er besat. 042 LUK 007 034 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! 042 LUK 007 035 Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!" 042 LUK 007 036 Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords. 042 LUK 007 037 Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; 042 LUK 007 038 og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven. 042 LUK 007 039 Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv: "Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde." 042 LUK 007 040 Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!" 042 LUK 007 041 "En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve. 042 LUK 007 042 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?" 042 LUK 007 043 Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret." 042 LUK 007 044 Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hår. 042 LUK 007 045 Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind. 042 LUK 007 046 Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve. 042 LUK 007 047 Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet." 042 LUK 007 048 Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!" 042 LUK 007 049 Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?" 042 LUK 007 050 Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med Fred!" 042 LUK 008 001 Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og med ham de tolv 042 LUK 008 002 og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare udfarne; 042 LUK 008 003 og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange andre, som tjente dem med, hvad de ejede. 042 LUK 008 004 Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse: 042 LUK 008 005 "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op. 042 LUK 008 006 Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde Væde. 042 LUK 008 007 Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og kvalte det. 042 LUK 008 008 Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som har Øren at høre med, han høre!" 042 LUK 008 009 Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde betyde. 042 LUK 008 010 Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå. 042 LUK 008 011 Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. 042 LUK 008 012 Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro og blive frelste. 042 LUK 008 013 Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. 042 LUK 008 014 Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og Nydelser og ikke bære moden Frugt. 042 LUK 008 015 Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed. 042 LUK 008 016 Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage, for at de, som komme ind, kunne se Lyset. 042 LUK 008 017 Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset. 042 LUK 008 018 Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have." 042 LUK 008 019 Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til ham for Skaren. 042 LUK 008 020 Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at se dig." 042 LUK 008 021 Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gøre efter det." 042 LUK 008 022 Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til hin Side af Søen;" og de sejlede ud. 042 LUK 008 023 Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. 042 LUK 008 024 Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. 042 LUK 008 025 Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?" 042 LUK 008 026 Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over for Galilæa. 042 LUK 008 027 Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene. 042 LUK 008 028 Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med høj Røst: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig." 042 LUK 008 029 Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med, og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne. 042 LUK 008 030 Men Jesus spurgte ham og sagde: "Hvad er dit Navn?" Men han sagde: "Leion"; thi mange onde Ånder vare farne i ham. 042 LUK 008 031 Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i Afgrunden; 042 LUK 008 032 men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. 042 LUK 008 033 Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede. 042 LUK 008 034 Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det i Byen og på Landet. 042 LUK 008 035 Da gik de ud for af se det, som var sket, og de kom til Jesus og fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede. 042 LUK 008 036 Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte var bleven frelst. 042 LUK 008 037 Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik om Bord i et Skib og vendte tilbage igen. 042 LUK 008 038 Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde: 042 LUK 008 039 "Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort imod dig." Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham. 042 LUK 008 040 Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de ventede alle på ham. 042 LUK 008 041 Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme ind i hans Hus; 042 LUK 008 042 thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen om ham. 042 LUK 008 043 Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen, 042 LUK 008 044 hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og straks standsedes hendes Blodflod. 042 LUK 008 045 Og Jesus sagde: "Hvem var det, som rørte ved mig?" Men da alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: "Mester! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte ved mig?" 042 LUK 008 046 Men Jesus sagde: "Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig." 042 LUK 008 047 Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven helbredt. 042 LUK 008 048 Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred!" 042 LUK 008 049 Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens Hus og siger til ham: "Din Datter er død; umag ikke Mesteren!" 042 LUK 008 050 Men da Jesus hørte det, svarede han ham: "Frygt ikke; tro blot; så skal hun blive frelst." 042 LUK 008 051 Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder. 042 LUK 008 052 Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde: "Græder ikke; hun er ikke død, men sover." 042 LUK 008 053 Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død. 042 LUK 008 054 Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!" 042 LUK 008 055 Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han befalede, at de skulde give hende noget at spise. 042 LUK 008 056 Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke måtte sige nogen det, som var sket. 042 LUK 009 001 Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme. 042 LUK 009 002 Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge. 042 LUK 009 003 Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler. 042 LUK 009 004 Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort. 042 LUK 009 005 Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." 042 LUK 009 006 Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne. 042 LUK 009 007 Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde; 042 LUK 009 008 men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden. 042 LUK 009 009 Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få ham at se. 042 LUK 009 010 Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda. 042 LUK 009 011 Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom. 042 LUK 009 012 Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi her ere vi på et øde Sted." 042 LUK 009 013 Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå bort og købe Mad til hele denne Mængde." 042 LUK 009 014 De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver." 042 LUK 009 015 Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned. 042 LUK 009 016 Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren. 042 LUK 009 017 Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve. 042 LUK 009 018 Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?" 042 LUK 009 019 Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden." 042 LUK 009 020 Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter svarede og sagde: "Guds Kristus." 042 LUK 009 021 Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen, 042 LUK 009 022 idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje Dag." 042 LUK 009 023 Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; 042 LUK 009 024 thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. 042 LUK 009 025 Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv? 042 LUK 009 026 Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed. 042 LUK 009 027 Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her. der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige." 042 LUK 009 028 Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede. 042 LUK 009 029 Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende. 042 LUK 009 030 Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, 042 LUK 009 031 som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. 042 LUK 009 032 Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. 042 LUK 009 033 Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han vidste ikke, hvad han sagde. 042 LUK 009 034 Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. 042 LUK 009 035 Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!" 042 LUK 009 036 Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set. 042 LUK 009 037 Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. 042 LUK 009 038 Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne. 042 LUK 009 039 Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; 042 LUK 009 040 og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke." 042 LUK 009 041 Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!" 042 LUK 009 042 Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage. 042 LUK 009 043 Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: 042 LUK 009 044 "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder." 042 LUK 009 045 Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord. 042 LUK 009 046 Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem. 042 LUK 009 047 Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og stillede det hos sig. 042 LUK 009 048 Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor." 042 LUK 009 049 Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger med os." 042 LUK 009 050 Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder." 042 LUK 009 051 Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem. 042 LUK 009 052 Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. 042 LUK 009 053 Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem. 042 LUK 009 054 Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: "Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom også Elias gjorde?" 042 LUK 009 055 Men han vendte sig og irettesatte dem. 042 LUK 009 056 Og de gik til en anden Landsby. 042 LUK 009 057 Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge dig, hvor du end går hen." 042 LUK 009 058 Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved." 042 LUK 009 059 Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre! tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader." 042 LUK 009 060 Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds Rige!" 042 LUK 009 061 Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus." 042 LUK 009 062 Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige." 042 LUK 010 001 Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. 042 LUK 010 002 Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst. 042 LUK 010 003 Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve. 042 LUK 010 004 Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen! 042 LUK 010 005 Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! 042 LUK 010 006 Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. 042 LUK 010 007 Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus 042 LUK 010 008 Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder; 042 LUK 010 009 og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder. 042 LUK 010 010 Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle I gå ud på dens Gader og sige: 042 LUK 010 011 Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær. 042 LUK 010 012 Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end den By. 042 LUK 010 013 Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske. 042 LUK 010 014 Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder. 042 LUK 010 015 Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. 042 LUK 010 016 Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig." 042 LUK 010 017 Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde: "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn." 042 LUK 010 018 Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn. 042 LUK 010 019 Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade eder. 042 LUK 010 020 Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene." 042 LUK 010 021 I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig. 042 LUK 010 022 Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham." 042 LUK 010 023 Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem: "Salige ere de Øjne, som se det, I se. 042 LUK 010 024 Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det." 042 LUK 010 025 Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" 042 LUK 010 026 Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?". 042 LUK 010 027 Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv." 042 LUK 010 028 Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du leve." 042 LUK 010 029 Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min Næste?" 042 LUK 010 030 Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød. 042 LUK 010 031 Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så ham, gik han forbi. 042 LUK 010 032 Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så ham og gik forbi. 042 LUK 010 033 Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. 042 LUK 010 034 Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. 042 LUK 010 035 Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer igen. 042 LUK 010 036 Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?" 042 LUK 010 037 Men han sagde: "Han, som øvede. Barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!" 042 LUK 010 038 Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus. 042 LUK 010 039 Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og hørte på hans Tale. 042 LUK 010 040 Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig." 042 LUK 010 041 Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting; 042 LUK 010 042 men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages fra hende." 042 LUK 011 001 Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede, som også Johannes lærte sine Disciple." 042 LUK 011 002 Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; 042 LUK 011 003 giv os hver dag vort daglige Brød; 042 LUK 011 004 og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!" 042 LUK 011 005 Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød, 042 LUK 011 006 efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; 042 LUK 011 007 og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det: 042 LUK 011 008 da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. 042 LUK 011 009 Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. 042 LUK 011 010 Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. 042 LUK 011 011 Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange? 042 LUK 011 012 Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion? 042 LUK 011 013 Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd til dem, som bede ham!" 042 LUK 011 014 Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig. 042 LUK 011 015 Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder." 042 LUK 011 016 Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen. 042 LUK 011 017 Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus. 042 LUK 011 018 Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul. 042 LUK 011 019 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. 042 LUK 011 020 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder. 042 LUK 011 021 Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred. 042 LUK 011 022 Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte. 042 LUK 011 023 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. 042 LUK 011 024 Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af. 042 LUK 011 025 Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. 042 LUK 011 026 Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første." 042 LUK 011 027 Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede." 042 LUK 011 028 Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det." 042 LUK 011 029 Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn. 042 LUK 011 030 Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal også Menneskesønnen være det for denne Slægt. 042 LUK 011 031 Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. 042 LUK 011 032 Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. 042 LUK 011 033 Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin. 042 LUK 011 034 Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme mørkt. 042 LUK 011 035 Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. 042 LUK 011 036 Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med sin Glans." 042 LUK 011 037 Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords. 042 LUK 011 038 Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig først før Måltidet. 042 LUK 011 039 Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab. 042 LUK 011 040 I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det indre? 042 LUK 011 041 Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting eder rene. 042 LUK 011 042 Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. 042 LUK 011 043 Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne på Torvene. 042 LUK 011 044 Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gå over dem, vide det ikke." 042 LUK 011 045 Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet du siger dette, forhåner du også os," 042 LUK 011 046 Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med een af eders Fingre. 042 LUK 011 047 Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel. 042 LUK 011 048 Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge. 042 LUK 011 049 Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge, 042 LUK 011 050 for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt, 042 LUK 011 051 fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt. 042 LUK 011 052 Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I forhindret." 042 LUK 011 053 Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting; 042 LUK 011 054 thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham. 042 LUK 012 001 Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: "Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg, som er Hykleri. 042 LUK 012 002 Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. 042 LUK 012 003 Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på Tagene. 042 LUK 012 004 Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere. 042 LUK 012 005 Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham! 042 LUK 012 006 Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt hos Gud. 042 LUK 012 007 Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I ere mere værd end mange Spurve. 042 LUK 012 008 Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds Engle. 042 LUK 012 009 Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. 042 LUK 012 010 Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades. 042 LUK 012 011 Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige. 042 LUK 012 012 Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør sige." 042 LUK 012 013 Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig." 042 LUK 012 014 Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?" 042 LUK 012 015 Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har Overflod." 042 LUK 012 016 Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis Mark havde båret godt. 042 LUK 012 017 Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. 042 LUK 012 018 Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; 042 LUK 012 019 og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig! 042 LUK 012 020 Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt? 042 LUK 012 021 Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud." 042 LUK 012 022 Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. 042 LUK 012 023 Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne. 042 LUK 012 024 Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere værd end Fuglene ere dog I? 042 LUK 012 025 Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin Vækst? 042 LUK 012 026 Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da for det øvrige? 042 LUK 012 027 Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. 042 LUK 012 028 Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende! 042 LUK 012 029 Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle drikke; og værer ikke ængstelige! 042 LUK 012 030 Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. 042 LUK 012 031 Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift. 042 LUK 012 032 Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. 042 LUK 012 033 Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. 042 LUK 012 034 Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være. 042 LUK 012 035 Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! 042 LUK 012 036 Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham. 042 LUK 012 037 Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gå om og varte dem op, 042 LUK 012 038 Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere salige. 042 LUK 012 039 Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. 042 LUK 012 040 Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene." 042 LUK 012 041 Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os eller også til alle?" 042 LUK 012 042 Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette Tid? 042 LUK 012 043 Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder handlende således. 042 LUK 012 044 Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. 042 LUK 012 045 Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise og drikke og beruse sig, 042 LUK 012 046 da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med de utro: 042 LUK 012 047 Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have mange Hug; 042 LUK 012 048 men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere. 042 LUK 012 049 Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! 042 LUK 012 050 Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbyrdet! 042 LUK 012 051 Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger jeg eder, men Splid, 042 LUK 012 052 Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre imod to, og to imod tre. 042 LUK 012 053 De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter og Svigerdatter med sin Svigermoder." 042 LUK 012 054 Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således. 042 LUK 012 055 Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det sker. 042 LUK 012 056 I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om; men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid? 042 LUK 012 057 Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det rette? 042 LUK 012 058 Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. 042 LUK 012 059 Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får betalt endog den sidste Skærv." 042 LUK 013 001 Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre. 042 LUK 013 002 Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette? 042 LUK 013 003 Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligeså. 042 LUK 013 004 Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som bo i Jerusalem? 042 LUK 013 005 Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligeså." 042 LUK 013 006 Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og fandt ingen. 042 LUK 013 007 Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig? 042 LUK 013 008 Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette År, indtil jeg får gravet om det og gødet det; 042 LUK 013 009 måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det om!" 042 LUK 013 010 Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten. 042 LUK 013 011 Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op. 042 LUK 013 012 Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: "Kvinde! du er løst fra din Svaghed." 042 LUK 013 013 Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og priste Gud. 042 LUK 013 014 Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!" 042 LUK 013 015 Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og fører dem til Vands? 042 LUK 013 016 Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se, i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på Sabbatsdagen?" 042 LUK 013 017 Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede; og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som gjordes af ham. 042 LUK 013 018 Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne det? 042 LUK 013 019 Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle byggede Rede i dets Grene." 042 LUK 013 020 Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige? 042 LUK 013 021 Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen." 042 LUK 013 022 Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til Jerusalem. 042 LUK 013 023 Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?" Da sagde han til dem: 042 LUK 013 024 "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange, siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det. 042 LUK 013 025 Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; 042 LUK 013 026 da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og du lærte på vore Gader, 042 LUK 013 027 og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret! 042 LUK 013 028 Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv blive kastede udenfor. 042 LUK 013 029 Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden og sidde til Bords i Guds Rige. 042 LUK 013 030 Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der er første, som skulle være iblandt de sidste." 042 LUK 013 031 I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel." 042 LUK 013 032 Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen, og på den tredje dag fuldendes jeg. 042 LUK 013 033 Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem. 042 LUK 013 034 Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. 042 LUK 013 035 Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige: Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!" 042 LUK 014 001 Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham. 042 LUK 014 002 Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. 042 LUK 014 003 Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?" 042 LUK 014 004 Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare. 042 LUK 014 005 Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op på Sabbatsdagen?" 042 LUK 014 006 Og de kunde ikke give Svar derpå. 042 LUK 014 007 Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: 042 LUK 014 008 "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være buden af ham, 042 LUK 014 009 og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. 042 LUK 014 010 Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at, når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. 042 LUK 014 011 Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes." 042 LUK 014 012 Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag. 042 LUK 014 013 Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! 042 LUK 014 014 Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse." 042 LUK 014 015 Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige." 042 LUK 014 016 Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. 042 LUK 014 017 Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. 042 LUK 014 018 Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 042 LUK 014 019 Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 042 LUK 014 020 Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 042 LUK 014 021 Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! 042 LUK 014 022 Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. 042 LUK 014 023 Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt. 042 LUK 014 024 Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadver." 042 LUK 014 025 Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 042 LUK 014 026 "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. 042 LUK 014 027 Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel. 042 LUK 014 028 Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, 042 LUK 014 029 for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige: 042 LUK 014 030 Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. 042 LUK 014 031 Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde? 042 LUK 014 032 Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred. 042 LUK 014 033 Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel. 042 LUK 014 034 Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da få den igen? 042 LUK 014 035 Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!" 042 LUK 015 001 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. 042 LUK 015 002 Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem." 042 LUK 015 003 Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: 042 LUK 015 004 "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 042 LUK 015 005 Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde. 042 LUK 015 006 Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet. 042 LUK 015 007 Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse. 042 LUK 015 008 Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? 042 LUK 015 009 Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt. 042 LUK 015 010 Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig." 042 LUK 015 011 Men han sagde: "En Mand havde to Sønner. 042 LUK 015 012 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. 042 LUK 015 013 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. 042 LUK 015 014 Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. 042 LUK 015 015 Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin. 042 LUK 015 016 Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget. 042 LUK 015 017 Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. 042 LUK 015 018 Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, 042 LUK 015 019 jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! 042 LUK 015 020 Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. 042 LUK 015 021 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. 042 LUK 015 022 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne; 042 LUK 015 023 og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! 042 LUK 015 024 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! 042 LUK 015 025 Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. 042 LUK 015 026 Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? 042 LUK 015 027 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. 042 LUK 015 028 Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. 042 LUK 015 029 Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. 042 LUK 015 030 Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. 042 LUK 015 031 Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. 042 LUK 015 032 Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden." 042 LUK 016 001 Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom. 042 LUK 016 002 Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. 042 LUK 016 003 Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge. 042 LUK 016 004 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen. 042 LUK 016 005 Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig? 042 LUK 016 006 Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve! 042 LUK 016 007 Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve! 042 LUK 016 008 Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt. 042 LUK 016 009 Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger. 042 LUK 016 010 Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. 042 LUK 016 011 Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande? 042 LUK 016 012 Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje? 042 LUK 016 013 Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon." 042 LUK 016 014 Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham. 042 LUK 016 015 Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. 042 LUK 016 016 Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. 042 LUK 016 017 Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder. 042 LUK 016 018 Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor. 042 LUK 016 019 Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. 042 LUK 016 020 Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. 042 LUK 016 021 Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. 042 LUK 016 022 Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. 042 LUK 016 023 Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. 042 LUK 016 024 Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. 042 LUK 016 025 Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. 042 LUK 016 026 Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. 042 LUK 016 027 Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus 042 LUK 016 028 thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. 042 LUK 016 029 Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! 042 LUK 016 030 Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. 042 LUK 016 031 Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde." 042 LUK 017 001 Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme! 042 LUK 017 002 Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små. 042 LUK 017 003 Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham! 042 LUK 017 004 Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham." 042 LUK 017 005 Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!" 042 LUK 017 006 Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder. 042 LUK 017 007 Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords? 042 LUK 017 008 Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke? 042 LUK 017 009 Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke. 042 LUK 017 010 Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort." 042 LUK 017 011 Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. 042 LUK 017 012 Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, 042 LUK 017 013 og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" 042 LUK 017 014 Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. 042 LUK 017 015 Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst. 042 LUK 017 016 Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. 042 LUK 017 017 Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? 042 LUK 017 018 Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?" 042 LUK 017 019 Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!" 042 LUK 017 020 Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå. 042 LUK 017 021 Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder." 042 LUK 017 022 Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. 042 LUK 017 023 Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter! 042 LUK 017 024 Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag. 042 LUK 017 025 Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. 042 LUK 017 026 Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage: 042 LUK 017 027 De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. 042 LUK 017 028 Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede; 042 LUK 017 029 men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: 042 LUK 017 030 på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares. 042 LUK 017 031 På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen! 042 LUK 017 032 Kommer Loths Hustru i Hu! 042 LUK 017 033 Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet. 042 LUK 017 034 Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. 042 LUK 017 035 To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. 042 LUK 017 036 To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage." 042 LUK 017 037 Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig." 042 LUK 018 001 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte, 042 LUK 018 002 og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske. 042 LUK 018 003 Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart! 042 LUK 018 004 Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske, 042 LUK 018 005 så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig." 042 LUK 018 006 Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! 042 LUK 018 007 Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? 042 LUK 018 008 Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?" 042 LUK 018 009 Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse: 042 LUK 018 010 "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder. 042 LUK 018 011 Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder. 042 LUK 018 012 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt. 042 LUK 018 013 Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig! 042 LUK 018 014 Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes." 042 LUK 018 015 Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem. 042 LUK 018 016 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til. 042 LUK 018 017 Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." 042 LUK 018 018 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" 042 LUK 018 019 Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. 042 LUK 018 020 Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder." 042 LUK 018 021 Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." 042 LUK 018 022 Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" 042 LUK 018 023 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig. 042 LUK 018 024 Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! 042 LUK 018 025 thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." 042 LUK 018 026 Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" 042 LUK 018 027 Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud." 042 LUK 018 028 Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig." 042 LUK 018 029 Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, 042 LUK 018 030 uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv." 042 LUK 018 031 Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen. 042 LUK 018 032 Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes, 042 LUK 018 033 og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå." 042 LUK 018 034 Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt. 042 LUK 018 035 Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede. 042 LUK 018 036 Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. 042 LUK 018 037 Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. 042 LUK 018 038 Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!" 042 LUK 018 039 Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" 042 LUK 018 040 Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: 042 LUK 018 041 "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende." 042 LUK 018 042 Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig." 042 LUK 018 043 Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det. 042 LUK 019 001 Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. 042 LUK 019 002 Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. 042 LUK 019 003 Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. 042 LUK 019 004 Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. 042 LUK 019 005 Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus." 042 LUK 019 006 Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. 042 LUK 019 007 Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand." 042 LUK 019 008 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen." 042 LUK 019 009 Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; 042 LUK 019 010 thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte." 042 LUK 019 011 Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. 042 LUK 019 012 Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. 042 LUK 019 013 Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. 042 LUK 019 014 Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. 042 LUK 019 015 Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet. 042 LUK 019 016 Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. 042 LUK 019 017 Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. 042 LUK 019 018 Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. 042 LUK 019 019 Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. 042 LUK 019 020 Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. 042 LUK 019 021 Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. 042 LUK 019 022 Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; 042 LUK 019 023 hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? 042 LUK 019 024 Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. 042 LUK 019 025 Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. 042 LUK 019 026 Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 042 LUK 019 027 Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!" 042 LUK 019 028 Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. 042 LUK 019 029 Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: 042 LUK 019 030 "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! 042 LUK 019 031 Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." 042 LUK 019 032 Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. 042 LUK 019 033 Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" 042 LUK 019 034 Og de sagde: "Herren har Brug for det." 042 LUK 019 035 Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. 042 LUK 019 036 Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. 042 LUK 019 037 Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: 042 LUK 019 038 "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" 042 LUK 019 039 Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" 042 LUK 019 040 Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe." 042 LUK 019 041 Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: 042 LUK 019 042 "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. 042 LUK 019 043 Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; 042 LUK 019 044 og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid." 042 LUK 019 045 Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, 042 LUK 019 046 og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." 042 LUK 019 047 Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. 042 LUK 019 048 Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham. 042 LUK 020 001 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. 042 LUK 020 002 Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" 042 LUK 020 003 Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: 042 LUK 020 004 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" 042 LUK 020 005 Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? 042 LUK 020 006 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." 042 LUK 020 007 Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. 042 LUK 020 008 Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting." 042 LUK 020 009 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. 042 LUK 020 010 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 042 LUK 020 011 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. 042 LUK 020 012 Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. 042 LUK 020 013 Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. 042 LUK 020 014 Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. 042 LUK 020 015 Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? 042 LUK 020 016 Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" 042 LUK 020 017 Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? 042 LUK 020 018 Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." 042 LUK 020 019 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem. 042 LUK 020 020 Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. 042 LUK 020 021 Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. 042 LUK 020 022 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" 042 LUK 020 023 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? 042 LUK 020 024 Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." 042 LUK 020 025 Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." 042 LUK 020 026 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav. 042 LUK 020 027 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: 042 LUK 020 028 "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. 042 LUK 020 029 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. 042 LUK 020 030 Ligeså den anden. 042 LUK 020 031 Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. 042 LUK 020 032 Men til sidst døde også Hustruen. 042 LUK 020 033 Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru." 042 LUK 020 034 Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; 042 LUK 020 035 men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. 042 LUK 020 036 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. 042 LUK 020 037 Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. 042 LUK 020 038 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle." 042 LUK 020 039 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel." 042 LUK 020 040 Og de turde ikke mere spørge ham om noget. 042 LUK 020 041 Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? 042 LUK 020 042 David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, 042 LUK 020 043 indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 042 LUK 020 044 Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?" 042 LUK 020 045 Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: 042 LUK 020 046 "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, 042 LUK 020 047 de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom." 042 LUK 021 001 Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. 042 LUK 021 002 Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri. 042 LUK 021 003 Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. 042 LUK 021 004 Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde." 042 LUK 021 005 Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Sten og Tempelgaver. sagde han: 042 LUK 021 006 "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." 042 LUK 021 007 Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og hvad er Tegnet på, når dette skal ske?" 042 LUK 021 008 Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Går ikke efter dem! 042 LUK 021 009 Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette må først ske, men Enden er der ikke straks." 042 LUK 021 010 Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. 042 LUK 021 011 Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. 042 LUK 021 012 Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. 042 LUK 021 013 Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. 042 LUK 021 014 Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulde forsvare eder. 042 LUK 021 015 Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige. 042 LUK 021 016 Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel. 042 LUK 021 017 Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. 042 LUK 021 018 Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt. 042 LUK 021 019 Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. 042 LUK 021 020 Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at dens Ødelæggelse er kommen nær. 042 LUK 021 021 Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på Landet, skulle ikke gå ind i den. 042 LUK 021 022 Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. 042 LUK 021 023 Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk. 042 LUK 021 024 Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. 042 LUK 021 025 Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, 042 LUK 021 026 medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. 042 LUK 021 027 Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. 042 LUK 021 028 Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til." 042 LUK 021 029 Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne; 042 LUK 021 030 når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. 042 LUK 021 031 Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. 042 LUK 021 032 Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen. 042 LUK 021 033 Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde forgå. 042 LUK 021 034 Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en Snare. 042 LUK 021 035 Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade. 042 LUK 021 036 Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for Menneskesønnen." 042 LUK 021 037 Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. 042 LUK 021 038 Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham. 042 LUK 022 001 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. 042 LUK 022 002 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. 042 LUK 022 003 Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. 042 LUK 022 004 Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. 042 LUK 022 005 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. 042 LUK 022 006 Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb. 042 LUK 022 007 Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet. 042 LUK 022 008 Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det." 042 LUK 022 009 Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?" 042 LUK 022 010 Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind, 042 LUK 022 011 og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? 042 LUK 022 012 Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det." 042 LUK 022 013 Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. 042 LUK 022 014 Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. 042 LUK 022 015 Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. 042 LUK 022 016 Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." 042 LUK 022 017 Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! 042 LUK 022 018 Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." 042 LUK 022 019 Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" 042 LUK 022 020 Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. 042 LUK 022 021 Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. 042 LUK 022 022 Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" 042 LUK 022 023 Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette. 042 LUK 022 024 Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. 042 LUK 022 025 Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. 042 LUK 022 026 I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. 042 LUK 022 027 Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. 042 LUK 022 028 Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. 042 LUK 022 029 Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder 042 LUK 022 030 at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer." 042 LUK 022 031 Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 042 LUK 022 032 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" 042 LUK 022 033 Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden." 042 LUK 022 034 Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig." 042 LUK 022 035 Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet." 042 LUK 022 036 Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! 042 LUK 022 037 Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende." 042 LUK 022 038 Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok." 042 LUK 022 039 Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. 042 LUK 022 040 Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." 042 LUK 022 041 Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: 042 LUK 022 042 "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" 042 LUK 022 043 Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 042 LUK 022 044 Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. 042 LUK 022 045 Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 042 LUK 022 046 Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse." 042 LUK 022 047 Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. 042 LUK 022 048 Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?" 042 LUK 022 049 Men da de, som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?" 042 LUK 022 050 Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. 042 LUK 022 051 Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. 042 LUK 022 052 Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. 042 LUK 022 053 Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt." 042 LUK 022 054 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 042 LUK 022 055 Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 042 LUK 022 056 Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." 042 LUK 022 057 Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" 042 LUK 022 058 Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." 042 LUK 022 059 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." 042 LUK 022 060 Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 042 LUK 022 061 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." 042 LUK 022 062 Og han gik udenfor og græd bitterligt. 042 LUK 022 063 Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; 042 LUK 022 064 og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?" 042 LUK 022 065 Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. 042 LUK 022 066 Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd 042 LUK 022 067 og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke. 042 LUK 022 068 Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. 042 LUK 022 069 Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd." 042 LUK 022 070 Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det." 042 LUK 022 071 Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!" 042 LUK 023 001 Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. 042 LUK 023 002 Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge." 042 LUK 023 003 Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." 042 LUK 023 004 Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske." 042 LUK 023 005 Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil." 042 LUK 023 006 Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. 042 LUK 023 007 Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. 042 LUK 023 008 Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. 042 LUK 023 009 Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. 042 LUK 023 010 Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. 042 LUK 023 011 Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. 042 LUK 023 012 På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. 042 LUK 023 013 Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket 042 LUK 023 014 og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, 042 LUK 023 015 og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. 042 LUK 023 016 Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 042 LUK 023 017 (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) 042 LUK 023 018 Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!" 042 LUK 023 019 Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. 042 LUK 023 020 Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. 042 LUK 023 021 Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham! 042 LUK 023 022 Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." 042 LUK 023 023 Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. 042 LUK 023 024 Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; 042 LUK 023 025 og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie. 042 LUK 023 026 Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. 042 LUK 023 027 Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. 042 LUK 023 028 Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! 042 LUK 023 029 Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. 042 LUK 023 030 Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! 042 LUK 023 031 Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" 042 LUK 023 032 Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. 042 LUK 023 033 Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. 042 LUK 023 034 Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. 042 LUK 023 035 Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." 042 LUK 023 036 Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: 042 LUK 023 037 "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" 042 LUK 023 038 Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." 042 LUK 023 039 Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" 042 LUK 023 040 Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? 042 LUK 023 041 Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." 042 LUK 023 042 Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" 042 LUK 023 043 Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." 042 LUK 023 044 Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, 042 LUK 023 045 idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. 042 LUK 023 046 Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. 042 LUK 023 047 Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." 042 LUK 023 048 Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. 042 LUK 023 049 Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette. 042 LUK 023 050 Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand, 042 LUK 023 051 han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; 042 LUK 023 052 han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 042 LUK 023 053 Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 042 LUK 023 054 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. 042 LUK 023 055 Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. 042 LUK 023 056 Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet. 042 LUK 024 001 Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. 042 LUK 024 002 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. 042 LUK 024 003 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. 042 LUK 024 004 Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. 042 LUK 024 005 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? 042 LUK 024 006 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, 042 LUK 024 007 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." 042 LUK 024 008 Og de kom hans Ord i Hu. 042 LUK 024 009 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. 042 LUK 024 010 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. 042 LUK 024 011 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. 042 LUK 024 012 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket. 042 LUK 024 013 Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. 042 LUK 024 014 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. 042 LUK 024 015 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. 042 LUK 024 016 Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. 042 LUK 024 017 Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. 042 LUK 024 018 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" 042 LUK 024 019 Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; 042 LUK 024 020 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. 042 LUK 024 021 Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. 042 LUK 024 022 Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, 042 LUK 024 023 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. 042 LUK 024 024 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." 042 LUK 024 025 Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! 042 LUK 024 026 Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" 042 LUK 024 027 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. 042 LUK 024 028 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. 042 LUK 024 029 Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. 042 LUK 024 030 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. 042 LUK 024 031 Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. 042 LUK 024 032 Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" 042 LUK 024 033 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: 042 LUK 024 034 "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." 042 LUK 024 035 Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. 042 LUK 024 036 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!" 042 LUK 024 037 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd. 042 LUK 024 038 Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? 042 LUK 024 039 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har." 042 LUK 024 040 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. 042 LUK 024 041 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?" 042 LUK 024 042 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. 042 LUK 024 043 Og han tog det og spiste det for deres Øjne. 042 LUK 024 044 Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne." 042 LUK 024 045 Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. 042 LUK 024 046 Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, 042 LUK 024 047 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. 042 LUK 024 048 I ere Vidner om disse Ting. 042 LUK 024 049 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje." 042 LUK 024 050 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. 042 LUK 024 051 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. 042 LUK 024 052 Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. 042 LUK 024 053 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud. # # BOOK 043 JOH John Johannes 043 JOH 001 001 I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 043 JOH 001 002 Dette var i Begyndelsen hos Gud. 043 JOH 001 003 Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. 043 JOH 001 004 I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. 043 JOH 001 005 Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. 043 JOH 001 006 Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. 043 JOH 001 007 Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. 043 JOH 001 008 Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. 043 JOH 001 009 Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. 043 JOH 001 010 Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. 043 JOH 001 011 Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. 043 JOH 001 012 Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro på hans Navn; 043 JOH 001 013 hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud. 043 JOH 001 014 Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde og Sandhed. 043 JOH 001 015 Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig." 043 JOH 001 016 Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde. 043 JOH 001 017 Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus. 043 JOH 001 018 Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens Skød, han har kundgjort ham. 043 JOH 001 019 Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er du?" 043 JOH 001 020 Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." 043 JOH 001 021 Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej." 043 JOH 001 022 Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?" 043 JOH 001 023 Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt." 043 JOH 001 024 Og de vare udsendte fra Farisæerne, 043 JOH 001 025 og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?" 043 JOH 001 026 Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt eder står den, I ikke kende, 043 JOH 001 027 han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse." 043 JOH 001 028 Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. 043 JOH 001 029 Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd! 043 JOH 001 030 Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran mig; thi han var før mig. 043 JOH 001 031 Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand." 043 JOH 001 032 Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. 043 JOH 001 033 Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligånd. 043 JOH 001 034 Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn." 043 JOH 001 035 Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple. 043 JOH 001 036 Og idet han så på Jesus, som gik der, siger han: "Se det Guds Lam!" 043 JOH 001 037 Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. 043 JOH 001 038 Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi! (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?" 043 JOH 001 039 Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende Time. 043 JOH 001 040 Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. 043 JOH 001 041 Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus). 043 JOH 001 042 Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt: Petrus). 043 JOH 001 043 Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!" 043 JOH 001 044 Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By. 043 JOH 001 045 Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham, hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus, Josefs Søn, fra Nazareth." 043 JOH 001 046 Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?" Filip siger til ham: "Kom og se!" 043 JOH 001 047 Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig." 043 JOH 001 048 Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens du var under Figentræet." 043 JOH 001 049 Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge." 043 JOH 001 050 Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end disse." 043 JOH 001 051 Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen." 043 JOH 002 001 Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og Jesu Moder var der. 043 JOH 002 002 Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. 043 JOH 002 003 Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke Vin." 043 JOH 002 004 Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen." 043 JOH 002 005 Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det skulle I gøre." 043 JOH 002 006 Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande. 043 JOH 002 007 Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; " og de fyldte dem indtil det øverste. 043 JOH 002 008 Og han siger til dem: "Øser nu og bærer til Køgemesteren; " og de bare det til ham. 043 JOH 002 009 Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham: 043 JOH 002 010 "Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu." 043 JOH 002 011 Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham. 043 JOH 002 012 Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage. 043 JOH 002 013 Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. 043 JOH 002 014 Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og Får og Duer, og Vekselerne. 043 JOH 002 015 Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene. 043 JOH 002 016 Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra; gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!" 043 JOH 002 017 Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidkærheden for dit Hus vil fortære mig." 043 JOH 002 018 Da svarede Jøderne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gør dette?" 043 JOH 002 019 Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg oprejse det." 043 JOH 002 020 Da sagde Jøderne: "I seks og fyrretyve År er der bygget på dette Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?" 043 JOH 002 021 Men han talte om sit Legemes Tempel. 043 JOH 002 022 Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt. 043 JOH 002 023 Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde. 043 JOH 002 024 Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle, 043 JOH 002 025 og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket. 043 JOH 003 001 Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne. 043 JOH 003 002 Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham." 043 JOH 003 003 Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige." 043 JOH 003 004 Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?" 043 JOH 003 005 Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. 043 JOH 003 006 Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. 043 JOH 003 007 Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 043 JOH 003 008 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden." 043 JOH 003 009 Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?" 043 JOH 003 010 Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår ikke dette? 043 JOH 003 011 Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. 043 JOH 003 012 Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? 043 JOH 003 013 Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. 043 JOH 003 014 Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes, 043 JOH 003 015 for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. 043 JOH 003 016 Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. 043 JOH 003 017 Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. 043 JOH 003 018 Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns Navn. 043 JOH 003 019 Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. 043 JOH 003 020 Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. 043 JOH 003 021 Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud." 043 JOH 003 022 Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. 043 JOH 003 023 Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. 043 JOH 003 024 Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. 043 JOH 003 025 Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. 043 JOH 003 026 Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham." 043 JOH 003 027 Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. 043 JOH 003 028 I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. 043 JOH 003 029 Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er da denne min Glæde bleven fuldkommen. 043 JOH 003 030 Han bør vokse, men jeg forringes. 043 JOH 003 031 Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. 043 JOH 003 032 Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd. 043 JOH 003 033 Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. 043 JOH 003 034 Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Ånden efter Mål. 043 JOH 003 035 Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd. 043 JOH 003 036 Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham." 043 JOH 004 001 Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere Disciple og døbte flere end Johannes 043 JOH 004 002 (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): 043 JOH 004 003 da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa. 043 JOH 004 004 Men han måtte rejse igennem Samaria. 043 JOH 004 005 Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. 043 JOH 004 006 Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. 043 JOH 004 007 En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: "Giv mig noget at drikke!" 043 JOH 004 008 Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad. 043 JOH 004 009 Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?" Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere. 043 JOH 004 010 Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand." 043 JOH 004 011 Kvinden siger til ham: "Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? 043 JOH 004 012 Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?" 043 JOH 004 013 Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen. 043 JOH 004 014 Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv." 043 JOH 004 015 Kvinden siger til ham: "Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op." 043 JOH 004 016 Jesus siger til hende: "Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!" 043 JOH 004 017 Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til hende: "Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. 043 JOH 004 018 Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt." 043 JOH 004 019 Kvinden siger til ham: "Herre! jeg ser, at du er en Profet. 043 JOH 004 020 Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede." 043 JOH 004 021 Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. 043 JOH 004 022 I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne. 043 JOH 004 023 Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere, Faderen vil have. 043 JOH 004 024 Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og Sandhed." 043 JOH 004 025 Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle Ting." 043 JOH 004 026 Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig." 043 JOH 004 027 Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad søger du?" eller: "Hvorfor taler du med hende?" 043 JOH 004 028 Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger til Menneskene der: 043 JOH 004 029 "Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?" 043 JOH 004 030 De gik ud af Byen og kom gående til ham. 043 JOH 004 031 Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: "Rabbi, spis!" 043 JOH 004 032 Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende." 043 JOH 004 033 Da sagde Disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt ham noget at spise?" 043 JOH 004 034 Jesus siger til dem: "Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning. 043 JOH 004 035 Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten? Se, jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere allerede hvide til Høsten. 043 JOH 004 036 Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som høster. 043 JOH 004 037 Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster. 043 JOH 004 038 Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på; andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde." 043 JOH 004 039 Men mange af Samaritanerne fra den By troede på ham på Grund af Kvindens Ord, da hun vidnede: "Han har sagt mig alt det, jeg har gjort." 043 JOH 004 040 Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos dem; og han blev der to Dage. 043 JOH 004 041 Og mange flere troede for hans Ords Skyld. 043 JOH 004 042 Og til Kvinden sagde de: "Vi tro nu ikke længer for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig Verdens Frelser." 043 JOH 004 043 Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa. 043 JOH 004 044 Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget Fædreland. 043 JOH 004 045 Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem på Højtiden; thi også de vare komne til Højtiden. 043 JOH 004 046 Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn lå syg i Kapernaum. 043 JOH 004 047 Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans Søn; thi han var Døden nær. 043 JOH 004 048 Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke tro." 043 JOH 004 049 Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, før mit Barn dør." 043 JOH 004 050 Jesus siger til ham: "Gå bort, din Søn lever." Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. 043 JOH 004 051 Men allerede medens han var på Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham og meldte, at hans Barn levede. 043 JOH 004 052 Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: "I Går ved den syvende time forlod Feberen ham." 043 JOH 004 053 Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde til ham: "Din Søn lever;" og han troede selv og hele hans Hus. 043 JOH 004 054 Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen fra Judæa til Galilæa. 043 JOH 005 001 Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem. 043 JOH 005 002 Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange. 043 JOH 005 003 I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede på, at Vandet skulde røres. 043 JOH 005 004 Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.) 043 JOH 005 005 Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År. 043 JOH 005 006 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?" 043 JOH 005 007 Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer, stiger en anden ned før mig." 043 JOH 005 008 Jesus siger til ham: "Stå op, tag din Seng og gå!" 043 JOH 005 009 Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat på den Dag; 043 JOH 005 010 derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen." 043 JOH 005 011 Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gå!" 043 JOH 005 012 Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gå?" 043 JOH 005 013 Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet. 043 JOH 005 014 Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: "Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!" 043 JOH 005 015 Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask. 043 JOH 005 016 Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en Sabbat. 043 JOH 005 017 Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder." 043 JOH 005 018 Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig. 043 JOH 005 019 Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså. 043 JOH 005 020 Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder. 043 JOH 005 021 Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør også Sønnen levende, hvem han vil. 043 JOH 005 022 Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen, 043 JOH 005 023 for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham. 043 JOH 005 024 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gået over fra Døden til Livet. 043 JOH 005 025 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve. 043 JOH 005 026 Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have Liv i sig selv. 043 JOH 005 027 Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn. 043 JOH 005 028 Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst, 043 JOH 005 029 og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse. 043 JOH 005 030 Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig. 043 JOH 005 031 Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt". 043 JOH 005 032 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. 043 JOH 005 033 I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden. 043 JOH 005 034 Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses. 043 JOH 005 035 Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys. 043 JOH 005 036 Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig. 043 JOH 005 037 Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse, 043 JOH 005 038 og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke. 043 JOH 005 039 I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig. 043 JOH 005 040 Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv. 043 JOH 005 041 Jeg tager ikke Ære af Mennesker; 043 JOH 005 042 men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder. 043 JOH 005 043 Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage. 043 JOH 005 044 Hvorledes kunne I tro, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke? 043 JOH 005 045 Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb. 043 JOH 005 046 Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om mig, 043 JOH 005 047 Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?" 043 JOH 006 001 Derefter drog Jesus over til hin Side af Galilæas Sø, Tiberias Søen. 043 JOH 006 002 Og en stor Skare fulgte ham, fordi de så de Tegn, som han gjorde på de syge. 043 JOH 006 003 Men Jesus gik op på Bjerget og satte sig der med sine Disciple. 043 JOH 006 004 Men Påsken, Jødernes Højtid, var nær. 043 JOH 006 005 Da Jesus nu opløftede sine Øjne og så, at en stor Skare kom til ham, sagde han til Filip: "Hvor skulle vi købe Brød, for at disse kunne få noget at spise?" 043 JOH 006 006 Men dette sagde han for at prøve ham; thi han vidste selv, hvad han vilde gøre. 043 JOH 006 007 Filip svarede ham: "Brød for to Hundrede Denarer er ikke nok for dem, til at hver kan få noget lidet." 043 JOH 006 008 En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham: 043 JOH 006 009 "Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Småfisk; men hvad er dette til så mange?" 043 JOH 006 010 Jesus sagde: "Lader Folkene sætte sig ned;" og der var meget Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i Tallet. 043 JOH 006 011 Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de vilde. 043 JOH 006 012 Men da de vare blevne mætte, siger han til sine Disciple: "Samler de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå til Spilde." 043 JOH 006 013 Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde fået Mad. 043 JOH 006 014 Da nu Folkene så det Tegn, som han havde gjort, sagde de: "Denne er i Sandhed Profeten, som kommer til Verden." 043 JOH 006 015 Da Jesus nu skønnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for at gøre ham til Konge, gik han atter op på Bjerget, ganske alene. 043 JOH 006 016 Men da det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen. 043 JOH 006 017 Og de gik om Bord i et Skib og vilde sætte over til hin Side af Søen til Kapernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var endnu ikke kommen til dem. 043 JOH 006 018 Og Søen rejste sig, da der blæste en stærk Vind. 043 JOH 006 019 Da de nu havde roet omtrent fem og tyve eller tredive Stadier, se de Jesus vandre på Søen og komme nær til Skibet, og de forfærdedes. 043 JOH 006 020 Men han siger til dem: "Det er mig; frygter ikke!" 043 JOH 006 021 Da vilde de tage ham op i Skibet; og straks kom Skibet til Landet, som de sejlede til. 043 JOH 006 022 Den næste dag så Skaren, som stod på hin Side af Søen, at der ikke havde været mere end eet Skib der, og at Jesus ikke var gået om Bord med sine Disciple, men at hans Disciple vare dragne bort alene, 043 JOH 006 023 (men der var kommet Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de spiste Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse): 043 JOH 006 024 da Skaren nu så, at Jesus ikke var der, ej heller hans Disciple, gik de om Bord i Skibene og kom til Kapernaum for at søge efter Jesus. 043 JOH 006 025 Og da de fandt ham på hin Side af Søen, sagde de til ham: "Rabbi! når er du kommen hid?" 043 JOH 006 026 Jesus svarede dem og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I søge mig, ikke fordi I så Tegn, men fordi I spiste af Brødene og bleve mætte. 043 JOH 006 027 Arbejder ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskesønnen vil give eder; thi ham har Faderen, Gud selv, beseglet." 043 JOH 006 028 Da sagde de til ham: "Hvad skulle vi gøre, for at vi kunne arbejde på Guds Gerninger?" 043 JOH 006 029 Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds Gerning, at I tro på den, som han udsendte." 043 JOH 006 030 Da sagde de til ham: "Hvad gør du da for et Tegn, for at vi kunne se det og tro dig? Hvad Arbejde gør du? 043 JOH 006 031 Vore Fædre åde Manna i Ørkenen, som der er skrevet: Han gav dem Brød fra Himmelen at æde." 043 JOH 006 032 Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, ikke Moses har givet eder Brødet fra Himmelen, men min Fader giver eder det sande Brød fra Himmelen. 043 JOH 006 033 Thi Guds Brød er det, som kommer ned fra Himmelen og giver Verden Liv." 043 JOH 006 034 Da sagde de til ham: "Herre! giv os altid dette Brød!" 043 JOH 006 035 Jesus sagde til dem: "Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste. 043 JOH 006 036 Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro. 043 JOH 006 037 Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud. 043 JOH 006 038 Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Villie, men hans Villie, som sendte mig. 043 JOH 006 039 Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste Dag. 043 JOH 006 040 Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag." 043 JOH 006 041 Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: "Jeg er det Brød, som kom ned fra Himmelen," 043 JOH 006 042 og de sagde: "Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra Himmelen?" 043 JOH 006 043 Jesus svarede og sagde til dem: "Knurrer ikke indbyrdes! 043 JOH 006 044 Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag. 043 JOH 006 045 Der er skrevet hos Profeterne: "Og de skulle alle være oplærte af Gud." Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til mig. 043 JOH 006 046 Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har set Faderen. 043 JOH 006 047 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, har et evigt Liv. 043 JOH 006 048 Jeg er Livets Brød. 043 JOH 006 049 Eders Fædre åde Manna i Ørkenen og døde. 043 JOH 006 050 Dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, at man skal æde af det og ikke dø. 043 JOH 006 051 Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv." 043 JOH 006 052 Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: "Hvorledes kan han give os sit Kød at æde?" 043 JOH 006 053 Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have I ikke Liv i eder. 043 JOH 006 054 Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag. 043 JOH 006 055 Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke. 043 JOH 006 056 Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. 043 JOH 006 057 Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, ligeså skal også den, som æder mig, leve i Kraft af mig. 043 JOH 006 058 dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som eders Fædre åde og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve evindelig." 043 JOH 006 059 Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum. 043 JOH 006 060 Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: "Dette er en hård Tale; hvem kan høre den?" 043 JOH 006 061 Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede derover, sagde han til dem: "Forarger dette eder? 043 JOH 006 062 Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var før? 043 JOH 006 063 Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv. 043 JOH 006 064 Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forråde ham. 043 JOH 006 065 Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af Faderen." 043 JOH 006 066 Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. 043 JOH 006 067 Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?" 043 JOH 006 068 Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du har det evige Livs Ord; 043 JOH 006 069 og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige." 043 JOH 006 070 Jesus svarede dem: "Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af eder er en Djævel?" 043 JOH 006 071 Men han talte om Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham, som siden skulde forråde ham, skønt han var en af de tolv. 043 JOH 007 001 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel. 043 JOH 007 002 Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær. 043 JOH 007 003 Da sagde hans Brødre til ham: "Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør. 043 JOH 007 004 Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!" 043 JOH 007 005 Thi heller ikke hans Brødre troede på ham. 043 JOH 007 006 Da siger Jesus til dem: "Min Tid er endnu ikke kommen; men eders Tid er stedse for Hånden. 043 JOH 007 007 Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens Gerninger ere onde. 043 JOH 007 008 Drager I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne Højtid, thi min Tid er endnu ikke fuldkommet." 043 JOH 007 009 Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa. 043 JOH 007 010 Men da hans Brødre vare dragne op til Højtiden, da drog han også selv op, ikke åbenlyst, men lønligt. 043 JOH 007 011 Da ledte Jøderne efter ham på Højtiden og sagde: "Hvor er han?" 043 JOH 007 012 Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde: "Han er en god Mand;" men andre sagde: "Nej, han forfører Mængden." 043 JOH 007 013 Dog talte ingen frit om ham af Frygt for Jøderne. 043 JOH 007 014 Men da det allerede var midt i Højtiden. gik Jesus op i Helligdommen og lærte. 043 JOH 007 015 Jøderne undrede sig nu og sagde: "Hvorledes kan denne have Lærdom, da han ikke er oplært?" 043 JOH 007 016 Da svarede Jesus dem og sagde: "Min Lære er ikke min, men hans, som sendte mig. 043 JOH 007 017 Dersom nogen vil gøre hans Villie, skal han erkende, om Læren er fra Gud, eller jeg taler af mig selv. 043 JOH 007 018 Den, der taler af sig selv, søger sin egen Ære; men den, som søger hans Ære, der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke Uret i ham. 043 JOH 007 019 Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven. Hvorfor søge I at slå mig ihjel?" 043 JOH 007 020 Mængden svarede: "Du er besat; hvem søger at slå dig ihjel?" 043 JOH 007 021 Jesus svarede og sagde til dem: "Een Gerning gjorde jeg, og I undre eder alle derover. 043 JOH 007 022 Moses har givet eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene) og I omskære et Menneske på en Sabbat. 043 JOH 007 023 Dersom et Menneske får Omskærelse på en Sabbat, for at Mose Lov ikke skal brydes, ere I da vrede på mig, fordi jeg har gjort et helt Menneske rask på en Sabbat? 043 JOH 007 024 Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!" 043 JOH 007 025 Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: "Er det ikke ham, som de søge at slå ihjel? 043 JOH 007 026 Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon Rådsherrerne virkelig skulde have erkendt, at han er Kristus? 043 JOH 007 027 Dog vi vide, hvorfra denne er; men når Kristus kommer, kender ingen, hvorfra han er." 043 JOH 007 028 Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde: "Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke kende. 043 JOH 007 029 Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig." 043 JOH 007 030 De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans Time var endnu ikke kommen. 043 JOH 007 031 Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: "Når Kristus kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?" 043 JOH 007 032 Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe ham. 043 JOH 007 033 Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg bort til den, som sendte mig. 043 JOH 007 034 I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme." 043 JOH 007 035 Da sagde Jøderne til hverandre: "Hvor vil han gå hen, siden vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne? 043 JOH 007 036 Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?" 043 JOH 007 037 Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og sagde: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! 043 JOH 007 038 Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende Vandstrømme:" 043 JOH 007 039 Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort. 043 JOH 007 040 Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: "Dette er sandelig Profeten." 043 JOH 007 041 Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da Kristus kommer fra Galilæa? 043 JOH 007 042 Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra Bethlehem, den Landsby, hvor David var?" 043 JOH 007 043 Således blev der Splid iblandt Mængden om ham. 043 JOH 007 044 Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham. 043 JOH 007 045 Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse sagde til dem: "Hvorfor have I ikke ført ham herhen?" 043 JOH 007 046 Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt således som dette Menneske." 043 JOH 007 047 Da svarede Farisæerne dem: "Ere også I forførte? 043 JOH 007 048 Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af Farisæerne? 043 JOH 007 049 Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet." 043 JOH 007 050 Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af dem, sagde til dem: 043 JOH 007 051 "Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham og får at vide, hvad han gør?" 043 JOH 007 052 De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Ransag og se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa." 043 JOH 007 053 Og de gik hver til sit Hus. 043 JOH 008 001 Men Jesus gik til Oliebjerget. 043 JOH 008 002 og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. 043 JOH 008 003 Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. 043 JOH 008 004 Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning. 043 JOH 008 005 Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger nu du?" 043 JOH 008 006 Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden. 043 JOH 008 007 Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen på hende!" 043 JOH 008 008 Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden. 043 JOH 008 009 Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. 043 JOH 008 010 Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han til hende: "Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?," 043 JOH 008 011 Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!" 043 JOH 008 012 Jesus talte da atter til dem og sagde: "Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys." 043 JOH 008 013 Da sagde Farisæerne til ham: "Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt." 043 JOH 008 014 Jesus svarede og sagde til dem: "Om jeg end vidner om mig selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg går hen. 043 JOH 008 015 I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen. 043 JOH 008 016 Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig. 043 JOH 008 017 Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. 043 JOH 008 018 Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig." 043 JOH 008 019 Derfor sagde de til ham: "Hvor er din Fader?" Jesus svarede: "I kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I også min Fader." 043 JOH 008 020 Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen. 043 JOH 008 021 Da sagde han atter til dem: "Jeg går bort, og I skulle lede efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne I ikke komme." 043 JOH 008 022 Da sagde Jøderne: "Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?" 043 JOH 008 023 Og han sagde til dem: "I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden. 043 JOH 008 024 Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder." 043 JOH 008 025 De sagde da til ham: "Hvem er du?" Og Jesus sagde til dem: "Just det, som jeg siger eder. 043 JOH 008 026 Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til Verden." 043 JOH 008 027 De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen. 043 JOH 008 028 Da sagde Jesus til dem: "Når I få ophøjet Menneskesønnen, da skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv; men som min Fader har lært mig, således taler jeg. 043 JOH 008 029 Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag." 043 JOH 008 030 Da han talte dette, troede mange på ham. 043 JOH 008 031 Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, 043 JOH 008 032 og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder." 043 JOH 008 033 De svarede ham: "Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?" 043 JOH 008 034 Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver den, som gør Synden, er Syndens Træl. 043 JOH 008 035 Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der til evig Tid. 043 JOH 008 036 Dersom da Sønnen får frigjort eder, skulle I være virkelig frie. 043 JOH 008 037 Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slå mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos eder. 043 JOH 008 038 Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; så gøre også I det, som I have hørt af eders Fader." 043 JOH 008 039 De svarede og sagde til ham: "Vor Fader er Abraham." Jesus sagde til dem: "Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gerninger. 043 JOH 008 040 Men nu søge I at slå mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke. 043 JOH 008 041 I gøre eders Faders Gerninger." De sagde til ham: "Vi ere ikke avlede i Hor; vi have een Fader, Gud." 043 JOH 008 042 Jesus sagde til dem: "Dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er udgået og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig. 043 JOH 008 043 Hvorfor forstå I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord. 043 JOH 008 044 I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader. 043 JOH 008 045 Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden. 043 JOH 008 046 Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke? 043 JOH 008 047 Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud." 043 JOH 008 048 Jøderne svarede og sagde til ham: "Sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og er besat?" 043 JOH 008 049 Jesus svarede: "Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig. 043 JOH 008 050 Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer. 043 JOH 008 051 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord, skal han i al Evighed ikke se Døden." 043 JOH 008 052 Jøderne sagde til ham: "Nu vide vi, at du et besat; Abraham døde og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han skal i al Evighed ikke smage Døden. 043 JOH 008 053 Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? også Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?" 043 JOH 008 054 Jesus svarede: "Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders Gud. 043 JOH 008 055 Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg siger: "Jeg kender ham ikke," da bliver jeg en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder hans Ord. 043 JOH 008 056 Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så den og glædede sig." 043 JOH 008 057 Da sagde Jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtredsindstyve År gammel, og du har set Abraham?" 043 JOH 008 058 Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend Abraham blev til, har jeg været." 043 JOH 008 059 Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen. 043 JOH 009 001 Og da han gik forbi så han et Menneske, som var blindt fra Fødselen. 043 JOH 009 002 Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Rabbi, hvem har syndet, denne eller hans Forældre, så han skulde fødes blind?" 043 JOH 009 003 Jesus svarede: "Hverken han eller hans Forældre have syndet; men det er sket, for at Guds Gerninger skulle åbenbares på ham. 043 JOH 009 004 Jeg må gøre hans Gerninger, som sendte mig, så længe det er Dag; der kommer en Nat, da ingen kan arbejde. 043 JOH 009 005 Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys." 043 JOH 009 006 Da han havde sagt dette, spyttede han på Jorden og gjorde Dynd af Spyttet og smurte Dyndet på hans Øjne. 043 JOH 009 007 Og han sagde til ham: "Gå hen, to dig i Dammen Siloam" (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom seende tilbage. 043 JOH 009 008 Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som Tigger: "Er det ikke ham, som sad og tiggede?" 043 JOH 009 009 Nogle sagde: "Det er ham;" men andre sagde: "Nej, han ligner ham." Han selv sagde: "Det er mig." 043 JOH 009 010 Da sagde de til ham: "Hvorledes bleve dine Øjne åbnede?" 043 JOH 009 011 Han svarede: "En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte det på mine Øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloam og to dig! Da jeg så gik hen og toede mig, blev jeg seende." 043 JOH 009 012 Da sagde de til ham: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg ikke." 043 JOH 009 013 De føre ham, som før var blind, til Farisæerne. 043 JOH 009 014 Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og åbnede hans Øjne. 043 JOH 009 015 Atter spurgte nu også Farisæerne ham, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: "Han lagde Dynd på mine Øjne, og jeg toede mig, og nu ser jeg." 043 JOH 009 016 Nogle af Farisæerne sagde da: "Dette Menneske er ikke fra Gud, efterdi han ikke holder Sabbaten." Andre sagde: "Hvorledes kan et syndigt Menneske gøre sådanne Tegn?" Og der var Splid imellem dem. 043 JOH 009 017 de sige da atter til den blinde: "Hvad siger du om ham, efterdi han åbnede dine Øjne?" Men han sagde: "Han er en Profet." 043 JOH 009 018 Så troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de fik kaldt på Forældrene til ham, som havde fået sit Syn. 043 JOH 009 019 Og de spurgte dem og sagde: "Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?" 043 JOH 009 020 Hans Forældre svarede dem og sagde; "Vi vide, at denne er vor Søn, og at han, var født blind. 043 JOH 009 021 Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der har åbnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er gammel nok; han må selv tale for sig." 043 JOH 009 022 Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen. 043 JOH 009 023 Derfor sagde hans Forældre: "Han er gammel nok, spørger ham selv!" 043 JOH 009 024 Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og sagde til ham: "Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en Synder." 043 JOH 009 025 Da svarede han: "Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved jeg, at jeg, som var blind, nu ser." 043 JOH 009 026 De sagde da til ham igen: "Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes åbnede han dine Øjne?" 043 JOH 009 027 Han svarede dem: "Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville også I blive hans Disciple?" 043 JOH 009 028 Da udskældte de ham og sagde: "Du er hans Discipel; men vi ere Mose Disciple. 043 JOH 009 029 Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke. hvorfra han er." 043 JOH 009 030 Manden svarede og sagde til dem: "Det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har åbnet mine Øjne. 043 JOH 009 031 Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han. 043 JOH 009 032 Aldrig er det hørt, at nogen har åbnet Øjnene på en blindfødt. 043 JOH 009 033 Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre." 043 JOH 009 034 De svarede og sagde til ham: "Du er hel og holden født i Synder, og du vil lære os?" Og de stødte ham ud. 043 JOH 009 035 Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham sagde han til ham: "Tror du på Guds Søn?" 043 JOH 009 036 Han svarede og sagde: "Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro på ham." 043 JOH 009 037 Jesus sagde til ham: "Både har du set ham, og den, som taler med dig, ham er det." 043 JOH 009 038 Men han sagde: "Jeg tror Herre!" og han kastede sig ned for ham. 043 JOH 009 039 Og Jesus sagde: "Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle blive blinde." 043 JOH 009 040 Nogle af Farisæerne, som vare hos. ham, hørte dette, og de sagde til ham: "Mon også vi ere blinde?" 043 JOH 009 041 Jesus sagde til dem: "Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver." 043 JOH 010 001 " Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. 043 JOH 010 002 Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde. 043 JOH 010 003 For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud. 043 JOH 010 004 Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst. 043 JOH 010 005 Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst." 043 JOH 010 006 Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. 043 JOH 010 007 Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Fårenes Dør. 043 JOH 010 008 Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene hørte dem ikke. 043 JOH 010 009 Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde. 043 JOH 010 010 Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod. 043 JOH 010 011 Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene. 043 JOH 010 012 Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, 043 JOH 010 013 fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene. 043 JOH 010 014 Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, 043 JOH 010 015 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene. 043 JOH 010 016 Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. 043 JOH 010 017 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen. 043 JOH 010 018 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader." 043 JOH 010 019 Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. 043 JOH 010 020 Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?" 043 JOH 010 021 Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?" 043 JOH 010 022 Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter; 043 JOH 010 023 og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. 043 JOH 010 024 Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: "Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!" 043 JOH 010 025 Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; 043 JOH 010 026 men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får. 043 JOH 010 027 Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, 043 JOH 010 028 og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd. 043 JOH 010 029 Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Hånd. 043 JOH 010 030 Jeg og Faderen, vi ere eet." 043 JOH 010 031 Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham. 043 JOH 010 032 Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?" 043 JOH 010 033 Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud." 043 JOH 010 034 Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? 043 JOH 010 035 Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), 043 JOH 010 036 sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? 043 JOH 010 037 Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke! 043 JOH 010 038 Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen." 043 JOH 010 039 De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd. 043 JOH 010 040 Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. 043 JOH 010 041 Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt." 043 JOH 010 042 Og mange troede på ham der. 043 JOH 011 001 Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Martha boede. 043 JOH 011 002 Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg. 043 JOH 011 003 Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du elsker, er syg." 043 JOH 011 004 Men da Jesus hørte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den." 043 JOH 011 005 Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. 043 JOH 011 006 Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det Sted, hvor han var. 043 JOH 011 007 Derefter siger han så til Disciplene:"Lader os gå til Judæa igen! 043 JOH 011 008 Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?" 043 JOH 011 009 Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys. 043 JOH 011 010 Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham." 043 JOH 011 011 Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne." 043 JOH 011 012 Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han helbredt." 043 JOH 011 013 Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile. 043 JOH 011 014 Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er død! 043 JOH 011 015 Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gå til ham!" 043 JOH 011 016 Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: "Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!" 043 JOH 011 017 Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage. 043 JOH 011 018 Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra. 043 JOH 011 019 Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. 043 JOH 011 020 Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset. 043 JOH 011 021 Da sagde Martha til Jesus: "Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. 043 JOH 011 022 Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig." 043 JOH 011 023 Jesus siger til hende: "Din Broder skal opstå." 043 JOH 011 024 Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen på den yderste Dag." 043 JOH 011 025 Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. 043 JOH 011 026 Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?" 043 JOH 011 027 Hun siger til ham: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden." 043 JOH 011 028 Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig." 043 JOH 011 029 Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham. 043 JOH 011 030 Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det Sted, hvor Martha havde mødt ham. 043 JOH 011 031 Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der. 043 JOH 011 032 Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: "Herre! havde du været her da var min Broder ikke død." 043 JOH 011 033 Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde: 043 JOH 011 034 "Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre! kom og se!" 043 JOH 011 035 Jesus græd. 043 JOH 011 036 Da sagde Jøderne: "Se, hvor han elskede ham!" 043 JOH 011 037 Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som åbnede den blindes Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?" 043 JOH 011 038 Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den. 043 JOH 011 039 Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den dødes Søster, siger til ham: "Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:" 043 JOH 011 040 Jesus siger til hende: " Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?" 043 JOH 011 041 Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: "Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig. 043 JOH 011 042 Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig." 043 JOH 011 043 Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: "Lazarus, kom herud!" 043 JOH 011 044 Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "Løser ham, og lader ham gå!" 043 JOH 011 045 Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; 043 JOH 011 046 men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. 043 JOH 011 047 Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. 043 JOH 011 048 Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." 043 JOH 011 049 Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: 043 JOH 011 050 "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." 043 JOH 011 051 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; 043 JOH 011 052 og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. 043 JOH 011 053 Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham. 043 JOH 011 054 Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. 043 JOH 011 055 Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. 043 JOH 011 056 Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" 043 JOH 011 057 Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham. 043 JOH 012 001 Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. 043 JOH 012 002 Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. 043 JOH 012 003 Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. 043 JOH 012 004 Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forrådte ham: 043 JOH 012 005 "Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?" 043 JOH 012 006 Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. 043 JOH 012 007 Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! 043 JOH 012 008 De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid." 043 JOH 012 009 En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde. 043 JOH 012 010 Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel: 043 JOH 012 011 thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus. 043 JOH 012 012 Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, 043 JOH 012 013 toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: "Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!" 043 JOH 012 014 Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er skrevet: 043 JOH 012 015 "Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en Asenindes Føl." 043 JOH 012 016 Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. 043 JOH 012 017 Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. 043 JOH 012 018 Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. 043 JOH 012 019 Da sagde Farisæerne til hverandre: "I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham." 043 JOH 012 020 Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden. 043 JOH 012 021 Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: "Herre! vi ønske at se Jesus." 043 JOH 012 022 Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus. 043 JOH 012 023 Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres. 043 JOH 012 024 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt. 043 JOH 012 025 Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. 043 JOH 012 026 Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. 043 JOH 012 027 Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. 043 JOH 012 028 Fader herliggør dit Navn!" Da kom der en Røst fra Himmelen: "Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det." 043 JOH 012 029 Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: "En Engel har talt til ham." 043 JOH 012 030 Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld. 043 JOH 012 031 Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud, 043 JOH 012 032 og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig." 043 JOH 012 033 Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. 043 JOH 012 034 Skaren svarede ham: "Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?" 043 JOH 012 035 Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen. 043 JOH 012 036 Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!" Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem. 043 JOH 012 037 Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke på ham, 043 JOH 012 038 for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: "Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm åbenbaret?" 043 JOH 012 039 Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: 043 JOH 012 040 "Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." 043 JOH 012 041 Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham. 043 JOH 012 042 Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; 043 JOH 012 043 thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. 043 JOH 012 044 Men Jesus råbte og sagde: "Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som sendte mig, 043 JOH 012 045 og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. 043 JOH 012 046 Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror på mig, ikke skal blive i Mørket. 043 JOH 012 047 Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. 043 JOH 012 048 Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste Dag. 043 JOH 012 049 Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. 043 JOH 012 050 Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig." 043 JOH 013 001 Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så elskede han dem indtil Enden. 043 JOH 013 002 Og medens der holdtes Aftensmåltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forråde ham; 043 JOH 013 003 da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgået fra Gud og gik hen til Gud: 043 JOH 013 004 så rejser han sig fra Måltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. 043 JOH 013 005 Derefter hælder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. 043 JOH 013 006 Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: "Herre! tor du mine Fødder?" 043 JOH 013 007 Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstå det siden efter." 043 JOH 013 008 Peter siger til ham: "Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder." Jesus svarede ham: "Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig." 043 JOH 013 009 Simon Peter siger til ham: "Herre! ikke mine Fødder alene, men også Hænderne og Hovedet." 043 JOH 013 010 Jesus siger til ham: "Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle." 043 JOH 013 011 Thi han kendte den, som forrådte ham; derfor sagde han: "I ere ikke alle rene." 043 JOH 013 012 Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: "Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? 043 JOH 013 013 I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. 043 JOH 013 014 Når da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, så ere også I skyldige at to hverandres Fødder. 043 JOH 013 015 Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle også I gøre. 043 JOH 013 016 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. 043 JOH 013 017 Når I vide dette, ere I salige, om I gøre det. 043 JOH 013 018 Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften måtte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. 043 JOH 013 019 Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det er sket, skulle tro, at det er mig. 043 JOH 013 020 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig." 043 JOH 013 021 Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Ånden og vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forråde mig." 043 JOH 013 022 Da så Disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han talte om. 043 JOH 013 023 Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede. 043 JOH 013 024 Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: "Sig, hvem det er, han taler om?" 043 JOH 013 025 Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: "Herre! hvem er det?" 043 JOH 013 026 Jesus svarer: "Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper." Så dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot. 043 JOH 013 027 Og efter at han havde fået Stykket, da gik Satan ind i ham. Så siger Jesus til ham: "Hvad du gør, gør det snart!" 043 JOH 013 028 Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. 043 JOH 013 029 Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: "Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;" eller at han skulde give noget til de fattige. 043 JOH 013 030 Da han nu havde fået Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat. 043 JOH 013 031 Da han nu var gået ud, siger Jesus: "Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. 043 JOH 013 032 Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. 043 JOH 013 033 Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: "Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme," siger jeg nu også til eder. 043 JOH 013 034 Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre. 043 JOH 013 035 Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed." 043 JOH 013 036 Simon Peter siger til ham: "Herre! hvor går du hen?" Jesus svarede ham: "Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig." 043 JOH 013 037 Peter siger til ham: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig? 043 JOH 013 038 Jesus svarer: "Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange." 043 JOH 014 001 "Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig! 043 JOH 014 002 I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder Sted. 043 JOH 014 003 Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I være. 043 JOH 014 004 Og hvor jeg går hen, derhen vide I Vejen." 043 JOH 014 005 Thomas siger til ham: "Herre! vi vide ikke, hvor du går hen; og hvorledes kunne vi vide Vejen?" 043 JOH 014 006 Jesus siger til ham: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. 043 JOH 014 007 Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af kende I ham og have set ham." 043 JOH 014 008 Filip siger til ham: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok." 043 JOH 014 009 Jesus siger til ham: "Så lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? 043 JOH 014 010 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger. 043 JOH 014 011 Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, så tror mig dog for selve Gerningernes Skyld! 043 JOH 014 012 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, de Gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større Gerninger end disse; thi jeg går til Faderen, 043 JOH 014 013 og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må herliggøres ved Sønnen. 043 JOH 014 014 Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det. 043 JOH 014 015 Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! 043 JOH 014 016 Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig, 043 JOH 014 017 den Sandhedens Ånd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder. 043 JOH 014 018 Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder. 043 JOH 014 019 Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulle leve. 043 JOH 014 020 På den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder. 043 JOH 014 021 Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." 043 JOH 014 022 Judas (ikke Iskariot) siger til ham: "Herre! hvor kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?" 043 JOH 014 023 Jesus svarede og sagde til ham: "Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. 043 JOH 014 024 Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig. 043 JOH 014 025 Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder. 043 JOH 014 026 Men Talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. 043 JOH 014 027 Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! 043 JOH 014 028 I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg går bort og kommer til eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg. 043 JOH 014 029 Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro, når det er sket. 043 JOH 014 030 Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig; 043 JOH 014 031 men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har befalet mig: så står nu op, lader os gå herfra!" 043 JOH 015 001 "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. 043 JOH 015 002 Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. 043 JOH 015 003 I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. 043 JOH 015 004 Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således kunne I ikke heller, uden I blive i mig. 043 JOH 015 005 Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre. 043 JOH 015 006 Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes. 043 JOH 015 007 Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del. 043 JOH 015 008 Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple. 043 JOH 015 009 Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed! 043 JOH 015 010 Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed. 043 JOH 015 011 Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder, og eders Glæde kan blive fuldkommen. 043 JOH 015 012 Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. 043 JOH 015 013 Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. 043 JOH 015 014 I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder. 043 JOH 015 015 Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder. 043 JOH 015 016 I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gå hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn. 043 JOH 015 017 Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre. 043 JOH 015 018 Når Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig førend eder. 043 JOH 015 019 Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder. 043 JOH 015 020 Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de også forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de også holde eders. 043 JOH 015 021 Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kende den, som sendte mig. 043 JOH 015 022 Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd. 043 JOH 015 023 Den, som hader mig, hader også min Fader. 043 JOH 015 024 Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog hadet både mig og min Fader. 043 JOH 015 025 Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, må opfyldes: De hadede mig uforskyldt. 043 JOH 015 026 Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig. 043 JOH 015 027 Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen." 043 JOH 016 001 "Dette har jeg talt til eder, for at I ikke skulle forarges. 043 JOH 016 002 De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, at hver den, som slår eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en Dyrkelse. 043 JOH 016 003 Og dette skulle de gøre, fordi de hverken kende Faderen eller mig. 043 JOH 016 004 Men dette har jeg talt til eder, for at I, når Timen kommer, skulle komme i Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos eder. 043 JOH 016 005 Men nu går jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder spørger mig: Hvor går du hen? 043 JOH 016 006 Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedrøvelsen opfyldt eders Hjerte. 043 JOH 016 007 Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder. 043 JOH 016 008 Og når han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom. 043 JOH 016 009 Om Synd, fordi de ikke tro på mig; 043 JOH 016 010 men om Retfærdighed, fordi jeg går til min Fader, og I se mig ikke længer; 043 JOH 016 011 men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. 043 JOH 016 012 Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu. 043 JOH 016 013 Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han forkynde eder. 043 JOH 016 014 Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder. 043 JOH 016 015 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder. 043 JOH 016 016 Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en liden Stund skulle I se mig." 043 JOH 016 017 Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: "Hvad er dette, som han siger os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig, og: Jeg går hen til Faderen?" 043 JOH 016 018 De sagde altså: "Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund? Vi forstå ikke, hvad han taler." 043 JOH 016 019 Jesus vidste, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: "I spørge hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig. 043 JOH 016 020 Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle græde og jamre, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal blive til Glæde. 043 JOH 016 021 Når Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men når hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin Trængsel i Hu af Glæde over, at et Menneske er født til Verden. 043 JOH 016 022 Også I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder. 043 JOH 016 023 Og på den Dag skulle I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I bede Faderen om, skal han give eder i mit Navn. 043 JOH 016 024 Hidindtil have I ikke bedt om noget i mit Navn; beder, og I skulle få, for at eders Glæde må blive fuldkommen. 043 JOH 016 025 Dette har jeg talt til eder i Lignelser; der kommer en Time, da jeg ikke mere skal tale til eder i Lignelser, men frit ud forkynde eder om Faderen. 043 JOH 016 026 På den Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil bede Faderen for eder; 043 JOH 016 027 thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud. 043 JOH 016 028 Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden; jeg forlader Verden igen og går til Faderen." 043 JOH 016 029 Hans Disciple sige til ham: "Se, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse. 043 JOH 016 030 Nu vide vi, at du ved alle Ting og ikke har nødig, at nogen spørger dig; desårsag tro vi, at du er udgået fra Gud." 043 JOH 016 031 Jesus svarede dem: "Nu tro I! 043 JOH 016 032 Se, den Time kommer, og den er kommen, da I skulle adspredes hver til sit og lade mig alene; dog, jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig. 043 JOH 016 033 Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig. I Verden have I Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden." 043 JOH 017 001 Dette talte Jesus; og han opløftede sine Øjne til Himmelen og sagde: "Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen må herliggøre dig, 043 JOH 017 002 ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, som du har givet ham, evigt Liv. 043 JOH 017 003 Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus. 043 JOH 017 004 Jeg har herliggjort dig på Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre. 043 JOH 017 005 Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. 043 JOH 017 006 Jeg har åbenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem. og de have holdt dit Ord. 043 JOH 017 007 Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. 043 JOH 017 008 Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig. 043 JOH 017 009 Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. 043 JOH 017 010 Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem. 043 JOH 017 011 Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, for at de må være et ligesom vi. 043 JOH 017 012 Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt, uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes. 043 JOH 017 013 Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at de må have min Glæde fuldkommet i sig. 043 JOH 017 014 Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. 043 JOH 017 015 Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde. 043 JOH 017 016 De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. 043 JOH 017 017 Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed. 043 JOH 017 018 Ligesom du har udsendt mig til Verden, så har også jeg udsendt dem til Verden. 043 JOH 017 019 Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de skulle være helligede i Sandheden. 043 JOH 017 020 Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres Ord tro på mig, 043 JOH 017 021 at de må alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de skulle være eet i os, for at Verden må tro, at du har udsendt mig. 043 JOH 017 022 Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi ere eet, 043 JOH 017 023 jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommede til eet, for at Verden må erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. 043 JOH 017 024 Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. 043 JOH 017 025 Retfærdige Fader! og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. 043 JOH 017 026 Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem." 043 JOH 018 001 Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. 043 JOH 018 002 Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple. 043 JOH 018 003 Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben. 043 JOH 018 004 Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: "Hvem lede I efter?" 043 JOH 018 005 De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det er mig." Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem. 043 JOH 018 006 Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt til Jorden. 043 JOH 018 007 Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde: "Jesus af Nazareth." 043 JOH 018 008 Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, så lader disse gå!" 043 JOH 018 009 for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig." 043 JOH 018 010 Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus. 043 JOH 018 011 Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?" 043 JOH 018 012 Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham. 043 JOH 018 013 Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det År. 043 JOH 018 014 Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. 043 JOH 018 015 Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gård. 043 JOH 018 016 Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind. 043 JOH 018 017 Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: "Er også du af dette Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke." 043 JOH 018 018 Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og varmede sig. 043 JOH 018 019 Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære. 043 JOH 018 020 Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. 043 JOH 018 021 Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt." 043 JOH 018 022 Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepræsten således?" 043 JOH 018 023 Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt: men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?" 043 JOH 018 024 Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. 043 JOH 018 025 Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er også du af hans Disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, jeg er ikke." 043 JOH 018 026 En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: "Så jeg dig ikke i Haven med ham?" 043 JOH 018 027 Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen. 043 JOH 018 028 De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var årle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Påske, 043 JOH 018 029 Pilatus gik da ud til dem, og han siger: "Hvad Klagemål føre I mod dette Menneske?" 043 JOH 018 030 De svarede og sagde til ham: "Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig." 043 JOH 018 031 Da sagde Pilatus til dem: "Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!" Da sagde Jøderne til ham: "Det er os ikke tilladt at aflive nogen; " 043 JOH 018 032 for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. 043 JOH 018 033 Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte på Jesus og sagde til ham: "Er du Jødernes Konge?" 043 JOH 018 034 Jesus svarede: "Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?" 043 JOH 018 035 Pilatus svarede: "Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?" 043 JOH 018 036 Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf." 043 JOH 018 037 Da sagde Pilatus til ham: "Du er altså dog en Konge?" Jesus svarede: "Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst." 043 JOH 018 038 Pilatus siger til ham: "Hvad er Sandhed?" Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: "Jeg finder ingen Skyld hos ham. 043 JOH 018 039 Men I have den Skik, at jeg løslade eder en om Påsken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" 043 JOH 018 040 Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas;" og Barabbas var en Røver. 043 JOH 019 001 Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. 043 JOH 019 002 Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde: 043 JOH 019 003 "Hil være dig, du Jødernes Konge!" og de sloge ham i Ansigtet. 043 JOH 019 004 Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: "Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham." 043 JOH 019 005 Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen på. Og han siger til dem: "Se, hvilket Menneske!" 043 JOH 019 006 Da nu Ypperstepræsterne og Svendene så ham, råbte de og sagde: "Korsfæst! korsfæst!" Pilatus siger til dem: "Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham." 043 JOH 019 007 Jøderne svarede ham: "Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn." 043 JOH 019 008 Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. 043 JOH 019 009 Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er du?" Men Jesus gav ham intet Svar. 043 JOH 019 010 Pilatus siger da til ham: "Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?" 043 JOH 019 011 Jesus svarede: "Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd." 043 JOH 019 012 Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne råbte og sagde: "Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren." 043 JOH 019 013 Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig på Dommersædet, på det Sted, som kaldes Stenlagt, men på Hebraisk Gabbatha; 043 JOH 019 014 men det var Beredelsens dag i Påsken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: "Se, eders Konge!" 043 JOH 019 015 De råbte nu: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Pilatus siger til dem: "Skal jeg korsfæste eders Konge?" Ypperstepræsterne svarede: "Vi have ingen Konge uden Kejseren." 043 JOH 019 016 Så overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus; 043 JOH 019 017 og han bar selv sit Kors og gik ud til det såkaldte "Hovedskalsted", som hedder på Hebraisk Golgatha, 043 JOH 019 018 hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en på hver Side, men Jesus midt imellem. 043 JOH 019 019 Men Pilatus havde også skrevet en Overskrift og sat den på Korset. Men der var skrevet:"Jesus af Nazareth, Jødernes Konge." 043 JOH 019 020 Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven på Hebraisk, Latin og Græsk. 043 JOH 019 021 Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: "Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge." 043 JOH 019 022 Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." 043 JOH 019 023 Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem. 043 JOH 019 024 Da sagde de til hverandre: "Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;" for at Skriften skulde opfyldes, som siger: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon." Dette gjorde da Stridsmændene. 043 JOH 019 025 Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene. 043 JOH 019 026 Da Jesus nu så sin Moder og den Discipel, han elskede, stå hos, siger han til sin Moder: "Kvinde! se, det er din Søn." 043 JOH 019 027 Derefter siger han til Disciplen: "Se, det er din Moder." Og fra den time tog Disciplen hende hjem til sit. 043 JOH 019 028 Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: "Jeg tørster." 043 JOH 019 029 Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike på en Isopstængel og holdt den til hans Mund. 043 JOH 019 030 Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han:"Det er fuldbragt;" og han bøjede Hovedet og opgav Ånden. 043 JOH 019 031 Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene måtte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive på Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. 043 JOH 019 032 Da kom Stridsmændene og knuste Benene på den første og på den anden; som vare korsfæstede med ham. 043 JOH 019 033 Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben. 043 JOH 019 034 Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud. 043 JOH 019 035 Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at også I skulle tro. 043 JOH 019 036 Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: "Intet Ben skal sønderbrydes derpå". 043 JOH 019 037 Og atter et andet Skriftord siger: "De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget." 043 JOH 019 038 Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han måtte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme. 043 JOH 019 039 Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. 043 JOH 019 040 De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. 043 JOH 019 041 Men der var på det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. 043 JOH 019 042 Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld, efterdi Graven var nær. 043 JOH 020 001 Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven, 043 JOH 020 002 Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham." 043 JOH 020 003 Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. 043 JOH 020 004 Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven. 043 JOH 020 005 Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik dog ikke ind. 043 JOH 020 006 Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og så Linklæderne ligge der 043 JOH 020 007 og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv. 043 JOH 020 008 Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede. 043 JOH 020 009 Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde. 043 JOH 020 010 Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem. 043 JOH 020 011 Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven, 043 JOH 020 012 og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. 043 JOH 020 013 Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham." 043 JOH 020 014 Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. 043 JOH 020 015 Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre! dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham." 043 JOH 020 016 Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester. 043 JOH 020 017 Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud." 043 JOH 020 018 Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt hende dette. 043 JOH 020 019 Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: "Fred være med eder!" 043 JOH 020 020 Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren. 043 JOH 020 021 Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder." 043 JOH 020 022 Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: "Modtager den Helligånd! 043 JOH 020 023 Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet." 043 JOH 020 024 Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom. 043 JOH 020 025 De andre Disciple sagde da til ham: "Vi have set Herren." Men han sagde til dem: "Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side, vil jeg ingenlunde tro." 043 JOH 020 026 Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med eder!" 043 JOH 020 027 Derefter siger han til Thomas: "Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Hånd hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!" 043 JOH 020 028 Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud!" 043 JOH 020 029 Jesus siger til ham: "Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som ikke have set og dog troet." 043 JOH 020 030 Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn, som ikke ere skrevne i denne Bog. 043 JOH 020 031 Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tro, skulle have Livet i hans Navn. 043 JOH 021 001 Siden åbenbarede Jesus sige atter for Disciplene ved Tiberias Søen; men han åbenbarede sig således. 043 JOH 021 002 Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus's Sønner og to andre af hans, Disciple vare sammen. 043 JOH 021 003 Simon Peter siger til dem: "Jeg går ud at fiske." De sige til ham: "Også vi gå med dig." De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. 043 JOH 021 004 Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus. 043 JOH 021 005 Jesus siger da til dem: "Børnlille! have I noget at spise?" De svarede ham: "Nej." 043 JOH 021 006 Men han sagde til dem: "Kaster Garnet ud på højre Side af Skibet, så skulle I finde." Da kastede de det ud, og de formåede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. 043 JOH 021 007 Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: "Det er Herren." Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. 043 JOH 021 008 Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene. 043 JOH 021 009 Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpå og Brød. 043 JOH 021 010 Jesus siger til dem: "Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede." 043 JOH 021 011 Simon Peter steg op og trak Garnet på Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare så mange, sønderreves Garnet ikke. 043 JOH 021 012 Jesus siger til dem: "Kommer og holder Måltid! Men, ingen af Disciplene vovede at spørge ham: "Hvem er du?" thi de vidste, at det var Herren. 043 JOH 021 013 Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes også Fiskene. 043 JOH 021 014 Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus åbenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde. 043 JOH 021 015 Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vogt mine Lam!" 043 JOH 021 016 Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vær Hyrde for mine Får!" 043 JOH 021 017 Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: "Har du mig kær?" Og han sagde til ham: "Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham: "Vogt mine Får! 043 JOH 021 018 Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men når du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil." 043 JOH 021 019 Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: "Følg mig!" 043 JOH 021 020 Peter vendte sig og så den Discipel følge, som Jesus elskede, og som også lå op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: "Herre! hvem er den, som forråder dig?" 043 JOH 021 021 Da nu Peter så ham, siger han til Jesus: "Herre! men hvorledes skal det gå denne?" 043 JOH 021 022 Jesus siger til ham: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!" 043 JOH 021 023 Så kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: "Denne Discipel dør ikke;" og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?" 043 JOH 021 024 Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. 043 JOH 021 025 Men der er også mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis. mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne. # # BOOK 044 ACT Acts Apostelenes gerninger 044 ACT 001 001 Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus begyndte både at gøre og lære, 044 ACT 001 002 indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligånd; 044 ACT 001 003 for hvem han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige. 044 ACT 001 004 Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, "hvorom," sagde han, "I have hørt af mig. 044 ACT 001 005 Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den Helligånd om ikke mange Dage." 044 ACT 001 006 Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: "Herre! opretter du på denne Tid Riget igen for Israel?" 044 ACT 001 007 Men han sagde til dem: "Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt. 044 ACT 001 008 Men I skulle få Kraft, når den Helligånd kommer over eder; og I skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende." 044 ACT 001 009 Og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de så derpå, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne. 044 ACT 001 010 Og som de stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder, 044 ACT 001 011 og de sagde: "I galilæiske Mænd, hvorfor stå I og se op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme igen på samme Måde, som I have set ham fare til Himmelen." 044 ACT 001 012 Da vendte de tilbage til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget og er nær ved Jerusalem, en Sabbatsvej derfra. 044 ACT 001 013 Og da de kom derind, gik de op på den Sal, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn og Simon Zelotes, og Judas, Jakobs Søn. 044 ACT 001 014 Alle disse vare endrægtigt vedholdende i Bønnen tillige med nogle Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre. 044 ACT 001 015 Og i disse Dage stod Peter op midt iblandt Brødrene og sagde: (og der var en Skare samlet på omtrent hundrede og tyve Personer): 044 ACT 001 016 "I Mænd, Brødre! det Skriftens Ord burde opfyldes, som den Helligånd forud havde talt ved Davids Mund om Judas, der blev Vejleder for dem, som grebe Jesus; 044 ACT 001 017 thi han var regnet iblandt os og havde fået denne Tjenestes Lod. 044 ACT 001 018 Han erhvervede sig nu en Ager for sin Uretfærdigheds Løn, og han styrtede ned og brast itu, og alle hans Indvolde væltede ud, 044 ACT 001 019 hvilket også er blevet vitterligt for alle dem, som bo i Jerusalem, så at den Ager kaldes på deres eget Mål Hakeldama, det er Blodager. 044 ACT 001 020 Thi der er skrevet i Salmernes Bog: "Hans Bolig blive øde, og der være ingen, som bor i den," og: "Lad en anden få hans Tilsynsgerning." 044 ACT 001 021 Derfor bør en af de Mænd, som vare sammen med os i hele den Tid, da den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, 044 ACT 001 022 lige fra Johannes's Dåb indtil den Dag, da han blev optagen fra os, blive Vidne sammen med os om hans Opstandelse." 044 ACT 001 023 Og de fremstillede to, Josef, som kaldtes Barsabbas med Tilnavn Justus, og Matthias. 044 ACT 001 024 Og de bade og sagde: "Du Herre! som kender alles Hjerter, vis os den ene, som du har udvalgt af disse to 044 ACT 001 025 til at få denne Tjenestes og Apostelgernings Plads, som Judas forlod for at gå hen til sit eget Sted." 044 ACT 001 026 Og de kastede Lod imellem dem, og Loddet faldt på Matthias. og han blev regnet sammen med de elleve Apostle. 044 ACT 002 001 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. 044 ACT 002 002 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. 044 ACT 002 003 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 044 ACT 002 004 Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. 044 ACT 002 005 Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 044 ACT 002 006 Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål. 044 ACT 002 007 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere? 044 ACT 002 008 Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte, 044 ACT 002 009 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien, 044 ACT 002 010 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere, 044 ACT 002 011 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?" 044 ACT 002 012 Og de forbavsedes alle og, vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: "Hvad kan dette være?" 044 ACT 002 013 Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin." 044 ACT 002 014 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord! 044 ACT 002 015 Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen; 044 ACT 002 016 men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel: 044 ACT 002 017 "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme. 044 ACT 002 018 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere. 044 ACT 002 019 Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp. 044 ACT 002 020 Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer. 044 ACT 002 021 Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses." 044 ACT 002 022 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide, 044 ACT 002 023 ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og ihjelslået. 044 ACT 002 024 Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den. 044 ACT 002 025 Thi David siger med Henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal rokkes, 044 ACT 002 026 Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også mit Kød skal bo i Håb; 044 ACT 002 027 thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forrådnelse, 044 ACT 002 028 Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Åsyn." 044 ACT 002 029 I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. 044 ACT 002 030 Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone, 044 ACT 002 031 talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse. 044 ACT 002 032 Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner. 044 ACT 002 033 Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre. 044 ACT 002 034 Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: "Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, 044 ACT 002 035 indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder." 044 ACT 002 036 Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus," 044 ACT 002 037 Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?" 044 ACT 002 038 Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave. 044 ACT 002 039 Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde." 044 ACT 002 040 Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!" 044 ACT 002 041 De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til. 044 ACT 002 042 Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne. 044 ACT 002 043 Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene. 044 ACT 002 044 Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles. 044 ACT 002 045 Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til. 044 ACT 002 046 Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold, 044 ACT 002 047 idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse. 044 ACT 003 001 Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time. 044 ACT 003 002 Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse. 044 ACT 003 003 Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse. 044 ACT 003 004 Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!" 044 ACT 003 005 Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem. 044 ACT 003 006 Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!" 044 ACT 003 007 Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op. 044 ACT 003 008 Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. 044 ACT 003 009 Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud. 044 ACT 003 010 Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham. 044 ACT 003 011 Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons. 044 ACT 003 012 Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå? 044 ACT 003 013 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades. 044 ACT 003 014 Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder. 044 ACT 003 015 Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner. 044 ACT 003 016 Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle. 044 ACT 003 017 Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer. 044 ACT 003 018 Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide. 044 ACT 003 019 Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn, 044 ACT 003 020 og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, 044 ACT 003 021 hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. 044 ACT 003 022 Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder. 044 ACT 003 023 Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket." 044 ACT 003 024 Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage. 044 ACT 003 025 I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes." 044 ACT 003 026 For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab." 044 ACT 004 001 Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, 044 ACT 004 002 da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde. 044 ACT 004 003 Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. 044 ACT 004 004 Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på Mændene blev omtrent fem Tusinde. 044 ACT 004 005 Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, 044 ACT 004 006 ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. 044 ACT 004 007 Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?" 044 ACT 004 008 Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets Rådsherrer og Ældste! 044 ACT 004 009 Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredt; 044 ACT 004 010 da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne står rask her for eders Øjne, 044 ACT 004 011 Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. 044 ACT 004 012 Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste." 044 ACT 004 013 Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus. 044 ACT 004 014 Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de intet at sige derimod. 044 ACT 004 015 Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med hverandre og sagde: 044 ACT 004 016 "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. 044 ACT 004 017 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn." 044 ACT 004 018 Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn. 044 ACT 004 019 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. 044 ACT 004 020 Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt." 044 ACT 004 021 Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. 044 ACT 004 022 Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve År gammel. 044 ACT 004 023 Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem. 044 ACT 004 024 Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, 044 ACT 004 025 du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd? 044 ACT 004 026 Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede." 044 ACT 004 027 Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer 044 ACT 004 028 for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt skulde ske. 044 ACT 004 029 Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed, 044 ACT 004 030 idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn." 044 ACT 004 031 Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord med Frimodighed. 044 ACT 004 032 Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles. 044 ACT 004 033 Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle. 044 ACT 004 034 Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de, som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne 044 ACT 004 035 og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter hvad han havde Trang til. 044 ACT 004 036 Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern 044 ACT 004 037 som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder. 044 ACT 005 001 Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom 044 ACT 005 002 og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder. 044 ACT 005 003 Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket? 044 ACT 005 004 Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud." 044 ACT 005 005 Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det. 044 ACT 005 006 Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham. 044 ACT 005 007 Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket. 044 ACT 005 008 Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris." 044 ACT 005 009 Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud." 044 ACT 005 010 Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand. 044 ACT 005 011 Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette. 044 ACT 005 012 Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang. 044 ACT 005 013 Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt, 044 ACT 005 014 og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder, 044 ACT 005 015 så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem. 044 ACT 005 016 Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte. 044 ACT 005 017 Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed. 044 ACT 005 018 Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring. 044 ACT 005 019 Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde: 044 ACT 005 020 "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!" 044 ACT 005 021 Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem. 044 ACT 005 022 Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde: 044 ACT 005 023 "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde." 044 ACT 005 024 Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem, hvad dette skulde blive til. 044 ACT 005 025 Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket." 044 ACT 005 026 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. 044 ACT 005 027 Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde: 044 ACT 005 028 "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!" 044 ACT 005 029 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud mere end Mennesker. 044 ACT 005 030 Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge ihjel. 044 ACT 005 031 Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. 044 ACT 005 032 Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd, som Gud har givet dem, der adlyde ham." 044 ACT 005 033 Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om at slå dem ihjel. 044 ACT 005 034 Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor. 044 ACT 005 035 Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker. 044 ACT 005 036 Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet. 044 ACT 005 037 Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte. 044 ACT 005 038 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet; 044 ACT 005 039 men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!" 044 ACT 005 040 Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem. 044 ACT 005 041 Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld. 044 ACT 005 042 Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus. 044 ACT 006 001 Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. 044 ACT 006 002 Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 044 ACT 006 003 Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning. 044 ACT 006 004 Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste." 044 ACT 006 005 Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia; 044 ACT 006 006 dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne på dem. 044 ACT 006 007 Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen. 044 ACT 006 008 Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn iblandt Folket, 044 ACT 006 009 Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien og Asien, og de tvistedes med Stefanus. 044 ACT 006 010 Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af. 044 ACT 006 011 Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: "Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud." 044 ACT 006 012 Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet; 044 ACT 006 013 og de fremstillede falske Vidner, som sagde: "Dette Menneske holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod Loven. 044 ACT 006 014 Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os." 044 ACT 006 015 Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans Ansigt som en Engels Ansigt. 044 ACT 007 001 Men Ypperstepræsten sagde: "Forholder dette sig således?" 044 ACT 007 002 Men han sagde: "I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan. 044 ACT 007 003 Og han sagde til ham: "Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig." 044 ACT 007 004 Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo. 044 ACT 007 005 Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde. 044 ACT 007 006 Men Gud talte således: "Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede År. 044 ACT 007 007 Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted." 044 ACT 007 008 Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker. 044 ACT 007 009 Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham, 044 ACT 007 010 og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus. 044 ACT 007 011 Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. 044 ACT 007 012 Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. 044 ACT 007 013 Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev åbenbar for Farao. 044 ACT 007 014 Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. 044 ACT 007 015 Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, 044 ACT 007 016 og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem. 044 ACT 007 017 Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten, 044 ACT 007 018 indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef. 044 ACT 007 019 Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live. 044 ACT 007 020 På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus. 044 ACT 007 021 Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn. 044 ACT 007 022 Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger. 044 ACT 007 023 Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn. 044 ACT 007 024 Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel. 044 ACT 007 025 Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd; men de forstode det ikke. 044 ACT 007 026 Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: "I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?" 044 ACT 007 027 Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os? 044 ACT 007 028 Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?" 044 ACT 007 029 Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. 044 ACT 007 030 Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue. 044 ACT 007 031 Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: 044 ACT 007 032 "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud." Da bævede Moses og turde ikke se derhen. 044 ACT 007 033 Men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du står på, er hellig Jord. 044 ACT 007 034 Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!" 044 ACT 007 035 Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer," ham har Gud sendt til at være både Hersker og Befrier ved den Engels Hånd, som viste sig for ham i Tornebusken. 044 ACT 007 036 Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År. 044 ACT 007 037 Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig." 044 ACT 007 038 Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os; 044 ACT 007 039 hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron: 044 ACT 007 040 "Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land." 044 ACT 007 041 Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger. 044 ACT 007 042 Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: "Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i Ørkenen? 044 ACT 007 043 Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon." 044 ACT 007 044 Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. 044 ACT 007 045 Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage, 044 ACT 007 046 som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud. 044 ACT 007 047 Men Salomon byggede ham et Hus. 044 ACT 007 048 Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: 044 ACT 007 049 "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? 044 ACT 007 050 Har ikke min Hånd gjort alt dette?" 044 ACT 007 051 I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I. 044 ACT 007 052 Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, 044 ACT 007 053 I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!" 044 ACT 007 054 Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. 044 ACT 007 055 Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd. 044 ACT 007 056 Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd." 044 ACT 007 057 Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham. 044 ACT 007 058 Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. 044 ACT 007 059 Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod min Ånd!" 044 ACT 007 060 Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord. 044 ACT 008 001 Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlene. 044 ACT 008 002 Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage over ham. 044 ACT 008 003 Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel. 044 ACT 008 004 Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte Evangeliets Ord. 044 ACT 008 005 Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem. 044 ACT 008 006 Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip, idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde. 044 ACT 008 007 Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve helbredte. 044 ACT 008 008 Og der blev en stor Glæde i denne By. 044 ACT 008 009 Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav sig selv for at være noget stort. 044 ACT 008 010 På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: "Det er ham, som man kalder Guds store Kraft." 044 ACT 008 011 Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i Forbavselse ved sine Trolddomskunster. 044 ACT 008 012 Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder. 044 ACT 008 013 Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger ske, forbavsedes han højligt. 044 ACT 008 014 Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, 044 ACT 008 015 og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte få den Helligånd; 044 ACT 008 016 thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn. 044 ACT 008 017 Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd. 044 ACT 008 018 Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde: 044 ACT 008 019 "Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han må få den Helligånd." 044 ACT 008 020 Men Peter sagde til ham: "Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge. 044 ACT 008 021 Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. 044 ACT 008 022 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog dit Hjertes Påfund måtte forlades dig. 044 ACT 008 023 Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds Lænke." 044 ACT 008 024 Men Simon svarede og sagde: "Beder I for mig til Herren, for at intet af det, som I have sagt, skal komme over mig." 044 ACT 008 025 Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af Samaritanernes Landsbyer. 044 ACT 008 026 Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde." 044 ACT 008 027 Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. 044 ACT 008 028 Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten Esajas. 044 ACT 008 029 Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!" 044 ACT 008 030 Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: "Forstår du også det, som du læser?" 044 ACT 008 031 Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. 044 ACT 008 032 Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund. 044 ACT 008 033 I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?" 044 ACT 008 034 Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?" 044 ACT 008 035 Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. 044 ACT 008 036 Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?" 044 ACT 008 037 (Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.") 044 ACT 008 038 Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham 044 ACT 008 039 Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. 044 ACT 008 040 Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea. 044 ACT 009 001 Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten 044 ACT 009 002 og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem. 044 ACT 009 003 Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. 044 ACT 009 004 Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" 044 ACT 009 005 Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger. 044 ACT 009 006 Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre." 044 ACT 009 007 Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen. 044 ACT 009 008 Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus. 044 ACT 009 009 Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak. 044 ACT 009 010 Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er jeg, Herre!" 044 ACT 009 011 Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. 044 ACT 009 012 Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende." 044 ACT 009 013 Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. 044 ACT 009 014 Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn." 044 ACT 009 015 Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn; 044 ACT 009 016 thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld." 044 ACT 009 017 Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd." 044 ACT 009 018 Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt. 044 ACT 009 019 Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus. 044 ACT 009 020 Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. 044 ACT 009 021 Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?" 044 ACT 009 022 Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. 044 ACT 009 023 Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. 044 ACT 009 024 Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. 044 ACT 009 025 Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. 044 ACT 009 026 Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. 044 ACT 009 027 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. 044 ACT 009 028 Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem 044 ACT 009 029 og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. 044 ACT 009 030 Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus. 044 ACT 009 031 Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den. 044 ACT 009 032 Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. 044 ACT 009 033 Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden. 044 ACT 009 034 Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op. 044 ACT 009 035 Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren. 044 ACT 009 036 Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser. 044 ACT 009 037 Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå. 044 ACT 009 038 Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden Tøven over til os!" 044 ACT 009 039 Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde forarbejdet, medens hun var hos dem. 044 ACT 009 040 Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!" Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. 044 ACT 009 041 Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem. 044 ACT 009 042 Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren. 044 ACT 009 043 Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver. 044 ACT 010 001 Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske, 044 ACT 010 002 en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud, 044 ACT 010 003 han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!" 044 ACT 010 004 Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud. 044 ACT 010 005 Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter. 044 ACT 010 006 Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet." 044 ACT 010 007 Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham. 044 ACT 010 008 Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe. 044 ACT 010 009 Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time. 044 ACT 010 010 Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham, 044 ACT 010 011 og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden; 044 ACT 010 012 og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. 044 ACT 010 013 Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!" 044 ACT 010 014 Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent." 044 ACT 010 015 Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!" 044 ACT 010 016 Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen. 044 ACT 010 017 Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. 044 ACT 010 018 Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde Herberge der. 044 ACT 010 019 Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se, der er tre Mænd, som søge efter dig; 044 ACT 010 020 men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem." 044 ACT 010 021 Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?" 044 ACT 010 022 Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige." 044 ACT 010 023 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham. 044 ACT 010 024 Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. 044 ACT 010 025 Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. 044 ACT 010 026 Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et Menneske." 044 ACT 010 027 Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. 044 ACT 010 028 Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. 044 ACT 010 029 Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?" 044 ACT 010 030 Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon, 044 ACT 010 031 og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud. 044 ACT 010 032 Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer. 044 ACT 010 033 Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren." 044 ACT 010 034 Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; 044 ACT 010 035 men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; 044 ACT 010 036 det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. 044 ACT 010 037 I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, 044 ACT 010 038 det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; 044 ACT 010 039 og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. 044 ACT 010 040 Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, 044 ACT 010 041 ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. 044 ACT 010 042 Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. 044 ACT 010 043 Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn." 044 ACT 010 044 Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle dem, som hørte Ordet. 044 ACT 010 045 Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var bleven udgydt også over Hedningerne; 044 ACT 010 046 thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. 044 ACT 010 047 Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så vel som vi?" 044 ACT 010 048 Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage. 044 ACT 011 001 Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at også Hedningerne havde modtaget Guds Ord. 044 ACT 011 002 Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen med ham og sagde: 044 ACT 011 003 "Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem." 044 ACT 011 004 Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde: 044 ACT 011 005 "Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn, noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig. 044 ACT 011 006 Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. 044 ACT 011 007 Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter, slagt og spis! 044 ACT 011 008 Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget vanhelligt eller urent i min Mund. 044 ACT 011 009 Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt! 044 ACT 011 010 Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op til Himmelen. 044 ACT 011 011 Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea. 044 ACT 011 012 Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Hus. 044 ACT 011 013 Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter hente! 044 ACT 011 014 Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal frelses. 044 ACT 011 015 Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem ligesom også på os i Begyndelsen. 044 ACT 011 016 Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd. 044 ACT 011 017 Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den Herre Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?" 044 ACT 011 018 Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv." 044 ACT 011 019 De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene. 044 ACT 011 020 Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesus. 044 ACT 011 021 Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og omvendte sig til Herren. 044 ACT 011 022 Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte Barnabas ud til Antiokia. 044 ACT 011 023 Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren. 044 ACT 011 024 Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en, stor Skare blev ført til Herren. 044 ACT 011 025 Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt ham, førte han ham til Antiokia. 044 ACT 011 026 Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i Antiokia bleve kaldte Kristne. 044 ACT 011 027 Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia 044 ACT 011 028 Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden, at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken også kom under Klaudius. 044 ACT 011 029 Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa; 044 ACT 011 030 hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved Barnabas og Saulus's Hånd. 044 ACT 012 001 På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem, 044 ACT 012 002 og Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd. 044 ACT 012 003 Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage. 044 ACT 012 004 Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket. 044 ACT 012 005 Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham. 044 ACT 012 006 Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran Døren bevogtede Fængselet. 044 ACT 012 007 Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde: "Stå op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne. 044 ACT 012 008 Og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler på!" Og han gjorde så. Og han siger til ham: "Kast din Kappe om dig, og følg mig!" 044 ACT 012 009 Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn. 044 ACT 012 010 Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes Engelen fra ham. 044 ACT 012 011 Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes's Hånd og al det jødiske Folks Forventning." 044 ACT 012 012 Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare forsamlede og bade. 044 ACT 012 013 Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved Navn Rode for at høre efter. 044 ACT 012 014 Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for Porten. 044 ACT 012 015 Da sagde de til hende: "Du raser." Men hun stod fast på, at det var således. Men de sagde: "Det er hans Engel." 044 ACT 012 016 Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham og bleve forbavsede. 044 ACT 012 017 Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han sagde: "Forkynder Jakob og Brødrene dette!" Og han gik ud og drog til et andet Sted. 044 ACT 012 018 Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter. 044 ACT 012 019 Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa til Kæsarea og opholdt sig der. 044 ACT 012 020 Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler tilførte fra Kongens Land. 044 ACT 012 021 Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte sig på Tronen og holdt en Tale til dem, 044 ACT 012 022 Og Folket råbte til ham: "DeterGudsRøstog ikke et Menneskes." 044 ACT 012 023 Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede. 044 ACT 012 024 Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes. 044 ACT 012 025 Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus, med sig. 044 ACT 013 001 Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus. 044 ACT 013 002 Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem." 044 ACT 013 003 Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare. 044 ACT 013 004 Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern. 044 ACT 013 005 Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper. 044 ACT 013 006 Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. 044 ACT 013 007 Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at høre Guds Ord. 044 ACT 013 008 Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen. 044 ACT 013 009 Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligånd, så fast på ham og sagde: 044 ACT 013 010 "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje? 044 ACT 013 011 Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham. 044 ACT 013 012 Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære. 044 ACT 013 013 Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. 044 ACT 013 014 Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig. 044 ACT 013 015 Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!" 044 ACT 013 016 Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 044 ACT 013 017 Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm. 044 ACT 013 018 Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen. 044 ACT 013 019 Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land iblandt dem, 044 ACT 013 020 og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel. 044 ACT 013 021 Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År. 044 ACT 013 022 Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie." 044 ACT 013 023 Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, 044 ACT 013 024 efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk. 044 ACT 013 025 Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse." 044 ACT 013 026 I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt. 044 ACT 013 027 Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses hver Sabbat. 044 ACT 013 028 Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus, at han måtte blive slået ihjel. 044 ACT 013 029 Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham, toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav. 044 ACT 013 030 Men Gud oprejste ham fra de døde, 044 ACT 013 031 og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for Folket. 044 ACT 013 032 Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene, at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste Jesus; 044 ACT 013 033 som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag." 044 ACT 013 034 Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste." 044 ACT 013 035 Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din hellige at se Forrådnelse." 044 ACT 013 036 David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så Forrådnelse; 044 ACT 013 037 men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse. 044 ACT 013 038 Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham forkyndes der eder Syndernes Forladelse; 044 ACT 013 039 og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov, retfærdiggøres ved ham enhver, som tror. 044 ACT 013 040 Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over eder: 044 ACT 013 041 "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro, dersom nogen fortalte eder den." 044 ACT 013 042 Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte til dem på den følgende Sabbat. 044 ACT 013 043 Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde. 044 ACT 013 044 Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord. 044 ACT 013 045 Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og spottede. 044 ACT 013 046 Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne. 044 ACT 013 047 Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til Jordens Ende." 044 ACT 013 048 Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv, 044 ACT 013 049 og Herrens Ord udbredtes over hele Landet. 044 ACT 013 050 Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser. 044 ACT 013 051 Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til Ikonium. 044 ACT 013 052 Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd. 044 ACT 014 001 Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte således, at en stor Mængde, både af Jøder og Grækere, troede. 044 ACT 014 002 Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene. 044 ACT 014 003 De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder. 044 ACT 014 004 Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene. 044 ACT 014 005 Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem, 044 ACT 014 006 og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land, 044 ACT 014 007 og der forkyndte de Evangeliet. 044 ACT 014 008 Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået. 044 ACT 014 009 Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: 044 ACT 014 010 "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring. 044 ACT 014 011 Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os." 044 ACT 014 012 Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet. 044 ACT 014 013 Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. 044 ACT 014 014 Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren, 044 ACT 014 015 råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; 044 ACT 014 016 han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, 044 ACT 014 017 ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde." 044 ACT 014 018 Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem. 044 ACT 014 019 Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den Tro, at han var død. 044 ACT 014 020 Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe. 044 ACT 014 021 Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia 044 ACT 014 022 og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige. 044 ACT 014 023 Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem, overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro. 044 ACT 014 024 Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien. 044 ACT 014 025 Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia. 044 ACT 014 026 Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt. 044 ACT 014 027 Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en Troens Dør for Hedningerne. 044 ACT 014 028 Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene. 044 ACT 015 001 Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste." 044 ACT 015 002 Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål. 044 ACT 015 003 Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. 044 ACT 015 004 Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem. 044 ACT 015 005 Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov." 044 ACT 015 006 Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag. 044 ACT 015 007 Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro. 044 ACT 015 008 Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os. 044 ACT 015 009 Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter. 044 ACT 015 010 Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære? 044 ACT 015 011 Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de." 044 ACT 015 012 Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem. 044 ACT 015 013 Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I Mænd, Brødre, hører mig!" 044 ACT 015 014 Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn. 044 ACT 015 015 Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet: 044 ACT 015 016 "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen, 044 ACT 015 017 for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette." 044 ACT 015 018 Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger. 044 ACT 015 019 Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud, 044 ACT 015 020 men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet. 044 ACT 015 021 Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne." 044 ACT 015 022 Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. 044 ACT 015 023 Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien. 044 ACT 015 024 Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os, 044 ACT 015 025 så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus, 044 ACT 015 026 Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn. 044 ACT 015 027 Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle forkynde det samme. 044 ACT 015 028 Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde at pålægge eder uden disse nødvendige Ting: 044 ACT 015 029 At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå eder godt. Lever vel!" 044 ACT 015 030 Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet. 044 ACT 015 031 Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten. 044 ACT 015 032 Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem. 044 ACT 015 033 Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem. 044 ACT 015 034 (Men Silas besluttede at blive der.) 044 ACT 015 035 Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord. 044 ACT 015 036 Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem." 044 ACT 015 037 Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med. 044 ACT 015 038 Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet. 044 ACT 015 039 Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern. 044 ACT 015 040 Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Herrens Nåde. 044 ACT 015 041 Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne. 044 ACT 016 001 Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader. 044 ACT 016 002 Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium. 044 ACT 016 003 Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker. 044 ACT 016 004 Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem, 044 ACT 016 005 Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag. 044 ACT 016 006 Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien. 044 ACT 016 007 Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke. 044 ACT 016 008 De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas. 044 ACT 016 009 Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!" 044 ACT 016 010 Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem. 044 ACT 016 011 Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis 044 ACT 016 012 og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage. 044 ACT 016 013 Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen. 044 ACT 016 014 Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af Paulus. 044 ACT 016 015 Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: "Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!" Og hun nødte os. 044 ACT 016 016 Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spå. 044 ACT 016 017 Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej." 044 ACT 016 018 Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme Stund. 044 ACT 016 019 Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for Øvrigheden. 044 ACT 016 020 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By. 044 ACT 016 021 og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve." 044 ACT 016 022 Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem. 044 ACT 016 023 Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede. 044 ACT 016 024 Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken. 044 ACT 016 025 Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede på dem. 044 ACT 016 026 Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes. 044 ACT 016 027 Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede. 044 ACT 016 028 Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle." 044 ACT 016 029 Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas. 044 ACT 016 030 Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?" 044 ACT 016 031 Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit Hus." 044 ACT 016 032 Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus. 044 ACT 016 033 Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte. 044 ACT 016 034 Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen på Gud. 044 ACT 016 035 Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: "Løslad de Mænd!" 044 ACT 016 036 Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med Fred!" 044 ACT 016 037 Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!" 044 ACT 016 038 Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere. 044 ACT 016 039 Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen. 044 ACT 016 040 Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene. formanede de dem og droge bort. 044 ACT 017 001 Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge. 044 ACT 017 002 Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne, 044 ACT 017 003 idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus." 044 ACT 017 004 Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og ikke få af de fornemste Kvinder. 044 ACT 017 005 Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket. 044 ACT 017 006 Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere også komne hid; 044 ACT 017 007 dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus." 044 ACT 017 008 Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det. 044 ACT 017 009 Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem. 044 ACT 017 010 Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil, gik de ind i Jødernes Synagoge. 044 ACT 017 011 Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig således. 044 ACT 017 012 Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske Kvinder og Mænd. 044 ACT 017 013 Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne. 044 ACT 017 014 Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage. 044 ACT 017 015 Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort. 044 ACT 017 016 Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder. 044 ACT 017 017 Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på Torvet hver Dag til dem, som han traf på. 044 ACT 017 018 Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og Opstandelsen. 044 ACT 017 019 Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om? 044 ACT 017 020 Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal betyde."" 044 ACT 017 021 Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt. 044 ACT 017 022 Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige for eders Gudsdyrkelse. 044 ACT 017 023 Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt Gud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, det forkynder jeg eder. 044 ACT 017 024 Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, 044 ACT 017 025 han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting. 044 ACT 017 026 Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig, 044 ACT 017 027 for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; 044 ACT 017 028 thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt. 044 ACT 017 029 Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Opfindsomhed. 044 ACT 017 030 Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle omvende sig. 044 ACT 017 031 Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde." 044 ACT 017 032 Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: "Ville atter høre dig om dette." 044 ACT 017 033 Således gik Paulus ud fra dem. 044 ACT 017 034 Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem. 044 ACT 018 001 Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth 044 ACT 018 002 Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik han. 044 ACT 018 003 Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk. 044 ACT 018 004 Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere. 044 ACT 018 005 Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus. 044 ACT 018 006 Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne." 044 ACT 018 007 Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus, som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen. 044 ACT 018 008 Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte. 044 ACT 018 009 Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men tal og ti ikke, 044 ACT 018 010 eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By." 044 ACT 018 011 Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord iblandt dem. 044 ACT 018 012 Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde: 044 ACT 018 013 "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven." 044 ACT 018 014 Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: " Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, tålmodigt høre på eder. 044 ACT 018 015 Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting." 044 ACT 018 016 Og han drev dem bort fra Domstolen. 044 ACT 018 017 Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette. 044 ACT 018 018 Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ; thi han havde et Løfte på sig. 044 ACT 018 019 Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne. 044 ACT 018 020 Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han ikke; 044 ACT 018 021 men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus 044 ACT 018 022 og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så ned til Antiokia. 044 ACT 018 023 Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien og styrkede alle Disciplene. 044 ACT 018 024 Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus. 044 ACT 018 025 Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's Dåb. 044 ACT 018 026 Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla og Akvila hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere. 044 ACT 018 027 Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte; 044 ACT 018 028 thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Skrifterne, at Jesus er Kristus. 044 ACT 019 001 Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus 044 ACT 019 002 og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd." 044 ACT 019 003 Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til Johannes's Dåb." 044 ACT 019 004 Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus." 044 ACT 019 005 Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn. 044 ACT 019 006 Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede. 044 ACT 019 007 Men de vare i det hele omtrent tolv Mand. 044 ACT 019 008 Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige. 044 ACT 019 009 Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole. 044 ACT 019 010 Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord. 044 ACT 019 011 Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder, 044 ACT 019 012 så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud. 044 ACT 019 013 Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder, idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker." 044 ACT 019 014 Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst, 044 ACT 019 015 Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?" 044 ACT 019 016 Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede nøgne og sårede ud af Huset. 044 ACT 019 017 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet, 044 ACT 019 018 og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger. 044 ACT 019 019 Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd. 044 ACT 019 020 Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt. 044 ACT 019 021 Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom." 044 ACT 019 022 Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien. 044 ACT 019 023 Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen. 044 ACT 019 024 Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste. 044 ACT 019 025 Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde. 044 ACT 019 026 Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder. 044 ACT 019 027 Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket." 044 ACT 019 028 Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!" 044 ACT 019 029 Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. 044 ACT 019 030 Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. 044 ACT 019 031 Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. 044 ACT 019 032 Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen. 044 ACT 019 033 Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. 044 ACT 019 034 Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!" 044 ACT 019 035 Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? 044 ACT 019 036 Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende. 044 ACT 019 037 Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde. 044 ACT 019 038 Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten! 044 ACT 019 039 Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling. 044 ACT 019 040 Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab." 044 ACT 019 041 Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare. 044 ACT 020 001 Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien. 044 ACT 020 002 Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. 044 ACT 020 003 Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. 044 ACT 020 004 Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. 044 ACT 020 005 Disse droge forud og biede på os i Troas; 044 ACT 020 006 men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. 044 ACT 020 007 Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. 044 ACT 020 008 Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede. 044 ACT 020 009 Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op. 044 ACT 020 010 Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham." 044 ACT 020 011 Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. 044 ACT 020 012 Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede. 044 ACT 020 013 Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods. 044 ACT 020 014 Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. 044 ACT 020 015 Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. 044 ACT 020 016 Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt. 044 ACT 020 017 Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig. 044 ACT 020 018 Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien, 044 ACT 020 019 idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; 044 ACT 020 020 hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene, 044 ACT 020 021 idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus. 044 ACT 020 022 Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig, 044 ACT 020 023 kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig. 044 ACT 020 024 Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium. 044 ACT 020 025 Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. 044 ACT 020 026 Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod; 044 ACT 020 027 thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd. 044 ACT 020 028 Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. 044 ACT 020 029 Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. 044 ACT 020 030 Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. 044 ACT 020 031 Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer. 044 ACT 020 032 Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. 044 ACT 020 033 Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. 044 ACT 020 034 I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig. 044 ACT 020 035 Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: "Det er saligere at give end at tage." 044 ACT 020 036 Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle. 044 ACT 020 037 Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham. 044 ACT 020 038 Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet. 044 ACT 021 001 Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara. 044 ACT 021 002 Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi om Bord og afsejlede. 044 ACT 021 003 Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning. 044 ACT 021 004 Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 044 ACT 021 005 Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt Bøn 044 ACT 021 006 toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de vendte tilbage til deres Hjem. 044 ACT 021 007 Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem. 044 ACT 021 008 Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og bleve hos ham. 044 ACT 021 009 Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede. 044 ACT 021 010 Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa ved Navn Agabus. 044 ACT 021 011 Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand, hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder." 044 ACT 021 012 Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om ikke at drage op til Jerusalem. 044 ACT 021 013 Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld." 044 ACT 021 014 Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: "Herrens Villie ske!" 044 ACT 021 015 Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til Jerusalem. 044 ACT 021 016 Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem vi skulde have Herberge. 044 ACT 021 017 Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde. 044 ACT 021 018 Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen. 044 ACT 021 019 Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste. 044 ACT 021 020 Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham: "Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven. 044 ACT 021 021 Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene. 044 ACT 021 022 Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen. 044 ACT 021 023 Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som have et Løfte på sig. 044 ACT 021 024 Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem, og gør Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder Loven. 044 ACT 021 025 Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde, men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og Utugt." 044 ACT 021 026 Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af dem. 044 ACT 021 027 Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og lagde Hånd på ham 044 ACT 021 028 og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;" 044 ACT 021 029 de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i Helligdommen. 044 ACT 021 030 Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks bleve Dørene lukkede. 044 ACT 021 031 Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør. 044 ACT 021 032 Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de op at slå Paulus. 044 ACT 021 033 Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort. 044 ACT 021 034 Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen, befalede han at føre ham ind i Borgen, 044 ACT 021 035 Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed; 044 ACT 021 036 thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!" 044 ACT 021 037 Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men han sagde: "Forstår du Græsk? 044 ACT 021 038 Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?" 044 ACT 021 039 Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket!" 044 ACT 021 040 Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde: 044 ACT 022 001 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!" 044 ACT 022 002 Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger: 044 ACT 022 003 "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag. 044 ACT 022 004 Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler, 044 ACT 022 005 som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede. 044 ACT 022 006 Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig. 044 ACT 022 007 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? 044 ACT 022 008 Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger. 044 ACT 022 009 Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig. 044 ACT 022 010 Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre. 044 ACT 022 011 Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus. 044 ACT 022 012 Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der, 044 ACT 022 013 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund. 044 ACT 022 014 Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund. 044 ACT 022 015 Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt. 044 ACT 022 016 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn! 044 ACT 022 017 Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse 044 ACT 022 018 og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig. 044 ACT 022 019 Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig, 044 ACT 022 020 og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel. 044 ACT 022 021 Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger." 044 ACT 022 022 Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve."" 044 ACT 022 023 Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften, 044 ACT 022 024 befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham. 044 ACT 022 025 Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?" 044 ACT 022 026 Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer." 044 ACT 022 027 Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja." 044 ACT 022 028 Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil." 044 ACT 022 029 Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham. 044 ACT 022 030 Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem. 044 ACT 023 001 Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag." 044 ACT 023 002 Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden. 044 ACT 023 003 Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås." 044 ACT 023 004 Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?" 044 ACT 023 005 Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod." 044 ACT 023 006 Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes." 044 ACT 023 007 Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig. 044 ACT 023 008 Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele. 044 ACT 023 009 Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!" 044 ACT 023 010 Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. 044 ACT 023 011 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom." 044 ACT 023 012 Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slået Paulus ihjel. 044 ACT 023 013 Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal. 044 ACT 023 014 Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slået Paulus ihjel. 044 ACT 023 015 Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer derhen." 044 ACT 023 016 Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. 044 ACT 023 017 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham." 044 ACT 023 018 Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om." 044 ACT 023 019 Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?" 044 ACT 023 020 Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham. 044 ACT 023 021 Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn." 044 ACT 023 022 Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende." 044 ACT 023 023 Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat; " 044 ACT 023 024 og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. 044 ACT 023 025 Og han skrev et Brev af følgende Indhold: 044 ACT 023 026 "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. 044 ACT 023 027 Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer. 044 ACT 023 028 Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Råd 044 ACT 023 029 og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. 044 ACT 023 030 Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham." 044 ACT 023 031 Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris. 044 ACT 023 032 Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen. 044 ACT 023 033 Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de også Paulus for ham. 044 ACT 023 034 Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: 044 ACT 023 035 "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede." Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg. 044 ACT 024 001 Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus. 044 ACT 024 002 Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: 044 ACT 024 003 "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed. 044 ACT 024 004 Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig. 044 ACT 024 005 Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti, 044 ACT 024 006 ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov. 044 ACT 024 007 Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder 044 ACT 024 008 og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham." 044 ACT 024 009 Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således. 044 ACT 024 010 Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag, 044 ACT 024 011 da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. 044 ACT 024 012 Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden. 044 ACT 024 013 Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for. 044 ACT 024 014 Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, 044 ACT 024 015 og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige. 044 ACT 024 016 Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. 044 ACT 024 017 Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre, 044 ACT 024 018 hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien, 044 ACT 024 019 og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige. 044 ACT 024 020 Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet, 044 ACT 024 021 uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse." 044 ACT 024 022 Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag." 044 ACT 024 023 Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde. 044 ACT 024 024 Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus. 044 ACT 024 025 Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig." 044 ACT 024 026 Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham. 044 ACT 024 027 Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker. 044 ACT 025 001 Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem. 044 ACT 025 002 Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos ham imod Paulus og henvendte sig til ham, 044 ACT 025 003 idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede på at slå ham ihjel på Vejen. 044 ACT 025 004 Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derned. 044 ACT 025 005 "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget uskikkeligt ved Manden." 044 ACT 025 006 Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem. 044 ACT 025 007 Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare Klagemål, som de ikke kunde bevise, 044 ACT 025 008 efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i noget Stykke." 044 ACT 025 009 Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og der stå for min Domstol i denne Sag?" 044 ACT 025 010 Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved helt vel. 044 ACT 025 011 Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren." 044 ACT 025 012 Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind under Kejseren; du skal rejse til Kejseren." 044 ACT 025 013 Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea og hilste på Festus. 044 ACT 025 014 Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som Fange; 044 ACT 025 015 imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham. 044 ACT 025 016 Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen. 044 ACT 025 017 Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem. 044 ACT 025 018 Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan Beskyldning, som jeg havde formodet; 044 ACT 025 019 men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i Live. 044 ACT 025 020 Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag pådømme. 044 ACT 025 021 Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil jeg kan sende ham til Kejseren." 044 ACT 025 022 Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre." 044 ACT 025 023 Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem. 044 ACT 025 024 Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at han ikke længer bør leve. 044 ACT 025 025 Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende ham derhen. 044 ACT 025 026 Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket. 044 ACT 025 027 Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at angive Beskyldningerne imod ham." 044 ACT 026 001 Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om dig selv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således: 044 ACT 026 002 "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! 044 ACT 026 003 navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil høre mig. 044 ACT 026 004 Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om; 044 ACT 026 005 thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste Parti i vor Gudsdyrkelse. 044 ACT 026 006 Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som er given af Gud til vore Fædre, 044 ACT 026 007 og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af Jøder, o Konge! 044 ACT 026 008 Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde? 044 ACT 026 009 Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu, Nazaræerens Navn, 044 ACT 026 010 og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min Stemme dertil. 044 ACT 026 011 Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg dem endog til de udenlandske Byer. 044 ACT 026 012 Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og Myndighed fra Ypperstepræsterne, 044 ACT 026 013 så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med mig. 044 ACT 026 014 Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden. 044 ACT 026 015 Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger. 044 ACT 026 016 Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig, 044 ACT 026 017 idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke jeg udsender dig 044 ACT 026 018 for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på mig. 044 ACT 026 019 Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske Syn; 044 ACT 026 020 men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre Gerninger, Omvendelsen værdige. 044 ACT 026 021 For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og forsøgte at slå mig ihjel. 044 ACT 026 022 Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt skulde ske, 044 ACT 026 023 at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for Hedningerne." 044 ACT 026 024 Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst: "Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende." 044 ACT 026 025 Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg taler sande og betænksomme Ord. 044 ACT 026 026 Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt, efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke sket i en Vrå. 044 ACT 026 027 Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem." 044 ACT 026 028 Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en Kristen." 044 ACT 026 029 Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær." 044 ACT 026 030 Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade hos dem. 044 ACT 026 031 Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mand gør intet, som fortjener Død eller Lænker." 044 ACT 026 032 Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt, dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren." 044 ACT 027 001 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling. 044 ACT 027 002 Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os. 044 ACT 027 003 Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje. 044 ACT 027 004 Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod. 044 ACT 027 005 Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien. 044 ACT 027 006 Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det. 044 ACT 027 007 Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. 044 ACT 027 008 Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa. 044 ACT 027 009 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: 044 ACT 027 010 "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv." 044 ACT 027 011 Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde. 044 ACT 027 012 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest, 044 ACT 027 013 Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta. 044 ACT 027 014 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo". 044 ACT 027 015 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive. 044 ACT 027 016 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden. 044 ACT 027 017 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. 044 ACT 027 018 Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord. 044 ACT 027 019 Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber. 044 ACT 027 020 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget. 044 ACT 027 021 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade. 044 ACT 027 022 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet. 044 ACT 027 023 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde: 044 ACT 027 024 "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig." 044 ACT 027 025 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig. 044 ACT 027 026 Men vi må strande på en Ø." 044 ACT 027 027 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden. 044 ACT 027 028 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne. 044 ACT 027 029 Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag. 044 ACT 027 030 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen, 044 ACT 027 031 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes." 044 ACT 027 032 Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned. 044 ACT 027 033 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder. 044 ACT 027 034 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder." 044 ACT 027 035 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise. 044 ACT 027 036 Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig. 044 ACT 027 037 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle. 044 ACT 027 038 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen. 044 ACT 027 039 Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind på. 044 ACT 027 040 Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden, holdt de ind på Strandbredden. 044 ACT 027 041 Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. 044 ACT 027 042 Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme. 044 ACT 027 043 Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land, 044 ACT 027 044 og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land. 044 ACT 028 001 Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta. 044 ACT 028 002 Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. 044 ACT 028 003 Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd. 044 ACT 028 004 Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet." 044 ACT 028 005 Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. 044 ACT 028 006 Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud. 044 ACT 028 007 Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage. 044 ACT 028 008 Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham. 044 ACT 028 009 Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte. 044 ACT 028 010 De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til. 044 ACT 028 011 Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke. 044 ACT 028 012 Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage. 044 ACT 028 013 Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli. 044 ACT 028 014 Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom. 044 ACT 028 015 Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod. 044 ACT 028 016 Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham. 044 ACT 028 017 Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder, 044 ACT 028 018 og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig. 044 ACT 028 019 Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for. 044 ACT 028 020 Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke." 044 ACT 028 021 Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig. 044 ACT 028 022 Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse." 044 ACT 028 023 Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften. 044 ACT 028 024 Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke. 044 ACT 028 025 Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt: 044 ACT 028 026 "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se; 044 ACT 028 027 thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." 044 ACT 028 028 Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre." 044 ACT 028 029 Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes. 044 ACT 028 030 Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham, 044 ACT 028 031 idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret. # # BOOK 045 ROM Romans Romerne 045 ROM 001 001 Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium, 045 ROM 001 002 hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter, 045 ROM 001 003 om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, 045 ROM 001 004 kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, 045 ROM 001 005 ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld, 045 ROM 001 006 iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede: 045 ROM 001 007 Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 045 ROM 001 008 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden. 045 ROM 001 009 Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, 045 ROM 001 010 idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder. 045 ROM 001 011 Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes, 045 ROM 001 012 det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min. 045 ROM 001 013 Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger. 045 ROM 001 014 Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld. 045 ROM 001 015 således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom. 045 ROM 001 016 Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker. 045 ROM 001 017 Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro." 045 ROM 001 018 Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed; 045 ROM 001 019 thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det. 045 ROM 001 020 Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning. 045 ROM 001 021 Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. 045 ROM 001 022 Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer 045 ROM 001 023 og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr. 045 ROM 001 024 Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, 045 ROM 001 025 de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen. 045 ROM 001 026 Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, 045 ROM 001 027 og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv. 045 ROM 001 028 Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, 045 ROM 001 029 opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; 045 ROM 001 030 Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre, 045 ROM 001 031 uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige; 045 ROM 001 032 - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald. 045 ROM 002 001 Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme. 045 ROM 002 002 Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve sådanne Ting. 045 ROM 002 003 Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom? 045 ROM 002 004 Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? 045 ROM 002 005 Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag, 045 ROM 002 006 han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: 045 ROM 002 007 dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; 045 ROM 002 008 men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme. 045 ROM 002 009 Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, både en Jødes først og en Grækers; 045 ROM 002 010 men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både en Jøde først og en Græker! 045 ROM 002 011 Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud. 045 ROM 002 012 Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven; 045 ROM 002 013 thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres 045 ROM 002 014 thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov; 045 ROM 002 015 de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller også forsvare hverandre 045 ROM 002 016 på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus. 045 ROM 002 017 Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og roser dig af Gud 045 ROM 002 018 og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven, 045 ROM 002 019 og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke, 045 ROM 002 020 uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, 045 ROM 002 021 du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! 045 ROM 002 022 Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! 045 ROM 002 023 Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven! 045 ROM 002 024 Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne", som der er skrevet. 045 ROM 002 025 Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. 045 ROM 002 026 Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse? 045 ROM 002 027 Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. 045 ROM 002 028 Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; 045 ROM 002 029 men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd, ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud, 045 ROM 003 001 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? 045 ROM 003 002 Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede. 045 ROM 003 003 Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet? 045 ROM 003 004 Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette." 045 ROM 003 005 Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis). 045 ROM 003 006 Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden? 045 ROM 003 007 Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder? 045 ROM 003 008 Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt. 045 ROM 003 009 Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd, 045 ROM 003 010 som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een; 045 ROM 003 011 der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud; 045 ROM 003 012 alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een." 045 ROM 003 013 "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;" "der er Slangegift under deres Læber;" 045 ROM 003 014 "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;" 045 ROM 003 015 "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod; 045 ROM 003 016 der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje, 045 ROM 003 017 og Freds Vej have de ikke kendt." 045 ROM 003 018 "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne." 045 ROM 003 019 Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud, 045 ROM 003 020 efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd. 045 ROM 003 021 Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne. 045 ROM 003 022 nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel. 045 ROM 003 023 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 045 ROM 003 024 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, 045 ROM 003 025 hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder, 045 ROM 003 026 for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus. 045 ROM 003 027 Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov. 045 ROM 003 028 Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger. 045 ROM 003 029 Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers; 045 ROM 003 030 så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen. 045 ROM 003 031 Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven. 045 ROM 004 001 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? 045 ROM 004 002 Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. 045 ROM 004 003 Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed." 045 ROM 004 004 Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; 045 ROM 004 005 den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; 045 ROM 004 006 ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: 045 ROM 004 007 "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; 045 ROM 004 008 salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd." 045 ROM 004 009 Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. 045 ROM 004 010 Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. 045 ROM 004 011 Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, 045 ROM 004 012 og Fader til omskårne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren. 045 ROM 004 013 Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. 045 ROM 004 014 Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. 045 ROM 004 015 Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. 045 ROM 004 016 Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle 045 ROM 004 017 (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. 045 ROM 004 018 Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;" 045 ROM 004 019 og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; 045 ROM 004 020 men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære 045 ROM 004 021 og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. 045 ROM 004 022 Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed. 045 ROM 004 023 Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, 045 ROM 004 024 men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, 045 ROM 004 025 ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld. 045 ROM 005 001 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Krist, 045 ROM 005 002 ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed; 045 ROM 005 003 ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, 045 ROM 005 004 men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, 045 ROM 005 005 men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os. 045 ROM 005 006 Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. 045 ROM 005 007 Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, 045 ROM 005 008 men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. 045 ROM 005 009 Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. 045 ROM 005 010 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, 045 ROM 005 011 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen. 045 ROM 005 012 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle 045 ROM 005 013 thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke. hvor der ikke er Lov; 045 ROM 005 014 dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme. 045 ROM 005 015 Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange. 045 ROM 005 016 Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. 045 ROM 005 017 Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus. 045 ROM 005 018 Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 045 ROM 005 019 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige. 045 ROM 005 020 Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, 045 ROM 005 021 for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre. 045 ROM 006 001 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? 045 ROM 006 002 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? 045 ROM 006 003 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? 045 ROM 006 004 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. 045 ROM 006 005 Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, 045 ROM 006 006 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. 045 ROM 006 007 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. 045 ROM 006 008 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, 045 ROM 006 009 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. 045 ROM 006 010 Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. 045 ROM 006 011 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. 045 ROM 006 012 Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer; 045 ROM 006 013 fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende, og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud. 045 ROM 006 014 Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde. 045 ROM 006 015 Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra! 045 ROM 006 016 Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? 045 ROM 006 017 Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne. 045 ROM 006 018 Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere. 045 ROM 006 019 Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse! 045 ROM 006 020 Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden. 045 ROM 006 021 Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død. 045 ROM 006 022 Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; 045 ROM 006 023 thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre. 045 ROM 007 001 Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever? 045 ROM 007 002 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. 045 ROM 007 003 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands. 045 ROM 007 004 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. 045 ROM 007 005 Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, 045 ROM 007 006 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen. 045 ROM 007 007 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære." 045 ROM 007 008 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død. 045 ROM 007 009 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op; 045 ROM 007 010 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død; 045 ROM 007 011 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det. 045 ROM 007 012 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt. 045 ROM 007 013 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig. 045 ROM 007 014 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 045 ROM 007 015 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 045 ROM 007 016 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 045 ROM 007 017 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig. 045 ROM 007 018 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 045 ROM 007 019 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 045 ROM 007 020 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. 045 ROM 007 021 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden 045 ROM 007 022 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 045 ROM 007 023 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 045 ROM 007 024 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 045 ROM 007 025 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov. 045 ROM 008 001 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. 045 ROM 008 002 Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. 045 ROM 008 003 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, 045 ROM 008 004 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. 045 ROM 008 005 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. 045 ROM 008 006 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, 045 ROM 008 007 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 045 ROM 008 008 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 045 ROM 008 009 I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. 045 ROM 008 010 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. 045 ROM 008 011 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder. 045 ROM 008 012 Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; 045 ROM 008 013 thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. 045 ROM 008 014 Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. 045 ROM 008 015 I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! 045 ROM 008 016 Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. 045 ROM 008 017 Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham. 045 ROM 008 018 Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. 045 ROM 008 019 Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. 045 ROM 008 020 Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, 045 ROM 008 021 med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 045 ROM 008 022 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. 045 ROM 008 023 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. 045 ROM 008 024 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? 045 ROM 008 025 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. 045 ROM 008 026 Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 045 ROM 008 027 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige. 045 ROM 008 028 Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. 045 ROM 008 029 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. 045 ROM 008 030 Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også. 045 ROM 008 031 Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? 045 ROM 008 032 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? 045 ROM 008 033 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 045 ROM 008 034 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. 045 ROM 008 035 Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? 045 ROM 008 036 som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår." 045 ROM 008 037 Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. 045 ROM 008 038 Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter 045 ROM 008 039 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. 045 ROM 009 001 Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd, 045 ROM 009 002 at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. 045 ROM 009 003 Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, 045 ROM 009 004 de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre, 045 ROM 009 005 hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. 045 ROM 009 006 Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel; 045 ROM 009 007 ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig." 045 ROM 009 008 Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd. 045 ROM 009 009 Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn." 045 ROM 009 010 Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. 045 ROM 009 011 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder, 045 ROM 009 012 sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,"" 045 ROM 009 013 som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg." 045 ROM 009 014 Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! 045 ROM 009 015 Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over." 045 ROM 009 016 Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. 045 ROM 009 017 Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden." 045 ROM 009 018 Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil. 045 ROM 009 019 Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod? 045 ROM 009 020 Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således? 045 ROM 009 021 Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? 045 ROM 009 022 Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, 045 ROM 009 023 også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? 045 ROM 009 024 Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger, 045 ROM 009 025 som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede; 045 ROM 009 026 og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn." 045 ROM 009 027 Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. 045 ROM 009 028 Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden." 045 ROM 009 029 Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra." 045 ROM 009 030 Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro; 045 ROM 009 031 men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov. 045 ROM 009 032 Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen, 045 ROM 009 033 som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme." 045 ROM 010 001 Brødre! mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse. 045 ROM 010 002 Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud, men ikke med Forstand; 045 ROM 010 003 thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under Guds Retfærdighed. 045 ROM 010 004 Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror. 045 ROM 010 005 Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der er af Loven, skal leve ved den. 045 ROM 010 006 Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; 045 ROM 010 007 eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde. 045 ROM 010 008 Men hvad, siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. 045 ROM 010 009 Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst. 045 ROM 010 010 Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse. 045 ROM 010 011 Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme." 045 ROM 010 012 Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham. 045 ROM 010 013 Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst. 045 ROM 010 014 Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? 045 ROM 010 015 og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab." 045 ROM 010 016 Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem troede det, (han hørte af os?") 045 ROM 010 017 Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord. 045 ROM 010 018 Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord." 045 ROM 010 019 Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses: "Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder." 045 ROM 010 020 Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter mig." 045 ROM 010 021 Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk." 045 ROM 011 001 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. 045 ROM 011 002 Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: 045 ROM 011 003 "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv." 045 ROM 011 004 Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål." 045 ROM 011 005 Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg. 045 ROM 011 006 Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde. 045 ROM 011 007 Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede, 045 ROM 011 008 som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag." 045 ROM 011 009 Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; 045 ROM 011 010 deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!" 045 ROM 011 011 Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. 045 ROM 011 012 Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 045 ROM 011 013 Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, 045 ROM 011 014 om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. 045 ROM 011 015 Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde? 045 ROM 011 016 Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også. 045 ROM 011 017 Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, 045 ROM 011 018 da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig. 045 ROM 011 019 Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet. 045 ROM 011 020 Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt! 045 ROM 011 021 Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig. 045 ROM 011 022 Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges. 045 ROM 011 023 Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 045 ROM 011 024 Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre! 045 ROM 011 025 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind; 045 ROM 011 026 og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; 045 ROM 011 027 og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder." 045 ROM 011 028 Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; 045 ROM 011 029 thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. 045 ROM 011 030 Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, 045 ROM 011 031 således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. 045 ROM 011 032 Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. 045 ROM 011 033 O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! 045 ROM 011 034 Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver? 045 ROM 011 035 eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor? 045 ROM 011 036 Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen. 045 ROM 012 001 Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 045 ROM 012 002 Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne. 045 ROM 012 003 Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver Troens Mål. 045 ROM 012 004 Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning, 045 ROM 012 005 således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer. 045 ROM 012 006 Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro; 045 ROM 012 007 eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om nogen lærer, på Lærergerningen; 045 ROM 012 008 eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde! 045 ROM 012 009 Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; 045 ROM 012 010 værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! 045 ROM 012 011 Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener Herren; 045 ROM 012 012 værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! 045 ROM 012 013 Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på Gæstfrihed! 045 ROM 012 014 Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke! 045 ROM 012 015 Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! 045 ROM 012 016 Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! 045 ROM 012 017 Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er godt for alle Menneskers Åsyn! 045 ROM 012 018 Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred med alle Mennesker: 045 ROM 012 019 Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren." 045 ROM 012 020 Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul på hans Hoved. 045 ROM 012 021 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode! 045 ROM 013 001 Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, 045 ROM 013 002 så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. 045 ROM 013 003 Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den. 045 ROM 013 004 Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. 045 ROM 013 005 Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens. 045 ROM 013 006 Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare på dette. 045 ROM 013 007 Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære. 045 ROM 013 008 Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. 045 ROM 013 009 Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig selv," 045 ROM 013 010 Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde. 045 ROM 013 011 Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende. 045 ROM 013 012 Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben; 045 ROM 013 013 lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; 045 ROM 013 014 men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, så Begæringer vækkes! 045 ROM 014 001 Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger! 045 ROM 014 002 En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun Urter. 045 ROM 014 003 Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har taget sig af ham. 045 ROM 014 004 Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er mægtig til at lade ham stå. 045 ROM 014 005 En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind! 045 ROM 014 006 Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den, som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud. 045 ROM 014 007 Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; 045 ROM 014 008 thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens. 045 ROM 014 009 Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske både over døde og levende. 045 ROM 014 010 Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds Domstol. 045 ROM 014 011 Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud." 045 ROM 014 012 Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv. 045 ROM 014 013 Derfor, lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse. 045 ROM 014 014 Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det urent. 045 ROM 014 015 Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Kristus er død. 045 ROM 014 016 Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet! 045 ROM 014 017 Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd. 045 ROM 014 018 Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene. 045 ROM 014 019 Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse! 045 ROM 014 020 Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød. 045 ROM 014 021 Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød. 045 ROM 014 022 Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger. 045 ROM 014 023 Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd. 045 ROM 015 001 Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag. 045 ROM 015 002 Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse. 045 ROM 015 003 Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig." 045 ROM 015 004 Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og Skrifternes Trøst. 045 ROM 015 005 Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, 045 ROM 015 006 for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader. 045 ROM 015 007 Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds Ære. 045 ROM 015 008 Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; 045 ROM 015 009 men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt Hedninger og lovsynge dit Navn," 045 ROM 015 010 Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!" 045 ROM 015 011 Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle prise ham." 045 ROM 015 012 Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger håbe." 045 ROM 015 013 Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft! 045 ROM 015 014 Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand til også at påminde hverandre. 045 ROM 015 015 Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud 045 ROM 015 016 til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd. 045 ROM 015 017 Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud. 045 ROM 015 018 Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers Lydighed, ved Ord og Handling, 045 ROM 015 019 ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til fulde forkyndt Kristi Evangelium; 045 ROM 015 020 dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg, ikke skal bygge på en andens Grundvold, 045 ROM 015 021 men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå." 045 ROM 015 022 Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme til eder. 045 ROM 015 023 Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har haft Længsel efter at komme til eder, 045 ROM 015 024 vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos eder. 045 ROM 015 025 Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige. 045 ROM 015 026 Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem. 045 ROM 015 027 De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere de også skyldige at tjene dem med de timelige. 045 ROM 015 028 Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem, vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien. 045 ROM 015 029 Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med Kristi Velsignelses Fylde. 045 ROM 015 030 Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud, 045 ROM 015 031 for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde til Jerusalem må blive de hellige kærkomment, 045 ROM 015 032 for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder. 045 ROM 015 033 Men Fredens Gud være med eder alle! Amen. 045 ROM 016 001 Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved Menighed i Kenkreæ, 045 ROM 016 002 for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for mig selv med. 045 ROM 016 003 Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus, 045 ROM 016 004 som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder; 045 ROM 016 005 og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede, som er Asiens Førstegrøde for Kristus. 045 ROM 016 006 Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder. 045 ROM 016 007 Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i Kristus før mig. 045 ROM 016 008 Hilser Ampliatus, min elskede i Herren! 045 ROM 016 009 Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede! 045 ROM 016 010 Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af Aristobulus's Hus. 045 ROM 016 011 Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som ere i Herren. 045 ROM 016 012 Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren. 045 ROM 016 013 Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder! 045 ROM 016 014 Hilser Asynkritus, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene hos dem! 045 ROM 016 015 Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og alle de hellige hos dem! 045 ROM 016 016 Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder hilse eder! 045 ROM 016 017 Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have lært, og viger bort fra dem! 045 ROM 016 018 Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter. 045 ROM 016 019 Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det gode og enfoldige med Hensyn til det onde. 045 ROM 016 020 Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder! 045 ROM 016 021 Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater, mine Frænder, hilse eder. 045 ROM 016 022 Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i Herren. 045 ROM 016 023 Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus, Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus. 045 ROM 016 024 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.) 045 ROM 016 025 Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, 045 ROM 016 026 men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til TrosLydighed: 045 ROM 016 027 Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders Evighed! Amen. # # BOOK 046 1CO 1 Corinthians 1 Korinterne 046 1CO 001 001 Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes 046 1CO 001 002 til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: 046 1CO 001 003 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 046 1CO 001 004 Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus, 046 1CO 001 005 at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, 046 1CO 001 006 ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, 046 1CO 001 007 så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, 046 1CO 001 008 han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag, 046 1CO 001 009 Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre. 046 1CO 001 010 Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. 046 1CO 001 011 Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. 046 1CO 001 012 Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. 046 1CO 001 013 Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? 046 1CO 001 014 Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, 046 1CO 001 015 for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. 046 1CO 001 016 Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden. 046 1CO 001 017 Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. 046 1CO 001 018 Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. 046 1CO 001 019 Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." 046 1CO 001 020 Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? 046 1CO 001 021 Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, 046 1CO 001 022 eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, 046 1CO 001 023 vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, 046 1CO 001 024 men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. 046 1CO 001 025 Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene. 046 1CO 001 026 Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; 046 1CO 001 027 men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; 046 1CO 001 028 og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, 046 1CO 001 029 for at intet Kød skal rose sig for Gud. 046 1CO 001 030 Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; 046 1CO 001 031 for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!" 046 1CO 002 001 Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom; 046 1CO 002 002 thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet; 046 1CO 002 003 og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven, 046 1CO 002 004 og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning, 046 1CO 002 005 for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft. 046 1CO 002 006 Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet; 046 1CO 002 007 men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed, 046 1CO 002 008 hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den, havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; 046 1CO 002 009 men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham." 046 1CO 002 010 Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder. 046 1CO 002 011 Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. 046 1CO 002 012 Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud; 046 1CO 002 013 og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord. 046 1CO 002 014 Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt. 046 1CO 002 015 Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen. 046 1CO 002 016 Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind. 046 1CO 003 001 Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. 046 1CO 003 002 Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; 046 1CO 003 003 thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? 046 1CO 003 004 Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"? 046 1CO 003 005 Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. 046 1CO 003 006 Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. 046 1CO 003 007 Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. 046 1CO 003 008 Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. 046 1CO 003 009 Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I. 046 1CO 003 010 Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå! 046 1CO 003 011 thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. 046 1CO 003 012 Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå, 046 1CO 003 013 da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. 046 1CO 003 014 Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn; 046 1CO 003 015 dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. 046 1CO 003 016 Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? 046 1CO 003 017 Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I. 046 1CO 003 018 Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis. 046 1CO 003 019 Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;" 046 1CO 003 020 og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige." 046 1CO 003 021 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 046 1CO 003 022 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 046 1CO 003 023 men I ere Kristi, og Kristus er Guds. 046 1CO 004 001 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! 046 1CO 004 002 I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro, 046 1CO 004 003 Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv. 046 1CO 004 004 Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. 046 1CO 004 005 Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud. 046 1CO 004 006 Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden. 046 1CO 004 007 Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? 046 1CO 004 008 I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder! 046 1CO 004 009 Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker. 046 1CO 004 010 Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. 046 1CO 004 011 Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted 046 1CO 004 012 og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; 046 1CO 004 013 spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu. 046 1CO 004 014 Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn. 046 1CO 004 015 Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet. 046 1CO 004 016 Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! 046 1CO 004 017 Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. 046 1CO 004 018 Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder; 046 1CO 004 019 men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. 046 1CO 004 020 Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. 046 1CO 004 021 Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd? 046 1CO 005 001 I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru. 046 1CO 005 002 Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte! 046 1CO 005 003 Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette, 046 1CO 005 004 at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så med vor Herres Jesu Kraft 046 1CO 005 005 at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag. 046 1CO 005 006 Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen? 046 1CO 005 007 Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede; thi også vort Påskelam er slagtet, nemlig Kristus. 046 1CO 005 008 Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød. 046 1CO 005 009 Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, 046 1CO 005 010 ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden. 046 1CO 005 011 Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. 046 1CO 005 012 Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor? 046 1CO 005 013 Men dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer den onde fra eder selv! 046 1CO 006 001 Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? 046 1CO 006 002 Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms i de ringeste Sager? 046 1CO 006 003 Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige Ting! 046 1CO 006 004 Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden? 046 1CO 006 005 Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem? 046 1CO 006 006 Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro! 046 1CO 006 007 Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret? hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre? 046 1CO 006 008 Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre! 046 1CO 006 009 Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, som øve den, 046 1CO 006 010 eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere skulle arve Guds Rige. 046 1CO 006 011 Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Ånd. 046 1CO 006 012 Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget. 046 1CO 006 013 Maden er for Bugen og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgøre både denne og hin. Legemet derimod er ikke for Utugt, men for Herren, og Herren for Legemet; 046 1CO 006 014 og Gud har både oprejst Herren og skal oprejse os ved sin Kraft. 046 1CO 006 015 Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt fra! 046 1CO 006 016 Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet Legeme med hende?"Thi de to," hedder det,"skulle blive til eet Kød." 046 1CO 006 017 Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham. 046 1CO 006 018 Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget Legeme. 046 1CO 006 019 Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke ere eders egne? 046 1CO 006 020 Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme! 046 1CO 007 001 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; 046 1CO 007 002 men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. 046 1CO 007 003 Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. 046 1CO 007 004 Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. 046 1CO 007 005 Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. 046 1CO 007 006 Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. 046 1CO 007 007 Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så. 046 1CO 007 008 Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. 046 1CO 007 009 Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde. 046 1CO 007 010 Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; 046 1CO 007 011 (men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden; ) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. 046 1CO 007 012 Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke! 046 1CO 007 013 Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! 046 1CO 007 014 Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. 046 1CO 007 015 Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. 046 1CO 007 016 Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? 046 1CO 007 017 Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne. 046 1CO 007 018 Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! 046 1CO 007 019 Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud. 046 1CO 007 020 Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet! 046 1CO 007 021 Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf! 046 1CO 007 022 Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl. 046 1CO 007 023 Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle! 046 1CO 007 024 I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud! 046 1CO 007 025 Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig. 046 1CO 007 026 Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende Nød er godt for et Menneske at være således, som han er. 046 1CO 007 027 Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru! 046 1CO 007 028 Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i Kødet. Men jeg skåner eder. 046 1CO 007 029 Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have, 046 1CO 007 030 og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde, 046 1CO 007 031 og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgår. 046 1CO 007 032 Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; 046 1CO 007 033 men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. 046 1CO 007 034 Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden. 046 1CO 007 035 Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren. 046 1CO 007 036 Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig! 046 1CO 007 037 Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel. 046 1CO 007 038 Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre. 046 1CO 007 039 En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren. 046 1CO 007 040 Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er, efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd. 046 1CO 008 001 Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger. 046 1CO 008 002 Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke således, som man bør kende. 046 1CO 008 003 Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.) 046 1CO 008 004 Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een. 046 1CO 008 005 Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer, 046 1CO 008 006 så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting ere, og vi ved ham. 046 1CO 008 007 Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes. 046 1CO 008 008 Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke spise. 046 1CO 008 009 Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød for de skrøbelige! 046 1CO 008 010 Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig, blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet? 046 1CO 008 011 Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for hvis Skyld Kristus er død. 046 1CO 008 012 Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige Samvittighed, Synde I imod Kristus. 046 1CO 008 013 Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder. 046 1CO 009 001 Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus, vor Herre? er I ikke min Gerning i Herren? 046 1CO 009 002 Er jeg ikke Apostel for andre, så er jeg det dog i det mindste for eder; thi Seglet på min Apostelgerning ere I i Herren. 046 1CO 009 003 Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig. 046 1CO 009 004 Have vi ikke Ret til at spise og drikke? 046 1CO 009 005 Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som også de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas? 046 1CO 009 006 Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at arbejde? 046 1CO 009 007 Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig på egen Sold? Hvem planter en Vingård og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og nyder ikke af Hjordens Mælk? 046 1CO 009 008 Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke også Loven dette? 046 1CO 009 009 Thi i Mose Lov er der skrevet: "Du må ikke binde Munden til på en Okse, som tærsker." Er det Okserne, Gud bekymrer sig om, 046 1CO 009 010 eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i Håb, og den, som tærsker, bør gøre det i Håb om at få sin Del. 046 1CO 009 011 Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort, om vi høste eders timelige? 046 1CO 009 012 Dersom andre nyde sådan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere? Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi tåle alt, for at vi ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium. 046 1CO 009 013 Vide I ikke, at de, som udføre de hellige Tjenester, få deres Føde fra Helligdommen, de, som tjene ved Alteret, dele med Alteret? 046 1CO 009 014 Således har også Herren forordnet for dem, som forkynde Evangeliet, at de skulle leve af Evangeliet. 046 1CO 009 015 Jeg derimod har ikke gjort Brug af noget af dette. Jeg skriver dog ikke dette, for at det skal ske således med mig; thi jeg vil hellere dø, end at nogen skulde gøre min Ros til intet. 046 1CO 009 016 Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; der påligger mig nemlig en Nødvendighed, thi ve mig, om jeg ikke forkynder det! 046 1CO 009 017 Gør jeg nemlig dette af fri Villie, så får jeg Løn; men har jeg imod min Villie fået en Husholdning betroet, 046 1CO 009 018 hvad er da min Løn? For at jeg, når jeg forkynder Evangeliet, skal fremsætte det for intet, så at jeg ikke gør Brug af min Ret i Evangeliet. 046 1CO 009 019 Thi skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere. 046 1CO 009 020 Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, for at jeg kunde vinde Jøder; dem under Loven som en under Loven, skønt jeg ikke selv er under Loven, for at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven; 046 1CO 009 021 dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden Lov for God, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem, som ere uden for Loven. 046 1CO 009 022 Jeg er bleven skrøbelig for de skrøbelige, for at jeg kunde vinde de skrøbelige; jeg er bleven alt for alle, for at jeg i ethvert Fald kunde frelse nogle. 046 1CO 009 023 Men alt gør jeg for Evangeliets Skyld, for at jeg kan blive meddelagtig deri. 046 1CO 009 024 Vide I ikke, at de, som løbe på Banen, løbe vel alle, men ikkun een får Prisen? Således skulle I løbe, for at I kunne vinde den. 046 1CO 009 025 Enhver, som deltager i Kamplegene, er afholdende i alt; hine nu vel for at få en forkrænkelig Krans, men vi en uforkrænkelig. 046 1CO 009 026 Jeg løber derfor ikke som på det uvisse jeg fægter som en, der ikke slår i Luften; 046 1CO 009 027 men jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet. 046 1CO 010 001 Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet 046 1CO 010 002 og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet 046 1CO 010 003 og spiste alle den samme åndelige Mad 046 1CO 010 004 og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus. 046 1CO 010 005 Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen. 046 1CO 010 006 Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede. 046 1CO 010 007 Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege." 046 1CO 010 008 Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde. 046 1CO 010 009 Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. 046 1CO 010 010 Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren. 046 1CO 010 011 Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. 046 1CO 010 012 Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder! 046 1CO 010 013 Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den. 046 1CO 010 014 Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen! 046 1CO 010 015 Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger. 046 1CO 010 016 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 046 1CO 010 017 Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. 046 1CO 010 018 Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? 046 1CO 010 019 Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget? 046 1CO 010 020 Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke til Gud; men jeg vil ikke, at I skulle få Samfund med de onde Ånder. 046 1CO 010 021 I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord. 046 1CO 010 022 Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han? 046 1CO 010 023 Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger. 046 1CO 010 024 Ingen søge sit eget, men Næstens! 046 1CO 010 025 Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn; 046 1CO 010 026 thi Herrens er Jorden og dens Fylde. 046 1CO 010 027 Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn. 046 1CO 010 028 Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld. 046 1CO 010 029 Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed? 046 1CO 010 030 Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for? 046 1CO 010 031 Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære! 046 1CO 010 032 Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds Menighed, 046 1CO 010 033 ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses. 046 1CO 011 001 Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi! 046 1CO 011 002 Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem. 046 1CO 011 003 Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. 046 1CO 011 004 Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. 046 1CO 011 005 Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. 046 1CO 011 006 Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! 046 1CO 011 007 Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. 046 1CO 011 008 Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. 046 1CO 011 009 Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. 046 1CO 011 010 Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld. 046 1CO 011 011 Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. 046 1CO 011 012 Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. 046 1CO 011 013 Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved? 046 1CO 011 014 Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære, 046 1CO 011 015 men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør. 046 1CO 011 016 Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller. 046 1CO 011 017 Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. 046 1CO 011 018 For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. 046 1CO 011 019 Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder. 046 1CO 011 020 Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver. 046 1CO 011 021 Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. 046 1CO 011 022 Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. 046 1CO 011 023 Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød, 046 1CO 011 024 takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!" 046 1CO 011 025 Ligeså tog han og, så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!" 046 1CO 011 026 Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. 046 1CO 011 027 Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. 046 1CO 011 028 Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken! 046 1CO 011 029 Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet. 046 1CO 011 030 Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. 046 1CO 011 031 Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. 046 1CO 011 032 Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. 046 1CO 011 033 Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre! 046 1CO 011 034 Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer. 046 1CO 012 001 Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende. 046 1CO 012 002 I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afguder, som man drog eder. 046 1CO 012 003 Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd, siger: "Jesus er en Forbandelse," og ingen kan sige: "Jesus er Herre" uden ved den Helligånd. 046 1CO 012 004 Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd; 046 1CO 012 005 og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre; 046 1CO 012 006 og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme Gud, som virker alt i alle. 046 1CO 012 007 Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er gavnligt. 046 1CO 012 008 En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs Tale ifølge den samme Ånd; 046 1CO 012 009 en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i den ene Ånd; 046 1CO 012 010 en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale; en anden Udlægning af Tungetale. 046 1CO 012 011 Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til enhver især; efter som han vil. 046 1CO 012 012 Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således også Kristus. 046 1CO 012 013 Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Ånd at drikke 046 1CO 012 014 Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. 046 1CO 012 015 Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke til Legemet," så ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet. 046 1CO 012 016 Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet," så ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet. 046 1CO 012 017 Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten? 046 1CO 012 018 Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter som han vilde. 046 1CO 012 019 Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? 046 1CO 012 020 Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme. 046 1CO 012 021 Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig," eller atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig." 046 1CO 012 022 Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som synes at være de svageste, 046 1CO 012 023 og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto større Blufærdighed; 046 1CO 012 024 de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere mere Ære; 046 1CO 012 025 for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne skulle have samme Omsorg for hverandre; 046 1CO 012 026 og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med. 046 1CO 012 027 Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især. 046 1CO 012 028 Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. 046 1CO 012 029 Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? 046 1CO 012 030 mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon alle udlægge? 046 1CO 012 031 Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg eder en ypperlig Vej. 046 1CO 013 001 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. 046 1CO 013 002 Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. 046 1CO 013 003 Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet. 046 1CO 013 004 Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, 046 1CO 013 005 gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; 046 1CO 013 006 glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; 046 1CO 013 007 den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. 046 1CO 013 008 Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå; 046 1CO 013 009 thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; 046 1CO 013 010 men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. 046 1CO 013 011 Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. 046 1CO 013 012 Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. 046 1CO 013 013 Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden. 046 1CO 014 001 Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere. 046 1CO 014 002 Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden. 046 1CO 014 003 Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. 046 1CO 014 004 Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. 046 1CO 014 005 Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan få Opbyggelse deraf. 046 1CO 014 006 Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? 046 1CO 014 007 Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen? 046 1CO 014 008 Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? 046 1CO 014 009 Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret. 046 1CO 014 010 Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. 046 1CO 014 011 Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig. 046 1CO 014 012 Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpå 046 1CO 014 013 " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne udlægge det. 046 1CO 014 014 Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd, men min Forstand er uden Frugt. 046 1CO 014 015 Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden. 046 1CO 014 016 Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? 046 1CO 014 017 Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. 046 1CO 014 018 Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. 046 1CO 014 019 Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. 046 1CO 014 020 Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne! 046 1CO 014 021 Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke således høre mig, siger Herren." 046 1CO 014 022 Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro. 046 1CO 014 023 Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase? 046 1CO 014 024 Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, 046 1CO 014 025 hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder. 046 1CO 014 026 Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse! 046 1CO 014 027 Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! 046 1CO 014 028 Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! 046 1CO 014 029 Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; 046 1CO 014 030 men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie den første! 046 1CO 014 031 Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede, 046 1CO 014 032 og Profeters Ånder ere Profeter undergivne. 046 1CO 014 033 Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder 046 1CO 014 034 skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven siger. 046 1CO 014 035 Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. 046 1CO 014 036 Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til eder alene, at det er kommet? 046 1CO 014 037 Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. 046 1CO 014 038 Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende! 046 1CO 014 039 Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger! 046 1CO 014 040 Men alt ske sømmeligt og med Orden! 046 1CO 015 001 Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, 046 1CO 015 002 ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. 046 1CO 015 003 Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne; 046 1CO 015 004 og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; 046 1CO 015 005 og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; 046 1CO 015 006 derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede; 046 1CO 015 007 derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; 046 1CO 015 008 men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; 046 1CO 015 009 thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. 046 1CO 015 010 Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. 046 1CO 015 011 Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I. 046 1CO 015 012 Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? 046 1CO 015 013 Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. 046 1CO 015 014 Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom. 046 1CO 015 015 Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. 046 1CO 015 016 Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. 046 1CO 015 017 Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder; 046 1CO 015 018 da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. 046 1CO 015 019 Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. 046 1CO 015 020 Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. 046 1CO 015 021 Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 046 1CO 015 022 Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. 046 1CO 015 023 Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. 046 1CO 015 024 Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. 046 1CO 015 025 Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. 046 1CO 015 026 Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. 046 1CO 015 027 Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - 046 1CO 015 028 når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle. 046 1CO 015 029 Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem? 046 1CO 015 030 Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare? 046 1CO 015 031 Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre. 046 1CO 015 032 Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi." 046 1CO 015 033 Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! 046 1CO 015 034 Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det. 046 1CO 015 035 Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?" 046 1CO 015 036 Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør. 046 1CO 015 037 Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. 046 1CO 015 038 Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme. 046 1CO 015 039 Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks. 046 1CO 015 040 Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes. 046 1CO 015 041 Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. 046 1CO 015 042 Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; 046 1CO 015 043 det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; 046 1CO 015 044 der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt. 046 1CO 015 045 Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd. 046 1CO 015 046 Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige. 046 1CO 015 047 Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen. 046 1CO 015 048 Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske. 046 1CO 015 049 Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede! 046 1CO 015 050 Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. 046 1CO 015 051 Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles 046 1CO 015 052 i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. 046 1CO 015 053 Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. 046 1CO 015 054 Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr." 046 1CO 015 055 "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?" 046 1CO 015 056 Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. 046 1CO 015 057 Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 046 1CO 015 058 Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren. 046 1CO 016 001 Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien! 046 1CO 016 002 Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer. 046 1CO 016 003 Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem. 046 1CO 016 004 Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de rejse med mig. 046 1CO 016 005 Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien; 046 1CO 016 006 men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen. 046 1CO 016 007 Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det. 046 1CO 016 008 Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen; 046 1CO 016 009 thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere. 046 1CO 016 010 Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg. 046 1CO 016 011 Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene. 046 1CO 016 012 Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får belejlig Tid. 046 1CO 016 013 Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke! 046 1CO 016 014 Alt ske hos eder i Kærlighed! 046 1CO 016 015 Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige - 046 1CO 016 016 til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver, som arbejder med og har Besvær. 046 1CO 016 017 Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder; 046 1CO 016 018 thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på sådanne! 046 1CO 016 019 Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus. 046 1CO 016 020 Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys! 046 1CO 016 021 Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd. 046 1CO 016 022 Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha. 046 1CO 016 023 Den Herres Jesu Nåde være med eder! 046 1CO 016 024 Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus! # # BOOK 047 2CO 2 Corinthians 2 Korinterne 047 2CO 001 001 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: 047 2CO 001 002 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 047 2CO 001 003 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, 047 2CO 001 004 som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! 047 2CO 001 005 Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. 047 2CO 001 006 Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, 047 2CO 001 007 efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. 047 2CO 001 008 Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. 047 2CO 001 009 Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, 047 2CO 001 010 han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, 047 2CO 001 011 idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os. 047 2CO 001 012 Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. 047 2CO 001 013 Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende, 047 2CO 001 014 ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag. 047 2CO 001 015 Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange, 047 2CO 001 016 og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. 047 2CO 001 017 Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? 047 2CO 001 018 Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. 047 2CO 001 019 Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. 047 2CO 001 020 Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. 047 2CO 001 021 Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, 047 2CO 001 022 som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter. 047 2CO 001 023 Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. 047 2CO 001 024 Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I. 047 2CO 002 001 Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse. 047 2CO 002 002 Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig? 047 2CO 002 003 Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle. 047 2CO 002 004 Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder. 047 2CO 002 005 Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle. 047 2CO 002 006 Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste, 047 2CO 002 007 så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse. 047 2CO 002 008 Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed. 047 2CO 002 009 Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt. 047 2CO 002 010 Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn, 047 2CO 002 011 for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte. 047 2CO 002 012 Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren, 047 2CO 002 013 da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien. 047 2CO 002 014 Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted. 047 2CO 002 015 Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, 047 2CO 002 016 for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil? 047 2CO 002 017 Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus. 047 2CO 003 001 Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? 047 2CO 003 002 I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker, 047 2CO 003 003 idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler. 047 2CO 003 004 Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus, 047 2CO 003 005 ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, 047 2CO 003 006 som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør. 047 2CO 003 007 Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt, 047 2CO 003 008 hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed? 047 2CO 003 009 Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed. 047 2CO 003 010 Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. 047 2CO 003 011 Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. 047 2CO 003 012 Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed 047 2CO 003 013 og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende. 047 2CO 003 014 Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. 047 2CO 003 015 Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; 047 2CO 003 016 når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. 047 2CO 003 017 Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. 047 2CO 003 018 Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre. 047 2CO 004 001 Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet; 047 2CO 004 002 men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Åsyn. 047 2CO 004 003 Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes, 047 2CO 004 004 dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede. 047 2CO 004 005 Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld. 047 2CO 004 006 Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset. 047 2CO 004 007 Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må være Guds, og ikke fra os, 047 2CO 004 008 vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere tvivlrådige, men ikke fortvivlede, 047 2CO 004 009 forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne, 047 2CO 004 010 altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort Legeme. 047 2CO 004 011 Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød. 047 2CO 004 012 Således er Døden virksom i os, men Livet i eder! 047 2CO 004 013 Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet: "Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale vi også, 047 2CO 004 014 idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder. 047 2CO 004 015 Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen. 047 2CO 004 016 Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag. 047 2CO 004 017 Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed, 047 2CO 004 018 idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige. 047 2CO 005 001 Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. 047 2CO 005 002 Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, 047 2CO 005 003 så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. 047 2CO 005 004 Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. 047 2CO 005 005 Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant. 047 2CO 005 006 Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren 047 2CO 005 007 thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse 047 2CO 005 008 ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. 047 2CO 005 009 Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. 047 2CO 005 010 Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt. 047 2CO 005 011 Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi også ere åbenbare for eders Samvittigheder. 047 2CO 005 012 Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. 047 2CO 005 013 Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi ere besindige, er det for eders Skyld. 047 2CO 005 014 Thi Kristi Kærlighed tvinger os, 047 2CO 005 015 idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. 047 2CO 005 016 Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. 047 2CO 005 017 Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! 047 2CO 005 018 Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 047 2CO 005 019 efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. 047 2CO 005 020 Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 047 2CO 005 021 Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham. 047 2CO 006 001 Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde; 047 2CO 006 002 (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag; ) 047 2CO 006 003 og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet; 047 2CO 006 004 men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster, 047 2CO 006 005 under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste, 047 2CO 006 006 ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed, 047 2CO 006 007 ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar; 047 2CO 006 008 ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru; 047 2CO 006 009 som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde; 047 2CO 006 010 som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. 047 2CO 006 011 Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet. 047 2CO 006 012 I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter. 047 2CO 006 013 Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter! 047 2CO 006 014 Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke? 047 2CO 006 015 Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro? 047 2CO 006 016 Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk." 047 2CO 006 017 "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder," 047 2CO 006 018 "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige." 047 2CO 007 001 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt! 047 2CO 007 002 Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. 047 2CO 007 003 Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen. 047 2CO 007 004 Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. 047 2CO 007 005 Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster. 047 2CO 007 006 Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; 047 2CO 007 007 dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere. 047 2CO 007 008 Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, - 047 2CO 007 009 så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os. 047 2CO 007 010 Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. 047 2CO 007 011 Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag. 047 2CO 007 012 Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn. 047 2CO 007 013 Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle. 047 2CO 007 014 Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed. 047 2CO 007 015 Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven. 047 2CO 007 016 Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder. 047 2CO 008 001 Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder, 047 2CO 008 002 at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. 047 2CO 008 003 Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen Drift, 047 2CO 008 004 idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage Del i Hjælpen til de hellige, 047 2CO 008 005 og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie, 047 2CO 008 006 så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave. 047 2CO 008 007 Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave! 047 2CO 008 008 Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. 047 2CO 008 009 I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. 047 2CO 008 010 Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. 047 2CO 008 011 Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. 047 2CO 008 012 Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. 047 2CO 008 013 Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, 047 2CO 008 014 for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, 047 2CO 008 015 som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt." 047 2CO 008 016 Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's Hjerte! 047 2CO 008 017 Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig, så er det af egen Drift, at han rejser til eder. 047 2CO 008 018 Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går igennem alle Menighederne, 047 2CO 008 019 og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, 047 2CO 008 020 idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; 047 2CO 008 021 thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men også i Menneskers Øjne. 047 2CO 008 022 Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund af sin støre Tillid til eder. 047 2CO 008 023 Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære. 047 2CO 008 024 Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for. 047 2CO 009 001 Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til eder; 047 2CO 009 002 jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt; og eders Nidkærhed æggede de fleste. 047 2CO 009 003 Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke ikke skal vise sig tom, og for at I. som jeg sagde, må være beredte. 047 2CO 009 004 for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til Skamme med denne Tillidsfuldhed. 047 2CO 009 005 Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og ikke som Karrighed. 047 2CO 009 006 Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med Velsignelser. 047 2CO 009 007 Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. 047 2CO 009 008 Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning, 047 2CO 009 009 som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid." 047 2CO 009 010 Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, 047 2CO 009 011 så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. 047 2CO 009 012 Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, 047 2CO 009 013 når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, 047 2CO 009 014 også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund af Guds overvættes Nåde imod eder. 047 2CO 009 015 Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave! 047 2CO 010 001 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder", 047 2CO 010 002 ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. 047 2CO 010 003 Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet; 047 2CO 010 004 thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, 047 2CO 010 005 idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus 047 2CO 010 006 og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen. 047 2CO 010 007 Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også. 047 2CO 010 008 Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, 047 2CO 010 009 for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; 047 2CO 010 010 thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. 047 2CO 010 011 En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning. 047 2CO 010 012 Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. 047 2CO 010 013 Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder. 047 2CO 010 014 Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium, 047 2CO 010 015 så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre 047 2CO 010 016 og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. 047 2CO 010 017 Men den, som roser sig, rose sig af Herren! 047 2CO 010 018 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler. 047 2CO 011 001 Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok. 047 2CO 011 002 Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. 047 2CO 011 003 Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. 047 2CO 011 004 Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. 047 2CO 011 005 Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store Apostle. 047 2CO 011 006 Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker. 047 2CO 011 007 Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? 047 2CO 011 008 Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; 047 2CO 011 009 thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. 047 2CO 011 010 Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. 047 2CO 011 011 Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det. 047 2CO 011 012 Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig. 047 2CO 011 013 Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage sig Skikkelse af Kristi Apostle. 047 2CO 011 014 Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel. 047 2CO 011 015 Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger. 047 2CO 011 016 Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose mig en Smule. 047 2CO 011 017 Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig. 047 2CO 011 018 Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose mig. 047 2CO 011 019 Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge. 047 2CO 011 020 I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slår eder i Ansigtet. 047 2CO 011 021 Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg. 047 2CO 011 022 Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de Abrahams Sæd? Jeg også. 047 2CO 011 023 Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. 047 2CO 011 024 Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet. 047 2CO 011 025 Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet; 047 2CO 011 026 ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre; 047 2CO 011 027 i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; 047 2CO 011 028 foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. 047 2CO 011 029 Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? 047 2CO 011 030 Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. 047 2CO 011 031 Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. 047 2CO 011 032 I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; 047 2CO 011 033 men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder. 047 2CO 012 001 Rose mig må jeg Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til Syner og Åbenbarelser fra Herren. 047 2CO 012 002 Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten År siden om han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det blev bortrykket indtil den tredje Himmel. 047 2CO 012 003 Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det), 047 2CO 012 004 at han blev bortrykket ind i Paradiset, og hørte uudsigelige Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale. 047 2CO 012 005 Af en sådan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af min Magtesløshed. 047 2CO 012 006 Thi vel bliver jeg ikke en Dåre, om jeg vilde rose mig; thi det vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller hvad han hører af mig. 047 2CO 012 007 Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Åbenbarelser, blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han skulde slå mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig. 047 2CO 012 008 Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han måtte vige fra mig; 047 2CO 012 009 og han har sagt mig: "Min Nåde er dig nok; thi Kraften fuldkommes i Magtesløshed." Allerhelst vil jeg derfor rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig. 047 2CO 012 010 Derfor er jeg veltilfreds under Magtesløshed, under Overlast, under Nød, under Forfølgelser, under Angster for Kristi Skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk. 047 2CO 012 011 Jeg er bleven en Dåre. I tvang mig dertil. Jeg burde jo anbefales af eder; thi jeg har ikke stået tilbage i noget for de såre store Apostle, om jeg end, intet er. 047 2CO 012 012 En Apostels Tegn bleve jo udførte, iblandt eder under Udholdenhed, ved Tegn og Undere og kraftige Gerninger. 047 2CO 012 013 Thi hvad er det vel, hvori I bleve stillede ringere end de andre Menigheder; uden at jeg ikke selv faldt eder til Byrde? Tilgiver mig denne Uret! 047 2CO 012 014 Se, dette er nu tredje Gang, jeg står rede til at komme til eder, og jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders Gods, men eder selv, thi Børnene skulle ikke samle sammen til Forældrene, men Forældrene til Børnene. 047 2CO 012 015 Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser ja, opofres for eders Sjæle. Mon jeg, når jeg elsker eder højere, elskes mindre? 047 2CO 012 016 Men lad så være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg var træsk og fangede eder med List! 047 2CO 012 017 Har jeg da gjort mig Fordel af eder ved nogen af dem, jeg har sendt til eder? 047 2CO 012 018 Jeg opfordrede Titus og sendte Broderen med; har Titus da gjort sig nogen Fordel af eder? Vandrede vi ikke i den samme Ånd, i de samme Fodspor? 047 2CO 012 019 Alt længe have I ment, at vi forsvare os for eder. Nej, for Guds Åsyn tale vi i Kristus. Men det sker alt sammen, I elskede, for eders Opbyggelses Skyld. 047 2CO 012 020 Thi jeg frygter for, at, når jeg kommer, jeg da måske ikke skal finde eder sådanne, som jeg ønsker, og at jeg skal findes af eder sådan, som I ikke ønske; at der skal være Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed, Klammerier, 047 2CO 012 021 at min Gud, når jeg kommer igen, skal ydmyge mig i Anledning af eder, og jeg skal sørge over mange af dem, som forhen have syndet og ikke have omvendt sig fra den Urenhed og Utugt og Uterlighed, som de bedreve. 047 2CO 013 001 Det er nu tredje Gang, jeg kommer til eder. På to og tre Vidners Mund skal enhver Sag stå fast. 047 2CO 013 002 Jeg har sagt det forud og siger det forud, ligesom da jeg anden Gang var nærværende, således også nu fraværende til dem, som forhen have syndet, og til alle de øvrige, at, om jeg kommer igen, vil jeg ikke skåne, 047 2CO 013 003 efterdi I fordre Bevis på, at Kristus taler i mig, han, som ikke er magtesløs over for eder, men er stærk iblandt eder. 047 2CO 013 004 Thi vel blev han korsfæstet i Magtesløshed, men han lever ved Guds Kraft; også vi ere svage i ham, men vi skulle leve med ham ved Guds Kraft over for eder. 047 2CO 013 005 Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers ere I udygtige. 047 2CO 013 006 Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige. 047 2CO 013 007 Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod stå som udygtige. 047 2CO 013 008 Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden. 047 2CO 013 009 Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte. 047 2CO 013 010 Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse. 047 2CO 013 011 I øvrigt, Brødre! glæder eder, bliver fuldkommengjorte, lader eder formane, værer enige, værer fredsommelige; og Kærlighedens og Fredens Gud skal være med eder. 047 2CO 013 012 Hilser hverandre med et helligt Kys! 047 2CO 013 013 Alle de hellige hilse eder. 047 2CO 013 014 Den Herres Jesu Kristi Nåde og Guds Kærlighed og den Helligånds Samfund være med eder alle! # # BOOK 048 GAL Galatians Galaterne 048 GAL 001 001 Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, 048 GAL 001 002 og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: 048 GAL 001 003 Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, 048 GAL 001 004 som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, 048 GAL 001 005 ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen. 048 GAL 001 006 Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; 048 GAL 001 007 hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. 048 GAL 001 008 Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! 048 GAL 001 009 Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! 048 GAL 001 010 Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener. 048 GAL 001 011 Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; 048 GAL 001 012 thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus. 048 GAL 001 013 I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den. 048 GAL 001 014 Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer. 048 GAL 001 015 Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin Nåde, 048 GAL 001 016 at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og Blod til Råds, 048 GAL 001 017 drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus. 048 GAL 001 018 Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. 048 GAL 001 019 Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. 048 GAL 001 020 Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. 048 GAL 001 021 Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. 048 GAL 001 022 Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; 048 GAL 001 023 de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; 048 GAL 001 024 og de priste Gud for mig. 048 GAL 002 001 Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med. 048 GAL 002 002 Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves. 048 GAL 002 003 Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev tvungen til at omskæres, 048 GAL 002 004 nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle. 048 GAL 002 005 For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder. 048 GAL 002 006 Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes Person; ) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje. 048 GAL 002 007 Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne, 048 GAL 002 008 (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne; ) 048 GAL 002 009 og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de omskårne; 048 GAL 002 010 kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har bestræbt mig for at gøre. 048 GAL 002 011 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans åbne Øjne, thi domfældt var han. 048 GAL 002 012 Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen. 048 GAL 002 013 Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas blev dragen med af deres Hykleri. 048 GAL 002 014 Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder? 048 GAL 002 015 Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd; 048 GAL 002 016 men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort. 048 GAL 002 017 Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener for Synd? Det være langtfra! 048 GAL 002 018 når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv som Overtræder. 048 GAL 002 019 Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for Gud. 048 GAL 002 020 Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet, det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. 048 GAL 002 021 Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven, da er jo Kristus død forgæves. 048 GAL 003 001 O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? 048 GAL 003 002 Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre? 048 GAL 003 003 Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i Kød? 048 GAL 003 004 Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves! 048 GAL 003 005 Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? 048 GAL 003 006 ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed". 048 GAL 003 007 Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn. 048 GAL 003 008 Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig skulle alle Folkeslagene velsignes", 048 GAL 003 009 så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham. 048 GAL 003 010 Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem." 048 GAL 003 011 Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart, thi "deri retfærdige skal leve af Tro." 048 GAL 003 012 Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem." 048 GAL 003 013 Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den, som hænger på et Træ"), 048 GAL 003 014 for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen. 048 GAL 003 015 Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil. 048 GAL 003 016 Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd", hvilken er Kristus. 048 GAL 003 017 Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet. 048 GAL 003 018 Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse. 048 GAL 003 019 Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Hånd. 048 GAL 003 020 Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een. 048 GAL 003 021 Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov. 048 GAL 003 022 Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro. 048 GAL 003 023 Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares, 048 GAL 003 024 så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. 048 GAL 003 025 Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. 048 GAL 003 026 Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus. 048 GAL 003 027 Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. 048 GAL 003 028 Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. 048 GAL 003 029 Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse. 048 GAL 004 001 Men jeg siger: Så længe Arvingen er umyndig, er der ingen Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt Godset; 048 GAL 004 002 men han står under Formyndere og Husholdere indtil den af Faderen bestemte Tid. 048 GAL 004 003 Således stode også vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle under Verdens Børnelærdom. 048 GAL 004 004 Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven, 048 GAL 004 005 for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi skulde få Sønneudkårelsen. 048 GAL 004 006 Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns Ånd, som råber: Abba, Fader! 048 GAL 004 007 Altså er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du også Arving ved Gud. 048 GAL 004 008 Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder, som af Natur ikke ere det. 048 GAL 004 009 Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under? 048 GAL 004 010 I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År. 048 GAL 004 011 Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder. 048 GAL 004 012 Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret. 048 GAL 004 013 Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg første Gang forkyndte Evangeliet for eder; 048 GAL 004 014 og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus. 048 GAL 004 015 Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders Øjne og givet mig dem. 048 GAL 004 016 Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder? 048 GAL 004 017 De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem. 048 GAL 004 018 Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og ikke alene, når jeg er nærværende hos eder. 048 GAL 004 019 Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder! 048 GAL 004 020 - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder. 048 GAL 004 021 Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven? 048 GAL 004 022 Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde. 048 GAL 004 023 Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen. 048 GAL 004 024 Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er Hagar. 048 GAL 004 025 Thi "Hagar" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn. 048 GAL 004 026 Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder. 048 GAL 004 027 Thi der er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder! bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden." 048 GAL 004 028 Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak. 048 GAL 004 029 Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Ånden, således også nu. 048 GAL 004 030 Men hvad siger Skriften?"Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn." 048 GAL 004 031 Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes. 048 GAL 005 001 Til Friheden har Kristus frigjort os. Så står nu fast, og lader eder ikke atter holde under Trældoms Åg! 048 GAL 005 002 Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omskære, vil Kristus intet gavne eder. 048 GAL 005 003 Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven. 048 GAL 005 004 I ere tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I ere faldne ud af Nåden. 048 GAL 005 005 Vi vente jo ved Ånden af Tro Retfærdigheds Håb. 048 GAL 005 006 Thi i Kristus Jesus gælder hverken Omskærelse eller Forhud noget, men Tro, som er virksom ved Kærlighed. 048 GAL 005 007 I vare godt på Vej; hvem har hindret eder i at adlyde Sandhed? 048 GAL 005 008 Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder. 048 GAL 005 009 En liden Surdejg syrer hele Dejgen. 048 GAL 005 010 Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville mene noget andet; men den, som forvirrer eder, skal bære sin Dom, hvem han end er. 048 GAL 005 011 Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvor for forfølges jeg da endnu? Så er jo Korsets Forargelse gjort til intet. 048 GAL 005 012 Gid de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder! 048 GAL 005 013 I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere! 048 GAL 005 014 Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: "Du skal elske din Næste som dig selv." 048 GAL 005 015 Men når I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre! 048 GAL 005 016 Men jeg siger: Vandrer efter Ånden, så fuldbyrde I ingenlunde Kødets Begæring. 048 GAL 005 017 Thi Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod Kødet; disse stå nemlig hinanden imod, for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst til. 048 GAL 005 018 Men når I drives af Ånden, ere I ikke under Loven. 048 GAL 005 019 Men Kødets Gerninger ere åbenbare, såsom: Utugt, Urenhed, Uterlighed, 048 GAL 005 020 Afgudsdyrkelse, Trolddom, Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Tvedragt, Partier, 048 GAL 005 021 Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øve sådanne Ting, skulle ikke arve Guds Rige. 048 GAL 005 022 Men Åndens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, 048 GAL 005 023 Sagtmodighed, Afholdenhed Imod sådanne er Loven ikke, 048 GAL 005 024 men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med dets Lidenskaber og Begæringer. 048 GAL 005 025 Når vi leve ved Ånden, da lader os også vandre efter Ånden! 048 GAL 005 026 Lader os ikke have Lyst til tom Ære, så at vi udæske hverandre og bære Avind imod hverandre. 048 GAL 006 001 Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver fristet! 048 GAL 006 002 Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov! 048 GAL 006 003 Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv. 048 GAL 006 004 Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten; 048 GAL 006 005 thi hver skal bære sin egen Byrde. 048 GAL 006 006 Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham. 048 GAL 006 007 Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske sår, det skal han også høste. 048 GAL 006 008 Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden. 048 GAL 006 009 Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt. 048 GAL 006 010 Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne! 048 GAL 006 011 Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen Hånd! 048 GAL 006 012 Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for Kristi Kors's Skyld. 048 GAL 006 013 Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose sig af eders Kød. 048 GAL 006 014 Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors, ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden. 048 GAL 006 015 Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny Skabning. 048 GAL 006 016 Og så mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel! 048 GAL 006 017 Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn på mit Legeme: 048 GAL 006 018 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd, Brødre! Amen. # # BOOK 049 EPH Ephesians Efeserne 049 EPH 001 001 Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus: 049 EPH 001 002 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 049 EPH 001 003 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus, 049 EPH 001 004 ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Åsyn, 049 EPH 001 005 idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag, 049 EPH 001 006 til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den elskede, 049 EPH 001 007 i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Nådes Rigdom, 049 EPH 001 008 som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand, 049 EPH 001 009 idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, 049 EPH 001 010 for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham, 049 EPH 001 011 i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd, 049 EPH 001 012 for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde håbet på Kristus, 049 EPH 001 013 i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd, 049 EPH 001 014 som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed. 049 EPH 001 015 derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige, 049 EPH 001 016 ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner om, 049 EPH 001 017 at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham, 049 EPH 001 018 gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige, 049 EPH 001 019 og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, 049 EPH 001 020 som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske, 049 EPH 001 021 langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men også i den kommende, 049 EPH 001 022 og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over alting til Menigheden, 049 EPH 001 023 der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle. 049 EPH 002 001 Også eder, da I vare døde ved eders Overtrædelser og Synder, 049 EPH 002 002 hvori I fordum vandrede efter denne Verdens Tidsånd, efter hans Vis, som hersker over Luftens Magt, over den Ånd, der nu er virksom i Genstridighedens Børn, 049 EPH 002 003 iblandt hvilke også vi fordum alle vandrede i vort Køds Begæringer og gjorde Kødets og Tankernes Villie og vare af Natur Vredes Børn ligesom også de andre, 049 EPH 002 004 men Gud, som er rig på Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, 049 EPH 002 005 også da vi vare døde ved vore Overtrædelser, levendegjort os med Kristus - af Nåde ere I frelste! 049 EPH 002 006 og medoprejst os og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus, 049 EPH 002 007 for at han i de tilkommende Tider kunde vise sin Nådes overvættes Rigdom ved Godhed imod os i Kristus Jesus. 049 EPH 002 008 Thi af Nåden ere I frelste ved Tro, og det ikke af eder selv, Guds er Gaven; 049 EPH 002 009 ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig. 049 EPH 002 010 Thi vi ere hans Værk, skabte i Kristus Jesus til gode Gerninger, som Gud forud beredte, for at vi skulde vandre i dem. 049 EPH 002 011 Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Hånden, 049 EPH 002 012 at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden. 049 EPH 002 013 Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. 049 EPH 002 014 Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, 049 EPH 002 015 Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred 049 EPH 002 016 og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. 049 EPH 002 017 Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. 049 EPH 002 018 Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen. 049 EPH 002 019 Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, 049 EPH 002 020 opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, 049 EPH 002 021 i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, 049 EPH 002 022 i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden. 049 EPH 003 001 Det er for denne Sags Skyld, at jeg, Paulus, Kristi Jesu Fange for eder, I Hedninger, 049 EPH 003 002 om I da have hørt om Husholdningen med den Guds Nåde, som blev given mig til eder, 049 EPH 003 003 at ved Åbenbarelse blev Hemmeligheden kundgjort mig, således som jeg foran kortelig har skrevet, 049 EPH 003 004 hvoraf I, når I læse det, kunne skønne min Indsigt i Kristi Hemmelighed, 049 EPH 003 005 som i andre Slægter ikke blev kundgjort for Menneskenes Børn, således som den nu er bleven åbenbaret hans hellige Apostle og Profeter ved Ånden: 049 EPH 003 006 nemlig at Hedningerne ere Medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i Forjættelsen i Kristus Jesus ved Evangeliet, 049 EPH 003 007 hvis Tjener jeg er bleven ifølge den Guds Nådes Gave, som blev given mig ved hans Magts Virkekraft. 049 EPH 003 008 Mig, den allerringeste af alle hellige, blev denne Nåde given at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi uransagelige Rigdom 049 EPH 003 009 og at oplyse alle om, hvilken Husholdningen med den Hemmelighed er, som fra Evighed har været skjult i Gud, der skabte alle Ting, 049 EPH 003 010 for at Guds mangfoldige Visdom skulde nu ved Menigheden blive kundgjort for Magterne og Myndighederne i det himmelske, 049 EPH 003 011 efter det evige Forsæt, som han fuldbyrdede ved Kristus Jesus, vor Herre, 049 EPH 003 012 i hvem vi have Frimodigheden og Adgang med Tillid ved Troen på ham. 049 EPH 003 013 Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder. 049 EPH 003 014 For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, 049 EPH 003 015 fra hvem enhver Faderlighed i Himle og på Jord har sit Navn, 049 EPH 003 016 at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Ånd i det indvortes Menneske; 049 EPH 003 017 at Kristus må bo ved Troen i eders Hjerter, 049 EPH 003 018 for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formå at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, 049 EPH 003 019 og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde. 049 EPH 003 020 Men ham, som formår over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstå, efter den Magt, som er virksom i os, 049 EPH 003 021 ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen. 049 EPH 004 001 Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, 049 EPH 004 002 med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed 049 EPH 004 003 og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd; 049 EPH 004 004 eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse; 049 EPH 004 005 een Herre, een Tro, een Dåb, 049 EPH 004 006 een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle! 049 EPH 004 007 Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål. 049 EPH 004 008 Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver." 049 EPH 004 009 Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne. 049 EPH 004 010 Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. 049 EPH 004 011 Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, 049 EPH 004 012 til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, 049 EPH 004 013 indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst, 049 EPH 004 014 for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; 049 EPH 004 015 men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, 049 EPH 004 016 ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed. 049 EPH 004 017 Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, 049 EPH 004 018 formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse, 049 EPH 004 019 de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. 049 EPH 004 020 Men I have ikke således lært Kristus, 049 EPH 004 021 om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus, 049 EPH 004 022 at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, 049 EPH 004 023 men fornyes i eders Sinds Ånd 049 EPH 004 024 og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed. 049 EPH 004 025 Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. 049 EPH 004 026 Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; 049 EPH 004 027 giver ikke heller Djævelen Rum! 049 EPH 004 028 Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. 049 EPH 004 029 Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; 049 EPH 004 030 og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. 049 EPH 004 031 Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! 049 EPH 004 032 Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus. 049 EPH 005 001 Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, 049 EPH 005 002 og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt. 049 EPH 005 003 Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige, 049 EPH 005 004 ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse. 049 EPH 005 005 Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige. 049 EPH 005 006 Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn. 049 EPH 005 007 Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem! 049 EPH 005 008 Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn; 049 EPH 005 009 (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed, ) 049 EPH 005 010 så I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren. 049 EPH 005 011 Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; 049 EPH 005 012 thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige; 049 EPH 005 013 men alt dette bliver åbenbaret, når det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver åbenbaret, er Lys. 049 EPH 005 014 Derfor hedder det: "Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!" 049 EPH 005 015 Ser derfor nøje til, hvorledes I vandre, ikke som uvise, men som vise, 049 EPH 005 016 så I købe den belejlige Tid, efterdi Dagene ere onde. 049 EPH 005 017 Derfor bliver ikke uforstandige, men skønner, hvad Herrens Villie er. 049 EPH 005 018 Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden, 049 EPH 005 019 så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren 049 EPH 005 020 og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn 049 EPH 005 021 og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt; 049 EPH 005 022 Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; 049 EPH 005 023 thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. 049 EPH 005 024 Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting. 049 EPH 005 025 I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, 049 EPH 005 026 for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, 049 EPH 005 027 for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte være hellig og ulastelig. 049 EPH 005 028 Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den, som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. 049 EPH 005 029 Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus Menigheden. 049 EPH 005 030 Thi vi ere Lemmer på hans Legeme. 049 EPH 005 031 Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. 049 EPH 005 032 Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. 049 EPH 005 033 Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden! 049 EPH 006 001 I Børn! adlyder eders Forældre i Herren, thi dette er ret. 049 EPH 006 002 "Ær din Fader og Moder", dette er jo det første Bud med Forjættelse, 049 EPH 006 003 "for at det må gå dig vel, og du må leve længe i Landet." 049 EPH 006 004 Og I Fædre! opirrer ikke eders Børn, men opfostrer dem i Herrens Tugt og Formaning! 049 EPH 006 005 I Trælle! adlyder eders Herrer efter Kødet med Frygt og Bæven i eders Hjertes Enfold som Kristus; 049 EPH 006 006 ikke med Øjentjeneste, som de, der ville tækkes Mennesker, men som Kristi Tjenere, så I gøre Guds Villie af Hjertet, 049 EPH 006 007 idet I med god Villie gøre Tjeneste som for Herren, og ikke for Mennesker, 049 EPH 006 008 idet I vide, at hvad godt enhver gør, det skal han få igen af Herren, hvad enten han er Træl eller fri. 049 EPH 006 009 Og I Herrer! gører det samme imod dem, så I lade Trusel fare, idet I vide, at både deres og eders Herre er i Himlene, og der er ikke Persons Anseelse hos ham. 049 EPH 006 010 For øvrigt bliver stærke i Herren og i hans Styrkes Vælde! 049 EPH 006 011 Ifører eder Guds fulde Rustning, for at I må kunne bolde Stand imod Djævelens snedige Anløb. 049 EPH 006 012 Thi for os står Kampen ikke imod Blod og Kød, men imod Magterne, imod Myndighederne, imod Verdensherskerne i dette Mørke, imod Ondskabens Åndemagter i det himmelske. 049 EPH 006 013 Derfor tager Guds fulde Rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde Dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt. 049 EPH 006 014 Så står da omgjordede om eders Lænd med Sandhed og iførte Retfærdighedens Panser. 049 EPH 006 015 Fødderne ombundne med Kampberedthed fra Fredens Evangelium; 049 EPH 006 016 og i alle Forhold løfter Troens Skjold, med hvilket I ville kunne slukke alle den ondes gloende Pile, 049 EPH 006 017 og tager imod Frelsens Hjelm og Åndens Sværd, som er Guds Ord, 049 EPH 006 018 idet I under al Påkaldelse og Bøn bede til enhver Tid i Ånden og ere årvågne dertil i al Vedholdenhed og Bøn for alle de hellige, 049 EPH 006 019 også for mig, om at der må gives mig Ord, når jeg oplader min Mund, til med Frimodighed at kundgøre Evangeliets Hemmelighed, 049 EPH 006 020 for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, for at jeg må have Frimodighed deri til at tale, som jeg bør. 049 EPH 006 021 Men for at også I skulle kende mine Forhold, hvorledes det går mig, da skal Tykikus, den elskede Broder og tro Tjener i Herren kundgøre eder alt; 049 EPH 006 022 ham sender jeg til eder, just for at I skulle lære at kende, hvorledes det står til hos os, og for at han skal opmuntre eders Hjerter. 049 EPH 006 023 Fred være med Brødrene og Kærlighed med Tro fra Gud Fader og den Herre Jesus Kristus! 049 EPH 006 024 Nåden være med alle dem, som elske vor Herre Jesus Kristus i Uforkrænkelighed! # # BOOK 050 PHI Philippians Filipperne 050 PHI 001 001 Paulus og Timotheus, Kristi Jesu Tjener, til alle de hellige i Kristus Jesus, som ere i Filippi, med Tilsynsmænd og Menighedstjenere. 050 PHI 001 002 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 050 PHI 001 003 Jeg takker min Gud, så ofte jeg kommer eder i Hu, 050 PHI 001 004 idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde, 050 PHI 001 005 for eders Deltagelse i Evangeliet fra den første Dag indtil nu; 050 PHI 001 006 forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag, 050 PHI 001 007 således som det jo er ret for mig at mene dette om eder alle, efterdi jeg har eder i Hjertet både under mine Lænker og under Evangeliets Forsvar og Stadfæstelse, fælles som I jo alle ere med mig om Nåden. 050 PHI 001 008 Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med Kristi Jesu inderlige Kærlighed. 050 PHI 001 009 Og derom beder jeg, at eders Kærlighed fremdeles må blive mere og mere rig på Erkendelse og al Skønsomhed, 050 PHI 001 010 så I kunne værdsætte de forskellige Ting, for at I må være rene og uden Anstød til Kristi Dag, 050 PHI 001 011 fyldte med Retfærdigheds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Pris. 050 PHI 001 012 Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at mine Forhold snarere have tjent til Evangeliets Fremme, 050 PHI 001 013 så at det er blevet åbenbart for hele Livvagten og for alle de øvrige, at mine Lænker bæres for Kristi Skyld, 050 PHI 001 014 og de fleste af Brødrene fik i Tillid til Herren ved mine Lænker end mere Dristighed til at tale Guds Ord uden Frygt. 050 PHI 001 015 Nogle prædike vel også Kristus for Avinds og Kivs Skyld, men nogle også i en god Mening. 050 PHI 001 016 Disse gøre det af Kærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangeliet; 050 PHI 001 017 men hine forkynde Kristus af Egennytte, ikke ærligt, men i den Tanke at føje Trængsel til mine Lænker. 050 PHI 001 018 Hvad så? Kristus forkyndes dog på enhver Måde, være sig på Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, og jeg vil også fremdeles glæde mig. 050 PHI 001 019 Thi jeg ved, at dette skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og Jesu Kristi Ånds Hjælp, 050 PHI 001 020 efter min Længsel og mit Håb, at jeg i intet skal blive til Skamme, men at Kristus skal med al Frimodighed, som altid, så også nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død. 050 PHI 001 021 Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding. 050 PHI 001 022 Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min Gerning, så ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge; 050 PHI 001 023 men jeg står tvivlrådig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var såre meget bedre; 050 PHI 001 024 men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld. 050 PHI 001 025 Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen, 050 PHI 001 026 for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at jeg atter kommer til Stede iblandt eder. 050 PHI 001 027 Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om eder, at I stå faste i een Ånd, så at I med een Sjæl stride tilsammen for Troen på Evangeliet 050 PHI 001 028 og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi dette er for dem et Tegn på Undergang, men for eder på Frelse, og det fra Gud. 050 PHI 001 029 Thi eder er det forundt for Kristi Skyld - ikke alene at tro på ham, men også at lide for hans Skyld, 050 PHI 001 030 idet I have den samme Kamp, som I have set på mig og nu høre om mig. 050 PHI 002 001 Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: 050 PHI 002 002 da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, 050 PHI 002 003 intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv 050 PHI 002 004 og ikke se hver på sit, men enhver også på andres. 050 PHI 002 005 Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus, 050 PHI 002 006 han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, 050 PHI 002 007 men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig; 050 PHI 002 008 og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. 050 PHI 002 009 Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, 050 PHI 002 010 for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden, 050 PHI 002 011 og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære. 050 PHI 002 012 Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven; 050 PHI 002 013 thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke, efter sit Velbehag. 050 PHI 002 014 Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, 050 PHI 002 015 for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, 050 PHI 002 016 idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. 050 PHI 002 017 Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. 050 PHI 002 018 Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig! 050 PHI 002 019 Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det går eder. 050 PHI 002 020 Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det går eder; 050 PHI 002 021 thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. 050 PHI 002 022 Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet. 050 PHI 002 023 Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min Sag. 050 PHI 002 024 Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal komme. 050 PHI 002 025 Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, 050 PHI 002 026 efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. 050 PHI 002 027 Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg på Sorg. 050 PHI 002 028 Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og jeg være mere sorgfri. 050 PHI 002 029 Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i Ære; 050 PHI 002 030 thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig. 050 PHI 003 001 I øvrigt, mine Brødre glæder eder i Herren! At skrive det samme til eder er ikke til Besvær for mig, men er betryggende for eder. 050 PHI 003 002 Holder Øje med Hundene, holder Øje med de slette Arbejdere, holder Øje med Sønderskærelsen! 050 PHI 003 003 Thi vi ere Omskærelsen, vi, som tjene i Guds Ånd og rose os i Kristus Jesus og ikke forlade os på Kødet", 050 PHI 003 004 endskønt også jeg har det, jeg kunde forlade mig på også i Kødet, Dersom nogen anden synes, han kan forlade sig på Kødet, kan jeg det mere. 050 PHI 003 005 Jeg er omskåren på den ottende Dag, af Israels Slægt, Benjamins Stamme, en Hebræer af Hebræere, over for Loven en Farisæer, 050 PHI 003 006 i Nidkærhed en Forfølger af Menigheden, i Retfærdigheden efter Loven udadlelig. 050 PHI 003 007 Men hvad der var mig Vinding, det har jeg for Kristi Skyld agtet for Tab; 050 PHI 003 008 ja sandelig, jeg agter endog alt for at være Tab imod det langt højere, at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis Skyld jeg har lidt Tab på alt og agter det for Skarn, for at jeg kan vinde Kristus 050 PHI 003 009 og findes i ham, så jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Tro på Kristus, Retfærdigheden fra Gud på Grundlag af Troen, 050 PHI 003 010 for at jeg må kende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund, idet jeg bliver ligedannet med hans Død, 050 PHI 003 011 om jeg dog kunde nå til Opstandelsen fra de døde. 050 PHI 003 012 Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det, efterdi jeg også er greben af Kristus Jesus. 050 PHI 003 013 Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg har grebet det. 050 PHI 003 014 Men eet gør jeg: glemmende, hvad der er bagved, men rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod Målet, til den Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus. 050 PHI 003 015 Lader da os, så mange som ere fuldkomne, have dette Sindelag; og er der noget, hvori I ere anderledes sindede, da skal Gud åbenbare eder også dette. 050 PHI 003 016 Kun at vi, så vidt vi ere komne, vandre i samme Retning. 050 PHI 003 017 Vorder mine Efterlignere, Brødre! og agter på dem, der vandre således, som I have os til Forbillede. 050 PHI 003 018 Thi mange vandre, som jeg ofte har sagt eder, men nu også siger med Tårer, som Kristi Kors's Fjender, 050 PHI 003 019 hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skændsel, de, som tragte efter de jordiske Ting. 050 PHI 003 020 Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi også forvente som Frelser den Herre Jesus Kristus, 050 PHI 003 021 der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han også kan underlægge sig alle Ting. 050 PHI 004 001 Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans! står således fast i Herren, I elskede! 050 PHI 004 002 Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i Herren. 050 PHI 004 003 Ja, jeg beder også dig, min ægte Synzygus! tag dig af dem; thi de have med mig stridt i Evangeliet, tillige med Klemens og mine øvrige Medarbejdere, hvis Navne stå i Livets Bog. 050 PHI 004 004 Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder eder! 050 PHI 004 005 Eders milde Sind vorde kendt af alle Mennesker! Herren er nær! 050 PHI 004 006 Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse; 050 PHI 004 007 og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus. 050 PHI 004 008 I øvrigt, Brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: lægger eder det på Sinde! 050 PHI 004 009 Hvad I både have lært og modtaget og hørt og set på mig, dette skulle I gøre, og Fredens Gud skal være med eder. 050 PHI 004 010 Men jeg har højlig glædet mig i Herren over, at I nu omsider ere komne til Kræfter, så at I kunne tænke på mit Vel, hvorpå I også forhen tænkte, men I manglede Lejlighed. 050 PHI 004 011 Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. 050 PHI 004 012 Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn. 050 PHI 004 013 Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk. 050 PHI 004 014 Dog gjorde I vel i at tage Del i min Trængsel. 050 PHI 004 015 Men I vide det også selv, Filippensere! at i Evangeliets Begyndelse, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen Menighed, som havde Regning med mig over givet og modtaget, uden I alene. 050 PHI 004 016 Thi endog i Thessalonika sendte I mig både een og to Gange, hvad jeg havde nødig. 050 PHI 004 017 Ikke at jeg attrår Gaven, men jeg attrår den Frugt, som bliver rigelig til eders Fordel. 050 PHI 004 018 Nu har jeg nok af alt og har Overflod; jeg har fuldt op efter ved Epafroditus at have modtaget eders Gave, en Vellugts-Duft, et velkomment Offer, velbehageligt for Gud. 050 PHI 004 019 Men min Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give eder alt, hvad I have nødig, i Herlighed i Kristus Jesus. 050 PHI 004 020 Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder! Amen. 050 PHI 004 021 Hilser hver hellig i Kristus Jesus. 050 PHI 004 022 De Brødre, som ere hos mig, hilse eder. Alle de hellige hilse eder, men mest de af Kejserens Hus. 050 PHI 004 023 Den Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd! # # BOOK 051 COL Colossians Kolossensern 051 COL 001 001 Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, og Broderen Timotheus. 051 COL 001 002 til de hellige og troende Brødre i Kristus i Kolossæ: Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader! 051 COL 001 003 Vi takke Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader altid, når vi bede for eder, 051 COL 001 004 da vi have hørt om eders Tro på Kristus Jesus og den Kærlighed, som I have til alle de hellige 051 COL 001 005 på Grund af det Håb, som er henlagt til eder i Himlene, om hvilket I forud have hørt i Evangeliets Sandheds Ord, 051 COL 001 006 der er kommet til eder, ligesom det også er i den hele Verden, idet det bærer Frugt og vokser, ligesom det også gør iblandt eder fra den Dag, I hørte og erkendte Guds Nåde i Sandhed, 051 COL 001 007 således som I have lært af Epafras, vor elskede Medtjener som er en tro Kristi Tjener for eder, 051 COL 001 008 han, som også gav os eders Kærlighed i Ånden til Kende. 051 COL 001 009 Derfor have også vi fra den Dag, vi hørte det, ikke ophørt at bede for eder og begære, at I måtte fyldes med Erkendelsen af hans Villie i al Visdom og åndelige Indsigt 051 COL 001 010 til at vandre Herren værdigt, til alt Velbehag, idet I bære Frugt og vokse i al god Gerning ved Erkendelsen af Gud, 051 COL 001 011 idet I styrkes med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Udholdenhed og Tålmodighed med Glæde 051 COL 001 012 og takke Faderen, som gjorde os dygtige til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset, 051 COL 001 013 han, som friede os ud af Mørkets Magt og satte os over i sin elskede Søns Rige, 051 COL 001 014 i hvem vi have Forløsningen, Syndernes Forladelse, 051 COL 001 015 han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; 051 COL 001 016 thi i ham bleve alle Ting skabte i Himlene og på Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Magter eller Myndigheder. Alle Ting ere skabte ved ham og til ham; 051 COL 001 017 og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestå ved ham. 051 COL 001 018 Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen, førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting; 051 COL 001 019 thi det behagede Gud, at i ham skulde hele Fylden bo, 051 COL 001 020 og ved ham at forlige alle Ting med sig, være sig dem på Jorden eller dem i Himlene, idet han stiftede Fred ved hans Kors's Blod. 051 COL 001 021 Også eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag i eders onde Gerninger, 051 COL 001 022 har han dog nu forligt i sit Køds Legeme ved Døden for at fremstille eder hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Åsyn, 051 COL 001 023 så sandt I blive i Troen, grundfæstede og faste, uden at lade eder rokke fra Håbet i det Evangelium, som I have hørt, hvilket er blevet prædiket i al Skabningen under Himmelen, og hvis Tjener jeg Paulus er bleven. 051 COL 001 024 Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, 051 COL 001 025 hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord, 051 COL 001 026 den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter, men nu er bleven åbenbaret for hans hellige, 051 COL 001 027 hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom på Herlighed iblandt Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i eder, Herlighedens Håb, 051 COL 001 028 hvem vi forkynde, idet vi påminde hvert Menneske og lære hvert Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert Menneske som fuldkomment i Kristus; 051 COL 001 029 hvorpå jeg også arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som virker mægtigt i mig. 051 COL 002 001 Thi jeg vil, at I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for eder og for dem i Laodikea og for alle, som ikke have set mit Åsyn i Kødet, 051 COL 002 002 for at deres Hjerter må opmuntres, idet de sammenknyttes i Kærlighed og til den fuldvisse Indsigts hele Rigdom, til Erkendelse af Guds Hemmelighed, Kristus. 051 COL 002 003 i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte findes skjulte. 051 COL 002 004 Dette siger jeg, for at ingen skal bedrage eder med lokkende Tale. 051 COL 002 005 Thi om jeg også i Kødet er fraværende, så er jeg dog i Ånden hos eder og glæder mig ved at se eders Orden og Fastheden i eders Tro på Kristus. 051 COL 002 006 Derfor, ligesom I have modtaget Kristus Jesus, Herren, så vandrer i ham, 051 COL 002 007 idet I ere rodfæstede og opbygges i ham og, stadfæstes ved Troen, således som I bleve oplærte, så I vokse i den med Taksigelse. 051 COL 002 008 Ser til, at der ikke skal være nogen, som gør eder til Bytte ved den verdslige Visdom og tomt Bedrag efter Menneskers Overlevering, efter Verdens Børnelærdom og ikke efter Kristus; 051 COL 002 009 thi i ham bor Guddommens hele Fylde legemlig, 051 COL 002 010 og i ham have I eders Fylde, ham, som er Hovedet for al Magt og Myndighed; 051 COL 002 011 i hvem I også ere blevne omskårne med en Omskærelse, som ikke er gjort med Hænder, ved Afførelsen af Kødets Legeme, ved Kristi Omskærelse, 051 COL 002 012 idet I bleve begravne med ham i Dåben, i hvilken I også bleve medoprejste ved Troen på Guds Virkekraft, som oprejste ham fra de døde. 051 COL 002 013 Også eder, som vare døde i eders Overtrædelser og eders Køds Forhud, eder gjorde han levende tillige med ham, idet han tilgav os alle vore Overtrædelser 051 COL 002 014 og udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger, hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det til Korset; 051 COL 002 015 efter at have afvæbnet Magterne og Myndighederne, stillede han dem åbenlyst til Skue, da han i ham førte dem i Sejrstog. 051 COL 002 016 Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, 051 COL 002 017 hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Kristi. 051 COL 002 018 Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen, idet han finder Behag i Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig på, hvad han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind, 051 COL 002 019 og ikke holder fast ved Hovedet, ud fra hvem hele Legemet, idet det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Bånd, vokser Guds Vækst. 051 COL 002 020 Når I med Kristus ere døde fra Verdens Børnelærdom, hvorfor lade I eder da pålægge Befalinger, som om I levede i Verden: 051 COL 002 021 "Tag ikke, smag ikke, rør ikke derved!" 051 COL 002 022 (hvilket alt er bestemt til at forgå ved at forbruges) efter Menneskenes Bud og Lærdomme? 051 COL 002 023 thi alt dette har Ord for Visdom ved selvgjort Dyrkelse og Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved noget, som er Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet. 051 COL 003 001 Når I altså, ere blevne oprejste med Kristus, da søger det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre Hånd. 051 COL 003 002 Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på Jorden. 051 COL 003 003 Thi I ere døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud. 051 COL 003 004 Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed. 051 COL 003 005 Så døder da de jordiske Lemmer, Utugt Urenhed, Brynde, ondt Begær og Havesygen, som jo er Afgudsdyrkelse; 051 COL 003 006 for disse Tings Skyld kommer Guds Vrede. 051 COL 003 007 I dem vandrede også I fordum, da I levede deri. 051 COL 003 008 Men nu skulle også I aflægge det alt sammen, Vrede, Hidsighed, Ondskab, Forhånelse, slem Snak af eders Mund. 051 COL 003 009 Lyver ikke for hverandre, da I have afført eder det gamle Menneske med dets Gerninger 051 COL 003 010 og iført eder det nye, som fornyes til Erkendelse efter hans Billede, der skabte det; 051 COL 003 011 hvor der ikke er Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar, Skyther, Træl, fri, men Kristus er alt og i alle. 051 COL 003 012 Så ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed, 051 COL 003 013 så I bære over med hverandre og tilgive hverandre, dersom nogen har Klagemål imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, således også I! 051 COL 003 014 Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er Fuldkommenhedens Bånd. 051 COL 003 015 Og Kristi Fred råde i eders Hjerter, til hvilken I også bleve kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige! 051 COL 003 016 Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. 051 COL 003 017 Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham. 051 COL 003 018 I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. 051 COL 003 019 I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! 051 COL 003 020 I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er velbehageligt i Herren. 051 COL 003 021 I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe Modet. 051 COL 003 022 I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets Enfold, frygtende Herren. 051 COL 003 023 Hvad I end foretage eder, så gører det af Hjertet, som for Herren og ikke for Mennesker, 051 COL 003 024 da I vide, at I af Herren skulle få Arven til Vederlag; det er den Herre Kristus, I tjene. 051 COL 003 025 Thi den, som gør Uret, skal få igen, hvad Uret han gjorde, og der er ikke Persons Anseelse. 051 COL 004 001 I Herrer! yder eders Trælle, hvad ret og billigt er, da I vide, at også I have en Herre i Himmelen. 051 COL 004 002 Værer vedholdendene i; Bønnen, idet I ere årvågne i den med Taksigelse. 051 COL 004 003 idet I tillige bede også for os, at Gud vil oplade os en Ordets Dør til at tale Kristi Hemmelighed, for hvis Skyld jeg også er bunden, 051 COL 004 004 for at jeg kan åbenbare den således, som jeg bør tale. 051 COL 004 005 Vandrer i Visdom overfor dem, som ere udenfor, så I købe den belejlige Tid. 051 COL 004 006 Eders Tale være altid med Ynde, krydret med Salt, så I vide, hvorledes I bør svare enhver især. 051 COL 004 007 Hvorledes det går mig, skal Tykikus, den elskede Broder og tro Tjener og Medtjener i Herren, kundgøre eder alt sammen; 051 COL 004 008 ham sender jeg til eder, netop for at I skulle lære at kende, hvorledes det står til med os, og for at han skal opmuntre eders Hjerter, 051 COL 004 009 tillige med Onesimus, den tro og elskede Broder, som er fra eders By; de skulle fortælle eder, hvorledes alt står til her. 051 COL 004 010 Aristarkus, min Medfange, hilser eder, og Markus, Barnabas's Søskendebarn, om hvem I have fået Befalinger - dersom han kommer til eder, da tager imod ham - 051 COL 004 011 og Jesus, som kaldes Justus, hvilke af de omskårne ere de eneste Medarbejdere for Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst. 051 COL 004 012 Epafras hilser eder, han, som er fra eders By, en Kristi Jesu Tjener, som altid strider for eder i sine Bønner, før at I må stå fuldkomne og fuldvisse i al Guds Villie. 051 COL 004 013 Thi jeg giver ham det Vidnesbyrd, at han har megen Møje for eder og dem i Laodikea og dem i Hierapolis, 051 COL 004 014 Lægen Lukas, den elskede, hilser eder, og Demas. 051 COL 004 015 Hilser Brødrene i Laodikea og Nymfas og Menigheden i deres Hus. 051 COL 004 016 Og når dette Brev er oplæst hos eder, da sørger for, at det også bliver oplæst i Laodikensernes Menighed, og at I også læse Brevet fra Laodikea. 051 COL 004 017 Og siger til Arkippus: Giv Agt på den Tjeneste, som du har modtaget i Herren, at du fuldbyrder den. 051 COL 004 018 Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd. Kommer mine Lænker i Hu Nåde være med eder! # # BOOK 052 1TH 1 Thessalonians 1 Tessalonikerne 052 1TH 001 001 Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Nåde være med eder og Fred! 052 1TH 001 002 Vi takke Gud altid for eder alle, når vi komme eder i Hu i vore Bønner, 052 1TH 001 003 idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Håbet på vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Åsyn, 052 1TH 001 004 efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, 052 1TH 001 005 at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men også i Kraft og i den Helligånd og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. 052 1TH 001 006 Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligånd, 052 1TH 001 007 så at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; 052 1TH 001 008 thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro på Gud kommen ud, så at vi ikke have nødig at tale derom. 052 1TH 001 009 Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud 052 1TH 001 010 og vente på hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede. 052 1TH 002 001 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves; 052 1TH 002 002 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp. 052 1TH 002 003 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig; 052 1TH 002 004 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter. 052 1TH 002 005 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne; 052 1TH 002 006 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. 052 1TH 002 007 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn, 052 1TH 002 008 således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige. 052 1TH 002 009 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder. 052 1TH 002 010 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro; 052 1TH 002 011 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn 052 1TH 002 012 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed. 052 1TH 002 013 Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro. 052 1TH 002 014 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne, 052 1TH 002 015 der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod, 052 1TH 002 016 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud. 052 1TH 002 017 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel, 052 1TH 002 018 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri. 052 1TH 002 019 Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? 052 1TH 002 020 I ere jo vor Ære og Glæde. 052 1TH 003 001 Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at lades alene tilbage i Athen, 052 1TH 003 002 og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener i Kristi Evangelium, for at styrke eder og formane eder angående eders Tro, 052 1TH 003 003 for at ingen skulde blive vakelmodig i disse Trængsler; I vide jo selv, at dertil ere vi bestemte. 052 1TH 003 004 Thi også da vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde komme til at lide Trængsler, som det også er sket, og som I vide. 052 1TH 003 005 Derfor sendte også jeg Bud, da jeg ikke længer kunde udholde det, for at få Besked om eders Tro, om måske Fristeren skulde have fristet eder, og vor Møje skulde blive forgæves. 052 1TH 003 006 Men nu, da Timotheus er kommen til os fra eder og har bragt os godt Budskab om eders Tro og Kærlighed og om, at I altid have os i god Ihukommelse, idet I længes efter at se os, ligesom vi efter eder: 052 1TH 003 007 så ere vi af den Grund, Brødre! blevne trøstede med Hensyn til eder under al vor Nød og Trængsel, ved eders Tro. 052 1TH 003 008 Thi nu leve vi, når I stå fast i Herren. 052 1TH 003 009 Thi hvilken Tak kunne vi bringe Gud for eder til Gengæld for al den Glæde; hvormed vi glæde os over eder for vor Guds Åsyn, 052 1TH 003 010 idet vi Nat og Dag inderligt bede om at måtte få eder selv at se og råde Bod på eders Tros Mangler? 052 1TH 003 011 Men han selv, vor Gud og Fader, og vor Herre Jesus Kristus styre vor Vej til eder! 052 1TH 003 012 Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til eder, 052 1TH 003 013 så at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med alle hans hellige! 052 1TH 004 001 Så bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, således som I jo også gøre, at I således må gøre end yderligere Fremgang. 052 1TH 004 002 I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus. 052 1TH 004 003 Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder fra Utugt; 052 1TH 004 004 at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og Ære, 052 1TH 004 005 ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud; 052 1TH 004 006 at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt dette, som vi også før have sagt og vidnet for eder. 052 1TH 004 007 Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse. 052 1TH 004 008 Derfor altså, den, som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som også giver sin Helligånd til eder. 052 1TH 004 009 Men om Broderkærligheden have I ikke nødig, at jeg skal skrive eder til; thi I ere selv oplærte af Gud til at elske hverandre; 052 1TH 004 010 det gøre I jo også imod alle Brødrene i hele Makedonien; men vi formane eder, Brødre! til yderligere Fremgang 052 1TH 004 011 og til at sætte en Ære i at leve stille og varetage hver sit og arbejde med eders Hænder, således som vi bød eder, 052 1TH 004 012 for at I kunne vandre sømmeligt over for dem, som ere udenfor, og for ikke at trænge til nogen. 052 1TH 004 013 Men vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende med Hensyn til dem, som sove hen, for at I ikke skulle sørge som de andre, der ikke have Håb. 052 1TH 004 014 Thi når vi tro, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud ligeså ved Jesus føre de hensovede frem med ham. 052 1TH 004 015 Thi dette sige vi eder med Herrens Ord, at vi levende, som blive tilbage til Herrens Tilkommelse, vi skulle ingenlunde komme forud for de hensovede. 052 1TH 004 016 Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilråb, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle opstå først; 052 1TH 004 017 derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes tillige med dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og så skulle vi altid være sammen med Herren. 052 1TH 004 018 Så trøster hverandre med disse Ord! 052 1TH 005 001 Men om Tid og Time, Brødre! have I ikke nødig, at der skrives til eder; 052 1TH 005 002 thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten. 052 1TH 005 003 Når de sige: "Fred og ingen Fare!" da kommer Undergang pludselig, over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undfly. 052 1TH 005 004 Men I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske eder som en Tyv. 052 1TH 005 005 Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens eller Mørkets Børn. 052 1TH 005 006 Så lader os da ikke sove ligesom de andre, men lader os våge og være ædrue! 052 1TH 005 007 Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som beruse sig, ere berusede om Natten. 052 1TH 005 008 Men da vi høre Dagen til, så lader os være ædrue, iførte Troens og Kærlighedens Panser og Frelsens Håb som Hjelm! 052 1TH 005 009 Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus, 052 1TH 005 010 som døde for os, for at vi, hvad enten vi våge eller sove, skulle leve sammen med ham. 052 1TH 005 011 Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom I også gøre. 052 1TH 005 012 Men vi bede eder, Brødre! at I skønne på dem, som arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og påminde eder, 052 1TH 005 013 og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder Fred med hverandre! 052 1TH 005 014 Og vi formane eder, Brødre! påminder de uskikkelige, trøster de modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige imod alle! 052 1TH 005 015 Ser til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræber altid efter det gode, både imod hverandre og imod alle. 052 1TH 005 016 Værer altid glade, 052 1TH 005 017 beder uafladelig, 052 1TH 005 018 takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i Kristus Jesus. 052 1TH 005 019 Udslukker ikke Ånden, 052 1TH 005 020 ringeagter ikke Profetier, 052 1TH 005 021 prøver alt, beholder det gode! 052 1TH 005 022 Holder eder fra det onde under alle Skikkelser! 052 1TH 005 023 Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og gid eders Ånd og Sjæl og Legeme må bevares helt og holdent, uden Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse! 052 1TH 005 024 Trofast er han, som kaldte eder, han skal også gøre det. 052 1TH 005 025 Brødre! beder for os! 052 1TH 005 026 Hilser alle Brødrene med et helligt Kys! 052 1TH 005 027 Jeg besværger eder ved Herren, at dette Brev må blive oplæst for alle de hellige Brødre. 052 1TH 005 028 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder! # # BOOK 053 2TH 2 Thessalonians 2 Tessalonikerne 053 2TH 001 001 Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus: 053 2TH 001 002 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 053 2TH 001 003 Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmåde, og den indbyrdes Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle, 053 2TH 001 004 så at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de Trængsler, som I udstå, 053 2TH 001 005 et Bevis på Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I også lide; 053 2TH 001 006 hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til Gengæld, som trænge eder, 053 2TH 001 007 og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, 053 2TH 001 008 med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium, 053 2TH 001 009 de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed. 053 2TH 001 010 når han kommer for på hin Dag at herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort Vidnesbyrd til eder. 053 2TH 001 011 Derfor bede vi også altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, 053 2TH 001 012 for at vor Herres Jesu Navn må herliggøres i eder, og I i ham. efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Nåde. 053 2TH 002 001 Men vi bede eder, Brødre! angående vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham, 053 2TH 002 002 at I ikke i en Hast må lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Ånd eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Hånden. 053 2TH 002 003 Lad ingen bedrage eder i nogen Måde; thi først må jo Frafaldet komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn, 053 2TH 002 004 han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt. hvad der kaldes Gud eller Helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud. 053 2TH 002 005 Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? 053 2TH 002 006 Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han åbenbares i sin Tid. 053 2TH 002 007 Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først må komme af Vejen 053 2TH 002 008 og da skal den lovløse åbenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Ånde og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Åbenbarelse, 053 2TH 002 009 han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere 053 2TH 002 010 og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste. 053 2TH 002 011 Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen, 053 2TH 002 012 for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden. 053 2TH 002 013 Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til Frelse ved Åndens Helligelse og Tro på Sandheden, 053 2TH 002 014 hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed. 053 2TH 002 015 Så står da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer, hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev. 053 2TH 002 016 Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket og givet os en evig Trøst og et godt Håb i Nåde, 053 2TH 002 017 han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og Tale! 053 2TH 003 001 I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord må have Løb og forherliges ligesom hos eder, 053 2TH 003 002 og at vi må fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen er ikke alles. 053 2TH 003 003 Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra det onde; 053 2TH 003 004 og vi have den Tillid til eder i Herren, at I både gøre og ville gøre, hvad vi byde. 053 2TH 003 005 Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed! 053 2TH 003 006 Men vi byde eder, Brødre! i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I holde eder borte fra enhver Broder, som vandrer uskikkeligt og ikke efter den Overlevering, som de modtoge af os. 053 2TH 003 007 I vide jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi have ikke levet uskikkeligt iblandt eder, 053 2TH 003 008 ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med Møje og Anstrengelse, Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde. 053 2TH 003 009 Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os. 053 2TH 003 010 Også da vi vare hos eder, bød vi eder jo dette, at dersom nogen ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden! 053 2TH 003 011 Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkeligt iblandt eder, idet de ikke arbejde, men tage sig uvedkommende Ting for. 053 2TH 003 012 Sådanne byde og formane vi i den Herre Jesus Kristus, at de skulle arbejde i Stilhed og således spise deres eget Brød. 053 2TH 003 013 Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gøre det gode! 053 2TH 003 014 Men dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet, da mærker eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han må skamme sig! 053 2TH 003 015 Dog skulle I ikke agte ham for en Fjende, men påminde ham som en Broder! 053 2TH 003 016 Men han selv, Fredens Herre, give eder Freden altid, i alle Måder! Herren være med eder alle! 053 2TH 003 017 Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd, hvilket er et Mærke i hvert Brev. Således skriver jeg. 053 2TH 003 018 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! # # BOOK 054 1TI 1 Timothy 1 Timoteus 054 1TI 001 001 Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og Kristus Jesus, vort Håb, 054 1TI 001 002 til Timotheus, sit ægte Barn i Troen: Nåde, Barmhjertig Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre! 054 1TI 001 003 Det var derfor, jeg opfordrede dig til at blive i Efesus, da jeg drog til Makedonien, for at du skulde påbyde visse Folk ikke at føre fremmed Lære 054 1TI 001 004 og ikke at agte på Fabler og Slægtregistre uden Ende, som mere fremme Stridigheden end Guds Husholdning i Tro. 054 1TI 001 005 Men Påbudets Endemål er Kærlighed af et rent Hjerte og af en god Samvittighed og af en uskrømtet Tro, 054 1TI 001 006 hvorfra nogle ere afvegne og have vendt sig til intetsigende Snak, 054 1TI 001 007 idet de ville være Lovlærere uden at forstå, hverken hvad de sige, eller hvorom de udtale sig så sikkert. 054 1TI 001 008 Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt, 054 1TI 001 009 idet man veed dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere, 054 1TI 001 010 utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære, 054 1TI 001 011 efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet. 054 1TI 001 012 Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han agtede mig for tro, idet han satte mig til en Tjeneste, 054 1TI 001 013 skønt jeg forhen var en Bespotter og en Forfølger og en Voldsmand; men der blev vist mig Barmhjertighed, thi jeg gjorde det vitterligt i Vantro, 054 1TI 001 014 Ja, vor Herres Nåde viste sig overvættes rig med Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. 054 1TI 001 015 Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere, iblandt hvilke jeg er den største" 054 1TI 001 016 Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde på mig som den første vise hele sin Langmodighed, til et Forbillede på dem, som skulle tro på ham til evigt Liv. 054 1TI 001 017 Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen. 054 1TI 001 018 Dette Påbud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, 054 1TI 001 019 idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud på Troen; 054 1TI 001 020 iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte. 054 1TI 002 001 Jeg formaner da først af alt til, at der holdes Bønner, Påkaldelser, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, 054 1TI 002 002 for Konger og alle dem, som ere i Højhed, at vi må leve et roligt og stille Levned i al Gudsfrygt og Ærbarhed; 054 1TI 002 003 dette er smukt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, 054 1TI 002 004 som vil, at alle Mennesker skulle frelses og komme til Sandheds Erkendelse. 054 1TI 002 005 Thi der er een Gud, og også een Mellemmand imellem Gud og Mennesker, Mennesket Kristus Jesus, 054 1TI 002 006 som gav sig selv til en Genløsnings Betaling for alle, hvilket er Vidnesbyrdet i sin Tid, 054 1TI 002 007 og for dette er jeg bleven sat til Prædiker og Apostel (jeg siger Sandhed, jeg lyver ikke), en Lærer for Hedninger i Tro og Sandhed. 054 1TI 002 008 Så vil jeg da, at Mændene på ethvert Sted, hvor de bede, skulle opløfte fromme Hænder uden Vrede og Trætte. 054 1TI 002 009 Ligeså, at Kvinder skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Ærbarhed, ikke med Fletninger og Guld eller Perler eller kostbar Klædning, 054 1TI 002 010 men, som det sømmer sig Kvinder, der bekende sig til Gudsfrygt, med gode Gerninger. 054 1TI 002 011 En Kvinde bør i Stilhed lade sig belære, med al Lydighed; 054 1TI 002 012 men at være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde, ikke heller at byde over Manden, men at være i Stilhed. 054 1TI 002 013 Thi Adam blev dannet først, derefter Eva; 054 1TI 002 014 og Adam blev ikke bedraget, men Kvinden blev bedraget og er falden i Overtrædelse. 054 1TI 002 015 Men hun skal frelses igennem sin Barnefødsel, dersom de blive i Tro og Kærlighed og Hellighed med Ærbarhed. 054 1TI 003 001 Den Tale er troværdig; dersom nogen begærer en Tilsynsgerning har han Lyst til en skøn Gerning. 054 1TI 003 002 En Tilsynsmand bør derfor være ulastelig, een Kvindes Mand, ædruelig, sindig, høvisk, gæstfri, dygtig til at lære andre; 054 1TI 003 003 ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, men mild, ikke kivagtig, ikke pengegridsk; 054 1TI 003 004 en Mand, som forestår sit eget Hus vel, som har Børn, der ere lydige med al Ærbarhed; 054 1TI 003 005 (dersom en ikke veed at forestå sit eget Hus, hvorledes vil han da kunne sørge for Guds Menighed?) 054 1TI 003 006 ikke ny i Troen, som at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens Dom. 054 1TI 003 007 Men han bør også have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor; for at han ikke skal falde i Forhånelse og Djævelens Snare. 054 1TI 003 008 Menighedstjenere bør ligeledes være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Vin, ikke til slet Vinding, 054 1TI 003 009 bevarende Troens Hemmelighed i en ren Samvittighed. 054 1TI 003 010 Men også disse skulle først prøves, og siden gøre Tjeneste, hvis de ere ustrafelige. 054 1TI 003 011 Kvinder bør ligeledes være ærbare, ikke bagtaleriske, ædruelige, tro i alle Ting. 054 1TI 003 012 En Menighedstjener skal være een Kvindes Mand og forestå sine Børn og sit eget Hus vel. 054 1TI 003 013 Thi de, som have tjent vel i Menigheden, de erhverve sig selv en smuk Stilling og megen Frimodighed i Troen på Kristus Jesus. 054 1TI 003 014 Disse Ting skriver jeg dig til, ihvorvel jeg håber at komme snart til dig; 054 1TI 003 015 men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør færdes i Guds Hus, hvilket jo er den levende Guds Menighed, Sandhedens Søjle og Grundvold. 054 1TI 003 016 Og uden Modsigelse stor er den Gudsfrygtens Hemmelighed: Han, som blev åbenbaret i Kød, blev retfærdiggjort i Ånd, set af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i Herlighed. 054 1TI 004 001 Men Ånden siger klarlig, at i kommende Tider ville nogle falde fra Troen, idet de agte på forførende Ånder og på Dæmoners Lærdomme, 054 1TI 004 002 ved Løgnlæreres Hykleri, som ere brændemærkede i deres egen Samvittighed, 054 1TI 004 003 som byde, at man ikke må gifte sig, og at man skal afholde sig fra Spiser, hvilke Gud har skabt til at nydes med Taksigelse af dem, som tro og have erkendt Sandheden. 054 1TI 004 004 Thi al Guds Skabning er god, og intet er at forkaste, når det tages med Taksigelse; 054 1TI 004 005 thi det helliges ved Guds Ord og Bøn. 054 1TI 004 006 Når du foreholder Brødrene dette, er du en god Kristi Jesu Tjener, idet du næres ved Troens og den gode Læres Ord, den, som du har efterfulgt; 054 1TI 004 007 men afvis de vanhellige og kælingagtige Fabler! Derimod øv dig selv i Gudsfrygt! 054 1TI 004 008 Thi den legemlige Øvelse er nyttig til lidet, men Gudsfrygten er nyttig til alle Ting, idet den har Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det, som kommer. 054 1TI 004 009 Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd. 054 1TI 004 010 Thi derfor lide vi Møje og Forhånelser, fordi vi have sat vort Håb til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, mest deres, som tro. 054 1TI 004 011 Påbyd og lær dette! 054 1TI 004 012 Lad ingen ringeagte dig for din Ungdoms Skyld, men bliv et Forbillede for dem, som tro, i Tale, i Vandel, i Kærlighed, i Tro, i Renhed! 054 1TI 004 013 Indtil jeg kommer, så giv Agt på Oplæsningen, Formaningen, Undervisningen. 054 1TI 004 014 Forsøm ikke den Nådegave, som er i dig, som blev given dig under Profeti med Håndspålæggelse af de Ældste. 054 1TI 004 015 Tænk på dette, lev i dette, for at din Fremgang må være åbenbar for alle. 054 1TI 004 016 Giv Agt på dig selv og på Undervisningen: hold ved dermed; thi når du gør dette, skal du frelse både dig selv og dem, som høre dig. 054 1TI 005 001 En gammel Mand må du ikke skælde på, men forman ham som en Fader, unge Mænd som Brødre, 054 1TI 005 002 gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed. 054 1TI 005 003 Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; 054 1TI 005 004 men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud. 054 1TI 005 005 Men den, som virkelig er Enke og står ene, har sat sit Håb til Gud og bliver ved med sine Bønner og Påkaldelser Nat og Dag; 054 1TI 005 006 men den, som lever efter sine Lyster, er levende død. 054 1TI 005 007 Forehold dem også dette, for at de må være ulastelige. 054 1TI 005 008 Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro. 054 1TI 005 009 En Enke kan udnævnes når hun er ikke yngre end tresindstyve År, har været een Mands Hustru, 054 1TI 005 010 har Vidnesbyrd for gode Gerninger, har opfostret Børn, har vist Gæstfrihed, har toet helliges Fødder, har hjulpet nødlidende, har lagt sig efter al god Gerning. 054 1TI 005 011 Men afvis unge Enker; thi når de i kødelig Attrå gøre Oprør imod Kristus, ville de giftes 054 1TI 005 012 og have så den Dom, at de have sveget deres første Tro. 054 1TI 005 013 Tilmed lære de, idet de løbe omkring i Husene, at være ørkesløse, og ikke alene ørkesløse, men også at være sladderagtige og blande sig i uvedkommende Ting, idet de tale, hvad der er utilbørligt. 054 1TI 005 014 Derfor vil jeg, at unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Hus, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale. 054 1TI 005 015 Thi allerede have nogle vendt sig bort efter Satan. 054 1TI 005 016 Dersom nogen troende Kvinde har Enker, da lad hende hjælpe dem, og lad ikke Menigheden bebyrdes, for at den kan hjælpe de virkelige Enker. 054 1TI 005 017 De Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning. 054 1TI 005 018 Thi Skriften siger: "Du må ikke binde Munden til på en Okse, som tærsker;" og: "Arbejderen er sin Løn værd." 054 1TI 005 019 Tag ikke imod noget Klagemål imod en Ældste, uden efter to eller tre Vidner. 054 1TI 005 020 Dem, som Synde, irettesæt dem for alles Åsyn, for at også de andre må have Frygt. 054 1TI 005 021 Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles Åsyn, at du vogter på dette uden Partiskhed, så du intet gør efter Tilbøjelighed. 054 1TI 005 022 Vær ikke hastig til at lægge Hænder på nogen, og gør dig ikke delagtig i andres Synder; hold dig selv ren! 054 1TI 005 023 Drik ikke længere bare Vand, men nyd lidt Vin for din Mave og dine jævnlige Svagheder. 054 1TI 005 024 Nogle Menneskers Synder ere åbenbare og gå forud til Dom; men for nogle følge de også bagefter. 054 1TI 005 025 Ligeledes ere også de gode Gerninger åbenbare, og de, som det forholder sig anderledes med, kunne ikke skjules. 054 1TI 006 001 Alle de, som ere Trælle under Åg, skulle holde deres egne Herrer al Ære værd, for at ikke Guds Navn og Læren skal bespottes. 054 1TI 006 002 Men de, der have troende Herrer, må ikke ringeagte dem, fordi de ere Brødre, men tjene dem desto hellere, fordi de, som nyde godt af deres gode Gerning, ere troende og elskede. Lær dette, og forman dertil! 054 1TI 006 003 Dersom nogen fører fremmed Lære og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og til den Lære, som stemmer med Gudsfrygt. 054 1TI 006 004 han er opblæst, skønt han intet ved, men er syg for Stridigheder og Ordkampe, hvoraf kommer Avind, Kiv, Forhånelser, ond Mistanke 054 1TI 006 005 og idelige Rivninger hos Mennesker, som ere fordærvede i Sindet og berøvede Sandheden, idet de mene, at Gudsfrygten er en Vinding. 054 1TI 006 006 Vist nok er Gudsfrygten sammen med Nøjsomhed en stor Vinding. 054 1TI 006 007 Thi vi have intet bragt ind i Verden, det er da åbenbart, at vi ej heller kunne bringe noget ud derfra. 054 1TI 006 008 Men når vi have Føde og Klæder, ville vi dermed lade os nøje. 054 1TI 006 009 Men de, som ville være rige, falde i Fristelse og Snare og mange ufornuftige og skadelige Begæringer, som nedsænke Menneskene i Undergang og Fortabelse; 054 1TI 006 010 thi Pengegridskheden er en Rod til alt ondt; og ved at hige derefter ere nogle farne vild fra Troen og have gennemstunget sig selv med mange Smerter. 054 1TI 006 011 Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; 054 1TI 006 012 strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. 054 1TI 006 013 Jeg byder dig for Guds Åsyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, 054 1TI 006 014 at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, 054 1TI 006 015 hvilken den salige og alene mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre skal lade til Syne i sin Tid; 054 1TI 006 016 han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt! Amen! 054 1TI 006 017 Byd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke hovmode sig, ej heller sætte Håb til den usikre Rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt alle Ting at nyde; 054 1TI 006 018 at de gøre godt, ere rige på gode Gerninger, gerne give, meddele 054 1TI 006 019 og således, opsamle sig selv en god Grundvold for den kommende Tid, for at de kunne gribe det sande Liv. 054 1TI 006 020 O Timotheus! vogt på den betroede Skat, idet du vender dig bort fra den vanhellige, tomme Snak og Indvendingerne fra den falskelig såkaldte Erkendelse, 054 1TI 006 021 hvilken nogle have bekendt sig til og ere afvegne fra Troen. Nåden være med dig! # # BOOK 055 2TI 2 Timothy 2 Timoteus 055 2TI 001 001 Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe Forjættelse om Livet i Kristus Jesus 055 2TI 001 002 - til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre! 055 2TI 001 003 Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine Bønner Nat og Dag, 055 2TI 001 004 da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg må fyldes med Glæde, 055 2TI 001 005 idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig, den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og jeg er vis på, at den også bor i dig. 055 2TI 001 006 Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som er i dig ved mine Hænders Pålæggelse. 055 2TI 001 007 Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Ånd. 055 2TI 001 008 Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft, 055 2TI 001 009 han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider, 055 2TI 001 010 men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet, 055 2TI 001 011 for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer, 055 2TI 001 012 hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag. 055 2TI 001 013 Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. 055 2TI 001 014 Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i os. 055 2TI 001 015 Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt hvilke ere Fygelus og Hermogenes. 055 2TI 001 016 Herren vise Onesiforus's Hus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, 055 2TI 001 017 men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig. 055 2TI 001 018 Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag! Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst. 055 2TI 002 001 Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Nåden i Kristus Jesus; 055 2TI 002 002 og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til trofaste Mennesker, som kunne være dygtige også til at lære andre. 055 2TI 002 003 Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand. 055 2TI 002 004 Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler for at han kan behage den, som tog ham i Sold. 055 2TI 002 005 Og ligeså, når nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt. 055 2TI 002 006 Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne. 055 2TI 002 007 Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle Ting. 055 2TI 002 008 Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium, 055 2TI 002 009 for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. 055 2TI 002 010 Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at også de skulle få Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed. 055 2TI 002 011 Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi også leve med ham; 055 2TI 002 012 dersom vi holde ud, skulle vi også være Konger med ham; dersom vi fornægte, skal også han fornægte os; 055 2TI 002 013 dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke. 055 2TI 002 014 påmind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Åsyn, at de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til Ødelæggelse for dem, som høre derpå. 055 2TI 002 015 Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som en, Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer Sandhedens Ord. 055 2TI 002 016 Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi sådanne ville stedse gå videre i Ugudelighed, 055 2TI 002 017 og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus og Filetus, 055 2TI 002 018 som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er allerede sket, og de forvende Troen hos nogle. 055 2TI 002 019 Dog, Guds faste Grundvold står og har dette Segl: "Herren kender sine" og: "Hver den, som nævner Herrens Navn, afstå fra Uretfærdighed." 055 2TI 002 020 Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men også af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære. 055 2TI 002 021 Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god Gerning. 055 2TI 002 022 Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som påkalde Herren af et rent Hjerte; 055 2TI 002 023 og afvis de tåbelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du ved, at de avle Kampe, 055 2TI 002 024 men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle, dygtig til at lære, i Stand til at tåle ondt, 055 2TI 002 025 med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse, 055 2TI 002 026 og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gøre hans Villie. 055 2TI 003 001 Men vid dette, at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider indtræde. 055 2TI 003 002 Thi Menneskene skulle være egenkærlige, pengegridske, praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod Forældre, utaknemmelige, ryggesløse, 055 2TI 003 003 ukærlige, uforligelige, bagtaleriske, uafholdne, rå, uden Kærlighed til det gode, 055 2TI 003 004 forræderske, fremfusende, opblæste, Mennesker, som mere elske Vellyst, end de elske Gud, 055 2TI 003 005 som have Gudfrygtigheds Skin, men have fornægtet dens Kraft. Og fra disse skal du vende dig bort! 055 2TI 003 006 Thi til dem høre de, som snige sig ind i Husene og fange Kvindfolk, der ere belæssede med Synder og drives af mange Hånde Begæringer 055 2TI 003 007 og altid lære og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse. 055 2TI 003 008 Men ligesom Jannes og Jambres stode Moses imod, således modstå også disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen. 055 2TI 003 009 Dog, de skulle ikke få Fremgang ydermere; thi deres Afsind skal blive åbenbart for alle, ligesom også hines blev. 055 2TI 003 010 Du derimod har efterfulgt mig i Lære, i Vandel, i Forsæt, Tro, Langmodighed, Kærlighed, Udholdenhed, 055 2TI 003 011 i Forfølgelser, i Lidelser, sådanne, som ere komne over mig i Antiokia, i Ikonium, i Lystra, sådanne Forfølgelser, som jeg har udstået, og Herren har friet mig ud af dem alle. 055 2TI 003 012 Ja, også alle de, som ville leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skulle forfølges. 055 2TI 003 013 Men onde Mennesker og Bedragere ville gå frem til det værre; de forføre og forføres. 055 2TI 003 014 Du derimod, bliv i det, som du har lært, og som du er bleven forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det, 055 2TI 003 015 og efterdi du fra Barn af kender de hellige Skrifter, som kunne gøre dig viis til Frelse ved Troen på Kristus Jesus. 055 2TI 003 016 Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttig til Belæring, til Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed, 055 2TI 003 017 for at Guds-Mennesket må vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gerning. 055 2TI 004 001 Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Åsyn, som skal dømme levende og døde, og ved hans Åbenbarelse og hans Rige: 055 2TI 004 002 Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf, forman med al Langmodighed og Belæring! 055 2TI 004 003 Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren, 055 2TI 004 004 og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til Fablerne. 055 2TI 004 005 Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists Gerning, fuldbyrd din Tjeneste! 055 2TI 004 006 Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Hånden. 055 2TI 004 007 Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen. 055 2TI 004 008 I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på hin Dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som have elsket hans Åbenbarelse. 055 2TI 004 009 Gør dig Flid for at komme snart til mig; 055 2TI 004 010 thi Demas forlod mig, fordi han fik Kærlighed til den nærværende Verden, og drog til Thessalonika; Kreskens drog til Galatien, Titus til Dalmatien. 055 2TI 004 011 Lukas er alene hos mig. Tag Markus og bring ham med dig; thi han er mig nyttig til Tjenesten. 055 2TI 004 012 Men Tykikus har jeg sendt til Efesus. 055 2TI 004 013 Når du kommer, da bring min Rejsekjortel med dig, som jeg lod blive i Troas hos Karpus, og Bøgerne, især dem på Pergament. 055 2TI 004 014 Smeden Aleksander har gjort mig meget ondt; Herren vil betale ham efter hans Gerninger. 055 2TI 004 015 For ham skal også du vogte dig; thi han stod vore Ord hårdt imod. 055 2TI 004 016 Ved mit første Forsvar kom ingen mig til Hjælp, men alle lode mig i Stikken; (gid det ikke må tilregnes dem! ) 055 2TI 004 017 Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg blev friet fra Løvens Gab. 055 2TI 004 018 Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen. 055 2TI 004 019 Hils Priska og Akvila og Onesiforus's Hus! 055 2TI 004 020 Erastus blev i Korinth, men Trofimmus efterlod jeg syg i Milet. 055 2TI 004 021 Gør dig Flid for at komme før Vinteren! Eubulus og Pudens og Linus og Klaudia og alle Brødrene hilse dig. 055 2TI 004 022 Den Herre Jesus være med din Ånd! Nåden være med eder! # # BOOK 056 TIT Titus Titus 056 TIT 001 001 Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos Guds udvalgte og Erkendelse at Sandheden angående Gudsfrygt, 056 TIT 001 002 i Håb om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forjættet fra evige Tider, 056 TIT 001 003 men i sin Tid har han åbenbaret sit Ord ved den Prædiken, som er bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling: 056 TIT 001 004 til Titus, mit ægte Barn i fælles Tro: Nåde og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Frelser! 056 TIT 001 005 Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg pålagde dig, 056 TIT 001 006 såfremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende Børn, der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere genstridige. 056 TIT 001 007 Thi en Tilsynsmand bør være ustraffelig som en Guds Husholder, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, ikke til slet Vinding, 056 TIT 001 008 men gæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, from, afholdende; 056 TIT 001 009 en Mand, som holder fast ved det troværdige Ord efter Læren, for at han kan være dygtig til både at formane ved den sunde Lære og at gendrive dem, som sige imod. 056 TIT 001 010 Thi mange ere genstridige, føre intetsigende Snak og dåre Sindet, især de af Omskærelsen; 056 TIT 001 011 dem bør man stoppe Munden på; thi de forvende hele Huse ved at føre utilbørlig Lære for slet Vindings Skyld. 056 TIT 001 012 En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: "Kretere ere altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge." 056 TIT 001 013 Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengelig i Rette, for at de må blive sunde i Troen 056 TIT 001 014 og ikke agte på jødiske Fabler og Bud af Mennesker, som vende sig bort fra Sandheden. 056 TIT 001 015 Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er intet rent, men både deres Sind og Samvittighed er besmittet. 056 TIT 001 016 De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger fornægte de ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gerning. 056 TIT 002 001 Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære: 056 TIT 002 002 at gamle Mænd skulle være ædruelige, ærbare, sindige, sunde i Troen, i Kærligheden, i Udholdenheden; 056 TIT 002 003 at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det sømmer sig hellige, ikke bagtale, ikke være forfaldne til megen Vin, men være Lærere i, hvad godt er, 056 TIT 002 004 for at de må få de unge Kvinder til at besinde sig på at elske deres Mænd og at elske deres Børn, 056 TIT 002 005 at være sindige, kyske, huslige, gode, deres egne Mænd undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes. 056 TIT 002 006 Forman ligeledes de unge Mænd til at være sindige, 056 TIT 002 007 idet du i alle Måder viser dig selv som et Forbillede på gode Gerninger og i Læren viser Ufordærvethed, Ærbarhed, 056 TIT 002 008 sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen må blive til Skamme, når han intet ondt har at sige om os. 056 TIT 002 009 Forman Trælle til at underordne sig under deres egne Herrer, at være dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod, 056 TIT 002 010 ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle Måder kunne være en Pryd for Guds, vor Frelsers Lære. 056 TIT 002 011 Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker 056 TIT 002 012 og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden; 056 TIT 002 013 forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse, 056 TIT 002 014 han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al Lovløshed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode Gerninger. 056 TIT 002 015 Tal dette, og forman og irettesæt med al Myndighed; lad ingen ringeagte dig! 056 TIT 003 001 Påmind dem om at underordne sig Øvrigheder og Myndigheder, at adlyde, at være redebonne til al god Gerning. 056 TIT 003 002 ikke at forhåne nogen, ikke være stridslystne, men milde, og udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker. 056 TIT 003 003 Thi også vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, Slaver af Begæringer og, mange Hånde Lyster, vi levede i Ondskab og Avind, vare forhadte og hadede hverandre. 056 TIT 003 004 Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskekærlighed åbenbaredes, 056 TIT 003 005 frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd, 056 TIT 003 006 som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 056 TIT 003 007 for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde Arvinger til evigt Liv. 056 TIT 003 008 Den Tale er troværdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre dem, for at de, som ere komne til Tro på Gud, skulle lægge Vind på at øve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt. 056 TIT 003 009 Men hold dig fra tåbelige Stridigheder og Slægtregistre og Kiv og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesløse. 056 TIT 003 010 Et kættersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges Påmindelse, 056 TIT 003 011 da du ved, at en sådan er forvendt og synder, domfældt af sig selv. 056 TIT 003 012 Når jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da gør dig Flid for at komme til mig i Nikopolis; thi der har jeg besluttet at overvintre. 056 TIT 003 013 Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hjælpe på Vej, for at intet skal fattes dem. 056 TIT 003 014 Men lad også vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang dertil, for at de ikke skulle være uden Frugt. 056 TIT 003 015 Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i Troen. Nåden være med eder alle! # # BOOK 057 PHM Philemon Filemon 057 PHM 001 001 Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon, vor elskede og Medarbejder, 057 PHM 001 002 og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Hus; 057 PHM 001 003 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! 057 PHM 001 004 Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner, 057 PHM 001 005 efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og til alle de hellige, 057 PHM 001 006 for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i Erkendelse af alt det gode, som er i eder. 057 PHM 001 007 Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder! 057 PHM 001 008 Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale dig det, som er tilbørligt, 057 PHM 001 009 så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange; 057 PHM 001 010 jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker, Onesimus, 057 PHM 001 011 ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage, 057 PHM 001 012 ham, det er mit eget Hjerte. 057 PHM 001 013 Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde tjene mig i Evangeliets Lænker. 057 PHM 001 014 Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie. 057 PHM 001 015 Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du kunde få ham igen til evigt Eje, 057 PHM 001 016 ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i Kødet og i Herren. 057 PHM 001 017 Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig! 057 PHM 001 018 Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da før mig det til Regning! 057 PHM 001 019 Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale, for ikke at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv. 057 PHM 001 020 Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit Hjerte i Kristus! 057 PHM 001 021 I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at du vil gøre endog mere end det, jeg siger. 057 PHM 001 022 Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at jeg ved eders Bønner skal skænkes eder. 057 PHM 001 023 Epafras, min medfangne i Kristus Jesus, 057 PHM 001 024 Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig. 057 PHM 001 025 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd! # # BOOK 058 HEB Hebrews Hebræerne 058 HEB 001 001 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, 058 HEB 001 002 så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden; 058 HEB 001 003 han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje, 058 HEB 001 004 idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. 058 HEB 001 005 Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn"? 058 HEB 001 006 Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham". 058 HEB 001 007 Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue"; 058 HEB 001 008 men om Sønnen: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. 058 HEB 001 009 Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre". 058 HEB 001 010 Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. 058 HEB 001 011 De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, 058 HEB 001 012 ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende". 058 HEB 001 013 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"? 058 HEB 001 014 Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse? 058 HEB 002 001 Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort. 058 HEB 002 002 Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn, 058 HEB 002 003 hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, 058 HEB 002 004 idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin Villie. 058 HEB 002 005 Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale. 058 HEB 002 006 Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? 058 HEB 002 007 Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; 058 HEB 002 008 alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham; 058 HEB 002 009 men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle. 058 HEB 002 010 Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser. 058 HEB 002 011 Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, 058 HEB 002 012 når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig." 058 HEB 002 013 Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig." 058 HEB 002 014 Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen, 058 HEB 002 015 og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom al deres Livs Tid. 058 HEB 002 016 Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd tager han sig af. 058 HEB 002 017 Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Folkets Synder. 058 HEB 002 018 Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes. 058 HEB 003 001 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, 058 HEB 003 002 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus. 058 HEB 003 003 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. 058 HEB 003 004 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. 058 HEB 003 005 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; 058 HEB 003 006 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden. 058 HEB 003 007 Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst, 058 HEB 003 008 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen, 058 HEB 003 009 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. 058 HEB 003 010 Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, 058 HEB 003 011 så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" - 058 HEB 003 012 så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. 058 HEB 003 013 Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 058 HEB 003 014 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. 058 HEB 003 015 Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen": 058 HEB 003 016 hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? 058 HEB 003 017 Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? 058 HEB 003 018 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? 058 HEB 003 019 Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro. 058 HEB 004 001 Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. 058 HEB 004 002 Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. 058 HEB 004 003 Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. 058 HEB 004 004 Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger." 058 HEB 004 005 Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile." 058 HEB 004 006 Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: 058 HEB 004 007 så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!" 058 HEB 004 008 Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. 058 HEB 004 009 Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. 058 HEB 004 010 Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine. 058 HEB 004 011 Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på. 058 HEB 004 012 Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd, Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd. 058 HEB 004 013 Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab. 058 HEB 004 014 Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! 058 HEB 004 015 Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. 058 HEB 004 016 Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp. 058 HEB 005 001 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder, 058 HEB 005 002 som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed 058 HEB 005 003 og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv 058 HEB 005 004 Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron. 058 HEB 005 005 Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag," 058 HEB 005 006 som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis," 058 HEB 005 007 han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst, 058 HEB 005 008 og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, 058 HEB 005 009 og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, 058 HEB 005 010 idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis. 058 HEB 005 011 Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. 058 HEB 005 012 Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. 058 HEB 005 013 Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; 058 HEB 005 014 men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt. 058 HEB 006 001 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, 058 HEB 006 002 med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. 058 HEB 006 003 Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. 058 HEB 006 004 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd 058 HEB 006 005 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, 058 HEB 006 006 og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. 058 HEB 006 007 Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud; 058 HEB 006 008 men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes. 058 HEB 006 009 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. 058 HEB 006 010 Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. 058 HEB 006 011 Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, 058 HEB 006 012 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne. 058 HEB 006 013 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: 058 HEB 006 014 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." 058 HEB 006 015 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. 058 HEB 006 016 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. 058 HEB 006 017 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, 058 HEB 006 018 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, 058 HEB 006 019 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, 058 HEB 006 020 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid. 058 HEB 007 001 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham, 058 HEB 007 002 hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems Konge, det er: Freds Konge, 058 HEB 007 003 uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han forbliver Præst for bestandig. 058 HEB 007 004 Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet. 058 HEB 007 005 Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd; 058 HEB 007 006 men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne. 058 HEB 007 007 Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere. 058 HEB 007 008 Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever. 058 HEB 007 009 Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende; 058 HEB 007 010 thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde. 058 HEB 007 011 Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis? 058 HEB 007 012 Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed også en Omskiftelse af Loven. 058 HEB 007 013 Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare på Alteret. 058 HEB 007 014 thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster. 058 HEB 007 015 Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med Melkisedek opstår en anden Slags Præst, 058 HEB 007 016 som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft. 058 HEB 007 017 Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis." 058 HEB 007 018 Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var svagt og unyttigt 058 HEB 007 019 (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud. 058 HEB 007 020 Og så vist som det ikke er sket uden Ed, 058 HEB 007 021 (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid"): 058 HEB 007 022 så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt. 058 HEB 007 023 Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; 058 HEB 007 024 men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, 058 HEB 007 025 hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem. 058 HEB 007 026 Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene; 058 HEB 007 027 en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv. 058 HEB 007 028 Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid: 058 HEB 008 001 Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af Majestætens Trone i Himlene 058 HEB 008 002 som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske. 058 HEB 008 003 Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget at frembære. 058 HEB 008 004 Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst, efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven; 058 HEB 008 005 hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske, således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget." 058 HEB 008 006 Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre Forjættelser. 058 HEB 008 007 Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive søgt Sted for en anden. 058 HEB 008 008 Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus; 058 HEB 008 009 ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger Herren. 058 HEB 008 010 Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. 058 HEB 008 011 Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste indtil den største iblandt dem. 058 HEB 008 012 Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder." 058 HEB 008 013 Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel; men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde. 058 HEB 009 001 Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom. 058 HEB 009 002 Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige. 058 HEB 009 003 Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste, 058 HEB 009 004 som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, 058 HEB 009 005 men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. 058 HEB 009 006 Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten; 058 HEB 009 007 men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod, hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, 058 HEB 009 008 hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står, 058 HEB 009 009 hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, 058 HEB 009 010 men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid. 058 HEB 009 011 Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, 058 HEB 009 012 og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. 058 HEB 009 013 Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed: 058 HEB 009 014 hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud? 058 HEB 009 015 Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse. 058 HEB 009 016 Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres. 058 HEB 009 017 Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever. 058 HEB 009 018 Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod 058 HEB 009 019 Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han sagde: 058 HEB 009 020 "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder." 058 HEB 009 021 Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet. 058 HEB 009 022 Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse. 058 HEB 009 023 Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse. 058 HEB 009 024 Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os; 058 HEB 009 025 ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed Blod; 058 HEB 009 026 ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer. 058 HEB 009 027 Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom, 058 HEB 009 028 således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som foruente ham til Frelse. 058 HEB 010 001 Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. 058 HEB 010 002 Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een Gang vare rensede? 058 HEB 010 003 Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder. 058 HEB 010 004 Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder. 058 HEB 010 005 Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; 058 HEB 010 006 Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. 058 HEB 010 007 Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie." 058 HEB 010 008 Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse frembæres dog efter Loven), 058 HEB 010 009 så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet. 058 HEB 010 010 Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle. 058 HEB 010 011 Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. 058 HEB 010 012 Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Hånd, 058 HEB 010 013 idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. 058 HEB 010 014 Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. 058 HEB 010 015 Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: 058 HEB 010 016 "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, 058 HEB 010 017 og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme." 058 HEB 010 018 Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd. 058 HEB 010 019 Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, 058 HEB 010 020 som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, 058 HEB 010 021 og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: 058 HEB 010 022 så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; 058 HEB 010 023 lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; 058 HEB 010 024 og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger 058 HEB 010 025 og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig. 058 HEB 010 026 Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, 058 HEB 010 027 men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. 058 HEB 010 028 Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to eller tre Vidners Udsagn; 058 HEB 010 029 hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd? 058 HEB 010 030 Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit Folk." 058 HEB 010 031 Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder. 058 HEB 010 032 Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, 058 HEB 010 033 idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår. 058 HEB 010 034 Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. 058 HEB 010 035 Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; 058 HEB 010 036 thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen. 058 HEB 010 037 Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. 058 HEB 010 038 Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham." 058 HEB 010 039 Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse, 058 HEB 011 001 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses. 058 HEB 011 002 Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd. 058 HEB 011 003 Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til. 058 HEB 011 004 Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død. 058 HEB 011 005 Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud. 058 HEB 011 006 Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham. 058 HEB 011 007 Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden ifølge Tro. 058 HEB 011 008 Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. 058 HEB 011 009 Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 058 HEB 011 010 thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud. 058 HEB 011 011 Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. 058 HEB 011 012 Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. 058 HEB 011 013 I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden. 058 HEB 011 014 De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland. 058 HEB 011 015 Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage; 058 HEB 011 016 men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad. 058 HEB 011 017 Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne, 058 HEB 011 018 til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; " 058 HEB 011 019 thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage. 058 HEB 011 020 Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting. 058 HEB 011 021 Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav. 058 HEB 011 022 Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben. 058 HEB 011 023 Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling. 058 HEB 011 024 Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter 058 HEB 011 025 og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd, 058 HEB 011 026 idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen. 058 HEB 011 027 Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud. 058 HEB 011 028 Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem. 058 HEB 011 029 Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå. 058 HEB 011 030 Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage. 058 HEB 011 031 Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred. 058 HEB 011 032 Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne, 058 HEB 011 033 som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund, 058 HEB 011 034 slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at vige. 058 HEB 011 035 Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en bedre Opstandelse. 058 HEB 011 036 Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel; 058 HEB 011 037 de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede 058 HEB 011 038 (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter. 058 HEB 011 039 Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede ikke Forjættelsen, 058 HEB 011 040 efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os. 058 HEB 012 001 Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, 058 HEB 012 002 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone. 058 HEB 012 003 Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle, 058 HEB 012 004 Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, 058 HEB 012 005 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham; 058 HEB 012 006 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af." 058 HEB 012 007 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? 058 HEB 012 008 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. 058 HEB 012 009 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? 058 HEB 012 010 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. 058 HEB 012 011 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed. 058 HEB 012 012 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, 058 HEB 012 013 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. 058 HEB 012 014 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; 058 HEB 012 015 og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; 058 HEB 012 016 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. 058 HEB 012 017 Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer. 058 HEB 012 018 I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, 058 HEB 012 019 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. 058 HEB 012 020 Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes". 058 HEB 012 021 Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver." 058 HEB 012 022 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare 058 HEB 012 023 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder 058 HEB 012 024 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. 058 HEB 012 025 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, 058 HEB 012 026 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen." 058 HEB 012 027 Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. 058 HEB 012 028 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. 058 HEB 012 029 Thi vor Gud er en fortærende Ild. 058 HEB 013 001 Broderkærligheden blive ved! 058 HEB 013 002 Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster. 058 HEB 013 003 Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide ilde, som de, der også selv ere i et Legeme. 058 HEB 013 004 Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme. 058 HEB 013 005 Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have; thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig," 058 HEB 013 006 så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?" 058 HEB 013 007 Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres Tro! 058 HEB 013 008 Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid. 058 HEB 013 009 Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser; thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft. 058 HEB 013 010 Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke have Ret til at spise. 058 HEB 013 011 Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren. 058 HEB 013 012 Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige Folket ved sit eget Blod. 058 HEB 013 013 Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans Forsmædelse; 058 HEB 013 014 thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende. 058 HEB 013 015 Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. 058 HEB 013 016 Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag. 058 HEB 013 017 Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke gavnligt. 058 HEB 013 018 Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting. 058 HEB 013 019 Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg desto snarere kan gives eder igen. 058 HEB 013 020 Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod, 058 HEB 013 021 han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder: Amen. 058 HEB 013 022 Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord; thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed. 058 HEB 013 023 Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg se eder, dersom han snart kommer. 058 HEB 013 024 Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien hilse eder. 058 HEB 013 025 Nåden være med eder alle! # # BOOK 059 JAM James Jakob 059 JAM 001 001 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen. 059 JAM 001 002 Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, 059 JAM 001 003 vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; 059 JAM 001 004 men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. 059 JAM 001 005 Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. 059 JAM 001 006 Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. 059 JAM 001 007 Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren, 059 JAM 001 008 en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje. 059 JAM 001 009 Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, 059 JAM 001 010 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst. 059 JAM 001 011 Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje. 059 JAM 001 012 Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham. 059 JAM 001 013 Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; 059 JAM 001 014 men enhver fristes, når han drages og lokkes af sin egen Begæring; 059 JAM 001 015 derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død. 059 JAM 001 016 Farer ikke vild, mine elskede Brødre! 059 JAM 001 017 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. 059 JAM 001 018 Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. 059 JAM 001 019 I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; 059 JAM 001 020 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. 059 JAM 001 021 Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle. 059 JAM 001 022 Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. 059 JAM 001 023 Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; 059 JAM 001 024 thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var. 059 JAM 001 025 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning. 059 JAM 001 026 Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. 059 JAM 001 027 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden. 059 JAM 002 001 Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! 059 JAM 002 002 Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, 059 JAM 002 003 og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: 059 JAM 002 004 ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? 059 JAM 002 005 Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? 059 JAM 002 006 Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? 059 JAM 002 007 Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder? 059 JAM 002 008 Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; 059 JAM 002 009 men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. 059 JAM 002 010 Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. 059 JAM 002 011 Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. 059 JAM 002 012 Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. 059 JAM 002 013 Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen. 059 JAM 002 014 Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? 059 JAM 002 015 Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, 059 JAM 002 016 og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? 059 JAM 002 017 Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. 059 JAM 002 018 Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. 059 JAM 002 019 Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve. 059 JAM 002 020 Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? 059 JAM 002 021 Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret? 059 JAM 002 022 Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, 059 JAM 002 023 og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven. 059 JAM 002 024 I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. 059 JAM 002 025 Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? 059 JAM 002 026 Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger. 059 JAM 003 001 Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom. 059 JAM 003 002 Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme. 059 JAM 003 003 Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme. 059 JAM 003 004 Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står. 059 JAM 003 005 Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand! 059 JAM 003 006 Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. 059 JAM 003 007 Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur; 059 JAM 003 008 men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift. 059 JAM 003 009 Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed. 059 JAM 003 010 Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så. 059 JAM 003 011 Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld? 059 JAM 003 012 Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand. 059 JAM 003 013 Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! 059 JAM 003 014 Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden! 059 JAM 003 015 Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk; 059 JAM 003 016 thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel. 059 JAM 003 017 Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt. 059 JAM 003 018 Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred. 059 JAM 004 001 Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer? 059 JAM 004 002 I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede; 059 JAM 004 003 I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster. 059 JAM 004 004 I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende. 059 JAM 004 005 Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde. 059 JAM 004 006 Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde." 059 JAM 004 007 Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder; 059 JAM 004 008 holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede! 059 JAM 004 009 Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse! 059 JAM 004 010 Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder. 059 JAM 004 011 Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer. 059 JAM 004 012 Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste? 059 JAM 004 013 Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde, 059 JAM 004 014 I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder; 059 JAM 004 015 i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint. 059 JAM 004 016 Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond. 059 JAM 004 017 Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd. 059 JAM 005 001 Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over eder. 059 JAM 005 002 Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte; 059 JAM 005 003 eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage. 059 JAM 005 004 Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. 059 JAM 005 005 I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde eders Hjerter til gode som på en Slagtedag. 059 JAM 005 006 I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod. 059 JAM 005 007 Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se, Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn. 059 JAM 005 008 Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. 059 JAM 005 009 Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes; se, Dommeren står for Døren. 059 JAM 005 010 Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til Forbillede på at lide ondt og være tålmodige. 059 JAM 005 011 Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre medlidende og barmhjertig. 059 JAM 005 012 Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom. 059 JAM 005 013 Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode, han synge Lovsang! 059 JAM 005 014 Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn. 059 JAM 005 015 Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og har han gjort Synder, skulle de forlades ham. 059 JAM 005 016 Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre, for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når den er alvorlig. 059 JAM 005 017 Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i tre År og seks Måneder. 059 JAM 005 018 Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt. 059 JAM 005 019 Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden, og nogen omvender ham, 059 JAM 005 020 han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder. # # BOOK 060 1PE 1 Peter 1 Peter 060 1PE 001 001 Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien, 060 1PE 001 002 udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del! 060 1PE 001 003 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, 060 1PE 001 004 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder, 060 1PE 001 005 I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er rede til at åbenbares i den sidste Tid, 060 1PE 001 006 i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser, 060 1PE 001 007 for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse, 060 1PE 001 008 ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og forherliget Glæde, 060 1PE 001 009 når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse. 060 1PE 001 010 Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del, 060 1PE 001 011 idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd, som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi Lidelser og den derpå følgende Herlighed. 060 1PE 001 012 Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder, de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i. 060 1PE 001 013 Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Åbenbarelse. 060 1PE 001 014 Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige Lyster i eders Vankundighed; 060 1PE 001 015 men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde hellige i al eders Vandel; 060 1PE 001 016 thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig." 060 1PE 001 017 Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders Udlændigheds Tid, 060 1PE 001 018 vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var overleveret eder fra Fædrene, 060 1PE 001 019 men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams, 060 1PE 001 020 han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld, 060 1PE 001 021 der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud. 060 1PE 001 022 Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet, 060 1PE 001 023 genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, ved Guds levende og blivende Ord. 060 1PE 001 024 Thi "alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af; 060 1PE 001 025 men Herrens Ord bliver evindelig." Og dette er det Ord, som er forkyndt eder ved Evangeliet. 060 1PE 002 001 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse, 060 1PE 002 002 og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse, 060 1PE 002 003 om I da have smagt, at Herren er god. 060 1PE 002 004 Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, 060 1PE 002 005 og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. 060 1PE 002 006 Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme." 060 1PE 002 007 Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; 060 1PE 002 008 og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de også vare bestemte. 060 1PE 002 009 Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, 060 1PE 002 010 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed. 060 1PE 002 011 I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, 060 1PE 002 012 så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd. 060 1PE 002 013 Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, 060 1PE 002 014 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. 060 1PE 002 015 Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; 060 1PE 002 016 som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. 060 1PE 002 017 Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen! 060 1PE 002 018 I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. 060 1PE 002 019 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt. 060 1PE 002 020 Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud. 060 1PE 002 021 Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor, 060 1PE 002 022 han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund, 060 1PE 002 023 han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, 060 1PE 002 024 han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Sår I ere blevne lægte. 060 1PE 002 025 Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand. 060 1PE 003 001 Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel, 060 1PE 003 002 når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. 060 1PE 003 003 Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og påhængte Guldsmykker eller Klædedragt, 060 1PE 003 004 men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. 060 1PE 003 005 Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, 060 1PE 003 006 som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel. 060 1PE 003 007 Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres. 060 1PE 003 008 Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; 060 1PE 003 009 betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. 060 1PE 003 010 Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; 060 1PE 003 011 han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den! 060 1PE 003 012 Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt." 060 1PE 003 013 Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode? 060 1PE 003 014 Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; 060 1PE 003 015 men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt, 060 1PE 003 016 idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som Ugerningsmænd. 060 1PE 003 017 Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør godt, end når man gør ondt. 060 1PE 003 018 Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden, 060 1PE 003 019 i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i Forvaring, 060 1PE 003 020 som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte, Sjæle bleve frelste igennem Vand, 060 1PE 003 021 hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse, 060 1PE 003 022 han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte. 060 1PE 004 001 Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op med Synd), 060 1PE 004 002 så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter Menneskers Lyster, men efter Guds Villie. 060 1PE 004 003 Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir, Drik og skammelig Afgudsdyrkelse; 060 1PE 004 004 hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den samme Ryggesløshedens Pøl; 060 1PE 004 005 men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme levende og døde. 060 1PE 004 006 Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds Vis i Ånden. 060 1PE 004 007 Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru til Bønner! 060 1PE 004 008 Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi "Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder". 060 1PE 004 009 Vær gæstfri imod hverandre uden Knurren. 060 1PE 004 010 Eftersom enhver har fået en Nådegave, skulle I tjene hverandre dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Nåde. 060 1PE 004 011 Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud må æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen. 060 1PE 004 012 I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget underligt; 060 1PE 004 013 men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser, for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds Åbenbarelse. 060 1PE 004 014 Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder. 060 1PE 004 015 Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager; 060 1PE 004 016 men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise Gud for dette Navn! 060 1PE 004 017 Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus: men begynder den først med os, hvad Ende vil det da få med dem, som ere genstridige imod Guds Evangelium? 060 1PE 004 018 Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor skal da den ugudelige og Synderen blive af? 060 1PE 004 019 Derfor skulle også de, som lide efter Guds Villie, befale den trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode. 060 1PE 005 001 De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der skal åbenbares: 060 1PE 005 002 Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed; 060 1PE 005 003 ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden; 060 1PE 005 004 og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens uvisnelige Krans. 060 1PE 005 005 Ligeså, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder alle Ydmyghed imod hverandre; thi "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde." 060 1PE 005 006 Derfor ydmyger eder under Guds vældige Hånd, for at han i sin Tid må ophøje eder. 060 1PE 005 007 Kaster al eders Sørg på ham, thi han har Omsorg for eder. 060 1PE 005 008 Vær ædru, våger; eders Modstander, Djævelen, går omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge. 060 1PE 005 009 Står ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes på eders Brødre i Verden. 060 1PE 005 010 Men al Nådes Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder! 060 1PE 005 011 Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen. 060 1PE 005 012 Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at dette er Guds sande Nåde, hvori I stå. 060 1PE 005 013 Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder. 060 1PE 005 014 Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle, som ere i Kristus! # # BOOK 061 2PE 2 Peter 2 Peter 061 2PE 001 001 Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have fået samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu Kristi Retfærdighed: 061 2PE 001 002 Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud og vor Herre Jesus. 061 2PE 001 003 Såsom hans guddommelige Magt har skænket os alt, hvad der hører til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft, 061 2PE 001 004 hvorved han har skænket os de største og dyrebare Forjættelser, for at I ved disse skulle få Del i guddommelig Natur, når I undfly Fordærvelsen i Verden, som har sin Grund i Begær, 061 2PE 001 005 så anvender just derfor al Flid på i eders Tro at udvise Dyd og i Dyden Kundskab 061 2PE 001 006 og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i Udholdenheden Gudsfrygt 061 2PE 001 007 og i Gudsfrygten Broderkærlighed og i Broderkærligheden Kærlighed. 061 2PE 001 008 Thi når dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder ikke stå ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus; 061 2PE 001 009 den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han har glemt Renselsen fra sine fordums Synder. 061 2PE 001 010 Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders Kaldelse og Udvælgelse; thi når I gøre dette, skulle I ingen Sinde støde an. 061 2PE 001 011 Thi så skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige. 061 2PE 001 012 Derfor vil jeg ikke forsømme altid at påminde eder om delte, ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til Stede hos os. 061 2PE 001 013 Men jeg anser det for ret at vække eder ved Påmindelse, så længe jeg er i dette Telt, 061 2PE 001 014 da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, således som jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende. 061 2PE 001 015 Og jeg vil også gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kunne drage eder dette i Minde. 061 2PE 001 016 Thi vi have ikke fulgt klogtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men vi have været Øjenvidner til hans Majestæt, 061 2PE 001 017 nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en sådan Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag." 061 2PE 001 018 Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham på det hellige Bjerg. 061 2PE 001 019 Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter, 061 2PE 001 020 idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften beror på egen Tydning. 061 2PE 001 021 Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Villie; men drevne af den Helligånd talte hellige Guds Mænd. 061 2PE 002 001 Men der opstod også falske Profeter iblandt Folket, ligesom der også iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv, 061 2PE 002 002 og mange ville efterfølge deres Uterligheder, så Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet, 061 2PE 002 003 og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke. 061 2PE 002 004 Thi når Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, 061 2PE 002 005 og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige 061 2PE 002 006 og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, så han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden ville leve ugudeligt, 061 2PE 002 007 og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel, 061 2PE 002 008 (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han så og hørte): 061 2PE 002 009 - da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, 061 2PE 002 010 og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder, 061 2PE 002 011 hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottende Dom imod dem for Herren. 061 2PE 002 012 Men disse ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, også ødelægges med hines Ødelæggelse, 061 2PE 002 013 idet de få Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder; 061 2PE 002 014 deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke få nok af Synd; de lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn; 061 2PE 002 015 de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn, 061 2PE 002 016 men fik Revselse for sin Overtrædelse: et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind. 061 2PE 002 017 Disse ere vandløse Kilder og Tågeskyer, som drives af Storvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret. 061 2PE 002 018 Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, løkke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord 061 2PE 002 019 og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi man er Træl af det, som man er overvunden af. 061 2PE 002 020 Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. 061 2PE 002 021 Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet. 061 2PE 002 022 Det er gået dem efter det sande Ordsprog: "Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen." 061 2PE 003 001 Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind 061 2PE 003 002 til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, 061 2PE 003 003 idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer 061 2PE 003 004 og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse." 061 2PE 003 005 Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, 061 2PE 003 006 hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. 061 2PE 003 007 Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. 061 2PE 003 008 Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. 061 2PE 003 009 Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. 061 2PE 003 010 Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes. 061 2PE 003 011 Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, 061 2PE 003 012 idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte. 061 2PE 003 013 Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor. 061 2PE 003 014 Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred, 061 2PE 003 015 og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder, 061 2PE 003 016 som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige Skrifter, til deres egen Undergang. 061 2PE 003 017 Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde fra eders egen Fasthed; 061 2PE 003 018 men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og Kundskab! Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens Dag! # # BOOK 062 1JO 1 John 1 Johannes 062 1JO 001 001 Det, som var fra Begyndelsen, det, vi have hørt, det, vi have set med vore Øjne, det, vi skuede og vore Hænder følte på, nemlig om Livets Ord; - 062 1JO 001 002 og Livet blev åbenbaret, og vi have set og vidne og forkynde eder det evige Liv, som jo var hos Faderen og blev åbenbaret for os; - 062 1JO 001 003 hvad vi have set og hørt, forkynde vi også eder, for at også I må have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus. 062 1JO 001 004 Og dette skrive vi til eder, for at eders Glæde må være fuldkommen. 062 1JO 001 005 Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde eder, at Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham. 062 1JO 001 006 Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket, da lyve vi og gøre ikke Sandheden. 062 1JO 001 007 Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu, hans Søns, Blod renser os fra al Synd. 062 1JO 001 008 Dersom vi sige, at vi ikke have Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os. 062 1JO 001 009 Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. 062 1JO 001 010 Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gøre vi ham til en Løgner, og hans Ord er ikke i os. 062 1JO 002 001 Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, 062 1JO 002 002 og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men også for hele Verdens. 062 1JO 002 003 Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. 062 1JO 002 004 Den, som siger: "Jeg kender ham," og ikke holder hans Bud. han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; 062 1JO 002 005 men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham. 062 1JO 002 006 Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at vandre således, som han vandrede. 062 1JO 002 007 I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt. 062 1JO 002 008 Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. 062 1JO 002 009 Den, som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er i Mørket endnu. 062 1JO 002 010 Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. 062 1JO 002 011 Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne. 062 1JO 002 012 Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder forladte for hans Navns Skyld. 062 1JO 002 013 Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi I kende Faderen. 062 1JO 002 014 Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den onde. 062 1JO 002 015 Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. 062 1JO 002 016 Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. 062 1JO 002 017 Og Verden forgår og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie, bliver til evig Tid. 062 1JO 002 018 Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, således ere nu mange Antikrister fremtrådte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. 062 1JO 002 019 De ere udgåede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for at det skulde blive åbenbart, at de ikke alle ere af os. 062 1JO 002 020 Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt. 062 1JO 002 021 Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden. 062 1JO 002 022 Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. 062 1JO 002 023 Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen. 062 1JO 002 024 Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det, som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle også I blive i Sønnen og i Faderen. 062 1JO 002 025 Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige Liv. 062 1JO 002 026 Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder. 062 1JO 002 027 Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham. 062 1JO 002 028 Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse. 062 1JO 002 029 Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham. 062 1JO 003 001 Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke, fordi den ikke har kendt ham. 062 1JO 003 002 I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skulle vorde. Vi vide, at når det åbenbares, da skulle vi vorde ham lige; thi i skulle se ham, som han er. 062 1JO 003 003 Og hver den, som har dette Håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. 062 1JO 003 004 Hver den, som gør Synden, begår også Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse. 062 1JO 003 005 Og I vide, at han blev åbenbaret for at han skulde borttage Synderne; og der er ikke Synd i ham 062 1JO 003 006 Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham og kender ham ej heller. 062 1JO 003 007 Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. 062 1JO 003 008 Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger. 062 1JO 003 009 Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. 062 1JO 003 010 Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn åbenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligeså den, som ikke elsker sin Broder. 062 1JO 003 011 Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; 062 1JO 003 012 ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men hans Broders retfærdige. 062 1JO 003 013 Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. 062 1JO 003 014 Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. 062 1JO 003 015 Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig. 062 1JO 003 016 Derpå kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; også vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. 062 1JO 003 017 Men den, som bar Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i ham? 062 1JO 003 018 Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ej heller med Tungen, men i Gerning og Sandhed! 062 1JO 003 019 Og derpå kunne vi kende, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi for hans Åsyn stille vore Hjerter tilfreds, 062 1JO 003 020 hvad end vort Hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større end vort Hjerte og kender alle Ting. 062 1JO 003 021 I elskede! dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed for Gud, 062 1JO 003 022 og hvad vi end bede om, det få vi af ham, fordi vi holde hans Bud og gøre det, som er velbehageligt for ham. 062 1JO 003 023 Og dette er hans Bud; at vi skulle tro hans Søns Jesu Kristi Navn og elske hverandre efter det Bud, han gav os. 062 1JO 003 024 Og den, som holder hans Bud, han bliver i Gud, og Gud i ham; og derpå kende vi, at han bliver i os; af den Ånd, som han gav os. 062 1JO 004 001 I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden. 062 1JO 004 002 Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. 062 1JO 004 003 Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden. 062 1JO 004 004 Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som er i eder, er større end den, som er i Verden. 062 1JO 004 005 De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. 062 1JO 004 006 Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af 062 1JO 004 007 I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født at Gud og kender Gud. 062 1JO 004 008 Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed. 062 1JO 004 009 Deri blev Guds Kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham. 062 1JO 004 010 Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. 062 1JO 004 011 I elskede! har Gud således elsket os, da ere også vi skyldige at elske hverandre. 062 1JO 004 012 Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os. 062 1JO 004 013 Derpå kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet os af sin Ånd. 062 1JO 004 014 Og vi have skuet og vidne, at Faderen bar udsendt Sønnen til Frelser for Verden. 062 1JO 004 015 Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. 062 1JO 004 016 Og vi have erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i Gud, og Gud i ham. 062 1JO 004 017 Deri er Kærligheden fuldkommet hos os, at vi have Frimodighed på Dommens Dag, fordi, ligesom han er, således ere også vi i denne Verden. 062 1JO 004 018 Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden. 062 1JO 004 019 Vi elske, fordi han elskede os først. 062 1JO 004 020 Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud," og hader sin Broder, han er en Løgner; thi den, der ikke elsker sin Broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set? 062 1JO 004 021 Og dette Bud have vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin Broder. 062 1JO 005 001 Hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud; og hver den, som elsker Faderen, elsker også den, som er født af ham. 062 1JO 005 002 Derpå kende vi, at vi elske Guds Børn, når vi elske Gud og gøre hans Bud. 062 1JO 005 003 Thi dette er Kærlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans Bud ere ikke svære; 062 1JO 005 004 thi alt det, som er født af Gud, overvinder Verden; og dette er den Sejr, som har overvundet Verden, vor Tro. 062 1JO 005 005 Hvem er den, som overvinder Verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn? 062 1JO 005 006 Han er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Kristus; ikke med Vandet alene, men med Vandet og med Blodet; og det er Ånden, som viduer, thi Ånden er Sandheden. 062 1JO 005 007 Thi tre ere de, som vidne: 062 1JO 005 008 Ånden og Vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet. 062 1JO 005 009 Dersom vi tage imod Menneskenes Vidnesbyrd, da er Guds Søn. 062 1JO 005 010 Den, som tror på Guds Søn, har Vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har troet på det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn. 062 1JO 005 011 Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv; og dette Liv er i hans Søn. 062 1JO 005 012 Den, som har Sønnen, har Livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet. 062 1JO 005 013 Dette har jeg skrevet til eder, for at I skulle vide, at I have evigt Liv, I, som tro på Guds Søns Navn. 062 1JO 005 014 Og dette er den Frimodighed, som vi have over for ham, at dersom vi bede om noget efter hans Villie, hører han os. 062 1JO 005 015 Og dersom vi vide, at han hører os, hvad vi end bede om, da vide vi, at vi have de Ting, om hvilke vi have bedt ham. 062 1JO 005 016 Dersom nogen ser sin Broder begå Synd, som ikke er til Døden, han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde til Døden. Der er Synd til Døden; for den siger jeg ikke, at han skal bede. 062 1JO 005 017 Al uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden. 062 1JO 005 018 Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke. 062 1JO 005 019 Vi vide, at vi ere af Gud, og hele Verden ligger i det onde. 062 1JO 005 020 Men vi vide, at Guds Søn er kommen, og han har givet os Forstand til at kende den sande; og vi ere i den sande, i hans Søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt Liv. 062 1JO 005 021 Mine Børn, vogter eder for Afguderne! # # BOOK 063 2JO 2 John 2 Johannes 063 2JO 001 001 Den Ældste til den udvalgte Frue og hendes Børn, som jeg elsker i Sandhed, og ikke jeg alene, men også alle, som have erkendt Sandheden, 063 2JO 001 002 for den Sandheds Skyld, som bliver i os og skal være med os til evig Tid. 063 2JO 001 003 Nåde, Barmhjertighed og Fred være med os fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, Faderens Søn, i Sandhed og Kærlighed! 063 2JO 001 004 Jeg har glædet mig meget over, at jeg har fundet Børn af dig, som vandre i Sandhed, efter det Bud, vi fik af Faderen. 063 2JO 001 005 Og nu beder jeg dig, Frue! ikke som om jeg skrev til dig et nyt 063 2JO 001 006 Og dette er Kærligheden, at vi vandre efter hans Bud. Dette er Budet, således som I have hørt fra Begyndelsen, at I skulle vandre deri. 063 2JO 001 007 Thi mange Forførere ere udgåede i Verden, som ikke bekende Jesus som Kristus kommen i Kød. En sådan er Forføreren og Antikrist. 063 2JO 001 008 Giver Agt på eder selv, at I ikke skulle tabe, hvad vi have arbejdet, men at I må få fuld Løn. 063 2JO 001 009 Hver den, som viger ud og ikke bliver i Kristi Lære, har ikke Gud. Den, som bliver i Læren, han har både Faderen og Sønnen. 063 2JO 001 010 Dersom nogen kommer til eder og ikke fører denne Lære, ham skulle I ikke tage til Huse og ikke byde velkommen. 063 2JO 001 011 Thi den, som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde Gerninger. 063 2JO 001 012 Endskønt jeg havde meget at skrive til eder, har jeg ikke villet det med Papir og Blæk; men jeg håber at komme til eder og tale mundtligt med eder, for at vor Glæde må være fuldkommen. 063 2JO 001 013 Din Søsters, den udvalgtes, Børn hilse dig. # # BOOK 064 3JO 3 John 3 Johannes 064 3JO 001 001 Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed. 064 3JO 001 002 Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel. 064 3JO 001 003 Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden. 064 3JO 001 004 Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden. 064 3JO 001 005 Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for femmede, 064 3JO 001 006 hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud værdigt. 064 3JO 001 007 Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at Hedningerne. 064 3JO 001 008 Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne blive Medarbejdere for Sandheden. 064 3JO 001 009 Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke. 064 3JO 001 010 Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør, idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed, tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden. 064 3JO 001 011 Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud. 064 3JO 001 012 Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv; også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt. 064 3JO 001 013 Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen. 064 3JO 001 014 Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale sammen. Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især! # # BOOK 065 JUD Jude Judas 065 JUD 001 001 Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob, til de kaldede, som ere elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus: 065 JUD 001 002 Barmhjertighed og Fred og Kærlighed vorde eder mangfoldig til Del! 065 JUD 001 003 I elskede! da det lå mig alvorligt på Sinde at skrive til eder om vor fælles Frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til eder med Formaning om at stride for den Tro, som een Gang er bleven overgiven de hellige. 065 JUD 001 004 Thi der har indsneget sig nogle Mennesker, om hvem det for længe siden er forud skrevet, at de vilde falde under denne Dom: Ugudelige, som misbruge vor, Guds Nåde til Uterlighed og fornægte vor eneste Hersker og Herre Jesus Kristus. 065 JUD 001 005 Men skønt I een Gang for alle vide det alt sammen, vil jeg minde eder om, at da Herren havde frelst Folket ud af Ægyptens Land, ødelagde han næste Gang dem, som ikke troede, 065 JUD 001 006 og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, bar han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke til den store Dags Dom; 065 JUD 001 007 ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der på samme Måde som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed Kød), ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds Straf. 065 JUD 001 008 Alligevel gå også disse ligedan i Drømme og besmitte Kød, foragte Herskab og bespotte Herligheder. 065 JUD 001 009 Men Overengelen Mikael turde, da han tvistedes med Djævelen og talte om Mose Legeme, ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: "Herren straffe dig!" 065 JUD 001 010 Disse derimod bespotte, hvad de ikke kende; og hvad de som de ufornuftige Dyr vide Besked om af Naturen, dermed ødelægge de sig selv. 065 JUD 001 011 Ve dem! thi de ere gåede på Kains Vej og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere gåede til Grunde i Horas Genstridighed. 065 JUD 001 012 Disse ere Skærene ved eders Kærlighedsmåltider, fordi de uden Undseelse frådse med og pleje sig selv; de ere vandløse Skyer, som drives forbi af Vinden; bladløse Træer uden Frugt, to Gange døde, oprykkede med Rode; 065 JUD 001 013 vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid. 065 JUD 001 014 Men om disse har også Enok, den syvende fra Adam, profeteret, da han sagde: "Se, Herren kom med sine hellige Titusinder 065 JUD 001 015 for at holde Dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle deres Ugudeligheds Gerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige Ord, som de have talt imod ham, de ugudelige Syndere!" 065 JUD 001 016 Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skæbne, medens de vandre efter deres Begæringer, og deres Mund taler overmodige Ord, medens de for Fordels Skyld vise Beundring for Personer. 065 JUD 001 017 I derimod, I elskede! kommer de Ord i Hu, som forud ere talte af vor Herres Jesu Kristi Apostle; 065 JUD 001 018 thi de sagde eder: I den sidste Tid skal der være Spottere, som vandre efter deres Ugudeligheders Begæringer. 065 JUD 001 019 Disse ere de, som volde Splittelser, sjælelige, som ikke have Ånd. 065 JUD 001 020 I derimod, I elskede! opbygger eder selv på eders helligste Tro; beder i den Helligånd; 065 JUD 001 021 bevarer således eder selv i Guds Kærlighed, forventende vor Herres Jesu Kristi Barmhjertighed til evigt Liv. 065 JUD 001 022 Og revser nogle, når de tvivle, 065 JUD 001 023 frelser andre ved at udrive dem af Ilden, forbarmer eder over andre med Frygt, så I hade endog den af Kødet besmittede Kjortel. 065 JUD 001 024 Men ham, som er mægtig til at bevare eder fra Fald og fremstille eder for sin Herlighed ulastelige i Fryd, 065 JUD 001 025 den eneste Gud, vor Frelser ved vor Herre Jesus Kristus, tilkommer Ære og Majestæt, Vælde og Magt, forud for al Tid og nu og i alle Evigheder! Amen. # # BOOK 066 REV Revelation Aabenbaringen 066 REV 001 001 Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes, 066 REV 001 002 som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad han har set. 066 REV 001 003 Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær. 066 REV 001 004 Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Ånder, som ere foran hans Trone, 066 REV 001 005 og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har udløst os af vore Synder med sit Blod 066 REV 001 006 og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen. 066 REV 001 007 Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de, som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre ved hans Komme. Ja, Amen! 066 REV 001 008 Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige. 066 REV 001 009 Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld. 066 REV 001 010 Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høj Røst som af en Basun, der sagde: 066 REV 001 011 Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea. 066 REV 001 012 Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv Guldlysestager 066 REV 001 013 og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte. 066 REV 001 014 Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; 066 REV 001 015 og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; 066 REV 001 016 og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, når den skinner i sin Kraft. 066 REV 001 017 Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han lagde sin højre Hånd på mig og sagde: 066 REV 001 018 Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler. 066 REV 001 019 Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske herefter. 066 REV 001 020 Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder. 066 REV 002 001 Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt imellem de syv Guldlysestager: 066 REV 002 002 Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere Løgnere; 066 REV 002 003 og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld og er ikke bleven træt. 066 REV 002 004 Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første Kærlighed. 066 REV 002 005 Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig. 066 REV 002 006 Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også jeg hader. 066 REV 002 007 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds Paradis. 066 REV 002 008 Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den første og den sidste, han, som var død og blev levende: 066 REV 002 009 Jeg kender din Trængsel og din Fattigdom (dog, du er rig), og Bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det, men ere Satans Synagoge. 066 REV 002 010 Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, Djævelen vil kaste nogle af eder i Fængsel, for at I skulle fristes, og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, så vil jeg give dig Livets Krone 066 REV 002 011 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden Død. 066 REV 002 012 Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe Sværd: 066 REV 002 013 Jeg ved, hvor du bor, der, hvor Satans Trone er; og du holder fast ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas's, mit tro Vidnes Dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor Satan bor. 066 REV 002 014 Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som holde fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte Snare for Israels Børn, for at de skulde spise Afgudsofferkød og bedrive Utugt. 066 REV 002 015 Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes Lære på lignende Vis. 066 REV 002 016 Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Sværd. 066 REV 002 017 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Sten og på Stenen et nyt Navn skrevet, som ingen kender, uden den, der får det. 066 REV 002 018 Og skriv til Menighedens Engel i Thyatira: Dette siger Guds Søn, der har Øjne som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Malm: 066 REV 002 019 Jeg kender dine Gerninger og din Kærlighed og Tro og Tjeneste og Udholdenhed, ja, dine Gerninger, de sidste flere end de første. 066 REV 002 020 Men jeg har imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som kalder sig selv en Profetinde og lærer og forfører mine Tjenere til at bedrive Utugt og spise Afgudsofferkød. 066 REV 002 021 Og jeg har givet hende Tid til at omvende sig, men hun vil ikke omvende sig fra sin Utugt. 066 REV 002 022 Se, jeg kaster hende på Sygelejet og hendes Bolere i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gerninger. 066 REV 002 023 Og hendes Børn vil jeg slå med Død, og alle Menighederne skulle kende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give eder, hver efter eders Gerninger. 066 REV 002 024 Men til eder, de øvrige, som ere i Thyatira, så mange som ikke have denne Lære, fordi de ikke kende Satans Dybder, som de kalde det, til eder siger jeg: Jeg lægger ingen anden Byrde på eder. 066 REV 002 025 Kun skulle I holde fast ved det, I have, indtil jeg kommer. 066 REV 002 026 Og den, som sejrer, og som indtil Enden tager Vare på mine Gerninger, ham vil jeg give Mag over Hedningerne; 066 REV 002 027 og med en Jernstav skal han vogte dem, ligesom Lerkar sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader; 066 REV 002 028 og jeg vil give ham Morgenstjernen. 066 REV 002 029 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! 066 REV 003 001 Og skriv til Menighedens Engel i Sardes: Dette siger han, som har de syv Guds Ånder og de syv Stjerner: Jeg kender dine Gerninger, at du har Ord for at leve og er dog død. 066 REV 003 002 Bliv vågen og styrk det øvrige, som ellers vilde dø; thi jeg har ikke fundet dine Gerninger fuldkommede for min Gud. 066 REV 003 003 Kom derfor i Hu, hvorledes du modtog og hørte, og bevar det og omvend dig! Dersom du altså ikke våger, skal jeg komme som en Tyv, og du skal ikke vide, i hvilken Time jeg kommer over dig. 066 REV 003 004 Dog har du i Sardes nogle få Personer, som ikke have besmittet deres Blæder; de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de ere værdige dertil. 066 REV 003 005 Den, som sejrer, han skal således iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livets Bog, og jeg vil bekende hans Navn for min Fader og for hans Engle. 066 REV 003 006 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! 066 REV 003 007 Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, han, som har Davids Nøgle, han, som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: 066 REV 003 008 Jeg kender dine Gerninger. Se, jeg bar givet dig, at der foran dig er en åbnet Dør, som ingen kan lukke; thi du har kun liden Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn. 066 REV 003 009 Se, jeg lader komme nøgle af Satans Synagoge, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet Kærlighed til dig 066 REV 003 010 Efterdi du har bevaret mit Ord om Udholdenheden, vil også jeg bevare dig ud af Fristelsens Stund, som skal komme over hele Jorderige for at friste dem, som bo på Jorden. 066 REV 003 011 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din Krone. 066 REV 003 012 Den, som sejrer, ham vil jeg gøre til en Søjle i min Guds Tempel, og han skal ikke mere gå ud derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds Navn og min Guds Stads Navn, det nye Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og mit nye Navn. 066 REV 003 013 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! 066 REV 003 014 Og skriv til Menighedens Engel i Laodikea: Dette siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings Begyndelse: 066 REV 003 015 Jeg kender dine Gerninger, at du hverken er kold eller varm; gid du var kold eller varm! 066 REV 003 016 Derfor, efterdi du er lunken og 'hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min Mund; 066 REV 003 017 fordi du siger: Jeg er rig og har vundet Rigdom og fattes intet; og du ved ikke, at du er den elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne. 066 REV 003 018 Jeg råder dig, at du af mig køber Guld, lutret i Ilden, for at du kan blive rig, og hvide Klæder, for at du kan klæde dig dermed, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og Øjensalve til at salve dine Øjne med, for at du kan se. 066 REV 003 019 Alle dem, jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! 066 REV 003 020 Se, jeg står før Døren og banker; dersom nøgen hører min Røst og åbner Døren, vil jeg gå ind til ham og holde Nadver med ham, og han med mig. 066 REV 003 021 Den, som sejrer, ham vil jeg give at tage Sæde hos mig på min Trone, ligesom jeg har sejret og har taget Sæde hos min Fader på hans Trone. 066 REV 003 022 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! 066 REV 004 001 Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter. 066 REV 004 002 Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen, og en sad på Tronen, 066 REV 004 003 og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd. 066 REV 004 004 Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med Guldkranse på deres Hoveder. 066 REV 004 005 Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder. 066 REV 004 006 Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af Øjne fortil og bagtil. 066 REV 004 007 Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn. 066 REV 004 008 Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer! 066 REV 004 009 Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, 066 REV 004 010 da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægge deres Kranse ned for Tronen og sige: 066 REV 004 011 Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte. 066 REV 005 001 Og jeg så i hans højre Hånd, som sad på Tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpå, forseglet med syv Segl. 066 REV 005 002 Og jeg så en vældig Engel, som udråbte med høj Røst: Hvem er værdig til at åbne Bogen og bryde dens Segl? 066 REV 005 003 Og ingen i Himmelen, ej heller på Jorden, ej heller under Jorden, formåede at åbne Bogen eller at se i den. 066 REV 005 004 Og jeg græd såre, fordi ingen fandtes værdig til at åbne Bogen eller at se i den. 066 REV 005 005 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, så han kan åbne Bogen og dens syv Segl. 066 REV 005 006 Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden. 066 REV 005 007 Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen. 066 REV 005 008 Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner. 066 REV 005 009 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og Folkeslag, 066 REV 005 010 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger på Jorden. 066 REV 005 011 Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder, 066 REV 005 012 og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse! 066 REV 005 013 Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! 066 REV 005 014 Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade. 066 REV 006 001 Og jeg så, da Lammet åbnede et af de syv Segl, og jeg hørte et af de fire Væsener sige som en Tordens Røst: Kom! 066 REV 006 002 Og jeg så, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, havde en Bue; og der blev givet ham en Krone, og han drog ud sejrende og til Sejer. 066 REV 006 003 Og da det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige: Kom! 066 REV 006 004 Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad på den, blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd. 066 REV 006 005 Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen sige: Kom! Og jeg så, og se en sort Hest, og han, der sad på den, havde en Vægt i sin Hånd. 066 REV 006 006 Og jeg hørte ligesom en Røst midt iblandt de fire Væsener, som sagde: Et Mål Hvede for en Denar og tre Mål Byg for en Denar; og Olien og Vinen skal du ikke gøre Skade. 066 REV 006 007 Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg en Røst af det fjerde Væsen sige: Kom! 066 REV 006 008 Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham; og der blev givet dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslå med Sværd og med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr. 066 REV 006 009 Og da det åbnede det femte Segl, så jeg under Alteret deres Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de havde. 066 REV 006 010 Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som bo på Jorden? 066 REV 006 011 Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke skulde ihjelslås ligesom de. 066 REV 006 012 Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt som Blod. 066 REV 006 013 Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr. 066 REV 006 014 Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder. 066 REV 006 015 Og Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøverstene og de rige og de vældige og hver Træl og fri skjulte sig i Hulerne og i Bjergenes Kløfter, 066 REV 006 016 og de sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler os for Hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede! 066 REV 006 017 Thi deres Vredes støre Dag er kommen; og hvem kan bestå? 066 REV 007 001 Og derefter så jeg fire Engle stå på Jordens fire Hjørner; de holdt ordens fire Vinde; for at ingen Vind skulde blæse over Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ. 066 REV 007 002 Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle, hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde: 066 REV 007 003 Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander. 066 REV 007 004 Og jeg hørte Tallet på de beseglede, hundrede og fire og fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer: 066 REV 007 005 af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde, 066 REV 007 006 af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde, af Manasses Stamme tolv Tusinde, 066 REV 007 007 af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af Issakars Stamme tolv Tusinde 066 REV 007 008 af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede. 066 REV 007 009 Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder; 066 REV 007 010 og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på Tronen, og Lammet! 066 REV 007 011 Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: 066 REV 007 012 Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen. 066 REV 007 013 Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de komne? 066 REV 007 014 Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. 066 REV 007 015 Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over dem. 066 REV 007 016 De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde på dem. 066 REV 007 017 Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres Øjne. 066 REV 008 001 Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen omtrent en halv Time. 066 REV 008 002 Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet dem syv Basuner. 066 REV 008 003 Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran Tronen. 066 REV 008 004 Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra Engelens Hånd før Guds Åsyn. 066 REV 008 005 Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og Jordskælv. 066 REV 008 006 Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig rede til at basune. 066 REV 008 007 Og den første basunede, og der kom Hagl og Ild, blandet med Blød, og blev kastet på Jorden; og Tredjedelen af Jorden blev opbrændt, og alt grønt Græs opbrændtes. 066 REV 008 008 Og den anden 'Engel basunede, og det var, som et stort brændende Bjerg blev kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev til Blod. 066 REV 008 009 Og Tredjedelen af de Skabninger i Havet, som havde Liv, døde; og Tredjedelen af Skibene blev ødelagt. 066 REV 008 010 Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt der en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt på Tredjedelen al Floderne og på Vandkilderne. 066 REV 008 011 Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev til Malurt, og mange af Menneskene døde af Vandene, fordi de vare blevne beske. 066 REV 008 012 Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen og Tredjedelen af Månen og Tredjedelen af Stjernerne blev ramt, så at Tredjedelen af dem blev formørket, og Dagen mistede Tredjedelen af sit Lys og Natten ligeså. 066 REV 008 013 Og jeg så, og jeg hørte en Ørn flyve midt oppe under Himmelen og sige med høj Røst: Ve, ve, ve dem, som bo på Jorden, for de øvrige Basunrøster fra de tre Engle, som skulle basune. 066 REV 009 001 Og den femte Engel basusnede, og jeg så en Stjerne, som var falden ned fra Himmelen på Jorden, og Nøglen til Afgrundens Brønd blev given den. 066 REV 009 002 Og den åbnede Afgrundens Brønd, og en Røg steg op af Brønden, lig Røgen af en stor Ovn; og Solen og Luften blev formørket af Røgen fra Brønden. 066 REV 009 003 Og fra Røgen udgik der Græshopper over Jorden, og der blev givet dem Magt, som Jordens Skorpioner have Magt. 066 REV 009 004 Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander. 066 REV 009 005 Og det blev dem givet ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Måneder; og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, når den stikker et Menneske. 066 REV 009 006 Og i de Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og attrå at dø, og Døden flyr fra dem. 066 REV 009 007 Og Græshoppeskikkelserne lignede Heste, rustede til Krig, og på deres Hoveder var der som Kroner, der lignede Guld, og deres Ansigter vare som Menneskers Ansigter, 066 REV 009 008 og de havde Hår som Kvinders Hår, og deres Tænder vare som Løvers, 066 REV 009 009 og de havde Pansere som Jernpansere; og Lyden af deres Vinger var som Lyd af Stridsvogne, når mange Heste fare ud til Kamp. 066 REV 009 010 Og de have Haler, som ligne Skorpioners, og Brodde, og i deres Haler ligger deres Magt til at skade Menneskene i fem Måneder. 066 REV 009 011 De have Afgrundens Engel til Konge over sig; hans Navn er på Hebraisk Abaddon, og på Græsk har han Navnet Apollyon. 066 REV 009 012 Det første Ve er til Ende; se, der kommer endnu to Veer derefter. 066 REV 009 013 Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte en Røst fra de fire Horn på Guldalteret, som står for Guds Åsyn, 066 REV 009 014 sige til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle, som ere bundne ved den store Flod Eufrat. 066 REV 009 015 Og de fire Engle bleve løste, som til den Time og Dag og Måned og År vare rede til at ihjelslå Tredjedelen af Menneskene. 066 REV 009 016 Og Tallet på Rytterhærene var to Gange Titusinde Gange Titusinde; jeg hørte deres Tal. 066 REV 009 017 Og således så jeg Hestene i Synet og dem, som sade derpå, hvilke havde ildrøde og sorteblå og svovlgule Pansere; og Hestenes Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og Røg og Svovl. 066 REV 009 018 Af disse tre Plager, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslået.' 066 REV 009 019 Thi Hestenes Magt er i deres Mund og i deres Haler; thi deres Haler ligne Slanger, have Hoveder, og med dem gøre de Skade. 066 REV 009 020 Og de øvrige Mennesker, som ikke bleve dræbte i disse Plager, omvendte sig ikke fra deres Hænders Gerninger, så de lode være at tilbede de onde Ånder og Afgudsbillederne af Guld og Sølv og Kobber og Sten og Træ, som hverken kunne se eller høre eller gå; 066 REV 009 021 og de omvendte sig ikke fra deres Myrden eller fra deres Trolddom eller fra deres Utugt eller fra deres Tyveri. 066 REV 010 001 Og jeg så en anden vældige Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og Regnbuen var på hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildsøjler, 066 REV 010 002 og han havde i sin Hånd en lille åbnet Bog. Og han satte sin højre Fod på Havet og den venstre på Jorden. 066 REV 010 003 Og han råbte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde råbt, lode de syv Tordener deres Røster høre. 066 REV 010 004 Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv Tordener talte, og nedskriv det ikke! 066 REV 010 005 Og Engelen, som jeg så stå på Havet og på Jorden, opløftede sin højre Hånd imod Himmelen 066 REV 010 006 og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som bar skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpå er, og Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid; 066 REV 010 007 men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, når han skal til at basune, da er Guds skjulte Råd fuldbyrdet således, som han har forkyndt sine Tjenere Profeterne. 066 REV 010 008 Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med mig og sagde: Gå hen, tag den lille åbnede Bog, som er i den Engels Hånd, der står på Havet og på Jorden. 066 REV 010 009 Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give mig den lille Bog. Og han sagde til mig; Tag og nedsvælg den! og den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød som Honning. 066 REV 010 010 Og jeg tog den lille Bog af Engelens Hånd og nedsvælgede den; og den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget den, følte jeg Smerte i min Bug. 066 REV 010 011 Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og Folkeslag og Tungemål og Konger. 066 REV 011 001 Og der blev givet mig et Rør ligesom en Målestok, med de Ord: Stå op og mål Guds Tempel og Alteret og dem, som tilbede deri. 066 REV 011 002 Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Måneder. 066 REV 011 003 Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække. 066 REV 011 004 Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå for Jordens Herre. 066 REV 011 005 Og dersom nogen vil gøre dem Skade, udgår der Ild af deres Mund og fortærer deres Fjender; og dersom nogen vil gøre dem Skade, bør han således ihjelslås. 066 REV 011 006 Disse have Magt til at lukke Himmelen, så at der ingen Regn skal falde i deres Profetis Dage; og de have Magt over Vandene til at forvandle dem til Blod og til at slå Jorden med al Slags Plage, så ofte de ville. 066 REV 011 007 Og når de få fuldendt deres Vidnesbyrd, skal Dyret, som stiger op af Afgrunden, føre Krig imod dem og overvinde dem og ihjelslå dem. 066 REV 011 008 Og deres Lig skal ligge på Gaden i den store Stad, som i åndelig Forstand kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor også deres Herre blev korsfæstet. 066 REV 011 009 Og Mennesker af alle Folk og Stammer og Tungemål og Folkeslag skulle se på deres Lig i tre og en halv Dag og ikke tilstede, at deres Lig lægges i Grav. 066 REV 011 010 Og de, som bo på Jorden, glæde sig over dem og fryde sig; og de sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage for dem, som bo på Jorden. 066 REV 011 011 Og efter de tre og en halv Dags Førløb kom der Livs Ånde fra Gud i dem; og de støde på deres Fødder, og stor Frygt faldt på dem, som så dem. 066 REV 011 012 Og de hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger herop! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fjender så derpå. 066 REV 011 013 Og i samme Stund skete der et stort Jordskælv, og Tiendedelen af Staden faldt, og syv Tusinde Personer bleve dræbte i Jordskælvet; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud Ære. 066 REV 011 014 Det andet Veer til Ende; se, det tredje Ve kommer snart. 066 REV 011 015 Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høje Røster i Himmelen, som sagde: Herredømmet over Verden er blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være Konge i Evighedernes Evigheder. 066 REV 011 016 Og de fire og tyve Ældste, som sidde for Guds Åsyn på deres Troner, faldt ned på deres Ansigter og tilbade Gud og sagde: 066 REV 011 017 Vi takke dig, Herre Gud almægtige, du, som er, og som var, fordi du har taget din store Magt og tiltrådt dit Kongedømme, 066 REV 011 018 og Folkeslagene vrededes, og din Vrede kom og Tiden til, at de døde skulle dømmes, og til at give Lønnen til dine Tjenere, Profeterne, og de hellige og dem, som frygte dit Navn, de små og de store, og til at ødelægge dem, som lægge Jorden øde. 066 REV 011 019 Og Guds Tempel i Himmelen blev åbnet, og hans Pagts Ark kom til Syne i hans Tempel, og der kom Lyn og Røster og Tordener og Jordskælv og stærk Hagl. 066 REV 012 001 Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit Hoved. 066 REV 012 002 Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer. 066 REV 012 003 Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor, ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine Hoveder syv Kroner. 066 REV 012 004 Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det. 066 REV 012 005 Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans Trone. 066 REV 012 006 Og Kvinden flyede ud i Ørkenen, hvor hun har et Sted beredt fra Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage. 066 REV 012 007 Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle. 066 REV 012 008 Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i Himmelen. 066 REV 012 009 Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. 066 REV 012 010 Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. 066 REV 012 011 Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til Døden. 066 REV 012 012 Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede, fordi han ved, at han kun har liden Tid. 066 REV 012 013 Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet. 066 REV 012 014 Og den store Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen. 066 REV 012 015 Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden for at bortskylle hende med Floden. 066 REV 012 016 Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund. 066 REV 012 017 Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu Vidnesbyrd. 066 REV 013 001 Og jeg stod på Sandet ved Havet. Og jeg så et Dyr stige op af Havet, som havde ti Horn og syv Hoveder, og på sine Horn ti Kroner, og på sine Hoveder Bespottelsens Navne. 066 REV 013 002 Og Dyret, som jeg så, var ligt en Panter, og dets Fødder som en Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Trone og stor Magt. 066 REV 013 003 Og jeg så et af dets Hoveder ligesom såret til Døden, og dets dødelige Sår blev lægt, og al Jorden fulgte undrende efter Dyret. 066 REV 013 004 Og de tilbade Dragen, fordi den havde givet Dyret Magten; og de tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe imod det? 066 REV 013 005 Og der blev givet det en Mund til at tale store Ord og Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og fyrretyve Måneder. 066 REV 013 006 Og det åbnede sin Mund til Bespottelser imod Gud, til at bespotte hans Navn og hans Telt, dem, som bo i Himmelen. 066 REV 013 007 Og der blev givet det at føre Krig imod de hellige og at overvinde dem; og der blev givet det Magt over hver Stamme og Folk og Tungemål og Folkeslag. 066 REV 013 008 Og alle, som bo på Jorden, skulle tilbede ham, enhver, hvis Navn ikke fra Verdens Grundlæggelse er skrevet i Lammets, det slagtedes, Livets Bog. 066 REV 013 009 Dersom nogen har Øre, han høre! 066 REV 013 010 Dersom nogen fører andre i Fængsel, han kommer selv i Fængsel; dersom nogen dræber med Sværd, han skal dræbes med Sværd. Her gælder det de helliges Udholdenhed og Tro. 066 REV 013 011 Og jeg så et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn ligesom et Lam og talte som en Drage. 066 REV 013 012 Og det udøver hele det første Dyrs Magt for dets Åsyn og får Jorden og dem, som bo derpå, til at tilbede det første dyr, hvis dødelige Sår blev lægt. 066 REV 013 013 Og det gør store Tegn, så at det endog får Ild til. at falde ned fra Himmelen på Jorden for Menneskenes Åsyn. 066 REV 013 014 Og det forfører dem, som bo på Jorden, for de Tegns Skyld, som det blev givet det at gøre for Dyrets Åsyn, og siger til dem, som bo på Jorden, at de skulle gøre et Billede af Dyret, ham, som har Sværdhugget og kom til Live. 066 REV 013 015 Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Ånd, så at Dyrets Billede endog kunde tale og gøre, at alle de, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslås. 066 REV 013 016 Og det får alle, både små og støre, både rige og fattige, både frie og Trælle, til at sætte sig et Mærke på deres højre Hånd eller på deres Pande, 066 REV 013 017 for at ingen skal kunne købe eller sælge uden den, som har Mærket, Dyrets Navn eller dets Navns Tal. 066 REV 013 018 Her gælder det Visdom! Den, som har Forstand, udregne Dyrets Tal; thi det er et Menneskes Tal, og dets Tal er 666. 066 REV 014 001 Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions Bjerg, og med det hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet på deres Pander. 066 REV 014 002 Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som at Harpespillere, der spillede på deres Harper. 066 REV 014 003 Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden. 066 REV 014 004 Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det går. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde før Gud og Lammet, 066 REV 014 005 og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige. 066 REV 014 006 Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden, og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk, 066 REV 014 007 og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. 066 REV 014 008 Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin. 066 REV 014 009 Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande eller på sin Hånd, 066 REV 014 010 så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Åsyn. 066 REV 014 011 Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke. 066 REV 014 012 Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud og Troen på Jesus. 066 REV 014 013 Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Ånden, de skulle hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem. 066 REV 014 014 Og jeg, så, og se en hvid Sky, og på Skyen sad der en lig en Menneskesøn med en Guldkrone på sit Hoved og en skarp Segl i sin Hånd. 066 REV 014 015 Og en anden Engel gik ud fra Templet og råbte med høj Røst til ham, som sad på Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden. 066 REV 014 016 Og han, som sad på Skyen, lod sin Segl gå over Jorden, og Jorden blev høstet. 066 REV 014 017 Og en anden Engel gik ud fra Templet i Himmelen; også han havde en skarp Segl. 066 REV 014 018 Og fra Alteret gik en anden Engel ud, som havde Magt over Ilden; og han råbte med høj Røst til den, som havde den skarpe Segl, og sagde: Udsend din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens Vintræ; thi dets Druer ere modne. 066 REV 014 019 Og Engelen lod sin Segl gå hen over Jorden og afskar Frugten på Jordens Vintræ og kastede den i Guds Harmes store Persekar. 066 REV 014 020 Og Persekarret blev trådt uden for Staden, og der kom Blod ud af Persekarret op til Hestenes Bidsler, så langt som eet Tusinde og seks Hundrede Stadier. 066 REV 015 001 Og jeg så et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv Engel som have de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme fuldbyrdet. 066 REV 015 002 Og jeg så som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal, stående ved Glarhavet og holdende Guds Harper. 066 REV 015 003 Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde: Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du Almægtige! retfærdige og sande' ere dine Veje, du Folkeslagenes Konge! 066 REV 015 004 Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede for dit Åsyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne åbenbarede. 066 REV 015 005 Og derefter så jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himmelen blev åbnet, 066 REV 015 006 og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet, iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med Guldbælter. 066 REV 015 007 Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskåle fyldte med Guds Harme, han. som lever i Evighedernes Evigheder. 066 REV 015 008 Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft; og ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende. 066 REV 016 001 Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden! 066 REV 016 002 Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede. 066 REV 016 003 Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde. 066 REV 016 004 Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne, og de bleve til Blod. 066 REV 016 005 Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom; 066 REV 016 006 thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet dem Blod at drikke; de ere det værd. 066 REV 016 007 Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande og retfærdige ere dine Domme. 066 REV 016 008 Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet den at brænde Menneskene med Ild. 066 REV 016 009 Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give ham Ære. 066 REV 016 010 Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. 066 REV 016 011 Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger. 066 REV 016 012 Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat; og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for Kongerne fra Solens Opgang. 066 REV 016 013 Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder. 066 REV 016 014 Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den almægtiges, store Dag. 066 REV 016 015 - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans Skam. - 066 REV 016 016 Og de samlede dem til det Sted, som kaldes på Hebraisk Harmagedon. 066 REV 016 017 Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet, fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket. 066 REV 016 018 Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort. 066 REV 016 019 Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret med sin Vredes Harmes Vin. 066 REV 016 020 Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne. 066 REV 016 021 Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi dens Plage var meget stor. 066 REV 017 001 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over mange Vande, 066 REV 017 002 med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. 066 REV 017 003 Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m. 066 REV 017 004 Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder. 066 REV 017 005 Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. 066 REV 017 006 Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så hende. 066 REV 017 007 Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn. 066 REV 017 008 Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden, skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog fra Verdens Grundlæggelse, når de se, at Dyret var og er ikke og skal komme. 066 REV 017 009 Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder, 066 REV 017 010 og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en liden Tid. 066 REV 017 011 Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en af de syv og farer bort til Fortabelse. 066 REV 017 012 Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret. 066 REV 017 013 Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret. 066 REV 017 014 Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem - fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere med det, de kaldede og udvalgte og trofaste. 066 REV 017 015 Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål. 066 REV 017 016 Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild. 066 REV 017 017 Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. 066 REV 017 018 Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger. 066 REV 018 001 Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed. 066 REV 018 002 Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon den store, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og afskyede Fugle! 066 REV 018 003 Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde. 066 REV 018 004 Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager. 066 REV 018 005 Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu. 066 REV 018 006 Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det Bæger, som hun har iskænket. 066 REV 018 007 Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed, så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se, 066 REV 018 008 derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende. 066 REV 018 009 Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende, skulle græde og hyle over hende, når de se Røgen af hendes Brand, 066 REV 018 010 medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige: Ve! ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time er din Dom kommen. 066 REV 018 011 Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres Ladning: 066 REV 018 012 Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor, 066 REV 018 013 og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og Slaver, ja, Menneskesjæle. 066 REV 018 014 Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde det mere. 066 REV 018 015 De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og sige: 066 REV 018 016 Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een Time er så stor en Rigdom lagt øde. 066 REV 018 017 Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde på Havet, stode langt borte 066 REV 018 018 og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der Mage til den store Stad? 066 REV 018 019 Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den bleven lagt øde. 066 REV 018 020 Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og Profeter! fordi Gud har skaffet eder Ret over den. 066 REV 018 021 Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere. 066 REV 018 022 Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke høres i dig mere; 066 REV 018 023 og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit Trylleri. 066 REV 018 024 Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres, som ere myrdede på Jorden. 066 REV 019 001 Derefter hørte jeg ligesom en høj Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Frelsen og Herligheden og Kraften tilhører vor Gud. 066 REV 019 002 Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han har dømt den store Skøge, som fordærvede Jorden med sin Utugt, og krævet sine Tjeneres Blod af hendes Hånd. 066 REV 019 003 Og de sagde anden Gang: Halleluja! og Røgen fra hende opstiger i Evighedernes Evigheder. 066 REV 019 004 Og de fire og tyve Ældste og de fire levende Væsener faldt ned eg tilbade Gud, som sad på Tronen, og de sagde: Amen! Halleluja! 066 REV 019 005 Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere, I, som frygte ham, de små og de store! 066 REV 019 006 Og jeg hørte som en Røst af en stor Skare og som en Lyd af mange Vande og, som en Lyd af stærke Tordener, der sagde: Halleluja! thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet. 066 REV 019 007 Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har gjort sig rede. 066 REV 019 008 Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde; thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger. 066 REV 019 009 Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de sande Guds Ord. 066 REV 019 010 Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og han siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din Medtjener eg dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Ånd. 066 REV 019 011 Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med Retfærdighed. 066 REV 019 012 Men hans Øjne vare Ildslue, og på hans Hoved var der mange Kroner; han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han selv; 066 REV 019 013 og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. 066 REV 019 014 Og Hærene i Himmelen fulgte ham på hvide Heste, iførte hvidt, rent Linklæde. 066 REV 019 015 Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav, og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse. 066 REV 019 016 Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre. 066 REV 019 017 Og jeg så en Engel stående i Solen, og han råbte med høj Røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt oppe under Himmelen: Kommer og samler eder til Guds store Nadver 066 REV 019 018 for at æde Kød af Konger og Kød af Krigsøverster og Kød af vældige og Kød af Heste og af dem, som sidde på dem, og Kød af alle, både frie og Trælle, små og store. 066 REV 019 019 Og jeg så Dyret og Jordens Kongen og deres Hære samlede for at føre Krig imod ham, som sad på Hesten, og imod hans Hær. 066 REV 019 020 Og Dyret blev grebet og med det den falske Profet, som havde gjort Tegnene for dets Åsyn, hvormed han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; de bleve begge kastede levende i Ildsøen, som brænder med Svovl. 066 REV 019 021 Og de andre bleve ihjelslåede med hans Sværd, som sad på Hesten, det, der udgik af hans Mund, og alle Fuglene bleve mættede at deres Kød. 066 REV 020 001 Og jeg så en Engel stige ned fra Himmelen, han havde Afgrundens Nøgle og en stor Lænke i sin Hånd. 066 REV 020 002 Og han greb Dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde År 066 REV 020 003 og kastede ham i Afgrunden og lukkede og forseglede over ham, for at han ikke mere skulde forføre Folkeslagene, førend de tusinde År vare til Ende; derefter skal han løses en lille Tid. 066 REV 020 004 Og jeg så Troner, og de satte sig på dem, og Dommermagt blev given dem; og jeg så deres Sjæle, som vare halshuggede for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedt; Dyret eller dets Billede og ikke havde taget Mærket på deres Pande og på deres Hånd; og de bleve levende og bleve Konger med Kristus i tusinde År. 066 REV 020 005 De øvrige af de døde bleve ikke levende, førend de tusinde År vare til Ende. Dette er den første Opstandelse. 066 REV 020 006 Salig og hellig er den, som bar Del i den første Opstandelse; over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds og Kristi Præster og skulle være Konger med ham i de tusinde År. 066 REV 020 007 Og når de tusinde År ere til Ende, skal Satan løses af sit Fængsel. 066 REV 020 008 Og han skal gå ud for at forføre Folkeslagene ved Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Krig; deres Tal er som Havets Sand. 066 REV 020 009 Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de helliges Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem. 066 REV 020 010 Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i Ild og Svovlsøen, hvor også Dyret og den falske Profet var; og de skulle pines Dag og Nat i Evighedernes Evigheder. 066 REV 020 011 Og jeg så en stor, hvid Trone og ham, som sad derpå; for hans Åsyn flyede Jorden og Himmelen, og der blev ikke fundet Sted for dem. 066 REV 020 012 Og jeg så de døde, de store og de små, stående for Tronen, og Bøger bleve åbnede; og en anden Bog blev åbnet, som er Livets Bog; og de døde bleve dømte efter det, som var skrevet i Bøgerne, efter deres Gerninger. 066 REV 020 013 Og Havet afgav de døde, som vare i det; og Døden og Dødsriget afgave de døde, som vare i dem, og de bleve dømte, hver efter sine Gerninger. 066 REV 020 014 Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den anden Død, Ildsøen. 066 REV 020 015 Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livets Bog, blev han kastet i Ildsøen. 066 REV 021 001 Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere. 066 REV 021 002 Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin Brudgom. 066 REV 021 003 Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. 066 REV 021 004 Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort. 066 REV 021 005 Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande. 066 REV 021 006 Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands Kilde uforskyldt. 066 REV 021 007 Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans God, og han skal være min Søn. 066 REV 021 008 Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død. 066 REV 021 009 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru. 066 REV 021 010 Og han førte mig i Ånden hen på et stort og højt Bjerg og viste mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen, fra Gud 066 REV 021 011 med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som krystalklar Jaspissten. 066 REV 021 012 Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over Portene tolv Engle og påskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammers; 066 REV 021 013 mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og mod Vest tre Porte. 066 REV 021 014 Og Stadens Mur havde tolv Grundsten, og på dem Lammets tolv Apostles tolv Navne. 066 REV 021 015 Og han, som talte med mig, havde en Målestok, et Guldrør, for at han skulde måle Staden og dens Porte og dens Mur. 066 REV 021 016 Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige så stor som Bredden. Og han målte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier; dens Længde, Bredde og Højde ere lige. 066 REV 021 017 Og han målte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter Menneskemål, hvilket er Englemål. 066 REV 021 018 Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var af rent Guld, lig det rene Glar. 066 REV 021 019 Stadmurens Grundsten vare prydede med alle Hånde Ædelsten: den første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje Kalkedon, den fjerde Smaragd, 066 REV 021 020 den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst. 066 REV 021 021 Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar. 066 REV 021 022 Og jeg så intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den almægtige, og Lammet. 066 REV 021 023 Og Staden trænger ikke til Sol eller Måne til at skinne for den; thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys. 066 REV 021 024 Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger bringe deres Herlighed til den, 066 REV 021 025 og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke være der, 066 REV 021 026 og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den. 066 REV 021 027 Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livets Bog. 066 REV 022 001 Og han viste mig Livets Vands Flod, skinnende som Krystal, udvæld de fra Guds og Lammets Trone. 066 REV 022 002 Midt i dens Gade og på begge Sider af Floden voksede Livets Træ, som bar tolv Gange Frugt og gav hver Måned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Lægedom for Folkeslagene. 066 REV 022 003 Og der skal intet bandlyst være mere; og Guds og Lammets Trone skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham, 066 REV 022 004 og de skulle se hans Ansigt, og hans Navn skal være på deres Pander. 066 REV 022 005 Og Nat skal der ikke være mere, og de trænge ikke til Lys af Lampe eller Lys af Sol, fordi Gud Herren skal lyse over dem; og de skulle, være Konger i Evighedernes Evigheder. 066 REV 022 006 Og han sagde til mig: Disse Ord ere troværdige og sande; og Herren, Profeternes Ånders Gud, har udsendt sin Engel for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart. 066 REV 022 007 Og se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs Profetis Ord. 066 REV 022 008 Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte disse Ting, og da jeg havde hørt og set, faldt jeg ned for at tilbede for den Engels Fødder, som viste mig disse Ting. 066 REV 022 009 Og han siger til mig: Gør det ikke; jeg er din Medtjener og dine Brødres, Profeternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud! 066 REV 022 010 Og han siger til mig: Du skal ikke forsegle denne Bogs Profetis Ord, thi Tiden er nær. 066 REV 022 011 Lad den som gør Uret, fremdeles gøre Uret, og den urene fremdeles blive uren, og den retfærdige fremdeles øve Retfærdighed, og den hellige fremdeles blive helliggjort. 066 REV 022 012 Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale enhver, efter som hans Gerning er. 066 REV 022 013 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og Enden. 066 REV 022 014 Salige ere de, som tvætte deres Klædebon, for at de kunne få Adgang til Livets Træ og gå ind igennem Portene i Staden. 066 REV 022 015 Udenfor ere Hundene og Troldkarlene og de utugtige og Morderne og Afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver Løgn. 066 REV 022 016 Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende Morgenstjerne. 066 REV 022 017 Og Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets Vand uforskyldt! 066 REV 022 018 Jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs Profetis Ord: Dersom nogen lægger noget til disse Ting, da skal Gud lægge på ham de Plager, som der er skrevet om i denne Bog. 066 REV 022 019 Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profetis Bogs Ord, da skal Gud tage hans Lod bort fra Livets Træ og fra den hellige Stad, om hvilke der er skrevet i denne Bog. 066 REV 022 020 Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart! Amen. Kom, Herre Jesus! 066 REV 022 021 Den Herres Jesu Nåde være med alle!